20

Dagmarhus Tirsdag den 27. juni 1944

RÅDHUSURET SLOG ni tunge slag, da døren til retslokalet på fjerde etage gik op.

Krigsrettens medlemmer indtog stram retsstilling, og de sædvanlige ”Heil Hitler”-hilsner blev afgivet, både af retsformanden og af de øvrige SS-officerer bag det grønne bord, hvorpå alle, også de fjorten anklagede, satte sig.

Retsformanden sad og bladede i nogle papirer. Det varede en evighed. Lyset fra rummets to vinduer fik arret på hans kind til at træde tydeligt frem. Stilheden i lokalet var nærmest larmende. Så så han op, kastede et blik mod bænkene, hvor de anklagede sad, og brummede et eller andet, som straks blev oversat:

”Retten finder sagen fuldt belyst, og den vil straks blive optaget til doms. Ønsker nogen af de anklagede forinden at udtale sig?”

Marius rejste sig omgående fra sin plads. Han stirrede stift frem for sig, og i nogle øjeblikke krydsede han klinger med Hitlers hårde blik, der fulgte begivenhederne fra væggen bag retspræsidenten. Så så han den tyske officer i øjnene. ”Vi er ikke voldsmænd,” sagde han i et sindigt tonefald og rettede skiftevis sit blik mod retsformanden og anklageren, ”men almindelige mennesker, der ønsker at leve i fred med vores naboer. Det, vi har gjort os skyldige i, har vi gjort, fordi retfærdigheden og frihedstrangen, der bor i os alle, byder os at gøre det. Og jeg beder retten om at dømme os derefter.”

”Tak! Andre, der har noget at fremføre?”

Tøvende, med ben som et kort øjeblik nægtede at lystre, rejste Niels Kjær sig, lod tavst sit blik glide rundt på sine kammerater, hvorefter han så på retsformanden og sagde:

”Indtil den dag, jeg blev arresteret, havde jeg hele tiden tænkt, at jeg havde udrettet for lidt for mit land. Men efter at jeg nu i alle de timer har hørt anklageren fortælle, hvor meget vi har generet tyskerne, er jeg stolt af at have været med.” Tolken oversatte, og retsformanden rynkede brynene. ”Jeg har ingen pårørende,” fortsatte Niels Kjær uanfægtet. ”Jeg har hverken kone eller børn, så jeg kan dø roligt, hvis det kommer dertil. Og jeg fortryder intet – jeg har gjort en mands arbejde. Det er sværere for dem, der efterlader familie, og som har kone og børn at forsørge. Og det er der flere her, der har.” Radioforhandleren holdt en pause som for at give sine ord yderligere vægt og sank, inden han fortsatte: ”Derfor anmoder jeg denne ret om at dømme mig til døden i stedet for nogen af de andre.”

Retsformanden gjorde et notat, da hele talen var blevet oversat.

”Andre, der ønsker ordet?”

Da det ikke var tilfældet, blev det kort meddelt, at de tre dommere nu ville votere, og imens ville de anklagede blive ført til et tilstødende rum, der lå på den anden side af trappeafsatsen. De ene af de to maskinpistolbevæbnede vagter, der fulgte med ind, tog opstilling ved døren, den anden ved vinduet.

Det viste sig, at lokalet vendte ud mod bagsiden af Dagmarhus, og fra vinduet kunne de se over mod Cirkusbygningen, hvor artister fra Cirkus Schumann øvede sig på den flade del af taget. Der var også en del mennesker i gaderne. Men det var ikke alle, der så ud til kun at være ude for at nyde det gode sommervejr. Mange havde stimlet sig sammen i klynger, nogle løb fra det ene gadehjørne til det andet, og atter andre gestikulerede truende mod de tyske soldater, der søgte at holde mængden i skak med løftede geværer. Og fra et bål midt på en af de brede gader steg sort røg til vejrs. Flammerne havde godt fat i et hagekorsflag.

Stemningen blandt de fjorten anklagede i lokalet var let, til tider munter. Noget kunne tyde på, at det danske folk langt fra lod sig kue – og aldrig ville gøre det. Og nu var der ikke andet, de kunne gøre, end at stå ved deres handlinger – og være stolte af dem.

Marius foreslog, at de skulle synge, og inden længe rungede ordene fra ”I Danmark er jeg født” mellem det lille rums vægge.

Rådhusuret slog sine kvarterslag, halvtimeslag og nu elleve tunge timeslag. Tiden sneglede sig af sted. Men der var ikke i frihedskæmpernes ansigter tegn på, at nogen følte sig kuet. En afklaring, en slags indre fred, nu da alt var lagt frem, havde taget bo i deres hjerter.

Pludselig rejste Tulle sig op.

”Lad os nu rejse os og tage hinanden i hånden – ligesom hjemme på kroen – og ønske hinanden held og lykke,” sagde hun med en stemme, der sydede af en umættelig viljestyrke. Hun havde et smil om munden, og inden længe stod de alle fjorten i en rundkreds og klemte hinandens hænder. Det føltes befriende, som om de stadig var sammen om en mission og ville være det lige til det sidste.

De havde knapt nok sluppet hinandens hænder, før døren gik op, og fangerne blev ført tilbage til retslokalet.

Nu kom afgørelsen; den afgørelse, de både havde frygtet, men også set frem til som uundgåelig. Og med den kom visheden. Retslokalet dirrede af en fortættet spænding, og man ville have hørt det, hvis en knappenål var faldet til jorden.

Så blev alle bedt om at rejse sig, og dommen blev læst op. Først på tysk, men de forstod den allerede. Der gik et sus gennem de anklagede, og nogle af mændene blev svage i knæene.

Derefter blev dommen læst op på dansk:

”Krigsretten har ved dom afsagt i dag, tirsdag den 27. juni 1944, fundet følgende skyldige i sabotagehandlinger mod den tyske stat, og de straffes derfor med døden:

Kroejer Marius Fiil, født den 21. maj 1893

Kromedhjælper Niels Fiil, født den 12. juni 1920

Husmoder Kirstine Nicoline Sørensen, født Fiil, født den 23. august 1918

Bryggeriarbejder Peder Bergenhammer Sørensen, født den 3. juni 1914

Mekaniker Johan Kjær Hansen, født den 7. marts 1907

Radioforhandler Niels Nielsen Kjær, født den 2. april 1903

Karetmager Søren Peter Kristensen, født den 20. august 1887

Møller Henning Andersen, født den 16. juli 1917

Dyrlæge Albert Carlo Iversen, født den 28. september 1896

Til livsvarig anbringelse i tysk tugthus dømmes:

Landmand Jens Stenz, født den 5. februar 1922

Chauffør Barner Hyldgaard Andersen, født den 10. oktober 1922

Til 4 års anbringelse i tysk tugthus dømmes:

Vognmand Anders Venning Steensgaard, født den 3. oktober 1894

Købmand Knud Peter Christensen, født den 31. maj 1916

Til 2 års anbringelse i tysk ungdomsfængsel dømmes:

Servitrice Gerda Søvang Fiil, født den 30. januar 1927.

Retten har endvidere bestemt, at de til Iversen og Steensgaard hørende person- og lastbiler, der blev benyttet ved forbrydelsens gennemførelse, beslaglægges.”

Den civilklædte danske tolk holdt inde, mens han så sig rundt med et skarpt blik, tilsyneladende tilfreds med det, han netop havde læst op. Stilheden var knugende. Så fortsatte han:

”Som præmisser til dommen kan det anføres, at der ved strafudmålingen er taget hensyn til Gerda Søvang Fiils unge alder, at Barner Hyldgaard Andersen angiveligt ikke har været fuldt vidende om forbrydelsens omfang, at Jens Stenz angiveligt er blevet presset dertil af sin ældre bror, at Anders Venning Steensgaard ikke har været på selve nedkastningspladsen, og at Knud Peter Christensen bevisligt kun har medvirket ved én nedkastning.”

Igen så tolken sig rundt, mens et lille smil krusede hans læber, inden han tilføjede fra det stykke papir, han holdt i sin hånd:

”Der er ingen appelmulighed, og dommene eksekveres snarest. Det skal slutteligt anføres, at Andreas Stenz er dømt til døden in absentia.”

Så har tyskerne åbenbart troet på min lille nødløgn, tænkte Jens lettet, da han hørte det. Selvom udsigterne til en fremtid i et eller andet fordømt tysk tugthus ikke ligefrem forekom lyse, så var han dog sluppet med livet i behold. Barner tænkte det samme. Men i det samme formørkedes hans sind. Stakkels Henning. Hans bror havde jo kone og to børn.

Det var, som om de ord, der betød forskellen på liv eller død, endnu rungede mellem væggene, da0 Marius vendte sig og mødte sine børns blikke. Niels så fattet ud. Hans hænder var hårdt knyttede. Tulle smilede overbærende, som om hun havde ondt af sine banemænd, men hun havde også dette fanden-i-voldske udtryk i øjnene, der var så typisk for hende, når hun var oprevet eller havde sat sig noget for. Til sidst vendte han sig mod Gerda, der sad på hans venstre side. Hun havde tårestriber ned ad kinderne og stirrede tomt frem for sig. Om det var ved udsigten til en uvis fremtid i et tysk tugthus, eller om det var med tankerne rettet på de domme, der netop havde ramt hendes far, hendes to ældre søskende og svoger, var ikke til at vide.

”Bevar modet, Gerda,” sagde han stille, idet han lagde en trøstende arm om hendes skulder. ”Alt ordner sig til sidst.”

Det var vel, hvad vi kunne forvente, tænkte han sørgmodigt videre. Stakkels børn. Alligevel følte han et anstrøg af lettelse. Ingen skulle nogensinde sige, at han – eller nogen i familien Fiil – ikke tog deres straf med oprejst pande.

I det samme slog SS-officerene bag det grønne bord hælene sammen, og umiddelbart efter lød der et højt ”Heil Hitler” – uvirkeligt og som om det kom fra et fjernt sted.

KRIGSRETTEN VAR hævet. Alle de fjorten anklagede så ud til at være helt afklarede, da de lidt efter blev bedt om at rejse sig og med en vagt foran og en bagved blev eskorteret mod udgangen. Der var ingen panik at spore hos nogen af dem, heller ikke hos de ni dødsdømte.

På trappeafsatsen vendte Niels Fiil sig halvt om mod de andre. Han fik et fjernt udtryk, og et skær af stolthed viste sig i hans øjne. Han tænkte på det digt, han havde læst for år tilbage, men som han ofte vendte tilbage til. De ord passede med de følelser, der lige nu strømmede gennem ham.

Så sagde han højt og tydeligt: ”Vi ved, at et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, der ikke vil det selv.”

I det samme mærkede han noget hårdt blive presset mod sin ryg, og vagten snerrede: ”Kein Gespräch, weiter gehen!” Men han så, at hans far, der havde taget Gerda under den ene arm, nikkede anerkendende, og Tulle udbrød spontant: ”Godt, Niels, bedre kunne det ikke siges.”

Selvom ordene var næsten fyrre år gamle – og fra en helt anden tid – mistede de aldrig deres aktualitet. Niels havde læst en del af Valdemar Rørdams lyriske værker, og han sympatiserede med de fleste af hans tanker. Særlig anerkendte han den danske digters nationale holdninger, der gennem hans talrige digte, dramaer og romaner søgte tilbage mod truede værdier. Og Danmarks frihed lå ham altid på sinde. Niels mente at kunne huske, at citatet, som han holdt så meget af, stammede fra digtet For Danmarks frie flag, fra dengang danskerne var optaget af grænsedragningen i Sønderjylland. Men ordene kunne lige så godt være skrevet i dag. Og nu havde han fået sagt sin mening.

De blev gennet ind på ladet af ”prærievognen.” Marius sad helt ude ved bagsmækken, Tulle på bænken overfor med en arm om sin søsters skulder, og Niels havde netop lige sat sig ved siden af ham. Da lastbilen satte sig i bevægelse, vendte Marius sig om mod de andre. ”Nu går det fremad,” sagde han i et let og optimistisk tonefald. ”Befolkningen har fået nok, den er med os nu, og snart går det mod bedre tider. Det er kun et spørgsmål om tid.”

Det var også kun et spørgsmål om tid for Hvidstengruppens medlemmer.

Marius’ ord fik dem hver især til at spekulere. Nogle af dem var sluppet med livet i behold. Kommer vi måske selv til at opleve, at det går mod bedre tider? At friheden til sidst sejrer?

Men ét spørgsmål stod tilbage hos de fleste: Hvor længe endnu har det regime, der har gjort sig til herre over liv og død, bestemt, at vi skal leve?