4

Hvidsten Kro Lørdag den 13. marts 1943

ALLEREDE TIDLIGT NÆSTE formiddag kom Svend Thorup Petersen og Ole Geisler igen på besøg på Hvidsten Kro. Denne gang kom de sammen.

Marius Fiil sad i skænkestuen. Der var endnu ingen gæster på kroen, og han sad og bladede på må og få i en avis med en kop dampende varm te foran sig. Røgen fra en tændt pibe snoede sig om hans blanke isse. Folketingsvalget om ti dage, som tyskerne overraskende havde tilladt, fyldte mest. Lederne af de fire gamle partier, der stod bag samarbejdspolitikken, opfordrede enstemmigt befolkningen til at slutte op om deres politik. Men der stod selvfølgelig ikke noget om de nederlag, som de tyske hære havde indkasseret. Hverken i Rusland eller i Nordafrika. Marius lagde avisen fra sig. I dag var det lørdag, og der ville sikkert komme en del gæster både til frokost og til aften. Gudrun var i gang i køkkenet. Og om lidt ville han hjælpe Tulle med at dække op i krostuen.

Hele morgenen havde både Tulle og Gerda flere gange sagt, at de skam udmærket vidste, hvad der foregik. At deres far og bror og Peder havde hentet våben og allerede var involveret i frihedskampen. Det var jo tydeligt på de ansigter og på de ord, der var faldet i køkkenet i nat. Og nu ville de selv være en del af den frihedskamp; være med til at gøre en forskel. Der måtte da være et eller andet, de kunne gøre. Lige som de var fælles om at drive kroen, kunne de vel også være fælles om modstandsarbejdet. Var det ikke netop derfor, at de var blevet opdraget med fællesskabets og sammenholdets værdier?

Marius forklarede dem, at det arbejde, han havde sagt ja til, var farligt, og at det ikke var noget for unge piger, og slet ikke hans egne døtre. Der var nok andet, de kunne gøre sig nyttige med her på kroen. Men de havde været helt umulige at tale til fornuft.

”Niels og Peder er med, ikke sandt, og ’proprietæren’ ovre på Landlyst?” Tulle var utrættelig. ”Og det er vel ikke mere farligt for dem, end det ville være for os.”

Hvis han kendte sin ældste datter godt nok, og det mente han, at han gjorde, så ville hun aldrig lade ham i fred, før hun fik sin vilje. Ikke fordi hun nogensinde var urimelig. Nej, hun argumenterede altid for sine synspunkter, havde sine meninger og stod ved dem. Tulle var utrolig viljestærk. Engang imellem ønskede han, at hun ville være lidt mere afdæmpet eller bare udvise en smule besindighed.

”Men det er farligt,” forsøgte han igen, ”hvis nogen ser noget eller taler over sig.”

”Og hvad så,” svarede hun og satte hænderne i siden. ”Når de kan være med, så kan jeg vel også.”

Til sidst havde hun bare mødt hans argumenter med et skuldertræk. Og Gerda havde været lige så ubøjelig.

Marius slog det hen. Han orkede ikke at diskutere mere. Han orkede det simpelthen ikke – efter den nat. Men inderst inde vidste han, at det kun var et spørgsmål om tid, før han gav efter. Og hvis han skulle være ærlig over for sig selv, mærkede han også en spirende stolthed. Nationalfølelse, retfærdighed og sammenhold var værdier, han satte højt, og de egenskaber var tydeligvis gået i arv til hans børn.

Diskussionen, ordene, argumenterne – både for og imod – hamrede endnu mod hans trommehinder, da Thorup Petersen og Geisler uventet stod foran bordet.

Han så op og hilste afmålt med et nik. Nattens strabadser og manglen på søvn fik ham til at føle sig som en slatten karklud.

”Goddag, Marius, må vi sætte os?” sagde Geisler med et høfligt smil, ”vi har noget vigtigt at fortælle.” Han så veloplagt ud.

Marius nikkede mod to stole overfor. ”Selvfølgelig, værsgo!”

”Hvordan gik det i nat?” begyndte SOE-kaptajnen uden omsvøb. ”Er våben og sprængstof i sikkerhed?”

Marius fortalte, at alle seks containere ude på Trinderup Hede var blevet tømt og skjult, så godt det var muligt, i plantagen. Og at sækkene nu lå på et loftsrum på nabogården og i et af kroens udhuse.

”Udmærket!” Ole Geisler smilede tilfreds. Han tændte en Kings og sugede røgen dybt ind. Det var det svar, han havde håbet på, men han så ud, som om han hele tiden var på vagt. ”Jeg har også haft travlt siden i går,” fortsatte han, og det tilfredse udtryk afløstes af et alvorsfuldt blik. ”Vi må have godset videre så hurtigt som muligt.” Han så kort på Thorup Petersen. ”Doktoren her har indvilget i at køre det hele til Randers allerede i dag. Han kan køre i sin lægebil uden at blive standset – det håber vi i det mindste – om han så skal køre ti gange. Og det er lykkedes mig at organisere foreløbig to depoter, det ene på Brøchners lager, ja, herreekviperingshandleren har lovet at stuve sprængstofferne af vejen på sit loft. Det andet ligger i kælderen under Køsters boghandel. Desuden er der også folk, der vil påtage sig at stå for den videre transport med skib og jernbane.” Stoltheden i hans stemme var udtalt, som om den signalerede rækkevidden af disse aftaler. ”Køster mener ligefrem, at han kan sende noget af det som kamuflerede bogpakker.”

”Jaså!” gryntede Marius. ”Men der er et problem,” sagde han lidt efter, da han havde sundet sig og tændt sin pibe. ”Du sagde, at der kommer mere efter i nat, men den plads er ikke særlig velegnet.” Han så over på Thorup Petersen, som han vidste også var særdeles stedkendt, men doktoren nikkede bare med et sammenbidt udtryk. ”Der er ingen ordentlige skjulesteder på Trinderup Hede, og den ligger alt for langt væk,” føjede han nøgternt til.

Marius rejste sig og kom tilbage med et kort, som han bredte ud på bordet foran dem. Det var et detaljeret kort over egnen.

”Her!” sagde han og bøjede sig frem og pegede med pibespidsen på et sted på kortet. ”Det her er Allestrupgård Plantage. De gamle grantræer er plantet helt tilbage på Steen Steensen Blichers tid, mens han var præst i Spentrup, og så ligger den næsten lige uden for døren, kun fire kilometer her øst for kroen. Det sted er langt bedre.” Han satte sig igen og bakkede et par gange på piben og fortalte så, at der inde midt i plantagen var en stor lyngklædt lysning og kun nogle få hundrede meter derfra nogle vandfyldte tørvegrave og mosehuller, der ville være velegnede til at skjule de tomme containere. Desuden skulle man være særdeles stedkendt for at finde derind. De folk, han allerede havde i tankerne, kunne alle komme dertil til fods over marker og ad markveje. Og så var der ikke langt til Gassum-Hald landevejen, hvorfra godset hurtigt og nemt kunne transporteres videre.

Ole Geisler så anerkendende på ham. ”Lyder som et godt forslag,” sagde han, idet han kvasede en kun halvrøget cigaret ud i askebægeret. ”Jeg sender beskeden videre til England. Foreløbig giver vi pladsen kodeordet Mustard Point, så kan englænderne også forstå det.” Han nikkede i retning af den krukke, der stod midt på egetræsbordet, og et lille smil krusede hans læber. ”Meget passende, ikke sandt, for I laver jo en god og skarp sennep her på stedet.” Et øjeblik efter blev han alvorlig. ”Men husk, du skal lytte til BBC klokken 18.15 og igen klokken 21.15.” Derefter fortalte han, hvordan meddelelsen, der ville blive sendt som kode, skulle tolkes. Han skulle først og fremmest lytte efter en hilsen til Elias, og han ville få besked, når koden blev ændret. SOE-kaptajen smilede sit rævesmil. ”Der kan blive brug for det, før nogen af os aner.”

”Så finder jeg nogle folk fra egnen, som vi kan stole på,” replicerede Marius omgående.

”Ja, gør det. Men lige en ting mere. Du må være forberedt på, at der også kan komme faldskærmsagenter ned. Hver af dem har sine kontakter, og de ved nøjagtig, hvad deres opgaver er. Men der kan nemt gå et par dage, inden de kan komme videre.” Han lænede sig lidt frem og så på kroejeren med et fast blik. ”Kan du huse de folk på kroen?”

”Jaså.” Marius gned en hånd over sin skaldede isse, mens han tænkte sig om. ”Inden de kan komme videre, siger du. Men hvad er så deres opgaver?”

Geisler så ud, som om han overvejede situationen. Hvor meget kunne han tillade sig at fortælle? Foran ham sad en mand, som han kun havde kendt siden i går, men hans omdømme var indiskutabelt. Han var både pligtopfyldende og stabil, hvilket han jo allerede havde bevist. Og nu så han ud til at blive en af de nøglepersoner, han selv havde brug for i det arbejde, der lå forude. Den 29-årige SOE-kaptajn rykkede sig lidt tilbage i stolen og tændte en ny cigaret. Så begyndte han at fortælle. Han fortalte, at for de fleste udlandsdanskere – også for ham selv – var det kommet som et chok, da Danmark blev besat, og den følelse af fædrelandskærlighed, som de havde taget med sig i bagagen, dengang de rejste ud, blev forstærket af, at man intet aktivt kunne foretage sig. Adskillige af dem havde derfor meldt sig frivilligt til britisk tjeneste, hvor de blev tilknyttet SOE.

Special Operations Executive – i daglig tale kaldet SOE – var en britisk sabotageorganisation, som efter initiativ fra Winston Churchill var blevet oprettet i juli 1940. Dens formål var at organisere modstandsaktiviteterne i de tyskbesatte lande, og virkemidlerne var sabotage, propaganda og opbygning af hemmelige hære, der skulle kunne operere bag fjendens linjer. En dansk afdeling af SOE var blevet oprettet i oktober året efter. Målet for uddannelsen, fortalte Geisler, var klart og entydigt. De frivillige, der fandtes egnede, skulle være i stand til at etablere kontakter med modstandsindstillede kredse i den danske befolkning, så snart de var blevet kastet ned med faldskærm. Det krævede selvfølgelig træning i faldskærmsudspring, men også i militære færdigheder, færden bag fjendens linjer, sikkerhedsregler, infiltrering, undervisning i industriel sabotage og i brugen af sprængstoffer og våben, foruden telegraf- og radiokommunikation. De skulle støtte de spirende modstandsgrupper, der var ved at gro frem. Og de skulle uddanne sabotagegrupper, rekognoscere nye modtagepladser for våben og sprængstoffer og i det hele taget udvikle et organisationsapparat, der kunne træde i funktion, når danskerne var rede til det.

Ole Geisler tog et dybt sug og pustede røgen mod loftet. ”Og det er de nu,” sagde han med overbevisning i stemmen. ”Det er nu, vi har brug for de folk. Endnu er kun få blevet kastet ned, men flere er på vej.” Han lænede sig frem. ”Og nu spørger jeg igen. Vil du, Marius Fiil, huse de folk på kroen, indtil de kan komme videre?”

”Så må vi gemme dem af vejen, måske i Tulle Hus,” svarede Marius prompte. ”Her på egnen kender alle hinanden, og de, der skal gemmes af vejen, må for guds skyld ikke vække opsigt.” Han kløede sig lidt på hagen. ”De trænger nok også til lidt god forplejning efter den tur. Og jeg kender en, der måske vil køre dem.”

Geisler fik pludselig et alvorligt drag om munden. ”Godt! Men de folk, der melder sig, må aldrig være med til at modtage våben og ammunition uden at være bevæbnede,” indskærpede han. ”Og de må ikke lade sig pågribe i live.” Han så Marius direkte i øjnene. ”Sig til hver enkelt, at hvis de bliver afsløret, skal de bruge våbnet mod sig selv. Jeg kan ikke understrege tydeligt nok, at det her handler om liv eller død. For os alle!” Det så ud, som om han pludselig kom i tanke om noget. ”Man ved aldrig, hvad de tyskere kan finde på,” sagde han. ”Se nu bare, hvad der skete i München.”

Marius var ikke i tvivl om, at han tænkte på søskendeparret Hans og Sophie Scholl og deres studenterkammerat, Christoph Probst, der for to uger siden var blevet henrettet for at have omdelt illegale, antinazistiske flyveblade på Universitetet i München. De tyske myndigheder havde ikke haft noget imod, at hændelsen var blevet omtalt i den udenlandske presse – særlig i de besatte lande. Det kunne måske tjene som skræk og advarsel til de personer eller grupper, der kunne få samme idéer. Modstandsgruppen, der kaldte sig ”Hvide Rose” var blevet trevlet op af det hemmelige tyske statspoliti, Gestapo, og nu sad tre andre unge fra gruppen i fængsel og ventede på deres straf.

”De kan finde på alt, de tyskere,” gentog SOE-kaptajnen nøgternt, “for mindre end det her, ja, selv over for dem, der kun bruger ord og ikke våben.”

Marius’ tanker var rettet mod det, han nu måtte gøre.” Bevæbnede, selvfølgelig,” gryntede han. Det ville han huske at sige til dem. ”Men hvordan får de …?”

”Jeg vender tilbage – snart,” afbrød Geisler skarpt, mens han inhalerede dybt og kvasede cigaretten ud. ”Den slags er jo ikke legetøj, vel, og de folk må have lidt undervisning i at bruge en pistol.” Han gjorde mine til at rejse sig, idet han så skiftevis fra doktoren til Marius. ”Men lad os nu allerførst få læsset den bil. Skal vi?”

Da Ole Geisler og Thorup Petersen lidt senere kørte bort med de første sække i bagagerummet, stod Marius med knyttede hænder ned langs siden og så efter dem. Nu var der for første gang våben og sprængstoffer fra England på vej ud til de mænd, der et sted derude var parate til at kæmpe for Danmarks frihed.