Kejserhøgen

Fløjtens skingre hylen skar gennem luften, så det sang i ørerne. Med et sidste ryk i døren sikrede konduktøren sig, at alt var forsvarligt lukket og låst, og vinkede selvhøjtideligt frem mod togføreren med sit lille flag. Med en hvinen af stål mod stål satte toget i gang med et ryk, der næsten væltede Albert omkuld.

Han var alene i den lille, prunkløse kupé. Han løftede papkufferten op i bagagenettet over sædet og sank træt ned på det hårde træsæde. Toget var allerede i fart, uden for vinduet gled de sensommertunge trækroner forbi, og den lille provinsbys yderste småhuse tittede i glimt frem mellem bakkerne derude. Solen kastede sit trætte lys over septembermarkerne. Ude på gangen masede folk sig forbi hinanden, men ingen trængte ind i hans kupé. Igen vendte han blikket udad, sensommerlandskabet så trist ud gennem de snavsede glasruder.

Han listede en finger ned bag slipseknuden og lirkede den lidt op. Der var varmt i kupeen, sveden klistrede allerede under den omhyggeligt stivede, kridhvide flip. På perronen bagude stod hun vel stadig, hans mor, og bekymrede sig om hans fremtoning. Hun havde klappet ham på kinden, for gud ved hvilken gang havde hun formanet ham om vigtigheden af rene flipper og ulastelig påklædning. Kom, se på mig. Lad mig se dine smukke blå øjne, min dreng, havde hun sagt med en underligt spag stemme. Forlegent havde han vendt blikket bort.

Hun havde pillet og rettet og glattet på hans tøj, så selv den mindste fold havde måttet give op. Hans mørkblonde, nyklippede hår var blevet strøget, hver en lok var rettet på plads under den nye stråhat. Hun havde opført sig, som var det hans første skoledag, og tålmodigt havde han fundet sig i det. Forude ventede krigen, det var vel naturligt nok, at hun var nervøs. Selv følte han ingen frygt, men han var den eneste, hun havde tilbage. Mødre bekymrede sig, sådan var dét nu engang. Hun havde set så lille og gammel ud, da han steg op i toget, og hun vinkede sin sidste afsked til ham. Med vilje var han drejet til højre i vognen, bort fra hende. Han havde skottet ud ad vinduet, men hun var ikke fulgt efter ham. Og nu var han alene, alene i det menneskefyldte tog på vej sydover, mod Schwerin. Ud, bort.

Han lænede sig forover med et suk og gravede en krøllet cigaretpakke frem af jakkelommen. Lagde forsigtigt fødderne op på kanten af sædet overfor og satte en blussende tændstik til cigaretten. Sønderjylland fór forbi udenfor, kastet hidsigt bagud af skinnernes monotone klapren, nu da toget var kommet op i fart. Den lille, fortrykte og søvnige provinsby var forsvundet, det bløde, bølgende landskab krabbede sig af sted derude.

Han lænede hovedet op ad vinduets ramme og lukkede øjnene, mens den varme tobaksrøg sendte bølger af velvære ud i hans lemmer og fik hovedet til at snurre behageligt. Han var træt. Natten havde været fyldt med urovækkende forestillinger om fremtiden, med tilbageholdt åndedræt havde han givet sig hen til hidsende tanker om mod og heltegerninger, om glimtende ordner og hurtigt avancement. I sine halvdrømme var han stormet frem med fældet bajonet mod konturløse fjender, og ved hans side havde Valdemar Seir og Prins Otto kastet deres stolte gangere frem sammen med ham. Han læste ikke meget nu, men hans barndoms helte fra Ingemanns romaner stod ham bi i den mørke nat på vej mod krigen. Ikke sært, at han var udmattet nu, men alligevel nægtede søvnen at indfinde sig. Alt for store gerninger ventede forude til, at han kunne finde ro nu.

Af sig selv vandrede hans blik ud mod horisonten, mod de snehvide sensommerskyer, som stod mærkeligt stille over landskabet. Trækken fra vinduet kildede ham på halsen med en svag, næsten uhørlig hvislen. Lyden af rejse, af den store verden. Lyden af eventyr.

For tusinde gang famlede hans hånd mod brystlommen, og for tusinde gang mærkede hans fingre soldaterpassets stive pap i lommen. Irriteret tvang han hånden ned, det var jo latterligt. Alt var i den skønneste orden, selvfølgelig, han havde efterset og kontrolleret i én uendelighed, og bagefter havde hans mor kontrolleret igen. Han havde ladet, som om han ikke bemærkede det, da hun diskret lod en papirpakke med fedteklemmer glide ned i et hjørne af kufferten. Kejseren skulle såmænd nok vide at bespise sine soldater, hvad forskel troede hun vel, at en håndfuld tørre klemmer kunne gøre? Men han havde fornemmet, at det var vigtigt for hende, det var hendes beskedne bidrag, det eneste, hun kunne gøre for ham nu. Endnu en gang havde han fundet sig i at blive behandlet som en skræmt skoledreng, skønt han var næsten tyve år gammel og i seks år nu havde været forsørger i det beskedne hjem. Der ville ikke være pølse på hendes eget bord resten af ugen, men det var vigtigt for hende at kunne hjælpe ham, at bringe sine egne små ofre. Afmagten var det værste. Enhver havde sin måde at holde ryggen rank på; han drog i krig, hans mor smurte madpakker og stivede skjorteflipper. Var der blot et eller andet, man selv kunne gøre, så var næsten alting til at bære.

Bremsernes hvinen vækkede ham med et ryk, da toget holdt stille ved endnu en lille stationsby. Han strakte sig dovent, musklerne i nakken var blevet stive af den ubekvemme stilling, han havde indtaget, lænet op mod vinduesrammen. Den for længst udbrændte cigaretstump klæbede stadig til hans svedige fingre, aske var drysset ned på hans bukser og efterlod en lys stribe, da han irriteret fejede det væk med håndfladen.

Kupédøren gled op med et smæld og slog mod bænkens træ. Et rundt, rødmosset ansigt kiggede ind, en mand vel omtrent på Alberts egen alder. Den indtrængende lod med en stønnen sin vadsæk dumpe ned på sædet og lettede på den lysegrå bowler. "Undskyld, er der plads her? Er kupeen optaget?"

"Tak, tak for det. Ja, man trænger til at sidde, skal jeg betro Dem. I to og en halv stiv klokketime har jeg stået og ventet på peronen, ikke så meget som en bænk var der at finde. Det er egentlig for dårligt, ikke sandt?"

Manden lod sig falde tungt ned i sædet med alle tegn på lettelse. Han gravede et ur frem af sin ternede vest og kastede med løftede øjenbryn et kort blik på det, inden han klappede lågen i og stak det tilbage.

"Ja, undskyld, for resten. Hvor er dog mine manerer? Georg. Georg Thomsen." Han rakte en furet hånd frem. Albert greb den tøvende. "Glæder mig at møde Dem."

Den nytilkomne rodede en tid i sin vadsæk og gravede med noget besvær en ridset pibe frem.

"Klipsted? Det har jeg vist ikke hørt om. Oppe nordpå? Øh ... generer det Dem, om jeg tænder en pibe tobak?"

Manden fik ild på sin pibe, gravede en Flensborg-avis op af sin bagage og gav sig til at læse. Forsiden meldte med tommestore typer om sejrrig fremgang for de tyske tropper i Belgien. Albert smuglæste dovent, mens Thomsen fra sit skjul bag avisen sendte en mur af blå tobaksrøg op under loftet.

"Det siges, at Storbritannien også er på vej ind i krigen nu. Ikke at det betyder så meget, det er velsagtens forbi, inden de overhovedet kommer over Kanalen," mumlede manden med piben. "Jaja, de behøver nu ikke skynde sig for min skyld. Man vil jo også gerne selv have del i løjerne, ikke sandt? Det ville sågu' da pynte med en udstoppet franskmand på kaminhylden derhjemme, haha! Nå, konen ville nu nok ikke synes om det."

"Vist så, vist så. Jeg gider ikke hyppe flere kartofler. Første stop er rekruttræning i Schwerin, og hvor jeg så kommer hen bagefter, står jo ikke til at sige. Jeg skal i infanteriet - 48. infanteriregiment,

5. brandenburgske armékorps. Melder til tjeneste." Manden gjorde grinende honnør.

"Hahah, De er sgu ubetalelig! Nej, selvfølgelig ikke, det var kun min spøg. Faktisk har jeg ikke noget særligt imod franskmænd, de har aldrig gjort mig noget. Men det er jo nu engang dem, vi skal ned og slås med, ikke?"

"Det kan gerne være. Men jeg håber nu, at de gemmer lidt til mig. Det ville være ærgerligt at rejse hele den lange vej for ingenting, ikke sandt?"

"Men hvad med Dem - er De også på langfart? Jeg mener ... efter Deres bagage at dømme er det ikke blot en éndagstur ..."

"Nej, virkelig? Det var da morsomt. Tænk, jeg er end ikke nået til Flensborg endnu, og jeg har allerede fået min første soldaterkammerat! Det må for søren da fejres. Hør, ved De hvad, jeg får en idé. Vi har nogle timers ventetid i Flensborg; jeg kender en listig lille kro tæt ved banegården. Skulle vi ikke fejre vores bekendtskab med en ordentlig middag, mens vi venter? Det er jo ikke til at vide, hvilken hundeæde man spiser os af med, når vi kommer til Frankrig, vel? Var det ikke noget?"

"Jeg tror ikke ... forstår De, jeg bliver nødt til at holde igen med pengene ..."

"Årh, kom nu! Konen havde lagt lidt spareskillinger til side, lige nu mangler jeg ikke penge. Lad mig invitere Dem, så kan De altid byde mig på middag på en fortovsrestaurant, når vi når til Paris, ikke!"

"Nå, ja, men så takker jeg da. Det er en aftale. Men lad i det mindste mig give øl til maden."

Albert sank tilbage i sædet, lidt overvældet over sit nye bekendtskabs ustandselige ordstrøm. Hvor han kom fra, var man påholden med sin tale, en samtale behøvede sjældent mere end en lille håndfuld ord. Men den nytilkomne plaprede som en bedre papegøje. Det virkede overfladisk på Albert, men på den anden side var det også underligt beroligende at lytte til. Selv kunne han tit gå i hele dage stort set uden at åbne munden. Han var mildt overrasket over sig selv. Normalt fandt han fremmede mennesker anstrengende med al deres tomme tale; men der var et eller andet ved den nytilkomne, der virkede hjemligt og trygt på ham.

Den lille, lavloftede krostue bag banegården i Flensborg var fyldt til randen med folk, der som Albert og den muntre hr. Thomsen ventede på videre togforbindelse. En skinger raslen af bestik mod porcelæn flød sammen med et væld af stemmer. Det lille lokale var kogende varmt af de mange mennesker. Med besvær snoede de to mænd sig vej til et lille, tomt bord nede bagved, balancerende med den tunge bagage for ikke at ramle ind i de andre gæster. Thomsen lod sig med et hjemmevant smil synke ned i sin stol og afgav sin bestilling til den aldrende tjener, der var dukket frem af ingenting. Kort efter fandt to enorme tallerkener med labskovs vej til bordet, fulgt af svingende fulde glas med gyldent bayersk øl. Thomsen greb grådigt sit glas og hævede det til hilsen.

"Hør, ved De hvad! Burde vi ikke drikke dus? Vi skal være soldaterkammerater, og man er ikke Des ved fronten, ved De! Lad os drikke igen, og så må De love at kalde mig Georg. Eller Kartoflen, det er der også en del, der kalder mig."

Albert drak godt til, kulstøvet fra togrejsen havde sat sig fælt i halsen. Men Thomsen var næsten allerede nået til bunden af sit, han trak godt igennem, den mand.

"Men sig mig," sagde Albert, "hvorfor lige Kartoflen? Det er da et besynderligt navn."

Georg smilede lyksaligt til de sørgelige rester af sin øl og pegede på sin næse.

"Det gamle snudeskaft, såmænd. Jeg synes jo, det er et pragtstykke af en snude, en rigtig romersk næse. Jeg ville ikke bytte den bort for hele Tønders kommunekasse, det kan jeg love dig for. Cæsar selv ville ikke behøve at skamme sig over sådan en, det er nu min mening. Men den slags har man ikke meget forstand på, hvor jeg kommer fra. Selv konen derhjemme siger, den ligner noget, Gud har glemt at lave færdig, haha! Nå, hun er nu ellers god nok, er hun."

"Javel. Jeg forstår." Albert syntes ikke, at næsen var særligt påfaldende. Lidt vel stor var den da, og måske også en smule uformelig, men ikke noget han havde bemærket. Ikke før nu, i hvert fald.

Maden var både varm og velsmagende, og øllet gled let gennem halsen. Albert bestilte endnu et par glas og bad flot tjeneren lade et par glas brændevin følge med. Herregud, det var jo ikke hver dag, man sådan drog af sted til krigen, og midt i det store, larmende, fremmede Flensborg var Kartoflen et muntert og hyggeligt bekendtskab. En enkelt snaps kunne man vel nok spendere i dagens anledning. Albert tændte endnu en cigaret og tørrede dovent de løse tobaksflager bort fra læben. Georg betragtede ham over kanten på sit ølglas.

"Hvorfor troede du i grunden, at mit navn havde noget med mit erhverv at gøre?"

"Nåh, dét. Det var nu mest en talemåde. Egentlig arbejder jeg på kontor. Det er derfra, jeg kender lidt til Flensborg - chefen har dårlig ryg, han orker ikke togrejserne herned. Hver gang noget skulle ordnes, blev jeg sendt af sted." Han stangede tænder med en tændstik en tid og tilføjede så tankefuldt:

"Hvordan har du det i grunden med at skulle kæmpe for tyskerne? Som sønderjyde, mener jeg."

"Jaja, det er da så god en grund som nogen. Taler I dansk hjemme? Det gør vi. Selv nærer jeg ingen stærke følelser i hverken den ene eller anden anden retning, men konen er meget dansksindet. Hendes morfar faldt ved Dybbøl i '64. Hvad lavede du for resten før krigen?"

Kartoflen lyste op i et bredt smil. Han lænede sig tungt tilbage i stolen, fiskede sin pibe frem og kiggede sørgmodigt på den. "Hør, kunne du mon ikke undvære en cigaret? Det kan næsten ikke betale sig at tænde piben nu." Med et taknemmeligt blik trak han en cigaret ud af pakken, som Albert velvilligt rakte frem. Så lænede han sig frem og hvilede albuerne på bordet. "Motorcykler, der kan man bare se. Det er ellers nogle rappe maskiner. Har du kørt selv?"

"Ikke meget. Jeg har ikke råd til den slags. Men når vi havde repareret én, skulle den selvfølgelig prøves efter."

"Vi havde én inde i sidste måned - den kørte næsten 70 kilometer i timen. Men kun på flad vej, selvfølgelig."

Kartoflen fløjtede imponeret. "70? Hold da helt op, menneske! Det er da næsten hurtigere end Flensborgekspressen." Han sugede den sidste røg ud af cigaretten, masede den ud på den tømte tallerken og strakte sig veltilfreds tilbage i stolen. "En utrolig fart!"

"Det skal nok passe. Jeg ved ikke så meget om tog. Det er mest motorcykler, jeg har arbejdet med - ja, og så almindelige cykler, selvfølgelig."

"Ja, det giver jo sig selv, haha! Man bliver da helt misundelig, du. Jeg kunne sørme godt ønske mig sådan et apparat."

Albert lænede sig ind over bordet, ivrigt solende sig i sin nye vens beundring. "Mester har sagt, at vi kan bygge én til mig, når jeg vender hjem!"

"Javist. Vent bare, til næste forår kan jeg komme ned og besøge dig på mit eget, personlige køretøj!"

"Så kan man måske få lov at prøve en tur? Jeg har aldrig siddet på sådan én før."

Kartoflen rystede tankefuldt på hovedet, og tog åndsfraværende sit lommeur frem. Så sprang han op med et råb og var nær ved at vælte sit halvtomme ølglas.

"En kvart over fire! Herreste Gud da, vi kommer for sent til toget, det kører om et øjeblik! Kom!"

Den gamle tjener kiggede hovedrystende efter dem, da de forsvandt ud af døren og satte i løb ned ad gaden med kufferter og vadsække flagrende om sig. Den ene havde glemt sin grå bowlerhat ... og i skyndingen havde de begge to betalt for hinanden. Selv det pjuskede overskæg formåede ikke at skjule tjenerens smil: Der var gode drikkepenge i dag.

Rejsen videre østover mod Schwerin var lang, og hele natten skrumlede de af sted på det prøjsiske skinnenet. De forsøgte at sove, men ingen af dem fik megen hvile på de hårde bænke.

Solen var kun lige stået op, da toget den følgende morgen trillede ind på en lille station og konduktørens buldrende basstemme kundgjorde, at der ville være tyve minutters pause. Albert og Georg rejste sig for at gå ud, enhver mulighed for at strække benene og få fast grund under fødderne var en lettelse. Albert trådte ned på perronens gråligt-smudsige klinker og strakte sig gabende. Han så sig om, men fandt intet interessant.

"Kom, du," sagde Albert. "Skal vi ikke gå lidt op foran? Jeg vil gerne lige se lokomotivet."

"Gå du i forvejen. Jeg skal lige finde en vask og skylle ansigtet. Jeg kommer om lidt."

Kartoflen grinede bredt og trak sig i øreflippen. En mærkelig vane, som Albert allerede tidligere havde bemærket. "Efter sådan en nat ville det nu ellers ikke være så tosset med et bad. Lad os håbe, at indkvarteringen på kasernen er bedre." Albert nikkede.

"Næh, egentlig ikke," svarede Kartoflen, mens han dovent så sig omkring. "Vi holder kun i tyve minutter, og jernbanehotellet derovre ser lukket ud. Vi må nok klare os en tid endnu."

Albert opgav modstræbende besigtigelsen af lokomotivets maskineri og gik i stedet med sin ven. Han havde ret. En sjat koldt vand i ansigtet ville ikke være at foragte, og man måtte vel også hellere se til at være præsentabel, når man bankede på kaserneporten. Optagelse i den kongelige preussiske hær var et privilegium, en ære, man burde vise sig moden til, og Albert var sig pinligt bevidst, at han ikke kun havde sig selv at tænke på; hans mor havde omhyggeligt indprentet ham, at han nu repræsenterede hele sin hjemstavn. Det gik ikke an at melde sig til tjeneste med søvn i øjnene og håret strittende i alle retninger.

Kort efter sad de atter i toget, og den søvnige holstenske provinsby forsvandt langsomt bag dem. Morgenmad havde de ikke fået, men det var lykkedes Kartoflen at købe endnu en avis fra en avisdreng, der var tidligt på gaden. De satte sig på samme bænk, side om side, og gav sig til at studere nyhederne.

Bryssel var faldet. Samtidig med at de to i går havde raslet af sted gennem det flade nordtyske landskab, var de sejrrige kejserlige tropper marcheret ind i den belgiske hovedstad og havde kun mødt spredt modstand. Liége var blevet taget allerede ugen før, den 15. Intet syntes at kunne standse de stolte hæres fremmarch.

"Årh!" råbte Kartoflen ærgerligt og krøllede arrigt avisen ned i skødet. "De farer jo frem! Paris er faldet, inden det her møgtog får sneglet sig frem. Og så skal vi trænes først, inden vi kan komme med! Hvad kan vi regne med - otte, ti ugers våbentræning, inden vi overhovedet kommer i gang for alvor? Vi går glip af al morskaben!"

Albert sank ærgerlig tilbage i sædet. Tænk, om krigen var forbi, inden de nogensinde nåede frem! Skulle de nu snydes for æren, snydes for eventyret? De stirrede mismodigt ud ad vinduet en tid, fordybet i mørke tanker og bange anelser.

"Det er jo ikke sikkert, at det hele er overstået allerede. Du skal se, vi får nok alligevel vores del, tror du ikke?"

"Mon ikke franskmændene har lidt mere rygrad end belgierne? De er trods alt Napoleons ætlinge. Frankrig har stolte krigertraditioner."

"Lad os da håbe det. De har i hvert fald noget at kæmpe for." Kartoflen grinede smørret, synligt oplivet ved tanken om de arrige franskmænd. "De fik øretæver i '71, da Bismarck mulede dem ved Sedan. Jo, det kan være, du har ret. Og for resten har der vist ikke været meget virkelig kamp i Belgien, vel? Det er jo nærmest en søndagsudflugt, sådan som aviserne beskriver det. Kanonerne fik lov at tale lidt ved Liege, men i Bryssel er der vist dårligt blevet løsnet et eneste geværskud."

Skønt de kun havde fået læst forsiden på avisen, var der ingen af dem, der havde videre lyst til at læse mere lige nu. Den kortvarige opfriskning på stationen var allerede taget af igen, og de hårde træbænkes ubarmhjertige stivhed værkede i ryggen. Benene blev stive af de mange timers ubevægelighed. Albert sukkede og gned træt sine øjne. Skinnernes rytmiske klak-klak og vognens små rystelser gyngede ham umærkeligt hen i noget, der lignede søvn.

Sidst på eftermiddagen begyndte regnen at plaske på ruden, og vinden flåede og susede, som red Fanden selv overskrævs på togvognen. Dagen igennem var andre rejsende steget på toget, andre passagerer havde invaderet den efterhånden trange plads, havde trængt sig ind på deres enemærker og med deres bjerge af pakkenelliker forvist Albert og Kartoflen til hver sit hjørne, ubekvemt mast op ad vinduet. Mørket havde allerede sænket sig og svøbt nat om den lille kupé.

Det regnede stadig, da toget langsomt gled ind på stationen i Schwerin. De små flakkende og dansende pletter af lys i gaslygterne spejlede sig i gadens regnblanke brosten, da de to mænd med bøjede hoveder og opslåede kraver hastede ned ad den vindblæste gade, slæbende på vadsække og kufferter, springende hid og did i en uforudsigelig vej mellem pytter og huller. Vandet drev fra Alberts hatteskygge og Kartoflens bare hoved, da de omsider, rystende af kulde og udmattelse, stirrede op på den store, grønmalede port til kasernen. Bag denne port skulle altså deres liv, deres nye og eventyrlige liv begynde. De skottede usikkert til hinanden, trådte hen foran den enlige skildvagt og gjorde beslutsomt honnør så stramt og militarisk, de formåede. Kaserneporten opslugte dem og gled i med en svag knirken fra det regnvåde træ.

Hans Kejserlige Højhed, Konge af Preussen & Kurfyrste af Brande burg, Wilhelm II's Kaserne i Schwerin

Ja, i gaar ankom jeg saa til Kasernen her i Schwerin, og iler nu med at skrive til dig, min allerkæreste lille Moder.

Rejsen gik udmærket. Det er jo en lang Vej at køre, selv om Jernbanen er hurtig. Allerede paa Rejsen har jeg truffet min første Soldaterkammerat, en munter Stabejs fra Sønderborg ved Navn Georg, som kaldes for Kartoflen. Han er en fornøjelig Svend, kan du tro, og jeg tror at du vilde synes om ham. Vi har aftalt, at han & hans Kone skal besøge os derhjemme, naar Krigen engang er overstaaet - han sætter Pris paa god Mad, og jeg har lovet ham at du vil lave din velsignet lækre Sylte. Takker for Pølsen, for resten, som du saa venligt havde skjult i min Kuffert. Den var en stor Trøst og Lettelse, naar man nu sad dér i Toget, mutters alene. Han og jeg er kommet i samme Deling, det er en stor Glæde at have en god Ven ved sin Side.

Kasernen er stor, kan du tro, selv i Sønderborg tror jeg næppe der er Bygninger saa store som den. Vi bor paa en tyvemands-Stue, jeg har faaet en udmærket Køje tildelt, men al vor Bagage maa vi pænt gemme under Køjerne. Uniformer har vi ogsaa faaet, jeg skal love dig for at din Søn ser rask og stolt ud i Hans Kejserlige Majestæts Klæder. En flot

Pikkelhue har man ogsaa givet mig, af skinnende sort Læder og med den preussiske Ørn smukt i blank Metal paa Panden, og et mægtigt godt Gevær. Havde man dog blot haft saadan et til Jagten derhjemme, saa havde man nok faaet en del bedre Bytte med hjem!

Saa, Moder, nu lyder Klokken! Det er Tid at samles i Gaarden, vi skal i Dag træne Eksercits. Jeg maa slutte her, men jeg lover dig at jeg vil skrive til dig igen, saa snart jeg faar Tid og Lejlighed til det. Gør dig nu endelig ingen Uro for min Skyld. Vi faar den allerbedste Træning her, og vi har de nyeste og bedste Vaaben - jeg lover dig endnu en Gang at passe godt paa mig selv. Modtag, kæreste Moder, de kærligste & ømmeste Hilsener og Tanker fra din Søn

Kejser Wilhelm drog stor omsorg for sine tropper. Forvandlingen fra forvirrede, famlende individer til effektive soldater var grundig. De første mange dage tilbragte Kartoflen og Albert trampende rundt på den store, åbne eksercerplads i gården sammen med de andre unge mænd i deres deling, mens skiftende befalingsmænd med skarpe, smældende stemmer kommanderede dem rundt. Holdning var vigtig, fik de at vide, ja, rent ud altafgørende. Hver og en af kejserens soldater skulle til alle tider være sig bevidst, at det var en ære at bære kejserrigets uniform, og al hængen med skuldrene, al sløv jasken af sted, al formålsløs slentren var uforenelig med at være tysk soldat. Verdens øjne hvilede på hver enkelt af dem, og ikke blot det tyske riges ære og anseelse, men også hele krigens succesrige udfald afhang i alle måder af en god og korrekt militær holdning.

Time efter time blev de hundset rundt i gården, marcherede frem og tilbage på det samme flade, nedslidte stykke grusdækkede gårdsplads, indtil det smertede i hælene, og det føltes, som skulle den tunge feltoppakning trække skuldrene af led. I dagevis blev hver enkelts kropsholdning iagttaget og kommenteret og rettet og justeret, hver en uniformsknap blev gransket nidkært, hvert stykke sortsværtet læderudstyr omhyggeligt kontrolleret, og selv den mindste eftergivenhed i rekrutternes fremtoning blev nådesløst påtalt. Sømbeslåede støvlehæle blev trampet i gruset, så det rungede tilbage fra de høje gråpudsede mure omkring dem.

Åbenbart var det vigtigt for en soldats oplæring, at han blev råbt ad og skældt ud fra morgen til aften. Næsten hver eneste aften fortalte de andre rekrutter hinanden skrækindjagende historier om de ydmygelser, som instruktørerne havde nydt at udsætte de nye rekrutter for under træningen. Men skønt Albert selv med den bedste vilje ikke kunne kalde sine foresatte for venlige, så var der dog ingen af dem, der i stivsindet grusomhed levede op til de beretninger, der var et dagligt tilbagevendende indslag på den mørklagte sovestue. Træningen var hård, til tider brutal, men hidtil havde han ikke oplevet noget, han ikke i forvejen havde forventet.

På skydebanen bag kasernens dystre, tilknappede bygninger måtte de i godt vejr begynde dagen med at slæbe talløse spande med vand, der blev slynget ud over det optrådte, æltede pløre, der udgjorde træningsbanen. Og dernæst, når enhver antydning af fast grund var forvandlet til et bundløst søle af mudder, måtte de på feldwebelens glammende kommandoråb lade sig falde på maven igen og igen, mens skudsalver gjaldede over deres hoveder. Man var gennemblødt til skindet, allerede inden solen stod op, og kulden skar som knive i efterårsmorgenernes bidende klare luft, så fingrene blev valne og det for hvert minut blev vanskeligere at betjene riflen. Rystende fingre fumlede med patronerne, tabte dem i febrilsk forhastethed, så de sank ned og forsvandt i pløret under dem. Der måtte ligge i hundredvis af patroner dernede.

I gården var der opført en række stilladser af svære planker, galger på rad og række. Der var noget forstemmende over synet, men galgerne var ikke tænkt til henrettelser; fra hver galge gyngede en sæk, tæt stoppet med strå, som de igen og igen fik besked på at angribe med bajonetten, fulgt på vej af instruktørens arrige, hundeglam-agtige tilråb. Når de ikke måtte slæbe sig gennem mudderet på skydebanen eller blev drevet rundt som uvillige cirkusheste på eksercerpladsen, blev de opstillet i tre geledder og beordret til at sætte de lange, blåsorte klinger på riflerne og styrte frem for at gennembore de ophængte sække. De blev instrueret i kampråb, i at vræle som vilde dyr, mens de med mord i øjnene stormede frem mod de absurde sække. Albert fandt det svært, det føltes pinagtigt barnligt at skrige på den måde, og selv med den bedste vilje havde det dinglende, gennemhullede sækkelærred ikke megen lighed med en franskmand eller en englænder. Allerede efter de første tre-fire angreb var sækkene så lasede, at stråene begyndte at falde ud. De flagrede rundt i vinden og fik ham til at tænke på høsttid derhjemme, når bønderne kørte de tørrede høstakke i lade til vinteren.

"Nej! Nej, det er simpelthen ikke godt nok! I skal hade de sække! I skal dræbe dem, I skal flå deres elendige tarme ud af dem, I skal ønske dem døde, ønske deres forældre, deres kællinger, deres forbandede svineyngel - ønske dem allesammen døde!" Instruktøren næsten hoppede af arrigskab, små dråber af spyt fløj ham om munden, når han med skinger stemme hidsede dem til et flammende had mod de stilfærdigt gyngende halmsække. "Det er England, for pokker! Gud straffe England! Gud straffe England! Så, på dem! Det er ikke mennesker, siger jeg! Kom!"

"Åh!" hviskede Alberts sidemand, den stilfærdige Müller, med løftede øjenbryn og et filuragtigt glimt i øjet. "Det er ikke mennesker!" Han havde lige så svært som Albert ved at tage det alvorligt. De undertrykte en latter og greb om riflen, da det blev deres tur. Stormede frem, anstrengte sig til det yderste for at se den dinglende sæk derude som en ond og blodtørstig franskmand, eller en fed og magelig englænder - men det var og blev sække, fyldt med strå.

På ét punkt gjorde øvelsen dog indtryk; man fik respekt for bajonetten, når den med hele den tunge riffels vægt bag sig snittede gennem lærredet, og med et svup begravede sig til riffelløbets munding. Den var et effektivt våben. Og et ærligere våben end riflen, mere ærefuldt; det var jo et sværd, i grunden, koldt stål, man kunne føle sig som en hel Uffe hin Spage eller Sigurd Vølsung med bajonetten. Det var ikke helt let at føle sig heltemodig med geværet; enhver tosse kunne være kriger med et gevær. Men bajonetten var et våben for mandfolk - et våben, der krævede, at man mødte fjenden mand mod mand og med oprejst pande.

Bagefter, når de alle havde angrebet sækkene så mange gange, at der næppe var noget tilbage at stikke i, blev der udleveret trægeværer, og de fik besked på at angribe instruktøren, en ad gangen. De første par gange havde de kigget forbløffede på hinanden - selv en uskarp træbajonet, et stykke legetøj i grunden, kunne gøre ondt, og hvad ville der ske, når de ramte den arrige instruktør? Men den lille, aldrende og tykmavede feldwebel havde vist sig at være langt fra så affældig, som de havde troet. Med en overraskende behændighed havde han fægtet for sig med sin svære spadserestok, hurtigt og med uforudsigelige bevægelser, og ikke en eneste gang var det lykkedes nogen at stryge forbi hans parader og ramme ham. Igen og igen havde han stødt deres angreb til side, og hver eneste gang endte han med at daske dem hårdt i ryggen eller over fingrene med stokken, mens han højlydt hånede deres indsats.

En morgen blev træningen afbrudt af en fjern summen, der drev hen over den solklare, blegt blå morgenhimmel. En stemme afbrød instruktøren, der var midt i en tirade om vigtigheden af at føre sig med rank ryg i felten. "Se! Se dér! Et aeroplan!"

De vendte blikket op. Deroppe, højt over dem, susede en flyvemaskine forbi. Havde det ikke været for de store, sorte malteserkors på vingerne kunne man såmænd sagtens have taget den for en fugl.

"En Taube," annoncerede Kartoflen med kendermine, mens han skyggede for solen med hånden. "Har læst om dem i avisen engang. Ingeniør Etrichs Due."

Omkring dem brød hele kompagniet ud i jubel, de hoppede og viftede med pikkelhuerne og vinkede, mens de hujende hilste det lille flyvende vidunder deroppe. Og så var det hele overstået, den forsvandt igen over kasernens røde tegltag.

"Hold da helt op," sagde Albert åndeløst. "Hvor stærkt fløj den? Den var jo næsten væk, inden vi overhovedet fik øje på den."

"Ja, der er fart på dem. Den kan vel klare en små hundrede kilometer i timen vil jeg tro. Men ellers kan de jo heller ikke holde sig flyvende ret længe, vel?"

"Det var jo ... jeg har aldrig set en flyvemaskine før. Georg, det var ... utroligt!"

"Jaja, min ven, den var da nydelig. Men vores opgave ligger ikke deroppe, og gudskelov for det."

"Jah, altså ... de er fine nok, og det er alt sammen meget spændende. Men det er i bund og grund noget pjank. Det er os, infanteriet, den tapre, tyske soldat, der gør arbejdet, ikke? Det er da spændende med motorer og propeller og alt det dér - men de gør faktisk ikke megen nytte, vel?"

"Nej, måske ikke. Men alligevel ... man må jo kunne se milevidt deroppe fra. Det må da kunne bruges til noget."

"Det kan man også fra en observationsballon. Og den falder ikke ned, fordi en skrue knækker."

"Selvfølgelig har jeg det. Koncentrér du dig hellere om dit gevær, Albert. Det er dér, æren venter!"

Med et sidste, længselsfuldt blik efter den for længst forsvundne maskine greb Albert igen fat om riflen og vendte sin opmærksomhed mod instruktøren. I det fjerne svandt de sidste, spage ekkoer af motorens knalden bort.

Når de efter endt træning vaklede ind på sovestuen, halvdøve af geværknald og med værkende, gennemkolde lemmer, ventede timers rengøring. De tunge, sømbeslåede støvler måtte renses og børstes og smøres med læderfedt, og derefter gnubbes og poleres til det gyldenbrune læder atter skinnede. Det var hårdt arbejde, men i det mindste gav det varmen i de valne fingre.

Ofte var uniformen sølet til med kager af indtørret mudder, og våbnene skulle renses og smøres og efterses i mindste detalje; mauserriflen skilles i et uoverskueligt antal dele, der hver især skulle efterses og smøres med våbenolie, inden de blev samlet igen. Først da var der tid til at slappe af. De fleste aftener var de for udmattede til andet end blot at segne omkuld på køjerne og falde i søvn, inden hovedet ramte puden.

Albert holdt sig helst til Kartoflen, når de om aftenen sad i halvmørket, ubekvemt på kanten af køjerne, og sled med udrustningen. Det tog tid, før han for alvor begyndte at gøre bekendtskaber blandt de andre rekrutter på stuen, og selv da var det mest, når Kartoflen slæbte ham med, at han havde noget videre at gøre med dem.

"Albert! Kom, de støvler bliver ikke pænere. Pudser du mere på dem, så slider du overlæderet af - og du får ikke et nyt par, ved du, hahah!"

"Man spiller kort. Hvis vi rykker fire skamler sammen, kan vi få et nydeligt lille bord at spille på. Kom nu. Det bliver morsomt."

"Pjat med dig. Vel gør du så, det har jeg da set. Kom, de andre er også med."

Kartoflens joviale fjæs nikkede ned mod den modsatte ende af sovesalen. Tre unge mænd sad allerede omkring det improviserede spillebord. De vinkede opmuntrende til Albert.

"Müller. Süss. Og Aben. Kom nu, vi spiller jo ikke for alvor, du skal nok få lov at beholde dine spareskillinger."

Albert kiggede træt på dem. Han havde gået op og ned af dem i ugevis, havde delt hver en stund med dem, men han kendte dem ikke. Vidste hvad de hed, naturligvis, men havde aldrig rigtig talt med dem. De så ud, som om de hyggede sig. Der var sågar kommet et par flasker øl på bordet, og en gemytligt opløftet stemning havde sænket sig over det lille selskab. Rundt om i køjerne var de fleste andre allerede ved at gå til ro. Han sukkede og skubbede de nypudsede støvler ind under køjen.

"Hah! Det er vi sågu' da alle sammen. Men derfor skal der nu alligevel være plads til lidt morskab og en kop øl, ikke?"

De rejste sig og sluttede sig til selskabet. Tre opadvendte ansigter hilste dem velkommen, Aben rakte sin unaturligt lange arm ud mod ham i en hjertelig, indbydende gestus. Albert nikkede kort til dem og sank ned på en skammel. Med små svup blev de buttede ølflaskers patentpropper løftet af, og Müller fordelte de slidte spillekort.

"Jaja, godt ord igen, det er jo ikke alle, der har lært det endnu, vel? Jeg kender ikke så meget til de kanter."

"Det er godt nok. Ikke så stort. Mest landbrug. Ligner de fleste andre småbyer."

De spillede en tid i tavshed, koncentreret om kortene. Så kastede Süss triumferende sine kort ned og skrabede den lille bunke småmønter til sig med et veltilfreds grin. Aben kastede sig tilbage på skamlen og klaskede leende sin kammerat på skulderen.

"Ha! Ja, selvfølgelig vinder jødetampen! Se, hvor han rager penge til sig, haha!"

"Nåh," svarede Süss med et skævt smil, "jeg har nu aldrig set dig sige nej til penge."

"Det er noget andet. Jeg har brug for dem. Men alle og enhver ved, at I jøder drages til penge som rotter til en ost."

"Ja, det er sandt. Vi af Abrahams stamme holder af at have lidt at stå imod med. Ligesom enhver anden."

"Ja, haha! Der kan du have ret, min lille judæiske ven! Der kan du have ret!" Aben rodede kærligt rundt i Süss' sorte krøller. "Han er god nok," annoncerede han højrøstet til de andre. "Vel er han en sort lille smovs, men han er min smovs, og ingen skal krumme et hår på hans krøllede hoved, haha!" Süss smilede stille og gav sig demonstrativt til at kæle for de vundne mønter, til ære for sin ven.

Albert betragtede ham stille. Et boblende smil lurede bag de blanke, runde stålbriller, der var klemt fast på spidsen af den skarpe næse. Et magert ansigt. Lidt blegt, indkredset som det var af mørk, frodig skægvækst, der gik i ét med håret; evigt smilende, venlig og imødekommende. Men under smilet anede han noget andet, en eller anden ... vagtsomhed ... som om han hele tiden undskyldte sig selv. Albert vidste ikke af, at han nogensinde før havde truffet en jøde. Han havde hørt om dem, folk havde mangt og meget at sige om jøderne. Men Süss virkede ganske almindelig. En flink fyr, så vidt han kunne bedømme. Der var nogle, der hævdede, at jøderne ikke for alvor kunne være patrioter, at deres loyalitet altid ville ligge i Judæa, selv om de boede andre steder. Men der var ikke mange i delingen, der gik så sammenbidt op i træningen som Süss.

Det var det samme med de andre, i øvrigt. Ganske almindelige unge mænd. Jo, selv Aben var god nok, selv om hans holdning virkelig fik ham til at minde om de store aber i Afrika; i grunden var han ikke meget større end de andre, men på en eller anden måde syntes hans kronragede hoved alligevel at rage betydeligt op. Han og Süss var allerede de første dage blevet kammerater, og de var et besynderligt par at se på; lige så mager, væver og stilfærdig den ene var, lige så støjende og pladskrævende var den anden. Aben bar sit øgenavn med stolthed og opførte sig i det hele taget, som om han anstrengte sig voldsomt for at leve op til det.

Det havde overrasket Albert, da den massive mand en aften havde afsløret en uventet side af sig selv. Med ét var der blevet ganske tyst i sovesalen. Børster var gået i stå på halvpudsede støvler, stålpennes kratten over brevpapir var døet hen, og alle havde de siddet tavse og lyttet. Det var Aben, der spillede på sin lille fløjte.

Ved siden af de to forekom Müller næsten anonym. En stilfærdig knægt, der havde været i lære som skrædder, da krigen brød ud. Bortset fra Kartoflen var Müller i virkeligheden nok den, som Albert var kommet tættest på at lære at kende. Men de lignede også hinanden, de to. De genkendte i hinanden en vis reserveret måde at møde verden på, en forbeholdenhed, som omgivelserne ofte forvekslede med modvilje eller endog med arrogance. Müller var den eneste i delingen, der havde praktisk erfaring med fjenden.

Han havde boet i England engang. Blandt de andre gav det ham en autoritet, som han accepterede med en blanding af forlegenhed og stolthed.

"Hah! Så blev det min tur!" Aben smed triumferende sit sidste kort på bordet og skrabede med højtidelig mine sin gevinst til sig. "Husk nu på, drenge, at misundelse er en fæl ting!"

Süss grinede bredt. "Var det ikke dig, der for et øjeblik siden skosede mig, din tvetungede góy? Det er som jeg siger: du er en luthersk hykler, er du! Griske bæst!"

"Se, mine herrer, se godt på denne grådige, krognæsede jødetamp! Det er præcis det, jeg mener; misundelse, misundelse! Det er vor tids svøbe."

Aben stablede mønterne i en lille bunke og hev en smuldrende cigarstump frem af lommen. "Det må sgu' fejres, det her!"

Kartoflen skrabede kortene sammen, mens Aben og Süss fortsatte deres kammeratlige drilleri. Müller sugede de sidste dråber øl af sin flaske og kiggede på Albert.

"Hårdt?" brølede Aben. "Vel er det hårdt! Men det skal det sågu' da også være. Vi skal jo trænes, det er meningen, at vi skal kunne klare os i felten. Selvfølgelig er det hårdt! Man dovner sig ikke frem i den preussiske hær."

"Der må jeg alligevel give Albert ret," brød Kartoflen ind. "Jeg synes pokkerme også, at det værker i ryggen efter en dag på træningsbanen."

"Men det er ikke engang det værste. Det værste er den selvhøjtidelige mine, den opblæste klovn til Vizefeldwebel Wesselheim har på, når han hundser rundt med os." Müller foldede armene og nikkede alvorligt frem for sig. "Det er fan'me næsten ikke til at holde ud."

"Jeg ved nu ikke," svarede Süss. "Jeg havde faktisk regnet med, at det ville være værre. Jeg mener, hæren er jo nærmest berømt for det, ikke?"

Kartoflen slog en buldrende latter op. "Hør, venner, kan I huske ham Voigt? Ham skomageren fra Köpenick?"

"Jaja, lige meget. Men denne her gamle, krogede skomager, Wilhelm Voigt - ja, det var altså i Berlin, ikke - han gik simpelthen ind hos en pantelåner og købte en fuldkomment luvslidt hauptmannsuniform, ikke? Og så går han ud på gaden, med uniformen på, og møder en deling soldater. Og hvad gør han så? Han sender vizefeldwebel'en hjem, tager soldaterne med op på rådhuset, hvor han arresterer borgmesteren og beslaglægger kommunekassen, bing-bong, færdig med dén sag. Så sender han soldaterne hjem til kasernen med den arme borgmester, der hverken ved ud eller ind og er ved at dø af skræk, mens skomageren selv forsvinder med kassen. Og der var ikke en kat, der fattede mistanke. Jamen, er det da ikke prægtigt?"

Latterbølgerne rullede hen over det lille selskab, også Albert måtte le. Den lille skomager havde trukket det mægtige, stolte statsapparat rundt ved næsen. Selv den mest ihærdige patriot måtte da indrømme, at det var en komisk affære.

"Men i grunden er det jo rigtig nok, hvis man tænker efter," sagde Süss. "Det er ikke manden vi skal respektere. Det er hans uniform."

En stilfærdig enighed sænkede sig over det tavse selskab. Det var blevet sent, de var alligevel for trætte til at spille videre i aften. Aben overtog kortene fra Kartoflen, pakkede dem sammen og slukkede sin cigarstump under foden.

"Nå, venner. Det var hygsomt. Men lad os se at komme til køjs. Vi skal jo ud i møget igen i morgen."

De nikkede gemytligt til hinanden, og kort efter var det meste af salens i forvejen sparsomme lys slukket. Albert lå på sin køje og trak frysende det stive og kradsende uldtæppe op over sig. Den enlige brændeovn stod i den modsatte ende af lokalet, det var ikke meget af varmen der nåede ned til ham. I køjen over ham rumsterede Kartoflen rundt, Albert betragtede skæret fra hans lille, flakkende lysestump, der spillede på det mørke loft.

"Du," spurgte han deroppe fra. Hans stemme lød roligere nu. "Jeg kom til at tænke på ... hvordan endte du egentlig som cykelsmed?"

"Hvordan havner man nogen steder? Tilfældigheder. Han tilbød at ansætte mig."

"Din far fandt en læreplads? Jeg havnede på kontoret, fordi min far fandt pladsen."

Albert vendte sig i køjen, foldede højre arm op under øret, og lukkede øjnene. Hans far ... hvor var det i grunden længe siden, han havde tænkt på sin far ...

"Rolig nu, rolig ... Tag godt sigte, skyd ikke, før du er helt sikker på hånden. Hvis den letter, så letter den. Det er der ikke noget at gøre ved".

Albert havde lagt geværets glatte skæfte til kinden, tørret den svedige håndflade af i græsset og ladet fingrene glide på plads omkring den blankslidte aftrækker. Derude, lige ud for den lille tap ved løbets munding, havde den gråhvide gås spankuleret rundt i vandkanten, uvidende om at han om et øjeblik ville sende en byge af hagl mod den. Han lagde albuen til rette i græsset og løftede riflen en smule over gåsens bryst, blot en enkelt fingerbredde eller to.

Hans far lagde forsigtigt en hånd på hans skulder, også han med øjnene fæstet på gåsen. Fuglen løftede hovedet og rystede sig med udstrakte vinger, som ville den udfordre ham.

Albert sugede luft ind, klemte det venstre øje til en sidste gang og lod haglene flyve. Braget rungede mellem buskene, skæftet sparkede tilbage mod hans skulder. Og dérhenne lå gåsen allerede død, et par dun dalede til jorden bag den.

Faren var allerede på vej hen mod den døde fugl. Albert lagde geværet og fulgte ham. Solen skinnede, han havde skudt en gås, og hans far havde rost ham. Det var en god dag. Og hvor mange elleveårige kunne prale af selv at have nedlagt aftensmaden? Han kunne forsørge, han kunne se til, at der kom føde på bordet. Han var jo næsten en voksen mand nu. Og hans far havde rost ham, han var dygtig med geværet!

Albert syntes, han havde den bedste jæger i hele verden som lærer. Fatter Jantzen var den bedste skytte på egnen, det var alle enige om - i hvert fald når han var ædru. Han havde selv lært det af sin egen far, der havde kæmpet mod tysken ved Dybbøl; de var en familie, der næsten var født med et gevær i hånden.

Side om side gik de hen til gåsen. Faderen tog fat om den slappe hals, sikrede sig at fuglen var død. Der var et par små, mørkerøde pletter i de uglede fjer, hvor Alberts hagl havde ramt den. Der var ikke meget blod. Det var et fint, præcist skud. Et mesterskud. Hans far uglede hans hår med sin store, ru og varme næve. Han smilede.

"Nå, knægt. Det var helt godt skudt. Er du klar til at tage én i luften, tror du? Det er ikke så svært. Du skal bare sigte lidt foran den."

"Tænk dig om, knægt. Den står jo ikke stille i luften. Fuglen er fløjet forbi, inden haglene når frem, hvis du sigter lige på den. Det handler om at se, hvordan fuglen bevæger sig. Du skal vide, hvor den vil være om et øjeblik. Og det er dér, du skal skyde, ikke hvor den er når du løsner skuddet."

"Du skal ikke bare vide det. Du skal vide det, før fuglen selv ved det. Fugle flyver ikke hid og did, de følger bløde baner. Hvis du ved, hvor den var for et øjeblik siden, og hvor den er nu, så kan du også godt se, hvor den er om lidt."

Albert spejdede op mod himlen. "Se, far, der kommer én flyvende derude! Må jeg prøve at tage den?"

Med raske, rutinerede bevægelser tog faren det tomme patronhylster ud, stak en ny patron på plads, og rakte våbnet tilbage til drengen. Denne gang blev han stående og lagde igen skæftet til skulderen. Han fulgte den store fugls bevægelser med øjnene. Hid og did fløj den, hele tiden var Alberts sigte for langsomt, hele tiden pegede løbet dér, hvor fuglen lige havde været. Da han endelig fik fuglen i sigtekornet, slog en kastevind den til siden i et brat dyk, og den var væk igen. Men så, pludselig, faldt det hele på plads. Småbitte bevægelser, mere skulle der ikke til, og Albert fangede sit mål. Dér, midt i sigtekornet. Og atter smældede skuddet.

Albert nåede ikke engang selv at se om han havde ramt, før farens håndflade ramte ham i nakken med et ublidt puf. Men deroppe på den dybblå himmel fløj gåsen nok så fornøjet videre, fuldstændigt uanfægtet. Farens dask i nakken gjorde mere ondt end det vist var meningen, men den sårede stolthed smertede langt mere. Ikke et eneste hagl havde fundet sit mål.

Lidt borte landede gåsen, og stoltserede rundt som for at håne ham. Den skræppede fornærmet. Det lød, som om den grinede.

"Nej, dæleme nej, du. Du har spildt din chance. Krudt koster sgu' penge, og vi har mad nok i den første. Den her kan få lov at leve endnu en dag".

"Gu' gør den ej, gæs griner ikke. Og hvad så, om den gjorde? Synes du ikke den har grund til det?"

"Nå, ja, men vi har da én. Du skal sgu' nok komme efter det, knægt. Det skal vi nok få lært dig".

Han slyngede geværet om på ryggen, og Albert tog den døde gås over skulderen. Fatter Jantzen samlede den tomme ølflaske op og slog de sidste dråber af den, før den røg ned i jakkelommen igen. De begav sig hjemad med farens hånd på Alberts skulder. Følelsen af den tunge, varme hånd var rar. Rar og tryg. Helt håbløs var han altså ikke.

Den følgende dag blev der ikke trænet. Allerede før solopgang blev de søvndrukne rekrutter purret og fik ordre til at stille i gården med fuld oppakning klokken seks.

Et lille podium var blevet stillet op foran den brede hovedtrappe. Oberfeldwebel Wesselheim gøede sine ordrer, og de forventningsfulde mænd rettede ind i geledder, så lige og afmålte som stillede de op efter en snor. En tid stod de dér, stive som brædder, dirrende af uudtalt spænding i den tidlige morgens klare kulde. Hvad skulle der ske? Var det nu, de skulle af sted? Men der var intet at læse i feldwebelens stramme ansigt. Omkring dem stillede andre delinger op, hele kompagniet samledes. Boblende af unyttig iver sluttede Løjtnant von Keppel sig til dem, den unge officer, der havde kommandoen over deres deling. Det var kun fjerde gang, de overhovedet så ham.

Et kvarters tid senere skridtede kommandanten tværs over gården, fulgt af sin adjudant. Han trak sine elegante, sorte handsker på, mens han gik, nikkede kort til rækken af officerer oppe foran og trådte op på podiet. Adjudanten tog opstilling skråt foran ham, ved siden af podiet. Kommandanten prajede ham, og et øjeblik talte de dæmpet sammen. Så nikkede manden på podiet tavst frem for sig og begyndte at tale.

"Tyske soldater!" råbte han. Albert måtte anstrenge sig for at høre, mandens stemme magtede kun meget dårligt at råbe den store gårdsplads op, selv om de høje, strenge mure rundt om gav næsten fuldkommen læ. "Tyske soldater! I dag er jeres træning til ende. I dag er I sande soldater. I dag træder I ind på historiens scene! Kejserens øjne hviler på jer. Jeres fædres og mødres øjne hviler på jer, strålende af stolthed! Det er nu, I hver især må vise jer som de fædrelandets stålsatte sønner, vi har oplært jer til at være.

I går eftermiddags modtog kompagniet sin marchordre. I eftermiddag vil I pr. jernbane blive fragtet vestpå, til ..."

Han bøjede sig forover, vinkede adjudanten hen til sig. En stund stak de igen hovederne sammen. Så rettede han sig igen op. "Til Belgien," fortsatte han. "Jeg har den allerstørste tro på jer, en urokkelig tillid til jer! For jeg ved, at hver en mand i kompagniet vil yde sit ypperste - ja, mere end sit ypperste, vil kæmpe tappert og ukueligt og gladeligt betale med sit hjerteblod for det elskede fædrelands forsvar! Som sande sønner af Tyskland, Frederik den Stores ætlinge, vil I kaste jer mod den fremstormende fjendes flodbølge, som et bolværk af stål og ild vil I stride jer frem, stride jer ret ind i historiebøgerne, frem mod hæder, mod ære! For der kan ingen tvivl være - England, Frankrig og Rusland har sammensvoret sig om at føre en udslettelseskrig imod os! Nu gælder det selve vor eksistens!"

Kommandanten slog dramatisk næven i podiets gelænder, optændt af retfærdig harme. Gelænderet dirrede faretruende. Han foldede armene foran brystet og betragtede de opstillede tropper foran sig, mens han nikkede for sig selv, sejrssikkert og stålsat. Albert var ved at få tårer i øjnene, så rørt var han af kommandantens tillid. Kampiveren brusede i blodet, hele hans legeme dirrede af iver efter at slagte fjender. Åh, hvorfor var der dog så langt til Frankrig?

"I fremtidens helte" tog den ranke, stolte oberst fat igen. Stemmen havde fået bedre fat nu, hans ord gjaldede dirrende ud over de henførte mænd på gårdspladsen. "I uovervindelige, viljestærke ynglinge! Kæmp! Kæmp for jeres kejser, kæmp for jeres mødre, for jeres kærester derhjemme ... og kæmp for jeres egen ære! Thi æren, mine herrer! Æren er det ypperste, en mand kan nå. Hvad betyder vel livet selv, når fædrelandet kalder? Tyskland stoler på jer. Gå kun frejdigt frem, gå med hævet pande og gør jeres nation ære! Lad dem skælve i Paris' gader. Lad dem skælve i London. Lad dem skælve i Moskva og i Sankt Petersborg! Fremad, tapre mænd - fremad mod sejren! Fremad ... mod æren!"

Zonnebeke, øst for Ypern, Flandern - november 1914

Den skærende, fløjtende lyd fik Albert til at krumme sig sammen. Han havde allerede lært det, reflekserne blev hurtigt skærpet herude.

Knap halvanden måned var der gået, siden de blev sendt af sted fra kasernen i Schwerin. I halvanden måned havde de gravet dybe løbegange, og de havde lært krigen at kende. Det føltes som meget længere, og træningstiden i Schwerin var allerede fjern.

Nyhederne om krigens forløb var gode. I øst var der vundet store sejre ved Tannenberg og De Masuriske Søer, i vest var Antwerpen og Lille blevet indtaget, og i det store og hele så det ud til at gå godt med krigsindsatsen. Ganske vist var general Moltkes fremstød mod Marne øst for Paris blevet standset af en fælles fransk-britisk modoffensiv, men til gengæld var det lykkedes at sætte en stopper for flere allierede angreb andre steder. I fjernøsten var flådebasen Tsingtao faldet til en japansk-britisk belejring, men den tapre kaptajn von Müller var undsluppet med sin krydser Emden og havde i næsten to måneder leget kispus med den engelske flåde, og havde i praksis lukket hele det Indiske Ocean for dem.

I slutningen af oktober havde belgierne begået en slem svinestreg, da de simpelthen havde ødelagt digerne langs kysten og oversvømmet hele området omkring Yserkanalen. Det havde rystet mange af folkene. Hvad var det for mennesker, der foretrak at lægge deres eget land øde frem for at lade det falde i tyske hænder?

Samme dag som nyheden om den belgiske oversvømmelse nåede dem, var Alberts kompagni ankommet til deres første stillinger. De var blevet sat ind i kampene om byen Ypern i Vestflandern. Nu havde de ligget i halvanden måned og gloet ud over et fladt, konturløst landskab, der blev mere og mere anonymt for hver dag der gik, efterhånden som artillerigranaterne fjernede de sidste rester af småskove og buskadser. Albert havde ligget på maven på et frønnet bræt og gloet over mod fjenden allerede den første dag, åndeløst spændt på sit første glimt af de fæle franskmænd og dekadente englændere. Hans kammerater havde haft det på samme måde, der havde hersket en næsten febrilsk begejstring, første gang nogen fik øje på toppen af en fransk hjelm derovre. Side om side havde de ligget, Albert og Kartoflen, Müller, Süss og Aben. Deres nye kammerat, en klippeblok af en østpreussisk bondeknold ved navn Hintze, havde været her lige fra starten og rystede stille på hovedet ad deres begejstring. De lå her stadig, men nu var det ikke spændende længere.

Uden at tænke kastede Albert hænderne om bag nakken og trak hovedet ned mod brystet. Granaten slog ned et stykke bag ham med et dumpt, rungende brag og sendte en haglbyge af jord og sten og splintret tømmer ned over ham. Varsomt løftede han blikket igen. Det ringlede i hans ører, det gjorde det altid efter et nedslag. Han gav sig til at børste frossen jord af nakken. Det meste faldt ned under flippen. Det var ligegyldigt, han var så snavset alligevel, at det ingen forskel gjorde.

Der blev hylet dygtigt op bagude, de havde åbenbart ramt midt i en løbegrav. Med et hastigt blik til siderne sikrede han sig, at alle herude var der endnu. Den var gået over dem, ingen var røget denne gang. For en gangs skyld var det tredje og fjerde linje der tog skraldet, ikke de allerforreste.

Men der var virkelig også meget kort afstand mellem dem her. Meget mere end femten-tyve meters optrådt pløjemuld kunne der ikke være over til briterne. Når kanonerne tav, kunne man tydeligt høre dem tale sammen eller slæbe rundt på udrustning derovre. Her var krigen det meste af tiden blot noget, der fløjtede hen over deres hoveder; man råbte fornærmelser ad hinanden og skød fra tid til anden et par salver hen over dem derovre, men det var mest for et syns skyld; det var alligevel umuligt at ramme.

Faktisk var det største irritationsmoment de sten og brokker, begge sider med jævne mellemrum kylede i hovedet på hinanden; skarpe sten, slynget i høje buer, gjorde nederdrægtigt ondt og var i virkeligheden langt det mest effektive våben her. Albert fandt det en lille smule krænkende at sidde midt i den mest moderne krig til dato og blive angrebet med de samme våben, som folk havde krigedes med i stenalderen. Men man skulle nu ikke underkende effekten; en ung rekrut havde fået skallen smadret af en engelsk sten forleden og var blødende blevet slæbt bagud på en båre. De havde ikke set ham siden, han var sikkert død. Det havde vakt en vældig vrede i graven; var dét en ærefuld måde at føre krig på? Men det havde ikke hindret dem i at kaste tilbage, tværtimod.

"Øj, det var tæt på!" råbte Kartoflen til ham, med et svedent grin. "De smed sgu' jord ned ad nakken på mig, de skiderikker."

"Det har den gode general Moltke nok slet ikke tænkt på; i virkeligheden skulle vi have lagt vores skyttegrave midt i London, lige foran Big Ben, hah!"

Kartoflen bøjede sig ned og samlede en nævestor sten op. Han lempede den i en stor bue op i luften, så den ramlede ned ovre hos englænderne. Øjeblikkelig blev der svaret igen med fornærmede råb og en regn af småsten og lerklumper. Albert greb selv en sten og slyngede den irriteret af sted. Herregud, her stod de og smed sten efter hinanden, en slåskamp mellem skoledrenge. Hvad skulle det dog nytte? Men Kartoflen lod til at finde en barnlig fornøjelse ved det, han hujede og råbte og syntes at more sig storartet. Albert satte sig ærgerlig på trinbrættet og vinkede Kartoflen hen til sig.

En tid sad de, side om side, med ryggen trykket ind mod den kolde, bølgeblik-klædte jordvæg bag dem, mens englændernes byger af jord og sten tog af omkring dem, og de ophidsede råb derovre døde hen.

"Ja?" svarede Kartoflen og lukkede øjnene, mens han hvilede nakken mod væggen. Den blå tobaksrøg sivede langsomt ud gennem næsen. "Hvad burde man, Albert?"

Kartoflen opgav at få mere ud af Albert, han vidste, at hans fåmælte kammerat ikke ville fortælle mere nu. Han traskede af med et nysgerrigt blik bagud og forsvandt rundt om hjørnet.

Albert rejste sig, og skridtede tilbage til den lille jordhule, der var deres kvarter herude. I hjørnet lå en bunke tømte konservesdåser, al mad i forreste linje blev leveret som konserves. Han fandt et par stykker frem, en stor og en mindre. Så fiskede han en håndfuld patroner op af tasken, og gav sig til at lirke projektilerne op af patronhylstrene for at få krudtet ud. De grove, gråsorte krudtkorn hældte han op i den mindste konservesdåse, som balancerede usikkert på den fugtklamme madras. Ti-tolv patroner skulle der til, så var dåsen nogenlunde fuld.

Strengt taget måtte man ikke rutte med ammunitionen på den måde. Der skulle aflægges regnskab for hver eneste udleveret patron. Men det ville ikke være vanskeligt at hævde, at han havde skudt efter den anden side, og i øvrigt var det ikke noget, løjtnanten gik synderligt op i. Regnskaber og papirarbejde mistede sin betydning herude, og selv officererne havde vanskeligt ved at tage det alvorligt. Og hvis det nu virkede ...

Med dåserne i hånden bøjede han nakken, og trådte igen ud i den snævre skyttegrav udenfor. Søgende så han sig omkring, fandt et bøjet søm, der strittede ud af jordvæggen. Så ét til, og dér.. der var en hel håndfuld møtrikker og skruer, som nogen havde ladet ligge i gravens mudrede bund. Dåsens takkede låg maste han sammen. Så stak han forsigtigt den lille dåse ned i den store og gav sig til at fylde søm og små stykker halvrusten pigtråd, skruer, møtrikker og småsten ned omkring den lille dåse, indtil den var helt klemt fast inde i den store. I det samme kom Kartoflen forpustet tilbage og satte sig ved siden af ham.

Albert svarede ikke, men tog den ene og stak den godt ned i krudtet i den lille konservesdåse. Han så sig søgende om igen.

"Kan du ikke lige række mig den træstump dér ... tak. Og lån mig så lige din lommekniv ... så skal du bare se løjer."

Et par hurtige snit med kniven, så havde han lavet et træprop, som han med bajonetskæftet bankede solidt fast i toppen af krudtdåsen.

Albert vejede prøvende sin hjemmelavede granat i hånden. Kartoflen lyste op i et indforstået grin.

"Albert, for fanden ... sikken en hilsen at sende dem! Så kan de sgu' lære at lade være med at smide med sten, haha!"

"Det ved jeg ikke ... vel en seks-syv sekunder, vil jeg tro. Du må være forsigtig."

Albert tog et sidste sug på den næsten udbrændte cigaret. Så satte han forsigtigt gløden til lunten, der hvæsende begyndte at sprutte stjerner om sig. Han talte til tre, med blikket stift rettet på den brændende lunte. Et hurtigt blik til Kartoflen, der nikkede med et forventningsfuldt grin. Så kastede han med en kontrolleret bevægelse bomben af sted, op over kantens sandsække, i retning af den engelske grav. Der var blevet mærkeligt stille omkring dem, der lød et svagt dunk, da den ramte den frosne jord derovre. Forbavsede udråb, så højere råb, og i det samme et skarpt, rungende smæld. Så kom skrigene.

Albert og Kartoflen kastede sig ned med jublende grin til hinanden og næverne svingende triumferende slag i den tomme luft.

"Det var faktisk ikke min idé. Jeg hørte om det forleden, længere ned ad linjerne."

"Men ... en granat, der ikke behøver en kanon! Man kaster den jo bare. Det er ... det er jo fantastisk!"

"Det var vist egentlig englænderne selv, der fandt på det. Men nu kan de da så smage deres egen medicin, kan de."

De tav begge, anspændt lyttende til de ophidsede stemmer derovre. Skrigene var svundet ind nu, en klagende stønnen var alt, hvad der hørtes.

Albert og Kartoflen holdt hænderne for munden for ikke at le højt. Det var ... det var mærkeligt, uvirkeligt. De havde ryddet en hel grav med ét kast, ét enkelt kast. Omkring dem samledes de andre, kom løbende til med spørgende blikke. Efterhånden stimlede en hel flok sammen, en overstadig stemning bredte sig, da Kartoflen malende beskrev Alberts hjemmelavede bombe. Løjtnant von Keppel måtte forundret mase sig vej mellem sine mænd, der ellers altid kastede sig ud til siden så snart han viste sig. Han betragtede den siddende Albert med et træt udtryk.

"En bombe, Herr Leutnant," brød Kartoflen ind, "han lavede den selv, det var bare konservesdåser og søm og den slags. Jeg tror, vi fik ryddet en hel sektion af graven. De skulle have hørt dem derovre!"

Lidt beklemt over den megen opmærksomhed forklarede Albert endnu en gang, hvordan han havde fremstillet sin kastebombe. Løjtnanten lyttede opmærksomt.

"Javist, jeg har godt hørt tale om disse hjemmelavede bomber," sagde han og stirrede tankefuldt ud i ingenmandsland. Det var begyndt at sne; store, bløde fnug lagde sig som våde klatter på alting.

"Jeg tænker på, Jantzen ... der er en maskingeværstilling derovre, ved De, den har irriteret os voldsomt. Tror De, man kunne snige sig frem og rydde den med Deres små legesager?"

"Det skulle vel nok være muligt, Herr Leutnant. Men ikke nu. Så længe det er lyst, ville vi ikke nå halvvejs derover. Måske senere, når det er blevet ordentligt mørkt. Og de andre må tiltrække sig opmærksomheden - skyde lidt og råbe op, De ved.."

"Mmm." Fordybet i tanker stod løjtnanten, mens han lod den sølvslåede spadserestok tappe rytmisk på sine sorte støvleskafter. "Jantzen, lav så mange De kan af disse bomber. Og få Dem så noget varm suppe og lidt søvn. Når de finder det passende, sniger De

Dem derover i aften. Hvis De kan rydde dén stilling for os, Jantzen, burde det være en smal sag for os andre at tage hele den forreste grav ..."

"Med forlov, Herr Leutnant, det vil jeg nødig gå glip af. Må jeg?" Hinze trådte et skridt frem. Det virkede komisk, han havde et udtryk i ansigtet som en forventningsfuld skoledreng og kunne næsten ikke stå stille.

"Nuvel. Få lavet en ordentlig sækfuld af de tingester, Jantzen. I andre, I finder dåser til dem ... Og skrab sammen hvad I kan finde af ting og sager at fylde i. Jeg skaffer krudt og lunter. Og giv mig så besked, når I går over."

Mens Albert blundede på køjen i jordhullet, hørte han sine kammerater løbe forbi derude, i en ophidset jagt på materialer. Det lykkedes ham ikke at falde i søvn, men blot det at ligge urørligt på køjen med lukkede øjne gav en slags hvile.

Efter en lille times tid opgav han søvnen og trådte ud i graven. Det var ved at være rigtig mørkt nu. Ved fælles hjælp var det lykkedes mændene at skrabe materialer sammen til syv bomber. En eller anden havde foreslået, at man bandt bomberne på en træstok så de kunne kastes længere, og der var allerede blevet samlet en hel favnfuld korte, kraftige stokke. Nogle havde allerede tømt patronerne, andre var i færd med at snitte træpropper, og der var blevet samlet næsten en halv spand sten og jernskrammel. Albert snørede og stampede og konstruerede, mens de andre nysgerrigt fulgte hans arbejde.

De første to bomber blev bundet fast på hver sin korte træstok, på den næste stok bandt han to bomber, og til sidst en enkelt stok med de tre tiloversblevne bomber. Han vejede den i hånden. Den var blevet tung, den kunne ikke kastes så langt som de andre, men effekten ville blive enorm. Han samlede sit lager sammen, stuvede det i en lærredssæk, og så sig om efter Hinze. Der var stille ovre på den anden side nu, mørket havde sænket sig helt. Det var tid. Den lille Süss spænede af sted for at hente løjtnanten, mens Albert hviskende forklarede de andre, hvor han ønskede, at de skulle give sig til at skyde og larme op. Hinze kom tavst luntende. De nikkede til hinanden.

Så gled de lydløst op ad den smalle stige, op i det flade, åbne landskab. En tid lå de urørlige på kanten, vogtende efter tegn på, at de var blevet set. Intet skete. De begyndte at mave sig frem gennem det vinterkolde sjap, med tilbageholdt åndedræt og blikket stift som rovfugles rettet ud i mørket mod dem derovre.

Hinze krøb stille op på siden af Albert. I mørket strejfede deres hænder hinanden. De gav begge et forskrækket spjæt. Så begyndte Hinze at synge, så stille at det næppe var hørligt, selv om Albert befandt sig mindre end en meter fra ham. %Ich hatt' einen Kameraden,% sang han, hviskende, ikke meget mere end en sagte nynnen, Ein bessern gibt es nicht ...

Albert stivnede. Ville han da afsløre dem, for Fanden, og få dem begge dræbt? Men der var ingen reaktion derovre fra, ingen hørte den sagte, spage sang ude i det våde mørke - eller måske troede de, det kom ovre fra den tyske grav. Der var noget sært trøstende i den velkendte sang, et svagt minde om en verden, der ikke bestod af mørke og mudder og død. Die Trommel schlug zum Streite, Er ging an meiner Seite ... Albert opdagede, at han var begyndt at synge med, lige så uhørligt som Hinze. In gleichem Schritt und Tritt. Fremad krøb de, syngende, med ansigterne mast helt tæt mod jorden og blikket rettet fremad, hele tiden vagtsomt, uden så meget som at blinke. Over sten og gennem vandhuller, gennem den forræderiske pigtråd, usynlig i mørket, med sangen til at holde dem sammen.

Og så ... så var de fremme, næsten. Dér, kun få armlængder borte, flammede en tændstik op med pludselig voldsomhed og fik dem til at mase sig rædselsslagent ned i mudderet. Englænderen tændte sin pibe, og i skæret fra svovlflammen fik Albert et skarpt, skyggefyldt glimt af det korte, stumpnæsede maskingevær. Det pegede næsten ret ind i ansigtet på ham. Pibegløden derinde bevægede sig lidt opad, som om manden lagde nakken tilbage. Stod han og betragtede stjernerne? Men der var ingen stjerner at se, himlen var dækket af de tunge, ildevarslende sneskyer. Englænderen nynnede stille.

Det var en sær, vemodig lyd, der næsten klemte Albert om hjertet. Tipperary. De hørte den ofte ovre fra briterne. Men det var sjældent, den lød så trist som nu.

Albert famlede sig frem til Hinzes jakkeærme og trak let i det. De mavede sig baglæns, til de var langt nok væk til at turde risikere en forsigtig hvisken.

"Hér, tag den ene bombe. Kravl venstre om, jeg tager den fra højre. Find dig et hul, så de ikke ser dig. Prøv, om du kan få ild på en cigaret. Når jeg kaster min, tænder du din med gløden, og vipper den ned i reden. Klar?"

Albert mere fornemmede end hørte Hinzes svar. Et sidste fortroligt, famlende klem på skulderen, og så skiltes de. Inde i Alberts hoved kørte sangen videre. Han bevægede læberne til ordene, men ikke den mindste lyd slap ud. Eine Kugel kam geflogen, nu, ned i fordybningen, langsomt, varsomt, famle sig frem til den store, tredobbelte bombe i lærredsposen, så tændstikkerne frem ... stryge det fugtsmuldrende svovl med håndfladen kuplet omkring det og ansigtet klemt så langt ned i snemudderet, at han kunne mærke det knase mellem tænderne. Gilt sie mir, oder gilt sie dir ... så, den spinkle, blafrende flamme sat til bombens stive lunte ... Hvad skulle han give den, tre sekunder? Fire? Sie hat ihn weggerissen, er liegt zu meinen Füssen, als wär's ein Stück von mir ...

Og så, nu, kaste! Bomben fløj gennem mørket, ned til den nynnende, stjernespejdende englænder. Fredeligt, næsten hyggeligt, spruttende trimlede den hvæsende tingest ned på den anden side af sandsækkene. Han nåede knap at opdage det, soldaten derinde. Et kort, forbavset udbrud, og så ... et smæld. Ikke engang et brag, kun et kort, skarpt og metallisk smæld, et hurtigt, blændende lysglimt og en regn af småsten og jordklumper, der med små, studse klask slog i jorden omkring ham. Nu skulle han blot vente på Hinzes bombe, så de holdt sig væk derinde, holdt sig væk længe nok til, at Albert og Hinze kunne krybe tilbage i skjul og forsvinde i den blæksorte nat.

Men noget gik galt. Ude i mørket bandede Hinze stille, så højere, alt for højt, de kunne høre ham dernede nu, og så ... et brag igen. Hvad lavede han da derovre, hvad var der sket? Han skreg nu, Hinze, den store, solide Hinze, han hylede som et barn, som en kat der var kørt over, hvad var der da sket ...

Stadig blændet af det skarpe lysglimt mavede Albert sig som en rasende frem i retning af skrigene, men i det samme begyndte kugler at hvisle gennem luften, så tæt på at lufttrykket fyldte hans ører som bløde, vat-agtige smæld. De havde opdaget ham, englænderne, alle delingens geværer var rettet mod Hinze, hele håndfulde af kugler slog huller i ham. Skrigene forstummede, et kort øjeblik rallede han, og så blev der stille. To-tre kugler mere slog ind i kroppen og fik den til at ryste, men de gjorde ingen forskel længere. Hinze var borte.

I det samme kastede Løjtnant von Keppel sig ud af nattemørket, fulgt af de andre. Tavst, lydløst, væbnet med skarpslebne spader og bajonetter og hastigt sammenflikkede køller væltede de ned i den britiske grav som en morderisk flodbølge.

Det havde næsten ingen tid taget. Eller måske hele natten. Albert lå blot på maven i mudderet, med øjnene klemt fast sammen og ansigtet presset ned i pløret. Paniske skrig, knasende, skurrende lyde og ganske få skud - og så var det overstået. Der blev stille. En spag rallen her og der, et hurtigt klask, og så ... stilhed. Albert rørte sig ikke. End ikke da hænder famlende greb fat i hans ben og febrilsk slæbte ham ned i den erobrede britiske grav. Løjtnanten trådte tungt gispende hen foran ham, hans slanke, kvindeagtige fingre greb om Alberts skuldre og rystede ham.

"Storartet, Jantzen! Fantastisk! Jeg indstiller Dem til jernkorset for dette, vent De blot! Det var ... De var fantastisk! Vi tog hele graven. Hele graven, menneske! Takket være Dem!"

Albert så ham træt ind i de ophidsede øjne. Så gled han langsomt ned, et tæt mørke slog sammen om ham, og der blev stille.

Juledag 1914 - Syd for Wijschaete, Flandern

"Vist så," svarede Müller. "Briterne regner da æren lige så højt som vi selv."

"Vil du virkelig have, at vi bare skal lægge riflerne fra os, og så spadsere derover som var det gamle venner? Er du da splittergal?"

"Jeg tror vi kan stole på dem, Albert. Se, de stikker da selv gladelig hovederne op. Og vi har da ikke skudt på dem, vel?"

"Nej, selvfølgelig ikke ... der er dog grænser. Det er jo jul, for pokker da."

Müller opgav hovedrystende og tittede i stedet igen forsigtigt op over skyttegravens sandsæk-kronede kant. Albert betragtede ham skeptisk. Hvis han virkelig stolede så meget på fjendens ridderlighed, hvorfor rejste han sig så ikke bare op og spadserede over til dem? Müller havde i det hele taget et mærkeligt forhold til dem derovre på den anden side af de små hundrede meters snedækkede ingenmandsland mellem linjerne. Han havde arbejdet i Manchester i et års tid, og selv om der ikke var noget at sige hans kampvilje på, så lod han indimellem til at respektere sine fjender mere end sine egne befalingsmænd. Han kunne ligge på kanten af dækningsgraven med riflen parat og blikket vagtsomt rettet over imod de engelske forskansninger og pigtrådshegn derovre, og samtidig med dæmpet stemme tale varmt og hjerteligt om, hvor vidunderligt et folkefærd englænderne var. Albert forstod ham ikke. De var fjenden. Englænderne havde startet krigen, havde slæbt det modvillige Tyskland ud i moradset. De skulle ned med nakken, selvfølgelig skulle de det. Alberts ildhu fejlede ingenting.

Krigen havde bevæget sig ind i en slags dødvande på det seneste. De store, hurtige sejre fra krigens første måneder så man ikke længere, og den almindelige forventning om, at det hele ville være overstået inden jul, var blevet gjort grundigt til skamme. Nu var det jul, og der var ikke umiddelbart udsigt til nogen afslutning.

Albert havde med stilfærdig tilfredshed set, at hans forfremmelse og det eftertragtede jernkors ikke havde haft den allerringeste indvirkning på de andres holdning til ham. I sit stille sind havde han frygtet at blive udstødt af de meniges broderskab, men det havde hverken bragt ham særlig ærefrygt eller særlig ringeagt; hans kammerater ignorerede det stort set, eller grinede lidt ad det. Det passede ham fint.

Det var kommet bag på dem alle, hvor monoton krigen i virkeligheden var. Den ene dag lignede den anden, og langsomt trak verden sig sammen omkring dem, indtil den kun bestod af de smalle, snavsede jordhuller og skyttegrave, de trykkede sig ned i. Kun når de om natten i små grupper blev sendt ud på patruljer i ingenmandsland for at trække nye pigtrådsspærringer eller lægge telefonkabler ud, blev krigen igen nærværende; det meste af tiden følte man sig ikke specielt i fare, og det altdominerende indtryk havde slet og ret været kedsomhed.

De garvede soldater, der havde ligget ved fronten lige fra starten, havde hovedrystende forklaret dem, at man ikke måtte undervurdere faren, men det havde været svært at tage dem rigtig alvorligt. De første dages angst over fløjtende riffelskud og granaternes dumpe brag tog hurtigt af, når det gik op for dem, at alting blæste højt over deres hoveder. Men de havde haft ret. Det var farligt. Man blev skødesløs, og skødesløshed kostede liv. Det havde de indset, da Frommerz fik blæst hjernen ud, en dag han løftede hovedet en smule for højt for at kigge op over sandsækkene.

Gruppen af kammerater havde samlet sig omkring den døde, der var sunket sammen i bunden af skyttegraven. Ingen af dem kendte ham særligt, han var først ankommet for nylig, men det var første gang, de så en mand blive dræbt så tæt på. Det havde egentlig ikke set særlig voldsomt ud, der havde kun været et lillebitte, mørkt hul i venstre side af panden. Han havde haft et udtryk i ansigtet, der mest af alt virkede overrasket. Da de løftede ham op for at bære ham væk, så de, at hele bagsiden af hans hoved var borte.

Hjernen var gledet ud og lå som en besynderlig, bleggrå kæmpevalnød i det optrådte pløre. Det var dét, der havde fået de fleste af dem til at kaste op. Siden havde flere fulgt ham, men Alberts lille gruppe var indtil videre blevet forskånet for flere tab.

Man talte ikke meget om de døde. Det var ikke noget bevidst, ikke aftalt, men alle fornemmede, at det var et emne, der helst ikke skulle berøres. Samtalerne i gravene skulle helst handle om ufarlige ting, emner, der ikke gjorde én nervøs eller ophidset. Og nu lå Albert her og lyttede til Müllers forvrøvlede vås om ære.

Han rejste sig og overlod Müller til hans ensomme vagt. Klinet op ad skyttegravens pileflettede side lod han sig glide fra den smalle afsats ned i bunden og luntede foroverbøjet hen mod løjtnantens kvarter. Graven var ganske smal, ikke meget mere end en meter bred, og snoede sig i et endeløst, forvirret zig-zagmønster. Det havde irriteret dem at skulle grave så meget, men i grunden gav det god mening; skulle fjenden løbe storm på dem, ville en lang, lige skyttegrav være alt for nem at skyde ned igennem. På denne måde var der aldrig mere end 3-4 meter fri skyderetning. Men man kunne blive forbandet rundtosset af at løbe gennem det endeløse netværk af grave og gange, der hele tiden skiftede retning, så man fuldkomment mistede orienteringen i løbet af ganske kort tid. Og tilmed var bunden af graven mange steder så pløret, at man i begyndelsen havde måttet samle hele sin opmærksomhed om at holde sig oprejst; nu var frosten til alt held sat ind og havde fået det plørede ælte til at stivne til en hård, knoldet masse - ubehagelig at gå på og næsten umulig at løbe i, men i det mindste ikke det fedtede ælte, de havde trampet rundt i de første uger.

Albert trampede et par gange for at slå den værste sne af støvlerne, inden han bøjede hovedet og trådte ind i den lavloftede lille jordhule, der var løjtnant von Keppels kvarter. Det var en meningsløs gestus. Løjtnantens logi var ikke nogen dagligstue, der var ingen kostbare tæpper på gulvet. Det simple, bræddeklædte aflukke var ganske magen til de meniges, med optrådt jord i bunden og vinden susende ind gennem det plørefarvede forhæng, der gjorde det ud for en dør. Von Keppel sad foroverbøjet på sin køje og stirrede på et halvfyldt brevark foran sig. De havde alle brugt meget tid på at skrive breve på det seneste. Han så op og nikkede åndsfraværende til Albert.

"Herr Leutnant." Albert gjorde honnør. Det føltes akavet, stående foroverbøjet i et aflukke så lavt og småt, at han næsten måtte bøje sig ind over sin overordnedes køje.

"Ja, Herr Leutnant. Og synger. For et øjeblik siden sang de julesange." Von Keppel stirrede på ham med løftede øjenbryn. "De har også et juletræ," tilføjede Albert.

Keppel lagde sit halvfærdige brev til side og tørrede omhyggeligt stålpennen af i en nusset klud. Han tog sin kasket fra bordet, satte den med et træt suk på hovedet og trykkede skyggen lidt ned i panden. Han lukkede den store, pelskantede frakke tæt sammen om sig og trak de sorte skindhandsker på hænderne. Med et underligt blik til Albert greb han sin sorte, sølvhæftede spadserestok og trådte ud i løbegangen udenfor.

"De skyder ikke ...," sagde han og rettede sig op. Med vagtsomme øjne så han sig omkring, skønt der ingenting var at se, andet end skyttegravens trøstesløse dyb, kantet med pileflet og bølgeblik. Det var vel en smuk egn, i grunden, men udsigten lå skjult bag stabler af sandsække. Løjtnanten skuttede sig i den klare kulde og trak pelskraven endnu længere op om ørerne.

Von Keppel var en høj mand i slutningen af tyverne, hvis vandblå øjne altid syntes at se forbi én, som ønskede han i virkeligheden ikke kontakt med sine omgivelser. En mand af få ord, der gerne holdt sig for sig selv og kun ugerne lod sig se i løbegangene; blandt folkene regnedes han for arrogant, og der blev gjort megen grin med hans sirlige schnurrbart og de små, strittende ører. Personligt fandt Albert nu ikke noget videre at kritisere ved ham, han passede sine pligter og lod - i modsætning til en del andre - til at tage krigen alvorligt. Den kølige fjernhed, man så i hans øjne, og som fik ham til at virke arrogant, lignede i Alberts øjne snarere en art melankolsk ensomhed.

Soldaterne i løbegangen masede sig ind mod siden for at give plads, når Keppel kom travende forbi, med hånden til pikkelhuerne i mere eller mindre stramme honnørstillinger. Løjtnanten ignorerede dem og skrævede irriteret over de ammunitionskasser, spader, pigtrådsruller, tornystre og alt det andet af krigens tunge last, der lå strøet ud langs bunden af graven.

"Süss!" råbte han i forbifarten, uden at dreje hovedet, da de passerede den stille jøde. "Feltrabbineren er i baglandet i eftermiddag. De kan trække bagud et par timer, hvis De ikke er på vagt."

"Og I andre, se at få ryddet op her! Er det virkelig nødvendigt at have alt dette bras liggende og flyde? Hvad Fanden foregår der? Og hvem I helvede synger de nu for?"

Albert lyttede. Forude et sted lød et blandet kor af stemmer. O, Tannenbaum. Julesang. Englændernes salmer blandedes med tyske stemmer nu, og hvad de manglede i skoling, opvejedes så rigeligt af deres ildhu. Et blandet kor af mandsstemmer skrålede af hjertens lyst. Det lød som en flok overstadige skoledrenge på udflugt. Keppel så sig irriteret om og trampede arrigt videre ned gennem skyttegraven. De rundede et hjørne og rendte næsten ind i en gruppe mænd.

Müller sang for. Med Abens og Kartoflens arme om skuldrene så han lattervækkende malplaceret ud, som han stod der midt i løbegravens sne og jord og sang med en klar, sprød baryton. Han havde taget huen af og stod med den krøllet sammen i hænderne som et genert barn, mens han gjorde sit bedste med sangen, usikker på om de andres opmærksomhed var oprigtig eller drillende. Kartoflen svingede kraftfuldt med armen, som var det en livlig march, mens Aben skrålede løs med himmelvendte øjne. Rundt om dem stod andre og smågrinede. Nogle af dem sang endog med, dæmpet, som vidste de ikke rigtig, hvad de skulle stille op med sig selv. Det var et absurd tableau, i grunden. Albert fik helt ondt af den arme Müller.

Løjtnanten stirrede en stund på dem. Så fnyste han, rystede på hovedet og løftede hænderne. "Så! Mine herrer!" råbte han. Sangen døde ud. Kølige øjne vendtes mod ham. "Jeg ved ikke, hvad det er, d'herrer foretager sig. Det ser ikke militært ud i mine øjne. Men det er jul - og for min skyld kan De skråle Dem selv hæse. Men lad for himlens skyld være med at stikke hovederne op over kanten. Jeg ville ikke bryde mig om at skulle skrive til Deres mødre og koner og fortælle, at De var blevet skudt under afsyngelse af julesalmer." Han fiskede en cigaret op af pakken med læberne og satte en tændstik til den, nikkede kort til mændene og vendte sig for at gå. "For øvrigt synger De ganske forfærdeligt" sluttede han, allerede på vej tilbage til sit jordhul.

Stirrende fulgte de ham med blikket, til hans flagrende frakkeskøder forsvandt rundt om hjørnet. Så eksploderede gruppen i latter. Kartoflen tørrede øjnene og så på de andre.

"Nå, jamen nu har vi da i det mindste fået den behørige tilladelse. Hvad siger I, drenge, skal vi give dem en sang mere?" Men englænderne kom dem i forkøbet. Der blev hujet og råbt derovrefra, hen over det frosne ingenmandsland flød stemmerne. Mørket var ved at sænke sig. Det gik op for Albert, hvor unaturligt stille der var; kun de langsomme, alvorlige stemmer derovrefra. God rest ye, merry gentlemen ... Han kendte ikke sangen, men det var smukt. Det var ubegribeligt smukt. De andre havde sat sig, var gledet ned på hug i bunden af løbegangen, hvor de tankefuldt lejrede sig på trækasserne. Kun Müller stod op endnu, med et mærkeligt blik i retning af fjendens linjer.

"Guds fred til jer, I muntre herrer. De ønsker os fred ..." svarede Müller stille. De kiggede forundrede på hinanden.

"Gud?" sagde Aben med en stilfærdig klukken. "Kom, lad os sende dem en lille hilsen. Gud er hérovre, ikke hos dem."

"Ikke noget. Bare en lille, venskabelig påmindelse ... Vent og se. Har vi en pensel?"

Han luskede af, og de andre lænede nakkerne tilbage og nød den fjerne sang med halvlukkede øjne, hver især nedsunket i drømmerier om julen derhjemme. Over dem begyndte stjerner at glimte i mørket. Så kom Aben støjende tilbage med et stort skilt under armen.

"Se, lad os stille det op på kanten, så de kan lære, hvem Gud holder med!" annoncerede han gemytligt og viste dem skiltet. Gott mitt Uns stod der, med store, skæve bogstaver. Samme tekst, som omkransede kronen på deres massive bæltespænder. Gud er med os. Han stavrede op på trinbrættet og fik med dukket hoved rejst sit skilt på kanten. Fnisende som en skolepige på afveje lod han sig dumpe ned i bunden af graven igen. "Så kan de se, hvem Gud holder med hér, haha!"

Sangen stilnede af. Lyden af mumlende stemmer derovrefra tog til, blandedes med latterudbrud. En af dem kravlede helt op på kanten af deres grav, satte hænderne for munden, og råbte et eller andet til dem. Han vinkede og gestikulerede, viftede med sin brune kasket, men hans kammeraters grinende og hujende baggrundskor druknede al mening.

Kartoflen lagde sin riffel til rette på kanten af sandsækkene, men hans fingre tøvede. Albert mavede sig hen ved siden af ham og spejdede ud i mørket mod den sprællende skikkelse derovre. Han var ikke til at se tydeligt, mørket var blevet for tæt, og selv om månens skær mangedobledes af den hvide sne derude, var det ikke til at skelne hans ansigtstræk. Nu så det ud, som om han dansede, han vippede rytmisk fra side til side, mens han skrålede uforståeligt løs. Han havde en flaske af en art i hånden.

Det var et besynderligt optrin. Uvirkeligt, absurd. Her lå de, to rækker unge mænd, tyske på den ene side og engelske på den anden, i Belgien, gravet ned i mudderet med det ene formål at slå hinanden ihjel. Mellem dem var en smal strimmel jord, lige på dette sted ikke meget mere end 30 meter bred, men alligevel så uoverstigelig, som var det månen selv; række efter række af filtret pigtråd, sønderskudte radiokabler, splintrede træstubbe, der strittede op i den mørke natteluft, og det hele dækket af en blød, venlig dyne af lysende hvid sne.

Albert lod øjnene vandre hen over det ødelagte landskab, der så spøgelsesagtigt ud i månelyset. Her og der ragede små toppe op, små bølgede bakker i meningsløse former. Så uskyldige de dog så ud nu, sløret og skjult af sneen. Det kunne have været ganske almindelige jordknolde. Men for den, der vidste hvad der skete her, var der små tegn, der afslørede den rette sammenhæng. De krogede, sorte grene, der stak op af sneen hist og her og lignede hænder, var i virkeligheden præcis det modsatte - hænder, der lignede grene. Det var ikke jordknolde derude. Det var fædrelandets helte. Det var Alberts kammerater. Arm i arm med deres fjender lå de, stivnede i døden og frosten, i favntag med fjenden. Men i det mindste gjorde sneens altfavnende skjul synet til at bære, og frosten havde taget det meste af stanken.

Albert kneb øjnene sammen. Det var svært at se, afstanden var alligevel ikke så kort nu, og englændernes skilt var ikke særlig stort.

"Der står ... We ... we got ... Gud, de skriver også om Gud. We got ... hvad? Mittens? We got mittens, too. Hvad i alverden betyder det? Müller, du taler engelsk. Hvad er det de skriver?"

Müller mavede sig op ved siden af dem. "Lad mig se engang" stønnede han, da han klemte sig ned på maven mellem Kartoflen og Albert. Han skubbede pikkelhuen om i nakken og satte en kikkert for øjnene. Så eksploderede han i et larmende latterbrøl, og rullede leende ned i skyttegraven igen.

"Engelsk humor! Hah! De har vist misforstået dit skilt, Abe. De har åbenbart læst dit Gott mit Uns som got mittens, hahah!"

"Det betyder - hahah! - det betyder vanter. De tror, at du har skrevet til dem, at vi har vanter. Og nu svarer de, at det har de også! Årh, man kan da kun beundre deres sans for humor, ikke!"

En tavs undren lagde sig over forsamlingen. Så spredte en fnisende latter sig, en smittende, befriende latter, der blot syntes at tage til, indtil de sad gispende med ryggen lænet op ad det isnende bølgeblik. Nu råbte de igen derovre fra, muntert, næsten overstadigt.

Denne gang var det ikke nødvendigt for Müller at oversætte. Han var den eneste der talte engelsk, men de forstod alle, hvad der blev sagt. De vekslede usikre blikke, fugtede læberne. Kiggede længselsfuldt ud i mørket.

Så rejste Müller sig, uden et ord, smøgede resolut tornystret af skuldrene, lagde sin riffel fra sig og klatrede op af skyttegraven. Der stod han, fuldkomment blottet og synlig. Der skete ingenting. Han løftede galant pikkelhuen og bukkede i retning af fjenden. Et hujende kor af opmuntrende stemmer og klapsalver hilste ham derovre fra, som havde han været en varietésanger. Så begyndte han at gå, vaklende i den knoldede og ujævne, frosne jord, indtil han tonede bort i mørket.

Med vantro rædsel malet i trækkene stirrede de andre på hinanden, rådvilde, vagtsomme, med tilbageholdt åndedrag ventende på det ene, skarpe smæld, der ville annoncere, at Müller ikke ville vende tilbage. Men det kom ikke. Den eneste lyd var de muntre stemmer derovre fra.

Langsomt og tøvende begyndte de at klatre op ad gravens glatte kant, og én efter én trådte de ud i ingenmandsland, prøvende, tvivlende, som på alt for tynd is. Det var vanvittigt, dette her. Uvirkeligt. Det skete ikke, ikke i virkeligheden. Ovre på den anden side var englænderne også begyndt at kravle frem. Tavst, langsomt, skridtede de to ujævne, prøvende rækker af mænd frem mod hinanden, med armene hævet og blikkene vagtsomt på udkig efter fjendens våben. Men der var ingen våben.

Feltbrev, tilbageholdt af feltcensuren, 26.XII.1914

Min elskede lille Moder!

I Gaar skete noget meget mærkeligt her. Vil du tænke dig, midt i Krigens forbitrede Kampe stilnede det hele af, og et lille Mirakel indtraf: vi mødtes i Ingenmandsland. Ja, kæreste Moder, jeg og mine Kammerater traadte op af vore Skyttegrave, og det samme gjorde Englænderne. Det var saa besynderligt, maa du tro, at jeg end ikke evner at beskrive det fuldt. Som gamle Venner mødtes vi dér, midt i det selv samme Felt, vi førhen havde kæmpet saa sammenbidt om. Vi talte med dem, vi byttede Gaver; de bragte os Vin, og til gengæld havde vi noget Kage med, som vi ellers skulle have haft selv i Anledning af Julen. Jeg siger dig, lille Moder, det var den mærkeligste Jul jeg endnu har haft! Rygterne siger, at det har været det samme hele Vejen op langs Linien - overalt er Tropperne traadt op af Gravene, og er kommet hverandre i Møde.

Selv mødtes jeg med en Karl, som vistnok kom fra London. Tale sammen kunde vi jo ikke, al den stund at jeg ikke taler Engelsk, og han hverken Tysk eller Dansk, men alligevel kunde vi paa en Maade tale sammen; vi byttede Gaver, han blev ved at pege paa min Pikkelhue, saa jeg gav den til ham. Til gengæld fik jeg fire Pakker storartede Cigaretter, et Glas Stikkelsbærsyltetøj, en Plade Chokolade, og hans Kasket som Erindring. Jeg er nu ellers godt tilfreds med vore egne Hjælme, og vilde nødig nøjes med de Engelske Stof-Kasketter; vore Pikkelhuer er dog af hærdet Læder, og yder noget bedre Værn. Men jeg kommer nu nok til at mødes med ham igen - det gaar jo ikke, forstaar du nok, at jeg mangler min Hjælm, og jeg tror heller ikke at Leutnanten vil synes om det. Men Cigaretterne, Syltetøj og Chokoladen vil jeg nu nok beholde. Men i hvert fald var det en besynderlig Juleaften. Jeg er endnu ikke kommet mig helt derover, og det er en underlig Følelse at skulde skyde paa Folk, man har talt saa glimrende med faa Dage før. De er jo i Grunden ganske almindelige Mænd, som vi selv. Min Ven Kartoflen udvekslede endog Adresser med én, der talte en smule Tysk. De har aftalt at mødes, naar det alt sammen er overstaaet.

Den næste Morgen raabte de paa os igen. Nu havde de fundet en Bold og ønskede at spille Fodbold med os. Det blev ingen god Kamp, dertil var Banen jo alt for ujævn, men jeg kan med Glæde meddele dig, at vi vandt Kampen med to Maal imod ét. Maalene gjorde vi af vore Hjælme, som vi lagde ud paa Jorden.

Jeg haaber, kæreste elskede Moder, at alt staar vel til hjemme, at du faar rigeligt at spise, og at alting arter sig vel for dig. Du skal vide, at din Søn sidder her nede i Flandern og har det saare godt, alt taget i betragtning!

De kærligste Hilsener og Ønsker for et godt nyt Aar, din egen Søn

- 1914 -

Søndag den 20. september 1914. Sønderjylland

Zonnebeke, øst for Ypern, Flandern - november 1914

Juledag 1914 - Syd for Wijschaete, Flandern