11

Hvidsten Lørdag den 11. marts 1944

SOM MARIUS og de andre i gruppen havde regnet med, var alle nedkastninger på Mustard Point blevet indstillet siden den famøse nat i oktober, da de ved en fejl havde givet lyssignal til det tyske fly. Det havde Ole Geisler også meddelt dem, og det havde han meddelt England.

Men til deres undren havde der i ugerne efter ikke været synderlig forøget aktivitet af tyskere i området. Dagligdagen faldt tilbage til sin sædvanlige rytme, selvom skuffelsen hos alle gruppen medlemmer over ikke længere at være en aktiv del af frihedskampen var dybt frustrerende. Markarbejdet lå stille, kvæget var for længst kommet i stald, og alle passede deres daglige gøremål uden at tænke for meget på, hvad de kunne have gjort. Til gengæld virkede nyhederne fra de illegale blade opmuntrende, først og fremmest ”Frit Danmark,” og fra BBC om krigens gang i Europa, hvor tyskerne var presset på alle fronter. Og at Danmark nu endelig blev betragtet som en allieret nation, føltes som en anerkendelse af det arbejde, de havde gjort. For alle vidste, at modstanden i landet for alvor gjorde livet svært for den tyske besættelsesmagt.

”Vi kan vel deltage i noget sabotage,” sagde den unge møller Henning Andersen en aften i begyndelsen af november, da nogle af dem var samlet i krostuen, ”når vi nu ikke kan lave andet. Der er vel nogle togtransporter, der skal afspores, og nogle fabrikker, der skal sprænges i luften.” På tonefaldet lød det, som om han mente det alvorligt, og hans bror, Barner, nikkede ivrigt som tegn til, at han var helt enig. Det samme gjorde Johan, mekanikeren på Gassum-vejen ude for enden af poplerne. Og Andreas Stenz fra nabogården tilføjede med overbevisning i stemmen, at det vel var det mindste, de kunne gøre, nu da de ikke længere skulle tage imod våben og sprængstoffer – i hvert fald ikke foreløbig.

Ungdommens kådhed, tænkte Marius og så rundt på de ivrige ansigter. En naturlig trang til spænding i en til tider ensformig hverdag. Så imponerende frygtløse, så opsatte på at tjene deres land og deres fælles sag. Engagementet lyste ud af deres øjne. Men han havde et ansvar.

”Nej,” sagde han bestemt. ”Ledelsen mener, det er for farligt for jer – og for andre. Ingen må vide mere end højst nødvendigt i disse tider, det forstår I vel! Og det skylder I også jeres familier.”

Et par af dem trak på skulderen. Også Niels, hans egen søn, var der. Han var tydeligvis misfornøjet. Henning gryntede et eller andet uforståeligt, og Andreas skelede til Jens, der så ud, som om han ikke vidste, hvad han skulle mene. Men herefter forstummede enhver snak, der havde med emnet at gøre.

Det var sent på aftenen, og de sidste gæster havde forladt kroen. For lidt siden havde Tulle stillet et fad med håndmadder på bordet, skænket te i krusene og sagt et par muntre bemærkninger, hvorefter hun forsvandt ud i køkkenet for at hjælpe sin mor og Gerda med oprydningen.

Niels Kjær, der endnu ikke havde ytret sig, så fra den ene til den anden.

”Har nogen af jer nogensinde tænkt på, om vi selv er bedre end den fjende, vi med al magt forsøger at bekæmpe?” sagde han pludselig. ”Er vi ikke lige så selvoptagne og dermed lige så skyldige som dem?”

Syv par øjne rettede sig mod ham; fulde af undren.

”Hvad mener du?” spurgte Andreas.

Et skær af modløshed kom over Niels: ”Jo, ser I – og det har jeg tænkt en del over i den senere tid – nationalfølelsen, den vi alle er i besiddelse af og bryster os sådan af, er det ikke også den, der er hjørnestenen i Hitlers politik?” Radioforhandleren lod sit blik glide rundt, inden han fortsatte: ”Et ønske om at beskytte sit land mod fremmed indtrængen, at fremelske de nationale værdier og holde det fri af andre folkeslags dominans, nøjagtig som os selv. Er det ikke dét, han altid råber op om? Og er det ikke dét, vi selv vil?”

De ord fik omgående Andreas til at fare i flint. ”Hvad fanden er det, du siger?” sagde han ophidset. ”Vi er sgu da ikke fremmedfjendske, men når en fremmed magt med vold besætter vores land, så er vi for fanden da nødt til at reagere.” Han så rundt på de andre. ”Og det har vi gjort, alle os der sidder her, og flere til.”

”Og det er vi stolte af,” indskød Johan, ”og det kan du også være, Niels.” Han gav sin fætters arm et opmuntrende klem.

”De tyskere tror, de ejer hele verden,” sagde Jens med overbevisning i stemmen. Han var toogtyve år og havde aldrig interesseret sig for politik. Men siden den dag, da han havde holdt vagt sammen med Gerda ved den første nedkastning, havde han aldrig været i tvivl om, at han gjorde det rigtige. ”Og de fortjener fandeme ikke bedre, ja, det er altså bare min mening.”

Andreas så på sin bror og nikkede samstemmende.

”Jeg tænkte bare …” begyndte Niels. Det så ud, som om tvivlen havde ramt ham.

”Jødehad, had mod fremmede racer, indespærring af politiske modstandere,” brød Henning ind i et forbitret tonefald, ”det er lige nøjagtig, hvad den tyran står for. Og det ved alle.”

Det havde aldrig været nogen hemmelighed, at Hitler – lige siden hans første politiske taler i begyndelsen af tyverne – havde forsøgt at oppiske en jødefjendsk stemning blandt den tyske befolkning, at han ønskede at fremelske den rene ariske race, at han hadede såvel kirken som homoseksuelle, og at bolsjevismen efter hans mening var gift og udtryk for et asocialt forbrydervælde, der burde udryddes og brændes væk ved roden. Sådan havde han tordnet utrætteligt den ene gang efter den anden. Desuden var det kendt, at diktatoren – allerede det første år efter sin magtovertagelse i 1933 – havde forbudt både fagforeninger og andre politiske partier end nazistpartiet. Og at politiske modstandere, først og fremmest kommunister, var forsvundet sporløst.

”Skal vi så bare sidde passivt og se til, mens sådan et styre tager magten i vores land?” fortsatte Henning ivrigt. ”Aldrig!”

”Så, nu må I besinde jer.” Marius havde en tid siddet tavs og lyttet til ordvekslingen. Han rettede sit blik mod Niels Kjær.

”Jeg forstår godt, at du siger, som du gør, Niels,” begyndte han som en skolelærer, der forsøger at forklare en elev om et indviklet emne. ”Men du må forstå, at der er én væsentlig forskel på vores kærlighed til fædrelandet og så den politik, Hitler praktiserer. Vi fører ikke krig, og vi slår heller ikke ihjel for vores politik. Det er Hitler og hans fæller, der myrder og overfalder sagesløse og selvstændige nationer.” Han holdt en pause og så rundt på forsamlingen. ”Ja, vi elsker vores land, det har du ret i, men vi elsker også friheden. Og vi giver aldrig slip på retten til selv at bestemme. Det er derfor, vi gør, som vi gør.”

Niels sad og sugede ordene til sig.

”Tak fordi du formulerede det for mig på den måde,” sagde han lidt efter og så på Marius. Der var et anstrøg af vemod i stemmen, som han ikke kunne skjule. Alle vidste, at den fyrreårige radioforhandler, der drev sin beskedne forretning fra huset længere ude ad Mariagervejen, var enebarn, ugift og ikke havde børn, og at begge hans forældre var døde. ”Jeg har ingen at snakke med om det, men nu er jeg ikke længere i tvivl,” sagde han bevæget. ”Dét, vi gør, er det rigtige.”

De gik derfra i enighed om, at de alle havde gjort deres pligt for fædrelandet, og at der nu kun var tilbage at vente. Hvordan ville den politiske situation udvikle sig, efter at samarbejdsregeringen var trådt tilbage, og der var indført militær undtagelsestilstand i landet? Ville modstandsarbejdet gribe yderligere om sig? Og ville nedkastningerne på Mustard Point blive genoptaget, når der var faldet lidt ro over tingene?

Det var de spørgsmål, der stod tilbage.

* * *

DEN JØDISKE FAMILIE, Ingrid og Wolfgang Weissmann og deres tre børn, der i oktober var flyttet ind i Tulles hus, kunne efter tre ugers nervepirrende ventetid omsider begive sig af sted på deres rejse. En rejse, som de håbede ville bringe dem i sikkerhed for de forfølgere, der ønskede dem og deres folkeslag udslettet. Det var lykkedes Marius at skaffe familien plads, i første omgang til Odense, på ladet af en lastbil, hvor de kunne skjule sig mellem stablede kasser. Vognmanden, der ofte kørte varer til Hvidsten Kro, forsikrede ham om, at han nok skulle sørge for at få dem videre derfra.

Da Marius på en grå novemberdag sammen med Gudrun, Tulle og Peder så dem forsvinde hen ad landevejen mod Randers, knyttede han hænderne ned langs siden. Nu håbede han bare, at turen forløb udramatisk. Og at aftalerne holdt.

Først da telefonen ringede en uge senere, fik han vished. Wolfgang fortalte glædesstrålende, at de nu befandt sig i sikkerhed i Skåne, hvor de svenske myndigheder havde sørget for alt det praktiske og endda havde lovet, at børnene snart kunne begynde på en dansksproget skole. Men turen var ikke forløbet helt udramatisk. Kort før Århus havde en tysk kontrolpost undersøgt vognmandens papirer og derefter lasten, men heldigvis ikke grundigt nok. I Odense havde der hersket stor forvirring om deres videre færd. Og ved Øresundskysten i Espergærde havde de måttet holde sig skjult i et koldt værksted i tre dage, mens de ventede på at få kontakt med skipperen på den fiskerbåd, der skulle sejle dem til Sverige. En aftale, Ole Geisler havde fået på plads. Wolfgang var tæt på at bryde ud i gråd, da han til sidst takkede for den gæstfrihed og hjælpsomhed, der var blevet vist ham og hans familie.

I HVIDSTEN BLEV det en trist jul i krigens skygge, og det lød hult, når de sang om himmelsk fred og fred på jorden. Men brylluppet 2. juledag var en opløftende begivenhed. Den dag, hvor Ritha, den næstældste af Gudrun og Marius Fiils fire døtre, giftede sig med sin Otto, og hvor kroen i dagens anledning var pyntet op og dannede en festlig ramme om den glædelige begivenhed. Blandt gæsterne var Ole Geisler, og det var ham, der spillede brudevalsen, som blev danset omkring juletræet i den store sal. Ritha havde ved et par lejligheder sammen med Tulle og Gerda ageret kurér og budbringer mellem kroen og gruppens medlemmer, og hun vidste selvfølgelig alt om det illegale arbejde. Men nu agtede hun at flytte til Helsingør, hvor brudgommen gjorde tjeneste som søofficer i et af havnens kontorer.

Ingen i familien Fiil kunne vide, hvad fremtiden ville bringe, nu hvor de snart gik ind i krigens fjerde år. Men Marius fik i de dage en ubestemmelig følelse af – uden han kunne begrunde den – at dette måske blev deres sidste jul sammen.

Hverdagen vendte tilbage. På kroen blev der tilberedt og serveret pandevis af flæskeæggekage, og alle i familien havde nok at se til. Og for de lokale var de hyggelige krostuer et naturligt samlingspunkt i en mørk tid. Alt syntes således at være, som det plejede.

Men noget nyt var der sket!

I begyndelsen af marts havde Marius med stigende bekymring lagt mærke til, at tyskerne var begyndt at snuse rundt i området omkring kroen og på egnen på en måde, han ikke tidligere havde set. Der var flere af dem, både uniformerede, hvilket i sig selv ikke virkede afskrækkende, nu da tyskerne også havde slået sig ned i Mariager, men også civile. Selvom de måske ikke selv troede sig gennemskuet, var det tydeligt, at de hørte til den særlige gruppe af mænd, der altid satte deres bredskyggede filthat anderledes end alle andre: med skyggen trukket længere ned foran end bagpå. Hvilket selvfølgelig havde til formål at sløre deres identitet.

Noget måtte være i gære, så meget stod klart.

Hvad han derimod ikke vidste var, at en af de faldskærmsagenter, der havde været indkvarteret i Tulles hus, for to måneder siden havde røbet navnene på et stort antal af sine kontakter – herunder Hvidstengruppen – og at Gestapo nu var i fuld gang med at trevle SOE’s kontaktnet i store dele af Jylland op.

Det begyndte for en uge siden, lørdag den 4. marts, da ungdomsforeningen holdt bal på kroen, og alle lokalerne var fyldt med feststemte, glade mennesker. Marius havde netop sat sig på sin sædvanlige stol i køkkenet, så han kunne hvile sig, når der var mulighed for det. Mens han sad der, i et øjebliks velsignet stilhed, lod han tankerne glide tilbage. Han tænkte på de nationale møder, han og Gudrun havde holdt på kroen, siden Danmark blev besat.

Dengang rykkede både familien og beboerne i den lille landsby tættere sammen. På de aftener, som Marius kaldte nationale dagligstuemøder, blev der holdt foredrag om emner, der havde relation til tidens strømninger, de sang sange fra højskolesangbogen – for det meste Grundtvigs og Blichers sange – og som en fast tradition insisterede han på, at de sluttede med ’Jyden han er stærk og sej.’ Deltagerne var jævne mænd og kvinder fra egnen, og traditionen havde de lige siden, i de næsten fire år, der var gået, holdt i live.

Men denne aften var anderledes. Den var lidt mere løssluppen. Men det var jo også unge mennesker, der festede, og de skulle have lov til at more sig. Tidens alvor kunne tidligt nok indhente dem.

Han blev revet brat ud af sine tanker, da Tulle pludselig kom styrtende ud i køkkenet. Som altid så hun fortryllende ud, og særligt i aften, hvor hun til lejligheden var iført den mørkerøde egnsdragt med blondekanter og hvide pufærmer og et hvidt forklæde bundet om sit slanke liv. Men hun så helt forkert ud i ansigtet.

”Far, jeg tror, der er gæster på kroen, som du ikke er så glad for,” sagde hun. ”Den ene er kørelærer Jensen fra Randers …”

Mere behøvede hun ikke at sige. Marius vidste, at kørelæreren var kendt for at være tyskvenlig, og han mærkede vreden boble i sig.

”Gå over til Niels og sig, at han skal blive på sit værelse, indtil jeg giver besked, ” svarede han straks i et tonefald, der ikke indbød til modsigelser. ”Og det er nok også bedst, hvis du ikke viser dig mere i aften.” Han håbede at klare det på sin måde.

Få øjeblikke senere kom kørelæreren ud i køkkenet sammen med en person, som Marius ikke kendte. Men han var ikke i tvivl. Det var en Gestapo-mand. Det lyste så tydeligt ud af ham, at han end ikke behøvede at hale sit tjenesteskilt op af lommen. De stålhårde, observerende øjne, filthatten, der var trukket ned i panden, den mørkebrune frakke med bæltet spændt. Og så mælede han ikke et ord, men lod sin danske stråmand om at formulere sig.

”Vi søger efter Niels,” sagde kørelæreren i et afmålt tonefald, da han havde stukket et par fingre til hatteskyggen. ”Ved du, hvor han befinder sig, Marius?”

”Nej, skulle jeg da det?” Marius havde ikke ulejliget sig med at rejse sig, og han bad dem ikke sætte sig. ”Hvad vil du ham, Jensen?”

”Nåe, ikke noget særligt.” Jensen nikkede mod sin ledsager. ”Min gode bekendt her vil gerne hilse på ham, bare træffe ham, det er alt.”

”Jeg ved som sagt ikke, hvor han er. Men jeg skal sige til ham, at I har været her.” Marius førte en hånd over sin isse og smilede drilsk. ”Gå nu ind og tag jer en øl i stedet for at snuse rundt, en kølig Thor smager altid godt. Og hvis I vil have mig undskyldt, så har jeg lidt travlt i aften.”

Men de to ubudne gæster tog ikke mod opfordringen. I stedet forlod de kroen og kørte mod Randers. Da Marius stod og så efter dem, var han ikke i tvivl. Gestapo-manden skulle se, hvordan Niels så ud, hvis en anholdelse skulle komme på tale.

Det var sket lørdag aften i sidste uge.

Og i dag, fredag op af formiddagen, kom Andreas Stenz løbende over til kroen, brasede ud i køkkenet og fortalte stakåndet Marius, at han netop havde haft besøg af en mystisk mand, der udgav sig for at være rejsende i korn og foderstoffer. Han havde imidlertid smidt ham på porten og straks ringet til radioforhandler Niels Kjær og karetmageren Søren Peter Kristensen for at advare dem. Noget var under opsejling. Og på vejen herhen havde han været forbi møllen for at advare Henning Andersen.

”Der er noget rivende galt, Marius,” sagde han og så kroejeren i øjnene, mens han forsøgte at få åndedrættet under kontrol. ”Jeg kan mærke det, de har sgu fået færten af os på en eller anden måde. Den mand er stikker.”

Så fortalte han, at karetmageren ville sørge for at skaffe det våben- og sprængstofdepot, som lå skjult i hans værksted, af vejen. ”Niels tager over og hjælper ham,” tilføjede han, så ordene næsten snublede over hinanden, ”og så vil de gå under jorden begge to. Og Henning er allerede på vej væk.” Han fik et vildt udtryk i øjnene. ”Gør hvad du vil, Marius, men mig skal de sgu ikke få fat på. Jeg løber nu.” Og så var han væk, næsten lige så hurtigt som han var kommet.

Marius havde et par gange overvejet at gå under jorden, og en lille håndtaske med det mest nødvendige stod også parat, hvis det skulle blive nødvendigt. Måske var tidspunktet kommet? Hvis først én af dem blev taget, måtte de andre kun forvente, at en anholdt kammerat kunne modstå forhør og tortur i højst 24 timer, så gruppemedlemmerne kunne nå at bringe sig i sikkerhed. Det var de illegale grundprincipper, der var blevet indskærpet dem alle. Måske havde han fået advarsler nok? Gestapo-manden og kørelærer Jensens besøg i sidste uge. Og nu dette! Men tanken om bare at forsvinde, at forlade kroen og familien og alt det, han holdt så meget af, føltes hver gang uudholdelig. Og nu ville hans nabo flygte.

Måske var det hele bare en storm i et glas vand?

DAGEN EFTER, tidligt om morgenen lørdag den 11. marts, kørte en kolonne tyske biler med blå mørklægningslygter ud på landevejen fra Randers i retning mod Mariager. Rundt om på gårdene i Hvidsten skimtedes lyset gennem sprækker i mørklægningsgardinerne fra stalde og køkkener, hvor folk allerede var begyndt på dagens arbejde. Tre af bilerne gjorde holdt foran Hvidsten Kro, tre andre fortsatte. Klokken var lidt over seks.

Gudrun var allerede i gang i køkkenet. Først fjernt, men nu helt tæt på, hørte hun motorlarm fra vejen og snart efter tyske kommandoråb fra alle sider rundt om huset. Og da hun kiggede ud bag mørklægningsgardinerne, så hun, at kroen var omringet af mindst tredive tyske soldater. Hun kaldte straks på Marius.

”Hvad gør vi, Marius?” Hun tørrede nervøst hænderne i sit forklæde. ”De kommer efter os.”

”Det går nok,” svarede han roligt. Sammen gik de ind i krostuen, hvor de satte sig til at vente. Marius lagde en beroligende hånd på sin kones arm.

Og så netop i dag, hvor de havde set frem til nogle timers fornøjelig adspredelse ved Gudruns brors fødselsdag i Randers. Pludselig blev døren til krostuen revet op, og det myldrede ind med tyskere. Både uniformerede og civilklædte; nogle af dem med filthatten trukket ned i panden. Den ene, der så ud til at være deres leder, udstedte nogle hurtige kommandoer og pegede i alle retninger, og de fleste af soldaterne spredte sig. Lederen, en tætbygget mand midt i fyrrene, vendte sig om mod kroejeren, præsenterede sig som Sturmbannführer Schwitzgebel og råbte: ”Sie sind verhaftet!”

Anholdt! Er det dét, han mener, tænkte Marius, der havde rejst sig og stod og betragtede optrinnet med sin ene hånd stukket ind under Gudruns arm. Selvfølgelig, det måtte jo komme før eller siden, og nu gælder det bare om at benægte alt og så håbe det bedste. Gestapo-chefen var ledsaget af en dansker, der åbenbart skulle agere som tolk. ”Forhold jer i ro,” formanede danskeren, ”så sker der jer ikke noget.” Marius sendte ham et arrigt blik. Måske var det ham, Andreas havde omtalt, og som han i går havde smidt på porten ovre på ”Landlyst.” En forbandet stikker.

Tyskerne var allerede i fuld gang med at undersøge huset, selv brændestablen henne ved kaminen undgik ikke deres opmærksomhed. Og ude i køkkenet kunne han af lydene gennem den åbentstående dør høre, at de åbnede skabene og rev forhængene under bordene til side, mens andre havde spredt sig i retning mod rejsestalden, staldbygningen og alle udhuse og annekser i krohaven, formentlig på jagt efter skjulte våben og sprængstoffer. Men han vidste, at de intet ville finde.

Bitten og Gerda og Niels blev af et par tyskere ført ind i krostuen. Nej, tænkte Marius fortvivlet, ikke dem, ikke mine to piger, mine to yngste børn, der intet har med det her at gøre. Han ville protestere, men i det samme kom Tulle og Peder til syne med to tyske soldater lige bag sig, begge med løftede pistoler. De var sikkert blevet taget i Tulles hus, og han blev arrig på sig selv over, at han ikke havde advaret dem i tide.

”Sig ikke noget!” hviskede Marius ud af den ene mundvig til Niels, der var blevet gennet hen ved siden af ham. ”De har ingen beviser.” Han vidste, at hans søn var mindst lige så stædig som han selv og aldrig ville indrømme noget som helst. Der stod to tyske soldater lige foran dem med løftede geværer, som tilsyneladende ventede på deres ordrer.

Imens lod Sturmbannführer Eugen Schwitzgebel, der var chef for Gestapo i Jylland, sit blik glide hen over forsamlingen, mens han afventede, at hans folk skulle vende tilbage og meddele ham resultatet af ransagningen. I dette øjeblik sendte han en venlig tanke til garnisonens øverstkommanderende i Randers, Obersturmbannführer Gerhard von Kamptz. Hans formodninger om, hvad der var foregået, sammenholdt med tilståelserne fra den fordømte faldskærmsmand i Århus, kunne kun danne grundlag for denne aktions heldige udfald.

Der lød støj henne fra hoveddøren, og pludselig tumlede Anders Venning ind ad døren med et par soldater efter sig. Dette er åbenbart en velkoordineret razzia, der har været planlagt ned til mindste detalje, tænkte Marius, mens han fulgte optrinnet med øjnene. Han mærkede, hvordan vreden blussede i ham. Men han følte også angsten klemme om hjertet. Nu er vognmanden i Råsted også blevet taget. Hvem bliver de næste? Er det lykkedes Andreas og de andre at flygte? Forhåbentlig har Søren fået skaffet det våbendepot af vejen. Og hvad med mølleren og hans bror? Købmanden? Og Niels og Johan, der begge bor så tæt på? Og dyrlægen i Spentrup? Alle de brave mænd fra egnen, som han, Marius Fiil, havde bedt om at træde ind i det her arbejde. Men han havde jo advaret dem, sagt at det var dødsens farligt. Alle mulige tanker flaksede rundt i hans hjerne som en flok fugle, der ikke ville slå sig til ro. Hvad skal der nu blive af os alle sammen? Og min stakkels familie? Er det ude med os alle?

”De har sgu gennemrodet hele mit hus,” snerrede Anders Venning vredt henvendt til Marius, men så højt, at alle kunne høre det. ”Men selvfølgelig uden at finde noget. Hvad helvede skal det her betyde?”

”Schyy,” hyssede Marius. ”Sig ikke noget, for guds skyld.”

”Men jeg fik held til at skjule en pistol i brændestakken,” hviskede vognmanden ud af den ene mundvig og fik et sejrsstolt udtryk i øjnene, ”og de opdagede sgu ingenting.”

”Ti nu bare stille!” gentog Marius. ”Vi klarer det på en eller anden måde.”

Flere af soldaterne vendte tilbage, og en af dem trådte hen foran Gestapo-chefen, slog hælene sammen og afgav en rapport, hvoraf det fremgik, at der ikke var blevet fundet noget mistænkeligt.

På trods af dette var Schwitzgebel åbenbart tilfreds med dagens fangst; han brummede et eller andet som svar og gav ordre til, at fangerne skulle føres bort. Derefter så han på Gudrun og tilføjede: ”Die Hausfrau kann hier bleiben.” Men inden tolken kunne nå at oversætte, svarede hun hånligt: ”Det var rigtignok smukt af dem.”

Gestapo-chefen lod til at overhøre bemærkningen, og i stedet gentog han sin ordre om at føre fangerne ud. Bitten, der kun lige var fyldt fjorten år, gik forrest med et forkrampet udtryk i ansigtet. Men inden de var nået hen til døren, vendte Tulle sig om, gik et par beslutsomme skridt tilbage og greb hårdt fat i Schwitzgebels arm og snerrede, hvid i hovedet af raseri:

”De fører vel ikke krig mod børn, gør De?”

Bemærkningen gjorde åbenbart indtryk på Gestapo-chefen. I nogle sekunder var han ude af stand til at sige noget, stod bare måbende og stirrede på den ophidsede unge kvinde lige foran sig, mens han lyttede til tolkens oversættelse. Øjnene flakkede usikkert. Så gjorde han en bevægelse med hånden og brummede en kort kommando, som betød, at den unge pige kunne blive tilbage.

Tårerne strømmede ned ad Bittens kinder, da hun skyndte sig hen til sin mor.

Men resten af familien Fiil var nu i Gestapos vold.

Tulle bød endnu engang Schwitzgebel trods og trådte hen til sin mor, men der blev kun tilladt en kort afskedsscene. Gudrun havde taget sit eneste barnebarn op på armen, men hun havde i dette øjeblik ikke overskud til at huske, hvor stolt hun var. Tulle og Peders datter, lille Gudrun på halvandet år, var opkaldt efter hende selv, men hun blev aldrig kaldt andet end ”Gulle.” Med tårer, der pressede sig på, registrerede hun midt i forvirringen, at Tulle strøg sin lille datter kærligt over håret, klemte hende ind til sig i et kort sekund og hviskede et spagt ”farvel.” Og da Gudrun som lamslået stod og så dem blive kommanderet ud ad døren mod den ventende sorte kassebil, vidste hun ikke, om hun kunne holde sig oprejst. Hun krammede sit barnebarn ind til sig. Min mand, min søn, mine to døtre, selv min svigersøn. Hvad sker der nu med dem alle? Heldigvis var Ritha allerede flyttet hjemmefra.

* * *

I DYRLÆGENS HJEM på Stationsvejen i Spentrup herskede der vildt kaos. I minutterne hvor Gestapo var i færd med at foretage anholdelser på Hvidsten Kro, blev huset omringet af et dusin tyske soldater med våbnene trukket, som var det et præcisionsangreb, der kunne afgøre hele krigens forløb. Fire vagtposter tog opstilling ved udgangene og under vinduerne i hver gavl, og øjeblikket efter stormede resten af styrken huset under ledelse af to civile Gestapo-folk. Klokken var halv syv.

Dyrlægen lå endnu i sin seng oppe på første sal efter et sent natbesøg, men han kunne umuligt undgå at høre støjen. Albert Iversen sprang omgående ud af sin seng og tumlede hen mod døren i en sådan fart, at han nær var snublet over sine egne fødder. Men for sent. I det samme brasede to soldater anført af en civilklædt Gestapo-officer hen mod ham, greb ham hårdt i armene og førte ham ned ad trapperne til stuen. Her blev resten af husets beboere holdt i skak af to soldater med løftede geværer. Augusta stod med tårer i øjnene og krammede sine tre piger tæt ind til sig. Ulla, der var den ældste og lige fyldt seksten år, hulkede hjerteskærende. Tove og Helle klynkede svagt og stirrede ud i stuen med et udtryk af både forbløffelse og skræk. Ingen af dem vidste noget om deres fars illegale arbejde.

”Hvad fanden er meningen?” udbrød Albert arrigt, idet han blev skubbet hen til sin familie. ”Hvad skal alt det her betyde?” Han talte et næsten flydende tysk og havde midt i ophidselsen tilsyneladende glemt, at han kun var iført sin stribede pyjamas.

”Bare forhold Dem i ro, så sker der ingenting,” svarede Gestapo-officeren køligt. ”Vi ser os bare lidt omkring. Og husk, her er det os, der stiller spørgsmålene.”

”Jeg sagde det til dem … at de ikke måtte gå ind,” fik Augusta fremstammet. ”Men de ville ikke høre på mig. Åh, Albert … hvad er det her for en redelighed?” Hun havde stået i køkkenet, da tyskerne stormede ind, og pigerne opholdt sig i den varme stue, hvor de var i færd med at trække i tøjet.

”Det går nok, min ven,” sagde dyrlægen beroligende og forsøgte at smile. ”Vi har intet at skjule, Augusta.” Så så han skiftevis sine piger i øjnene. ”Og ingen krummer så meget som ét eneste hår på jeres hoveder, det lover jeg.”

”Ruhe!” snerrede Gestapo-officeren.

Han havde sendt sine folk rundt for at gennemsøge huset. Augustas læber var presset hårdt sammen. Ulla rystede af skræk, mens hun fulgte en af soldaterne med øjnene. Hun tørrede tårerne bort og så, at den tyske soldat løftede noget tøj, der lå i sofaen, lod en hånd glide rundt langs polstringen, kiggede bag gardinerne og trak nogle bøger i bogreolen ud. Hun blev mere og mere skrækslagen. Bare han nu ikke finder den, fór det gennem hendes hoved, hendes yndlingsbog af John Steinbech ”Månen er skjult.” Den var udkommet for to år siden og var skrevet som en hjemstavnsberetning, set fra Norge, og handlede om et land under tysk besættelse. Hun vidste, at den slags var forbudt læsning for danskerne, men den dybere alvor bag det, hun var vidne til i dette øjeblik, forstod hun ikke.

Der lød et højt triumferende råb, og i det samme kom en af de tyske soldater til syne for enden af trappen. Han holdt en pistol op foran sig, som om den var et sejrstrofæ, han lige havde vundet, inden han rakte den til sin chef. ”Jeg fandt den her oppe på loftet,” meddelte han stolt, ”under en stak blade.” Han trådte ærbødigt et skridt til side.

”Aha, ser man det.” Gestapo-officeren undersøgte pistolen med en omhu, som havde det været den seneste verdensnyhed på en våbenmesse. ”En engelsk pistol. Og med magasinet isat.” Han løftede blikket. ”Hvad siger De til det, Herr Iversen?”

Albert sank en klump. Det var ikke kun pistolen, det skulle han nok redde sig ud af. Nej, hele denne forestilling var ikke kun en rutinerazzia, det var tydeligt for enhver. Den stak langt dybere, og han nærede ikke længere noget håb om, at han kunne undgå det uundgåelige. Nogen har angivet os. Men hvor er de andre?

”Har De glemt, at De befinder dem i et dyrlægehus?” sagde han med øjnene fast rettet mod Gestapo-officeren. ”Og i mit arbejde må man desværre af og til aflive uhelbredeligt syge dyr. Det er, hvad den pistol bruges til. Tilfreds?”

Gestapo-chefen rystede på hovedet. ”Gør klar til transport, Herr Iversen! De får fem minutter til at iføre Dem en mere passende påklædning. De spørgsmål, vi har at stille Dem, kan meget vel tage et par dage – eller måske mere.” Han vendte sig mod en af soldaterne. ”Og beslaglæg hans bil. Måske har han en hemmelig sender skjult.”

Der var gået mindre end en time, siden tyskerne omringede huset. Da Albert Iversen kort efter kastede en længselsfuldt blik ud gennem Gestapo-bilens lille ovale bagrude, indså han, at der kunne gå lang tid, før han genså sin familie – hvis overhovedet nogensinde.

Hvad han derimod ikke vidste, var, at en sort kassebil for nogle få øjeblikke siden havde forladt Hvidsten Kro. Og at to af hans kammerater, Johan Kjær Hansen og Jens Stenz få minutter efter var blevet ført ind i krostuen.

Da bilen med Albert Iversen på bagsædet kørte op foran kroen, fik han et glimt af en kvindelig cyklist, der i høj fart cyklede forbi på den modsatte side af vejen. Det var Rigmor, Johans kone. Han ville ønske, han kunne skrige sin advarsel ud til hende. Og da dyrlægen kort efter blev gennet indenfor i krostuen, mødtes han af synet af sine to kammerater, der var presset op langs den ene væg med et løftet gevær pegende mod sig. Johan var den ene. Så havde de altså allerede taget ham. Det hele blev overvåget af en midaldrende civilklædt Gestapo-officer. Både Johan og Jens stod med nedslagne øjne og ansigterne krakelerede i en blanding af fortvivlelse, frygt og afmagt over den situation, de nu var havnet i.

Mekanikeren var for få minutter siden blevet overrumplet i sit hus på Gassumvejen og uden yderligere forklaring blevet bedt om at følge med. Han protesterede vildt, men intet hjalp. Rigmor var i Randers for at se til sin mor, og nu måtte han efterlade sine tre små drenge, der ikke forstod et ord af det hele. De græd hjerteskærende, og han havde kun lige nået at kramme dem ind til sig og sagt, at alt nok skulle ordne sig, da to soldater greb ham hårdt om armene.

Næsten samtidig havde Gestapo slået til mod gården i Kondrup, hvor de havde ledt efter Andreas Stenz, men forgæves. På ”Landlyst” i Hvidsten var han heller ikke, sagde de, og nu så de sig nødsaget til at tage hans yngre bror med, indtil Herr Stenz meldte sig frivilligt. De havde et par spørgsmål at stille ham. Og med den forklaring til brødrenes chokerede far, trak de hans yngste søn ud til den ventende bil og forsvandt ned gennem alléen.

Som kroen havde fungeret som mødested og kommandocentral under nedkastningerne, blev den nu – denne lørdag morgen – atter samlingssted for nogle af dens medlemmer. Men deres skæbner var med ét slag lagt i hænderne på den besættelsesmagt, de mest af alt ønskede at bekæmpe.

Med et skub i ryggen blev Albert Iversen gennet hen til sine kammerater.

”Du også?” sagde Johan lavmælt, idet han skelede til siden. ”Bevar modet!”

”Hvor er de andre? Hvad er der sket?” spurgte dyrlægen.

”Marius Fiil og det meste af hans familie er lige blevet kørt væk,” svarede Johan. ”For et øjeblik siden … jeg så det selv … og vognmanden. ”

Albert snappede efter vejret. ”Men Rigmor … hun cyklede forbi … lige her udenfor.”

”Gudskelov.” Et suk undslap Johans læber. ”Så er hun hos drengene nu, de var helt …”

”Så er det nok,” afbrød Gestapo-chefen og kastede et tilfreds blik både på tolken og mod de nyankomne arrestanter. Schwitzgebel, der havde ledet aktionen og længe havde set frem til denne dag, gned sig i hænderne. ”Ikke mere snak, så er det afgang folkens.”

Da lørdag morgen gik over i formiddag, var kun seks af Hvidstengruppens femten medlemmer fortsat på fri fod.