9

Mustard Point Fredag den 22. oktober 1943

SIDEN MAJ HAVDE nedkastningerne været indstillet på grund af de lyse nætter, men for et par dage siden havde Ole Geisler givet Marius et praj om, at det nok snart var tiden. Og nu i aften havde meldingen så lydt fra London: ”Lyt igen klokken 21.15.” Og bagefter var den rigtige hilsen, kodesignalet, kommet mellem alle de andre hilsner. Endelig! Da Marius havde hørt det, var det, som om hver en nerve i hans krop blev spændt.

Marius Fiil hadede at være uvirksom. Når han brændte for en sag, gik han helt og holdent op i den, og når han havde sat noget i gang, var han vant til at gennemføre det. Derfor havde det været en lang sommer. Men nu var der mere brug for dem end nogensinde, sådan som situationen havde udviklet sig, det var han ikke i tvivl om. Samarbejdsregeringen var gået af, hæren var interneret, og der var indført militær undtagelsestilstand i landet. Langt om længe havde både politikerne og det danske folk taget åbent afstand fra besættelsesmagten. Nu var hårdt sat mod hårdt, og som et resultat heraf var sabotagehandlingerne taget til i styrke.

Modterror! Dødsstraf! De tyskere skulle få kamp til stregen, hvis det var dét, de ønskede.

Som sædvanlig var Hvidstengruppens medlemmer mødt op på kroen, da meldingen havde lydt. Mændene havde spist og drukket varm te eller kaffe, og Marius havde fordelt opgaverne mellem dem. Bagefter havde han indskærpet, at de skulle være særlig forsigtige denne gang: at de først skulle tænde landingslysene, når de var sikre på, at maskinen var helt inde over pladsen og havde fået kending, at tømme containerne hurtigt, at få skjult både faldskærmene og containerne ekstra omhyggeligt i mosen og så komme derfra i en vis fart. For tyskerne var endnu mere vagtsomme end før. Og nu var arbejdet farligere end nogensinde.

Om nogen ønskede at trække sig?

Det var der ingen, der gjorde. Og så havde han ønsket dem held og lykke. To og to begav de sig over markerne til Mustard Point.

Det var en fuldmåneklar nat, og himlen var overstrøet med myriader af stjerner, der funklede som små diamanter. Stilheden mellem de gamle graner skar sig helt ind i sjælen på de mænd, der lå mast ned i krattet og ventede. Deres tanker var kun ét sted, og deres ører var stillet ind på at modtage lyden fra det Halifax bombefly, der når som helst kunne dukke frem på den vestlige nattehimmel; en lyd, de efterhånden kendte temmelig godt.

De ti mænd mærkede, hvordan deres kroppe spændtes, efterhånden som tiden nærmede sig. Ved den første spæde motorlarm ville de være parate til at springe op, tænde landingslysene og bagefter udføre deres arbejde hurtigt og effektivt, som deres leder havde indskærpet dem.

Sekunderne gik og blev til minutter; en halv time; næsten en time. De vidste, at de var i god tid, men alligevel var mændene anspændte, selvom de alle sammen havde prøvet det nogle gange før. Men det blev aldrig rutine. Ville det gå godt også denne gang? Var flyet kommet sikkert ind over land, og havde det undgået tyskernes luftpejleudstyr? Og deres forbandede luftværnsartilleri? Det ville højst sandsynligt gå ind i lav højde som de andre gange, kredse en gang eller to over pladsen og så slippe sin last. Men alligevel? Marius Fiil havde fortalt dem, at der ikke ville komme faldskærmsagenter ned i nat. Men containere fyldt med våben og sprængstoffer. Massevis af våben. Der var mere brug for det end nogensinde før, hvis modstandskampen, det danske folks kamp for friheden, skulle lykkes.

En lille gruppe på fire mand havde samlet sig lidt fra de andre. Johan, Andreas, Peder og Niels Kjær havde fået til opgave at sørge for landingslysene, når flyet var tilstrækkeligt langt inde over pladsen, og nu lå de – som alle de andre – og spejdede op i luften. Agtpågivende og med nerver, der var spændte til bristepunktet.

En gren, der knækkede; et træ, der knagede. Hver en lyd, der kom ud af natten, kunne få dem til at fare sammen. Kommer lyden fra nogen, der vil mig til livs? Kun omgivet af fjender, som vi er. Men de vidste alle, hvorfor de var her, og hvad belønningen ville være, når maskinen kom til syne. Et håndtryk fra nogen, der kom som venner. En direkte kontakt med den frie verden. Selv efter de tavse år var Danmark og danskerne ikke glemt. Det var en følelse, der kunne få euforien til at boble i kroppen. De var ikke alene, de var med i et fællesskab, de var en allieret. Alle havde de prøvet det før, og nu skulle de snart opleve den følelse igen.

Peder drejede sig lidt og satte sig op på hug. Fandens til ubekvem stilling! Han ville til at rejse sig.

”Tag det nu lidt med ro,” sagde Niels Kjær, ”det varer sikkert lidt, inden maskinen er her. Hvad skal du?”

”Bare strække benene lidt.”

”Lægger du aldrig mærke til, hvor dejligt der er herude?” Niels satte sig op på den ene albue og lagde en hånd på Peders arm. ”Se på landskabet, se på beplantningen, se hvor flot det hele er i månelys. Der er noget beroligende ved sådan et landskab. De gamle graner har stået her i hundrede år. Se, hvor majestætiske de står, og tænk, hvad de kunne fortælle, hvis de kunne tale.”

”Jo, måske?” Peder strakte sig og lagde sig derefter tøvende ned ved siden af sin kammerat. ”Det har jeg aldrig tænkt over på den måde.”

”Og se stjernerne, hvor smukt de lyser.” Niels pegede op mod himlen. ”Det lys, vi ser nu, er sendt ned mod os for så ufatteligt mange år siden, måske tusinder, ja, millioner. I sådan en uendelig verden er vi mennesker kun små, ubetydelige skabninger.”

Alle kendte til radioforhandlerens fotografier, som han selv fremkaldte, og hans sans for billedlig skønhed. Men ikke at han var så tænksom. ”Det er jo et maleri, vi sidder midt i,” fortsatte han og fik et drømmende udtryk. ”Et naturens vidunder. En dag tager jeg mit fotografiapparat med herud.”

Der opstod nogle sekunders tavshed mellem dem. En tavshed, der kun blev brudt af uglernes tuden i træerne og grenene, der raslede svagt i vinden.

”Peder, har du nogensinde tænkt på, hvad det gods, vi modtager, skal bruges til?” spurgte Niels pludselig, som om stilheden og landskabets harmoni havde givet hans tanker frit løb. ”Det er våben og sprængstoffer til at dræbe med. Der er også uskyldige, der dør. Har du tænkt på det?”

”Ja, det har jeg,” svarede Peder omgående. ”Men det er jo ikke os, der har sendt bud efter tyskerne, vel! De har indbudt sig selv, og så må de sgu spise den kost, der bliver serveret.”

”Ja, det er rigtigt, Peder. Men det er ikke Vorherres mening, at vi skal opføre os, som vi gør. Der må være en anden mening med det.”

”Det er der måske også …” Han nåede ikke at fuldføre sætningen.

Pludselig hørtes motorlarm fra vest; svagt og til at begynde med langt borte. Alles opmærksomhed blev rettet mod det sted, lyden kom fra. Og mod det, der nu ventede.

Niels Fiil, der lå tyve meter derfra, kneb øjnene sammen og stirrede op i nattehimlen og kastede derefter et hastigt blik på sit ur. Klokken var kun et par minutter over halv tolv. Men var det ikke lidt for tidligt? Han forsøgte at fange lyden, stirrede igen og fulgte den sorte prik, der hastigt blev større og større.

Johan, Andreas og Peder var allerede sprunget op og havde spredt sig i hver sin retning, så han. Og i deres iver for at komme i gang havde de også tændt landingslysene, tre hvide stavlygter, og Niels Kjær stod for enden af det store L og lyste med en rød lygte, der markerede vindretningen.

Men efterhånden som maskinen kom nærmere, stod det skærende klart, at motorlarmen, den lyd de efterhånden kendte så godt, var anderledes end sædvanlig. De vidste det alle; næsten på én gang. Som om det pludselig stod skrevet med flammeskrift hen over den fuldmåneklare himmelhvælving.

Halifax’ens dybe, brummende motorlyd blev tydeligt overdøvet af en nærmest hvæsende og arrig lyd fra det fly, et betydeligt mindre, der nu var helt tæt på og åbenbart forfulgte det andet.

”Sluk de lys, for fanden! Det er en tysker,” råbte Niels ud til dem, idet han sprang op og knugede hårdt om maskinpistolen.

Men da var det måske for sent.

Den tyske pilot kunne bestemt ikke undgå at have set lysene på jorden.

* * *

FORMIDDAGEN IGENNEM havde der hersket en hektisk travlhed på kroen, særlig i Tulle og Peders hus. Det var det sted, hvor personer, der havde god grund til at gå under jorden, bedst kunne holdes skjult. Men heldigvis var der ingen faldskærmsfolk indkvarteret lige nu. Tulle gik i pendulfart mellem huset og kroen, hvor hun fandt plads til de ting, der måtte flyttes, og Marius sørgede for, at et par ekstra senge blev stillet op. Og ved middagstid ankom den jødiske familie med rutebilen fra Randers. Ingrid og Wolfgang Weissmann, et midaldrende ægtepar, med tre børn i alderen fra syv til femten år. Med sig havde familien et par kufferter og tasker med de sparsomme ejendele, som de havde formået at medbringe. De havde al mulig grund til at gå i skjul.

Hr. Weissmann var født i Danmark af jødiske forældre, der var emigreret hertil fra Østrig kort før århundredeskiftet. Det var dengang deres landsmand, Theodor Herzl, havde skrevet bogen Der Judenstaat og dermed for alvor satte de europæiske jøders problem på dagsordenen, og hvor de nationale modsætninger i hjemlandet skærpedes. Men den unge Wolfgang voksede op i et land uden fordomme og modsætninger. Han fik en uddannelse som erhvervsøkonom og revisor, og i de seneste otte år havde han taget sig af Hvidsten Kros officielle årsregnskaber. Siden dengang var der opstået et varmt venskab mellem den jødiske familie og familien Fiil. Særlig Wolfgang elskede Gudruns veltillavede mad, og han og hans kone gæstede ofte kroen, hvor de nød den særlige atmosfære i de hyggelige, lavloftede stuer. Marius forstod ikke, hvorfor gode danske statsborgere, der som andre bidrog til at tjene samfundet, pludselig skulle udsættes for dette forfølgelsesvanvid, som den fremmede besættelsesmagt nu udsatte dem for. Bare fordi de havde en anden tro eller herkomst? Han ville gøre alt for at hjælpe. Hans samvittighed bød ham at gøre forsøget.

Marius og hans ældste datter viste de nye beboere til rette og sørgede for, at de følte sig velkomne og fik indrettet sig så godt, som forholdene nu tillod det. Ingen vidste, hvor længe opholdet ville komme til at vare. Og heller ikke om det var sikkert. Familien Weissmann håbede på at blive hjulpet videre til Sverige inden længe.

Siden begyndelsen af måneden havde forfølgelsen af jøder taget voldsomt til. Men før den tid betød det relativt lille antal jøder i Danmark sammen med deres velvillige indstilling til integration i samfundet, at antisemitismen befandt sig på et meget lavt niveau. Regeringen havde forklaret tyskerne, at man i Danmark ikke havde noget ”jødeproblem.” Tyskerne tog det for gode varer og som et tegn på, at ”mønster-staten” Danmark var i stand til at håndtere spørgsmålet på egen hånd. Hvis man valgte at presse for hårdt på for at få gennemført diskriminerende love og deportation af jøderne, ville det gode samarbejde måske bryde sammen. Og en voldsom jødedeportation kunne måske også udløse så store problemer, at man var nødt til at bede om flere besættelsestropper til Danmark. Noget, som Werner Best var klar over, ville gøre ham særdeles upopulær hjemme i Tyskland.

Men nu var situationen en ganske anden. Samarbejdsregeringen var netop trådt tilbage, der var indført militær undtagelsestilstand, og Danmarks nye status gjorde, at landet fuldstændig var underlagt hans og besættelsesmagtens luner. Både for at styrke sin stilling og fordi det var hans faste overbevisning, at jøderne skulle fjernes fra den tyske magtsfære, anmodede Best derfor sine overordnede i Berlin om tilladelse til at gennemføre en aktion mod de danske jøder. Og han fik tilladelsen.

De andre europæiske landes jøder var allerede for en stor dels vedkommende blevet deporteret, og rygterne om koncentrationslejre og gaskamre var også nået til Danmark, hvor man nok havde en anelse om, hvad der ventede. Men ikke, at det skete så pludseligt.

Aktionen blev fastlagt til natten mellem den 1. og 2. oktober; en ganske velvalgt dato. Det var både fredag aften – altså sabbat – og desuden også Rosh Hashanah, det jødiske nytår, hvilket betød, at det var en aften, hvor jøderne var beskæftiget med religiøse ritualer. Werner Best havde fået stillet 1.800 politisoldater til rådighed fra Norge, og nu var han parat til at slå til. Men få dage forinden lækkede Bests attache, Georg Duckwitz, informationer om den forestående aktion til socialdemokratiets formand, Hans Hedtoft, der straks kontaktede den danske modstandsbevægelse og advarede lederen af det mosaiske trossamfund. De danske jøder blev tilrådet at holde sig fra deres hjem og gå i skjul. Og da Gestapo dukkede op, havde de fleste skjult sig rundt omkring hos venner eller i gårde og kirker i nærheden af deres hjem. Nogle tog chancen og vendte tilbage, mens andre – og det var de fleste – ville forsøge at komme videre til det neutrale Sverige. De var klar over, at de ikke i længden kunne undgå at tiltrække sig tyskernes opmærksomhed.

De jødiske beboere i Tulles hus tog deres nye hjem i øjesyn med blikke, som om de netop var landet på en fremmed planet. Så trangt og så forskelligt fra deres eget hus i Randers. Marius indskærpede dem – høfligt, men bestemt – at de ikke måtte gå udenfor, før de sidste gæster havde forladt kroen, og kun hvis de var sikre på, at ingen så dem. Wolfgang nikkede tavst som tegn på, at han havde forstået det. Han gik altid i hvid skjorte og en blå butterfly med hvide prikker og havde et ansigt, der virkede smalt på grund af den høje pande under nogle sparsomme, begyndende grå tjavser. Og den lidt krumme næse var som et stykke mejslet granit. Men når han talte, strømmede elskværdigheden ud af ham, og de brune øjne udstrålede en oprigtig imødekommende varme.

”Det er venligt af dig, Marius,” sagde han. ”Uden dig ved jeg ikke, hvad vi skulle have gjort.”

Deres tøj var hængt i skabene, og midt på en kommode havde Ingrid med ærbødige bevægelser stillet en menorah støbt i bronze. Hun fortalte, at den var et symbol på den oprindelige syvarmede lysestage i guld, der engang stod i Salomons Tempel.

”For jøderne er tallet syv et helligt tal, som betegner noget fuldkomment,” forklarede hun, ”og de syv flammer symboliserer Guds årvågne øjne, der strejfer hen over jorden.”

Ved siden af stod de kiddush-glas sirligt arrangeret, som de altid drak sabbattens vin af. Hun rettede lidt på glassene.

”Og det er i aften,” sagde hun i et vemodigt tonefald, ”når solen går ned. På en fredag, og netop i dag, hvor vi har ladt alt bag os.”

Pludselig satte Ingrid sig på sengekanten, skjulte ansigtet i begge sine hænder og brast i gråd, voldsomt og uhæmmet, så hendes spinkle krop rystede. Wolfgang satte sig ved siden af hende, lagde en arm om hendes skuldre og strøg hende blidt med den anden hånd over hendes halvlange, brune hår. Og da hun igen så op, løb tårestriberne ned ad hendes kinder. Marius stod forlegen ved siden af og vidste ikke, hvad han skulle gøre.

”Vi turde ikke blive der længere,” sagde hun sagte, idet hun snøftede og forsøgte at fatte sig, ”vi har forladt alt, Marius … vores hjem, vores kæreste ejendele, alt … hvad skal der nu blive af os?”

”Men I har jeres liv,” svarede Marius. Han prøvede at lyde opmuntrende, men vidste ikke, om det lykkedes. ”Og I har hinanden og jeres tre børn hos jer. Det skal nok gå.”

Blikket i Wolfgangs øjne, da han så op, udtrykte en sådan lidelse, som Marius ikke kunne huske, han nogensinde havde set hos noget menneske.

Wolfgang tog sin blå butterfly af og lod en hånd glide gennem de grå tjavser, og det så ud, som om han var stærkt følelsesmæssigt påvirket. Derefter strøg han sig nervøst over panden, hvor små svedperler piblede frem. ”Men har vi overhovedet en chance, jeg mener for at komme videre?” spurgte han. ”Hvad vil du gøre Marius, for vi kan jo ikke bo her i al evighed, vel!”

”Nej, det er sandt nok. I må til Sverige så snart som muligt.”

Marius ville forsøge at skaffe kontakt til de kredse, der kunne sørge for transporten, først til Sjælland, og siden over Øresund med en eller anden villig fisker. Mange var jo allerede kommet af sted, og det skulle også nok lykkes for dem.

”Men foreløbig er I i sikkerhed her,” sagde han i et tonefald, der skulle virke ubekymret. ”Og så finder vi på noget.”

Mon ikke Ole Geisler kunne hjælpe?

* * *

NÅR GERDA OG TULLE ikke hjalp til på kroen, fungerede de ofte som kurérer. Der var restriktioner overalt, og bare det at cykle en tur til Randers kunne være farligt. Derfor havde de både en mundtlig og en skrevet besked i kode, som skulle afleveres til de aftalte kontaktpersoner på depoterne, når nye forsyninger af våben og sprængstoffer kunne ventes.

Midt på aftenen, da kodemeldingen over BBC endelig havde lydt, havde de været rundt for at advisere de andre. På det tidspunkt var den jødiske familie, der var ankommet tidligere på dagen, i færd med sabbattens religiøse ritualer. Og nu var de to søstre cyklet ud til kanten af plantagen for at advare mændene med deres lygter, hvis noget mistænkeligt skulle vise sig ved Gassum-Hald vejen. Her holdt dyrlæge Albert Iversens og Anders Vennings biler allerede i skjul, parate til at transportere godset bort, konstaterede de med tilfredshed. Og depoterne var adviseret. Alt så således ud til at gå efter planen.

Men det var langtfra tilfældet ude på selve nedkastningspladsen.

* * *

PÅ MUSTRAD POINT VAR panikken ved at brede sig. Ingen var længere i tvivl om, at det var et tysk fly, endda et jagerfly, der nu var nået næsten helt ind over nedkastningspladsen. Og piloten kunne bestemt ikke undgå at se lysene på jorden.

”Sluk de lys for fanden,” gentog Niels ophidset. ”Og søg i dækning! Omgående!” råbte han ud over pladsen.

Men måske var det allerede for sent?

De vidste alle, at jagerflyet kunne skyde en betydelig højere hastighed end Halifax’en. Og at det var bevæbnet. Nu var de alle i fare; både det engelske fly og modtageholdet på jorden. Og hele missionen var i fare for at mislykkes. Men det værste var, at nedkastningspladsen måske var afsløret.

Den tyske natjager havde åbenbart forfulgt den engelske maskine. Der lød et drøn som et svindende ekko over nattehimlen, da Halifax’en fløj lavt ind over pladsen, tog højde og forsvandt over trætoppene mod øst. Tyskeren derimod afbrød straks forfølgelsen, da piloten tilsyneladende havde fået øje på lyssignalerne fra jorden. Som i en spiral cirklede flyet først lidt opad, tog så farten af og kredsede nu længere og længere ned over træerne.

Mændene klemte sig helt fladt ned i krattet, straks da de fire landingslys var slukket. Nu håbede de bare, at de ikke var synlige som fluer på et stykke hvidt papir. Et jagerfly var selvfølgelig bevæbnet med maskingeværer, og mens de lå der, forbød de næsten sig selv at trække vejret. Fandens til fuldmåne! De skelede op og ønskede, at de drivende skyer ville glide foran månen, der sendte et blegt skær ned over plantagen. Sekunderne sneglede sig af sted. Niels var krøbet tæt sammen ved siden af Søren og Johan. Han kunne høre deres tunge åndedræt. Langsomt løftede han hovedet og så til sin lettelse, at det tyske fly nu begyndte at cirkle lidt opad igen. Og pludselig sprang han op, som om hver en fiber i hans krop var en spændt fjeder, gik nogle skridt frem og greb hårdt fat om maskinpistolen, som han hævede op i luften foran sig.

”Hvad gør du, Niels?” råbte Johan, idet han satte albuerne foran sig og fulgte ham med øjnene. ”Du gør det ikke!”

”Hold kæft!” hyssede Søren og sendte et arrigt blik mod Johan. ”Hvad er det for en måde at tale så højt på herude? I kan jo høres milevidt.” Karetmageren kastede nervøse blikke til alle sider. Det var klart, at nerverne sad udenpå tøjet efter det, der var sket, men som den ældste måtte det være ham, der skulle udvise besindighed. Så rejste han sig og gik hen mod Niels, der stod og sigtede op i luften med maskinpistolen. Han anede, hvad Niels, kroejerens til tider temperamentsfulde søn, havde til hensigt.

”Hvad er det, du tror, du gør, Niels?” spurgte han roligt. ”Det der tjener jo ikke noget formål, vel, det ved du jo godt, men gør bare situationen endnu værre.” Han gik om foran ham og så ham direkte i øjnene.

Men Niels overhørte alle advarsler. Han gik endnu nogle skridt frem. ”Nu kan den forbandede tysker bare komme ligeså langt ned én gang til,” snerrede han arrigt, ”så tømmer jeg den her lige i fjæset på ham.” Han sigtede stadig med maskinpistolen.

”Du vover ikke at gøre det, Niels!” udbrød Johan ophidset. Også han havde rejst sig og var nu nået helt hen ved siden af sin kammerat. De to havde ofte gået på jagt sammen, og han tvivlede ikke på Niels’ træfsikkerhed. ”Det vil gå ud over Hvidsten by i morgen, hvis du skulle få held til at skyde ham ned.”

Det havde han selvfølgelig ret i. Modstræbende sænkede Niels maskinpistolen og sendte i stedet en ed af sted mod flyet, der blev mindre og mindre og til sidst forsvandt over trætoppene mod nordvest.

Mændene søgte sammen og holdt råd om, hvad de nu skulle gøre. Det blev besluttet at gennemføre nedkastningen, hvis det engelske fly kom tilbage, selvom det var forbundet med stor risiko. Men tyskerne skulle trods alt bruge lidt tid til at organisere en aktion, mente de. Og der var hårdt brug for våbnene i modstandskampen, som ingen af dem ville svigte. Og maskinen fra England skulle heller ikke være fløjet forgæves.

De stirrede op i nattehimlen i den retning, hvor Halifax’en var forsvundet. Der var kun drivende skyer, mørke trætoppe. Og en tom stilhed.

Havde piloten opgivet at gennemføre nedkastningen? Måske fordi det var for farligt? Var han undsluppet sin forfølger? Eller var han allerede søgt hjemover med hele sin last om bord? Det var de spørgsmål, der lige nu optog dem alle.

Uden et ord til de andre gik Niels Kjær tilbage og satte sig på hug ved siden af S-phonen, som han for en time siden havde stillet fra sig i krattet, hvor han havde været mest optaget af at få tændt den røde landingslygte. Han ville finde ud af det. Så tog han hovedtelefonerne på og holdt mikrofonen tæt op til munden og kaldte: ”Hitler calling Mussolini, Hitler calling Mussolini.” Det var de aftalte kodeord. Som teknisk kyndig indenfor netop radioteknik var det naturligt, at det var ham, der havde fået ansvaret for at betjene den, og Niels havde sat sig grundigt ind i dens funktion.

S-phone var en forholdsvis ny opfindelse, som de kun havde brugt ved én tidligere nedkastning. Ole Geisler havde givet instruktion. Med den kunne de nu ”snakke” med piloterne – hvis de var heldige. Men foreløbig skulle de kun bruge den i nødstilfælde, hvis noget uforudset skete. Tyskerne kunne måske spore frekvensen. Men Niels mente, at de netop nu befandt sig i en nødsituation.

Apparatet, der kunne bæres i en rem over skulderen, bestod af et sæt hovedtelefoner, en mikrofon, retningsbestemt antenne og et separat batteribælte. Det var udviklet af SOE til brug for de agenter, der arbejdede bag fjendens linjer. Ved hjælp af S-phonen var det nu muligt at føre direkte tovejs kommunikation med et fly, hvis det befandt sig inden for en afstand af tredive kilometer. Men perspektiverne rakte langt videre, havde Geisler sagt. Når det blev fuldt indført, var det meningen, at man fra jorden skulle kunne dirigere maskinen til det nøjagtige nedkastningssted og fortælle, hvordan vinden var. Og piloten kunne så fortælle, hvad han kastede ned. Men det måtte vente lidt endnu. Systemet var ikke testet grundigt nok.

”Hitler calling Mussolini, repeat Hitler calling Mussolini,” gentog Niels. Fandens til kodeord, tænkte han. Men det havde været Ole Geislers beslutning, måske for at forvirre tyskerne, hvis de lyttede med. Der kom ikke noget svar. Han drejede sig fra side til side, for han vidste, at antennen kun kunne fange signalet, hvis den pegede i retning mod flyets bane. Og hvor var det? Stadig intet svar. Måske var afstanden for stor? Eller også forstod piloten ikke et klap af, hvad han sagde? SOE-kaptajnen havde fortalt, at de engelske fly af og til blev fløjet af polske piloter, og at de som regel nægtede at tale andet end polsk. Og så hadede de netop de kodeord.

”Mustard Point calling Halifax,” forsøgte han i stedet, ”repeat Mustard Point calling Halifax, answer please!” De andre stod i en rundkreds og så på ham med et anspændt udtryk. Den 40-årige radioforhandler blev mere og mere irriteret. En tanke slog ned i ham. Han vidste, at Pietro Badoglio havde taget over i Italien, da Mussolini var blevet afsat. Før da havde han taget stærkt afstand fra fascistlederens krigspolitik, og for et par måneder siden havde den nye regeringsleder sluttet våbenstilstand med de allierede.

”Mustard Point calling Badoglio – for helvede – repeat Mustard Point calling Badoglio,” forsøgte han. “Mustard Point calling Badoglio, kom nu, for helvede, så svar dog!”

Men der kom stadig intet svar fra maskinen. Irriteret rev Niels Kjær hovedtelefonerne af og stillede apparatet fra sig, hvorefter han trak opgivende på skuldrene.

Hvad gør vi nu? Det var det udtryk, der stod at læse i de flestes ansigter. De besluttede at vente lidt endnu og satte sig ned i det lave krat.

Tyve minutter senere hørtes den velkendte lyd, og kort efter viste Halifax’en sig på himlen fra østlig retning. Hvilken lettelse. Mændene sprang omgående op, et par af dem vinkede begejstret, og landingslysene blev tændt. Otte containere blev nedkastet og i hast tømt og gemt væk i mosen, og indholdet blev kørt bort.

Men lettelsen blev straks efter afløst af skuffelse. Hvidstengruppens modtageplads, Mustard Point – den, der var blevet anset for at være landets bedste – var definitivt afsløret, det var ingen af dem det mindste i tvivl om. Og de måtte nok se i øjnene, at al aktivitet fremover ville blive indstillet.

* * *

DEN TYSKE KOMMANDANT i Randers, Obersturmbannführer Gerhard von Kamptz, en korpulent herre først i halvtredserne, modtog en opringning fra garnisonens vagthavende officer. Klokken var endnu ikke fire om morgenen.

”Fandens til ukristeligt tidspunkt,” brummede oberstløjtnanten arrigt, idet han greb ud efter telefonen ved natbordet. Men pludselig blev han lysvågen, som om han lige var trådt ud af et koldt morgenbad. Han lyttede anspændt.

Pilotens indberetning havde været klar og utvetydig, hørte han den vagthavende sige. I en plantage kun omkring ti kilometer nord for byen havde han observeret, at et engelsk fly for nogle timer siden havde søgt landkending, formentlig med det formål at nedkaste våben til en eller anden fordømt sabotagegruppe. Men jagerpiloten havde opgivet forfølgelsen og i stedet koncentreret sig om at lokalisere stedet.

”Fint arbejde,” mumlede kommandanten ind i røret, da han havde lyttet endnu et stykke tid. ”Nej, nej, ikke endnu,” vrissede han irriteret og rystede på hovedet, så huden på hans kalkunhals svingede fra side til side. ”De hører nærmere, Herr Untersturmführer.”

Gerhard von Kamptz gned et par fingre over sin fyldige hage, da han havde lagt røret. En sabotagegruppe! Og så lige her i nærheden. Men hvem var dens medlemmer? Det ville han sætte alt ind på at finde ud af. Sabotører var terrorister, havde Føreren jo sagt, og deri var han helt enig. Ingen, uanset hvor snedige de så end måtte være, skulle slippe godt fra at modarbejde den tyske stat. Ingen! Og hvis sådan noget fandt sted lige her i hans område, skulle det være ham en sand fornøjelse at få det opklaret. Mon ikke han skulle bede sine folk om at holde et vågent øje netop her.

At en tilfældighed skulle komme til at afgøre Hvidstengruppens videre skæbne, havde han på dette tidspunkt ikke den fjerneste anelse om. En tilfældighed, der tog sin begyndelse på en tilfældig restaurant i Århus en ganske tilfældig aften syv uger senere.