8

København Søndag den 29. august 1943

SELVOM MARIUS og de andre fra Hvidstengruppen fik løbende underretninger fra aviser og i radioen – ganske vist med nogen forsinkelse og ofte ufuldstændige – kunne de på ingen måde vide, hvordan alt dette ville ende. Men ét var dog sikkert: noget var i gære.

I tiden op til denne afgørende dag sidst i august – og særligt sommeren over – var folkestemningen vendt markant, og folkets krav i forhold til den tyske besættelsesmagt blev mere og mere tydelige. Danskerne krævede handling, ikke passivitet; de ønskede konfrontation i stedet for samarbejde; ubøjelig kamp, ikke svaghed. Situationen var kommet helt ud af kontrol. Der var civile uroligheder i de fleste store byer i takt med, at forholdene for befolkningen blev mere og mere utålelige, og en bølge af arbejdsnedlæggelser skyllede ind over landet. Man ønskede på den måde at markere, at samarbejdspolitikken definitivt måtte ophøre.

Hertil var det nu nået.

Men indtil for nylig havde befolkningen været delt i spørgsmålet om, hvordan man politisk skulle forholde sig til den fremmede besættelsesmagt. I radioen hørte danskerne om nye sejre og om de lande, som Tyskland havde besat. Og mange troede, at Tyskland ville vinde krigen. Derfor var det ikke så mærkeligt, at mange danskere syntes, det var forkert at gøre modstand mod tyskerne. Og så var der jo alle dem, der kom i arbejde på grund af den tyske besættelse. Der blev anlagt flyvepladser, fæstningsværker og andre bygninger, som tyskerne havde brug for. Der var endda fagforeninger, der anbefalede deres medlemmer at tage tysk arbejde. Landmændene kunne både sælge orner og grisesøer til tyskerne. Et land i krig har brug for alt. Men det medførte også, at der var folk, der var parate til at røbe alt til fjenden. Ingen kunne vide, om naboen var tyskvenlig.

Det var begyndt tre år og fire måneder tidligere. Den 9. april 1940 tidligt om morgenen var besættelsen af Danmark foregået så hurtigt, at mange danskere vågnede op uden at være klar over, at landet var blevet besat. Og efter to timers militær modstand og seksten dræbte sønderjyske soldater valgte den danske regering, med statsminister Thorvald Stauning i spidsen, at overgive sig. Håbet var, at man i stedet ville være i stand til at forhandle sig frem til en fordelagtig besættelsesaftale med Tyskland.

Det lykkedes. Til gengæld for et samarbejde, hvor Danmark undgik krigslignende tilstande, ville Tyskland respektere den danske nationale suverænitet. Man regnede med, at danskerne til en vis grad kunne forventes at varetage deres egne affærer, dog på en – set fra tysk side – acceptabel måde.

I virkeligheden havde den tyske regering ingen specielle interesser i landet, udover at skabe bedre strategiske forhold for det langt mere væsentlige angreb på Norge. Og samtidig få del i overskuddet af landbrugsprodukter. Herudover skulle Danmark – med Hitlers ord – være et ”modelprotektorat,” hvor det lille land mod nord skulle vise verden, hvordan et fremtidigt nazistisk domineret Europa kunne se ud. For resten af verden syntes det næsten, som om Danmarks socialdemokratiske regering allerede havde allieret sig med Nazityskland og solgt sin sjæl til den højestbydende.

Men regeringen forblev intakt, og folketinget fortsatte med at fungere mere eller mindre som før besættelsen. De fleste politikere mente, at de måtte forsøge at bevare Danmarks privilegerede position, og en ny samlingsregering med deltagelse af samtlige de store, traditionelle partier blev derfor dannet med den socialdemokratiske Thorvald Stauning som statsminister. ”Landsfaderen” selv var dog dybt foruroliget over udsigterne til et nazistisk domineret Europa, men han fortsatte nødtvunget samarbejdet med den tyske besættelsesmagt til sin død i maj 1942. Ikke af ideologiske, men af realpolitiske grunde.

Den ny statsminister blev Wilhelm Buhl. Men sommeren over blev befolkningen i stigende grad fjendtligt indstillet over for den tyske besættelsesmagt i takt med, at grebet om danskerne og deres hverdag strammedes. Pressen blev censureret, spærretiden blev indført, og som en modreaktion voksede den spirende modstandskamp. Sabotage og andre former for voldelig modstand nåede et sådant niveau, at Tyskland for første gang officielt erklærede Danmark for ”fjendtligt territorium.” Det fik statsminister Wilhelm Buhl til i en radiotale at opfordre danskerne til ufortrødent at fortælle det danske politi, hvis de havde kendskab til illegale grupper eller forberedelse til sabotagehandlinger.

Danskerne var forargede. Landets statsminister havde åbent taget afstand fra det folkelige oprør. Og nu opfordrede han ligefrem sine landsmænd til at angive hinanden. Wilhelm Buhl blev tvunget til at træde tilbage, og i november trådte den radikale udenrigsminister Erik Scavenius til som leder af samarbejdsregeringen.

Men spændingerne fortsatte. Og det samme gjorde modstanden. I samme måned fandt den første jernbanesabotage sted. Et tysk ammunitionstog, der skulle transportere våbenforsyninger til østfronten gennem det neutrale Sverige, blev afsporet i Nordsjælland, og de tredive vogne nåede aldrig frem. Det var BOPA, den nystartede kommunistiske modstandsgruppe, der stod bag. Et tysk mineskib, der lå til reparation på Odense Stålskibsværft, blev saboteret, og kort efter nytår gennemførte Holger Danske – en borgerlig modstandsgruppe, der netop var blevet dannet – en sabotageaktion mod Citroën i København, hvor seks tyske biler og en kampvogn blev ødelagt. Bag aktionen stod Jørgen Haagen Schmith – alias ”Citronen.” Illegale blade fik større og større udbredelse og gav befolkningen informationer om modstandsbevægelsens sabotagevirksomhed og om udviklingen på fronterne i krigen. Den tyske værnemagt havde for et halvt år siden lidt et sviende nederlag ved Stalingrad, den var blevet slået tilbage ved El-Alamein, og der var tilbagetrækning på alle fronter, hvilket spredte et voksende håb blandt danskerne om, at krigen før eller siden uundgåeligt ville ende med et tysk nederlag.

Og uroen, både den civile modstand og sabotagehandlingerne, fortsatte.

Alligevel tillod besættelsesmagten, at der i marts måned blev afholdt valg til folketinget. Det kom som en overraskelse for de fleste. Netop nu, hvor Tyskland så åbenlyst var presset på alle fronter, og hvor de allierede var gået i land i Nordafrika. Men danskerne benyttede lejligheden til at manifestere sammenhold. Valgdeltagelsen var 90 %, og resultatet gav en øget opbakning til de partier, først og fremmest venstrefløjen og Dansk Samling, der åbent erklærede, at de var imod samarbejdet med tyskerne.

Urolighederne og utilfredsheden i befolkningen eskalerede, og en strejkebølge skyllede ind over landet foråret og sommeren igennem, og flere og flere danskere gjorde alt for at genere de tyske soldater.

Det blev hurtigt for meget for tyskerne. Da august var ved at rinde ud, stillede besættelsesmagten det ultimatum, at den ikke længere ville samarbejde med en dansk regering, hvis den ikke kunne garantere ro og orden i eget hus. Der skulle omgående indføres mødeforbud, det skulle være forbudt at strejke, censuren skulle skærpes, og der ville blive indført dødsstraf for sabotage. Det var kravene. Men den danske regering nægtede at reagere over for problemerne på en måde, der kunne tilfredsstille tyskerne.

Situationen var gået helt i hårdknude, og et eller andet modspil fra tysk side måtte forventes. Men hvad?

Klokken 04 om morgenen – søndag den 29. august – angreb tyske tropper alle større danske militære enheder, og det danske forsvar blev afvæbnet af den tyske værnemagt. Det kom ikke som en egentlig overraskelse – hverken for regeringen eller befolkningen – for det forekom utænkeligt, at et ”fjendeland,” som Danmark nu officielt var blevet kaldt, kunne bevare sit eget militær, uanset hvor ubetydeligt dette end måtte være. Og som konsekvens heraf sænkede mandskabet på Holmen allerede samme morgen store dele af den danske flåde for at forhindre, at krigsskibene skulle falde i tyskernes hænder. Kampene denne dramatiske morgen havde kostet treogtyve danske og fem tyske soldater livet.

Og inden dagen var omme, på denne skelsættende søndag i besættelsens tredje år, opløste besættelsesmagten den danske regering og indførte militær undtagelsestilstand. Og senere samme dag indgav statsminister Erik Scavenius sin afskedsbegæring til kongen.

Samarbejdspolitikken var ophørt. Danmark og danskerne havde valgt side. De havde tydeligt vist, at de nu havde taget åbent afstand fra den tyske besættelsesmagt.

* * *

HJEMME PÅ KROEN fulgte Marius tilfreds med i radiotransmissionerne fra København. I dagene, der gik forud og på selve denne dramatiske dag, veg han næsten ikke fra højttaleren. Og selvom han var klar over, at alt ikke kom frem i fuld offentlighed, var han dog ikke i tvivl om, at folkestemningen og folket havde vundet en vigtig sejr på sin lange vej mod friheden, som han udtrykte det.

”Måske har vi i Hvidsten været med til at gøre en forskel,” sagde han stolt til Niels og Tulle, mens de sad i køkkenet og fulgte med. ”Måske er vi i en nøddeskal det vågnende Danmark. Og I, mine modige børn, fortjener anerkendelse for jeres indsats. Som resten af gruppen.”

Nu måtte de allierede regeringer, der tidligere havde været skeptiske omkring danskernes villighed til at bekæmpe Nazityskland, da for pokker begynde for alvor at betragte Danmark som en allieret nation, mente han. Særligt nu hvor samarbejdspolitikken endelig var brudt sammen.

Marius havde alle sine dage – siden han som 25-årig fik valgret – stemt på Det Radikale Venstre. Det vidste de fleste i hans nære omgangskreds; det vidste alle i hans familie. Det var et parti, der – efter hans mening – stod for retfærdighed og en ligelig fordeling af goderne. Men det afgørende var partiets konsekvente antimilitaristiske indstilling. Dertil kom mærkesager som forbedring af husmændenes og de dårligst stilledes vilkår, bedre uddannelse til alle og den enkeltes retssikkerhed. Alt det passede med hans sociale grundsyn, og det faldt helt i tråd med de nationale værdier, han skattede så højt. Men ikke længere. Ved det sidste valg for fem måneder siden, dengang danskerne demonstrerede nationalt sammenhold, havde Marius sat sit kryds ud for Dansk Samling. Han kunne ikke forlige sig med, at Erik Scavenius, den radikale stats- og udenrigsminister, åbent havde beundret Tysklands bedrifter på slagmarken, dengang de gik fra sejr til sejr. Og nu var hans politik, hans eftergivenhed over for besættelsesmagten, heldigvis brudt sammen. Statsministeren havde været nødsaget til at give efter for folkets pres.

”Men vi må sende en venlig tanke til England,” indskød Niels. ”Hvis ikke de havde troet på os lige fra begyndelsen, var det her aldrig lykkedes.”

”Ja, det er sandt,” svarede Marius. ”Det er vi taknemmelige for.” Hans tanker gled uvilkårligt tilbage til den martsdag for lidt over fem måneder siden, da en SOE-kaptajn ”forklædt” som ”ingeniør Axel Nielsen” udsendt af Nationalmuseet, trådte ind på kroen og ændrede hans liv – måske for altid. På den korte tid, følte han, var dét liv blevet en del af hans identitet, og han kunne ikke forestille sig, at det allerede var forbi.

På grund af de lyse nætter havde Royal Air Force forlangt nedkastningerne indstillet på ubestemt tid – måske til engang i august eller september. Det havde Ole Geisler kort meddelt gruppen nogle få dage efter den seneste mission i maj, dengang en tysk militærøvelse nær havde sat en stopper for det hele. Men han havde også fortalt, at der nu var blevet organiseret flere modtagegrupper for illegale våben fra England, blandt andet Hornsletgruppen, Års-Farsøgruppen og Viborg-Stoholmgruppen. Og et par steder på Sjælland.

”I er langt fra alene længere,” havde han sagt dengang for tre måneder siden og givet Marius et anerkendende klap på skulderen. ”Men englænderne kalder jeres plads for den bedste i hele landet. Og dig, Tulle, hvis det ikke havde været for dig,” han sendte hende et beundrende blik, og hans normalt så alvorlige ansigt opløstes i et smil, ”så havde de faldskærmsfolk nok aldrig været klædt så godt på til at udføre deres arbejde, som de blev her hos dig.” SOE-kaptajnen holdt en pause for at lade sine ord få vægt og fortsatte så: ”Resultaterne er allerede begyndt at vise sig. Men bare vent, der kommer mere.”

Det var i maj. Og nu, hvor august gik over i september, var den politiske situation i Danmark yderst tilspidset. Det var ikke til at vide, hvordan det hele ville ende. Noget kunne tyde på, at Danmark nu skulle underlægges de samme skrappe forhold, som herskede i de andre tyskbesatte lande.

Det forlød, at dr. Werner Best, rigsbefuldmægtiget i Danmark, i ugerne efter regeringens tilbagetræden havde været kaldt til Berlin, hvor han skulle stå skoleret for Hitler i rigskancelliet. Og der gik sågar rygter om – endda fra pålidelige kilder, hed det sig – hvad der var blevet talt om på det møde, hvor også den tyske udenrigsminister, Joachim von Ribbentrop, og storadmiral Karl Dönitz deltog.

Hitler skulle efter sigende have været helt ude af sig selv af raseri over, at man ikke kunne opretholde ro og orden i Danmark, som han betegnede som ”dette latterlige lille land mod nord.” Og Werner Best blev holdt ansvarlig. I meget skarpe vendinger anklagede der Führer ham for at være skyld i udviklingen i Danmark.

”Sabotører er terrorister,” skreg Hitler.

Og nu skulle der indledes modterror i det land, som diktatoren indtil for nylig håbede ville udvikle sig til et ”mønsterprotektorat.”

Nogle dage efter, at Werner Best kom tilbage, blev rygterne bekræftet. Sådan så det ud efter de proklamationer at dømme, der blev udsendt til offentligheden, og som også nåede egnen omkring Hvidsten. Det var tydeligt, at den rigsbefuldmægtigede med næb og kløer forsøgte at holde fast i magten i Danmark. Men det var usikkert, om det lykkedes. Hans karriereforløb, der indtil dette tidspunkt havde ført ham op blandt de mest magtfulde mænd i Tyskland, var til gengæld uomtvisteligt.

DR. WERNER BEST, der var fyrre år, havde siden gymnasietiden været aktiv i de højrenationale grupperinger, der opstod i Tyskland i begyndelsen af 1920’erne. Efter studentereksamen påbegyndte han et jurastudium, og i 1927 opnåede han en doktorgrad på en afhandling om arbejdsretslige spørgsmål, hvorefter han beklædte en stilling som byretsdommer i Mainz. Og da han giftede sig med den kun 21-årige Hildegart Regner, datter af en tandlæge i Mainz, lå det ikke i kortene, at han skulle betræde en vej med politiske op- og nedture. Men da nazisterne ved rigsdagsvalget i september 1930 vandt en jordskredssejr, indså han, hvilken vej vinden blæste, og allerede to måneder senere meldte han sig ind i NSDAP og blev kort efter medlem af landdagen i Hessen. Og i begyndelsen af 1933 kom den nazistiske magtovertagelse i Tyskland.

Best blev straks udnævnt som chef for politiet i Hessen, og her gjorde han sig blandt andet bemærket ved at oprette en af de første koncentrationslejre i Tyskland. Og så var der en indflydelsesrig mand i München, som fik øje på ham: Heinrich Himmler.

Himmler gav Best til opgave at opbygge og lede SS-korpsets sikkerhedstjeneste i Sydtyskland, og i denne funktion blev han en vigtig brik i opgøret mod SA i 1934, der senere blev kendt som ”de lange knives nat.” Werner Best var personligt ansvarlig for mordene på mindst otteogtyve politiske modstandere. Herefter steg han i graderne. Han kom til Berlin, hvor han blev ansat i hovedkvarteret for det hemmelige statspoliti, Gestapo. Og i de følgende år blev han hjernen bag den brutalisering af det tyske politi, der fandt sted i slutningen af 1930’erne. I 1939 befandt han sig på højden af sin karriere – som nummer tre i hierarkiet i SS – kun overgået af Reinhard Heydrich og Heinrich Himmler. Men den dengang 36-årige Best var alligevel ikke tilfreds. Det udenrigspolitiske trak i ham. Og efter en stilling som chef for den tyske forvaltning i den besatte del af Frankrig, hvor han nåede at stå bag deportationen af et stort antal franske jøder, tog han imod tilbudet om at indtræde i udenrigstjenesten i Berlin med henblik på at blive gesandt. Og det var i den egenskab, han i november 1942 kom til Danmark. Werner Best havde som nyudnævnt tysk gesandt og rigsbefuldmægtiget store forventninger om at kunne praktisere opsynsforvaltningen i nabolandet mod nord med succes. Og med det nære personlige forhold, han snart udviklede til landets statsminister, Erik Scavenius, så det ud til at skulle lykkes.

Men noget gik skævt. Allerede fra årsskiftet begyndte den tyske krigslykke at svigte, og modstandsbevægelsen i Danmark kom for alvor i gang. Der var strejker og uroligheder i de fleste danske byer, og Best fik fra Berlin ordre til at stramme grebet om det danske folk. Han var nødt til at give sin gode ven, statsministeren, et ultimatum, som han på forhånd vidste, at han ikke kunne acceptere. Og da regeringen Scavenius så trådte tilbage, var det et stort nederlag for Werner Best, som nu opfattede sig selv som en politisk død mand. Men han fortsatte med at administrere sit forvaltningsområde.

I realiteten havde Best tabt magtkampen om Danmark til Værnemagten. Det var tydeligt for enhver, særlig da det kom frem, at han blev frataget ledelsen af det tyske sikkerhedspoliti i Danmark. I stedet blev det pålagt general Herman von Hanneken og SS politifører Günther Pancke at gennemføre den hårde kurs, som Hitler havde forlangt. Nu skulle danskerne og den danske modstandsbevægelse knækkes. Og et af midlerne var schalburgtage, en form for gengældelsesaktioner som havde til formål at gøre modstandsbevægelsens sabotagehandlinger upopulære i befolkningen. Et andet var hårdere straffe. Det blev offentligt meddelt, at den tyske hærledelse nu indførte dødsstraf for sabotagevirksomhed og for enhver handling, der modarbejdede eller kunne skade den tyske besættelsesmagt i Danmark.

Hidtil havde de tyske myndigheder i landet indset nødvendigheden af, at det gode samarbejde med den danske regering forløb gnidningsløst, og det betød, at pågrebne sabotører og andre ikke blev idømt dødsstraf. I stedet blev de ”kun” sendt i tysk koncentrationslejr. Men nu var situationen en helt anden. Nu var Danmark et fjendeland. Og nu måtte det være slut med denne blødsødenhed.

Disse udmeldinger ramte Marius som et kølleslag. Dødsstraf! For enhver handling, der kunne skade tyskerne! Men selvfølgelig, når han nu tænkte nærmere efter, så havde han jo vidst det hele tiden. Og også sagt det til sine mænd – og sine børn. Det var, hvad de alle kunne risikere. Men nu var det en kendsgerning. Helt officielt.

”Hvornår skal vi i gang igen?” spurgte Niels utålmodigt en sen aften, mens han og Marius sad i køkkenet og slappede af efter en travl dag. Der havde dagen igennem været godt besøgt på kroen, hvor Gudrun og Tulle og Gerda var travlt beskæftiget i køkkenet og med at servere, mens Marius stod for udskænkningen og hyggede om gæsterne. Og høsten på de tilliggende jorder, som Niels var ansvarlig for, var kommet godt i hus. De sad kun de to ved bordet. Gudrun og Gerda havde lige rejst sig. De havde talt om dagens små begivenheder og om planerne for i morgen. Også Tulle havde sagt godnat og var gået hjem til Peder og deres lille datter på et år.

”Med modtagelserne,” fortsatte Niels og så ud, som om han havde svært ved at sidde stille. ”Det synes som en evighed siden, og der må da være noget mere, vi kan gøre.”

”Tag det nu bare roligt, Niels. Det er jo heller ikke ufarligt, vel! Og særligt nu, sådan som situationen har udviklet sig.”

Marius var stolt af sin søn. Flid og nøjsomhed var dyder, der tydeligvis var gået i arv, foruden en vis portion stædighed. Og så var Niels lige så optændt, som han selv var, af det danske folks kamp for friheden, der lige nu så ud til at være gået ind i en afgørende fase. Men engang imellem ønskede han, at hans søn ville udvise lidt mere tålmodighed og besinde sig i afgørende situationer. Det kunne komme ham til skade, hvis han ikke lærte det.

”Det hele er jo på kogepunktet, og så siger du, at jeg bare skal tage det roligt.” Niels stirrede vantro på sin far, idet han rakte ud efter en rullepølsemad. ”Danmark og danskerne er i oprør, der er militær undtagelsestilstand i landet, og så sidder vi bare her med hænderne i skødet,” sagde han. ”Det kan ikke passe.”

”Det kommer nok,” svarede Marius sindigt, da han havde tændt piben og pulset en røgsky ud, ”du skal se, Niels, det kommer, når tiden er inde.”

Han vidste godt, at det ikke lå i hans lod at bestemme den slags. Men hvis han skulle være ærlig over for sig selv, måtte han give sin søn ret. Ventetiden forekom næsten ulidelig. Den tanke slog ned i ham, at det var som at sidde på en øde ø uden kontakt med omverdenen. Og uden at vide, om et skib var på vej. ’Bare vent, der kommer mere,’ havde SOE-kaptajnen sagt.

Ja! Men hvornår?