6. KAPITEL

Han vandrede længe og uden mål. Der var vinter og sne i luften, men Endre kunne ikke samle tankerne om det. Han kunne overhovedet ikke tænke på noget som helst.

Til sidst standsede han, hamrede næverne mod en træstamme og gemte ansigtet mod den ru bark.

”Venskab” havde hun sagt. ”Jeg kan ikke have eneretten til dit venskab!” Men var det virkelig hans venskab, hun havde været så bange for at miste?

– Min Gud! hviskede han jamrende og sank i knæ.
– Min Gud, hjælp mig! Jeg er kun Endre fra Svartjord, og jeg magter ikke dette. Alting virkede så godt, de passede så godt sammen, og jeg ville gøre alt for dem. Men tingene udvikler sig ikke altid, som man tror …

* * *

Da Endre sent på natten kom tilbage til Isabellas hus, standsede han brat. Der foregik noget derhenne.

Han listede ind i en smøge. Fra husets port kom tre landsknægte, anført af en befalingsmand.

De standsede ved indgangen til smøgen. Endre trykkede sig mod en mur.

– Ja, så er huset altså lukket og låst, sagde befalingsmanden tilfreds. – Nu kan man hverken slippe ud eller ind. Hendes Nåde fyrstinden må pænt sidde der, til von Litzen kommer og henter hende – og de to fredløse mister hovedet allerede i nat. Så man kan trygt sige, at vi har gjort lidt af et kup – eller hvad? Men gå nu hen, og hent forstærkninger! De bliver nok ikke så nemme at klare. Jeg venter her.

Det var, som om en kold hånd greb Endre om hjertet. Så det var det, tanten havde planlagt, da hun pludselig slog om og blev så venlig! Endre kunne altid klare sig, men de to andre? Magnus – og den arme, lille fyrstinde!

Han måtte redde dem. Men hurtigt! Tiden var alt for kort.

Endre lod blikket glide over huset på den anden side af gaden. Det var fuldstændig uindtageligt. Der fandtes ingen muligheder for at komme ind af vinduerne eller for at få sendt bud ind til Magnus. Og porten behøvede han jo ikke engang tænke på.

Endre begyndte at trække vejret tungt, mens en aldeles vanvittig plan tog form i hans hoved. Nej, det var jo umuligt! Det ville aldrig gå.

Men havde han i det hele taget noget alternativ? Han vidste ikke, hvor lang tid, det ville tage, inden landsknægtene kom tilbage, men det kunne ikke vare så længe. Og så ville det være for sent. I hvert fald for Magnus. Fredløse fik ingen rettergang, ingen tidsfrist.

* * *

Endre trak vejret dybt. Så bange havde han aldrig været før. Gaden lå øde, bortset fra garderkaptajnen, der stod med ryggen til ham og tog sig en styrkende slurk inden den vigtige opgave.

Nu eller aldrig!

Endre krøb sammen som en kat på spring, og i næste øjeblik lå hans arme om kaptajnens hals i et ubarmhjertigt greb. Han slæbte ham ind i smøgen og kneblede ham med hans egen pragtfulde skulderkappe, bandt ham forsvarligt med bæltet og tog hans harnisk med de flotte distinktioner af ham. Så kastede han ham så langt ind i smøgen som muligt – og hørte ham falde ned i en eller anden slags grøft til affald.

Lidt efter vandrede ”kaptajn” Endre med raske skridt over gaden og hen til det store hus. Han havde trukket den blanke hjelm ned i panden og var glad for, at det var så tilpas mørkt. Han håbede bare, at det også var mørkt nok inde i huset.

Med hamrende hjerte slog han nogle hårde slag på porten.

– Luk op i Kongens navn! råbte han på noget, som han bildte sig ind, var klingende dansk.

Den tunge slå blev øjeblikkeligt trukket fra, som om nogen havde stået indenfor og ventet. Et par kraftige mænd med lys i hænderne betragtede ham forventningsfuldt.

Endre gik myndigt ind. Nu var han kommet ind i rollen og var helt kold og klar i hovedet.

– Jeg har mine mænd lige rundt om hjørnet, sagde han kort. – Vi ville ikke vække for meget opmærksomhed – det er jo et fornemt hus, dette her.

Mændene nikkede. Endre havde ikke set dem tidligere på aftenen, så der var ingen særlig risiko for, at de skulle genkende ham. Han gik ud fra, at Isabella selv foretrak ikke at være vidne til det, der skulle ske, og det var han taknemmelig for. Det ville ikke have været så nemt at narre hende.

Mændene viste ham op ad trappen. Endre gjorde sit bedste for ikke at røbe, at han allerede kendte vejen til sit eget og Magnus’ værelse.

– Her er det, mumlede den ene og standsede uden for døren.

– Hold jer parate! sagde Endre koldt, og så kastede han sig mod døren.

Magnus blev alt for forvirret til at gøre modstand. De overmandede ham i sengen og fik ham på benene, inden han nåede at reagere.

– Hvad skal dette forstille? skreg han rasende.

– De skal øjeblikkelig fremstilles for vagten, sagde Endre med hård stemme.

Magnus spærrede øjnene op, da han hørte det underlige blandingssprog. Den stemme …

Bare han nu ikke afslører mig! tænkte Endre skrækslagent. Vi har stadig fyrstinden tilbage, og hvordan i alverden skal vi klare at få hende ud? Der findes overhovedet ingen rimelig grund til at føre hende ud af huset.

– Hvor er den anden? spurgte han og gav Magnus et brutalt puf.

Magnus rystede fortumlet på hovedet. Det var umuligt for ham at samle tankerne. Endre i det udstyr … Var han gået over til fjenden? Hvorfor snakkede han sådan et sælsomt dansk – eller troede, at han gjorde det? Og hvorfor spurgte han efter ”den anden” …?

Endelig gik der et lys op for Magnus.

– I fyrstindens værelse, sagde han mut.

Tak, Magnus! tænkte Endre. Det var netop det svar, jeg behøvede.

– I fyrstindens værelse? sagde en af mændene foragteligt. – Hvad er han for en plebejer?

– Åh, vi skal nok tage os af ham! lovede Endre bistert. – Hold øje med denne her slyngel, så går jeg ind. Det gælder jo trods alt en fornem dame, så vi kan ikke komme trampende ind alle sammen.

Inden de nåede at svare, gik han ind til Maria. I sidste øjeblik huskede han at vende sig om og spørge, om det var den rigtige dør, og fik et bekræftende svar. Der kunne jeg have ødelagt det hele! tænkte han.

Maria satte sig op med et lille skrig. – Hvad laver De herinde? Ud med Dem! Øjeblikkeligt!

Med få ord forklarede Endre hende den farlige situation. Maria blev stum af forfærdelse over tantens forræderi.

– Nu må De overtage denne forklædning, fyrstinde. Rustningen kan blive vor redning. Vi må bare håbe på, at mændene derude ikke bemærker, at kaptajnen er blevet mindre af vækst.

I febrilsk tempo rev han harnisket af. Sit eget tøj havde han beholdt indenunder.

I mellemtiden havde Maria sat håret op og fået noget tøj på. Hun velsignede mørket i rummet og Endres diskret bortvendte ansigt. Med en del besvær fik hun det tunge harnisk på.

– Jeg er klar! sagde hun.

Hjelmen faldt ned over øjnene på hende. Med et lille smil skød Endre den op igen.

– Det hele er for stort, hviskede hun nervøst.

– Det skal nok gå! Det gælder Magnus’ liv – glem ikke det! Sig så lidt som muligt, og hold dig i skyggen!

Hun nikkede, og skælvende gik de ud i hall’en, Endre – som nu forestillede sig selv – med bagbundne hænder. Maria gjorde tegn til de andre om, at de skulle følge efter. Magnus så på den kampklædte skikkelse med et ubeskriveligt udtryk i ansigtet.

Trappen ned virkede uendelig – som et mareridt, hvor man går og går og ikke kommer nogen vegne. Selv et barn måtte jo lægge mærke til, at ”kaptajnen” pludselig var blevet næsten et hoved mindre. Den umulige hjelm vippede igen forover og blokerede totalt Marias udsyn. Rustningen skramlede, og det gjorde ondt, når hun gik ned ad trappetrinene.

Men de to mænd virkede ikke spor mistænksomme. Deres interesse var samlet om de dødsdømte fredløse. De undrede sig nok over, at fangerne ikke gjorde mere modstand. Men, tænkte de, staklerne var vel lamslåede af rædsel.

Den samme tjener, som de havde truffet tidligere, holdt yderdøren åben for dem med et foragteligt smil til Magnus og Endre. Maria bøjede hovedet med det resultat, at hun druknede i hjelmen igen. For udenforstående så det måske ud, som om ”kaptajnen” holdt et fast tag om Endres bundne hænder, for at fangen ikke skulle rive sig løs, men i virkeligheden støttede hun sig til ham, mens hun famlede sig frem i blinde under den mørke hjelm.

Ude på gaden skød hun den forhadte hovedbeklædning op i panden, hilste med sværdet mod mændene som tegn på, at deres opgave var fuldført, og så puffede hun Magnus og Endre foran sig.

Det er den gale vej! tænkte Magnus først, men så hørte han taktfast trampen fra den rigtige retning og satte farten op.

Ved første tværgade svingede de om hjørnet og satte i løb ned mod havnen. Undervejs skar Maria deres reb over med sværdet, og de befriede hende for hjelmen, som rullede skramlende ned over gaden. I al hast hjalp de hende af med rustningen, og så gik det videre. Det lysnede svagt i horisonten, og de satte farten endnu mere op.

– Nu opdager de snart, at vi er flygtet, gispede Magnus. – De må ikke få lov at afskære os vejen til båden!

Endelig kunne de mærke bryggen under fødderne, og de så glitrende vand lige ved siden af. Langt foran dem lyste lanternen på skibet.

– Jeg er så træt, klynkede Maria. – Mine ben vil ikke bære mig længere!

De slæbte hende af sted mellem sig. Da lød der klokkeringning ude fra skibet.

– Hurtigere! sagde Magnus. – Båden sejler fra os!

De sidste skridt var en pine. Endre fik slænget Maria over rælingen og hoppede selv efter. Så blev Magnus hjulpet ombord, idet skibet begyndte at glide ud fra bryggen.

– Det var i sidste øjeblik, det der, sagde skipperen tørt. – Vi ventede ellers så længe, vi kunne, men nu måtte vi af sted.

– Vi blev forsinkede, stønnede Endre og hjalp Maria op, for hun lå stadig på dækket. – Tak, fordi De ventede, kaptajn!

Bergens nattestille huse forsvandt i det fjerne. De kunne høre ophidsede råb fra bryggen og forstod, at landsknægtene var kommet ned til havnen.

Men lige i øjeblikket var de tre flygtninge i sikkerhed.

* * *

Grevinde Halle og hendes følge var gået i land i Bergen, men kahytten var straks blevet beslaglagt af de embedsmænd, der var kommet ombord der. Rigtignok havde en del passagerer forladt skibet, men flere var kommet til, så der var nok så trangt nede under dæk.

Magnus mærkede til sin ærgrelse, at Maria var temmelig stram i tonen over for ham. Men selvfølgelig havde hun al mulig grund til det, sådan som han havde flirtet med en anden. Om og om igen repeterede han det, han burde sige, men han fik det ikke til at lyde særligt overbevisende. Ubehageligt til mode ventede han på en anledning til at få talt ud med hende.

Endelig øjnede han en chance. Han fik øje på Maria, som stod i døren og kiggede ud på snevejret, der tyknede foran dem. Da han kom, drejede hun hovedet.

– Vi får vist vinter, sagde hun udtryksløst.

– Ja. Maria … Han svedte koldsved.

– Ja? sagde hun og så køligt på ham. I det øjeblik var hun helt igennem fyrstinde, fjern og hovmodig.

Magnus sank. – Maria, jeg gjorde noget dumt i går aftes …

– Det er jeg klar over.

Hun gjorde det ikke lige netop lettere for ham.
– Det betød ingenting, Maria.

Hendes blik var som is.

– Men jeg havde tænkt … stammede Magnus videre. – Jeg havde tænkt, at dit og mit ægteskab skulle bygges på kærlighed. Kun kærlighed. Da jeg tog det pigebarn på skødet, var det i virkeligheden dig, jeg tænkte på. Jeg forsøgte at bilde mig selv ind, at det var dig, der sad der, Maria … Jeg så dit ansigt for mig og syntes, at det var dig, jeg kyssede. Det lyder måske dumt, men sådan var det. Prøv at forstå mig, Maria!

Hun så ned. Så nikkede hun.

Endre sluttede sig stilfærdigt til dem. Maria så på ham, derefter så hun længe på Magnus. Så gik hun roligt hen over dækket, idet hun lod hånden glide langs rælingen med en ligegyldig bevægelse. Endre så efter hende. Blikket, hun sendte Magnus, havde været fyldt af den samme kærlighed som før, men nu havde det også et lille anstrøg af vemod, næsten sorg.

Magnus blev stående tilbage. Hans blik flakkede hid og did over dækket.

– Du har talt med hende, ser jeg? sagde Endre kort. – Og det lader til at være gået godt.

Magnus vred sig.

– Det håber jeg.

Endre kiggede efter Maria. – Hun kan tilgive dig meget, Magnus. Jeg er glad for, at du er værdig til hendes kærlighed.

Magnus rettede sig op. – Jeg skal forsøge at blive det. Og mens jeg alligevel er i humør til at gøre aflad, må jeg bede sig om undskyldning for i går. Jeg har ingen ret til at blande mig i dit privatliv. Men nu spørger jeg dig – oprigtigt og uden hån: Er du forelsket i Maria eller ej?

Endre kiggede ned på sine hænder, som hvilede på rælingen. – Det spørgsmål har jeg hverken ret eller pligt til at svare på, Magnus. Og som du selv sagde: Du har ingen ret til at spørge om sådan noget.

Magnus bøjede hovedet. – Nej, det har du ret i. Derefter så han op og lagde hånden over Endres.
– Tilgiv mig, Endre! Jeg har opført mig som en stud. Men det skal nok blive bedre nu.

Endre smilede varmt. – Det ved jeg godt.

Der er meget godt i Magnus! tænkte han. Og hvor har han dog mange svagheder at kæmpe med! Jeg spekulerer på, hvilken side af ham der kommer til at vinde til sidst.

Pludselig kom Maria løbende hen over dækket.

– Hvad er der? smilede Magnus. – Har du set Den Onde selv?

– Næsten! jamrede Maria. – Von Litzens nærmeste mand! Han så mig ikke. Hvad skal vi gøre?

Magnus rynkede panden. – Hvad laver han her om bord? Var han alene?

– Han talte med nogle danskere. Jeg ved ikke, om de var i samme følge.

– Det er antageligt dem, der har fået grevindens kahyt, sagde Magnus. – Du må prøve at holde dig skjult. Ja, nu er vi sandelig kommet fra asken til ilden! Skal alle disse bekymringer dog aldrig slutte? Men jeg vil tage mig et lille kig på denne von Litzen-håndlanger. Beskriv ham!

– Åh, du har sikkert set ham før. Høj og lys og tynd. Væmmelige øjne. Det var ham, der blev slået ned af Endres fader og en anden bonde den forfærdelige dag …

Maria så, hvordan Endres hænder greb fastere om rælingen ved tanken om faderens død. Hurtigt tog hun hans hånd og førte den op mod sin kind i en kærlig, lille bevægelse. Endre så ganske mærkelig ud i blikket, da hans øjne et kort sekund mødte hendes.

Magnus betragtede dem åndsfraværende. – Jo, jeg tror, jeg husker ham. Jeg skal se efter.

Da Magnus var gået, blev Endre og Maria stående tavse og kiggede ned på de skummende bølger.

– Endre, sagde Maria stille. – Oppe på mit værelse i nat gjorde du noget meget usædvanligt.

– Gjorde jeg det?

– Ja. Du sagde du til mig.

Det gav et sæt i Endre. – Hvis jeg har gjort det, kan jeg kun beklage. Det må have været et øjebliks ophidselse, Deres Højhed.

Maria vendte sig om og kiggede på ham. – Det faldt så naturligt, sagde hun alvorligt. – Jeg vil gerne have, at du fortsætter med det.

Endre stod stille et langt stykke tid, nogle næsten usynlige muskler arbejdede i hans ansigt. Så sagde han lavt:

– Tak, fyrstinde! Jeg ved ikke, om De forstår, hvilken ære det er for mig. Men hvis De ikke har noget imod det, vil jeg helst ikke gøre det.

– Hvorfor ikke? sagde hun forbavset.

– Af … af rent praktiske grunde. For det første kan jeg få problemer med Magnus …

– Nej, det må ikke ske! Så dum kan han vel ikke være.

– De forstår ikke. Men også af andre grunde vil jeg gerne holde en vis afstand til Dem. Hvis De ikke har noget imod det som sagt.

Hun sukkede. – Jeg forstår ingenting af det her
– men som du vil. Jeg skal ikke bede dig om det igen.

Han blev fortvivlet. – Maria! Han tav brat og rødmede dybt.

Maria smilede. – Der slap det ud alligevel! Nu er du i hvert fald nødt til at kalde mig ved fornavn.

Magnus kom tilbage og løste dem fra den pinlige situation.

– Jeg så ham. Jeg er bange for, at han kan gøre det temmelig hedt for os. Skønt, det kan jo tænkes, at Maria er blevet så tilpas voksen, at han ikke genkender hende.

– Det må vi i hvert fald håbe, sagde Endre. Han virkede ikke særlig overbevist.

Magnus vendte sig pludselig mod Endre:

– Hvad lavede du egentlig ude i byen i nat? Den første gang, altså? Hvad du lavede anden gang, kan jeg næsten gætte mig til.

– Hvad da? sagde Maria hastigt.

Magnus trak på skuldrene. – Åh, jeg sagde noget dumt til ham, og så styrtede han vel ud for at afkøle sine oprørte følelser, tænker jeg. Men det var jo et held, for ellers havde han aldrig kunnet redde os. Tak for det, for resten, Endre – jeg er sikker på, at du forstår, hvor taknemmelig jeg er.

– Også jeg, mumlede Maria. – Men hvad var det, du sagde til Endre, Magnus?

Han tog hende under hagen og så drillende ned på hende.

– Det, min nådige, får du aldrig at vide. Nej, jeg er nok den sidste, der vil fortælle dig det.

Maria var ved at sprække af nysgerrighed. Nu havde de begge antydet nogle dumme, mystiske ord fra Magnus, som skulle have gjort Endre så ophidset …

– Du har ikke svaret på mig spørgsmål, Endre, sagde Magnus. – Hvad lavede du ude den første gang?

Endre sukkede. Han blev ganske bleg, så Maria, og han virkede meget træt. Men det underlige var, at jo bedre, hun lærte ham at kende, jo mere tiltalende syntes hun, at hans ansigt var. Til at begynde med havde hun næsten ikke lagt mærke til ham i det hele taget, hun havde været alt for optaget af Magnus, men nu kunne hun se Magnus’ ansigt.

I Endres ansigt, derimod, fandt hun stadig nye, små træk. De mørke øjne med god afstand imellem, den klare pande, hvor nogle lokker af det sorte hår altid hang ned, de tydeligt markerede kindben og næsen, som ikke havde noget af den fornemme krumning, som Magnus’ næse havde, men som passede så godt til de træk. Munden – lidt bred, men meget mandig og de pæne, hvide tænder …

Han er jo pæn! tænkte Maria. Ikke, at han er direkte smuk, langtfra! Men han har en indre skønhed, som lyser igennem …

Hun var så optaget af at studere ham, at hun næsten ikke hørte, hvad han sagde.

– Jeg var ude for at undersøge bergensernes holdning til kong Christian, sagde Endre. – Men dér gik jeg forgæves! De er absolut kongetro! Så der kan vi ikke regne med nogen støtte. For det første er de jo borgere og har derfor al grund til at sætte pris på kong Christian, og for det andet er han ligesom deres konge. Det var jo i Bergen, at han fandt sin elskede Dyveke …

* * *

Langsomt fortsatte rejsen sydover. Alt for langsomt! Først kom de ud for vindstille og slud og blev meget forsinkede – noget, der gjorde kaptajnen bekymret, da det allerede var sent på året. Så fik de snestorm og blev endnu mere forsinkede. Det var umuligt at opholde sig oven dæk. For øvrigt holdt de tre flygtninge sig mest muligt til deres del af det store passagerrum for ikke at støde på von Litzens mand.

Endre riggede et slags forhæng til foran Marias køje. Hun så op på ham, mens han hang i en skibsbjælke for at prøve at fæstne forhænget.

– Nej, men Endre, hvor er det pænt af dig, sagde hun rørt.

Han baksede med det genstridige stykke klæde.
– Enhver ung pige bør have mulighed for lidt privatliv, sagde han uden at se ned på hende.

– Du ved vist en hel del om kvinder, gør du! smilede hun, lidt forlegen.

– Jeg har syv søstre – og fire brødre. Så lærer man lidt om livet.

– Det forstår jeg godt, mumlede Maria.

Han klatrede ned. – Og hvad med Dem, Maria? De har aldrig fortalt noget om Deres familie, sagde han og satte sig på hendes køje for at inspicere sit værk. – De nævner ofte Deres fader, men aldrig Deres moder.

Maria satte sig ved siden af ham. – Nej, for jeg har ingen. Hun døde i barselsseng for mange år siden efter at have født sit tiende barn. Min fader har haft mange maitresser efter den tid, men han har aldrig giftet sig igen. Det var derfor, jeg blev sendt til tante Isabella. Hun er for resten moders kusine. Jeg var yngste datter, og der var ingen, der kunne tage sig af min opvækst.

Endre så tankefuld ud.

– Tilgiv mig, at jeg berører sager, som ikke angår mig, fyrstinde, men jeg synes, der er en så ubarmhjertig kulde omkring Deres liv. De har ingen moder, og Deres tante Isabella virker så … vanskelig, og så er der von Litzen. Har De nogensinde mødt varme, fyrstinde?

Maria tænkte sig om. Hun ville ikke vise Endre, hvor dybt hans ord traf, men måske så han det alligevel. Lucia? En tysk adelskvinde. Lucia var god, men hun var tom og overfladisk. Guri havde altid været venlig mod Maria, men hun havde så mange andre ting at tage vare på. Magnus? Hun sukkede let, så kiggede hun blidt og ømt på Endre.

– Ja, Endre, jeg har mødt godhed, men aldrig så smuk og fin som din. Lad mig aldrig være alene mere, Endre! Lad mig vide, at du altid vil være i min nærhed.

– Altid er vel et lidt stort ord, smilede han venligt. – Det kan jo tænkes, at De og Magnus har lyst til at være alene af og til, når I bliver gift …

– Ja, selvfølgelig, mumlede Maria og slog blikket ned. – Øv, nu driller du mig, Endre, og jeg som mente det så alvorligt!

– Måske var jeg bange for at blive for alvorlig selv, svarede han lavt og vendte sig mod Magnus for at høre, om han ønskede noget.

Lukafet begyndte at gå dem på nerverne, og en dag orkede Maria ikke mere. Hun bad forpint Endre om at få lov at gå ind i den afdeling af mandskabslukafet, hvor de serverede mad og forskellige drikkevarer. Det var ikke et sted for kvinder, og Endre tøvede. Men han forstod hende også, for det stuvende fulde, beskidte lukaf med en eneste svingende lampe i tagbjælkerne blev i længden modbydeligt.

Han lod hende få sin vilje, men fulgte ængsteligt med, turde ikke lade hende alene. Til afveksling var der en anden stank her, og Endre lodsede Maria hen til et ledigt bord ved den vægfaste bænk. Dette lukaf var stærkere oplyst, og der var fuldt af mennesker her, mest mænd, men også nogle kvinder af den mere tvivlsomme slags. Maria, som længe havde levet af deres enkle proviant, syntes, at stegeosen var vidunderlig, og Endre bestilte også en kande vin.

Et stykke tid nød de den ganske tarvelige og salte mad og tænkte ikke så meget på omgivelserne. Maria kvikkede op og fik roser på kinderne, og Endre så med beundring på hendes øjne, som reflekterede lyset i rummet. De småsnakkede, lo og trivedes udmærket sammen.

Da de havde spist, så Maria sig omkring. Pludselig fór hun sammen og greb Endre i armen.

To borde fra dem sad von Litzens mand med sit selskab, og de havde sat sig sådan, at Maria og Endre ikke kunne forlade stedet uden at gå forbi dem.

– Jeg vidste det, sagde Endre. – Vi burde ikke være gået herind.

– Øv, vær ikke så bagklog, hvæsede Maria. – Det værste jeg ved, er mennesker, der siger ”Hvad sagde jeg!”

Endre smilede. – Han kunne i det mindste have gjort os den tjeneste at være søsyg og ikke sidde der og nyde maden, mens han spærrer vejen for os.

– Tror du, at han har set os?

Endre rystede på hovedet. – De er antageligt netop kommet ind. Det var nogle andre, der sad der for et stykke tid siden.

– Hvad skal vi gøre?

– Ingenting. Vi sidder her, og hvis de spørger, så hedder jeg Torstein Vik, og … Endre tøvede. – Det er nok bedst, at vi siger, at De er min hustru. Vi må ikke nævne Magnus. Eller vil De hellere være min søster?

– Hustru er bedre, sagde Maria hurtigt. – Vi taler ikke samme dialekt, og så kunne de hurtigt fatte mistanke.

Endre nikkede. De fortsatte med at snakke, men nu mere dæmpet og alvorligt. Hele tiden forsøgte de at holde deres ansigter mest muligt i skygge.

Mændene, der havde siddet ved bordet imellem dem og von Litzens mand, rejste sig og gik, og nu hørte de tydeligt samtalen ved det skæbnesvangre bord. De spidsede ører. Først var det bare almindelig snak, men så blev von Litzens mand spurgt:

– Men sig mig, havde De ikke en god stilling i Norge? Hvorfor forlader De så landet?

Manden skar en foragtende grimasse.

– Min højtærede chef, foged baron von Litzen, er blevet afskediget.

Maria greb Endres hånd under bordet.

– Nå? sagde de andre. – Hvordan gik det til?

– Skandale: I har vel hørt om slotsbranden? Han glemte at redde sin hustru, den meget fornemme fyrstinden af Brandenburg. Hun rømmede med et par fredløse mænd, og siden har hun været borte. Von Litzen magtede at holde det hemmeligt helt til for nyligt, men så blev det kendt. Han blev sparket ud af landet, antageligt er han kommet til Danmark nu. Og jeg – blev arbejdsløs.

– Hvad sker der nu, så? Bliver han hængt?

– Nej, det bliver han ikke. Dette er meget hemmeligt, så jeg håber, at I holder mund. Kong Christian er i gang med at samle vældige styrker for at angribe Sverige nu i vinter. Og eftersom von Litzen er en dygtig officer, har han fået lov at komme med på felttoget – nærmest som et udslag af nåde. Det bliver hans sidste chance. Hvis han ikke forstår at gribe den, så …

– Ja så, Christian opgiver ikke Sverige?

– Nej, nu skal svenskerne kues. Det er den største hær, han har haft – Europas fremmeste hærførere deltager – så denne gang må den hvalp til Sten Sture nok bide i græsset. Jeg er selv undervejs for at være med i felttoget, og jeg håber naturligvis, at jeg kan stole på d’herrers diskretion?

– Naturligvis, mumlede de andre.

– Og de norske bønder betaler, hviskede Endre til Maria. Han mærkede pludselig, at de havde siddet og holdt hinanden hårdt i hånden under hele samtalen. Forsigtigt løsnede han Marias greb. Det havde været ganske intenst, og han bevægede sine fingre lidt.

* * *

– Men hvad med pigebarnet? Fyrstinden? Er hun død? spurgte en af mændene.

– Nej, det siges, at hun er blevet set både her og der. Hendes bror, arvefyrsten af Brandenburg, skal vistnok være på vej nordover for personligt at følge hendes spor. Men han kan næppe være kommet så langt endnu – muligvis ind i Sverige.

– Åh, Endre! hviskede Maria fortvivlet.

Manden fortsatte: - Jeg så hende flere gange. Et usædvanligt trodsigt og hovmodigt pigebarn. Hun var nok ikke i tvivl om sin egen betydning!

Endres blik var varmt og kærligt, og han rystede forsigtigt på hovedet.

Maria smilede taknemmeligt.

– Ja, der var vist én, der forstod at sætte folk på plads, fortsatte manden. – Hun var ikke nådig! Og hun omgikkes kun adelen.

Der kom nogle nye mennesker ved nabobordet, og de kunne ikke høre mere.

– Kan vi gå nu? spurgte Maria.

– Nej, vi må vente, til de er gået …

Men de lod ikke til at ville forlade rummet i første omgang. Rummet begyndte langsomt at tømmes for folk, og til sidst var det kun næsten halvfuldt. Og så forstod Maria, at hun var blevet opdaget.