Selv en så simpel bevægelse som at smøge de tunge, forede overtræksbukser op smertede i Alberts led. Han trådte ud af det lille, vindblæste skur, der husede lokummet, og gabte. Han burde sove. Burde gå til sit eget telt og smide sig på feltsengen. Men ritmesteren havde slet ikke været med oppe i dag, Albert havde overhovedet ikke set ham hele dagen. Om morgenen havde den utrættelige Bodenschatz fordelt dagens opgaver. Det gjorde han ikke sjældent nu om stunder; når Richthofen selv skulle flyve, kom han som regel bare traskende ud til det lille, rødmalede fly uden at tale med nogen og klatrede tavst om bord. Og når han landede, talte han mere med Moritz end med sine folk. Det var, som om han gradvis lukkede sig inde i en lille, overskuelig verden, der kun rummede søvn og pligter. Den tigerstribede hund var blevet hans nærmeste fortrolige. Hans eneste fortrolige, i virkeligheden. Albert besluttede at kigge ind til ham.
Han lå som sædvanlig på ryggen på sengen, fuldt påklædt. Vinterens overtrækstøj gjorde ham tyk at se på, det klodsede tøj skulle værne mod den isnende kulde deroppe, men det var så koldt i de små telte, at det også gav mening at bære det på jorden. Hans læber var endnu tyndere end førhen og sprukne af kulde og træthed. Øjenlågene var pergamentagtige som hos gamle mænd. Han lignede et lig. Albert trak stille teltdugen sammen.
"Hvad er det?" spurgte ritmesteren med spag stemme.
"Ingenting. Sov blot videre."
"Nej, jeg er vågen," svarede han med et suk. "Kom nu bare ind, Bert."
"Hvordan går det med dig? Jeg har ikke set dig hele dagen."
Han svarede ikke. Et dybt suk var den eneste reaktion. Albert stod lidt rådvild, usikker på, om han skulle gå eller blive. Det var akavet at stå her, der var ikke plads nok i teltet til at stå ordentligt oprejst. Richthofen bemærkede det og rykkede sig en smule i sengen, så Albert kunne få plads at sætte sig på. Så lukkede han øjnene igen.
"Holder det nogensinde op, Bert? Tror du nogensinde, det stopper?"
"Jeg ved det ikke. Selvfølgelig gør det det."
"Jeg kan ikke huske et liv uden hæren. Kan du forestille dig det? Jeg har båret uniform, siden jeg var elleve år gammel. Nu ligger jeg her, bundet til en krig, der ikke længere kan vindes. Og jeg kan ikke huske et liv uden uniform."
"Næh ... du er soldat."
"Ja. Men hvorfor? Hvad er formålet med det? Engang gav det alt sammen mening. Ære. Fædrelandskærlighed. Opofrelse. Det var ord, der betød noget."
"Du kan jo bare stoppe. Der er intet overkommandoen hellere vil, end at se dig trygt placeret i en tryg og sikker stabspost i overkommandoen. Du kunne rejse til Berlin den dag i morgen, hvis du vil."
"Og gøre hvad? Jeg kan ikke andet end dette, Bert. Du er heldig. Du er cykelsmed. Du er noget, også uden krigen. Men hvad er jeg, hvis jeg ikke er flyver?"
"Du er en helt. Du har da om nogen gjort dit for sagen."
"Jaja. Men hvad er jeg? Hvad ville jeg være, hvis jeg ikke var her? Ingenting. Jeg kan ikke andet end dette. Jeg er så træt, Bert. Træt indtil døden. Kunne jeg dog bare sove ordentligt uden den forbandede, evige dunken i hovedet."
"Tag orlov. Rejs hjem, bliv udhvilet."
"Nej. I andre kan ikke bare rejse hjem, når I får lyst. Jeg kan ikke svigte ... kan ikke svigte. Krigen er alligevel snart slut. Vi må tage os sammen ... få det overstået."
"Prøv at få sovet. Vi skal nok holde skansen deroppe i dag. De er nogenlunde rolige, englænderne. Det er for koldt til dem."
"Bert ... jeg orker det ikke længere. Jeg orker ikke at blive ved med at lade, som om der er forskel på os og dem. Hvis det er for koldt til englænderne, så er det også for koldt til os."
"Det kan være. Men de er nu alligevel ikke særlig ivrige i dag. Sov nu."
"Ja ... jeg vil sove lidt."
Albert sad en stund endnu på sengekanten. Urørlig for ikke at forstyrre den hvilende rittmester. Det var mærkeligt at skulle holde den stærke, energiske kommandant ved godt mod. Det havde altid været omvendt, altid været Richthofen, der holdt modet oppe hos de andre.
"Er det ikke underligt, Bert? Vi kæmper for dem derhjemme, for livet og hverdagen i de tusinde små byer og bondegårde. Men hver gang jeg kommer hjem, føler jeg mig mere fremmed. Vi har lagt hjemmet bag os, har vi ikke? Har vi ikke sat vores hjem over styr? Vi kæmper for det, mange af os dør for det ... men når vi så endelig vender hjem ... så har vi alligevel mistet det."
"Så, tænk nu ikke så meget. Sov."
"Ja ... Tak, Bert. Tak."
Af Krigsdagbog f. Jagdgeschwader Nr. 1:
21. April 1918
Rittmeister Manfred Freiherr von Richthofen vendte ikke tilbage fra Jagtpatrulje. Ifølge paalidelig Kilde gennemførte han en vellykket Nødlanding i Omegnen af Bakke 102 nord for Vaux sur Somme efter at have forfulgt en Englænder.
Reuters Nyhedsrapport, 23ende April 1918;
En Britisk Krigskorrespondent oplyser, at Rittmeister Freiherr von Richthofen er blevet skudt ned under Flyvning i lav Højde over det australske Frontafsnit. Efter alt at dømme faldt han som Offer for Beskydning fra et. australsk Batteri, der havde rettet deres Lewis Maskingevær mod ham. Liget af Rittmeister Freiherr von Richthofen fremviser kun et enkelt Skudsaar - en Kugle havde truffet ham i Hjertet.
Tågen bølgede hen over den Somme-flod, der flød langsomt forbi, tung som tjære. Kulden var mindre slem i dag, det var næsten lunt, men det var klamt og fugtigt. De hvirvlende tågebanker fik det hele til at se troldagtigt og uvirkeligt ud. Solen så man intet til, det var længe siden, den havde været rigtig fremme. Albert satte sig på en stor, rund sten, der stak op gennem det lange, stadig vintervisne græs langs flodbredden. Der var fredeligt her, blot et par hundrede meter nord for basen. Hunden kiggede på ham og satte sig så ved siden af ham. I det fjerne rumlede tordenagtige drøn fra fjerne kanonstillinger, men Albert hørte dem ikke længere. De havde fulgt ham dag og nat i næsten fem år.
På basen i Cappy, hvor de havde holdt til de seneste ti-tolv dage, var alt i oprør. En febervild, hektisk aktivitet var sat ind, i det øjeblik ritmesteren ikke var vendt tilbage. Bodenschatz havde hængt i telefonen og kontaktet hver eneste fremskudte observationspost langs de tyske linjer over en frontstrækning på mere end hundrede kilometer, desperat efter nyt om kommandanten. Overkommandoen havde endog givet en særlig tilladelse til, at der kunne sendes en ukodet forespørgsel over radioen. Man havde udbedt sig nærmere informationer om Richthofen direkte fra fjenden. Noget svar var der ikke kommet.
Dagen efter var der blevet bragt en lille blikdåse ind med en lang, kulørt stofstrimmel bundet i. Den rummede en kortfattet besked fra Royal Flying Corps om hans død, og et fotografi af hans lig. Albert havde set billedet, da Bodenschatz befippet viste det frem. Englænderne havde bundet ritmesteren fast til en bølgeblikplade, på fotoet kunne man se ståltråden løbe over hans bryst. Øjnene var halvt lukkede, og næsen var hævet og uformelig, som en drankers svampede tud. Håret virkede meget mørkere på billedet, end det var i virkeligheden. Ansigtet var fuldt af småskrammer, og der var slået hul på hagen. Han måtte have slået hovedet ind i maskingeværerne, da han nødlandede. Læberne var en smule adskilte. Hvis man ønskede det, kunne man næsten bilde sig selv ind, at han smilede lettet. Albert syntes, at han så yngre ud, end han havde gjort i live. Han lignede en ung mand. Om ni dage ville han være fyldt seksogtyve år.
Albert tændte en cigaret. Moritz kiggede mildt bebrejdende på ham med hovedet på skrå. En fugl af en art fløj op med en brusen og forsvandt flaksende ud over floden, ind i tågerne. Hunden rejste ører og kiggede nysgerrigt efter den. Albert kløede den bag øret. Den lod til at kunne lide det.
"Du må nok hellere komme med mig hjem, når det her roderi er overstået, tror du ikke? Kunne du tænke dig det, kammerat?"
Hunden svarede ham ikke.