5. KAPITEL

Foråret kom og gled over i sommer.

Maria begyndte at blive urolig. Ikke et livstegn havde hun fået fra sine venner, siden de i stilhed forsvandt igen juledags morgen. Hun kunne jo ikke gemme sig her i al evighed, selv om det var gået godt hidtil?

Høsten nærmede sig atter, og hun fyldte atten år. Ingen kunne undgå at se, at hun var blændende smuk. Hun gik klædt som de andre i en hørskjorte med vide ærmer under en vid kofte med et lidt trangt liv.

Det var ikke til at undgå, at hun fik beundrere, men Guri var streng. Hun vogtede med falkeblik over sin højbårne protegé, og det var Maria glad for. Alle hendes tanker var hos Magnus – Magnus, der lod til aldrig at komme …

Men så en nat vågnede Maria af dæmpede stemmer i værelset ved siden af. Hun rejste sig op på albuen – forsigtigt for ikke at vække de andre piger, som sov i den samme seng. Hendes hjerte bankede heftigt.

En lysstribe faldt ind i rummet, idet døren blev åbnet. Guri listede sig stille hen til sengen.

– Maria?

Hun var oppe på et sekund. – Er de her?

– Ja. Klæd dig godt på! I må ride af gårde nu i nat!

– Allerede i nat? Hvorfor det?

– Von Litzens mænd er i gang med at ransage hvert eneste hus i Valdres, hviskede Guri. – Lensmanden kommer her i morgen. Herr Magnus har ordnet alt med rejsen, men han blev forsinket på grund af landsknægtenes store aktion her på egnen. Så I har i dobbelt forstand hastværk!

– Hvordan ser jeg ud, Guri? spurgte Maria nervøst, da hun på utrolig kort tid havde fået klædt sig på og nettet sig lidt.

Guri rettede på en lok at hendes sorte hår, for hun vidste, hvor meget det betød for Maria at tage sig godt ud netop nu. – Du er da så pæn, sagde hun beroligende, og så gik de ud.

I det flakkende skær fra tællelysene så Magnus tynd og udkørt ud. Min kæreste, du har haft en tung og vanskelig tid, tænkte Maria ængsteligt. Men så snart han fik øje på hende, lyste han op og fik et bifaldende glimt i blikket.

Et andet sted fra i rummet hørte hun, at nogen trak vejret dybt, men hun havde ikke øjne for andre end Magnus. Lad være at vise, hvad du føler, Maria! tænkte hun hektisk spændt. Men det var ikke spor let for hende at skjule sin begejstring.

– Er du klar? spurgte Magnus kort. Han vidste ikke rigtig, hvordan han skulle behandle denne højbårne unge pige, der nu virkede så voksen.

Hun nikkede ivrigt. – Jeg har haft alt klar lige siden i foråret.

Så flyttede hun blikket over til Endre.

Han var på en måde vokset siden sidst. Han var blevet bredere over skuldrene og så meget mere mandig ud end Magnus. Det var så beroligende at se Endre igen. Hun var sikker på, at han havde passet godt på hendes stolte, ufornuftige Magnus og hjulpet ham på alle måder.

Det var ikke nødvendigt med nogen ord mellem Endre og Maria. Deres smil viste den varme hengivenhed og det inderlige venskab, de følte for hinanden, og glæden over gensynet genspejledes i deres øjne.

Det tog vel en time, inden de kunne komme af sted fra gården. Et solidt måltid fik de, selv om det var midt om natten, og store madpakker fik de med, og så var afskedens stund inde.

Det blev bestemt, at en del af Marias klæder skulle efterlades ved bredden af søen for at antyde, at ”Maria var gået i søen” på grund af en eller anden trist og opdigtet historie. Dette var for, at Guri og hendes familie ikke skulle sidde i saksen, når lensmanden kom.

Maria delte resten af sine ædelsten med husbonden til trods for hans ihærdige protester.

– Her i Valdres tager vi ikke betaling fra mennesker i nød, sagde han stolt.

– Det er ikke ment som en betaling, men som en fattig tak til mennesker, jeg holder af. Tag imod dem som et minde om fyrstinden af Brandenburg! Jeg ved – bedre end de fleste – hvor meget I behøver dem!

Da smilede husbonden, mumlede ”Gud velsigne Dem, fyrstinde!” Han tog imod stenene – og blev med denne enkle håndbevægelse en af de rigeste bønder i bygden.

* * *

De turde ikke tage vejen langs Slidrefjorden, men drog over de vestre fjelde til Vang. Op ad dagen var de på vej over højfjeldet ud mod Lærdal, hvor et hanseskib lå klar til at sejle sydover. Endre kørte en kærre, der var spændt for med hans egen hest og lastet med bundter af forskellige skind, for nu var de pelsjægere, som forsynede håndværkere og byboer med råvarer. Størsteparten af tiden havde Maria ligget blandt skindene og hvilet sig for at samle kræfter til den lange rejse.

Hun fik at vide, at Magnus for længe siden havde lagt denne rejseplan, anskaffet skind og passende klæder og aftalt med kaptajnen på båden, at de kunne følge med til Lübeck.

Det blæste ganske koldt oppe på fjeldet, og hun pakkede skindene godt om sig. Det føltes så trygt at se Endres ryg foran sig – hun lo lavt og tilfredst for sig selv. Den lange ventetid var slut. Nu var hun sammen med sine venner igen.

Endre vendte sig om. – De virker glad, fyrstinde, sagde han smilende.

– Det er jeg også. Jeg har haft det så godt hos dine slægtninge, men – åh, hvor har jeg savnet jer!

– Har De det? sagde Endre genert. – Vi har også savnet Dem.

– Det glæder mig meget. Endre, må jeg sidde oppe foran hos dig? Der er så meget, jeg gerne vil spørge om.

Endre gjorde plads til hende. – Vær så god!

Maria krabbede frem til ham. Det var tidligt på eftermiddagen, et tyndt snelag lå på fjeldtoppene, kærren knirkede og knagede, og hun gøs uvilkårligt efter at have ligget blandt de varme skind.

Endre lagde en ekstra kappe over hendes skuldre.

– Det bliver måske lidt hårdt og bumpende for Dem at sidde her, sagde han. – Men hvis De tager et par skind …

– Det er godt nok, som det er, Endre, smilede hun. – Jeg er ikke det samme pattebarn som i fjor. Har du set mine hænder?

Hun viste dem stolt frem.

Han så bekymret på dem. – Det er for galt! udbrød han.

– Sikken noget vrøvl! Jeg har aldrig været så fornøjet med mig selv som nu!

Han så undersøgende på hende. Maria kunne godt lide hans rolige, eftertænksomme blik.

– Det overrasker mig, sagde han lavt. – Er De virkelig så fornøjet? I nat, da de kom ud fra sovekammeret, så jeg, at De havde grædt.

Det gav et sæt i hende. – Så du virkelig det, Endre?

– Jeg ser alt, når det gælder Dem, sagde han roligt.

Maria sad tavs et øjeblik. – Ja, jeg har ofte grædt mig i søvn, Endre. Jeg troede, I var døde, siden det varede så længe, inden I kom.

Han gav hende et kort og medfølende blik, og så fortsatte han: - Men jeg synes også, det ser ud, som om noget plager Dem nu?

Hun indåndede den kølige efterårsluft i et dybt åndedrag, der i virkeligheden var et suk.

– Du har ret, Endre! Hvorfor virker Magnus så tavs og bitter? spurgte hun lidt fortabt med blikket fæstnet på den ridende skikkelse foran dem.

Endres hænder holdt trygt om tømmerne. – Det er ikke gået så godt for os, som han havde håbet, sagde han langsomt.

– Det var da ærgerligt. Fortæl mig, hvad I har oplevet i det sidste år!

De passerede et kors oppe på fjeldet, rejst til minde om en eller anden nødlidende vandrer, og de sad tavse, indtil de var kommet forbi.

– Som De ser, klarer vi os godt rent pengemæssigt, sagde Endre. – Vi drev jagt i vinters – rejste omkring over det halve Oppland. Slog os sammen med de fredløse, en gang med et følge af tatere, og en gang imellem arbejdede vi på bondegårde … Men overalt hvor vi kom, forhørte vi os forsigtigt om mulighederne for en folkerejsning mod danskervældet …

* * *

Magnus havde holdt hesten tilbage og red nu ved siden af dem. – Jo da, folk var villige nok, sagde han bittert. – De ville svært gerne have en norsk konge, bare de slap for at løfte en finger for at ordne det!

– Nå ja, sagde Endre forsonende. – De var naturligt nok blevet skræmte af tidligere folkelederes nederlag. Men vi vandt da en del ivrige sjæle.

Magnus fnøs foragteligt. – En håndfuld fredløse, ja! Og nogle små bondedrenge. Det var alt. Man vinder ikke et kongerige med den slags!

Han stirrede sammenbidt frem for sig. – Men jeg skal – jeg skal klare det! Jeg har andre udveje …

Han gav hesten et trodsigt, oprørsk slag over flanken og red fremad igen. Endre og Maria tav beklemt.

– Han har forandret sig meget, sagde hun til sidst. – Har han haft det vanskeligt?

– Det er klart, at det ikke hele tiden har været let for ham, sagde Endre undskyldende. – Han er jo så stolt og står på alle måder så højt over andre mennesker.

Maria så på Endre. – Men du har ikke forandret dig. Du er den samme, Endre – og Gud velsigne dig for det!

Han smilede svagt. – Jeg håber, De ikke tager det fortrydeligt op, hvis jeg siger, at De er blevet meget smuk.

Maria rødmede. – Tak, Endre! Tror du – tror du, at han også synes det?

– Det ved jeg, at han gør, svarede Endre hastigt.

– Endre, sagde Maria nølende. – Der er noget, jeg meget gerne vil vide …

– Ja?

– Har Magnus … Åh, Endre – det er så svært!

– Bare spørg! Med mig kan De snakke om alt!

Hun nikkede, som om hun vidste, at det kunne hun trygt gøre. Hun kiggede nervøst ned på sine hænder.

– Har Magnus … nogensinde sagt, at han … at han … holder af mig?

Endre studsede. Det var et vanskeligt spørgsmål at besvare. – Magnus taler altid varmt om Dem.

– Det var ikke noget svar, sagde hun stille.

– Nej. Men det var det rigtigste svar, jeg kunne give Dem.

Hun nikkede bedrøvet.

* * *

Den aften standsede de i nærheden af Borgsund for at hvile lidt. Mens Maria fandt maden frem, tog Endre Magnus med lidt afsides.

– Du, Magnus – jeg tror, du skulle ofre fyrstinden lidt større opmærksomhed, sagde han lidt bekymret.

– Hvordan det? Hvad mener du? spurgte Magnus.

– Jo, du har jo tænkt dig at gifte dig med hende, men jeg tror, hun begynder at tvivle på dine redelige hensigter.

– Åh, det behøver du ikke at bekymre dig om, Endre, lo Magnus. – Selv et barn kan jo se, at hun er forelsket i mig til op over begge ører!

– Ja, sagde Endre lavt. – Men selv den stærkeste kærlighed kan sygne hen af mangel på næring.

Magnus vred sig irriteret. – Hvad vil du have, at jeg skal gøre, så?

– Det skulle da vel ikke være så vanskeligt! Vis hende, at du gengælder hendes følelser. Før i tiden havde du da ingen vanskeligheder med at kurtisere pigerne.

– Det var noget ganske andet! Der kunne jeg jo bare gå lige på og hårdt! Men hvordan i himlens navn gør man kur til en fyrstinde?

Endre smilede svagt. – Også fyrstinder er kvinder, Magnus.

– Ganske vist er hun tiltrækkende! Og forbistret sød! Men jeg må jo ikke engang kysse hende! Men jeg skal nok gøre, som du siger. Du har ret i, at jeg ikke bør forsømme hende.

* * *

Da de havde spist, rejste Magnus sig op.

– Sikken et pragtfuldt måneskin! Maria, har du lyst til at gå med ned til elven og se, hvordan månen glitrer i vandet?

Hun rejste sig villigt, og de gik derned hånd i hånd.

Elven legede muntert mellem stenene i et skyggespil af blåt og sølv, og Marias hjerte bankede hurtigere. Måske havde hun alligevel taget fejl, når hun troede, at Magnus var ligeglad med hende?

– Ville du tale med mig? spurgte hun med sky stemme.

– Tja – nej, egentlig ikke, lo Magnus. – Jeg ville bare være alene med dig en stund. Maria, har du tænkt mere på det, vi snakkede om sidste efterår? Om en fremtid for dig og mig?

– Tænkt på det? smilede Maria. – Det har været mit lys og min eneste tanke.

Magnus lagde hænderne om hende arme. Hun så op i det fine ansigt, som hun havde drømt om i sin ensomhed, og hun var forundret over at se, hvor lidt han havde udviklet sig. Det var jo halvandet år siden, at han havde stået foran hende som tyveårig, i måneskin dengang som nu, stolt og barnligt trodsig mod danskervældet. Og alligevel kunne hun ikke se nogen forandring i hans ansigt. Vegt var det vel ikke, men det havde ikke Endres modne styrke.

– Maria, sagde Magnus med dyb, varm stemme.
– Jeg kan næsten ikke vente …

På hvad? tænkte hun nedslået. På at vinde mig eller Norge?

Men det var grimme tanker. Hvorfor skulle hun tvivle på hans følelser for hende?

Han har ikke forandret sig, tænkte hun. Kan det mon være mig, der er vokset fra ham?

Magnus stod og kiggede ned på hende. Jeg tror sandelig, at jeg er ved at blive forelsket, tænkte han. Jeg, Magnus Maar, som aldrig har betragtet piger som andet end tidsfordriv.

* * *

Magnus kunne belægge sine ord meget smukt, når han ville. Og nu gjorde han sit bedste. Maria skammede sig over sine tanker, da hun hørte den lave stemme, som fortalte om hans beundring for hende, hans respekt og hans kærlighed. Efterhånden som han talte, forsvandt al hendes tvivl.

Hvor er hun ægte, tænkte Magnus. Og sød og smuk er hun også. Antagelig er hun den, jeg engang kommer til at elske for alvor, for hun er en sjælden fin, lille kvinde.

– Hvad er der, Magnus? spurgte Maria ængsteligt. – Du blev så stille.

– Åh, det er ingenting, svarede han let. – Jeg synes bare pludselig, at alt virker så håbløst. Skal jeg nogensinde få dig?

– Du må ikke miste modet nu, sagde hun opmuntrende. – Min fader finder nok en udvej …

Måske, sagde han. – Maria, jeg ved, at jeg ikke må kysse dig, men dette må jeg vel i hvert fald få lov at gøre!

Han tog hendes hånd og førte den op mod sine læber, og han holdt hendes blik fast med sit eget.

– Skal vi så gå tilbage? sagde han med lav, sløret stemme. Og hånd i hånd gik de tilbage til hvilepladsen.

* * *

Dagen efter afleverede de hestene og kærren på et aftalt sted i Lærdal, hvor Guris mand skulle komme og hente dem senere. Så gik de ombord i hanseskibet.

Endnu en gang havde Endre og Magnus skiftet klædedragt – denne gang til købmandens sirlige og elegante dragt. Det var en selvfølge, at Magnus tog sig godt ud i dette antræk, men Endre følte sig åbenlyst lidt ilde til mode.

Kaptajnen viste dem ned under dæk til et stort rum, som lugtede af lidt af hvert. Passagererne havde ordnet deres liggepladser i to rækker med hovedgærderne mod skibssiden og en gang i midten. Men eftersom Magnus havde lavet en aftale med kaptajnen om lidt ekstra komfort for Maria, blev hun vist ind i rummets inderste del, hvor nogle pakkasser var indrettet til en slags seng.

Maria takkede kaptajnen og satte sig på sengen.

– Endelig, sukkede hun tilfreds. – Nu synes jeg, det begynder at hjælpe. Brandenburg virker ikke helt så langt væk længere.

– Shhh! sagde Magnus advarende. – Vi er købmænd på vej til Lübeck, har du glemt det?

– Åh, du ser fjender overalt, sagde hun let. – Her om bord skulle vi vel nok være trygge.

– Vi er endnu ikke så langt fra land, sagde Magnus.

* * *

Om aftenen sad de alle tre længst forude og så Sognefjordens bratte sider glide forbi i al deres mørke skønhed.

– Maria, tror du, din fader vil være venligt indstillet over for os? sagde Magnus pludselig.

– Det bør han være, sagde hun eftertænksomt. – I reddede jo mit liv …

– Vi må bare håbe, at han forstår det, sagde Magnus kort. – Vil du lægge et godt ord ind for mig, Maria?

– Hvad vil du da have? spurgte hun roligt.

– Tropper! Brandenburg har en trænet hær.

– De fleste af lejesoldaterne er allerede i dansk tjeneste.

– Jeg vil selvfølgelig betale godt!

Med hvad? tænkte Endre, men han spurgte ikke. Han vidste jo, at Magnus regnede med brandenburgske penge gennem giftermålet med fyrstinden.

Magnus kiggede drømmende ud mod fjorden. – Jeg skal komme udefra, forstår du, Maria. Som en befrier skal jeg komme til Norge. Da, først da får jeg nordmændene med mig! Skibe får jeg af hansaen …

Endre, som stod og lænede sig mod rælingen, sagde lavt: - Har du tænkt på svenskerne?

– Svenskerne hjælper mig indirekte ved bestandig at udmatte Christians tropper. Det sviende nederlag ved Brännkyrka i fjor kostede Christian mange mænd og mange penge.

– Ja, sagde Endre. – Planerne er gode nok, men alt strander med von Litzen. Jeg tror ikke, fyrsten af Brandenburg er så storsindet, at han vil risikere så meget for en lille norsk adelsmand, hvis han ikke er sikker på at få sin datter på Norges trone.

– Du har ret, sagde Magnus nedtrykt. – Alt står og falder med von Litzen.

– Og desuden, sagde Endre truende, - så er det vel det at hjælpe fyrstinden, der er dit egentlige mål med denne rejse?

– Naturligvis, sagde Magnus og sendte Maria et hurtigt og kærligt blik, som hun taknemmeligt tog imod.

Magnus lod blikket glide ud over søen igen.

– Så meget forkert og galt … Så megen armod! Men jeg skal give Norge ny rigdom og styrke!

– Og vi skal hjælpe dig, sagde Maria med skinnende øjne. – Ikke sandt, Endre?

Han smilede til hende og så hengivent hen på Magnus. – Jo, fyrstinde. Fordi vi begge to holder af ham, vil vi gøre alt for ham.

– Nej, men Endre dog! sagde Magnus rørt. – Du får mig næsten til at græde. Men du har ret. Vi tre skal altid holde sammen – hvad der end sker!

– Ja, sagde Maria andægtigt.

Endre sagde ingenting. Men Maria så, at han havde et underligt, sørgmodigt smil om munden, da han så på Magnus, og det undrede hun sig meget over.

* * *

Næste morgen vågnede Maria ved, at Endre ganske lavt råbte hendes navn. Forvirret satte hun sig op.

– Kaptajnen vil snakke med Dem, fyrstinde.

Maria blev urolig. – Du tror vel ikke, kaptajnen har opdaget, hvem vi er.

– Nej, jeg ved ingenting. Jeg følger Dem op.

Maria syntes ikke, det var særligt hyggeligt at måtte forlade skibets indre, for det var blæst op til storm, men hun stolede på Endres stærke hånd, som holdt hende om armen. De krøb på alle fire op ad den lille trappe til dækket, hvor et brølende inferno mødte dem. Brodsøerne slog ind over skibet, og vinden hylede i sejlene.

Kaptajnen, som var blårød i ansigtet af vind og vejr, brølede nogle ordrer ud og kiggede derefter på Maria.

– Nå, der har vi hende! Hør nu her, min lille ven, du ser ud til at være i fuld vigør. Kan du tage dig af en dame i den anden kahyt? Det er et fornemt fruentimmer, så jeg håber, du ved, hvordan du skal opføre dig. Hun hedder grevinde Halle, og både hendes kammerjomfru og hendes tjener ligger syge, så Hendes Nåde er helt hjælpeløs.

– Er hun da også søsyg? spurgte Maria.

– Nej, det er hun ikke. Se så, gå nu ned – det er denne vej!

Han vendte sig bort. Protester ville åbenbart ikke blive tolereret.

– Det bliver i hvert fald en ny erfaring, sagde Maria tørt til Endre.

Hun holdt ham krampagtigt i hånden. – Endre, går du med og hjælper mig? Jeg er lidt bange for den grevinde.

* * *

Kahytten var meget stor til kun at være beboet af to enlige damer. Grevinde Halle sad halvt påklædt i sengen med broderet nathue over det tynde, grå hår og med indignationens glød i de vandblå øjne. Hun talte en blanding af dansk og norsk.

– Nå, endelig! Det var da forfærdeligt, så lang tid det tog! Begynd øjeblikkeligt at rydde lidt op her! Min uduelige kammerpige går selvfølgelig hen og bliver syg, netop som jeg behøver hende mest.

– Det skal jeg nok tage mig af, mumlede Endre til Maria og begyndte at rydde op.

Maria kiggede medlidende på det elendige, halvgamle væsen i den anden køje.

– Står det så dårligt til? spurgte hun venligt, og til svar fik hun et støn, som vel også indeholdt en lille portion taknemmelighed.

– Nå da! kom det skarpt fra grevinden. – Jeg har ikke bedt dig komme for at varte det kadaver derhenne op! Har du noget begreb om sminkning, og hvordan man klæder en dame på?

– Det tror jeg, mumlede Maria.

– Så kom da i gang! Luk min kjole i ryggen!

Maria bed tænderne sammen og begyndte, stærkt modarbejdet af bølgernes leg med skibet.

– Og så skoene! sagde grevinden. – Nej, ikke de der, din dumme gås, dem af silke, selvfølgelig! Sæt dem på mig!

– Ja, Deres Højvelbårenhed.

– Nå? sagde grevinden i en lidt blidere tone. – Du ved, hvordan man tiltaler en adelsdame? Du har måske tjent i bedre menneskers huse før?

Maria vekslede et blik med Endre, der havde fået et temmelig stramt drag om munden.

Men da hun så, hvor urolig han var, glimtede det af morskab i de brandenburgske øjne, og hun svarede grevinden på sin bredeste Valdresdialekt:

– Nej, det har jeg sandelig ikke. Jeg har nu mest muget ud i møddingebunkerne, har jeg. Skal vi tage håret nu? Hvordan vil Deres Nåde have det?

Grevinden skulle netop til at svare, da båden krængede over, og Maria mistede balancen.

– Pas på, Deres Højhed! råbte Endre.

Grevinden, som skulle til at korrigere hans tiltaleform, opdagede pludselig, at han ikke havde talt til hende, men til Maria. Hun blev skarp i blikket.

– Hør nu, min gode mand, hvad mener du med at kalde dette pigebarn Deres Højhed? Hvad er det for nogen dumheder?

– Åh, sagde Maria nervøst. – Det er bare en lille spøg, vi har mellem os. Min mormor havde lidt adelsblod i sig, og det spøger vi ofte med.

– En usædvanlig tåbelig leg! Spar dine morsomheder til en anden gang!

– Ja, Deres Vel… Høj… Deres Nåde.

Maria forsøgte, så godt hun kunne, at sætte det tynde, grå hår op i den indviklede flettede frisure, som grevinden foretrak, men hendes befalingskvinde var trættende og irritabel. Hun dirigerede det hele via et elegant sølvspejl, og Maria blev mere og mere irriteret. Til sidst mistede hun selvbeherskelsen og kastede børsten i gulvet.

– Nu må det være nok! Meget har jeg fundet mig i, men dette her …

– Shhh, fyrstinde! sagde Endre advarende uden at opfatte, at han derved selv afslørede dem.

Han vendte sig mod grevinde Halle og sagde med undertrykt vrede:

– Deres Nåde, en ting er, at De kommanderer mig omkring, men hende må De ikke skælde ud! Rigtignok er hun bare en simpel pige fra landet, men De er ikke engang værdig at binde hendes snørebånd. Hun …

Grevinden løftede hånden og standsede ham. – Et øjeblik, sagde hun mistænksomt. – Først kalder du hende Deres Højhed og derefter fyrstinde. Nu vil jeg vide, hvordan dette hænger sammen.

– Det … det … begyndte Endre, men han kunne ikke finde ordene.

– Så vidt jeg ved, sagde grevinden stramt, - så findes der ingen fyrstinder i Norge. Altså er det bare skammelige narrestreger …

Hun tav og faldt i dybe tanker. Endre tog et skridt hen imod Maria.

– Det kan ikke være muligt! hviskede grevinden pludselig. – Rygtet, som så hurtigt blev dysset ned … Den forsvundne fyrstinde! Maria af Brandenburg!

Da grevinden kun mødte tavshed og sænkede hoveder, rejste hun sig og nejede dybt som ved hoffet, hvilket imidlertid blev lidt mislykket i den krængende båd.

– Deres Højhed! Tag imod mine ydmyge beklagelser!

Først da, i dette øjeblik, gik det op for Endre, hvilken position Maria egentlig havde. Og hans hjerte blev fyldt af sorg. Sorg over den skæbne, som havde ramt hende, sorg over alt det uforståelige, som hun havde måttet finde sig i, men også sorg over noget andet, som han ikke ville tænke på. Det var, som om en mur pludselig var blevet rejst mellem dem, en høj og uoverstigelig mur …

* * *

Grevinde Halle rettede blikket mod Endre. – Er dette en af de fredløse, om Deres Højhed rejser sammen med? Det må være bondedrengen … Hvordan kan Deres Højhed …

Maria blev vred. – Jeg er det samme menneske nu som for et øjeblik siden, sagde hun skarpt. – Jeg har ikke forandret karakter. Så De har ingen grund til at ændre tone, bare fordi min titel er højere end Deres. Fortsæt bare med at håne mig og skælde mig ud, men sig ikke et ondt ord om Endre fra Svartjord!

– Endre fra Svartjord, sagde grevinden langsomt,
– men var der ikke en ung adelsmand også?

Maria så bestemt på grevinden og sagde i en streng, alvorlig tone: - De forstår vel, grevinde, at De nu har vores liv i Deres hænder? Inden De foretager Dem noget, vil jeg bare fortælle, at vi er på vej til min fader i Brandenburg, at disse to mennesker aldrig har været andet end gode imod mig, og at De ødelægger mit liv, hvis De sender mig tilbage til von Litzen.

Grevinde Halle tænkte sig om. Det var ikke hver dag, man kom i forbindelse med et fyrstehus. Christian den 2. var ikke hendes ven – han var ikke særlig glad for al den adel, som hans fader, kong Hans, havde placeret på de norske godser. Hun ville nok stige lidt i kong Christians gunst, hvis hun anmeldte disse tre til kaptajnen … Men fyrstens taknemmelighed ville blive endnu større, hvis hun havde reddet hans datter ud af en vanskelig situation.

– Naturligvis siger jeg ingenting, sagde hun overstrømmende. – Det skulle bare mangle!

Maria vaklede. – Tak, grevinde! Dette skal jeg aldrig glemme.

Grevinden nikkede tilfreds.

– Men hvordan kunne De vide vores navne? spurgte Endre.

– Åh, det er sivet ud for ganske nylig, svarede grevinden.

– Der er ikke mange, der kender til dette, fortsatte hun henvendt til Maria, - for det blev dysset ned ganske effektivt. Deres fader syntes, det var underligt, at han aldrig hørte noget fra Dem, og så blev hele historien trævlet op. Deres fader må have været aldeles rasende og beordrede von Litzen til at finde Dem død eller levende, eller også … Jeg har det hele fra Deres tante, Deres Højhed, og hun var meget urolig for Deres skyld.

– Åh, sagde Maria forskrækket. – Stakkels tante Isabella! Endre, tror du, at vi får tid til at besøge hende i Bergen?

– Vi skal ligge der i nogle timer, svarede Endre.

– Så går vi op og hilser på hende. Bare for at berolige hende.

– Er det ikke lidt risikabelt, Deres Højhed?

– Jo, men jeg vil ikke have, at hun skal være bekymret for mig.

Endre så ikke glad ud. – Jeg tror, vi skal holde os her. Båden er det eneste trygge sted for os nu.

Men Magnus var af en anden mening.

– Bergen! stønnede han længselsfuldt, da de fortalte om besøget hos grevinden. – For himlens skyld. Lad os gå i land der! Jeg længes som en syg efter lidt byliv.

* * *

Da de sejlede ind i Bergens havn, var Magnus den første, der gik i land.

De gik langs bryggen med alle dens moderne, højgavlede huse ind mod byen og vandrede gennem trange, ildelugtende gader op mod tantens flotte herskabshus ved bygrænsen.

De gik højtideligt op ad den brede trappe i hall’en. Magnus blev uvilkårligt lidt rankere i ryggen – nu var han ligesom på hjemmebane og følte sig straks meget mere selvsikker og værdig. Maria gik foran – hun kendte huset ud og ind og glædede sig over at se alle de velkendte ting igen.

Endre var besynderligt stille. Han tænkte uroligt på, hvordan han skulle titulere Marias tante – han løb helt sur i alle disse adelstitler.

En lakaj mødte dem øverst på trappen.

Maria sagde sit navn, og uden at fortrække en mine stillede tjeneren sig i døren ind til et stort værelse og meldte hendes ankomst.

De hørte et skrig og et ”Maria”, og så gik de ind til den fornemme tante.

Hun sad ved et lille bord i færd med at komme sig efter chokket. Tjeneren holdt en lugteflaske med dyvelsdræk under hendes aristokratiske næse. Hun kunne være i halvtredsårsalderen, åbenlyst med spansk blod i årerne og med en frodig antydning af en sort moustache. Endelig magtede hun at fæste blikket på dem.

Et nyt skrig fulgte, så tog hun sig sammen og gjorde hofkompliment for Maria for i næste øjeblik at bestorme hende med skrigende bebrejdelser.

– Maria af Brandenburg! Hvad er det for nogle klæder? Og hvor har du været? Din mand har været her og spurgt efter dig, og det var så pinligt. Han gennemsøgte hele huset, troede mig ikke på mit ord …

– Har von Litzen været her? udbrød Maria skrækslagen. – Hvornår?

– For blot nogle uger siden. Din fader har bedt kong Christian om at afsætte ham, hvis han ikke fandt dig øjeblikkeligt. Jeg var sikker på, at du var død.

Tonen antydede, at det var en forbrydelse af Maria ikke at være det.

Hun står altså højere end sin tante i rang, tænkte Magnus forundret. Han magtede lige i sidste øjeblik at lægge ansigtet i højtidelige folder, idet Maria præsenterede dem. Tanten fik et nyt anfald.

– De fredløse! Er du blevet aldeles gal, Maria? Jeg skal øjeblikkelig lade dem arrestere!

Maria stillede sig foran dem.

– Aldrig!

Tanten var et øjeblik målløs. Så bragede det løs igen – en lang tirade, som sluttede med, at Maria uopholdeligt måtte underrette von Litzen om, hvor hun befandt sig.

Maria bed tænderne sammen.

– Jeg kom herhen, for at du ikke skulle være bekymret for min skyld. Vi er på vej til Brandenburg. Jeg vender aldrig tilbage til von Litzen!

Tante Isabellas øjne blev smalle. – Ved du, hvad du er? En bortløben hustru! En bortløben hustru, ja – har du tænkt på det? Ved du, hvad den slags straffes med?

Maria rettede ryggen. – Jeg er ingen bortløben hus­tru. Disse mine venner reddede mit liv ved at bortføre mig.

– Det ved jeg, sagde tanten skarpt. – Det er du undskyldt for. Men nu er det snart to år siden. Hvorfor er du ikke vendt tilbage? Har de hindret dig? Har du siddet i fangenskab noget sted?

– Nej, jeg har fulgt dem frivilligt.

– Nå, der kan du se! skreg tanten skingrende. – Altså er von Litzen i sin fulde ret til at forlange dig straffet. Har du tænkt på det?

Maria sank noget. – Men han var en despot, tante Isabella!

– En mand har ret til at være, hvad han vil. Det sømmer sig ikke for en hustru at sætte sig op imod sin mand. Og desuden … den af disse to mænd, som har lokket dig til ægteskabsbrud, vil blive straffet med døden. Hvem af dem var det?

– Ingen af dem, svarede Maria stille. – Her er der ikke tale om ægteskabsbrud. Min eneste forbrydelse er, at jeg flygtede fra et helvede hos en tyran til et venskab, som der ikke findes magen til. Men siden du ikke lader til at sætte pris på vores besøg, trækker vi os tilbage. Tilgiv, at vi forstyrrede dig!

Åh nej, de må ikke forsvinde, tænkte tanten. Von Litzen må have dette at vide. Endnu kan hendes ære – og min – måske reddes. Og disse mennesker er jo fredløse! Hvordan vover de at komme her? Men jeg skal lære dem!

– Nej, vent et øjeblik, råbte hun, nu i en langt mildere tone. – Jeg er ked af, at jeg var så hård, men chokket lammede min fornuft. Jeg vidste ikke, at du havde det så vanskeligt hos von Litzen – selvfølgelig gjorde du ret i ikke at vende tilbage. Tilgiv mig, Maria.

De standsede tøvende. Omslaget var kommet lidt for hurtigt.

Tante Isabella klappede i hænderne. – Dette må fejres! Ved I, hvad vi gør? Jeg skaffer jer pænere klæder, og så arrangerer vi en fest i aften!

Magnus lyste op, men Endre og Maria udvekslede et blik.

– Jeg tror ikke, det er så klogt, tante Isabella, sagde Maria langsomt. – Vi må ikke blive genkendt.

Tanten viftede protesterne bort. – Der er ingen fare! Jeg siger bare, at I er nogle slægtninge, som er kommet på besøg …

– Jeg tror, vi må sige nej tak, sagde Endre kort.
– Skibet sejler ved daggry, og vi burde hvile …

Tante Isabella blev kold i blikket. – Det var selvfølgelig ikke meningen, at De skulle deltage i festen! sagde hun afvisende til Endre. – Her i huset blander vi os ikke med almuen.

– Jeg er kun glad, hvis jeg slipper, parerede Endre, og da Maria forarget åbnede munden, tilføjede han hurtigt: - Nej, Deres Højhed, tag mig ikke i forsvar nu igen! Hvis De og Magnus vil have lidt adspredelse, forstår jeg det godt. I har sikkert savnet den slags. Men vær endelig forsigtige! Der er meget, der står på spil!

– Men hvad med dig, Endre? Hvad skal du lave imens?

Han smilede ned mod hendes bekymrede ansigt. – Jeg har andre ting at udrette. Tag nu godt vare på Dem selv, fyrstinde! Og kom ned til skibet i god tid – vi må ikke lade det sejle fra os!

* * *

Marias øjne skinnede i skæret fra de mange lys. Hidtil havde aftenen været uhyre vellykket med et overdådigt festmåltid, hvor den ene flotte ret efter den anden blev båret ind på sølvfade af pager … Kvindernes kjoler var i glitrende stoffer, der changerede i farverne – og hendes egen, som sandelig ikke stod tilbage for de andres, havde dyb udringning og enorm vidde i skørtet … Der var musik og nye danse, som gik ganske hurtigt, og kavalerer med beundrende blikke … Feststemning og glæde! Mærkeligt, at hun ikke havde savnet alt dette …

Tanten betragtede hende eftertænksomt på afstand. Smil du, min lille ven, snart smiler du ikke længere! I nat låses alle porte, og så går båden – uden jer! Et bud er allerede på vej til von Litzen, og her i huset er der nok mænd, der kan tage sig af dine to kavalerer. Hvorfor tror du ellers, at jeg lod Endre, han som er af så lav en æt, få lov til at sove i mit hus? Jeg har sikret min retræte – Christian den 2. vil ikke have grund til at klage over min loyalitet.

Hun skyndte sig at undertrykke samvittighedens stemme, som fortalte hende, at hun gjorde Maria ulykkelig. Den stemme havde hun jo undertrykt en gang før – da Maria grædende havde bønfaldet hende om at slippe for at gifte sig med den fremmede mand med de kolde fiskeøjne. Men Isabella havde ikke lyttet, heller ikke dengang – det var hende, der havde formidlet kontakten mellem Maria og von Litzen, og det var hun stolt over. Von Litzen havde belønnet hende rigeligt for det, og det ville han utvivlsomt gøre nu igen.

Maria gik hen til Magnus. – Er det ikke vidunderligt? hviskede hun. – hvor ser du flot ud, Magnus!

– Og du er den smukkeste her i aften, sagde han og mente det også.

– Sådan her skal vi leve, når den tid kommer, sagde han lavt. – Bare endnu mere storslået, Maria! Som Norges kongepar får vi råd til at holde fester. Du og jeg, Maria!

Hans glødende blik fik hende til at rødme. Rundt omkring dem støjede gæsterne, men hun så kun Magnus.

– Hvor havde Endre egentlig tænkt sig at gå hen? spurgte hun let og tog imod vinglasset, som han rakte hende.

Magnus trak på skuldrene. – Ud for at træffe en pige, selvfølgelig.

Maria følte, at en underlig kulde spredte sig i hele hendes krop.

– En pige? Endre? sagde hun dumt.

– Ja, hvorfor ikke? lo Magnus. – Men vil du ikke drikke din vin?

Hun satte glasset fra sig. – Jeg … jeg har så ondt i hovedet.

Hun skyndte sig væk fra ham og ud i salen. Ude i den kølige hall satte hun sig på en stenbænk.

Hvad går der af mig? tænkte hun, rasende og fortumlet. Er jeg helt fra forstanden? Hvor meget forlanger jeg egentlig? Endre har lov til at leve sit eget liv, han er jo ikke min slave, som bare skal løbe omkring og varte mig op, mens jeg sværmer for Magnus. Åh, bare de dumme mennesker derinde ville forsvinde! Jeg vil ikke være her længere, jeg vil ikke være noget sted – ingenting er morsomt længere!

Yderdøren gik op, og Endre kom ind. Han fik øje på Maria og gik hen til hende.

– Sidder De her alene, fyrstinde? Hvorfor er De ikke …

Hun rejste sig heftigt og vendte ryggen til ham. – Det angår ikke dig! Gå din vej!

– Men hvad er der sket? sagde han forbløffet.

– Ingenting! udbrød hun. Det var lige før, hun begyndte at græde. – Jeg tåler bare ikke synet af dig mere! Gå din vej! Gå tilbage til din pige – hun venter sikkert på dig.

– Tilbage til hvem? spurgte han forvirret.

– Til din pige, sagde hun trodsigt og så på ham med flammende, tårevædede øjne. – Magnus sagde, at du var ude med en pige …

Hun brast i gråd og hamrede med knyttede næver mod hans bryst. – Åh, Endre – jeg er så dum – så dum! Jeg har jo ikke eneret til dit venskab. Jeg … Åh, Endre, hvis du bare vidste, hvor jeg hader mig selv!

Endre undertrykte et smil og greb hende om håndleddene. – Jeg har ikke nogen pige. Jeg har været ude i et ganske andet ærinde – på vegne af Magnus. Men desværre forgæves. Og mit venskab deler De kun med Magnus.

Marias ansigt lignede en solopgang.

– Ingen pige? spurgte hun vantro.

Han rystede på hovedet. Det varme, kærlige udtryk i hans øjne sendte en flammende rødme op i hendes kinder.

– Nej, nu har jeg virkelig fået ondt i hovedet, mumlede hun og styrtede op ad trappen. Han hørte døren til hendes værelse smække efter hende.

Endre blev stående en stund og så efter hende. Hans hjerte hamrede, så det var ved at sprænges.

Han trak vejret dybt og begyndte at gå op ad trappen. Latterlige tanker! Hvad så hvis hun var jaloux? Jalousi kunne skyldes så meget – det var idiotisk af ham at lægge noget mere i hendes lille raseriudbrud.

Hun var forelsket i Magnus – det var der ingen tvivl om. Og det kunne man jo forstå …

Han satte sig ved balustraden på førstesalen og kiggede ned på de feststemte gæster.

Det var blevet sent, og det begyndte at tynde ud blandt gæsterne. Endre sad der stadig og kiggede ned på Magnus, som havde taget en ung dame på skødet. Endre bed tænderne sammen. Den uforbederlige Magnus! Han skulle netop til at rejse sig for at gå i seng, da han hørte lette skridt bag sig, og Maria satte sig ved siden af ham.

– Deres Højhed, hviskede han forskrækket. – De skulle ikke være her!

– Jeg kunne ikke sove, begyndte hun, men så fik hun øje på Magnus og gispede.

– Bryd Dem ikke om det, sagde Endre hurtigt.
– Han gør det bare for sjov.

Men Maria sad som lamslået.

– Hvorfor opfører han sig sådan, Endre? jamrede hun. – Han har jo sagt, at han vil gifte sig med mig.

Endre forbandede Magnus, som ikke kunne opføre sig mere hensynsfuldt. Nu kyssede han pigen …

– Åh, Endre – nu orker jeg ikke mere! Jeg elsker ham så højt!

– Jeg ved det, lille fyrstinde. Men gå nu i seng, og prøv at lade være med at tænke mere på dette.

Han fulgte hende til hendes værelse.

– De kan endnu sove et stykke tid. Jeg er på mit værelse, hvis der skulle være noget.

Hun nikkede taknemmeligt, og Endre skyndte sig ind til sig selv. Der blev han siddende på sengen, lige indtil Magnus kom. Da rejste han sig. Al den vrede, som han havde sparet sammen i løbet af den lange ventetid, kom nu til udbrud.

– Hvad tænker du egentlig på? sagde han forbitret. – Sætte dig til at kurtisere en pige på den måde i alles påsyn! Fyrstinden så dig, og hun var meget bedrøvet.

Magnus blev helt klar i hovedet. – Himmel! udbrød han. – Men hvorfor løber hun rundt og spionerer på mig, for resten?

– Spionerer? Hun kunne ikke undgå at se dig. Hvordan kan du behandle hende på den måde? Bryder du dig ikke det mindste om hende?

Magnus’ isgrå øjne blev smalle.

– Der er vist en anden, som bryder sig alt for meget om hende, sagde han langsomt. – At jeg ikke har opdaget det før! Du er jo forelsket i hende, Endre! Det lyser langt væk!

– Tænk over, hvad du siger, Magnus! sagde Endre, hvid i ansigtet.

Endre stod et øjeblik med knyttede næver. Så trak han vejret dybt for at få kontrol over sig selv og forlod værelset uden et ord …