23

Ryvangen Torsdag den 29. juni 1944

I FÆNGSELTS KÆLDER var Marius i færd med at lyse velsignelsen over sine syv dødsdømte kammerater. Tidligere på natten havde fangerne fået afslag på deres ønske om at få et gejstligt besøg i den celle, hvor de nu ventede på at begive sig ud på deres sidste rejse. Uden nærmere begrundelse; kun at det var af principielle årsager og en direkte ordre fra Werner Best.

Nu kunne kun en benådning i sidste øjeblik redde dem fra det uundgåelige.

Mon ikke Gudrun havde rettet henvendelse til den rigsbefuldmægtigede, Dr. Werner Best? Hun havde sikkert spurgt, om det var rimeligt, at hendes mand, søn og svigersøn skulle lade livet for en indsats, som den tyske besættelsesmagt selv var skyld i? Var det et udtryk for magtesløshed? Der måtte da kunne findes en mildere straf. Og hun havde sikkert også henvendt sig til Hofmarskallatet og bedt til, om dog ikke enten kong Christian eller kronprins Frederik kunne gøre sin indflydelse gældende.

Men som timerne gik, syntes det håb efterhånden at være næsten ikke-eksisterende. Og retsformanden havde jo også sagt, at der ikke var appelmulighed.

”Herren vil bevare jer,” sagde Marius messende, ”Herren vil lyse sin fred over jer, og Herren vil alle dage være med jer. Tak for alt, hvad I har gjort for Danmarks frihed. Amen i Herrens navn.”

Til Niels sagde han: ”Vær stærk og frygt intet. Vi går den vej, Gud har beredt os.” Far og søn omfavnede hinanden, og Peder fik et opmuntrende klap på kinden og et smil.

Så vendte han sig om mod den tyske officer, der stod afventende ved døren, flankeret af to soldater med maskinpistolerne hængende i en rem foran på brystet. ”Nu er vi klar,” sagde han i et fuldkommen fattet og roligt tonefald. ”Vi rejser nu.”

Foran døren i fængselsgården holdt en “prærievogn” parat, og inden længe svingede den ud af fængslets hovedport.

Det var en strålende klar sommermorgen, og byen forberedte sig til at vågne. Der var ikke megen trafik, kun et par ensomme biler og lidt flere cyklister, der langsomt gled forbi, og snart kunne de se Øresund, der lå blåt og sølvskinnende mellem husene. Klokken kunne ikke være mere end fem; omkring det tidspunkt, hvor spærretiden blev ophævet.

Mændene på ladet vidste, hvor de var på vej hen.

DA SAMARBEJDSPOLITIKKEN brød sammen i august 1943, og det danske militær var blevet interneret, havde tyskerne besat Svanemøllen Kaserne, og siden da havde tyske tropper været indkvarteret i de barakker, der tidligere havde huset Det Danske Ingeniørregiment. Selvom ikke meget var sluppet ud, var det almindelig kendt i modstandskredse, at skydebanen på det militære øvelsesterræn i Ryvangen, der lå i tilknytning til kasernen, var tyskernes foretrukne henrettelsesplads. Efterhånden som modstanden voksede, og sabotageaktionerne tog til i styrke, havde flere og flere danske frihedskæmpere set morgensolen stå op for sidste gang over disse marker.

Den tyske lastbil gjorde holdt i en grøn sænkning omgivet af jordvolde, lave buske og gamle træer. Der hvilede en fredfyldt ro over stedet. Solstrålerne stod ind som lysende kaskader igennem det sartgrønne løv, og i træernes grene kvidrede fuglene lystigt deres morgensang. Roen blev kun forstyrret af de tyske kommandoer, der straks føg gennem luften. Og det samme gjorde synet af tre splintrede fyrretræspæle, der stod ensomme i græsset foran en jordvold.

De to første dødsdømte blev bundet til to af de lave pæle. Marius ønskede at dø sammen med sin søn, og han så det som en symbolsk handling at gå forrest. Han drejede ansigtet og ønskede, at han kunne have vredet sig løs, sprunget de få skridt hen og fortalt Niels endnu engang, hvor stolt han var af ham. Nu nøjedes han med at sende ham et vemodigt smil og nikkede opmuntrende. Og sekundet efter strømmede ordene fra ”Altid frejdig når du går,” højt og samtidigt fra dem begge to. Og de blev ved med at synge, mens eksekutionspelotonen – otte menige tyske soldater – tog opstilling i den lave sols modlys, ladede geværerne og sigtede.

Ordene forstummede først, da kommandoen lød: ”Feuer!”

Det sidste, Niels og Marius Fiil oplevede i denne verden, var geværernes mundingsild; et perlemorsagtigt, flakkende ildskær gennem øjenbindets mørke. Flænsende smerter i brystet. Derefter blev alt sort.

Far og søn gled til jorden i samme brøkdel af et sekund. Og i minutterne efter kom turen til Peder Bergenhammer Sørensen og Henning Andersen. Fætrene Niels Kjær og Johan Kjær Hansen. Og til sidst Søren Peter Kristensen og Albert Carlo Iversen.

Hvidstengruppen var udslettet på mindre end ti minutter. Klokken var lidt over seks, da de sidste skud faldt.

De otte henrettede frihedskæmpere blev nødtørftigt begravet – uden kister – i et tilstødende gravfelt. Men dog med en flaske lagt ned i graven, hvori der lå en seddel med hver deres navn i tilfælde af, at det senere skulle blive nødvendigt at identificere de døde.

Og det blev det.