24

Vestre Fængsel Torsdag den 29. juni 1944

MORGENEN OG FORMIDDAGEN igennem var der spontan uro på gangene og i flere af cellerne. Det var, som om både vagtpersonalet og fangerne fornemmede, at noget særligt var sket. Og i den store celle på anden sal, hvor kun de fire af Hvidstengruppens medlemmer sad tilbage, var stemningen trykket. Var de andre blevet henrettet? Eller levede de endnu? Sad de endnu i kælderen og ventede på det uafvendelige? Uvisheden om deres kammeraters skæbner hvilede som en tung dyne over dem alle.

Indtil klokken otte.

Ude på gangen hjalp en fange fra en af nabocellerne til med at fordele håndklæder. Og i et ubevogtet øjeblik, mens celledøren stod åben, fik han fortalt, at de otte fra Hvidsten var blevet hentet tidligt i morges og kørt til henrettelsespladsen. Og fra de danske fængselsbetjente vidste han, at nyheden allerede var spredt over hele byen.

”Hold øje med røgen fra Ørstedværket,” hviskede han. ”Hvis skorstenene holder op med at ryge, så vil danskerne nedlægge arbejdet.”

Og da klokken blev ni, kunne man kun se ganske svag røg fra den ene af Ørstedværkets to skorstene.

”Skal vi forsøge at synge den sang, Marius så godt kunne lide?” sagde Anders stille, da han så det. ”Lad os synge ’Jyden han er stærk og sej’ til ære for dem, der ikke er her mere.”

Og så sang de, mens de sad over for hinanden på madrasserne.

Bagefter lagde Anders armen om Barners hals. ”Græd så, Barner!” sagde han. ”Du skal! Græd nu bare. Du er den yngste af os, og du har lige mistet din bror.”

I kælderen havde Tulle og Gerda morgenpligter med gulvvask og rengøring på gangene. Også de fornemmede uroen. Under påskud af at skulle på toilettet skyndte Tulle sig hen i den afdeling, hvor hun vidste, at de dødsdømte sad i eneceller, mens de ventede på deres dom. Og da hun kom tilbage, var hun ligbleg i ansigtet. Hun fortalte sin søster, at navneskiltene var fjernet fra deres dør. Der var ingen tvivl, for på vejen tilbage havde hun været forbi vagtkommandantens kontor. Han havde bekræftet, hvad der var sket.

”Nu har vi mistet vores far og vores bror, Gerda, og jeg har mistet min mand,” sagde hun med tårevædede øjne. ”Og min lille datter, der endnu ikke er to år, er netop blevet faderløs.” Hun satte hænderne i siden og så på Gerda med et beslutsomt blik, mens raseriet steg i hende. ”Nu skriver jeg et brev til de høje herrer, der tror, de kan bekæmpe hadet ved at slå ihjel. Nu skal de kende min mening. Og hvis jeg kunne, ville jeg gå en tur på Strøget i en rød kjole.”

Inden formiddagen var omme, havde Tulle skrevet et brev til Werner Best:

’Tysk afdeling

Vestre Fængsel, 29.6.1944

Det tyske riges befuldmægtigede, Dr. Best.

I anledning af at De i dag har henrettet otte danske mænd, føler jeg trang til at sige Deres Excellence min mening. Ikke for min families skyld, som i dag er blevet skudt, men for alle dem, der kommer efter. For nogle kommer der, det ved vi.

Deres Excellence må dog kunne forstå, at fordi der sker sabotage ude i byen, og der bliver henrettet otte mænd, som ikke har haft noget med det at gøre, så vil uroen ikke holde op. Den vil tværtimod blive værre. Deres Excellence må jo også have været så længe i Danmark, og må vel efterhånden kunne forstå dansk tankegang.

Det arbejde, vore mænd har gjort, er ikke gjort af had til Tyskland, men fordi Danmark er i krig, for i krig er Danmark.

Men jeg er også bange for, at der efterhånden vil blive et sådant had til Tyskland, ikke hos os, som sidder indespærret, vi har lært at forstå tyskerne en lille smule, men hos de børn, der har mistet deres fædre. Disse børn, der engang vil blive voksne – hvad de vil tænke og føle, er ikke svært at gætte sig til. Og jeg ved, at de vil blive opdraget til at være stolte af deres fædre.

Jeg har selv en lille pige, som i dag har mistet sin far, morfar og morbror. Hun kan heldigvis ikke forstå det, men kunne hun, ville hun være stolt af dem.

Min broder sagde, den sidste gang jeg så ham: ”Vi ved, at et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv.”

Det vil Danmark ikke, fordi Danmark og alle dem, der gav deres liv for Danmark, vil vidne om, at selv et lille land som Danmark må have lov til at tænke selvstændigt.

Nu har jeg ikke mere på hjerte. Kun dette vil jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en mand, en far og en broder, der var værdige til at dø for Danmark.

Kirstine Fiil Sørensen

Da hun afleverede brevet til fængslets tyske kommandant, lovede han straks at sende det videre. Så tog han hendes hånd og trykkede den hjerteligt og sagde: ”De otte døde som tapre og modige mænd. Jeg ville ønske, at Tyskland havde mange af den slags.”

OPRØRET I GADERNE bredte sig, nøjagtig som Tulle havde forudset i sit brev. Som benzin på et bål flammede protesterne op, da det blev kendt, at tyskerne havde henrettet endnu otte danske frihedskæmpere. Allerede samme dag indkaldte Werner Best repræsentanter fra Det danske Udenrigsministerium til forhandlinger på Dagmarhus. Han meddelte, at spærretiden ville blive lempet. I stedet for klokken 20 skulle den først træde i kraft klokken 23 og vare til klokken 05.00 om morgenen. Men da var det allerede for sent. Folkehavet var kommet i oprør.

Næste dags formiddag gik de københavnske sporvognsfunktionærer og personalet på byens telefoncentraler i strejke, S-togene stoppede med at køre, og inden middag var al offentlig trafik lammet. Strejkeparolen bredte sig med lynets hast, og i titusindvis gik københavnere hjem fra fabrikker, kontorer og butikker, og snart var gaderne et mylder af oprørte mennesker, der klart tilkendegav, at nu havde de fået nok.

Tyskerne var rasende. Dette latterlige lille land og dets oprørske folk. Skulle en militær stormagt ikke kunne knuse det?

Tyske tropper blev dirigeret til København fra hele landet, og der blev lagt en militær ring uden om byen. Og allerede samme aften besatte tyske tropper alle offentlige værker og lukkede for gas, elektricitet og vand. Den tyske hærledelse med general Herman von Hanneken i spidsen erklærede København i belejringstilstand. Den danske hovedstad skulle afspærres fra omverdenen.

Og i de følgende dage kunne københavnerne opleve en hæmningsløs gadeterror. Der blev i hast opført tyske maskingeværstillinger rundt omkring på gader og torve, og gennem gaderne kørte tyske militære styrker med pansrede vogne og maskingeværbevæbnede lastbiler bemandet med skarpskytter, som skød i flæng. Og på Nørrebro beskød tyskerne nogle ejendomme med artilleri. I tillæg hertil truede de med bombardement af hele bykvarterer, og for at understrege truslen blev der gennemført schalburgtageaktioner mod nogle af byens ældste og mest bevaringsværdige ejendomme. Situationen var kommet helt ud af kontrol.

Det fik de danske politikere, blandt andre forhenværende statsminister Wilhelm Buhl, til at opfordre byens borgere til at genoptage arbejdet. Men som svar herpå udsendte Frihedsrådet med Frode Jakobsen i spidsen et opråb til befolkningen om at fortsætte generalstrejken.

Lørdag den 1. juli – blot to dage efter henrettelsen af Hvidstengruppens otte medlemmer – var kontrollen med den danske hovedstad gledet ud af tyskernes hænder. Den dag blev stormagasiner og forretninger, der havde nazistiske sympatisører som ejere, stukket i brand. Og på Nørrebro, fortaltes det, var røgudviklingen fra stormagasinet ”Buldog” så voldsom, at den kunne ses helt i Sverige. De tyske patruljer stod magtesløse over for millionbyens folkemasser, selv når de – skydende til alle sider – jog gennem byens gader. Så snart de oprørske folk havde kæmpet sig vej gennem bål og barrikader ét sted, løb de ad smutveje og igennem baggårde til tilstødende gader, hvor nye barrikader blev opført og nye bål antændt.

Den weekend rettedes hele den vestlige verdens øjne mod København, og den frie verden holdt vejret i spænding. Hvordan kunne det være muligt, at en ubevæbnet hovedstad kunne trodse tyske kampvogne, kanoner og maskingeværer?

Først da den tyske ledelse åbent måtte erkende, at man stod magtesløs over for de spontane folkelige protester, og gadeterroren aftog, lettede situationen en smule. Og mandag eftermiddag den 3. juli tilkendegav tyskerne, at man havde besluttet at give efter for kravet om at ophæve belejringstilstanden af København, og at Schalburgkorpset ville blive fjernet fra byens gader. Det fik Frihedsrådet til at udsende en proklamation med overskriften: ”Sejren er vundet,” hvori man samtidig opfordrede befolkningen til at gå i arbejde. Dagen efter blev arbejdet genoptaget delvist og i fuldt omfang den 5. juli.

En folkelig sejr var vundet. Nu manglede kun den endelige sejr, før friheden også var vundet.

I den store celle C 2 på anden sal fik de fire overlevende frihedskæmpere fra Hvidsten sporadiske underretninger om, hvad der skete ude i byen. På fængselsgangen råbte og skreg vagterne mere, end de plejede, og de virkede meget nervøse. De var klædt i fuld udrustning med stålhjelme og med håndgranater ved bælterne, for ingen vidste, om det ligefrem skulle komme til et angreb mod fængslet. Eller om oprøret ville brede sig inden for murene.

Det var på en sorgens baggrund, men alligevel frydede de fire, der sad tilbage, sig. Og det samme gjorde Tulle og Gerda i kvindernes afdeling. Nu havde Danmarks befolkning fået nok. De blev bekræftet i, at de selv – og med dem resten af Hvidstengruppens femten medlemmer – ikke havde kæmpet forgæves.

Historien skulle siden vise, at heller ingen af de otte, der ofrede deres liv på frihedens alter, døde forgæves.