7

Hvidsten Kro Mandag den 17. maj 1943

DER ER DAGE, der er mere specielle end andre. Dage, der huskes; dage, der sætter skel mellem dagen i dag, dagen før eller dagen umiddelbart efter. Og netop sådan en dag så det ud til at blive i dag, efterhånden som timerne skred frem.

Det begyndte ellers ganske almindeligt. I dagene og ugerne op til denne dag gik livet sin vante gang, både på Hvidsten Kro og for den sags skyld også i landsbyen og på hele egnen, som om intet var hændt. Folk passede deres arbejde og daglige pligter, markerne var for længst pløjet og harvet og sået til, og kvæget var kommet på græs.

Og på kroen serverede man den bedste mad i miles omkreds, det var alle enige om. Gudruns særlige opskrift, ”Recepten,” fandt vej til utallige sultne maver, både de lokale og rejsende, der af den ene eller anden grund kom forbi. Der blev serveret flæskeæggekage med purløg, en skive hjemmebagt rugbrød og dertil kroens hjemmerørte, grove sennep, hvilket betød, at personalet og familien havde rigeligt at se til.

På overfladen så alt således ud, som det plejede. Men kun på overfladen.

De fleste havde bemærket, at der gradvist var kommet flere tyske soldater til området. Udover den garnison, der allerede var hjemmehørende på dragonkasernen i Randers, havde de nu også slået sig ned i Mariager, hvilket betød, at der var en voldsomt forøget patruljering på landevejen gennem Hvidsten, ja faktisk på hele egnen. Særlig Hvidstengruppens medlemmer så på dette med stigende bekymring.

Havde knægten fra Svenstrup alligevel sladret? Fortalt vidt og bredt, hvad han havde set den nat ude ved nedkastningsområdet? Kunne deres hemmelighed bevares i den snævre kreds? Eller havde en eller anden fattet mistanke og ligefrem ladet et ord falde til tyskerne? Det var også, som om folk hviskede og tiskede, når de passerede dem, og når de troede, de ikke så det. På kroen, foran smedens værksted, eller når de af og til gik hen til Tulles hus for at besøge hende og Peder, hvor de kunne tale uhindret sammen. Eller var de bare ved at blive paranoide? Når et rygte først var født på egnen, var det svært, næsten umuligt, at stoppe. Det vidste alle. Men nej, dette var ikke kun rygter. Beviserne var jo synligt håndgribelige. Det vrimlede med tyskere overalt.

De to danske faldskærmsagenter, ”Poul” og ”Larsen”, der i to dage havde holdt sig skjult i Tulles hus, var for længst sendt af sted. Marius mente bestemt ikke, at de på noget tidspunkt havde været uden for døren, bortset måske fra nogle få korte øjeblikke sent om aftenen; det havde både Tulle og Peder forsikret ham om. Han tvivlede derfor på, at agenterne kunne være anledning til alt postyret. Og nu befandt de sig et eller andet sted i landet, sandsynligvis i Jylland, i færd med at organisere modstanden mod tyskerne med forøget kraft. De havde fortalt, at deres opgave var at skulle samarbejde med ”Lange Nielsen”, etablere nye nedkastningspladser og modtagegrupper samt finde flere folk, der var egnede som sabotører.

Der havde siden været to andre faldskærmsagenter indkvarteret, som var bragt ned med den seneste nedkastning for to uger siden, ”Bent Johansen” og ”Jacob Jensen.”

Den ene – denne ”Jacob,” det var selvfølgelig ikke hans rigtige navn – var niogtredive år, havde sejlet på verdenshavene og siden boet i England i adskillige år. Men da krigen brød ud, meldte han sig til britisk tjeneste og blev tilknyttet SOE. Danmark var hans fædreland, som han skyldte alt, og nu var han parat til at betale lidt af det tilbage, fortalte han med en vis stolthed i stemmen.

Allerede samme nat, som nedkastningen havde fundet sted, sad de to nye faldskærmsfolk bænket om bordet i Tulles hus sammen med Marius, Niels, Gerda og Peder og et par af de andre fra gruppen. Arbejdet var veludført, og Tulle havde fremtryllet et fad med højt belagt smørrebrød. Men efterhånden som samtalen skred frem, blev Tulle betænkelig.

”Du har en uheldig accent,” sagde hun pludselig og så på ”Jacob” med et misbilligende blik. ”Du siger hele tiden we i stedet for vi og en hel masse andet, som jeg må se at få pillet af dig. Og så lyder det ikke, som om du ved ret meget om Danmark og danskerne.”

”I er jo nogle helvedes fellows,” sagde ”Jacob” muntert og så sig rundt. ”Hvordan skulle jeg kunne vide det? Jeg har ikke været hjemme i sytten år.” Det lød også, som om han havde drukket, måske både sin egen og makkerens whiskyration inden nedkastningen.

”Nej, men med det ukrudt i dit sprog kommer du ikke langt,” svarede hun skarpt.

”Oh, fint! Okay!” sagde han og lo højt. ”Jeg trænger alligevel til nogle dages hyggelig adspredelse, særlig efter al den træning.” Han gned sig i hænderne og betragtede det veldækkede bord.

”Jacob” havde heller ikke noget imod at fortælle om den træning, han havde været igennem. Han lød lettet over at være nået så langt.

I England havde han været tilknyttet Special Air Service Bataillon, der holdt til i lufthavnen Ringway i nærheden af Manchester i Lancastershire. I begyndelsen var de kun få, men snart rummede Special Operations Executive over 10.000 personer, hvoraf halvdelen var udset til at arbejde bag fjendens linjer i de tyskbesatte lande. Træningen var hård, og udover utallige øvelser i faldskærmsudspring blev de herset igennem en grundlæggende uddannelse i militære færdigheder. Der var mange marchture i terrænet, øvelser i at infiltrere fjendtlige styrker og utallige træningstimer i fysisk udholdenhed og taktiske færdigheder. Efterhånden begyndte han at tro, at han var for gammel til den slags legen røver og soldater. Men mere spændende var det, da de nåede til instruktion i forskellige former for sabotageteknikker, både jernbanesabotage og industriel sabotage, og hvordan man underviste kommende sabotører i brugen af sprængstoffer. For det var dét, der var hans endelige mål.

”Jacob” kunne næsten ikke vente med at komme af sted. Men først måtte han en tur til Skotland, inden uddannelsen blev finpudset i en særlig træningslejr for kommende faldskærmsagenter i Market Harborough i nærheden af Leicester. Sikkerhedsregler blev indskærpet, nødvendige identitetspapirer med dæknavne, som var blevet fremstillet i Baker Street i London, blev gennemgået, og de lærte om tyskernes særlige forhørsmetoder og om, hvordan de skulle forholde sig, hvis de var så uheldige at falde i tysk fangenskab. Til sidst havde Commander Hollingworth, der var leder af den danske afdeling af SOE, sagt god for ham.

Turen over Nordsøen i Halifax’en var forløbet ganske udramatisk.

”Og nu er jeg så her.” Han slog en befriende latter op og så hen på Tulle. ”Og er klar til at lade mig underkaste, hvad damen måtte finde nødvendigt.”

Under de daglige lektioner med Tulle forsøgte hun tydeligvis at pille de værste unoder af ham. Tålmodigt forsøgte hun at lære ham om livet og forholdene i Danmark, sådan som det havde udviklet sig i den tid, han havde været væk. Men de to imellem blev der også vakt andre og mere varme følelser.

”Jacob” følte sig hurtigt som en del af familien. Han havde aldrig selv haft sin egen familie, og nu måtte han bare overgive sig til den unge kvinde, der tålmodigt, men på en blid og charmerende måde, tog sig kærligt af ham. Hver gang han så sit snit til det, lagde han en hånd på hendes arm og så hende hengivent i øjnene. Var det en følelse, der i årevis havde været gemt bort i en afkrog af hans sind, og som han ikke troede sig i besiddelse af? Han vidste det ikke.

Først efter en uge var ”Jacob” klar til at blive sendt videre. Og i løbet af den havde han lært at sætte umådelig stor pris på den gæstfrie familie og den gode mad, der blev serveret. Men han havde også lært flere af gruppens medlemmer at kende som nogle brave danske mænd, der – ligesom han selv – kæmpede for Danmarks frihed.

Han mærkede et stik i hjertet, da han måtte tage afsked med familien, og han krammede Tulle ind til sig og gav hende et kys på kinden. De mennesker – og særlig denne bemærkelsesværdige kvinde – ville han aldrig glemme.

Hvis ”Jacob” i dette øjeblik kunne have forudset, hvilken betydning netop han skulle få for denne histories senere udvikling, ville han have følt sig langt mere vemodig tilpas.

I disse dage var Ole Geisler som sunket i jorden, men Marius forklarede det for sig selv med, at han sikkert havde nok at gøre med at organisere arbejdet sammen med de nyankomne agenter fra England.

Der var fortsat diskussioner om bordet, når familien sad bænket sammen med personalet og de faste pensionærer i et hjørne af krostuen og spiste deres aftensmad foran den blafrende ild i kaminen. Nu måtte den danske samarbejdsregering da efterhånden kunne indse, at velviljen over for den tyske besættelsesmagt måtte høre op. Og særlig i takt med at indskrænkningerne i hverdagen blev mere og mere utålelige for den almindelige dansker. Folket måtte rejse sig. Men både Marius, Niels, Peder og deres unge nabo, Andreas Stenz, der ellers aldrig var bange for at sige sin mening, var lidt tilbageholdne. Og i særdeleshed Marius. Han havde sine tanker andre steder. Ville dette blive ved med at gå godt? For mændene, der havde udvist så stort mod? For ham selv, for familien? Var det kun et spørgsmål om tid, før tyskerne slog til? For sådan som situationen havde udviklet sig, var det ikke utænkeligt, at de havde fattet mistanke.

I løbet af de godt to måneder, der var gået, siden det hele startede, havde der fundet tre nedkastninger sted; den første på Trinderup Hede, dernæst to på Mustard Point, den seneste for to uger siden. Og nu var der planlagt en fjerde – netop i nat. Kodesignalet over BBC havde lydt for en times tid siden, og hvis det hele ikke blev aflyst i klokken 21.15-udsendelsen, var det altså alvor i nat.

ALLE VIDSTE, hvad de havde at gøre, og hvilke opgaver der ventede. Nerverne sad lidt mere uden på tøjet, end de plejede. Ikke fordi det nogensinde havde været rutineopgaver, for den slags blev aldrig rutine. Men fordi noget usædvanligt var sket.

Det begyndte allerede tidligt om morgenen. Klokken lidt over otte havde tyskerne stillet en vejspærring op på landevejen mindre end hundrede meter syd for kroen; faktisk lige ud for Tulles hus. Gennem de sprossede almuevinduer og fra kroen så familien til med bekymring. Var det en tilfældighed? Eller måske et varsel om, at det, de frygtede allermest, var ved at ske? At noget ubehageligt var i vente? Havde tyskerne fattet mistanke? Heldigvis havde de ingen illegale beboere indkvarteret lige nu.

De fleste vejfarende blev standset, både gående, cyklister, vare- og lastbiler og de få personbiler, der havde et legalt ærinde, og selvfølgelig rutebilen mellem Randers og Mariager. Alle måtte de vise deres legitimationspapirer, bagagen blev grundigt og nidkært undersøgt, noget konfiskeret. Og i et enkelt tilfælde, sidst på formiddagen, blev en midaldrende herre, der var iført et nobelt sæt tøj og en bredskygget filthat, gennet ud af sin bil og anholdt under stort postyr, tilsyneladende fordi bagagerummet på hans sorte Citroën indeholdt illegale varer, måske sortbørsvarer. Sådan så det ud fra vinduerne. Eller det kunne også være våben. Det endte med, at han blev kørt bort, og bilen blev beslaglagt.

Midt på eftermiddagen blev vejspærringen taget ned, og familien åndede lettet op. Men det skulle blive endnu værre.

En times tid senere kom en deling tyske soldater trampende ind på pladsen foran Hvidsten Kro efterfulgt af nogle militære køretøjer, og nogle af soldaterne spredte sig til haven og markerne omkring kroen. Hurtigt gik det op for Marius, hvad formålet var. Han gik ud på pladsen for at få sin mistanke bekræftet og prikkede løjtnanten, der så ud til at have kommandoen, på skulderen og sagde i et bryskt tonefald:

”Hvad er meningen? Hvad laver I her? Det her er privat område, det er min kro, og I kan ikke bare …”

”Privat!” blev han hånligt afbrudt. Løjtnanten ledte åbenbart efter nogle af de få danske ord, han havde lært. ”Her ist kein privat, verstehen Sie das? Nur deutsch, kun tysk Erde!”

Det var formålsløst at diskutere videre, men efter en kort ”samtale,” der udviklede sig til et mindre verbalt slagsmål, blev Marius dog klar over, at tyskernes tilstedeværelse var et led i en stort anlagt øvelse, som de havde tænkt sig at holde i terrænet omkring Gassum, Hald, Spentrup og Hvidsten. Det måtte være derfor, de havde haft vejspærringen sat op. Hvad kunne han gøre andet end at se til?

De tyske soldater begyndte at opstille luftpejleapparater og luftværnsartilleri næsten lige uden for døren, og snart var haven og pladsen som en summende bikube, der genlød af høje kommandoråb og metalliske, klikkende lyde fra det udstyr, som soldaterne åbenbart skulle trænes i at betjene. Og midt i det hele kom så meldingen over BBC. En ny nedkastning var ventet i nat. Nu var gode råd dyre, for det så ikke ud, som om tyskerne havde til hensigt at trække sig tilbage foreløbig.

Marius grublede lidt over tingene. Var de andre fra gruppen allerede på vej? Han håbede det ikke. For selvfølgelig havde de hørt kodesignalet. Og som det var sædvane, ville de fleste sikkert i god tid begive sig til kroen, hvor opgaverne blev fordelt, og hvor de fik noget at styrke sig på inden nattens mission. Men normalt kom de jo først, når det blev bekræftet, at nedkastningen skulle gennemføres; efter klokken 21.15-udsendelsen. Men han turde til gengæld heller ikke løbe risikoen. Andreas og Niels og Peder var selvfølgelig klar over, hvad der foregik. Men hvad med de andre? De måtte advares.

Han tog en rask beslutning. Klokken havde lige passeret otte, og tyskerne var der stadig. Som han havde regnet med, behøvede to af hans døtre, den ældste og næstyngste, ingen betænkningstid. Gerda og Tulle sprang omgående på cyklerne og kørte ud for at advare de andre. Og som om det ikke var nok, kom et par af de tyske officerer i det samme spankulerende ind i krostuen. De satte sig til rette ved et bord ved vinduet, velfornøjede, og var tilsyneladende parate til at lade sig betjene og nyde noget af den mad, som åbenbart også de havde hørt, var noget helt særligt. Sådan så det i hvert fald ud efter det forventningsfulde udtryk i deres ansigter at dømme.

De to officerer bad om at få et menukort og noget fyldt i glassene.

Marius tog det i stiv arm, vel vidende at han ikke kunne gøre hverken fra eller til. Men måske kunne han sløve deres opmærksomhed. Med rund hånd skænkede han snaps til ”gæsterne,” og de tog godt for sig af de våde varer. På et tidspunkt kom han ud i køkkenet med snapseflasken hævet og sagde med et skævt smil til Gudrun:

”Skal vi lade Churchill betale for denne her?”

”Se nu bare til, at dine særlige gæster får lidt andet at tænke på,” sagde hun og tørrede hænderne i forklædet.

Men hvordan det ville ende, anede han ikke.

I DE DAGE og uger, der gik forud for denne bemærkelsesværdige dag, var det tydeligt, at befolkningen i stigende grad var blevet fjendtligt indstillet over for den tyske besættelsesmagt. Og selvom den danske samarbejdsregering med Erik Scavenius i spidsen forsøgte at bekæmpe den tiltagende sabotage, havde modstanden nået et sådant niveau, at tyskerne nu gentog, hvad de havde sagt for første gang, allerede mens Wilhelm Buhl var statsminister: at Danmark måtte betragtes som ”fjendtligt territorium.” Men ved valget for bare et par måneder siden fik de partier, der var imod samarbejdet med nazisterne, øget opbakning. Danskerne rykkede sammen.

Der opstod spontane proteststrejker, og sabotageaktiviteten greb om sig. Værksteder, fabrikker og forretninger, der arbejdede for tyskerne, blev sprængt i luften, og det forlød, at aktionerne fortrinsvis blev udført af medlemmer af det kommunistiske parti, som både tyskerne og den danske regering havde forbudt. Og der gik også rygter om, at en modstandsgruppe, der kaldte sig BOPA, netop var blevet stiftet. Navnet hentydede til, at medlemmerne, der hovedsagelig bestod af kommunister og tidligere spaniensfrivillige, kaldte sig ’Borgerlige Partisaner.’

Disse rygter var også nået til Hvidsten Kro, og Marius fulgte med tilfredshed udviklingen, så godt det lod sig gøre. Men ét var sikkert: Det danske folk var så småt ved at rejse sig, og der var mere end nogensinde brug for gruppens indsats, hvis diktaturet skulle bekæmpes. Derfor var det særdeles uheldigt, hvis nattens nedkastning måtte aflyses, eller våbnene skulle falde i tyskernes hænder, eller – i værste fald – hvis nedkastningspladsen blev afsløret og ikke kunne fortsætte.

Og netop dét, var der en overhængende risiko for, ville ske denne nat.

Timerne gik, og de tyske officerer, der sad bænket om det veldækkede bord i krostuen, havde åbenbart ingen hast med at komme hjem.

Men en anden, der heller ikke var kommet hjem, var Gerda. Marius var bekymret. Gudrun og Niels og Peder var bekymrede, og Tulle, der for længst var kommet tilbage, var også bekymret. Hvad kunne der være sket hende? Klokken var næsten halv elleve. Og det var for længst blevet bekræftet over BBC, at nedkastningen ville blive gennemført. Flyet var altså allerede gået i luften. Og nu var det for sent at aflyse. Tulle sprang på cyklen igen og skyndte sig af sted til dyrlægeboligen i Spentrup, men der var ingen hjemme. Og der var ingen spor af Gerda. Så fortsatte hun til Mustard Point, hvor hun i det samme så lys fra en bil, der nærmede sig. Det var dyrlæge Albert Iversen, der havde valgt at køre til nedkastningsområdet, sådan som han plejede, når han hørte kodesignalet. Han anede jo ikke noget om det postyr, der var på kroen, sagde han, da Tulle havde sat ham ind i situationen. Og der, i lygternes skær, så hun Gerda, der i det samme kom trampende på sin cykel. De to søstre faldt hinanden om halsen, og Gerda forklarede stakåndet, at hun ikke havde truffet dyrlægen hjemme og derfor var kørt hertil.

På kroen var tyskerne særdeles begejstrede for den hyggelige kromand, den gode mad og den rundhåndede udskænkning, og de befandt sig så godt, at de tilsyneladende ikke havde nogen hast med at trække sig tilbage. Som aftenen skred frem, blev de mere og mere muntre. De bemærkede kun flygtigt de tre unge mænd – det var Niels og Peder og Andreas – der henne fra døren på skift betragtede dem og havde svært ved at skjule utilfredsheden med deres tilstedeværelse. Og selvom de så, at den ene af husets døtre på et fremskredent tidspunkt af aftenen cyklende ud i noget, der kunne ligne et uopsætteligt ærinde, spurgte de aldrig sig selv, hvad det var, der kunne være så vigtigt.

Spiritussen havde måske gjort sin virkning.

Ingen går gennem livet uden at have lidt held med sig fra tid til anden, og dette var et af de øjeblikke, hvor heldet tilsmilede Marius Fiil. Hvis ikke de tyske officerer havde gjort mine til at rejse sig, da klokken var lidt over elleve, vidste han ikke, hvordan det hele ville være endt. Klokken 23.30 pakkede soldaterne deres grej sammen, og hele delingen kørte mod Randers.

Endelig!

Niels sprang op, næsten før de tyske officerer havde forladt kroen, og med opildnende stemme og et flammende blik i øjnene råbte han til de andre: ”Nu må vi af sted. Der er ingen tid at spilde.”

Det var i sidste øjeblik.

Klokken 00.30 kom Halifax-maskinen til syne over Mustard Point. Mændene var lige kommet på plads, og liggende i krattet fulgte de den lille prik med øjnene, mens den langsomt voksede i størrelse. Ville det gå godt også i nat? Men et nyt problem var opstået. Niels bandede over sig selv, da det gik op for ham. Denne nat havde han ansvaret for den røde signallampe, men mens flyet langsomt tabte højde, opdagede han til sin skræk, at han i skyndingen havde stukket en hvid lygte i lommen. Det var også de forbandede tyskere, der havde forstyrret planlægningen. Hvad gør vi nu? tænkte han, og panikken var allerede ved at ramme ham. For det kunne være katastrofalt, hvis vindretningen ikke blev markeret korrekt, og faldskærme og containere kom helt ud af kurs.

Selvfølgelig! Jeg har jo min lommekniv. Men er der tid nok?

Så tog han en dyb indånding og kneb tænderne hårdt sammen. I en rask bevægelse snittede han sig selv dybt i tommelfingeren, klemte til så blodet flød, hvorefter han halede sit lommetørklæde frem og lod det gennemvæde, indtil det var blodrødt. I fem sekunder betragtede han sit værk. Helt perfekt! Så lagde han lommetørklædet henover lommelygtens glas, sprang frem til de tre andre og stillede sig for enden af det store L og lyste i sidste øjeblik med det, der nu var forvandlet til en rød lygte.

Kort efter drejede Halifax’en rundt i en sløjfe og slap sin last. Nedkastningen blev gennemført som planlagt, endda landet mere præcist end nogensinde. Der var tolv containere med våben og sprængstof, og denne gang kom der tre faldskærmsagenter ned, der alle blev indkvarteret i Tulles hus, hvor de fik den sædvanlige varme modtagelse. Få timer forinden havde de forladt et land, der i endnu højere grad var i krig, og den modtagelse, de fik, havde tydeligvis en beroligende indflydelse på dem.

For en stund kunne de glemme alvoren i de dødsens alvorlige opgaver, de stod overfor.

* * *

KNAP HAVDE LETTELSEN over den seneste operations heldige udfald lagt sig, før en længe forudset begivenhed indtraf. Fredag den 21. maj fyldte Marius Fiil halvtreds år.

Han havde på det bestemteste afslået at festligholde dagen. Det var tiderne ikke til. Han ville ikke fornøje sig, når så mange led under en tyrans åg – også i Danmark. Det havde han sagt et stykke tid, og det mente han stadig.

Alligevel var lykønskningsbesøgene utallige. Alle Hvidstengruppens medlemmer kom forbi, de fleste landmænd fra gårdene på egnen kom forbi, nogle forretningsforbindelser og mange af dem, Marius gennem tiderne havde rejst rundt og opkøbt ”gamle ting og sager” hos. Selv de tre nye faldskærmsagenter, der boede i Tulles hus, dristede sig hen på kroen. De skulle rejse videre morgenen efter, og fødselsdagen kunne ikke være en bedre anledning til at tage en passende afsked, sagde de muntert. Og selvfølgelig var hele familien Fiil der. Gudrun og Tulle sørgede for håndmadder og et krus øl til alle gæsterne, og således gik kroejeren ind i sit enoghalvtredsindstyvende år.

Der var dagen igennem blevet trykket et utal af hænder, sagt tillykke, dasket kammeratligt på skuldre og sagt mange pæne ord med ønsker om en god fremtid, inden fødselaren ud på aftenen sank ned i krostuens bedste stol.

Gudrun satte sig overfor. ”Var det en god dag, Marius?” sagde hun og så på sin mand med et kærligt blik.

”Så afgjort. Men jeg ville det ikke sådan. Ikke alt det postyr.”

”Du fortjener det.”

”Vist nej.” Han grundede lidt. ”Ikke mig. Det er Danmark og danskerne, der fortjener det. En bedre fremtid. Jeg gør bare min pligt.”