21

Vestre Fængsel Tirsdag den 27. juni 1944

TILBAGE I FÆNGSLET blev de tolv mænd igen indsat i den store celle C 2 på anden sal. De otte af dem – de dødsdømte – fik lov til at pakke deres personlige ejendele og tage afsked med deres kammerater. Og de fik at vide, at de senere i dag skulle indsættes i enkeltceller i kælderen, hvor tidspunktet for deres henrettelse ville blive meddelt.

Tulle og Gerda var tilbage i kvindernes afdeling. Det var kun blevet til en kort, men vemodig afsked på ladet af ”prærievognen,” inden de to kvinder steg ud. De så sig længselsfuldt tilbage og forsvandt så ind ad den mørkegrønne dør i gavlen.

I cellen tog mændene en bevæget afsked med hinanden. Uden mange ord, bare håndtryk, omfavnelser og gensidige bekræftelser på, at ingen af dem havde handlet forgæves. Og uden tårer.

Marius påkaldte sig de andres opmærksomhed. ”Jeg vil fremsige et lille digt for jer,” begyndte han med lys i øjnene. ”Jeg har selv lavet det, og det lyder sådan her:

For de gamle, som faldt, er der nye overalt,
og de vil møde hver gang, der bliver kaldt.
Men vore gæster må forstå, at skyder de én,
ti nye rejser sig fra samme sten.’

De andre nikkede anerkendende. Og Jens trådte hen til ham for at sige farvel.

”Så ses vi aldrig mere på kroen,” sagde han med grødet stemme, der lød som en hvisken: ”Jeg forstår det ikke helt endnu.”

”Åh, tag det ikke så tungt, Jens.” Marius så den unge mand i øjnene, mens han trykkede hans hånd. ”Men lov mig, når du engang er hjemme igen, at du passer godt på dem derhjemme.

”Det skal jeg nok.”

Også Barner sagde farvel. Han så mere nedtrykt ud end de andre, men måske var det fordi, han om lidt skulle tage afsked med sin bror.

”Til jer to,” sagde Niels, der stod ved siden af sin far og rakte ud efter Jens og Barner, ”så betyder livsvarigt vel krigs-varigt, ikke sandt. Og så er I snart hjemme igen.” Han forsøgte at smile opmuntrende. ”Den krig får snart en ende.” Men tvivlen stod alligevel malet i hans ansigt. Hvordan ville den afslutning blive? Ville tyskerne aflive alle deres fanger for at undgå vidner? Man kunne aldrig vide.

Også vognmanden, der havde været med siden den første nedkastning på Trinderup Hede, og købmanden, nærmede sig for at sige farvel.

”I to har været fantastiske,” sagde Marius bevæget. ”Og jeg fik jer med i det. Tak for det, I har gjort.” Han så Anders dybt i øjnene. ”Og du var med hele vejen.”

”Jeg gjorde bare min pligt,” sagde han beskedent, ”og jeg gjorde det, fordi min samvittighed bød mig det.”

Købmanden greb Marius’ hånd.

”Nu kommer du aldrig ind for at lave en rask handel og få en lille sludder i baglokalet,” sagde Knud lavmælt. ”Vi kommer alle til at savne dig.”

”Nej, men der, hvor jeg skal hen, er der andre glæder.”

Og pludselig, mens de otte af mændene var i færd med at pakke deres ting og tage ordentlig afsked med dem, der skulle blive tilbage, fik kammeraterne fra Hvidstengruppen en glædelig meddelelse midt i vemodet. En Gestapo-mand meddelte kort, at Kirstine Nicoline Sørensens dødsdom netop var blevet ændret til livsvarigt tugthus. Ingen begrundelse. Kun kort og nøgternt og med samme betoning, som hvis man havde flyttet et stykke optalt inventar fra én liste til en anden. Marius og Niels og Peder faldt straks hinanden om halsen. Snart skulle de dø sammen. Men det havde næsten ikke været til at bære at skulle gå døden i møde med visheden om, at også deres datter, kone og søster var blevet skudt af tyskerne.

”Når denne forbandede krig engang er forbi,” sagde Marius rørt, da de havde sluppet hinandens favn, ”har hun dog et liv at vende tilbage til.” Han så på Peder. ”Og stakkels lille Gulle – men nu mister hun trods alt kun den ene af sine forældre.”

Uden for tremmevinduet havde solen farvet aftenhimlen orangerød, og lyset var blødt som fløjl. Det var en smuk aften. De fleste sad hensunkne i deres egne tanker, da celledøren gik op. Alle vidste, at dette øjeblik ville indfinde sig. Enkeltvis blev de otte dødsdømte hentet ud af cellen på anden sal for at blive ført ned i kælderen.

Marius var den første, der forlod cellen. I døren vendte han sig om mod de fire, der skulle blive tilbage. ”Held og lykke alle sammen,” sagde han højt, “og pas godt på vores lille by og vores gamle land.” Han vinkede med en arm over hovedet. ”Og til jer andre: Vi mødes sikkert snart igen.”

MARIUS FIK ET NÆSTEN klaustrofobisk anfald, da han blev ført hen ad den smalle kældergang, hvor kun et par ensomme pærer i loftet oplyste de rå betonvægge. Men det blev endnu værre, da cellens tunge jerndør smækkede bag ham, og nøglen blev drejet om. Selvom han nu havde levet i tysk fangenskab i tre en halv måned, havde han aldrig vænnet sig til livet bag tremmer. Kontrasten til det frie liv i Hvidsten, på kroen, i markerne, i stalden, var så overvældende, at det gjorde ondt.

Han stillede sig op med ryggen mod døren og lod sit blik flakke rundt. Det var, som om de grå vægge maste sig ind på ham og truede med at presse luften ud af lungerne. Her var trangt og betydeligt mindre plads end i den store celle på anden sal. For slet ikke at tale om Horserød, hvor bevægelsesfriheden – både inde, men særligt ude – trods alt havde været ganske tilfredsstillende.

Det her var som at blive lukket ind i en sardindåse.

Cellen var vel ikke engang et par meter bred og kun en smule længere. Til højre for døren hang en jernvask på væggen, og til venstre en sovebriks, der kunne slås op ad væggen. Der lugtede klamt og indelukket. Det svindende dagslys formåede knap nok at trænge gennem et lille, højtsiddende tremmevindue, hvor der nedenunder stod en taburet foran et fastmonteret bord.

Nå, men det får jo snart ende. Livet får snart ende.

Efter et øjebliks tøven satte Marius sig på taburetten ved den lille træklap under vinduet, der skulle gøre det ud for en bordplade, og begyndte at skrive:

’Kære elskede Gudrun, Bitten, Ritha og Gulle.

Snart kalder vor Herre os … hjem til sig, og vi får det godt hos ham, så godt, som et menneske kan få … Vi er ved godt mod alle sammen, for vi ved, at vi … ’

Ordene flød ud. Marius lagde pennen fra sig og gned sig over øjnene. Tankerne myldrede rundt i hans hoved som summende fluer i en flaske, og han havde svært ved at koncentrere sig om at finde de rette ord. Og desuden rystede hånden lidt.

Hvordan ville de tage nyheden derhjemme, når de hørte, at Niels og Peder og han selv så brutalt var blevet taget fra dem? Og hvordan ville de klare arbejdet? For nu kom Tulle og Gerda jo alligevel ikke hjem, med mindre de blev benådet. Og det var der vist ikke store chancer for. Hvordan skulle det så gå med kroen? Den kro, han altid havde været så stolt af, værnet om, og hvis lange historie han kunne på fingrene. Og Niels manglede, og …

Åh ja, bare han dog kunne slå hjernen fra.

Men tankerne blev uophørligt ved med at myldre rundt i hans hoved, og han kunne umuligt frigøre sig fra de bitre skæbner, der omgav ham.

Hvordan ville det nye Danmark se ud, når denne vanvittige krig engang var forbi? Ville friheden være skrøbelig? Eller springe ud som en smuk forårsblomst? Han ville ikke selv kommet til at opleve noget af det.

Han var nødt til at sove. Bare en times søvn eller to. Det ville sikkert gøre underværker, og så ville han gøre brevet færdigt. Snart. For de kunne komme efter ham, hvornår det skulle være. Man kunne aldrig vide.