12

Vester Allés arrest i Århus Lørdag den 11. marts 1944

INDEN DAGEN VAR OMME, blev arrestanterne kørt gennem den mørknende by på vej til arresten i Vester Allé i Århus. I timerne forinden havde de enkeltvis været i kortvarige forhør i Gestapos hovedkvarter på Universitetet, men på dem alle virkede det, som om tyskerne ikke var synderligt i tvivl om deres skyld. De vidste tilsyneladende alt om Hvidstengruppen og kroen, og derfor havde de ikke travlt med at bore. Men det skulle nok komme, det var ingen af dem i tvivl om.

Foran arresten, hvor de alle ni var samlet et øjeblik, vendte Tulle sig om og sagde, fuld af overbevisning i stemmen:

”Vi benægter alt.”

Men kan vi det? Som en skygge, der bevæger sig, viste tvivlen sig i hendes ansigt i samme øjeblik, som hun havde udtalt ordene. Hvad bliver vi udsat for? Bryder vi sammen under presset? Hvad ved de i forvejen? Marius sendte sin ældste datter et anerkendende smil, men han nåede ikke at sige noget. Han kunne heller ikke omfavne hende, hvor gerne han end ville, for de snærende håndjern forhindrede ham i at gøre det, og i det samme blev de ført forbi de blafrende røde, sorte og hvide hagekorsbannere og ind i arresthuset.

Indenfor ventede eneceller og en enerverende isolation.

Angstfyldte lange og træge dage, hvor længslen efter frihed, efter Hvidsten, efter at være hjemme igen, ja, bare det at gå en tur, voksede dag for dag. Fra deres celler på anden sal kunne nogle af dem skimte rådhusuret gennem tremmerne, men de kunne alle høre, når det faldt i slag. Disse tunge klokkeslag, der langsomt talte tiden nedad. Maden, som for det meste bestod af kålsuppe, nogle humpler brød med margarine og et krus erstatningskaffe eller te, stod i skærende kontrast til kroens veltillavede og nærende rigtige ”menneskeføde.” Men det værste var isolationen, hvor tankerne fik frit løb. Hvordan klarer de andre sig? Har de indrømmet noget, eller holder de stand? Er nogle af dem allerede brudt sammen? Og hvad med de kære derhjemme, hvordan klarer de sig?

Det kan synes underligt, men når et menneske bliver isoleret helt og holdent fra andre mennesker, opstår der et brændende ønske om blot at tale til nogen, at tale med nogen, uanset hvem denne samtalepartner end måtte være. Derfor kom forhørene nærmest som en befrielse, der brød monotonien.

Det viste sig hurtigt, at Gestapo var særdeles velinformeret om Hvidstengruppens aktiviteter, hvilket var det indtryk, de indsatte havde fået allerede den første dag på Universitetet. Gestapo vidste alt om Mustard Point, hvor mange faldskærmsagenter, der var kastet ned, sågar deres dæknavne. Og de vidste også – så nogenlunde – hvor mange containere med våben og sprængstoffer, gruppen havde modtaget. Og hvem der havde deltaget. Meget af det vidste de fra ”Jacob” – faldskærmsagenten, der var brudt sammen og havde tilstået alt – forklarede forhørslederen dem enkeltvis. Og fra de andre, som de siden havde afhørt. Nu havde de et ganske komplet billede af, hvad der var foregået. Så det hjalp ikke at benægte.

Om de gjorde det?

Nej! Det tjente vist intet formål, sådan som tingene havde udviklet sig.

Kun Niels og Tulle holdt stand.

”Og vi har navnene på dem, der i første omgang slap væk,” sagde forhørslederen til Niels med et overlegent smil. ”Det er kun et spørgsmål om tid. Indrøm dog, at I står bag; de andre har allerede tilstået. Også din søster,” løj han. ”Vi ved jo det hele i forvejen, ikke sandt! Og husk, at en indrømmelse betyder slut på isolationen og lidt flere rettigheder såsom breve og den slags.”

Tolken oversatte, men Niels nægtede fortsat. Han vidste ikke, om det tjente noget formål, men det var ham så inderligt imod at bekende sin skyld. De var frihedskæmpere, sagde han, ikke forbrydere. Og det, de havde gjort, ville enhver retskaffen borger, der tjente sit fædreland, have gjort. Herregud, de par containere med våben var jo ingenting i forhold til de mængder, tyskerne selv fyrede af i krigen. Men hans ord så ikke ud til at gøre indtryk.

Midt i forhørslokalet stod et lille aflangt bord. Forhørslederen, en uniformeret Gestapo-officer midt i fyrrene, lænede sig lidt tilbage, sendte et blik over bordet og tændte en cigaret. Ved siden af ham sad den danske tolk, sikkert en fordømt stikker, og for enden af bordet sad en ung dame og noterede alt, hvad der blev sagt. Niels flyttede sig uroligt på den umagelige træstol.

Pludselig gik døren op, og ind trådte en ung mand i spidsbukser og sorte støvler. I hans ene hånd dinglede et våben. Niels så straks, at det var en maskinpistol magen til dem, de havde modtaget så mange af på Mustard Point. Tyskeren smed det nonchalant fra sig på bordet, skilte det ad i et par dele, hvorefter han slog hælene sammen og skyndsomt trak sig tilbage.

”Nå!” sagde forhørslederen, idet han lænede sig lidt frem. ”Du er åbenbart én af dem, der ikke agter at sige noget som helst. Men jeg skal få dig til det. Du skal samle den dér,” råbte han og pegede på maskinpistolen.

Der var ingen grund til at vente på tolkens oversættelse. Niels vidste allerede, hvad han mente. Og hvad hensigten var.

”Jeg har ikke forstand på våben,” løj han. ”Jeg har aldrig haft sådan et i mine hænder, så det kan jeg ikke.”

”Saml det!”

Niels rystede bare på hovedet. Det ville have været en smal sag at sætte skæftet på plads, klikke magasinet på og sætte bundstykket rigtigt i.

”Hvis det er løgn, hvad du siger, så vil du komme til at fortryde det bittert.” Gestapo-officerens ansigtskulør nærmede sig højrød, og måske for at berolige sig selv tog han et dybt sug af cigaretten, sugede røgen ned i lungerne og fulgte den med øjnene, da han pustede ud. Med en arrig bevægelse kvasede han den ud i askebægeret og rakte ud efter et stykke papir, som han smed på bordet.

”Læs det her!” snerrede han. ”Det er din tilståelse.”

Da Niels læste papiret igennem, blev han klar over, at det var formålsløst at benægte. Ned til mindste detalje var der gjort rede for våbenmodtagelserne, hvor mange og hvem, der havde deltaget. Og selv dæknavnene på de faldskærmsagenter, der var blevet kastet ned, stod der.

Ved det næste forhør indrømmede Niels alt. Og det samme gjorde Tulle.

Men Jens og Gerda fastholdt stædigt, at de bestemt ikke havde været med til noget illegalt arbejde; kun holdt vagt udstyret med nogle lygter, som de skulle signalere med ud til pladsen. Det måtte der da blive taget hensyn til ved strafudmålingen.

Én efter én skrev de alle ni under på tilståelseserklæringen, der – fra sag til sag – fyldte omkring en kvart maskinskrevet side. Den var skrevet på fejlfrit dansk og sandsynligvis oversat af den fordømte tyskvenlige tolk, der medvirkede ved alle forhørene og hver gang sad der i stolen ved siden af forhørslederen og frydede sig åbenlyst.

Men isolationen blev brudt, og dermed nervepresset over ikke at vide, hvad de andre havde sagt, tænkte og følte. Albert Iversen, Johan Kjær Hansen, Jens Stenz og Anders Venning blev sat i samme celle; Marius, Niels og Peder flyttede sammen, og det samme gjorde Tulle og Gerda. Lettelsen var enorm, og en optimisme, som de alle tvang sig selv til at tro på, bredte sig. De to søstre døbte endda deres celle ”Paradiset.” De talte meget om dem derhjemme. Om deres mor, der nu stod tilbage med kroen og med Bitten og lille Gulle. Bitten skulle konfirmeres dette forår, og de var bekymrede for, hvor trist det måtte være for deres yngste søster. De lærte at holde modet oppe ved at synge alle de sange, de kunne finde på, og de to søstre lærte at beskæftige sig selv ved at lave bolde af deres strømper, og så spillede de bold op ad væggen. Og et interimistisk mølle- og damspil blev fabrikeret af noget pap.

Men det bedste var brevene. Både dem, de sendte, og dem, de modtog. Og selvfølgelig pakkerne.

Niels skrev som den første et brev til sin mor:

’Kære, kære mor.

Vi har fået lov at skrive efter nogle toiletartikler. Men indtil videre må vi kun skrive korte breve. Jeg vil gerne have et stykke sæbe, min tandbørste, tandpasta samt en vaskeklud. Jeg håber, det går godt med landbruget uden min hjælp, og at jeg senere får lov til at skrive om, hvad og hvordan der skal sås i marken. Men du har jo gode hjælpere på kroen. Nu håber jeg, at du har det godt og er ved godt mod.

De kærligste hilsner og tusind kys fra os alle.

Din Niels.’

Om det var en bevidst fortrængning af den alvorlige situation, de befandt sig i, havde de svært ved selv at afgøre, men modet og humøret måtte for alt i verden bevares. Også for deres skyld derhjemme. Og nu var livet trods alt blevet lidt bedre at leve, nu isolationen var brudt, og der var skabt kontakt til de kære. Og de havde alle sammen tilstået alt. Det i sig selv føltes, som om en tung sten var løftet fra deres hjerter. Nu gjaldt det bare om at håbe det bedste og gå skæbnen i møde med oprejst pande.

Marius skrev i et brev til Gudrun:

’De rygter, der går om vold mod os danske, er løgn. Tyskerne skal have den ros, der tilkommer dem. Dette for at meddele dig, kære Gudrun, at jeg har det udmærket.’

Han skrev det selvfølgelig i visheden om, at tyskerne censurerede deres breve, men også for at fortælle, at han var uskadt.

I samme brev bekymrede han sig over, om toldregnskaberne på kroen blev ført korrekt, nu da hr. Weissmann ikke længere varetog opgaven, og hverken Niels eller Peder kunne hjælpe til, og Marius lagde stor vægt på, at kroens tobakskunder fik den nøje afmålte tobaksration.

Dagligdagen syntes kun et pennestrøg borte. Niels, der var den flittigste med pen og papir, skrev endnu et brev til sin mor, hvor forventningerne til livet efter fængslet strømmede ud fra hver eneste linje:

’Kære mor.

Jeg vil gerne have noget undertøj og en skjorte, helst flonelsskjorten, og et par strømper og et håndklæde. Angående marken så nærmer tiden sig jo. Vangen nærmest Johannes skal harves op, og der skal sås byg og udlægsfrø fra Randers. Der skal være majs ved Spentrup-vejen og ved flagstangen. Ajlen skal nedfældes på begge bygstykkerne, og hvis mere, skal det bruges til det halve kålroestykke. Havre med ærter ved siden af rugen og kartofler i runkelroestykket. Kålroestykket skal have møg. Kunstgødning skal fordeles med kali til græs og kvælstof til rugen og kali til jordbærrene.

Far er lidt sløj, og særlig om natten hoster han meget.

Nu håber jeg, at I alle har det godt og er ved godt mod. Hils lille Gulle fra morbror Niels, og dig selv og Bitten sender jeg de kærligste hilsner og tanker.

Din Niels.’

DAGENE SNEGLEDE sig af sted. Det var som at befinde sig i en oprørt sø, hvor modvind og bølger sørger for, at man ikke kommer ud af stedet. Men uvisheden var det værste, særlig om natten, når de var ladt alene med deres tanker. Hvad vil de gøre ved os, nu da vi har tilstået alt? Hvilken straf får vi for en frihedskamp, som tyskerne anser for terrorisme? Ser vi nogensinde de kære derhjemme igen?

Under en af de daglige gårdture kom Marius tilfældigt i snak med en af de andre fanger. Det var ikke så tit, det skete. Det var aldrig nemt at tale sammen, for de tyske vagter fulgte dem altid nidkært. Og desuden havde de fleste fanger opbygget en naturlig skepsis, for man vidste aldrig, om det kunne være en stikker, som tyskerne havde anbragt for at pumpe medfangerne for oplysninger.

”Jeg hedder Svend,” sagde den anden fange. Han var ung, midt i tyverne, med lyst blondt tilbagestrøget hår, og han havde et intelligent udtryk i de blå øjne. ”Svend Baastrup Thomsen, jeg er her fra byen, nyuddannet læge, men så kom den forbandede krig.”

Han tog Marius om den ene albue, og sammen gik de lidt afsides uden for de nærmeste vagters hørevidde. ”Min bror og jeg har været med til et par våbenmodtagelser,” fortsatte han lavmælt, ”og lidt sabotage, men vi blev angivet af en forbandet stikker.” Svend så op. ”Hvad med dig? Du er leder af en gruppe, ikke?”

”Hvidsten.” Mere ønskede Marius ikke at sige. Men den unge mand lød oprigtig.

”Åh, den berømte Hvidstengruppe, landets første, det må jeg sige.” Svend var fuld af beundring. ”Så kender du ”Lange Nielsen,” Axel Nielsen, ingeniøren, ikke sandt?”

Marius var ikke i tvivl om, at Svend talte om Ole Geisler, SOE-kaptajnen, der for et år siden var trådt ind på kroen som kommet ud af ingenting og med ét slag havde ændret hans liv.

”Selvfølgelig gør jeg det,” svarede Marius. ”Ved du noget om ham?”

”En hel del må man sige. Jeg har skam kendt ham, siden han kom til Århus første gang.” Svend tænkte sig lidt om. ”Det må have været engang i februar sidste år, og det var ham, der fik mig med i alt det her. En prægtig fyr. Men dengang var der en temmelig dårlig ånd i Århus, og ”Lange Nielsen” havde svært ved at få fodfæste, bare det at finde et sikkert natlogi var et problem for ham. Han havde fået en kontakt hos tandlægerne Jønker, men allerede efter den første nat måtte han flygte, da hans ledsager – en anden faldskærmsagent – var blevet angivet, og han frygtede en razzia.”

Svend fortalte, at han en sen aften var blevet ringet op af en god bekendt, som sagde, at han havde noget vigtig at diskutere med ham. Og på mødet dagen efter, hvor der også sad en charmerende mand, der kaldte sig Axel Nielsen, blev han spurgt, om han kunne huse en udlandsdansker, der var kommet til landet for at gøre en bemærkelsesværdig indsats for sit land.

”Jeg sagde selvfølgelig ja, og ”Lange Nielsen” boede hos mig i tre dage, men hans arbejde krævede, at han hurtigt søgte videre.”

”Hvordan går det for ham nu?” spurgte Marius. De blev ved med at gå, men så sig konstant tilbage.

”Han kom i forbindelse med Bach Frederiksen, der er ansat i Aarhus Privatbank. Et virkeligt held, for det løste et af hans hovedproblemer, kontakten til København og dermed til London. Gennem banken kunne han nu på en sikker forbindelse snakke med Flemming B. Muus, lederen af SOE’s stabsarbejde i Danmark, og samtidig sende og modtage sine instrukser til og fra London.” Svend vendte sig om, inden han fortsatte: ”Siden den dag kunne han koncentrere sig om at opnå kontakter overalt i Jylland, og man må sige, at han har gjort det fremragende. Igennem hans energiske arbejde, og selvfølgelig med støtte fra England, er modstandsbevægelsen for alvor blomstret op.”

”Så er han altså stadig på fri fod?”

”Ja, ja, så vidt jeg ved, er han i fuld vigør.”

”Så kan det kun gå én vej.” Marius tænkte på de mange våbenmodtagelser, som hans gruppe havde deltaget i. Og de mange faldskærmsfolk – syv i alt – som havde været indkvarteret i Tulles hus, og som hver især havde banet vejen for den spirende danske modstandsbevægelse. Én af dem var årsagen til, at han – og de andre fra gruppen – lige nu befandt sig netop her. Men han var ikke i tvivl. De havde alle været med til at gøre en forskel.

De to mænd stod stille et øjeblik og så hinanden i øjnene.

”Tak, fordi du fortale mig det,” sagde Marius. Han gav den unge mands arm et klem. ”Og held og lykke til dig, uanset hvad der så kommer.”

”I lige måde.” Svend fremtvang et smil. ”Det var hyggeligt at tale med dig.”

På vejen tilbage til cellen fortalte Marius Niels og Peder, hvad han lige havde hørt. Og de var alle tre enige om at sende den dynamiske SOE-kaptajn en venlig tanke og ønske ham al muligt held med det arbejde, der endnu stod tilbage.

I pigernes celle var humøret dalet til nulpunktet. Ikke kun fordi modløsheden steg dag for dag. Og heller ikke fordi de daglige gårdture var blevet indskrænket til ti minutter som straf for den tiltagende sabotage. Årsagen var en anden. På søndag skulle deres yngste søster konfirmeres, og tankerne vandrede til dem derhjemme, og hvor svært det måtte være for deres mor.

Tulle skrev en hilsen hjem til Bitten:

’Kære lille Bitten.

Vi ønsker dig rigtig hjertelig tillykke, selvom det ikke bliver sådan en dag, som vi havde drømt om. Men den håber vi, at du kan få en anden gang.

Vær nu kun glad og hjælp mor, så godt du kan, det er da godt, at hun har dig. Skal du have gæster? Vi ville så gerne se dig i din stads, men så må du jo i det engang, når vi kommer hjem, forhåbentlig inden alt for længe. Jeg savner sådan Gulle, men det er da godt, at hun ikke kan forstå det. Nu vil jeg slutte med at ønske dig en rigtig god og glad dag fra os alle sammen herude.

Og tusind hilsner og kys

fra Tulle

De havde kun lidt kontakt med de andre fanger, for eksempel under den daglige, korte gårdtur, og når de var på toilettet. Og det var her, de hørte om morsetegnene. Da de først havde fået dem lært, kunne de ”snakke” med nabocellerne, og alene det brød ensformigheden og holdt modet oppe. De var ikke alene. Alt skulle nok blive godt igen.

Deres tanker gik også til de kammerater, der var på fri fod. Hvordan mon deres reaktioner havde været, da de hørte, at de andre var blevet taget? Forfærdelse, angst, desperation? Mon ikke de allerede var flygtet. Nu var de sikkert gået under jorden og havde forladt deres hjem og familier. For enhver vidste jo, at det kun var et spørgsmål om tid, før Gestapo slog til igen, når gruppen først var sprængt.

Pludselig en dag, da der var gået seks uvisse dage, fik de vished. Men først efter at endnu en række begivenheder havde udspillet sig i Hvidsten.