10

Århus Onsdag den 15. december 1943

LANGÅBROERNE på jernbanestrækningen mellem Randers og Århus blev sprængt i luften for fire uger siden natten mellem den 17. og 18. november. Ordren til sabotageaktionen var kommet fra London nogle dage før, da SOE via sit kontaktnet havde fået underretning om, at tyskerne planlagde nogle militære transporter fra Norge ned gennem Jylland, formentlig med troppeforstærkninger til de umættelige fronter mod øst. Med det vigtige strategiske punkt på den jyske jernbanelinje sat ud af spillet ville disse transporter derfor blive stærkt forsinket.

Sabotagen blev gennemført, og togdriften var indstillet i tolv dage.

I dagene efter myldrede det med Gestapofolk i Randers, og byen blev finkæmmet, hvilket førte til, at fire formodede sabotører blev pågrebet, heriblandt lederen af modstandsbevægelsen i Randers, den tidlige finlandsfrivillige og adjunkt ved Randers Statsskole, Kaj Hoff, der gik under dæknavnet ”Carlo.” Under et flugtforsøg samme dag blev han skudt i ryggen af tyskerne. De tre andre blev stillet for en krigsret, mens de sidste tre, der havde været med i sprængningerne ved Langå, gik under jorden. Randers-gruppen var for en tid lammet.

Det fik Werner Best til at sende et telegram til udenrigsminister Ribbentrop i Berlin med følgende ordlyd:

’Det tyske sikkerhedspoliti i Danmark har i de sidste otte uger gjort store fremskridt i sine bestræbelser på at nedkæmpe ethvert tilløb til sabotage. Ikke blot har man i løbet af de sidste to dage kunnet overgive 24 sabotører til krigsretten. Det er allerede i går lykkedes at anholde de sabotører, der sprængte de strategisk vigtige jernbanebroer ved Langå.’

Nu skulle der statueres et skræmmeeksempel. Allerede to uger senere, den 2. december, blev fem unge sabotører henrettet på Skæring Hede, heraf to fra Langå-sprængningen. Det blev den første massehenrettelse i Danmark. Samtidig blev jagten på de modstandsgrupper, der kunne tænkes at planlægge nye sabotagehandlinger, voldsomt intensiveret. Først og fremmest i Randers- og Århus-området, hvor aktiviteten var størst. Der skulle slås hårdt ned på ethvert tilløb til handlinger, der kunne modarbejde eller genere de tyske troppers tilstedeværelse i landet. Og straffene herfor skulle være de hårdest mulige.

Det var på denne mørke baggrund, at de danske faldskærmsagenter, ”Jacob Jensen” og ”Bent Johansen,” – denne onsdag formiddag midt i december – for anden gang blev ført til afhøring i Gestapos hovedkvarter på Århus Universitet. I de syv måneder, der var gået, siden de blev kastet ned på Mustard Point ved Hvidsten, havde de i samarbejde med SOE’s Jyllandschef formået at organisere adskillige jyske sabotagegrupper, foruden et par nye modtagepladser for våben og sprængstoffer fra England.

Men for to dage siden var de blevet taget under en storstilet razzia i selskab med to søstre på en restaurant i Bruunsgade i Århus, hvor de troede sig i sikkerhed og nød en tiltrængt munter aften. En stikker havde kort forinden givet Gestapo et tip om deres tilstedeværelse. Det var ikke småfisk, der var gået i garnet, blev tyskerne hurtigt klar over; her var en enestående mulighed for at trevle SOE’s kontaktnet i Jylland, måske i hele Danmark, op.

Ved det første forhør umiddelbart efter pågribelsen havde de to faldskærmsagenter formået at modstå presset og kun lige sagt det mest nødvendige: tjenestenummer, navn, rang, at de var danske statsborgere, men gjorde tjeneste i den britiske hær under specialenheden Special Operations Executive. Det var, hvad de var forpligtiget til ifølge internationale krigskonventioner. Men denne gang ville der uden tvivl blive brugt mere hårdhændede metoder, det var ingen af dem i tvivl om. Og de frygtede det. Med mismodige blikke betragtede de to faldskærmsagenter byens huse, da Gestapo-bilen svingede ud fra arresten i Vester Allé og kørte til højre ned mod Åboulevarden, hvor en række lave huse kransede åens løb. Der var kun få biler i gaderne, men det myldrede med cyklister og fodgængere. Nogle vendte sig, da de så den sorte bil med rigsørnen malet på dørene passere forbi. Vesterbro Torvs udviskede bygninger gled forbi de vintersnavsede bilruder, og nu tårnede universitetets gule murstensbygninger sig op lige foran bilen. Ved indgangen blafrede røde og hvide og sorte hagekorsbannere skræmmende i vinden.

Alene synet fik pludselig dem begge to til, samtidigt og uafhængigt af hinanden, med rædsel at tænke på, hvordan ville det mon være at blive udsat for tortur?

”Jacob,” hvis rigtige navn var Kaj Ronnie Lund, var den første, der blev skubbet ud af bilen. Han var niogtredive år, atletisk bygget og havde et skræmt blik i sine blå øjne. Med hænderne lænket bag om ryggen blev han ført ned ad trapperne og hen ad gangen på vej mod forhørslokalet i kælderen. På hver side af ham gik en soldat; de lignede begge to vægtløftere og havde et fast greb om hans overarme. Men han var fast besluttet på ikke at bukke under. Og for alt i verden ikke at angive sine kammerater som en ussel og fej kujon. Men ville det lykkes?

Han vidste, at Gestapos hovedkvarter i Kollegium 4 og 5, foruden kontorer, også indeholdt arkiver med indsamlede oplysninger om den jyske modstandsbevægelse. Derfor havde hovedkvarteret længe stået på modstandsbevægelsens ønskeliste over sabotagemål. Og nu var han selv havnet her, lige midt i løvens hule. Det krympede sig i ham.

Det rum, som de to tyske soldater førte ham ind i, var lille og uden vinduer. Eneste lyskilde var en metallampe monteret på et lille træbord, der stod midt på gulvet mellem to træstole. Gestapo-soldaterne skubbede deres fange ned i den ene stol, trådte et par skridt tilbage og stillede sig op med en truende attitude. Faldskærmsagenten lod sit blik flakke. Hvad ventede herinde? Der lugtede klamt og muggent, som om der aldrig blev luftet ud, og kondensvandet derfor fik gode betingelser. Eller var det af sved?

Døren gik op, og en uniformsklædt skikkelse, hvis ansigt under kasketskyggen knapt var synligt i det sparsomme lys, trådte ind. De to soldater strakte højre arm frem, slog hælene mod hinanden og indtog stram retstilling, indtil deres chef med et nik tilkendegav, at de kunne vende tilbage til deres oprindelige positur. Den nyankomne nød tilsyneladende øjeblikket.

Kaj Lund fulgte den uniformsklædte officer med øjnene, idet han rokkede sig lidt i den umagelige stol. Hvad er et menneske værd i denne verden af ondskab? Et støvgran, som man stryger bort med spidsen af en finger? Han mærkede en sitrende fornemmelse i kroppen, og det var, som om hans mave gjorde oprør.

Gestapo-forhørslederen gik langsomt de få skridt gennem lokalet, som om han skridtede en front af. Så satte han sig i stolen på den anden side af bordet, lagde omhyggeligt sin kasket foran sig og slog benene over kors, mens han sendte skulende blikke over mod fangen. Tavsheden rungede mellem de rå betonmure. Pludselig satte han sig frem og rettede med en rask bevægelse lampen mod fangens ansigt. Forhørslederen sagde ikke sit navn og forblev således bag anonymitetens slør, men af kravedistinktionerne og det sølvbroderede egeløv på hans sorte uniform fremgik det, at han havde rang af Hauptsturmführer.

”Nåe, mister Lund,” sagde han i et påtaget venligt tonefald, men med en tydelig hånlig undertone, ”skal vi så se at komme til bunds i den her sag?” Af en tysker at være talte han et udmærket engelsk, næsten uden accent. Han var midt i fyrrene, hulkindet og med et karseklippet, blondt hår; skæret fra lampen fik hans ansigt til at ligne et dødningehoved. ”De ved jo godt, hvorfor De er her, ikke sandt!” fortsatte han. ”Og enhver, der har siddet i den stol, hvor De nu sidder,” han nikkede kort, ”er alligevel endt med at fortælle mig alt, hvad jeg ville vide. Spørgsmålet er kun hvornår.” Et overlegent smil gled over hans markerede ansigt. ”Så lad mig nu høre, hvad De har at fortælle. På den gode måde.” Stemmen blev pludselig skarp. ”Hvem har De samarbejdet med?”

Kaj Lund missede et par gange mod det skarpe lys og følte sig et øjeblik blændet som en hare i en lyskegle. Han sagde ingenting. Hvis ikke hans hænder havde været lænket i de forbandede snærende håndjern, ville han have taget sin giftampul. Lige nu lå den i hælen på hans ene sko. Han ønskede, at han allerede havde taget den.

”Åh, trodsighed – eller misforstået mod,” sagde forhørslederen i et sarkastisk tonefald, da han havde smagt lidt på den andens tavshed. ”Det kunne man vente. Men vær nu ikke dum, mister Lund! Lad nu være med at tvinge mig til at tage, skal vi sige de særlige metoder i brug, som vi råder over,” han slog ud med hånden, ”her på dette ydmyge sted. Hvis De vel at mærke vil Deres eget bedste.” Et smil trak over hans læber. ”For jeg kan så nemt som ingenting bringe Dem helt ud over kanten af et smertehelvede, og jeg siger helt ud over kanten, så De ville ønske, De aldrig var blevet født.” Hans stemme steg faretruende. ”Dertil behøver jeg blot at afgive én eneste kommando til de to,” han nikkede hen mod de to soldater, ”der lige nu står og venter på at høre de tre små ord: ’Gør ham klar.’ Er det dét, De ønsker?” nærmest skreg han. ”Er det?”

Stadig tavshed. Kaj slog øjnene ned. Han så det for sig; torturen, der ville blive det næste, og han mærkede næsten allerede smerten i sin krop. I England havde de trænet i tyskernes forhørsteknik; han vidste, hvordan den var bygget op, og han kendte mønsteret, næsten ord for ord. Men ikke det, der nu ville komme. Den slags kunne ikke trænes.

”Giv mig så de navne! Hvem har De arbejdet sammen med?” råbte forhørslederen hysterisk. ”Hvem hjalp Dem?”

Tavshed.

Den tyske officer nikkede afmålt, og som på kommando trådte de to soldater et par skridt frem. De havde et nærmest dyrisk udtryk i øjnene, og de mindede mest af alt om to mesterboksere, der gør sig klar til et par træningsrunder i ringen. De løsnede fangens håndjern, bandt hans arme fast til stolens træarmlæn, surrede benene fast, og med en pludselig bevægelse flåede den ene hans skjorte af brystet. Forhørslederen lænede sig lidt tilbage og iagttog det hele med synlig nydelse, mens han trommede utålmodigt med fingrene mod bordpladen.

Pludselig løftede han en afværgende hånd op foran sig. ”Nåe, mister Lund, er De kommet på bedre tanker, eller hvad?” sagde han selvsikkert og med rolig stemme. ”De kan stadig nå at gøre det her på den gode måde.” Og lidt efter snerrede han: ”Skån dog dem selv, mand! Nu spørger jeg for sidste gang, hvem hjalp Dem?”

”Ingen!” Kajs læber sitrede. ”Der er ikke noget at fortælle, det har jeg jo sagt.”

Endnu et nik, og et suk undslap den tyske officers læber. ”Gør ham mør!”

Slagene haglede mod danskerens ansigt, først knytnæveslag, der ramte ham på kæberne, i panden, over læberne, der blev blodige og svulmede op, og hans hoved dinglede fra side til side, hver gang de ramte ham, som om det kun var holdt fast til kroppen med en tynd snor. Blodet flød fra et flækket øjenbryn. Hans synsfelt snævredes ind, men han opfattede, at den ene af soldaterne greb ud efter en stav. Manden foran slog ham hårdt i maven med staven og fortsatte så op til brystet. Han blev ved med at slå, mekanisk lige som en legetøjssoldat, der var blevet trukket op. Slagene smadrede ind i hans nyrer, fik hans lever til at briste og knuste hans milt. Noget varmt og sødt og klæbrigt steg op i hans strube, så han ikke kunne trække vejret. Han besvimede, men en spand koldt vand kaldte ham tilbage til bevidstheden, og smerterne vendte tilbage. Men det var først, da de brændte ham med glødende cigaretter på den nøgne overkrop, at de første skrig undslap hans blødende læber. Det var den type smerte, der får selv en hårdfør mand til at bøje sig forover og tage sig til stedet, og det var, hvad han ville have gjort, hvis ikke de forbistrede bånd om håndleddene forhindrede ham i at gøre det.

Pludselig rakte den tyske officer en afværgende hånd frem foran sig. ”Det eneste, vi beder om, er nogle navne,” sagde han i et påtaget venligt tonefald. ”Bare nogle navne på dem, De var sammen med. Det er alt.”

Tavshed! Hver en fiber i Kajs muskuløse krop sitrede, og han følte, at han skulle kaste op.

”Det er dumt af dig, dit elendige svin,” hørte han en snerrende stemme sige langt borte, som om den kom ud fra en tunnel. ”Det er endda meget dumt. Vi får jo de navne alligevel. Fortsæt!”

En af soldaterne trak hans strømper af på begge fødder og sad tøvende på hug et øjeblik med en tang i hånden. Han kiggede spørgende op på sin chef.

Som i en tågedis registrerede Kaj, hvad der skulle til at ske og bed skrækslagent tænderne sammen. Da de trak neglen af hans ene tå på den højre fod, var han tæt på at besvime, og hans lange angstskrig forplantede sig rundt i lokalet, inden de opslugtes af de rå mure. Og da de gjorde klar til næste negl, lod han febrilsk sit hoved dingle op og ned, så han troede, det faldt af.

”Nåde …” bad han med skælvende stemme, og en brændende trang til at overleve strømmede gennem ham; et ønske om at fortsætte eksistensen, der kun optræder, når selve livet er truet, hvor udsigtsløst og utåleligt dette end måtte tage sig ud. ”Stop … jeg vil … jeg tilstår alt,” stønnede han, og han mærkede i det samme, at en syndflod af koldt vand ramte ham i ansigtet, så han troede, han skulle drukne.

Navnene lå i hans hukommelse lige under bevidstheden. Selv i hans tågede tilstand vidste han, at de var der, og han blev selv overrasket over, at de kom så hurtigt. En sløret film passerede revy for hans indre blik, langsomt, som om den hørte til i en uendelig fjern fortid. Men de fleste personer var der. Nu og da optrådte de enkeltvis, men nu så han dem samlet for sig, de fleste af dem. Det var en festlig aften, hvor mange af dem havde været sammen, til en eller anden fødselsdag. Og han havde lært dem at kende; sætte pris på dem. De troede jo på det samme, forsvarede det samme. Friheden! Og derfor glemte han dem aldrig. De navne, deres rigtige navne, havde brændt sig ind i hans bevidsthed. Både i hele denne herlige uge for så lang tid siden, inden missionen for alvor startede, men også de gange, han siden var vendt tilbage for at nyde gæstfriheden i en ugæstfri verden.

Nu skulle han hente de navne frem igen for at slippe ud af dette afsindige smertehelvede, som han i sin tilstand af fuldkommen magtesløshed ikke kunne se nogen ende på. Og særlig ét billede blev ved med at trænge sig igennem; billedet af en ung kvinde, der havde vakt følelser i ham, som han ikke troede sig i besiddelse af.

”Nåe, hvad siger du så?” Forhørslederen havde allerede taget en blok frem og sad nu og trommede med blyanten mod papiret. Et selvsikkert smil spillede om hans mund. ”Det skal blive vanvittigt spændende at høre, hvad du har at fortælle os. Kom så med det! Eller skal vi fortsætte lidt endnu? Hvem hjalp dig?”

I dette øjeblik vidste Kaj, at han brød en hellig ed: aldrig at svigte sine kammerater, og ordet ’kujon’ rungede som et ekko i hans omtumlede hjerne. Han bandede over, at han ikke for længst havde taget den giftampul.

”Hvidsten … kroen … Mustard Point,” stammede han hviskende, ”Tulle … Marius Fiil, Tulles hus … Peder, Niels.” Han gispede efter vejret. ”Dyrlægen … i Spentrup. Vognmanden, Anders Venning.”

Det navn huskede han, at han havde set på lastbilens dør. Og nu fortalte han det hele, mens forhørslederen noterede flittigt.

”Er det alt?” spurgte tyskeren med et bistert udtryk og så op, da fangen holdt inde. ”Eller skal vi fortsætte?”

Faldskærmsagenten røbede endnu en række af de navne, han kendte til: SOE’s danske kontakter og navne på de modstandsfolk i Jylland, han havde samarbejdet med. Han følte sig fuldstændig tom og slap, straks ordene havde forladt hans opsvulmede læber. Han ønskede, han var død. Han følte sig død, og de bødler kunne gøre ved ham, hvad de ville.

Han havde svigtet.