2. KAPITEL

Foran dem, midt på gulvet, stod en pige på knap seksten år. Hun var rank i ryggen og holdt hænderne hårdt presset foran brystet. Stolt og rolig betragtede hun dem, men de kunne se angsten i de mørke øjne.

Hun var yderst fornemt klædt. Skørtet var guldbroderet, og kjolelivet var stivet af perler og glitrende stene. En så kostbar dragt havde von Litzen aldrig kunnet give hende.

Det var tydeligt, at hun havde klædt sig på i al hast, for det sorte hår under den lille, perlestukne hætte faldt sjusket ned i nakken, og nøgne, rødfrosne tæer stak frem under kjolekanten.

– Hvem er du? spurgte Magnus brysk.

Hun løftede hovedet. – Maria af Brandenburg, svarede hun klart og tydeligt, men med en let skælven i stemmen.

– Brandenburg! udbrød Magnus bestyrtet. – Jeg havde godt nok hørt, at von Litzen havde gjort et godt parti, men …

– Det er en fyrstinde, hviskede han lavt til Endre.
– En slægtning til den kommende kejser.

Til pigen sagde han på tysk: - Tillad mig at forestille mig, Deres Højhed. Jeg er herr Magnus Maar til Solstad, og dette er min ven Endre.

Svaret kom på et fint norsk: - Hvad er der sket?

– Jeg beklager, sagde Magnus. – Slottet er faldet i vores hænder.

Et kort øjeblik slog hun hænderne for ansigtet, men så beherskede hun sig. Efter et dybt, skælvende åndedrag fortsatte hun:

– Og … Hun gøs. – Von Litzen?

– Jeg ved det ikke. Antageligt død.

Var det blot indbildning, eller fik hendes ansigt et udtryk af lettelse? Magnus var ikke i stand til at afgøre det.

Pludselig rungede det af løbende skridt i gangen. Magnus og Endre så hurtigt på hinanden.

– Ingen vidner …, mumlede Endre. – Men vi kan ikke …

– Vi må tage hende med os, hviskede Magnus.

Han vendte sig imod den unge pige. – Tilgiv os, fyrstinde, sagde han. – Men vi er nødt til at gøre dette.

Så åbnede han vinduet og hoppede ud.

– Hurtigt, Endre! Før de kommer! sagde han med armene strakt op mod vinduet.

Endre mumlede en undskyldning, greb fat i den lille fyrstinde, løftede hende ud til Magnus og hoppede selv efter. Hun gjorde mine til at ville skrige op, men Magnus lagde hånden over hendes mund.

– Hvis De vil leve, må De være stille, Deres Højhed! hviskede han.

Hun nikkede skræmt.

Endre rakte hendes strømper og sko frem, som han havde snuppet i forbifarten. Hun tog skoene på i en fart. Strømperne stak Magnus i lommen. Tiden tillod ikke et mere omhyggeligt toilette.

Så løb de over til skoven, og snart var de skjult af de dybe skygger.

– Her, fyrstinde, sagde Magnus lavt og pegede på en nedfalden træstamme i en lysning i skoven. – Vi må vente her, til Endre kommer med vores heste.

Hun satte sig tøvende og forsigtigt. Magnus blev stående.

– Heste? sagde hun spørgende. – Er vi nødt til at ride?

Han nikkede. Måneskinnet glitrede i hendes hætte og kjole og gav hendes hår en tågeblå glans. Hun virkelige så ung og fortabt.

Fra herresædet lød der stadig larm og spektakel. Skrig og brag fra nedfaldende bygningsdele tydede på, at kampen langtfra var overstået endnu.

– Vi må væk herfra, sagde Magnus. – De, fordi De vil blive dræbt, hvis mine venner vinder, og vi, fordi en landsknægt så os fra et vindue, da vi løb over gårdspladsen. Så hvis von Litzens mænd vinder, er Endre og jeg dødsdømte.

Hun virkede lidt betuttet. – Skal vi langt?

Magnus trak på skuldrene. – Det komme an på. Har De nogen venner i Norge?

– Jeg har en tante i Bergen.

– Bergen? Ja, det var langt væk. Er det der, De har lært at tale norsk?

– Ja. Jeg blev opfostret der. Det var der, jeg mødte von Litzen.

Denne gang var der ingen tvivl om, at navnet fik hende til at gyse.

Magnus sagde tøvende: - De forstår vel godt, fyrstinde, at hvis von Litzen har overlevet dette, så må De tilbage til ham.

Hun så op med skrækslagne øjne. I måneskinnet var hendes bløde, barnlige ansigt meget smukt.

– Nej! bønfaldt hun. – Lad mig få lov at slippe!

– Men hvor vil De gøre af Dem selv?

– Jeg vil hjem til Brandenburg, sagde hun ulykkelig. – Min tante i Bergen vil bare sende mig tilbage hertil igen.

Magnus rynkede sine øjenbryn. – Tilgiv mig mit spørgsmål, Deres Højhed, men hvordan kunne Deres fader gifte Dem bort til von Litzen?

Hun gjorde en håndbevægelse mod træstammen ved siden af sig. – De kan sidde, herr Magnus, sagde hun nådigt. – Egentlig var jeg lovet bort til en tysk prins, men han døde af kopper. Der er ingen overflod af prinser ude i Europa. Og kong Christian anbefalede von Litzen. Sagde, at han skulle skaffe ham en storslået karriere.

Magnus ventede lidt med det næste spørgsmål.

– Sig mig … De er meget ung. Var De … var De hans sande hustru?

Hun skælvede som af kulde. – Nej! Hidtil har han haft andre kvinder. Og det er jeg faktisk taknemmelig for!

* * *

Skoven blev oplyst at et kraftigt ildskær.

– Nu brænder borgen, sagde Magnus. – Det må have været et uheld. Jeg vil håbe, at ingen har været så dum at stikke ild på den med vilje! Så bliver straffen fordoblet.

Den unge pige skjulte sit ansigt i hænderne. – Åh, nu brænder alle mine pæne klæder! Og alt det, jeg havde med hjemmefra …

Magnus tog varsomt hendes hænder i sine. – Men De brænder ikke, fyrstinde. De lever og er fri, og vi skal nok hjælpe Dem, så godt vi kan.

Hun så kritisk op på ham. – Jeg blev forfærdelig bange, da De kom ind, herr Magnus. Men De er ingen barbar, som jeg troede. De har så kønne, lyse øjne. De må forstå, jeg havde det rigtignok kedeligt på slottet – og dette her er i grunden rigtig spændende. Der er bare én ting, der bekymrer mig …

Magnus betragtede hende med et smil. – Og hvad er det?

– Hvem vil det nu være, der skal klæde mig på om morgenen? Og servere min morgenmad? Sætte mit hår op og rede min seng? Og hvor skal vi få sengetøj fra?

Bevar mig vel! tænkte Magnus. Så sagde han opmuntrende: - Det ordner sig nok.

En stor, mørk skygge kom glidende ind over den skovlysning, hvor de sad. Fyrstinden skreg op, men det var bare Endre, som kom ridende, mens han ledte den anden hest ved tøjlerne.

Hun vendte sig hurtigt til Magnus. – Du kan kalde mig Maria. Men naturligvis ikke din tjener.

– Endre er min ven, ikke min tjener.

Hun fortrak en misbilligende grimasse. – Men han er en bonde!

Din lille snerpe! tænkte Magnus.

Han steg til hest. – Ah, det føles bedre! Vi må prøve at komme til Bergen, Endre. Men dertil når vi ikke på en nat. Har du nogen forslag?

Endre tænkte sig om, mens han løftede Maria af Brandenburg op foran Magnus. – Min moders slægt bor i Valdres. Måske kunne vi …

– Fint! afbrød Magnus. – Til Valdres!

* * *

De red ud af skoven og op mod åsen i vest. Bag dem steg bålet højt mod sky – det var det hundredårige herresæde, der sank i grus. Det gnistrede og drønede i luften, og på den anden side af Mjøsa kunne folk se branden spejle sig i vandet, mens himlen blev oplyst af de dansende flammer.

En kvælende røg lagde sig over åsen, så flygtningene fik tårer i øjnene. Maria hostede, og Magnus trak hende tættere ind til sig, for at hun ikke skulle blive udsat for den værste røg. Hestene stejlede, men blev tvunget videre.

Da de nåede bakkekammen, standsede de et øjeblik for at lade hestene hvile. Vemodige så Magnus og Endre ud over deres barndoms bygd.

– Tror du, vi får den at se igen, Endre?

Endre rystede på hovedet. – Ikke før Norge er frit. For selv om von Litzen er død, vil vores flugt sladre om, at vi var med. Og fyrstinden må bort herfra. Henrik Granums mænd ville aldrig lade hende leve.

Magnus lo, bittert og opgivende. – Hvad er det egentlig, vi har begivet os ud på?

– Fortryder du? spurgte Endre.

Magnus så længe ned mod sit hjem, mod Solstad, hvor hans moder nu sad alene. Tanken om hende var det eneste, der bekymrede ham.

– Fortryder? sagde han tankefuldt. – Nej, jeg fortryder ikke. For mig findes der kun et mål nu: en norsk konge på Norges gamle, ærefulde trone … Kom nu! Vi må nå et langt stykke, før dagen gryr.

Uden at se sig tilbage vendte de hestene og fortsatte den uvisse færd mod vest.

* * *

Måneskinnet flimrede i buske og krat, hestenes maner flagrede, og hovene dundrede mod det bløde græsunderlag. De fulgte et gammelt hjulspor, som Endre kendte godt. Han red først, og så fulgte Magnus med den fortumlede, skrækslagne Maria. Et sådant ridt havde hun aldrig før været med på. Hun klamrede sig fast til Magnus og turde næsten ikke se på den mørke skikkelse, som jog af sted foran dem, næsten spøgelsesagtig i måneskinnet. I det fjerne lå blåflimrende højdedrag, og fra små vådområder glimtede genskinnet kort for så at forsvinde igen.

Uophørligt stormede de fremad, indtil månens lys blev stadig svagere, og dagen gryede bag dem.

Da standsede Endre ved en lille sø oppe på en fjeldside.

– Ih, du milde! gispede Magnus. – Jeg vidste ikke, at dit gamle øg kunne skyde sådan en fart!

Hestene dirrede over hele kroppen efter det hårde ridt. Maria gled ned fra sadlen og sank sammen som en sæk kartofler, fuldstændig udmattet.

– Jeg er så træt, klynkede hun. – Og sulten. Skaf mig noget at spise!

Magnus fnøs. – Skaf mig noget at spise! efterabede han. – Hvil nu et lille øjeblik, så må vi videre.

Hun kastede sig ned i græsset, så lang hun var. – Jeg vil ikke! Jeg vil ikke mere, jeg vil hjem!

– Forkælede pigebarn! mumlede Magnus.

Men Endre hentede lidt vand fra søen og bøjede sig over hende.

– Her, fyrstinde, sagde han venligt. – Drik dette – det hjælper mod den værste sult.

Hun gjorde en utålmodig bevægelse, som om hun ville skubbe hans fremstrakte hænder bort, men så gav hun han et gnavent blik og drak. Så lagde hun sig ned igen uden at takke.

– Hun bliver ikke nådig! sagde Magnus irriteret til Endre.

– Man må forstå hende, sagde Endre sagtmodigt. – Hun er vant til en andet slags liv. Hun har ingen forudsætninger for at forstå dette. Og vi er trods alt hendes fjender, som har revet hende ud af hendes hjem og brændt det ned. For selv om hun åbenbart afskyede at bo i von Litzens hus, fik hun alligevel alt, hvad hun forlangte af mad og varme og opvartning der.

– Nå ja! sagde Magnus lidt mere medgørlig. – Hun bliver nok snart mildere!

Han smed strømperne hen til hende.

– Maria! Nu kan du tage de her på. Det er koldt nu i daggryet, og der er langt endnu!

Hun adlød modvilligt.

– Kalder du hende Maria? spurgte Endre forbløffet.

– Ja, svarede Magnus med et bredt smil. – Men det får du ikke lov til.

– Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre, sagde Endre dybt chokeret.

Han betragtede hende tankefuldt, mens hun sad og tog sine sko på.

– Jeg spekulerer på, hvordan hun egentlig har haft det på slottet …

Så fortalte Magnus om den samtale, han havde haft med hende, om fyrsten af Brandenburgs ligegyldighed over for datterens giftermål og om hendes såkaldte ægteskab med von Litzen.

Endres øjne mellem de tjæresorte vipper fik et udtryk af smerte og medlidenhed.

– At man kan behandle et lille menneskebarn på den måde! var hans eneste kommentar.

Magnus stivnede og stirrede mod et højdedrag foran dem. – Endre! Se der!

En trop af ryttere tegnede sig i skarp silhuet mod horisonten i vest.

– Lejesoldater! hviskede Endre forskrækket. – De kommer herover!

– Det må være forstærkninger, som er blevet tilkaldt af branden – eller nogle af von Litzens mænd! Hurtigt, inden de ser os!

– Fyrstinde! råbte Endre. – Er De klar?

– Ja, svarede hun åndeløst, mens hun kæmpede med skoen. Endre, som var nærmest med sin hest, bøjede sig ned og snuppede hende op. Hun strittede energisk imod.

– Slip mig, din bondetamp! Jeg vil ride med Magnus!

– Der er ikke tid til at bytte. Jeg beklager, sagde Endre, mens han klemte hende fast foran sig. – Eller vil Deres Højhed hellere blive her?

– Åh, nej! skreg hun i panik. – Ikke tilbage til von Litzen!

Hun faldt lidt til ro, men slog med nakken og prøvede at holde sig så langt borte fra Endre som muligt. Det gik ikke i længden, og hun måtte finde sig i, at ”bondetampen” holdt hende lidt strammere ind til sig, mens han styrede hesten ind mellem træerne og væk fra alfarvej.

De hørte rytterne nærme sig i fuld galop.

Von Litzens lejesoldater red forbi – de havde ikke opdaget, at Magnus, Endre og Maria var forsvundet ind i skoven. Endre slap taget i fyrstinden, som gled ned på jorden, hvor hun sank udmattet sammen. Så steg han selv af hesten og så bekymret op mod himlen.

– Skyerne samler sig ovre i vest. Jeg tror, vi får regn. Vi er ganske højt oppe – dalen i syd hedder Snertingdal, men jeg ved ikke nøjagtig, hvor vi er. Jo, for res­ten – nu husker jeg det. Jeg har været her før. Uf!

– Hvorfor siger du uf?

Endre gøs. – Et lidet hyggeligt minde.

Magnus spurgte ikke om mere. – Men nu kan vi ikke ride længere, sagde han. – Hestene er trætte, Hendes Nåde er udkørt, og selv jeg er sulten som en ulv. Hvis vi desuden skal have regn … På en eller anden måde må vi i hus!

Endre bed sig i læben. Det fjerne udtryk i hans øjne sagde Magnus, at han var i stærk tvivl.

– Nå, Endre – ud med sproget!

– Jeg kender til et hus her i nærheden. Men jeg ved ikke …

– Aha! Det ubehagelige minde?

Endre nikkede. – Vi kan sikkert få mad og hvile der. Det er en enlig kvinde, der bor i huset, langt fra alfarvej. Men …

Han så bekymret hen på Maria. Den unge fyrstinde blev nysgerrig.

– Hvis vi kan få mad der, går vi naturligvis derhen, sagde hun kort. – Eller er der noget i vejen med stedet?

Endres næsefløje vibrerede, som om han lugtede til noget ubehageligt. – Jeg ved det ikke. Det er så længe siden, jeg har været der. Men hun kendte min fader godt, så måske tager hun imod os.

– Kan man stole på hende? sagde Magnus lavt.
– Hun står vel ikke på von Litzens side?

– Stole på? fnøs Endre foragteligt. – Hun ville sælge sin egen bedstemoder for nogle sølvmønter. Hun står ikke på nogens side – bortset fra sin egen! Derfor vil jeg råde til, at vi ikke tager derhen i disse klæder, i hvert fald ikke fyrstinden i den kjole. Det er ofte sket, at rige folk her sporløst er forsvundet på vej over fjeldet. Måske er det denne kvinde, der fanger dem i sit garn på en eller anden djævelsk måde – jeg ved det ikke …

De første regndråber begyndte at falde. Maria af Brandenburg begyndte at småklynke og trak småskælvende kjolen sammen i halsen.

Magnus tøvede. – Tror du ikke, at vi ville klare os? Når vi er opmærksomme på faren? Vi kan sige, at vi er blevet overfaldet af røvere. Det er jo umuligt at skjule vores stilling helt, selv om Maria nok bliver nødt til at skære al stadsen af kjolen og hætten. Og min pung med sølvpengene må vi gemme her i skoven, til vi kommer tilbage.

Endre havde et stramt drag om munden af alvor og bekymring. Så smilede han: - Tør De godt, fyrstinde?

– Jeg er ligeglad med alting, bare jeg får mad og en seng … Marias stemme var træt og utålmodig.

Endre lod til at have bestemt sig. – Nå, så må vi vove det! Men først må vi ordne det med vores klæder!

Han gav Maria en kniv. – Tag den, og skær pynten af Deres kjoleliv, fyrstinde!

– Åh, nej, bad hun. – Det er det sidste, jeg ejer.

– De skal nok få lov at beholde det hele, for vi kommer nok til at få brug for denne perlestads i tiden fremover.

Maria tøvede et øjeblik, men så tog hun kniven og begyndte at sprætte de smukke perler og ædelsten løs. Hun gjorde det med et hidsigt, lille ryk og et hikst for hver sten og perle. Magnus hjalp hende med ryggen.

Da de var færdige med kjolen, sagde Endre roligt.
– Og så var det hætten.

Hun gav ham et rasende blik, men adlød. Endre lagde det hele i en læderpose, som de gemte under en sten sammen med Magnus’ sølvpenge. I mellemtiden havde Magnus vendt sine klæder, så han blev så simpelt klædt som muligt – hans baret og fløjlskappe blev også placeret under stenen. Da de var færdige, granskede Endre dem. Han rystede resigneret på hovedet.

Kjolelivet virkede lidt fattigere nu, da alt det kostbare glitter var borte. Men stoffet var guldstukkent, og desuden trådte den lille fyrstindes egen farver desto stærkere frem. Selv om hendes hår så temmelig bedrøveligt ud efter at have savnet en kam i nær ved et døgn, dannede de kulsorte lokker en smuk ramme omkring det bløde barneansigt med de store, mørke øjne og de friske, røde læber. Og Magnus lignede mest af alt en ridder, som forgæves havde prøvet at klæde sig ud som en laset landstryger.

– Nej, det her går ikke, sagde Endre. – Fyrstinde, kan De gå om bag træet derhenne og vende vrangen ud på Deres kjole? De guldstikninger er alt for påfaldende. Emma kommer til at lægge mærke til dem med det samme.

– Emma? sagde Magnus. – Er det Emma, hun hedder?

– Ja, svarede Endre kort. Han så stadig afventende på Maria.

Hun rødmede. – En af mine underkjoler kunne måske gå for at være en simpel kjole, sagde hun med bøjet hoved.

– Udmærket! sagde Magnus og Endre i kor, og for første gang lyste Maria op og viste, at hun følte et slags fællesskab med dem. Hun forsvandt og kom efter et stykke tid tilbage med den guldindvirkede kjole over armen.

Magnus betragtede hende kritisk. – En simpel kjole? Nå, ja, det kan man da godt kalde det. Kom nu, så drager vi videre!

Et stykke tid senere fik de den ensomtliggende gård i sigte – den var bygget af sten og groft tømmer og lå på et bakkedrag på den anden side af en elv. De balancerede over en vakkelvorn bro, og da de kom nærmere, så de flere små udhuse, der tilsyneladende var anbragt planløst omkring beboelseshuset. Ude på en mark gik en stor, kraftig mand og pløjede. Han bar en hat med brede, nedhængende bræmmer og råbte til hesten med kraftfulde, men ikke særligt skønne ordvalg.

Magnus studsede. – Jeg syntes, du sagde, hun var enlig?

– Vær ikke bange, sagde Endre. Han gik over til manden og anråbte ham. Magnus fulgte tøvende efter i regnen, som nu øste ned.

Manden standsede arbejdet med et ”prrruh!”, der lød som et middelsvært tordenvejr. Et groft, vejrbidt ansigt kiggede op på dem.

– Goddag, Emma, hilste Endre høfligt. – Du husker vel ikke mig? Jeg er Endre fra Svartjord, som engang var her sammen med min fader og købe en hest af dig.

Pludselig opdagede Magnus til sin store forbløffelse, at ”manden” var klædt i skørt – et vidt, gråt skørt, som var så beskidt, at det kunne stå af sig selv. Jerngrå hårtotter stak frem under hatten. Han så, hvordan Maria stivnede af væmmelse.

– Endre fra Svartjord, buldrede kvinden. – Jo, jeg husker din fader. En god mand. Hvem er det, du har med dig?

De plirrende øjne så vurderende på Magnus og Maria.

– Det er et søskendepar, som jeg stødte på heroppe på fjeldet. De var på vej vestover, men kom ud for røvere.

– Røvere? Heroppe! hvæsede Emma som en rasende kat. – Hvem er det, der blander sig i mine …

Hun tav brat og anstrengte sig øjensynligt for at være mild i stemmen, da hun fortsatte: - Hvor ærgerligt! Og så mistede I alt, hvad I havde?

– Næsten, sagde Endre svævende. – Men denne unge pige er våd og træt, og sultne er vi alle. Du skulle vel ikke have et måltid mad og en sengeplads til os?

– Hvad får jeg for det? spurgte kvinden hurtigt.

– Den smule, vi har tilbage, sagde Magnus alvorligt. – Jeg klarede at stikke en sølvmønt til side – jeg håber, det går an.

Kvinden tog imod mønten og bed i den. Hun nikkede bifaldende.

– Fin hest, du har, sagde hun indsmigrende og strøg over det kostbare seletøj, som de havde glemt at fjerne. – Skal vi bytte? Jeg har en statelig hest i stalden …

– Vi må se … sagde Magnus.

Så blev de budt ind i huset, hvor køkkenet og stalden havde samme indgang. Der lugtede intenst af gødning og andre ubehagelige ting.

Med udsigt til de svingende kohaler spiste de så et sælsomt måltid, bestående af retter, som de ikke kunne identificere – og det ønskede de heller ikke at kunne. Maria var næsten hvid i ansigtet og tyggede med fortænderne – det var tydeligt, at det var slemt for hende at få maden ned.

Magnus gav hende et opmuntrende blik.

– Du er nødt til det! hviskede han, da Emma var ude et øjeblik. – Ingen herskabsgriller her – så er vi færdige!

Hun var på grådens rand. – Jeg gør det, så godt jeg kan, peb hun ynkeligt.

– Jeg synes, hun er rigtig dygtig, sagde Endre. – Det her må jo være en kolossal forandring for hende.

Maria sagde ingenting, men Endre så det lille, taknemmelige smil, som et øjeblik lyste op i hendes ansigt. Han forstod, at hun var et af den slags mennesker, der gør deres yderste, hvis de får ros, men som mister modet helt over for kritik.

Magnus takkede Emma varmt og høfligt for maden, sådan som bare han kunne gøre det, og der var ingen tvivl om, at hun var charmeret.

Men Endres hjerte var tungt af bekymring for den lille fyrstindes skyld. Bare hun nu magtede at tie om sin herkomst! De havde bedt hende tale så lidt som muligt, for at Emma ikke skulle begynde at spekulere på, hvor hendes accent stammede fra. Hvis hun fik mistanke om, hvem Maria var, ville hun øjeblikkelig udnytte det til sin egen fordel – forlange løsepenge eller forråde dem til de nærmeste danske myndigheder.

Maria var mere optaget af de rent øjeblikkelige vanskeligheder. Hendes kjole var fugtig af regnen, og i sit hoved og bag næsen kunne hun føle et tryk, som varslede forkølelse. Den grød, som hun kæmpede med, var sej og klumpet og havde ingen lighed med de veltillavede retter, hun var vant til. Alt var så skræmmende nyt og uhyggeligt. Hun havde ikke anet, at folk kunne leve på denne måde, og hun vidste ikke længere, om hun burde betragte de to unge mænd som frelsende engle, eller om hun længtes tilbage til von Litzens hus.

Hun havde skammet sig over at være nødt til at omgås Endre, for han var jo bare en tjener. Men til hendes store forbavselse havde han vist sig at være ganske anderledes end de tjenere, hun havde været omgivet af. Og klog virkede han også. For en sikkerheds skyld sørgede hun alligevel for at holde en vis afstand …

Magnus Maar, derimod, kunne hun ikke se sig mæt på. Det isgrå, drillende blik, som havde varme trods den kolde farve, hvilede af og til på hende, og da følte hun ligesom en iling gennem sig. Selv nu da han anstrengte sig for at være så jævn og folkelig som muligt, var han en adelsmand. Tænk, om han havde været von Litzen! Så ville ægteskabet ikke have skræmt hende.

Hun længtes efter nogle af sine egne. Hun havde kun en svag erindring om det smukke barndomshjem i Brandenburg. Hos tanten i Bergen havde hun haft det strengt og kedsommeligt – hele tiden havde hun måttet passe på sin ”standsmæssige opførsel”, og hendes væsentligste beskæftigelse havde bestået i at sømme og brodere.

Hendes mund skælvede. Hun kunne ikke se nogen rolig, behagelig fremtid for sig – kun uvished. Dette var jo rigtignok langtfra kedeligt, men hun ville helst opleve hyggelige ting – ikke denne stormflod af skrækindjagende indtryk!

Sådan sad de alle ved bordet og lod tankerne vandre. Hvad den groteske gamle kvinde tænkte, vidste ingen, og der var heller ikke nogen, der følte trang til at få det at vide …

* * *

Til trods for at det var tidligt på dagen, bad gæsterne om at måtte hvile et par timer, inden de fortsatte.

Det havde Emma ingenting imod, tværtimod – hun viste dem villigt ind i et mørkt kammer med en kæmpemæssig seng, bred og kort. Maria kastede sig øjeblikkelig, så lang hun var, på den ene side af sengen, og Magnus og Endre lagde sig på den anden side. Der var god plads til dem alle tre. De to unge mænd havde taget hver deres kniv med sig, som de skjulte under fåreskindene.

Maria listede barnligt hånden ind i Magnus’ og sov med det samme. De to andre kunne ikke sove.

– Jeg har tænkt på noget, Endre, hviskede Magnus. – Von Litzen må være død nu – hun er altså enke. Ved du, hvad vi skal gøre? Vi skal føre hende i god behold tilbage til fyrsten af Brandenburg. Og så …

– Til Brandenburg? Det bliver da temmelig langt. Og hvad så?

– Hun kan godt lide mig, sagde Magnus tankefuldt. – Det kan jeg mærke. Husker du, hvad jeg sagde i går – om at jeg kun har et mål nu? Et frit Norge. Og gennem hende kan jeg nå det mål! Jeg agter at gifte mig med hende!

Endre trak vejret dybt. Så sagde han roligt: - Hvad har du tænkt dig at opnå med det?

Magnus lå helt stille. Han havde et underligt smil om munden. Så sagde han lavt, ligesom for sig selv:

– Norges krone.

– Du er gal! udbrød Endre.

– Hvorfor det? sagde Magnus tørt. – Fyrsten bliver sikkert glad over at få hende levende tilbage.

– Men – Norges krone!

– Vil du ikke hellere have en norsk konge end en udenlandsk?

– Jovist, men …

– Og hvor mange er der her i landet, som kan passe til kronen? spurgte Magnus. – Adelen er ved at dø ud, og kirken har ringe magt. Nævn mig nogen, der står nærmere, end jeg gør! Jeg står i hvert fald ikke længere tilbage end andre. Hvis jeg får fyrstedømmet Brandenburg i ryggen, bliver jeg stærk. Og fyrsten ser nok gerne sin datter som dronning på Norges trone. Hellere dét end at støtte kong Christian mod mig.

– Christian kommer ikke til at give slip på Norge godvilligt, indvendte Endre.

– Han er allerede svækket af sine evindelige krige med svenskerne og andre. Og jeg får hele Norge med mig.

– Næppe, sagde Endre skeptisk. – Borgerne får du ikke med! Rigtignok har Christian mange svage sider, men han har gjort meget for at give borgerne og de lavere klasser bedre levevilkår.

Magnus fnøs foragteligt. – Javist! Men tror du, han tænker på deres bedste? Åh nej, du – han vil bare vinde dem for at styrke sin egen stilling. Nej, Endre, jeg ved, at hvis der bare er én, der begynder … hvis én mand står op og siger: ”Danskerne skal ud!”, så kommer oprøret til at vokse som en lavine i landet. Og jeg skal blive den mand!

– Dine tanker flyver højt, Magnus. Men jeg ser dig jo gerne som Norges konge. Vejen dertil virker bare så lang.

De lå tavse en stund og stirrede mørkt ud i luften, mens de hørte på Emmas hæse råb til hesten ude på marken.

– Du, Endre, hviskede Magnus til sidst. – Det er underligt at se en sengehimmel i dette tarvelige hus.

– Ja, svarede Endre, og Magnus kunne høre en svag undertone af frygt i hans stemme. – Jeg har set på den. Den er polstret på undersiden.

– Ja – men hvorfor det?

– Hvis det er, som jeg tror, så kan jeg ikke lide det, sagde Endre.

Han steg ud af sengen, steg op på en taburet og undersøgte sengehimlen. Den var usædvanlig tung, men gav efter for tryk.

– Der er en underlig anordning her, sagde Magnus. – Nogle remme, der fører ud i det andet rum. Hvad skal det være godt for?

Pludselig løb det ham koldt ned ad ryggen. – Den polstrede underside … Gud hjælpe mig!

Endre nikkede alvorligt. – Sengehimlen kan sænkes. Derudefra. Og en sovende gæst ville ikke nå at komme ud af sengen i tide – før polstringen kvalte ham!

Magnus for op. – Her kan vi ikke ligge!

– Jo da, men vi må holde vagt. Det havde jeg tænkt mig at gøre alligevel. Jeg tager den første vagt …

Maria var også vågnet og havde hørt, hvad de sagde. Hun gispede af rædsel og afsky.

Magnus lagde hånden over hendes mund. – Shhh! Den hundjævel er inde i huset igen. Lad, som om I sover! Og hold kniven klar, Endre! Vær forberedt på hvad som helst!

De lagde sig ned igen med blandede følelser. Maria kunne ikke begribe, hvorfor de ikke ganske enkelt kunne stå op og løbe deres vej, men både Magnus og Endre ville gerne se, hvad kvinden havde i sinde at gøre mod dem.

Efter et lille stykke tid hørte de, at døren blev åbnet forsigtigt. Maria knugede Magnus’ hånd og fik et beroligende klem tilbage. Endres dybe søvn var måske lidt overdrevet – trods spændingen havde Magnus svært ved at holde sig alvorlig på grund af alle de sælsomme snorkelyde.

Maria lå stiv af skræk og lyttede til de listende skridt, der nærmede sig sengen. Hun forsøgte at trække vejret dybt og roligt, men hendes hjerte bankede alt for hurtigt. Så følte de kvindens åndedræt ganske nær, og de kunne forestille sig, hvordan hun granskede dem alle nøje for at se, om de sov. Endre holdt hårdt om knivskæftet, men han rørte sig ikke …

Så trak Emma sig tilbage, og Magnus åbnede forsigtigt det ene øje. Hun stod henne ved deres overtøj og rodede det igennem. Hun gjorde en foragtelig grimasse mod Endres skjorte og elgskindvest, men granskede indgående Magnus’ smukke kjortel og bælte. Da han imidlertid havde fjernet al pynt, fandt hun ud af, at de måtte have talt sandt om røverne, der havde plyndret dem. Marias kjole var jo også uden nogen form for pryd. Emma gryntede skuffet og forlod rummet, idet hun spyttede i retning af sengen.

– Pyha! pustede Magnus. – Nu synes hun sikkert ikke, at det er umagen værd at kvæle os under sengehimlen. Men nu orker jeg ikke dette værelse længere! Lad os komme væk herfra! Så hurtigt som muligt!

De andre var fuldstændig enige.

– Ja, nu har jeg fået sovet ud, så vi kan godt fortsætte, sagde Maria.

– Tja, Endre og jeg kunne nok også trænge til lidt hvile, men …

Maria hævede brynene. Hendes blik sagde ham, at det var fuldstændig ligegyldigt, om de andre havde sovet eller ej, bare hun var udhvilet. Magnus gad ikke diskutere med hende.

De tog afsked i al hast og skyndte sig over broen. Først da de var langt borte fra gården, opdagede Magnus, at hans hest var blevet berøvet de fleste af sølvbeslagene på seletøjet.

– Jeg syntes nok, hun så ud, som om hun havde slugt en stor, fed lækkerbisken, mumlede han. – Rakkerkælling! Hun burde udryddes! Men det må nogle andre tage sig af – vi har nok bekymringer, som det er!

De nåede til gemmestedet og fandt deres sager frem fra hullet under stenen. Det regnede stadig. Maria nøs.

Endre lod til at tage det fyrstelige nys alvorligt.
– Det her går ikke! Vi må skaffe hende tag over hovedet.

De red langsomt videre, mens de ledte efter et sted, hvor de kunne søge ly. Maria blev mere og mere gnaven og utålmodig og klagede stadig over den situation, som hun – en fyrstinde af Brandenburg – var blevet tvunget ud i. Da hun ikke fik svar, tav hun fornærmet.

Til sidste fandt Endre et tørt sted under et klippefremspring. Der tændte han et bål og hang det våde overtøj til tørre. Hestene fik også plads under halvtaget. Magnus anviste Maria en siddeplads af tørre kviste. Ikke et ord blev sagt. Stemningen var anspændt.

Fyrstinden kørte i fortvivlelse fingrene gennem sit filtrede hår.

– Jeg har en kam, sagde Magnus hurtigt. – Hvis Hendes Nåde tillader det, kan Endre måske hjælpe til med det mest filtrede … Han smilede drillende.

Maria stivnede på grund af det uærbødige tonefald, men så nikkede hun kort og nådigt.

Endre virkede for en gangs skyld ærgerlig og hev og sled heftigt i de smukke, halvtørre lokker, men fyrstinden bed tænderne sammen, og kun de flammende, sorte øjne forrådte, hvad hun følte.

– Barnepige! Kammerjomfru! mumlede Endre forbitret. – Hvad bliver det næste?

Magnus sad bare og smågrinede.

Da håret endelig var redt ud og ordnet, som det skulle være, åbnede Maria munden. Men hendes næse var nu så stoppet til, at det hovmodige tonefald helt mistede sin virkning: - Måske jeg så kan få lidt at vide om jeres planer for fremtiden? Vi kan jo ikke fortsætte på denne måde!

Magnus trak på skuldrene. – Vi har ikke noget valg. Vi må holde os skjult for kongens mænd.

– Ja, sagde hun, ubehageligt til mode. – Von Litzen …

– Von Litzen behøver vi ikke at frygte, sagde Magnus. – Han er sikkert død nu.

Maria stirrede forbløffet på ham. – Død! gentog hun vantro.

– Ja, det kan vi tage for givet.

Hun rejste sig langsomt. – Mener du, at I har slæbt mig omkring heroppe i ødemarken uden nogen grund? Og at I har vidst det hele tiden?

Magnus rejste sig også. Han var irriteret: - Det var ikke for at beskytte dig mod von Litzen – det var for at beskytte dig mod bønderne.

– Men det er ikke nødvendigt længere! sagde hun trodsigt. – Og hvis I synes, at jeg bør sørge over min såkaldte mand, så må I synes om igen! Jeg afskyede ham fra første stund. Han var et uhyre, som bare ville udnytte min høje byrd på sin vej mod magten!

Magnus rødmede svagt – han følte sig unægteligt truffet af hendes ord.

Endre, derimod, kunne ikke lade være med at have ondt af den unge pige. Han forstod, hvor forfærdelig ensom, hun måtte føle sig netop nu, til trods for hendes stolte, foragtelige holdning.

– Før mig øjeblikkeligt til kongens mænd! befalede hun. – De kan bringe mig hjem til Brandenburg.

– Kongens mænd hjælper ikke her. Hvis Endre og jeg viser os for dem, bliver vi taget for forræderi!

– Det angår ikke mig. Endre er for resten en barbar!

Det rykkede i Magnus’ ansigt: - Har du tænkt på, hvad Endre har ofret for din skyld? Vi kunne have dræbt dig, og så ville ingen have fået at vide, at vi var med til overfaldet. I stedet valgte vi at redde dig.

– Vov ikke at sige du til mig, din ynkelige, lille adellus! hvæsede Maria og så op på Magnus, som var godt og vel et hoved højere end hende. – Lad os komme herfra med det samme!

– Og du … sagde hun til Endre i en tone af dyb foragt, - du viser os øjeblikkelig vejen til nærmeste bebyggelse!

– Så De har tænkt Dem at udlevere os? sagde Magnus lavt og truende. – De har ikke brug for os længere, og dermed slænger De os bort som et par gamle, udtrådte sko!

– Ja, så sandelig! Jeg har fået nok af det her. Nu da von Litzen er borte, er der ikke længere nogen som helst grund til, at jeg skal føre et så umenneskeligt liv!

Endre og Magnus kiggede på hinanden. Uden et ord gjorde de hestene i stand. Deres stolte fremtidsplaner sank i grus.

Men Magnus opgav ikke håbet så let. Han skulle nok vide at knække den lille fyrstindes hovmod.