9. KAPITEL

Fyrst Alexander af Brandenburg så undersøgende på Magnus. Han kunne godt lide det, han så – en ædel yndling med stolte, djærve øjne. Der var måske noget vegt og umodent omkring munden, men sådan noget kan man jo vokse fra.

Marias historie havde været lang og besynderlig. Arvefyrsten vendte sit skarpe, magre ansigt mod sin søster, som nervøst fingerede ved kniplingerne på dugen.

Pludselig følte han en stærk hengivenhed for sin lillesøster Maria, som havde oplevet så mange underlige ting, havde lidt så meget og havde vokset sig så stærk ved det. Og han tænkte med gru på, at han måtte lægge sten til hendes byrde – nu da hun troede, at alle bekymringer var ovre. Han måtte hellere vente med at fortælle …

Men Maria var ikke lykkelig. Mens hun havde fortalt, havde hun ustandselig set mod døren, lyst op ved hver lyd udefra og dernæst atter falmet i blikket. Gang på gang havde hun nævnt den andens – bonde­knøsens – navn og beklaget, at han ikke var med i dette store øjeblik.

I Marias beretning var der kommet meget frem, som hun nok ikke selv var klar over. Alexander kunne uden vanskeligheder udlede, hvem der havde været den virkelige hovedperson af disse tre unge mennesker. Magnus Maar var nok den dominerende, men Endre fra Svartjord var kraftkilden!

Til trods for at det ikke blev nævnt, forstod arvefyrsten meget godt, at Magnus Maar, med Marias velsignelse, havde tænkt sig at anholde om hendes hånd hos deres fader. Alexander sukkede. En almindelig, norsk adelsmand – og til og med fredløs!

Magnus havde endnu ikke nævnt noget om den store plan. Det var for tidligt – de var jo netop ankommet til slottet.

Arvefyrsten rejste sig. – Undskyld mig – jeg vil tale med min vært om forplejning for os alle. Så kan vi snakke videre ved bordet. Han forlod rummet.

Maria kastede sig over det eneste emne, som optog hendes tanker.

– Hvorfor kommer Endre ikke? Du sagde, at han ville komme senere.

Magnus tog hendes hænder mellem sine. – Kære du, Maria – lad nu ikke det ødelægge aftenen for os. Tænk på, hvor vi er! Vi har nået målet, og din bror tog vel imod mig …

Hans øjne glødede af øjeblikkets ophidselse. I hans hoved fandtes kun én tanke: De havde klaret det! Det værste var overstået!

Maria fik tårer i øjnene: – Men Endre er her ikke! Hvordan skal jeg kunne glæde mig uden Endre? Jeg ved jo ikke, hvad der kan være sket ham.

Magnus gentog resigneret: - Han kommer! Han kan være her når som helst!

– Hvorfor er han så længe om det?

– Maria! Lad nu være med at bekymre dig mere om det! Han er bare blevet forsinket …

– Hvor?

– Ved broen. Han kommer!

– Ved broen? gentog hun vantro. – Men … Mener du, at han – at han opholdt fjenden, for at vi skulle nå frem? Var det derfor, at ingen forfulgte os det sidste stykke?

Magnus sukkede. – Prøv at forstå det, Maria! Det gjaldt hele Norges fremtid. Hverken du eller jeg kunne undværes. Forstår du ikke, at for en så stor sag må man gøre store ofre?

Maria rejste sig langsomt. Hun stirrede på Magnus med vidt opspærrede øjne. Hun pressede hånden mod munden, men kunne ikke kvæle et skrig.

Så tog hun sig sammen, hurtigt og nervøst. – Vi må tilbage med det samme! råbte hun og så sig om efter sin kappe.

Magnus greb hende om håndleddene. – Maria, sagde han strengt. – Forstår du ikke, at det er umuligt? Vi er fremme, vi kan ikke drage ud igen, det er alt for farligt. Endre kommer, hvis han er i live. Og er han ikke det, så kan vi ikke hjælpe ham. Han gjorde det for Norges fremtid, Maria. Forstår du ikke, hvor tungt dette offer var for mig?

Hun rev sig løs med et halvkvalt hikst. – For dig? Jeg blæser på Norges fremtid – jeg vil have Endre tilbage!

– Maria! Vær nu ikke urimelig! Jeg savner ham lige så meget, som du gør, men man må ofre for at vinde. Jeg drog jo ud i krigen …

– Det er noget ganske andet. I krig er man mange, og alle har en chance. Hvad havde Endre? Jeg beder min bror om hjælp!

– Ingen kan forlade slottet. Porten blev lukket for et stykke tid siden. Der udkæmpes stadig kampe i nærheden, og det vil medføre døden at vove sig ud. Din bror har lov at opholde sig her udelukkende på den betingelse, at han ikke griber ind i striden på nogens side.

Maria trak vejret dybt og tørrede sine tårer.

– Jeg giver mig, sagde hun udtryksløst.

Arvefyrsten kom ind igen, og Maria sagde godnat.

* * *

Det er ikke første gang, jeg hopper ud af et vindue, tænkte Maria sammenbidt, da hun småhikstende hang ud over vindueskarmen. Første gang jeg så Endre, kas­tede han mig ud til Magnus … Han undskyldte for det, husker jeg. Da reddede han mit liv. Og nu … Åh, min Gud! Hvad kan der være sket ham?

Sådan, ja! Nu hænger jeg også fast! Det idiotiske skørt. Nå! Et lille nyk til, og så er jeg nede.

Hun børstede sit tøj af, tørrede sine tårer og prøvede at finde retningen i snesludet.

Endre, tænkte hun, mens hun løb. Endre, Endre! bankede hendes hjerte. Hun kunne ikke se klart for tårer og sne …

Hvor er jeg? Er dette den rigtige vej? Jo, der er hovedvejen – det er bedst at undgå den.

Hvordan kunne Magnus? Hvordan kunne han svigte Endre?

Ved tanken om Endres åbne, trofaste ansigt brast hun i så heftig gråd, at hun måtte standse og gå langsommere.

Hvad var Magnus egentlig uden Endre? Kunne hun forestille sig en selvstændig Magnus uden Endre i baggrunden?

Hun vidste det ikke. Hun begyndte at løbe igen.

Magnus … Hvad havde han udrettet for Norge, hvis man egentlig tænkte efter? Var alt, hvad han gjorde, ikke bare slag i luften?

Engang havde Magnus erklæret, at de tre skulle holde sammen, hvad der end skete. Nu forstod hun Endres underlige, vemodige blik på vennen. Han vidste, at Magnus ikke ville kunne holde ord, når det virkelig gjaldt!

Hun måtte gemme sig, mens nogle soldater marcherede forbi – om det var svenskere eller danskere bekymrede hende ikke. Hun fortsatte, og pludselig snublede hun over én, der lå på stien. Hendes hjerte var ved at sprænges af angst, men det var ikke Endre.

Skoven sluttede, og der lå den åbne slette ved broen.

Hun løftede fødderne højt og vadede i mudder og snesjap. Ude på sletten lå der noget …

Maria fik kvalme. Et par pile stak op fra den sammensunkne skikkelse.

En armbrøst. Sort hår, gennemblødt af beskidt vand …

Endre!

Der lød en langtrukken lyd fra hendes strube – en blanding af skrig og støn.

Hikstende forsøgte hun at tørre snesjappet bort fra hans ryg. Hun mærkede på pilene. Den ene lod til at sidde ganske løst. Hun prøvede at overvinde kvalmen og trak den ud.

Den anden sad mere fast. Maria nølede. Brække den af? Nej, det turde hun ikke. Hun tog sit hovedtørklæde af, holdt det klart og rykkede så den anden pil ud. Så skyndte hun sig at lægge tørklædet over såret.

– Gode Gud! Gode Gud! bad hun.

Hun tog tørklædet væk et øjeblik og følte på det. Hendes hånd blev varm og klistret.

Udmattet af træthed og sindsbevægelse sank hun sammen over ham.

– Tak, hviskede hun. – Tak, gode Gud! Han lever!

Hun så sig om. I mørket og snevejret skimtede hun omridset af et hus. Det var mørkt og tydeligvis ubeboet.

Jeg må få ham derhen, tænkte hun. Men hvordan?

Havde jeg bare haft en kniv … Men det har jeg jo ikke.

Det har Endre!

Hun ledte febrilsk og fandt kniven. Så styrtede hun op til granskoven, lykkelig over, at soldaterne tydeligvis var draget videre, og der skar hun hurtigt nogle store grene af.

Men hans sår, hans sår! tænkte hun bekymret. Jeg må lægge ham på maven.

Det var ikke let for den spinkle fyrstinde at få den tunge, livløse krop over på grenene, og det blev ikke bedre, da hun fandt såret i skulderen også. Grenene sank ned i mudderet, og sneen piskede hende i ansigtet.

– Han kan ikke ligge på ryggen, mumlede hun. – Og ikke på maven. Så er der kun siden tilbage. Havde han bare kunnet hjælpe lidt til selv. Det haster også. Han kan måske forbløde, efter at jeg trak pilene ud. Måske var det dumt af mig – jeg ved så lidt …

Hun halede og trak i de tunge grene, og den primitive båre bevægede sig tungt fremad og efterlod en dyb rende i sølet.

Tilgiv mig, Endre! tænkte hun. Jeg mishandler dig forfærdeligt, men jeg er nødt til at få dig inden døre.

Tænk, hvis døren er låst! Eller hvis der er fjender derhenne!

Men huset stod virkelig tomt. Hun slæbte Endre ind, tændte et tællelys og dækkede det eneste vindue til.

Det meste af indboet var væk, men der var en seng og et ildsted, og det var hovedsagen. Det første, hun gjorde, var at tænde op i det åbne ildsted. Der var ikke noget at gøre ved, at der kom røg fra huset. Varme måtte han have efter at have ligget så længe ude i kulden.

Så slæbte hun Endre op i sengen, trak støvlerne af ham og tog tøjet af hans overkrop og kunne endelig se lidt nærmere på hans sår.

Hun fandt vand og vaskede blodet omhyggeligt bort. Nu var han holdt op med at bløde, og hun rev sine underskørter i stykker og forbandt ham.

Mens hun var i gang med det, slog han øjnene op og så på hende.

– Maria, hviskede han.

– Ja, Endre. Hvordan har du det?

Hans nerver begyndte at vågne til live, og han stønnede af smerte. Hun var netop i gang med såret i skulderen, som var det sidste og mindst alvorlige, og da hun kom nær sårkanten med vaskekluden, udstødte han et ubehersket skrig.

– Shhh! sagde hun forskrækket. – De kan høre os.

Men han var ikke klar over, at han skreg. Han befandt sig på grænsen til bevidstløshed og havde ingen kontrol over sig selv.

Hvad skal jeg gøre? tænkte Maria fortvivlet. Åh, stakkels Endre!

Pulveret! Pulveret som hun havde fået af den gamle mand! Men tænk, hvis hun ikke havde det på sig? Jo, der var det. Hvad var det nu, den gamle mand havde sagt? Indånd røgen … røgen?

Endre kastede sig frem og tilbage og stønnede. Maria hældte pulveret i en skål og fik det til at ose, men alle hendes anstrengelser for at få Endre til at indånde røgen, var forgæves. Så hældte hun det rygende pulver ind i et sammenrullet stykke skind og tvang den anden ende ind mellem hans tænder.

”Så slipper han for smerterne”, havde den gamle mand sagt. Bare det er sandt!

Da Endre begyndte at hoste og gispe efter luft, turde hun ikke mere. Det må bære eller briste, tænkte hun og fjernede pulveret. Så fortsatte hun med at ordne sårene.

Men på en eller anden måde måtte pulveret have hjulpet, for nu lå han helt stille. Jeg har vel ikke givet ham for meget, tænkte hun uroligt.

Pludselig åbnede han øjnene igen og så på hende med et klart blik.

– Maria, sagde han tydeligt. – Maria, du kom til mig … Stemmen var lykkelig.

Hun satte sig på sengekanten. – Har du ingen smerter? spurgte hun forbavset.

Han rystede på hovedet, langsomt og med et udtryk af dyb varme i øjnene. – Hvordan kom jeg hertil?

Hun tog hans hånd. – Da jeg hørte, at du måske var død, Endre, styrtede hele min verden i grus. Jeg måtte finde dig igen – og så slæbte jeg dig herind.

Langsomt løftede han den raske arm og strøg hende over kinden.

– Maria … Ved du, hvad jeg bad om derude? At jeg måtte se dig én gang til. Bliv hos mig nu, Maria – jeg trænger til dig.

– Jeg skal nok blive, Endre. Fryser du?

– Jeg ved det ikke. Måske.

– Her har du min kappe – jeg skal nok lægge den over dig …

– Tak, min lille fyrstinde! Han greb hendes hånd.

– Har du det bedre nu?

Hun hørte hans lave latter. – Bedre? Jeg føler mig fuldkommen lykkelig!

Hun mærkede, at hans hænder slappede af, og han sank ind i en ny dvale, rolig og smertefri.

Maria strøg ham over nakken. Jeg har fået ham tilbage, tænkte hun. Og tænk bare – han trænger til mig! Endre som altid er så rolig og stærk!

Endres dvalelignende søvn varede ganske længe. Men efter godt og vel en time bemærkede hun, at han var vågen igen.

– Har du stadig ingen smerter? spurgte hun.

– Overhovedet ikke! Jeg kan naturligvis mærke, at sårene er der, men alt er vidunderligt – jeg flyder ligesom omkring.

– Hvor dejligt! Vi må blive her til daggry. Så skal jeg prøve at udtænke noget, så vi kan komme herfra.

– Jeg vil ikke herfra, sagde han hurtigt.

– Men Endre, lo hun. – Dette må da være verdens mindst hyggelige sted.

– Nej! sagde han heftigt, og hun kunne høre, at han var stærkt påvirket af giften. – Du er her, Maria, min kæreste …

Det gav et sæt i hende. Den klang i hans stemme … Det var ikke venskab, det var kærlighed!

– Endre, hvad er det, du siger? hviskede hun åndeløst og bøjede sig ned over ham.

Han svarede ikke, men hans hånd famlede over hendes ansigt, og hans fingerspidser gled over hendes kind og ned mod hendes mund. Så tog han med et ryk sin hånd væk, og hun følte hans læber mod sin kind.

Der kom ligesom et hikst fra ham, og med munden mod hendes kind hviskede han:

– Vær hos mig, Maria! Jeg elsker dig så højt, at mit hjerte ikke orker mere! Jeg har drømt om dig, min elskede …

– Åh, Endre! gispede hun.

Hendes hjerte hamrede som besat. Dette er vanvid, tænkte hun. Og alligevel føles det som en jublende lykke inden i mig. Endre elsker mig! Endre som tilhører en anden verden, Endre som jeg aldrig har vovet at tænke på på den måde, men som jeg ikke kan leve uden!

Hun tog hans hoved mellem sine hænder og kyssede ham. Den dejlige følelse, hun havde haft første gang, Endre kyssede hende, kom tilbage, blot endnu stærkere. Næsten skræmmende stærk var den. Endres arme lå hårdt om hendes ryg, hans krop skælvede, og hans læber føltes brændende hede mod hendes. Det var ikke vinen dengang, tænkte hun. Det var Endre og min kærlighed til ham.

Der var ingen rangforskel på dem nu. De hørte sammen, som de havde gjort fra den dag, hun havde bedt om at måtte være hans ven, en dag for evigheder siden.

Endelig slap han hende.

– Hvad med Magnus? hviskede han.

– Jeg har været så dum, Endre, hviskede hun tilbage. – Nu forstår jeg, at det jeg har elsket ved Magnus, det var dig! …

Han løftede hovedet, som om han ville se på hende i mørket.

– Ja, sagde Maria. – Det er måske vanskeligt at forklare, men for mig har du og Magnus været et. Du var ligesom hans skygge. Men efterhånden som tiden gik, begyndte jeg at elske skyggen mere og mere … Men så var der jo det, at jeg aldrig kunne drømme om dig. Du og jeg står på hver vores side af en høj mur.

Endre lo stille. – Pudsigt, at du siger det! Nøjagtigt sådan tænkte jeg også engang!

– Men for en kort stund har vi revet den mur ned, Endre.

Der blev stille mellem dem. Alvoren gik som et koldt vindpust gennem rummet.

– Jeg har lovet at hjælpe Magnus, hviskede Maria. – Og det vil jeg gøre. For Magnus er vores ven. Men min kærlighed – den har du.

Det var blevet varmt i rummet. Endre sov igen, og Maria blev mere og mere døsig. Sengen var bred, og hun lagde sig forsigtigt ved siden af ham og sov næs­ten med det samme.

* * *

Langt ud på formiddagen vågnede Maria af stemmer udefra. Hun fór op, kold og stiv og øm i alle led. Hun ruskede i Endre, men fik ikke andet svar end en klynkende lyd.

Hun kiggede forsigtigt ud – og så åbnede hun døren på vid gab.

– Her er vi! råbte hun til Magnus og Alexander, som med deres følge stod midt ude på sletten og diskuterede.

Med lettede udråb skyndte de sig hen imod hende. I løbet af natten var sludet gået over i ordentligt snevejr, og jorden var blevet hvid igen.

– Maria! sagde Magnus strengt. – Hvordan kunne du forsvinde på den måde uden at sige noget om det? Du skræmte os næsten fra vid og sans!

– Jeg var nødt til det, sagde hun roligt. – Endre ligger herinde. Han har brug for pleje.

Hendes kølige tonefald fik Magnus til at bøje hovedet. Langsomt satte han sig på sengekanten hos Endre. Da han så op på Maria igen, så hun, at han havde tårer i øjnene. Hans blik udtrykte en bøn om tilgivelse – en bøn til både hende og Endre.

Endre begyndte langsomt at vågne, men nu var han ikke længere klar over omgivelserne. Han stønnede af smerte.

– Kan han føres til slottet? spurgte Alexander.

– Det tror jeg helt sikkert, svarede Maria, og arvefyrsten vinkede efter sine mænd.

I et værelse på slottet undersøgte arvefyrstens feltlæge Endre.

– Han kommer sig nok snart, takket være Deres snarrådighed, fyrstinde. Men – hans øjne? Har han fået et eller andet lægemiddel?

Maria nikkede og fortalte om pulveret.

Feltlægen lugtede til det. – Uhyggeligt farlige sager, Deres Højhed. Disse østerlændinge ved mere, end godt er. Dette bør ødelægges. Jeg skal personligt tage mig af det …

Han sikrede sig den lille dåse med et udtryk, som om han havde gjort et kup. Senere prøvede han pulveret på sine patienter, som velsignede ham …

* * *

Endre kom sig hurtigt, og nogle dage senere kunne han stå op. Maria nævnte ikke natten i det lille hus med et eneste ord og var tilbageholden som før. Det var, som den gamle mand havde sagt, tænkte hun. Man glemte alt, hvad man havde oplevet under rusen …

Men Endre havde ikke glemt noget. Han vidste kun, at for ham fandtes der ikke noget håb, så han gemte erindringen i sit hjerte som sin dyrebareste skat.

Magnus var rastløs og ulykkelig. Han havde ikke fået snakket med arvefyrsten om sine planer – der havde været mange andre til stede ved bordet hver dag. Hans samvittighed plagede ham meget – hvordan havde han kunnet blive så forblindet af al heldet, at han havde kunnet svigte Endre sådan? Og Marias holdning til ham var stadig venligt upersonlig – der havde han åbenbart begået sit livs dumhed.

Men han skulle vinde! Det var han nødt til!

* * *

Så kom den dag, hvor arvefyrsten samlede dem til en alvorlig samtale.

– Vi må bryde op, sagde han. – Vi kan ikke blive her længere, nu da Endre er blevet rask nok til at kunne sidde på hesteryggen. I forstår sikkert, mine unge herrer, at vi står i stor taknemmelighedsgæld for alt, hvad I har gjort for Maria. Hun har selv fortalt mig, hvor opofrende I har hjulpet hende. Derfor vil jeg gerne gøre noget for jer. I løbet af disse dage har jeg været i forbindelse med kong Christians ombudsmand, og der er brev fra ham om, at I begge løses af fredløsheden. I er atter frie mænd i Norge.

De takkede ham overstrømmende. Frie mænd … De kunne færdes frit i deres eget land!

– Og nu – nu kommer jeg til noget trist. Maria, jeg har forsøgt at udsætte dette øjeblik, for at du skulle få lov at komme dig efter den lange rejse. Kære, lille søster, fyrstedømmet Brandenburg findes ikke længere.

– Hvad?

– Kejseren har indlemmet det i det tyske rige. Vores fader lever i eksil, og jeg kommer nu til at eskortere dig til Norge, til vores elskelige tante Isabella. Det var min faders ønske.

– Nej! skreg Maria. – Ikke tilbage til hende! Hun forrådte mig!

– Jeg forstår dig, Maria, sagde broderen mildt.
– Men vores fader vidste jo ingenting om dette, da han tog beslutningen om din fremtid. Din mand er død – og jeg tror næppe, fader havde været villig til at sende dig tilbage til ham, men skilsmisse kunne du jo aldrig have fået. Du har ikke noget andet sted at begive dig hen, Maria.

Nu! tænkte Endre. Nu er øjeblikket kommet for Magnus til at bede om at måtte tage sig af hende – at måtte gifte sig med hende!

Både Endre og Maria så afventende på Magnus.

Men han tav. Uhyggelig bleg i ansigtet havde han taget imod beskeden om Brandenburgs fald.

Da de forstod, at han ikke havde tænkt sig at sige noget, vendte de begge blikket bort i dyb skam. Marias fyrstelige herkomst kunne ikke hjælpe Magnus længere – han havde ikke råd til at gøre et værdiløst parti.

Endre ville så gerne have taget hende i sine arme og trøstet hende for den skam, hun blev udsat for. Men der var ikke noget, han kunne gøre.

Efter en pinlig pause fortsatte Alexander: - Denne gang skal I få lov at rejse hurtigt og behageligt. En stor eskorte følger os nordover.

Med sænket hoved forlod Magnus rummet.