6

Mustard Point Onsdag den 7. april 1943 Kl. 00.30

INGEN AF DEM ænsede uglernes tuden i plantagen eller frøernes monotone kvækken i mosen. De ti mænd, der lå fladt klemt ned i krattet, havde udelukkende ørerne stillet ind på at modtage lyden af et engelsk fly, der hvert øjeblik kunne dukke frem fra nattemørket, stryge lavt ind over plantagens høje graner og kaste sin last ned.

At dette her kunne koste dem livet, vidste de alle sammen kun alt for godt. Det havde deres leder, Marius Fiil, udtrykkeligt fortalt dem, inden de sagde ja til at være med. Alligevel var de én efter én troppet op på kroen og på nedkastningsområdet, da signalet var gået igennem tidligere på aftenen.

”Ved den næste nedkastning vil der blive landet to faldskærmsfolk” havde Ole Geisler sagt til Marius for et par dage siden. Præcis hvornår det ville ske, vidste han ikke, men de skulle lytte til BBC. Marius fik også oplyst kodesignalet, og det sidste, han sagde, var, at mændene skulle huske at være bevæbnede.

Allerede samme eftermiddag cyklede Tulle ud til hver eneste af dem. ”Lyt igen klokken 21.15.” Det var signalet, de skulle lytte efter. Og så en hilsen til Elias. Signalet ville blive sendt en af dagene …

Og nu var det altså i nat. Og nu lå de her og ventede.

En jævn vind stod ind vestfra, og den eneste lyd, der kunne fornemmes, var uglernes og frøernes fjerne kakofoni og vindens raslen i grenene. Det var mørkt og klamt, krattet var fugtigt, og ingen af dem vovede at bevæge sig ret meget. Og nu ventede de bare. I stilheden.

Nogle timer forinden, kort efter at signalet havde lydt over BBC, var de fleste af mændene begyndt at samle sig på kroen, hvor Marius og Tulle serverede håndmadder og varm te ved bordet i køkkenet. Marius Fiil så alvorligt på hver af dem og spurgte, om de havde deres pistoler med, og om de var parate, nu hvor det for alvor gjaldt. De nikkede, tavse og samstemmende. Derpå fordelte han opgaverne mellem dem. Den unge møller, Henning Andersen, og hans bror, Barner, var der; radioforhandleren, Niels Kjær, og hans fætter, mekaniker Johan Kjær Hansen, var også mødt op. De fire skulle så hurtigt som muligt bære sækkene op til Gassum-Hald vejen, hvor vognmanden fra Råsted, Anders Venning, ville holde parat. Men først skulle hans søn og svigersøn, Niels og Peder, og købmanden, Knud Christensen, sammen med Andreas Stenz sørge for at få tømt containerne og lagt indholdet over i de sorte jutesække, så snart de havde rullet faldskærmene sammen. Og bagefter skulle de alle sammen hjælpe hinanden med at skjule containerne og faldskærmene i mosen, inden de én efter én begav sig hjem over markerne i ly af mørket.

Marius så rundt på de sammenbidte ansigter og spurgte, om opgaverne var forstået. Som svar fik han tavse bekræftende nik. En følelse af opstemthed ved udsigten til sammen med disse mænd snart at kunne bidrage til fædrelandets frihedskamp, overvældede ham. Hvor mon karetmageren var? Nå, han havde sikkert fortrudt, nu hvor det virkelig var alvor. Og Søren var jo heller ikke ung længere. Han måtte tale med ham i morgen.

Niels sad tavs og fingererede ved maskinpistolen, som han var ved at samle. Som erfaren jæger var han temmelig våbenkyndig, og den instruktion, Ole Geisler havde givet, havde i det store og hele været overflødig.

”Hvad så med faldskærmsfolkene?” sagde Niels og så op. ”Hvem tager sig af dem?”

Marius så alvorlig ud. ”Jeg håber sandelig, at dyrlægen har hørt kodesignalet. Han har lovet at være der, men måske venter han, til maskinen er over Spentrup.” Han holdt en pause, mens han så rundt på hver enkelt. ”Og selvfølgelig hjælper I hinanden med at tage godt imod dem, ikke?”

Alle nikkede.

”Og som jeg allerede har sagt, hvis noget går galt, må I ikke lade jer tage til fange i levende live. Det gælder vores sikkerhed, alles.”

Atter flere tavse nik.

Tulle, der var mødt op sammen med Niels og Peder, vendte sig om henne ved det lange køkkenbord, hvor hun var ved at lægge flere madder på et fad. Hun satte hænderne i siden. ”Hvad så med mig? Jeg kan vel også …”

”Du får vist nok at gøre med at huse de faldskærmsfolk,” bed Marius. ”Hold dig bare parat herhjemme, og hvem ved, hvad det er for nogle starutter? De er sikkert også sultne efter den tur.”

Det var i sig selv en risikabel opgave, som hans ældste datter havde påtaget sig, det vidste han godt. I så lille en by vidste alle alt om hinanden, og noget kunne nemt gå galt, hvis nogen observerede noget mistænkeligt. Og hun vidste det selv. Måske var det derfor, hun ikke protesterede yderligere?

”Men jeg kan holde vagt,” indskød Gerda ivrigt, ”oppe ved vejen.” Hun havde hjulpet sin søster i køkkenet og stod nu lidt tilbagetrukket henne i det ene hjørne. Hendes kinder var røde, og øjnene skinnede af ophidselse.

Herregud, tænkte Marius. Seksten år! Men han vidste, at hun var umulig at tale til fornuft. ”Godt,” sagde han resolut og trak på skulderen, ”du og Jens,” han nikkede til Andreas’ bror, ”I to holder vagt og blinker med lygten, hvis I ser noget mistænkeligt, eller hvis nogen nærmer sig ude fra vejen.” Han ville nødigt betro en så vigtig opgave til sin næstyngste datter alene.

Det var tre uger siden, at Ole Geisler som ud af intetheden var trådt ind på kroen, og nu var det alvor. Det var nu, at Hvidstengruppen – hans mænd – for første gang skulle bevise deres værd. Marius mærkede, at det prikkede i hans hud, mens stoltheden steg op i ham.

Opgaverne var fordelt. Luften i køkkenet sydede af forventningsfuld spænding. Marius lod sit blik glide rundt og spurgte, om der var spørgsmål. Da det ikke var tilfældet, rejste han sig, trykkede hver af dem i hånden og ønskede dem held og lykke.

Med Niels og Peder som de første, og resten med nogle minutters mellemrum, forlod de otte mænd kroen og begav sig ad småveje og over markerne til det aftalte sted, som Marius med en vis ironi havde fortalt, at englænderne kaldte for Mustard Point. Formentlig fordi de ikke kunne udtale navnet Allestrupgård Plantage, havde han tilføjet med et overbærende smil.

Terrænet var vildsomt og utilgængeligt, hvis man ikke var stedkendt. Men de havde alle været her før; vokset op på egnen, som de var, kendte de hvert eneste markskel, hver en skovsti, ja, næsten hvert eneste træ i miles omkreds. Mændene befandt sig snart midt inde i det store, åbne lyng- og kratbevoksede areal, der var omgivet af gamle granplantager fra Blichers tid. Nogle få hundrede meter mod syd lå der vandfyldte tørvegrave og mosehuller, hvor de tomme containere kunne droppes. Marius havde haft ret, da han sagde, at dette var det mest velegnede sted, der kunne tænkes.

Søren Peter Kristensen var der allerede, da de andre nåede frem. Han sad op ad en træstub og røg en cigaret. Niels Fiil, der gik forrest med maskinpistolen hængende i en rem over brystet, skyndte sig hen til ham.

”Hvad fanden, Søren,” hvæsede han ophidset, “få så slukket den cigaret. Du kan jo ses milevidt.”

”Nåh, ja,” sagde karetmageren undskyldende, idet han rejste sig og smed cigaretskoddet fra sig, ”nu har jeg siddet her i over en time, jeg troede sgu aldrig, I kom.”

”Selvfølgelig gjorde vi det.” Niels snappede efter vejret. ”Og nu er det alvor. Hørte du meldingen i radioen?”

”Ja, det er jo derfor, jeg er her, ikke!”

En underlig forventningsfuld stilhed lagde sig over stedet, da mændene lidt efter krøb ned i krattet. Det føltes, som om et mørkt tæppe af fløjl blev sænket over dem. Af og til kiggede månen frem fra skyerne og henlagde landskabet og plantagen i et bleggult, diset skær, hvor granerne tårnede sig op som en massiv bræmme af kæmpemæssige, sorte uhyrer.

Nu var der kun at vente. En enerverende, anspændt ventetid. Ville det gå godt? Hvornår ville det engelske fly svæve ind over dem? Eller har tyskerne observeret det ved den jyske vestkyst og måske skudt det ned? Vil vi slippe godt fra det her?

Alle mulige tanker svirrede rundt i mændenes hoveder, mens de ventede og spejdede ud i mørket. Gerda og Jens var på plads oppe ved vejen, hvor også vognmanden, Anders Venning, holdt parat. Hvis alt gik efter planen, havde han allerede kørt lastbilen ind på det aftalte sted på en lille markvej i udkanten af plantagen. Og et stykke derfra, ligeledes skjult mellem nogle træer, skulle dyrlægen fra Spentrup vente med sin sorte bil. Niels så rundt på de sammenbidte ansigter. Hvorfor fanden kom han så ikke? Han skulle jo køre de faldskærmsfolk.

Stilheden blev brudt, da nogle grene knækkede. De fleste af mændene fór sammen, men slappede hurtigt af igen, da de så, at Albert Iversen skrævede over nogle kviste og lagde sig ned ved siden af Niels og Peder.

”Godt du kom, Albert” hviskede Niels lettet og vendte sig om mod den nyankomne. ”Vi troede sgu ikke, du havde hørt koden.”

”Selvfølgelig havde jeg det. Men jeg måtte jo først have bilen af vejen, og så kunne jeg jo ligeså godt hjælpe til her, ikke!”

”Så du Anders? Er lastbilen der?”

”Ikke så vidt jeg kunne se.” Dyrlægen, der havde sin brune sixpence trukket lidt ned i panden, åndede tungt. ”Men han kommer nok,” hviskede han. ”Hans bil er jo ikke så nem at skjule som min.”

Ja, det håber jeg sandelig, tænkte Niels. Nu kunne det ikke vare længe, hvis noget ikke var gået galt. Han kastede et blik på sit ur, da månen gled frem mellem de spredte skyer. Klokken var ti minutter i et, og han spejdede op mod himlen.

I det samme blev nattestilheden gennembrudt af en brummende lyd, først langt væk, men nu voksede lyden og kom hastigt nærmere som et tordenvejr, der rullede ind vestfra. Niels mærkede, at blodet begyndte at pumpe hurtigere. Som på kommando rejste fire af mændene sig, Niels Kjær, Johan, Andreas og Peder. De vidste alle, hvad de skulle gøre. De tre af dem havde en hvid stavlygte i hånden, og Peder en rød. De spredte sig i en indbyrdes afstand af omkring halvtreds meter, så de tilsammen dannede et stort L, der skulle vise piloten, hvor han skulle slippe sin last, og samtidig markere vindretningen.

De næste sekunder var de værste. De sneglede sig af sted, som var det timer, mens flyet langsomt nærmede sig. Det er nu, vi risikerer, at tyskerne ser os, fór det gennem alles hoveder. Og lidt senere hører os, når stilheden sønderrives, og flyet når helt ind over pladsen, og faldskærmene én efter én folder sig ud. En container kan risikere at ramme et træ, pløje sig ned gennem kronen og stammen, inden den lander med en dump lyd. De vidste alle sammen, at tyskerne havde en garnison soldater på dragonkasernen i Randers mindre end ti kilometer derfra. Og det var ikke utænkeligt, at de allerede havde hørt den brummende lyd fra flymotorerne.

Få øjeblikke senere tegnede en firemotores Halifax bombemaskine sin silhuet på den mørke nattehimmel lige over dem. Som en kæmpemæssig fugl strøg den lavt ind over pladsen, lavede en sløjfe og vendte tilbage i en højde af omkring to- tre hundrede meter. Nogle af mændene sprang frem og vinkede begejstret, og en euforisk følelse greb dem uafhængige af hinanden, mens de stirrede op i bugen på det store fly. Vi er ikke alene. Pludselig var der direkte kontakt med englænderne og den frie verden uden for det besatte Danmark.

DET VAR IKKE nogen tilfældighed, at englænderne brugte Halifax’en, der sammen med Lancaster’eren udgjorde grundstammen i den engelske flåde af tunge bombefly, til den slags natlige missioner. Tophastigheden lå på omkring 450 kilometer i timen, selv med fuld last, og rækkevidden på næsten 1.700 kilometer gjorde, at togtet kunne gennemføres uden problemer. Og med en lasteevne på knap seks tons var det muligt at medføre helt op til tolv fuldlastede containere. Men det var størrelsen, der var afgørende. Trods disse fremragende egenskaber var Halifax’en med sin forholdsvis beskedne længde på knap 22 meter og et vingefang på 31,75 meter særdeles vanskeligt at spore for de tyske radarer og luftpejleudstyr. Og desuden havde RAF forsynet netop denne flytype med et særligt varslingsanlæg, der kunne opdage tyske natjagere på op til 1000 meters afstand.

Signallamperne, tre hvide og en rød, var på plads og tændte. Så åbnede lemmen til bomberummet sig, og faldskærmene foldede sig ud. Mændene i plantagen fulgte dem med øjnene.

Det varer jo en evighed, inden de lander. De hvide faldskærme nærmest lyser mod nattehimlen, mens de langsomt svæver mod jorden. Har nogen set dem? Dette er det afgørende øjeblik. Niels stod som paralyseret, mens han betragtede synet. Han forestillede sig, hvordan hans far lige nu stod ude foran kroen kun nogle få kilometer borte og spejdede mod himlen i retning af lyden. For selvfølgelig kunne han også høre den, og selvfølgelig kunne han ikke sove.

Der var nok otte eller ti faldskærme, men det var tydeligt, da de kom nærmere, at to af dem var forskellige fra de andre. I stedet for matsorte metalhylstre hang der rigtige mennesker og dinglede i selerne. Faldskærmsfolkenes mørke overtræksstøvler sås tydeligt i kontrast til deres beigefarvede dragter. Alle vidste præcis, hvad de nu skulle gøre. Mændene løb ud i alle retninger for først og fremmest at få faldskærmene under kontrol og få dem rullet sammen, og dernæst at tømme containerne. Og selvfølgelig at byde de to faldskærmsagenter velkommen til Danmark. Måske var de englændere, måske danske landsmænd?

Men det var, som om den ene kom ud af kurs og svævede bort fra landingsområdet; længere mod øst som båret af vinden. Eller måske var der noget galt med styremekanismen? Niels så det og begyndte at løbe i samme retning for at være til stede, når faldskærmsagenten landede. I det samme hørte han høje råb oppe fra vejen, og kort efter så han lysglimt gennem krattet. Det var i den retning, Gerda og Jens holdt vagt.

Minuttet efter kom hans søster løbende hen imod ham med en stavlygte i hånden. Hun faldt, rejste sig igen og løb videre, men holdt fast om stavlygten, som var det en olympisk fakkel.

”En cyklist,” sagde hun stakåndet, da de få øjeblikke senere stod over for hinanden, ”han har set noget … Jens har ham.”

Sammen løb de de sidste par hundrede meter ud til kanten af plantagen, hvor vejen mellem Hald og Gassum førte forbi. Lidt tilbage fra vejen stod Jens med sin pistol i hånden og pegede ned i græsset. Et par meter fra ham lå en mørk skikkelse, og ved siden af en cykel.

”Det er ham,” sagde Gerda forpustet og lyste med sin lygte ned på skikkelsen. ”Han ville stikke af.”

Det var en ung knøs på omkring sytten år, der lå ubehjælpsom i græsset. Øjnene flakkede fra den ene til den anden, og hans mørke, næsten sorte hår, der hang i en lok ned i panden, glinsede af sved. Det var tydeligt, at han var lige så skræmt som en hare i en lyskegle.

”Rejs dig op, knægt!” kommanderede Niels sammenbidt, mens han truende trak maskinpistolen frem foran sig. ”Hvad laver du her?”

Den unge mand kom tøvende på benene. ”Øh … ikke noget … jeg …”

”Har du set noget?”

”Hvad? … nej, overhovedet ikke.”

Niels var ikke ét sekund i tvivl om, at det havde han. De hvide faldskærme mod den natsorte himmel; så tæt på. Alt andet var utænkeligt. Det er vores sikkerhed mod hans liv, fór det gennem hans hoved. Skal jeg skyde ham på stedet – og så slut?

”Du svarede ikke på mit spørgsmål,” sagde han, og der kom en truende klang ind i hans stemme.” Hvad laver du her – midt om natten?”

Knøsen begyndte at børste blade af sine bukser og så derefter forlegen op. Han var splejset bygget, og han rystede over hele kroppen som et espeløv. Gerdas lyskegle ramte ham i ansigtet.

”Ikke noget,” svarede han med skælvende stemme, idet han holdt hånden op foran øjnene, ”øh … ja, det vil sige, jeg har været på besøg på en gård i Hald, Kristinesminde … hos Anna, I kan selv spørge hende.” Han grinede fjoget og så fra den ene til den anden, ”lidt pigesjov, det er vel ikke forbudt.”

”Hvor bor du?”

”I Svenstrup … sammen med min mor … hun passer telefoncentralen.”

Niels stod et øjeblik og overvejede, hvad han skulle gøre. Så trådte han et skridt frem og pegede på drengen med sin maskinpistol. ”Hvis du siger så meget som ét ord til nogen som helst, er du død som en sild, inden solen går ned i morgen. Er det forstået?”

”Ja … ja, selvfølgelig.”

”Så stik af med dig, knægt!”

Det skulle han ikke sige to gange. Den unge mand sprang på sin cykel og spurtede hen ad vejen, indtil han forsvandt i mørket.

”Bliv her!” sagde Niels til Gerda og Jens, da han havde sundet sig lidt. ”Fint arbejde, men det er nu, vi skal passe på. Blink med lygten, hvis nogen kommer forbi!”

Han lagde mærke til, at lastbilen holdt parat et stykke derfra, på en markvej delvis skjult mellem nogle træer, og drog et lettelsens suk, før han vendte sig om og begyndte at løbe.

På vej tilbage til modtagepladsen så han, at faldskærmsagenten, der var kommet lidt ud af kurs, i mellemtiden havde frigjort sig fra seletøjet og fået kontrol over sin faldskærm. Den var allerede rullet sammen i en bylt på jorden, og han var ved at trække dragten af. Under den kom en nydelig brun tweedjakke til syne. Han var lyshåret og vel omkring de tredive.

Niels gik hen til ham og rakte en hånd frem. ”Velkommen til Danmark,” sagde han, spændt på, om agenten var dansker eller englænder.

”Tak,” sagde faldskærmsagenten, idet han gengældte håndtrykket og smilede af lettelse over hele hovedet. ”Jeg hedder Larsen,” fortsatte han på ægte jysk, ”før krigen sejlede jeg som hovmester, og jeg har været væk fra Danmark i mange år. Men hvor er det dejligt at være tilbage. Her er sgu nok at tage fat på.” Han nikkede i retning af den sammenrullede faldskærm. ”Men det her er alligevel det værste, jeg har prøvet.”

Han lød opstemt. Måske skyldtes det indholdet af den lommelærke, som han trak frem fra lommen af faldskærmsdragten og nu tømte for resten? Niels var ikke i tvivl om, at ”Larsen” ikke var hans rigtige navn, men et dæknavn. Sådan måtte det selvfølgelig være. Han havde også en springkniv og en pistol, som han stak ned i jakkelommen.

”Der står Illum i min skjorte,” sagde han stolt, idet han begyndte at rulle dragten sammen. ”Ja, de kan sgu deres kram, folkene derovre i Baker Street. Nå, men vi må vel hellere få det her stads skaffet af vejen og komme videre.”

”Vi smider det i en tom container,” sagde Niels. Han mærkede, hvordan adrenalinet pumpede rundt i hans krop. ”Kom! Vi får lige fat i din makker, så får vi jer hen til bilen i en fart.”

På nedkastningspladsen havde mændene åbnet containerne. To og to skilte de dem ad i mindre stykker, og med hastige bevægelser begyndte de at tømme spandene for indholdet af våben og sprængstoffer, som de lagde ned i sækkene. Så snart en sæk var fyldt, stod andre klar til at bære den gennem plantagen og op til vejen.

Lidt derfra var dyrlægen i fuld gang med at hjælpe den anden faldskærmsmand af med sin dragt. Også han virkede lettet.

”Vi har trænet i meget,” sagde han, da han havde trukket hjelmen af og strøg en hånd gennem sit pjuskede, brune hår, ”men det er sgu første gang, jeg bliver smidt ned midt i fjendeland. De forbandede tyskere.” Manden var i begyndelsen af trediverne, havde et markeret ansigt og var tydeligvis atletisk i sin kropsbygning under den halvlange, sorte skindjakke. Han rakte en hånd frem. ”Jeg hedder Poul,” sagde han med et smil om munden. ”Skal vi se at komme af sted?”

Både Niels Fiil, der i mellemtiden var nået derhen, og Albert Iversen besvarede håndtrykket og ønskede ham velkommen til Danmark.

”Du kører dem, ikke sandt, Albert,” sagde Niels. ”Tulle venter derhjemme. Så hjælper jeg til her.” Henvendt til de to faldskærmsfolk sagde han: ”Og I er vel også sultne efter den tur?”

”Ja – og tørstige,” svarede ”Larsen” med et smørret grin. Begge hankede de op i hver deres brune kanvasrygsæk, og enhver der så dem, måtte indrømme, at de lignede to ganske almindelige danskere, der kunne være på vej hjem fra arbejde, hvis de blev antruffet et hvilket som helst andet sted end netop her.

Poul og Larsen! Gode danske dæknavne. Kunne det være mere anonymt? Niels drog et lettelsens suk, da han så, at de forsvandt i retning mod bilen i selskab med dyrlægen.

Tilbage var et stykke arbejde, som det ikke kunne gå hurtigt nok med at få udført. For hvem vidste, om tyskerne havde set noget og allerede var på vej? Det var ikke utænkeligt. Der var jævnligt patruljer i området, og i Randers var der opstillet en pejlestation. Det vidste de alle. Men flyet var jo heldigvis kommet ind i en lav højde og fra en mere vestlig retning. De engelske piloter kunne vel også deres kram. Men alligevel!

Vognmanden havde netop startet lastbilens generator, der et sted i mørket hostede som en syg kone. Niels stod og så sig omkring, mens han pustede ud. De sidste sække var ved at blive slæbt frem, og efterhånden måtte lastbilens lad vel også være fyldt op. Nu manglede de bare at få skaffet metalcontainerne med de sammenrullede faldskærme og agenternes dragter af vejen. Omkring to hundrede meter syd for nedkastningspladsen lå mosen og nogle vandfyldte tørvehuller. To og to hankede de op i de tomme containeres bærehåndtag og slæbte dem gennem plantagen. Lettelsen var stor, da den sidste forsvandt ned i det grumsede, sorte vand.

Klokken havde lige passeret halv fire.

Nu var det bare med at komme hjem. I forskellige retninger skyndte mændene sig mod deres hjem, hvor de kunne slappe af med en følelse af, at de havde udført et betydningsfuldt stykke arbejde for Danmarks frihed. Men først når de var i sikkerhed. Havde nogen set noget? Udover knægten fra Svenstrup. Det var ikke utænkeligt.

Henning og Barner fulgtes ad på vej mod møllen, der lå lidt nordud for byen. De valgte den korteste vej over åbne marker. For de andre, der skulle til Hvidsten, var der flere skjulesteder; grøfter, markskel og læhegn. Men de to brødre ville bare hjem. Nu kunne de se møllen, kun trehundrede meter borte som en lysende, hvid silhuet i mørket. Så fristende nær. Men først skulle de forcere en udtørret mergelgrav, der var bevokset med højt, vissent græs, hyld og tjørn. Skrænterne var et perfekt skjulested inden det sidste stykke over Randers-Mariager landevejen, der kun lå nogle få meter borte. Tilbage var der kun en smal markvej op igennem haven, og så var de hjemme.

Henning kravlede forrest, Barner lige bag ved. De lå stille på kanten af mergelgraven og spejdede ud over vejen. Den var sort og øde. Om lidt ville de springe gennem hullet mellem to tjørnebuske, løbe over vejen og hjem.

Pludselig lød der et pift og et sagte fløjt nogle meter til højre, som om det kom nede fra bunden af mergelgraven. Et nyt pift. De to brødre trykkede sig fladt ned. De forbød næsten sig selv at trække vejret. Kunne det være en af deres egne? Det raslede i grenene, og lidt efter kom to mørke skikkelser til syne, der kravlede hen imod dem i det høje græs. Da de kom tæt på, så de, at var det Niels og Gerda.

”Kan I se den hæk derhenne?” hviskede Niels. ”Bag den holder en tysk lastbil, og jeg tror også, at der er en motorcykel.” Han nikkede hen mod et hegn, der spærrede udsynet til vejen omkring hundrede meter længere mod syd. Bag ham krøb Gerda sammen. Hun rystede som et espeløv.

”Men hvordan er I …?” Henning lignede ét stort spørgsmål. Han ville sige noget mere, men nåede det ikke.

”Vi så dem i sidste øjeblik, de forbandede tyskere, vi var næsten hjemme.” Niels trak vejret tungt. ”Har I jeres pistoler med?”

Begge brødrene nikkede.

”Godt! Nu forholder vi os helt roligt.” Selv havde han sin maskinpistol i et fast greb foran sig. Alle fire krøb de sammen og ventede.

Og staks efter hørte de tyske kommandoråb og kunne svagt skimte, at soldaterne steg ned fra lastbilens lad, rettede ind i to kolonner og begyndte at marchere. Den ene kolonne mod syd, den anden mod nord. De var otte eller ti i hver kolonne. Lastbilen og motorcyklen forsvandt i hver sin retning. Så blev alt stille. Øredøvende stille. Hvad ville der nu ske? Havde tyskerne fornemmet, at de var der? Kun tre, fire meter foran dem lå vejen, og selv en blind ville få øje på dem, hvis han gik forbi. De tre mænd og Gerda lod sig glide lidt tilbage på skråningen og klemte sig fladt ned.

Tre tyske soldater kom til syne i det svage måneskin. Deres omrids sås tydeligt gennem krattet. Hver af dem havde deres rifler i skudklar stilling foran sig, som om de afsøgte området med kurs lige hen mod det sted, hvor de lå. Niels lagde en arm over sin søsters skulder og klemte hende længere ned. Han mærkede, hvordan hun skælvede. Hvordan er vi placeret i forhold til månelyset? Hvordan falder vores skygger? Alle mulige tanker myldrede gennem hans hoved, mens lyden af støvler passerede tæt forbi. Han klemte hårdt om maskinpistolen, og han vidste, at den var afsikret. Er det tyskerne eller os, der skal overleve? Femten, tyve skridt, så gjorde de holdt, vendte tilbage og stod stille; fem meter borte. Hvad vil der nu ske? Har de opdaget os? Alle fire følte de sig hjælpeløse, som om deres skæbner var deponeret hos en højere magt. De turde knap nok blinke med øjnene.

Nu så de, at tyskerne skråede over vejen, og lettelsen bredte sig. Den ene kolonne, der var gået mod nord, gik over mod møllen, rundt om den, hen foran stuehuset, og derpå tilbage mod vejen i samme retning, hvorfra de var kommet. Henning åndede lettet op. Der var ingen lys i vinduerne, og Marie og de to piger sov nok. Selvfølgelig vidste hun, hvad han lavede; det var jo nærmest utænkeligt andet og umuligt at holde skjult. Havde hun grund til andet end at være stolt? Nej! Men der måtte ikke ske hende noget på grund af ham.

Pludselig lød der motorstøj. De tyske køretøjer kom tilbage og standsede bag hækken omkring hundrede meter væk, og lidt efter samlede soldaterne sig. Korte kommandoer brød gennem stilheden, og straks efter svingede lastbilen og motorcyklen med sidevogn ud på vejen og forsvandt i retning mod Randers.

”Det var sgu tæt på,” udbrød Henning lettet. Både han og Barner rejste sig, da den lille kolonne var forsvundet helt ud af syne. ”Lad os nu se at komme hjem.” Han begyndte at børste det visne græs af sine bukser og så bagefter på Niels. ”Men hvordan er I to havnet helt herude?”

Også Niels havde rejst sig. Han bøjede sig frem og rakte Gerda en hånd, og hun kom noget fortumlet på benene. Han tænkte, at hun havde været den modigste af dem alle. Havde overvundet sin frygt og været med hele vejen. Hun havde holdt vagt under nedkastningen, advaret dem, da det brændte på, og indvilget i at gå med ham over de åbne marker. Alligevel havde hun ikke givet et kny fra sig. Heller ikke nu, da tyskerne havde været så tæt på.

”Hvordan? Jo, ser du,” sagde Niels sindigt, ”jeg syntes, det var lidt for risikabelt af jer to at gå den vej, så Gerda og jeg holdt lidt øje med jer. I var sgu lige så tydelige som poppeltræerne ude ved vejen.” Et lille smil viste sig på hans læber. ”Og jeg mente jo nok, at det var en tysk motorcykel.” Han gav Henning et kammeratligt dask på skulderen. ”Nå, men nu må vi nok hellere komme hjem og få sovet lidt, ikke?”

Niels tog sin søster under armen, og sammen gik de langs vejen de sidste få hundrede meter på vej mod Hvidsten.

* * *

DER VAR OPSTÅET et problem, som Marius blev opmærksom på, straks da de to faldskærmsfolk ankom til kroen og blev sendt videre til Tulles hus. Der lå en sort jutesæk med pistoler og nogle æsker med ammunition i dyrlægebilens bagagerum.

Albert Iversen forklarede, at vognmanden var kørt, før den sidste sæk var blevet båret hen til lastbilen, sikkert i befippelse og i skyndingen for at komme af sted. Og nu var han sikkert allerede i Randers og i fuld gang med at læsse sin last af ved de aftalte depoter. Derfor havde han selv taget den med.

”Hvad gør vi?” spurgte Albert. ”Hvis jeg kører nu, risikerer jeg at ryge ind i en kontrol. Tyskerne har måske hørt noget.”

Marius måtte sove på det. Men ét var han sikker på: de pistoler måtte afleveres i Randers allerede næste morgen. Men hvordan? Han bar sækken ind i udhuset, netop som Niels og Gerda kom hjem. Deres far satte dem hurtigt ind i situationen.

”Ja,” sagde Niels og så på sin søster, da han havde fået vejrtrækningen under kontrol. ”Så bliver det nok mig, der skal til Randers i morgen. Bortset fra dig er jeg jo den yngste, der er med i det her, og jeg er hverken gift eller har børn.” Han lød munter, nærmest opstemt, som om nattens heldige udfald havde virket som en stimulerende drik. Så klemte han Gerda blidt om armen. ”Det bliver i hvert fald ikke dig.” Ingen af dem fortalte om deres oplevelser på vej hjem over markerne.

Det første spæde dagslys var begyndt at vise sig i den retning, hvorfra de var kommet.

”Nej, det bliver ingen af jer.” Marius tog dem under hver sin arm, og sammen begyndte de at gå hen mod døren ind til køkkenet. ”Jeg gør det selv. Men kom nu ind! Nu trænger vi vist til at få lidt at spise. Tulle sørger for de to fremmede.”

* * *

DET VAR EN vanskelig opgave, Marius Fiil havde taget på sig. Han kunne ikke bare stoppe pistolerne i en taske og så gå eller cykle til Randers. Der var hele tiden risiko for at blive standset af tyskerne. Og i rutebilerne var der også stikprøvekontrol. Det hændte, at et par tyske soldater standsede rutebilen, gik ned langs sæderne, hvor de bad passagererne om at identificere sig og undersøgte deres bagage. Og selv under sæderne så de efter, om der lå illegal propaganda, sortbørsvarer eller skjulte våben.

Han kunne selvfølgelig bede dyrlægen om at køre. Han havde de fornødne tilladelser, fik tildelt benzin, og sandsynligheden for, at han skulle blive undersøgt, var minimal. Men han havde jo allerede gjort sit, mens han, Marius, bare havde siddet hjemme på kroen og trommet fingre. Han ville selv gøre det.

Daggryet kastede sit første spæde lys over kroens tage, da Marius trak sin gamle varecykel frem fra udhuset. Den havde han ikke brugt i flere år, for han foretrak hestevognen og den lille brogede, når han skulle omkring. Men her var det næsten umuligt at skjule noget. Cyklen derimod havde to bagagebærer, en foran og en bagpå. På hver af bagagebærerne anbragte han en kurv, og i bunden af de to kurve lagde han et lag med pistoler og æsker med ammunition, så et lag aviser, og igen et lag pistoler og et nyt lag aviser, som dækkede dem. Og oven i det hele lagde han så mange løse hønseæg, som der var plads til.

Fortrøstningsfuld, men alligevel med nerverne uden på tøjet, begav han sig af sted mod Randers. Der var mindre end ti kilometer, og hvis alt gik vel, skulle den tur vel kunne tilbagelægges på en times tid, højst.

Morgenlyset var mere skarpt, end Marius huskede, han nogensinde havde oplevet det. Eller var det, fordi nattens begivenheder endnu lå lige bag øjnene? Mændenes mod. De mange våben og de ufattelige mængder sprængstoffer. Og de nyankomne faldskærmsagenter, der nu var i sikkerhed i Tulles hus. Heldigvis var alt gået godt. Det var en mild morgen. Solen i horisonten så ud til at have iklædt sig i en morgenkåbe vævet af dis og guld, og der var kommet forår i luften. Han trampede hårdt i pedalerne og mærkede sveden pible frem på panden. Hvis det ikke havde været for situationens alvor, kunne han have fundet på at fløjte.

Han så dem først for sent, optaget som han var af sine egne tanker. De to tyskere, der stod ved vejsiden med deres geværer i en rem over skulderen, lige der, hvor vejen krummede sig sammen i svinget før Bjergby, omkring halvvejs til Randers. Pokkers også! Hvad gør jeg nu?

Den ene soldat trådte et skridt frem og vinkede ham ind til siden. Soldaten nikkede afmålt og bad ham straks om at legitimere sig, mens den anden tog opstilling foran cyklen og spærrede vejen. Marius trak sine papirer frem fra baglommen. Hvis det ikke var fordi, der lød spredt trafikstøj fra landevejen, måtte de da bestemt kunne høre hans hjerte hamre hårdt i brystet.

”Na, Herr Schankwirt Marius Fiil, wohin går tur dann heute?”, spurgte tyskeren på sit modersmål tilsat et par gebrokne danske gloser, da han havde studeret papirerne grundigt. ”Und was haben Sie hier?” Han nikkede mod de to cykelkurve.

”Jeg skal ud på et hotel med de æg,” svarede Marius, uagtet at han godt vidste, at soldaten ikke forstod det meste af det. ”Og jeg skal have penge for dem, for ellers kan jeg ikke købe mad.”

Den ene soldat, ham der havde taget opstilling foran cyklen, var åbenbart lidt af en pilfinger, eller bare usædvanlig grundig. Han tog et æg op, holdt det op mod lyset og undersøgte det med en omhu, som havde det været en sjælden eller kostbar kunstgenstand. Han ville til at tage et mere.

Marius lænede sig frem over styret og slog ham over fingrene. ”Læg så det æg tilbage,” sagde han vredt, ”det kunne jo gå i stykker, ikke!”

Begge soldaterne rettede sig omgående op, som om de netop havde modtaget en ordre fra deres nærmeste overordnede. Så trådte de et skridt til siden, stak de to fingre til hjelmkanten og ønskede ham fortsat god tur. Det skulle de ikke sige to gange. Marius satte fart på cyklen, og lige inden han kørte ind i det næste sving, vendte han sig om og vinkede til de to tyske soldater.

”Dummer Däne,” mumlede den ene og rystede opgivende på hovedet, mens han stod og så ham forsvinde. Han havde stadig ægget i hånden.