19

Dagmarhus Mandag den 26. juni 1944

SIDEN BESÆTTELSENS første år havde det tyske gesandtskab benyttet Dagmarhus i nærheden af Rådhuspladsen som hovedsæde for sin centraladministration i Danmark. Nogle år i forvejen var bygningen, der dengang husede den egentlige teaterbygning, Dagmarteatret, blevet revet ned og erstattet med en moderne seks etagers kontorbygning opført i glas og beton. Nu var her afdelinger for den tyske udenrigstjeneste, forvaltning, økonomi, pressetjeneste, radio og kultur. Werner Best havde sit kontor herinde, og desuden fungerede bygningen – sammen med Shellhuset – som hovedkvarter for Gestapos aktiviteter i Danmark.

Men det var også her, krigsretten skulle sættes denne mandag morgen.

Det vidste de tolv frihedskæmpere fra Hvidsten, for det havde nogle af deres kammerater, der allerede havde stiftet bekendtskab med denne særlige form for tysk retssikkerhed, fortalt dem. Nogle af dem kunne også fortælle om den brutalitet, der fandt sted i de særligt indrettede forhørslokaler i kælderen, når Gestapo forsøgte at knække de mest genstridige fanger.

Og nu var de selv på vej derhen.

Allerede i fængselsgården, mens de med lænkede hænder blev eskorteret de få meter hen til en ventende ”prærievogn,” spejdede både Marius og Niels og Peder forgæves efter Tulle og Gerda. Gestapo-officeren havde jo så sent som i går lovet, at de ville være der. Men kunne man ikke lige så godt stole på en djævels ord? Skuffelsen stod tydeligt at læse i Marius’ ansigt. Måske ville han ikke få dem at se alligevel? Eller måske var de allerede kørt til retten? De tolv mænd blev beordret op på ladet, og den tyske lastbil satte sig med et ryk i bevægelse, rundede et hjørne og gjorde så holdt foran en af fængslets andre fløje.

Mens de holdt der, blev alles blikke umærkeligt trukket over mod en mørkegrøn jerndør i den nærmeste gavl. Et øjeblik efter gik døren op, og dér – med en fængselsvagt på hver side – kom de to kvinder til syne. Deres hænder var lænkede foran med håndjern.

Hvis det ikke havde været for de to bevæbnede tyske soldater, der sad nærmest bagsmækken, ville Marius have sprunget sine to døtre i møde, og hvis ikke hans egne håndjern havde været i vejen, ville han have omfavnet dem varmt og hjerteligt. Nu nøjedes han med at læne sig frem og med et langt blik følge dem, mens de kravlede op i bilen og satte sig bare halvanden meter borte. Han mærkede, at noget vådt var begyndt at samle sig i øjenkrogene.

Tulle mødte hans blik.

”Far! Hvordan har du det?” Også hun var synlig bevæget, men forsøgte at smile og nikkede rundt. ”Jer alle? Og jer, Peder og Niels?” De smilede tilbage.

”Hvor er det godt at se jer igen,” sagde Marius og sank, ”vi vidste jo ingenting … i alle de dage …”

”Ruhe, kein Gespräch!” snerrede den ene vagt.

”Heller ikke vi.” Tulle, der valgte at overhøre bemærkningen, rokkede sig frem og tilbage på bænken. ”Vi blev skilt ad og sat i hver sin celle …”

”Ruhe!” gentog vagten og løftede truende sin maskinpistol.

”Senere, Tulle, senere.”

Marius’ øjne hang ved hans to børn. De havde altid været slanke, men nu havde de tabt sig voldsomt, kinderne var indsunkne, og især Gerda, der sad med et forkrampet udtryk i ansigtet, så ud til at være blevet mindst ti år ældre på de tre måneder, der var gået. Ubevidst knyttede han hænderne foran sig og mærkede, hvordan håndjernene strammede om huden.

Ud af øjenkrogen så han, at ”prærievognen” kørte langsomt ud af fængslets hovedport og drejede til højre. En tanke strejfede ham: Hvidstengruppen var atter samlet.

DET VAR EN MILD morgen. Solen stod endnu lavt på en himmel med hvide totter af drivende skyer, og det tegnede til at blive en varm dag, men der var ikke meget sommerstemning ved det syn, der snart mødte dem. Over lastbilens bagsmæk så de, at der i nogle af gaderne, særlig på Vesterbro, brændte bål, hvorfra der steg sort røg op. Der var bygget barrikader af bildæk og møbler og brosten, og en bil lå væltet om på siden. På mange gadehjørner stimlede folk sammen, måske var det strejkende, og der hørtes høje kommandoråb og spredt skyderi mellem husene. Det lignede en by i kaos. Og da de lidt efter passerede forbi indgangen til Tivoli, var det tydeligt, at nogle af bygningerne havde været udsat for schalburgtage.

”Det er jeres venner, der er skyld i det,” sagde den ene vagt på et nogenlunde forståeligt dansk og pegede derhen.

Danmark og danskerne måtte være i oprør.

Hvordan ville deres egne chancer være i den retssag, der nu ventede? Det var de tanker, der resten af vejen optog dem alle. Det var tydeligt, at besættelsesmagtens krav om ro ikke var efterkommet. Strejker og demonstrationer var hverdagskost, og sabotageaktiviteten var stigende; det havde der været masser af eksempler på i de sidste mange måneder. Og nu det syn, der lige havde mødt dem. Hvordan ville chancerne på den baggrund være for at undgå dødsstraf? Sikkert minimale.

Det var, som om Marius havde læst alles tanker. I samme øjeblik, som lastbilen gjorde holdt foran en stor, gråbrun bygning, der måtte være Dagmarhus, rejste han sig op og sagde højt og tydeligt:

”Hvis det værste skal ske, så vil vi dø som mænd.”

De tolv mænd og to kvinder blev ført ind i bygningen og op ad trapperne, hvor der stod maskinpistolbevæbnede vagter på hver etage. Og først foran en dobbeltfløjet, hvid dør på fjerde etage, hvor de blev bedt om at vente, blev håndjernene løsnet. Et skilt med sorte bogstaver over døren med påskriften Polizeigericht tilkendegav, at den førte ind til retslokalet.

Som om de løsnede håndjern var signalet til at slippe følelserne løs, sprang Tulle omgående sin far om halsen, krammede ham i nogle sekunder, hvorefter hun omfavnede først Peder og dernæst Niels. Imens lod Gerda sig glide ind i Marius’ favn med ansigtet presset mod hans ene skulder. Sådan stod hun i nogle korte øjeblikke, som han ønskede kunne udstrækkes til en evighed. Pludselig begyndte hun at græde hjerteskærende; en gråd, hun slet ikke havde kontrol over, og hendes spinkle krop rystede. Stakkels pige, tænkte Marius, mens han strøg sin datter blidt over håret. Alt det, hun har måttet stå igennem. For vores skyld. Herregud, bare sytten år. Er der så noget at sige til, at hun er ved at bryde sammen under nervepresset?

De fleste af mændene gned deres ømme håndled, mens vagterne, der var fulgt med op ad trapperne, stod i hver sit hjørne af afsatsen og fulgte optrinnet. De afventede tilsyneladende en ordre fra en overordnet.

De to søstre var blevet skilt ad, straks da de var kommet til Vestre Fængsel, fortalte Tulle, da hun slap sin brors favn, og ingen af dem havde haft en chance for at give sig til kende over for hinanden. Ind imellem havde de haft lidt rengøringsarbejde i kvindeafdelingen, og først efter nogle dage fik de talt sammen i smug, kunne trøste hinanden og bare forsøge at holde modet oppe. De anede heller ikke, hvor mændene fra gruppen befandt sig.

”Det meste af tiden sad jeg sammen med Pie Baastrup Thomsen,” føjede hun til med hård stemme. ”Pie blev angivet af en forbandet stikker for sit arbejde på et af de illegale blade, og hun havde også deltaget i en våbenmodtagelse sammen med sin bror. I Hornsletgruppen. Men en morgen blev den stakkels pige hentet ud af cellen, og jeg så hende aldrig igen. Nu er hun sikkert i Tyskland. Men hvilket prægtigt menneske.” Pludselig tændtes et lys i hendes øjne, da hun så på Marius. ”Fik I for resten vores hilsen fra Svend? Den dag i Horserød?”

”Åh ja, ja, Svend havde været sammen med jer herover fra Århus,” sagde Marius ivrigt. ”Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne have talt med jer.”

”Pie var også med på den transport,” indskød Tulle, ”Svend og hun er bror og søster.” Hun så op på Niels med et ømt udtryk, ”ligesom os to, og nu er de i hver sin verden. Hvem ved, om de nogensinde ser hinanden igen?”

Der lå noget symbolik i den sætning, og ordene fik tavsheden til at sænke sig.

Lidt efter fortalte Marius, at han for nogle uger siden havde forpurret et planlagt flugtforsøg fra fængslet af hensyn til deres sikkerhed. ”Man ved aldrig, hvad de tyskere havde kunnet finde på,” tilføjede han bittert. ”Det kunne jeg ikke risikere.”

Det fik Tulle til at sende sin far et bebrejdende blik. ”Det behøvede du ikke at gøre. Vores sikkerhed betyder mindre.” Hun så rundt på de andre. ”Det vigtigste er, at kampen føres videre uden for fængslets mure, og hvis I var flygtet, kunne I måske have været en del af den kamp.”

”Men nu er vi her,” indskød Niels, idet han kastede et blik op på de sorte bogstaver over døren. ”Og vores indsats har ikke været forgæves. Husk, at den, der ler sidst, ler bedst.”

Der lød en sagte mumlen fra resten af kredsen. Man kunne høre rådhusurets tunge slag i det fjerne – Niels talte ni – og pludselig gik døren op indefra. To SS-vagter og en officer med sølvbroderet egeløv på uniformskraven trådte frem. Selvom kommandoen blev sagt på tysk, var der ingen tvivl om meningen: ”Denne vej. Træd ind!” De to soldater fra trappeafsatsen fulgte bagefter.

I det samme vendte Tulle sig om mod de andre. ”Hold hovedet højt, alle sammen,” sagde hun med klar og tydelig stemme. ”Vi nægter alt.”

Marius, der havde lagt en arm om Gerdas skulder, gik lige bag hende. Hvordan er det muligt? Han vidste, at hans ældste datter altid havde haft en ukuelig viljestyrke. Men med de beviser?

RETSLOKALET VAR beskedent i størrelse med to vinduer, gennem hvilke sollyset strømmede som et brusende, hvidt vandfald. Og interiøret var lige så beskedent. Foran den ene væg var der anbragt et trefløjet bord med et grønt klæde, og midt i lokalet, få meter derfra, stod to lange bænke, hvor fangerne blev anbragt. Det var åbenbart ikke meningen, at der skulle være tilhørere. Fra væggen bag det grønne bord skuede Hitlers stenhårde blik ud i lokalet, som om han in absentia ville overvåge, at alt gik for sig efter Det Tyske Riges særlige regelsæt.

De to SS-vagter og deres officer havde taget opstilling inden for døren, og soldaterne med deres maskinpistoler hængende i en rem foran brystet stod bagerst i lokalet. Og efter nogle minutters venten, hvor fangerne flyttede sig uroligt på bænkene, trådte krigsrettens medlemmer ind. Først de tre dommere, der efter kravedistinktionerne at dømme alle måtte være højtstående SS-officerer, dernæst anklageren, der ligeledes var en uniformeret officer, sammen med en civilklædt dansk tolk. Og til sidst endnu en officer, der blev præsenteret som forsvarer. De fjorten anklagede på bænkene undrede sig, da de hørte det, for ingen af dem havde nogensinde haft lejlighed til at tale med denne såkaldte “forsvarer.” En kvindelig sekretær iført en hvid skjortebluse og stram nederdel var med en blok i hånden på vej hen mod sin plads ved et hjørne af det det grønne, trefløjede bord.

En kommando føg gennem lokalet som tegn til, at fangerne skulle rejse sig.

De tre officerer skridtede alle hen bag bordet og indtog stram retsstilling med højre arm løftet. Officeren i midten, der måtte være retsformanden, en korpulent, lavstammet herre omkring de halvtreds, havde et langt ar på den ene kind. Han råbte ud over salen: ”Heil Hitler,” hvorefter hilsnen blev gentaget i kor af alle bag det grønne klæde, og der blev sagt et eller andet, som måtte betyde, at retten var sat.

De tre dommere satte sig, idet de sirligt anbragte deres kasketter på bordet foran sig. Det samme gjorde både anklager og forsvarer, mens den danske tolk indtog sin plads for enden af bordet i nærheden af anklageren. Også de fjorten anklagede satte sig. Men endnu engang undrede de sig. Denne såkaldte ”forsvarer” havde besvaret Heil-hilsnen med et flammende blik i øjnene. Og det samme havde tolken. Var de to mænd bare villige gummistempler i regimets vold? Og var de selv ufrivillige marionetter i et skuespil, hvor drejebogen allerede var skrevet og finalen bestemt på forhånd?

Det her tegnede ikke godt.

ÉN EFTER ÉN BLEV de anklagede kaldt frem på en stol foran de tre dommere, og sagsfremstillingen begyndte.

Marius Fiil var den første. Anklageren begyndte at læse, først på tysk, og derefter oversatte tolken den minutiøse gennemgang af de rapporter, Gestapo havde optaget under forhørene i Århus. Intet af det, der blev læst op, kom som nogen overraskelse, for tyskerne havde jo allerede dengang demonstreret, at de vidste alt om aktiviteterne på Mustard Point. Lige fra signalerne med landingslysene, det anslåede antal containere med våben og sprængstoffer, der var modtaget fra England, og til de faldskærmsagenter, der var blevet kastet ned, ja, selv deres dæknavne. Det nyttede ikke at benægte.

Krigsretten ønskede til sidst at vide, om han, Marius Fiil, kunne godkende fremstillingen i forhørsprotokollen?

”Ja!” Han nikkede tavst.

Retsformanden snerrede et eller andet og sendte ham samtidig et skulende blik, hvorefter tolken oversatte: ”Kan De kende Dem skyldig i disse forbrydelser mod den tyske stat?”

Uden så meget som at blinke rejste Marius sig op, trådte rank et skridt frem, og idet han løftede hovedet og så retsformanden stift i øjnene, sagde han: ”Vi er ikke forbrydere – men patrioter. Tyskerne er trængt ind i Danmark, og vi er i krig. Men når engang denne krig er forbi, vil de unge, der er tiltalt i denne sag – og deres landsmænd – være rede til at række hånden frem til unge tyskere syd for vores grænse.”

”Tak!” lød svaret. ”Vi har fra anden side hørt det vås før i dag. Tag plads på bænken!”

Derefter var det Niels’ tur. Under hele oplæsningen sad han rank og stiv, som om hans krop var en spændt fjeder, der kunne springe hvert øjeblik.

Anklagen gentog sig. Om han havde noget at tilføje? Det havde han ikke. Det forekom nytteløst. Heller ikke Peder havde noget at sige til sit forsvar.

Tulle, derimod, kunne ikke dy sig.

”Hvor kan vi dog være stolte af vores mænd,” sagde hun i et spottende tonefald, da også hun havde hørt anklagen. ”Gid I tyskere kunne sige det samme. Hvidsten har gjort en fin indsats i denne sag.”

Men da det gik op for retsformanden, hvad hun havde sagt, slog han afværgende ud med hånden og råbte et eller andet højt, hvorefter han kaldte den yngste af gruppen frem, denne kun 17-årige kvinde. Måske var det af medlidenhed, måske kedede sagsforløbet ham allerede, men ordene blev sagt mere nænsomt, da anklagen var blevet læst op.

”Holde vagt? Sig mig engang unge dame, gik betydningen af dét, De var med i, aldrig op for Dem?”

Gerda tørrede sig under øjnene. ”Nej … jo, selvfølgelig vidste jeg det, men jeg stolede på min far. Han ved altid, hvad han gør, og det er altid rigtigt.”

”Men disse våben, og ikke mindst sprængstofferne, skulle bruges mod det tyske folk, har De tænkt over det?”

”Danske liv er lige så meget værd – og tilmed uskyldige.”

”Pladderhoved! Nå, men med Deres unge alder, Fräulein, kan man vel ikke forvente den store indsigt i en krigs taktiske overvejelser. Næste!”

Da Gerda igen satte sig på sin plads ved siden af Marius, blev han grebet af en underlig følelse af både vemod og stolthed. Men også et dilemma. Hvor kunne han dog være stolt af sine børn, men af hele sit hjerte ønskede han ikke, at der skulle ske dem noget for dét, de havde ydet for Danmarks frihed. Måske en illusorisk tanke? Han strøg sin datter blidt over den ene kind, tørrede en tåre bort med en fingerspids og sendte hende et anerkendende smil og hviskede: ”Tak, Gerda. Alt ordner sig. Op med humøret.”

Albert, Søren, Johan, Niels Kjær, ingen af dem havde noget at tilføje. Heller ikke købmanden, Knud Christensen. Vognmanden fra Råsted, Anders Venning, der havde kørt våben og sprængstoffer, indrømmede alt. Og det samme gjorde den unge møller Henning Andersen.

Men da hans bror, Barner, sad i stolen, afveg mønsteret. Anklageren så tavs på ham med sammenknebne øjne og spurgte så, om det virkelig kunne passe, at han havde været så naiv. At han for alvor havde troet på, at de containere kun indeholdt cykelslanger og cigaretter og chokolade og andre fornødenheder til det danske folk.

SS-officeren slog en hånd ned på rapporten foran sig, mens tolken oversatte.

”Ja,” svarede Barner troskyldigt. ”Det troede jeg … og jeg så det selv. Jeg spiste af det, og jeg røg også nogle af cigaretterne.”

Han hørte selv, hvor højt hjertet slog i hans bryst, og han mærkede pulsåren banke ved tindingen, mens han tænkte på Christians råd om at bruge en nødløgn. Det havde han jo gjort allerede i arresten i Århus, og nu havde de altså taget hans lille nødløgn med i rapporten. Spørgsmålet var bare, om de troede på den. Men at de vidste, at han havde været med til at samle ”godset” sammen og skjule containerne i mosen, kom til gengæld ikke som en overraskelse.

Forsvareren havde endnu ikke mælet et ord, undtagen dette pligtskyldige ”Nein,” hver gang retsformanden spurgte, om forsvaret havde noget at tilføje.

Den sidste var Jens Stenz. Hans taktik var klar. Udover at han kun havde været med til at holde vagt sammen med Gerda, og at han aldrig var i nærheden af de containere, forsøgte han at give det indtryk, at hans ældre bror havde presset ham til at være med i gruppen. Andreas var jo alligevel i sikkerhed i Sverige, så det kunne vel ikke skade ham. Og på den måde mente han, at han efterlevede Christian Ulrik Hansens ord om kun at bruge en nødløgn, hvis det ikke kunne skade andre. Men om det kneb lykkedes, måtte han vente med at få svar på.

Alle anklager, fjorten i alt, med tilhørende aktstykker, Gestapos forhørsrapporter og protokoller, var blevet læst – både på tysk og dansk. Og de af de anklagede, der ønskede det, havde haft mulighed for at udtale sig.

KLOKKEN VAR LIDT over fire om eftermiddagen, da retsformanden rejste sig. Med højre arm hævet og et ”Heil Hitler” i samhørighed med sine officerskollegaer tilkendegav han, at retten var hævet. Tolken meddelte kort, at retshandlingen ville blive genoptaget i morgen tidlig klokken 09.00 med efterfølgende domsafsigelse.

Det var tavse og nedtrykte medlemmer af Hvidstengruppen, der på ladet af “prærievognen” blev kørt tilbage til fængslet.

Kun en enkelt gang forsøgte Marius at lette den trykkede stemning.

”I har alle gjort Danmark ære. Og vi må tage vores straf med oprejst pande,” fastslog han i et nærmest muntert tonefald.

Men vagtens skulende blik og de andres sammenbidte udtryk i forening bragte ham hurtigt til tavshed.

Det blev en nervøs aften og nat i Vestre Fængsel.