2

Hvidsten Kro Fredag den 12. marts 1943

HVIS MARIUS FIIL KUNNE have set ham udenfor, ville han have set en høj, ranglet, let foroverbøjet skikkelse stride sig op mod vinden og runde det sidste hushjørne, inden han et øjeblik stod stille foran døren. Endnu var deres skæbner ikke viklet sammen. Men det skulle ikke vare længe.

Det var en frostkold formiddag med sne i luften og en skarp vind, der stod ind mellem landsbyens spredte huse. Selvom det havde været en måneklar nat, var skyerne trukket sammen i løbet af morgenen, og det var begyndt at blæse op. Men den fremmede ænsede det knap nok. Det budskab, han kom for at aflevere, var langt vigtigere end vejret. Og hvis alt gik efter planen, sad Thorup Petersen allerede inde i den lune krostue i samtale med kroejeren. Det var sådan, de havde aftalt det.

Ole Geisler skuttede sig og samlede sine tanker. Han huskede, hvad Flemming Juncker havde sagt til ham om Marius Fiil: ’Kan I få ham med, er han bedre end nogen anden.’ Og nu var det mere nødvendigt end nogensinde.

Geisler havde kun kendt Flemming Juncker, godsejeren på det nærliggende Overgård, i ganske kort tid. Men han vidste, at han var afholdt og respekteret på egnen. Godsejeren var en mand, man lyttede til. Juncker havde fortalt ham, at han allerede i 1941 under et besøg på den engelske ambassade i Stockholm var kommet i forbindelse med Special Operations Executive, SOE, og at han via sine kontakter for kort tid siden var blevet bedt om at skaffe en nedkastningsplads i Jylland, hvor britiske fly kunne nedkaste agenter og materiel til den spirende modstandskamp i Danmark. Godsejeren havde udpeget Trinderup Hede øst for Mariager som et egnet sted. Og nu var det altså en realitet. For første gang var det lykkedes organisationen at gennemføre en nedkastning af våben og ammunition i Danmark.

Men modtagelsen, og ikke mindst transporten, var endnu ikke særlig godt organiseret. Som Jyllandschef for SOE var det lige nu hans vigtigste opgave.

Ole Geisler fyldte tredive år om et par uger. Han var uddannet ingeniør og brugte dæknavnet ”ingeniør Axel Nielsen,” men i modstandskredse gik han mest under betegnelsen ”Lange Nielsen,” hvilket naturligvis skyldtes hans høje og ranglede skikkelse. Da Danmark blev besat, havde han opholdt sig i England.

Besættelsen kom som et chok for ham, og han følte en afmagt og dyb fortvivlelse over intet at kunne foretage sig. Han havde ingen ret til at sidde hjemme i sikkerhed og passe sit arbejde, når så mange unge landsmænd og familier havde fået deres liv afbrudt og måske deres karrierer afsluttet. Som udlandsdansker var hans kærlighed til fædrelandet større end nogensinde. Derfor meldte han sig frivilligt i britisk tjeneste og gennemgik i Canada fire måneders træning i den norske lejr, ”Little Norway,” inden han kom tilbage til England. Her fik han en grundig uddannelse som faldskærmsagent og blev kaptajn i Special Operations Executive. Organisationen, der havde til formål at støtte modstandsbevægelserne i de tyskbesatte lande, var på initiativ af Winston Churchill blevet oprettet i juli 1940, og den dengang 27-årige ingeniør gjorde tjeneste i den danske afdeling af SOE, der blev oprettet allerede i oktober året efter.

Han gennemgik den hårdeste træning, man kunne forestille sig. Udover træning i almindelige militære færdigheder – og naturligvis faldskærmsudspring – tog uddannelsen sigte på at gøre ham i stand til at færdes bag fjendens linjer. Han lærte om sikkerhedsregler, infiltrering af fremmede styrker, blev undervist i industriel sabotage og i brugen af våben og sprængstoffer, foruden telegraf- og radiokommunikation. Og han bestod det hele.

Men afgørende for hans videre karriere ad den vej var det skudsmål, han opnåede i England. Hans overordnede officerer, blandt andet Group Captain Maurice Newnham, der stod for den daglige ledelse af Special Air Service Bataillon, havde bemærket den unge mands særlige evner. Han var lidt af en eventyrer, var ugift og havde ingen børn, men han var også intelligent og kultiveret og i besiddelse af stor handlekraft. Samtidig havde han et udpræget organisationstalent, og hans lederevner var udtalte. Og netop disse egenskaber gjorde ham selvskreven til at være den, der som SOE’s Jyllandschef kunne påtage sig opgaven at være leder af det farefulde arbejde i marken.

Og for kun en måned siden var han sammen med tre andre danske faldskærmsfolk blevet kastet ned i nærheden af Furesøen. Opgaven var klar: Fra sit hovedkvarter i Århus skulle han organisere modstandskampen i Jylland.

Nu stod han foran døren ind til den gamle kro og lod sit blik glide ned langs de hvide og sorte bindingsværksmure.

Ole Geisler trak vejret dybt et par gange, inden han åbnede døren. Varmen strømmede ham i møde. Et hastigt blik på uret fortalte, at det snart var frokosttid. Perfekt til tiden! Han hængte sin frakke på en knage, gned lidt varme ind i hænderne og gik direkte ind i Skænkestuen, hvor de havde aftalt at mødes. Der var ikke særlig mange gæster denne fredag sidst på formiddagen, og de få, der var, sad i den tilstødende krostue.

Han så dem med det samme. Doktor Svend Thorup Petersen og Marius Fiil sad ved et af de massive egetræsborde, tilsyneladende i hyggelig samtale, mens de nød husets berømte flæskeæggekage. Helt som aftalt. De to kendte hinanden temmelig godt, vidste han. Thorup Petersen kom ofte på kroen, både som privatperson, men også fordi han var familiens læge, og Fiils ældste datter, Kirstine – eller Tulle – havde engang været ung pige i huset hos ham og hans kone i Randers. Derfor var doktoren en vigtig brik i spillet.

”Men er det ikke doktoren?” sagde Ole Geisler i et påtaget overrasket tonefald og stoppede op ved bordenden. Han rettede lidt på slipset og børstede et imaginært støvfnug bort fra ærmet på sin mørkegrå, toradede habit, idet han fangede Thorup Petersens blik.

Doktoren så op. Et kort nik bekræftede, at det var det.

”Jamen, så har jeg en hilsen til Dem fra Elias,” fortsatte han i et muntert tonefald, idet han klemte sin spændstige krop ned på en stol ved bordenden. Det var det aftalte kodeord, der betød, at nedkastningen havde fundet sted samme nat. Og henvendt til kroejeren sagde han: ”Ja, undskyld jeg trænger mig på.” Han rakte en hånd over bordet. ”Mit navn er Axel Nielsen, jeg er ingeniør og er udsendt af Nationalmuseet for at foretage nogle undersøgelser på egnen. Og hvad er mere passende end at starte på Hvidsten Kro?” Han gjorde en fejende bevægelse med armen. ”Denne smukke gamle kro, et dansk klenodie, det må så sandelig bevares for eftertiden, ikke sandt!”

Alt det, spillet bag kulissen og bestræbelserne på at få netop ham til at sige ja, vidste Marius intet om endnu.

Marius Fiil, der havde en naturlig skepsis over for fremmede, sagde ikke noget. Udsendt af Nationalmuseet? Det havde han ikke hørt noget om. Han gryntede et par uforståelige ord og bød så gæsten på en øl. Selv tog han en slurk af sit glas med saftevand. Han rørte aldrig spiritus, som han kaldte for “moralens syndefald,” særlig hvis man ikke forstod at holde måde.

Geisler drak af sin øl, mens han sendte Thorup Petersen et hemmelighedsfuldt blik. Så lænede han sig afslappet tilbage i stolen, halede en pakke Kings op af jakkelommen, tændte cigaretten og inhalerede dybt. Han fulgte røgskyen med øjnene. Det her gik jo som smurt. Snart gled samtalen ind på den gamle kros historie, som Svend Thorup Petersen kendte temmelig godt, og som han også selv havde sat sig grundigt ind i. Marius sagde ikke meget, nikkede bare engang imellem og svarede på de spørgsmål, der blev stillet, så samtalen ikke blev pinlig. Men da den fremmede forsigtigt berørte krigens gang i Europa og nævnte, at det kun var et spørgsmål om tid, før krigslykken vendte, særlig nu da tyskerne havde lidt et sviende nederlag ved Stalingrad, og at den danske regerings samarbejdspolitik måtte høre op, spidsede Marius ører. De ord var helt i tråd med hans egne meninger.

Pludselig lænede Ole Geisler sig ind over bordet og fastholdt intenst kroejerens blik.”Kromand,” sagde han i et nærmest muntert tonefald, “du kender egnen bedre end nogen anden, og du ved også, hvem man kan stole på, ikke sandt?” Han holdt inde et øjeblik for at understrege sine ord, mens han ledte efter en reaktion. Men der kom ingen; kun et afmålt, afventende nik. Han tog et dybt sug af cigaretten og fortsatte så: ”Der ligger seks containere med våben og sprængstoffer ude på Trinderup Hede og venter på at blive tømt og bragt i sikkerhed. Vil du hjælpe os med det?”

”Jaså!” Marius gned sig over sin skaldede isse, hvorefter han tændte sin pibe og pulsede eftertænksomt et par gange.

”Javel! Ser man det?” sagde han lidt efter på sit sindige jysk og gengældte den andens intense blik. ”Så du er altså ikke helt den, du udgav dig for?”

”Nej, min opgave er endnu vigtigere, hvis det danske folk skal kunne se sig selv i øjnene efter krigen,” svarede den fremmede skarpt. ”Jeg er her for at støtte den spirende danske modstandskamp.” Han lod en hånd glide gennem sit mørkeblonde hår og lagde sit smalle ansigt i alvorlige folder. ”Men dertil har vi brug for våben og sprængstoffer – og ikke mindst pålidelige folk.”

”De våben, du taler om, er kommet fra England, ikke!” konstaterede Marius tørt og tog endnu et sug af piben. ”Hvem ved noget? Nogen må da …”

”I nat,” afbrød Geisler, ”en 4-motores Halifax bombemaskine, ja, jeg var der selv, og et par brave mænd fra egnen, som jeg har været i kontakt med. Ingen navne nu. I nattens løb har vi skjult containerne nødtørftigt og tømt dem for noget af indholdet, men vi må have resten videre til nogle depoter.” Han nikkede ivrigt i retning af Thorup Petersen. ”Doktoren her har indvilget i at køre noget af det til Randers i sin lægebil. Men det er slet ikke nok, og der kommer mere efter i nat.”

”Til Randers?”

”Ja, vi arbejder på at finde nogle egnede depoter, men først og fremmest skal det bare i sikkerhed.”

Geisler fortalte nu sit rigtige navn og sin historie. Om træningsopholdet i Canada og England, om SOE, der støttede modstandsbevægelserne i de besatte lande og trak i trådene fra Baker Street i London, og at han selv var blevet kastet ned med faldskærm over Danmark. Og at han havde rang af kaptajn i den britiske militærorganisation. Han undlod intet. Heller ikke at han havde haft kontakt til Flemming Juncker, der havde udpeget Trinderup Hede som et egnet sted og anbefalet ham at kontakte Marius Fiil på Hvidsten Kro.

Da han var færdig med at fortælle, så han kroejeren dybt i øjnene. ”Du er manden, vi har brug for, Marius. Du er stedkendt, og du kan samle nogle pålidelige folk omkring dig. Vil du påtage dig det ansvar?”

Han hævede stemmen lidt ved den sidste sætning og gentog den langsomt, hvorved ordene syntes at blive forstørret og give genlyd, så de fyldte hele rummet. ”Vil du, Marius Fiil, påtage dig det ansvar?”

Marius lagde piben fra sig. Nu var det åbenbart kommet dertil, at modstanden mod den tyske besættelsesmagt var ved at vågne. Omsider!

”Så skal jeg først spørge Gudrun,” sagde han eftertænksomt og kløede sig på sin krumme næse, hvorefter han rejste sig og forsvandt ud i køkkenet.

Ole Geisler og Svend Thorup Petersen udvekslede tavse, sigende blikke.

”Jeg kender ham,” sagde doktoren, idet han resignerende trak på skulderen. ”Marius Fiil vil aldrig tage så stor en beslutning uden først at inddrage sin kone.” SOE-kaptajnen kvasede cigaretten ud i askebægeret, og de drak begge det sidste af deres øl.

”Hvad sagde Gudrun?” spurgte de nærmest i kor, da Marius et par minutter senere vendte tilbage.

”I de femogtyve år, vi har været gift …”

Næppe havde de ord forladt hans læber, før Marius’ tanker uvilkårligt gled tilbage til Gudruns og hans sølvbryllup i september sidste år. Og han blev fjern i blikket. Dengang havde kroen været festligt pyntet op, børnene havde lavet æresporten, og de næsten trehundrede gæster – alle dem fra egnen, familien og forretningsforbindelserne – var i højt humør. Han så det hele for sig. Et stort dannebrogsflag prydede den ene væg, og skjoldet med sølvbrudeparrets navne og årstallene 1917-1942 var forsynet med en forgyldt kongekrone. Og midt under middagen havde han rejst sig op og bedt gæsterne om at udbringe et nifoldigt leve for kong Christian den 10. Dengang havde Danmark været besat i næsten to et halvt år, og der var ingen nævneværdig modstand mod den fremmede besættelsesmagt. Men frem for alt var der ingen tegn på, at han selv skulle blive hvirvlet ind i den modstand blot et halvt år senere.

”I de femogtyve år, vi har været gift,” gentog han og forsøgte at klare tankerne, “har der aldrig været et ondt ord mellem os, og ingen af os har skjult noget for den anden. Sådan er det også denne gang.” Marius tændte piben, pulsede et par gange og så derefter fra den ene til den anden. ”Jo, Gudrun sagde: ’Selvfølgelig! Så kan jeg ikke se andet, end at du må spænde den lille brogede for vognen. Hvis du altså selv vil.’ Ja, det sagde hun faktisk. Gudrun har altid været en klog kvinde.”

Med et lille smil vendte han sig mod Geisler. ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre,” sagde han langsomt. ”Men fortæl mig først: Hvem var med? Hvem ved noget om det her?”

”Blandt andet din nabo, mere kan jeg ikke sige nu.”

”Andreas?” Marius tænkte sig lidt om. ”Jaså, det var faktisk ham, jeg havde i tankerne. Så må jeg have fat i Andreas – allerede i dag. Og så samler jeg nogle mænd så hurtigt som muligt og får det stads ryddet af vejen.”

”Godt! Du hører fra mig igen – snart.”

Ole Geisler fik et tilfreds smil om munden. Det her gik jo helt efter planen. Og for første gang var det lykkedes SOE at etablere kontakt til en dansk modstandsgruppe. Men han måtte gå varsomt frem, hvis resten af planen skulle lykkes.

Så rejste han sig og forlod kroen.