13

Hvidsten Fredag den 17. marts 1944

FOR ANDEN GANG inden for en uge blev den lille landsby atter hjemsøgt af en kolonne tyske soldater og Gestapofolk. Det var en tyst og stille morgen. Både den overdækkede lastbil og de to personbiler, de kørte i, havde tildækkede lygter, så kun en smal stribe lys var synlig.

Lastbilen gjorde holdt foran radioforhandler Niels Kjærs hus på vestsiden af landevejen mod Mariager, og en håndfuld soldater hoppede ned fra ladet. Den ene af personbilerne fortsatte videre ud ad Mariagervejen, mens den anden svingede til højre og kørte ind på en mindre markvej. Klokken havde lige passeret halv syv.

Når Gestapo slog til, gjorde de det som regel diskret og uden for megen dramatik. De foretrak at operere i det skjulte og skabe så lidt postyr omkring sig som muligt. Men i dette tilfælde var der tale om en håndfuld terrorister, der udgjorde en fare for de væbnede styrker i landet. Derfor havde Gestapo-chefen, Sturmbannführer Eugen Schwitzgebel, der var hjemmehørende i hovedkvarteret i Århus, set sig nødsaget til – både ved denne aktion og ved aktionen for en uge siden – at rekvirere en deling bevæbnede soldater fra kasernen i Randers.

Indenfor i det røde murstenshus stod radioforhandler Niels Kjær bøjet over et bord i sit værksted. Han var i færd med at rigge sit fremkaldeudstyr til, så han kunne nå at få fremkaldt de mange billeder, han havde taget, inden det blev lyst. Men han var straks klar over, hvad der var under opsejling, da lyden fra motoren og støvletramp uden for nåede ham. Og i samme sekund, mens panikken steg i ham, spurgte han sig selv, hvorfor i alverden han dog ikke for længst var flygtet, når han nu vidste, at de andre allerede var taget.

Og nu var det for sent. Han bandede højlydt.

Døren til værkstedet – det eneste sted i huset hvor der var tændt lys – blev sparket op, inden han var nået hen til døren, der førte ind til køkkenet.

”Halt!” råbte en civilklædt Gestapo-mand, ”Sie sind verhaftet.” To soldater sprang frem og pegede på ham med trukne pistoler.

”For hvad?” ville han vide, men han fik ikke noget svar. Niels mærkede, hvordan hans puls pumpede hårdt, og at det begyndte at prikke i huden, mens soldaterne skubbede ham gennem døren og videre ind i stuen, hvor han blev gennet op mod væggen ved siden af bornholmeruret.

Gestapo-manden slog ud med hånden og råbte nogle kommandoer, som Niels ikke forstod, men straks efter begyndte den ene soldat at gennemrode stuen, og to andre skyndte sig tilbage gennem køkkenet i retning mod værkstedet.

Hvorfor fanden har der ikke været en strategi for, hvad vi skulle gøre i sådan en situation, spurgte han sig selv, mens han modløst stod og fulgte soldaten med øjnene. Det måtte da være muligt med de kontakter. Man kan jo ikke sådan bare forsvinde ud i den blå luft. Hvor skulle jeg tage hen? Til Sverige? Fyrre år, stadig frisk og rørig og uden kone og børn, det ville ikke have været noget problem. Hvorfor har ingen fortalt mig, hvordan det skulle foregå? Niels tænkte, at de var som en flok kyllinger, hvor hønen var væk. Og nu var de alle, også dem, der ikke allerede var taget, i fare. Selvom han af og til havde haft sine tvivl, om dét, de gjorde, var moralsk rigtigt, så hadede han nu alt, hvad der var tysk, med fornyet styrke.

Den tyske soldat gik grundigt til værks. Han fjernede systematisk bøgerne i bogreolen, løftede en avis i den ene lænestol, lod en hånd glide rundt langs polstringen, også i sofaen, han rodede i brændekurven, og selv urkassen til bornholmeruret undgik ikke hans opmærksomhed. Niels knyttede hænderne, da tyskeren – måske i arrigskab over intet at have fundet – rev fotografierne ned fra væggene, hans elskede billeder, så glasset knustes. Selv gulvtæppet løftede han, og alt lå efterhånden i et syndigt rod. Men han ville intet finde. Ingen af dem ville finde noget. Den pistol, han havde haft, havde han heldigvis for længst afleveret til Marius, som vistnok havde givet den videre til Ole Geisler, dengang det stod klart, at nedkastningerne på Mustard Point var indstillet.

Hvad gør de forbandede tyskere nu? De kan da ikke bare …

Det spørgsmål fik han svar på i samme øjeblik, han havde tænkt det.

De to soldater kom tilbage fra køkkenet og værkstedet, afgav en eller anden melding på tysk, hvorefter Gestapomanden brummede et afmålt ”Jawohl,” nikkede mod døren og snerrede ”Hinaus, jetz!”

Nu er det ude med mig, tænkte Niels, og han vidste udmærket hvorfor. Og han kendte straffen. Dødsstraf! Det havde Marius jo sagt gang på gang, lige siden han var kommet med i alt det her, og nu var det for sent at fortryde. Men han fortrød intet. Niels Kjær rankede ryggen, mens han blev ført ud af huset og videre hen til den ventende bil.

Og der fik han et chok. Lidt tilbage på lastbilens lad sad Knud Christensen med en bevæbnet vagt på hver side. Så har de altså også taget ham. Købmanden stirrede frem for sig med et tomt blik i øjnene uden at ænse sin kammerat, der nu var på vej til at stige op i bilen. Han så ud til at være ældet med mindst ti år, bare på den sidste uge; furerne i ansigtet var dybe, og han havde røde rande under øjnene. Stakkels Knud. Han har jo kone og børn. Og nu er han fortabt. Vi er begge to fortabt.

Med et ryk satte bilen sig i bevægelse, men standsede allerede fem minutter senere.

Niels lænede sig lidt frem, og til sin rædsel så han, at de havde gjort holdt på Baunehøj lige foran møllen. Der var tændt lys i et par af vinduerne i stuehuset, og fire af soldaterne med Gestapo-manden forrest var allerede halvvejs i løb på vej over pladsen. To af dem havde trukket deres pistoler. Han ville ønske, han kunne skrige så højt, at det kunne høres indenfor; skrige sin advarsel ud, så Henning, der sikkert lige nu sad intetanende i sit køkken, kunne nå at flygte. Og hvad med Marie og de to små piger? Hvordan ville de reagere? Om lidt slog lynet ned i deres hjem. Købmanden mælede stadig ikke et ord.

Efter omkring tyve minutter, hvor Niels havde siddet som på nåle, kom to af soldaterne trækkende med mølleren i et fast greb mellem sig. Han forsøgte at slide sig fri, hvilket resulterede i, at en af de andre soldater stak en pistol hårdt ind mellem hans skulderblade. Selvom han var stærk, havde han ikke en chance. Henning vendte sig desperat rundt og kastede et blik tilbage. På trappen stod Marie med den mindste af børnene fastknuget i sin favn, mens hun tog sig til maven. Hun kunne føde, hvornår det skulle være. Det så ud, som om hun græd. Gestapo-manden gik lige bag sine folk. Til trods for filthattens skygge så han ud til at være ganske tilfreds med morgenens fangst.

Henning Andersen blev af en soldat gennet op på ladet, og en anden puffede ham ned på bænken overfor, hvor de satte sig på hver side af ham med trukne våben.

”Du også?” sagde Henning og så på Niels med ophidselsen lysende ud af øjnene. ”Vi skulle have lyttet til Andreas dengang. Og nu det … men vær stærk, Niels, så klarer vi det.”

”Hvor er Barner?”

”Aner det ikke, han er jo begyndt hos vognmanden i Hald.” En lok af Hennings korngule hår, der ellers altid var strøget glat tilbage, var faldet ned i panden. ”For fanden … nu håber jeg bare …”

”Ruhe!” snerrede den ene vagt arrigt, idet han truende løftede sin pistol. ”Kein Gespräch!”

DEN BIL FRA KOLONNEN, der var fortsat ligeud ad Mariagervejen, drejede til højre i Gassum og standsede ti minutter senere med et ryk foran vognmand Jensens garage i Hald, og et par soldater og en civilklædt Gestapo-officer sprang ud.

Indenfor, lige bag den åbentstående garageport, lå Barner Andersen på knæ med en skruenøgle i hånden i færd med at skifte det ene af lastbilens baghjul. Han anede ikke, at det var en Gestapo-mand, der for et par dage siden havde holdt øje med ham fra det modsatte fortov, mens han holdt foran en tankstation i Randers. Og heller ikke at de i de samme dage havde holdt garagen under opsyn. Men nu så han sammenhængen, imens han langsomt rejste sig. Den samme karakteristiske bredskyggede filthat, selvfølgelig, og han blev arrig på sig selv over, at han ikke allerede var flygtet. Men han blev også panisk. Hvad gør jeg nu? Jeg må væk. Men hvordan? Der var kun én vej ud: gennem den åbne garageport. Fandens også! Fanget som en rotte i en fælde.

Barner smed skruenøglen fra sig og begyndte at løbe mod udgangen. Men da var det for sent.

”Hände hoch!” råbte den ene af de to soldaterne, der var nået helt hen foran garagen og pegede på ham med en pistol. Lige bagved stod Gestapo-manden og smilede overlegent, da han så, at situationen var under fuld kontrol.

Barner løftede tøvende hænderne over hovedet. Der var ikke andet at gøre end at følge med, og minuttet efter sad Barner Andersen på bagsædet af bilen med en vagt på den ene side og Gestapo-manden på den anden side af sig.

DEN BAGERSTE BIL, en sort Mercedes personbil, der for få minutter siden var kørt til højre og ind på markvejen, svingede ind foran karetmager Søren Peter Kristensens værksted mellem Gassum og Hvidsten.

Karetmageren var endnu ikke begyndt på dagens arbejde denne fredag morgen. Måske er det alderen, der er begyndt at trykke, tænkte han en smule sarkastisk, idet han rejste sig fra kaffebordet i køkkenet og så op på uret over køkkenbordet. Klokken nærmede sig syv. Han havde lige givet Agnes et kys på kinden, sagt en munter bemærkning, og var på vej hen til mellemgangen, der førte videre ud til værkstedet, da han hørte motorstøj udenfor. Gennem vinduet så han, at en håndfuld tyskere allerede var på vej over pladsen. Søren bandede højlydt. Og et øjeblik efter, før han kunne nå at reagere, trampede de ind i køkkenet, og et gevær blev rettet mod hans bryst. Den civilklædte Gestapo-mand havde trukket sin pistol.

”Mitkommen!” snerrede han. ”Sie sind verhaftet!“

Søren Peter Kristensen, der var 56 år, havde altid været lidt af en spøgefugl, og han var kendt for altid at have en munter bemærkning på læben. Men i dette øjeblik havde han svært ved at se noget som helst opmuntrende i situationen. Han bandede over, at han ikke for længst var stukket af. Der havde jo været advarsler nok. Men så var der jo forretningen, hjemmet, familien. Det var ikke så nemt.

”Hvad fanden bilder I jer ind?” råbte han iltert. ”Sådan bare at komme brasende!”

Men han fik ikke noget svar.

Hans kone stod som lammet i det ene hjørne af køkkenet med hænderne foran munden og så på optrinnet med et panisk udtryk i øjnene.

Han mødte hendes blik.

”Hvad sker der, Søren? Hvad skal det her betyde?” Hendes stemme blev højere, skinger – desperat. ”Sig det nu … hvad har du gjort?” Hun anede intet om sin mands illegale arbejde.

”Kæmpet for Danmarks frihed,” svarede Søren roligt. ”Og en dag vil du måske være stolt af mig, Agnes. Hold modet oppe og vær stærk! Uanset hvad der kommer.”

”Wegführen, jetz!” kommanderede Gestapo-manden arrigt og nikkede mod udgangen, og få øjeblikke senere befandt Søren Peter Kristensen sig på bagsædet af bilen med en bevæbnet soldat på hver side. Han stirrede modløst ud ad bilruden. Ser jeg nogensinde det igen? Mit hjem, min familie, mit livsværk gennem en hel generation? Og han forestillede sig de forhør, der nu ventede.

Hvad han ikke så, var, hvor grundigt resten af den lille styrke ransagede hans hus og værksted fra kælder til kvist. Men at de ville lede, havde han dog været klar over. Heldigvis var det våbendepot, som havde været skjult i et hjørne af værkstedet, nu skaffet af vejen. Det var sket for mindre end en uge siden. Niels Kjær havde hjulpet ham med at køre godset til Randers, hvor de havde stuvet det af vejen på købmandens lager i Store Voldgade. Har de også taget dem? tænkte han, mens han stirrede ud ad ruden. Agnes stod på trappen med tårestriber ned ad kinderne. Men hvad med pistolen? Fandens også at jeg ikke fik afleveret den. Den lå gemt i en sæk med trækul oppe på loftet. Han så ikke, at den tyske soldat undersøgte sækken med trækul, og at han væltede to af sækkene om på gulvet. Men da det sorte trækul strømmede ud, mistede han interessen, vendte sig om og gik.

Tre minutter senere satte bilen sig i bevægelse.

Klokken havde endnu ikke passeret halv ni, da kolonnen samlede sig igen; lastbilen og de to personbiler. Bilerne ankom enkeltvis til pladsen foran Hvidsten Kro. På det tidspunkt var Barner Andersen allerede blevet gennet op på ladet af den lastbil, hvor Niels Kjær og Knud Christensen og Henning Andersen i forvejen sad. Og nu blev karetmager Søren Peter Kristensen gennet samme vej. De fem mænd udvekslede tavse, sigende blikke.

Fem minutter senere fortsatte kolonnen i retning mod Randers.

Gudrun fulgte det hele gennem et af vinduerne inde fra krostuen. Og forfærdelsen lyste hende ud af øjnene. Nu har de taget dem alle sammen. Hun forestillede sig det chok, der var slået ned i hver eneste familie, i hvert eneste hjem, som et lynnedslag på en højlys dag, og selv stod hun efterladt tilbage med resterne af familien Fiil. Lille Gulle og Bitten var, hvad der var tilbage; alle de andre havde de taget fra hende.

Og nu var hele Hvidstengruppen sprængt.