16

Horserødlejren Søndag den 21. maj 1944

DAGENE OG LIVET gik videre i interneringslejren i Horserød, og den ene dag lignede den anden.

Men søndag den 21. maj var alligevel en ganske særlig dag, for i dag fyldte Marius Fiil, alderspræsidenten i barak 12, enoghalvtreds år. Det var en smuk forårsdag. Solen strålede fra en skyfri, dueblå himmel, og lige uden for hegnet havde skoven iklædt sig en for årstiden passende festdragt. Og som om de forårsgrønne træers naturlige beboere anede, at noget særligt var under opsejling, kvidrede fuglene løs fra tidlig morgen.

Uden Marius havde vidst det, havde hans kammerater i barak 12 gennem flere dage planlagt en fødselsdagsfest for ham. Og allerede om morgenen, lige efter morgenappellen, fik han den første overraskelse.

I barakkens samlingsstue var der dækket et stort kaffebord. Da Marius så det, var han ved at tabe både næse og mund. Det havde de sandelig holdt godt hemmeligt. Bordet var sikkert blevet dækket i løbet af natten. Fantastisk! Der var blikkrus, tallerkener, ja sågar enkelte rigtige kopper, og midt på det lange bord stod to fade med lagkager. Hvordan pokker de så end havde fået det organiseret, men måske havde nogle af kammeraterne gode forbindelser til køkkenet. Rundt langs væggene trængte medfangerne sig sammen i en kødrand, mens de med forventningsfulde blikke, som om de var inviteret til et kongeligt taffel, ventede på at sætte sig.

Marius så rundt, nikkede, smilede rørt og mumlede: ”Tak! Tak skal i ha’, alle sammen.”

Og så fik han den næste overraskelse.

Fra midten af kredsen trådte Jørgen frem. Han havde været sabotør og medlem af BOPA, og som korrekturlæser ved et nazistisk blad havde han samtidig fået værdifulde oplysninger, som han videregav til redaktørerne af ”Frit Danmark.” Men en stikker havde angivet ham, og nu ventede han – ligesom alle de andre – på sin straf. Jørgen var sidst i tyverne, høj og slank, og var en af de fanger, der havde været i lejren i længst tid.

”Som medlem af barakkomiteen,” begyndte han højtideligt og så på Marius med et anerkendende blik, ”er det mig en glæde at konstatere, at du – kroejer Marius Fiil – ikke har været indblandet i nogen affære her i barak 12. Det skyldes muligvis, at du har den evne, at du kan bevare hovedet koldt i enhver situation.”

Så trak han et stort ark frem, som han havde haft skjult bag ryggen, og rakte det til Marius og tilføjede: ”Alle i barakken ønsker dig hjertelig tillykke.”

Det var et ”festtelegram,” farvelagt og hjemmelavet. Øverst på siden var det prydet med et rødt og hvidt dannebrogsflag, og lige under det var der en pennetegning, der forestillede Hvidsten Kro. Da Marius lod sine øjne løbe ned over siden, mærkede han, at hans øjne var ved at blive våde.

’Horserød Festtelegram,’ læste han indenad, ’Herr Marius Fiil, ”De gamles Hjem,” Horserød, 21. maj 1944, kammerater i barak 12 ønsker dig hjertelig tillykke.’

Og nederst på siden havde alle medfangerne – sådan så det ud – én for én sat deres underskrift.

Og nu fik han den tredje overraskelse.

På vegne af barakkomiteen overrakte Jørgen ham en kalligraferet tegning. Det var en tegning, der forestillede Dannebrog bag et gitter og med en tekst, som Jørgen nu læste op med høj og alvorsfuld stemme:

”Om de sætter gitter for og pigtråd bag,

vi samles stedse om Danmarks flag.”

Han pegede ned på teksten. ”Værsgo Marius, og tillykke,” sagde han, idet han trykkede fødselaren i hånden. ”Det er dine inderste tanker, der står dér, det ved vi, og det er sådan, vi alle tænker.”

Dette var næsten for meget. Marius havde svært ved at finde ord, og i stedet gik han rundt, trykkede hænder og sagde tak til hver eneste af de halvt hundrede beboere, der opholdt sig i barakken. Derefter drak de kaffe, ægte kaffe – uagtet at de malede, mørke bønner var en mangelvare – spiste af lagkagen, og selv en flaske snaps, som en eller anden måtte have haft held til at få gennem pakkekontrollen, gik rundt. Der blev sunget sange og holdt mange taler, og Marius var i højt humør.

For ”festdeltagerne” – fødselaren inklusive – var det, som om de alle for en stund, bevidst eller ubevidst, fortrængte de realiteter, der herskede lige uden for lejrens pigtråd eller for den sags skyld i verden omkring dem.

Lige indtil Niels overrakte sin far en pakke. Han havde for få dage siden modtaget den hjemmefra, fortalte han, og den var fyldt med tobak, to ruller kiks, en pose karameller, et par stykker sæbe, tandpasta, rene sokker og en helt ny ternet skjorte. Og så havde han selv skrevet det fødselsdagskort, som lå øverst i pakken. Far og søn omfavnede hinanden, og Niels ønskede sin far et varmt tillykke. Marius holdt ham lidt ud fra sig, og deres blikke mødtes.

”Tak, Niels,” hviskede han, med en stemme, der lød, som om den var pakket ind i vat.

I det øjeblik så han mere sorg i sin søns øjne, end han nogensinde havde troet, han skulle opleve.

I SIT INDERSTE ANEDE Niels, hvor det bar hen, og at tiden måske var knap. Sådan som situationen havde udviklet sig, kunne noget tyde på det. Det forlød, at modstanden blandt befolkningen ude i landet var eskaleret i den seneste tid, i takt med at sabotageaktionerne var taget voldsomt til i omfang og styrke, men at tyskerne svarede igen med modterror og gengældelsesaktioner. Og at tyskvenlige schalburgtage-grupper, først og fremmest ”Peter-gruppen,” gjorde alt for at modarbejde modstandsbevægelsen.

Hvis de rygter, der nåede lejren, talte sandt, var situationen kommet helt ud af kontrol, som en oppustet ballon, der kunne eksplodere hvert øjeblik. Og som om det ikke var nok, var der forlydender om, at den første frihedskæmper, der havde arbejdet sammen med SOE, allerede for to dage siden var blevet henrettet. Det drejede sig om den 29-årige Georg Quistgaard, hvis navn angiveligt skulle være blevet røbet af faldskærmsagenten ”Jacob”, og som – efter hvad det siden var kommet frem – havde deltaget i den første modtagelse af våben og sprængstof på Trinderup Hede den 11. marts sidste år.

Da sammenhængen gik op for Niels, blev han tung om hjertet. Nu også ham! Det var jo de selv samme containere, som han og hans far og de tre andre havde tømt den følgende nat og kørt indholdet til Hvidsten, dengang transporten endnu ikke var særlig godt organiseret. Og som Ole Geisler og Andreas Stenz fra nabogården havde været med til at modtage.

Realiteterne syntes at rykke ubehageligt tæt på. Hvem bliver de næste? Det var, som om skæbnetimen kunne indhente dem alle næsten for hver time, der gik. Var det døden, der ventede? Eller kunne de se frem til at henslæbe resten af tiden, indtil krigen sluttede, i en eller anden tysk koncentrationslejr?

Her på stedet, på denne fredelige plet midt i skoven et sted i Nordsjælland, havde de ingen fremtid. Det stod efterhånden mere og mere klart.

Med stigende bekymring havde både Niels og Marius og de andre fanger set til, mens den ene ”prærievogn” efter den anden kørte ind gennem lejrens port og hentede mændene ud. Nu var der kun hundrede og halvtreds tilbage – måske lidt flere – og hvert øjeblik kunne han selv, hans far og alle hans kammerater fra Hvidsten risikere at blive kaldt til transport og måske blive kørt direkte til henrettelsespladsen.

Hvorfor spilde tiden med en krigsret, når der er tale om en simpel tilståelsessag? Det var sådan, tyskerne tænkte. Det havde der jo været masser af eksempler på.

Hvis det værste skulle ske, og hvis afgangen fra lejren kom så hurtigt, som han frygtede, kunne han ikke nå at skrive.

Med hænder, der rystede en anelse, skrev Niels et brev til sin mor:

’Kære mor.

Den sidste hilsen til dig. Når du modtager dette brev, er jeg måske ikke mere blandt de levende, men jeg håber, min indsats i kampen for vort elskede land vil bære frugt, og jeg håber og tror, at vort land inden længe vil være frit. Vi har ført vores kamp, og vi kendte prisen, men den skal føres, om så det gælder livet. Det er svært at se sine kampfæller blive stillet for domstolen og dømt, og vi ikke selv aner, hvornår turen kommer til os. Men så tænker jeg på Bjørnson: ’Vær glad, når faren vejer hver evne, som du ejer. Jo større sag des tungere tag, men desto større sejr.’

De ord giver én ro i sindet. Jeg gør mig klart, at kun med livet som indsats kan jeg fordre den fulde frihed. Nu må du ikke være ked af det, jeg håber, du beholder de andre hos dig. Jeg er ganske rolig og fortryder ikke min handling, for en krig kræver sine ofre. Nu håber jeg, at I alle har det godt, både Bitten og lille Gulle og alle mine kære venner.

Og du selv, kære mor, sender jeg de kærligste hilsner og tanker.

Din Niels.’

Han sendte brevet dagen efter sin fars enoghalvtreds års fødselsdag.

Knapt havde ”festlighederne” efter fødselsdagen lagt sig, før det forlød, at noget særligt var i gære. Når den slags rygter cirkulerede i lejren, var der som regel en vis sandhed i dem, for nogle af fangerne havde temmelig gode kontakter. Og ganske rigtigt. Kun to dage efter Marius’ fødselsdag – ved morgenappellen den 23. maj – blev alle tolv mænd fra Hvidsten beordret klar til afrejse. Nu! Omgående!

Og det samme blev de seks mænd, der var tilbage fra Viborg-Stoholmgruppen.

Marius trådte et skridt frem. Efter femogfyrre dage i lejren følte han nu stærkere end nogensinde, at det måtte være ham, der skulle bære ansvaret på sine skuldre.

”Vi må have tid til at pakke,” sagde han i et hvast tonefald til den tyske SS-officer, der havde kommandoen. ”Og vi aner jo ikke, hvor vi skal hen. Vi må da …”

”Los, Los – schnell!” lød svaret. ”Behøves ikke. Udleveres til efterladte.”

Marius lignede ikke sig selv efter den meddelelse. Han så rundt på de andre; men han så ikke andet end ansigter, der var som mejslet i sten, ansigter med furede pander, øjne fyldt med frygt og kroppe med ludende skuldre.

Det var, som om de alle i dette øjeblik tog afsked med livet.

Fra lastbilens lad så de atten mænd, der var blevet taget ud til transport, at mange af deres medfanger havde samlet sig bag bilen for at tage afsked. Marius genkendte de fleste fra barak 12. De mænd, der for bare to dage siden havde været i festhumør og beredt ham en fantastisk dag, stod nu med tårer i øjnene og tøvende løftede arme.

Da ”prærievognen” satte sig i bevægelse, rejste Marius sig op, og trods lænkerne om anklerne lykkedes det ham at humpe et halvt skridt frem, og i det samme råbte han med høj og klar stemme ud over bagsmækken:

”Farvel alle sammen – vi har gjort vores pligt for Danmark.”