17

Vestre Fængsel Tirsdag den 23. maj 1944

TUREN SYDPÅ AD Strandvejen forløb ganske udramatisk. Indimellem rokkede fangerne sig uroligt på bænkene, mens den spredte trafik langsomt passerede forbi ”prærievognens” bagsmæk, for ingen af dem anede, hvor de var på vej hen. Udsigten til den svenske kyst fik i korte øjeblikke alle atten mænd til at føle frihedstrangen vokse i deres bryst som hos fugle i bur. Men de sammenlænkede ankler mindede dem om, at dette var en umulig tanke.

Alligevel udbrød Marius så højt, at alle kunne høre det: ”Aldrig har jeg set Sverige så tydeligt.” Symbolikken var åbenlys, og desuden håbede han at irritere de tyske vagter, som sikkert forstod en smule dansk.

Men da det kort efter stod klart, at målet for deres rejse ikke var henrettelsespladsen men Vestre Fængsel, blev Marius pludselig varm om hjertet, og én eneste tanke lyste op i hans formørkede sind: Måske skal jeg snart gense mine to modige piger. Tulle og Gerda. De må da være der endnu.

VESTRE FÆNGSEL, som de blev ført ind i, var blevet opført af Københavns kommune i 1885 på Vigerslev Allé på det, der dengang kaldtes Vestre Fælled. Det blev bygget som en stor korsformet bygning i fire etager med en separat afdeling for kvinder, foruden hospital, kirke og vaskeri, og bag ringmuren blev der opført en række funktionærboliger. Men allerede tredive år senere var der behov for en udvidelse. I takt med at befolkningstallet steg, og kriminaliteten greb om sig, var der et stigende behov for den slags særlige indkvarteringsfaciliteter.

I 1938 overgik de kommunale arresthuse til staten, og kort efter besættelsen overtog tyskerne det meste af fængslet. Det var her kommunister, sabotører, politiske modstandere og andre, der åbent tilkendegav, at de var imod besættelsesmagten, blev anbragt. Måske som en mellemstation til Frøslev Lejren, en tysk koncentrationslejr – eller til det, der var værre.

De døbte cellen ”Dødscellen.” Det var måske lidt drastisk, formanede Marius, da han hørte nogle af sine kammerater nævne det. Han var af den opfattelse, at de skulle håbe det bedste og kun frygte det værste. Men ikke desto mindre var det sådan, de følte det – også han selv, hvis han skulle være ærlig. At de stod ganske tæt ved afslutningen på livets vej. Om Gud og skæbnen ville være dem nådig og i sidste øjeblik anvise et ganske lille smuthul, hvor igennem de kunne flygte og undslippe, ville kun tiden vise.

Den store celle, som mere officielt hed C 2, lå på anden sal. Her blev alle atten mænd, de tolv fra Hvidsten og seks fra Viborg-Stoholm, indsat. Og der gik hurtigt rygter om, at det var fra denne celle, tyskerne hidtil havde hentet deres ofre – og sikkert også fortsat ville gøre det. Så måske var navnet – hvor frygteligt det end lød – alligevel ret så rammende. Der var lagt atten madrasser ind på gulvet, og bohavet indskrænkede sig til et par borde og nogle taburetter og en spand i det ene hjørne. Snart erfarede de, at cellen engang havde fungeret som værksted, hvor fangerne arbejdede i dagtimerne. Men nu måtte de – bogstaveligt talt – sidde med hænderne i skødet, for der var også indført skriveforbud på grund af den tiltagende sabotage udenfor.

Niels vendte sig om mod de andre, da han havde set sig omkring. ”Nå, nu kommer nok den alvorlige del af festen,” sagde han. Selvom han forsøgte at lyde munter, stod situationens alvor tydeligt malet i hans ansigt.

I et lokale i stueetagen havde de kort forinden fået udleveret mærkesedler med besked på at sætte dem på de ejendele, de ønskede hjemsendt. For krigsretten kunne træde sammen når som helst.

Og nu var der kun at vente og vænne sig til at være i stue med døden. Hvis dét overhovedet var muligt. Nervøs trommen med fingre på de ru bordplader, rastløs vandring frem og tilbage som løver i bur. Men vente på hvad? På diktaturstatens afgørelse!

Det var sådan, timerne gik og blev til dage, men stadig uden det mindste livstegn fra Tulle og Gerda. Vente, vente, vente. Støvletramp i stengulvet; flere gange om dagen. Går han forbi? Eller er det vores dør? En nøgle, der rasler i jerndøren og vrides rundt. Er det mad, de kommer med, eller kommer de for at hente os – mig? Så lad det ske! Lad det få en ende!

De havde kun været der i to dage, da nyheden nåede frem til cellen. Det forlød, at lederen af nedkastningsgruppen i Hornslet, den 29-årige Orla Andersen, var blevet henrettet. Den skræmmende nyhed blev ”serveret” sammen med morgenmaden af den ene af de to menige vagter, som bare trak resigneret på skulderen, mens han skænkede te i blikkrus og fordelte nogle humpler brød og en klat smør til hver.

Og blot tre dage senere gik der rygter om, at to andre, også fra Hornsletgruppen, var blevet hentet tidligt om morgenen og kørt til henrettelsespladsen. Det var nedslående nyt, og hver af de atten mænd indså, at døden kunne komme på besøg når som helst.

Den samme søndag om aftenen lå Marius på sin madras under tremmevinduet og stirrede op i loftet. Tankerne kredsede stadig om de tre henrettede frihedskæmpere og deres familier. På en måde var de jo en slags kollegaer. De havde – som han selv og de andre fra Hvidsten – været med i en illegal nedkastningsgruppe, endda stiftet af Ole Geisler og hans faldskærmsagenter. Det meste af aftenen havde Marius vandret rastløs frem og tilbage foran vinduet, stået stille og stirret ud og vandret igen. Udsigten kendte han efterhånden til hudløshed. Bag en af fængslets mure kunne han skimte en bid af Enghave Boulevard, hvor voksne og unge cyklede ubekymrede forbi. Resten var et trøstesløst syn ned over fængselsgårdens halvskygge og et modløst hav af de samme ensformige tremmevinduer, der fra de andre fløje kiggede over mod ham som fjerne, obskure øjne.

Han vendte sig om på siden. Niels lå på madrassen ved siden af og pustede tungt, men Marius vidste, at han ikke sov. Klokken havde lige passeret 22.00, og på det tidspunkt skulle der være ro i cellen.

”Hvor tror du, Tulle og Gerda befinder sig?” sagde han sagte. ”Hvis de altså er her endnu.”

”Sikkert i kvindernes afdeling, vil jeg tro. Hvor ellers?” Også han stirrede op i loftet.

Marius sukkede. ”Nu har vi været her i fem dage, og vi ved stadig intet. Om dem og om os. Og hvorfor vil vagten så ikke svare, når jeg spørger ham. Han holder jo normalt ikke noget tilbage, vel!”

”Nej, det har du så sandelig ret i.” Niels trak vejret tungt gennem næsen. ”Måske fordi kvindeafdelingen ikke er det sted, hvor han kommer mest, tror du ikke.”

”Måske.” Men Marius følte sig stadig ikke overbevist. ”Hvad nu, hvis vi pludselig skal af sted som de andre, og vi ikke …” Han forbød sig selv at fuldføre sætningen. ”Hvis nu …”

”Tag det nu ikke så tungt, far.” Niels vendte sig om på siden og fangede hans blik. ”Der har altid været nogen, som har overlevet en krig, og det bliver der også denne gang. Og pludselig ved vi besked.”

De ord tog Marius med sig ind i søvnen.

SOM DAGENE GIK, steg håbet. Ganske vist kun svagt, men det steg.

Niels, dyrlæge Albert Iversen og den unge møller Henning Andersen sad sammen med Marius om et bord på hver deres taburet og stirrede ud gennem tremmerne.

Pludselig rejste Niels sig og begyndte at gå frem og tilbage.

”Måske er det et godt tegn,” sagde han, da han igen havde sat sig og så rundt på de andre. ”At krigsretten endnu ikke er sat, for os, mener jeg.”

”Hvad tænker du på?” spurgte Henning.

”Kan du ikke se det?” Niels lænede sig ind over bordet og så ham stift i øjnene. ”Tyskerne har åbenbart ikke besluttet sig for, hvor alvorlig vores,” han gjorde citationstegn med fingrene i luften, ”’forbrydelse’ har været. Det er da et godt tegn, ikke! Og når de ikke har så travlt med det, kan det kun betyde, at de ikke anser den for at være så alvorlig, som vi kunne frygte.”

Henning rystede irriteret på hovedet. ”Jeg fatter ikke, at du kan være så optimistisk.”

”Niels har ret i noget af det, han siger,” brød Marius ind. ”Intet nyt er altid godt nyt. Sådan må vi vælge at se på det.”

”Det tilslutter jeg mig,” sagde Albert, der tavst havde fulgt ordvekslingen. Han så på Henning. ”Og din bror, der har været så naiv at tro, at han kun tog imod cykeldæk og chokolade, kan da umuligt få nogen straf,” sagde han sarkastisk. ”Han bliver sikkert pure frifundet.”

Den bemærkning fik Henning til at rejse sig truende op. ”Barner har indrømmet alt,” sagde han hårdt, idet han lænede sig lidt frem og stemte håndfladerne mod bordpladen, ”ligesom os andre, men han forsøgte sig bare med en nødløgn, og det er der vel ikke noget forkert i, vel! Vi tager den straf, vi får, og så er den ikke længere.”

”Selvfølgelig!” sagde Albert udglattende. ”Det var ikke sådan ment.”

”Er vi ikke enige om, at tiden arbejder for os?” indskød Niels i et forsøg på at bevare optimismen. ”Som dagene går, er der kun grund til at håbe det bedste. Tænk, hvis vi kunne nøjes med nogle måneder – eller i værste fald – ét eller to års fængsel.”

Hans ord mødtes af tavse nik fra de tre andre. Og af øjne, der udtrykte skepsis – men også en smule håb. Niels rejste sig, knyttede hænderne og stillede sig foran vinduet med ryggen vendt mod de andre. Marius fulgte sin søn med øjnene. Selv så han drømmende frem for sig og fortsatte tankerækken. Eller måske bliver vi ligefrem benådet? Måske har vi allerede udstået vores straf, siden de ikke har så travlt med at dømme os? Opholdet i Horserød og i tillæg hertil nu dagene i Vestre? Men nej, det lød næsten for godt til at være sandt.

Men som dagene gik, uden at noget skete, klyngede alle atten mænd i celle C 2 sig til håbet om, at Niels havde haft ret i sine antagelser.

Dage der svingede mellem håb og frygt; som et pendul, der svinger mellem to yderpunkter og langsomt hakker tiden ihjel. For hvis det værste alligevel skulle ske, genså de aldrig de kære derhjemme.

En dag blev der udleveret fortrykte skemaer, som de skulle udfylde med oplysninger om deres levnedsforløb. I en af rubrikkerne var der gjort plads til at skrive, hvis den indsatte tidligere havde været i konflikt med loven.

Da dyrlægen så det, kiggede han op. ”Jeg skriver sgu om den parkeringsbøde, jeg fik i 1938.” Han lo højt. ”Det må da virkelig interessere dem, tror I ikke?”

”Jo, gør det!” svarede Marius i et sarkastisk tonefald. ”Så skriver jeg om dengang, politiet måtte afspærre Mariagervejen, fordi to køer var sluppet ud af indhegningen.”

Et lyspunkt i mørket var sammenholdet. Og der var aldrig tårer hos nogen af mændene. Der blev talt om politik, landbrugsdrift, krodrift, livets oplevelser – sjove som alvorlige – om tiden, der var gået, men også om tiden, der ville komme. Om tiden, når denne modbydelige krig engang var forbi; når ingen længere behøvede at frygte for naboens sladder, og hvad de hver især havde at vende hjem til. Selv filosofiske emner blev berørt. Og for motionens skyld gjorde de gymnastik og holdt brydekampe på madrasserne. De mørke tanker holdt de mest for sig selv.

Og så var der sangene, der bandt dem endnu stærkere sammen. Når de hver aften satte sig på madrasserne og sang højt, mest fædrelandssangene fra højskolesangbogen, som de fleste kunne udenad, følte de, at kampen havde været det hele værd.

DE ATTEN MÆND havde nu siddet indespærret i den store celle C 2 på anden sal i elleve dage og elleve nætter. De havde talt åbenhjertigt om alt, været sammen om alt, sovet tæt ved siden af hinanden og spist den samme ensformige mad i samtlige elleve uvisse og enerverende dage, da noget skete.

Den dag, tidligt lørdag morgen, da juni kun var tre dage gammel, fik navnet ”Dødscellen” med ét slag ny betydning.

CELLEDØREN GIK OP med en skramlende lyd, og et par vagter og en højtstående befalingsmand trådte ind. Som om det var fra en liste over dagens planlagte indkøb hos købmanden, begyndte befalingsmanden at læse navnene op på de frihedskæmpere fra Viborg-Stoholmgruppen, der måtte gøre sig klar til at blive stillet for krigsretten. ”Afrejse straks!” befalede han. Der var kun afsat fem minutter til at pakke deres personlige ejendele.

Da de seks mænd var blevet ført bort, sænkede der sig en underlig stilhed i cellen. Alle var klar over, at det nu var alvor. Timerne slæbte sig af sted, mens de tolv tilbageblevne fra Hvidstengruppen i spænding ventede på at høre nyt. Stemningen var trykket.

Ved femtiden om eftermiddagen hørte de støvletramp på gangen og en nøgle rasle i låsen. Endelig! Alles øjne rettedes mod døren. Men der var kun to, der trådte ind.

”De fire andre fik dødsdomme, alle på nær os to,” fortalte Tage Severinsen og så rundt på de forstenede ansigter, der stirrede de to i møde. ”De er sat i eneceller, lige nu … i kælderen,” fortsatte han med forfærdelsen lysende ud af øjnene. ”Og hvornår det skal ske … ved vi ikke.”

Inden dagen var omme, blev de fire dødsdømtes pladser indtaget af nye fanger i den store celle, som om den var et trafikalt knudepunkt med en konstant, gennemgående trafik.

I begyndelsen var mændene fra Hvidsten skeptiske over for de nye. Det var almindeligt kendt, at Gestapo benyttede sig af såkaldte ”cellestikkere.” Det var danske fanger, som pumpede oplysninger ud af deres medfanger og videregav dem til tyskerne. Til gengæld herfor blev de lovet en mildere straf – måske en fængselsstraf i stedet for en dødsdom.

Men der udviklede sig snart et varmt og hjerteligt venskab mellem de ”gamle” fanger og de fire nyankomne, som var ægte patrioter.

Tre af de nye medfanger, der alle havde været interneret i Horserødlejren, tilhørte Års-Farsøgruppen. Men især én skilte sig ud. Trods sin unge alder så han ud til at være en slags leder for de andre. Hans personlighed virkede straks dragende, og når han talte, var det uden bitterhed og had mod besættelsesmagten. Han alene påtog sig skylden for sin gruppes skæbne.

Det var den 23-årige teologistuderende Christian Ulrik Hansen fra Års.

Allerede den første aften stillede han sig op i det svindende dagslys med ryggen mod vinduet, så hans lyse hår næsten blev rødt, mens hans ”menighed” tog plads på madrasserne og i stilhed hørte på hans stemme. Christian havde – viste det sig – et ganske lille hæfte gemt i foret på sit venstre bukseben. Det trak han nu frem. Det hed ”Daglig Bibellæsning,” og var udgivet af FDF og KFUM-spejderne.

”I det her lille hæfte kan der nok være et par ord, som måske kan bruges i den situation, vi befinder os i nu,” sagde han og holdt det op, så alle kunne se det. Så slog han op på en passende tekst.

Og hvor forstod han dog at forkynde evangeliet på en måde, der bjergtog dem alle. Hans stemme lød som blød musik, og hans øjne skinnede drømmende, som befandt han sig i sin helt egen verden.

Den aften tog han udgangspunkt i en sang af Jakob Knudsen:

”Tunge, mørke natteskyer op til himlen drager,
hjem til skovs af marken flyver, hist de sorte krager.
Skumringen sig breder ud, det er mørkt omsider,
vær os nær, du kære Gud, medens natten lider.”

Da Christian havde læst teksten til ende, foldede han hænderne og bad de andre gøre det samme, hvorefter han bad Fadervor. Og pludselig var han ikke et menneske som alle de andre, men en Herrens tjener, hvis røst fyldte cellen med sagte vellyd.

Og lige før sengetid, da alle havde lagt sig, foldede han igen hænderne, og de andre bad stille med. Det var, som om alle havde fået noget at tænke over. Derpå gemte de sig ind i natten og forsøgte at sove med en smule mere tilkæmpet ro i sindet. Uden for mange tanker på hvad der ventede i morgen, i overmorgen, i fremtiden. Hvis de overhovedet havde nogen fremtid?

Alle var klar over, at regnskabets time nærmede sig. Det regnskab, de hver især havde at gøre op med en stat, der havde gjort sig selv til dommer over liv og død.