Efterskrift

Først i midten af juli 1945 – mere end to måneder efter befrielsen – kom de otte faldne frihedskæmpere ”hjem” til Hvidsten. Forud var gået et detektivarbejde med at finde frem til deres gravpladser og få identificeret de døde.

Det kom som et chok for danskerne, da det gik op for dem, hvad der var sket i Ryvangen. Spredt ud over det tidligere militære øvelsesterræn fandt man ligene af 197 henrettede danske modstandsfolk. Men tyskerne havde dog været så “behjælpsomme,” at de havde hamret nummererede pæle i jorden, og ved hvert lig havde de anbragt en flaske med den henrettedes navn.

Den 10. juli førtes otte kister med de henrettede patrioter fra Hvidsten gennem Københavns gader. Natten i forvejen havde de stået i kapellet i Holmens Kirke side om side med Niels Juel og Tordenskjold. Bisættelseshøjtideligheden fandt sted i Grundtvigskirken, som var fyldt til sidste plads, og hele det officielle Danmark med repræsentanter for frihedsbevægelsen, regering og kongehus var til stede for at vise de faldne den sidste ære.

Og seks dage senere kom de endelig ”hjem” til den egn, hvor de kæmpede for deres land. I spidsen for det lange sørgetog, der fulgte de otte mænds urner, gik seks hvidklædte unge piger med røde bælter om livet og strøede blomster på vejen, mens en skov af Dannebrogsfaner blafrede i vinden. Og da de nåede Hvidsten Kro, gjorde sørgetoget holdt et øjeblik. Men målet var det sidste hvilested, en lille mindelund ud til vejen, hundrede meter længere mod nord, som familien Fiil og byens borgere i fællesskab havde fået indrettet.

Over fællesgraven er rejst en stor sten med de otte navne og inskriptionen:

Daad for Danmark bragte dag
tappert øvet tro til døden.
Lyse lad i morgenrøden
de gav liv for Danmarks sag.

DE FIRE OVERLEVENDE mænd, Jens Stenz, Barner Andersen, Knud Christensen og Anders Venning Steensgaard, blev alle sendt til afsoning i Tyskland. Først gik turen til Kiel, hvor de i håndjern, lænket sammen to og to, blev indsat i byens fængsel. Men allerede efter to dage fortsatte transporten, da et luftangreb i de tidlige morgentimer havde lagt store dele af fængslet i ruiner. Først til et tugthus i Neumünster, dernæst en fangelejr i Lübeck og til sidst med et overfyldt tog længere østpå mod endestationen, der viste sig at være tugthuset Dreibergen ved Rostock. Hertil ankom de, gående til fods og i lænker fra togstationen, sent om aftenen den 21. juli 1944. Og her begyndte en slavetilværelse med utilstrækkelig kost, eneceller, tvangsarbejde iført dragter af hør, og madrasser, der var befængt med utøj. Underernæring og tuberkulose tyndede ud blandt tugthusets fanger. Og imens fornemmede man en rumlende torden fra øst, der dag for dag kom nærmere. Befrielsen kunne ikke være langt borte. Og en morgen i april blev de kaldt sammen og fik at vide, at de næste dag skulle hjem – ikke helt hjem, men dog et stykke på vejen.

En lang række hvide busser med røde kors på siderne, der holdt parat til at transportere norske og danske fanger nordpå, var det vidunderlige syn, der næste dag mødte dem.

Under hemmelige forhandlinger med SS-rigsføreren Heinrich Himmler var det lykkedes den svenske grev Folke Bernadotte fra svensk Røde Kors at opnå tilladelse til at samle alle norske og danske fanger fra hele Tyskland i lejren Neuengamme syd for Hamburg, hvor nødhjælpsarbejdet kunne koncentreres. Og i krigens sidste dage kom næsten 10.000 nordiske fanger hjem med de hvide busser. De fire mænd fra Hvidstengruppen var imellem dem.

EFTER KRIGEN VAR Barner Andersen i en årrække chauffør ved Randers bybusser. Han døde på sin 63-års fødselsdag i 1985. Netop den dag skulle han have haft tildelt Ridderkorset, hvilket han havde glædet sig meget til. Men desværre nåede han ikke at få den oplevelse med.

Også de to søstre, Tulle og Gerda, kom til Tyskland for at afsone deres straf. Men efter en måneds ophold i skiftende fængsler blev Gerda benådet på ordre fra Werner Best i Danmark. Og efter et døgn i den danske afdeling i Vestre Fængsel i København, vendte hun hjem til Hvidsten.

Tulle – eller Kirstine Nicoline Fiil Sørensen – derimod måtte blive tilbage i Tyskland. Den livsvarige fængselsdom betød, at hun måtte tilbringe tiden i straffearrest i kvindefængslet Bützow syd for Rostock; de første tre måneder i enecelle uden mulighed for at læse eller arbejde og med forbud mod at komme på gårdture. På grund af russernes fremrykning blev hun i februar 1945 overflyttet til et fængsel i Leipzig, hvorfra det lykkedes svensk Røde Kors og de hvide busser at bringe fangerne først til Neuengamme og derfra hjem. I slutningen af april blev det et glædeligt gensyn med hendes mor og hendes søster Gerda, der begge var rejst til Padborg for at byde hende velkommen hjem.

I 1946 giftede hun sig med Olaf Møller, en tidligere kzfange, der var ansat som officer i forsvaret. De bosatte sig i Hvidsten, hvor Tulle genoptog sit arbejde på kroen. Herefter flyttede parret i en årrække rundt både i Danmark og i udlandet på grund af Olaf Møllers arbejde, inden de igen vendte tilbage til Hvidsten, hvor Tulle boede til sin død i 1983.

Kirstine Nicoline Fiil blev 65 år. I årene efter krigen nægtede hun at modtage erstatning fra staten, da hun var af den opfattelse, at hun og hendes familie havde deltaget i modstandsarbejdet af kærlighed til fædrelandet, frivilligt og i fuld erkendelse af risikoen.

Det ukuelige sind var som før. Men de psykiske virkninger fulgte hende resten af livet.

I krigens sidste år gik Gerda på Jebjerg Ungdomsskole, hvorefter hun genoptog sit arbejde på Hvidsten Kro. I 1951 giftede hun sig med arkitekt Svend Jessen. Kort efter flyttede parret til Holstebro, forpagtede senere cafeteriet på Tjele Gods, inden de flyttede tilbage til Hvidsten, hvor Gerda døde i 1994 i en alder af 67 år.

Andreas Stenz, den eneste af Hvidstengruppens femten medlemmer, der nåede at slippe væk den dag i marts 1944, da Gestapo slog til mod den lille by, flygtede til Sverige. Her gjorde han tjeneste ved Den Danske Brigade, der var en del af den danske modstandsbevægelse og stod under kommando af Frihedsrådet. Den 5. maj 1945 kom de 5.000 danske brigadesoldater til København i et sandt triumftog, og mange af dem påtog sig sikkerheds- og bevogtningsopgaver i ugerne efter befrielsen.

Andreas Stenz vendte hjem til sin fødeegn omkring Kondrup og Hvidsten.

OLE GEISLER, Special Operations Executives Jyllandschef, der stod bag oprettelsen af Hvidstengruppen – den første modtagegruppe af våben og sprængstof i Danmark – fik efter krigen tildelt den engelske militærorden Distinguished Service Order for sin indsats. Han var medvirkende til, at adskillige andre danske modstandsgrupper opstod. I løbet af krigen overførte SOE i alt 57 britisktrænede faldskærmsfolk til Danmark og nedkastede 620 tons våben og sprængstof.

Ole Geisler døde i 1948 under et ophold i Sydafrika, kun 35 år gammel. Årene med modstandsarbejdet havde tæret voldsomt på hans helbred.

Også den danske faldskærmsagent Kaj Ronnie Lund – alias ”Jacob Jensen,” der under tortur røbede navnene på de fleste af Hvidstengruppens medlemmer, var mærket for livet af sine oplevelser. Men han overlevede et ophold i tysk koncentrationslejr.

Mindre heldig var Gestapo-chefen Eugen Schwitzgebel, der i marts 1944 ved to aktioner stod i spidsen for anholdelsen af Hvidstengruppens medlemmer. Han var mellem de omkomne, da Royal Air Force den 31. oktober samme år bombede og udslettede Gestapos hovedkvarter på Århus Universitet.

Dr. Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, meldte sig selv til det danske udenrigsministerium, da den tyske kapitulation var en kendsgerning. Ved retsopgøret efter krigen blev han dømt til døden, men dommen blev senere ændret til tolv års fængsel. Men allerede seks år senere blev han – efter vesttysk pres – benådet og udvist af Danmark. Det brev, som Tulle sendte til ham fra Vestre Fængsel, forblev ubesvaret. Werner Best døde i 1989 i en alder af 85 år.

INGEN AF DE SYV medlemmer af Hvidstengruppen, der overlevede krigen, lever i dag. Men én stemme er dog tilbage. Den tilhører Svend Egon Andersen, der periferisk var tilknyttet gruppen, og som i marts 1944 flygtede til Sverige sammen med Andreas Stenz.

”Samlingsregeringen havde ingen andel i, at Danmark havnede på de allieredes side,” siger den nu 90-årige tidligere frihedskæmper og fortsætter: ”Det var modstandsbevægelsens skyld. For i kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutral. Man må tage stilling mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den danske samarbejdspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.”

EFTER KRIGEN BEGYNDTE livet atter at gå sin vante gang på Hvidsten Kro. Der blev serveret endnu flere af Gudruns ”Recepten”, og i køkkenet blev der stegt flæskeæggekage som aldrig før. Og af og til blev der skelet op på skiltet med Gudruns tekst, der endnu hænger i køkkenet: ’Sorgen kan tæmmes, når man har arbejde i hænde.’

Gudrun Fiil, Marius’ kone, drev kroen frem til sin død i 1972. Hun var da 82 år gammel. Og som det havde været sædvane i generationer, skulle den ældste i næste generation overtage den efter hende. Men oplevelserne under krigen og de psykiske belastninger fra opholdet i fangenskab – først i Vestre Fængsel og siden hen i de tyske fængsler – havde mærket hendes ældste datter for livet. I stedet blev det Tulles datter, Gudrun – kaldet Gulle – der overtog kroen. Lille Gulle var halvandet år, den dag hendes mor blev anholdt af Gestapo. Nu var hun blevet tredive, og i mellemtiden havde hun giftet sig med Carl August Paetch.

I 1999 overlod kroparret driften til den ene af deres sønner, Søren Fiil Paetch, oldebarn af Marius Fiil. Den 40-årige kroejer værner om de gamle familietraditioner, og i køkkenet regerer hans kone, Christina, ved det gamle oliekomfur fra 1947. For som hun siger med et glimt i øjet: ”Det er en af hemmelighederne ved flæskeæggekagen, som Gudrun lavede den.” Og næste generation er allerede sikret. Kroparret har fem børn, hvoraf den ældste, Marlene, er tretten år.

I dag står alt næsten, som det gjorde, dengang kroen spillede en betydende rolle i den danske modstandskamp. Og overalt trænger historien sig på. Ikke anmassende og anstrengende, men helt naturligt gennem atmosfæren, de mange fotografier af familieliv og kroliv og de mange effekter af dansk almuekultur, som Marius ihærdigt samlede sammen.

”Selvfølgelig er jeg stolt over det, vores familiemedlemmer gjorde dengang,” siger Gulle, en nydelig dame på 69 år, mens hun pudser et stykke kobbertøj. ”Men vi snakkede ikke så meget om det, da jeg var barn. Først da krigen brød ud i det tidligere Jugoslavien, blev jeg for alvor klar over, hvad en krig gør ved mennesker.”

Hendes søn, Søren, har travlt med at betjene gæsterne i krostuen. Men i en pause lader han sit blik glide hen over en række fotografier af familien Fiil og føjer til: ”Min mormor og hendes far, bror og mand og alle de andre betalte prisen. Både dem, der blev henrettet, og dem, der overlevede. Men jeg ville have gjort det samme i dag. Terrorister, der skaber rædsel ude omkring i verden, fortjener deres straf, men ikke frihedskæmpere. Og ingen må tage friheden i vores land for givet.”

Som gæst i denne forunderlige tidslomme ved landevejen mellem Randers og Mariager fyldes man af ærbødighed og respekt over at kunne betragte en familiehistorie, som i høj grad også er et stykke danmarkshistorie. Endda spillevende.

Tulles hus, som Marius byggede til sin datter og svigersøn, og som blev skjulested for forfulgte jøder og nedkastede faldskærmsagenter, bebos i dag af den nuværende kroejers bror, Anders, men står stadig som dengang. Og på frihedskæmpernes fællesgrav hundrede meter derfra er der altid friske blomster.

For som familien siger: ”Mindet om dem, der gav deres liv for friheden, og for at andre kunne leve, dør aldrig ud.”