Kejserhøgen

Albert trak kasketten lidt ned i panden. Hans måned på hospitalet havde gjort ham uvant med skarpt lys, og formiddagssolen glitrede og forstærkedes tifold i sneen. Den skar ham i øjnene. Døren gled i bag ham, og han støttede prøvende på sit sårede højre ben. Det gjorde ondt, men ikke meget. Så hankede han op i den lille taske med sine personlige sager og humpede varsomt ned ad de fire lave trappetrin. Heldigt, at man havde forsynet ham med en stok.

Det var koldt herude, men helt stille. Det lange halstørklæde var viklet for underansigtet, som når han fløj, men det var alt for varmt; hans ånde gjorde hagen våd af kondens, og han trak tørklædet ned og snusede grådigt den klare, kolde luft til sig. Vidunderligt! Han strakte sig, stiv i lemmerne og øm i ryggen efter det lange sengeleje.

Hvor var det dog mærkeligt! Han følte det, som om han vendte tilbage til en helt anden verden end den, han så brat havde lagt bag sig for en måned siden. Han standsede på gaden uden for hospitalet, vendte sig og betragtede nysgerrigt den anonyme, grå bygning, han netop var trådt ud af. Hvor så det dog småt ud herude fra, hvor man kun kunne se facaden. Det var ikke umiddelbart til at se, at der skjulte sig sovesale og operationsstuer og lange, højloftede gange bag de blanke ruder. Der kunne have boet en grosserer her, eller en fabrikant.

Man kunne ingenting se ind gennem vinduerne, de var blot sorte, firkantede huller i muren. Han slap tasken og skyggede for lyset med hånden. Det hjalp ikke, det var stadig blot mørke firkanter. Men han vidste, at hun stod deroppe et eller andet sted, bag et af de sorte felter, og kiggede ned på ham. Det måtte hun gøre. Han smilede til hele bygningen og vinkede med den frie hånd.

Så slog det ham, at der jo også kunne stå andre deroppe. Tanken om, at en eller anden skægprydet feldwebel med armen i slynge måske stod deroppe og kiggede ned på ham og undrede sig over, hvorfor en fremmed løjtnant vinkede så hjerteligt til ham, fik ham næsten til at le. Pokker tage alverdens feldwebeler! De kunne glo så tosset de ville, og undres, til deres hoveder mugnede. Hans smil gjaldt hende, og kun hende.

Hvor var hun dog vidunderlig. Hun havde åbnet en helt ny verden for ham. En verden, som han nok havde fornemmet eksistensen af, men som havde været ham helt og aldeles fremmed. Selvfølgelig havde piger af og til sneget sig ind i hans drømme. Når han bagefter var vågnet, badet i sved og med dunkende puls, havde han slået det hen som forbigående feberanfald. Men det havde også skræmt ham. Der var ikke mange ting, han som yngre havde været bange for, men pigernes ubegribelige virkning på ham var én af dem. Og når drømmebillederne en sjælden gang havde overrumplet ham og mast sig frem med en sådan magt, at han viljeløst havde besmudset sig selv, havde han bagefter næsten ikke kunnet holde ud at møde andre menneskers blikke.

Men nu var alting anderledes. Clara havde åbnet dørene, havde slået porten til en helt ny, vidunderligt spændende have op, og det var gået så stærkt, at han blot var halset snublende efter hende. Han ville giftes med hende. De skulle nyde hinanden hver eneste dag, og siden hen ville der vel komme småfolk, og senere børnebørn selvfølgelig, og så, engang, skulle de sidde sammen i det lille, hyggelige hus derhjemme og bare nyde tilværelsen. Foran ham strakte fremtiden sig, jævn og ukompliceret, solbeskinnet og lykkelig.

Et kort øjeblik strejfede hans tanker Richthofens søster. Men herregud, han havde jo dårligt talt med pigen, og for øvrigt var der overhovedet ingenting blevet sagt. Og hvad skulle han dog også i en adelsfamilie? Nej, det var med Clara, han havde en fremtid. Det var længe siden, Albert havde forestillet sig en fremtid. Det gjorde man ikke som flyver. Det var ikke noget, de nogensinde havde talt om på basen. Allerede de helt nyankomne fornemmede, at det var et emne, der ikke skulle berøres. Og efter ganske kort tid forstod de som regel også hvorfor. Hver gang en stol stod ubesat ved aftensmaden, hver gang et fly ikke vendte tilbage fra patrulje - hver gang nogen faldt fra, blev man mindet om ikke at gøre sig tanker om fremtiden. Lod man først tankerne kredse om fremtiden, lå den dér foran én som en bundløs, sort afgrund, rede til at opsluge én. Fremtiden skulle man ikke tænke på. Det var i grunden forbløffende, så godt det lykkedes de fleste.

Men alt det havde hun med ét slag vendt op og ned på. På en eneste nat havde hun dulmet hans angst, og i stedet plantet en umættelig, frydefuld nysgerrighed. Og nu stod han her og havde på en måde to liv. Krigen, der selvfølgelig fortsatte, som den hele tiden havde gjort; et liv, der var her og nu, hvor fremtiden stadig var en fælde, sindet hver eneste dag måtte undgå. Og samtidig - livet bagefter, livet derhjemme, når krigen var forbi, sammen med Clara. Den egentlige fremtid.

Han rev sig fri af de smukke drømmerier og begyndte at gå ned ad gaden. Det gik lettere med at bevæge sig nu, stokken faldt overraskende hurtigt ind i skridtenes rytme, og jagene i benet tog noget af, efterhånden som musklerne vænnede sig til de uvante bevægelser. Nu skulle han blot finde banegården og så komme af sted.

Jasta 2 havde flyttet base, mens han lå syg. Allerede få dage efter hans styrt var hele herligheden rykket til Pronville i nærheden af Douai, en tredive-fyrre kilometer nordpå. Det ville nu ikke blive noget problem. Der måtte vel være en troppetransport eller en lastbil, han kunne få et lift med, når han kom tættere på. Hvad betød det vel overhovedet alt sammen? Hans kammerater kunne for hans skyld være flyttet til Bulgarien, han skulle nok finde dem alligevel. Var der overhovedet nogen ting, han ikke kunne nu? Var der noget, han ikke var i stand til, noget, han ikke kunne overkomme? Med Claras store, mørke øjne for sit indre blik følte han sig uovervindelig. Kom bare an, alle I små og lusede, ubetydelige problemer og udfordringer! Jeg overvinder jer så let som ingenting!

Det var langt ud på formiddagen den følgende dag, før han omsider trådte ned fra lastbilens lad, og vaklede ind på den nye base, sukkende af smerte og med en dunkende hovedpine. De kejserlige jernbaners forbindelseslinjer havde vist sig at være en formidabel fjende, der med sin velorganiserede uigennemskuelighed kunne undergrave selv det største mod og modstå endog den mest ihærdige. Han var træt, segnefærdig af udmattelse, og det smertede i hele kroppen, efter at han havde måttet tilbringe natten på en højst ukomfortabel træbænk i den kolde ventesal på en mistrøstig banegård i en lige så mistrøstig lille fransk provinsby. Benet gjorde stadig ondt, men smerten overdøvedes af de jagende træk i hans lænd og venstre arm, der var uvante med at bære hans vægt på stokken. Han følte sig mere syg, end han nogensinde havde gjort på hospitalet i Kortrik.

Der lå sne over basen. Ikke meget, men nok til at svøbe alting i hvidt. Pronville lignede den gamle base, det var fuldstændig det samme. Trøstesløse træbarakker i et fladt landskab og vinden, der tog i grenene på et par træer, som stod i udkanten af området. Jaja, alt ved det gamle. Hjem. En slags hjem, i hvert fald.

Det første han gjorde, var at melde sig hos den nye kommandant, Oberleutnant Walz, og rapportere sig tilbage i tjenesten. Walz tog pænt imod ham, bød på cognac og cigar og lod ham vide, at der ikke kunne blive tale om at lade ham flyve, før hans ben var klar til det. Det passede Albert dårligt. Han længtes efter at få luft under vingerne igen, og selv om det hastigt helende sår på låret var en påmindelse om farerne deroppe, så var tanken om blot at drive formålsløst rundt hernede endnu værre; hvem havde vel lyst til at sakke agtenud, at være den ringeste flyver i Boelckes berømte enhed? Men skønt Walz var venligheden selv, stod det fuldkomment klart, at der ingen mening ville være i at protestere. En ordre var en ordre.

Han fik anvist sit kvarter, der var fuldkommen magen til hans gamle i Lagnicourt. Det kunne udmærket være den selvsamme skammel, der stod ved siden af sengen og gjorde det ud for natbord. En eller anden havde tilmed været omsorgsfuld nok til at flytte hans halvtomme snapsflaske med - uanfægtet af hans fravær stod den standhaftigt klar på bordet. Han smed sin sparsomme bagage fra sig på sengen og humpede over i messen. Et eller andet vittigt hoved havde omdøbt den til casinoet, men bortset fra et par sæt krøllede, ølvædede spillekort, der lå henslængt på det obligatoriske, ustemte klaver ved endevæggen, var der ikke meget spillebule over rummet. De havde taget al udsmykningen fra den gamle base med. De samme sodsværtede engelske propeller hang i loftet og gjorde tjeneste som lysekroner med små, gullige lys sat fast på propelbladene, og rundt omkring på væggene hang trævlede lærredsstykker med udklippede serienumre fra engelske og franske fly, der var gået ned bag de tyske linjer.

Han sank om i en af de store, lasede lænestole og baksede med besvær det syge ben op på bordet foran sig. Han lænede forsigtigt stokken op ad stolens armlæn og gravede en pakke cigaretter op af uniformsjakkens lomme. Stokken væltede med en skramlen, mens han fik pulset ild på den helt utrolig dårlige tobak. Ækelt. Men bedre end ingenting. Han lukkede øjnene og lænede nakken tilbage i stolens høje ryglæn. Nu var det kun at vente, til de andre kom tilbage. Høre, hvad der var indtruffet i hans fravær. Hvem der havde høstet flere sejre ... og hvem der måske ikke længere var her.

Hans blik gled dovent rundt i den tomme messe og fandt så, nærmest tilfældigt, ud af de små vinduer, der var halvvejs dækket af fygesne. Det blæste temmelig voldsomt derude. Det undrede ham, at der overhovedet var nogen, der var gået op i det vejr. Englænderne ville de da næppe se meget til nu, og franskmændene holdt sig normalt helt i ro, når det ikke var klart vejr. Måske var det ren og skær virketrang, der havde drevet dem op.

Lidt efter trådte Bodenschatz ind ad døren og rystede sne af sin frakkes store pelskrave. Han fik øje på Albert og hilste hjerteligt.

"Jo tak, Herr Oberleutnant. Det går ganske udmærket. Jeg er træt efter rejsen, men ellers går det fint."

Bodenschatz lagde sin kasket på bordet og smøgede den store pelsfrakke af. Så satte han sig i stolen over for Alberts. Nonchalant lagde han fødderne over kors på bordet, der knagede og vaklede under vægten.

"Der er nu kun en enkelt patrulje oppe. Richthofen tog Voss og et par af de nye med ud, de trængte til at få rørt sig. Vi har ligget lidt underdrejet på grund af vejret de seneste dage. Men de får nu nok ikke meget ud af det, vil jeg tro. Dem ovre på den anden side er gerne for kuldskære til at vove sig ud i sådan et vejr."

"De er taget ind til Douai. De sidder vel og kæver den på en lille, lusket estaminet, vil jeg tro."

"I den grad. Det er mig en gåde, at der ikke er flere, der omkommer af ren og skær kedsomhed på vore lazaretter."

Oberleutnanten fiskede en lille lommelærke af oxyderet sølv op af lommen, skruede proppen af, og rakte den bydende frem mod Albert. Så tog han selv en hurtig slurk og tændte sig en cigaret.

"Jah, der er jo ellers sket en del, siden De sidst var her, Jantzen. Vi har fået nyt navn."

"Javist. Om aftenen den elvte rullede der pludselig en stabsbil ind på pladsen. Det var general von Hoeppner, der var på rundtur til frontflyverenhederne under 1. Armé. Han blev det meste af aftenen; Richthofen havde hentet sin tolvte sejr samme dag, og det fejrede vi jo så i messen. Generalen var i højt humør, han lovede os flere biler og nye maskiner, og måske også vores egen læge. Jasta 2 har topprioritet, fortalte han, vi er den mest sejrrige enhed i de samlede luftstridskræfter. Nå, men ganske få dage senere ankom der et telegram, der meddelte, at vi efter kejserligt dekret var omdøbt til Jasta Boelcke. Så det hedder vi nu."

Oberleutnanten nikkede stille frem for sig og sugede tankefjernt den sidste røg af sin cigaret. Så rejste han sig med et sæt og satte kasketten på hovedet igen.

"Jeg stikker lige hovedet ud og ser, om de er ved at være tilbage. Vil De med, Jantzen?"

"Jeg tror, jeg venter her, hvis det er Dem lige meget. Benet, De ved ... Men sig endelig til, når de kommer, jeg vil gerne med ud og tage imod dem."

"Selvfølgelig. Nå, men ... men velkommen tilbage, endnu en gang, i hvert fald!"

"Åhja, det havde jeg nær glemt. Vi får snart nye kister. Den nye Albatros-model er lige på trapperne. De foreløbige meldinger er meget lovende. Der er en hel bunke forbedringer i forhold til de gamle."

"Javist. Der kommer selvfølgelig ikke til alle i første omgang, men så vidt jeg ved, er der i hvert fald én til Dem. De fik jo smadret Deres gamle ganske eftertrykkeligt, haha!"

Bodenschatz førte en pegefinger til kasketskyggen og foldede den store krave op om ørerne. Så trådte han ud ad døren og forsvandt i det kolde, skarpe lys derude.

Han måtte være faldet i søvn. Richthofen ruskede ham ivrigt i skulderen, og han plirrede forvirret med øjnene.

"Ja, jeg er lige sprunget ned af kisten, har bare lige været en tur over tønden. Det er møgkoldt deroppe."

Albert gned øjnene. Det tog tid at vågne helt. Men det var tydeligt at se, at det ikke var længe siden, Richthofen var landet. Hans ansigt lignede en klovns; rent og hvidt omkring øjnene, udenom - hvor motorbrillerne ikke dækkede - sortbrun af forstøvet motorolie og snavs, og underansigtet rødt som en kogt krebs af kulden. Et festligt syn. Den farverige flyver satte sig ved siden af Albert, stadig med læderhjelmen og de fedtede motorbriller i hånden.

"Det var synd, du ikke var her til jul, Jantzen. Jeg havde besøg, det var rigtig hyggeligt. Papa, den gamle herre, kommanderer en lille forlægning i nærheden af Lille, men havde fået sat et par dage af til at besøge mig her, og min lillebror Lothar kiggede også forbi. Vi havde et nydeligt lille juletræ, og en helt anstændig julemiddag blev det også til."

"Ja, ikke? Lothar fløj sin første solotur juledag. Han var observatør, ved du, men har været på jagerskole siden i sommer. Jeg tror, han kan blive en udmærket flyver."

"Han er her faktisk endnu, han har stadig juleorlov - ja, lige nu er han kørt til byen med de andre. Men jeg ved ikke, om han bliver stationeret her. Det er helt op til overkommandoen. Men det var rart at samles til jul i hvert fald. Stakkels mor og Ilse - de sad mutters alene derhjemme, mens vi mandfolk mæskede os her, haha!"

"Ja, Ilse ... jeg fik brev fra hende, ved du. Men jeg fik nu aldrig svaret på det. Du må sige hende undskyld fra mig, når du ser hende."

"Såh? Jaja, du skal se - det har hun sikkert allerede glemt alt om nu. Hun har jo travlt på hospitalet."

"Det har hun vel." Hun havde glemt det. Selvfølgelig. Det var mærkeligt befriende at høre, og samtidig en lille smule forstemmende. "Hør, hvor mange er du egentlig nået op på nu?"

"Sejre? Har du ikke hørt det? Femten. Jeg fik min femtende for seks dage siden. Én mere, så har jeg dobbelt så mange, som Boelcke havde, da han fik sin Blå Max ..."

"Ikke rigtig. For nogle uger siden fik jeg at vide, at overkommandoen af en eller anden grund insisterer på, at der skal en observationsballon med, før de slipper en Blå Max. Jeg fik et telegram fra dem. Hvor er vores observationsballon? stod der. Ikke andet, bare den ene linje. Det var fra major Thomsen."

"Heh ... jeg telegraferede straks tilbage. Oppe i luften, skrev jeg. Kun det, ikke andet. Hvorfor i alverden skulle jeg pjanke rundt og skyde balloner ned, som om det var et omrejsende markedstivoli? Balloner er tåbelige. Observatøren i kurven nedenunder kan jo ikke bevæge sig, og de kan ses tredive kilometer væk."

"Det må de lære. Jeg er ikke ballonskytte. Men jeg er en forbandet god jæger. Jeg fortjener en Blå Max."

"Det gør du, Richthofen, selvfølgelig. Men tror du, det var særlig klogt at svare på den måde? Jeg mener, det virker en smule næsvist, ikke?"

"Tjoh. Det kan da godt være. Men jeg blev bare så nederdrægtig irriteret, det ligner da ikke noget at lave den slags forbandede skrivebordsregler, vel? De skal da ikke bilde sig ind, at det er lettere at skyde et fly ned, end en dum ballon, der er bundet fast i en snor. Men hvad med dig? Skal du ikke snart i gang igen?"

"Det kan jeg godt. Jeg hænger på den elendige pind en tid endnu," svarede Albert og viftede med hånden i retning af stokken på gulvet, "men jeg kan sagtens gå."

"Jeg snakker med Walz. Vi skal nok få dig op i en fart." Han snøftede åndsfraværende og strøg hånden gennem det korte, lyse hår, der var klasket komisk sammen om hans hoved efter læderhjelmens pres. "Vi kan jo heller ikke have, at du bare driver rundt hernede og danderer den, mens vi andre passer butikken, vel?" Han lo og klappede Albert kammeratligt på skulderen. "Nå, jeg smutter lige over og skifter. Jeg tror ikke, der bliver flere patruljer i dag. Blæsten er for strid. Og vores engelske venner holder sig hjemme, de gider ikke danse i sådan et vejr. Det er til at blive vanvittig over." Han rejste sig, og forsvandt ud ad døren. Albert kiggede misundeligt efter ham. Han trængte virkelig til at komme i gang igen. Det var ikke spor rart at blive behandlet som en krøbling.

De nye maskiner var ankommet. Albatros-fabrikkernes seneste vidunder, en videreudvikling af den gamle D.II'er. Hele basen strømmede ud for at se de første eksemplarers indflyvning.

De fem små maskiner dalede ned, satte varsomt hjulene på den snedækkede eng og rullede langsomt i stå. Piloterne sprang kækt ned fra cockpitterne, og de andre stimlede ivrigt sammen om dem for at tage det nye vidunder i øjesyn.

De lignede de gamle, det var sandt. Men der var forandringer. Vingerne var helt anderledes konstrueret; det nederste vingeplan var langt smallere end på de gamle maskiner, man havde tydeligvis ladet sig inspirere af de små, vævre franske Nieuport-maskiner. Og det øverste vingeplan var elegant svunget, næsten som en fuglevinge - helt ulig de gamle D.II'eres klodsede, firkantede vinger, der så ud, som om de var tegnet med en lineal. Den nye model så endnu mere haj-agtig ud end de gamle.

"God idé! Man var altid bange for at få en kugle gennem den. Man ville jo blive kogt, hvis der gik hul i radiatoren lige over éns hoved. Det er i hvert fald en forbedring!"

"Men hvorfor har de ikke malet dem? Det ser da underligt ud med bart træfiner."

Kommandant Walz rakte hænderne i vejret for at skaffe ro. "Så, min herrer! Ro!" råbte han muntert "Der er nok til alle! Overkommandoen har forsikret mig om, at der kommer tilstrækkeligt til, at alle kan få én. Vi er den første enhed, der bliver helt udrustet med den!"

De stimlede sammen om ham, og han fortalte kort om forbedringerne. Det underste vingeplan, der så så spinkelt ud, var i virkeligheden en betydelig fordel; på de gamle dækkede de brede underste vinger næsten helt for udsynet nedad, men med den smallere udgave her kunne man pludselig se langt mere. Faren for at blive ramt af en uset modstander nedefra var mindre. Det havde også øget farten en smule, selv om det var den samme Mercedesmotor som i de gamle.

Albert vendte sig. Løjtnant Voss stod lige bag ham, nysgerrigt betragtende det nye vidunder. "Undskyld, hvordan går det egentlig med Deres sår, Jantzen?"

"Det tror jeg ikke. Det er kun, til det heler helt. Men man bliver nu hurtigt træt af stokken. Man bliver øm i hele kadaveret af at læne sig op ad den."

Den unge mand spyttede tankefuldt i sneen. Han stak hænderne i lommerne og trak skuldrene op om ørerne. "Næh," sagde han studst og så frem for sig, "ikke endnu. Stadig kun tre. Det er det fordømte vejr, de sidder og putter sig ved kakkelovnen ovre på den anden side. De gider ikke slås, når det er koldt. Og Richthofens evige planer og strategier og hvad ved jeg ... vi må jo for hulen kun flyve i faste formationer. Hvis jeg for pokker da bare kunne få lov at flyve selv ... Arbejdede Immelmann måske i sådan nogle faste rammer?"

"Jaså? Mener De det? Det kan jeg nu ikke se. Jeg er sikker på, at hvis jeg bare kunne få lov at flyve alene, så skulle De se englændere falde som fluer!"

"Det kan være. Men jeg er sikker på, at Løjtnant Richthofen har grunde til at gøre, som han gør."

"Hvorfor er det overhovedet ham, der fører an? Burde det ikke være Walz? Han er trods alt kommandant."

"Det kan man selvfølgelig synes. Men det er vel ikke så meget det, det kommer an på. I sidste ende handler det vel mere om at få arbejdet gjort, end om, hvem der gør det."

"Præcis! Det er jo netop det, jeg mener. Åh, gid jeg dog bare kunne blive sluppet løs."

Han spyttede igen. Albert rykkede en smule, det var nær ved, at han fik svinet sine støvler til. Voss nikkede kort til ham og gik tilbage mod de lave træbarakker. Albert fulgte ham med øjnene. Hvor var han dog en mærkelig ung mand; det virkede, som om han hele tiden var lige på kanten af et skænderi. Selv om Albert kun havde talt ganske kort med ham et par gange de seneste dage, havde han hver gang haft en følelse af, at han måtte have fornærmet den unge mand. Det havde han selvfølgelig ikke. Løjtnant Voss opførte sig på samme måde over for dem alle sammen. Albert trak på skuldrene og traskede over til Richthofen, der stod og fingererede ved den V- formede afstivning mellem den nye maskines vinger.

"Jeg har da aldrig hørt, at der skulle findes et direktiv om bemaling af flyene - bortset fra nationalitetsmærkerne, selvfølgelig. Det kunne da egentlig være helt fikst, ikke?"

"Jah, det er jo rædsomt svært at skelne os fra hinanden deroppe, ikke? Man ved aldrig hvem der ligger hvor, vel? Det er jo ikke til at genkende piloten deroppe, når man er helt viklet ind i hjelm og tørklæde og briller."

Det var sådan set sandt nok. I luften var det blot en flok ens maskiner, det var umuligt at skelne den ene fra den anden. Så længe formationen blev holdt, vidste man, hvem der var hvem, men når først man flagrede rundt i de kaotiske masseslagsmål, mistede man helt overblikket. Det var faktisk irriterende, når man tænkte efter.

"Og bekræftelserne," fortsatte Richthofen, "det har du da også oplevet, Jantzen. Når man skal have infanteriet til at bekræfte en sejr, så kan de jo ikke sige andet end, at det var en tysk maskine, vel? Fra jorden kan de jo da slet ikke se, hvem der er hvem."

"Det er da frygtelig irriterende, når vi kommer op at toppes om en sejr, ikke? Det er ikke godt for omgangstonen. Man burde egentlig ..."

Richthofen faldt hen i tanker. Albert betragtede ham en stund, men forstyrrede ham ikke. Han havde fået et fjernt blik i øjnene, et lille smil spillede om hans læber, mens han tankefuldt betragtede den nye maskine. "Jeg tror sågu' jeg skal snakke med Walz ..."

Ud på aftenen bankede det på døren til Alberts lille værelse. Han var næsten faldet i søvn, men den dæmpede og alligevel ivrige banken halede ham tilbage til bevidsthed. Han rejste sig og lukkede op. Det var Richthofen. Han så helt overstadig ud.

"Bert, kom lige med! Du kan godt gå, ikke? Kom, der er noget, du lige skal se ..."

"Såret?" Et kort nu så han forvirret ud, men lyste så op i et bredt smil. "Nej nej, jeg fejler intet, bare rolig. Det er maling. Kom nu, ikke?"

"Årh, nu ikke så blodfattig, din dovne slambert! Så, op med dig. Jeg lover dig - det er stort!"

Småirriteret humpede Albert efter ham med sin store, lange pelsfrakke klemt sammen om kroppen over pyjamasen. Foran småløb Richthofen, ivrig som havde han slet ikke tålmodighed til at vente på sin langsomme følgesvend. Han skridtede over det snedækkede, vindpiskede græs mod den store, lærredsoverspændte hangar, der husede de nye maskiner. Fra den smalle sprække ved døren strålede et svagt, bleggult lys ud og lagde sig som en bølgende stribe over den natmørke sne udenfor.

Richthofen stillede sig ved siden af døren og lagde hånden på dørhåndtaget, som ville han forhindre Albert i bare at brase ind og ødelægge effekten. Albert standsede foran ham.

"Bert, for pokker! Det er en stor ting, dette her! Den er blevet ... det er en utrolig effekt. Vi har knoklet lige siden før middagen, mekanikerne og jeg. Det er ... nu skal du fandeme bare se løjer!" Med en teatralsk gestus slog han døren op og skubbede Albert ind i det lune, hyggelige lys fra en halv snes karbidlamper og flagermuselygter. Albert stivnede, målløs.

"Ja, er det ikke pragtfuldt? Er den dog ikke smuk?" Hans øjne glitrede i det svage lys.

"Men ... men du bliver en ... du kunne lige så gerne male en skydeskive på ryggen!"

Albert humpede rundt om den skrigrøde maskine. Dette var det rene vanvid. Det hele var rødt. Vingerne, kroppen, haleroret, vingestiverne ... det eneste, der ikke var malet over, var Albatros-fabrikkernes lille logo på haleroret. Det sad stadig og lyste i en lille, hvid firkant midt i alt det røde.

"Jeg er virkelig ikke bange for dem! Kan du ikke se det? Jeg vil jo netop have, at de ser mig! Nu er der ingen, der er i tvivl om, hvem jeg er! Nu er jeg ikke bare en anonym maskine som alle de andre. Nu er jeg ... den røde kampflyver!"

"Richthofen, du holder ikke en eftermiddag på den måde. De vil kaste sig frådende over dig."

"Jeg er klar til at møde dem. Og forresten ... tænk over det; ligegyldigt hvordan man maler et fly, så bliver det alligevel aldrig usynligt i luften. Man kan ikke skjule sig deroppe. Man kan da lige så godt gøre en dyd ud af det, ikke? Det er kun en skælvende kujon, der prøver at gemme sig, ikke?"

"Tænk på middelalderens riddere, Albert! Gemte Götz von Berlichingen sig? Prøvede Siegfried Nibelungen at skjule sig for sine fjender? Malede Dietrich von Bern sin rustning i camouflagefarver? Nej! De knejsede med nakken og vedkendte sig deres stand! Jeg ville ikke skjule mig for englænderne, Bert. Jeg vil netop have, at de skal se mig. Se mig, og frygte mig!"

"Men hvorfor lige rød? Kunne du trods alt ikke have valgt en lidt mere diskret farve?"

"Hvorfor rød? Det ved jeg ikke ... mit gamle kavaleriregiment havde rød som regimentsfarve. Men det var ikke kun derfor. Tænk på det røde flag i kamp i gamle dage. Det betød, at der ingen fanger blev taget. Og rød er synlig. Hvad skulle meningen vel være med en mere diskret farve? Rød er blodets farve, rød er en varm og stærk farve ... en hedspore-farve. Derfor!"

"Sikkert!" lo Richthofen. "Men jeg er i det mindste ikke usynlig længere." De to mekanikere, der havde siddet skjult i tusmørket på et par trækasser i hjørnet af hangaren, trådte forsigtigt frem. Efter de mange røde malerklatter på deres overtræksdragter at dømme var det mere dem end Richthofen selv, der havde ført penslerne. Pletterne lignede blod, som havde nogen tømt et maskingevær mod de to mekanikere.

Richthofen smilede huldsaligt. Det virkede, som om han kun med besvær hindrede sig selv i at bryde åbent ud i latter, og han tog ikke øjnene fra sit værk. "Det er da også en fordel for jer andre, ikke? Nu er I aldrig i tvivl om, hvor anføreren er. Nu kan I med det samme se, hvor jeg ligger. Det bliver meget nemmere at signalere, ikke? Herregud, hvem kunne dog se et lille, flagrende tørklæde bundet på vingestiveren midt i et masseslagsmål? Det virker jo ikke alligevel, der er ingen, der kan finde anføreren bare på grund af tørklædet, vel? Har jeg ikke ret?"

"Og det skulle heller ikke undre mig, om det faktisk skulle vise sig at være en fordel. Hvis du mødte sådan en fætter, hvad ville du så tænke?"

"Lige præcis! Og hvad er den frygteligste fjende at kæmpe imod? Netop - den gale! At slås med en galning er skræmmende, ikke? Og hvis jeg kan skræmme min modstander allerede fra starten, så har jeg allerede halvvejs vundet, ikke? Kan du ikke se det?"

"Bert ... Bert, min ven. Jeg har femten luftsejre. Walz har seks - og ingen siden juni måned sidste år, ikke en eneste. Hvor meget tror du han vil protestere? Hvor meget tror du han kan tillade sig at protestere?"

Albert stirrede betaget på den kulørte maskine. Den var virkelig ikke til at overse. Den var smuk, på sin egen vanvittige, fornuftstridige måde, som den stod dér og struttede af stridbart hovmod. Richthofens nye fly var et handskeslag i ansigtet på fornuften og besindigheden, den stred imod alt, hvad logikken tilsagde. Hvordan ville Richthofen da bære sig ad med at liste sig ubemærket ind på nogen i denne absurde tingest? Men på en eller anden måde var det alligevel svært ikke at beundre den. Ingen beskedenhed her, ikke skyggen af ydmyghed. Kun stolt, udfordrende selvsikkerhed. Nej, ikke bare selvsikkerhed. Overmod. Et gigantisk, titanisk overmod, en hån mod al menneskelig ydmyghed og selvudslettende spagfærdighed. Det ville aldrig gå godt. Det kunne umuligt gå godt ... men den så fandeme godt ud.

11. januar 1917

Maskinens sitrende rystelser, da Berentsen vred propellen rundt og satte motoren i gang med et brøl, føltes næsten som et kærtegn. Styrepinden vibrerede mellem hans hænder. I et kort nu skyllede en bølge af kold panik over ham, da flyet med et ryk satte i gang og rullede ud over startbanen. En lynkort erindring fra styrtet flimrede forbi hans øjne og fik ham til at spjætte krampagtigt, så det rykkede i styrepinden. Maskinen slingrede faretruende, og vingespidserne ramte næsten jorden. Så klemte han stramt om styretøjet og tvang sig selv og flyet til ro.

Foran ham trillede Richthofens nye, røde fantasifoster af sted, allerede hoppende af opdrift, ivrig efter at slippe jorden. Albert drejede hovedet for at sikre sig de andres placering bag ham; også de var på vej, maskinerne trillede muntert af sted bag ham. Lige bag ham lå Voss og bagest de to nye, Dossenbach og Scheele, der først var ankommet i forgårs. Måske havde Richthofen alligevel ret - de andre maskiner, der omhyggeligt var forsøgt camoufleret med flimrende farvemønstre på vingerne, var aldeles ikke spor usynlige, som de bumlede af sted, store og larmende. Måske var det simpelthen umuligt at skjule et fly. Og forude var Richthofen selvfølgelig skærende nem at få øje på, den skrigrøde maskine lyste provokerende op, nu da den havde fået luft under vingerne og tegnede sig mod den stålgrå, skydækkede himmel deroppe. Den var mere iøjenfaldende, javist, men i grunden var den jo hverken mere eller mindre synlig end de andre maskiner.

Den nye models elegant kurvede vinge fik den til at se mere strømlinet ud end de gamle. Den mørkerøde skygge foran Albert lignede ikke en hajfisk. Den lignede en ørn, en blodrød, glubende rovfugl. En flammende Fugl Fønix, parat til at slå nådesløst ned på alt, der måtte komme i vejen. Den lille, mørke plet, der var Richthofens hoved, var allerede i gang med de velkendte drejende bevægelser fra side til side, når han afsøgte jorden og luften for fjender. Richthofens hoved stod aldrig stille, når han fløj, hele tiden vendte han blikket hid og did, hele tiden var hans øjne i bevægelse. Det var vel derfor, det så sjældent lykkedes fjenden at overumple Jasta Boelckes piloter, og derfor de var den bedste Jagdstaffel i hele flyverkorpset.

Under dem stod Picardiet næsten stille. Det undrede altid Albert, at man kunne suse af sted med næsten 200 kilometer i timen, og alligevel bevægede landskabet nedenunder sig stort set ikke; det krøb ugideligt bagud, så langsomt at man let kunne tro, det stod helt stille, og maskinen bare hang i ingenting heroppe, frosset urørligt fast i luften som en flue i en klump rav. Det var først, når man kom længere ned, når man lagde an til landing, at landskabet vågnede op og for alvor begyndte at røre på sig. Men så forvandlede det sig til gengæld også hurtigt til et virvar af streger, der strøg af sted bagud i afsindig fart.

Forude til venstre lå den lille røde, lidt under Albert selv. Skråt bag ham var de andre faldet ind i formationen, hver maskine en smule højere end den foran. Højdemålerens viser nærmede sig allerede fire tusinde meter, de var højere, end de plejede. Albert slap styrepinden med den ene hånd og gnubbede ivrigt sit øre; den lille gummiprop i øret gnavede, han havde vist ikke fået sat den ordentligt i, inden de lettede. Den irriterede ham, klemte i øret og distraherede ham. Han arbejdede videre med hånden, men opnåede kun på en eller anden måde at mase den endnu mere skævt ind i øret. Han drejede sig for at få albuen op over flykanten og få ordentlig plads til at komme til. Hans lår stødte mod sædets skarpe kant og sendte et jag af smerte ud fra det endnu ikke fuldkomment helede sår. Han klemte øjnene sammen i et glimt af hvid smerte. Fanden tage det! Var det alligevel for tidligt? Skulle han alligevel have ventet?

Han var blevet glad, da Walz om morgenen havde meddelt ham, at han kunne gå med op. Omsider havde han givet efter for Alberts plagen, kraftigt støttet af Richthofen. Det havde pint Albert at trille tommelfingre i endeløse, monotone dage på basen, hvor der intet fornuftigt var at tage sig til. Indtil videre havde 1917 ikke vist sig fra en mild side, og siden Albert vendte tilbage, havde der kun været to eller tre dage, hvor der overhovedet havde kunnet sendes patruljer op. Hver gang havde han stået tilbage med sin stok og stirret misundeligt efter dem, når de forsvandt som små pletter mod skyerne deroppe.

Hans eneste lyspunkt havde været, når de vendte slukørede hjem. Voss' humør, der aldrig var særlig godt, var blevet gradvis værre for hver dag uden nye sejre. Han havde gået knurrende rundt som en løve i bur, mere og mere arrig som tiden gik, og til sidst var det blevet helt komisk at se på. Men han havde jo ikke været den eneste, der lod sig gå på af lediggangen; de var alle sammen trætte af ingenting at foretage sig, af at hænge nytteløst i casinoet hele dagen og spejde efter opklaring, af at holde øje med den lille vindpose, der de seneste mange dage havde stået ret ud fra flagstangen, kastet hid og did af den ruskende blæst.

Han havde drevet planløst rundt på basen, fra sit lille værelse til casinoet, videre til hangarerne for at kigge på maskinerne, og så tilbage til sit værelse, der havde været nøjagtig lige så tomt som før. Han havde forsøgt at læse, havde prøvet at skrive breve - han måtte have påbegyndt de første tyve breve til Clara, men på en eller anden måde lykkedes det ham aldrig at komme rigtig i gang. Ilses brev havde han heller aldrig fået besvaret. Moderen var det trods alt lykkedes ham at få skrevet til, men meget tid havde det ikke udfyldt. Et rodet, meningsløst brev var det da også blevet; han havde ikke vidst, om han skulle fortælle hende om Clara, og var endt med at antyde en masse, men ingenting sige.

Egentlig ønskede han slet ikke at indvie nogen i sine oplevelser på hospitalet. Men det var, som om han alligevel næsten ikke kunne lade være. Indimellem talte en eller anden selvfølgelig om sin kæreste derhjemme, men det var ikke særlig velset. Det var, som om al tale om ægteskab og kærester, ja, kvinder i det hele taget, på en eller anden måde var anmassende. Der var ingen, der ligefrem sagde noget, men stemningen blev fjern og kølig, når emnet blev bragt på bane. Man brød sig ikke om det.

Han havde forsøgt at få Richthofen under fire øjne. Egentlig forstod han ikke engang selv hvorfor, men det føltes, som om blot det at tale om Clara ville bringe hende tættere på. Men Richthofen havde haft travlt eller havde ikke været til at slæbe bort fra casinoet om aftenen, og til sidst havde Albert givet op. De underdrejede dages passivitet havde frustreret dem alle, men for ham havde det været ulideligt, sprængfyldt af energi og virketrang som han var. Det var en lykke omsider at kunne sætte sig til rette i maskinen og gå op igen.

Forude vinkede Richthofen ivrigt med en arm i vejret og pegede skråt fremad mod venstre. Albert lænede sig lidt til siden og spejdede ned over det brunspættede landskab dernede. Ingenting. Hvor var de? Så, som småbitte, flakkende knappenålshoveder mod jorden dernede tonede en eskadrille frem under hjulstellet på maskinen foran. Han holdt øje med Richthofen, der med hånden huggende som en slange gav signal til at angribe. Styrepinden en anelse mod venstre, et let tryk på styrepedalen med venstre fod, og flyet lagde sig i et blødt sving i retning af prikkerne.

De lå et godt stykke længere nede, måske 12-1500 meter. Nu, tættere på, kunne han se en enlig, lidt større prik, der sejlede roligt af sted for sig selv endnu længere nede. En artilleriobservatør, uden tvivl, og en eskorte af jagermaskiner. Bag ham faldt de andre ind i samlet angrebsformation. I dag var der ingen grund til at søge om foran solen - de små maskiner dernede havde spredt sig ud i en vifte, de havde allerede opdaget de angribende maskiner ovenfra. De var meget tættere på nu. Det lignede Sopwith-maskiner, og observationsmaskinen var den sædvanlige, sløve BE2'er. Englændere. De kæmpede sig opad, forsøgte at nå så megen højde som muligt, inden de mødte deres angribere. Alberts puls slog hurtigere, han blev tør i munden og klemte fingrene stramt omkring styrepindens aftrækkerknapper.

Så tørnede de sammen. Bragede slet og ret lige igennem de britiske maskiner, med maskingeværerne knaldende deres velkendte, bidende tak-tak-tak. Vifter af hvidgule striber efter sporildskuglerne spredte sig ud foran dem og hamrede huller i de ulyksalige engelske maskiner, der ikke kom af vejen hurtigt nok. Og så, på ingen tid, var de strøget forbi og vendte rundt i en skarp bue for at få front mod fjenden igen. Albert opdagede, at han det sidste halve minut havde glemt at trække vejret.

I det samme hamrede byger af kugler ned over de tyske maskiner. Det gav et sæt i Albert, hver gang et skud med et smæld slog gennem hans vingers lærred, åndeløs af kold rædsel kastede han hovedet fra side til side, forsøgte desperat at få et overblik. Men det var umuligt, der var fly overalt, hvirvlende, flaksende, svirrende, tyske og engelske i én gigantisk, kæmpende pærevælling. Med musklerne låst af angst og brølende som et dyr klamrede han sig til styrepinden, kastede maskinen hid og did, planløst, uden mål eller retning, blot hele tiden i bevægelse. Aldrig flyve ligeud under en kamp. Aldrig. Ligeud var lige lukt i døden, det gav et alt for let mål for fjenden. Bevægelse! Ujævn, kaotisk, uforudsigelig bevægelse - det var den eneste redning. Styrtet havde alligevel tæret på nerverne, hvor var hans gamle ro?

Midt i det morderiske, dansende virvar dukkede Richthofens røde fly op, nu her, nu der, hele tiden fra en ny vinkel, flagrede forbi øjnene i et kort, rødt lynglimt, uspyende sine korte, beherskede byger af kugler. Richthofen var ufatteligt kold, han skød kun, når der faktisk var et mål at ramme. Albert selv måtte have tømt halvdelen af sine magasiner nu, hans tommelfingre var nærmest låst i krampe på aftrækkerknapperne.

Så stilnede det en smule af. Albert var kommet lidt ud af selve dansen, men skråt over ham lå en englænder, kun tredive-fyrre meter borte. Den svingede brat til højre for at manøvrere sig i skydeposition bag ham, men han fulgte den, slap den ikke med øjnene, han klæbede sig til den, som gjaldt det selve livet; det gjorde det jo også, det gjaldt virkelig livet her! Ham eller mig ... Rundt og rundt svirrede de to maskiner, i sindssyg fart, i en vanvittig heksedans. Fór rundt med brølende motorer i en stor cirkel, de lå næsten over for hinanden nu, låst fast til hinanden i en dødsdrom i tre kilometers højde. Albert kunne kigge næsten lodret ned i den engelske maskines cockpit. Havde det ikke været for læderhjelmen, motorbrillerne og tørklædet ville han have kunnet se englænderens træk tydeligt. Sindssygt! De holdt hinanden fanget i et gensidigt jerngreb; brød den ene af for at søge bort, ville den anden øjeblikelig lægge sig bag ham og pumpe ham fuld af hedt bly. Hvordan skulle det ende? Ingen af dem kunne bryde fri, og de mistede hele tiden højde.

Albert bed tænderne sammen for at holde kvalmen i ave. Rædsel? Eller luftsyge, mavens naturlige reaktion på de mange sving og svaj? Den syrlige smag i svælget var afskyelig. Med ét, uden at tænke det mindste over det, flåede hans fingre pludselig styrepinden mod højre, og han sparkede med det sårede ben den højre fodpedal så hårdt fremad, han kunne. Det føltes som at få vredet indersiden ud på sig selv, da maskinen uden varsel afbrød sin cirkelflugt og strøg nedad til højre i en snurrende, roterende bevægelse, der fik blodet til at drænes fra hans hoved og pressede ham ned i sædet med mange gange hans egen vægt. Og så, lige så brat, rette op, vende rundt, sænke halen lidt, så sigtet passede, og så: fingrene i bund på aftrækkerknapperne!

Han havde aldrig set noget lignende. Den engelske maskine ligesom hoppede i luften, fladede ud af sit rullefald og gik ind i en blød, langsom bane. Efter den stod en tåget hvid sky, en hale af damp eller ... nej, benzin, selvfølgelig! Han havde ramt benzintanken, der lå lige under pilotens sæde! Englænderens hoved hoppede op og ned i cockpittet i små, hektiske ryk, hvorfor slog han ikke motoren fra? Hvorfor slukkede han ikke, eksplosionsfaren var enorm nu! Han kunne glide ned med slukket motor, kunne nødlande dernede bag de tyske linjer og slippe fra det med livet i behold, helt uskadt, med lidt held. Død var han ikke, han bevægede sig energisk. Så sluk dog, dit fæ! Sluk dog for motoren, for pokker! Sluk, din forbandede idiot!

Så antændte motoren den lange hale af benzindamp. Flyet lyste op i et gullig-hvidt glimt med et dumpt, langsomt brag, og Albert så flammerne æde sig bagud langs den hvide hale af forstøvet benzin med lynets hast. Som en rødglødende sten gled det brændende fly nedad gennem luften, hinsides al hjælp. I cockpittet, omspændt af flammer, slog pilotens arme som plejle mod flammerne, desperat, men nytteløst.

En stinker. Det kaldte man det, når en maskine brød i brand i luften. Og det stank virkelig. Lugten af brændende benzin lagde sig kvælende, kvalmende om Albert og mangedoblede trangen til at kaste op. Tryllebundet af gru fulgte han den brændende maskine nedad, det var som at løbe om kap med en komet. Så rullede den langsomt om på siden, inde midt i den flammende hede ildkugle kæmpede piloten stadig fortvivlet. Selv herovre, tværs gennem motorbrølet, kunne Albert høre hans jamrende, dyriske skrigen. Heden fra den brølende ildkugle derovre sved i ansigtet.

Så, uendeligt langsomt forekom det, lod den engelske pilot sig glide ud af cockpittet. Et åndeløst nu syntes han at hænge stille med hele den flammeomspændte krop dinglende i luften, før han begyndte sit lange, ensomme fald mod jorden, fri af maskinen, men stadig brændende, stadig viftende med armene i den tomme luft. Ildfuglen havde lagt et æg af flammer. Hvor langt var der ned? En kilometer? To? Hvor lang tid ville der gå, før mødet med jorden omsider ville gøre en ende på ham? Et minut, to minutter ... en evighed.

Albert vippede sin maskine, flåede halstørklædet ned om halsen og sendte en sky af surt bræk ud i luften. Foran ham drejede den førerløse, ildomspændte maskine ind i et lodret fald og styrtede mod jorden. De to flammende ildkugler, flyet og dets pilot, susede nedad i en dødsdømt kappestrid om, hvem der først nåede ned. Hvorfor Satan i helvede havde den idiot da ikke også slukket motoren? Den torsk! Den idiot!

Et kort nu fløj det med desperat klarhed gennem Alberts hoved, at han kunne indhente den brændende pilot dernede - indhente ham og tømme sine geværer mod den sprællende skikkelse, udfri ham af flammernes ulidelige kval, gøre en ende på hans lidelse. Men det kunne han selvfølgelig ikke; der var alt for stor afstand, det ville være umuligt at ramme så lille et mål. Den lille, sortgule prik var allerede ved at forsvinde mod den spættede jord dernede.

Han lænede nakken tilbage mod cockpittets kant og tvang sig selv til at trække vejret langsomt, roligt. Det hjalp lidt. Klumpen i halsen opløstes, og den sure smag af bræk i svælget tog af. Han trak vejret dybt ind og åndede langsomt ud. Tømte lungerne, klarede hovedet.

Omkring ham var kampen for længst opløst. I det fjerne krøb et par maskiner langsomt af sted, kun synlige som småbitte mørke prikker mod de store, gråhvide skybanker, men det var umuligt at se, om de var tyske eller britiske. Fra jorden steg to-tre høje søjler af fed mørk røg op mod ham. De lignede små sorte, dæmoniske træer. Hvad nu ... han kunne jo ikke blive siddende heroppe til evig tid, snøftende som et barn og bare flyve ret frem efter næsen ... Han måtte hjem, tilbage til basen. Han forsøgte at samle sig om sine instrumenter, vendte blikket mod landskabet under sig, men tankerne ville ikke samle sig om landkending.

Tankerne for rundt og blandedes med sære, flimrende billeder. Erindringer, halvt glemte drømme ... den brændende maskine, der havde lignet en fugl, dén fugl, fuglen fra hans drømme ... Og piloten, den arme pilot, havde han ikke et kort øjeblik vendt ansigtet mod Albert, lige inden han faldt, havde stirret ham ind øjnene? Årh, for Helvede da også! Det hele kværnede rundt i hans hoved.

I det samme fór en mørk skygge forbi derude, på den anden side af propellen. Albert vågnede med et sæt og klemte refleksmæssigt fingrene sammen om styrepinden. Maskingeværerne gøede, han havde åbenbart ramt aftrækkerknapperne, da hans Albatros slyngedes ud i et skarpt højresving for at undgå en kollision. Åndeløs rettede han maskinen op igen og stirrede over mod den så pludseligt opdukkede tingest.

Det var den engelske observationsmaskine fra før. BE2'eren, der havde sejlet så fredeligt af sted for sig selv under jagereskorten. Utroligt, den var her stadig! Jagerne var forsvundet, men observatøren selv gled stadig af sted heroppe, uanfægtet af den drabelige kamp, der havde udspillet sig en lille kilometer over den. Selv nu, hvor Albert lå lige skråt bag den, fortsatte den upåvirket sin glidende rejse hen over Picardiets vinterfrosne landskab. Ingen reaktioner. Ingen skudsalver, ingen flaksende undvigemanøvrer. Ingenting. Den fløj der bare, som var den ganske alene i verden.

De måtte vel være så optaget af deres fotografering, at de slet ikke havde lagt mærke til ham. Men hvad var det i grunden, de var i gang med at fotografere? Der var ingenting her, ingen snirklede skyttegrave eller tyske artilleristillinger at udspionere nedenunder, de måtte være langt bag frontlinjen. Hvad foretog de sig dog?

Situationen var fuldkommen absurd. Og stadig var der ingen reaktion fra de to mænd derovre. Var de da døve og blinde begge to? Albert vidste, at hvis agterskytten greb sit maskingevær og rettede det mod ham, ville han kunne pille ham ned så let som ingenting. Men der var ... ingenting. Han fløj forsigtigt tættere på, til der næppe var mere end tre-fire meter mellem hans egen og den engelske maskines vingespidser. Stadig ingen reaktion.

Så så han det. Solens lys reflekteredes i det ene gule glas i pilotens motorbriller, det så næsten ud, som om han blinkede til Albert. Ansigtet var drejet til siden, så han næsten sad med blikket rettet direkte mod ham, med hovedet lænet afslappet tilbage mod cockpittets kant. Men det andet glas i motorbrillerne var tomt, var et stort, gabende sort hul. En kugle havde ramt ham i nakken, havde pløjet sig vej gennem hans hoved og sprængt sig ud gennem det venstre øje. Han var død, stendød. Og skytten i det bageste cockpit var det gået på samme måde, han hang slapt ind over sit maskingevær; en stor, mørk plamage mellem skulderbladene talte sit tydelige sprog. Det var en spøgelsesflyver. Pilotens fødder sad stadig klemt fast i pedalerne, holdt selv i døden flyet på rette kurs, lige frem, uden at sanse noget, hinsindes alle denne verdens kvaler.

En uvirkelig følelse greb Albert. Det var mærkeligt at flyve side om side med de livløse mænd, der ikke engang lod sig stoppe af døden selv. Hvad var der sket med dem? Længe kunne de da ikke have fløjet sådan, man skulle tro, at vinden ville have puffet maskinen omkuld og sendt dem ned. Der var ingen i nærheden, selv de små prikker i horisonten var borte nu.

Så greb vinden fat i den engelske maskines vinger, løftede dem en smule op og sendte nænsomt det gulhvide fly ind i en blød kurve. Albert løftede sin maskine og lod den anden passere langsomt under sig, før den fortsatte ind i en stejlere bue, der ganske blidt drejede ned mod jorden. I lang tid fulgte han den sagte dalende maskine nedad, indtil faldets fart blev så stor, at den gik ind i et spin og forsvandt under ham. Utroligt. Der var noget urørligt over maskinen, noget næsten ophøjet.

Han undertvang en følelse af at være latterlig og gjorde meningsløst honnør for de faldende, døde englændere. Så drejede han af, han havde ikke lyst til at se maskinen splintres mod jorden og forsvinde i et sort, tilintetgørende glimt.

I lang tid cirklede han rundt alene og forsøgte at genkende landsbyer og veje under sig. Det var ikke let, han måtte være længere borte fra basen end normalt. Der var ingenting, han mindedes at have set før dernede, ingenting, der syntes at svare til noget på kortet, der var klemt fast bag en glasplade foran ham i cockpittet. Så, omsider, tonede Bapaumes velkendte virvar af huse frem i horisonten, og han var atter over kendt grund. Herfra var der kun en lille halv times flyvning tilbage til basen. Benzinmåleren stod lavt nu, det var i sidste øjeblik, han fandt retningen. Ellers havde han måttet gå ned på en tilfældig mark eller eng et eller andet sted, og måske vente i timevis på at få kontakt med infanteriet, der kunne komme forbi med en dunk mere. Sært til mode vendte han propellen mod Pronville og begav sig hjemad.

De andre var for længst vendt tilbage, da hans Albatros rullede i stå foran hangarerne. Berentsen og Barth løb ham i møde med lettelsen malet i ansigterne; det gav altid bange anelser, når en patrulje vendte hjem med færre fly, end der var lettet, og ingen af de andre havde kunnet fortælle, hvad der var blevet af ham. Stiv i lemmerne og sitrende af kulde klavrede han ned ad den trappestige, mekanikerne stillede op til ham, og småløb af sted mod latrinerne. Maskinen kunne mekanikerne tage sig af; dels havde han ikke lyst til at se, hvor mange huller der var i den, og hvor tæt de var på cockpittet, og dels krævede naturen sit, efter næsten to timer i luften.

Dernæst en hurtig rapport til Hauptmann Walz, der glædesstrålende noterede ham for to nedskydninger og gratulerede ham med hans nummer syv og otte. Albert evnede ikke rigtig at tage del i hans glæde, selv om han burde være den, der havde mest grund til det. Der var ikke rigtig plads i hans hoved til glæde. Det var i forvejen fyldt op med billederne af den brændende pilot og spøgelsesflyet. Der skete i det hele taget alt for meget i Alberts hoved lige nu.

Om aftenen samledes de alle i casinoet til middagen. Snakken gik livligt, men Albert tog ikke meget del i den. Han følte sig i det hele taget sjældent særlig veltilpas under måltiderne. Der var for mange mennesker, for megen snak. Og selv om han udmærket kunne se, at de andre gjorde deres bedste for at inddrage ham i samtalen og i det hele taget viste ham alle de hensyn, han på nogen måde kunne ønske sig, følte han sig alligevel lidt uden for. De virkede så beklemmende dannede alle sammen, med deres fine titler og fornemme uddannelser. Hvad skulle han dog kunne bidrage med til samtalen? Små, sjove historier fra cykelværkstedet? Når de andre pralede med deres fabrikant-fædres kostbare kunstsamlinger, skulle han så fremvise sine egne, små kradserier? Når de drøftede Rhinlandets vine, skulle han da give sit besyv med og fortælle om det hjemlige øls fortræffeligheder? Udbrede sig om sin mors hjemmelavede hyldebærvin? Nej, så hellere tie og undgå opmærksomhed. Hellere være overset og få ry for at være tavs og utilnærmelig end at udstille sin egen uvidenhed.

Men i aften kunne han ikke unddrage sig opmærksomhed. Det krympede sig i ham, da Walz med en klirrende lyd slog sin gaffel mod glasset, duppede sine læber med den ikke helt rene stofserviet og rejste sig smilende med blikket fast rettet mod Albert. Han vidste, hvad der ventede. Kunne kommandanten dog ikke bare have forbigået det i tavshed? Samtalen døde hen, og alle kiggede smilende på Albert.

"Mine herrer!" begyndte han. "Det ser ud til, at der kommer lidt gang i forretningen igen nu. Det var en fornem indsats, De ydede i dag. Men der er særlig én af jer, der fortjener opmærksomhed. Jantzen her - vores egen tavse dansker, haha - begik lidt af en bedrift i dag. Ja, han vil ganske vist ikke rigtig kendes ved den ene, men den er nu hans ... hah! Den storartede Løjtnant Jantzen er i dag blevet noteret for hele to sejre! I masseslagsmålet i formiddags sendte han én af de nye Sopwith-maskiner ned i flammer, og bagefter - så, vær nu stille, mine herrer, De kan klappe bagefter, hvis De absolut vil - bagefter lykkedes det ham dæleme også at pille observationsmaskinen ned! To styk på under en time, det er da lidt af en bedrift, og så er han endda strengt taget stadig såret! Det var hans nummer syv og otte, som De sikkert ved, og dét betyder jo, at Jantzen dermed slutter sig til den lille, udvalgte flok af store kanoner, af esser, sammen med Boelcke og Immelmann og alle de andre! Det fortjener en skål, synes jeg, og derfor - rolig, nu! - derfor finder jeg det passende at slå proppen af en flaske vin eller to!"

En begejstret hujen og klappen hilste de to flasker, han løftede op på bordet. Etiketterne var lasede og flaskerne støvede, men det var dog vin. Vin var man ikke forvent med, de fleste aftener var der kun øl på bordet. Under megen ståhej blev propperne trukket af flaskerne og indholdet nøje afmålt, så alle fik et næsten helt glas fuldt. Man rejste sig omkring bordet, løftede glassene og hilste på Albert. Det var rædselsfuldt. Ned med den vin, lad os da for pokker få det overstået!

"Men," sagde Walz med et henført blik til den søde vin, "men det er nu ikke det eneste, der er at fejre i dag. Der ankom et telegram i eftermiddag ... Bodenschatz, har De det på Dem? Et telegram fra overkommandoen ... Man har åbenbart besluttet, at ..."

Han foldede den lille telegramblanket ud og studerede den en stund, tavst, med et drillende smil, for at trække spændingen ud.

"Man har åbenbart besluttet, at blot fordi Løjtnant von Richthofen nu er den mest sejrende, endnu levende tyske krigsflyver, så er han også værdig til at overtage sin egen deling. Leutnant von Richthofen er blevet udpeget som kommandant for Jasta 11, mine herrer, og tiltræder allerede den femtende! De har base ovre i la Brayelle for tiden, så det er såmænd ikke så langt borte. Han kan stadig komme og besøge os indimellem. Tillykke, Richthofen!"

Albert betragtede sin ven, lettet over at opmærksomheden endelig var vendt bort fra ham selv. Richthofen så nu ikke specielt lykkelig ud. Det var en stor ære, der var overgået ham, hvorfor lignede han så en kat, der havde stukket snuden i en skål sur mælk? Igen løftedes glassene, igen blev der skålet og råbt hurra og hilst tillykke. Albert sprang ivrigt op med glasset i hånden. Moritz, Richthofens enorme hund, løftede forundret hovedet og kiggede spørgende på sin herre. Så lagde den sig atter ned i sin krog, upåvirket af de støjende mænds snak.

Det blev en aften med en helt uvant munterhed. Løjtnant Dossenbach, der spillede hæderligt på klaver, satte sig til instrumentet og begyndte at spille, mens de andre samledes om ham med skummende ølkrus i hænderne, og uden tanke for harmoni faldt i med sangstemmer, der for de flestes vedkommende var mere energiske end egentlig vellydende. Richthofen var et naturligt midtpunkt, selv om han syntes at betragte det hele med en vis undertrykt modvilje. Han virkede nærmest noget irriteret og røg den ene cigaret efter den anden.

Albert var til gengæld næsten helt opstemt nu. Det var på en eller anden måde lettere at være sammen med de andre, når de havde fået hældt lidt inden for vesten. Selv om der sjældent blev drukket nok til, at de blev rigtig fulde, var det alligevel lettere for ham at falde ind i samtalen, når den blev højrøstet og tankeløs.

Ud på aftenen slentrede han tilbage til sit værelse, fulgt på vej i mørket af lyden af det forpinte klaver og de få tilbageværende, snøvlende mandsstemmer. Et svagt lys skinnede ud fra Richthofens værelse. Man kunne jo godt lige stikke hovedet ind og sige tillykke en sidste gang, sådan rent privat. Han sov jo nok ikke. Ærgerligt, at han var gået så tidligt, Richthofen, det var da også en mærkelig opførsel - det var jo da trods alt ham, man fejrede. Albert hentede cognacflasken på sit værelse, og bankede forsigtigt på hos Richthofen.

"Nå. Det kunne man ellers godt bilde mig ind. Det er da en flot forfremmelse, ikke?"

"Jasta 11. Ved du, hvor mange sejre de har? Ingen! Ikke én eneste! Ikke så meget som en enkelt forkølet franskmand har de taget, ikke én! Kald lige det en forfremmelse én gang til!"

"Hvis de synes, jeg er så vidunderlig, hvorfor giver de mig så ikke min Blå Max? Den ville jeg hellere have. Meget hellere."

"Bert, jeg orker det næsten ikke. Skal jeg til at bruge min tid på at holde styr på en flok dovne, uduelige kludremikler? Jeg gider ikke."

"Årh, du skal se. Det går nok alt sammen. Her, snup en slurk cognac. Den er god."

"Tak." Richthofen satte flasken for munden og tog en hurtig mundfuld. "Men ved du hvad, Bert ... vil du ikke med? Kunne du ikke tænke dig at tage med mig derover?"

"Ja. Ja, det gør vi! Jeg siger sgu' til Walz, at jeg vil have dig med. Ellers kan de godt glemme det. Vil det ikke være i orden?"

Albert klemte øjnene sammen og forsøgte at tænke. Der var røget en del øl ind i aften, det var ikke helt let at fokusere. Men ... jo. Tanken om at sidde alene tilbage her, med de storsnudede rigmandssønner og den tvære Løjtnant Voss ... jo, det ville sågu' være i orden at tage med til Jasta 11.

Albert sukkede træt og rejste sig fra stolen. Jo, han var træt. Men han havde alligevel ikke rigtig lyst til at sove endnu. Havde ikke lyst til at være alene. Han sank ned på stolen igen. Richthofen kiggede spørgende på ham med et lille smil.

"Den første ... ham der brændte ..." Albert kløede sig i øret, det trykkede stadig efter den skæve øreprop. "Det var fandeme ikke særlig skægt."

"At se ham brænde. Han sprang ud, ved du. Han baskede med armene hele vejen ned. Det må have været frygteligt. Tænker du aldrig på ... Hvis nu det var én selv? Jeg mener, det kunne det jo sådan set sagtens have været, ikke? Det ..." Han løftede hovedet og kiggede direkte på Richthofen, pludseligt ædru. Hans ven stirrede tankefuldt ned i gulvet.

"Bert, min ven ... Det er ... Du må lade være med at tænke på det. Hvis man først begynder på dét, så er det jo slut, ikke? Så kan du ikke længere flyve."

"Nej. Jeg ved det godt. Men der er bare så ... Jeg siger dig, jeg ville sågu' da gerne lade være at tænke på det. Men han ... han kiggede på mig. Forstår du det? Lige inden han sprang. Hans blik var ... jeg ved ikke. Det kunne jo have været mig, for Fanden."

Richthofen fiskede en cigaret frem og fik langsomt ild på den. Tavst rakte Albert hånden frem og tog selv én. Hans hånd rystede en smule, da han satte tændstikken til det hvide cigaretpapir.

"Du må se på det på en helt anden måde, Bert." sagde Richthofen og pustede en tynd, sitrende søjle af røg op mod loftet. "Selvfølgelig er det ikke morsomt. Herregud, der er da ingen af os, der skyder englændere ned, fordi vi synes, det er sjovt. Tror du, de synes, det er morsomt at skyde os ned? Der er krig. Vi har en opgave at udføre."

Det gør de da også på den anden side. Men hvis vi ikke vil få snavs på hænderne, så varer det jo bare endnu længere, ikke?"

De røg en tid sammen, tavse, tænksomme. Det var selvfølgelig rigtigt, hvad Richthofen sagde. Selvfølgelig. Det vidste Albert jo også udmærket. Krigen var vanvid, men det eneste middel til at stoppe det var, jah ... mere krig. Det var komplet vanvittigt. Men det var også logik. Richthofen lænede sig bagover og støttede nakken mod den rå bræddevæg bag sig. Han trak fødderne op under sig i sengen og sukkede træt.

"Det er ... hvad skal man sige ... krig er et vilkår. Der har altid været krig. Hver generation har haft sine kampe, sine krige. Det er ... nødvendigt, ikke? Nødvendigt, for at vi kan blive voksne, kan blive ordentlige mennesker. Vi må kæmpe. Men kampen slutter jo en dag. I virkeligheden er det ikke spor anderledes for os, end det var for Frederik den Store, eller for Ridder Roland. Vi har ikke rustninger, og vi kæmper ikke med sværd og lanse. Det er ikke mohren vi kæmper imod, men England. Ikke stolte og knejsende gangere, men flyvemaskiner. Men det er i virkeligheden helt det samme."

Han løftede blikket og kiggede på Albert. Hans blik var alvorligt. Et stilfærdigt smil krusede om de kurvede læber, men det var et trist smil. Albert sagde ikke noget.

"Og du må huske på," fortsatte han, "de ved, hvad de går ind til derovre. Lige som vi gør. De ved, der er en risiko. Du eller jeg, det er vilkåret."

"Ja, i virkeligheden. Tænk på, at hver gang du skyder en fjende ned, så er der engelske kanoner, der ikke bliver rettet ind mod vores gutter i skyttegravene. For hver englænder, du skyder ned, er der hundreder af vores fodfolk, der undslipper døden. Der er en grund til, at vi gør, hvad vi gør."

"Du må se dig selv som ... som en ridder, Bert. Se dig selv som en luftens stolte ridder. Det gør jeg altid."

"En ridder?" spurgte han skeptisk. En snert af skam bed i Albert. Kun alt for godt huskede han, hvordan det var gået, sidst han forsøgte at lege ridder, dengang med den franske Caudron.

"Ja. Ridder Roland måtte udgyde blod ved Roncevalles. Selvfølgelig måtte han det. Og han har da ikke i sig selv elsket at dræbe. Men derfor kunne han alligevel være stolt af sine bedrifter. Skulle han skamme sig, fordi hans håndværk er blodigt? Nej, selvfølgelig ikke. Jo, krigshåndværket er modbydeligt, det er det da. Men det er også nødvendigt. Vi skal være stolte af os selv, Bert! Hele Tyskland tilbeder os. Vi er helte, for pokker! Selv vores fjender respekterer os. Der er ingen, der klandrer dig for at slå ihjel - det er det, vi er her for! Det er vores pligt."

"Ja, for Fanden! Vi er den moderne tids riddere. Det er os, der skal holde de gamle dyder højt. Mod. Ære. Tapperhed. Og nåde."

"Præcis hvad jeg siger. Vi er krigere, Bert. Ikke slagtere. Skyder du bevidst på en modstander, hvis hans geværer er blokeret? Trykker du på aftrækkeren, hvis han er i færd med at nødlande?"

"Men hvis det er bag vores linjer, Bert? Hvis du nu er helt sikker på, at han bliver taget til fange, når han er landet?"

"Nej. Det ville der da ikke være nogen grund til. Så er han jo allerede sat ud af spillet."

"Præcis! Det er netop det, jeg mener. Er det ikke en slags nåde? Så meget nåde, vi nu engang kan give. Og forresten ... en flyvers død er da en smuk død, at fare hen over himlen som et stjerneskud, lysende, blussende som en komet. Jeg kan da ikke ønske mig en mere storslået død end det. At stryge af sted som et gult glimt, smukt som en nytårsraket. Vi lever med ild og dåd. Det er da i grunden kun passende, hvis vi også dør med det, ikke? Ild og dåd, Bert! Ligesom ridderne."

Albert tænkte sig om. Nytårsraketter var ganske rigtig smukke - men hvor herligt var det at være én? Hvor meget nåde havde han vist den brændende englænder i formiddags? Hvor megen ære havde han vundet ved at sende ham ud i et tre kilometer dybt fald, omspændt af flammer?

Men på den anden side - han havde jo ikke ønsket, at han skulle brænde. Hvis fyren dog bare havde haft snusfornuft nok til at slå motoren fra, så ville det jo slet ikke være sket. Ville Albert have skudt på ham, hvis han havde slukket motoren og var gået ind i et kontrolleret fald og havde forsøgt at nødlande bag de tyske linjer? Formentlig ikke. Måske var der alligevel noget om Richthofens romantiske snak.

La Brayelle - 6. marts 1917

Albert havde aldrig set Richthofen så ophidset. Røde pletter spættede stadig hans blege kinder.

Fnysende af arrigskab sparkede Richthofen til en skammel, der støjende trimlede omkuld. Moritz sprang op og gav sig til at gø. "Sket?" råbte han. "En gemen, engelsk svinestreg! Sådan bliver man altså lønnet for sit ædelmod!" Han smed sig i den store lænestol, kastede de støvleklædte fødder op på bordet, så glassene klirrede, og lagde surmulende armene foran brystet. "De praler altid med deres Shakespeare og deres elendige imperie og deres forbandende fair play. Men når det kommer til stykket, så er de fandeme ikke andet end en flok uciviliserede ... bavianer! Men nu er det slut! Fra nu af skal de stege, skal de!"

Richthofen greb det ølglas, Albert rakte frem mod ham, og tømte det i ét langt drag. Han tørrede skummet af hagen med håndryggen og hev efter vejret. Så syntes han omsider at falde lidt til ro og slappe en smule af.

"Jeg var gået op med den nye feldwebel, Haue, du ved, for lige at vise ham vores jagtmarker. Lige vest for Vimy fik vi så øje på et hold FE'ere, de tosæders gitterrumper, der nok så nydeligt lå og fotograferede vores stillinger. Det kunne vi jo ikke rigtig have siddende på os, så vi bød dem op til dans. Jeg bed anføreren lidt i haserne, du ved - pebrede ham lidt, som vi plejer, sendte ham en lille hilsen. Der gik i hvert fald hul på hans tank, der stod en sky af benzin ud af halen på ham, og jeg troede jo, at jeg stod med en ny stinker. Skytten havde åbenbart mas med sit våben, det må have blokeret - der kom ikke en lyd fra ham, i hvert fald. Nå, men han stryger jo så nedad for fulde gardiner, prøver selvfølgelig at nå ned, inden der går ild i ham. Og mig efter, jeg er jo blevet nysgerrig, ikke. Jeg havde sgu ærlig talt ondt af fyrene, så jeg ville lige se, hvordan det gik dem. Vi var over tysk grund, så det var ikke nødvendigt at skyde mere på dem, tænkte jeg."

"Tæt ved jorden gik der så ild i ham, men han fik nu sat den nydeligt ned alligevel. Så, lige pludselig - jeg flyver jo nok så frejdigt af sted uden at bekymre mig det allermindste - så lyder der en rigtig fæl lyd, og hele beklædningen på min nederste højre vinge stryger af! Bang, sådan, uden videre. Hvad giver du! Nå, men det gik jo ikke, jeg var nødt til at lande også, så jeg sætter i al hast maskinen ned lige ved siden af mine englændere, der står og glor fåret ved siden af deres brændende fly. Men selvfølgelig ramler jeg ned i en forladt skyttegrav og står på hovedet med maskine og det hele. Smak, en rigtig damelanding! Og da jeg så får halet mig ud, står disse her englændere og stirrer på mig, som om jeg var faldet ned fra månen, og så er der jo ligesom ikke andet at gøre end at sige pænt goddag."

"Jojo, vi lærte lidt på kadetskolen. Nå, men jeg spørger dem jo så, om de kender min røde kiste ... det er jo da rart at vide, om man gør indtryk, ikke."

Richthofen lyste op i et kort grin. Stoltheden over at være blevet genkendt var trods alt stærkere end vreden over, hvad det end var, der var overgået ham.

"De kendte mig udmærket. De fortalte, at jeg er ganske berømt ovre på den anden side. De kendte selvfølgelig ikke mit navn, men min kiste kender de til gengæld. De kalder den for The Little Red One derovre, eller Le Diable Rouge - den røde djævel. Hvad siger du så? Og franskmændene, hahah! Franskmændene er fuldt og fast overbevist om, at det er en pige, der flyver den! Har man da hørt magen! En pige! De tror vist, jeg er sådan en slags moderne Jeanne d'Arc!"

"Hvordan kan du dog blive så vred over det? Det er da ... smigrende, synes jeg. Sådan, på sin egen lidt ... mærkelige måde."

"Jaja. Men det er jo heller ikke det." Richthofens blik blev mørkt igen, munterheden forsvandt, og han skulede til Albert. "Men observatøren fortalte mig - lige lukt op i mit åbne ansigt, han grinede oven i købet, mens han sagde det - at mens de var ved at lande, og jeg strøg nok så fredeligt af sted bag ved dem og holdt øje med, at der ikke skete dem noget ... så havde han hamret og banket som en gal på sit maskingevær for at få det ordnet, så han kunne knalde mig ned! Hvad giver du mig? Jeg kunne så let som ingenting have fyldt dem med bly, men jeg valgte at lade være - og så byder de mig på sådan en gemenhed! Skal det nu være en ordentlig måde at føre krig på?"

"Usportsligt? Det var nederdrægtigt, det er, hvad det var! Jeg blev så fuldkomment forbandet rasende."

Han holdt inde, mens hans ene hånd åndsfraværende fingererede ved det skinnende blå stjernekors, der hang om hans hals. Han havde omsider fået sin så hedt attråede Blå Max; den selvsamme aften, hvor de havde fejret Richthofens nye kommando, var Bodenschatz kommet stormende ind, rød i kinderne og gispende af ophidselse, og havde højtideligt rakt ham en krøllet telegramblanket. Hans Majestæt Kejseren har tildelt Orden Pour le Mérite til Leutnant von Richthofen, havde der stået. Intet andet. Hans øjne havde skinnet som et barns, da han læste det. I lang tid havde han stirret på det lille papir. Så havde han langsomt lagt det fra sig på bordet, havde glattet de værste krøller ud med hånden. "Jaja. Det var da også på tide," havde han sagt, med tilkæmpet rolig stemme. Men hans ansigtsudtryk havde forrådt ham. Han havde lignet en overvældet dreng juleaften.

Der var noget trist over at se ham famle ved sin orden nu. Som kunne det lille kors i glimtende guld og kongeblå emalje bringe en svunden tid med dens troskab og æresfølelse tilbage til en verden, der øjensynlig helt havde glemt den slags. Han havde jaget den orden, lige siden han begyndte som flyver, havde drømt om den og gjort den til sin personlige hellige gral, som så mange andre flyvere havde. Men nu, da han omsider havde vundet den, var den alligevel blot en ting, endnu lidt glimmer at føje til uniformens sildesalat - kostelig og misundt selvfølgelig, men dog stadig kun en ting.

Richthofen og Albert var fløjet til Jasta 11's base i La Brayelle, lige vest for den lille landsby Cuincy, i nærheden af Douai. Måbende ansigter havde stirret dem i møde, da de trillede ind på græsset, og den nye røde Albatros hostende standsede sin motor lige uden for de store bølgeblikhangarer. Lige fra morgenstunden havde Richthofen været fåmælt og indesluttet, men da han med et kækt spring hoppede ned fra maskinen, inden de tililende mekanikere overhovedet var nået hen til hans maskine med trappestigen, så han direkte bøsig ud. Albert løsnede i hast selerne, klatrede ud af cockpittet og travede hen mod ham. Det trak stadig noget i benet, men han undertvang de skarpe jag; pokker skulle da stå i, at det første indtryk, hans nye kolleger fik af ham, var, at han var krøbling. Men inden han nåede hen til sin ven, var Richthofen allerede begyndt at trave målrettet hen imod den uordentlige flok mænd, der stod opstillet på noget, der med lidt god vilje kunne kaldes en linje, foran hangaren. Det irriterede Albert, nu ville han komme til at halse af sted som en ivrig skødehund efter Richthofen i stedet for at slentre skødesløst af sted ved siden af ham. Han havde jo nok forestillet sig, at de ville møde den nye enhed sammen, på lige fod. Nå, Richthofen var vel ivrig efter at møde sine folk.

Støvlehælenes smæld rungede, da rækken af mænd stod ret for den nyankomne. Hoveder rejstes, skuldre blev trukket tilbage, og maver blev trukket ind. Richthofen vendte hovedet mod ham. "Løjtnant!" gøede han. Albert så sig tilbage over skulderen. Der var ikke nogen bag ham. Han kiggede spørgende på Richthofen. "Kunne De måske have lyst at slutte Dem til geleddet?" råbte han, venligt, men alligevel med en mærkelig skarphed i stemmen. Albert stillede sig yderst til venstre i rækken ved siden af en sær, mager spirrevip med nathue på hovedet. Hvad skulle det nu til for? Og hvad fanden gik der af Richthofen?

Det havde været en besynderlig oplevelse at stå dér, i stramt geled med de andre, som en anden rekrut, mens den nye kommandant tog sine tropper i øjesyn. Det var en helt ny Richthofen, en ukendt fremmed, der havde spankuleret frem og tilbage foran dem. Ingen spor af genkendelse, ingen kammeratlige morsomheder, ingen varme. Richthofen havde været kold og stram. Og Albert havde han ikke taget nogen som helst særlige hensyn til, havde ikke med så meget som et ord antydet, at de kendte hinanden og faktisk var nære venner.

Senere, efter middagen om aftenen, havde Richthofen pludselig rejst sig og under påskud af uafsluttede sager med Jasta Boelcke bedt Albert følge sig. Uden et ord var de gået til kontoret, og først da døren bag dem var blevet lukket, var det, som om han havde slappet lidt af igen. Han trak de snavsede, tynde gardiner for vinduet og lod sig falde ned i den blankslidte, mørklakerede kontorstol. Albert var stadig småfornærmet, han blev stående foran skrivebordet. Hvis Richthofen ville have formel adfærd, så skulle han da sandelig få det. Det var lige ved, at han havde indtaget stram retstilling.

Albert gav op, tog imod den fremstrakte cigaret og satte sig. "Richthofen, hvad i Helvede handlede det om? Hvorfor opfører du dig pludselig sådan? Jeg kunne sgu' dårlig kende dig igen."

"Hvorfor skulle det være nødvendigt? Det var ret ubehageligt, faktisk. Der er vel for pokker ingen grund til at behandle mig som en tilfældig feldwebel!"

"Nej, undskyld, du. Jeg ved godt, det var lidt brat. Men kan du ikke se ... jeg er kommandant nu. Det er en helt ny flok. Det er ikke Jasta B mere. Så du dem? De er en flok uduelige nisser."

"Hvis jeg skal have nogen som helst chance for at banke dem sammen til en ordentlig enhed, så har jeg brug for disciplin. Hvis jeg havde lagt ud med at komme daskende arm i arm med dig, så ville det jo kun sende et signal om, at vi er lige så sjuskede og udisciplinerede som dem."

"Jah, de var godt nok ikke særlig imponerende at se på." Albert begyndte at le. Det betød jo ingenting alligevel, ikke for alvor. "Lagde du mærke til ham fyren med nathuen? Sikke et tossehoved!"

"Jeg har ikke valgt det her, Bert. Jeg er blevet tvunget herover. Men jeg kan fandeme love dig for, at Jasta 11 skal blive bedre! Jeg har ikke tænkt mig at være chef for en enhed, der ikke duer til noget. Jeg er den mest succesrige tyske flyver ved hele fronten lige nu. Hvorfor skulle jeg prakkes sådan en flok håbløse døgenigte på halsen?"

"De manglede ikke bare en chef, Bert. De manglede en chef, der kan gøre dem bedre. En chef, der kan gøre kampflyvere ud af dem. Og det har jeg tænkt mig at gøre. De skal ikke få lov at være en klods om benet på mig ret længe."

"Du vil simpelthen sætte dem på plads fra starten. Jaja. Men det er jo heller ikke, fordi jeg er personligt stødt, vel? Jeg kan godt se, hvad du prøver på. Jeg spiller gerne med i dit lille teaterstykke. Men det havde vel ikke været så slemt lige at sige det til mig inden, vel? Et par hurtige ord kunne have gjort det, for pokker. Jeg følte du hundsede rundt med mig."

Albert maste den sidste rest glødende cigaret ud i det tunge askebæger på bordet. Det irriterede ham alligevel stadig, at Richthofen havde nedgjort ham på den måde. Men samtidig irriterede det ham også, at det gik ham så meget på. Det var en lille smule barnagtigt at blive så fortørnet over det.

"Jeg må jo lige have tid at lære dem at kende, ikke? Og så er jeg nødt til at holde fast i disciplinen fra starten. Det kan jo altid blødes op senere, hvis de kan håndtere det. Men jeg kan ikke starte med at være eftergivende, vel?"

"Så ikke mere bonkammerateri, i orden? I hvert fald ikke, når de andre er i nærheden." Han tav et øjeblik, og fortsatte så med et hurtigt blik til Albert, "Du bliver også nødt til ..."

"Du bliver nødt til at kalde mig Herr Kommandant. I hvert fald når de andre er i nærheden," sagde Richthofen og brød ud i en kort, kunstig latter. "Du behøver jo ikke mene noget med det, vel?"

"De er en fusentast, Herr Kommandant. Kan det ikke blive lidt mærkeligt, tror du?"

"Ja. Han hedder Wolff. Jeg er slet ikke sikker på, at han er så tosset endda. Han er en af de få her på stedet, jeg måske kan få noget ud af."

De næste dage gik Richthofen på vingerne hver morgen straks efter solopgang, og en efter en fik piloterne lov at vise ham, hvad de kunne. Også Albert fik en enetime, Richthofen mente, det var vigtigt for moralen, at der ikke blev gjort forskel. Albert protesterede ikke, selv om han ikke kunne se hvorfor det skulle være nødvendigt; han og Richthofen havde fløjet sammen i månedsvis i Jasta Boelcke, og de andre ville da kunne forstå, at de kendte hinanden. Men det var praktisk nok at få gjort sig bekendt med omegnen og blive fortrolig med de stedlige kendemærker.

Selv om Richthofen opførte sig mærkeligt og var langt mere bøsig og striks end førhen, stod det hurtigt klart, at hans ankomst var imødeset med store forventninger. Efter nogle dage forstod Albert, hvorfor det var nødvendigt for Richthofen at holde så fast i disciplinen. Hans ven var en berømthed nu, og alene meddelelsen om hans ankomst havde vakt begejstring blandt flyverne. Man forventede en helt. Hvis det havde været et ganske almindeligt menneske, der ankom, ville der næppe have været megen respekt tilbage. Richthofen ønskede sig brændende at forme sin nye enhed til en elitegruppe - og enheden ønskede at føje ham. Han var kort sagt i færd med at skabe sig om til dét overmenneske, han mente der var brug for. Han huskede, med hvilken iver de selv havde hængt ved Boelckes læber, netop fordi han var en legende, og nu forsøgte han at gøre ham kunsten efter. Indimellem syntes Albert næsten, at han kunne genkende Boelckes bevægelser hos Richthofen. Og hvis Richthofen skulle være deres Ridder Roland, så måtte Albert påtage sig at være hans væbner.

Aftenerne tilbragte Albert nu oftere i messen, hans ven havde rigeligt at se til med at belejre overkommandoen med krav om nyere og bedre maskiner, flere biler, mere jordpersonel, og sågar en bedre kok - maden var vigtig, fastholdt han, hvis folkenes moral skulle opretholdes. De fleste dage sad han til langt ud på natten på sit nye kontor og kæmpede med papirer, lagde planer for træningsprogrammer og vurderede hver enkelt af sine piloter nøje. Der var ikke meget tid til at sludre med Albert.

Og på sin egen stilfærdige måde hjalp Albert ham, så godt han kunne. Aftenerne i messen var en lejlighed til at lære de andre at kende på en måde, han ikke tidligere havde dyrket.

Især fire af mændene viste sig at være behageligt selskab; den besynderlige spirrevip med nathuen, Kurt Wolff, der var så spinkel og skrøbelig at se på, at man næsten frygtede, at han ville knække som en blomsterstilk, hvis man skubbede til ham, var i virkeligheden slet ikke så svagelig endda; han så ud, som om han var alvorligt syg, men når Albert gik ham på klingen, afslørede han sig som en ganske robust fyr med en såre fornuftig holdning til flyverhåndværket. Og Løjtnant Festner og de to Allmenröder-brødre var lige så ivrige efter at lære, som nogen af de gamle i Jasta Boelcke havde været. Lidt sære var de måske nok alle sammen, de havde selvfølgelig deres små mærkværdigheder; men det var jo netop selvstændige folk, Richthofen ønskede sig.

Wolffs besynderlige besættelse af nathuen, for eksempel - det var da komplet latterligt at rende rundt med nathue dagen lang, og Albert lo højt, da Wolff fortalte, at han også havde den på under sin læderhjelm, når han var i luften; mod tre pakker franske cigaretter havde han byttet sig til en hjelm der var tilpas stor til at kunne rumme den stribede nathue med kvast og det hele.

"Den er skam med til at holde ørerne varme deroppe," havde han forklaret med et bredt smil, "og så ser den jo selvfølgelig knaldhamrende godt ud. Pigerne er helt vilde med den."

"Javist. Har De ikke en eller anden lykkebringer, Jantzen? Er der ikke et eller andet ritual, De føler Dem tryg ved, når De skal op?"

Albert tænkte sig om. Det var der nu ikke. Men det var sandt, at mange af folkene i den gamle enhed havde haft forskellige små fikse idéer, de hægede særligt om. En lille medaljon gemt af vejen i jakkelommen, et bestemt halstørklæde ... én havde sågar haft en urokkelig rutine med aldrig at gå op uden at klappe sin maskine kærligt på haleroret, inden han satte sig til rette i cockpittet. Et eller andet trygt og velkendt, deres tanker kunne klamre sig til deroppe. Men en nathue var nu alligevel et besynderligt valg.

"Og så er det selvfølgelig en uudtømmelig kilde til morskab hos mine kammerater," tilføjede Wolff. "De gør Dem ingen idé om, hvor megen spas de andre har af min hue. Man må jo gøre et eller andet for at holde humøret oppe herude, ikke sandt? Lidt munterhed har aldrig skadet nogen."

Det var tydeligt at se, hvor meget hans kammerater holdt af den muntre Wolff. Og gennem ham blev Albert i løbet af ganske få dage lempet ind i den nye enheds kammeratskab på en måde, han egentlig aldrig for alvor havde oplevet i den gamle Jasta Boelcke. Det føltes helt rart. Og til gengæld for deres venlige selskab delte Albert sine erfaringer fra luften med dem. I begyndelsen var det vanskeligt for ham. Han, der aldeles ikke brød sig om opmærksomhed, befandt sig pludselig i centrum for et helt hold af nysgerrige og videbegærlige ansigter, der åbenbart betragtede ham som en eller anden form for læremester - ikke helt så overmenneskelig som kommandanten, men dog et es, en rigtig "kanon".

Søvn var stadig noget, Albert måtte kæmpe for, og som regel vandt han kun kampen med kraftig støtte fra sine trofaste stødtropper, cognacflaskerne. Aftenerne tilbragte han nu næsten hver eneste dag i messen, og ud på de sene timer, når de andre en efter en faldt fra og trak sig tilbage, opstod der en befriende afslappet stemning. Så sad han og Wolff tilbage på hver sin side af et bord, med en flaske og et overfyldt askebæger med fedtede cigaretskod imellem sig. Og der, i nattemørkets stilfærdige fortrolighed, kunne han endelig tillade sig at lade tankerne kredse frit om Clara. Wolff havde selv en kæreste, han rynkede ikke på næsen ad det. Han lyttede blot, han kendte det selv. Han forstod.

"Er hun køn, din veninde?" kunne han spørge, uden at det lød det mindste drillende. "Det er min. Hun er ..." han lænede nakken tilbage og kiggede med et fjernt smil op i loftet. "Hun er det smukkeste, jeg nogensinde har set."

"Nej, sikkert ikke. Jeg er sikker på, at de er nøjagtig lige kønne. Vi har de to smukkeste piger i hele kejserriget, Jantzen. Det tror jeg helt bestemt."

"Det er i grunden noget sjovt noget, ikke? Jeg mener ... hvad der er smukt som en gudinde for den ene, kan være ganske jævnt for den anden."

"Jo, for pokker da. Hele tiden. Er du da helt tosset, jeg kan næsten ikke tænke på andet end hende."

"Det er måske meget fornuftigt. Det kunne hurtigt blive lidt farligt, hvis man fjogede rundt deroppe med et drømmende blik i øjnene og tungen ude af munden, hah! Men hvad er hun for én? En sund, buttet nordschlesvigsk bondepige?"

"Nej, hun er fra Østrig. Hun kommer fra Wien. Hun er sygeplejerske i Kortrik. Det var dér, jeg mødte hende, på lazarettet."

"Richthofen ... Herr Kommandanten ... har givet mig tre dages orlov i næste uge. Jeg har skrevet til hende og fortalt, at jeg kommer derop og besøger hende. Jeg har ikke set hende i en måned nu."

"Jeg har skrevet til hende. Hun skriver ikke så meget, det havde hun advaret mig om."

"Det gør ikke så meget. Hvad skulle hun også skrive om? Jeg har så meget at fortælle, der sker jo hele tiden noget herude. Men hun ..." Albert gik i stå, fordybet i tanker. "Den ene operation ligner jo den anden, ikke?"

"Ja. Nu ... nu er vi strengt taget ikke forlovet. Ikke sådan, formelt. Jeg har ikke givet hende nogen ring."

"Jeg havde ikke nogen. Det gik så hurtigt. Faktisk var det mest hende, der ..."

Wolffs øjne blev store. Han fløjtede stille. "Hold da op! Gjorde hun virkelig? Din heldige skiderik! Skyd mig i låret, jeg vil fandeme også på lazarettet!"

"Hendes forældre. Ene og alene derfor. Det er jo ikke sådan, at jeg kan rejse mig fra middagsbordet og bede hendes far undskylde, mens jeg lige deflorerer hans datter, vel? Skulle jeg da forføre hende i parken? Og forresten tror jeg ikke, jeg kunne lokke hende til det. Ikke endnu. Egentlig er vi jo ikke engang forlovet endnu. Det kommer forhåbentlig senere, hah. Men det lyder da, som om du forstår at få noget ud af en sygeorlov, skal jeg sandelig love for."

"Jamen, du, det sjove er, at jeg egentlig mest glæder mig til bare at se hende igen. Bare være sammen med hende."

Til Alberts store irritation havde det meste af den 6. Armé tilsyneladende valgt samme dag som han til at rejse. Vejene var stoppede af vandrende kolonner af svedige soldater, hestevogne, rullende lette kanoner og hidsigt dyttende stabsbiler. Toget var ikke meget bedre, ethvert forsøg på bare nogenlunde at opretholde en slags køreplan var for længst blevet opgivet, og enhver måtte klare sig, som han bedst kunne. I sidste ende tog det ham næsten hele den første dag at rejse de godt og vel halvtreds kilometer til Kortrik, og han var segnefærdig af udmattelse, da toget omsider rullede ind på stationen. Hvis vejene havde været tomme, ville han være kommet hurtigere frem til fods, end han var kommet med toget.

Allerede da den skramlende togstamme rullede ind i byen, begyndte han at strække hals ud ad vinduet, ivrig efter selv det mindste glimt af Clara. I brevet, hvor han meldte sin ankomst havde han bedt hende hente ham på stationen, hvis hun havde mulighed for det. Han havde ikke hørt fra hende, men hun havde selv sagt, at hun ikke brød sig om at skrive breve. Selvfølgelig havde hun sit arbejde, sine pligter, og det var naturligvis helt i sin orden. Men hvor ville det dog være dejligt, hvis hun stod dér på perronen og tog imod ham! Allerførst måtte hun nok følge ham til et hotel, en hel dag i en stuvende fuld togkupé, mast sammen med soldater, der emmede af sur tobak og sved, havde sat sit tydelige præg. Albert var sig pinligt bevidst, at han var både snavset og svedig. Før noget andet måtte han vaskes og have en ren skjorte på.

Han havde selvfølgelig været forberedt på, at hun ikke var der. Men det skuffede ham alligevel. Der var myldrende tæt af mennesker på banegården, men han ville let have fået øje på hende, hvis hun havde været der; mellem alle de grå- og grønmalede stålhjelme ville hendes viltre, kastanjefarvede hår have været umuligt at overse. Hun var der ikke. Jaja. Så måtte han jo bare selv finde et hotel. Måske var det i virkeligheden ikke så ringe endda - nu kunne han være ren og nyvasket, når han hentede hende på hospitalet. Han hankede op i sin lille gråbrune papkuffert og begav sig mod udgangen.

Og dér stod hun. Midt i vrimlen, helt urørlig som en statue, spejdende ind i de skubbende masser, med en tæt pelskrave om skuldrene og en stor, floromvunden hat på hovedet. Hun lyste op i et bredt smil og kastede sig om halsen på ham. "Albert! Kære, søde Albert! Hvor er det godt at se dig!" Hun kastede sig om halsen på ham med en voldsomhed, så han var nær ved at vælte, og kyssede ham grådigt. Han lod sin kuffert falde til jorden og knugede hende til sig.

"I lige måde! Du drømmer ikke om, hvor jeg har glædet mig til dette, Clara! Du drømmer ikke om det."

"Savnet dig? Du gør dig ingen forestilling om, hvor meget jeg har savnet dig. Jeg har nærmest hængt ud ad togvinduet de sidste tyve kilometer og spejdet efter dig. Jeg vidste jo ikke, om du ville være på stationen eller ej," sagde han og lagde armene om hendes skuldre. "Jeg har savnet dig så utrolig meget."

"Jeg har også troligt stået og ventet på dig i flere timer. Jeg var lige ved at gå. Men kom nu! Lad os komme bort fra al den trængsel. Lad os komme ud. Har du bestilt hotelværelse?"

"Nej, ikke endnu. Men, du, jeg kunne egentlig godt bruge en hurtig vask. Man bliver beskidt af at rejse."

"Ja, det kan jeg godt mærke, hah! Det skal helst være et billigt værelse, ikke? Der ligger et udmærket lille hotel et par gader væk. Kom, følg efter mig. Du kan vaske dig på hotellet, og så kan vi gå ud at spise bagefter, ikke? Er du sulten?" Med et varmt smil snoede hun sin arm ind under hans, og arm i arm slentrede de gennem gaderne. "Hvordan går det med benet? Jeg ser, du har lagt stokken fra dig."

"Jeg kan godt mærke det endnu, men det er ikke så meget. Stokken har jeg slet ikke brug for mere. Jeg tror, det var din kærlige pleje, der helbredte mig."

Hotellet var ganske rigtig både billigt og ydmygt, men værelset var rent og pænt, selv om det var noget småt. Ikke meget større end smedejernssengen, der til gengæld var unormalt stor. Han havde forventet at Clara ville vente i receptionen, mens han gjorde sig klar til at pakke ud; ingen etablissementer med blot en smule selvrespekt ville lade gæsterne modtage kvindeligt besøg på værelserne. Men hun fulgte efter ham op ad den smalle trappe som den naturligste ting af verden, og manden i receptionen gjorde ikke noget forsøg på at standse hende. Albert syntes, det så ud, som om manden blinkede til ham, da han rakte ham værelsesnøglen. Der var måske alligevel en grund til, at værelset var så billigt. Det var åbenbart et hotel, der mere solgte sig på diskretion end på klasse. Albert havde hørt om den slags etablissementer, men havde aldrig selv besøgt et før. Det så skuffende almindeligt ud.

Han hængte sin kasket på den ene sengestolpe. Clara satte sig på sengen, mens han tog uniformsjakken af, smøgede selerne ned over skuldrene og tog skjorten af. Kort efter bankede det på døren, udenfor stod en piccolo med en kedel dampende varmt vand. Albert hældte vandet i den lille porcelænshåndvask og gav sig til at piske sæbeskum med den lille barberbørste. Så foldede han ragekniven ud og gav sig forsigtigt til at skrabe skægstubbe. Det føltes rart. Som om man blev ren af det, langt renere end en almindelig vask med vand og sæbe kunne gøre det. Fra sengen betragtede Clara ham. Han mærkede hendes blik, men kunne ikke se hende; det lille, runde rejsespejl hang skævt på sit søm, han kunne kun se sit eget ansigt og en del af væggen. Der var varmt i det lille værelse. Han kunne høre hende rumstere rundt på sengen, dens rustne fjedre knirkede af og til.

Så var barberingen færdig. Han tørrede sit ansigt og studerede resultatet nøje i det lille spejl. Nydeligt, ganske nydeligt. Han vendte sig. Et lille fnis undslap hende, da hun så hans overraskelse. Hun sad på sengen, med ryggen lænet op ad hovedgærdets smedejern og det ene ben trukket op under sig. Hun var nøgen, bortset fra hans kasket, som hun frækt havde trukket ned over det ene øje. Det lange, kraftige hår brusede ned foran hendes ansigt og slørede de fyldige brysters kuplede rundinger. "Nå, du har virkelig savnet mig, kan jeg se," sagde hun leende. Han mærkede, hvordan hans ansigt blev rødt. Pokkers. Han var blevet tør i halsen. "Kom, dit store fjols! Kom herhen," fortsatte hun og rakte armene frem mod ham, så de tunge brysters mørke kroner tittede frem gennem det viltre hår. "Er du ikke træt efter rejsen? Skal vi ikke hvile os lidt?"

Han rakte hånden frem og fejede varsomt håret bort fra hendes ene bryst. En spag og spinkel stemme helt bagest i hans bevidsthed sagde ham, at dette var forkert. At det burde han ikke gøre. At ordentlige mennesker ville tøjle sig og vente. Stemmen var meget spinkel. Det var ikke spor svært at overhøre den.

Det var blevet mørkt udenfor. Gad vidst hvad klokken egentlig var blevet - ville de stadig kunne finde et sted at spise? Eller var det for sent? Han anede ikke, hvor længe de havde ligget der, han måtte være faldet i søvn på et tidspunkt. Men det var ligemeget alt sammen. Hvad betød det vel, om de fik mad i aften?

Hun strakte sig ved siden af ham, med en lyd som en spindende kat, en betagende lille, sød snorken. De lå tæt, selv om det var en stor seng, var den dog kun beregnet til én. "Uh, det var godt. Synes du ikke, det var godt?"

Han tog den skrammede cigaretæske frem af uniformsjakkens lomme. Det var besværligt, jakken hang stadig på den ene sengestolpe. Han strøg tændstikken på det slidte, blomstermønstrede tapet på væggen ved siden af sengen.

"Så, kom nu. Sæt dig op ad hovedgærdet, ligesom du sad før. Sådan, med kasketten på sned. Ja, præcis! Uh, du ser fræk ud."

"Vi kunne jo også godt gifte os nu," sagde han kort efter, og lod tænksomt blyanten synke. "Med det samme. Det er jo ikke ligefrem forbudt."

Hun lo højt og satte sig op i sengen. Han rejste sig på albuen og stirrede forbløffet på hende. "Hvor i alverden har du da fået den fjollede idé?" spurgte hun. "Jeg skal da ikke giftes, dit fæ! Det har jeg da fortalt dig."

Hun satte sig på knæ i sengen foran ham og betragtede ham med hovedet på skrå. "Lille Albertmand," sagde hun og lavede trutmund. "Jeg er bange for, at du har misforstået mig. Hvor er du sød."

"Ja, jeg ved det godt. Det er problemet med dig. Du tror alt for meget. Det burde du lade være med, for din egen skyld."

"Jeg mener: Hvorfor skulle vi gifte os? Tror du, jeg ville elske dig mere, fordi du havde et stykke papir på det?"

"Jeg elsker dig, Albert. Du er en dejlig mand, du er sød og betænksom, og du er sjov at lege med. Men det er jo ikke sikkert, at jeg stadig elsker dig om en måned, eller om et år ... eller i morgen, vel? Du kan da heller ikke love mig, at du vil elske mig om ti eller tyve år, vel?"

"Det skal jeg da love dig for at jeg kan. Jeg elsker dig, for pokker. Det er jo dét, ordet betyder, ikke?"

"Jo. Det siger jeg jo. Jeg siger bare, at jeg ikke kan love dig, at jeg bliver ved med det."

"Shhhh." Hun lagde blidt en finger for hans læber. "Tal ikke mere nu. Du ved jo, hvad du går ind til. Du kender mig. Jeg har været fuldstændigt ærlig over for dig, lige fra starten, ikke? Har jeg ikke?"

Det ved jeg ikke. Men jeg kan ikke love noget, forstår du det? Og du kan i virkeligheden heller ikke love mig noget."

Han sank ned i den store, bløde dyne, der stadig var behageligt varm efter deres forening tidligere. Han lukkede øjnene, mærkede, hvordan hun blidt strøg hans hår. Det var dejligt. Det var ... beroligende. Og på en måde havde hun jo ret, selvfølgelig. Han var sikker på sin kærlighed til hende, så sikker som man overhovedet kunne være på noget. Men i princippet havde hun ret. Og sagde hun ikke, at hun ville være hos ham om tyve år? Hvor var hun dog vidunderlig! Ikke blot smuk som en gudinde, sødmefuld og syndigt forførende, hun var også klog. Meget klogere end de fleste andre, Albert kendte, i virkeligheden. Han trykkede sig ind til hendes bløde, varme krop og faldt i søvn, lykkelig, på en eller anden måde, til trods for at han alligevel ikke var forlovet. Det var jo kun ord, der ingenting betød, ikke rigtig. Ikke så længe hun var der, ikke så længe hun var så varm og blød og dejlig og nærværende. Det betød ikke noget. Hun var så fri, så klog, så helt og aldeles sin egen, at han blev helt ydmyg. Hun var et stolt og prægtigt dyr, der ikke kunne bindes. Og alligevel havde hun valgt at åbne sig for ham. Hun havde valgt ham.

April blev den grusomste måned for briterne. "Blodige april" kaldte de den derovre, det blev citeret i krigskommunikéerne. Og Richthofen måtte have haft held med oplæringen af sine flyvere; Jasta 11 kunne notere sig for niogfirs sejre i april måned alene, mere end en tredjedel af alle nedskudte fjendtlige fly på hele fronten. Albert havde fået sin del af kagen, fem nedskydninger var det blevet til i løbet af måneden. Det havde bragt hans samlede sejrsliste op på fjorten. To mere, så ville han have nået de magiske seksten, der havde udløst Richthofens Blå Max - men det var aldrig til at sige, hvad prisen var for en Pour le Mérite lige nu, kravene syntes at ændre sig hele tiden. Boelcke og Immelmann havde fået deres for otte nedskydninger, Richthofen for seksten ... kun Gud vidste, hvor mange der krævedes nu. Albert tænkte ikke meget på det. Det var en ting. Af guld og emalje ganske vist, men stadig kun en ting.

Selv havde Richthofen taget godt for sig af retterne i den blodige april, hvor englænderne syntes at flyve langsomt hen over himlen i forældede maskiner i lange, lige linjer, alene med det formål at lade sig skyde ned af tyskerne. Enogtyve sejre havde han føjet til sin række på denne ene måned. Han fik stadig lavet sine små sølvbægre for hver enkelt sejr, der var efterhånden for en mindre formue sølv på hylden i hans kvarter. Fireogfyrre bægre, da måneden sluttede, og endnu otte i bestilling hos sølvsmeden i Berlin. Det gik godt for ham. Rigtig godt.

Men alligevel ... det var, som om han havde ændret sig, uden at Albert rigtig havde opdaget, præcis hvornår det var sket. Han var blevet mere indesluttet, mindre munter. Midt i april var de flyttet igen, til Roucourt nogle få kilometer længere østpå, og Richthofen havde fået endnu mindre tid til sin kammerat. Måske var der bare ikke plads til en nordslesvigsk bondeknold i hans nærhed længere? Albert vidste det ikke, og efter en tid var han også nærmest ligeglad. Hans nye venner var morsomme at være sammen med. De behandlede ham stadig, som om han var en rigtig stor kanon, selv om både den lille Wolff og Karl Allmenröder var livet gevaldigt op under Richthofens lederskab, og nu var godt på vej til at blive esser begge to.

I starten af marts var Richthofens bror Lothar ankommet, en høj, kantet fyr, der slet ikke lignede kommandanten. Det kunne næppe være en tilfældighed, at han var havnet lige netop her; enten havde han bedt om det, eller overkommandoen havde indset den propagandamæssige værdi af at have de to Richthofenbrødre til at flyve sammen. Han havde ikke haft en eneste sejr, da han ankom, men ligesom de andre var han hurtigt kommet efter det; alene i april hentede han sig femten sejre. Albert brød sig ikke særligt om ham. Han var for støjende, som om han hele tiden måtte gøre opmærksom på sig selv. I begyndelsen havde Albert nærmest haft lidt ondt af ham, det kunne ikke være nemt at være lillebror til Tysklands mest berømte flyverhelt. Men det havde hurtigt vist sig, at han udmærket forstod at tage vare på sig selv, og så vidt Albert kunne se, havde han ingen grund til at føle sig mindreværdig. På godt og vel en måned havde han høstet flere sejre, end Albert havde på et helt år.

Kunne det mon være derfor, Richthofen havde været så mærkelig på det seneste? Var han simpelthen bange for at blive sat til vægs af lillebroderen? De andre havde selvfølgelig ikke bemærket noget. De havde jo ikke kendt ham før. Den nye Richthofen irriterede ham nærmest, den nye Richthofen fik ham til at føle sig overset og tilsidesat. Men mest af alt savnede han sin kammerat. Savnede den djærve fortrolighed, savnede, jah ... broderfølelsen, vel sagtens.

Egentlig var det jo faktisk fjollet. Egentlig kunne han jo bare gå hen og tale med ham. Hvorfor sad han her og surmulede? Måske var Richthofen virkelig bare optaget af sine pligter, måske havde han glemt Albert lidt i forbifarten. Måske var han i virkeligheden slet ikke klar over, hvor arrogant han virkede på sin kammerat. Det var jo tåbeligt at sidde og forestille sig en hel masse og blive mere og mere fornærmet. Albert besluttede sig til straks at gå over og hilse på ham.

Kommandanten stod bøjet over et kort, der var spredt ud over hele skrivebordet. Han stod med telefonrøret klemt ind mod øret, med et koncentreret udtryk i ansigtet. "Ja ... javist ... Godt, det gør vi. Naturligvis. Ja ... Farvel," sagde han og rakte irriteret telefonrøret til kontoristen bag sig. "Jantzen ... Kom indenfor, kom. Og øh ... De kan godt forsvinde nu." Kontoristen gjorde honnør og trak sig skyndsomt tilbage. Richthofen satte sig med en opgivende pusten i stolen. Han skottede hurtigt omkring som for at sikre sig, at de var alene. "Hvad vil du, Bert?"

Richthofen sukkede. "Jeg har meget dårlig tid nu, Bert. Kan du ikke komme tilbage senere?"

"Richthofen, sig mig ... har du egentlig nogen idé om, hvordan du opfører dig for tiden?"

"Du har ... ændret dig. Man ser dig aldrig i messen mere. Du ser ... trist ud. Har du det godt?"

Richthofen betragtede ham tavst i lang tid. Han så træt ud. Han så slet ikke ud til at have det godt. Han sukkede, lukkede øjnene og gned sig i panden med fingrene. "Har jeg det godt, Bert? Hm. Jeg har noget, du skal se."

Han rejste sig og trådte hen til arkivskabet ved vinduet. Et øjeblik stod han der, stirrende ud af vinduet, med hænderne foldet på ryggen. Så fandt han en konvolut frem og kastede den med alle tegn på væmmelse hen til Albert.

"Luk det op. Det kom med posten i sidste måned. Jeg er ikke engang klar over, hvordan det kom herover - det er sendt fra den anden side af linjerne." Han vendte hovedet bort, og gav sig igen til at stirre ud ad vinduet. "Luk det nu op, Bert."

Albert åbnede konvolutten og trak indholdet ud. Det var et fotografi. En slags portrætfoto, et nærbillede af en mand på omkring tyve år. En død flyver. De stive øjne stirrede tomt ud under de halvt lukkede øjenlåg, det så nærmest ud, som om han var træt eller kedede sig en smule. Munden var ganske let åben, man kunne se tænderne titte frem under overlæben. En tynd stribe blod var flydt ud af hans næse, og fra mundvigen var dryppet en sort plamage. Det var et trist syn. Men den slags var der så uendelig meget af. Albert havde set sin del af rædslerne. Han trak på skuldrene, og kiggede spørgende på sin kommandant. "Hvem er det, Richthofen?"

"Han hedder ... hed ... Boultbee. Arthur Boultbee." Han snøftede irriteret. "Prøv at se bagsiden."

Forundret vendte Albert det store fotografi. Der var skrevet bagpå, i en let, elegant og flydende håndskrift: To Baron Manfred von Richthofen ...

"Jeg aner det ikke. Englænderne kender vel ikke til friherretitlen. Lad mig oversætte det." Han tog fotografiet og stillede sig foran vinduet igen med ryggen til Albert. Han gjorde sig end ikke den ulejlighed at lade, som om han så på teksten imens. Han måtte have læst det utallige gange, han talte hurtigt og snublede næsten over ordene. Han havde lært ordlyden uden ad.

"Min herre, den 17. marts 1917 overværede jeg Deres luftkamp og tog dette fotografi, som jeg sender Dem med mine hjerteligste lykønskninger, da De sjældent har lejlighed til selv at se Deres bytte. Vivat sequens - det betyder ... noget i stil med held og lykke med den næste. Med broderlige hilsener, baron von Riezenstein, oberst, kommandant for Syvogfirsindstyvende Infanteri-reserve Regiment."

"Hvorfor i alverden sender en engelsk officer dig et billede af en død pilot? Han må da være fuldkommen sindssyg. Men er du sikker på, han er englænder? Navnet er da så tysk som noget."

"Der er mange englændere af tysk afstamning. Jeg har selv en grandtante, der stak af fra mand og børn for at leve med en forbandet møghund af en engelsk digter."

"Men det giver jo ingen mening. Det må da have været voldsomt besværligt at få et brev tværs over linjerne. Er det overhovedet tilladt? Han må da have haft en mening med det?"

"Hvad ved jeg? Det er vel den berømte engelske humor, måske. Måske forsøger han at svække mig ved at tvære mine modstandere ud i fjæset på mig."

Albert blev stille. Det var afgjort en mulighed. En djævelsk tanke ... at tvinge en mand til at se sine ofre så tæt på. Men på den anden side ... egentlig var det jo ikke noget særligt. Alle, der havde oplevet skyttegravene, havde set den slags. Havde set ting, der var langt værre. Den engelske flyver var et fredfyldt skønmaleri sammenlignet med Kartoflens forkullede ansigt. Men måske ... Richthofen havde ganske vist været ved østfronten i starten af krigen, men hvor meget havde han egentlig set dér? Havde han overhovedet været tæt på fjenden? Havde han nogensinde set dem, han kæmpede imod?

"Det ... det kan godt være hårdt, sådan at se resultatet af krigen. Det ved jeg godt. Men du må ikke lade dig gå på af det. Det er jo ... det er jo ikke dig, vel? Ikke din skyld. Men selvfølgelig er det ikke rart."

Richthofen stivnede ved vinduet. Hans skuldre krøb op. Så vendte han sig langsomt. Hans ansigt var stift, under huden arbejdede hans kæbemuskler. Hans blik var heftigt. Han smed arrigt fotografiet på bordet.

"Bert, så hold dog mund! Hvad er det for en snak? Selvfølgelig er det min skyld! Vi er alle sammen skyldige, ser du ikke det? Du, jeg, englænderne, franskmændene. Vi er alle sammen skyldige! Men hvor er vores valg? Hvordan skulle vi kunne handle anderledes? Det er krig, for pokker da, menneske!"

"Ja ... ja, selvfølgelig. Men ... men når vi ikke kan handle anderledes, end vi gør - hvordan kan vi så være skyldige?"

"Hvordan? Ha!" Richthofen lo glædesløst, han næsten fnøs ad Albert nu. "Skylden forsvinder for helvede da ikke, blot fordi det er krig. Det er ... det er vores byrde, forstår du ikke det? Det er den byrde, vi må tage på os. Skylden. Der er ingen her på basen, der ikke er mordere, Bert. Ingen ved hele fronten. Tyskland er blevet en nation af mordere, ligesom England og Frankrig."

"Rusland er en vittighed. Krigen er slut derovre. De behøver ikke os for at føre en krig, det klarer de fint alene. De afsatte deres tsar i sidste måned, de er midt i en revolution. Men jo, selvfølgelig. Alle er mordere nu, Bert. Alle! Vi lever i en verden af morder-nationer!"

Han tav og sank træt om i kontorstolen bag skrivebordet. "Har du en cigaret?" spurgte han med et dystert suk. Albert gravede en pakke frem af lommen og smed den på bordet. Richthofen greb den grådigt og trak en cigaret ud. Tændstikken knækkede, da han strøg den mod svovlet.

"Jeg er blevet bedt om at skrive en bog, Bert. Der er et Berlinerforlag, der har bedt mig skrive om mine muntre oplevelser som luftens ridder. Til inspiration for de unge, formentlig."

"Hvor svært kan det være? Det er jo bare ord. Jeg har altid holdt på, at digtere er en flok ugidelige driverter. Og forresten sender

Ullstein-forlaget en stenograf. Jeg skal bare fortælle, så skriver hun det sammen til en rigtig bog."

Richthofen nikkede. "Du ved, at kejseren har inviteret mig til middag i hovedkvarteret i Bad Kreuznach onsdag i næste uge. Efter mødet med hans majestæt tager jeg hjem. Stenografen bliver indlogeret på Hotel Krone i Schweidnitz, så vi kan arbejde hjemme hos mig selv."

"Ja, for pokker da. Hærledelsen mener, at det vil være en stor inspiration for skoledrengene. De bakker helt op om det." Han tav et øjeblik, mens han betragtede gløden på cigaretten. "Det var nærmest en ordre, egentlig."

"En bog, Bert ... en bog er ... en slags monument, ikke? En bog er et mærke. At skrive en bog, det er ligesom at sætte sig et minde. At skabe noget. Det bliver en behagelig kontrast til krigen. Og forresten får jeg på den måde også lejlighed til at gå på jagt. Der er nogle prægtige jagtskove i Schlesien."

"Hvis du synes, bøger er så vidunderlige, hvorfor bryder du dig så ikke om forfattere?"

"Jeg er ikke digter. Jeg skriver bare en bog. Jeg laver også noget fornuftigt."

"Lothar. Han er ny, men han har vist sig værdig. Femten sejre alene i april måned."

"Din bror, ah. Så der stadig sidder en Richthofen som kommandant, mens du er væk. Snedigt."

"Det har de, Bert. Det har de sandelig, og det er ikke det hele, jeg bryder mig særligt om. Men vi er soldater, og en soldats fornemste pligt er nu engang at adlyde."

Alberts blik gled ud ad vinduet. Derude, forvrænget af det ujævne glas, stod maskinerne stillet op på rad og række. Det var en farverig samling, efterhånden. Richthofens indfald med den røde Albatros havde slået an i en sådan grad, at de lignede en flok kulørte markedsgøglere nu; alle havde de røde snuder og vingestivere, men derudover havde flere af folkene fundet på deres helt egne farvekombinationer og motiver. Det havde taget en smule overhånd, syntes han. De lignede efterhånden en flok klovne fra et cirkus.

Selv havde han hjulpet flere af dem. Hans tegnekundskaber var almindeligt kendte, selv om han sjældent viste sine tegninger til nogen. Flere af folkene havde bedt ham hjælpe med motiverne, og skønt han følte sig utilpas ved det, havde han ikke syntes, han kunne afslå. Hans egen kiste var der ikke blevet rørt ved, den stod stadig med sin blanklakerede finér. En krigsflyver kunne ikke være en kunstgenstand, det forekom ham næsten smagløst at dekorere den, som om det var et malerlærred. Det var på en eller anden måde at profanere både malerkunsten og flyvemaskinen på én gang.

"Jeg rejser via Berlin denne gang," sagde Richthofen ud i luften. "Jeg har fået et møde i stand med general von Hoeppner. Jeg har tænkt på ... Har du bemærket, hvordan vores masseslagsmål med englænderne er blevet mere og mere rodede? Det er alt for ... tilfældigt. Jeg tror, vi har brug for større enheder. Store grupper af fly, måske mange jastaer slået sammen, der kan operere som én samlet enhed. Tænk dig, hvis vi kunne møde fjendens patruljer med tredive-fyrre fly på én gang. Eller flere."

"Vi ville fuldkommen udradere dem. Vi ville blive uovervindelige. Men det ville også dræne andre frontafsnit, ikke?"

"Jo, der er da problemer i det. Men alligevel ... forestil dig en ... en super-enhed. Sikken en ravage vi kunne lave."

Richthofen smilede drilsk til ham. Pudsigt, så brat hans humør kunne vende, han virkede næsten helt munter nu. "Det har de allerede gjort," sagde han. "Eller det tror jeg i hvert fald. Det er ganske vist kun en forsøgsordning i første omgang, men i forgårs fik jeg besked om, at de har godtaget min anbefaling. Fra på mandag bliver vi slået sammen med Jasta 3, 4 og 33 - alle de jastaer, der holder til omkring Douai. Så skal du bare se løjer, Bert."

"Om et par dage. På fredag, tror jeg. Så kan jeg lige nå at få søndagsfrokost i Schweidnitz."

Frk. Clara Heppler, Feltlazarett Nr. 76, Kortrik

5te Maj, 1917

Min kæreste, elskede Clara!

Fem Breve har jeg nu sendt dig, siden vi saas i min Orlov. Men i al den Tid har jeg ingenting hørt fra dig, og jeg tænker selvfølgelig paa, om der mon er noget galt med dig? Hvorfor svarer du ikke paa mine stakkels Breve?Jeg savner dig saa meget her, det er min eneste Trøst at tænke paa dig. Og du har jo dog ladet mig forstaa ganske tydeligt, at du ogsaa holder af mig. Jeg ved, at du ikke bryder dig særligt om at tale saa meget om Tingene - men det er nødvendigt for mig. Jeg trænger saa voldsomt til at høre fra dig, at se dig. Jeg længes efter at høre din Stemme. Kan du dog mon ikke finde Tid til at skrive mig blot et lille, kort Brev? Jeg lover dig, jeg skal ingen Krav stille til dig, ingen Løfter forlange af dig.

Nej, tilgiv mig, kæreste Clara! Du har sagt mig, at du ikke gerne taler om sligt, og jeg ønsker intet andet end at behage dig. Jeg lover dig, at Resten af dette Brev er aldeles fri for den slags! Se nu blot:

I begyndelsen af April Maaned flyttede vi endnu en Gang. Nu er vi indlogeret paa et rigtigt Château, et Slot i Landsbyen Roucourt. Mandskabet bor selvfølgelig stadig i Barakker og Telte, men vi Flyvere har faaet rigtige Værelser paa Slottet. Selv har jeg faaet tildelt et stort og lyst, rummeligt Værelse paa første Sal, fra mit Vindue har jeg Udsigt over Vejen, der fører op til Slottet. Jeg har rigtige Møbler nu, en rigtig Seng med blød Madras og det hele. Man føler sig meget mere som et Menneske her, og jeg kan daarligt huske, hvornaar jeg sidst har boet i en saadan Luxus. Ofte ligger jeg i min bløde Seng og tænker paa, hvor dejligt det ville være at have dig her hos mig - du ville synes om det, tror jeg.

I Jasta 11 er der sket meget, kan du tro. I Marts blev Richthofen forfremmet til Oberleutnant, og allerede i Starten af April steg han igen i Graderne - nu er han Rittmeister (det er det samme som Kaptajn, blot i Kavaleriet - han er jo af et gammelt Kavaleri-Regiment, ved du). Højere Rang kan han ikke naa, i den Kejserlige Hær kan en Søn ikke opnaa højere Rang end sin Fader, saa længe faderen er i aktiv Tjeneste. Og da den gamle Friherre selv er Major, maa Richthofen altsaa slaa sig til taals med sin Rittmeister-Titel.

Han er i øvrigt rejst Østpaa nu, til Møde med Majestæten selv, og i hans Sted ledes vi af hans Broder, Leutnant Lothar. Leutnanten er en fornøjelig Størrelse, ikke nær saa striks og stram som sin Broder; han er lidt af en Spøgefugl, men en meget dygtig Flyver; paa en Maaned har han sikret sig femten Sejre! Det morer ham aabenbart at give os alle sammen Øgenavne; Kurt Wolff har han døbt "Lilleblomst", den tapre Leutnant Lübbert blev til "Kuglefanget", fordi han altid tog saa mange træffere i sin maskine; engang kom han Hjem med 61 Skudhuller i Maskinen! Desværre løb hans Held ud i Slutningen af Maaneden - han faldt for Fjendehaand i sidste Uge. Sin Broder omtaler Lothar aldrig som andet end "Ritmesteren", og selv er jeg blevet beæret med Tilnavnet "Cykelsmeden". Jeg tror ikke, han mener det ondt, men jeg bryder mig ikke særlig om det.

De Forenede Staters Krigserklæring i Paasken bekymrer selvfølgelig os alle sammen. Nu kaster den sidste store Magt i Verden sig ogsaa over os, og vore Fjender bliver hele Tiden blot flere og flere. Vi staar ganske alene i vores Kamp - men noget Valg har vi jo ikke. Vi maa kæmpe saa længe og saa godt, vi kan. Modet maa vi aldrig tabe. Og nu hviler der et endnu større Ansvar paa os; vi skal aabenbart være Fædrelandets Helte - her er et Rend uden lige af Pressefolk, Fotografer og Kunstnere. Vi er alle sammen blevet fotograferet og vil om kort Tid være at faa som Samlekort i Cigaretpakker! Er det dog ikke morsomt?

Englænderne har sendt en ny Flytype mod os, en løjerlig Tingest med tre Vingeplaner. Selv har jeg ikke set disse Triplaner endnu, men de andre siger, at de er baade hurtige og vævre. Richthofen er vældig optaget af dem, han ville benytte sit besøg hos Overkommandoen til at bede dem faa sat Gang i en Produktion af Triplaner til os ogsaa.

Se saa, min kæreste Clara! Nu har jeg skrevet et helt Brev til dig, og det næsten uden at forlange noget af dig! Som du ser, kan jeg sagtens lade være med at stille Krav til dig eller omklamre dig med Forventninger, skønt Herren skal vide, at jeg kunne tænke mig de første tusind

Ønsker, jeg kunne have til dig. Har jeg da saa ikke fortjent blot et lille Brev fra dig? Vil du da ikke forbarme dig over en stakkels forelsket Flyver og sætte dig til Bordet for at skrive til mig? Nu har jeg dog været saa dygtig og ganske afholdt mig fra Personligheder!

Jeg haaber, min kæreste Clara, at dette Brev finder dig ved godt Mod og god Helse. Som sagt: jeg forstaar da nok, at du har meget at se til, og finder mig taalmodigt i det - men skulde du faa et Øjeblik til at skrive mig en kort Hilsen, da vil det glæde mig usigeligt.

Tusind kærlige Tanker, din

Albert

Felttelegram, Rittm. von Richthofen til Leutn. Jantzen (personligt), Jasta 11, Roucourt.

Richthofen kunne have sparet sig sin bekymring. Hans store udlandsrejse nåede aldrig længere end til Wien. Allerede i starten af juni aflyste han uden varsel alle aftaler for at kunne deltage i Løjtnant Schäfers begravelse i Krefeld. Så vidt Albert vidste var Schäfer ikke nogen meget nær ven. Det var vel blot et påskud for at sno sig ud af overkommandoens forsøg på at stuve ham af vejen i Tyrkiet. Og få dage efter var han tilbage i Roucourt, lige i tide til at kunne overvåge flytningen til endnu en ny base. Denne gang blev Jasta 11 kommanderet til Harlebeke et halvt hundrede kilometer længere nordpå, lidt nordøst for Kortrik. Flandern var ikke meget anderledes end Picardiet. Det var det samme bløde, lidt ensformige landskab, idyllisk på en lidt monoton måde. Det lignede sig selv. Frontlinjen var ikke idyllisk, men det var den ingen steder.

Albert var lykkelig for flytningen. Der var kun nogle få kilometer ind til Kortrik. Clara var ikke længere uoverstigeligt langt borte. Han havde vidst besked om flytningen i nogen tid, men havde intet skrevet til hende. Nu kunne han overraske hende, blot dukke op ud af det blå en dag.

Der kom dog til at gå nogle dage, før han kunne komme af sted. Et par dage fra eller til burde selvfølgelig ikke gøre nogen voldsom forskel, han havde jo udholdt at undvære hende i månedsvis. Men nu da hun pludselig var så tæt på, var det også, som om hun fyldte mere og mere i hans tanker. Det irriterede ham til vanvid, at Richthofen fandt på tusind ligegyldige gøremål i dagene efter ankomsten til den nye base.

Efter de luksuriøse forhold på slottet i Roucourt var det ikke let at vænne sig til de små træbarakker igen. Sommeren var begyndt nu, og de utætte bræddevægge var selvfølgelig ikke nær det problem, de kunne være om vinteren, hvor sneen føg om ørerne på dem, selv inden døre. Faktisk var de hastigt rejste barakkers små værelser slet ikke ubehagelige - men efter slottets komfort og elegante indretning virkede det hele en smule nedslående, trist og primitivt.

Den nyudnævnte ritmester holdt sine folk grundigt beskæftiget. Efter han var vendt tilbage fra sit møde med overkommandoen, var det, som om der havde blæst helt nye vinde. De høje generaler havde åbenbart ladet ham vide, at han havde stort set frie hænder til at håndtere sin kommando, som han selv fandt bedst, og der var blevet brudt med mange veletablerede arbejdsgange, siden han vendte tilbage.

En stor del af de rutineopgaver, som mekanikerne tidligere havde taget sig af, var nu pludselig piloternes eget ansvar. Når maskingeværernes sigte skulle indstilles, når våbnene skulle prøveskydes, ja, sågar når blikkassernes patronbælter skulle fyldes op med ammunition, var det alt sammen noget, den enkelte flyver selv skulle sørge for. Richthofen havde meddelt sine folk, at blokerede våben ikke længere ville blive godtaget som undskyldning for at afbryde en kamp. I stedet forventedes det, at hver mand selv sørgede for, at ammunitionen var uden fejl. De dage, hvor vejret umuliggjorde flyvning - dage, som tidligere var blevet henslæbt i lænestolene i messen med cigaretter og øl og doven snak - sådanne dage var nu fyldt med hektisk aktivitet.

Richthofen havde selv konstrueret et måleapparat, der med en enkelt bevægelse kunne afsløre om projektilet var sat korrekt i patronhylstret, så det ikke ville sætte sig i klemme og blokere maskingeværerne. I værkstedet havde mekanikerne svejset i dagevis, så hver pilot kunne få sit eget måleinstrument. Det havde faktisk virket - blokerede våben forekom langt sjældnere nu. Men der var to maskingeværer på hvert fly, og hvert gevær havde fem hundrede skud. Det var tusind patroner, der skulle kontrolleres før hver eneste patrulje. På gode dage kunne de nå fire eller fem patruljer. Det var en ufattelig masse patroner, der pludselig skulle måles.

Albert havde ikke anet, hvor mange opgaver mekanikerne tidligere havde taget sig af. Han havde aldrig rigtig tænkt over det, havde vel egentlig bare taget den slags for givet. Selvfølgelig var magasinerne fyldt op og benzintankene fulde, når maskinen blev rullet ud på startbanen. Han havde i et anfald af forsinket taknemmelighed foræret Berentsen og Barg to hele æsker cigaretter hver.

Tirsdagen efter ritmesterens tilbagekomst lykkedes det endelig Albert at snakke sig til en fridag. Clara nævnte han ikke med et ord, han lirede en lang og forvirret smøre af om behovet for at komme lidt bort, og iøvrigt havde hans mor snart fødselsdag, og det ville være dejligt, hvis han kunne komme ind til Kortrik og finde en lille ting, han kunne sende til hende, og ...

Richthofen havde kigget på ham, overbærende i starten, men efterhånden med et mere og mere dårligt skjult grin. Det var velsagtens Lilleblomst Wolff, der havde sladret. Men Albert var ligeglad.

"Bert, så smut da af sted med dig. Du behøver ikke finde på flere undskyldninger. Har du kørelejlighed derind?"

"Tag det ene af køretøjerne. Så kan du jo dreje ind forbi en café på vejen og købe en madkurv. Det vil glæde hende at blive inviteret på skovtur."

Med et lettet grin småløb Albert over bag værkstedshangaren, hvor Jasta 11's køretøjer hørte til. To motorcykler: en førkrigsmaskine fra Bayerische Motoren-Werke, og en næsten ny Brennabor med sidevogn. To biler rådede man også over, men Austro-Daimler'en var stort set altid i stykker, og Benz'en skulle til hver en tid stå til kommandantens disposition. Albert valgte Brennabor'en. Dels var den langt flottere end den ramponerede, gamle BMW, og dels havde den sidevognen. Hvis Clara havde lyst, kunne det faktisk være rigtig hyggeligt med en tur i omegnen.

Køreturen ind til Kortrik var ikke lang, men han nød den i fulde drag. Den lune sommervind legede i hans hår, mens han rutineret kastede maskinen rundt i vejens skarpe kurver, og motorens melodiske snerren under ham var en nydelse at høre på. Såret kunne stadig mærkes, men smerten var ikke stor længere. Han havde vænnet sig til den og bemærkede den næsten ikke længere. Verden var smuk i dag, set gennem motorbrillernes gulfarvede glas. Løvet var blevet tungt og mørkt og frodigt allerede. Der var ikke mange mennesker på vejene, kun en enkelt sindig belgisk bonde med sin hestevogn, som han behændigt susede uden om med en venlig vinken. Grusvejen var god og jævn. I dag kunne man næsten bilde sig ind, at fronten var uendeligt fjern.

Motorens knald gav genlyd fra de små, lave husrækker, da motorcyklen skramlede hen over gadens toppede brosten og trillede ind til siden foran hospitalet. Han trak motorbrillerne af og gned det værste vejstøv af ansigtet. Så rettede han omhyggeligt på sin uniform og trådte op ad de få trin til indgangsdøren. Han tog en dyb indånding og trykkede håndtaget ned.

"Nej, dit lille fæ," lo han, lettet. Hun bekymrede sig for ham. "Jeg har det glimrende. Jeg er kommet for at besøge dig. Jeg har fået fri i dag."

"Årh, du kan vel få en af de andre til at dække over dig en times tid, ikke? Kom, har du lyst til en spadseretur i parken? Eller en kop kaffe på en café, måske? Eller skal vi køre en tur ud på landet? Jeg har en motorcykel med sidevogn."

Hun forsvandt ud af den tomme sygestue, som hun havde været i færd med at gøre i stand, og lod Albert alene tilbage. Han stod en tid og vippede på hælene. Gad vide, hvem der havde ligget i den seng sidst? Hvordan var det gået fyren - var han mon død dér, eller havde han rejst sig fra sygelejet? Sollyset, der flød dovent ind ad det store, hvidsprossede vindue, var farvet svagt grønt af træernes nedhængende løv udenfor. En blåsort flue summede arrigt rundt i vindueskarmen. Helt herhenne ved døren kunne Albert høre det lille dunk, når den stødte mod ruden i sine forsøg på at trænge ud i det grønne udenfor. Så kom Clara tilbage.

"Det er i orden, hun kan godt dække over mig en halvanden time. Kom." Hun satte en lille, hvid stråhat på hovedet og tog et tyndt sjal over skuldrene. Det virkede, som om han havde gjort et eller andet galt. Hendes stemme var underlig, kølig, som var hun på en eller anden måde vred på ham. Og hendes blik undgik ham. Det var helt forkert, dette her. De gik side om side på fortovet. Han vidste ikke, om han skulle tage hendes arm. Det hele var så underligt akavet lige pludselig. Han gav hendes arm et lille klem. Hun trak den irriteret til sig.

"Albert, hvorfor skrev du ikke til mig i forvejen? Hvorfor kommer du brasende på den måde?"

"Jeg tænkte ... jeg savner dig. Jeg havde lyst til at se dig. Derfor." Hun svarede ikke, fortsatte blot med at gå med lange, målrettede skridt og blikket rettet fremad. "Er du da slet ikke glad for at se mig?"

"Selvfølgelig er jeg det," svarede hun ærgerligt og trak sig umærkeligt lidt bort fra ham. "Men jeg vil ikke have, at du kontrollerer mig på den måde."

"Du ejer mig ikke. Du skal ikke komme brasende på den måde og udspionere mig."

Han standsede, tog fat om hendes skuldre. Hun sukkede opgivende. Hendes øjne flakkede, hun så alle andre steder hen end direkte på ham. "Hvad er det, du siger? Hvorfor er du så vred på mig?"

"Jeg er ikke vred på dig, Albert," sagde hun stille. "Kom, der er en bænk lige rundt om hjørnet. Lad os sætte os lidt. Jeg er ikke vred på dig. Du har ikke gjort noget galt. Det er bare ..."

"Hvorfor? Hvad er det egentlig, du vil med mig, Albert? Jeg har jo sagt dig, at der ikke kommer noget godt ud af det!"

"Der kommer kun noget godt ud af det. Kun godt. Hvis du bare vil, Clara. Hvis du giver mig en chance! Jeg har forstået, at du ikke vil giftes. Jeg ved det godt, det er i orden. Det gør ikke noget."

De satte sig på den lave træbænk ved indgangen til den lille park. Hun vendte sig mod ham, tog blidt hans hænder i sine.

"Det, jeg kan give dig ... det vil du ikke have. Du tror måske nok at du vil. Men det vil du ikke. Ikke for alvor."

"Det siger du nok. Men i virkeligheden vil du jo giftes og have børn, og alt det der. Jeg duer ikke til den slags, Albert, jeg duer ikke til det. Du siger, at du vil have mig, som jeg er. Men vil du det? Jeg er ikke trofast. Jeg ... der er ... andre ... en anden ..."

Albert stivnede. Byen døde, alle lyde forsvandt. Den sommerlyse by omkring ham sugedes ned i det svimlende dybe hul, der åbnede sig under ham. Der var en anden. Han trak hænderne til sig, som havde hendes berøring brændt ham. Stille tårer begyndte at trille ned ad hendes kinder.

"Albert, jeg er så ked af det. Det er jeg virkelig. Jeg ville så gerne ... Jeg holder så meget af dig, Albert. Jeg vil ikke miste dig."

"Men ikke mere, end at du pjanker rundt med alle mulige andre også. Hvor mange kærester har du egentlig? Fem? Ti? ... Halvtreds?"

"Jeg havde jo sagt til dig, at der ikke kom noget ud af det. Jeg sagde det jo! Jeg har ikke løjet for dig, det kan du ikke beskylde mig for. Jeg har behov, forstå det dog!"

"En soldat? En eller anden smart officer, velsagtens? En eller anden rig morsdreng, er det det?"

"Nej," sagde hun stille, med blikket slået ned. Hendes hænder greb ud efter hans igen. "Han er menig."

"En menig? Lader du en menig bestige dig? Din ... din ..." Han sprang op, vreden skød op gennem ham, vreden og ydmygelsen, det dunkede i hans tindinger, brændte bag øjnene. En menig. Her stod han, løjtnant og dekoreret helt, over hele Tyskland kunne man købe cigaretpakker med hans portræt indlagt, og hans billede havde været trykt i alle landets aviser sammen med de andre flyverheltes. Og alligevel formåede han ikke at udkonkurrere en gemen fodtusse ... Alligevel foretrak hun en elendig menig frem for ham! Ydmygelsen og vreden brændte bag hans øjne.

I et pludseligt, smerteligt nu stod det hele klart for ham. Det havde alt sammen været en illusion. Hvor tåbelig havde han dog ikke været, hvor naiv, hvor dum! Tænk, at han havde bildt sig ind, at han kunne hæve sig, kunne stige i livet, kunne skabe sig en fremtid! Hvor måtte de dog have leet ad ham alle sammen, leet ad den dumme lille cykelsmed, der ville være ridder, af bondeknolden, der troede, at han kunne være ven med de fine, at han kunne mænge sig med junkere og rigmandssønner! Og hun, hun værst af dem alle! Hun havde leget med ham, havde tirret ham og tryllebundet ham, blot for at kunne le ad ham, når han krængede sit hjerte ud for hende, for at kunne gribe hans bankende hjerte og knuse det til smulder!

Snublende vendte han sig og løb gennem parken, halvt blændet af tårerne. De promenerende borgere løftede øjenbrynene eller kom med et eller andet tilråb til den flæbende tysker, der tumlede forbi dem, men han var ligeglad. Ligeglad med dem, ligeglad med alting. Bag ham råbte Clara på ham, skingert, det lød som en fugl, der skreg. Men han standsede ikke. Han fortsatte, hvad kunne hun vel have at tale med ham om? Mere hån? Nej, han skulle spare hende, hun skulle ingen problemer få med ham mere, ikke et eneste. Han ville forsvinde, ville trække sig bort og lade hende få fred med hendes snavsede soldat, der åbenbart var så meget bedre end han selv. Han ville forsvinde, rulle sig sammen om sin egen elendighed og uduelighed og smerte. Forsvinde, aldrig genere nogen igen, aldrig forpeste de fines liv med sin forhutlede tilstedeværelse.

Af Krigsdagbog f. Jagdgeschwader Nr. 1

24. Juni 1917

I Overensstemmelse med Telegram fra Armégruppe Kronprins Ruprecht (Ic 20706) oprettes Jagdgeschwader Nr. 1 med omgaaende Virkning af de Jagdstaffeln, der er aktive i Fjerde Armés Sektor, Numrene 4, 6, 10 og 11. Geschwaderen er en lukket Enhed. Dens Formaal er at etablere og sikre Herredømmet i Luften i centrale Kampsektorer. Den forbliver under direkte Kommando af Fjerde Armés overkommando. Geschwaderens enkelte Enheder samles saa vidt muligt paa én Flyvebase.

25. Juni 1917

OverRittmeister Freiherr von Richthofen udpeges til kommandant for Jagdgeschwaderen (i overensstemmelse med

Kogenluft 62880 Fl.II)

27. Juni 1917

Instruktioner og Bemyndigelse til Kommandanten i henh. t. Kogenluft 64683 Fl.II af 27. Juni 1917. Omraade sydvest for Kortrik: Marcke, Marckebeke, Bisseghem, udpeges som Samlingspunkt for de fire Jastas. Flytning af de fire Staffeln gennemføres d. 2. Juli.

Lilleblomst Wolff viftede demonstrativt med fingrene og plukkede forsigtigt endnu et hårdkogt vagtelæg op af den mosforede kurv, som kokken havde lagt til rette som en lille fuglerede. "Hvor får du dem egentlig fra, Richthofen? Så tidligt, mener jeg?"

"Min mor har sendt dem fra Schweidnitz. De lægger altid tidligt for hendes skyld."

Sommerbrisen fik den hvide damaskdug til at blafre omkring bordet, der var dækket op med forskellige små lækkerier i den løvspættede skygge under alléens tunge, mørkegrønne trækroner.

Moritz lå under bordet, dens hale strittede frem under dugen. De forsamlede piloter nippede livligt til de små bidder mundgodt. Krigen havde sat sine spor, og vareknapheden var for længst slået igennem, selv i luftstridskræfterne. Man var ikke forvænt med en sådan luksus. Men det var en særlig dag, og ritmesteren havde givet kokken besked på at arrangere lidt ekstra. Albert holdt sig lidt på afstand. De så så selvsikre ud, de unge, ranke, dannede officerer; de stod dér med en selvfølgelig naturlighed, hvilende i sikker forvisning om deres eget værd. Albert var begyndt at føle sig utilpas og holdt sig lidt på afstand. Han havde ingen lyst til de overdådige lækkerier på bordet.

Selv stod Richthofen ved siden af bordet med hænderne i siden og betragtede tænksomt det hektiske leben, der udspillede sig på den græsklædte mark foran ham. De mange lækkerier på bordet rørte han ikke selv. Han så veltilfreds ud. Der var et beslutsomt drag over hans træk. Han vendte sig mod de andre, tilfreds smilende.

"Nå," sagde han og slog ud med armen. "Det ser godt ud, ikke?" På den store, flade eng ved siden af alléen, der førte op til det lille slot i Marckebeke, lettede og landede fly i ét væk, lærredsoverspændte lastbiler susede frem og tilbage med lange haler af vejstøv efter sig, og uniformerede mænd løb forvildede omkring. Det lignede et planløst virvar. Men der var et formål med det hele, en hensigt med alle de ivrige gøremål. Lidt borte stod Jagdgeschwader 1's nye adjudant med en stabel papirer klemt fast på en skriveplade, lysende af iver og virketrang. Han formelig osede af effektivitet. Den tyske hærs rygrad var ikke den hærdede feldwebel, som civile ellers holdt af at sige - den, der virkelig holdt krigsmaskineriet i gang, var organisatoren, han, der sørgede for, at suppen blev lavet, at ammunitionen nåede frem, og at der var sovepladser og snørebånd og barbersæbe til alle. Valget af adjudant var vigtigt.

Richthofen havde telefoneret til Jasta Boelcke samme aften, han havde fået bekræftet oprettelsen af sin nye, store jagerenhed. Oberleutnant Bodenschatz var et oplagt valg til posten som adjudant; Richthofen kendte ham fra sin tid med Jasta Boelcke, og han havde allerede til fulde bevist sit værd. Bodenschatz havde taknemmeligt accepteret og var troppet op på den nye base allerede dagen efter. Som teknisk officer havde ritmesteren anmodet om Løjtnant Konstantin Krefft, der havde haft samme funktion i Jasta 11.

Ritmesteren lænede sig tungt op ad den svære, knobrede spadserestok, som Holzapfel, hans mekaniker, havde drejet til ham. Det var slet ikke ualmindeligt, men Albert havde stadig svært ved at se meningen med at gå med stok, når man var en sund og rask 25-årig. Det virkede skabagtigt. Men Richthofen satte stor pris på sin stok og sås sjældent udendørs uden den.

Albert overvejede, om han kunne liste af uden at blive bemærket. Han havde egentlig ikke meget lyst til at stå her, han havde svært ved oprigtigt at dele de andres begejstring over den nye enhed. Fire jastaer slået sammen til én enhed; det hele blev så stort, og allerede nu stødte man på nye, ukendte ansigter, hver gang man drejede om et hjørne. Albert havde haft det godt i Jasta 11, havde trivedes med sin lille, men muntre flok venner, og stemningen havde været god; fandenivoldsk, næsten grov indimellem, men på en rar og, ja, familiær måde. Men nu ... nu kendte han ikke rigtig nogen længere, og de få, han kendte, syntes alle sammen at have rigeligt at gøre med de nytilkomne. Albert følte sig lidt klemt og forladt midt i al ståhejen og havde mest af alt lyst til at låse sig inde på sit værelse. Han listede stille hen mod de to firkantede, bleggule murstenssøjler, der kransede indkørslen til selve det lille slot. Han nåede kun nogle få skridt, før Richthofens stemme standsede ham.

"Halløj, Bert! Kom," råbte han, "kom lige her! Vent nu lidt." Med en adræthed, der fik spadserestokken i hans hånd til at virke endnu mere meningsløs, indhentede han Albert og gav sig til at slentre ved siden af ham. Han stak sin arm ind under Alberts og trak ham med forbi trappen op til slottet og videre ned i den parkagtige have foran. Den store grand danois luntede dovent efter dem.

"Hvad er det med dig, Bert? Du virker ikke rigtig som dig selv ...? Smil, menneske, det er en stor dag."

"Du virker ... træt. Eller ... eller vred. Det virker, som om du er fornærmet. Har jeg gjort dig noget?"

"Nej. Nej, det har du ikke. Skal du ikke tilbage og tage imod dine nye piloter?"

"Jo. Og det skal du også. Jeg har indkaldt alle til et hurtigt møde klokken fire - da burde de fleste være nået frem. Der er rigelig tid. Fik du smagt vagtelæggene?"

"Se, nu er den der igen. Du opfører dig, som om du er møgsur på mig. Hvad har jeg da gjort dig, Bert?"

"Ingenting, siger jeg jo. Det ... det har ikke noget med dig at gøre. Ikke det mindste."

"Det er krigen, ikke? Du er krigstræt. Vil du gerne have et par dages orlov? Var det ikke noget? Så kunne du køre ind til Kortrik og besøge din lille veninde."

"Nåda. Det går ikke så godt, altså? Jaja, jeg skal være den sidste til at komme med råd, ved du. Kvinder overgår min forstand, simpelthen." Hans forsøg på at slå en munter tone an og lette stemningen faldt til jorden. "Men apropos kvinder," fortsatte han uanfægtet, "så kan du ellers lige tro, jeg fik lavet rav i den derhjemme, mens jeg havde orlov. Du husker nok, at jeg havde besøg af en stenograf - til min bog, ikke? Nå, men en dag holdt vi altså pause og spadserede en tur i haven. Så kommer der sådan et par matroner sejlende forbi ude på gaden, og de glor jo, så øjnene er ved at trille ud af hovedet på dem. Fuldkommen skamløst, du ved. Og så fór der altså en djævel i mig. Jeg præsenterede stenografipigen som min forlovede, haha! Det kan nok være, de damer fik travlt med at komme hjem og sladre. Ha! Den arme pige blev helt rød i hovedet."

"Meget morsomt. Men hør, du, jeg er noget træt. Ville egentlig gerne op og ligge lidt inden mødet ..."

"Pjat med dig, kom nu her. Du trænger til selskab, det mærker jeg tydeligt. Kom, så går vi tilbage til de andre. Du skulle nu prøve de vagtelæg - hvis der da er nogen tilbage. Lilleblomst Wolff tog godt for sig af dem."

Han trak Albert med tilbage til den lille gruppe, der stadig stod og betragtede aktiviteterne på flyvefeltet. Adjudanten havde sluttet sig til dem. De havde samlet sig om Richthofens bror, Løjtnant Lothar, der åbenbart var i færd med at forklare de principper, han tildelte sine omgivelser øgenavne efter. Det var nærmest blevet noget, de forventede af ham, en slags velkomstritual for nytilkomne. "Wolff her," råbte han for at overdøve et fly, der netop gled ind over dem og lagde an til landing, "se på ham! Han er så spinkel og svagelig at se på, det ville være lige så nemt at folde ham sammen på midten som at knække en blomst. Han kunne da kun blive til Lilleblomst, ikke? Men den nye - der kommer en Wolff mere i dag, Hans Joachim - han er jo så den yngste Wolff vi har. Hans navn må så selvfølgelig blive Lilleulv. Det er da klart!" De andre lo hjerteligt. Flere folk begyndte at samles omkring bordet, Lothar var et naturligt samlingspunkt. Albert havde set det før, det skete ofte med den unge løjtnant. Det var ikke engang noget, han selv forsøgte på. Det skete bare.

I grunden var det morsomt med de to brødre; ikke mange ville kunne se slægtskabet, hvis de ikke vidste det. De lignede overhovedet ikke hinanden, hverken af udseende eller af sind. Kommandanten var den ældste, men Lothar var et halvt hoved højere. Lothars ansigt var skarpt og kantet, men hans øjne var næsten sørgmodige. Hos storebroderen var det omvendt; hans blik var fast, ligefrem stikkende nogle gange, men ansigtstrækkene bløde og rundede, helt ulig Lothars. Hans læber var fint kurvede, næsten feminine. Lothar, derimod, syntes slet ikke at have læber.

Richthofen selv måtte have tænkt i samme baner. "Det er egentlig mærkeligt, ikke?" sagde han. "Se nu blot min bror. Er det ikke sjovt, så forskellige vi er?"

"Du må da have set det. Vi er komplet forskellige. Se, hvor let han har ved at tale med folk." Han betragtede sin højt og muntert snakkende bror i tavshed en stund. "Han har et lyst sind, Bert, han betragter alting som en vittighed, selv krigen. Somme tider misunder jeg ham ærlig talt."

"Hvorfor dog det? Det er dig, der er storebror. Det er dig, der er hele nationens helt."

"Tjah ... Jeg blev sendt på kadetskole, da jeg fyldte 11. Fra den dag boede jeg ikke længere hjemme. Mit barndomshjem ... det var sovesal nr. 6 på Kadetskolen i Wahlstatt ... Lothar fik lov at daske rundt i fred derhjemme sammen med mor og Ilse, og da vores efternøler Bolko blev født, brugte han al sin tid på at lege med ham. Jeg blev bare sendt bort, pakket af vejen ..."

Hans blik gled ned mod Moritz, der havde rullet sig sammen foran hans fødder, hvor den lå og kiggede sørgmodigt op på sin herre. "Der er mange forventninger til en ældste søn, Bert." Han kløede kærligt hunden bag øret. Den kvitterede med et lykkeligt suk så dybt, at det fik græsset foran den til at blafre. "Af og til synes jeg, at hele mit liv har handlet om at leve op til forventninger."

"Du fik en uddannelse. Det er da kun godt. Og i det mindste har du da søskende. Jeg har kun mig selv."

"Ja. Ja, selvfølgelig. Selvfølgelig. Må ikke klage, du har ret. Kom, lad os slutte os til de andre."

De første par dage på den nye base gik i det store og hele med at få alting på plads. Når der pludselig skulle samles fire jastaer med alt, hvad dertil hørte af mekanikere og andet jordpersonel, var det en opgave af gigantiske proportioner. Bodenschatz håndterede det med en imponerende effektivitet, med sin skriveplade i hånden dirigerede han alt og alle med en myndighed, som havde været en Caesar værdig. Den lille gård, der lå et par hundrede meter fra slottet, blev eksproprieret og indrettet som kommandocentral og telefonomstilling. I selve slottet blev ejeren og hans familie venligt, men bestemt bedt om at rømme alle værelser på nær to små rum oppe under loftet. Den gamle baron skummede af raseri over at blive hundset rundt med i sit eget hus, men kunne naturligvis intet stille op.

Strengt taget var der ikke brug for alle de ordentlige værelser, men baronens stridbare stædighed irriterede Richthofen. "Der er krig," sagde han, "vi må alle bringe ofre. Den gamle hønisse skal trods alt kun stille logi til rådighed, han skal ikke ud at slås." Albert havde nu egentlig i sit stille sind udmærket forstået den gamle barons vrede; vel var der krig, men som belgisk adelsmand følte baronen næppe noget særligt ønske om at bistå den tyske besættelsesmagt.

Men det var unægtelig dejligt at få et ordentligt værelse oven på baraklivet i Harlebeke. Bodenschatz havde tildelt ham en stor, lys og højloftet stue på anden sal, lige ved siden af ritmesterens kvarter. Fra det smukke stukloft hang en imponerende lysekrone, og væggene var tapetseret med præget gyldenlæder. Han havde udsigt over den store have og længere ude, bag en smuldrende mur, den næsten overdrevent velplejede grøntsagshave. Der gik soldater på vagt omkring grøntsagshaven. Gode fødevarer var blevet en knap ressource nu; tankeløse belgiere kunne let få den fejlopfattelse, at det var en patriotisk gerning at stjæle fødevarer fra tyskerne. Vagterne havde ordre til at skyde.

Allerede den 5. juli genoptog man de daglige flyvninger. Der var blevet lagt en fast rotationsplan med to patruljer hver dag. Den første flyvedag blev fejret med nedskydningen af en britisk observationsballon nord for Ypern. Oberleutnant Dostler fra Jasta 6 blev krediteret for sejren. Den følgende dag høstede Lt. Klein fra Jasta 4 sin 13. sejr, og Lilleblomst Wolff sin 32. Albert var med på Jasta 11's morgenrunde, sammen med Schäfer, Wolff, Løjtnant Lothar og et par af de nye, Brauneck og Niederhoff. Richthofen selv anførte patruljen, skønt han strengt taget forventedes at hellige sig administrative opgaver det meste af tiden nu. Han førte dem vestpå, der havde været rapporter om systematisk beskydning af infanteriet fra luften.

Der havde ganske rigtigt ligget en flok engelske tosæders og svirret rundt over Deulemont. Vanen tro kastede Richthofen sine folk over dem, men de reagerede ikke som normalt; i stedet vendte de front mod angriberne, og pludselig befandt den tyske patrulje sig i fuld fart direkte mod de engelske tosæders.

Englænderne begyndte at skyde på alt, alt for stor afstand. Albert bemærkede det med tilfredshed. Ingen kunne ramme noget som helst på den afstand, og med lidt held ville englænderne have spildt al deres ammunition, inden de for alvor kom på skudvidde. Det var FE'ere, tosæders gitterrumper. De var bevæbnet med Lewis-geværer, der kun kunne skyde syvogfyrre skud, før det klodsede tromlemagasin skulle skiftes. Syvogfyrre skud var brændt af på ingen tid. Skyd endelig løs, fyr så meget af som muligt!

Noget måtte være gået galt. Albert så ikke, hvad der egentlig skete, men pludselig styrtede ritmesterens røde Albatros mod jorden, brat, som en ælling, der bliver taget af en gedde. Han måtte være blevet ramt. Forfærdet fulgte Albert den lille maskine med øjnene, mens den tumlende flagrede nedad, åbenlyst helt ude af kontrol. Propellen var gået i stå, Richthofen havde formentlig slukket for motoren. En englænder havde kastet sig ud i et drabeligt styrtdyk, ville vel indhente ham og gøre opgaven færdig. Albert kastede styrepinden forover og slyngede sin maskine nedad i et voldsomt, næsten lodret dyk efter dem. Han vidste, at det var en dårlig idé - Albatros-maskinerne havde en slem uvane med at smide de nederste vinger under stejle dyk. Men Richthofen var i nød!

Den hajformede Albatros var langt mere aerodynamisk udformet end den klodsede engelske gitterrumpe. Den brød luften langt bedre, og der gik ikke lang tid, før han havde halet nok ind på englænderen til at kunne sende ham en forsvarlig hilsen med begge maskingeværer. Syv-otte korte salver, så drejede FE'eren af og slog ind i et stejlt spin, der endte i en fjern, hvid røgsky dybt under dem. Men Richthofen fortsatte nedad, hurtigere og hurtigere, de var ikke meget mere end 1000 meter over jorden nu. Albert så sig fortvivlet omkring efter hjælp, det var vanskeligt at fokusere, når dykkets brutale kraft gav ham tunnelsyn. En anden Albatros havde lagt sig lidt bag ham, men hvad kunne han gøre? Hvordan skulle nogen kunne hjælpe nu?

Satans! Satans! Satans! Richthofen var hans eneste ven. Hans eneste ven i krigen, i hele verden, for fanden da! Han kunne da ikke dø, ikke ham, Tyskland kunne simpelthen ikke undvære ham. Og heller ikke Albert!

Så, ikke meget mere end seks-syv hundrede meter over jorden, kom den sårede til bevidsthed igen. Propellen satte i gang, maskinen fladede langsomt ud af sit dybe fald og lagde an til en nødlanding på marken dernede. Han var ikke død, Gud være lovet, han var ikke død! Allerede inden Richthofens fly satte hjulene på jorden, kom fodfolk dernede løbende til for at tage sig af ham. Albert cirklede rådvild rundt et par gange. Så susede Braunecks maskine uventet forbi ham, han havde åbenbart fulgt ritmesteren nedad ligesom Albert selv. Brauneck lagde an til landing. Godt, så var der nogen hos ham, en af hans egne. Ritmesteren var så sikker, som han kunne blive lige nu. Han ville blive højst utilfreds, hvis Albert risikerede sin egen maskine i en landing på en hullet mark, når der ingen grund var til det. Så hellere flyve hjem og melde det.

Albert studerede landskabet, det var vigtigt at kunne melde derhjemme, hvor man skulle lede efter ritmesteren og Brauneck. Wervicq ... lidt sydpå, et bakkedrag. Dér, det passede perfekt med kortet! La Montaigne, Wervicq, omtrent midtvejs mellem Kortrik og Ypern. Tysk område. Godt. Han vendte maskinen østpå. Luftkampen var der ikke længere nogen spor af. I det fjerne kravlede en enlig tysk maskine langsomt af sted østpå, på vej hjem ligesom Albert. På vej hjem, uden ritmesteren. Det var ... krænkende. Det var lige præcis ordet. Krænkende og forkert. Og foruroligende. Richthofen kunne ikke falde. Det kunne han bare ikke. Hvis han kunne falde, så var alt muligt. Så var ingen sikker længere.

Der stod en hel kødrand af folk og ventede, da han lagde an til landing på basen. Allerede inden han gik ned, kunne han se, hvordan der blev peget og kigget op mod ham. Midt i flokken stod Bodenschatz med en af de nye, snedige dobbeltkikkerter. De ventede på nyt, selvfølgelig.

"Jantzen, de er nummer syv, der kommer hjem. Hvad med de to sidste? Hvad er der sket med dem? Fortæl dog, menneske! Hvor er ritmesteren?" Adjudanten var synligt ophidset. Bag ham var stirrende, bekymrede blikke vendt mod Albert. Løjtnant Lothar stod lidt i baggrunden med et mærkeligt usikkert udtryk i ansigtet. Han så ud, som om et eller andet var gået i stykker inde i ham.

"Brauneck er hos ham. Han gik ned over Wervicq. Han er såret, men han landede selv. Jeg tror ikke, det er meget alvorligt."

I det samme kom en menig spænende i fuld fart fra telefonomstillingen. "Herr Adjudant! Herr Adjudant!"

Brauneck havde netop ringet. Richthofen var blevet kørt bort i en skrumlende ambulance. Han havde været ved bevidsthed, da Brauneck nåede frem til ham, han havde febrilsk forsøgt at rejse sig, men var gang på gang trimlet omkuld igen. Han var ramt i nakken, et strejfskud bag venstre øre. Det havde blødt kraftigt, men Brauneck mente ikke, det var alvorligt. Skud i hovedet var som regel enten øjeblikkeligt dødbringende, eller overfladiske. Han vidste ikke, hvilket lazaret de havde kørt ham til.

En lettet stemning bredte sig. Enkelte af dem begyndte ligefrem at le, selv om der strengt taget ikke var noget som helst morsomt ved situationen. Rittmesteren var såret, men han var i det mindste uden for livsfare, så det ud til. Kort efter blev der ringet fra feltlazaret nr. 76 i Kortrik, der endelig bekræftede, at von Richthofen var blevet indlagt med et hovedskud, men var uden for livsfare. Meddelelsen udløste jubel.

Albert så sig forundret omkring. Hvad var der vel at juble over? Var der nogen grund til al denne glæde? Richthofen var ramt, skudt ned, og tilmed af en forældet, tung og kluntet gitterrumpe! Var Albert da den eneste, der i sit stille sind havde trøstet sig med tanken om, at deres kommandant var usårlig, urørlig? Forstod de det da slet ikke? Hvis Richthofen kunne skydes ned, så kunne alle skydes ned! Irriteret flåede han læderhjelmen af hovedet og traskede nedtrykt op mod slottet. Han trængte til at være alene.

En halv times tid senere bankede det forsigtigt på hans dør. Det var Bodenschatz.

"Jantzen," sagde han gennem døren, "Dostler, Döring, Wolff og jeg kører ind til byen for at besøge ritmesteren. Vil De med? Der er plads i bilen, hvis vi rykker lidt sammen."

"Tror De ikke, han trænger til lidt fred lige nu, Bodenschatz? Skal vi ikke vente til i morgen?"

Richthofen havde sikkert knaldende hovedpine - hvis han da overhovedet var vågen - men han ville værdsætte et besøg, det var da selvfølgelig rigtig nok. Hvor hurtigt var de nøgne, rene vægges anonyme, konturløse overflader ikke begyndt at gå ham på, da han selv lå derinde? Selvfølgelig skulle han med. Han satte sig op, stak fødderne i skoene og bandt de slidte snører. Så viklede han de lange læderskafter om læggene og spændte dem bagpå. Skulle han tage et eller andet med? Hvad havde han? Whiskyflasken, som han havde fået forærende af en infanteri-hauptmann, der havde fundet den i en rømmet britisk højlænder-skyttegrav? Det var gode sager, virkelig gode, men Richthofen drak jo næsten ikke mere. Og tobak rørte han stort set heller ikke længere, en enkelt pakke kunne række adskillige uger. Han overvejede at gå ned i baronens bibliotek og slet og ret stjæle en bog, men opgav det igen. Richthofen var vist ikke særlig ferm til fransk, og i øvrigt var han ikke nogen særlig ivrig læser. Hm ... jo, der var en ting! Det ville han i hvert fald sætte pris på! Og så ville der også være andet at kigge på end den triste Kristus og den strenge kejser! Han rejste sig, greb sin tegneblok og en håndfuld blyanter og gik på jagt efter sin model.

En myndig sygeplejerske standsede dem, allerede inden de rigtig var kommet indenfor på hospitalet. Frøken Otersdorf, det uhyrlige kvindemenneske. Albert huskede hende kun alt for godt. Der var ingen synlige tegn på, at hun genkendte ham.

"Åh, javel!" udbrød adjudanten lettet. "Jamen, så kan vi jo sagtens kigge indenfor et øjeblik."

Sygeplejersken kiggede misbilligende på ham, men trådte til side og lod dem komme ind. Richthofen lå på en tomandsstue, men den anden seng var tom. Han sad op i sengen, da de trådte ind, stablet op ad en dynge store puder. Han havde en forbinding om hovedet, der forekom absurd stor. Han lignede en persisk pasha, som han lå dér i sin uformelige hospitalsskjorte og med den enorme turban på hovedet. Han så lidt fortumlet ud.

"Jeg er ked af det," sagde han, inden nogen af gæsterne overhovedet fik sagt goddag. "Det gør mig virkelig ondt at være borte, og så lige nu, midt i det hele. Men jeg skal nok komme hurtigt tilbage."

"Bliv De nu bare rask først, Herr Rittmeister. Vi har givet Deres forældre besked, det hele er i orden."

"Von Döring, mener jeg. Fjerde Armés kontaktofficer for flyvning, Hauptmann Bufe, tror jeg han hed, har allerede ringet og meldt sin ankomst."

"Hør, det er da helt kedeligt, at De kun har en tom seng til selskab, ikke?" Wolff lo hjerteligt. Når han lo, lignede han en mager kanin, der havde set noget morsomt. "Skulle jeg ikke sørge for at få en eller anden lille skade? Så kan vi ligge her og loppe den, hvad?"

"Det var noget af en forskrækkelse, du ... De dér gav os." Albert betragtede sin ven i sengen. Sjovt, så ung han virkede, når han ikke havde uniformen på. Han lignede jo næsten en dreng. "Jeg har lavet noget til Dem. Jeg husker nok, hvor kedeligt det her hospital er. Og på min stue var der endda et portræt af kejseren - De har slet ingenting. Jeg har tilladt mig at lave en lille tegning ... så De har noget at se på ..."

Richthofen kiggede usikkert på ham. Det var helt mærkeligt, han så så ydmyg og spag ud, som han lå der i sengen. "En tegning, Bert? Jamen, lad mig se ... Næh, du har jo tegnet Moritz! Hvor er den god, det ligner ham virkelig! Det var da rent utroligt! Tak, Bert, tusind tak. Den er jeg virkelig glad for." Han kiggede på tegningen af den sovende hund med en varme i blikket, der næsten lignede forelskelse. Han holdt virkelig ualmindelig meget af den hund. Albert var glad for, at han havde fået den idé.

"Næh, det tror jeg, du ved bedre end jeg, Bert. Du har da tilbragt en hel del mere tid her end jeg. Men det er vel ude på gangen et sted."

Han så sig stjålent om på den stille hospitalsgang. Sollyset flimrede i støvet og lagde sig som en lang række hvidgule lysfirkanter på det grå marmorgulv. Mennesker var der ingen af. Han listede forsigtigt ned ad gangen, spejdede stjålent ind ad dørene til stuerne. Et par sygeplejersker kom ud af en stue længere fremme og gik stille samtalende forbi uden at bemærke ham. Et eller andet sted talte en mandsstemme højt og rungende, men Albert lyttede ikke efter. Med sagte skridt bevægede han sig længere ned ad gangen. Dér, der var hans egen stue. Han kunne se det lille krucifix på væggen. Der lå en anden i hans seng nu, han sov vist. Hvor var der stille her.

Så fik han øje på hende. Gennem døren, hun stod med ryggen til. Det så ud, som om hun strøg manden i sengen over håret, lagsomt, blidt. Kærtegnende. Hun talte sagte, han kunne fornemme hendes dybe, lidt hæse stemme. Men han kunne ikke høre, hvad hun sagde. Det var også lige meget. Det var ikke ham, hun talte til. Albert undertvang en knugende smerte i maven. Hvem var det derinde? En ny elsker? Endnu én i rækken? Nej. Nej, han var urimelig. Det havde hun ikke fortjent, trods alt. Det var jo ikke ond vilje, det var bare ... sådan var hun bare.

Men det var jo netop hendes skamløshed, der betog ham så meget. Hendes friske, kompromisløse grådighed, hendes appetit på livet i alle dets former. Det var jo netop det, der gjorde hende så fantastisk, ikke? Albert ønskede brændende, at han kunne være lige så hensynsløs i jagten på glæder, lige så ubundet og fri. Men det kunne han ikke. Han kunne kun stå her og belure hende gennem den åbne dør. Hendes bløde hofter og runde bagdel tegnede sig ugeneret, skamløst uskyldigt i kjolens stof. Han lukkede øjnene og lænede sig op ad væggen. Åh, kunne han dog blot ... kunne han bare! Havde hun dog bare ikke haft så forbandet meget appetit! Havde hun blot kunnet holde en smule igen med sin nydelsesjagt. Han ville have fundet sig i meget, i langt mere end de fleste mænd. Men alligevel ... nej, det gik ikke. Det kunne ikke gå. Han havde ikke set hende siden den dag i parken. Hvad skulle han dog sige til hende nu? At han var et fjols, et stivnakket fæhoved, der ikke fortjente hende?

Hun rettede lidt på dynens bleghvide lærred derinde. I et pludseligt anfald af panisk angst for, at hun skulle opdage ham, næsten væltede han bagover og gik med hastige skridt tilbage mod Richthofens stue. Han vendte sig ikke om. Han fornemmede, at hun stod dernede, i den anden ende af gangen, og så efter ham. Men han vendte sig ikke om.

Der var en underlig ubestemmelig stemning i messen om aftenen. Albert havde forventet en masse brovtende bragesnak om hævn, men det kom ikke. Der var ingen hadefulde udfald mod briterne, ingen højtidelige løfter om at lade dem betale mangefold for ritmesterens blod. Der var ikke engang noget videre samtale. Der var blot en tavs, sammenbidt, målrettet stemning. Den var tifold mere uheldssvanger, end råberiet ville have været. Albert var glad for, at han ikke var britisk flyver lige nu.

Allerede tidligt næste morgen stod de alle klar, fuldt påklædt til missioner, selv de, der først var sat på til patruljeflyvning om eftermiddagen. Det var næsten ulideligt at vente på, at der skulle indløbe meldinger om fjendtlig aktivitet. Og varmt. De tykke overtræksbukser af fåreskind, der fik én til at ligne en tøjdukke, der var stoppet for hårdt, nåede helt op til midt på brystet. De var fantastiske i 4000 meters højde, men ved jordoverfladen i juli måned var de ulidelige. Tøjet klæbede til ryggen i sved. Der gik ikke lang tid, før de første begyndte at løsne på udstyret.

Først sidst på formiddagen indløb der omsider den melding, de alle havde ventet så utålmodigt på. Livlig aktivitet v. fjendtlige artilleriobservatører i Ypern-sektoren. På med tøjet igen i en fart og så af sted, ud til de startklare maskiner, hvor mekanikerne ventede med nysmurte motorer og fuldt lastede magasiner! I dag var det, som lettede en hel stæreflok fra basen i Marckebeke. Ikke seks eller ni fly som normalt. I dag lettede alle. I dag skulle der flyde blod.

Ved solnedgang kunne den fungerende kommandant von Döring med en veltilfreds brummen sætte en liste op på opslagstavlen med en tegnestift. Ti fjendtlige maskiner havde de taget i dag. Krüger, Anders og Lautenschlager havde hver fået deres første, Clausnitzer sin tredje, Niederhoff sin fjerde, Krebs sin sjette, og Dostler, Klein og Albert hver især deres fjortende. Lilleblomst Wolff havde høstet sin treogtredivte. Ingen egne tab overhovedet. En god dag. Ritmesteren ville blive stolt af dem.

Richthofens uheld havde haft en besynderlig virkning på folkene. Der herskede en sammenbidt stemning, næsten som en slags fælles jernvilje. Sammenlægningen af de fire jastaer havde allerede bevist sit værd, og næsten hver eneste dag blev der lagt nye tal til enhedens sejrsliste. Egne tab forekom selvfølgelig, men de var forbløffende få. Fire dage efter ritmesterens uheld, den 11. juli, vendte Lilleblomst såret tilbage til basen. Det blødte heftigt fra hans venstre hånd, en kugle var gået lige igennem håndfladen. Albert havde tryllebundet betragtet såret, da Wolff trak den blodvædede læderhandske af og viste hånden frem. Man kunne faktisk se gennem hullet. Fascinerende.

"Ja" sagde Lilleblomst med påtaget jovialitet. Helt formåede han ikke at skjule smerterne, selv om han prøvede ihærdigt. "Jeg kom sågu' til at holde hånden lige dér, hvor en englænder havde tænkt sig at skyde. Pokkers tankeløst af mig."

"Jamen, tillykke da. Nu kan du jo ligge og hygge dig med ritmesteren, som du snakkede om."

"Nu har du vel ikke skudt dig selv, vel?" brød Løjtnant Lothar ind. "Den slags er der dødsstraf for, ved du nok."

"Jojo, klart. Selvfølgelig. Pokkers, jeg er afsløret, hah! Jeg tror såmænd ikke engang, det ville være muligt at få hånden helt om foran maskingeværet deroppe, selv hvis man prøvede."

Om det nu var et tilfælde, eller om nogen havde trukket i tråde, så kom Lilleblomst til at ligge i den tomme seng på Richthofens stue. Fire dage senere bad Albert von Döring om lov til igen at besøge de sårede. Vejret var alligevel håbløst, det regnede og skyerne hang tungt og lavt. Flyve kunne man under alle omstændigheder ikke den dag.

En livlig samtale var i gang, da Albert forsigtigt bankede på og stak hovedet ind ad døren. Richthofen lå tilbagelænet i sengen med øjnene lukkede, men ivrigt snakkende. Lilleblomst Wolff sad op i sin seng, med benene foldet under sig som en skrædder. For en gangs skyld havde han ikke sin nathue på.

"Bert?" spurgte ritmesteren og lukkede det ene øje op. Han rørte sig ikke. "Er det dig?"

"Årh, hold nu op med det pjat, Bert. Der er jo ikke nogen i nærheden. Wolff er med på spøgen."

"Vi snakkede netop om flyvning," brød Wolff ind. "Ritmesteren påstår, at han i virkeligheden ikke aner et klap om flyvning."¨

"Han hævder, den skamløse løgner, at han kun kan finde ud af at flyve ligeud i en ret linje. Hvilket selvsagt er noget vås."

"Det sagde jeg da heller ikke! Jeg sagde, at jeg ikke har brug for luftakrobater. Jeg har brug for skytter. Giv mig en dygtig skytte, og så skal jeg nok gøre en anstændig flyver ud af ham. Men en flyver, der ikke kan skyde, er værdiløs. Ja, du må undskylde, at jeg bliver liggende, Bert. Jeg ved godt det er uhøfligt, men jeg får så nederdrægtig ondt i skallen, hver gang jeg lukker øjnene op."

"Jeg har da ikke noget imod dem, Lilleblomst. Jeg regner det bare ikke for særlig vigtigt. Tag nu ... tag nu englænderne, for eksempel; de er i almindelighed vældig dygtige flyvere, men hvad får de ud af det? Ikke en pind! De kan simpelthen ikke modstå fristelsen til at kaste sig ud i alle mulige imponerende cirkusmanøvrer. De bliver legesyge. Det ser voldsomt imponerende ud, men de når aldrig at gøre det færdigt. Jeg får som regel ram på dem inden. Og hvad nytter alle deres kunster dem så? Har jeg ikke ret, Bert?"

"Nej, det har jeg da sandelig heller ikke. Jeg foretrækker langt englænderne frem for franskmændene. De stikker bare af, så snart de kan. Englænderne har dog i det mindste kampånd."

"Jeg kan forstå, I har været heldige. I har fået frøken Otersdorf som plejerske, ikke?"

"Hun behandler os som uartige børn," tilføjede Wolff. "Det er såmænd lige før, det er helt sjovt."

"Jaja, hun vimser rundt hele tiden. I det mindste giver det noget pænt at kigge på, i stedet for det magre stativ til Otersdorf," sagde Richthofen med noget, der lignede en mellemting mellem et svedent grin og et smertensudbrud. Albert lo pligtskyldigt, lidt halvhjertet. Det var i virkeligheden ikke spor morsomt. Et kort øjeblik strejfede det ham at prøve at finde hende igen. Det ville være så enkelt. Bare gå ud, slentre rundt på hospitalet. Hun ville helt givet være her et eller andet sted. Skulle han gøre det? Tanken om, at hun var et eller andet sted lige i nærheden, i den samme bygning, måske blot nogle få meter borte, rev og flåede i ham. En del af ham ønskede virkelig at finde hende, at tage hende i sin favn igen. Men nej, han måtte tage sig sammen. Hvorfor skulle han ydmyge sig yderligere? Skulle han kaste sig tilbedende for hendes fødder? Der var trængsel dér, foran hendes fødder. Men alligevel ... Clara ... Clara.

Albert plirrede med øjnene og så op. Wolff kiggede på ham med et spørgende blik. "Undskyld, hvad? Jeg hørte ikke lige efter ..."

"Jeg siger: Har jeg sagt noget forkert? Du ser ud, som om du har lyst til at slå mig."

"Hvad? Nej, selvfølgelig ikke." Det lykkedes Albert at fremtvinge en kort latter. "Selvfølgelig ikke. Jeg havde lige tankerne andetsteds. Undskyld. Hvad var det, du sagde?"

Tre uger senere vendte Richthofen tilbage til basen, omsider udfriet af lazarettets omklamrende passivitet og med den turbanagtige bandage om hovedet, der fik ham til at ligne en persisk potentat. Men ethvert tilløb til morsomheder i den anledning blev kvalt ved fødslen af det bistre blik i hans øjne. Ritmesteren var vred. Oberleutnant von Döring, der til daglig var leder af Jasta 4, var blevet udpeget som stedfortrædende kommandant for Jagdgeschwader 1 i hans fravær. Men i modsætning til Richthofen havde han ikke formået at modstå overkommandoens pres.

Fjerde armés ansvarlige officer for flyvning, Hauptmann Bufe, havde simpelthen suspenderet Richthofens ordrer og tvunget hele JG1 til at flyve efter et nøje fastlagt skema, så bestemte enheder skulle patruljere nøje udvalgte frontsektorer på omhyggeligt fastlagte tidspunkter. Resultatet var da heller ikke udeblevet; sejrskurven var styrtdykket næsten fra den ene dag til den næste, og ved Richthofens tilbagekomst herskede englænderne næsten uindskrænket i luftrummet over Flandern. Han var rasende. Straks efter at have modtaget Dörings situationsrapport låste han sig inde på sit kontor og skrev et langt og svovlduftende brev til luftstridskræfternes øverste ledelse. Derefter havde han kaldt de fire jastaers ledere og en håndfuld udvalgte piloter sammen til krisemøde. Ingen af de tilstedeværende var i tvivl om, at mødet ikke var tænkt til drøftelse eller beslutninger. Den hjemvendte ritmester havde slet og ret behov for luft.

"Der er seksten jastaer i 4. Armés sektor. JG1 er den eneste enhed, der har skudt nogen fjender ned overhovedet på det seneste. Hvad i helvede laver de andre? Der mangler ikke maskiner. Der mangler ikke folk. Hvad fanden laver de andre? Det er ikke Deres fejl, mine herrer. Det er heller ikke de enkelte jastaer eller den enkelte pilots fejl. Det er denne inkompetente klovn, den ... savlende idiot til Hauptmann Bufe. Jeg har skrevet til min ven Fritz Falkenhayn, der gudskelov sidder i overkommandoen og har en vis indflydelse. Jeg har sagt dem, at Bufe må væk, og at det ikke kan gå hurtigt nok. Og jeg har sagt det på en måde, der ikke er til at misforstå! Mine piloter skal ikke ofres for hans tåbelige skrivebordsstrategiers skyld. Og det værste af det hele er, at det ene og alene skyldes, at Bufe, det lallende fæhoved, ikke bryder sig om ideen om en stor jagdgeschwader. Stod det til ham, så skulle vi intet andet foretage os end at tosse frem og tilbage over frontlinjen og opfange, hvad der nu tilfældigvis kom forbi af fjender. Manden må jo være født dum! Han gør større skade på krigsindsatsen end en hel division englændere!"

Han rynkede panden og tav. Famlede lidt ved ryggen på en stol og satte sig tungt ned. Han lukkede øjnene og sugede støjende luft ind mellem tænderne. De andre kiggede forundrede på hinanden.

"De må bære over med mig, mine herrer," sagde han så, stadig med lukkede øjne. "Det er noget af et hul, jeg har fået i skallen. Det giver en forbandet hovedpine." Han sad en tid lang uden at røre sig. Hans øjenlåg sitrede i smerte. Så strøg han fingrene let hen over panden og slog øjnene op igen. Hans stemme var mere afdæmpet nu.

"Vi får besøg, for resten. Ingeniør Fokker har meddelt, at han kommer til Marckebeke for at fremvise sit nye triplan. Jeg har al mulig grund til at nære store forventninger til det - de foreløbige rapporter er meget oplivende, og Herren skal vide, at vi trænger til det. Albatros-maskinerne er forældede, englænderne har for længst overhalet os. Deres nye tredækkere er både hurtigere og kraftigere end vores maskiner, og Albatros'en har stadig problemer med at beholde vingerne på under dyk. Og tilmed er englænderne omsider begyndt at tænke sig om: De flyver mest hen under aften, når solen står lavt over horisonten i vest, så de er næsten umulige at se, når man flyver mod dem østfra. Og de klumper sig sammen i store formationer. Hos dem er man for længst gået over til geschwaderstrategien. Vi er i defensiven, mine herrer. Det er på tide, at vi tilbageerobrer herredømmet og sætter de næsvise englændere på plads. Jeg håber inderligt, at Herr Fokkers nye maskine kan hjælpe os med det."

Richthofens breve og gode forbindelser var effektive. Allerede i begyndelsen af august var den ulyksalige Hauptmann Bufe slukøret på vej til østfronten, og general von Armin, den fjerde armés øverstkommanderende, havde mere eller mindre givet Richthofen frie hænder til at disponere over JG 1. Til ritmesterens store irritation var det dog forbundet med én betingelse: selv måtte Richthofen ikke flyve i kampzonen. Hans værdi for krigsindsatsen var lige så stor på propagandasiden som på den rent militære. Man havde simpelthen ikke råd til at miste ham. Det gjorde ikke hans i forvejen dystre humør bedre.

Den inderligt sympatiske, men ikke specielt succesrige leder af Jasta 10, Freiherr von Althaus, blev forflyttet til flyverskolen i Valenciennes. Hans sejrsrate tilfredsstillede ikke Richthofen, og selv om de personligt var ganske gode venner, ville kommandanten ikke holde hånden over en pilot, der ikke levede op til forventningerne. Albert stod uden for på græsset, da Althaus kom ud fra sit sidste møde med ritmesteren. Hans blik var slået ned, og han undgik at komme for tæt på de andre. JG 1 var rigets suverænt førende enhed, der var kun plads til de allerbedste. Althaus var god, men ikke god nok. Andre steder ville han ikke behøve at skamme sig, men at blive fyret på gråt papir var stadig en ydmygelse.

Albert havde ondt af ham. Hvorfor skulle ritmesteren absolut være så kompromisløs? Hvorfor kunne han dog ikke tage en smule hensyn til folk, eller i det mindste forsøge at camouflere fyringen på en eller anden måde? Eller for den sags skyld blot vente med at give ham meddelelsen, til alle de andre ikke stod forsamlet udenfor, så den arme, vragede mand måtte løbe spidsrod mellem dem? Det bekymrede ham, oprigtig talt. Han var ikke sikker på, at det havde den ønskede virkning på de tilbageblevne. Og selv kunne han med sine femten sejre vel dårligt vide sig sikker.

"Hvorfor skulle det være lige nu?" spurgte han Richthofen, da de senere på dagen spadserede rundt på basen i eftermiddagssolen. "Kunne du ikke have været lidt mere hensynsfuld? Ventet til i aften? Den arme mand er jo sønderknust."

"Tror du?" spurgte Richthofen oprigtigt overrasket. "Han har da ikke noget at skamme sig over. Han er en fremragende pilot ... han er bare ikke god nok til os. Han vil være en gevinst for en hvilken som helst af de andre enheder."

"Flyverskolen er da ellers næsten det bedste sted at havne, Bert. Nu overlever han i hvert fald krigen, der er jo ingen kampe på skolen."

"Hvad ville du selv sige til at få reddet dit skind på den måde? Ville du opfatte det som en velgerning?"

Ritmesteren så tankefuldt frem for sig. "Nå, men der er i hvert fald ikke noget at gøre. Sådan må det nu engang være. Ved du forresten, hvem jeg har fået fat i til at overtage Jasta 10? Kan du huske Voss - Werner Voss, fra Jasta Boelcke?"

"Ja, netop. Han har samlet sig 34 sejre nu. Ham tror jeg godt vi kan være bekendt."

"Årh, han er ikke så slem, du. Javel, hans facon er en smule kantet, men han er en fremragende flyver. Jeg tror ikke, der er nogen i luftstridskræfterne, der når op på siden af ham."

"Bortset fra mig selv, naturligvis. Det er sandt. Herr Fokker har lovet mig de to allerførste af de nye triplaner. Jeg tror, Voss får det ene."

"I morgen. Allersenest i overmorgen. Det er ikke til at sige præcis, det er en større operation at fragte to flyvemaskiner herud fra fabrikken i Schwerin."

I sidste ende var det blevet slutningen af august, før de længe ventede Fokker-maskiner omsider nåede frem. Som lovet var det Anthony Fokker selv, ledsaget af sin chefingeniør, Platz, der overdrog de to nye vidundermaskiner. Albert var nysgerrig efter at se den legendariske flykonstruktør, manden, der stod bag de fantastiske monoplaner, der havde givet tyskerne herredømmet i luften i 1915 og -16. Rygterne ville ganske vist vide, at det slet ikke var Herr Fokker selv, men derimod Platz, der faktisk stod bag de geniale maskiner. Fokker selv, sagde man, var måske nok hollænder af fødsel, men hans hjemland var dér, hvor der til enhver tid var flest penge at tjene. Man sagde, at han i begyndelsen af krigen først havde tilbudt sine ydelser til englænderne, men sidenhen gik over til tyskerne, fordi de betalte bedre. En skruppelløs forretningsmand, med andre ord, ikke ulig de danske gullaschbaroner, der åd sig fede og tjente sig styrtende rige på at sælge knuste svineknogler og hakkede hudstykker på dåse til den tyske hær. Nå, i grunden var det jo ganske ligegyldigt, hvem der havde tegnet flyene. Det afgørende var, om de virkelig var så formidable, som Richthofen lod til at mene.

Albert vidste ikke, hvad han egentlig havde forventet sig af Anthony Fokker. Men det var i hvert fald ikke, hvad han viste sig at være. Fokker var en lille, spinkel mand med et ansigt som en spidsmus og et permanent, fjollet grin. Hans tunge hollandske accent var en smule komisk og gjorde det indimellem svært at forstå, hvad han sagde. Til gengæld talte han så meget, at det i det mindste ikke gjorde alverden, om man gik glip af lidt af det.

Hans behov for opmærksomhed overgik alt, hvad Albert nogensinde havde oplevet. Usympatisk var han sådan set ikke, han var bare anstrengende. Han havde gaver med til samtlige geschwaderens piloter. De fik hver sin spadserestok, drejet af propeller fra nedskudte fjendtlige fly. Herr Fokker havde tydeligvis indset værdien af at holde sig på god fod med frontflyverne.

Når han ikke puslede rundt og nussede med sine maskiner eller spænede logrende af sted i hælene på Richthofen, baksede han gerne med et enormt filmkamera. Han havde en næsten manisk interesse for film og fotografering, og det var ikke mange sider af livet på Marckebeke-basen, der ikke blev indfanget af hans store nøddetræskamerakasse. Albert brød sig ikke om det og sneg sig gerne ud af billedet, når han kunne slippe af sted med det. Han følte sig næsten overvåget. Men helt slap han ikke; Fokker syntes at være overalt - og hele tiden talte han, uophørligt, som var han bange for stilheden.

Men var manden selv mildt irriterende og en smule latterlig, så var der ikke noget irriterende eller latterligt over hans nye triplaner. F1-modellen var løseligt baseret på englændernes Sopwith-triplan, men alligevel helt sin egen. Så lille den end var, så virkede den kompakt og solid, langt mere pålidelig end de gamle Albatros-maskiner, der stadig når som helst kunne finde på at smide en vinge og slynge sin pilot i døden. Tre vingeplaner oven på hinanden og et ekstra lille bæreplan monteret på landingsstellet mellem hjulene. Der måtte være en utrolig opdrift i det.

Ritmesteren var tilfreds, men Løjtnant Voss var aldeles bjergtaget efter sin første prøveflyvning. Egentlig skulle han blot lige af sted på en kort prøvetur, men han nægtede at komme ned, før tanken næsten løb tør, og i mere end halvanden time underholdt han hele basen med de mest halsbrækkende manøvrer. Han kastede den lille maskine rundt under himlen, rullede, lavede hele serier af loops, strøg rundt i spiraler og opførte sig i det hele taget som et forårskådt gedekid på græs. Richthofen, der ellers på det strengeste havde forbudt den slags nyttesløse narrestreger, lod ham lege. Han havde netop selv prøvefløjet maskinen. Han forstod Voss' begejstring.

Albert havde ladet sig overtale til at dekorere Voss' Albatros. Den unge løjtnant havde haft meget svært ved at beslutte sig for et motiv, og det var endt med, at han havde forlangt to motiver malet på - et blodrødt hjerte indkranset af hvidt, og et hvidt svastika. Bagefter havde Voss betragtet resultatet med et kritisk blik og forlangt svastikaet sat ind i en laurbærkrans. Albert syntes, det var både prangende og højtråbende, men det var jo heller ikke ham, der skulle flyve i den. Det havde taget ham en hel dag at male de mange blade på kransen. Og nu var det helt tydeligt, at Voss var færdig med Albatros'en.

Men på den anden side forstod Albert ham så udmærket. Fokker-maskinerne så virkelig ud til at leve op til forventningerne. Allerede dagen efter bad Voss endnu engang Albert om hjælp til at udsmykke sin maskine. Den nye tredækker skulle denne gang ikke plastres til med tegn og symboler. Denne gang gjaldt det kun motorhjelmen. Der skulle males et stiliseret drageansigt, han engang havde haft på en kinesisk papirdrage, hans far havde importeret fra østen.

I den følgende tid fik det engelske flyverkorps sig en række uheldige overraskelser. Deres efterretningsvæsen havde ikke formået at afsløre eksistensen af de nye maskiner, og i flere dage kunne Voss og Richthofen skyde fjender ned, uden at de gjorde den mindste modstand; den tyske tredækker kom som en komplet overraskelse, og det tog fjenden en rum tid at lære, at et triplan ikke nødvendigvis var en engelsk Sopwith-maskine. Ritmesteren og Voss havde tydeligvis indledt en kappestrid, og ingen af dem var til sinds at lade den anden få for meget forspring. Og deres venskabelige dyst smittede af på resten af flyverne. JG1 indsamlede sejre med en hast, ingen anden enhed kunne prale med.

Selv høstede Albert to sejre på den samme dag i slutningen af august, og endnu en dagen efter. Atten i alt. Ikke noget ringe tal. Et ganske respektabelt tal, faktisk, de fleste flyvere fik aldrig så meget som én eneste ... selv om det unægtelig blegnede en smule ved siden af Voss' otteogtredive, og de énogtres, Richthofen kunne notere sig, da han drog af sted på orlov i starten af september. Det passede ham såre dårligt at blive kommanderet bort fra fronten, men dels kunne han intet stille op - en orlov nu var trods alt at foretrække frem for at få genindført flyveforbudet - og dels var det åbenlyst for alle, også ritmesteren selv, at hans sår i hovedet langtfra var et overstået kapitel. Han plagedes af dunkende hovedpiner og svimmelhed, spiste næsten ingenting og måtte de fleste dage gå direkte i seng efter flyvning. Motorens larm og de sitrende rystelser var ikke længere blot et mildt irritationsmoment.

Aftenen inden ritmesterens afrejse mod Schweidnitz sad Albert på en skammel ved siden af Richthofens seng, hvor denne lå på ryggen, fuldt påklædt oven på dynen, med de støvleklædte ben over kors og en kold, våd klud over de smertende øjne. Hans hud var blevet gusten og gullig. Han fik vist ikke sovet så meget mere.

"Jeg skal nok være her når du vender tilbage. Jeg er ikke sådan at få has på," sagde Albert og var bange for, at han løj. "Er du klar til at tage af sted?"

"Ja. Min oppasser har pakket, det hele er parat. Döring passer butikken for mig mens jeg er borte, og von Boenigk passer så til gengæld Dörings job som leder af Jasta 4. Reinhard er stadig såret, så Løjtnant Groos må tage sig af Jasta 11. Somme tider synes jeg, at hele min tilværelse går med at stykke vagtplaner sammen. Jeg lægger puslespil i stedet for at kæmpe."

"Du er blevet skudt i hovedet, Richthofen. Den slags tager tid. Du var ufatteligt heldig, at du ved det."

"Ja. Jeg ved det godt. Men somme tider føles det nu altså ikke sådan. Jeg anede ikke at hovedpine kunne være så smertefuldt."

"Bert, kan du ikke hælde sukker i Voss' benzintank? Jeg ser ikke gerne at han overhaler mig, mens jeg er væk," fortsatte han og tilføjede: "Det mente jeg selvfølgelig ikke."

"Nej, selvfølgelig ikke. Men der er nu nok nogen, der ikke ville blive særlig kede af det."

"Har du ikke hørt hans piloter? Stort set alle folkene i Jasta 10 beklager sig over ham. Han er en formidabel jagerflyver, ingen tvivl om det. Men han er en elendig leder."

"Han er en ensom ulv, du. Han gider ikke formationsflyvninger. Hans egne piloter irriterer ham, han synes, de hæmmer ham."

"De siger, at han hele tiden tager dem med op, og så forsvinder han og lader dem hænge og dingle mutters alene deroppe."

"Hvorfor gør du så ikke noget? Den arme von Althaus ofrede du uden at blinke, og han var da den mest samvittighedsfulde jastaleder, man kunne ønske sig. Hvorfor får Voss lov at blive, når han helt åbenlyst forsømmer sine pligter og ignorerer dine ordrer?"

Richthofen sukkede træt på sengen. "Bert, kan du ikke se det? Hvordan ville det se ud, hvis jeg afskedigede Voss? Hvordan ville det se ud, hvis jeg sendte ham bort nu?"

"Han er den næstmest succesrige tyske flyver overhovedet. Min nærmeste konkurrent. Der er hele jastaer, der tilsammen har færre sejre end han har ene mand. Hvis jeg sendte ham bort nu, hvad tror du da folk ville sige? De ville sige, at jeg skaffer min konkurrent af vejen, fordi jeg frygter ham."

"Og så? Kan du ikke godt leve med det, tror du? Du ved jo selv, hvordan det i virkeligheden hænger sammen."

"Jamen, jeg kan ikke tillade mig at tænke på den måde, Bert. Ikke længere. I min position ... Jeg skal ... det er min forbandede pligt at ... at være en helt, Bert. Det lyder forfærdeligt, men sådan er det."

Albert kiggede på sin plagede ven, der lå på sengen og lignede alt andet end en helt. Han var blevet mager. Slank havde han alle dage været, det var kavallerister jo, men siden hans uheld var det, som om hans huld var svundet ind til det rene ingenting. Den store, turbanagtige forbinding på hovedet var blevet erstattet af en lille vatskive, der blev holdt fast mod det stadig ikke fuldkomment helede sår af en snor, der var bundet under hagen. Det lignede lidt de fjogede, alt for små hatte, som cirkusklovner altid optrådte med. Havde det ikke været for de tydelige smerter, ville det have set ganske komisk ud. Men der var ikke noget at le ad. Og Albert havde for længst lært, at man ikke kan kende en helt på hans udseende.

"Det er min forbandede pligt, Bert. Det er mig ikke længere tilladt at være et menneske."

Af Krigsdagbog f. Jagdgeschwader Nr. 1

23. September 1917

Vfw. Niess, Uffz. Beschow, Uffz. Werkmeister overflyttet til Jagdgeschwader 1 jfr. Kogenluft 67394 Fl.I.

Vfw. Niess, Uffz. Beschow til Jasta 6; Uffz. Werkmeister til Jasta 10 (alle ankommet 23. Sept.).

Nedskudte fly:

Lt. Voss (Jasta 10) 9.30 syd for Roulers, denne Side, De Havilland i Flammer, hans 48.

RE, hans 19. Lt. Adam (Jasta 6) 10.45, Nord for Ypern, modsatte Side,

Obl. Von Döring (Jasta 4) 11.30 ved Langemarck, modsatte Side, Sopwith, hans 9.

Tab: Lt. Voss (Jasta 10) 18.05, lettede med sin Staffel, vendte ikke tilbage fra Patrulje. Sandsynligvis dræbt ved Styrt bag Fjendens Linier efter Luftkamp. Fly: Fokker Triplan F1 103/17.

Richthofen havde ikke behøvet frygte konkurrencen fra Voss. En solrig sommerdag i slutningen af september vendte han ikke tilbage. Som sædvanlig havde han ladt sin patrulje i stikken og var suset ud på egen hånd. Ingen havde set noget, ingen vidste, hvad der var blevet af ham. En stemning af vantro bredte sig på basen. Voss kunne da ikke være faldet - Voss, den uovertrufne flyver, piloten, der kunne gøre det umulige? Man udvekslede urolige blikke og forsikrede hinanden om, at han måtte være nødlandet med motorproblemer. Man kunne blot håbe på, at det var over tysk grund. Men forhåbningerne blev hurtigt gjort til skamme; allerede dagen efter stod det klart, at Voss i hvert fald ikke var nødlandet på tysk side.

Alt i alt kunne man ikke klage. Da Voss forsvandt, havde Jasta 11, som Richthofen stadig regnede for sin, selv om han var kommandant for fire ligeværdige enheder, sammenlagt høstet 211 bekræftede sejre. Men gratis havde triumferne ikke været. Manden med leen havde ganske vist været skånsom, når han svang sit blad over JG1, men til gengæld var det de bedste, der var faldet; otte dage før Voss forsvandt, var den muntre, venlige Lilleblomst Wolf gået ned i flammer nord for Wervicq, ganske tæt på det sted, hvor Richthofen var nødlandet tilbage i juli. Han havde fløjet ritmesterens nye Fokker-maskine, der var blevet ødelagt ved styrtet. Han var gået ned på den tyske side af linjerne; der var ingen tvivl, ingen mulighed for at bilde sig ind, at han blot sad og drev den af og hyggede sig i en engelsk fangelejr. Den skrøbelige, prægtige Wolff var død. Da Voss forsvandt en uge senere, gjorde det ikke noget særligt indtryk på Albert. Men Wolff ... det var anderledes. Det gjorde ondt. Og dobbelt, fordi han netop var vendt tilbage fra orlov og stolt havde fremvist en forlovelsesring af mørkt guld. To dage før var der indløbet telegram fra overkommandoen om, at Kejseren havde forfremmet Kurt Wolff til Oberleutnant. To dage ... og så dette. Det var et forbandet liv.

Anthony Fokker rejste hjem til Schwerin for at arbejde videre med sine tredækkere. De erfarne frontflyvere havde været fulde af lovprisning for hans maskiner, men nogle få, praktiske indvendinger havde der dog været. Der var foreløbig bygget tre eksemplarer - Richthofens, Voss' og et tredje, der stadig stod på fabrikken med henblik på videreudvikling. Og indtil han var færdig med justeringerne, måtte man fortsætte med at flyve de forældede Albatros'er og Pfalz-maskiner. Under dem flåedes jorden omkring Ypern itu for tredje gang, kampene omkring landsbyen Passchendaele var vildere og blodigere end nogensinde før, og i luften syntes strømmen af nye, friske engelske piloter og nye, hurtigere og bedre maskiner endeløs. Bølge efter bølge af fly, aldrig syntes det at få en ende.

Om aftenen hang de udmattede i den store hall i stueetagen, der fungerede som opholdsrum. Det ramponerede klaver var blevet slæbt med fra den forrige base, men det var længe siden, nogen havde spillet på det. Ingen orkede det, og for øvrigt var stemningen ikke længere til den slags. Der blev stadig drukket ganske meget, men det var ikke længere de støjende, festlige drikkelag. Nu drak man i tavshed, og man drak hver for sig. Muligvis nok i samme lokale, men dog hver for sig; sammenbidt og med mørke blikke. De få, der sad sammen, var dæmpede og stilfærdige.

Albert sad for sig selv. Ved bordet ved siden af sad en lille håndfuld Jasta 6-piloter og forsøgte at holde et spil kort i gang. Albert vidste, hvem de var, men kendte dem ikke. Det var, som om det ikke rigtig var umagen værd at lære folk at kende længere. Det var nemmere at lade være. Nemmere og mere sikkert.

Löwenhardt og Heldmann, to af de gamle fra Voss' Jasta 10, trådte ind, så sig kort omkring i den lille hall og satte sig så hen til Albert. De nikkede kort til ham. Han nikkede igen. De var dybt inde i en samtale og ofrede ham ikke meget opmærksomhed. Det passede ham fint.

"Men jeg siger jo," hvæsede Heldmann rasende, "det var det rene mord! Jeg har selv hørt det fra en løjtnant i infanteriet. Han så det, klart og tydeligt!"

"Leutnant Voss holdt meget af at bestryge skyttegravene. Det fortalte han jo flere gange. Hvis fjendens infanteri har fået fingre i ham, så er det da klart, at de ville myrde ham."

Albert krympede sig indvendig. Han holdt meget af at bestryge skyttegravene ... Hvordan kunne man da få sig selv til at sige den slags? Hvad var det for en slags menneske, der kunne holde af at flyve langs fjendens løbegange i meget lav højde, måske 15-20 meter, og lade sine maskingeværkugler regne ned over dem? Man kunne rydte en hel grav på den måde, det var langt mere effektivt end bomber. Det kunne være nødvendigt. Men ligefrem at kunne lide det ... Man kunne lige så gerne sige, at man holdt meget af at se en modstander syde i flammer hele vejen ned.

"Heldmann her har hørt, at han overlevede styrtet. At det var engelske fodfolk, der skød ham ned, da han klatrede uskadt ud af vraget."

"Det er muligt. Hvis jeg stod dernede og fik fat på en flyver, der lige havde bestrøget min skyttegrav, så tror jeg såmænd også, jeg kunne finde på det."

"Jeg mener, Herr Leutnant, at vi som flyvere har pligt til at opføre os værdigt og udadleligt."

"Åh, javist. Selvfølgelig," sagde Albert og kunne ikke lade være med at vrænge en smule. "Vi er jo riddere, ikke sandt?"

"Nu De siger det, Jantzen, så ... jo. Lige præcis. Jeg kan nok høre Deres syrlige ironi, men det er netop det, vi er - riddere! Vi er luftens riddere!"

"Löwenhardt, det kan De ikke mene. Se Dem omkring! Synes De virkelig, der er noget ridderligt over denne krig?"

"Ja. Javist. Selv sætter jeg en ære i at indstille angrebet på en modstander, hvis hans geværer blokerer. Det er uværdigt at dræbe en fjende, der ikke kan forsvare sig. Og jeg regner enhver, der ikke handler således, for en tølper, der ikke er sin uniform værdig."

Albert lukkede træt øjnene og trak vejret dybt. Hvorfor rodede han sig overhovedet ud i det her? Det førte jo ingen steder hen. Men han var bare så øretæveindbydende med al sit forblommede vås.

"Löwenhardt," sagde han. "så er De en idiot. De er ikke blot en idiot. De er også arrogant, og i øvrigt svigter De Deres pligt over for fædrelandet."

"Det skal jeg sige Dem; De synes selv, De er så forfærdeligt galant og høvisk, når De lader en fjende slippe, ikke sandt? De gør måske ligefrem honnør for ham? Men fatter De da ikke, at hans farligste våben ikke er geværet, men kameraet og hans øjne? Hver gang De lader ham slippe af sted, vender han hjem med oplysninger til artilleriet, og kort efter hagler granaterne ned over hovedet på vores arme folk i de forreste linjer! Der er dem, der betaler prisen for Deres forlorne ridderlighed, Löwenhardt. Det er ærlige tyske soldater, der bliver ofret for, at De kan lege ridder!"

Deres skænderi var blevet højrøstet nu og var begyndt at tiltrække sig opmærksomhed fra de andre i stuen. Ligesom tilfældigt begyndte man at stimle sammen omkring Albert og Löwenhardt.

"Jaså. De mener altså, at vi bare skal dræbe og slå ned for fode, fuldkommen uden hæmninger? Det er sandelig en civiliseret måde at opføre sig på, må jeg sige! Det er folk som Dem, Jantzen, der reducerer krig til et beskidt håndværk."

"Löwenhardt, for fanden! Lyt dog til Dem selv! Reducerer krig til et beskidt håndværk? Næh, det er jo tværtimod Dem, der gør det beskidt! Dem, der med Deres barnagtige ideer om storsind og galanteri skalter og valter med folks liv. Det koster tyske liv, hver gang De vil lege ridder! Men krig er alvor, for fanden da! Hvis jeg kan redde to hundrede tyske fodfolk ved at skyde et ubevæbnet engelsk observationsfly ned, så kan jeg da lige love Dem for, at jeg ikke sover dårligt om natten af den grund!" Omkring ham lød et par stilfærdige bifaldsytringer. Andre rystede på hovedet med himmelvendte øjne. Löwenhardt så sig triumferende om og forsøgte at vinde stemningen for sig.

"De er en grobrian, Jantzen, en udannet stud," sagde han ud i lokalet. "De trækker krigen ned på et uværdigt plan. Tror De ikke, De ville passe bedre ude i mudderet i skyttegravene?"

Albert rejste sig, rasende over den arrogante overklassetåbes nedladende mine. Lige nu ville han faktisk have foretrukket de snavsede fodfolk derude i forreste linje, de var i det mindste ærlige og jordbundne folk. Magen til frækhed! Hvad kæmpede mænd som Löwenhardt egentlig for? For fædrelandet? Nej, folk som han kæmpede i virkeligheden for sig selv, og kun for sig selv. Det gjorde Albert rasende, han havde lyst til at slå løs på dén fladpandede idiot, det var jo umuligt at få ham til at forstå. Men slagsmål mellem officererne var selvfølgelig ikke tilladt, og i øvrigt ville det faktisk ikke have overrasket Albert, hvis Löwenhardt i stedet havde udfordret ham til en duel. Albert tvang sig selv til ro, og med et koldt, afmålt nik trak han sig tilbage. Han var ikke sikker på, at han ville have kunnet modstå fristelsen til at klappe ham én midt i hans kålhøgne fjæs, hvis han var blevet.

Sommeren var våd og kold og monoton. Ofte stod regnen ned i dagevis og forhindrede al flyvning, og når de kom på vingerne igen, lignede landskabet under dem en stor, konturløs mudderpøl. Da efteråret satte ind, var der ingen særlig forskel at mærke, vejret blev lidt koldere, men egentlig ikke værre, end det hele tiden havde været.

Livet på basen blev umærkeligt mere og mere besværligt for hver dag. Ordentlige fødevarer var næsten umulige at opdrive længere, selv de mest banale ting blev knappe, og kvaliteten af udstyret var mærkbart ringere end førhen. Olien, der var uundværlig til motorerne, som alting afhang af, var af dårligere kvalitet for hver levering, der måtte vel være tale om en eller anden form for erstatningsolie, og i begyndelsen af oktober var det snarere reglen end undtagelsen, at motoren satte ud eller hakkede og spruttede så meget, at man aldrig kunne vide sig sikker på den. Som regel kunne man blot lade maskinen svæve ned i ro og mag når det skete, men ind imellem skete der blodige ulykker, og i øvrigt risikerede man jo både at blive skudt på og at komme ned bag fjendens linjer.

Richthofen og Bodenschatz kæmpede en fortvivlet kamp for at skaffe forsyninger. Det lykkedes ikke. Der var slet og ret ingen forsyninger at få. Og stadig fortsatte de engelske flyvere med at komme væltende, bølge efter bølge, og nu begyndte amerikanerne også at blande sig i legen.

Fjendens piloter var i almindelighed hverken specielt dygtige eller særlig godt trænede. Men der var så fortvivlende mange af dem. Ligegyldigt hvor mange fly geschwaderen sendte til jorden i flammer, så kom der hele tiden nye. For hver sejr dukkede der tre nye fjender op. En eller anden fortalte Albert om den græske Sisyfos, der som straf for sine forbrydelser af guderne blev dømt til i al evighed at skubbe en sten op ad et bjerg, og som hver gang det lykkedes, måtte se stenen trille ned igen. Albert forstod godt sammenligningen.

Da den nye generation af Fokker-triplaner ankom midt i oktober, var man næsten for udmattet til for alvor at værdsætte dem. Den væsentligste nyhed var sådan set, at de havde fået en ny typebetegnelse. Nu kaldte man dem for DR1, men i stort set alle henseender var de magen til Richthofens og Voss' F1-maskiner. Englænderne var begyndt at uddanne natflyvere i stor stil, og med sammenbidt fortvivlelse stod man imod, så godt man magtede. I begyndelsen, for et par år siden, havde der været to patruljer på en almindelig dag - formiddag og eftermiddag. Nu kunne der være otte-ti patruljer på en dag, ofte nåede de kun at lande for at få tanket benzin og ammunition op, før de igen måtte haste af sted vestpå, ud over fronten, for med sammenbidt fortvivlelse at kaste sig imod tidevandsbølgen af engelske fly. Søvn var en uhørt luksus, man kunne måske sove to-tre timer ad gangen, før man blev vækket til patruljer, eller af luftalarmen, når de brummende bombefly kastede deres last over basen. Albert levede udelukkende på rutinen nu. Det gjorde de alle sammen. Der kunne bogstavelig talt gå dage, hvor de slet ikke kom ud af flyvertøjet - hele tiden måtte man være rede, hele tiden parat til at kaste sig i cockpittet og med flimrende, udmattede øjne spejde efter fjenden.

Triplanerne hjalp selvfølgelig. De var ikke specielt hurtige, men de var fantastisk manøvredygtige, og de kunne stige med en fart, ingen af dem havde troet mulig. Med disse maskiner kunne de faktisk nå op til englænderne, der ellers havde lagt sig til at flyve så højt, at man umuligt ville kunne nå op til dem, før de for længst var borte. Men det var ikke nok. Det var langtfra nok. Og der var alt, alt for få af dem til for alvor at vende krigslykken.

Dagene gled i ét, man mistede enhver fornemmelse af tid. Fortid og fremtid eksisterede ikke længere, der var kun her, der var kun nu. Efteråret blev til vinter. Ingen bemærkede det, man var for udmattet. Det satte sine synlige spor på dem alle; de fleste af flyverne var i begyndelsen af tyverne, men deres ansigter var fulde af furer, og deres hud blev grå og slap. Uniformerne hang stadig mere løst om deres udtærede kroppe. Udmattelsen og søvnmanglen satte sig tydelige spor nu. Albert var fyldt femogtyve, ligesom ritmesteren, men han følte sig som en på femoghalvtreds. Alligevel fortsatte de troligt. Hvad andet kunne de gøre?

Albert satte sig ret op i sengen med et gisp. Hans korte, stjålne eftermiddagshvil var umærkeligt gledet over i en søvn så tung, at den næsten havde lignet bevidstløshed. En frygtelig støj udenfor havde vækket ham, og det tog ham en rum tid at finde sig selv. Uden for skramlede det videre, og den skingre, dyriske tuden skar gennem hans hoved. Luftalarm? Bombede de igen? Da ikke på denne tid, bombningerne skete om natten, i ly af mørket. Han gned sine øjne og svang benene ud af sengen. Nu blandede en højrøstet latter sig i larmen derude, nede på gruset i indkørslen til chateauet. Albert rejste sig og strakte sit stadig udmattede legeme. Hvad i alverden foregik der?

Han trådte ud på den store trappe. I det samme fór en forvirret masse af tigerstribet pels, snore og hoppende dåser larmende forbi ham og havde nær væltet ham over ende. Han stirrede forbløffet efter den arme Moritz, der hylende sprang af sted ned mod den lille sø i haven, som var Fanden selv i hælene på den. Nogen havde bundet tomme konservesdåser i halen på dyret. Jo hurtigere den løb, des mere skramlede dåserne, og jo mere skræmt blev den.

I haven var de fleste af piloterne samlet. Hikkende og hulkende af latter pegede de fingre af det fortvivlede dyr og klaskede hinanden på ryggen eller krummede sig sammen med hænderne på maven. Lidt borte stod Richthofen og betragtede optrinnet, lænet op ad den brede stensøjle, som bar den ene af de bombastiske løvestatuer, der flankerede trappen. Selv han, der elskede den hund højere end noget andet, kunne ikke holde latteren tilbage og tørrede sine øjne, mens han forsøgte at se streng ud. Det lykkedes for en gangs skyld ikke. Albert gik ned til sin ven.

"Det er Udet - ham den nye," svarede Richthofen. "Han - ha- hah! - han har bundet dåser i halen på den stakkels Moritz. Han er helt ude af den."

"Ja, det er frygteligt, ikke? Men - hahah! - men det ser nu også lidt sjovt ud."

Albert kiggede efter den paniske hund, der tordnede rundt mellem havens velplejede buske og træer, hvor den tudende og hylende forsøgte at gøre sig fri af sine plager. Hvert hop og krumspring fik kun larmen til at tage til. Det var synd for den. Men latteren boblede i Alberts bryst, og det gik op for ham, hvor længe siden det var, at de sidst havde leet sådan.

Stadig klukleende prajede Richthofen den unge Udet og gav ham besked på at indstille morskaben. Der var trods alt ingen grund til at plage det uskyldige dyr unødigt. Med et svedent grin galopperede Udet af sted efter hunden og fik med noget besvær indfanget den og bundet dåserne fri. Hunden slikkede taknemmeligt sin befrier i ansigtet, ganske ubevidst om, at det var den samme mand, der havde bragt den i fedtefadet.

Først nu gik det op for Albert, at Richthofen var i civil, et besynderligt jakkesæt sammensat, af lånte dele - en jakke lånt af én, et par bukser af en anden, et stribet slips af en tredje. Det så rædselsfuldt ud. Richthofen smilede undskyldende.

"Jeg ved godt, det ser sært ud. Jeg skal til byen. Mama har snart fødselsdag, jeg vil se, om ikke jeg kan finde en ost eller sådan noget at sende hende - de har ikke meget mad i Schweidnitz nu. Min oppasser, har fundet en kro, hvor de har stukket lidt gode sager til side. Men jeg gider ikke blive genkendt derinde."

"Kunne du da ikke have lånt noget, der i det mindste passede sammen, så? Du ser frygtelig ud."

"Tjah. Ved du hvad ... i grunden er det faktisk meget rart. Jeg kan være i fred på den måde. Ingen lægger særligt mærke til en mand, der ser så sjusket ud. Det er et helvede at blive forstyrret hele tiden, jeg tror, jeg må have skrevet de første fire tusinde autografer nu. Fremmede mennesker hiver fat i mig på gaden, jeg kan simpelthen ikke gå i fred, når jeg er i uniform."

Flyverhelten over dem alle lignede mest af alt en genert student, som han stod dér i den uformelige, ternede jakke og med stivet, lidt smånusset flip og ikke særlig velpudsede sko. Albert kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set ham uden de langskaftede, brune rytterstøvler. Som de fleste kavallerister var Richthofen ikke særlig høj, men nu virkede han på en eller anden måde endnu mindre. Og den bløde hat fik ham til at ligne en forsagt kontorist. I enhver henseende upåfaldende. Det var en ganske glimrende forklædning, når man tænkte efter.

Med et sidste, tankefuldt blik efter Moritz, der igen tumlede logrende rundt i haven og allerede så ud til at have glemt alt om sine plager, nikkede Richthofen hen for sig. Så smilede han kort til Albert, løftede hånden til hatteskyggen og gik hen mod den ventende stabsbil. Der var noget fortabt over den spinkle skikkelse, noget foruroligende fremmed. Albert stod en stund og kiggede efter ham. Så vendte han sig og gik over mod messen.

I begyndelsen af november fik ritmesteren ordre til at flytte basen fra Marckebeke til Avesne-le-Sec. Det behagelige, bekvemme chateau blev udskiftet med telte og bræddeskure, men komfort orkede ingen at bekymre sig om længere. Vinteren igennem flyttedes lejren med jævne mellemrum, og efterhånden mistede de interessen for, hvor de overhovedet var. Fra engelske krigsfanger hørte de, at JG1 var blevet kendt som Richthofen's Flying Circus ovre på den anden side af fronten. Ikke på grund af de farvestrålende fly eller deres akrobatiske flyvning, men simpelthen fordi de boede i telte og dukkede op snart hér, snart dér, langs fronten. Ingen af dem brød sig særligt om tilnavnet. De var krigspiloter - ikke cirkusklovner.

Og for resten havde der været langt mellem triumferne på det seneste: Selv ikke Richthofen havde vundet nogen sejre i næsten tre måneder. Stadig plagedes han af sin hovedskade, der ikke syntes at ville forsvinde, og man så ham kun sjældent om aftenen. De fleste af de administrative opgaver havde Bodenschatz med stor takt fået listet over til sig selv, så ritmesteren kunne aflastes. Alligevel virkede Richthofen, som om han kun med nød og næppe kunne holde sammen på sig selv.

- 1917 -

Nytårsdag, søndag 1. januar 1917

11. januar 1917

La Brayelle - 6. marts 1917