Kejserhøgen

Den lasede, forrevne vindpose i toppen af flagstangen smældede i vinden, der flåede i hans lange, strikkede halstørklæde og fik det til at flagre op og slå ham i ansigtet. Døren på lastbilen smækkede, og automobilet satte i gang med et ryk og lod ham alene tilbage. Han så sig omkring. Der var ingen mennesker at se, det lignede et forladt cirkus, der langsomt var i færd med at overgive sig til elementerne. En række lave, forknytte barakker af allerede frønnede brædder, forstemmende i deres ensartethed, og en række store, hvidgule telte, hvis sejldug smældede i blæsten. Her og der havde en bardun revet sig fri af sin pløk og piskede om kap med vindposen. Fly så han ingen af.

Albert snøftede mistrøstigt og slog kraven op om ørerne. Så bøjede han sig ned, løftede sin kuffert op og skridtede hen mod den nærmeste barak. Foran den lille, grønmalede dør stod et lavt skilt, tilsyneladende klampet sammen i den største hast. FFA 62, stod der med hvide bogstaver. Chaufføren havde haft ret. Det var her.

I det samme trådte en skikkelse ud af døren og gik ham synligt frysende i møde. Manden betragtede de jagende, snetunge skyer på himlen med et skeptisk blik, mens han med den ene hånd holdt fast på sin hue. Så rakte han den frie hånd frem mod Albert. Albert satte kufferten fra sig og nikkede til ham. Manden nikkede venligt tilbage.

"Javist, De er skam ventet. Kom, så skal jeg føre Dem til kommandanten. Kan jeg bringe Dem noget? Trænger De til en snaps oven på rejsen? Eller en kop kaffe, måske?"

Manden stødte hårdt til døren, der åbenbart bandt, og fik den bakset op på vid gab. Det var ikke let for ham at holde den åben i den stærke blæst, mens Albert manøvrerede sin bagage forbi ham ind i varmen. Han skuttede sig og trådte ind bag Albert. Døren smækkede i bag ham med et brag, der fik den lille glasrude til at klirre.

"Der er jo ikke så meget plads her, ser De nok. Men i det mindste får De da Deres eget kvarter."

Manden førte ham ned ad en smal gang med små, snavsede vinduer på den ene side, og en række smalle døre på den anden. Det mindede Albert lidt om en togvogn. Ved den næstsidste dør standsede han, slog døren op og viste med en høflig håndbevægelse Albert ind i det lille rum. Et skrammet, beskedent skrivebord, en skammel og en feltseng. Andet var der ikke i rummet. På væggen over sengen hang en simpel træhylde ved siden af tre jernkroge, der var skruet op på bræddevæggen. Der stod et par bøger på hylden, og på sengen var uldtæpper og en pude lagt frem. I hjørnet stod en lav, tykmavet støbejernsovn, som nogen betænksomt havde tændt op i. Ellers var rummet tomt.

"Ja, Hotel Adlon er det jo ikke. Men jeg håber, at De vil finde Dem til rette, Herr Unteroffizier."

Albert studsede, det var uvant at blive tiltalt som Herr. Men værelset var trods alt udmærket, det var såmænd ikke meget mere forarmet end hans sovekammer derhjemme. Han smed kufferten op på sengen og hængte det lange tørklæde på en krog. Det dryppede vand på gulvet.

Albert fulgte ham ud af barakken og ind i den næste. De trådte ind i et lille forkammer, ikke meget mere end et vindfang, fuldstændig blottet for møbler. Albert smøg sin tunge rejsefrakke af og hængte den på en knage bag døren.

Manden forsvandt ind ad døren til kontoret bagved. Albert så sig nysgerrigt omkring, rettede på sin uniform og strøg hånden over håret. Nogen var øjensynlig midt i en telefonsamtale derinde. Forbindelsen måtte være dårlig, han næsten råbte.

"Men jeg har ikke brug for officerer, der kan danse wienervals. Jeg har brug for dygtige piloter! Ja ... ja, det forstår jeg da nok ... Men sig til dem, at de kan beholde deres velopdragne junkere, jeg skal bruge folk, der kan deres kram herude! Ja ... ja. Vist så. Godt. Tak ... farvel!"

Manden bag skrivebordet så ikke op, da Albert trådte ind og indtog stram retstilling foran ham. Han rodede irriteret rundt i en bunke papirer på bordet, mens han grådigt sugede på en cigaret. Så løftede han blikket og nikkede venligt til ham. Om hans hals, hængende i et sort-og-sølvfarvet ordensbånd, glimtede en stjerne i guld og azurblå. Pour le Mérite, kejserrigets højeste militære orden. Albert havde aldrig set den tæt på før.

"Velkommen til, Jantzen. Sæt Dem dog, menneske, De må være udmattet efter rejsen. Kan jeg byde Dem et glas cognac?"

Uden at vente på svar trak han proppen af en slebet glaskaraffel, hældte to glas op og rakte Albert det ene med et stille smil. "Før noget andet, sig mig så én ting, Jantzen: Danser De wienervals?"

"Godt. Jeg har haft rigeligt med fjolser med gode opdragelser bag sig. Men jeg har ingen brug for dannede mennesker. Hvad jeg behøver, er gode håndværkere. Er De en god håndværker, Jantzen? Nå, det vil jo vise sig ... Hvad er i grunden Deres baggrund?"

"Jeg var med infanteriet i Flandern. Så søgte jeg om overflytning til flyverkorpset ... var på skole i Köln - og derefter ensæderstræning i Grossenhain. Og så var jeg på depot i Köln igen i to uger, inden jeg blev sendt hertil."

"Jeg synes, jeg lærte en del, Herr Hauptmann. Men med forlov, så mener jeg, at man kun for alvor kan lære i aktiv tjeneste."

Boelcke lænede sig tilbage i kontorstolen, lagde benene over kors og nippede af sin cognac.

"Jah, jeg ... jeg har siddet i månedsvis og lyttet til forelæsninger, og jeg har fløjet næsten halvfems timer ... Jeg har skudt til måls efter modeller af fjendens fly. Men i virkeligheden tror jeg ikke, man kan vurdere sin indsats, før den er efterprøvet i aktiv tjeneste." Albert betragtede vagtsomt kommandantens ansigtsudtryk. "At høre en pensioneret officer fortælle om, hvad man bør gøre under fjendtlig beskydning lærer ikke én særlig meget," fortsatte han, opmuntret af Boelckes venlige udtryk. "Det er først, når man har oplevet kuglerne flyve for alvor, man kender sine egne reaktioner, mener jeg."

Kommandanten slog ud med den ene hånd, og lyste op i et bredt smil. "Kæreste ven, De aner ikke, hvor det glæder mig at høre Dem sige det! Det er præcis min egen erfaring." Endnu en gang trak han proppen af karaflen og fyldte sit eget og Alberts glas op. Albert skottede til det overfyldte askebæger, hvor resterne af kommandantens forrige cigaret stadig glødede. Han trak en cigaretpakke op af lommen.

"Jeg burde virkelig ikke," svarede han og tog en. "Jeg plages en del af astma, skal jeg sige Dem." De røg sammen i tavshed en tid, mens de nød den gyldne cognacs brændende velvære. "Hvad synes De for øvrigt om at være havnet her?"

"Herr Hauptmann ... jeg tror ikke, der er en eneste flyver i hele kejserriget, der ikke ser det som en stor ære at få lov at tjene under Dem ... eller at flyve sammen med den berømte Løjtnant Immelmann. Tysklands to førende esser, de første flyvere, der bærer Orden Pour le Mérite."

"Åhja, Den Blå Max ..." Han daskede tankefuldt til den glitrende orden ved uniformskraven. "De smigrer mig. Lad være med det, Jantzen. Misforstå mig ikke, jeg er naturligvis både stolt og glad for mine ordener, men i sidste ende betyder medaljer ingenting. Det vigtige er håndværket. Lær dét, og så kan De nå ganske langt. Ordener tragter vi alle efter, men vi kæmper ikke denne krig for at vinde glimmer, vel?"

Albert betragtede manden på den anden side af det rodede skrivebord. Han havde hørt så meget om den store Oswald Boelcke, der igen og igen var blevet holdt op for de beundrende elever som et forbillede, en lysende ledestjerne. Han havde set fotos af ham i aviserne, mange gange. Det føltes mærkeligt pludselig at sidde over for ham i en afslappet samtale, der mere lignede en fredelig kaminpassiar, med cigaretter og cognac.

Han var mindre, end Albert havde forestillet sig. Hans ansigt, der på avisernes portrætter og i cigaretpakkernes samlebilleder altid var strengt og alvorligt, med rynkede bryn over et brøsigt blik, var mildt, næsten sørgmodigt, når man sad over for ham. Venlighed og imødekommenhed formelig strålede ud fra ham, og Albert måtte hele tiden minde sig selv om, at han sad i samtale med en overordnet officer - ikke en gammel ven. Det firskårne ansigt indrammede et par usædvanlig fyldige læber og gav indtryk af en urokkelig, klippesolid pålidelighed, men også af en næsten kvindagtig følsomhed, som man ikke bemærkede på de opstillede portrætfotografier.

"Jaja, Jantzen," sagde Boelcke og rejste sig, mens han rakte hånden frem til et varmt, hjerteligt håndtryk hen over bordet, "De må tilgive mig, men der er utrolige mængder af papirarbejde, man forventer at jeg tager mig af. Fischer vil vise Dem til rette. Slå et smut over i messen og hils på de andre. Der er ingen, der flyver i dag, vejret er helt umuligt. Brug De resten af dagen til at finde Dem til rette, og så ses vi til middagen. Eller få Dem et par timers søvn, De må være træt - og hvis vinden tager til, kan vi risikere at skulle stå hele natten og holde på maskinerne, så de ikke bliver blæst omkuld og smadret. Hvis vejret er os mildere stemt i morgen, kan De jo prøve en tur i en af vores højtbesungne Fokkere. Kunne De tænke Dem det?"

Den næste morgen var grå og tågeklam, men stille. I nattens løb var blæsten døet hen, og Albert vågnede til en dag hyldet i drivende tågebanker og stålgrå, lavthængende skyer. Elsass' åbne og venlige landskab havde trukket et slør af kold, grå fugt over sig i dag, og det første kig ud ad det lille vindue gav Albert en mærkelig fornemmelse af tomhed; ingen konturer derude, ingen horisont, intet - blot en dovent hvirvlende gråhvid masse, så tæt, at den næsten forekom håndgribelig. Alting kunne drukne i sådan en tåge. Men blæst var der i det mindste ikke.

Albert betragtede sit ansigt i det lille, runde spejl på sømmet i væggen, mens han forsigtigt lod ragekniven glide over sine kinder med en svag, krattende lyd. Hvad betød tågen - ville han kunne flyve, eller ville det blive en ubrugelig dag, en rastløs dag, uden andet at tage sig til end at kigge ud ad vinduet hvert tiende minut, i et forfængeligt håb om opklaring, om handling?

Han var endnu ikke færdig med at tørre de sidste rester af den klæbrige barbersæbe af ansigtet, da Fischer bankede på døren.

"Herr Jantzen ... er De vågen? Kommandanten spørger, om De er parat til at gå op? Der er observeret fjendtlig aktivitet, og han mente, at De som nyankommen måske havde lyst at se nærmere på det."

"Jeg er vågen ... Jo. Jo, selvfølgelig vil jeg flyve. Sig til ham, at jeg er klar om et par minutter."

"Meget vel. Jeg har tilladt mig at bringe Dem en kop kaffe. Morgenmaden må De nok vente med til efter missionen, det er vist en hastesag."

I hast tørrede han de sidste sæberester af ansigtet, knappede skjorten og smøgede uniformsjakken på. Den tunge, pelsforede flyverjakke hang klar på knagen sammen med tørklædet, læderhjelmen og motorbrillerne. Han greb udstyret og begav sig med hastige skridt ud i det flimrende hvide. Det var lyden af stemmer, snarere end synet, der førte ham hen mod den allerede startklare maskine.

Mekanikerne var med febrilske bevægelser i gang med en sidste smøring af stjernemotorens ventiler. Fischer stod klar ved siden af maskinen, han skuttede sig i morgenkulden. Albert nikkede hurtigt til ham. Så trådte Boelcke ud af tågerne, og hilste ham med et kammeratligt smil.

"Vi fik en telefonmelding for tyve minutter siden, en franskmand er blevet set krydse linjerne med retning herhenimod. Gå op og se om De kan finde ham i tågen - meteorologerne hævder, at der er klar himmel tusinde fod oppe. Hvis De finder ham, så giv ham en lille morgenhilsen og lad ham forstå, at han ikke er velkommen her."

"Gå stik vest, så burde De rende på ham. Er De blevet smurt? Ikke? Fischer, hent krukken i en fart, han kan ikke gå op ubeskyttet." Et øjeblik efter vendte Fischer tilbage med en lille krukke ansigtsfedt. Albert gravede fingrene dybt ned i krukken, og smurte et tykt lag af det fedtede stads i ansigtet. Selv om sommeren var der hundekoldt deroppe, i dag måtte det være ulideligt. Man kunne få de frygteligste frostskader i ansigtet, hvis man glemte fedtet.

"Godt, Jantzen," sagde kommandanten og klappede Albert opmuntrende på skulderen, mens Fischer hjalp ham pelsfrakken på. "Pas nu på Dem selv, ikke? Det er Deres første dag. Lad være med at rode Dem ud i noget. Jeg har ikke meget brug for døde helte."

"Udmærket, af sted med Dem. Ellers når han jo at vende om, inden De kommer derop."

Albert svang sig op i det trange cockpit på det gulhvide Fokker-fly og satte sig til rette i sædet. Det føltes underligt åbent at sidde her, en lille smule udsat. Herr Fokkers berømte jagermaskine var et monoplan, der var ingen stor, bred vinge over hans hoved til at spærre udsynet. Hele himmelbuen var åben for Alberts blik. Men det betød ingenting, en vinge gav alligevel ingen virkelig beskyttelse - to lag tyndt, udspændt lærred var ikke noget værn mod geværkugler, og selvfølgelig var den frie udsigt en fordel. Han tog ladegreb på maskingeværet foran sig og kontrollerede instrumenterne. Så gav han tegn til mekanikerne, der trak hårdt ned i propellen og tvang motoren i gang. Motorens hostende rystelser forplantede sig til hele flyet som en dunkende sitren, som var maskinen selv utålmodig efter at slippe jorden. Så blev stopklodserne trukket bort, han tordnede af sted hen over den usynlige grønsvær med en brølen, og alting forsvandt i det gråligt-blege morgenlys omkring ham. Det gik op for ham, at han i virkeligheden intet anede om basen - var der træer i nærheden? Hegn ... grøfter? Han måtte i luften i en fart, når først jorden var sluppet, var der ingen risiko for en ydmygende kollision.

Tyve ... tredive meter, så slap jorden sit greb i maskinen, og bumleriet dæmpedes til en svag rystelse, nu da hjulene ikke længere var bundet til det ujævne markgræs med alle dets tuer og huller og muldvarpeskud. Et kort kig på kompasset ved hans højre lår, og så trak han varsomt styrepinden blidt bagud, så flyet steg. Op, han måtte op over tågen og skyerne, indtil da ville han flyve komplet i blinde.

På vej op gennem det hvirvlende skydække, der hang så lavt og tungt, at det gik i ét med tågebankerne, var han fuldkommen afhængig af sine instrumenter. Kompasset, der viste ham retningen, højde- og fartmåleren. Han kiggede på det lille ur i instrumentpanelet foran sig, men tiden syntes at stå stille. Omkring ham var kun en gråhvid tomhed; intet der kunne give en fornemmelse af bevægelse, andet end vinden i ansigtet og instrumenternes tomme postulat om bevægelse.

Så, i en højde af to tusinde fod, trængte maskinen pludselig gennem skydækket og brød triumferende igennem til et frysende koldt, krystalblåt og solbeskinnet bjerglandskab af skyer. Kontrasten til den grå tågeverden nedenunder var utrolig, og et kort øjeblik glemte han alt om fjendtlige fly og krig, og stirrede blot betaget omkring sig. Så de store hvide skyer, der tårnede sig op over ham og lagde sig under ham som et eventyrlandskab af vat og sølv. Og solen glimtede heroppe, lyste mildt og venligt. Havde det ikke været så nederdrægtigt koldt, ville det have lignet sommersolen.

Her var der fred. Det var alt sammen præcis, som han havde drømt om. Himlen og lyset ... det mindede ham om de billige papirtryk af Kristus, som alle havde hængende på væggen derhjemme. Heroppe var minderne om sølet og de unævnelige rædsler i skyttegravene så fjerne, at man kunne lade sig selv tro, at de blot var en ond drøm. Alene i den friske kulde og med solen så smuk som aldrig før over sig, glemte man alt det tunge og klæge, alt det snavsede og frastødende. Det var her, han skulle kæmpe, hér hans krig skulle udfolde sig, og en ganske anden krig skulle det være end den, han hidtil havde set. I en verden så ubeskriveligt smuk kunne man kæmpe, som man burde kæmpe - ædelt. Nobelt og rent, mand mod mand. På jorden var der ikke længere plads til de gamle kæmper fra hedenold, dér var de forjaget af maskiner og massedød, af sprængstoffer, giftgas og brølende flammer, men her ... her kunne man endnu være en ridder, en sand ridder. Her kunne en mand kæmpe og dog alligevel føle sig som en mand, en ordentlig og anstændig mand.

I det fjerne dukkede en lille, sort prik op. Stik vest, ret forude, ganske som kommandanten havde sagt, men en smule højere oppe end Albert. Han trak let i styrepinden og steg til samme højde som den anden. To små, sorte prikker i en verden af stille, bløde skyer, susende mod hinanden med vanvittig fart. Snart var de så tæt på hinanden, at Albert kunne ane konturerne af den anden maskine. Et biplan, tomotorers, med en lille, cigarformet gondol udspændt mellem motorerne og det besynderlige firedobbelte haleror. En fransk Caudron. To mand, observatøren bagest, piloten forrest. Albert kendte typen fra sin undervisning. Kun observatøren ville være bevæbnet. Så længe de fløj direkte mod hinanden, kunne de ikke skyde på ham; Fokkeren havde maskingeværet rettet fremad, så Albert ville have frit skud, indtil de nåede hinanden. Men det var alt, alt for tidligt at skyde endnu. Han skulle tæt på, helt tæt på, for at være sikker på at ramme. Der var god tid.

Hvad lavede de egentlig? Ville de bombe? Men de kunne jo ingenting se heroppe, alting dernede var hyllet i skyer og tåge ... Herregud, de kunne jo ingen som helst skade volde ... Kig på det, havde kommandanten sagt, send dem en hilsen ... De sad derovre, i deres egen maskine, ganske som han selv. Som to panserklædte riddere i en renere, sandere tid mødtes de heroppe. Men riddere dræbte ikke for morskab. Riddere havde ære. Riddere havde respekt for hinanden, også når de var fjender ... En følelse af slægtskab greb ham, de var jo hans brødre derovre i den anden maskine, hævet over en verden af snavs og søle.

De var tæt på nu. Så tæt, at han tydeligt kunne se dem derovre. Solen glitrede i deres motorbriller, præcis som den måtte gøre i hans. Hans tommelfingre i de store, kluntede læderluffer krummede sig om aftrækkerknappen, parat til at lade Spandau-geværet spy sine byger af død mod dem ... snart, bare et øjeblik endnu ...

Men så greb en mærkelig følelse ham. Sådan behøvede det ikke være. Sådan skulle det ikke være. Ikke her, ikke i denne overjordisk smukke, fredelige verden af sol og skyer. Hans højre hånd fandt vej til tindingen, han tænkte ikke længere. Han hilste dem, rejste sig lidt i sædet og gjorde stram honnør.

Så passerede de hinanden, lynhurtigt, i rasende fart. Først nu mærkede man, hvor ubegribeligt hurtigt begge maskinerne bevægede sig. De strøg forbi i ét lynhurtigt nu, Albert kiggede derover mod dem med hjertet svulmende af højtideligt ædelmod.I det samme smældede kuglerne ind i hans maskine, slog huller i lærredsbeklædningen fra snude til hale. Han fik et lynkort glimt af observatøren derovre, stående i det bageste cockpit, krummet sammen over sit maskingevær, der sendte sværme af kugler mod ham. De kolde, hvide glas i motorbrillerne fik skytten til at ligne et insekt, et kæmpestort, ondt insekt, hvis eneste mål var at dræbe ham. Forstod de da ingenting derovre? De havde ikke ramt ham, men de havde ønsket at gøre det, de havde forsøgt. Forstod de da ikke, at han havde mødt dem som en kollega - ja, som en broder?

En pludselig, iskold panik fik ham til at kaste styrepinden forover, den lille Fokker-maskine tippede næsen nedad, og han forsvandt ned i skyernes hvirvlende grå. Herreste Gud, han havde jo ikke skudt på dem. Han havde haft chancen, men havde ikke skudt. Det måtte de da have vidst, de måtte da have set, at han ikke ville skyde. Tusind tanker susede gennem hans hoved, mens han i rasende fart brølede ned gennem intetheden. Hjem, tilbage til basen, bort fra disse æreløse slyngler! Aldrig, aldrig igen skulle en fjende få lejlighed til at ydmyge ham sådan - dø, skulle de, dø, hver og én!

Tågen var lettet noget, da han omsider famlede sig tilbage til basen. Skyerne hang stadig lavt, ikke meget mere end et par hundrede meter over jorden, men tågen var borte, og det burde være let nok at lande. Men det var ikke tågen, der slørede Alberts blik; det var skuffelsens og det blinde raseris fortvivlede tårer, der gjorde hans landing usikker og vaklende. Da flyet omsider faldt til ro på jorden og motoren langsomt hostede sig i stå, var Albert ude af maskinen, allerede inden propellen stod helt stille. Mekanikerne kom løbende til, han fejede dem til side med en rasende håndbevægelse. Han gik raskt, slog over i løb, det kunne ikke gå hurtigt nok, han måtte bort, han løb tilbage til sit kvarter, kastede sig ind og knaldede døren i bag sig med et brag. Den vædetunge frakke blev kastet på gulvet, læderhjelmen og motorbrillerne blev flået af og smidt i et hjørne, og han sank om på sengen. Hvorfor skulle det absolut være sådan? Hvad var det hele værd nu? Han bandede dem ned i det sorteste helvede - og sig selv med dem; sikke en naiv idiot, han havde været!

Albert trådte ind gennem den smalle dør, stampede den værste sne af støvlerne og slængede frakken i en stol inden for døren. Der var lyst og hyggeligt i messen, fra jernovnen midt i rummet strålede en hed, tør varme ud i lokalet. Omkring det opretstående klaver ved endevæggen stod et par af de andre samlet, dovent lyttende til den spillende, der uden synderligt talent klimprede sig gennem et potpourri af vemodige melodier. Der lå et udvalg af daggamle berlineraviser på det lille bord, omkring hvilket var opstillet et besynderligt skrabsammen af forskellige lænestole. Albert nikkede kort til de andre, sank om i en stol og greb en tilfældig avis. Han havde ikke spor lyst til at læse, men middagen var endnu ikke på bordet. Avisen var et godt skjulested. Der var gået to dage, siden hans møde med den franske Caudron, og han frygtede stadig, at nogen skulle udspørge ham.

Selvfølgelig havde han ikke fået lov blot at gemme sig. Hauptmann Boelcke havde opsøgt ham på hans værelse allerede næste morgen, og Albert havde været fortvivlet - havde været overbevist om, at hans karriere som flyver var slut, endnu inden den begyndte, så ynkeligt og krysteragtigt han havde opført sig. Han havde svigtet alle - sin kejser, sine flyverkammerater og ikke mindst sig selv. Som en dum skoledreng havde han drømt i stedet for at handle. Nej, der kunne kun være én vej nu, og det var ud af flyverkorpset og tilbage til skyttegravene med vanærens sorte segl i ansigtet. Han havde allerede indstillet sig på, at man ville fratage ham jernkorset, måske endda ligefrem degradere ham.

Men Boelcke var en større mand, end man med rimelighed kunne forvente. Han havde banket varsomt på døren, var stille trådt ind og havde sat sig på den enlige stol uden at sige noget. Han havde taget sin kasket af og smilet træt til Albert.

"Nå, Jantzen ... jeg må jo høre Dem, forstår De nok ... hvordan gik det i går?"

Albert svarede ham ikke. Hvad kunne han sige? At han havde troet, han var en middelalderlig ridder, at han bevidst havde ladet en fjende undslippe sig, og at han tilmed var blevet lønnet for sit naive ædelmod med en brutal salve bagfra? "De svarer ikke. Fandt de banditten?"

"... Nej, Herr Hauptmann." Så. Nu var han ikke blot en kryster. Nu var han også løgner. Det gik sandelig godt.

"Hm. Jaja. Det var også meget tåget i går. De skal se, det går nok bedre næste gang."

"Javist. Bedre næste gang." Albert så stadig ikke på sin kommandant. Boelcke var tavs en stund, mens han med kasketten hvilende i skødet betragtede Albert.

"Jeg skal betro Dem en ting, Jantzen. De må ikke tro, at vi forlanger strålende sejre for hver eneste flyvning. Det er et vanskeligt håndværk, De har valgt Dem. Ingen kan kræve, at der ikke begås fejl. Hvad skete der egentlig deroppe?"

Forbandet da også! Kunne manden se ret igennem ham? Var han alligevel blevet set fra jorden? Var han da så gennemskuelig?

"Det tænkte jeg. De er en udmærket pilot, Jantzen. Det skulle have undret mig, om De ikke kunne finde ud af at flyve stik vest."

"Men ... ser De, jeg holdt så opmærksomt udkik efter dem, og da jeg så omsider fik øje på dem ... så ... jeg ved ikke ... noget gik galt."

"Nej. Nej, De misforstår! Der er ingen undskyldning. Maskingeværet fungerede fint, jeg kunne sagtens have skudt. Men ... men jeg kunne ikke."

"Nej, nej for pokker. Det var ikke angst!" Han modstod en vældig trang til at knalde sin knyttede næve hårdt ind i et eller andet. Men dette var ydmygende. Ubærligt ydmygende. "Tro mig, Herr Hauptmann. Jeg kender til angst, det gør jeg, jeg kender angsten alt for godt. I skyttegravene slap den os næsten aldrig. Men det var ikke angst hér. Det var ikke, fordi jeg blev bange. Det var ... noget andet."

Kommandantens fingre legede tankefuldt med kasketten i hans skød. Han var tavs en stund. Sad blot stille med blikket slået ned, mens han nikkede tankefuldt for sig selv.

"Jantzen ... ved De hvad ... jeg tror, jeg kan fortælle Dem noget om Dem selv. De ser Dem selv som ridder, ikke sandt? De ser Dem selv som en ny tids nibelungsridder, fuld af stolthed og ædelmod ... har jeg ret?"

Albert åndede dybt ind. Ydmygelsen. Igen. Kunne han dog ikke blot få det overstået og meddele ham hans vanærende afsked med det samme? Hvorfor trampe rundt i det? Hvorfor ydmyge ham så grusomt?

"- men ved De hvad? De har ret. Jo, vist så, vi er riddere. De lod Dem rive med, ikke sandt, og lod ham slippe? Og så? Bild Dem endelig ikke ind, at De er den første, der har oplevet det. Nogle ville måske sige, at De handlede krysteragtigt. At De svigtede Deres pligt ved ikke at skyde. Og på sin vis ville de naturligvis have ret, sådan rent teknisk. Men det er nu ikke sådan, jeg ser på tingene. For mig at se er det kun godt, at De ikke blot myrdede løs i blindhed. De traf et valg, De valgte ridderligheden - og ved De hvorfor? Fordi De mærkede Deres egen overlegenhed!"

"Overlegenhed? Men, Herr Hauptmann, jeg følte mig ikke spor overlegen. Ikke spor, kan jeg forsikre Dem for ..."

"Såh? Men det tror jeg nu alligevel at De gjorde. Jeg har set Deres maskine, den er grundigt pebret til med huller, franzosen må have givet Dem en ordentlig salve. Men indtil da ... indtil han skød på Dem, da valgte de at lade være at skyde, fordi De følte Dem overlegen. Når De valgte ikke at skyde, Jantzen, så var det, fordi De ikke frygtede ham, De oplevede ham ikke som en trussel. Det er den eneste fornuftige forklaring." Boelcke tav og lænede sig frem i stolen med albuerne på knæene og hagen hvilende i hænderne. Han betragtede Albert med et stille smil. "Jeg kan se, at De bekymrer Dem; har De brugt natten på at forestille Dem at vende tilbage til skyttegravene?"

"Nuvel. Men De behøver ingen bekymringer at gøre Dem. Jeg lægger Dem ikke Deres lille eventyr til last. For at være ganske oprigtig så finder jeg Deres lille eskapade ganske sympatisk."

"Men lad det nu ikke blive en vane. Vi er her trods alt for at jage fjenden bort, vi kan ikke bruge al vor tid på at lege kispus med dem og sende dem fingerkys. Lad ikke den allerførste oplevelse ødelægge alt for Dem, De kan endnu blive en mageløs flyver - men se nu til at bringe mig et par skalpe snart, ikke sandt!"

Ganske som lovet var episoden overhovedet ikke blevet nævnt siden, men Albert havde alligevel holdt sig for sig selv det meste af tiden. Såret stolthed og bristede illusioner var muligvis nok en fælles erfaring for dem alle, men helt kunne han alligevel ikke tro på det. Ikke for alvor. Og nu sad han her, i skjul bag en avis, han ikke læste i, mens hele hans væsen bød ham at rejse sig og forlade messen, inden nogen begyndte at stille spørgsmål. Han vidste, det var naivt, han vidste, at han ikke ville kunne gemme sig for evigt. Men alligevel gibbede det i ham af modvilje, da han mærkede én synke ned i stolen ved siden af sig. Albert kunne næsten fysisk føle, hvordan den nytilkomne stirrede på ham. Han gav op og sænkede avisen.

"Åh. Ja, jeg var spændt på at se, hvornår De ville opdage, at avisen vender på hovedet, Jantzen."

Albert betragtede Løjtnant Immelmann hen over kanten af avisen. Typisk. Netop nu, hvor Albert kæmpede så bravt for at holde sammen på resterne af sin havarerede selvrespekt, netop nu blev han selvfølgelig antastet af den mest berømte flyver af dem alle. Ørnen fra Lille kaldte man ham. Manden, der ikke blot fløj som en drøm og havde høstet flere sejre end nogen anden, undtagen Hauptmann Boelcke, selvfølgelig, men som endog havde udviklet sin helt egen teknik. På skolen var Albert blevet undervist i Immelmann-svin get, den dristige manøvre, som det berømte flyver-es brugte til at overrumple fjenden. Der havde stået en umådelig respekt omkring navnet, og kejserrigets fornemste orden var i folkemunde blevet omdøbt til Den Blå Max, til ære for Max Immelmann. Albert var selvsagt blevet præsenteret for ham allerede den første aften, men havde ikke talt rigtig med ham før nu. Det var ingen let sag at gå hen til en levende legende og begynde at hyggesludre. Og nu, hvor han ingen lyst havde til at tale overhovedet, trængte manden sig selv på. Forbandet da også!

"De må endelig ikke genere Dem. Her kan De skam gøre, hvad De lyster. Så længe De blot ser til at skyde fjender ned, naturligvis. Hvor mange luftsejre er det i grunden lige, De har haft?"

Immelmann lagde hovedet lidt på skrå og smilede syrligt under den tynde, omhyggeligt plejede moustache. Han lagde benene over kors og lænede sig tilbage i stolen. Hans højre hånd fingererede ved den ulasteligt glatragede hage.

"Ingen, Herr Leutnant. Ikke endnu. Jeg er først tiltrådt tjenesten som pilot for to dage siden."

"Åhja, det er sandt, det sagde Oswald da også. Den nye dreng i klassen ... ja, ja. Selv har jeg jo adskillige sejre."

"Lovende?" Immelmann hævede stemmen, det var de andre han talte til, ovre ved klaveret. Lykkeligvis var der ingen, der reagerede. "Han ankommer til den ypperste enhed i hele korpset ... og så synes han, det ser lovende ud! Det må jeg da sandelig nok sige!"

Albert følte sig ilde til mode. Han famlede sit cigaretetui op, tog en cigaret og bød helten en. Det føltes klogest at holde sig på god fod med det berømte es, og der var helt tydeligt en modvilje at overvinde her.

"Tak, jeg ryger ikke. Det er meget skadeligt, ved De. I grunden er det en modbydelig vane, det har altid undret mig, at kejserens officerer kunne få sig selv til at foregå de lavere rangklasser med så slette vaner. Det er så ... bordelagtigt. Jeg rører heller ikke kød, ved De. Og heller ikke alkohol. Nogle af os foretrækker at bevare kontrollen, skal jeg sige Dem."

Albert slukkede forfjamsket sin cigaret. Samtalen var blevet endnu mere ubehagelig, end han havde frygtet. Og så var hans elendige indsats end ikke blevet nævnt endnu. Tør i munden så han sig om efter en undskyldning for at rejse sig, men i det samme ringede middagsklokken. Aftensmåltidet var parat. Gudskelov.

Hvorfor spurgte han nu om det? Hans rang fremgik da klart og tydeligt af uniformen ...

"Ah. En underofficer. Lad mig da minde Dem om, Jantzen, at her holdes sædvanen stadig i hævd. Her ser vi helst, at man bænker sig efter rang under måltiderne. Underofficerer sidder gerne i den fjerneste ende." Igen dette syrlige smil. Så rejste han sig og forlod den forundrede Albert blussende og forvirret, med en uklar følelse af ydmygelse. Var det sådan, de tilbedte helte tog imod nye? Nej, ikke alle. Hauptmann Boelcke var ikke sådan. Og selv om den berømte Løjtnant Immelmann var en ubehagelig overraskelse, var han jo stadig en dygtig flyver. En af de allerbedste. Han fortjente respekt, naturligvis, det var selvfølgelig vigtigt at huske på. Men det var unægtelig lettere at respektere kommandanten. Den Store Boelcke formåede at være stor uden at gøre andre mindre.

Flyvning var der ikke meget af, vejret var igen blevet dårligt, og rullende tågebanker svøbte alting i gråhvidt og gjorde flyvning umulig. Det var ligegyldigt, fjenden havde jo samme vilkår, og bortset fra nogle få dumpe brag i det fjerne indimellem forekom det, som om krigen var gået helt i stå. Man ventede, vagtsomt og kampklar, men lige nu blev der ikke kæmpet meget.

Albert begyndte at tilbringe en del tid i hangarerne, sammen med mekanikerne. Han var sig ganske bevidst, at det var et brud på de uskrevne regler - piloter forventedes ikke at omgås menige, og selv om man kunne respektere mekanikernes tekniske snilde og små, fingerfærdige mirakler med motorer, der ustandselig manglede reservedele, og som personalet først for alvor lærte at kende, mens de stod med dem i hænderne, så stod der ikke megen respekt om mekanikerne som personer. De var en klasse for sig, de boede i hangarerne, eller hvor de nu kunne finde plads, de spiste for sig selv og havde ikke adgang til messens fællesskab. Selv deres klæder var posede og ufikse, i modsætning til piloternes elegante, skræddersyede uniformer.

Men der herskede en afslappet stemning i hangarerne, som Albert godt kunne lide. Her var det muligt at slappe af, her kunne han lægge den anstrengende selvbevidsthed fra sig, og selv om mekanikerne betragtede ham med en vis undren og omhyggeligt holdt behørig afstand til ham, så kunne han dog her få lov at rode med de spændende, nye motorer og al den fascinerende mekanik, en militær flyvebase kunne byde på.

De fleste af de andre flyvere interesserede sig ikke en døjt for den tekniske side af deres håndværk. Efter deres mening skulle maskinerne fungere; hvordan det så skete, var dem inderligt ligegyldigt. Det havde overrasket Albert at se, hvor lidt teknisk indsigt de i virkeligheden havde. Selv nød han at bakse med de store, ubegribeligt komplekse Oberursel-motorer med deres virvar af stempler og krumtapper og ventiler, luftindtag og strømforbindelser, der alt sammen var mast sammen på ingen plads i et sindigt, betagende velfungerende hele. Han nød at presse stemplerne langsomt i bund, at se de olieglinsende metaldele glide rundt og ind og ud mellem hinanden i en perfekt tilrettelagt dans, hvor alting hvert øjeblik syntes at ville spærre vejen for hinanden og forvandle motorens indre til en sammenfiltret knude af ståldele, men så alligevel passere uhindret, så hele det store, komplekse maskineri gled rundt, præcis som det skulle. De stjerneformede motorer var en ny tids vidundere, de fik motorcykelmaskinerne, han havde repareret derhjemme på værkstedet, til at ligne de rene oldtidslevn. Piloternes liv afhang af disse maskiner. Albert forstod ikke, hvordan de andre kunne udvise en så komplet ligegyldighed over for dem. Men dem om det - de kunne hænge i messens lænestole så meget de ville. Albert nød sine ledige dage, smurt ind i olie til langt op ad armene, og hver dag bragte større forståelse af de tekniske vidundere. Mennesker var mærkelige og uforudsigelige, men motorernes harmoniske logik var til at finde mening i.

En vinterlig klarhed afløste den kolde, fugtige tåge. Luften sitrede af frisk skarphed og en bidende, tør frost. Aktiviteten i luften tog til igen, nu blev der fløjet adskillige patruljer hver eneste dag. Rygterne svirrede om en forestående storoffensiv, og selv om kommandanten omhyggeligt undlod at sige noget konkret, var det helt åbenlyst, at noget stort var under opsejling; en lind strøm af ordrer om fotograferingsopgaver og rekognosceringsflyvninger holdt telefonlinjerne varme, og næsten dagligt afpatruljerede de egnen omkring den gamle fæstningsby Verdun. Der var næppe en kvadratfod af det omfattende system af forter og bunkere omkring byen, der ikke var blevet fotograferet og fotograferet én gang til, så generalstaben kunne stykke de tusindvis af billeder sammen til ét stort, komplet overblik. Selvfølgelig ventede der et eller andet stort forude.

Albert kendte allerede området ganske godt. De små, gråhvide betonanlæg, der lå spredt rundt om selve Verdun by, og som så så uskadelige og harmløse ud heroppe fra, havde han gradvis fået sat navne på. Drysset i det bakkede landskab omkring Meusefloden, så de tilsammen dannede en tæt ring omkring byen; Douaumont, Vaux, St. Mihiel, Mort-Homme ... det var ikke noget forsvarsløst mål, general Falkenhayn havde udset sig til sin 5. Armé. Albert vidste kun alt for godt, hvad der ventede infanteriet. Det ville blive Flandern om igen. Selvfølgelig. Men det granatpløjede plørelandskab var ikke længere hans. Denne gang ville han hænge højt, højt over sølet, og på en eller anden måde nagede det hans samvittighed - en lille del af ham kunne ikke slippe den tanke, at flyverkorpset i virkeligheden var en flugt.

Ikke nogen flugt fra krigens farer. Enhver vidste, at dødeligheden blandt flyvere var mindst lige så høj som infanteriets. Når alt kom til alt, behøvede fodfolkene trods alt kun at bekymre sig om riffelkugler, granater og pigtråd, mens flyverne ... flyverne satte livet på spil, så snart landingshjulene slap jorden. Selv havde Albert allerede set flere tilfælde, hvor flyvere var blevet dræbt, fordi motorerne svigtede, fordi en vinge pludselig faldt af uden synlig årsag og slyngede piloten i døden, eller fordi et kabel sprang og sendte maskinen ned i et flagrende, desperat og ustyrligt spin som en vingeskudt fugl. Nej, flyvere var ikke kujoner. Men det var i grunden heller ikke livsfaren, Albert var flygtet fra. Det var svineriet. Mudderet og moradset af halvt opløste kadavere, knuste vogndele, lemlæstelserne og ydmygelserne. Døden var sandelig også med heroppe, og det var en rejseledsager, han godt kunne forlige sig med. Men snavset, uhumskheden, hele landskaber af ødelæggelse. Det var dét, han var flygtet fra. Og hvem dernede havde ikke fulgt ham, hvis de kunne? Hvem derude i de vanddrivende grave havde ikke gladelig ladet sig overflytte til flyverkorpset, hvis de kunne? Nej, ingen kunne bebrejde Albert, at han var blevet flyver. Ingen anden end han selv.

Det bankede på døren. Fischers stemme hviskede derude: "Herr Jantzen ... Morgensamling." Så lød der dæmpede skridt og banken igen ved siden af, og beskeden blev gentaget. Albert famlede i mørket efter tændstikker og fik ild på den lille ravgule kærte i tinstagen på skamlen ved siden af sengen. Han rakte armen ud efter sit ur. 05.10. Blæksort nat udenfor. I skæret fra kærten kunne han se de fine, fe-agtige isblomster på rudens glas. Kulden var næsten håndgribelig, hele hans legeme skreg efter at blive liggende under det tykke uldtæppe, der dog gav en lille smule varme. Der var blæst en tynd stribe af fygesne ind i det ene hjørne af kammeret, det lå som en fin, tynd streg på gulvet. Selv herinde kunne han se sin egen ånde som store, grålige skyer i luften.

På den anden side af den tynde bræddevæg, i rummet ved siden af, rumsterede Løjtnant von Althaus allerede rundt. Albert sukkede træt, slog tæppet til side og stod op. Det ville have tjent Fischer til ære, om han havde haft omtanke nok til at tage varm kaffe med rundt til dem - men i det mindste var det en ansporing til at få tøj på i en fart og komme over i messen. Satans til kulde.

Morgenen var lige så sort, da han trådte ud ad døren. Gryet var der endnu ingen spor af mod øst, men mod sydvest lyste korte glimt op i ny og næ med et svagt skær, fulgt af fjerne, dumpe drøn. Ikke meget, det havde været en rolig nat, og artilleriet syntes her til morgen kun at skyde halvhjertet og uengageret. Spredte snefnug sejlede ned og lagde sig på Alberts skuldre, mens han skridtede gennem det spagt knasende, frosne græs. Han slog den store pelskrave op om ørerne og begravede hænderne i lommerne.

I messen var der for længst tændt op, en mur af hed, tør luft slog ham i ansigtet da han trådte ind. På bordet var der dækket op med en pertentlig omhyggelighed, der næsten virkede komisk, men den store gryde med dampende varm grød og en besnærende duft af friskbrygget kaffe var mere end almindeligt velkommen. De fleste af de andre var allerede samlet. Albert fandt et skrammet emaljekrus og hældte kaffe op. Det var endnu for tidligt til rigtig morgenmad. Han nikkede til de andre og gled ned på en stol, mens han varmede sine fingre på kruset. I det samme trådte Boelcke ind, og de andre satte sig omkring den rødternede dug. Albert gabte. Endnu en gang havde de afsindige drømme holdt ham knuget i søvnen, og den sidste halvdel af natten havde han ligget vågen, kold og svedig og rystende, angst for søvnen.

"Godmorgen, mine herrer!" Kommandanten virkede frisk og energisk. Men det gjorde han næsten altid. Et spredt kor af "Godmorgen, Herr Hauptmann" rejste sig.

"Er De alle veludhvilede? Godt. Lad mig gå lige til sagen. Som De ved, var jeg i går til møde i kronprinsens hovedkvarter i Stenay, hvor jeg blev orienteret om vores opgaver i den kommende tid. I morgen, den 12. februar, åbner vores 5. Armé sit angreb på Verdun. Dette er den længe ventede Operation Gericht." Han så sig omkring, spejdende efter reaktioner fra sine folk. Der kom ingen. Alle vidste det i forvejen, kun datoen var en nyhed.

"Det kommer vel ikke som en overraskelse for nogen af os," fortsatte han. "Der har været hektisk aktivitet bag linjerne i lang tid nu, og som De ved, har vi gennem længere tid sørget for at sikre os herredømmet i luften. Langs frontafsnittet mellem floderne Meuse og Orne er der nu samlet mere end 1400 tunge artilleristykker og godt og vel to millioner sværtkalibrede granater - mere end fire gange så meget som vore arme modstandere - og store mængder infanteri er gået i stilling. Ni divisioner står klar til det store fremstød. Over for os ligger kun to divisioner af den franske 2. Armé, og størstedelen af deres artilleri er for længst flyttet til Champagnefronten. Men i morgen vil vi servere dem en overraskelse, de næppe vil sætte pris på; franzosen aner ikke, hvilken formidabel morgengave vi har kogt sammen til ham, mine herrer! Kort før daggry indledes et massivt bombardement af Verdun by og dens fæstninger, der bliver så voldsomt, at de får deres croissanter og rødvin galt i halsen! Det bliver en smuk dag."

En stemning af hektisk lettelse spredte sig omkring bordet. Endelig! Omsider skete der noget. I alt for lang tid havde man vidst, at noget stort var under opsejling, og spændingen havde hobet sig op. De franske flyvere havde stort set holdt sig borte i flere uger nu, og alt var parat til det store stormløb. Med et næsten ufatteligt held var det lykkedes at samle enorme troppemængder, at køre kanon efter kanon i stilling, uden at fjenden havde opdaget det ringeste. I morgen ville i sandhed være en overraskelse for de arme, uforberedte franskmænd derovre på den anden side.

Boelcke tog ordet igen. "Naturligvis har de gode generaler derovre opdaget, at vi brygger på noget. Men det kommer dem ikke til gavns, de har simpelthen ingen tid til at samle deres kræfter. Jeg kan ikke se noget, der kan stå os i vejen nu. Og det er ikke mindst takket være Dem, mine herrer; De har alle ydet en formidabel indsats. Det er takket være Dem, at vores rekognosceringsmaskiner har kunnet kortlægge hele området uforstyrret. Det er en fornem indsats, og flere af Dem har gjort sig overordentligt godt bemærket. Om et øjeblik vil den gode Fischer servere et lille glas snaps, og en skål, finder jeg, vil være helt på sin plads."

Den vimre, lille tjener trådte ind som på stikord, balancerende med en bakke fuld af små glas med klar snaps, og blev hilst med hujende hurraråb og løftede kasketter. Boelcke smilede stille ad sine folks begejstring. Hans lille helteflok opførte sig som kåde skoledrenge og masede sig sammen omkring Fischer i en støjende trængsel, muntert skubbende for at komme først til fadet. Kun Løjtnant Immelmann holdt sig tilbage og blev stående i et hjørne, hvor han betragtede optrinnet med overbærende ubehag.

Så løftede alle deres glas og vendte sig mod kommandanten, der til gengæld hilste dem med sit. "Må krigsguderne tilsmile os i morgen! Mine herrer ... Med Gud for Tyskland! Leve den gode Kejser Wilhelm!" råbte Boelcke. "For Tyskland! For Kejseren!" svarede alle af fuld hals i et kor, der var mere entusiastisk end harmonisk, hvorefter de slyngede den velsignet brændende væske i halsen. Immelmann, der selvfølgelig ikke havde taget noget glas, gjorde i stedet stramt honnør ud i luften og knaldede støvlehælene sammen med et smæld.

Men helt rede til offensiven var man dog endnu ikke. Et par små, men vigtige opgaver stod tilbage, og kommandanten fik talt mændene til ro og bænket dem igen.

"Som sagt, der er intet, der kan gå galt. Vi har franskmændene i vores hule hånd, og Verdun er så godt som faldet allerede. Men overdreven selvsikkerhed er ingen dyd, og man bør altid sikre sig alle tænkelige fordele inden et angreb. Der løber tre jernbanelinjer fra Verdun. Den ene - mod syd - har vi allerede erobret og lukket for franskmændene. Den anden, linjen til Paris, ligger så blottet, at den vil blive knust allerede ved åbningen af offensiven i morgen. Den behøver vi heller ikke frygte. Men den tredje, der fører til Barle-Duc mod sydvest, kan blive et problem. Arméhovedkvarteret har bedt mig sende et par maskiner af sted for at bombe sporene, så fjenden ikke kan få forsyninger frem ad den vej. Det er en lille og let opgave, men den er vigtig i den store sammenhæng."

Han så sig omkring. Der var blevet stille i rummet. Nu, da det omsider skulle til at gå løs, var der ingen af piloterne, der ikke higede efter at blive udvalgt. På en måde var det næsten som en slags startskud til hele offensiven, en særligt ærefuld opgave.

Opmærksomme blikke fulgte kommandanten, mens hans blik, tavst og venligt, betragtede hver enkelt. Så standsede hans øjne ved Albert.

"Jantzen, jeg tænkte, at De kunne tage den. Så kan Feldwebel Krüwe tage med Dem som skytte og bombekaster."

"Vent, til det bliver ordentligt lyst. I skal kunne se ordentligt, det er vigtigt, at I rammer præcist. Det er en lille, smalsporet lokalbane, så De må gå ret langt ned. Men jeg tror nu ikke, der er noget videre antiluftskyts dernede."

"Von Althaus ... Beckmann - De kan tage en Fokker hver og se til, at eventuelle fjendtlige fly ikke blander sig og forstyrrer forestillingen. Nuvel, det var alt. Træd af, mine herrer. Jantzen, Althaus, Krüwe og Beckmann - De har nok den godhed at blive tilbage en stund endnu, ikke sandt?"

Tydeligt skuffede luskede de andre ud af messen eller drev ned i den modsatte ende og slog sig ned i lænestolsarrangementet med dagens aviser. Albert stillede sig afventende ved siden af kommandanten, mens de tre andre udvalgte sluttede sig til dem.

"De, Jantzen, tager selvfølgelig den nye Rumpler. Den har De da fløjet før, ikke?"

"Godt. Den er hurtig nok til, at det ikke vil genere Dem synderligt, hvis ivrige fodfolk skulle finde på at skyde efter Dem fra jorden. Krüwe, De har ikke fløjet med Jantzen før, vel?"

"Jaja, det betyder ikke så meget. Jantzen er en glimrende flyver, så De er i gode hænder."

"Jeg foreslår, at De stikker over på værkstedet. Det er en ny type bomber, vi har modtaget, det kunne måske være en god idé at gøre sig bekendt med dem på forhånd."

Krüwe gjorde kort honnør for Boelcke og trak sig tilbage med et afmålt nik til Albert. Boelcke smilede. "Og De, Jantzen. Har De travlt med morgenmaden, eller kan jeg lægge beslag på Dem en stund?"

"Glimrende. Jeg holder også på, at man er mest årvågen, når man ikke er opspilet og forædt. Har De lyst til at følge mig på en rask løbetur? Der er vist rigelig tid, inden De skal af sted."

"Årh, helt så galt er det nu ikke, skal De se. Når først man er ude, er det ikke så slemt, og der ligger sne. Det bliver aldrig rigtig mørkt, når der ligger sne."

"Storartet. Klæd Dem ordentligt på, så mødes vi ude foran om et kvarter. I orden, Jantzen?"

"Nej, stop nu det der. Ikke noget javel nu. Det var sandelig ikke en ordre," sagde han grinende. "Har De lyst, menneske, eller har De ikke?"

Kommandantens invitation undrede Albert. Der gik ganske vist rygter om Boelckes begejstring for idræt, men Albert havde aldrig set ham foretage sig noget særligt fysisk, der ikke var begrundet i tjenesten. Og hvor meget aktivitet kunne man vente sig af en astmatiker? Han indstillede sig på en tur i afslappet tempo, der ikke ville ydmyge den berømte flyver - det ville være uhøfligt og formentlig også uklogt. Men han kunne have sparet sig sine overvejelser; hvis Boelcke var astmatiker, var det i hvert fald ikke i en sådan grad, at man bemærkede det. Albert måtte anstrenge sig for at følge med hans stædige, hurtige skridt gennem det mørke, snedækkede landskab.

Han faldt ind i rytmen en smule bag Boelcke. Det virkede mest respektfuldt, og for øvrigt var stien de fleste steder så smal, at der alligevel ikke var plads til to mennesker. Dagslyset var kun lige begyndt at kunne anes ude østpå, og Albert fulgte i blind tillid efter sin kommandants hoppende skikkelse foran. De havde begge viklet deres lange halstørklæder op for underansigtet, for at den frosne luft ikke skulle skære for meget i lungerne, men alligevel var det hårdt for Alberts uforberedte, morgenstive lemmer. En tid lang løb de således af sted, i sammenbidt tavshed, i grunden mere to ensomme løbere på rad end to mænd sammen. Så standsede kommandanten op under et stort, kroget egetræs bladløse, silhuetsorte krone. Han lagde hænderne på træets noprede stamme og bøjede sig gispende forover. Albert sluttede sig til ham.

"Jantzen," gispede kommandanten, hivende efter vejret med en svag fløjten. Måske var der alligevel noget om den astma.

"Det er De naturligvis. Men det er alle mine piloter. De er dygtig ... men De er nu ikke nødvendigvis dygtigere end alle andre i delingen."

"Fordi jeg har set Dem luske omkring i hangarerne. Jeg har set Dem splitte motorer ad og gå i vejen for mekanikerne. Og De har været så fordybet i mekanikken, at De end ikke bemærkede, at jeg trådte ind og talte til Dem."

"Men ... Jeg beklager, Herr Kommandant. Det var ikke ment som mangel på respekt. Jeg har virkelig overhovedet ikke bemærket Dem ..."

"Det ved jeg. Og det er netop derfor, jeg valgte Dem til i dag. De interesserer Dem for alle aspekter af flyvningen. Også de rent mekaniske. De fleste af mine flyvere aner ikke en snus om mekanik, det interesserer dem ikke en døjt. Men skal vi skabe verdens ypperste flyvere, så må vi have kendskab til alle sider af vort håndværk - er De ikke enig, Jantzen?"

"Jo, absolut. Jeg ville ikke bryde mig om at betro mit liv til en motor uden at vide, om jeg kunne stole på den. Og man risikerer jo også let at måtte nødlande på en eng et eller andet sted, og så ... så er det jo praktisk selv at kunne udbedre småskader."

"Lige netop. Præcis, hvad jeg tænker. De har en god og fornuftig holdning, Jantzen. En ydmyg tilgang til Deres håndværk. Det var derfor, jeg valgte Dem."

Boelcke gav sig til at gnide håndfladerne mod hinanden for at holde dem varme. De satte i gang igen, men nu i et adstadigt luntetrav, side om side. Albert følte sig smigret, både over at være blevet valgt til en så vigtig mission, over Boelckes anerkendelse af hans mekaniske interesse, og over løbeturens intime fortrolighed. Det var ikke en omgangsform, han tidligere havde oplevet hos kejserrigets officerer. Han tog mod til sig og spurgte, stødvis, i takt med føddernes slag på den frosne jord:

"Herr Kommandant ... der er en ting, jeg gerne vil spørge Dem om, hvis De ikke finder det for anmassende ..."

"Ah, dén! Hahah! Jah, det er nu desværre ikke helt sandt. Men det er rigtigt, at jeg blev indstillet til den."

"Det var tilbage i august sidste år. Vi havde base ved ... nå, jeg husker ikke lige, hvad det hed. Vi var der ikke så længe, og vi har jo føjtet en del rundt. Men i hvert fald løb der en kanal lige forbi basen. En dag var der så en fransk knægt, der stod og fiskede, og pludselig fik han et eller andet anfald af en art og dejsede i kanalen. Og så kan man jo ikke bare stå og se til, vel? Jeg røg selvfølgelig på hovedet i og fik fisket ungen op. Og da jeg så kommer i land, står hans mor dér, helt klatøjet af gråd, og kvækker op om, at hun vil indstille mig til den franske æreslegion."

Han lo lidt, som om tanken morede ham. "Jeg fik den nu ikke. Det kunne ellers have været kønt, hvad? Kan De ikke lige se mig spankulere rundt med en fransk medalje på brystet, haha! Det ville nok have fået de høje herrer i Berlin til at løfte øjenbrynene, mon ikke!"

"Jo, selvfølgelig. Vi er i Frankrig." Boelcke standsede og betragtede Albert i det grå morgenlys. "De mener måske ikke, at et fransk barns liv er værd at redde?"

"Jo ... jo, naturligvis. Jeg mener bare ... det er ikke alle, der ville have sat livet på spil for fjenden ..."

"Vås, Jantzen. Et barn kan ikke være vores fjende. Jeg kan ikke udstå den holdning - den eneste gode franskmand er en død franskmand, og blah-blah-blah. I grunden er der meget lidt forskel på dem og os, ser De, når det kommer til stykket."

"Jamen, jeg er helt enig! Selvfølgelig er nationalitet vigtig, men alligevel ... det er ikke ... hvad skal man sige ... altafgørende. Min fader, ser De, han blev faktisk født som dansker, men døde som tysker - og han boede dog i det samme hus hele sit liv."

"Jaså. Men det var et glimrende eksempel. Hold fast i den holdning, Jantzen. Vi må ikke lade krigen gøre os til små mennesker, vel? Vi må være brutale, når opgaven kræver det. Men jeg mener ikke, at man vinder megen ære ved at være brutal over for civile."

De luntede videre i tavshed en tid. Boelcke holdt blikket rettet frem for sig, som i tanker. Så fortsatte han: "Og for resten er der også andre ting i det, forstår De. Vi er krigsflyvere, De og jeg. Da krigen begyndte, var vi alle sammen sikre på, at vi ville være hjemme inden jul. Men nu er der gået to juleaftner siden, og der er stadig ikke noget, der tyder på, at vi er på vej hjem. De er godt klar over, at der er en ret stor risiko for, at vi ikke vender hjem igen overhovedet, ikke sandt? Jeg mener, selvfølgelig kan vi klare os igennem det, og jeg siger det ganske uden fortrydelse. Men hvis jeg nu ikke overlever ... hvis jeg nu ikke får lejlighed til at opfostre sønner selv ... tjah, så er det lidt, som om jeg har en lille andel i den franske knægt, ikke? Så kan jeg da sige, at jeg har gjort en lille forskel ... at jeg har foretaget mig noget, der ikke havde at gøre med at sende mennesker ned i flammer fra 3000 fods højde ..."

Boelcke blev tavs. Albert fornemmede, at samtalen var slut, at der ikke var behov for at sige mere. I øvrigt var det så småt ved at blive lyst, det var på tide at vende hjem og gøre klar til morgentogtet.

Fliegerabteilung 62's base, nær S-

20nde Februar 1916

Allerkæreste Moder!

Tænk, saa store Tidender jeg har at bringe dig, lille Moder! Vil du tro, din Albert er igen blevet forfremmet! I gaar kom der et Telegram fra den øverste Hærledelse, hvori de meddelte, at Hauptmann Boelckes indstilling om min Forfremmelse er blevet imødekommet, saa jeg fra i Gaar har Rang af Leutnant. Tænk dig blot, nu er jeg Officer! Og en klækkelig Forhøjelse af mit Sold følger der med oven i Hatten, saa fremover kan der komme lidt flere Penge til dig herfra!

Jeg vedlægger et Udklip fra Hærens Dagsberetning for den 12te Februar, hvor mit navn er nævnt, & hvor der kort fortælles om Begivenheden, der ledte til den store Ære. Men jeg vil nu alligevel selv lige fortælle dig om det; om Morgenen den 12te drog jeg af sted i en Tosædersmaskine med Feldwebel Krüwe som Observatør. Vi skulde kaste Bomber over en Jernbane et stykke Vej borte. Da vi saa naar frem, giver min Observatør sig til at slynge Bomberne mod Maalet, men han kaster dem ikke ud over Siden paa Maskinen, som vi ellers plejer. Nej, han valgte af en eller anden Grund at kaste dem gennem en lille Luge i maskinens Bund (hvilket var taabeligt af ham, al den Stund man har langt bedre Sigte, naar man kaster over Siden). Naa, men i hvert fald begynder han pludselig at hyle gevaldigt op deromme, og saa gaar det op for mig, at en af Bomberne har grebet fat omkring Maskinens Landingsstel. Og saa var fanden jo løs, forstaar du nok. Saa længe den sad dér, kunde vi ikke lande uden at sprænge os selv i Stumper & Stykker, og paa et eller andet Tidspunkt ville vi jo blive nødt til at gaa ned - Benzinen holder jo ikke evigt, forstaar du nok. Fyren sidder deromme & bliver mere og mere hvid i Ansigtet, mens han roder med Armen ude gennem det lille Hul. Lige meget hjælper det, han kan ikke naa Bomben. Saa begynder han Gudhjælpemig at stikke det ene Ben gennem Lugen, & saa gaar det hverken værre eller bedre, end at han faar klemt Benet fast i Hullet, saa han sidder der & spræller med den ene Fod dinglende under Maskinen, mens han hyler højere end nogensinde. Og Bomben hænger der stadig, nok saa lystigt.

Saa blev din Søn jo noget bleg om Næbbet. Jeg forsøger at ryste den af med alle mulige Manøvrer, men Bomben glider bare fra den ene Side til den anden - meget uvillig til at løsne sig. Og saa var der jo ikke andet for, end at jeg maatte slynge Maskinen rundt i de mest halsbrækkende Manøvrer, og omsider lykkedes det da ogsaa at faa den elendige Bombe til at falde af - men der skulde et helt Loop til, altsaa at flyve en hel Omgang paa Højkant, saa Observatøren og jeg sad med Hovederne nedad. Jeg tror nok, at den gode Feldwebel var nær ved at dratte ud, og sikkert ogsaa havde gjort det, om ikke hans Ben havde siddet saa grundigt fast. Men det morsomste af det hele er dog, at alle hans Bomber ramte aldeles ved siden af Maalet - mens "min" Bombe, som først faldt, da jeg fik den rystet af, ramte durk midt i det Jernbanespor, vi skulde ødelægge & sprængte det helt itu. Og, jah, dén Bedrift fandt man altsaa var en Forfremmelse værd!

Desværre maatte det store Fremstød den næste Dag udsættes, fordi Vejret blev helt Haabløst, og det sneede saa kraftigt, at et Stormløb var ganske umuligt. Det ærgrede os alle sammen meget, forstaar du nok, for nu var vi ellers helt klar til at indtage byen V-. Nu er det dog stilnet noget af, og vi regner med at begynde Offensiven, hvad Dag det skal være. Vi er i hvert fald rede.

Men nu maa jeg slutte, kæreste Moder. Den gode Hauptmann har arrangeret en Middag for mig i Messen for at fejre min nye Rang, og det gaar selvfølgelig ikke an at komme for sent. Jeg haaber som altid at alt staar vel til hjemme, og at du har det godt. Vær venlig at overbringe mine Hilsener til alle, jeg kender derhjemme, og modtag selv de kærligste Hilsener fra din egen Søn,

(Leutnant) Albert

PS.: Du husker maaske, at jeg har fortalt om den berømte Leutnant Immelmann, der er saa ulastelig at han overhovedet ingen daarlige Vaner har? Nuvel, én Ting har jeg dog fundet hos ham; Forbindelsesofficeren betroede mig en Aften, at de Pakker, han ustandselig modtager med Feltposten, er Æsker med fyldte Chokolader, som hans Moder sender ham. Han er aabenbart ganske forfalden til Chokolade - selv Overmennesket har altsaa sine Svagheder. Det morede jeg mig godt over!

Fredag 1. september 1916 - Cambrai

Trængselen var voldsom på banegården. Civilister var der ikke mange af. De fleste af de få støvede, lysegrå bowlere og de gule stråhatte, der hoppede rundt som små punkter af farve midt i det bølgende hav af feltgrå uniformer, der oversvømmede perronen, tilhørte formentlig folk, som på en eller anden måde levede af at betjene de tyske tropper.

Albert hankede op i sine nye, dyre læderkufferter. Han havde råd til den slags nu, men et langt liv i sparsommelighed lod sig ikke sådan lige lægge om på et par måneder, og en gnavende, irriterende frygt for, at de skulle blive beskadiget, fik ham til på forhånd at opgive at finde en drager.

Hvor var det mærkeligt at gå rundt blandt disse svedige, snavsede mænd, der med tyreagtig stædighed og sænkede hoveder masede sig frem mellem hinanden på perronen. For mindre end et år siden havde han selv været en af dem, lige så beskidt, lige så sammenbidt og håbløst fjern i blikket.

Men det havde alt sammen ændret sig med hans overflytning til flyverne. Han følte stadig et vist slægtskab med infanteristerne, men hvor han dengang havde set dem som sine brødre, var båndet til dem nu fjernere og mere teoretisk. Flyvemaskinerne havde hævet ham fysisk over dem, ligesom hans løjtnantrang havde gjort det socialt. Foreløbig var det eneste resultat, at han ikke længere følte sig rigtig hjemme nogen steder.

Men hvor meget hans rodløshed end plagede ham, så måtte han dog indrømme, at der var visse fordele ved at være flyverløjtnant. En officers sold gjorde ham ikke velhavende, men den stillede ham langt, langt bedre end nogensinde før. Albert havde lært at skønne på skræddersyede uniformer og tilstrækkeligt med skjorter til, at der altid var én ren.

Omkring ham havde verden det seneste halve år kastet sig stadig længere ud i kaos og sindssyge. Angrebet på Verdun var endt som et blodbad, forsinkelsen havde helt taget brodden af de storstilede tyske forberedelser, og byen var stadig ikke faldet. Længere vestpå, langs Somme-floden nordvest for Paris, havde hele forestillingen gentaget sig et par måneder senere; den 1. juli var der blevet indledt en fælles fransk-britisk offensiv, men de havde haft lige så lidt held som tyskerne ved Verdun. Alene på den første dag var der faldet næsten 60.000 englændere, sagde man. Det var den rene galskab. Alle kunne se det, men hver gang man forsøgte at gøre en ende på det, førte det kun til mere galskab, mere død. Taktikken på begge sider af fronten syntes at være at tildele fjenden så voldsomme tab, at han bogstaveligt talt forblødte. Det var det glade vanvid.

Immelmann var faldet midt i juni måned. Briterne hævdede, at de havde fået ram på ham, men tyskernes undersøgelser tydede på, at det var deres egne luftværnskanoner, der havde skudt ham ned ved en fejl. Den slags hændte ofte, det var næsten umuligt at kende forskel på ven og fjende, når man skød efter småbitte maskiner i så stor højde. Andre hævdede, at det var ingeniør Fokkers synkroniseringsapparat der havde svigtet, så han havde skudt sin egen propel af. I virkeligheden var det ikke til at afgøre, hvad der var sket, og det var egentlig heller ikke særlig interessant. Albert savnede ham ikke.

Selv havde Albert ført en relativt begivenhedsløs tilværelse sommeren igennem. Beruselsen over hans forfremmelse var selvfølgelig taget af, og hverdagen som løjtnant var i grunden ikke meget anderledes, end den havde været før. Jagtpatruljer og eskorteopgaver havde afløst hinanden, og han havde deltaget i en del bombetogter; hans bedrift over Bar-le-Duc-jernbanen havde vundet ham et vist ry, og han var med ét blevet det oplagte valg til vanskelige bombemissioner.

Men selv dét var blevet en slags rutine. Når han så tilbage på de seneste måneder, havde han svært ved at tidsfæste enkelte begivenheder. Den ene dag var gledet sammen med den anden i en lang, udflydende række af monotoni. Og omsider, da der trods alt syntes at være faldet en slags ro over frontlinjen, havde Hauptmann Boelcke sendt ham hjem på orlov.

Albert puffede sig vej gennem mylderet uden at måtte anstrenge sig særligt. Det tyske infanteri var blevet ganske eftertrykkeligt indprentet, at en officer ikke skulle vente på, at en menig flyttede sig. Og når det så tilmed var en flyverofficer, behøvede han i grunden ikke gøre sig anden anstrengelse end at bevæge sig derhen, hvor han ville - folk trak sig respektfuldt tilbage og gjorde plads.Han tænkte på Moses, der havde skilt havets vande blot ved at løfte armene. Albert behøvede end ikke tage armene til hjælp; hans hav skiltes helt af sig selv. Der var noget beroligende og trygt velkendt over det. Larmende og kaotisk, men samtidig sært hjemligt.

Han skridtede op over den smalle støbejernsbro, der førte passagererne over til den næste perron. Toget holdt klar allerede, der var mindre trængsel her. Hele sceneriet var lidt trøstesløst, lidt snavset. Luften var fuld af lokomotivernes hede, våde damp og af kulpartikler, og de to tilsammen satte sig på hans tøj som en tynd, klæbrig substans. Togvognenes blanke, grønne maling var skallet og skrammet, og en af vognene havde en træplade skruet for vinduerne og spor af brand ned langs siden. Den havde vel stået for tæt på en bombe et eller andet sted, men havde alligevel ikke kunnet undværes. Han udsøgte sig den tredjebageste af togstammens vogne og trådte ind. Hvis fjenden fandt på at kaste bomber over toget, så ville de som regel gå efter lokomotivet. Jo længere bagude, des mindre risiko for selv at blive truffet. De to allerbageste vogne var kreaturvogne, der skulle bruges til menige.

Han valgte den kupé, der lå først for hånden. Skulle vognen alligevel blive ramt, så var det bedst at være nær døren og kunne komme ud i en fart. Der sad allerede to unge mænd derinde, begge havde den vingede propel på skulderklapperne, der viste, at de var flyvere som han selv. De var formentlig også på vej til Bertincourt. For fødderne af den ene lå en enorm tigerstribet hund krøllet sammen. Den snorkede let. De to mænd var omtrent på hans egen alder, så det ud til, i begyndelsen af 20'erne. Han gjorde løseligt honnør for dem, gav sig til at bakse sine kufferter op i nettet over bænkene og sank ned i det luvslidte fløjlssæde.

"Nåda, en våbenfælle, ser jeg," udbrød den ene af dem hjerteligt, en ret høj, mager mand med muntre øjne og kasketten skødesløst skubbet om i nakken. "De skal måske også til fronten?"

"Ja, til et sted der hedder ... Bertincourt, tror jeg, til Jagdstaffel 2. Hauptmann Boelcke - jeg går ud fra at De kender til ham - har bedt mig træde ind i sin nye enhed."

"Jaså. Jamen, sikke da et sammenfald. Det samme her. Vi er også blevet udvalgt til Jasta 2. Så vi bliver virkelig kampfæller!" Manden tav smilende, men rakte så hånden frem og udbrød, som havde han ganske glemt det før; "Tilgiv mig. Reimann. Leutnant der Reserve Hans Reimann. En fornøjelse at træffe Dem."

"Albert Jantzen, løjtnant. Goddag." Han vendte sig mod selskabets tredjemand, en lille, spinkel mand i kavaleriuniform. Han sad lænet tilbage, lidt nonchalant, med benene over kors og den ene arm hvilende på sædets ryglæn. Han så ud, som om han småkedede sig, som han betragtede verden med en høflig, distanceret kedsomhed hen over glasset på de små ovale, stålindfattede solbrilleglas, der var så blå, at de næsten var lilla. "Glæder mig at træffe Dem," sagde Albert og rakte ham hånden.

"Jo, tak skal De have, og i lige måde. Richthofen her. Løjtnant Manfred von Richthofen."

Albert lænede sig tilbage i sædet. Han sov ikke, men øjnene var ømme af træthed efter den lange rejse. De to andre genoptog deres samtale. Det var tydeligt at de kendte hinanden i forvejen, og Albert døsede hen, allerede inden toget satte i gang med et lille ryk.

Hans orlov havde været en mærkelig oplevelse. Han vidste ikke rigtig, hvordan han skulle forholde sig til det. Han havde ikke været hjemme siden krigens udbrud, selv om han burde have haft orlov for længst. Tre lange uger borte fra krigen ... Han havde glædet sig som et lille barn, og hans mor havde selvfølgelig været ude af sig selv af lykke.

Men det var blevet en underlig oplevelse at se hjemmet igen. Han havde vandret rundt og besøgt sine gamle bekendte, havde kigget forbi sin gamle skole, og Madsen i cykelværkstedet, og alle steder var han blevet modtaget med åbne arme. Men det var, som om han ikke rigtig passede ind mere. Livet var gået videre, og den plads, han førhen havde udfyldt, havde stille og roligt lukket sig til, umærkeligt. Alle nikkede og smilede og bød på øl og inviterede til middag, men han var hele tiden gæst. Madsen havde fået en ny lærling, selvfølgelig, han kunne jo ikke klare det hele alene, og selv om det lille, rodede værksted ud til den støvede grusvej var ganske det samme, som da han forlod det, så virkede det alligevel på en eller anden måde så mærkelig småt. Motorcyklerne, der havde forekommet ham vældige, imponerende og uopnåelige, var for ingenting at regne mod de maskiner, han nu dagligt håndterede med den største selvfølgelighed. Overalt var man glade for at se ham, han blev fejret som en helt, og når han spagfærdigt forsøgte at fortælle dem, at han faktisk endnu ikke havde skudt så meget som én eneste fjendtlig flyver ned, så overhørte man det simpelthen, man løftede snapseglasset og skålede én gang til, lidt mere højrøstet end før. Man var glade for at se ham, ingen tvivl om det. Men der var ingen, der havde brug for ham længere. Han havde været nervøs for, om man ville se skævt til hans tyske tjeneste. Om man måske ville mene, at han var mere ivrig i tjenesten end strengt taget nødvendigt for en dansksindet sønderjyde. Men der var ingen studse blikke, ingen tavs kritik. Kun venlighed og åbenhed. Men ingen forståelse.

Og moderen ... hun havde grædt som pisket og klamret sig til ham med sine tynde, krogede fingre og gnedet sit hoved mod hans skulder til hendes tørklæde havde siddet helt skævt, og ville næsten ikke slippe ham igen. Og hun behandlede ham som et barn, som var han den samme dreng, der var draget bort dengang. Hun serverede medister og fedtemadder for ham, og han spiste dem og så lykkelig ud, fordi hun så brændende ønskede det, og nænnede ikke at fortælle hende, at han var ganske anderledes vant nu, hvor messen hver eneste dag serverede retter, der langt overgik, hvad hun nogensinde ville kunne præstere. Nabogårdens hjemmebryggede øl, der engang havde været en gudedrik, var fad og kedsommelig, næsten frastødende, nu da hans gane var blevet vænnet til rent og perlende frisk bayersk øl, og indimellem endda en flaske af de sublime franske vine, når kælderlågen i et forladt chateau havde måttet give efter for Fischers insisterende hænder.

Han forsøgte at fortælle dem om det, derude. Fortælle dem, hvordan virkeligheden så ud ved fronten, hvor lidt heltemod og ærefuld dåd, der var over hverdagen i skyttegravene. Men de lyttede ikke, de ignorerede ham, lod, som om de intet hørte, og smilede blot videre og jublede om slagmarkens ære, om ranke rygge og stolt vajende faner. Og det gik op for ham, at noget var bristet siden hans afrejse. Han kunne ikke tale med dem længere. Alle lod som om, men i virkeligheden var der ingen plads til ham. Hjem var ikke længere hjem.

Og fuld af stille sorg var han steget på toget igen, da det blev tid at vende tilbage. Han vinkede og smilede og forsikrede om sin kærlighed. Men inderst inde vidste han, at det aldrig ville blive hans hjem igen, og en lille, skyldtynget glæde tændte sig i ham, da toget satte i gang og trak hjembyens snævre horisont med al dens omsorgsfulde mangel på forståelse bagud i dampsvøbte ryk, bort fra ham. Han forstod ikke, hvordan det var gået til, men det var først, da han atter forlod hjemmet, at han i grunden følte, at han rigtig var på vej hjem.

Efter at tyskernes fremstød mod Verdun var løbet ud i sandet i juni, havde den franske hær og det britiske ekspeditionskorps allerede 1. juli indledt storoffensiven ved Somme-floden i Picardiet. Verdunsektoren var ikke længere et brændpunkt, og i hundredtusindvis af tyske og franske soldater havde sat livet til for ingenting. Men i det mindste havde katastrofen dog vist sig at være til gavn for det kejserlige flyverkorps: Erich von Falkenhayn var blevet afsat som øverstkommanderende i vest og erstattet af heltene fra den russiske front, generalerne Hindenburg og Ludendorff, og Ludendorff var personlig ven med flyverkorpsets øverstkommanderende, Oberstleutnant Thomsen. Og dermed blæste der pludselig helt anderledes velvillige vinde over flyverkorpset.

Flyverkorpsets øverste ledelse havde beordret Boelcke til at holde sig på jorden, efter at Immelmann var faldet. Tabet af helten virkede ikke godt på hjemmefronten, og af lutter angst for at miste sin anden store helt bandt man ham til jorden. Han havde skummet af raseri, havde bandet og svovlet, så Albert næppe havde kunnet genkende sin besindige og venlige kommandant, og så var han rejst bort - efter sigende havde kronprins Wilhelm arrangeret en inspektionsrejse til Balkan for at muntre ham op.

Men Boelckes fravær havde åbenbart sat tanker i gang i hærledelsen, der var nået frem til det samme, som Boelcke og hans mænd havde indset for længst: at flyverkorpsets indsats måtte organiseres og gennemtænkes langt mere omhyggeligt, i stedet for blot at bruge det til forefaldende opgaver, tilfældigt og uden overordnede planer. Der måtte udvikles en strategi til det nye våben, flyvemaskinen. Og hvem ville vel være bedre egnet til det end netop Hauptmann Boelcke? Der var i hast blevet sendt et telegram til ham i Makedonien, der gav ham frie hænder til at organisere luftvåbnet, til at udvikle de nødvendige strategier og til at håndplukke sine mænd. Gammelt nag var glemt - og Boelcke fik igen tilladelse til at flyve.

En dag var Albert landet efter en rutinepatrulje, og allerede inden propellen havde hostet sig helt i stå, var Fischer kommet spænende ud på landingsbanen, ivrigt viftende med armene. Kommandanten var i telefonen og spurgte efter Albert. Ikke engang en tur på latrinet blev der tid til, et telefonopkald fra Budapest var en større operation, og Albert måtte med ikke ubetydelige mavesmerter vralte af sted efter Fischer til telefonen på kontoret, stadig fedtet af motorolie, rystende af kulde og med den tunge, knaldende hovedpine, man altid fik af at flyve i de åbne maskiner.

Forbindelsen havde været støjende, og halvdelen af samtalen var druknet i knitren og susende summen, men budskabet havde været klart nok og så rigeligt ubehaget værd. Boelcke bad Albert være med i sin nye elite-enhed. Han skulle flyve under den nye Königlische Preussische Flieger-Jagdstaffel Nr. II, der allerede var blevet forkortet til blot og bart Jasta 2. De ville få de bedste maskiner, de ypperste forhold og fuld frihed til at tilrettelægge opgaverne. Boelcke selv ville få ansvaret for at udforme den videre uddannelse af sine piloter. Tysklands fremmeste flyfabrikanter hang allerede ved kommandantens læber for at inddrage hans erfaringer i udviklingen af maskinerne, og man ventede de nye, formidable ensædes-jagerfly fra Albatros- og Halberstadtfabrikkerne inden for ganske kort tid, måske blot en måned eller to. Albert havde følt det som en endnu større æresbevisning end forfremmelsen til løjtnant. Han havde takket ja på stedet.

Og nu ... nu sad han her, bumlende af sted i den slingrende togvogn gennem det sensommersmukke landskab, halvsovende, med blikket glidende let hen over træer og marker, der uanfægtet af krigen stod så tungt og frodigt som nogensinde. Blot tredive-fyrre kilometer mod vest lå en verden af nøgen jord og blottede sten, gødet af en hel generation af hans jævnaldrende. Så kort en afstand - i flyet kunne han være der på tyve minutter, og dog var det en helt anden verden. Tanken var næsten ikke til at rumme. Han skød den fra sig, da toget med en hidsig fløjten rullede ind og stod stille på endnu en lille station, fyldt til bristepunktet af et mylder af feltgrå soldater med kalveskindstornystre og strittende geværpiber, slænget over skuldre i stive læderremme. Han strakte sin ryg, der var blevet stiv og øm af jernbanevognens hårde bænke. De to andre var øjensynligt fordybet i samtale.

"Jo, det har De selvfølgelig ret i. Men jeg mener nu stadig, at vi har mistet noget særligt tysk med pikkelhuen. De er så grusomt ... grimme, disse nye blikhatte. Jeg mener, hvad bliver der af soldatens selvværd, når man ifører ham sådan en grim og gemen, jævn jernkalot? Hvor er soldatens bravour, når man klæder ham som en maskinarbejder og giver ham en natpotte på hovedet? Hvordan kan vi forvente, at de fører sig som helte, når vi klæder dem på, så de ligner jeg-ved-ikke-hvad?"

"Hør nu, Reimann, De er en bagstræberisk romantiker, er De. Soldaten bliver da hverken mere eller mindre modig af at få en bestemt hat på."

"Ikke det? De vil da ikke nægte, at De selv skød brystet frem, da De første gang trak i uhlanernes mandige uniformsjakke, vel?"

"Nej, selvfølgelig ikke. Vist betyder uniformen da noget. Men jeg mener blot, at pikkelhuen ikke rigtig passer sig til denne krig. Både franskmændene og briterne indførte hjelme af stål allerede sidste år. Og for øvrigt var man endda begyndt at lave pikkelhuerne af filt, fordi der ikke længere kunne skaffes tilstrækkeligt læder. Og ... ærlig talt, en pikkelhue af filt? Er det så ikke lige meget?"

"Richthofen, i virkeligheden er De jo blot lykkelig for selv at slippe af med deres egen tåbelige hjelm, haha! Jeg har altid syntes, at de var komplet komiske, de hjelme man gav jer arme uhlanere! Ikke nær så stilige som vi andres rigtige pikkelhuer."

Richthofen udstødte et forarget råb og daskede sin knyttede næve hårdt i skulderen på sin kammerat. "Hvad? Skal han tale ondt om uhlanernes stolte tchapka? Sådan en slyngel! De trænger til et forsvarligt lag tæsk, min herre, så De kan lære at behandle Deres overmænd med behørig respekt!"

"Overmand?" råbte Reimann fortørnet og trampede hårdt på sin overfaldsmands venstre fod. De tumlede rundt i et gemytligt slagsmål, stadig siddende på kupeens bænke, leende og hujende som et par uvorne knægte. Reimann fik fat om nakken på Richthofen og holdt ham i et fast greb, mens han med den frie hånd rev kasketten af ham og gav sig til at rode op i hans korte, blonde hår. Så stivnede de begge, pludselig igen bevidst om Alberts tilstedeværelse.

"Øhm ... om forladelse ... De forstår ... Det er ... øhm ... ellers ikke noget, vi sådan gør ... Jah, De forstår ..." stammede Richthofen og rettede på sine mærkværdige solbriller. Hans ene lillefinger strittede underligt skævt i den sorte handske. Hans sidemand havde vældig travlt med at glatte sin jakke og stryge sit uglede hår. Han rømmede sig, og så høfligt på Albert.

"Jantzen, undskyld ... og hvad mener så De om de nye hjelme af stål? De må da give mig ret i, at de er frygtelig grimme, ikke sandt? Kom, nu må De virkelig støtte mig mod denne fjende af al god stil," smilede han og daskede til Richthofen.

"Stålhjelmen? Tjoh, køn er den godt nok ikke. Men jeg kan forsikre Dem for, at den vil være til glæde for folkene."

"Jaså? Hvorledes? Den må være langt tungere end pikkelhuen. Den må da være ubehagelig at bære rundt på."

"Ikke nær så ubehagelig som at få skallen smadret af en granatsplint. Jeg tror oprigtigt, at den vil redde livet for mange af vores folk. Blot den regn af sten, der hagler ned over én, når en granat slår ned - det kan snildt være nok til at tage livet af en mand."

Slemt ... havde det været ... slemt? Nej, det havde ikke været slemt. Det havde været ubeskriveligt. Det havde været ubærligt. Albert tænkte sig om en tid. Løjtnant Reimann havde øjensynlig mistet interessen, han lænede sig tilbage og gav sig til at betragte sine fingernegle.

"De ved ..." sagde Albert langsomt, "man siger af og til, at noget var det rene helvede. Tro mig: Ordet dækker ikke kampene ved Ypern. Det dækker slet ikke. De gør Dem ingen forestilling om ... Men nu sidder De vel blot og tænker, at jeg er en forfærdelig kujon ..."

"Nej, på ingen måde. Tilgiv, at jeg spurgte. Selv var jeg med kavaleriet i Galicien og så også min del af kampene dér ... men jeg forstår, at det ingenting var, sammenlignet med Vestfronten?"

"Jeg kender intet til Galicien, har aldrig været på Østfronten. Men jeg har svært ved at tro, at noget kan være værre end Flandern."

Richthofens blik var blevet alvorligt. Den legende, vilde dreng var der ingen spor af længere. Han lænede sig frem med albuerne hvilende på knæene og betragtede Albert med høflig nysgerrighed. I hjørnet ved siden af ham var Reimann ved at falde i søvn, han havde lagt armene over kors med det døsige blik fæstet ud ad vinduet. Han havde helt trukket sig ud af samtalen.

"Jeg betvivler på ingen måde Deres mod, Herr Jantzen. De er næppe meget ældre end jeg selv, så karrieresoldat er De næppe. De er tydeligvis af borgerlig herkomst, men De har rang af løjtnant, og jernkorset hænger på Deres bryst. Så langt når man næppe, hvis man er en kryster. Nej, jeg tvivler skam ikke på, at De er en modig mand."

Albert følte sig en lille smule stødt over, at hans beskedne baggrund tilsyneladende var så åbenlys, at en fremmed kunne se det på et øjeblik. Han kastede et hurtigt, skævt blik ned ad sig selv, irriteret over sin egen usikkerhed, men der var intet at se - ingen luvslidte ærmegab, ingen manglende knapper. Stod det da malet i hans ansigt? Men på den anden side var der ikke det mindste nedladende at spore hos den unge løjtnant, ingen arrogance eller ydmygende, overbærende misbilligelse, som han havde mødt det hos Immelmann. Kun en oprigtig interesse.

"Og De selv," sagde Albert, mest for at forhindre den anden i at spørge igen. Han havde ikke lyst til at tænke mere på Flandern lige nu. "Er De af en slægt med militære traditioner?"

"Hm. Nej, egentlig ikke. Min far er stort set den første karrieresoldat i familien. Den Gamle Fritz - Frederik den Store - adlede os med vores Freiherr-titel, men det var ikke for indsats på slagmarken. De var jurister, mine stamfædre. Det er også derfra, vi har vores navn - von Richthofen betyder egentlig af Retshuset. Næh, vi har såmænd ikke gjort os synderligt bemærket." Den unge mand smilede skævt, som om det tyngede hans selvfølelse en smule at måtte sige det. "Men jeg havde en onkel Ferdinand, der var opdagelsesrejsende."

"Han var med på Eulenburg-ekspeditionen til Fjernøsten i '60. Er De bekendt med Silkevejen - den gamle karavanerute fra Anatolien til Kina, som Marco Polo rejste ad? Det var min onkel, der fandt på navnet Silkevejen."

"Jagt? Joh. Men ikke så meget mere." Albert fornemmede, at det nok ikke var nogen god idé at tale om krybskytteri ... men jagt var det jo. "Tidligere gik jeg meget på jagt."

"Også jeg, jeg holder meget af jagt. Tror De ikke, det er en fordel for flyvere? At have erfaringer med jagt, mener jeg?"

"Naturligvis. Har De fløjet aktivt, eller er det Deres første post?" Det var et tåbeligt spørgsmål. Den unge løjtnant var blevet særligt udvalgt af Hauptmann Boelcke til hans nye eliteenhed. Selvfølgelig havde han fløjet før.

"Ja. Jeg fløj en del tosæders i Rusland, og Reimann dér og jeg, vi delte et Fokker-monoplan en tid. Vi fløj det på skift. Men vi frygtede vist hinanden, mere end vi frygtede fjenden. Vi var begge to hunderæd for, at den anden skulle smadre maskinen."

"Nej. Ingen anerkendte. Faktisk har jeg skudt en modstander ned, men det blev ikke anerkendt. Ingen vidner, De ved. Ingen bekræftelse."

"Meget. Det kan jeg forsikre Dem for. Men det har jeg sandelig tænkt mig at lave om på, så snart jeg får chancen. Hvad med Dem selv? Har De fået ram på nogen?"

"Heller ikke. Jeg har et par gange fløjet, hvor det lykkedes observatøren at sende en fjende ned. Men det får jeg jo ikke anerkendelse for."

Et lys tændtes i den unge løjtnants øjne. "Sammen med Immelmann?" spurgte han.

"Boelcke har jeg truffet flere gange, ham kender jeg udmærket. Men jeg ville ønske, jeg havde nået at møde den store Immelmann, inden han faldt."

"Jo, det gjorde det. Men efter hvad jeg hører, så var det endnu værre i juli ved Somme. Man siger, at der faldt næsten 60.000 englændere alene den første dag."

"Det er sandt. Det har jeg også hørt. Det må have været det rene helvede. Men hvad skal man stille op? England har selv erklæret os krig. Og vel er prisen høj, men det er trods alt kun rimeligt, at de betaler den."

Albert tænkte. Det var en holdning, han havde delt fuldkommen, dengang krigen startede. Men han var ikke så sikker længere.

"Det kan man synes. Men tres tusinde mand på én eneste dag ... det er næsten ikke til at fatte, vel? Og det var ikke meget bedre ved Verdun. Jeg har set ting derude ... jeg har set ting ..."

Løjtnanten nikkede langsomt. De var tavse en stund. Reimann var faldet helt i søvn nu, en sagte snorken hørtes fra hjørnet.

"Nej, De har ret. Det er ikke rart. Denne krig ligner slet ikke noget, vi har set før. Jeg tror såmænd, at både vores og fjendens generaler er blevet overrasket over det. Men igen - hvad kan man gøre? Skal vi da bare give op?"

"Det kan vi jo ikke." I et kort nu så Albert Kartoflens kulbrændte ansigt for sig. Han plirrede med øjnene for at jage synet bort. "Aldrig. Hvis vi gav op nu ... så ... så ville vi svigte vores faldne. Vore kammerater ville være faldet for ... for ingenting. Det kan vi ikke."

"Nej, netop. Vi må føre dette til ende. Hvor grimt det end bliver. Vi bliver simpelthen nødt til at sejre. Ikke sandt?"

"Men det er sandt, at denne krig ikke ligner noget andet. Det var også derfor, jeg skiftede til luftstridskræfterne. Denne krig handler ikke om mandsmod og tapperhed. Den handler om maskiner. Jeg tror, at flyvemaskinen kommer til at afgøre det."

"Javist. Det gik op for mig, da jeg havde været østpå med kavaleriet en tid. Jeg ydede jo ... ingenting dér. Intet! Kavaleriets dage er talte, man kan ikke møde maskingeværer med et rytteriangreb." Han lænede sig tilbage og strakte ryggen. "Og da jeg indså dét, sendte jeg et brev til hans Kejserlige Højhed personligt og anmodede om overflytning."

"Javist. Lidt dristigt, måske, men jeg var virkelig desperat. Jeg skrev til ham, at jeg ikke havde meldt mig til kavaleriet for at samle kartofler og stjæle æg fra russiske bønder, haha. Men det virkede. Jeg blev omgående overflyttet."

Kommandantens nye base var lidt af en skuffelse. I grunden var det ikke meget mere end en flad mark, skyndsomt bebygget med de små gulhvide, runde og toppede lærredstelte, der fik det til at ligne en indianerlejr, og et par simple, hastigt opførte bræddeskure til officererne. Stedet havde en kort overgang været benyttet af en ensæderkommando, der havde efterladt fire nedslidte bølgeblikhangarer, allerede rødbrune af rust. Med de store, nye startbaner, som kommandanten havde travlt med at anlægge, fyldte basen nu stort set hele området mellem landsbyerne Bertincourt og Vélu. Hangarer, telte og barakker lå trygt i læ i skovbrynet langs den lille løvskov, der omkransede Vélu mod syd. Det eneste, der rigtig så ud til at egne sig til beboelse på stedet, var et beskedent, gråpudset landbohus med en høj mur omkring en lille, malerisk misligholdt æblehave. Men stedet var ikke valgt af bekvemmelighedshensyn; det var valgt på grund af beliggenheden, af strategiske grunde. Man var kun få kilometer fra fronten her. Blot otte kilometer stik vest lå Bapaume, og til Amiens lidt længere sydpå var der ikke meget mere end et halvt hundrede kilometer.

Fly var der foreløbig ikke mange af, hvilket var godt det samme. Det ville have været ganske umuligt at få dem i luften, for det meste af startbanen var blot en stor, flad mark med rødbeder, og de to kluntede Fokker D.II'ere man rådede over, blev mest brugt til rundflyvninger, hvor de nye lærte egnen at kende. Kun Hauptmann Boelcke selv drog af sted på egentlige jagtpatruljer, af og til med en udvalgt ledsager i den anden maskine.

De tre nyankomne kammerater var blevet modtaget uden videre ståhej. Kommandanten havde taget imod dem, kun halvvejs påklædt, i sensommervarmen traskede han rundt med skjorteærmerne smøget op og helt uden uniformsjakke. Han havde hilst hjerteligt på dem alle tre, men havde ikke haft meget tid at ofre på dem. De var blevet vist til deres værelser af den altid korrekte Fischer, men havde ikke fået lov at hvile længe oven på den udmarvende rystetur på ladet af en af hærens skramlende og hoppende transportbiler fra Bertangles. Alle måtte give en hånd med, og selv var de også blevet smittet af stedets hektiske aktivitet. Og hver dag var der ankommet et par mand mere, så Jasta 2 nu bestod af næsten 60 mand, alt i alt, fra mekanikere og vagter over kok og sygeplejer til piloterne og naturligvis kommandanten selv. Foreløbig var der kun ankommet syv piloter, men til gengæld var det håndplukkede folk hver og én.

I tre dage havde de alle, endog den store Boelcke selv, trasket frem og tilbage på lange rækker over rødbederne, muntert med hinanden under armen, for at trampe overfladen tilstrækkeligt jævn til, at den ville kunne anvendes, når maskinerne engang ankom. I udkanten af pladsen var man i færd med at rejse flere hangarer af blafrende, hvidt sejldug, der med stort besvær blev trukket op over de buede træskeletter; fire rustne hangarer rakte ikke langt, når Jasta 2 havde fået stillet fjorten fabriksnye maskiner i udsigt. Men det begyndte at ligne noget. Stemningen var hektisk, der herskede en følelse af gå-på-mod og virketrang. Dette var nyt, virkelig nyt, og Boelcke selv, der i forvejen bestemt ikke kunne beskyldes for ladhed, var endnu mere energisk end sædvanlig. Hvornår han egentlig sov, var en gåde, men man mærkede det ikke på ham.

Om aftenen, når det blev for mørkt til at arbejde med anlæggelsen af pladsen, samlede kommandanten sine piloter i et af de store, rummelige hangartelte, der blev sparsomt oplyst af blafrende, osende petroleumslamper. I al uhøjtidelighed blev der samlet stole og bænke sammen fra, hvor man nu kunne finde dem - simple havestole i kurveflet, tunge klunkemøbler og retryggede spisestuestole, som Fischer havde samlet sammen fra herren måtte vide hvor. Og nogle satte sig simpelthen på trækasser eller benzindunke, eller hvad der nu var for hånden. Og sådan underviste Boelcke sine mænd.

"Ser De," begyndte han, "det er en unik situation, vi her står midt i. En historisk situation. De er alle informeret om, hvad formålet er med vores nye enhed, med Jasta 2. Hver og én af Dem er håndplukket, og jeg har valgt Dem, fordi jeg tror på Dem. Fordi jeg har set et talent, en særlig evne, hos Dem. Man har givet mig mere eller mindre frie hænder, og I, mine herrer, er min ønskedeling! I er kejserrigets ypperste flyvere, og der hviler meget, meget store forventninger på jeres skuldre."

Betaget fulgte de ham med øjnene. Der var stille i den store hangar, Albert kunne høre fuglene synge solen ned udenfor. Boelcke kunne tale, så man genvandt sit mod, så man atter troede på fremtiden. Han kunne tale, så man næsten troede på, at der trods alt kunne eksistere ridderlighed og anstændighed i verden. Han kunne tale snavset og urimeligheden og smerten bort. Han kunne tale, så voksne mænds blik fik en glød, der næsten lignede forelskelse. Hans ord var jævne og ukunstlede, indimellem sågar en smule ubehjælpsomme, men han havde en evne til at tale til en flok, så hver enkelt følte, at det var netop ham, der blev talt til. Albert havde stilfærdigt moret sig over, at hver og en af de unge piloter åbenbart mente, at netop de var Boelckes allernærmeste ven og fortrolige. Men han havde det ligesådan selv.

"Dette er vores opgave: Vi skal skabe det kejserlige luftvåben! Det findes allerede, siger De? Men nej! Hvad der findes, mine herrer, er en uordentlig samling maskiner og mænd, som ingen ved, hvad de skal stille op med. Ingen har koordineret eller planlagt, eller for alvor overvejet. Ingen har tænkt - og det er dét, vi skal gøre! Hvad der findes nu, er roderi. Vores opgave er, af dette rod at skabe et stærkt og effektivt flyverkorps.

Vores primære mål er enkelt: at nedskyde så mange som muligt af fjendens maskiner. Vort sekundære mål er at gøre det med så få egne tab som muligt. Så enkelt er det. De ved, at det teknologiske forspring, som ingeniør Fokkers monoplaner gav os tidligere på året, er fortid. Franskmændene har konstrueret de små, hurtige Nieuport-ensædere, og briterne har nye DH2-biplaner. Begge disse maskiner er langt hurtigere og mere solide end Fokker-maskinerne, og den fordel, vi havde af vores synkroniseringsmekanisme, har de for længst luret os af. Vore fjender skyder nu lige så let gennem propelbuen, som vi gør. Men der er håb forude; i begyndelsen af næste uge ankommer de første eksemplarer af Albatros-fabrikkernes nye ensædersjager, D.II'eren. Jeg har prøvet disse maskiner, og jeg forsikrer Dem om, at de i alle måder kan måle sig med vore modstanderes."

Alberts sidemand, Böhme, lænede sig ind mod ham. "Er han dog ikke inspirerende?" hviskede han. Albert nikkede, men uden at tage blikket fra kommandanten. "Jeg tror aldrig jeg har mødt nogen, der kunne opflamme folk som han."

Det var underligt at høre ham tale så beundrende om kommandanten. Bevares, han havde fuldkommen ret, der var virkelig ingen som Boelcke. Men det lød underligt, når det kom fra en mand, der var mere end ti år ældre end Boelcke.

Løjtnant Böhme stak i det hele taget voldsomt ud fra resten af enheden. Alle de andre var på Alberts alder, i starten af tyverne, og Böhme var med sine syvogtredive år formentlig den ældste aktive flyver i hele det kejserlige luftvåben. Albert var i det store og hele faldet godt til og havde et udmærket forhold til de andre: Günther, Wiehweger, Höhne, Müller, og selvfølgelig Reimann og Richthofen. Den sidste på holdet, Løjtnant von Armin, var aldrig nået frem. Han var faldet i kamp, mens han stadig fløj for sin gamle enhed. Böhme kendte han endnu ikke, han var først ankommet dagen før, men hans høje alder tegnede ikke til at ville blive et problem; vel var han relativt gammel, men hans venlige og rolige gemyt gjorde, at Albert på stedet syntes om ham - han havde ikke Alberts knugende erfaringer fra fronten, men han havde arbejdet i de østafrikanske kolonier og havde efter sigende endda vandret hele vejen derned. Løjtnant Böhme havde stadig eventyrlysten i behold, til trods for at man i hans alder for længst burde være gift og etableret.

"Hidtil - det ved De også, De har alle fløjet før - har vi anvendt flyvemaskinen uden at tænke synderligt. De har alle prøvet det - på en og samme dag kunne man blive sendt ud på fotograferingsopgaver, på bombetogter og på jagtpatruljer. Man har ikke taget de enkelte maskiners egenskaber i betragtning. De gamle maskiner - Rumpler, Roland, Albatros - de blev brugt uden det mindste blik for, hvad de hver især var særligt egnede til. Og når der endelig var jagtpatruljer, så fløj vi kun to og to."

Boelcke betragtede sine elever. Ingen modsagde ham. Det var ubestrideligt sandt, hvad han sagde. De havde alle oplevet det, havde presset de tunge, langsomme tosædersmaskiner til det yderste for at kunne hamle op med de vævre, hurtige og manøvredygtige nye Nieuportmaskiner som de allierede piloter fløj i. Det havde været en håbløs kamp. Og fjenden, der havde lært af de fantastiske måneder fra august året før til sidst på vinteren, hvor tyske fly havde behersket himlen over fronten i en sådan grad, at de britiske aviser havde døbt det Fokker-plagen, havde for længst indhentet tyskerne; bedre maskiner og først og fremmest en bedre organisering. Egentlige jagerenheder som Boelckes nye Jasta 2 havde i månedsvis været i brug hos de allierede.

"Men jeg er overbevist om," fortsatte kommandanten, "jeg er overbevist om, at vi kan gøre det bedre! I juni måned deltog jeg i et møde med overkommandoen i Charleville, hvor vi drøftede mulighederne. Og Jasta 2, mine herrer, er et direkte resultat af dette møde."

Han tav og slentrede hen til det lille bord, hvor en bulet emaljekande med kaffe dampede lystigt på et lille spritapparat. Han gav sig god tid. Hældte et krus op, smagte på den varme drik med alle tegn på velbehag og drev så tilbage til den lille, sortlakerede tavle, der var opstillet i hjørnet. Han fiskede en stump kridt op af sin jakkelomme, satte den til tavlen. Blæst, skrev han øverst på tavlen. Så satte han to tykke streger under.

"Lad os se, hvilke faktorer vi har på vores side. For det første: Fronten løber stort set nord-syd hele vejen fra Nordsøkysten til den schweiziske grænse, og vi ligger på den østlige side. Vinden langs det meste af fronten er næsten altid i vest. Vinden arbejder altså for os; alt andet lige vil fjendens fly blive båret ind over vore linjer, og når de søger tilbage til deres baser, må de kæmpe med modvinden. Vi, derimod, har den fordel, at vinden hjælper os, når vi skal hjemad. Kampene bør altså så vidt muligt udkæmpes over vore egne linjer. Dermed undgår vi flakbeskydning fra jorden, mens vore modstandere til gengæld må kæmpe over fjendeland. Hold Dem altså så vidt muligt over egne linjer, og lad dem komme over til os. I grunden har vi ingenting at gøre over de britiske eller franske linjer, og vores opgave består hovedsagelig i at forhindre dem i at vende tilbage, når de har aflagt os en visit. Lad dem blot komme her, det er helt i sin orden - men lad dem aldrig slippe hjem igen. Hvilke andre fordele har vi på vores side? Nogen forslag?"

Eleverne så tænksomt på hinanden. Kommandanten forventede noget af dem, og hver og én ønskede de at kunne svare med en velgennemtænkt og indsigtsfuld betragtning. Ingen sagde noget.

"Ingenting? De har intet at sige? Nuvel, i virkeligheden har det sin helt naturlige årsag - nej, op med hovederne, mine herrer! Jeg forsikrer Dem for, at der ikke er nogen grund til at hænge så forsagt med ørerne. Sagen er nemlig den, skal jeg sige Dem ... at vi ingen andre fordele har. Ikke på nuværende tidspunkt, i hvert fald, hvor de nye maskiner endnu ikke er ankommet. Fjenden er os teknologisk overlegen, så enkelt er det, og vores eneste forbundsfælle ... er vinden!"

Albert opdagede, at hans hånd af sig selv var begyndt at trække streger med blyanten på blokken i hans skød. Kommandanten havde lagt stor vægt på, at der blev taget noter til hans oplæg, men noget så banalt som notatblokke var endnu ikke nået frem; femten kasser med dåsetun, toogtyve store flasker amerikansk olie og seksogfyrre dåser med voks til at sno overskæg op med stod opmagasineret i messens baglokale, uden at nogen havde den ringeste idé om, hvad man skulle stille op med det - men almindelige skriveblokke havde man ikke set noget til. I mangel af bedre havde Fischer fordelt blokke med telegramblanketter, som man til overflod rådede over, skønt der ingen telegrafforbindelse var til stedet.

Mens Albert lyttede opmærksomt til kommandantens ord og omhyggeligt mærkede sig hver en tanke og hver en lille betragtning, stod Boelckes karakteristiske træk mere og mere klart på den lille blok, der hvilede mod hans korslagte knæ. Hvor sært ... det var før sket for ham, at tegninger var trådt frem på papiret, uden at han rigtig selv havde opdaget hvordan. Men den lille skitse af Oswald Boelcke var nu nydelig nok, faktisk, Albert var godt tilfreds med den. Han havde for længst opgivet enhver skam over sin glæde ved at tegne. Kanhænde at det var en barnagtig beskæftigelse; det gav ham en sjælero, der ellers kunne være svær at finde. Og rigtig barnagtigt ville det vel først blive, i det øjeblik han benægtede det af frygt for de andres ringeagt. I virkeligheden var han ikke så lidt stolt af sine hidtil ganske ukendte evner.

Han betragtede sit halvt ubevidste værk. Vellignende. Meget, endda. Han havde fanget den glød, der syntes at stråle ud fra kommandanten, når han med begejstring talte for sine mænd, den brændende intensitet, der gjorde at alle straks mente at have særlige bånd til Hauptmann Boelcke. Motivet var lagt skævt på papiret, og det så tåbeligt ud på en telegramblok, men godt var det nu alligevel. Han smilede stille. Den kunne mor få med i det næste brev.

"Pladsen er altså nær færdiggørelse nu," sagde kommandanten og lagde kridtet fra sig på bordet. "Det arbejde, der endnu mangler, kan de menige tage sig af. Fra og med i morgen, mine herrer, står den altså på træning, træning og atter træning. De vil benytte de to Fokker-maskiner til at træne Deres præcisionsskydning; jeg har sat snedkerne i gang med at tømre en fuldstørrelses-model af et Nieuport-fly sammen, og det vil være Deres opgave at skyde denne ganske nydelige model sønder og sammen. De vil sætte al rang og al fornem slægt, alle titler, til side for en stund og underordne Dem den udmærkede Feldwebel Schultze, vores chefmekaniker. Af ham vil De lære alt om, hvorledes våbnene fungerer, hvordan de kan blokere, og hvordan blokeringen fjernes, hvilke dele der har tendens til at sætte sig fast, og så videre. Og når de nye Albatros-jagere ankommer i næste uge, vil vi gøre en lille udflugt til fronten. Men ikke før. Det er Dem udtrykkeligt forbudt at nærme Dem kampzonen, medmindre det er i selskab med mig. Er det forstået, mine herrer? Godt. Jeg foreslår, at De går til ro nu. Der venter Dem en anstrengende uge."

18. september 1916

Sensommersolen spillede i de nye maskiners blanklakerede beklædning. Gennem den seneste uge var vejret blevet stadig bedre, og en ad gangen var de fløjet med kommandanten på små, hurtige togter over fronten og rundt i omegnen. Deroppe havde man kun et kort at orientere sig ved, og mistede man først fornemmelsen for, hvor man egentlig var, kunne det hurtigt vise sig mere end almindeligt vanskeligt at finde tilbage. I den forløbne uge havde de efter tur fået betroet den ene af de gamle Fokker-maskiner og havde, med Boelcke i den anden, lært at finde rundt. Boelcke havde selv skudt fjender ned næsten hver eneste dag, og Albert havde prist sig heldig, da han på nærmeste hold overværede, hvordan mesteren med ganske få skud sendte sin modstander nummer 25 ned. Han var styrtet ned i en skov og var forsvundet i trækronerne under dem, opslugt af det store, bølgende hav af sensommertungt løv.

Men i går var de ankommet, de længe ventede nye typer fra Albatros-fabrikkerne. De var blevet fragtet med tog til Cambrai. Mast sammen i de to små biler, delingen rådede over, var folkene skrumplet de næsten firs kilometer for at se chefmekanikerens folk lodse de seks tunge maskiner ned fra jernbanens store blokvogne. På en åben plads foran baneterrænet var maskinerne blevet samlet, og boblende af begejstring havde de fløjet hver deres maskine hjem til basen.

Det var pragtfulde fly. De garvede og erfarne piloter havde strålet af begejstring, da de slanke, velproportionerede dobbeltdækkere havde taget form, efterhånden som mekanikerne fik bakset vinger, kabler og forstærkningswirer på plads. Men de så endnu smukkere ud nu, som de stod dér i formiddagssolens glitrende stråler. Reimann lænede sig ind mod Albert.

Albert gav ham ret. "De er utrolige. Er det ikke en mærkelig tanke, at det er mindre end tretten år siden, de amerikanske Wrightbrødre fløj første gang? Der er jo en verden til forskel."

"Udviklingen går hurtigt" blandede Richthofen sig. "Det er krigens skyld. Både vi og fjenden er tvunget til at overgå hinanden hele tiden."

"Sandt nok," svarede Reimann, "det var nok ikke gået helt så hurtigt, hvis det stadig havde været fredstid."

"Bert, for resten," sagde Richthofen og prikkede Albert i siden. "Hvilken én har du fået?"

Albert brød sig ikke specielt om det øgenavn, han åbenbart havde fået. Det virkede lidt for familiært.

"Jeg tror, det var dén der ... den tredje i rækken. De ligner jo hinanden alle sammen."

"Jah, sandt nok. Men når først man hænger deroppe, så er det altså ikke let at holde styr på de små numre."

Reimann begyndte at grine. "Hvad? Har De svært ved at finde ud af, hvilken maskine De sidder i? Hahah!" Richthofen gav sig til at le. Albert ignorerede dem.

D.II'eren var helt åbenlyst en nyskabelse. Blot den korte tur fra Cambrai havde vist dem, hvilket umådeligt fremskridt de nye maskiner var i forhold til de to gamle Fokkere. Og de så knaldgodt ud. Ingen roterende stjernemotorer - disse vidundere blev drevet frem af Mercedes-værkernes nye 6-cylinders, 160-hestekræfters vandkølede rækkemotor. Det ypperste, der fandtes.

"Den ligner lidt en haj, gør den ikke?" sagde Løjtnant Günther. De måtte give ham ret. Den lignede virkelig en haj. Skroget var blødt rundet, helt ulig de klodsede, kantede maskiner, de hidtil havde fløjet. Selv det store, brede haleror var smukt buet, og fortil spidsede den langsomt til, strømlinet som ingen fly før. Og den var beklædt med blanklakeret finér, ikke med blafrende lærred. Alt i alt gav den et langt mere robust indtryk. De gamle Albatros C-maskiner var kendt som hvalfisk, fordi de var store, tunge og kluntede. Men hvis de gamle var hvaler, så var dette i sandhed hajer.

"Jo, den ligner faktisk en haj ... eller ... eller en cigar. Den kunne godt minde lidt om en cigar, ikke? Haha!"

"Reimann, hvad tænker De på?" spurgte Günther leende. "Jeg ved ikke med Dem, De kan for min skyld gøre præcis, som de ønsker. Men JEG agter ikke at flyve mod fjenden i en cigar. Min maskine er en hajfisk, det kan der ikke være tvivl om!"

Lige siden morgenmaden havde der hersket en overstadig stemning blandt mændene. Selv Boelcke havde været helt fjollet at se på, hans øjne var blevet varme, hver gang han så på de glitrende, nye maskiner, og mere end én gang havde de ikke kunnet dy sig, men måtte hen og lade fingrene løbe kærtegnende hen over den perfekte, glatte beklædnings dybe og gyldne lød. I dag var der ikke langt til latteren.

Albert måtte give Günther ret. Der var noget umiskendeligt hajagtigt over maskinerne. Formen, selvfølgelig, men også bevæbningen. Så stor var motorkraften, at den kunne bære dobbelt bevæbning; to synkroniserede Spandau-maskingeværer var monteret på næsen, så de skød på hver sin side af cylindrenes række. Albert var taknemmelig for, at han ikke selv skulle møde disse maskiner i kamp. Arme englændere. Nu måtte der da for pokker komme lejlighed til at samle sejrstrofæer.

"Ja, jeg er personligt ret ligeglad med, hvad De sammenligner dem med," brød Richthofen ind. "For mig at se ligner de lige så meget grev Zeppelins luftskibe, som de ligner hajer. Eller cigarer. Jeg glæder mig bare til at få dem i luften! Jeg tror, det bliver -"

"Der kommer Mesteren!" hviskede Reimann hæst og pegede mod Boelckes skikkelse, der kom slentrende mod dem, mens han trak sine læderhandsker på. De rettede ind på noget, der svagt mindede om en ret linje. Bag dem støvede Richthofens grand danois rundt i græsset mellem maskinerne.

"God morgen, mine herrer!" hilste kommandanten. "Har De fået spist? Er De klar? Godt. Klokken er nu ..." han kiggede på sit armbåndsur. "- ret præcist 10.25. Hvad siger De - skal vi tage ud og hilse på John Bull?"

Alle fem piloter nikkede nonchalant, ræd for at vise den tilbedte fører, hvor ivrige de i virkeligheden var.

"Og De har husket alt? De har efterset og kontrolleret alting? Husk på, at hver af Dem er personligt ansvarlig for Deres eget udstyr. Det er Deres fejl, hvis dårlige patroner blokerer geværerne!"

"Er vi så rede? Reimann - Günther - Jantzen - Richthofen - Höhne? Hm? Nuvel, så lad os komme af sted. Og husk nu, for himlens skyld - lad være med at blive over-ivrige. Lad være med at lade Dem rive med af de nye maskiner. Nok er de fjendens overlegne, men en enkelt kugle er nok til at ende krigen for Dem. Tag Dem vel i agt og hold hele tiden øje med hinanden! God jagt, mine herrer - må Gud stå os alle bi!"

Hver især småløb de hen til deres maskiner. Så standsede Boelcke dem igen med et tilråb. "Og husk nu - ingen akrobatik! Vi er her ikke for at lave kunstflyving!"

Ved Alberts maskine ventede den ene af de to mekanikere, han havde fået tildelt. Han var ved at sætte en trappestige op, så Albert kunne nå op til cockpittet. I den ene hånd holdt han Alberts læderhjelm og flyverbriller.

"Godmorgen, Berentsen. Tak ... hør, kan De ikke holde min kortplade? Jeg skal lige have hjelmen på ..."

Albert spændte stroppen under hagen og kørte en pegefinger under den for at sikre sig, at den ikke snærede. Så trak han flyverbrillerne ned over panden. Berentsen viklede det lange halstørklæde to gange rundt om hans underansigt og proppede omhyggeligt enderne ind under den tykke, pelsforede læderjakkes revers. Albert følte det en kort stund, som om han var et barn igen, der blev gjort klar til at gå ud at lege i sneen. Han nikkede til mekanikeren, ude af stand til at tale rigtigt med de mange lag uld foran munden, stavrede op ad trappestigen og fik trukket sig op på ryggen af maskinen. Så satte han fødderne ned på det lille aluminiumssæde og lod sig glide ned i cockpittet. Berentsen kravlede op ad trappestigen efter ham og gav sig til at bakse med sædets lærredsseler, der blev spændt tæt om Alberts skuldre.

Albert checkede instrumenterne. Olie ... benzinmåler ... alt i orden. Han stak fødderne i styrebøjlerne og drejede haleroret fra side til side et par gange. Bevægede styrepinden frem og tilbage, så krængrorene vippede op og ned med en svag knirken ude for enden af det øverste vingeplan. Alt var i orden.

Berentsen klappede ham på skulderen og sprang ned, foldede trappestigen sammen og lagde den fra sig. Albert gav sig til at hive energisk i benzinpumpens håndtag og drejede det lille håndsving på strømforsyningens dynamo hurtigt rundt en syv-otte omgange. Så vinkede han til mekanikeren. "Kontakt!" råbte han. Det var kun en halvkvalt mumlen, der nåede ud gennem halstørklædets tykke lag, men han var blevet forstået. En undermekaniker trak hårdt ned i propellen, der hostende drejede rundt et par gange. Så gik den i stå igen, og der måtte trækkes en gang til. Denne gang fik motoren fat, og en heftig vind slog ind i ansigtet på Albert. Det sitrede og rystede i hele maskinen, utålmodig som den var efter at slippe jorden. Så blev de to trekantede træklodser foran hjulene trukket til side, og Alberts maskine sprang fremad med et sæt og en befriet brølen fra motoren. Cylindrenes små ventiler klaprede lystigt foran ham, propellen forsvandt i en tåget cirkel, og den fladtrampede rødbedemark buldrede forbi ham, bagud, med større og større fart. Det hele rystede og bumlede. Albert førte forsigtigt styrepinden let forover, så bagenden løftede sig fra jorden. Farten tog til. Så trak han varsomt pinden tilbage, og maskinen slap jorden med en snerrende, jublende knurren. Rystelserne tog af, maskinen faldt til ro, føjelig i sit rette element. Styrepinden sitrede mellem hans hænder, det føltes næsten, som om maskinen var levende. Den var en drøm at sidde i.

De faldt ind på linje bag Boelcke, let forskudt mod højre, som gæs på træk. Bag kommandanten lå Höhne, dernæst Reimann, så Richthofen, Albert og bagerst Günther. Den milde vind var som sædvanlig i vest, så de var lettet omtrent i den rigtige retning. Under dem strøg marker og enge forbi, krat og skove og bondehuse med småhavernes sirlige rækker af grønne og brune prikker susede bort under dem. Albert vidste, at der fra de andre fly blev opsendt tavse bønner om godt jagtbytte. Selv var han ikke særlig troende, men også han hviskede uhørlige bønner om engelske skalpe.

I horisonten tonede et kirkespir frem af den gråhvide dis. Bapaume. Kommandanten steg, og de fulgte ham som bundet på en snor. Højden, højden var vigtig. Altid angribe oppefra, når det lod sig gøre. Den nederste havde alt imod sig. Albert spejdede rundt, var der fjendefly i nærheden? Men han kunne ingenting se. En tid lang fortsatte de ret fremad mod den lille by, der for hvert øjeblik voksede sig større under dem. Så vinkede kommandanten med den ene arm og pegede skråt frem til højre. Albert fulgte hans fingerpeg ... dér! Dér, i det fjerne, næsten usynligt, krøb syv småbitte prikker af sted under dem, skråt på tværs af deres egen retning. Endelig! Nu gjaldt det! Fjenden!

Boelcke førte sit lille jagtkobbel sydover. Viserne på det lille ur i instrumentpanelet viste ti minutter i elleve, solen stod omtrent i syd. De ville ikke angribe den engelske patrulje direkte forfra; ved at liste sig i en bue sydover ville de med lidt held kunne kaste sig over dem med solen i ryggen og være næsten usynlige indtil deres fosformættede sporildskugler uden varsel bed sig ind i de engelske maskiner skråt ovenfra, lige ud af den blændende sol. Af angst for at miste kontakten med målet flakkede Alberts øjne ustandselig ned mod den lille, pileformede formation dybt under dem. De fortsatte uanfægtet, syntes ganske uvidende om den truende fare ovenfra.

Omsider var de i position, med solen ret bag sig og fjortenfemten hundrede fod højere end den engelske patrulje. Det var de mærkelige gitterrumper, de særlige fly, som englænderne åbenbart holdt så meget af, der kun bestod af to vinger med en lille gondol ophængt imellem og en motor bagpå, så de kunne skyde uhindret fremad, og med haleroret monteret på en latterligt spinkel konstruktion af tynde lægter. Men skønt de så besynderlige ud, vidste Albert, at det langtfra var ringe fly. Det var maskiner som disse, der havde fordrevet Fokkers monoplaner og vristet luftherredømmet ud af tyskernes hænder i foråret. Tosæders, så vidt han kunne se, med to maskingeværer - ét der skød fremad, og ét der skød skråt bagud, hen over hovedet på piloten. Men de havde stadig ingenting set.

Kommandanten dykkede næsen nedad på sin maskine, og de andre fulgte ham. Motorernes hvæsende knurren tog til, farten øgedes noget, nu da det gik nedad. Albert trak en smule frem i formationen, ligesom de andre. De kunne slå til på én gang, alle sammen. Albert lå næstyderst, med Løjtnant Günther på sin højre side og Richthofen til venstre. Boelcke trak sig lidt ud, dette var elevernes dag, det var den store prøve, og kommandanten agtede ikke at trænge sig på for at lægge flere sejre til de seksogtyve, han i forvejen var noteret for. I dag ville han vogte over sit kuld, men kun træde til selv, hvis det blev nødvendigt. Albert udvalgte sig det næstsidste fly i den engelske formation dernede, det eneste logiske valg, det svarede til hans egen position.

Og så, efter at have styrtet nedad og nedad og nedad mod fjenden i evigheder, var de der pludselig. Så hurtigt det gik, der var næppe tid til at tænke overhovedet; kun en enkelt, hurtig salve og et let ryk bagud i styrepinden, så de blodhungrende Albatrosser med nød og næppe brølede hen over deres febrilske ofre. Så vred

Albert styrepinden brat bagover og stemte venstre fod mod styrebøjlen, og maskinen slog en halvvejs liggende bue med en fart, så vinden skreg i de spændte stålwirer mellem vingerne, og blodet blev drevet fra hans hoved og gav ham tunnelsyn. Så var han tilbage, nu ret bag den engelske formation. Han kunne ikke længere se, hvilken maskine der var hans udvalgte, men han lagde sig skråt bag den nærmeste og trykkede forkrampet på maskingeværernes aftrækkerknapper. Han kunne se de hvidlysende streger, som sporildskuglerne tegnede i luften foran ham. De slog ind i ham derude. Han kunne næsten høre smældene.

Andre gitterrumper, som Vickers'en og DH2'eren, kunne være svære at få ned bagfra, vidste Albert. De havde en roterende stjernemotor monteret bag piloten, som gjorde det næsten umuligt at ramme føreren bagfra; han sad simpelthen skjult, dækket bag motoren, som af et skjold. Disse maskiner skulle tages skråt bagfra, lidt ude fra siden, så man kunne skyde forbi motoren. Men denne her, som nu slingrede panisk af sted foran Albert, ind og ud af hans sigtekorn i en vild og vanvittig heksedans med livet som indsats, den havde en rækkemotor, som ikke ydede meget værn for piloten foran. Tre gange trykkede Albert på aftrækkerknapperne. Men hver gang var flyet allerede ude af sigtekornene igen, når kuglerne fløj. Pokkers, som han dog flaksede af sted derude, hvorfor kunne han dog ikke holde sig i ro et øjeblik!

Englænderen gik brat nedad i et forsøg på at komme så langt under sin forfølger, at observatøren foran kunne komme til med det bagudvendte maskingevær. Men Albert fulgte ham, klar over hans hensigt. Han klæbede sig til ham og fulgte med nedad. Men stadig kunne han ikke ramme, ikke for alvor. Nogle af skuddene slog ind, hvor de skulle, men de syntes ikke at have nogen effekt.

Hvad var det ... hvad var det nu, gamle fatter Jantzen havde lært ham engang for så længe siden? Da de jagede flyvende gæs? Skyd ikke mod den. Skyd foran den, skyd, hvor den er om et øjeblik ... Med kæbemusklerne spændt, så tænderne var ved at splintres, og med læberne trukket tilbage i en snerren for at hive tilstrækkeligt med ilt ind gennem det tykke halstørklæde, holdt han øje med den flaksende maskine derude for enden af sigtekornene. Der var et mønster - den brølede af sted i små hurtige, bølgende bevægelser, der havde gjort det umuligt for ham at ramme. Men nu ... nu kunne han se mønstret i bevægelserne. Det var så enkelt ... Nu. Dér! Med krampestyrke pressede han tommelfingrene ned i aftrækkerknapperne, så hårdt som ville han mase dem af styrestangen, og Spandau-geværerne hostede gøende deres hede bly ud i lange, hvislende stråler.

Bagefter kunne Albert ikke erindre, at der havde været nogen lyde overhovedet. Det var, som om det hele skete uvirkeligt langsomt og i fuldkommen lydløshed. Englænderen forude vippede om på ryggen, så brat som var der blevet sparket til flyet. Så foldede vingerne sig sammen, uhyggeligt langsomt, indtil tiden pludselig gik i gang igen, og de dobbelte vingeplaner med ét forvandledes til en sky af træsplinter, flænget lærred og filtret wire, og cockpittet pludselig blot var en uformelig kasse, der susede mod jorden med ufattelig fart. Albert fulgte den febrilsk med øjnene. Ned og ned gik det, det tog evigheder for den at falde de tre tusinde fod, og halvvejs nede faldt eller sprang den ene af englænderne og sejlede ned mod jorden som en lillebitte, mørk prik ved siden af det vingeløse cockpit. Han faldt med nøjagtig samme fart som maskinen, de fulgtes ad på vej mod ødelæggelsen dernede. Så forsvandt den lille prik mod trækronernes ujævne virvar, og maskinen slog ned og eksploderede i en gulsort kugle af flammer. Albert opdagede, at han var blevet helt omtåget, lysprikker spillede for hans øjne. Hvor længe havde han holdt vejret? Hvor lang tid havde det taget den engelske maskine at falde? Én! Den første, den allerførste! Albert havde besejret en fjende, han havde skudt sit første fly ned - han havde bestået kommandantens prøve! Ingen, ingen kunne kalde ham en kryster nu!

Han så sig om. Al hans opmærksomhed havde været bundet af denne ene modstander, men omkring ham svirrede de andre fly, hans kammerater og fjenden som sindssyge møl i et kaotisk virvar af flagrende maskiner og brølende motorer, i dødelig kamp mod hinanden, to og to. Dér var en gitterrumpe på vej ned, med en hajfisk i halen, lidt længere borte flaksede en anden mod jorden i store, blafrende sving, med en sky af kvalmende sort røg efter sig. Og så, næsten som på signal, var det hele overstået. De var væk, i det fjerne, og langt under dem hastede to-tre engelske maskiner af sted mod vest som små, mørke prikker. Det var forbi.

Onsdag den 20nde September 1916, Bertincourt

Jeg har vundet min første Luftsejr! Tilgiv, at jeg ikke har skrevet noget før, men jeg har gaaet som i en Taage de sidste par Dage. For tre Dage siden var jeg for første Gang paa rigtig Patrulje. Hauptmann Boelcke anførte en "Kæde" - saaledes kalder vi vores Formation - bestaaende af Leutnanterne Höhne, Reimann, Richthofen, jeg selv og Günther, paa et Togt over Bapaume. Dagen før havde vi modtaget de nye AlbatrosMaskiner, saa det hele var ganske nyt for os. Vi faldt over en Engelsk Patrulje af "Gitterrumper", og vil du dog tro det: jeg fik min ned med Nakken! Han faldt til Jorden, det var saa let, saa let, at du næppe vil tro det! Ogsaa Böhme, Reimann & Richthofen fik hver én, ogsaa deres første, og Hpm. Boelcke fik ram paa sin Nummer 27. Paa mindre end en Time høstede vi tilsammen fem Sejre, og det endda uden at lide det mindste Tab selv. Saa du forstaar jo nok, at Stemningen paa Basen har været høj siden da.

Lt. Richthofen tvang endda sin Modstander til at lande paa den Tyske Luftbase ved Flesquières, der ligger en 10 Kilometer eller deromkring fra vores egen Base. Af lutter Iver fulgte han den engelske Maskine og landede ved Siden af den i Tide til at se de to Englændere blive trukket ud af Flyet. Observatøren var allerede Død, og Piloten døde kort efter. Det var først hen under Aften, da Lt. Richthofen vendte hjem til vor egen Base, og vi var saa smaat begyndt at frygte, at han var Faldet. Desværre kunne jeg ikke se min egen Sejr, for han var faldet paa den anden Side af Linierne.

Der blev Kalas i Messen den Aften, forstaar du nok; Kommandanten bød os alle paa fornem Middag og fortalte os, at vi snart kunde vente at modtage vores Æres-Bæger (en lille Kop af Sølv med to kæmpende Ørne paa og Teksten "Für den Sieger im Luftkampfe" i et Baand om Foden. Den faar man altid efter den første Sejr). Og Lt. Böhme fik hængt et Jernkors 1. Klasse paa sit Bryst af Kommandanten, og der var stor Fest hele Natten, kan du tro.

Jeg er blevet rigtig gode Venner med Lt. Richthofen. Naar vi ikke flyver Patrulje, spiller vi en del Skak, som baade han og jeg holder ganske meget af. Han er Friherre og af gammel Preussisk Adel, men en flink og venlig ung Mand - skønt han har noget høje Tanker om sine Evner i et Fly.

Nu maa jeg slutte, Moder, thi det er sent, og jeg maa gaa i Seng. Vi skal flyve igen allerede før Morgenmaden i Morgen, og det gaar jo ikke an at være træt og dorsk, naar vi skal paa Jagt. Jeg haaber snarest at kunne skrive igen og meddele dig min Sejr Nummer to! De kærligste, varme Hilsener fra din Søn,

Vejret var igen blevet dårligt. Efter et par dage med ret klar himmel havde dunkle skyer igen lagt sig tungt over basen, og meget var der ikke blevet fløjet de seneste tre dage. Når skydækket svøbte alting i gråt, kunne man ingenting se deroppe, og det blev umuligt at navigere. Og for øvrigt var der ingen grund til at gå op. Englændere og franskmænd holdt sig på jorden, ganske som de tyske. I dag var vinden løjet af, men en tyk, tæt tåge omklamrede basen fra morgenstunden.

Efter morgenmaden var Albert blevet hængende i messen. Trængsel var der ikke ligefrem, mange af de andre benyttede lejligheden til at få sovet ud og ignorerede simpelthen morgenmåltidet. Kommandanten havde travlt med den nyligt ankomne officer for særlige opgaver, der skulle aflaste ham for en del af hans administrative opgaver. Løjtnant Bodenschatz var kort blevet præsenteret ved ankomsten, men meget havde de ikke set til ham siden.

Albert sad dovent henslængt i en falmet plydslænestol og bladrede ugideligt gennem en berlineravis, der var adskillige dage gammel, da Richthofen og Reimann trådte ind ad døren. De hilste ham søvnigt og gik direkte til kaffekanden. Richthofens hund hilste glad Albert, lagde sit enorme hoved i hans skød og så på ham med øjne, der var indtrængende sørgmodige. Balancerende med kaffekrus og tallerkener med morgenmad sluttede Reimann og Richthofen sig til ham.

"Nå, det ser da ikke meget ud til, at vi kommer op i dag heller," bemærkede Reimann. "Man kunne nu ellers godt trænge til det efterhånden."

"Ja," svarede Albert, "man bliver mere og mere ugidelig for hver dags lediggang. Vi trænger til noget at rive i."

"Skak?" foreslog Richthofen. "Har De lyst, Jantzen? Jeg skal lige spise færdig, men så kan vi da gerne tage et spil."

"Jeg ved snart ikke ... Synes De ikke, at jeg har lidt nederlag nok til Dem på skakbrættet, Richthofen?"

"Tålmodighed, min ven. Jeg har spillet i ..." han lagde hovedet på skrå i en demonstrativt tænksom attitude, "jah, i henved fire uger, skal det nok være. Den slags erfaring kan De da ikke forvente at hamle op med uden videre."

"Nej, jeg ved det godt. I virkeligheden taber jeg også kun for ikke at gøre ham ked af det."

Richthofen så på ham hen over kanten på sit kaffekrus. "Jantzen, De er en slem løgner," sagde han med et overbærende suk.

Alberts øjne faldt på den strittende skæve lillefingerstump på Richthofens højre hånd. Hvad pokker, der kunne vel ikke være noget galt i at spørge. Og han gjorde jo ikke noget særligt for at skjule stumpen.

"Hvad er der egentlig sket med Deres finger, Richthofen? Ja, jeg håber ikke det generer Dem, at jeg spørger."

Richthofen trak på skuldrene. "Næh, det er da i orden. Det er min allerførste krigsskade, mit første ærefulde sår i fædrelandets tjeneste. Jovist, jeg har skam udgydt blod for kejseren, haha. Det er vel ... jah, omkring et år siden nu, må det være. Jeg fløj i Ostende sammen med Oberleutnant Zeumer - det var dengang, man kaldte os for brevdueafdelingen. Vi havde en af de store, tunge AEG-bombemaskiner, hvor jeg sad ude i spidsen som observatør, helt fremme mellem propellerne. Prædikestolen, plejede vi at kalde det. Nå, men der suser altså en propel rundt på hver side af mig, ganske tæt på. Og så en dag ... jah, så kom jeg altså i min iver til at stikke hånden ind i den ene propelbue. Det kostede et fingerled, som De ser."

"Njaeh, slaget er så voldsomt, at man faktisk først rigtig mærker det bagefter. Men det blødte en del, selvfølgelig." Han lænede sig forover og kløede den store hund bag øret. Den havde rullet sig sammen for hans fødder. Et dybt suk af velvære undslap den. "Det er en vanskæbne, vi deler, Moritz og jeg," fortsatte Richthofen. "Han er også blevet såret af en propel. Han kom for tæt på en dag, men det var heldigvis kun det ene øre, der røg." Han lød, som om han regnede hundens skade for væsentligt mere beklagelig end sin egen. "Moritz her er for øvrigt en slags minde om Zeumer. Vi købte en hvalp hver, Max og Moritz - efter de morsomme tegnede figurer, De ved. Han var den vildeste pilot, jeg nogensinde har set, var Zeumer. Der var ingenting han frygtede, intet. At flyve med ham var at se døden ret ind i ansigtet hver eneste dag, men han var djævleblændt dygtig. Vi kaldte ham for Schwartze Katze - Den Sorte Kat - for hans dristighed endte som regel i en eller anden form for ulykker. Det viste sig selvfølgelig, at han havde tuberkulose. Det vidste han godt. I virkeligheden prøvede han bare at komme døden i forkøbet med sin flyvning ..."

Richthofen blev tavs. Hans blik en smule fjernt, håndens rytmiske strøg bag hundens øre gik langsomt i stå. Der opstod en pinagtig tavshed omkring det lille, ovale og alt for lave bord. Albert og Reimann vekslede tavse blikke. De kendte begge til at fortabes i erindringer.

"Se," udbrød Reimann og rømmede sig, "ser det ikke ud, som om tågen letter en smule? Måske kommer vi alligevel op i dag!"

"Det ville være godt," svarede Albert. "Jeg hører, at vi skal flytte til en ny base i morgen."

"Det er sandt, til Lagnicourt. Men det er nu ikke langt, en syvotte kilometer mod nord, tror jeg. I hvert fald ikke meget mere." Hunden rejste hovedet og kæmpede sig på benene.

Sidst på formiddagen var tågen stadig ikke lettet, men lyset var taget til. Det så ud, som om det var et ret tyndt lag tåge nu. Boelcke havde sendt Schmidt rundt med besked om, at han ville gå op og se sig omkring, og at Albert, den nytilkomne Løjtnant Kirmaier, Richthofen, Reimann og Müller skulle gøre sig klar til at følge ham.

Det var en sær følelse at suse af sted hen over startbanen i et konturløst hvidt, der var underligt lysende, selv om solen ovenfor var ganske skjult af tågen. Selv lydene blev sært dæmpet af tågen, og der var kun kompasset til at angive retningen. De havde fået ordre til at starte én ad gangen og straks gå op over tågelaget, hvor de skulle cirkle rundt, til alle seks maskiner var samlet. Faren for kollision var alt for stor, hvis de alle lettede på samme tid.

Kommandanten ledte dem vestpå som sædvanlig, i retning af Bapaume. De kendte vejen efterhånden, men denne gang var der intet at se dernede. Jorden var dækket af tågebanker, og de få og små flossede huller i det gråhvide dække afslørede kun løsrevne bidder af geografien dernede - et lille stykke landevej her, lidt trætoppe dér - der ingen mening gav. De var i et og alt afhængige af instrumenterne, og af kommandantens erfaring og fornemmelse. Men Albert følte sig ikke det mindste usikker. Man følte sig ikke utryg med Hauptmann Boelcke som anfører.

Efter blot ti-tolv minutters flyvning stik vest svingede de af mod nord, det måtte omtrent være vejen mellem Bapaume og Cambrai, da en engelsk patrulje dukkede op af tågen under dem. Seks dobbeltdækkere, ensæders, så det ud til, det lignede de kluntede, langsomme Martinsyde Elephants. Det kildrede i nakken på Albert, da han fik øje på dem. En af dem dernede, en af dem skulle være hans nummer to. De brede vinger havde en grim grøn-brun farve, skroget nærmest flødefarvet. De var lette at se mod det hvide tæppe under dem.

Igen kom de tyske hajfisk sydfra, med solen i ryggen, og slog ned over de intetanende ofre som rovfugle over en flok mus. Det var endnu lettere end første gang, her var der end ikke en observatør, der kunne skyde bagud. Det var den rene foræring. Albert greb solidt fat om styrepinden og holdt sin maskine i fuldkommen ro, mens den i rasende fart susede ned mod hans udvalgte mål. Tre hundrede meter endnu, to hundrede ... Albert pressede på aftrækkerknappen, ganske let, men nok til at lade to lysende striber slå ned i maskinen og gennemhulle den fra hale til propel. Det var nok, en eneste salve, måske tre eller fire sekunder; mens han løftede sin brølende Albatros en anelse op for at undgå en kollision, var englænderen allerede på vej ned, med en tynd stribe af sort røg efter sig. Sådan. Nummer to var i hus. Hvor forunderligt let det dog i grunden var.

Boelcke havde betroet dem sin hemmelighed en aften, den særlige kunst, der havde sendt ham sejrrig ud af otteogtyve luftkampe, og som havde gjort ham til kejserrigets mest succesfulde flyver. "Det er ganske enkelt," havde han sagt. "Jeg flyver helt hen til dem; jeg skyder - og så falder de selvfølgelig ned!" De havde alle nikket alvorligt frem for sig, men i sit stille sind havde Albert alligevel syntes, at det lød for enkelt, for let. Der måtte være mere i det end som så. Men det var der jo vitterlig ikke, det så han nu. Det var virkelig så enkelt; flyv helt tæt på dem; skyd - og de falder ned. Barnemad, i virkeligheden.

Han svingede sin hajfisk rundt igen og drejede hovedet fra side til side for at få overblik over kampen. Lidt borte sendte Reimann en maskine ned, og derude hang Richthofen i halen på én, med kuglerne hidsigt fløjtende omkring den britiske maskine. Så vendte Reimann sig mod en fjerde og fik manøvreret sig ind på plads bag den. Men det måtte være en erfaren pilot, han fik rystet forfølgeren af uden synligt besvær og fik med en dristig manøvre sit fly lagt om bag Reimann, der pludselig så de lysende sporildskugler hvisle forbi sig. Albert vendte sin maskine for at komme ham til undsætning, men det var ikke nødvendigt; Reimanns englænder var holdt op med at skyde, han var sikkert løbet tør for ammunition. Martinsyde-maskinerne var bevæbnet med de latterligt spinkle Lewis-maskingeværer, der kun havde syvogfyrre skud i magasinet. Reimann kunne i ro og mag lægge sig i position nu og sende den ned med en velrettet salve. Englænderen var forsvarsløs.

Albert trak sin maskine rundt i en stor cirkel, mens han så Reimann dreje af og manøvrere sig om foran sin modstander. Så susede de mod hinanden med rivende fart, mens Reimanns kugler i små, korte salver strøg af sted efter englænderen. I sidste øjeblik, sekundet før de ville være tørnet direkte ind i hinanden, svingede Reimann ud til højre. Men ikke englænderen. Han drejede ikke, han svingede ikke, han fortsatte, som om intet var hændt, kun trak han sin maskine en anelse op.

Det var kun en ganske let berøring. Den britiske maskines landingsstel strejfede Reimanns øvre vinge, men det var nok til at slå hele vingeplanet af. I ét nu blev vingen flået bort og forsvandt i vinden, mens resten af maskinen faldt mod jorden som en bold kastet mod en rasende storm, fulgt af en sky af vragstumper og flagrende lærredsstykker. I frit fald og med kun den nederste vinge tilbage blev farten rivende høj, og der gik ikke længe, før også den sidste vinge rev sig løs og med en blafren foldede sig ind langs flyets skrog, og intet holdt længere Reimann oppe. Han slog i jorden lige nord for en lille landsby. Albert lukkede øjnene og lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten. Den rivende vind trak tårer af hans øjne, men lungerne flåede grådigt luft ind, fyldt med den sødlige, fedtede smag af forstøvet olie. Reimann var død, han måtte være død, sådan et styrt overlevede ingen ...

Der var stille i messen om aftenen. Det var ikke det første tab, Jasta 2 havde lidt, men Reimann var den første af Alberts venner, der var faldet her. Ingen sagde noget, en tom stol ved aftensbordet var altid pinagtig, men aldrig noget, der blev kommenteret. Kokken havde endda dækket op til Reimann, så hans tallerken og glas stod urørt på bordet som et tavst monument over den faldne kammerat. Der var ingen munter samtale over maden i dag, enkelte bemærkninger fik lov at hænge løst flagrende i luften, og spørgsmål blev besvaret med enstavelseord.

Efter middagen satte en eller anden sig til det ramponerede klaver i hjørnet, men ingen havde lyst til at synge i aften. Albert og Richthofen fulgtes tavst gennem aftenmørket til deres værelser, frysende i den egentlig ikke særlig kolde luft. Moritz luntede stille af sted bag dem, dens potetrin raslede i græsset.

"Det ved jeg. Men ... men han vidste, at det kunne ske. Det ved vi jo alle. Og i det mindste sluttede han af med en sejr. Han fik en heltedød."

"Det gjorde han. Vi har gjort det godt i dag, ikke? Vi har begge fået én mere. Han var hævnet, allerede inden han faldt."

Richthofen standsede med hånden på dørhåndtaget til sit værelse. Han strøg sig over panden med en træt bevægelse.

"Tak." De blev stående der på gangen, absurd fanget, uvillige til at skilles. Men hvad skulle de da stille op?

Det var først da han lå i sengen mellem de natkolde dyner, at det gik op for ham, at de var blevet dus i aften. Det var kun godt og vel tre uger siden, han havde truffet Reimann og Richthofen i toget på vej hertil. Men venskaber opstod hurtigt i krigen. Og de kunne slutte lige så hurtigt. Nu var Richthofen hans ældste og nærmeste ven.

Hvor var det i grunden mærkeligt. Han var blevet dus med en preussisk junker, en adelsmand af gammel og fornem slægt. Han, der var en simpel cykelsmed og søn af en krybskytte. Krigen kunne sandelig ryste folk sammen på nye og uventede måder.

Tågen lå der stadig næste morgen, men mindre tæt end dagen før. De blev purret allerede inden solopgang og fik besked på at samles i en af de store lærredsklædte hangarer. Boelcke ventede dem, da de nåede frem, søvndrukne og vaklende gennem den spæde morgens livløse, grålige lys.

"I dag," begyndte han uden videre, "flytter vi basen. Vi har fået ordre til at rykke til Lagnicourt, der ligger små ti kilometer nordpå. De flyver Deres egne maskiner derop, og de flyver to og to. Tågen er ikke borte endnu, så hvert par letter med ti minutters intervaller. De afholder Dem fra ture over fronten nu og flyver direkte til den nye base. Men inden De tager af sted - tak ..." han greb det dampende krus kaffe, som Schmidt rakte frem mod ham og tog en hurtig slurk. "Inden De tager af sted, vil jeg gerne have lov at meddele Dem noget. Vær venlig at finde en siddeplads, mine herrer."

Forundrede faldt folkene til ro på kasser og stole, og Schmidt gik rundt med en bakke med små glas med snaps, som han med en dæmpet hilsen bød hver enkelt. En forventningsfuld stemning bredte sig. Som den sidste greb Boelcke selv et glas og løftede det til hilsen mod sine mænd.

"Som De ved, mine herrer, har jeg i nogen tid arbejdet på en række betragtninger eller retningslinjer, om De vil, der kan vejlede vore flyvere. Min opgave er ikke at gøre helte af Dem alle. Min opgave er at gøre Dem effektive og at få så mange som muligt af Dem helskindede hjem, når krigen slutter. De ved, hvor omhyggeligt jeg har udspurgt Dem om Deres erfaringer og betragtninger, hver gang De har været i luften. Nuvel, i aftes afsluttede jeg mine overvejelser. Jeg har bedt Oberleutnant Bodenschatz sammenskrive en rapport til overkommandoen, i hvilken jeg udstikker disse retningslinjer. Schmidt, bringer De lige tavlen herind? Tak ..."

Schmidt nikkede afmålt og kom kort efter ind, forsigtigt balancerende med det trebenede staffeli med den sortmalede tavle på. Boelcke havde allerede skrevet sine otte punkter på den.

"Se godt på disse otte punkter og se til, at De lærer dem grundigt, meget grundigt. Det er min overbevisning, at enhver der følger dette, vil kunne stå sig ganske hæderligt i en luftkamp. Skal vi gennemgå dem?"

Albert kneb øjnene sammen. Boelckes håndskrift var smuk, man så straks, at han var søn af en samvittighedsfuld skolelærer. Men den var vanskelig at læse.

"Ét: Man bør altid sikre sig så mange fordele som muligt på forhånd. Når det er muligt, angribes med solen i ryggen." Han holdt inde og betragtede sine tilhørere, spændt vogtende på reaktionerne. "Som De ser, vægter jeg ikke ridderlighed højt. Vi har en opgave, og denne opgave går forud for alt andet. Også almindelig anstændighed. I det øjeblik, De begynder at være galant og give modstanderen chancer, har De allerede tabt. Tro mig, han vil kun sjældent give Dem de samme chancer.

Tre: Skyd kun på kort afstand, og kun når De har modstanderen i sigtekornet. Alt for meget ammunition går til spilde, fordi der skydes på alt, alt for stor afstand. Jo tættere De er, jo større chance for at ramme. Det er logik.

Fire: Hold altid omhyggeligt øje med modstanderen og lad Dem ikke narre af list. De ved det jo allerede, selvfølgelig. Men i en nærkamp - især med mange deltagere - kan en modstander meget hurtigt forsvinde for Dem. Hold øje med Deres udvalgte modstander og lad ham ikke slippe, når De først har valgt ham.

Fem: Det er altid afgørende, at et angreb sættes ind bagfra. Igen, det er ikke galant, men det er sund fornuft. Jo mindre fjenden ser til Dem, des større er Deres chance for at vende sejrrig hjem.

Seks: Hvis en modstander dykker mod Dem, så forsøg ikke at undvige. Det vil kun fremme modstanderens sag. Flyv i stedet ret imod ham og angrib selv.

Syv: Når der kæmpes over fjendeland, så hold altid opmærksomheden på vejen hjem til basen. At miste orienteringen kan være fatalt.

Otte: Angrib så vidt muligt i grupper på fire eller seks maskiner sammen. Når striden opløses i enkeltkampe, så sørg for at vælge én modstander hver - undgå for enhver pris, at flere går efter den samme modstander."

Kommandanten tav og betragtede igen sine tilhørere med et alvorligt blik. Ingen sagde noget, alle betragtede alvorligt den hvide kridtskrift på tavlen deroppe. Boelcke lagde sin højre arm på toppen af tavlen. Hans fingre slog en klikkende rytme på tavlepladen.

"Dette" fortsatte han, "er resultatet af mine overvejelser. Jeg forventer, at De efterlever det til punkt og prikke. Skriv det ned. Lær det, læs det igen og igen, til De kan opremse det i søvne. Dersom De regner mine evner for noget overhovedet, anbefaler jeg på det inderligste, at De lægger Dem dette på sinde. Disse få, enkle regler markerer en ny tid for vort luftvåben. Den tid, hvor vi kunne opfylde vores mission ved at liste os ud på jagt alene, hvor vi kunne ligge på lur i himlen og vente på ofre, er forbi. Dette, mine herrer, er den nye tids kampflyverkunst. Det er summen af alle mine egne erfaringer, og af Deres med. Lær dem!"

Cambrai - 31. oktober 1916

Notre Dame de Grâce-katedralen var stuvende fuld. Feltgrå uniformer og blankpolerede, sorte pikkelhuer smykket med glitrende guldblik fyldte det høje gotiske kirkerum, så gulvets sort-hvide fliser næppe kunne ses. Den lokale befolkning var der kun få spor af, ingen franskmænd tog del i tyskernes gøren og laden, medmindre de var tvunget til det. Deres foragt var tyk og klæbrig som sirup, og det eneste, man anede bag franske øjne, var uforsonlighed, had og foragt. Hvad angik det vel dem, om en helt var faldet? Men det var godt det samme. At have franske tilhørere her ville i sig selv have været en ubærlig hån. Dette var et tysk anliggende.

Albert betragtede den masende masse af mænd, stivryggede arméofficerer i overdådige uniformer og ulasteligt pudsede skaftstøvler, der langsomt defilerede forbi den blomsterdækkede kiste og efter tur med stiv honnør og hånden på sabelfæstet hilste den faldne helt en sidste gang. Smældet fra deres støvlehæle rungede tilbage fra de udeltagende, hvidkalkede loftshvælvinger højt over dem. Køen var endeløs. I dag tog kejserriget afsked med en elsket og tilbedt søn.

Albert skævede til sine kammerater, der stod omkring kistens blomsterhav og udgjorde resten af æresvagten, i stiv retstilling som han selv. Forrest, for enden af kisten, stod Richthofen med en dybrød fløjlspude i hænderne, hvorpå den dødes ordner var fæstnet. Så mange blomster var blevet strøet over den sortlakerede trækiste, at man næppe kunne se kisten. Så mange kranse var ankommet. Hvor var det mærkeligt - så mange havde efterstræbt hans liv, og nu begræd lige så mange hans død. Selv briterne havde sendt en sidste hilsen; et engelsk fly havde kastet en krans ned, forsigtigt bundet til en lille, hjemmelavet faldskærm, der var blevet samlet op i de forreste linjer og sendt bagud. Albert kunne ane den i bjerget af blomster og kranse nu. To the Memory of Captain Boelcke, our Brave and Chivalrous Opponent. From the English Royal Flying Corps, stod der med guldbogstaver på det hvide silkebånd. En anden krans var ankommet fra krigsfangelejren i Osnabrück, sendt af en engelsk kaptajn, som kommandanten havde besejret. To my Noble Victor from Captain Wilson, RFC, havde der stået på båndet. Albert undrede sig over, hvor man havde skaffet så store mængder af farverige blomster her i slutningen af oktober måned. De måtte vel være blevet fragtet ind langt borte fra.

Albert løftede hælene en anelse fra gulvet for at lade blodet cirkulere. Han rettede blikket stift frem for sig. Det var en smuk ceremoni, ganske som det passede sig for en fædrelandets heltemodige søn. Albert havde for længst lært, at der ikke var meget plads til helte i denne krig, men Hauptmann Boelcke havde virkelig været en helt. Fyrretyve sejre havde han nået, inden han selv måtte yde det største offer. Fyrretyve. Flere end nogen anden. Og i det mindste havde ingen fjende kunnet triumfere og pralende kalde sig for Boelckes banemand - kommandanten var død ubesejret, et tåbeligt uheld alene havde dræbt ham, ikke en fjendtlig kugle. Ingen havde kunnet besejre Mesteren. De havde måttet forhindre den arme Böhme i at tage livet af sig selv bagefter. Det havde naturligvis været et hændeligt uheld, da hans maskine var stødt sammen med Boelckes og havde flået vingen af den, men den stakkels mand var utrøstelig.

Det var kun rimeligt, at så mange kranse og buketter var lagt til rette omkring kisten. Det var et smukt syn. Men selv nok så mange blomster kunne ikke skjule, at det sønderslåede, iturevne kadaver i zinkkassen under al blomsterfloret var dødt. Femogtyve år havde han nået, Oswald Boelcke, og han havde gjort et indtryk på alle, han havde mødt. Han ville blive husket, ingen tvivl om det. Men det var vel en ringe trøst for det kolde lig, hvis hoved var en blød, klistret masse, halvvejs knust. Dette var ikke en afsked med den døde. Det var et slør, de levende bekvemt kunne trække for virkeligheden.

Albert tænkte på sine faldne kammerater. Der var nogle stykker efterhånden. Han tænkte på Kartoflen, der havde ofret lige så meget som den store Boelcke og ligesom han var blevet fældet ved et meningsløst uheld, men som ingen havde overvejet at give en fornem statsbegravelse. Kartoflens brændte, stinkende og forvredne lig var uden videre ståhej blevet sænket ned i et slimet, vandfyldt mudderhul sammen med fem andre sønderlemmede, tilfældige faldne, og der var ikke blevet rejst nogen markeringer eller mindesmærker for ham. Boelckes kiste skulle fragtes med tog til hans hjemby Dessau til den endelige begravelse, og der ville blive rejst et gravmæle over ham af marmor med guldbogstaver.

Ingen begræd den store Boelckes død mere end Albert. Der var ikke mange, der havde tjent under ham så længe som han, og han sørgede oprigtigt. Men det forekom ikke rimeligt. Det var ikke retfærdigt. Kartoflens grav var der formentlig ikke nogen, der kunne finde nu. Den var for længst forsvundet og glemt.

I det brede, trefløjede kirkeskib var kolonnen af majorer og oberster, af glitrende ordner og ulasteligt glatragede hager, efterhånden ved at være på plads. Tavsheden sænkede sig over kirken, mens feltpræsten med sit dygtigt indstuderede alvorlige ansigtsudtryk trådte op ad trappen til prædikestolen, ledsaget af spredt hosten og en spag ringlen af sporer. Så satte det enorme orgel i med en brusen. Alberts blik fæstnede sig på en overlæsset gammel mindetavle på væggen nede ved kirkeporten. Han skød tankerne fra sig, og koncentrerede sig om at stå stille. Ikke tænke. Bare stå helt, helt stille.

Albert gik tidligt i seng den aften. En underlig følelse af tomhed havde sænket sig over basen. Oberleutnant Kirmaier, der samme dag var blevet udpeget til at efterfølge Boelcke som leder af Jasta 2, havde arrangeret en uformel mindehøjtidelighed i messen, men Albert havde ikke lyst til at deltage. Han havde ikke lyst til at høre de nye kappes om, hvem der havde stået den faldne mester nærmest, hvem han havde agtet højest, eller hvem der mest begræd hans død. Richthofen var rejst, han skulle ledsage den døde i toget og repræsentere Jasta 2 ved begravelsen i Dessau. Der var ingen at tale med nu. Men det betød heller ikke noget. Der var alligevel ingen ord at sige.

Han overvejede at skrive til sin mor, men opgav det. Hvad skulle han skrive? Og hvad skulle det nytte, for øvrigt, hvilken glæde skulle hun kunne finde i at læse om det? Han havde tændt en cigaret, men opdagede så, at den havde røget sig selv til aske, uden at han havde rørt sig i stolen, så han sad tilbage med et udbrændt skod mellem fingrene. Tung i lemmerne klædte han sig af og krøb ned under det tykke, kradsende uldtæppe. Pustede lysestumpen ud og vendte sig om på siden med ansigtet ind mod bræddevæggen. Han var ikke søvnig, men hvad andet var der at gøre i aften? Sove ville han ikke kunne, ikke nu ...

"Nej, undskyld ikke. Det er i orden, det er helt i orden. Men du skreg ... jeg tænkte ..."

Albert satte sig op. Den kolde natteluft var som is på hans svedige bryst. Richthofen satte sig på skamlen ved siden af sengen med et skævt, lille smil. "Og jeg tror ikke, kommandanten savner mit selskab. Ikke nu."

"Du kom for sent ..." sagde Albert, stadig forvirret, med den evindelige drøm halvvejs siddende i kroppen. "Men det er jo ..."

Richthofen åbnede blikæsken på bordet, tog to cigaretter frem og tændte dem. Han rakte den ene til Albert, der slog tæppet sammen om sig og trak benene op.

"Jo. Jeg kan høre dig næsten hver nat, Bert. Væggene er tynde her. Nogle gange stønner du, så man skulle tro, du var ved at dø. Kan du klare det?"

" Selvfølgelig. Det er bare ... når man sover, ikke, så dukker der ting op. Ting, der er sket for længe siden ... og ... og det virker så ... levende. Kender du det?"

"Nogle gange. Jeg havde en kammerat ... kan du huske, da de begyndte at bruge flammekastere? Jeg var med, da de brugte dem første gang, vi anede ikke, hvad det var. Og min kammerat, Georg - Kartoflen, kaldte vi ham - han ..."

"Jeg drømmer om det indimellem. Om dagen kan man godt presse det bort, ignorere det. Men om natten ... Nogle gange tør man næsten ikke sove."

En sky var gledet for fuldmånen, jaget af sted af efterårsstormen derude. Det blege lys var borte. Nu var der kun to cigaretgløder, der kastede et svagt skær over dem. Albert kunne høre Richthofens sagte vejrtrækning i mørket.

"Ja, han er god at have her om vinteren. Men en grand danois fylder nu en del i sengen."

"Du kan sige hvad du vil, det er altså ikke normalt at sove arm i arm med en kæmpehund," sagde Albert. Han tav en stund, og fortsatte så: "Er du aldrig nervøs om natten? Drømmer du aldrig?"

Den lille glød i mørket bevægede sig i en hurtig bue ned til askebægeret og forsvandt. Richthofen var blot en stemme i mørket nu.

"Men det er egentlig underligt ... Det er ikke kun Flandern, jeg drømmer om. Tit er det osse ..."

"Jeg mistede min far ... Jeg var tolv år. Vi havde været på jagt, og på vej hjem kom vi forbi et lille hus. Ikke en gård, bare sådan et lille hus i skovkanten. Det var ved at blive mørkt, og ... og der var ild i huset. Min far ... han ..."

Albert lænede hovedet tilbage og støttede nakken mod bræddevæggen bag sengen. Det var ikke sådan noget, man talte om. Men det føltes godt, det føltes rigtigt at tale. Og i mørket var det næsten, som om han bare talte med sig selv. Richthofen lyttede tavst.

"Min far løb ind i huset og råbte til mig, at jeg skulle løbe efter hjælp. Der var ikke særlig meget ild, ser du, det var bare sådan et svagt skær i vinduerne. Men da han åbner døren og løber derind, så ... så var det, som om fanden tog ved ilden, lige pludselig slog der flammer op over det hele, og hele taget - det var stråtag, ikke - hele taget ligesom forsvandt i ild ..."

"Jeg vidste jo godt, at jeg skulle løbe efter hjælp. Men så fik jeg øje på den hér fugl, der havde siddet gemt inde mellem rørene i stråtaget, og ... og der var gået ild i dens vinger, og så flyver den op, lige pludselig, med ild og gnister fygende efter sig, og jeg ... gik helt i stå. Stod bare og gloede efter den fugl, der flaksede rundt i mørket, i stedet for at løbe ..."

"Han blev derinde. Det gjorde de begge to. Det var en gammel kone, der boede der. Der var ingen af dem, der nåede ud."

"Det havde ikke gjort nogen forskel, Bert. Du havde ikke kunnet nå det alligevel. Hvorfor kom naboerne ikke af sig selv?"

"Der var ingen naboer. Der var kun det ene hus, de nærmeste boede to-tre kilometer borte."

"Man kan ikke bære rundt på så meget skyld. Bert. Man må lægge det bag sig."

"Jo, men ... det mærkelige er, ved du ... jeg drømmer lige så tit om fuglen, som jeg drømmer om min far."

"Jeg tror ikke, man skal tænke så meget over sine drømme. Drømme er ... ingenting. Det er lige til at miste forstanden af."

"Tjah ... det ved jeg ikke. Det skal nok gå. Bodenschatz siger, at de har udpeget Kirmaier til at efterfølge ham. Det skal nok gå, han er en god pilot."

"Nej. Selvfølgelig ikke. Det er snart overstået, skal du se. Hør, kunne du ikke tænke dig at tage med mig hjem? Når vi får orlov? Mine forældre bor i Schweidnitz, ude østpå. Der er smukt derude, med pragtfulde jagtskove lige i nærheden."

"Jeg ved ikke, du ... jeg er ikke vant til at færdes i pæne hjem. Jeg er vant til træsko og lappede sokker."

"Pjat med dig. Du er soldat nu, Bert, du er løjtnant, og du er aldeles præsentabel. Du har dog lært at spise med kniv og gaffel. Og min familie er ordentlige mennesker, de vil kun være glade for at se dig."

Albert lod sig igen glide ned på ryggen og hvilede hovedet på den hårdtstoppede pude. Han burde sove. Men søvnen unddrog sig ham igen, som så ofte før. Udenfor gled forrevne skyer forbi den gustent gule fuldmåne og badede skiftevis hans værelse i et spagt, blegt lys og svøbte det i fuldkomment mørke. Han stirrede op i loftet. Hvornår havde han sovet sidst? Han måtte have sovet, selvfølgelig, men han kunne ikke huske det. Han kunne ikke huske at have sovet siden før Flandern. Mareridtene huskede han, udviskede og tågede, men ikke søvnen selv.

Han strakte sig i sengen, overvejede at rejse sig og hente den halvfulde snapsflaske, der stod på det lille, skrammede skrivebord i hjørnet, men opgav igen. I stedet foldede han hænderne over brystet og tvang øjnene i. Hvornår var han i grunden begyndt at sove på ryggen? Han sov altid på ryggen nu - eller lå i hvert fald på ryggen, mens han lod, som om han sov. Som en død i sin kiste. Hvordan mon det var at dø ... ville han mærke det? Ville det blive et hurtigt, nådigt skud i hovedet, der blot med ét slukkede alt og efterlod ham i et blødt, venligt mørke - eller et maveskud, der langsomt og pinefuldt trak livet af ham, mens han susede mod jorden dybt under sig? Eller omspændt af flammer, stegende i et brølende hav af ild som et stjerneskud i frit fald? Med en mærkelig, foruroligende vellyst, der undrede ham selv, forestillede han sig, hvordan det ville blive. Uden frygt, i grunden, blot nøgternt overvejende mulighederne. Ville tiden gå i stå? Ville han mærke det, hvis en kugle slog sig vej gennem hans hud, smadrede hans organer og knuste hans knogler? Ville han føle det, når kuglen begyndte at mase sig vej gennem hans indre?

Han sukkede. Dette var jo håbløst. Så hellere snapsen, så hellere trækkes med hovedpinen i morgen. Spiritussens dvalelignende bedøvelse var trods alt også en slags søvn. Bedre end at ligge her i hvert fald. Han stod op, gik over til bordet og famlede sig frem til flasken. Mesteren var død. Hvorfor egentlig bekymre sig om noget som helst - det kunne vel kun gå én vej nu. Skål, mester Boelcke! Du er død. For dig er det overstået, det er forbi. Albert vidste ikke, om det var mesteren han sørgede over, eller sig selv. Dem begge, velsagtens. Hvem var der i hele dette blodige sørgespil, som der ikke var grund til at sørge over?

9. november 1916

Det var blevet koldt. Rigtig koldt. Man måtte tage sig i agt, når man landede, maskinen kunne skride ud i det ankeldybe snelag. De fleste af piloterne have skiftet de stive halvlange, sorte læderjakker ud med store, langhårede pelsfrakker, der nåede dem til anklerne og fik dem til at ligne behårede snemænd. Skinnende ridestøvler så man heller ikke mange af på basen for tiden; fornuften dikterede noget varmere, og selv om de var besværlige på jorden, så skønnede man i høj grad på de store, tunge overtræksstøvler af fårepels.

Albert klemte sig ned i Albatrossens smalle sæde og fik mast frakken på plads om sig. Det var ikke let, meget plads var der i forvejen ikke, og ingeniørerne havde temmelig sikkert ikke tænkt på store, tykke frakker, da de udformede det lille, kompakte cockpit. Det var også lidt af en kunst af få mast de enorme, pelstunge støvlesnuder på plads i styrebøjlerne, og Albert følte sig både klemt og mast. Men det var i orden, det føltes i virkeligheden ganske trygt og sikkert. I dag ville han formentlig overhovedet ikke kunne falde ud af sædet, om maskinen så skulle vende nok så meget på hovedet undervejs.

Han trak den grimme, kradsende hætte-hue, der kun var åben omkring øjnene, men ellers dækkede hele hovedet og halsen, ned på plads, og fik med besvær drejet den, så han kunne se ud. Så spændte han flyverhjelmen udenpå og trak motorbrillerne på plads over øjnene. Det var klart vejr, koldt og sneblændende, men klart. Der ville være god sigtbarhed deroppe.

Kort tid forinden var kommandant Kirmaier blevet ringet op. En britisk patrulje havde krydset frontlinjen, seksten BE2-bombemaskiner med en eskorte af fjorten Nieuport-jagere, formentlig på vej mod ammonitionsdepotet ved Vraulcourt, kun knap fire kilometer sydvest for basen. En simpel opgave. De skulle standses, og helst inden de nåede at lægge deres æg. Hele Jasta 2 var på vej i luften, maskinerne stod opstillet på en lang, slingrende linje foran hangarerne, mens mekanikerne vimsede omkring dem. Bag hver maskine var der blevet tændt et lille bål, hvortil de havde samlet alt, hvad der kunne opdrives af tomme konservesdåser. Der skulle bruges varmt vand, for de vandkølede motorer ville ikke kunne startes på koldt, halvvejs frosset vand. Der blev arbejdet hektisk, de britiske bombemaskiner havde ikke langt at flyve, før de nåede deres mål.

Omsider kom de i luften og faldt ind i den sædvanlige forskudte række med Oberleutnant Kirmaier spidsen. De fløj mod sydvest, mod Bapaume, det var velkendt land her; næsten alle patruljeflyvninger startede med at slå en tur hen over Bapaume for tiden. Bapaume var blevet lidt af en æressag for både briter og tyskere. Albert vidste ikke rigtigt hvorfor - måske var det et jernbaneknudepunkt, eller måske var det bare en fiks idé. I hvert fald var der blevet kæmpet indædt om den i årevis nu, hvilket i sig selv havde gjort den vigtig. Det var det samme med Ypern oppe nordpå.

Det var ikke vanskeligt at finde den lille flåde af engelske maskiner. De var næppe nået fem hundrede meter op, før de små prikker kunne anes over det hvidklædte landskab. Der var ikke tid til de sædvanlige manøvrer. Hvis de skulle liste sig om bag fjenden for at få solen i ryggen, ville det allerede være for sent, og Kirmaier ledte dem direkte mod målet; han satsede i stedet på at vinde højde, så de i det mindste kunne angribe ovenfra.

Så snart de små, vævre Nieuport-maskiner fik øje på deres angribere, faldt de ud af formationen og drejede af for at gøre front mod dem. Men det var ikke jagerflyene, der var målet nu, det var de tunge, langsomme bombemaskiner. Albert vendte blikket mod Kirmaiers maskine, kommandanten vinkede ivrigt med den ene arm og pegede ned mod BE2'erne. Albert ignorerede de sølvgrå jagere og udvalgte sig sit mål; andre havde til opgave at holde eskorten beskæftiget, og han styrede behændigt sin Albatros ind mellem de svirrende, små jagere, forbi dem og ned mod sit valgte mål.

Det var så enkelt. BE2'erne var gamle, kluntede og langsomme maskiner, fuldkommen forældede. Det var en smal sag. De var stabile, kunne næsten hænge stille i luften, hvilket gjorde dem ideelle til fotorekognoscering - og meget, meget lette at ramme. Albert rettede sin maskine ind, så englænderen lå ret forude. Nedad, i forrygende fart, som en faldende sten; Alberts synsfelt snævrede sig ind, nu kunne han kun se det klart, der lå ret foran ham - omkring det blev synet flimrende. Han skubbede den grålige tåge, der altid gled foran ens øjne under bratte dyk og uvægerligt fulgtes af en ulidelig trykken i ørerne, til side og ignorerede den. Fokusér, hold alle tanker på den lille maskine forude!

Observatøren fik øje på ham, han kæmpede febrilsk med sine to små maskingeværer, der var monteret på en drejelig ring omkring hans sæde, men det hjalp ham ikke; Albert klistrede sig til hans hale, lagde sig bekvemt et par meter lavere end maskinen, hvor geværerne ikke kunne nå ham og tog omhyggeligt sigte. Roligt, der var ingen grund til hastværk ... så, nu lå den der, perfekt i sigtekornets cirkelrunde ramme ... et kort tryk på aftrækkerknappen, én gang til - og den store maskine derude begyndte at slingre voldsomt fra side til side.

Albert steg en smule, han risikerede at komme ind i skudlinjen, men han var for nysgerrig til at lade være. Observatøren var ikke til at se længere, han måtte være blevet ramt, da Alberts kugler slog ind gennem maskinens lærredsbeklædning nedefra. Piloten hang forover, ubevægelig, mens maskinen susede mod jorden i en stadig mere stejl bane. De var ramt begge to, både pilot og observatør, og den store, hvidgule brite var dødsdømt. Albert fulgte den en tid, de britiske flyvere var ikke for fine til at spille døde og lade maskinen suse mod jorden, for så at rette op lige inden den slog ned, i håb om at narre forfølgeren. Albert kendte alle numrene, han lod sig ikke narre - men lige her var der nu ikke så meget at være i tvivl om. De var døde begge to.

Han vred hovedet rundt i en hurtig, glidende bevægelse for at danne sig et overblik over, hvor de andre var. Lidt borte lå Richthofen i halen på en anden bombemaskine, ganske som Albert selv. Også hans maskine var ramt, en tynd stribe fed, sort røg snoede sig i luften efter den. De drejede lidt af, Richthofens englænder gik nedad i store, rolige cirkler, en langsom spiral mod jorden. Albert opgav at følge sin egen længere, den var krænget om på siden nu, og pilotens krop var gledet ud af cockpittet. Der var ingen grund til at klæbe til den længere.

I stedet svingede han sin maskine rundt og fulgte efter Richthofen. Hvorfor blev han ved med at følge den anden? De var tæt på jorden nu, meget tæt, og så det ikke ud, som om noget af røgstriben kom fra Richthofens egen maskine? Var han ramt, var han på vej ned sammen med sit offer? Ud ad øjenkrogen så Albert sin egen englænder gå i jorden i en stor, lysende kugle af hed ild dernede. Den ubrugte bombelast gjorde sit ved nedslaget, det hele forsvandt i et gevaldigt brag, der kun efterlod en dynge forvredne trælister og metalstumper på en sort plet af frossen jord, hvor eksplosionen havde blæst sneen bort. Men Richthofen var stadig på vej ned. Pokker stå i det, var han da ramt? Var det alvorligt? Albert fulgte efter ham.

Den anden englænder rettede sin skamskudte maskine op lige over jorden og landede i en flad bane. Maskinen gled et langt stykke gennem sneen, faldt i et hul og endte på næsen med halen strittende ret op i luften. Det så ud, som om Richthofen ville lande ved siden af den. Han måtte være såret. Albert dykkede skarpt ned og lagde an til landing ved siden af ham. De var over tysk jord, et par hundrede meter bag de forreste linjer. Jorden var nogenlunde intakt her, der var ikke mange kratere efter granatnedslag. Man kunne godt risikere en landing. Og hvis Richthofen var ramt, så måtte han have brug for hjælp. Herregud, hvad var det værste, der kunne ske ham selv - at han stod på hovedet med maskinen i en uset grøft og lavede det, de kaldte for en damelanding?

Mens Richthofens maskine langsomt løb i stå, satte Albert sin egen ned et halvt hundrede meter fra den. Richthofen selv var allerede på vej ud af cockpittet. Godt, så var han næppe alvorlig såret. Allerede inden propellen stod stille, var Albert også på vej ud, hans kuldelamme fødder i de kluntede pelsstøvler ramte jorden, og han løb, så hurtigt den tunge, slaskende frakke tillod det, i retning af sin ven. Han var nået hen til den styrtede engelske maskine. Albert hujede og vinkede til ham.

Han svarede ikke, men vinkede muntert tilbage. Albert nåede hen til ham og sank forpustet ned på hug. Den kolde luft rev i lungerne. "Er de døde?" spurgte han hvæsende.

"Ja, stendøde. Der er ikke noget at gøre der", svarede Richthofen forpustet, mens han trak en foldekniv op af pelsfrakkens dybe lommer og flåede de stive læderluffer af for bedre at kunne folde bladet ud.

"Nej, Bert, jeg er ikke ramt. Jeg har det storartet. Har aldrig haft det bedre, hahah!"

Richthofen svarede ikke, men gav sig overstadigt nynnende til at skære maskinens serienummer ud med lange, voldsomme snit. Fire-fem hurtige bevægelser, så rullede han det stiftlakerede lærredsstykke med nummer 2506 sammen og stak det i lommen.

"Kan du ikke se det, Bert? Det er min ottende, ikke? Man får Den Blå Max for otte sejre! Jeg skal da have et bevis, jeg er træt af ikke at få anerkendt mine sejre, bare fordi ingen lige har set det. Jeg må da sikre mig beviset!"

"Det vidste jeg jo ikke. Man kan aldrig vide. Og jeg vil ikke snydes for min Pour le Mérite, min Blå Max!"

Albert begyndte at le. "Du ville have en souvenir, ikke? Det var derfor! Du ville have endnu en souvenir at hænge op på væggen. Du er tosset, Richthofen! Jeg troede for fanden da, at du var ramt ..."

"Det kan gerne være. Men nu kan de I hvert fald ikke snyde mig for en anerkendt sejr igen. Du fik også én selv, ikke? Hvor mange er du oppe på nu? Fire?"

"Fem," svarede Albert. "Min gik ned længere nordpå, ved Haplincourt. Men den eksploderede ved nedslaget, så jeg tror ikke, jeg kan hente mig en souvenir dér. Det gik ellers fint, ikke?"

"Jeg tror ikke, der var en eneste, der nåede igennem. Eskorten stak vist af med det samme, og der røg i hvert fald et par stykker af bombemaskinerne. Resten stak halen mellem benene."

I det samme nåede en flok infanterister frem til dem, de menige betragtede flyvraget med nysgerige blikke under de store, grimme stålhjelme og begyndte at trække de døde mænd ud. En officer trådte hen til dem, forpustet af løbeturen over den sneglatte, frosne jord. Han gjorde honnør for dem.

"Udmærket, udmærket! Tillykke med sejren, tillykke. Formidabelt. Vi så det hele hernede fra, ser de. Tillad mig at præsentere mig - Rittmeister von Schack, 38. Infanteridivision; mig en fornøjelse!"

"Leutnant von Richthofen, Jasta 2. Fornøjelsen er ganske på min side, forsikrer jeg Dem."

"Min overordnede udbeder sig Deres tilstedeværelse, hvis De vil have den godhed at følge med ... det er ikke langt, vores hovedkvarter ligger i Vraulcourt, det er ikke meget mere end tre kilometer borte, og vi kan køre i stabsbilen. Det tager ingen tid. Og mine mænd skal nok tage vare på Deres maskine i mellemtiden."

"Jeg forsikrer Dem, det betyder ikke det allermindste. Vær blot venlig at følge med."

"Godt, hvis De insisterer. Bert, tager du tilbage? Sig til dem, at alt er i orden, ikke, jeg kommer senere."

En menig smed sin riffel fra sig og foldede hænderne, så Albert kunne benytte ham som trinbræt og svinge sig op i cockpittet. Fire andre sprang til, tog fat i håndtagene på maskinen og vendte den, så den stod med næsen mod vinden. Så tog en af dem fat i propellen, svingede motoren i gang, og kort efter var Albert atter i luften. Uden at se sig tilbage løftede han hånden og vinkede til sin ven dernede bagved, på jorden. Hvad i alverden var det, der foregik?

"Bert, min ven! Vi får en medalje!" råbte Richthofen, allerede inden han fik lukket døren bag sig. "Kommandanten, jeg blev slæbt hen for at hilse på, det viste sig at være hertugen af Saxe-Coburg-Gotha. Han var en vældig flink fyr, ganske ung, i starten af 30'erne vil jeg tro, og han er farligt interesseret i flyvning. Han har hovedkvarter i Vraulcourt, og han var overbevist om, at vi har frelst ham fra bomberne. Vi får hans Hertug Carl Eduard-tapperhedsmedalje i sølv! Hvad siger du så, kammerat! Tillykke, du!"

"Det ved vi jo strengt taget ikke. Lageret og hovedkvarteret ligger samme sted. Men nu får du i hvert fald mere sildesalat til brystet, Bert. Tillykke!"

"Han var nu et spændende bekendtskab. Jeg er blevet inviteret til at besøge ham på hans jagtslot engang. Han ville absolut høre alt om os. Han må selvfølgelig ikke flyve selv, hans høje rang gør det alt for risikabelt. Men han interesserer sig levende for flyvning. Han har sågar startet sin egen flyverskole, du!"

"Nu har jeg otte anerkendte sejre, Albert. Otte. Ved du, hvad det betyder? Det betyder, at min Pour le Mérite-orden, min Blå Max, kommer med posten snart, ikke?"

"Det går jo i grunden glimrende for os to, ikke? Snart har vi begge fået den højeste orden, kejseren overhovedet kan give! Det går fint, du. Rigtig fint! Årh, kan man dog andet end at elske flyverlivet?"

Onsdag 22. november 1916

Richthofen smed vredt det hastigt nedkradsede telegram på bordet. "Hvorfor fanden fik han den ikke? Han havde ni sejre. Ni! Den Blå Max kræver kun otte!"

"Ikke længere. Boelcke og Immelmann fik deres for otte sejre. Men det har ændret sig nu. Der skal mere til, tror jeg."

"Han havde fortjent den. Kirmaier var da ikke Boelcke - det er der ingen af os der er. Men han var god. Han var rigtig god."

Ikke engang en måned havde Oberleutnant Kirmaier nået som Boelckes efterfølger. Og nu var han faldet. Ikke engang en måned. Bekendtskaber kunne være korte her ved fronten. Men hvad skulle det nytte at klage sig over det?

"Du fik din nummer ti i går. Hohenzollern-ordenens storkors er på vej til dig, den kan ankomme hvad dag det skal være. Og du har hertugens tapperhedsmedalje ... og jernkorset. Du er både den højest dekorerede og den mest succesfulde af os. Det må da blive dig, der overtager lederskabet. Tror du ikke?"

"Det er muligt. Det ved man aldrig. Engang var der faste regler for den slags. Men det er der jo ikke nu. Ikke længere. Efter de gamle regler skulle jeg for længst have fået min Blå Max."

En pinlig tavshed sænkede sig. Det virkede upassende at fremture med al denne snak om Pour le Mérite-ordenen, når de netop havde fået meddelelse om Kirmaiers død. Det lod til at genere Richthofen voldsomt, at han endnu ikke var blevet tildelt den azurblå emaljestjerne. Han havde ikke talt om ret meget andet i samtlige de tre dage, de havde tilbragt i Schweidnitz. Selvfølgelig var han ramt af Kirmaiers død. Måske var det i virkeligheden derfor, han snakkede så ihærdigt om ordener og medaljer - for at holde sig tanken om døden fra livet.

Kort efter telegrammet, hvor overkommandoen meddelte, at kejseren havde tildelt Richthofen den fornemme Hohenzollern-ordens storkors med sværd, havde Kirmaier bevilget ham fem dages orlov for at fejre det, og stillet en af de tunge og forældede tosæders til rådighed, så han kunne rejse hjem til Schweidnitz og besøge familien. Albert vidste ikke hvorfor, men senere samme dag havde Kirmaier hentet ham ind på kontoret og med et underligt, skævt smil fortalt ham, at han fik samme vilkår - fem dages uventet orlov, så han kunne følge med Richthofen. Det havde forvirret Albert, han kunne ikke se, at han havde gjort sig særlig fortjent til orlov nu; ganske vist havde han høstet sin sejr nummer otte samme dags morgen - endnu en gitterrumpe, en FE2'er - men nogen fornem medalje var han ikke blevet tildelt siden hertugens tapperhedsmedalje. Det var vel Richthofen, der havde overtalt kommandanten til det.

Sammen havde de stuvet deres tasker og kufferter op i den klodsede maskine, det havde fyldt næsten al den trange plads, og de havde måttet vride og vende sig ned i sæderne. Turen gik ret østover, over ren tysk jord, så der ville ikke blive behov for våben. Ellers ville det formentlig have været vanskeligt at holde maskinen i luften, men som det var, opvejede den sparede ammunitions vægt nogenlunde deres bagage. De havde fløjet hele dagen og hele natten med, og var kun landet ganske kort hver anden time for at fylde benzintankene op, før de var suset videre. Og kort før solopgang den 14. november havde Richthofen sat maskinen ned på en snedækket eksercerplads lige i udkanten af en mellemstor provinsby i Schlesien. Stående i cockpittet havde han peget ned mod byen med en iver, der virkede lidt overdreven, selv for en ung mand med hjemvé.

"Den brede gade dér, med de store træer ... på hjørnet af landevejen til Nonnenbusch. Det er Striegauerstrae. Nummer ti, den store grå villa dér, med det lave tårn, det er vores! Kom, måske kan vi nå at vække dem. Det kunne da være sjovt!"

Med vadsækkene hængende over skuldrene, og slæbende på kufferter og tasker traskede de i den grålige vintermorgens blege lys gennem det tynde snelag ad de tavse, endnu sovende gader i udkanten af byen, til de nåede frem til Striegauerstrae. Bag den stille gades velklippede hække tronede silhuetter af store, firkantede villaer, trukket tilbage fra vejen i velplejede, parklignende haver, smykket med høje, gamle træer. Bag de tunge gardiner skimtedes svage lysskær i enkelte vinduer her og der, i kældrene og under tagene, hvor køkkenpiger og kogekoner allerede var ved at gøre klar til det forestående morgenmåltid. Det var velbeslåede folk, der boede her, ingen tvivl om det. Men Albert var alligevel overrasket. Han havde i sit stille sind hele tiden forestillet sig, at Richthofen boede på et slot. Han var jo dog adelsmand.

Albert fortrød så småt, at han havde ladet sig overtale til at tage med. Det her var ikke et sted, han hørte til. Han følte sig allerede udenfor i dette miljø af gamle, velhavende familier, af adel og selvsikkerhed og penge. Han var cykelsmed, for pokker, søn af en krybskytte, han hørte snarere til i køkkenet eller i stalden. Men Richthofen var ivrig, utålmodig som en skoledreng, og ville slet ikke høre på Alberts protester. Han førte ham hjemmevant ind gennem en knirkende jernlåge, op ad en smal grussti og hen til en lille trappe, der ledte op til hoveddøren. Han grinede opmuntrende til Albert og blinkede med det ene øje, mens han trak hårdt ned i smedejernshåndtaget til dørklokken. "Nu bliver de sandelig overraskede, du. De aner ikke, at vi kommer, haha." En fjern ringlen på den anden side af døren fulgtes af et lys, der blev tændt derinde bag de matterede glasruder.

"Mor!" råbte Richthofen og lod sin bagage faldte ned på trappen. "Jeg har fået tre dages orlov!" Han slog armene om halsen på den lamslåede, statelige kvinde, der lukkede op.

"Jeg har taget en ven med. Mor - dette er Løjtnant Albert Jantzen, min gode ven. Albert - min moder, Freifrau Kunigunde von Schickfuss und Richthofen!"

"Tre dage, mor! Vi bliver her i tre dage. Sig nu pænt goddag til Løjtnant Jantzen, mor."

"Ja ... ja, selvfølgelig ... Velkommen, Herr Løjtnant. Velkommen til. Og ... og kom dog endelig inden for, I må da være trætte efter rejsen ... og så koldt det er."

"Naturligvis, naturligvis. Jeg er kun glad for, at han har selskab på rejsen. De er meget velkommen, Herr Løjtnant. Meget velkommen."

"Ja. Ja, din søster er her. I må være sultne, I har ikke fået morgenmad, vel? Jeg beder køkkenet dække op til to mere. Der er jo kun din søster og jeg i huset nu. Majoren er i Frankrig, ved du, og Lothar også. Og Bolko er stadig på kadetskolen, selvfølgelig."

"Selvfølgelig, mor. Og tak, det vil være rart med lidt morgenmad. Ikke sandt, Albert?"

"Det er dejligt at se dig, Manfred. Men hvorfor telefonerede du ikke i forvejen? Så havde vi kunnet gøre klar til jer. Så havde jeg ikke skullet stå her og tage imod din ven i morgenkåbe."

"Åh, mor. Du ved da, at telefonlinjerne fra Frankrig mest er til militær brug. Jeg kunne da dårligt lægge beslag på en linje for rent private samtaler, vel? Og nu er jeg her jo, det er da det vigtigste, ikke!"

"Jeg har det fint, mor. Har aldrig haft det bedre. Vi har det så morsomt derude, kan du tro, ikke, Albert?"

Morgenbordet var velforsynet, selv om de nu befandt sig sidst i det tredje krigsår. Vareknapheden var vel også slået igennem her, men lige nu mærkede man ikke noget til det; der var kogte æg, små lunede pølser, sort og hvidt brød, syltetøj og frisk ost, og både kaffe og sort, russisk te. Det omhyggeligt pudsede sølvbestik føltes tungt og fremmed i Alberts hænder, og det fine, papirtynde porcelæn var så fornemt, at han hele tiden frygtede at slå det itu, blot han rørte ved det. Der var blevet tændt op i kaminen, og en prikkende, venlig varme bredte sig under den sirligt møblerede stues høje stukloft. I Richthofen-villaen på Striegauerstrae var krigen endnu meget langt borte.

"Mor, jeg har taget lidt gaver med hjem," sagde Richthofen med munden fuld af ristet, hvidt brød og blødkogt æg. "Lidt erindringer fra krigen. Nu skal du bare se." Han rejste sig og gik ud efter sin kuffert. Albert havde funderet på, hvorfor hans ven dog slæbte så meget bagage med hjem, men den store kuffert var fyldt til randen med alle hans krigsminder og souvenirs. En efter en tog han dem op, viste dem til moderen og lagde dem fra sig på bordet.

"Se, det her, det er mit æresbæger. Sådan et får man altid, når man skyder sin første modstander ned. Og her ... her er en hel rulle lærredsstykker! Det er serienumrene fra de fly, jeg har skudt ned. Ja, ikke hvert eneste, selvfølgelig, nogle gange brænder de helt itu, eller lander bag fjendens linjer, så jeg ikke kan få fat på dem. Og nu skal du se ... se, disse små sølvbægre her, dem får jeg lavet hos en sølvsmed i Berlin. Der er ét for hver sejr, med dato og type og nummer indgraveret. Jeg har tænkt mig, at hver tiende skal være i dobbelt størrelse. Så er de lettere at holde styr på, ikke sandt?"

I stolen over for Alberts, på den modsatte side af det brede bord, smilede Richthofens søster til Albert. Et perlende smil, som havde hun svært ved ikke at le ad sin brors begejstring. Albert smilede undskyldende tilbage. Han syntes også, at Richthofen lignede en ivrig skoledreng lige nu. Moderen syntes ikke at finde det mindste morskab ved situationen, hun vendte og drejede hvert et klenodie i hænderne, mens hun anerkendende nikkede frem for sig.

Efter morgenmåltidet insisterede Richthofen på, at de skulle spadsere i byen. Arm i arm slentrede de gennem de stille gader, mens hans vært udpegede særligt interessante punkter i bybilledet for Albert. Hele tiden rettede han på sin uniform, eller fingererede tankefjernt ved det nyvundne Hohenzollern-storkors, der var hæftet på brystet med en nonchalant ligegyldighed, tilfældigt placeret, så det ville være ganske umuligt at overse det. Der var ikke mange mennesker på gaden. Det lod til at ærgre Richthofen.

Hen på eftermiddagen blev Albert trukket med på endnu en tur rundt i byen. Det var søsteren, der insisterede på at vise ham den historiske Friedenskirche, der var bygget helt i træ og sagdes at kunne rumme mere end to tusinde mennesker. Det interesserede ikke Albert det mindste, men det ville have været uhøfligt at afslå. Og faktisk var det ganske rart at slentre ad de stille gader med Elisabeth, forbi Moltkegrund-parken og Volksgarten, indtil de nåede frem til kirken, der tegnede sig mod aftenhimlen som en kolossal silhuet mellem de dystre træer.

Elisabeth holdt hænderne varme i en stor pelsmuffedisse, men bød alligevel Albert sin højre arm med et lille smil. Forsigtigt lirkede han sin egen arm ind under hendes og håbede, at han ikke virkede alt for klodset. Det var meget uvant at gå hér, så tæt på en fremmed pige.

De var nået næsten helt ind for enden af Nonnenbuschvejen, før nogen af dem talte.

"Hvad synes De så om vores lille by, Herr Leutnant?" spurgte hun. Albert anede ikke, hvad han skulle svare. Han kendte den jo slet ikke.

De gik videre en tid under træernes mørke silhuetter. Ingen af dem talte. Albert tænkte som en rasende, men fandt ingenting at sige. Så opgav han, i grunden var det også ganske rart blot at slentre af sted, arm i arm med Richthofen-pigen.

Egentlig køn var hun vel ikke. Temmelig høj og noget kantet i det, og hendes forsøg på at se mindre ud, end hun var, trak kun endnu mere opmærksomhed til hendes højde. Men samtidig var der en eller anden naturlig selvtillid over hende, som Albert syntes, klædte hende godt. Han havde altid følt en stille misundelse over for folk, der havde så meget tro på sig selv, at det ligefrem kunne ses på dem.

"Deres forlovede er måske også ved fronten?" spurgte han, for dog at sige noget.

"Nej, slet ikke. De fleste piger i min alder er for længst gift. Men ikke jeg, som De ser."

Albert skævede forsigtigt til hende. Var hun stødt, havde han gjort hende ked af det? Men der var ingen fortrydelse at se på hendes ansigtsudtryk; tværtimod var det, som om øjenbrynene var løftet en anelse, som fandt hun hele situationen en lille smule morsom.

"Årh, De skal se, jeg når det nok. En dag kommer den rette vel forbi." Hun løftede blikket og så direkte på ham, mens et lille, forsagt smil spillede om hendes læber. Så slog hun atter blikket ned, og de fortsatte ud gennem Moltkegrund-parkens lille smedejernsport, tilbage mod huset.

Aftenen tilbragte Albert i en anden af de talrige stuer, henslængt i en behagelig fløjlssofa, med cognac- og likørglas foran sig og med en tungt sødlig, tyrkisk cigaret klemt fast mellem fingrene. Hele batterier af snehvide lys brændte i tunge sølvstager, og fru von Richthofen sad ved klaveret og akkompagnerede sig selv, mens hun med en fin, spinkel stemme sang Schubert-lieder. Manfred havde undskyldt sig og trukket sig tilbage for at besvare de mange lykønskningsbreve, der havde ligget til ham i anledning af den seneste æresbevisning.

Albert betragtede sin værtinde over kanten på sit krystalglas. Det var svært ikke at sammenligne den ranke, velklædte og elegante kvinde med hans egen lille mor derhjemme, der sandsynligvis nu sad sammenkroget og kneb øjnene sammen i skæret fra en osende petroleumslampe, mens hun syede skjorter eller stoppede strikkede sokker for bønderne i nabolaget for at tjene et par kroner.

Fru von Richthofen lod klaverets sidste toner ringe ud og sad en stund eftertænksomt stille på klaverbænken med hænderne hvilende i skødet. Så overlod hun pladsen til sin datter, satte sig ved siden af Albert og betragtede ham med myndig venlighed. Hendes smalle læber krusedes i et sørgmodigt lille smil. "Sig mig, Herr Leutnant ... nu vil De nok være ærlig over for mig, ikke sandt?"

"Hvordan er det derude? Er det meget slemt? Når jeg spørger Manfred, så er det én stor søndagsudflugt."

Albert tænkte sig om. Hvad kunne man sige? Hvad var det, hun ønskede at høre? Skulle han fortælle om, hvordan det så ud, når kuglerne pløjede sig ind i en fjendtlig pilot og spredte hans hjerne i en gråligt-rød sky over cockpittet? Skulle han beskrive de skingre, dyriske skrig, når en mand sprang ud af et brændende fly og kastede sig i døden, fordi det dog var bedre end at brænde op på vej ned? Skulle han fortælle hende om den kolde, nøgne rædsel, når fjendens kugler med små, skarpe smæld slog hul i lærredsbeklædningen omkring én? Var det dét, hun ville høre?

"Det er ... De må tro mig, det er ikke så slemt, som man kunne tro. Det er det virkelig ikke. Deres søn er en fremragende flyver. Han er en inspiration for os alle sammen. Og vi passer selvfølgelig på hinanden."

"Ja, det er også sandt. Der er nogle, der ikke er robuste nok til at klare det. Det er ikke alle, der har den rette støbning til krigshåndværket. Men Deres søn er ikke en af dem. Han klarer sig fint, virkelig." Han ville have sagt, at det kun var krystere og kujoner, der bukkede under for nervepresset. Men det passede jo ikke. Han havde set stærke mænd, der snøftende og rystende måtte bæres ud af cockpittet og køres bort for aldrig siden at dukke op igen.

"Det gør hun vel nok. Vi taler ikke så meget om det. Men De må ikke gøre Dem alle disse bekymringer, frue. Det skal nok gå. Deres søn kan tage vare på sig selv. Og han er en langt bedre flyver end nogen af vore fjender nogensinde bliver."

"Det er muligt. Det håber jeg. Men Hauptmann Boelcke faldt jo ikke for fjendehånd, vel?"

"Nej, det gjorde han ikke. Det var en ulykke, jeg overværede det selv. Han og en anden af os, Løjtnant Böhme, kom for tæt på hinanden, og Böhmes hjulstel ramte Boelckes øvre vinge og rev beklædningen af. Men det var et uheld. Manden var jo utrøstelig, forstår De nok."

"Vil De love mig, Herr Leutnant, at de holder et vågent øje med min søn? Det er svært for en moder ikke at gøre sig bekymringer ... men det vil være mig en stor trøst at vide, at Manfred har en god ven hos sig."

Albert tænkte igen, det var et tungt ansvar at sige ja til. "Naturligvis, frue. De kan være ganske rolig."

"Frue ... jeg tror, Deres søn befinder sig præcis, hvor han selv ønsker det. Jeg tror aldrig, jeg har mødt nogen, der i den grad var født til at sidde i en flyvemaskine. Efter Boelckes død er han klart den bedste af os alle. Han har det udmærket."

To dage senere sad de atter i maskinen i fuld fart vestpå hen over Tyskland, på vej tilbage til Frankrig. Samtale i luften var selvfølgelig umulig, den brølende motor larmede alt for meget, men under de korte landinger for at tanke benzin blev der heller ikke vekslet mange ord. Richthofen var ligesom sunket ind i sig selv, han stirrede tankefuldt frem for sig. Også Albert var tavs. Han undrede sig over, hvorfor han slet ikke havde haft den samme følelse af at stå udenfor, som han havde haft, da han havde været hjemme på orlov.

Den modfaldne stemning var ikke blevet bedre, da de nåede frem til basen. De følgende dage havde været fyldt med sammenbidt kamp, og trods det afslappende besøg i Schweidnitz kunne ingen af dem mønstre energi til meget andet end de daglige patruljer. Oberleutnant Kirmaiers død havde ramt dem hårdt. Han havde naturligvis ikke helt haft sin forgængers formidable karisma, men han var en dygtig flyver og en vellidt kammerat. Hvad der egentlig var hændt ham, vidste ingen, han var forsvundet vestpå, ind over de britiske linjer, i jagten på en engelsk tosæders. Siden havde ingen set ham, det var blot blevet meddelt, at han var styrtet langt bag fjendens skyttegrave og var omkommet.

På basen talte man ikke meget om det; på sin egen brutale måde var det en påmindelse om Boelckes format - Kirmaier havde overtrådt reglen om ikke at gå for langt ind over fjendeland, og han havde betalt prisen. Det var en værdifuld lektie i at bevare oveblikket og hovedet koldt. Men det var en lektie, de gerne havde været foruden.

Torsdag 23. november 1916 - Lagnicourt

"Nej, Berentsen, det går ikke. Jeg kan ikke se ordentligt. Kan vi ikke flytte det op på selve vingen? Så det sidder lige over hovedet?"

Mekanikeren gav sig tålmodigt til at skrue det lille spejl af, som han havde fæstnet på vingestiveren. Det var tredje gang, Albert havde bedt ham flytte det, han var vel ved at være træt af det. Albert fiskede en cigaret frem og gav sig til at ryge med nakken lænet mod maskinens høje nakkestøtte. Han hvilede albuen på cockpittets læderklædte kant, mens han dovent betragtede Barg, hans anden mekaniker. Han stod på jorden ved siden af flyet og var ved at male de små lærredsstykker, som han i nat havde limet over skudhullerne i vingen. Albert brød sig ikke om at se på det. De hvide, håndfladestore stoflapper så så voldsomme ud, gjorde det så tydeligt, hvor mange kugler der faktisk havde truffet hans maskine i går; skudhullerne selv var så små, dem så man ikke uden videre, de var nemme at ignorere. Men lapperne fremhævede dem, gjorde det umuligt at overse dem. Det var vigtigt at få malet dem, at få dem til at forsvinde. Ellers kunne man jo umuligt koncentrere sig om noget.

Søvnens stivhed sad stadig i lemmerne, og i det gullige lys fra karbidlamperne føltes det, som om hans øjne var fulde af grus. Han var slet ikke ordentlig vågen endnu. Uden for hangaren var det stadig bælgmørkt. Berentsen flyttede tænksomt piben over i den anden side af munden og vippede faretruende på trappestigen, da han lod den ene fod finde plads mellem maskingeværerne. Så lænede han sig forover og begyndte at skrue spejlet på vingen, skråt over Alberts ansigt. Det var bedre, meget bedre. Nu ville han faktisk kunne se noget af, hvad der foregik bag ham.

Det var en uvant fornemmelse at sidde i maskinen uden det uformelige flyvertøj. Den virkede for stor, på en eller anden måde, han følte sig ved siden af sig selv, når han ikke havde den tunge frakke og de tykke læderluffer på.

Mekanikeren tog den sidste skrue, som han på forunderlig vis havde holdt mellem læberne uden at det generede hans piberygning, og skruede den rutineret i spejlets fod deroppe. Så rykkede han forsigtigt prøvende i det lille, firkantede automobil-spejl. Det lod til at være i orden, han brummede tilfreds for sig selv. "Sådan. Nu sidder det fast i hvert fald. Er det, som det skal være?"

"Jo, Berentsen, det ser fint ud. Men jeg tænkte på ... tror du måske, man kan pille nakkestøtten af?"

Mekanikeren skubbede huen om i nakken og kløede sig i panden. "Det skulle vel nok kunne lade sig gøre," sagde han og tog piben ud af munden. Han pegede med mundstykket på støtten bag Alberts nakke. "Men er den ikke meget praktisk at have?"

"Den tager for meget af udsynet bagud. Og man sidder alligevel ikke med hovedet lænet bagover og slapper af, når man er deroppe. Jeg sidder gerne med næsen helt oppe i vindspejlet alligevel."

Mens Albert klatrede ud af cockpittet og famlede sig over på trappestigen, trådte en af de nye ind i den lille hangar. Han var ankommet i forgårs, dagen før Kirmaier var faldet, men Albert havde først hilst på ham aftenen før, og da kun flygtigt. Fyren nikkede kort og tog fat i trappestigen for at støtte den.

"Blot lidt småændringer. Det kan kun være en fordel med et bedre udsyn bagud."

"Jeg er helt enig. Hør, Jantzen, jeg hører, at De er fiks på fingrene med motorer."

Albert betragtede den nye. Han var ganske ung, yngre end de fleste i delingen. Meget mere end 17-18 år kunne han næppe være, han lignede en skoledreng. Ganske vist kunne man ikke melde sig, før man fyldte 18, men det var sjældent noget, rekrutteringskontorerne gik synderligt op i.

"Har De en motorcykel?" Albert lød åbenbart mere overrasket, end det var meningen. Den spinkle knægt skulede et kort øjeblik surmulende til ham, der kom noget lidt rotteagtigt over hans spidse ansigt. "Med herud, mener jeg," tilføjede Albert hurtigt. "Den må da være besværlig at fragte med rundt."

"Næh, egentlig ikke. Jeg plejer at kunne overtale mekanikerne til at tage den med i lastbilerne, når vi flytter rundt, hvis jeg ikke selv kan køre den."

"De gør Dem ingen forestilling om, hvor smigrede mekanikerne bliver, når en pilot taler til dem," fortsatte den unge mand. "Det kan godt betale sig at holde sig gode venner med dem, tro De mig blot på mit ord, Jantzen."

Berentsen, der efter at have fjernet nakkestøtten nu hjalp Barg med at male de hvide lærredslapper, kiggede kort på Albert med løftede øjenbryn og en undertrykt latter i blikket, der sagde mere, end mange ord ville have kunnet. Albert smilede kort til ham. Voss var ung, der måtte være plads til en smule ungdommeligt overmod.

"De har fuldkomment ret. Og jotak, jeg vil meget gerne prøve Deres motorcykel ved lejlighed."

"Jaja, sig De bare til, Jantzen, så står den til Deres rådighed." Voss betragtede en stund mekanikernes arbejde med at skjule lapperne. "De er ellers blevet ordentlig pebret til, skal jeg love for. Deres kiste er jo hullet som en si. Hvor mange træffere fik De?"

"Kiste. Er De ikke stødt på dén før? Det er et ret almindeligt kælenavn for maskinerne. Alle kalder dem for kister nu."

Hvor ubehageligt. Dumsmart, i virkeligheden. Der var jo dog ingen grund til at udfordre skæbnen. Kiste ... Nej. Helt klart ikke. Alberts maskine var ikke en ... kiste.

"De må være født under en heldig stjerne. Nogen må kunne lide Dem," sagde han og vendte med et kort, glædesløst grin blikket mod himlen.

"Åhja, hvordan er det egentlig med ham ... han er ikke rigtig kommandant, vel?"

"Ikke som sådan. Indtil de får udpeget Kirmaiers efterfølger er det Oberleutnant Bodenschatz, der styrer det hele. Men han er jo teknisk officer, så Richthofen tager sig af det praktiske i luften. Nogen skal jo føre an."

"Tjah ... jeg ved ikke. Jeg tænker somme tider, at det ville give meget mere, hvis vi bare blev sluppet løs. Jeg ville i hvert fald foretrække at jage alene."

Den unge mand betragtede Albert med et blik, der var mærkeligt hårdt. Som forventede han, at Albert skulle irettesætte ham. Han mindede Albert om en skoledreng, der ihærdigt bliver ved med at forstyrre timen, blot for at se, hvor langt han kan gå. Udfordrende. Ja, det var dét - Løjtnant Voss var som en omvandrende udfordring. Det ville næppe vare længe, før en ny mand rykkede ind i hans kvarter. Folk med dén holdning holdt sjældent ret længe.

"Nu flyver vi jo ikke for vores egen fornøjelses skyld, Voss. Vores resultater er bedre, når vi samarbejder. Det sagde Boelcke jo også igen og igen."

"Tjah, måske har De ret. Men derfor kan man jo godt finde fornøjelse i det, ikke?"

Uden for hangarens åbne porte begyndte novembermorgenens lys at kunne skimtes. Albert gravede lommeuret op af lommen. En kvart i otte. Det kunne ikke ikke vare længe nu. En sidste cigaret, så var det ved at være tid at kravle i den store, kluntede flyverdragt.

Man kunne ane himlen deroppe nu, et let skydække. Og vinden var ikke for slem. Godt flyvevejr. Det kunne blive en god jagt i dag.

Englænderen tvang sin DH-2 ind i et stejlt dyk og forsvandt ud af sigtekornene. Albert kastede sig ind over styrepinden, og Albatrossen susede nedad med rivende fart. Den velkendte følelse af et kort sekunds vægtløshed, når maskinen faldt hurtigere end han selv, og hele hans vægt syntes at hænge i selernes tryk på skuldrene, efterfulgtes af en ufattelig tyngde, da han rettede op, så hans krop igen mastes ned i aluminiumssædets tynde, ukomfortable hynde. Så fangede han den engelske gitterrumpe igen, dér, ret forude, den flagrede af sted og slingrede hurtigt fra side til side i en gal heksejagt, som en kæmpestor, vanvittig hveps, ikke meget mere end 15- 20 meter forude. Dér, nu var han der, fanget i det tynde trådkryds i de runde sigtekorn på Alberts maskingeværer. Nu gjalt det blot om at holde ham fast ...

Pludselig føltes det, som om nogen slog ham på låret med en hammer. En mørk, dump smerte, lammende i sin uventede pludselighed. Slaget fik hans højre fod til at sparke krampagtigt frem, så pedalen med et ryk blev tvunget fremad. Maskinen slyngedes til højre og vendte rundt, så han hang tungt mod cockpittets side. Hans tinding ramte den læderpolstrede kant med et syngende slag, og dybt under ham vippede jordens tågekantede skive voldsomt op. Fortumlet betragtede han den arrede, brune mark under sig. Og dér, lidt borte, den lille by med sine rødbrune hustage med de mørke huller efter granatnedslag og det spinkle kirkespir ... Bapaume, var det ...? Alberts hoved summede efter slaget, han kunne ikke mærke sit højre ben, og maskinen flagrede videre nedad i ustyrlige cirkler. Vinden skreg i hans ører ... hvad var det, hvorfor var han våd i skødet, hvorfor var der klæbrigt varmt og vådt i hans støvle? Han havde da vel for helvede ikke pisset i bukserne? Sikke noget rod. Satans osse. Satan i Helvede da også!

Forsigtigt pressede han den venstre pedal frem med den uskadte fod, mens han lod hovedet synke bagover og hvilede nakken mod cockpittets skarpe kant bag sig. Typisk. Det var mindre end to timer siden, han havde bedt Berentsen fjerne nakkestøtten. Forsigtigt trak han styrepinden ind mod sig, og ulideligt langsomt drejede jordskiven sig ned, hvor den hørte til under ham. Englænderen var for længst forsvundet, et stykke vej borte flagrede en enlig tysk flyver rundt i store, bløde cirkler i jagten på en gitterrumpe, det så næsten ud, som om de dansede derude. Fra jorden steg en tyk, sort søjle af fed, oliemættet røg op. Han plirrede med øjnene, hvorfor kunne han ikke se ordentligt? Det var, som om et lag tyktflydende, snavset vand havde lagt sig foran blikket. Og hvad fanden var der sket med hans ben? Han skævede ned til kompasset ved siden af sædet. Det var slået itu, den halvkugleformede skål hvor kompasskiven skulle svømme rundt og lede ham hjem, var forvandlet til en forvredet messingplade. Den lignede lidt en blomst; en stor og uvirkelig mørkebrun blomst med rageknivsskarpe kronblade ... Årh, kunne han dog blot tænke klart! Men benet smertede nu, dunkende, skrigende, han fik kvalme af smerten, kunne ikke tænke.

Og han havde tabt højde, meget, alt for meget. Jorden fór af sted under ham dernede, næppe mere end hundrede meter borte, og den kom hele tiden nærmere. Han kiggede på den, ligegyldigt, hvad vedkom den fartstribede, brune jord dernede vel ham? Men det gjorde den jo alligevel, han vidste det godt. Om lidt ville han styrte, hvis han ikke tog sig sammen og gjorde noget. Op, han måtte op, vinde højde, og han måtte orientere sig, finde ud af, hvilken retning der førte hjemad. Han trak forsigtigt i styrepinden, og jorden trak sig lidt bort dernede, satte sin rivende fart en smule ned. Hvordan ... hvis den lille by under ham var Bapaume, hvad vej var så øst? ... Nej, det nyttede ikke ... det var også ligemeget alt sammen, hvad forskel skulle det dog kunne gøre? Albert var træt, han var så ubeskriveligt træt, hans øjne gled i helt af sig selv, og hver gang øjenlågene mod hans vilje snød sig til at lukke lyset ude, tonede også smerten i benet bort. Mørket ... det lokkende mørke, det vidunderlige mørke ...

I et panisk nu slog han øjnene op, lige netop i tide til at se den pladderbrune jord kaste sig over ham i vanvittig fart, skåret igennem af skyttegravenes zigzag-formede arvæv. Det var helt forkert, alting stod på den gale led, og så hurtigt skulle jorden da slet ikke komme farende op imod ham - og da heller ikke i den mærkelige vinkel? Så forsvandt alting i et fuldkomment lydløst, skærende gult glimt. Og så, i det samme ... mørket igen. Det lokkende, velsignede mørke.

Det kildrede. Noget berørte hans kind. Så skar smerten gennem hans hoved som en hvinende savklinge, da han forsigtigt tvang de sammenklistrede øjenlåg fra hinanden i en tynd, tynd sprække ud mod verden. Han stønnede.

Han nikkede svagt, orkede ikke at tale - og da slet ikke at åbne øjnene igen. Lyset var forfærdeligt. Hvad var der sket ... hvor var han?

Årh, så skulle da også ... Forsigtigt åbnede han øjnene på klem, missende mod det ubarmhjertige lys. Et kvindeansigt. Han forsøgte at rejse sig på albuerne.

"Nej, vil De så lade være med det! De er slet ikke frisk nok til den slags narrestreger."

Hendes fyldige, nøddebrune hår var sat op under den lille, snehvide lærredskappe, der tronede på hendes hoved som en krone. En lok havde listet sig fri; det måtte vel være den, der havde kildet ham på kinden før. Hun smilede til ham, kort og professionelt, mens hun med rutinerede bevægelser løftede hans overkrop frem og skubbede en stor, uformelig pude ind under ham. Hun var stærk, stærkere, end hun så ud til. Den anden sygeplejerske var forsvundet.

"Jeg ved, at Deres maskine slog i jorden lige foran de forreste linjer vest for Mesen. De skylder en varm tak til mændene i forreste linje, ved De. Hvis De ikke havde sprunget op og var løbet ud til vraget i ingenmandsland og slæbt Dem med tilbage, ville De stadig have ligget der."

"Mesen? Men det er jo ..." Det var den helt gale vej. Hvad havde han dog lavet dér? Det var sket over Bapaume, så meget huskede han da. Han havde prøvet at finde vej tilbage til basen i Lagnicourt, mod nordøst, men Mesen lå da meget længere nordpå, hvor meget, tres ... halvfjerds kilometer? Det var den helt gale retning. Hvordan var han dog havnet dér? Hvordan var han fløjet så langt, uden at huske det mindste af det?

"De var blevet ramt i benet, en kugle er gået lige gennem Deres højre lår - nej, lad nu være med at pille ved det! - men det er svært at se, om De fik de andre skader i luften eller ved styrtet. Det var vist et ret voldsomt styrt, så vidt jeg hører."

"Vær nu ikke fjollet. Selvfølgelig er De i live." Hun smilede igen, varmere, mere venligt denne gang, rejste sig og satte hænderne på hofterne, mens hun betragtede ham. "Og vi skal såmænd nok få Dem på højkant igen. Det er et relativt pænt brud på lårbenet, det er såmænd ikke så alvorligt, sammenlignet med hvad vi ellers får ind. Tag De det kun ganske roligt."

Han sank tilbage i den store, bløde pude og lod igen øjnene glide i. Den duft ... Han var blevet såret, ramt i låret. Og Gud måtte vide, hvilke andre skader han havde rendt sig i livet. Men smerter var der ikke så meget af nu, kun en øm dunken i låret. De havde givet ham morfin velsagtens. Hvilke andre skader?

"De burde spise. Er De klar over, at De har været væk i mere end et helt døgn?"

"Lidt over elleve. De blødte ret meget, så vi opererede med det samme. Det er en ordentlig lur, De har fået."

"Jeg skal hente ét. Men gør Dem ingen bekymringer. De ser ret farlig ud lige nu, men hævelsen skal nok lægge sig, og sårene heler sikkert fint." Hun lænede sig ind over ham og rettede på puden. Den oprørske hårlok strøg hans kind igen. Hendes fyldige barm bag sygeplejerskeuniformens stivede, kridhvide lærred gyngede foran hans ansigt. "Tag det helt roligt, De skal nok få Deres kønne ansigt igen," sagde hun og klappede ham forsigtigt på panden, som om han var et barn.

Lige nu ville han gerne have været et lille barn. Sengens knitrende rene lagner og den bløde dyne var behageligt kølige. Og hendes duft var sært beroligende.

"Krigen klarer sig nok uden Dem en tid, tror De ikke? Det bliver den i hvert fald nødt til."

"Glæder mig, frøken Heppler. Mit navn er Jantzen. Leutnant Albert Jantzen. Jasta 2, De Kejserlige Luftstridskræfter."

"Det ved jeg godt," sagde hun leende. "De havde Deres tjenestebog i lommen, da De blev bragt ind."

Han betragtede hende, mens hun med vante, rutinerede bevægelser pressede lagnet på plads omkring ham. Hun var køn. Ret høj, temmelig bredskuldret. På hans egen alder omtrent, måske et år eller to ældre.

"Hvor kommer De fra, frøken Heppler? De taler, som om De hører hjemme nede sydpå?"

"Det ved man jo aldrig. Mine forældre bor der selvfølgelig stadig. Men krigen har lavet om på så meget. Lige nu bor jeg jo her, ikke? Og det kan da godt være, at jeg slår mig ned et andet sted efter krigen. Det ved man jo aldrig."

"Nej, det har jeg i hvert fald ingen planer om," lo hun. Albert nød hendes latter. "Hvorfor spørger De om det?"

"Det gør ikke noget. Jeg ved godt, det ikke er så almindeligt. Men jeg er åbenbart ikke særlig almindelig."

"Tror De, jeg kan komme op og gå lidt rundt? Man bliver helt stiv i kadaveret af at ligge her."

"De skal sandelig ikke gå nogen steder. Ikke endnu. Bliv De kun pænt liggende i Deres seng, så skal jeg nok sige til, når De kan komme op. Hvor kommer De selv fra?"

Hun var færdig med lagnet nu. Men Albert ønskede ikke, at hun skulle gå. Hun stod ved siden af sengen en tid, uden rigtig at foretage sig noget. Tavsheden blev påfaldende.

"Nåh, men ... der er andre patienter at se til. Er alt i orden med Dem nu, Herr Leutnant?"

"Prøv at få sovet lidt mere. Det er den letteste måde at komme over det på."

Om eftermiddagen dukkede en læge op og viklede de sårstive forbindinger af Alberts ben. Han studerede såret nøje med den tynde, guldrammede pincenez trykket næsten helt ned i såret. Han var kommet marcherende ind med frøken Heppler og den anden sygeplejerske to skridt bag sig. Albert selv havde han komplet ignoreret, havde blot stået og stirret vrissent ud ad vinduet, mens sygeplejerskerne løftede Alberst dyne af og forsigtigt løsnede forbindingen. Albert følte sig mere inspiceret end egentlig undersøgt, og andre kommentarer eller forklaringer end en dæmpet grynten fik han ikke. Mens undersøgelsen stod på, undertvang han en instinktiv trang til at ligge i retstilling. Militæret gav indgroede vaner.

Det gjorde ondt, da lægen pillede ved såret. Det føltes, som prøvede han at åbne det igen med de bare hænder. Men alt var åbenbart tilfredsstillende, i hvert fald rejste lægen sig med en tilfreds mumlen og nikkede frem for sig. "Frøken Heppler, frøken Otersdorf ... Næste, tak!" gøede han, gjorde omkring på hælene og marcherede målrettet ud af stuen. Albert sendte frøken Heppler et spørgende blik. Hun smilede kort til ham, blinkede og mimede noget, der lignede et Kommer senere. Så skyndte hun sig ud ad døren efter lægen. Albert så efter hende, bemærkede med en sær følelse den meget interessante kurve, som hendes hofter tegnede gennem uniformen.

Tiden var endeløs på sygestuen. De få ejendele, han havde haft på sig i flyet, var umulige at finde, de var åbenbart enten blevet ødelagt ved styrtet eller taget i forvaring af hospitalet. Eller også lå de i det lille, hvidlakerede træskab ved siden af sengen, som lige netop stod for langt borte til, at han kunne nå det. Han savnede sit ur. Bortset fra den skæve gule firkant af sollys, der trængte ind gennem vinduet og uendeligt langsomt krøb hen over væggen, var der ingenting, der viste, at tiden gik. Frøken Heppler dukkede ikke op igen, det havde ellers været godt med en bog. Der var intet andet at lave.

Han betragtede det lille, sorte krucifix på den modstående væg. Kristus hang på det, støbt i et eller andet mørkt metal, lillebitte og fjern, og med hovedet drejet bort, som gad han ikke beskæftige sig med Albert. Eller også ... måske var han forlegen. Hans blik var stift fæstet i gulvet, som om han skammede sig lidt. Fred paa Jorden, og i Mennesker Velbehag ... det klang unægtelig også noget hult lige for tiden. Albert smilede ad sine egne fjollede tanker.

Over døren hang det sædvanlige portrætfoto af kejseren. Han var til gengæld ikke bange for at se Albert direkte i øjnene. Det stålsatte blik ramte patienten i sengen med en streng og viljefast åbenhed, den lille moustache strittede maskulint og potent opad i de to velkendte, voksstivede spidser. Et fast og mandigt blik. Anerkendende. Sådan måtte en landsfader jo se på sin sårede kriger - opmuntrende, men også med opfordring i blikket: Bliv rask! Fremad igen, du min tapre soldat, fremad mod sejren! Albert fandt mere trøst i kejseren end i den lille, forsagte Kristus. Han sukkede. En sky var gledet for solen, så selv lyspletten på væggen var forsvundet.

Han måtte have døset. Den anden sygeplejerske ... hvad var det nu hun hed ... stod i døren og bankede let på den med knoerne for at vække ham.

Hun svarede ikke, forsvandt blot ud ad døren igen, og kort efter hørte han højrøstet tale ude på gangen. Mandsstemmer. Oberleutnant Bodenschatz trådte ind, fulgt af Voss og Richthofen. De havde hver en flaske i hånden, som de nonchalant rakte til Albert. To flasker fransk vin, og en tysk sekt. Hvor i alverden havde de skaffet sekt fra her? Der var bundet små kort med hilsener fra hele delingen om halsen på flaskerne. Enkelte havde endog tilføjet en uhøjtidelig munterhed: Kom så tilbage, din simulant! eller Gem et par kønne sygeplejersker til os andre!

Overstrømmende hilsener, hænder at trykke og muntre tilråb. Bodenschatz og Voss tog hver en af de gamle, slidte stole, der stod op ad væggen, og satte sig ved sengen. Richthofen så sig om.

"Har du ikke flere stole? Hvad er det for et usselt hotel, du har fundet dig?" spurgte han.

"Årh, De kan vel hente en inde ved siden af, Richthofen" sagde Bodenschatz. "Hvordan går det, Jantzen? Er de gode ved Dem her?"

"Det var da ellers noget af en skovtur, De kom ud på der. Hvordan pokker havnede De da også heroppe? Er De klar over, at der er næsten hundrede kilometer til Bapaume herfra? Det tog en farlig tid at køre helt herop."

"Har man sagt Dem noget om, hvornår De kan vende tilbage? Det er vist kun et let sår, så vidt jeg hører - vi var jo noget nervøse for Dem, da De ikke vendte hjem. Jeg ringede rundt til Gud og hvermand, indtil vi fandt frem til Dem. De kan tro, De fik sat os en skræk i livet."

"Richthofen ville absolut af sted igen, han susede rundt over hele frontafsnittet for at finde Dem. Men infanteriet kom ham jo i forkøbet."

"Ja, jeg kan forstå, at det var dem, der trak mig fri og fik mig sendt herud. Ved De for resten, hvad der blev af min maskine?"

"Den er kaput, Jantzen. Det varede kun nogle få øjeblikke, efter at De var blevet slæbt tilbage i sikkerhed, før fjendens artilleri fik ram på den. Men jeg kan nu forstå, at der ikke var meget tilbage alligevel. Det var vist en ret hård landing."

"Jeg husker ingenting fra det. Ikke det mindste. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik den sat ned i god behold."

"Øh ... det gjorde De nu strengt taget heller ikke, Jantzen. Det var et styrt, knap nok en nødlanding. Det er et under, at De trods alt er sluppet med så få skader."

Richthofen kom skramlende tilbage med en stol, han åbenbart havde fundet på en af de andre stuer. Han trak den larmende hen over gulvet og satte sig hos de andre.

"Mens du fjollede rundt og spillede syg, fik jeg ram på min elvte! Og gæt hvem det var!"

"Det ved jeg da virkelig ikke." Bodenschatz lænede sig veltilfreds tilbage i stolen og foldede armene foran sig. Voss kiggede på Richthofen med et uudgrundeligt udtryk.

"Det var Hawker! Major George Lanoe Hawker. Man kalder ham for Den Engelske Immelmann, han var deres største kanon - han havde Victoriakorset! Men det hjalp ham ikke meget. Bang, lige i nakken, og ned med ham!"

"Det er sandt, det måtte jeg," indrømmede Richthofen. "Han var dæl'me ikke nem at få ram på. Han kunne flyve, den fyr, det skal jeg lige love for. Men jeg fik ham til sidst."

"Ja, det er jo lidt af en bedrift, vores gode Løjtnant Richthofen dér begik," sagde Bodenschatz, "Vi syntes, det skulle fejres ..." Han trak en flad papæske op af sin inderlomme og bød de lange, slanke cigarer rundt. "Må De ryge, Jantzen?"

"Det har de i hvert fald ikke sagt at jeg ikke må. Jeg er jo kun ramt i låret."

De fik ild på cigarerne. Richthofen selv afslog høfligt. Han røg ikke meget, men betragtede de andres rygning med alle tegn på stolthed alligevel. Det var gode, stærke cigarer, og den blålige røg snoede sig op under loftet. Der blev hostet en del, man var ikke vant til andet end de tynde cigaretter, der smagte, som om de var lavet af halm - hvilket de formentlig også var. Men cigaren var god. Albert nød både selskabet og tobakken.

"Jeg håber virkelig, jeg snart er tilbage. I gør jer ingen idé om, hvor kedeligt det er at ligge her."

"Hah!" lo Voss. "Det var godt nok hurtigt, De kom til at kede Dem, Jantzen. De har kun ligget her i to dage. Og deraf har De endda sovet den ene bort."

"Jeg ved det. Men tiden er endeløs her. Der er jo ingenting at lave, ingenting."

"De må jo læse lidt, Jantzen" foreslog Bodenschatz. "Det er da en god lejlighed til at få slappet lidt af."

"Joh, det er sandt. Hvis I kommer igen, må I meget gerne tage en bog eller to med til mig. Der var en sygeplejerske, der lovede at bringe mig noget at læse i ... men jeg har ikke set noget til hende siden."

"Bøger har jeg ikke," sagde Richthofen og knipsede med fingrene, "men jeg har da forresten noget andet med til dig." Han forsvandt ud ad døren og vendte kort efter tilbage med en lille lærredspose, som han lagde i skødet på Albert. "Jeg tænkte, at du nok ville sætte pris på det."

"Det var så lidt. Jeg købte en ny blok, det er vist noget meget fornemt papir. Og her har du da fred til at lave dine små kruseduller."

I det samme trådte frøken Otersdorf ind ad døren igen med hastige skridt og et vredt udtryk i ansigtet. "Hvad bilder De Dem egentlig ind, mine herrer? Hvad skal det forestille at sidde her og pulse løs på sådan nogle stinkepinde? Er De ikke klar over, at De befinder Dem på et hospital? Kan De så se at få slukket, og det aldeles omgående!"

"Det vedkommer ikke mig! Se at få lukket vinduet op og få den kvalmende stank viftet ud herfra! Så, ud med Dem! Ud!"

"Hør, kammerater, der er ingen rund til at lade de storartede rygepinde gå til spilde. Gå kun ud med jer og nyd resten af cigaren udenfor," sagde Albert, mens frøken Otersdorf resolut flåede cigaren fra ham og kastede den ud ad vinduet. "Jeg er alligevel lidt træt nu."

"Ja, løjtnanten skal hvile, forstår De slet ikke det? Al Deres snak og tobak gør ham kun skade, at De ved det! Og hvad er dette? Spiritus? På et hospital? Sig mig, er De da fuldkommen vanvittig? Vil De værsgo tage deres alkohol og Deres cigarer og forsvinde lige på stedet!"

"Ja, hvis De alligevel er træt, Jantzen, så tror jeg da, vi trækker os tilbage," sagde Bodenschatz og forsøgte at holde fast i en smule maskulin værdighed i sygeplejerskens stormvejr af anklager. "Ved De hvad, skal vi ikke tage vinen med tilbage? Så kan vi dele den, når De kommer tilbage, ikke? Var det ikke en glimrende idé?"

"Jo, det vil jeg se frem til," sagde Albert og vidste udmærket, at vinen formentlig ville være drukket, inden bilen nåede halvvejs tilbage til basen. "Gør De det, Herr Oberleutnant. Så drikker vi den, når jeg vender hjem."

De var næsten nået ud ad døren, da sygeplejersken standsede dem med et vredt udråb. "Hvem har slæbt den herind?" gøede hun og pegede forarget på Richthofens stol. "Den hører ikke til her!"

"Jeg begriber ikke, hvordan det kan falde Dem så svært at tage en smule hensyn. De er dog voksne mænd."

Albert skjulte ansigtet i dynen for ikke at le højt. Det var ubeskriveligt morsomt at se de tapre og modige flyvere, nationens tilbedte sønner, sat så eftertrykkeligt til vægs af den viljefaste sygeplejerske. Surmulende greb Richthofen fat i ryggen på sin stol og slæbte den demonstrativt skramlende hen over gulvet ind på stuen ved siden af.

Albert vekslede spillende muntre blikke med Voss og Bodenschatz, der var ved at knække sammen af grin i døråbningen. Så dukkede Richthofen op igen, og med et surt blik til sygeplejersken trampede han af.

Frøken Heppler så han ikke mere til den dag, men nogle timer senere vendte frøken Otersdorf tilbage, stadig streng og med en sky af irritation og modvilje hængende omkring sig, men i det mindste ikke skældende og smældende længere. Hun lagde en bog på det lille natbord og rykkede det hen ved siden af sengen. Det anonyme, sorte omslag lignede en plet eller et hul i den ellers helt hvidmalede sygestue.

"Frøken Heppler bad mig bringe Dem en bog. Hun mente, De trængte til opmuntring."

"Tak. Det var venligt af hende," svarede Albert, og tilføjede hurtigt "og af Dem, naturligvis."

"Vi har ikke mange bøger, ved De. Det er jo ikke noget bibliotek. Der er andet at tænke på på et hospital."

Hun trådte ud ad døren og trak den til bag sig. Albert kiggede efter hende en tid. Så rettede han sig lidt op, baksede sig til rette i den enorme pude og rakte ud efter den sorte bog.

Herregud, Bibelen. Hun havde bragt ham Bibelen! Trøst og opmuntring ... jo, tak skal De så sandelig have! Han klappede bogen i med et suk og lagde den tilbage på natbordet. Hvad i alverden havde hun da forestillet sig, han skulle med den? Han var såret, han var jo ikke ved at dø. Han kendte da sin bibel, havde skam læst det meste af den, men det var da ikke noget at give en rask ungersvend, der trængte til opmuntring og underholdning. Bibelen - det var sådan en bog, man bragte folk, der lå med det ene ben i graven. Pokker tage det tåbelige kvindemenneske, han var da for helvede ikke ved at stille træskoene!

Men han havde været tæt på, ikke? I virkeligheden? Tre-fire håndsbredder højere og lidt længere bagude, og så ville kuglen have truffet ham midt i brystet. Hvad var det, med maskinens enorme fart - en brøkdel af et sekund? Og styrtet ... han havde jo sat maskinen ned stort set uden at være ved bevidsthed. Og tilmed midt i det kraterfyldte, umulige trolddomslandskab mellem linjerne. Det var slet ikke muligt at lande et fly dér, de få jævne pletter, som granatnedslagene havde levnet, var fyldt med pigtråd og knuste træstammer. Og hvad om infanteriet ikke havde vovet sig frem for at trække ham tilbage i skyttegravens sikkerhed, eller om de var kommet et par minutter senere? Så havde han stadig siddet dér, bevidstløs og fastspændt i cockpittet, da de engelske kanoner fik ram på maskinen. Han ville være blevet sprængt i stumper og stykker!

Der var blevet mærkeligt koldt i rummet. Albert frøs. Sveden, der pludselig piblede ned ad hans pande, var iskold og fik ham til at sitre svagt. Hvorfor var der da også så nederdrægtig koldt på et sygehus? Hvad lignede det?

Han havde været tæt på. Virkelig tæt på. Det føltes, som om en dyb, sort afgrund åbnede sig under ham. Han blev svimmel, det snurrede så djævelsk i hans hoved, og det dunkede og sved i benet igen nu, værre end nogensinde. Låret føltes, som om det brændte, men resten af ham var så forbandet kold. Han måtte gribe fat i sengekanten for at holde sig fast, svimmelheden gav ham kvalme. Han klemte øjnene fast i og pressede sig tilbage i puden med en stønnen, stadig med hænderne krampagtigt fastlåst omkring sengekanten. Han spændte i kroppen, så ryggen løftedes fra sengen i en bue. Satans også, satans, satans, satans også!

Nej. Stop, stop disse uhyrlige tanker! Ikke tænke på det, ikke tænke! Begyndte man først at tænke, så var der kun én vej. Tænk ikke på døden, tænk ikke på faren. Tanker avlede tvivl, og begyndte man først at tvivle, var man færdig. Det var jo gået godt, ikke? Han var kun blevet overfladisk ramt, og styrtet var gået godt. Alt var godt. Han levede. Han levede ...

Albert tvang sin vejrtrækning under kontrol, tvang sig til langsomme, dybe åndedrag, og langsomt mærkede han pulsen sænkes igen. Prøvende løsnede han langsomt sit forkrampede greb i sengekanten og tvang sine muskler til at slappe af. Stivheden sad stadig i nakken, klemte sammen om hans hals som en jernhandske, men panikanfaldet var ved at ebbe ud. Aldrig, aldrig tænke sådan igen. Det var en krysters tanker, en kujons angst. Skulle en kejserlig krigsflyver være bange? Nej, aldrig! Aldrig bange. Havde Boelcke været bange? Kunne han have været Boelcke, hvis han havde følt angst?

Med en undertrykt stønnen åbnede han langsomt øjnene igen. Kejseren så stadig på ham fra sin smalle, mørklakerede billedramme deroppe på væggen. Det var, som om der var noget andet i hans blik nu, noget mere krævende, noget misbilligende ... Videre, din slapsvans, vend blikket frem! Der er ingen plads til kujoner under mine faner. Mine soldater er tapre, mine soldater er værdige! Op, fremad. Wohlauf, Kameraden, aufs Pferd!

Hvor kom denne irriterende, klagende piben fra? Hvem klynkede vel så ynkeligt? Det gik op for Albert, at det var ham selv. Han sukkede, lod atter øjnene glide i og sank langsomt ned i en urolig, overfladisk søvn, fyldt med meningsløse syner. Og igen, som så ofte før, den gamle drøm om det brændende hus ... men i nat var den anderledes. Noget var sket, noget havde ændret sig. I nat så han sig selv; ikke som det skræmte barn, men som han var nu, som en voksen mand. Og han så det ovenfra. Denne nat var Albert den brændende fugl.

Dagene på St. Nicolas-hospitalet flød i ét med hinanden. Den ene begivenhedesløse dag afløste den anden, indtil Albert ganske mistede overblikket over ugedagene. Søndagen var den eneste dag, der bød på lidt afveksling, når han blev bakset over i en rullestol og trillet ned til den ugentlige gudstjeneste. Nogen ivrig kirkegænger havde han aldrig været, og feltpræstens prædikener var sjældent særlig inspirerede, men i det mindste bød det på en lejlighed til at komme bort fra den pinagtigt kedsommelige sygestue. Men selv ved gudstjenesterne fik han ikke megen del i patienternes kammeratskab. Man respekterede ham, men en flyverløjtnant var for ophøjet til, at de jævne soldater fandt det naturligt at omgås ham.

I begyndelsen havde Albert været glad for sin enestue og havde givet sine plejere ret, når de påpegede, hvor stort et privilegium det var. Men der var ikke gået mange dage, før han gladelig ville have byttet sit privilegium mod lidt selskab. Vel slap han for de forpinte skrig, der natten igennem fyldte luften i de store fællessale - men hvad glæde havde han af det, når hans egne drømme alligevel vækkede ham adskillige gange hver nat, så han vågnede i lagner, der var gennemblødte af kold sved? Søvn var ikke noget, han havde let adgang til her. Hjemme på basen var der altid en flaske snaps eller cognac inden for rækkevidde, der kunne dulme smerten og de forpinte tanker og hjælpe søvnen på vej, men alkohol var selvfølgelig ikke tilladt på hospitalet.

Allerede dagen efter de andres besøg var han af lutter kedsomhed begyndt at bladre i den bibel, frøken Otersdorf havde bragt ham. Det var sandt for dyden ikke hans første valg af underholdning, men det var det eneste, han havde til rådighed. Han havde sine tegnegrejer, men hvad var der at tegne her? Hvad kunne han se fra sin sygeseng? Der ville ikke rigtig være noget formål med at spilde Richthofens dyre tegnepapir på talløse skitser af den lille Kristus og den store kejser, og stuens indretning var så spartansk, at der ingenting var at tegne. Altså læste han. Om ikke andet, så var der i hvert fald læsestof til de næste lange tider.

Han var simpelthen begyndt fra en ende af. Første Mosebog. Alting skabes. Det lød jo nemt nok, hah! Og senere ... Uddrivelsen af Paradiset, Kain og Abel, Noas Ark, Babelstårnet ... Sikke fortællinger! Men så ... Lot og hans døtre. Det var en underlig historie. Hvad var han dog for en mand, Lot, tænk sådan at tilbyde sine egne døtre til de liderlige mænd?

"Nå, De læser?" Frøken Heppler var trådt ind ad døren. "De bliver måske rørt af de hellige skrifter?"

"Det er der vel. Man har nu også brug for opmuntring her. De læser måske selv i Bibelen, frøken?"

"Ikke særlig meget. Det er ikke den muntreste læsning, synes jeg. Den er for ... for støvet. Forstår De?"

"Egentlig ikke. Mærkelig, javel - men støvet? Den er da fuld af drabelige historier."

"Jo, men ... men det er så længe siden. Jeg interesserer mig ikke så meget for gamle dage."

Albert strakte sig frem og lagde den store, sorte bog på natbordet med et klask. Han kiggede nysgerrigt på sygeplejersken.

"Næ. Faktisk læser jeg ikke så meget. Der er ikke meget fritid her, forstår De."

Hun kiggede på ham, og satte sig forsigtigt på kanten af sengen ved siden af ham.

"Egentlig ikke. Fremtiden kan vi ikke vide noget om alligevel, det ville bare være gætværk. Den skal jo nok komme under alle omstændigheder. Og i tider som disse, hvem ved så overhovedet, om vi har en fremtid?"

"Ja." Hun smilede til ham, et dejligt, solskinsfyldt smil. Sjovt, som der altid syntes at være et spillende, drilsk glimt i hendes øjne. "Fortiden er borte, og fremtiden ved vi ikke noget om alligevel. I virkeligheden er øjeblikket nu det eneste, vi har."

"Lige nu? Hmm ... lige nu ... er i orden. Ganske rart, faktisk." Hendes fingre legede med kanten af Alberts dyne. Han var bange for at se på hendes hænder, ønskede ikke, at hun skulle holde op. "Lige nu er i orden. Jeg har ikke særlig travlt, der er stadig nogenlunde mad nok til alle ... jeg har fået lov at sove hele natten ... Og lige nu har jeg godt selskab ... Jo, lige nu er i orden."

"Siger De, at jeg er komisk? De ler ad mig? Det var ikke særlig velopdragent, min bedste Herr Leutnant. Jeg tror, De er en bølle!"

"Joh, selvfølgelig. Men jeg mener ... De er omgivet af al denne nød og elendighed og død og smerte."

"Jamen, kan De da ikke se - det er jo netop derfor! Man ville da gå rent fra forstanden, hvis man skulle gå og gruble over det hele tiden."

"Tak." Igen dette drillende blik i de mørke øjne. "Hvis det da var et kompliment. Var det det?"

De sad en stund tavse. Hendes fingre legede stadig med dynekanten. Albert forsøgte at liste sin hånd hen mod hendes, diskret, upåfaldende. Det lykkedes ikke. Hun tog hånden til sig.

"Det er hundekoldt. Der ligger sne udenfor. Jeg kan få frøken Otersdorf til at køre Dem en tur ned ad gangen senere, hvis De vil?"

"De sagde lige, at De kun havde lidt at tage Dem til nu ... Hvor gammel er De, om man tør spørge?"

"Ja, hvor gammel De end er, så er det Deres helt perfekte alder. De er meget smuk, frøken Heppler."

"Vi må vist have stabslægen til at se på Dem igen," sagde hun stille. "Deres øjne må have taget skade, Herr Leutnant." Hun rejste sig brat, uden at se på ham. Han havde gjort hende ked af det. Hvorfor var hun ked af det, hvad havde han sagt? Hun gik hen mod døren.

"Måske." Hun tøvede i døren. "Der er forresten kommet brev til Dem." Hun kom hen til sengen igen, trak en lille, gullighvid konvolut op af lommen på sit hvide forklæde og lagde den på hans dyne, stadig uden at se på ham.

Så gled døren i bag hende, og Albert lå alene tilbage og spekulerede som en rasende på, hvad der lige var sket. Havde han sagt noget forkert? Det havde da været pænt og venligt alt sammen. Hvordan kunne han have stødt hende? Pokker tage kvinder, ubegribelige væsner, de var da heller ikke til at finde hoved eller hale på! Nå, det fik være, han forstod jo ikke en lyd alligevel. Han tog brevet fra moderen op ... nej. Det var ikke fra hans mor. Håndskriften var ham ganske ukendt. Hvem ville dog skrive til ham? Han vendte konvolutten, men der var ingen afsender anført. Nysgerrig betragtede han den lille konvolut. Den var ganske rigtigt stilet til ham i en fin, elegant håndskrift, Lt. d. Fl. A. Jantzen, Feldlazarett Nr. 76 / Sankt Nicholas-Hospital, An der Houtmarkt, Kortrik, Belgien. Forundret rev han konvolutten åben og trak to små, sirligt foldede ark frem.

Schweidnitz, 25.XI.1916

Min bedste Herr Leutnant!

Det undrer Dem maaske saaledes at modtage Brev fra en næsten Fremmed, og jeg haaber De ikke tager mig det ilde op, at jeg tillader mig at skrive til Dem. Vi har netop modtaget Telegram fra Manfred, der fortæller, at De er tilskadekommet og ligger paa Hospitalet. Han skriver, at De har det godt og ingen Nød lider, hvilket var os en stor Lettelse; baade min Moder og jeg fik et overordentlig gunstigt Indtryk af Dem, da De havde den Godhed at besøge os her i Schweidnitz sammen med min Broder. Min Moder beder mig sende Dem hendes varmeste Hilsener ogsaa, og de bedste Ønsker for Deres snarlige Helbredelse.

Som De ved, tjener jeg selv som Sygeplejerske her paa Lazarettet i Schweidnitz. Jeg ser ofte, hvor stor Glæde det bringer de Saarede at modtage Breve hjemmefra. Og da De betroede mig under Deres besøg, at De ingen anden Familie har end Deres fru Moder, saa tænkte jeg, at De nok vilde skønne paa et Brev fra os her i Schlesien. Saa kan De i det mindste lune Dem i Bevidstheden om, at vi tænker meget paa Dem.

Mit Arbejde paa Lazarettet er haardt og tager en betragtelig Del af min Tid, men det er ogsaa meget tilfredsstillende. Ogsaa som Kvinde ønsker man naturligvis at tjene Fædrelandet, ligesom I Mænd, og at pleje de syge og saarede er en meget givende og tilfredsstillende Gerning.

Det gjorde mig virkelig ondt at høre om Deres Uheld. Manfred forsikrede os om, at De ingen alvorlig Skade havde lidt, men det er dog svært ikke at foruroliges en smule endda. Min Broder strækker sig gerne vidt, for at vi ikke skal bekymre os, og hans Beretninger fra Fronten er som regel baade muntre og oplivende. Og selv om det er i den bedste

Hensigt, saa ser jeg jo selv de saarede paa Lazarettet, saa jeg kender dog nok et og andet til Virkeligheden ved Fronten (mine Patienter er fra Ruslandsfronten, men Forholdene er vel omtrent de samme, vil jeg tro). Jeg vilde kort sagt sikre mig, at De virkelig har det godt. Jeg har tænkt paa Dem, siden De var her, maa De vide.

Jeg haaber ikke, De finder det paatrængende af mig saaledes at skrive til Dem, skønt vi ikke er meget nære Bekendte. Skulle De kunne afse en Stund til at skrive et kort Brev til en fjollet Pige og lade mig vide, om alt er vel med Dem, da kan jeg love Dem, at det vil blive læst omhyggeligt, og dernæst læst igen.

Jeg haaber, at dette brev finder Dem ved god Helse og godt Mod, og

sender Dem sammen med det mine bedste Hilsener.

De varmeste Tanker, Deres hengivne;

Elisabeth von Richthofen

Albert lod forundret brevet synke ned i skødet. Richthofens søster. Hvorfor i alverden skrev hun dog til ham? Bevares, de havde da talt sammen i Schweidnitz, og hun havde da været et behageligt selskab. Han havde syntes godt om hende, bestemt. Men så tæt var de da heller ikke kommet på hinanden, at det ligefrem var naturligt at skrive personlige breve. De kendte jo knap nok hinanden. Og under besøget havde hun ikke gjort meget væsen af sig, det havde været Richthofen og moderen, der havde stået for det meste af konversationen. Faktisk anede han ikke, at hun hed Elisabeth. Hun var hele tiden blot blevet omtalt som Ilse.

Pludselig skammede han sig en smule. Hun havde tydeligvis lagt mere mærke til ham, end han til hende. Havde han egentlig ikke ignoreret hende lidt ...? Hun var ældre end han selv og Richthofen, vel en seks-syvogtyve år, og selv om hun da var køn nok, havde hun forekommet ham for høj og knoklet til at være rigtig tiltrækkende. Hendes bror var som regel det naturlige midtpunkt, hans afslappede og selvfølgelige selvtillid og hans spændende fortællinger fra krigen var velsagtens svære at hamle op med i en samtale; hvis de to andre brødre var lige så talende som han, var det ikke så underligt, om søsteren var blevet lidt forsagt. Jo, han havde ganske givet ikke ofret hende den opmærksomhed, han som ung mandlig gæst af huset burde.

Han besluttede sig til straks at besvare hendes brev. Det var da i grunden også rørende, som hun ligefrem gik rundt og bekymrede sig for ham. Albert var ikke vant til, at nogen bekymrede sig særligt for ham - undtagen hans mor, naturligvis, men hun bekymrede sig jo på den anden side altid over alting, det var blevet en så naturlig del af hendes væsen, at man slet ikke lagde mærke til det længere. Han ville ganske afgjort skrive til hende. Nu, med det samme.

Han rakte ud efter tegnegrejerne, der lå gemt af vejen i skuffen under natbordet. Han forsøgte at trække benene op under sig for at bruge knæene som underlag. Et pludseligt jag af smerte i låret mindede ham brat om skudsåret, og han opgav igen. I stedet måtte han skubbe puden sammen bag lænden og læne sig så meget forover, at han kunne lægge den stive blok direkte på dynen. Hvad skrev man til en adelig frøken, man knap nok kendte? Albert kunne ikke huske, at han nogensinde havde skrevet breve til andre end sin mor - men man kunne da i hvert fald ikke indlede et brev til hende med "Kære lille Ilse". Hvad skulle han overhovedet kalde hende? Ilse, eller Elisabeth?

Han gnavede tankefuldt på blyanten en tid og begyndte så i øverste venstre hjørne. Højst agtede Frøken Richthofen. Frøken von Richthofen? Ilse? Højst agtede Ilse? Det lød jo idiotisk, hun ville tro, han var en udannet bondeknold, en dum stud. Han lod blyanten synke. Men det var jo netop problemet, ikke? Han var en udannet stud, han havde gået i skole i fire år, og det boglige var aldrig faldet ham særlig let. Læse kunne han selvfølgelig, det havde aldrig voldt ham problemer. I sin tid havde han læst alle de bøger, han overhovedet kunne komme i nærheden af. Men at skrive selv ... det var altid, som om hans hoved tømtes for tanker, så han blot sad tilbage og stirrede bedøvet på det blanke papir, ude af stand til at tænke en eneste tanke. Stavningen var ikke noget problem. Men ordene ... hvad skrev man? Hvilke vendinger var passende? I brevene til hans mor havde han ikke behøvet gøre sig særlige tanker om den slags; da havde han jo bare skullet fortælle, og hun forventede heller ikke noget særligt. Men her ...

Irriteret stregede han det skrevne ud. Det lød jo som noget, han havde hentet fra en af sin barndoms Ingemann-romaner. Alt for stift, alt for opstyltet. Hun ville le ad ham, hvis han skrev sådan.

Kære Frøken Richthofen! Så. Bedre, klart bedre. Jeg blev meget glad for Deres Brev. Nej, for direkte. Deres Brev voldte mig den største Glæde ... Heller ikke, det lød jo som et af mesters breve til en leverandør derhjemme i cykelsmedjen. Hvor var det dejligt at faa Brev fra Dem. Tiden falder lang her paa Hospitalet, forstaar De nok, og -

Frøken Heppler stod igen i døren. Han havde slet ikke bemærket, at hun var trådt ind. Af en eller anden grund fik hendes tilsynekomst ham til at føle et lille stik af dårlig samvittighed. Som om hun havde afsløret ham i et eller andet. I hast krøllede han papiret sammen og proppede det ned i skuffen igen sammen med resten af blokken.

"Undskyld, det tog længere, end jeg regnede med. Der har været så frygteligt meget at lave."

"De talte om, at De gerne ville ud af stuen. Jeg har tid nu ... hvis De stadig har lyst? Jeg kunne køre Dem ned i vinterhaven ... der er en fin udsigt over haven. Jeg kunne lave os en kop te, vi kunne have med, hvis De har lyst?"

Teen var god. Måske ikke ligefrem god ... rigtig te var blevet en sjældenhed efter krigens udbrud, ligesom alle andre fødevarer, og det var ikke lige til at sige, hvad den egentlig var brygget på. Men varm var den i hvert fald, og det var rart at sidde i den stille, mennesketomme vinterhave sammen med sygeplejersken. De store glasruder, der lukkede vinden ude fra den lille, stenlagte terrasse, var langt fra nok til at holde kulden borte, og frøken Heppler pakkede både Albert og sig selv ind i store, grå militærtæpper, til de begge to lignede henslængte kartoffelsække. Hun satte sig på den sortlakerede støbejernsbænk ved siden af ham.

De foldede hænderne om de store, dampende kopper og betragtede i tavshed den smukke, snedækkede have derude. De majestæ tiske træer strakte deres sorte grene mod himlen, som ville de fremvise store håndfulde af blød, hvid sne for den blygrå himmel. Det var rart. Lige nu var krigen langt borte. Albert pustede forsigtigt på sin alt for varme te, og skottede til pigen.

Han tænkte sig om. Hvad havde han egentlig tænkt på dengang? Det var så længe siden.

"Det ved jeg ikke ... skulle vel ud og opleve noget. Jeg ved det faktisk ikke helt. Alting var helt anderledes dengang. Vi anede jo ikke, hvad det var. Vi troede alle sammen, at det ville blive et mægtigt eventyr ... Og faktisk blev jeg indkaldt. Det gjorde vi alle sammen. Men ellers havde jeg nok meldt mig frivilligt."

"Det er ikke ret mange af vores beslutninger, der bliver taget bevidst. Vidste De det? Desuden var det jo ikke noget eventyr, vel?"

"Nej. Ikke rigtig. Det kan man ikke sige." Han tav. Der måtte have været mere i det end dét. Så naiv kunne han da ikke have været. "Men det var jo ikke kun eventyret ... Man har en pligt, ikke?"

"Vi må jo alle trække vores del af læsset, ikke? Vi kan ikke bare læne os tilbage og lade de andre tage slæbet. Jeg mener ... det er krig, ikke?"

"Jamen, det er han da. Vi blev angrebet ... først ærkehertugen i Serbien, og så kastede Rusland og England og Frankrig sig over os. Vi må da forsvare os."

"Misforstå mig ikke ... ærkehertugen var ikke nogen ringe mand ... men ... men hvor mange er der ikke blevet dræbt for at hævne ham? Og De er endda tysker. Jeg er østriger, han var min tronarving. Hvad kæmper De for, Løjtnant Jantzen?"

"Vores selvrespekt ... vores ære. Hvor var vi henne, hvis alle svigtede deres pligter?"

"Så De dræber englændere for Deres æres skyld. Og englænderne dræber Dem for deres æres skyld. Kan De ikke se, hvor vanvittigt det er?"

"Frøken Heppler ... krigen er en ulykke. Det kan vi ikke blive uenige om. Men det var jo ikke os, der begyndte den. Forstår De ikke det? Vi kæmper, fordi vi er tvunget til det."

Han satte koppen fra sig og betragtede hende. Det virkede, som om hun på en eller anden måde holdt ham personlig ansvarlig for hele krigen. Det var jo tåbeligt, hun var urimelig. Men alligevel følte han behov for at forsvare sig.

"Kejseren ønskede jo ikke denne krig, den blev påtvunget ham. Den blev tvunget ned over os alle sammen. Det ved De da. Og nu har kejseren endda tilbudt dem fredsforhandlinger. Hans tilbud blev blankt afvist. Ser De ikke, de vil jo krigen, fjenden. De ønsker ikke fred!"

"Er der ikke rigtig mange, der dør af at kæmpe for deres overlevelse, synes De?"

"Selvfølgelig dør folk. Det er jo krig. Det er beklageligt, men sådan er det."

"Jeg har mistet kammerater. Gode kammerater. Tapre fyre. Det er jo netop derfor, det er så vigtigt at kæmpe videre."

"Og derfor slår De flere og flere ihjel? På den måde kan der jo ingen ende blive på det. I bliver ved, til der ikke er flere tilbage."

"Nej, for pokker. Det er jo ikke det, jeg mener! Det handler om ... om mening! Alting mister sin mening, hvis vi bare kapitulerer." Han følte sig sært ophidset, hun måtte da kunne forstå, at ... "Og, og hvis De har så meget imod det, hvorfor arbejder De så med at lappe os sammen igen? Vi bliver jo blot sendt derud igen."

Albert var forvirret. Hvorfor pokker var det så svært at forklare hende det? Det virkede så enkelt, når blot man ikke begyndte at tænke over det. Så forbandet svært at sætte ord på det. Hvorfor skulle hun absolut være så dumstædig? Han havde ikke spor lyst til at skændes med hende. Det var helt anderledes at tale med hende, end det havde været med Richthofens søster. Hun havde dog forstået noget, havde ikke givet sig til at sætte spørgsmålstegn ved de mest indlysende sandheder. Han havde ikke følt sig på hjemmebane hos den preussiske adel, men i det mindste havde de da været enige om, hvordan tingene hang sammen. Frøken Heppler var så uforudsigelig.

"Tilgiv mig, Herr Leutnant. Jeg kan se, De er oprevet. Det var ikke min mening at gøre Dem vred."

"Jeg ved det. Og De har jo ret. Vi er alle sammen fanget i det, ikke? Det er, som om vi ikke kan komme ud igen."

Endelig! Lidt forståelse. Omsider. Albert tømte sin kop. Teen var blevet halvkold.

"Mig selv?" sagde hun og lo sin lille, perlende latter. Det var en behagelig lyd, den jog de kvalmende syner lidt bort.

"Min far er cellist. Han har spillet i Wieneroperaens orkester, under Gustav Mahler. De kender til Mahler, ikke? Komponisten?"

"Det er en stor ære at have spillet for ham. Han var en meget dygtig komponist og vores største dirigent."

"Kun lidt klaver, sådan til husbehov." Hun lo igen. "Musikalitet er vist ikke arveligt. Ikke i vores familie i hvert fald. Den slags duer jeg ikke til."

"Tjah ... De vil ikke giftes. Det er da lidt usædvanligt. Og De har sådan en sær måde at se verden på. De er meget usædvanlig."

"Det var da en opløftende måde at se det på. De fleste synes bare, jeg er lidt småtosset."

Hun drejede hovedet og smilede lidt trist til ham. Så strøg hun en vildfaren hårlok på plads, og smilet livede op.

"Kom, vi må hellere få Dem op på stuen igen, Herr Leutnant. Det er ved at blive mørkt. Jeg har pligter at passe."

Alberts sår helede godt. Blot et par tommer længere oppe, og kuglen ville have splintret hans hofteskål. Men selv et ret enkelt sår kunne være fatalt - havde han stadig været i skyttegravene, ville et sår som dette være blevet behandlet på et fremskudt feltlazaret. De fleste feltlazaretter var blot mudderhuller med sejldug spændt over, hvor sårede blev stuvet ind i hundredvis og opereret akut af svedende, overbebyrdede læger, der var segnefærdige af træthed og ofte ingen medicin havde. Selv rene forbindinger kunne være en mangelvare. Frontlægerne gjorde deres bedste, ingen tvivl om det, men omstændighederne gjorde, at man ofte skred direkte til amputation - det var simpelthen tit det eneste, der var tid til. Blev man såret i skyttegravene, måtte man regne sig for heldig, hvis man slap med at få sat et ben af. Og under de kaotiske, snavsede forhold derude kunne selv et let kødsår være dødeligt. Albert havde i sandhed været heldig.

Selvfølgelig havde han smerter. Men allerede efter nogle få dage kunne han begynde at humpe rundt med krykker. De gav ham en vis bevægelsesfrihed. Men hvad nyttede det, når der ingen steder var at gå hen? Udenfor kunne han ikke gå - han måtte ikke forlade hospitalet, og desuden var der klingende frost derude. Og de lange, rungende korridorer havde han udforsket i løbet af mindre end en time. Det eneste, der kunne bryde monotonien, var frøken Hepplers stemme. Han forstod ikke helt hvorfor, men det føltes, som om han havde kendt hende altid.

Albert havde aldrig rigtig haft noget at gøre med piger. Der havde ligesom ikke været tid til det, han havde altid haft travlt med andre ting eller havde fundet ting at have travlt med. I skolen havde pigerne irriteret ham, de var som væsner fra en anden verden, de interesserede sig slet ikke for de samme ting som han, syntes ikke, at jagt var spændende, og bøgernes nervepirrende fortællinger havde han stået ganske alene med som barn; hans læsning var af kammeraterne blevet opfattet med en sær mistænksomhed, de fleste havde syntes, han var en underlig snegl. Og siden hen, da han blev ældre ... jo, han havde da været til bal på kroen. Han havde da danset. Men hver gang havde det været ham en tung pligt, som hans mor nærmest måtte skubbe ham af sted til. Han havde følt sig fuldkommen på fremmed grund ved disse støjende, svedige sammenkomster, hvor alle lo som fjantede børn og kastede sig rundt i danse, som han intet formål så med, og hvor egnens gårdskarle havde drukket sig stadig mere brovtende og højrøstede og truende. Dansene havde gjort dem stakåndede og svedige og røde i hovederne. Han var gerne gået hjem, så snart almindelig høflighed tillod det. Han havde haft det bedst i værkstedet, sammen med mester, med den fedtede kasket trukket om i nakken og med den trygge, velkendte følelse af solidt værktøj i hånden.

Men nu var det pludselig, som om pigerne var overalt. Han kunne i smug kigge på frøken Heppler, så længe han overhovedet havde mulighed for det. Selv frøken Otersdorf, som han ellers ikke fandt hverken charmerende eller særlig sympatisk, var egentlig interessant at se på, når hun blot tav og ikke skældte ham ud.

Frøken Heppler var begyndt at besøge ham oftere nu. Så sad hun på en af de skrammede, hvidmalede stole, og stoppede sokker eller syede, mens de talte sammen. Albert begyndte at indrette sin søvnrytme efter hendes aftenbesøg. Dagene var alligevel så ulideligt hvide og tomme, der var ingenting at holde sig vågen for.

Efterhånden kom hun næsten hver aften. Det gik op for ham, med mild overraskelse, at et underligt uudtalt venskab var opstået mellem dem. Han havde vel i grunden ikke forestillet sig, at man kunne have et venskab med en kvinde. Men den stille fortrolighed, med hvilken de efterhånden kom til at betro deres inderste tanker til hinanden ... det måtte vel være venskab?

En aften kom hun senere end normalt. Han havde næsten opgivet at se hende og havde lagt sig til at stirre formålsløst op i mørket, da et svagt lysskær faldt ind i stuen, og hun listede sig ind med en lille tinstage i hånden. Det blafrende lys badede stuen i et svagt, gult skær. Hun så dejlig ud.

Hun stillede forsigtigt stagen fra sig på det lille sengebord. Så strakte hun sig og udstødte et veltilfreds suk. Det havde vist været en lang dag. Hun trak den lille, hvide kappe af sit hoved og lod håret bruse ned. Så kiggede hun på ham med hovedet lidt bøjet forover, så håret hang ned foran hendes ansigt som et stort, rodet gardin eller ... eller som et nøddefarvet vandfald.

Albert var taknemmelig for, at hun ikke afventede hans svar. Hun ville være kommet til at vente til evig tid, han anede ikke, hvad han skulle sige. Forsigtigt drejede hun nøglen om i dørens lås. Så kom hun hen til sengen. Albert sank, rømmede sig og rettede sig lidt op i sengen. Igen dette besynderlige, fortryllende smil, disse store, mørke øjne, der syntes at se på ham i uendeligheder uden så meget som at blinke. Uden at tage blikket fra hans, satte hun det ene knæ op på madrassen og kravlede op til ham. Forsigtigt, uden at støde hans sårede lår, satte hun sig til rette oven på hans dyne, og gav sig til at rode op i det viltre hår. Blikket var fuld af løfter, han ikke forstod. Så lænede hun sig frem, gav sig til at stryge hans kind. Det krattede. Han trængte til at blive barberet. Hendes ånde var varm mod hans pande.

"Tror du ikke, det er på tide at holde op med alt dette frøken og Herr Leutnant?"

De gav hinanden hånden, overdrevent stift, som om de blev præsenteret for hinanden på en restaurant. Så begyndte hun at le. Albert lænede sig tilbage i puden og rykkede sig lidt. Der var ikke meget plads; selv om sengen var forholdsvis stor, var det dog en énmandsseng. Hun strakte sig på ryggen ved siden af ham. Så rakte hun ud efter hans cigaretter i sengebordsskuffen, trak én ud og satte den mellem læberne.

"Vi åbner vinduet. Det opdager de aldrig." Hendes stemme blev sjovt drævende, når hun talte, mens hun klemte læberne sammen om cigaretten. "Vil du også have en?"

Han ville sige noget, men kunne ikke komme på hvad. I stedet lod han sine fingerspidser stryge gennem hendes kraftige, viltre hår i lange, blide bevægelser, i små, rytmiske ottetaller. Hun lagde den ene arm bag nakken og holdt cigaretten i den anden hånd.

"Ja?" Det var sandt, hun havde sagt, at hun ikke ville giftes, dengang han lige var vågnet på sygestuen.

"Jeg har faktisk været forlovet. Engang ..." Hun tav, som ventede hun en eller anden reaktion fra Albert. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. "Han var ... han meldte sig i august '14, sammen med min bror. Vi havde været venner fra barnsben af, alle tre ... De tog af sted i højt humør, ligesom alle andre. De var så stolte. Og han var flot i sin uniform. Han friede til mig, dagen før de tog af sted."

"Vi drog alle sammen af sted i højt humør. Ting var anderledes dengang. Vi vidste jo ingenting."

"Ingenting. Der var ikke sket noget. Han var bare ... forandret. Det var, som om han havde mistet troen på at komme hjem igen. Som om han slet ikke følte sig hjemme mere."

"Det kender jeg. Jeg har det lige sådan. Det var ikke din skyld; det er noget, krigen gør ved én. Man passer ligesom ikke ind mere."

"Nej, det var ikke sådan. Det virkede ... det virkede, som om han gik rundt og ... tog afsked, på en eller anden måde."

"Da han skulle af sted igen ... det er fjollet, det ved jeg godt ... Da han skulle af sted, så svor vi på, at ... det er virkelig dumt ... at hvis en af os døde, så ville vi kontakte den anden. Gennem et medie, du ved ... én, der kan tale med spøgelser. Tåbeligt, ikke?"

"Der gik fire dage. Så blev han dræbt. Både ham og min bror, i det samme angreb. Vi fik brevet nogle dage senere."

Albert lukkede øjnene. Han havde hørt historien så mange gange. Alle havde hørt den historie mange gange.

"Allerede da brevet kom, vidste jeg, hvad der stod i det. Jeg behøvede ikke engang lukke det op. Jeg vidste det bare. Mine forældre var ude af sig selv, men jeg ... jeg satte mig bare på en stol og kiggede ud ad vinduet hele resten af dagen."

"Men jeg var jo ikke ked af det, forstår du. Ikke særlig. Jeg vidste jo, at han ville komme til mig, at vi ville mødes igen. Det havde han lovet."

Hun rykkede sig tættere ind til ham, hvilede hovedet på hans pude. I lang tid sagde ingen af dem noget.

"Men efterhånden ... tiden gik, og ... ingenting. Han kom ikke. Og så var det, at det gik op for mig, at jeg var alene. Helt alene. At der ingenting er derude. Der er kun os selv. Der er kun dét, vi selv skaber omkring os."

"Gud ... Paradiset ... mening. Alt det, vi gik og troede på som en selvfølgelighed. ... Folk troede, at jeg var blevet tosset af sorg, men det var jeg ikke. Ked af det, selvfølgelig. Men samtidig ... det, jeg mest følte, var frihed. På godt og ondt. Kan du forestille dig det? Kan du forstå det? Ingen gud, ingen regler. Det er alt sammen noget, vi selv har fundet på."

"Ja. Og så alligevel ikke. Kan du ikke se - det var den fulde, hele frihed. Det betyder jo, at de eneste regler er dem, vi selv vælger at tage på os. Det betyder jo ikke, at al godhed er borte. Jeg blev sygeplejerske for at hjælpe, at helbrede. Men det er, fordi jeg valgte det. Egentlig behøver jeg jo ikke tage andre hensyn end dem, jeg selv vælger, vel? Der er ingen anden mening, end den vi selv lægger ind i tingene - eller ... eller vælger at lægge i dem. Der er kun dét ene liv. Den korte pause mellem fødsel og død, ikke? Vi ... vi springer ud af mørket, og så springer vi ind i mørket igen. Og det er dét, det gælder om - at nyde sit spring. Det er det eneste, der er."

"Hvorfor ikke, i grunden? I princippet? Du gør det jo ... Nu lyder jeg frygteligt umoralsk, ikke?"

"Jeg ville have dig. Og så ... så tog jeg dig. Du kan ikke stole på mig. I virkeligheden kan ingen af os stole på andre end sig selv. Vi har ikke råd til at binde os, Albert. Du bliver skudt på hver eneste dag, og fjendens kanoner skåner ikke hospitalerne. Vi kan være døde i morgen. Vi ... vi har ikke råd til at binde os, Albert. Nyd mig nu ... og glem mig så."

Han rejste sig op på albuen og bøjede sig ind over hende. Hun var smuk, som hun lå der, nøgen i det hendøende lys, med øjnene lukkede og en lille, forræderisk tåre glimtende i øjenkrogen. Han kyssede hende.

"Nej, Clara. Sådan er du ikke. Jeg kender dig nu. Du er god. Du tør bare ikke indrømme det. Jeg ... jeg elsker dig, Clara."

"Så er du selv ude om det. Nu er du advaret." Hendes stemme, der ellers var så munter og melodisk, var blevet helt stille og hæs. "Der kommer ikke noget godt ud af det."

Han kyssede hendes kinder. Hendes hud smagte salt. Så flakkede lyset, blussede kort op i et blændende nu og gik så ud. Mørket lukkede sig om dem. Det var sært beroligende at ligge dér i mørket og blot lytte til hendes rolige, dybe åndedrag. Hun lå helt stille. Var hun mon faldet i søvn?

Albert lænede sig tilbage mod puden og lukkede øjnene. Det gik ikke. Han blev nødt til at vække hende, hun måtte tilbage på sit eget værelse. Tanken om den opstandelse, det ville afstedkomme, hvis hun blev fundet her i morgen tidlig, fik ham til at smile. Sikken en ballade der ville blive. Hun måtte ud, selvfølgelig. Men lige nu var det blot så ubeskriveligt vidunderligt at ligge ved siden af hende. Det kunne vente. Det kunne vente til lige før solopgang, hvis det skulle være.

Tænk engang: det var startet som en helt almindelig dag, måske endda lidt mere kedelig end de fleste. Og nu var han pludselig forlovet. Nåhja, måske ikke ligefrem forlovet i ordets strengeste forstand - men hun havde jo ... det kunne da ikke betyde andet. Hvor kunne skæbnen dog strikke de særeste dage sammen! Og hans mor - hvad mon hun ville sige? Hun ville elske sin svigerdatter, selvfølgelig ville hun det. Der ville vel nok blive lidt trangt i det lille hus derhjemme, mor ville jo nok være nødt til at rykke ud i det lille kammer, så Clara og han kunne overtage det andet rum som soveværelse.

Ha! Og hun, der så skråsikkert havde sagt, at hun ikke ville giftes! Og hvordan var det så gået? Hun havde tydeligvis ikke været forberedt på Albert! Nå, teknisk set var de jo selvfølgelig ikke forlovet endnu. Han havde ingen ring givet hende, men det var nok også godt det samme. Indtil videre i hvert fald. Måske skulle han ligefrem holde det hemmeligt for de andre? Der var mange imellem dem, der holdt på, at man ikke burde give løfter til unge kvinder i deres situation; der var krig, og naturligvis kunne ingen vide sig sikker på at komme hjem. Det var da sandt nok. Bryllup kunne ikke komme på tale før efter krigen. Men alligevel ... Pludselig var verden fuld af varme og farver, fuld af vild lykke. Fuld af håb! Selvfølgelig havde hun problemer. Hun havde ikke haft det let, det var tydeligt. Hun var mærket af det. Men al hendes kynisme, al hendes stejle egoisme - det var alt sammen noget, han nok skulle få trængt til side. Han ville være der for hende. Han ville holde om hende, lige til hun lærte at stole på ham.

- 1916 -