18

Vestre Fængsel Søndag den 4. juni 1944

FLUGT?

Den tanke havde ikke strejfet nogen af dem i de tolv dage, der var gået, siden de var blevet indsat i cellen. Måske periferisk i de øjeblikke, hvor livet syntes helt uden mening – eller når fremtiden fortonede sig i uvisse tåger. Men aldrig for alvor. Den forekom helt urealistisk. Der var posteret bevæbnede vagter på gangene. I gården neden for tremmevinduerne patruljerede tyske soldater jævnligt forbi, og desuden var der flere eksempler på, at fanger var blevet skudt under et eller andet panikagtigt flugtforsøg. Og hvordan skulle de overhovedet komme ud fra cellen, undtagen de få gange, hvor det skete med en bevæbnet soldat lige i hælene?

Men nu, på denne mærkværdige søndag eftermiddag, blev muligheden vakt til live.

I går havde det været Viborg-Stoholmgruppens tur til at mærke krigsrettens ubarmhjertighed, og hvis de nogensinde skulle finde dét uanseelige smuthul, der kunne føre bort fra det uundgåelige, syntes der kun at være én eneste mulighed tilbage: flugt!

Og så var det endda en tilfældighed, der satte en kæde af begivenheder i gang.

Det begyndte sent aftenen forinden længe efter det tidspunkt, hvor der skulle være ro i cellen. Der var stille bortset fra de prustende lyde, der faldt og steg, de konstante hvileløse grynt, madrasser, der gav sig under mændenes urolige søvn, og snorkelydene, der hver nat hang i luften. De, der ikke sov, lå stadig og tænkte på de fire dødsdømte kammerater, der lige nu sad i kælderen og ventede på at blive skudt.

Pludselig bankede et eller andet hårdt mod vinduet.

Niels hørte det med det samme og var straks lysvågen. Han sprang op fra sin madras og skyndte sig de få skridt hen til vinduet. Det var underligt, for cellen lå jo på anden sal. Men hurtigt så han årsagen. Vestre Fængsel er bygget i form som et stort kors i fire etager, og celle C 2 lå tæt ved det sted, hvor to fløje mødes. Niels sprang op på en taburet for bedre at kunne se ud ad det mørke vindue. Vinduet skråt overfor stod åbent, og der var tændt lys. Han så tydeligt, at to af mændene holdt deres kasketter op i lyset, så han kunne se, at de var danske politibetjente. Måske var det en vagtstue eller lignende, for der var ikke tremmer for vinduet. Men fløjen overfor, vidste han, var det eneste sted, hvor det danske politi havde tilladelse til at anbringe deres fanger. Resten af fængslet havde tyskerne beslaglagt.

Niels vendte sig om og råbte ud over cellen: ”Vågn op alle sammen! Der foregår sgu et eller andet.” Hans stemme skingrede højt, men de fleste havde allerede rejst sig op, og nu stimlede de sammen ved vinduet, næsten før hans råb var døet hen.

”Se der!” Niels pegede ivrigt. ”De holder en stang frem.”

Og ganske rigtigt. En mørk skikkelse hang med overkroppen halvvejs ud af vinduet skråt overfor og svingede med en lang stang, som om det var en fiskestang, hvor små ryk kunne være afgørende for et godt resultat. Enden af stangen kunne lige akkurat nå over til deres cellevindue, og nu slog den igen mod ruden.

”Skynd dig!” ivrede Peder, der stod lige ved siden af sin svoger. ”Åbn vinduet, Niels, der hænger sgu noget i enden af stangen.”

Hurtigt fik Niels åbnet vinduet og rakte en arm ud mellem tremmerne. Han begyndte at løsne knuden, der holdt en lille pakke fast for enden af stangen, og imens råbte flere af hans kammerater hilsener og svingede begejstret med armene over mod det fremmede vindue.

Det viste sig, at pakken var en sammenrullet avisside. De fleste af mændene strakte hals for bedre at kunne se, mens Niels med hurtige bevægelser rullede siden ud. Hastigt lod han øjnene glide ned over siden, inden han så op.

”Hør her, kammerater!” sagde han og lod sit blik glide rundt på den kreds, der havde samlet sig omkring ham. ”Det er forsiden af Politiken. Der står her, at tyskerne nu har fængslet mindst hundrede danskere, der alle har en dødsdom hængende over hovedet.” Niels sank, inden han fortsatte: ”Werner Best udtaler, at hvis danskerne ikke falder til ro og retter sig efter de tyske ordre, vil disse hundrede blive henrettet.”

Der opstod en trykkende tavshed, da denne meddelelse var blevet læst, for alle var klar over, at de selv var én blandt disse hundrede.

”Der er også et brev,” sagde Marius, der stod lige ved siden af sin søn. ”Læs dét, Niels!”

”De er danske fængselsbetjente, og de spørger kort og godt, om vi er interesseret i mere kontakt med dem,” sagde Niels, da han havde foldet brevet ud. ”Det er vi vel, er vi ikke?”

”Selvfølgelig!” lød det nærmest i kor efterfulgt af en tilfreds mumlen. For det her var et lille eventyr, der udspillede sig lige her og nu i en ellers monoton tilværelse. Den verden, der fandtes uden for cellens vinduer, var pludselig rykket et lille stykke tættere på.

”Godt! Så lad os sende vores svar tilbage.”

Som sagt, så gjort. Inden længe fik et par af mændene sat et brev sammen, hvori de spurgte, om der var mere nyt udefra. Niels bandt det fast på stangen, og snart blev brevet sendt den modsatte vej.

Historien gentog sig næste dag, på en grå og trist søndag eftermiddag.

Det bankede igen mod ruden. Denne gang var det Christian, der var først henne ved vinduet og løsnede snoren og skyndsomt trak det sammenfoldede brev ind, der hang og dinglede for enden af stangen. De andre stimlede sammen i en kreds omkring ham.

”Hvad skriver de?” spurgte Niels åndeløst.

Christian, den unge teologistuderende, der normalt aldrig lod sig ophidse, fik et vildt udtryk i øjnene, da han læste beskeden.

”Betjentene spørger, om vi er interesseret i at flygte.” Christian trak vejret tungt gennem næsen, inden han fortsatte: ”Og hvis vi er det, skriver de, er der kun én mulighed: vi må skyde os fri!”

Det varede lidt, før nogen sagde noget.

Flugt?

Alene tanken og konsekvenserne af det lille ord fik nakkehårene til at rejse sig på de fleste. Det lød på én gang fristende og ophidsende. Men var flugt overhovedet muligt?

”Skyde os fri?” fik Niels langt om længe sagt. ”Men hvordan? De må da …”

”Hør her, kammerater!” afbrød Christian. ”De danske fængselsbetjente skriver, at de har kontakt til en gruppe frihedskæmpere uden for fængslet.” Han så rundt på de andre med et flammende blik i øjnene. ”De vil forsøge at få nogle maskinpistoler smuglet ind, så vi kan tage kampen op mod de tyske vagtposter ude på gangen og skyde os igennem til friheden.”

”Skyde os igennem …?” Peder snappede efter vejret. ”Vi gør det sgu, gør vi ikke?”

Christian, der så ud til at have genvundet kontrollen over sig selv, trådte et par skridt ud af kredsen, hvorefter han løftede hånden som tegn til, at han ville sige noget. Og når han gjorde det, lyttede de andre som regel. ”Vi må tænke os grundigt om,” sagde han roligt, ”det her er jo ikke bare for sjov, det kan koste os alle livet.”

”Dem, der lige nu sidder nede i kælderen, har allerede betalt den pris,” indvendte Niels. ”Og hvad venter der os andre? Har vi noget valg? Har vi overhovedet noget at tabe?”

”Niels har ret,” istemte Albert ivrigt. Dyrlægen tænkte stadig på den dag for snart tre måneder siden, da han var blevet purret ud af sin seng tidligt om morgenen og aldrig fik mulighed for at bruge pistolen. ”Det her er vores chance,” sagde han. ”Hvis vi får hjælp udefra, som Christian siger, er der vel ikke noget at betænke sig på?”

”Nej, i princippet ikke,” svarede Christian. Hans stemme havde nået et sådant leje, som var det en tilstundende aftenbøn. ”Men lad os nu ikke træffe forhastede beslutninger, vi må tænke os grundigt om, før vi siger ja.”

De satte sig i en rundkreds på madrasserne for at diskutere, hvad de skulle gøre. Hvordan ville det overhovedet være muligt at få de våben smuglet forbi vagterne og ind i cellen? Det var det store spørgsmål.

”Med vasketøjet,” foreslog Peder, ”lad os få de maskinpistoler ind med vasketøjet, det skulle vel nok være muligt!”

”Eller vi kunne bestikke vagten, ham der altid fortæller nyt udefra,” sagde den unge møller Henning Andersen ivrigt.

”Eller hvad nu, hvis det var danskere, der kom ind med vores morgenmad. Nogen udefra kunne måske overtage vagternes pladser.” Søren mindedes den dag, han havde sagt til Agnes, at en dag ville hun være stolt af ham, og det agtede han at leve op til. ”Har vi først de maskinpistoler, så fylder vi fandeme de tyskere med bly.”

”Kunne betjentene ikke fire dem over til vinduet ved hjælp af stangen?” spurgte Niels. ”De har jo deres kontakter, og så må de foreslå et eller andet. Lad os skrive det til dem. De må bestemme det. Men også at vi er med uanset hvad.”

En tid endnu føg ord og forslag, nogle mere fantasifulde end andre, gennem luften. De mest ivrige gav deres mening til kende, andre lyttede bare; trak af og til på skulderen med et udtryk af viljeløs fatalisme, hvor de håbede det bedste men indså, at skæbnen måtte bestemme resten.

”Godt!” Christian så rundt på kredsen af ophidsede ansigter. ”Jeg kan høre på jer, at I mener det samme som jeg. Vi har selv valgt den vej, vi har betrådt, og nu må vi vise, at vi mener det alvorligt. Så er vi altså enige om, at vi forsøger at kæmpe os vej ud i friheden, hvis vi kan få de våben smuglet herind?”

Der lød en sagte mumlen, og de fleste nikkede samstemmende. De havde stor respekt for den unge teologistuderende, som de havde lært at kende som en handlekraftig og retskaffen person. Når han sagde noget, lyttede de andre. Ikke kun til hans betagende prædikener, men også når han fortalte om de aktioner, han havde været med til at udføre som leder af gruppe nummer fire i Holger Danskegruppen. Alle vidste desuden, at Christian Ulrik Hansen havde deltaget i den første nedkastning af allierede faldskærmsagenter, som havde fundet sted i Trend Storskov for lidt mindre end to år siden, at han havde været leder af Års-Farsøgruppen, og at han siden var blevet udpeget som organisator af alle modstandsgrupper i Himmerland. Det var ikke en hvilken som helst, der sad på madrassen i kredsen mellem dem.

Christian rejste sig op. ”Vi skyder os ud,” gentog han. ”Det er vi enige om.”

Så måtte det briste eller bære, så de andre ud til at tænke, mens alvoren tydeligt stod malet i deres ansigter.

”Det går ikke, ” brød Marius pludselig ind. Også han havde rejst sig. ”Vi kan ikke gøre det.”

Alles øjne rettedes mod ham, men ingen sagde noget.

”Det er ikke fordi, jeg er en kujon,” sagde han med rolig stemme og lod sit blik glide rundt. ”Jeg er ligeså meget med som alle I andre, tvivl ikke på det, men det går bare ikke. Hvis vi får held til at gennemføre planen, må vi efterlade Tulle og Gerda. Og tænk på de repressalier, tyskerne bagefter vil udsætte dem for. Måske bliver de skudt på stedet. Det kan vi ikke risikere.”

”Vi må sgu da gribe chancen, mens den her er,” indvendte Henning. ”Vi får den aldrig igen.”

”Kan vi ikke bare få Tulle og Gerda med ud?” foreslog Johan. ”Når vi nu alligevel …”

”Stop!” afbrød Niels, der også havde rejst sig op, og strakte en hånd i vejret. ”Far har selvfølgelig ret. Pigerne er også en del af gruppen, og de har været med hele vejen lige som os andre. Vi kan ikke gøre det mod dem.”

Christian stillede sig mellem far og søn. Den unge teologistuderende, der havde været så glødende tilhænger af planen, lagde en arm på hver af deres skuldre. ”Selvfølgelig kan vi ikke gøre det,” sagde han og smilede opmuntrende. ”Jeg tænkte ikke på det på den måde, men i en sådan sag vejer kærlighed og medmenneskelige hensyn tungest. Det hersker der ikke den mindste tvivl om. Vi gør det ikke.”

Hermed var sagen afgjort. Flugtplanerne blev aflyst.

* * *

INVASIONEN PÅ NORMANDIETS kyster var i fuld gang. Tirsdag den 6. juni ved daggry sejlede den største armada, verden nogensinde havde set, over Den engelske Kanal på vej mod Hitlers ”Fæstning Europa”. Og ved halv syv tiden betrådte første bølge af de næsten to millioner allierede soldater, der i de seneste måneder havde samlet sig i Sydengland, fransk jord. Det første afgørende skridt mod Nazitysklands hjerte var taget.

Men der gik tre dage, før nyheden nåede frem til celle C 2 på anden sal i Vestre Fængsel i København.

Som altid, når et rygte var født, eller noget særligt var i gære, blev nyheden serveret sammen med morgenmaden af den af de to menige vagter, der var mest snakkesalig. Efterhånden var hans danske ordforråd blevet ganske hæderligt. Men de skulle ikke glæde sig for tidligt, forklarede vagten med et overbærende smil, for tyske soldater lod sig ikke sådan slå tilbage. Der var hårde kampe om hver meter strandbred, om hver eneste hæk og om hver fodsbred fransk jord. Lige nu bølgede kampene frem og tilbage. Og særlig på Omaha Beach havde de amerikanske tropper mødt hård modstand; så hård, at invasionskysten på det sted allerede var blevet omdøbt til Bloody Omaha. Men det var amerikanernes blod, der farvede stranden og vandet rødt, fortalte han.

Alligevel steg jublen mellem cellens grå vægge, da betydningen af det, de lige havde hørt, gik op for dem.

Nu bliver vi alle befriet. Nogle af mændene faldt hinanden om halsen. Snart bliver Tyskland løbet over ende, og besættelsesmagten må kapitulere – også i Danmark. Dette syntes at være en redningskrans, der helt uventet var blevet smidt ud. Det smuthul tilbage til livet, som de alle havde ventet på.

Men den euforiske tilstand, mændene i celle C 2 i nogle dage havde befundet sig i, da nyheden om de allieredes landgang i Normandiet nåede dem, ebbede langsomt ud som luften af et punkteret cykeldæk.

Befrielsen var alligevel ikke lige om hjørnet. Men at det gik den vej, kunne der ikke herske den mindste tvivl om.

Spørgsmålet var kun hvornår?

* * *

DER GIK KUN yderligere to uger, før døden atter bankede på celledøren. Den morgen blev de tre frihedskæmpere fra Års-Farsøgruppen, der sad sammen med mændene fra Hvidsten, hentet ud for at blive stillet for krigsretten sammen med deres fem kammerater. Det forlød, at der aftenen i forvejen havde fundet en sabotageaktion sted mod Riffelsyndikatet, som alle vidste fabrikerede våben til tyskerne. For anden gang på et år havde BOPA slået til mod fabrikken ved Nordhavn på Østerbro. Det måtte være den hidtil største sabotageaktion i Danmark, men kort forinden var de danske arbejdere blevet advaret. Det var det, der stod på den seddel, der – endnu før dagen gryede – blev sendt over fra de danske fængselsbetjente.

Glæden over den gode nyhed blev druknet i sorgen over synet af de tre mænd, der nu forlod cellen med frygten lysende ud af øjnene.

”Det her er en gengældelsesaktion fra tysk side,” sagde Marius forbitret. ”Ikke andet end en forbandet hævnaktion mod danske mænd, der har kæmpet så bravt for friheden.”

Resten af dagen var stemningen i cellen trykket.

Og inden aftenen stundede til, blev frygten begrundet. Alle otte var blevet dømt til døden, og budbringeren af den nedslående nyhed var selv en af dem. Alle så op med forfærdelsen lysende ud af øjnene, som om de så et genfærd, da han trådte ind i cellen. Hvorfor lige netop ham? Den 23-årige teologistuderende Christian Ulrik Hansen, der med sin livsglæde havde spredt så meget lys i mørket og hver aften i tyve dage havde stået ved vinduet og forkyndt Guds ord om håb og tilgivelse, var altså ikke selv blevet vist nogen nåde eller barmhjertighed.

”I de to år, jeg har studeret teologi,” sagde han med et vemodigt smil på læben, ”har jeg lært Gud så godt at kende, at jeg ved, Han vil acceptere en lille nødløgn.” Christian mødte de forstenede blikke, der stirrede ham i møde. ”Find på et eller andet, og brug det, når I kommer i krigsretten, hvis I finder, det kan hjælpe jer. Men gør det kun, hvis I ikke skader andre.”

Han fortalte, at han havde fået fem minutter, og nu kom han for at hente sit lille bibelhæfte. Og for at sige farvel. Han talte om, hvordan det ville blive i Danmark, når krigen var forbi, at ingen havde kæmpet forgæves, og at Gud en dag ville tilgive selv de værste syndere.

”Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør,” sagde han fattet. ”Tværtimod. Der er en dyb og stor mening med det – for os alle – for livet og døden er ikke modsætninger, de er fuldkomne størrelser, der supplerer hinanden. Og døden betinger alt liv her på jorden.”

Det var, som om den dødsdømte skulle trøste de andre, og på blikket i hans blå øjne så det ud, som om han havde en del mere at sige, da tiden løb ud.

Hen over den ene skulder sagde han: ”Hvis der er nogen af jer her i cellen, der får lov at leve videre, så glem aldrig at fortælle, hvad vi har oplevet.”

Det blev et vemodigt farvel.

Nu var kun de tolv mænd fra Hvidsten tilbage.

Og pludselig en aften, bare to dage senere, eksploderede luften i cellen, da endnu en nyhed blev bragt ind. Denne gang blev den læst op af en civilklædt tysker, formentlig en Gestapo-officer, der stillede sig op lige inden for døren. Stemmen var monoton, nærmest ligegyldig, men alligevel føltes det, som om ordene føg rundt i cellen og ramte alles brystkasser som smældende pistolkugler. Alle tolv mænd fra Hvidstengruppen skulle gøre sig klar til transport. Til krigsretten. I morgen tidlig klokken 07.30.

Intet andet, ingen forklaring af nogen art. Kun tolv navne, som var de tørre tal i en offentlig statestik. Tyskeren fortrak ikke en mine i sit hårde ansigt.

Krigsretten! Allerede i morgen! Marius trådte helt frem foran Gestapo-officeren, da det efter nogle øjeblikke var lykkedes ham at fordøje ordene. Nu indså han, at tiden måske var ved at rinde ud.

”Mine to piger … ” sagde han med et anstrøg af panik i stemmen, ”hvor er de henne? Tulle og …” han rettede sig selv, ”Kirstine og Gerda Fiil? De må være her et eller andet sted. Jeg har vel ret til at vide …”

”Ruhig!” Gestapo-officeren løftede afværgende hånden, og et overbærende smil opløste i et kort øjeblik hans stenansigt. ”Die zwei Mädchen … også der, Morgen früh,” sagde han på en blanding af tysk og gebrokkent dansk.

Derpå meddelte han, at der kunne gives midlertidig dispensation fra skriveforbudet, hvorefter han drejede om på hælen og forsvandt. Måske er det et tegn på, at alle – også de værste krigsforbrydere – indeholder en smule menneskelighed, tænkte Marius. Eller også er det et uheldsvangert varsel.

Samme aften kastede han sig over blækhuset og skrev et brev hjem til Gudrun:

’Vestre Fængsel, søndag den 25. juni 1944

Kære elskede Gudrun.

I morgen tidlig skal vi i krigsret, og så skal jeg endelig gense Tulle og Gerda for første gang, siden vi forlod arresten i Århus. Det er nu 86 dage siden. Men i morgen bliver også afgørelsens dag. Hvad dom vi får, ved vi jo ikke, men det går vel nok. Tulle og Gerda kommer nok snart hjem, vi er jo ikke kommunister, husk det. Skal det gå galt, så behold alt, hvad der hører til kroen. Men det går ikke galt. Jeg tror, Vorherre vil hjælpe os alle i den nød, vi er i, men det er en hård nervekrig. Hvis du får dommen at vide, ring til de andre, og gå til Best, hvis der er mange dødsdomme. Gå til Røde Kors, og gør ellers, som du synes er ret. Det piner Peder, men vi skal jo igennem det, og Niels, den kære dreng.

Hils nu Bitten og lille Gulle og Ritha og Otto. Herren være med jer alle.

Fra din Marius.’

Da han foldede brevet sammen, fik han en fornemmelse af, at han måske aldrig fik nogen af dem at se igen. For hvis det værste skulle ske, gik der som regel ikke lang tid fra domsafsigelsen, til dommen blev eksekveret – måske én, højst to dage. Det vidste han udmærket godt. Var det derfor, fangerne havde fået lov at skrive? Var det et dårligt varsel? Men Marius nægtede at tænke mere på det. Livet havde lært ham, at Guds vilje og skæbnen kan intet menneske sætte sig op mod. I stedet lukkede han sig inde i sit eget tankeunivers, hvor de kære derhjemme fyldte mest.

Så gled han ind i en urolig nats søvn.