Kejserhøgen

Den hvæsende, spruttende lysgranat dalede langsomt ned gennem den drivende røg, det grelle lys spejlende sig i vandet i bunden af det store krater. Overfladen var blank som et spejl, og lige så glinsende våd som de stejle mudderbanker, der ledte ned til den. Et ar i landskabet, et ar blandt tusinder, i et landskab der bestod af ar. Der havde været marker her engang, og grønne, venlige træer. Albert huskede det, de var marcheret forbi på vej sydover, dengang det hele begyndte. Det havde været et smukt og indbydende landskab, frodigt og grønt og nænsomt bakket, og det lille slot havde ligget der og tittet frem mellem de gamle træers bladhang.

Men der var intet tilbage nu. Slottet var en sodsværtet ruin, blot en samling lave mure, der stak op af et bølgende hav af knuste murbrokker, og det eneste spor af træerne var sorte og splintrede stubbe, der strittede op af mudderet. Vandet havde fyldt granathullerne og skjulte barmhjertigt det, der sejlede rundt dernede. Jorden var som kviksand her, den sugede alting til sig, langsomt sank alting længere og længere ned, halvt opløste kadavere, vognhjul, afrevne lemmer, sønderskudte kanoner, halve heste ... alt sammen trak det sig beskæmmet bort, gled ned i det sorte pløre, indtil en ny granat slog ned og alting blev kastet op igen, som brækkede jorden selv sit halvt fordøjede bytte op.

I det hele taget syntes krigen at være kørt godt og grundigt fast, både her og på de større linjer. Foran Istanbul havde tyrkerne, Tysklands tapre allierede, modstået en storstilet britisk landgang ved Gallipoli, og i mere end et halvt år havde man nu ligget dér og skudt efter hinanden, uden at nogen af parterne gjorde det allermindste fremskridt. I slutningen af maj havde Italien kastet sig ind i krigen på De Allieredes side; ganske vist havde de kun erklæret krig mod Østrig-Ungarn, ikke Tyskland, men i praksis var det samme sag. Siden havde man kæmpet ved Izonsofloden i halvanden måned, endnu en gang uden at opnå noget entydigt udfald. Det var det samme her. Omkring Ypern var kampene for alvor blusset op igen i midten af april, men intet syntes at kunne rokke den fastlåste frontlinje.

Albert stirrede ud i mørket. Der var ingenting at se til nogen af siderne. Artilleribeskydningen var stilnet af, kun enkelte granater blæste skingert hylende hen over hovedet på dem i store buer og slog ned med dumpe brag langt bag dem. Han lod sig glide ned igen. Kartoflen havde gravet sig halvvejs ned i pløret, han sad med armene tæt foldet over brystet, med hænderne stukket ind i ærmegabene og med mauserriflen klemt fast under den ene albue. Lysgranatens blændende grønhvide lys forenedes med fuldmånens dovne, uvirkelige stråler, der sivede ned gennem huller i de forrevne skyer og fik landskabet til at se endnu mere mareridtsagtigt ud. De havde ligget i det lille krater i næsten et døgn, fanget mellem linjerne, naglet til stedet af fjendens knitrende maskingeværer, hvis kugler hvislede hen over deres hoveder, så snart de forsøgte at stikke hovedet op. Det havde slet ikke været meningen. Det var en simpel mission, de skulle egentlig bare reparere et hul i pigtrådsspærringen. Men de var blevet overrasket af artilleriild og havde måttet søge tilflugt i dette stinkende møghul. Det var mere end tyve timer siden, de var krøbet op af skyttegraven, og af de fem, der var draget ud, var der nu kun Albert og Kartoflen tilbage. Det gik op for Albert, at han ikke engang kendte navnene på de tre nye, der havde stillet træskoene. På kanten af granathullet lå en af dem, med enden demonstrativt strittende op, som forsøgte han dovent at vise røv til fjenden. Der var ingen mening i at prøve at trække ham ned i sikkerhed. Disse ben havde ikke længere nogen overkrop.

"Golem," stønnede Kartoflen med et svagt, kulderystende grin. "Han havde ret. Du ligner sgu' en golem."

"Nåh. Jo." Albert gav sig til at skrabe mudder af sin riffel. Hele låsen var én stor kage. Satans til jord hernede, så finkornet og glat, at det trængte ind og satte sig i tunge, klæge kager overalt.

"Men det var nu, som om han helt opgav ævred, da Aben tog billetten." Kartoflen lagde hovedet på skrå, og stirrede tankefuldt op i mørket. "De var lidt en slags brødre, de to, ikke?"

"Vi er ikke mange tilbage ... Müller kan vi også godt opgive. Ham ser vi ikke mere til."

"Hah!" Kartoflens latter var tør som trækpapir. "Du har da selv set hullet. Domkirken i Haderslev kunne ligge i det hul. Englænderne må have proppet flere tons sprængstof derned, inden de futtede minegangen af. Og arme Müller stod lige ovenpå."

"Albert, det er elleve dage siden. Tror du ikke, vi ville have hørt fra ham, hvis han havde overlevet det?" Med en tankefjern mine rakte Kartoflen en hånd ud og samlede en lille klat snavs af en art op af pløret. "Det kunne såmænd være en del af ham, dette her, kunne det ..."

En kaskade af jord og sten regnede ned over dem, da en granat med et drøn slog ned oven for hullet. De krummede sig sammen med hænderne over hovedet. Reflekserne var blevet skærpet herude. Kartoflen spyttede jord.

"Hvor meget er der overhovedet tilbage af kompagniet?" sagde han, og kløede sig tænksomt i armhulen. "Hver tiende?"

"Det var da også derfor, du blev forfremmet og fik jernkorset, ikke? Tror du ellers, du var blevet vizefeldwebel så hurtigt?"

"Jeg tror nu nok, at dén historie med håndbomberne og maskingeværreden spillede en rolle også. Men nogen skal jo fylde hullerne."

Kartoflen stirrede mistrøstigt frem for sig. Han rystede. Selv her midt på sommeren var det køligt om natten, og de var gennemblødte. Det havde regnet tidligere, men det havde ingen forskel gjort. Jorden selv var så gennemvædet af søle, at man på ingen tid blev våd til skindet. De havde været fanget i dette fordømte granathul i næsten et døgn, sulten begyndte at gnave. Han vendte sig mod Albert.

Albert gravede den krøllede pakke frem af jakkelommen og rakte den åndsfraværende til ham. Han greb den grådigt. Røg mættede ikke, men det kunne aflede tankerne og få musklerne til at slappe lidt af, så man for en stund ikke mærkede den sugende knude i maven så meget.

"De er pjaskvåde" sagde han tonløst og rakte pakken tilbage. "Dem får vi aldrig ild på." Albert krøllede den irriteret sammen og kastede den bort. Selvfølgelig var de våde. Alting var vådt her.

"Øj! Kom ned! Nu skal du ikke springe op og få skudt skallen af, det har vi sgu' siddet her for længe til"

Som silhuetter mod himlen bevægede sorte skikkelser sig varsomt frem mod dem, sammenkrøbet, parvis. Bag dem begyndte maskingeværerne at gø hidsigt, de lagde spærreild ud for at få englænderne derovre på den anden side til at holde hovederne nede.

"Det er lige meget, Albert!" råbte Kartoflen ophidset. "Det er lige meget, hvad de laver. Vi kan komme tilbage nu, bort fra det her forbandede lortehul."

"Se, englænderne er stille, maskingeværerne holder dem beskæftiget. Kom nu, Albert! Kom nu!"

Albert lagde en hånd på ryggen af den sitrende Kartoffel, greb fat i hans tornyster for at forhindre ham i at styrte hovedkulds op. Han havde set det ske før. Skyttegravskuller. Han ville også selv langt bort fra dette elendige mudderhul. Men de havde ligget her i et døgn, det gjorde ingen forskel, om de ventede fem minutter længere.

De snigende skygger arbejdede sig varsomt nærmere. Som store, vagtsomme insekter krøb de fremad, langsomt. Skyderiet fra den modsatte side var ophørt, de klemte sig vel ned i bunden af deres løbegang derovre, holdt i skak af de hakkende maskingeværer. De sorte skikkelser var ganske tæt på nu. Kartoflen rykkede uroligt på sig, som en tøjret hest i en brændende stald. Hans blik var stift rettet mod de fremrykkende silhuetter. En langtrukken, hæs piben undslap ham. Albert løsnede sit greb i hans tornyster.

"Så, du. Om et øjeblik ... Så snart de har passeret os, kan vi løbe over ..."

Det hele skete så hurtigt. Med et pludseligt brøl, der lød mere dyrisk end menneskeligt, sparkede Kartoflen voldsomt ud og ramte Albert midt i ansigtet med den ene, sømbeslåede støvlesål. Som en eksplosion af gnistrende hvide stjerner hamrede smerten i Alberts hoved, og han klemte bandende hænderne sammen om sin blodige næse, mens han kurede ned mod vandet i bunden af hullet.

Kartoflen brølede videre, mens hans arme og ben arbejdede som plejle i det fedtede mudder deroppe på kanten af hullet.

I det samme nåede to af skikkelserne frem til kanten af hullet. I ét kort, skærende oplyst nu så Albert et gråhvidt ansigt, der med forbløffelse eller rædsel eller begge dele malet i trækkene så ned på Kartoflen. Så forsvandt alting i en sky af skærende lys og ubegribelig hede. Luften blev slået ud af ham, med et stumt skrig slog han armene for ansigtet og sank tilbage i det kolde vand. Råb gjaldede over ham, men han hørte ingenting, da vandet slog sammen over ham og trak ham ned.

Ned i mørket, det lydløse mørke. Ned til de døde, til de knuste heste og de søndersprængte kroppe dernede, de navnløse rædsler, der lurede som dæmoner i bunden og kun ventede på at gribe ham og trække ham ned til sig i mørket og kulden. Hans arme slog panisk, piskede vandet op, stødte mod sten, fedtede gennem det evige, ulidelige mudder, der hverken var jord eller vand, men selve jordens materie, pus og betændelse. Prustende fik han hovedet oven vande igen, og med fingrene spredt som kløer mavede han sig gispende op på kanten og rullede om på ryggen. Smerten var borte nu, han følte ingenting.

Der var sort omkring ham. De var gået videre. Fjernt, uendelig fjernt hørte han spredte skudsalver, skrig ... På den blåsorte nattehimmel over ham blinkede stjernerne. Sært. Der havde da ingen stjerner været at se før. Men han fandt ingen trøst i deres fjerne blinken.

Hvor længe han lå der på ryggen med blikket vendt mod den tomme himmel, vidste han ikke. Minutter, måske, eller timer. Morgengryets første, spage skær flakkede underligt mod himlen, da han stønnende rullede sig om på maven og begyndte at slæbe sig opad. Morgengry? Morgengryet kom da stilfærdigt og roligt glidende - ikke flakkende og blussende i pludselige, gustent-hede udbrud som her. Solen ... hvornår havde han sidst set solen?

Han spyttede blod og klæbrigt vand. Det snurrede fælt i næsen igen, Kartoflens vilde spark havde ramt ham midt over næseryggen, havde velsagtens knust den. Hvad var der gået af ham? Hvad var der sket?

Albert famlede sig gispende opad. Højt over ham anedes kraterets kant, ujævn og konturløs. Langsomt slæbte han sig opad. Kartoflen lå stadig deroppe, lige under kanten, med den ene hånd beskyttende lagt over nakken og ansigtet mast ned i pløret. Godt. Han havde besindet sig og var blevet i hullet. Men der var stille nu, det hele var rykket forbi dem, hen over dem, og videre mod de britiske linjer. Albert trak sig stønnende op ved siden af sin kammerat.

"Hvad fanden skete der? Du sparkede mig, din elendige bondeknold!" Han greb fat i læderstroppen på Kartoflens tornyster og vendte ham med et rask ryk for at få øjenkontakt, inden han begyndte at bakse med ham. Men det var ikke Kartoflen. Det var ikke et menneske.

Det var en grinende hovedskal, han stirrede ind i. Et sort kranie med huden brændt fast som sort karamel, glinsende i det svage lys. Øjne var der ingen spor af, kun to dybe, sorte huller, og næsen var krøllet sammen og sunket ind som på en mumie. Hjelmens læder var borte, eller brændt sammen med hovedbunden, blikørnen og den stolte pikkel sad der stadig, skævt, svejset sammen med kødet, sortbrændt til ukendelighed. På skuldrene sad endnu de brændte rester af skulderklapperne, med regimentsnummeret i svedent rødt kædestingsbroderi. Tænderne grinede makabert tavst til ham. Albert gled om på ryggen, lod nakken synke kraftløst tilbage, lod det flanderske morads opsluge sig.

Løjtnanten sukkede træt og gned sine øjne med håndryggen. Han samlede det lille, ovale hundetegn op, som Albert havde rykket af snoren om halsen på kadavret derude, og fingererede tankefuldt med det. Albert stod stadig ret, med blikket stift rettet frem for sig.

"Det var flammekastere, Jantzen," sagde løjtnanten. "Nyt isenkram. Vi har ikke prøvet den slags før. Folkene var nervøse. De skulle vandre gennem ingenmandsland med tyve liter benzin på ryggen. De var nervøse. Det forstår man godt, ikke?"

"Han blev vel skræmt, da Gefreiter Thomsen pludselig hylede op lige foran ham ... Det var et uheld."

"Et uheld ... noget forbandet lort. Men i det mindste slap De da nogenlunde fra det ..."

Et forbandet, Satans uheld. Albert tænkte på den plamage, der havde været Kartoflens ansigt. Nu var han alene, der var ingen tilbage af de gamle fra Schwerin. Ingen, han kendte, i hvert fald. Nye, ivrige ansigter dukkede op næsten hver dag, bristefærdige af iver efter at få del i æren. Havde han nogensinde selv været så naiv, så dum, så ung?

Albert havde hele tiden haft ry for at være tavs, men i den følgende tid blev han dag for dag endnu mere indesluttet. Han vidste det, han vidste, at de nye rekrutter så ham som en tvær og sur mand, og at hans forsigtighed ofte blev forvekslet med kujoneri. Det betød ikke noget. Han gjorde, hvad han kunne med dem, han holdt dem i live så godt han formåede, men det var ikke for deres skyld. Det var for deres mødres. Og for de døde. Aben og Süss, Müller, Kartoflen ... De var borte, men på en eller anden måde formåede Albert alligevel at holde dem en smule i live ved at holde de unge, dunede og tåbelige rekrutter i live. Aben og Süss var røget ved Wijschaete sidste år, Müller da de sprængte minen. Ingen af dem var blevet fundet, de var blevet opslugt af den grådige, umættelige jord. De lå derude. Nogle gange syntes Albert næsten, at han kunne se dem, når han stod med sit lille periskop og spejdede ud over det sønderlemmede månelandskab oven for skyttegraven. De var derude, et eller andet sted. Der havnede de jo alle, før eller siden. Satans til liv.

STOFL - Stabsofficier der Flieger

TIL:

Arméhovedkvarteret

5. Brandenburgske Armékorps

48. Infanteriregiment

12.IX.1915

Vizefeldwebel Jantzen, Albert, af 19. deling, deles hermed, at Ansøgning af 30.VIII.1915 om Overflytning til de Kejserlige Luftstridskræfter hermed imødekommes. Overflytningen træder i kraft pr. Dags

Vizefeldwebel Jantzen melder sig ved Fliegerschule FEA-7, Köln, ved først givne lejlighed, for at påbegynde Pilottræning.

(sign.) Fr. Wohlert, Hpm.

I tiden efter Kartoflens hæslige død havde Albert lukket sig mere og mere inde i sig selv, og selv om han samvittighedsfuldt passede sine pligter, var han holdt op med at interessere sig for sine kammerater. Han talte ikke med dem, kendte dem ikke, og uvæsentlige detaljer som deres navne havde han ikke orket at sætte sig ind i.

Den eneste, han stadig havde noget, der lignede menneskelige relationer, til, var løjtnanten, hvis tavse, melankolske natur i stadig stigende grad passede til Alberts egen. Kammerater var de naturligvis ikke blevet, det ville have været ganske upassende, og personlige forhold var aldrig blevet drøftet mellem dem. I grunden havde dét bånd, der var begyndt at binde dem sammen, mest rod i begges påskønnelse af den fælles tavshed.

En dag sidst i august var von Keppel kommet ud i den fremskudte observationsgrav, hvor Albert lå alene og betragtede fjenden gennem sin Zeiss-kikkert. Albert havde nikket tavst og sat kikkerten for øjnene igen. Løjtnanten havde stået en tid ved siden af ham med hovedet løftet og sit mørke blik rettet ud over det livløse ingenmandsland. Det var tåbeligt, en dygtig skytte derovre ville så let som ingenting kunne ramme ham. Men Albert forstod, at det måske netop var løjtnantens stille håb; et velplaceret hovedskud ville være en nådig måde at slippe bort fra alt dette på.

"Jantzen," sagde han efter nogen tid. "Tror De ikke snart, De har fået nok af at være her?"

"Selvfølgelig, selvfølgelig. Men ... ja, tilgiv, at jeg blander mig i Deres sager, men De har så rigeligt gjort Deres pligt her."

"Har De overvejet, om der er andre måder at gøre sin pligt på? Overkommandoen efterlyser folk med sans for mekanik. Til Luftstridskræfterne. Der mangler åbenbart kvalificerede folk. Og De ... De har jo forstand på motorer, kan jeg forstå."

"Egentlig er det mekanikere, de efterlyser, men måske kunne De også blive en glimrende flyver, Jantzen."

"Lad mig være ganske ærlig. De har været her for længe. De har mistet for meget, for mange kammerater. De er en dygtig soldat, Jantzen, en meget dygtig soldat. Men De ødelægger Dem selv nu. Har De set Dem selv i et spejl for nylig? Herregud, menneske, De ser femten år ældre ud, end De er."

Albert sænkede omsider kikkerten. Det var uden tvivl rigtigt. Løjtnanten selv var også begyndt at ligne en gammel mand. Livet herude tærede på én.

"Jeg anerkender Deres store pligtfølelse," fortsatte løjtnanten, "men De må se i øjnene, at De ikke kan yde mere, end De nu engang har kræfter og åndsstyrke til. Jeg tror, det ville være godt for Dem at komme bort herfra, at prøve noget nyt."

"Det er muligt, Herr Leutnant. Men flyverkorpset? Skal man ikke være adelig for at blive optaget der?"

"Det er sandt, der er mange von'er blandt flyverne. Men det er dog ikke dem alle - hverken Immelmann eller Boelcke er adelige. Jeg tror, De ville passe fint ind dér, Jantzen." Han klappede træt Albert på skulderen og vendte igen blikket ud over det forstemmende landskab foran dem. "Og der er jo ingenting, der binder Dem til dette sted længere, vel?"

Albert havde affejet løjtnantens forslag. Det var venligt af ham at bekymre sig, men Albert hørte til her, i jordbunkerne ved fronten, og hvem skulle for øvrigt tage vare på de unge, uprøvede rekrutter? Men gradvis var hans nysgerrighed alligevel blevet vakt, indtil han overrasket måtte se i øjnene, at tanken faktisk interesserede ham. Han anede ikke det mindste om flyvning, havde aldrig skænket den mulighed en tanke, men løjtnanten havde sat noget i gang i ham, havde vækket en nysgerrighed, som han ellers havde regnet med, ikke længere levede i ham. Til sidst havde han accepteret sin foresattes forslag og havde ladet ham indgive en ansøgning om overflytning. Og nu var ansøgningen altså blevet imødekommet.

Det havde været en mærkelig oplevelse at tage afsked med delingen. Han havde samlet sine mænd og havde forsøgt at give dem en sidste lektion i overlevelse. Den var ikke blevet vellykket. Han havde alligevel ikke rigtig haft noget at sige dem, og han havde omhyggeligt undgået at se direkte på nogen af dem. Så havde han nikket kort, samlet sin oppakning op, og var trasket bagud gennem forsyningsgravene, af sted mod sit nye liv, uden at se sig tilbage.

Dagligdagen på flyverskolen var noget helt andet end tiden i Schwerin året før. Disciplin var der naturligvis også her, endeløse marcher med fuld oppakning i al slags vejr, men her blev man behandlet som et menneske. Instruktørerne var strenge, men der var ingen hånende tilråb, ingen smertelige stokkeslag. I Schwerin havde Albert følt sig som en skoledreng igen, men her var han et voksent menneske. Efter oplevelserne ved fronten var han ikke sikker på, at han havde kunnet finde sig i dén behandling en gang til.

Undervisningen foregik som regel i tomme hangarer. Der var stillet bænke frem, og et stativ med en stor tavle på, som instruktørerne brugte til at skitsere maskinernes opbygning, de grundlægende teknikker og instrumentpanelerne. Albert havde fået udleveret en tynd træplade med en metalklemme, hvor han kunne klipse sit notatpapir fast, og en blyant i en snor. Mange notater blev det ikke til, det meste papir blev brugt til kruseduller og små tegninger.

Selv om hangaren var kold, selv her i sensommeren, var den næsten helt hyggelig. Vinteren i Belgien havde ændret Alberts opfattelse af kulde, og trækken her generede ham ikke. Han kunne lide stemningen i den store hangar, den virkede rolig og rar, samtidig med at de mange ting og sager, som var stablet langs væggene, gav løfter om fremtidig handling. Her stod trækasser og tønder, benzindunke og forskellige reservedele - løse haleror, aluminiumssæder, kabelruller og vingespær af træ, reservepropeller og motorer til reparation.

"Tørklædet, mine herrer! Dette tørklæde er vigtigt. Det kan i yderste fald frelse Deres liv. Glem aldrig tørklædet." Instruktøren holdt et hvid strimmel bomuld op. "Og hvorfor? Er der nogen af d'herrer, der har et bud på det? Ikke?" Han så granskende rundt på dem, mens han insisterende viftede med sin lille klud. En feldwebel på den bageste række rakte tøvende en hånd i vejret.

"Kulden ... kulden er et godt bud, der er ganske rigtigt meget koldt deroppe. Men mod kulden er et sølle tørklæde ganske utilstrækkeligt; dertil er ansigtsfedt langt bedre, og en varm frakke, naturligvis. Nej, det handler om udsyn! De bør, mine herrer, til alle tider have Deres tørklæde ved hånden; nogle har det slået om halsen, andre trækker det gennem en strop på læderjakken. Det kan man gøre, som man selv finder bedst - selv foretrækker jeg stroppen, blæsten får det til at blafre voldsomt, så man kan blive helt hudløs på halsen. Skal De absolut binde det om halsen, så lad det i det mindste ikke hænge og flagre bagud. Det ser kækt ud, og de unge piger elsker det, men det duer ikke."

"Olien. En roterende stjernemotor er et stykke kompliceret mekanik, d'herrer, den kræver enorme mængder olie. Og en ikke ringe del af denne olie slynges rundt i luften, og ender med at sætte sig som et tykt, klistret lag på brillernes glas. Tørklædet er til at tørre brillerne rene med, slet og ret, så man kan se, hvad man foretager sig deroppe. I må aldrig nogensinde undervurdere betydningen af et godt udsyn. Liv og død kan afhænge af det."

Oberleutnanten slentrede nonchalant hen til den store, snavsede motor, der stod lænet op ad bræddevæggen. Den ene cylinder var forvredet, en kugle havde slået igennem den. Han daskede til den med sin ene, blankskinnende støvlesnude.

"Ja, sådan en fyr, mine herrer, er en rigtig festspreder! Oberursel-fabrikkens storartede, 9-cylinders roterende stjernemotor, som den blandt andet forefindes på ingeniør Fokkers nye monoplan. Ét hundrede hestekræfter. Den holder Dem i luften, men der er også andre tidspunkter, hvor De vil komme til at mærke mere til disse motorer, end De har lyst til. Hah!" Hans latter var syrlig. Eleverne kiggede forundrede på hinanden. Hvad snakkede manden om, en motor var vel for pokker da bare en motor?

"Der er i disse motorer en rent ustyrlig mængde bevægelige dele. Når den roterer, sprøjter den olie i alle retninger. Og ikke blot fedter den Deres motorbriller til, den fylder også luften med forstøvet olie. De vil med andre ord uundgåeligt komme til at indånde ganske store mængder olie, når De flyver. Har nogen af d'herrer mon nogensinde haft fornøjelsen af den såkaldte amerikanske olie? Hm? Nuvel, lad mig så fortælle Dem, at motorolien her har nøjagtig den samme effekt. Når De lander deres maskiner, kan jeg forsikre Dem for, at det første sted, man søger hen, ikke er messen. Det er latrinerne! Man får, sagt i al korthed og på godt tysk, en rædsom tyndskid af det."

Han smilede bredt til dem, som fandt han deres vantro, chokerede blikke inderligt morsomme. Med et kærligt klap på den ødelagte motors cylindre slentrede han tilbage til tavlen på stativet og greb et stykke kridt. Så tegnede han et stort éttal øverst og skrev Gaa paa Lokum inden Start. Han slog to tykke streger under. Så trådte han et skridt tilbage, betragtede teksten og tilføjede to udråbstegn.

"Jah, det er måske nok ikke lige det første, man tænker på, når man drømmer om heltegerninger under himlen. Men tro mig - uro i tarmen er et fænomen, De alle hurtigt vil blive inderligt fortrolige med. De er overraskede, mine herrer? Måske endda chokerede? De tænkte Dem kanhænde, at undervisningen her ville være mere ophøjet? Godt så, lad mig sige Dem én ting: vi agter at lære Dem alt, hvad De har brug for. Alt. Også de mindre behagelige dele. De kejserlige Tyske Luftstridskræfter er verdens fremmeste, og det skyldes ikke mindst den omhyggelige oplæring. Intet er os helligt, andet end pligten. Pligten og nødvendigheden, mine herrer!"

Albert følte sig nu ikke specielt chokeret. Ved fronten havde der overhovedet ikke været lokummer i de forreste linjer; særlige hjørner af skyttegravene var simpelthen blevet udpeget til latriner, og i månedsvis havde han bogstaveligt talt skidt midt på den åbne jord. Det havde generet ham i begyndelsen, men ikke ret længe. Den, der havde set kammerater blive flået itu af fløjtende riffelkugler og ligge ujordet i ingenmandsland i ugevis indtil granatnedslagenes jordkaskader tilfældigt begravede dem - for ham var blufærdighed ikke længere en naturlig ting. Der skulle mere end en oberleutnants omtale af tarmfunktioner til at få Albert til at rødme i dag.

Men træningen på flyverskolen i Kiel var ikke kun forelæsninger. Dag efter dag kastedes de rundt i øvelser, den ene mere besynderlig end den anden. I lange minutter klamrede de sig med bind for øjnene til afdankede kontorstole, mens de lod sig snurre rundt, til de hverken kendte op eller ned, og det snurrede i hjernen som efter en hel nats druk. De blev sat i simple gynger, magen til dem, børn fornøjede sig med derhjemme, og blev snoet rundt og rundt, til tovet snøredes sammen over deres hoveder, og dernæst sluppet og i voldsom fart slynget den modsatte vej rundt, når tyngdekraften tvang gyngen den anden vej. En stor del af den højtbesungne uddannelse syntes i det hele taget at handle om at gøre dem så rundtossede som overhovedet muligt. De, der ikke magtede at holde sig på benene, eller som faldt ned på alle fire og kastede op efter sådan en tur, blev omgående sorteret fra og sendt retur til deres forskellige moderregimenter, ydmygede og stemplede som uegnede til flyvertjeneste.

I det hele taget var der ikke meget eventyr over flyverlivet, i hvert fald ikke her på skolen. En del af træningen forekom rent ud fjollet og virkede mest, som om den blot var medtaget for at gøre eleverne til grin. Når oberleutnanten hævdede, at den tyske flyveruddannelse var verdens bedste, var det muligvis sandt, men i så fald måtte den britiske og franske optræning være rent til grin.

Fra instruktørernes side blev der ikke lagt skjul på, at elevernes opfattelse af sig selv som helte i svøb var forhastet. "I træner til piloter," fik de at vide, "men det er ikke piloterne, der er helte. Betragt Dem selv på samme vis, som en velhavende fabrikants chauffør betragter sig selv, for det er netop dét, I er. Chauffører. Jeres opgave er at fragte observatøren rundt, at sikre, at han når sikkert frem og hjem igen, og at hans mission udføres bedst muligt. I er chauffører - I er det blot i et aeroplan, ikke i et automobil. Det er i virkeligheden den eneste forskel. Selvfølgelig drømmer I alle om at blive som den store Løjtnant Immelmann, selvfølgelig forventer hver og én af jer at ende som en ny Ørnen fra Lille. Det ved vi da. Men det bliver I ikke. Kun de ypperste blandt jer finder plads i en jagerkommando. De øvrige kan se frem til en krig som bevingede kuske, og jeres eneste opgave er at holde maskinen i luften. Bliver en modstander skudt ned, vil det ikke være jer, der får æren; det er observatøren. Våben behøver I ikke spekulere på, observatøren skal nok tage sig af dét også. Styr flyet, og intet andet. Som sagt ... chauffører!"

Det formåede dog ikke at dæmpe optimismen hos eleverne synderligt. Albert følte sig lidt udenfor her, det var ikke mænd af hans egen støbning. Dels kom mange af dem direkte hjemmefra og så stadig krigen i samme rosenrøde skær, som Albert selv havde gjort engang. Og dels var flyvning stadig i vid udstrækning en fritidssyssel for forkælede rigmandssønner. Albert følte sig ikke hjemme blandt de mange von'er og professionelle arvinger, hvis grænseløse selvtillid var lige så ukuelig, som den var ubegrundet. Han fandt deres åbenlyse foragt for alt teknisk tåbelig. Motorkundskab måtte da i sagens natur være vigtig for en flyver, men de timelange gennemgange af forskellige motortypers mekanik formåede ikke at holde de unge hedsporers opmærksomhed. Albert var tilsyneladende den eneste, der tog den tekniske undervisning alvorligt. Til gengæld blev hans notatpapirer til lektionerne om militærhistorie stort set kun brugt til at tegne ondskabsfulde karikaturer af instruktørerne og hans medelever.

Efter nogle ugers teoretisk undervisning fik de en dag omsider at vide, at det var tid at påbegynde den praktiske træning. De var blevet bedømt og vurderet, og de, der blev skønnet egnede, blev en dag sat på lastbiler og kørt til flyvepladsen. Der var kun godt og vel en tredjedel af det oprindelige hold tilbage.

I det lange, uklippede græs på landingsbanen ventede fire fly. To Aviatik B1'ere, med plads til instruktøren bagest og eleven forrest, lige bag den store, larmende sekscylinders Mercedes-motor, og to af de nye, elegante Albatros C1-maskiner. Skønt ingen af flyene havde været i aktiv kamp, var de allerede mærket af talløse reparationer efter hårdhændede landinger, uheld, og ren og skær fejlhåndtering. De var blevet ombygget til træningsbrug, alle instrumenter var dobbelte, så pilot og observatør kunne betjene hver sit sæt.

Albert fik udpeget Løjtnant von Memel som instruktør. Memel havde forelæst om strategi på skolen. Albert havde fundet ham lige så kedsommelig, som hans emne var ligegyldigt, men de havde aldrig talt sammen på tomandshånd. Nu skridtede han hen til Albert og rakte ham en sort læderfrakke og en tung flyverhjelm.

"De skal blot tage det roligt. Første gang skal De ikke forsøge at styre selv. Læg hænderne på styrepinden, sæt fødderne i pedalerne, men pres eller træk endelig ikke i noget. Prøv blot at følge med. Fornem, hvordan maskinen reagerer. Jeg skal nok styre."

Albert satte støvlesnuden i den lille trædebøjle og svang sig op i det trange forreste cockpit. Bag ham masede von Memel sig til rette i sædet. Albert snoede fødderne på plads i bøjlerne til halerorets kontrolpedaler og foldede prøvende hænderne om styrepindens håndtag. Forundret mærkede han, hvorledes alting efter tur bevægede sig, når løjtnanten afprøvede haleror, højderor og krængror. Så mærkede han løjtnanten prikke sig på skulderen og vendte besværet ansigtet mod ham. Han grinede venligt deromme, og viste Albert sin opadvendte tommelfinger. Øjnene spillede bag motorbrillernes gultonede glas. Albert nikkede tilbage, og vendte atter blikket fremad. Han var tør i halsen, men håndfladerne svedte i de store, kluntede læderhandsker. Så råbte løjtnanten sit Kontakt! til mekanikerne, der med en kraftig bevægelse trak den store propel ned. Motoren hostede og satte spruttende i gang. En kraftig vind slog ind mod Albert, det trak allerede i maskinen. Alting duvede og gyngede omkring ham, rystelserne fra Mercedes-motoren forplantede sig fra sædet op gennem hans ryg. Så blev de små, trekantede træklodser foran hjulene trukket væk, og maskinen satte af sted med et pludseligt spring.

Albert var rædselsslagen. Fuldkommen uden varsel klemte en panisk angst pludselig til om hans strube. Hænderne slap styrepinden og klamrede sig i stedet febrilsk til cockpittets læderpolstrede kant. Munden stod åben og blikket så ikke andet end den visse død forude. Alting syntes at sitre og vibrere, og larmen var infernalsk. Maskinen bumlede og hoppede slingrende af sted, hurtigere og hurtigere, og så pludselig blev det hele roligt. De havde sluppet jorden, maskinen faldt til ro, nu da den ikke længere var bundet til den ujævne, knoldede jord. De fløj. Albert fløj. Det var jo det glade vanvid, hvordan var det muligt? Hvilke grænser kunne der være tilbage nu ... når dette kunne lade sig gøre, hvad kunne så ikke? Alt, alt var muligt. Han fløj ...

En ustyrlig lyst til at le højt blandedes med en kraftig trang til at kaste op. Fingrenes krampagtige greb om cockpittets kant slækkedes en smule, Albert fik fat i styrepindens glatpolerede trægreb og mærkede det vibrere mellem sine fingre. Mærkede, hvordan von

Memels mindste bevægelse i cockpittet bag ham spejledes i hans egne instrumenter. Småbitte ryk, og maskinen føjede ham nænsomt, næsten umærkeligt. Det føltes mærkeligt intimt at sidde her, som var han og løjtnanten pludselig alt, alt for tæt på hinanden. Von Memels små bevægelser med styrepinden forplantede sig til Alberts hænder som små, elektriske kærtegn. Det føltes ... upassende.

Vinden hylede i stålwirernes edderkoppespind mellem de to vingeplaner. Den slog imod Alberts ansigt med en kraft, han aldrig havde oplevet før. Farten var jo enorm, når han rakte hånden frem, måtte der stemmes voldsomt imod, for at den ikke skulle mases tilbage af vindtrykket. Det her gik langt, langt hurtigere, end han nogensinde havde oplevet, selv på de hurtigste motorcykler. Et kort glimt af panik greb ham igen, da han første gang vendte blikket bort fra cockpittet og så ud over landskabet.

Han så med Guds øjne. Han så, hvad intet menneske havde set før for ganske få år siden. Han så verden ovenfra, som fuglene så den. Og hvor var verden dog lille, så mærkeligt ubetydelig, når man så den på afstand. Som ung mand, før krigen, havde Albert af og til funderet over, hvorfor Gud tillod så megen ondskab i verden, men nu forstod han det - det var slet og ret, fordi det ingenting betød alt sammen, når man så det heroppefra, verden var et fjernt og ligegyldigt sted for den, der svæver oven over det hele; snavset, smerten, kvalerne, alt blegnede til et fjernt ingenting heroppefra. Gud tillod ondskaben, fordi han alene kunne se, at den ingenting betød. Og nu så Albert, hvad Gud havde set siden tidernes begyndelse. Albert red på ryggen af en rasende engel. Han lo som en lallende tåbe. Under dem gled det westphalske landskab dovent bagud, ikke rivende og voldsomt, men blidt, næsten umærkeligt, som trak nogen ganske langsomt et tæppe bort dybt under dem.

Maskinen svingede ind over den store by dernede, men han genkendte ingenting. Det var ikke en by, det var en myretue. En lille model var det; smuk og mesterligt lavet, men ikke noget, man kunne føle noget for, ikke en virkelig by, med mennesker og huse og gader og handlende. Et drømmesyn, intet andet. Dér ... der var den mægtige Kölner Dom, men den var slet ikke mægtig længere, ikke spor. Den var så lille, så lille. Han ville kunne gribe den og putte den i lommen, hvis han rakte ud efter den. Albert slap styrepinden og strakte armene frem for sig, hans handskeklædte fingre krogedes foran ham som grådige fuglekløer. Strakte han hånden ned nu, ville han kunne pløje kilometerbrede furer gennem den latterligt lille by dernede. Der var ingenting, han ikke ville kunne gøre nu, alting var så småt, intet kunne røre ham. Det var som hans første køretur på motorcykel, blot tusinde, hundrede tusinde gange større.

Hans krop havde tilegnet sig det nye element nu, trangen til at kaste op var forsvundet, tilbage var kun den rene og skære begejstring, en tavs, indre jubel, så intens, at han aldrig ville have kunnet finde ord for det. Motorens øreflængende støj druknede hans triumferende brøl. Han lo igen. Aldrig, aldrig igen ville han sætte sine ben på den snavsede, miserable jord dernede! Her havde han hjemme, virkelig hjemme. Her kunne man endelig ånde frit, uden den klæge jords ubærlige tyngde.

Fliegerschule FEA-7, Köln, den 12te Oktober 1915

Min kæreste Moder!

I gaar fløj jeg for første Gang. Jeg fik Leutnant von Memel som Instruktør, han er en god og dygtig Pilot. Vi skulde flyve i en Albatrosmaskine, et af de nyeste og bedste Fly, vi raader over.

Moder, hvorledes skal jeg dog forklare dig Følelsen af at flyve? Det er som intet, jeg har prøvet. Tænk dig en Følelse som at ligge i Vand, uden Vægt - og alligevel, det er slet ikke saadan, slet ikke. Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal beskrive det. Tænk dig, at hvor et almindeligt Menneske kan bevæge sig i to Retninger, han kan gaa frem eller tilbage, til højre eller til venstre, saa kan en Flyver bevæge sig i to Retninger mere - op og ned. Man føler en Frihed deroppe, jeg slet ikke kan beskrive. Det er, som om man ganske glemmer alle de triste og sørgelige Ting, der tynger saa meget, naar man er paa Jorden. Jeg glæder mig allerede til min næste Tur, som jeg dog nok maa vente nogle Dage paa. I stedet maa vi sidde her i Skolestuen og kede os bravt med teoretisk Undervisning, hvilket plager os alle grusomt. Der er vist ingen her, der ikke langt hellere vilde sidde i en Flyvemaskine nu, end ved en Skrivepult som en anden Skoledreng, og -

"Ikke det? Jamen, jeg kan da så sandelig anbefale Dem at anskaffe én. Det er vældigt fornøjeligt."

Den spredte latter i lokalet generede Albert. Den fik ham til at føle sig udstillet. Han brød sig ikke om opmærksomhed, anede aldrig, hvad han skulle gøre af sig selv. Men i det mindste betød løjtnantens morsomhed, at han slap for videre tiltale omkring brevskriveriet. Han lod diskret det halvfærdige brev glide ned i skuffen under pulten og koncentrerede sig om undervisningen.

Løjtnanten slentrede tilbage til tavlen og sine kridtskitser. Han tappede utålmodigt på tavlen med pegepinden.

"Som jeg var i færd med at forklare, Jantzen, så er denne simple anordning en teknisk nyskabelse, der vil få den allerstørste betydning for jer alle og for hele flyverkorpset, og for fædrelandet med, for den sags skyld. Det er den storartede ingeniør Fokkers nye opfindelse, og det er altafgørende, at ikke så meget som et eneste eksemplar falder i fjendehånd. Skulle nogen af jer have det vanheld at blive tvunget ned bag fjendens linjer, da er det jeres fornemste pligt at stikke ild på jeres maskine, så vore ærede modstandere ikke får fat i den.

Som De sikkert ved, har det været et stort problem at skyde fra flyene. Ingen ønsker jo at skyde sin egen propel itu, og det har derfor kun været muligt for observatøren at betjene våben, og kun bagud. Men den brave Herr Fokker har udtænkt denne mekanisme, der gør det muligt at skyde direkte fremad, gennem propelbuen. Dette sindrige apparat synkroniserer simpelthen våbnet med propellen, så der kun kan skydes, når propellens blade ikke befinder sig foran maskingeværet. Og dermed er vi blevet i stand til at skyde i alle retninger. I øjeblikket er de Kejserlige Luftstridskræfter det eneste flyverkorps, der har denne uovertrufne teknologi. Og sådan må det meget gerne forblive. Misforstå mig ikke, det er næppe mange af jer, der får direkte glæde af denne opfindelse. Det vil kun være de få, der findes egnede til ensæderstjeneste. Men den kan redde jeres liv, når jeres eskorte er udstyret med den."

Albert lod blikket glide hen over sine holdkammerater. Han kendte dem ikke. Sandt nok, han havde været længe om at lade sine kammerater på kasernen i Schwerin komme ind på livet af sig, men det havde der sådan set ikke været noget mærkeligt i. Han havde alle dage været længe om at knytte venskaber, og i grunden var det jo kun takket være Kartoflen, der selv havde maset sig ind på ham, at han overhovedet var blevet venner med de andre. Men her var det anderledes. Her ønskede han slet ikke at lære de andre at kende. Hvorfor skulle han dog bruge tid på at knytte venskaber her? Det var jo kun et kort ophold, og så ville de spredes for alle vinde igen og være borte. At spille kort og drikke øl og hyggesludre med disse lapsede fars-drenge som han havde gjort med Kartoflen og Süss og Müller og Aben, det ville føles ... forkert. Som en hån imod hans rigtige kammerater.

Og for resten brød han sig ikke meget om dem. De virkede storsnudede, og de fleste af dem kom direkte fra skolebænken. De var måske ikke meget yngre end han selv, regnet i åremål, men han havde set så uendeligt meget mere end dem. Når de om aftenen kappedes i drømme om fremtiden og udmalede, hvilke drabelige heltegerninger, de havde tænkt sig at udføre, var han nødt til at gå sin vej. Han kunne dårligt udholde at høre på deres barnagtige forestillinger.

Albert vidste udmærket, at han selv for ikke længe siden havde lydt nøjagtig som dem. At han havde næret de samme tåbelige drømme, de samme vanvittige forestillinger. Men det gjorde i virkeligheden kun det hele meget værre. Han gjorde ingen forsøg på at rive dem ud af deres vildfarelser; hvad skulle det vel have nyttet?

De ville aldrig tro ham, han ville være ude af stand til at trænge igennem til dem, og enhver beskrivelse af virkeligheden derude i det frysende mudder ville blive tolket som et udslag af kujoneri. Sådan ville han jo selv have set det, hvis nogen havde forsøgt at advare ham dengang, inden de nåede frem til fronten.

Jernkorset havde sikret ham en vis fjern respekt blandt de øvrige flyverelever, men han vidste udmærket, at de betragtede ham som en tvær særling. Det gjorde ham ikke så meget. I det mindste betød det da, at han fik lov at holde sig for sig selv.

Af en eller anden grund var han blevet tildelt et enkeltværelse - det var vel endnu en gang jernkorset. Når de andre gik på værtshus eller samledes om kortspil eller fællessang omkring klaveret, trak han sig gerne tilbage og tilbragte aftnerne med at læse. Albert havde aldrig været nogen ivrig læser, men på det seneste var bøger begyndt at betyde stadig mere for ham. I det hele taget havde hans vaner ændret sig, og af og til spekulerede han på, om hans mor derhjemme overhovedet ville kunne kende ham, når han engang vendte hjem. Det meste af hans sold blev sendt hjem, han havde ikke brug for meget selv, og det kunne ikke være mange penge, hans mor havde at klare sig for. Mad behøvede han selvsagt ikke bekymre sig om, og tøj heller ikke. Når den månedlige sold blev udbetalt, lagde han lidt fra til tobak og en øl i ny og næ, og en smule til papir og tegnegrejer. Resten fik hans mor.

Det var kommet fuldstændig bag på ham, men han var kommet til at holde af tegneriet. Alt det, han ikke kunne sætte ord på, og som nat efter nat snørede hans strube sammen med gruopvækkende mareridt - alt det kunne på næsten magisk vis flyde gennem blyantens spinkle spids og fæstnes til papiret. Han ville aldrig nogensinde kunne vise de billeder til nogen. De ville tro han var gal, hvis de så, hvordan han kunne blande frontens lemlæstede lig og bundløse jordhuller sammen med enorme sorte skikkelser, dæmoniske fugle og alle mulige andre besynderlige sager, der kun gav mening for Albert selv. Men det var heller ikke tegninger, han lavede for at glæde andre.

Selv det tomme papir voldte ham på en eller anden måde næsten en slags glæde - det var så uberørt, en lille firkant af snehvid renhed. Det var alt det, verden ikke længere var. Efterhånden var det grå, stive kartonomslag, han opbevarede sine tegninger i, så fuldt, at der måtte et bredt gummibånd om for at hindre det i at sprænges. Han skammede sig lidt over det, i grunden var tegninger jo for børn, ikke noget en voksen mand burde bruge tid på. Men på den anden side lod det til at hjælpe ham med at holde magtesløsheden på afstand.

Dagene vekslede mellem regulær undervisning og praktiske flyvetimer. Alene den flid, med hvilken Albert studerede sine lærebøger i stedet for at tilbringe tiden på krostuer eller over billardborde, gjorde ham bemærket blandt instruktørerne. Men hans ydmyge baggrund viste sig også at komme ham til gavn her; motorlære faldt ham naturligt, og hans erfaringer med motorcyklerne viste sig at give ham en betydelig fordel under flyvetræningen; i virkeligheden var der ikke særlig meget forskel på en motorcykel og en flyvemaskine, og der gik kun ganske få flyvetimer, før han havde markeret sig som langt den bedste elev på holdet. Efter blot nogle få ture havde von Memel givet ham lov at styre flyet selv. Den allerførste ekstatiske lykke over at flyve tog naturligvis af med tiden og blev en slags rutine, men det var stadig en næsten overjordisk følelse af frihed, af muligheder, hver gang hjulene slap deres tag i græsset, og maskinen med et brøl hævede sig op under himlen.

En aften nogle uger senere sad han som så ofte på sit kammer og terpede endnu en gang lærebogens små sorte, tegnede silhuetter af fjendens flytyper. I begyndelsen havde de forekommet ham ens alle sammen, og han havde været på fortvivlelsens rand, når han fejlede og forvekslede en tysk maskine med en fjendtlig. Men lange nætters slidsomme studier havde båret frugt, og nu var han i stand til at genkende de fleste flytyper med blot et enkelt, hurtigt blik; franskmændenes kluntede monoplan, den cigaragtige MoraneSaulnier, og den lille nye, vævre Nieuport, der så ud, som om den ikke kunne beslutte sig til, om den skulle være et monoplan eller en dobbeltdækker, med en hel vinge for oven og en halv for neden. De besynderlige gitterhaler, der havde motoren bagpå, så propellen skubbede i stedet for at trække, og som i stedet for en ordentlig hale havde noget, der lignede et haveespalier hægtet bagpå, som haleroret klamrede sig til - FE2'eren, Breguet og Caudron, og den engelske Vickers. Albert kendte dem alle sammen nu. Han havde aldrig set dem i luften, men han kendte silhuettegningerne af dem til hudløshed.

En forsigtig banken på døren rev ham ud af hans tanker. Afbrydelsen irriterede ham, det var sikkert noget ligegyldigt, nogen ville vel endnu en gang forsøge at slæbe ham med på kro eller sådan noget.

"Der er åbent" råbte han skarpt. Gid de dog ville lade ham være i fred. Men det var von Memel, der trådte ind.

Albert sprang op i retstilling, rødmende og fuld af bange anelser. Hvad ville løjtnanten her?

"Så, tag det kun roligt, Jantzen, sæt Dem ned." Memel smilede venligt til ham. Albert satte sig, rejste sig igen, knappede skyndsomt sin uniformsjakke og rykkede over på sengen.

Med et venligt nik sank løjtnanten ned på stolen. Han tog sin kasket af, men fandt ikke plads at lægge den på bordet, der var fuldt af opslåede bøger, halvfærdige skitser og blyanter. Lidt forlegen rejste Albert sig, og samlede skyndsomt bøgerne sammen. Løjtnanten betragtede ham.

"Nå, det ser da ellers ganske nydeligt ud. Hah, den er saftsusemig god, den her. De har ramt ham på kornet, må jeg sige, hahah!"

Albert kunne mærke tæerne krumme sig i de stramme støvler. Løjtnanten havde taget fat i en ondskabsfuld karikatur af en af de andre instruktører. "De har måske også lavet én af mig?"

"Af Dem? Nej, Herr Leutnant, naturligvis ikke. Det er ikke ... forstår De ... normalt tegner jeg jo ikke i undervisningstiden ..."

"Nej, selvfølgelig ikke. Selvfølgelig ikke. Men jeg ville nu blive helt smigret, De tegner jo fortræffeligt."

"De spekulerer velsagtens på, hvorfor jeg pludselig kommer brasende her, ikke sandt?"

"Hm." Von Memel nikkede eftertænksomt, mens han stadig betragtede den skrækkelige tegning. "Hvad ville De synes om at flyve ensæders?"

"Ingen er så dygtig som Løjtnant Immelmann. Men det ville være vidunderligt ..."

"Ser De, Jantzen, vi holder jo øje med jer alle sammen. En vis del af jer skal videresendes til ensæderstræning. Og De er formentlig selv udmærket klar over, at De er blandt de dygtigste elever. De håndterer maskinerne ganske fortræffeligt, De laver de nydeligste ottetalsflyvninger, og det er endnu ikke lykkedes Dem at havarere et fly under landing ... det er ganske usædvanligt, må De vide. Og De har gode resultater på skydebanen. Er De jæger, om man tør spørge?"

"Åh! Jaså. Jamen ... der kan man bare se. Haha!" Løjtnanten lo nervøst og så sig forlegent om i det lille rum. Albert kunne have bidt tungen af sig selv. Havde han nu spoleret det hele ved at afsløre sig selv som søn af en lovbryder? Von Memel rømmede sig.

"Jaja ... Men i hvert fald ... Hvis De er indforstået med det, agter jeg altså at indstille Dem til overflytning til ensædersskolen i Grossenhain ... i Saxen, ved De ... det er i nærheden af Dresden."

"Jaja, udmærket, udmærket." Han rejste sig, satte kasketten på hovedet igen, og smilede sit lille, vemodige smil endnu en gang. "Nuvel, så er dét jo afgjort. Godnat, Jantzen."

Næppe var døren gledet i bag løjtnanten, før Albert sank om på sengen, tør i munden og ør af vilde, kaotiske tanker. Nu, nu skete der for alvor noget! Når flyvning i en tosæders maskine, overvåget af en nidkær instruktør, kunne bringe ham en sådan følelse af frihed, hvad kunne han så ikke opnå i en lille, hurtig ensæders, hvor der kun var ham selv og maskinen under den endeløse himmelkuppel? Han lå på sengen og fik lyst til at le. Men det ville selvfølgelig have været fjollet. Han tændte en cigaret i stedet. Men et stille smil kunne han trods alt ikke undertrykke. Ensæders. Ligesom den store Immelmann, fædrelandets helt. Jaja, der kunne man bare se. Der kunne man sandelig bare se!

Den samme nat vendte drømmen tilbage igen, som den havde gjort det stadig oftere på det seneste. Den var velkendt, som yngre havde han drømt den næsten hver eneste nat, men med tiden var den falmet umærkeligt bort, til han næsten havde glemt den. Men nu, nu var den igen blevet hans trofaste, frygtede følgesvend. Igen stod han dér, i det mærkelige, uvirkeligt halvmørke drømmelandskab, foran det brændende hus. Tusind gange havde han stået her i drømme. Men virkeligheden havde ikke været nær så voldsom, så kvælende angstfremkaldende, som drømmen.

Han stod i sort græs, i haven foran et lille, stråtækt hus. Der var mørkt omkring ham, men det var ikke bare nat - det var et underligt ikke-lys, der indhyllede ham, en sort tomhed. Han kiggede ned og undrede sig over at se sig selv i korte bukser, som et barn. Bag husets vinduer, der var mørke og skæve og høje som tårne, alt, alt for store til det lille bondehus, flakkede det orangerøde skær. Den kæmpestore, sorte skikkelse ved siden af ham var formløs og havde intet ansigt, men en rar, kærlig varme strålede ud fra den, og bragte den lille Albert tryghed og sikkerhed og kærlighed. Det var hans far. Det lignede ikke hans far, men i drømmen var der ingen tvivl; det var faderen.

Det blafrende skær bag de uhyggelige vinduer derinde voksede, og det lille hus var på én gang et lille, ydmygt bondehus og et gigantisk palads, en sort og uhyggelig borg, der strakte sig helt ind i de usynlige skyer, en truende og uheldsvanger skygge over hans tilbagelænede hoved. Skikkelsen ved siden af slap hans hånd og gled baglæns ind i flammerne, hen over det mørke græs, som trak en mystisk kraft den ind gennem døren, ind i flammerne, bort fra ham. "Albert," råbte den med faderens stemme, men uden at noget hørtes. Der var ingen lyde overhovedet, kun en dødens stilhed. "Albert!"

Vand. Han skulle finde vand. Men der var ikke noget vand. Febrilsk løb han i det sirupstunge græs, der sugede sig til hans små fødder og holdt ham fast, han kæmpede som en rasende for at komme frem, og endelig, endelig nåede han vandposten og gav sig blændet af tårer til at flå i håndtaget, indtil sort, tungt vand, som melasse eller tjære, langsomt skvulpede ned i den enorme spand. Han greb hanken og slæbte spanden, slæbte som en gal, hen imod huset, der nu havde mistet enhver lighed med et hus og i stedet havde forvandlet sig til en enorm søjle af ild, og midt i søjlen stod skikkelsen, hans far, brændende, med hænderne strakt frem mod ham, og stadig trak han desperat spanden, der nu var blevet til et kar så umuligt stort, at han aldrig ville kunne flytte det.

Og så ... fuglen. Den brændende fugl, der i drømmen var stor som fugl Fønix selv, den rejste sig fra stråtaget, foldede de allerede flammeomspændte vinger ud og lettede. Fløj hen over ham med et skærende hæst skrig, der slet ikke lød som en fugl, og Albert standsede, betaget, slap grebet i hanken med blikket fanget af det flammende væsen deroppe. Hele himlen fyldte den, da den med spredte, gnistrende vinger langsomt sejlede hen over hovedet på ham og badede alting i et dybt, orange skær. Igen skreg den, højt, skærende, men det var faderens skrig nu, et brøl som en fugl aldrig ville kunne lave, det rungede ud over verden og slog tilbage som ekko, og ekkoet selv frembragte mere ekko, til hele verden fyldtes af dette ubegribelige brøl.

Og så var det hele forbi. Han stod alene tilbage i mørket. Fuglen, det brændende hus, hans far ... alting var borte, der var kun den lille Albert, fanget i det sorte, begtunge græs, og omkring ham var alting frosset til is.

Det kolde skær af frost glimtede i mørket, luften smertede i lungerne og skar ham i øjnene som skarpe knive, en luft så kold, at det var umuligt at ånde ...

Pudens stivede, hvide betræk var gennemblødt af sved, da han gispende satte sig op i sengen. Havde han skreget? Herregud, den drøm ... hans mor havde plejet at holde om ham, at stryge hans hår og hviske uhørligt til ham indtil han faldt til ro, hver gang drømmen havde knust hans søvn. Men det var så længe siden, der var ingen mor til at holde om ham, og han var en voksen mand nu. Han burde ikke have mareridt som et lille barn. Han burde ikke vågne i nattemørket, panisk hivende efter vejret og med håret klistret til hovedet af iskold sved. Derude, i skyttegravene ved fronten, skete det ustandseligt. Derude vækkedes man jævnligt, når en eller anden skrigende og sparkende af rædsel brødes med sine dæmoner i søvnen. Ingen havde tænkt ondt om det derude, det var sket for alle. Men her ... her var man omgivet af uprøvede ynglinge, der intet vidste og forvekslede menneskelighed med fejhed.

- 1915 -

Fredag 30. juli 1915, kl. 03.15 - Hooge Château, øst for Ypern