3

Egnen omkring Hvidsten Fredag den 12. marts 1943

”PROPRIETÆREN PÅ Landlyst bør have i det mindste ét ordentligt måltid mad om dagen,” havde Tulle lidt sarkastisk sagt til Marius, en af de første dage efter at Andreas Stenz havde købt nabogården skråt over for kroen. Det var nu to år siden, men han huskede det, som var det i går. Hans datter stod og rørte i en stor gryde på brændekomfuret. ”Han er jo ungkarl og bikser sikkert selv noget sammen, som han hverken kan leve eller dø af,” sagde hun og gjorde et kast med hovedet. ”Gå over og spørg, om proprietæren ikke har lyst til at komme med hjem og spise. Sig til ham, at den står på gule ærter i aften.” Tulle, der gerne havde en frisk bemærkning på læberne, omtalte altid Andreas som ”proprietæren”, selvom hans beskedne ejendom eller størrelsen af de tilliggende jorder på ingen måde berettigede til det. Ikke fordi hun ønskede at virke nedladende. Heller ikke for at være spydig, men ganske enkelt fordi hun mente, at deres unge nabo som en anerkendelse for sin ihærdighed fortjente det.

”Og så kan han jo få en dram til,” svarede Marius.

Som sagt så gjort! Siden den dag spiste Andreas Stenz alle sine måltider på Hvidsten Kro, der snart blev hans andet hjem. Sammen med familien og kroens personale og et par andre pensionærer samledes de hver aften i et hjørne af krostuen foran den store kamin og indtog dagens ret, som Gudrun og Tulle i fællesskab havde tilberedt. De sang et par sange fra Højskolesangbogen og som regel en af Grundtvigs salmer, og som et fast ritual insisterede Marius på, at de sluttede med Blichers ’Jyden han er stærk og sej.’ Bagefter læste de dagens aviser, diskuterede små og store begivenheder – særlig krigens gang – og bølgerne gik ofte højt, især når nogen mente, at man blindt skulle følge myndighedernes anvisninger. Særligt Niels, der stod for kroens husdyrhold og de tilliggende jorders drift, kastede sig ind i diskussionerne med liv og sjæl. Marius tænkte tit, at hans eneste søn, der nu var blevet toogtyve år, var som en klon af ham selv, i hvert fald hvad angik holdninger. Også Tulles mand, Peder, og Andreas Stenz fra nabogården gav ved flere lejligheder udtryk for, at regeringens politik var en skændsel for det danske folks omdømme.

”Se bare til Norge,” sagde Andreas med tordnende stemme en sen aften, mens de sad om det lange bord og drak en kop kaffe med tilsætningsbønner. ”Der har de lige fra starten vist, hvad det vil sige at være nationalsindet, og kæmpet for deres fædreland. Herhjemme rører vi knap nok en finger.”

Det var en kendt sag, at det norske militær havde budt fjenden trods lige fra den dag for næsten tre år siden, hvor de tyske tropper – samme dag som i Danmark – havde invaderet landet. Samme tidlige morgen gik 12.000 tyske soldater i land fra ti destroyere i Kristiansand, Bergen, Trondheim, Stavanger og Narvik. Mange af de tyske krigsskibe havde mødt hård modstand. I Kristiansand havde kystfortet haft held til at forsinke landingsoperationen, da en tysk krydser blev alvorligt beskadiget. Og fra de indre forsvarsbatterier i Oslo-fjorden blev der åbnet ild mod krydseren Blücher, som blev sat i brand og sank, mens Lützow blev hårdt beskadiget og blev tvunget til at vende om. Om bord på de to skibe var den hærdivision, der skulle besætte Oslo, samt administrativt personale til bemanding af en række vigtige poster i Norge. Aktionen forsinkede de tyske styrkers ankomst til hovedstaden med mere end fireogtyve timer, og det var tilstrækkeligt til, at både kongefamilien og regeringen kunne nå at bringe sig i sikkerhed i Hamar og Elverum.

Da kong Haakon og regeringen besluttede at fortsætte kampen, nødvendiggjorde det en tysk troppeforstærkning på syv divisioner med i alt 12.000 mand, før den norske modstand var knækket. Forud var gået en måneds heftige kampe, der havde kostet næsten 4.000 tyske soldater livet. Og fra sit eksil i London, hvortil både kongen og regeringen af sikkerhedsmæssige grunde i mellemtiden havde set sig nødsaget til at flygte, organiserede de den civile norske modstandsbevægelse, der skulle gøre livet svært for den fremmede besættelsesmagt.

”Hvad så med vores sårede og dræbte norske brødre?” indvendte en ung kvindelig køkkenmedhjælper, idet hun så på Andreas med et anklagende blik. ”Er deres liv ingenting værd?” Hun havde en søster, der var bosat i en forstad til Oslo, og hendes mand, der var sergent i hæren, var blevet alvorlig såret under en af træfningerne.

”Selvfølgelig er de det,” svarede Andreas udglattende. ”Jeg siger jo også, at deres indsats er prisværdig.” Han drak en slurk kaffe og skar en grimasse, hvorefter han tørrede sig over munden med bagsiden af hånden. ”Hvorfor bliver vi ved med at drikke det her bitre stads?” Han så rundt. ”Men enhver krig koster ofre, det ved alle, og jeg siger kun, at her i Danmark burde vi kæmpe i stedet for at sleske for de tyskere.”

Marius Fiil kom hurtigt til at sætte stor pris på sin unge nabo. Selvom han var ni år ældre end Niels, opfattede han ham som en søn af huset. Han kendte hans holdninger, han vidste, at han var gjort af det rette stof, og at han var en mand, man kunne stole på.

* * *

NU SAD KROEJEREN – denne fredag ved frokosttid – og stirrede på de tomme stole, hvor Thorup Petersen og Ole Geisler havde siddet for nogle få øjeblikke siden. I næsten et minut blev han siddende og blinkede desorienteret med øjnene, som om han netop var vågnet op af en lang søvn og havde opdaget, at han befandt sig et helt andet sted, end der hvor han havde lagt sig til at sove. Det her er næsten for uvirkeligt. Hvad er det, jeg er blevet hvirvlet ind i? Næsten fra det ene øjeblik til det andet. I tankerne gennemgik han den samtale, han lige havde haft med de to gæster, og han hørte ordene igen og igen: ’… hvis det danske folk skal kunne se sig selv i øjnene efter krigen … den spirende danske modstandskamp … pålidelige folk … Vil du, Marius Fiil, påtage dig det ansvar?’ Hans tindinger dunkede, som om der var noget levende bagved, der slog mod indersiden.

Så rejste han sig, drevet af en bydende nødvendighed, som han hverken kunne forklare eller modstå, og gik uden et ord til nogen ud af kroen. Det, han havde i tankerne, kunne ikke vente til middagen i aften. Han måtte have løst problemet nu, allerede i eftermiddag.

* * *

GÅRDEJEREN PÅ NABOGÅRDEN var i færd med at skifte et plovskær og smøre ploven, da Marius gik over gårdspladsen. Han så med det samme sin unge nabo stå bøjet over ploven lige inden for den åbentstående røde træport i laden, hvor der lå noget værktøj spredt på cementgulvet foran ham. Andreas var iført en blå kedeldragt over en højhalset, strikket sweater og langskaftede gummistøvler. Han var kraftigt bygget med brede skuldre og muskuløse arme og havde et firkantet ansigt, der var som skåret i træ.

Andreas Stenz var vokset op på en gård i Kondrup lidt nord for Randers, og lige siden elevtiden på Ladelund Landbrugsskole havde han drømt om at få foden under eget bord. Endelig, for to år siden, da han købte ”Landlyst” skråt over for Hvidsten Kro – et beskedent landbrug, ganske vist, med tilhørende 25 tdr. land og en lille kvægbesætning – var drømmen gået i opfyldelse.

Han havde en stor skruenøgle i hånden og så op, da Marius pludselig stod i åbningen. Nå ja, det var jo ikke så usædvanligt. Kroejeren kom ofte forbi, spurgte til detaljer ved gårdens drift, og de fik som regel en snak om de sidste nye sladderhistorier fra egnen.

De udvekslede tavse nik som hilsen.

I en bås længere tilbage stod to hingste og skrabede utålmodigt med deres kraftige forben mod halmen, som om de bare ventede på at få jord under hovene. Den ene vrinskede og slog med hovedet, så den hvide manke bølgede som et vandfald. Der lugtede indeklemt af varm halm.

Marius stod stille et øjeblik og så sig rundt. Så rømmede han sig. Han havde besluttet sig til at gå lige til sagen uden omsvøb. ”I nat er der faldet noget ned fra luften med faldskærm,” begyndte han med fast stemme og så på sin unge nabo. ”Det er engelske våben og sprængstoffer, som skal fjernes nu i nat. Ja, du var der jo selv, hører jeg. Vil du være med til at gøre det arbejde færdigt?”

Svaret kom uden betænkningstid. ”Selvfølgelig vil jeg det.” Andreas lagde skruenøglen fra sig og rettede sig op. ”Jeg har faktisk ventet på, at du ville komme, Marius.” Han så kroejeren i øjnene. ”Axel Nielsen, du ved ham ingeniøren, sagde …”

”Du mener Ole Geisler,” afbrød Marius skarpt.

”Nå, er det dét, han hedder?” Andreas trak på skulderen.

”Men i hvert fald sagde han, at vi skulle lade det ligge, bare få det dækket til; det var formålsløst at bakse for meget med det. Og at du nok ville kontakte mig, sikkert allerede i dag.”

”Nå, ville jeg det?” brummede Marius. Han kunne ikke sige sig fri for at være en smule irriteret. Ingeniøren! Hvor meget af alt det her er bestemt i forvejen? tænkte han og knyttede hænderne ned lags siden. Er jeg en brik i et større spil? Et spil, der handler om politik og strategi bestemt af nogle engelske generaler? Men også om liv og død, om jævne folk og familiers skæbner. Om frihed og ære. Men det er jo derfor, jeg gør det.

”Jamen, så spænder jeg den lille brogede for vognen,” sagde han sindrigt kort efter. ”Vi finder nok et sted på kroen, hvor det stads kan stuves af vejen. Og så må vi vel hellere se at komme af sted, så snart det bliver mørkt.”

Han ville til at vende sig og gå, men Andreas lagde en hånd på hans ene arm.

”Nej, Marius, det går ikke.” Den unge gårdejer fangede hans blik. ”Den ekvipage er alt for kendt på egnen, kan du ikke se det? Og desuden ligger der flere hundrede kilo deroppe, og det er alt for langt væk. Nej, vi må have fat i en lastbil.” Han tænkte sig om et øjeblik. ”Jeg skaffer en vognmand, som jeg kender ret godt,” sagde han med overbevisning i stemmen. ”Anders Venning Stensgaard, han bor ovre i Råsted lige på den anden side af landevejen, ja, du kender ham selv, og han stiller ingen spørgsmål.”

”Jaså.” Marius Fiil gned sig over hagen. ”Men jeg kunne nu sagtens …” han afbrød sig selv. ”Det lyder som et godt forslag. Men så har vi brug for flere folk, allerede i dag. Få fat i vognmanden med det samme. Sig til ham, at han kan komme over at spise med, så klarer jeg resten.”

Marius mærkede en pirrende fornemmelse i maveregionen, mens han gik hjemad. Der var ingen anden udvej. Han måtte inddrage Niels og Peder; de to, som han vidste, han kunne stole på. Hans egen søn og svigersøn. Men foreløbig måtte kredsen holdes så snæver som muligt.

* * *

GASGENERATOREN, der var monteret bag ladet på lastbilen, hostede og prustede som et gammelt damplokomotiv. Den mindede om en kakkelovn, og det larmede, når motoren sugede den uforbrændte gas fra glødebunken i træet ind; som en kæmpe, der har fået noget galt i halsen og har svært ved at trække vejret.

Anders Venning knugede om rattet, mens han stirrede ud på den mørke, øde landevej, der langsomt forsvandt ind under hjulene. Han var omkring de halvtreds og en mand af få ord. Så da han fik forelagt problemet, havde han bare nikket og sagt: ”Lad os komme af sted.” Hvis han kunne bidrage en smule til at bekæmpe besættelsesmagten her i landet, var der ikke noget, han hellere ville, tilføjede han sagte. I førerhuset sad Marius Fiil og Andreas Stenz klemt tæt sammen ved siden af vognmanden. Ingen af dem sagde noget. Af og til blev deres alvorlige ansigter oplyst af skæret fra en modkørende bil. Omme på ladet sad Niels Fiil og Peder Sørensen med ryggen op ad førerhuset med en stor, sammenfoldet presenning, noget reb og en halv snes tomme lærredssække mellem sig. Heller ingen af de to havde betænkt sig et øjeblik, da Marius gjorde dem klart, hvad opgaven gik ud på. Og at det var med livet som indsats.

Kort før Mariager drejede de til højre og kørte ind på en smal, asfalteret vej, der førte mod Alstrup. Det var en søvnig landsby med et par spredte gårde og en håndfuld huse klumpet sammen langs vejen, og det gullige skær, der klemte sig ud fra kanten af mørklægningsgardinerne, skinnede som små stjerner i natten. Andreas kneb øjnene sammen. Han genkendte vejen fra aftenen i forvejen og dirigerede dem rundt i endnu et par sving og ind på en markvej, der til sidst næppe blev til mere end et par opkørte hjulspor. To pletter af gult lys fra bilens forlygter oplyste den ujævne vej.

”Sluk lygterne!” kommanderede Marius, da lastbilen langsomt bumlede hen ad stien. ”Vi er jo lige så tydelige som ildfluer i en mørk sommernat.”

Nogle få hundrede meter længere fremme endte hjulsporet brat i kanten af en plantage. De tre mænd i førerhuset steg ud, og Niels og Peder hoppede ned fra ladet. De stod stille et øjeblik for at orientere sig. Månen hang som et matgul lampe over dem og kastede et blegt skær over landskabet.

”Vi må gå de sidste to-tre hundrede meter,” forklarede Andreas og pegede ind mod plantagen. ”Det er den vej.”

Ved første øjekast så det ud til at være et uvejsomt terræn bevokset med lyng og spredt buskads i varierende højde mellem tætte rækker af høje grantræer. Og da de begyndte at gå, blev deres anelse bekræftet. Andreas og Marius gik forrest. Niels og Peder bar de tomme sække i en bylt under armen, og lige bag dem gik Anders Venning. Af og til snublede de, når de måtte skræve over buske, eller når genstridige grene eller sammenfiltret buskads spændte ben.

Men pludselig åbnede der sig en lyngklædt lysning foran dem.

”Så er vi her,” sagde Andreas dæmpet. Men alligevel havde han svært ved at skjule en triumferende klang i sin stemme. ”De ligger her et sted.”

De fem mænd småløb det sidste stykke. Og der lå de, slæbt sammen på to snorlige rækker; som forvoksede soveposer, hvor kæmper hver især var gået fredeligt til ro for natten. Seks aflange containere på hver fem, seks meters længde, nødtørftigt dækket med grene, så det matsorte metal kun lige kunne anes. Og de hvide faldskærme var rullet omhyggeligt sammen i bylter, der knap nok var synlige. Det var ikke vanskeligt at forestille sig, hvordan de som hvide fredsduer var kommet svævende gennem natten og landet med et blødt dump; afbødet af en beskyttelsespude – et hulrum mellem to metalplader – i enden af containeren.

I fællesskab fjernede de hurtigt grenene, gik fra den ene container til den anden og lod hastigt deres hænder stryge hen over metallet, som om det var det en kostbar skat, de lige havde gravet fri. Så begyndte de at arbejde.

”Hvad vejer sådan én?” spurgte Marius, da han og Andreas lidt efter stod bøjet over den samme container. De havde netop løsnet det sidste af de tre låsehåndtag.

”Åh, i fyldt tilstand vel tre, firehundrede kilo,” svarede han uden at se op. ”Jeg siger dig, det var hårdt at flytte dem hertil. Vi var kun fire, og vi kunne knap nok løfte dem.”

De greb fat i metallet fra hver side og åbnede containeren, som om det var en banan, der var flækket på langs. Og indeni, sirligt ordnet på en lang række som en slags spande med låg, lå de løse celler, som de nu begyndte at tage ud. Der lå også nogle sorte sække af jute. Ingen af dem sagde noget. Tavse, men med de samme tanker og benovede over måske at være vidner til et afgørende øjeblik i en skæbnetime, vidste de hver især, hvad der måtte gøres. Og det, de trak frem, kunne måske vende en umulig kamp. Et frihedselskende folks kamp mod en diktatorisk besættelsesmagt. Der var pistoler, maskinpistoler, papkasser med ammunition, håndgranater, plastisk sprængstof, ledningsruller og rør med tændsatser, der var sirligt anbragt i små metalæsker.

”Lad de unge slæbe,” foreslog Marius lidt efter, da han havde rettet sig op stod foran den næste container, hvor Niels og Anders Venning netop var i færd med at tømme en af de sidste celler. Han pustede tungt og gav vognmanden et muntert dask på skulderen. ”De har kræfterne, så pakker vi to sækkene. Tag nu bare Peder dér,” sagde han og nikkede over mod en anden container, hvor hans svigersøn stod foroverbøjet, opslugt af arbejdet, “han arbejder som bryggeriarbejder på Thor inde i Randers, hvor han dagligt slæber rundt på kassevis af øl. Så skulle han vel nok kunne bære sådan et par sække.”

Mens han begyndte at lægge nogle adskilte maskinpistoler, der var fedtet ind i olie, og æsker med ammunition ned i en af de sorte jutesække, tænkte Marius på al den død og ødelæggelse, disse våben kunne forårsage. Hvem ville det ramme? Ideologiske frontkæmpere i Hitlers krig? Familiefædre, der gjorde deres pligt for deres fædreland? Deres håndlangere? Eller danske landsmænd, der havde svigtet, eller som bare opholdt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt? Det var ikke til at vide. Men det jeg gør er det rigtige, hviskede en ensom stemme dybt inde i ham og fejede al tvivlen til side. Selvfølgelig er det det. En forbandet nødvendighed, hvis vi nogensinde igen skal kunne gøre krav på at leve som et frit folk.

Efter omkring halvanden times koncentreret arbejde, hvor ingen sagde noget, var sækkene fyldt og båret hen til lastbilen. Og som var det indøvet på kommando, hankede de to og to op i de tomme containere og bar dem længere ind i plantagen, hvor de skyndsomt dækkede dem med grene, så de var så godt som usynlige.

”Vi tager de små veje hjem,” sagde Marius en smule stakåndet, da de igen sad i lastbilen, og presenningen var surret godt fast over sækkene. ”At blive antruffet med den her last af en eller anden tilfældig tysk patrulje …” han gjorde et kast med hovedet bagud, “ville være det samme som at skyde sig selv en kugle for panden.” Han kendte de veje som sin egen bukselomme fra de mange ture på egnen, hvor han i årenes løb havde bragt genbrugsmaterialer og almuekunst hjem til kroen.

”Du har ret,” sagde Anders Venning og nikkede afmålt, idet han tændte for gasgeneratoren. ”Lad os nu komme af sted.” Generatoren hostede anstrengt, og med slukkede lygter skramlede de hen ad hjulsporet.

De eneste trafikanter, de mødte på de små afsides veje, var et par ensomme cyklister, den ene helt mørklagt, så de nær havde torpederet den mørke skikkelse i et skarpt sving, og en enkelt personbil, der overhalede dem.

I løbet af aftenen og det halve af natten fik de med møje og besvær det meste af godset opmagasineret på et tomt loft over stuehuset på Andreas Stenz’ gård. Resten blev kørt hen i et udhus på kroen. De var enige om, at det var de mest sikre steder, sådan som situationen var lige nu.

”Så er det da halvvejs,” sagde Marius med tilfreds mine og i et sarkastisk tonefald, da den sidste sæk var bragt ind. ”Hvis det altså er meningen, at det skal til Randers. Og nu trænger vi vist til noget natmad.”

I krostuen satte Tulle og Gerda mad på bordet, og bagefter gav de fem mænd hinanden højtideligt håndslag på, at de alle ville være parate, når den næste nedkastning kom.

”Jeg er sikker på, at min bror, Jens, også vil være med, når han hører om det her,” sagde Andreas Stenz med overbevisning i stemmen. ”Han har tit sagt, at de forbandede tyskere skulle sprænges i stumper og stykker.”

”Kan du stå inde for ham?” spurgte Marius, idet han kneb øjnene sammen og så på sin nabo. Han var ikke i tvivl om, at der snart ville blive brug for flere hænder.

”Selvfølgelig! Han arbejder stadigvæk hjemme på vores fædrene gård, og han er pålidelig som en trofast familiehund.”

”Godt!” Tal med ham. Men husk at fortælle ham, at det her er farligt, måske mere farligt end nogen af os har fantasi til at forestille sig.”

* * *

DET BLEV IKKE til mange timers søvn den nat. Marius drejede sig hvileløst i sin seng, og sveden fik dynen til at klæbe sig til hans krop, som var det en tung sæk, der truede med at mase luften ud af ham. Gudrun lå ved siden af, tilsyneladende i dyb søvn. At hun havde ligget vågen det meste af natten og bare ventet på, at han skulle komme hjem, vidste han ikke noget om. Irriteret pirkede han lidt til hende i håb om, at hun ville vågne, men hun gryntede bare og trak dynen længere op og vendte ryggen til. Det var ikke mange ord, de havde fået vekslet, siden han havde truffet sin beslutning for mindre end et døgn siden. Og han ville så gerne betro sig. Fortælle om nattens begivenheder; fortælle, at der nu lå våben i udhuset, som kunne være dødsensfarlige for dem alle, hvis det blev afsløret. Foreløbig vidste hun jo kun, at han havde sagt ja til at være med. Og slet ikke at Niels og Peder allerede var involveret. Men alting var foregået med en sådan fart, at det kunne være svært at følge med.

Med et opgivende suk lagde han sig på ryggen med armene over kors og stirrede op i loftet. I tankerne gennemgik han aftenens og nattens begivenheder, de mange våben, transporten, sækkene, der nu lå på loftet og i udhuset. Havde nogen set dem? Kunne alt det her holdes hemmeligt? Skyggerne i soveværelset dansede foran hans øjne som flagrende faldskærme, der dalede ned fra himlen. Og en enkelt gang, mens han var lige ved at døse hen, syntes han bestemt, at en af skyggerne lignede en underlig diffus skikkelse, der sigtede på ham med en maskinpistol.

Men i det udefinerlige tomrum mellem søvn og vågen tilstand forsøgte han også at se fremad. Hvad skulle der nu ske? SOE-kaptajnens ord gav genlyd et sted langt borte, som om de strømmede ud fra et rør: ’… videre til nogle depoter … men det er slet ikke nok, og der kommer mere efter i nat.’ Kunne han, Marius Fiil, en ganske almindelig kromand, der hidtil havde levet et helt almindeligt liv, leve op til det ansvar? Hvad er det, jeg har sagt ja til? Er det nok? Og hvad vil der ske med min familie og med folk fra egnen, hvis noget går galt?

Langt om længe trak søvnens mørke arme ham ind i en drømmeløs verden af befriende lindring.