Manfred-von-Richthofen-Strae. Emaljeskiltets krøllede, hvide bogstaver mod den kongeblå bund så forkerte ud. Trængte. Som om der ikke var plads nok til de mange bogstaver. Klogt af dem ikke at tage det hele med, tænkte Albert. Et skilt med RittmeisterManfred-Albrecht-Freiherr-von-Richthofen-Strae ville have spærret indkørselen til de første fire huse på vejen. I det hele taget var det en mærkelig idé, sådan at lave om på gadenavne. Striegauerstrae havde den heddet, sidst han var her for ... hvad var det ... seksten år siden?
Han havde ladet motorcyklen stå ved hotellet og var spadseret fra torvet, forbi skolen og Volksgarten og videre til Moltkegrundparken. Portieren på hotellet havde spurgt, om han var i byen i anledning af åbningen af museet, og da Albert gryntende bekræftede det, havde han snakket i adskillige minutter om mindesmærket i parken. Albert følte ikke noget specielt behov for at se det, men det lå alligevel lige på vejen, og han var i tilstrækkelig god tid. Han drejede ind gennem den store smedejernslåge, der hang åben og nytteløs på sine rustne hængsler, og fulgte den smalle grusvej rundt mellem de vinternøgne bøgetræer. Her var sikkert dejligt om sommeren, når alt stod i grønt. I dag var her vinterkoldt og nøgent og forblæst.
Monumentet var ganske rigtig stort. Det overraskede ham ikke. Stort syntes at være blevet synonymt med godt i Tyskland nu om stunder. Det var muret op af granitkvadre i næsten tre meters højde, med to statelige trapper, som flankerede en mur med en marmorplakette, der hyldede byens tapre søn. Trapperne førte ingen steder hen. De veltrimmede enebærbuske på begge sider af plaketten var gået ud i toppen. Aus spenden der Dankbaren Heimat. Rejst 1928 af taknemmelige bysbørn. I midten af plaketten sad en tung bronzeplade, et ikke særlig vellignende portræt af den afdøde helt, siddende i cockpittet i sin flyver. Albert kendte godt det billede, der var brugt som forlæg. Det havde han heller aldrig brudt sig om.
Det var kun anden gang, han var i Tyskland siden krigens slutning. Og igen var det Richthofen, der var anledningen. I midten af november måned 1925 havde han en dag modtaget et brev fra Berlin, med Berlins Kommandantur trykt på bagsiden som afsender. Det var blevet sendt til den adresse, han i 1914 var blevet indkaldt fra, og havde cirkuleret i næsten en måned, før det var nået frem til hans lille lejlighed på Vesterbrogade i København.
Inde i brevet havde der ligget et foldet ark, en trykt invitation, underskrevet af Berlins kommandant og stemplet med kommandanturets blålilla ørn. En invitation til Rittmeister Freiherr von Richthofens statsbegravelse fra Gnadenkirchen, den 20. november 1925 kl. 1.30 om eftermiddagen. Jordfæstelsen ville finde sted på Invalidenfriedhof senere på dagen. Det havde ikke levnet ham megen tid til at arrangere rejsen, men selvfølgelig var han taget af sted.
Det var ikke megen fred, der var blevet den arme ritmester til del. Det var tredje gang, han skulle begraves; de sidste otte år havde han tilbragt i Frankrigs bløde muld - først på landsbykirkegården i Bertangles, hvor englænderne havde begravet ham, da han faldt, og sidenhen på soldaterkirkegården i Fricourt. Men nu var det blevet tid at hente ham hjem. Den nye Weimarrepublik havde brug for sine helte. Familien havde ønsket ham gravsat på garnisonskirkegården i Schweidnitz, hvor hans far og Lothar allerede hvilede; den gamle friherre var død i 1920, og Lothar var omkommet i en flyveulykke i Hamborg to år senere. Men selv i døden måtte ritmesteren opfylde sine pligter. Der var brug for ham på parnasset, han skulle indtage sin plads blandt nationens faldne sønner. Det blev Berlin. Fædrelandet først. Albert var ikke ganske sikker på, om ikke Richthofen selv ville have bifaldet det. Det kunne bedst have lignet ham.
Det havde været en besynderlig oplevelse at gense Tyskland.
Kejserriget var borte, Tyskland var en republik nu, den gamle feltmarskal von Hindenburg, Tysklands stolthed, var blevet rigspræsident, og man var ikke særlig stolt af ham længere. Albert havde ikke nydt gensynet. Der havde været sort af mennesker, gaderne på det alvorlige og højtidelige optogs rute fra Gnadenkirchen til kirkegården havde været kantet med berlinerborgere, der betragtede den hestetrukne ligvogn, paradesoldaterne og det kilometerlange, sørgeklædte følge af særligt indbudte med en blanding af andægtig deltagelse og utidig, vulgær nysgerrighed.
I følget havde han hist og her set glimt af folk, han havde kendt dengang. Løjtnanterne Veltjens og Wüsthoff, hvis ansigter han udmærket huskede havde stået forrest i æresvagten i kirken, stramme og udtryksløse, begravet til knæene i et overvældende hav af svulmende buketter og prangende kranse. Foran kisten, næsten skjult i blomsterhavet, havde man stillet det simple trækors, der havde markeret graven i Fricourt. Richthofens mor, den gamle Freifrau, havde med små, afmålte skridt gået bag den fornemt, udsmykkede kiste med resterne af sin ældste søn, fulgt af sine to overlevende børn. I et kort glimt havde han set Ilses alvorlige ansigt, knejsende over havet af hoveder. Den ranglede unge mand ved hendes side måtte vel være den yngste bror, denne Bolko, som han aldrig havde truffet.
Lige bag dem havde rigspræsident von Hindenburg marcheret af sted. Han havde lignet dét fortidslevn, han var, klædt i skinnende sort pikkelhue og militærfrakke. Albert havde tankefuldt betragtet ham i kirken; han måtte være ældgammel, han havde været pensioneret, allerede inden krigen brød ud. Det var elleve år siden nu. Han måtte være gammel som bjergene. Hans øjne havde svømmet tågefjernt i det næsten karrikeret firskårne, klippeagtige ansigt. Albert havde tavst funderet på, hvor mange menneskeliv den mand mon havde ofret; hvor mange soldater havde hans glorværdige sejre og værdige nederlag kostet? Hvor mange enker og faderløse og grædende mødre havde han på samvittigheden? Hvordan levede han overhovedet med sin samvittighed? Man sagde, at han var begyndt at blive forkalket. Måske havde han bare valgt at trække sig tilbage fra en verden, han ikke længere forstod, eller ikke længere magtede at leve med. Han tilhørte en tid, der var forbi længe før krigen overhovedet var begyndt.
Selv havde Albert fået plads længere tilbage i følget. Familien var kommet i første række, selvfølgelig, og Richthofenslægten havde vist sig at være væsentlig mere talstærk, end han havde anet. Der havde være rift om pladserne, selv om der kun var adgang med invitation. Han havde spadseret gennem Berlins gader, omgivet af skubbende og masende fremmede, der alle sammen lod til at mene, at det var et stort personligt tab for dem. Og da det omsider var blevet hans tur til at defilere forbi gravmælet på Invalidenfriedhof og se det monument, man havde rejst for den faldne kriger, havde han ikke kunnet tænke andet, end at det var præcis så stort og upersonligt og smagløst, som han havde forventet. En enorm granitplade, der skulle dække graven, lå allerede parat ved siden af, klodset op på træpaller. Den måtte veje adskillige tons, den stenplade. Man ville virkelig sikre sig, at republikkens helt blev, hvor han var.
Og så, uden nogen videre ceremoni, var det hele pludselig overstået. Det enorme følge havde opløst sig selv, ivrige efter at slippe bort fra den forlegne stilhed. Rigspræsidenten og familiemedlemmerne forsvandt i store, sorte biler, og folkemængden gik i stilfærdig hast hver til sit. Til sidst stod Albert tilbage foran graven, forundret og stort set alene. Med et suk satte han sig på kanten af monumentet, indtil de sidste nysgerrige tilskuere efterhånden var drevet bort. Så fandt han en cigaret frem og røg den, mens han tankefuldt betragtede det alt, alt for store monument. Intet menneske kunne bære at have sådan en stenklods liggende oven på sig, havde han tænkt.
Men det var heller ikke et menneske, der var blevet stedt til hvile her. Det var en myte. Det var selve Tysklands forestilling om sig selv, en knust og ydmyget nations gravskrift over sin egen storladne fortid. Ritmesteren havde ikke fortjent dette.
Det var begyndt at støvregne. Albert kastede cigaretstumpen fra sig og trådte den ud med foden. Farvel ... kammerat, hviskede han stille - og følte sig lidt dum. Der var ingenting her, kun sten, og mere sten. Et kort nu havde han overvejet at gøre honnør. Men hvad skulle det have gjort godt for?
*
Og nu var han atter i Tyskland, og endnu en gang var det for at hylde den døde. Richthofen ville åbenbart ikke slippe ham. Han skuttede sig i aprilkulden. Foråret burde være lige om hjørnet, men der var ingen synlige tegn på det. Parken var kold og forladt, de eneste farver her var de sort-hvid-røde bånd på de fem-seks prangende store kranse, der var stablet op foran monumentet. En af dem - den største, selvfølgelig - var fra Oberleutnant Göring, der havde anført Jagdeschwader1 i krigens sidste dage, og som nu var generalmajor. Båndet var smykket med dette besynderlige symbol, den nye bevægelse havde gravet op af oldtidens overskudslager. Samme symbol, i øvrigt, som den unge Løjtnant Voss i sin tid havde malet på sin Albatros. Fra bronzeplakettens portrætrelief kiggede den ikke særlig vellignende rittmester bedende ud på ham. Det så nærmest ud, som om han skammede sig en smule.
Albert skævede til sit armbåndsur. Der var rigelig tid, der kunne ikke være meget mere end ti-tolv minutters gang til huset herfra. Så gravede han en pakke cigaretter op af uldfrakkens dybe lomme. Det var ikke en tradition, selvfølgelig ikke. Han havde bare lyst til en cigaret. Et rent tilfælde, at han også havde gjort det i Berlin ved begravelsen. Det kunne du lide, hvad, din gamle sjover? tænkte han. At jeg skulle stå her og ryge og knibe en stille tåre og føle mig højtidelig? En stille smøg med Herr Rittmeisteren? Næh, du. Den slags sværmerisk pjank er ikke min stil. Jeg har bare lyst til en cigaret. Det er det hele. Bild dig endelig ikke noget ind.
På vejen uden for parken kom en deling af de brunskjortede drengespejdere forbi i deres korte bukser. Albert betragtede dem med stilfærdigt ubehag. De så øretæveindbydende sunde og friske ud, som de trampede af sted, sammenbidt og målrettet. Der var et eller andet mildt latterligt over dem, som de marcherede af sted med idiotisk begejstring. Nøjagtig den samme idiotiske begejstring, som han selv var marcheret af sted til toget med, da han blev indkaldt i '14. Forstemmende, som ingen åbenbart havde lært noget som helst. Han overvejede at stoppe dem og fortælle dem, hvor tåbelige de var, men opgav det med det samme; der måtte være millioner som dem i Tyskland nu, og han vidste, at de ikke ville forstå ham. De var vel på vej til museumsindvielsen. Han måtte også se at komme derhen.
Pludselig huskede han overhovedet ikke, hvorfor han havde valgt at køre gennem det halve Europa på sin Nimbus for at være med her. De fleste af de gamle kammerater var jo døde for længe siden, var der overhovedet nogen tilbage? Og havde han egentlig lyst til at møde dem, når det kom til stykket? Irriteret slog han frakkekraven op om ørerne. Det var koldt, selv for årstiden. Det passede ham fint. Det svarede til hans humør.
På hjørnet af det, der nu hed Manfred-von-Richthofen-Strae, lå den store villa. Den lignede sig selv, omtrent som han huskede den. Træerne var højere og haven mere tilgroet end dengang, men huset lignede sig selv. Ved lågerne i indkørselen var der sat et skilt op med et påfaldende dårligt malet fly. Typen lignede ingenting, Albert nogensinde havde set, og perspektivet var ubehjælpsomt. Det var et elendigt maleri. Den forkrøblede flyvemaskine var indrammet af skarpe, røde, gotiske bogstaver. Richthofen Museum, stod der.
På hver side af gitterlågen stod en brunskjortet frikorps-soldat, komplet med de skråremme, man åbenbart var blevet så glad for, og blankpolerede, langskaftede støvler. Det var lidt komisk at se voksne mænd klædt ud som de marcherende spejderdrenge. I indkørslen stod små klynger af mænd i lange frakker, fordelt i små grupper fordybet i samtale eller utålmodigt rygende. Albert kunne ikke se nogen, han genkendte.
Han gik op ad den korte trappe og trådte ind i hall'en. Den var mindre end han huskede den. Der var blevet bygget en ny trappe, mast på plads ved siden af den gamle hovedtrappe. Et skilt pegede op ad trappen til museet. Albert knappede overfrakken op, smøgede den af og tog den over armen. Også her var der folk, men stadig ingen, han kendte. Han lod en finger trække lidt ud i flippen, slipseknuden var vist blevet for stram. Hvad i alverden havde han forestillet sig - hvad skulle han dog her? Der var varmt i den lille hall, der var alt for mange mennesker. Han greb fat i gelænderet og gik op ad trappen. For enden af trappen stod en mandshøj glasmontre med en støvet uniform på en gine. Et lille, gulligt papkort i bunden af montren kundgjorde, at den havde tilhørt Major Albrecht Freiherr von Richthofen. Der var ikke noget interessant ved den. Alle tyske soldater havde set uniformer som den masser af gange.
Fra det lille, mørke repos trådte han ind i udstillingens første rum. Det var helliget Løjtnant Lothar, havde åbenbart været hans værelse, da han var barn. Et forvirret sammensurium af indrammede fotografier, breve og forskellige personlige effekter, der tydeligvis kun kunne have betydning for dem, der kendte ham godt. Han skyndte sig videre. Hvor underligt: Det var dette værelse, Albert havde sovet i, da han besøgte familien i sin tid.
Det næste værelse var indrettet som højalter for ritmesteren. Det var her, Richthofen havde sovet, dengang de besøgte huset. Nu var der intet, der vidnede om dets fortid som bolig. Det var et alter, en helligdom. Her var udstillet alt det, ritmesteren havde efterladt sig af souvenirs og erindringer; midt i rummet hang en monstrøs lysekrone, han i sin tid havde fået lavet af stjernemotoren fra en fransk flyver, han havde skudt ned over Verdun i '16. For enden af hver af de ni cylindre strålede en nøgen elektrisk pære, der badede rummet i et nådesløst skarpt lys. Under uhyrligheden, midt i rummet, stod et bord, der var konstrueret af knækkede træpropeller. Det var for så vidt ganske sindrigt udtænkt - men kønt var det bestemt ikke. På væggene hang alle de lærredsstykker med serienumre, han havde snittet ud af sine besejrede modstanderes flyvrag. Der var mange. Tapetet var næsten skjult bag de mange farverige tal og kokarder. Over døren hang major Hawkers Lewis-maskingevær, og et udvalg af våben og andre effekter var skruet fast på væggene. Et portrætmaleri i næsten fuld størrelse prydede den ene væg, og under det, usikkert stablet op på en opsats, stod den marmorbuste, som kejseren havde foræret ham. Den forestillede kejseren selv.
På et lille, rundt bord stod endnu en opsats. Albert gyste, da det gik op for ham at den uformelige lædertingest, der hang på den, var dén flyverhjelm, Richthofen havde haft på, da han blev skudt ned første gang ved Wervicq. Det store skudhul, hvor kuglen havde strejfet ham i nakken, var pinagtigt tydeligt.
Hvad var det for en stemning, man fornemmede her? Det var underligt at se alle disse sager, virkelig underligt. Dengang havde det virket naturligt nok, da Richthofen havde dekoreret sit værelse med trofæerne. Nu virkede det nærmest som en slags gravrøveri. Som de primitive hovedjægeres samlinger af skalpe. På en lille hylde under det selvsamme portrætfoto, som man havde brugt til at modellere bronzeplaketten i parken efter, stod de tres små sølvbægre, arrangeret omkring den store ærespokal, der altid tildeltes en flyver ved hans første anerkendte sejr.
Den tredje stue var fyldt med jagttrofæer. Fra hylder på væggen, fra vindueskarmene, fra de halvdunkle hjørner på gulvet, stirrede udstoppede dyrs udtryksløse glasøjne ham i møde med tom vagtsomhed. Rovdyrtænder blottedes i tavs, evig snerren, kløer strittede truende i løftede poter, rejst til slag, der aldrig ville falde. Der var en ubehagelig lugt af naftalin og støv i rummet. Nogle af dyrene var ritmesterens, andre var den gamle friherres. Og nogle få måtte være endnu ældre. Hovedet af en godmodig elg hang halvvejs ude i rummet. Den så ud, som om den ville opløses til en formløs støvsky, dersom nogen skulle driste sig til at berøre den.
Det næste rum gik han hurtigt igennem. Det var tomt, der var kun indrammede billeder på væggen. Fotografier fra fronten, alle de kendte ansigter. Dér grinede Lilleblomst Wolff til ham med sit lurendrejeragtige smil og filurglimt i øjnene. Dér var den gamle mester, Hauptmann Boelcke. Alle de døde, og de forfærdende få stadig levende. På et par af gruppefotografierne fik Albert øje på sig selv. Hurtigt vendte han blikket bort, utilpas ved konfrontationen med sit eget yngre jeg. Hvorfor havde han egentlig altid skulet sådan dengang? Han lignede jo en gorilla. Og hvor var de dog unge alle sammen, de rene børn. Han følte et strejf af kvalme og masede sig gennem menneskemassen videre til det sidste rum. Løsrevne bidder af samtale flagrede omkring ham. Det lød, som om de alle sammen havde været Richthofens nærmeste, og der var ingen ende på, hvad de mente at vide om ham. Richthofen skød aldrig på en ubevæbnet modstander. Richthofen havde altid gjort, hvad han kunne, for at bringe sine modstandere ned i live. Han var så renhjertet og ædel som Ridder Roland selv, så nobel, at han knap havde været menneskelig. Det var ikke en Richthofen, Albert genkendte. Han havde talt meget om riddere, men han havde også vist, at han levede i den virkelige verden.
En tung duft af blomster slog ham i møde. Mindre kemisk, men på sin vis værre end naftalinen i dyrekabinettet. Rene orgier af friske, afskårne blomster stod mast sammen i krukker og porcelænsvaser, de store på gulvet, de mindre på opsatser eller i de brede vindueskarme. Og midt i det hele, lænet op ad væggen, stod det enkle trækors, der havde markeret graven i Fricourt, og som også var blevet båret med ved begravelsen i Berlin. Endnu et maleri af den elegante, unge kavalleriofficer prydede væggen, flankeret af hele rækker af indrammede kondolencebreve og telegrammer. Nok. Det var jo kvælende, dette her. Han måtte ud.
Han gik hastigt tilbage til trappen og ned igen. Han havde gjort sin pligt, havde vist sin respekt. Nu kunne ingen forlange mere af ham. Med et lettet suk trådte han ud ad hoveddøren. Hvilken befrielse at kunne læne ryggen op ad muren og suge cigarettens velsignede, skarpe røg i sig.
"Jantzen? Er det virkelig Dem?"
"... Bodenschatz?"
"Vidunderligt! Prægtigt at se Dem, Jantzen! Tænk, at De er kommet hele den lange vej. Det må jeg sige!"
"Jo, naturligvis. Det manglede da bare."
"Hvad synes De om museet?"
Albert tænkte sig om. "Det er ... nydeligt."
"Ja, ikke sandt? Men alligevel - og lad det venligst blive mellem os, ikke, Jantzen - det er mere et mausolæum end et museum. Synes De ikke? Man tør jo dårlig tale derinde. Den prægtige gamle frue har lagt to sønner i graven. Det virker næsten, som om hun prøver at holde fast i dem her, ikke sandt?"
Albert skævede til den gamle adjudant. Han var blevet ældre, selvfølgelig, de femten år var ikke gået sporløst hen over ham, og hans civile klæder var formløse og ældgamle. Hans ansigt var furet, huden under øjnene posede en del, og hans hårgrænse lå væsentligt højere end sidst, Albert havde set ham. Men tiden var jo heller ikke gået usynligt hen over ham selv. Det ville ikke have været let for ham at mase sig ned i sin gamle uniform i dag, det magelige liv havde sat sine spor. Og hvis han skulle være ærlig, så havde han vist egentlig ikke meget mere hår tilbage end Bodenschatz.
"Nej," svarede han, "det tænkte jeg faktisk også på. Det virker så ... jeg ved ikke ... påtaget? Kunstigt? Der er så mange genstande med tilknytning til ritmesteren, men alligevel er det, som om han ikke rigtig er til at få øje på derinde. Er De ikke enig, Bodenschatz?"
"Jo, det er meget godt set, Jantzen. Meget præcist. Han er ikke til at få øje på."
Tavst rakte Albert ham en cigaret, og en tid stod de side om side og røg i tavshed. Den smule fællesskab, de havde, var allerede udtømt, og stilheden blev akavet. Bodenschatz rømmede sig.
"Nå, det er vist ved at være tid at gå ind igen. Det siges, at Göring skal holde tale."
"Göring? Nå. Ja, jeg hører, at han er kommet højt på strå. Hans parti vandt valget i marts, ikke?"
"Jo. Jo, vist så, en forrygende sejr. Der er nye tider på vej i Tyskland, Jantzen, mærk Dem kun mine ord! Nye tider!" Han viftede med en pegefinger foran Alberts ansigt. På en eller anden måde fik han det til at lyde som en trussel. "Nu bliver der taget fat om nældens rod, det kan jeg love Dem for!"
"Er Göring kommet? Er han her nu?"
"Ikke endnu. Jeg har i hvert fald ikke set noget til ham. Jeg hilste på Hauptmann Löertzer ... De husker nok, kommandanten fra Jasta 26?"
"Jo jo, vist så. Husker ham udmærket."
"Har De kontakt med andre, Jantzen? Har de set nogle af de gamle kammerater?"
"Ikke meget. Der er jo ikke så mange tilbage. Jeg hilste på Paul Baumer i København i sommeren '27, i juli måned, må det have været. Det var den dag, han blev dræbt."
"Ja, jeg hørte om det. Sørgeligt. Han var en god pilot."
"Det har De ret i, Bodenschatz. Det var en flyveopvisning. Han styrtede i Øresund. Men jeg havde faktisk en lidt sjov oplevelse omkring Baumer for et par år siden. Har De læst denne Remarques bog om krigen? Jeg studsede jo over, at hovedpersonen delte navn med vores kammerat, men en eller anden fortalte mig, at forfatteren var ven med Baumer, og at han opkaldte sin hovedperson efter ham. Er det ikke interessant?"
"Herr Remarques forløjede skriblerier er ikke en populær bog i Tyskland, må De vide, Jantzen. Det er et pacifistisk makværk, som slet ikke passer til det nye Tyskland."
"Nå. Ja, jeg synes nu, den var ganske udmærket."
"Jeg tror, det er ved at være tid. Skal vi gå ind, Jantzen?"
De indbudte gæster var begyndt at trække op på førstesalen, hvor den officielle indvielse skulle finde sted. Bodenschatz sendte Albert et skævt, hurtigt smil på vej op ad trappen, en lille konspiratorisk hilsen. Vi har overlevet værre ting end dette, syntes det at sige. Albert sukkede opgivende.
I værelset med den absurde motorlampe i loftet og propelbordet, var der opstillet en lille pult lige under det store portrætmaleri. Det var ikke overvældende mange mennesker, der var mødt frem, men rummene var små og trængslen generende. Selv når folk stod tæt, kom de forreste tilhørere næsten til at stå og læne sig ind over pulten. Det var koldt udenfor, men det havde måske alligevel været bedre at lægge hele seancen ude i haven. Så kunne der måske have været en grad af værdighed over det. Som det var, var det svært at tænke på andet end sine ømme fødder, den kvælende varme og ubehaget ved at være mast sammen med fremmede mennesker.
Ved siden af pulten stod resterne af Richthofen-familien. Den gamle moder, lillebroder Bolko, og søsteren Ilse. Moderen gemte sig, stolt og forlegen på en gang, bag en umådeholden stor blomsterbuket. Ilse så nærmest undskyldende ud, som om hun fandt det hele en smule pinligt.
Hauptmann Loertzer var den første på talerstolen. Albert huskede ham, men kunne ikke genkende ham. Også han var i det nye regimes uniform, med det røde armbind med hagekorset i en hvid cirkel.
Loertzer var blevet lige så midaldrende som alle de andre. Engang havde han været høj, rank og elegant, med et drilsk glimt i det selvbevidste blik, der var så karakteristisk for tysk landadel. Nu var han tæt, næsten fedladen, og det skarpe lys fra loftslampen skinnede i hans svedblanke isse. Han rømmede sig, og den sidste mumlende konversation døde hen. Så tog han ordet. Han stirrede bistert sit publikum i øjnene en tid lang, inden han begyndte at tale.
"Tyskland er vågnet!" råbte han med en pludselig voldsomhed. "Tyskland skal og vil genvinde sin plads i verdensordenen. Uden standhaftighed kan der ingen stat eksistere, kan der ingen stolt og ærekær nation være. Manfred von Richthofen kæmpede for Tysklands storhed og ære." Han tav for at vride den dramatiske effekt til det yderste. Igen vandrede hans blik rundt og mødte hver enkelt tilhørers med noget, der uden tvivl skulle være fasthed og viljekraft. "Den ånd, der levede i vor store flyverhelt, er ikke død. Versailles-traktaten har knust vort luftvåben, men vi under ikke os selv rast eller ro, før vi har vundet vor selvbestemmelse tilbage. Det er nu op til vores ungdom at vise, om Richthofens ånd stadig lever i dem."
Han fortsatte i en tåget blanding af opsang til ungdommen og lovprisning af ritmesteren. Her, håbede han, i dette museum, her ville hele rigets ungdom fremover hente inspiration, når de valfartede hertil fra alle hjørner af det tyske rige. Albert holdt op med at høre efter og gav sig i stedet til at prøve, hvor længe han kunne stirre ud i luften uden at blinke.
Han havde ondt i øjnene, da Loertzer omsider takkede af, og til beskeden applaus samlede sine notater sammen og trådte væk fra podiet. I stedet blev han afløst af en ung officer, der kort meddelte, at skønt Herr Generalmajor Hermann Göring brændende ønskede at være til stede, så var han beklageligvis blevet forhindret i sidste øjeblik af uopsættelige politiske pligter i Berlin. Der var dog ingen grund til sorg, han havde i stedet indtalt sin tale på en lakplade, der om et øjeblik ville blive afspillet for forsamlingen. Albert var målløs af forbavselse, da en rejsegrammofon blev båret ind og efter nogen forvirring blev klodset op på pulten. Håndsvinget blev drejet energisk, og den første plade lagt på med en andægtig alvor, så man skulle tro, det var Guds egen stemme, der var indspillet på den.
Trods den hult rungende lyd og den rytmiske kratten af småridser, var der ingen tvivl. Det var Görings stemme. Lidt mere træt, lidt mere magelig, men umiskendeligt Göring. Albert havde truffet ham en enkelt gang efter krigen, mens han arbejdede i København i 1919 eller '20, hvor Göring havde ernæret sig som postflyver mellem København og Malmö. "I hver en linie, Manfred von Richthofen skrev, klinger kærligheden til soldatens liv," sagde Göring fra grammofontragten med en stemme, der lød, som om han sad på bunden af en blikspand. "Vist er der farer, det er indlysende. Men det er jo netop det prægtige ved krigen." Det prægtige ved krigen? Albert smilede glædesløst. Et kort nu flimrede synet af Kartoflen for hans øjne. Det havde ved Gud i himlen ikke været prægtigt. Eller den brændende englænder, der var forsvundet ned mod jorden som en lille, baskende komet. Nej, kammeratskabet havde været godt, men ikke krigen selv. Göring var en idiot.
"I egentligste forstand var Manfred von Richthofen nationalsocialist. Han tjente sit folk, han tjente sit fædreland og levendegjorde således hele grundlaget for den nationalsocialistiske tanke." Hvor var det typisk Göring. Han kunne sige den slags uden at blinke. Gad dog nok vide, hvad ritmesteren ville have sagt til at blive kaldt socialist - national eller ej. Men der var ingen spor af ironi i Görings lakplade-stemme. "Han selv bliver et forbillede for enhver tysk dreng, der med blussende kinder skuer ud i fremtiden. Når en tysk dreng ser dette museum, når han stifter bekendtskab med Manfred von Richthofens gerninger, da vil hans unge hjerte slå hurtigere, og det vil være hans faste ønske selv engang at blive en Manfred von Richthofen!"
På dette sted i talen var der hak i pladen, og nålen hoppede skrattende rundt i den samme rille, mens Görings metalliske stemme gentog sit -ofen, -ofen, -ofen. Albert benyttede den almindelige uro til at bane sig vej gennem tilhørerne. Han havde ikke lyst til at høre på mere af dette vås. Det var så helt åbenlyst ikke en hyldest til ritmesteren - det var en hyldest til Görings egen, nye bevægelse. Albert kendte ikke noget videre til den, men fandt foreløbig ikke meget at have sympati med. Nej, han orkede ikke mere. Han måtte ud. Og hvem kunne vide, om ikke en behjertet sjæl havde stillet et fad med cognacglas frem derude?
I hallen stod en hel æresgarde af de brune spejdere med skæve knæ i korte bukser, og med blikket stift og højtideligt rettet frem mod deres prangende, farvestrålende faner med det krogede svastika-kors. Han orkede dem ikke, ikke engang hvis der havde været en sjus at få. Han væmmedes ved dem. Han væmmedes ved sit eget yngre jeg, der havde været præcis lige sådan. I stedet vendte han rundt og flygtede op ad trappen, op på den øverste etage. Et eller andet sted måtte trappen vel føre hen.
Han endte i det lille udsigtskammer i toppen af det flade tårn. Et lille rum, ikke meget mere end fire-fem meter på hver led, og helt tomt, bortset fra en simpel, hvidmalet træbænk rundt langs kanten. Der sad en kvinde med ryggen lænet tilbage mod vindueskarmen. Albert standsede, vendte sig og begyndte forsigtigt at liste ned igen, så snart han bemærkede skikkelsen.
"Goddag. Kom endelig op," sagde kvinden. Han standsede igen, tøvede, og trådte så op i det lille, lyse rum. "Det blev måske også for meget for Dem?" spurgte kvinden venligt. Det var søsteren, Ilse.
"Frau von Richthofen," sagde han og slog akavet ud med hatten, som han stadig holdt i hånden. "Jeg ... ville ikke forstyrre Dem."
"De forstyrrer skam ikke. Har De en cigaret?"
Han tog den krøllede pakke op af frakkelommen, rakte hende en og satte selv en mellem læberne. "Jeg har desværre ikke nogen tændstikker," sagde han undskyldende.
"Det er i orden, tændstikker har jeg selv. Her, lad mig tænde for Dem." Han satte sig på bænken ved siden af hende. Det var et smukt lille rum i grunden. Det tjente intet fornuftigt formål, men der var en prægtig udsigt over byen.
"Strengt taget hedder jeg ikke længere Richthofen. Jeg har været gift, skal jeg sige Dem. Nu hedder jeg von Reibnitz."
"Om forladelse. Det vidste jeg ikke."
"Jeg husker Dem udmærket, Løjtnant Jantzen. De besøgte os i '16 eller '17, ikke? Sammen med Manfred?"
"Det er sandt. Det gjorde jeg. Det var en dejlig ferie."
"De svarede aldrig på mit brev ..."
"Nej" sagde Albert. "Hvis det er nogen trøst, har jeg stadig dårlig samvittighed over det af og til."
"Det er i orden. Det gør ikke noget." Hun tav og kiggede frem for sig, ud i den grå, allerede skumringsmørke aprilaften. "Jeg var ganske betaget af Dem, løjtnant. Vidste De det? Jeg tror, jeg var en smule forelsket i Dem." Albert vidste ikke, hvad han skulle svare. Han sagde ingenting. "Om forladelse, jeg gør Dem forlegen."
"Nej, det gør ikke noget. De havde været gift, sagde De ...?"
"Min mand er død. Han døde i '29."
"Det gør mig ondt. Har De børn?"
"Tre. To drenge og en pige. Og de selv? Er De blevet gift?"
"Ja. Ja, jeg er gift. Har en datter. Bor i København nu."
"Hvad arbejder De med nu? Hvad har De foretaget Dem siden krigen? Flyver De stadig?"
"Nej, jeg har ikke fløjet, siden krigen sluttede. Jeg ... jeg tegner. De ved, skitser til aviserne, små morsomme situationsbilleder, et par billeder med en sjov tekst. Reportager fra retssager og den slags ... Lidt portrætter. Hvad der nu sådan dukker op."
"Hm."
Igen tavshed, men det gjorde ingenting. Det var ikke spor akavet. Rart, faktisk, blot at sidde her i fred for den opstyltede højtidelighed nedenunder.
"Skrækkeligt forudsigelig tale, Herr Göring havde indspillet til os, synes De ikke?"
"Forfærdelig. Men lige hans stil."
"De kender ham måske i forvejen?"
"Lidt. Efter Deres bror faldt i april '18 overtog Oberleutnant Reinhard kommandoen. Og da han blev dræbt to måneder senere, var det Göring, der efterfulgte ham."
"De brød Dem ikke om Göring?"
"Njah. Han var vel hverken værre eller bedre end de fleste."
Albert faldt hen i tanker. Han havde i virkeligheden ikke haft meget at gøre med Göring dengang. Alting havde været i opløsning på det tidspunkt, og det sociale liv på basen var gradvis skrumpet ind til det rene ingenting. Krigen var tabt, det vidste de alle sammen. Østfronten var kollapset helt med revolutionen i Rusland, og en overgang havde det set ud til, at tyskernes frigjorte tropper østfra ville vende udviklingen i vest. Men selv den store offensiv i foråret '18, Kejserslaget, havde ikke formået at afværge det uundgåelige. Alligevel var JG1 og resten af flyverkorpset fortsat med deres pligter, om muligt endnu mere sammebidt end førhen. Hvad havde de i grunden kæmpet for? Sejr? Ingen havde længere haft den allermindste tro på sejr, og pligten var det eneste, de havde tilbage. De havde kæmpet, fordi det var, hvad en soldat gjorde.
Efteråret 1918 havde været én lang, ustoppelig tilbagetrækning. I begyndelsen af november havde Kejser Wilhelm fraskrevet sig tronen og var draget i eksil i Holland. Hans høge havde kæmpet videre i deres fly, men de havde kæmpet mekanisk, uden noget håb, blindt og forbitret. Og da meddelelsen om våbenstilstanden omsider kom, klokken elleve på den elvte dag i den elvte måned, var der ingen, der var brudt ud i jubel over den fred, de havde drømt om så længe. Den eneste reaktion havde været udmattelse. En eller anden form for lettelse havde de vel følt, men Albert huskede intet andet end tomheden. Tomheden og udmattelsen, og stilheden, da kanonerne omsider tav efter mere end fire års uafbrudt tordnen.
Oberleutant Görings sidste handling som leder af JG1 havde været den, enhver leder frygtede - at opløse sin egen enhed. Den 16. november, fem dage efter fredsslutningen, var de fire jastaer fløjet til Darmstadt, havde parkeret deres maskiner, og var simpelthen gået hver til sit med forlegne blikke og tavse nik. De havde været verdenhistoriens mest succesrige flyverenhed, de talte flere esser i deres rækker end nogen anden enhed, tyske eller allierede, og deres samlede tab var mindre end en tiendedel af de andres. De havde været helte, men nu var de med ét bare arbejdsløse. Hvad skulle man stille op med en flyverhelt i fredstid? Hvad skulle de stille op med sig selv? Ingenting havde været som før; Tyskland var knust, ingen havde vidst, hvad fremtiden ville bringe, og hungersnød og kaos herskede overalt. I gaderne anstiftede spartakisterne revolutioner over hele landet, og selv om der var stille langs frontlinjen, så rungede Tysklands gader ofte af skudvekslinger. Albert havde ingen mening om de revolutionæres visioner, men fandt det anstødeligt, at tyskere nu skød på tyskere. Han havde valgt at rejse hjem. Hvor skulle han ellers være draget hen?
Han rystede på hovedet og lod tankerne fare. Ilse talte til ham.
"Hvad synes De om vores museum, Herr Jantzen?"
"Skal jeg være ganske oprigtig ... jeg finder det en lille smule ... uhyggeligt."
"Ja. Det gør jeg også. Morbidt. Næsten som en slags mausolæum, ikke sandt? Forfærdeligt."
"Nåh, ligefrem forfærdeligt er det vel ikke."
"Det er mamas hjertesag, må De vide. På fire år mistede hun sin ægtemand og sine to ældste sønner. Hun har brug for dette. Hun har brug for et sted at dyrke deres minde. Lothar døde jo også, en flyulykke efter krigen, ved De."
"Det er vel forståeligt. Deres mors ønske, mener jeg."
"Ja. Det er forståeligt. Men jeg ved ikke, hvad Manfred selv ville have ment om det. De kendte ham ret godt, ikke? Hvad tror De?"
"Jeg tror ... jeg tror, at han ville forstå det. Men jeg tror ikke, han ville have brudt sig særligt om det." Albert lo kort. "Men jeg tror, han ville have været glad for, at hans samling er bevaret."
"Sikkert. Han var meget stolt af den."
"Det må have været hårdt at miste ham ..."
"Egentlig ikke. Ikke for mig. Jeg vidste, det ville ske. Jeg tror også, han selv vidste det. Jeg kan huske den sidste gang, han var hjemme på orlov. Mama fandt et fotoalbum frem og spurgte til hans gamle venner. Og hver eneste gang hun spurgte, svarede han, at de var døde. De var alle sammen døde. Alle sammen. Der var meget stille omkring middagsbordet den aften."
"Jah. Det var en farlig beskæftigelse. Vi var ikke mange, der slap helskindede fra den affære."
"Men det var et stort chok for mama, selvfølgelig. Og for stakkels Bolko, han forgudede Manfred. Jeg tror ikke, mama nogensinde helt har accepteret det. Arbejdet med museet trøster hende, tror jeg."
"Det er da forståeligt."
"Ja ..." hun tav igen. Albert kunne godt lide det. Det var rart at være sammen med en, der ikke frygtede tavsheden. "Var det det hele værd, Jantzen?" sagde hun pludselig. "Var det alle ofrene værd?"
Han tænkte sig om. "Selvfølgelig ikke," svarede han langsomt.
"Nej. Det tænkte jeg nok."
Udenfor var solen næsten helt gået ned nu. Himlen var stadig rosa i vest, men mørket havde sænket sig over Schweidnitz. Rundt omkring imellem trækronerne og hustagene var gadelamper begyndt at glitre som små, forvirrede stjernebilleder. Et blidt og venligt gult lys sivede ud gennem nedrullede gardiner i byens vinduer. Det var rart at sidde heroppe og se ned på byen, at kunne betragte det hele ovenfra, uden at skulle tage del i det, forholde sig til det. Heroppefra lignede hitlerjugend-drengene almindelige glade børn, der legede røvere og soldater. Heroppe fra så det hele så fredeligt og harmløst og venligt ud. Det var lidt som at flyve - nær ved jorden, men alligevel behageligt på afstand. Albert havde lyst til bare at blive siddende. Det sidste spinkle glimt af solen forsvandt og efterlod Albert og Ilse i mørke, kun oplyst af to små, spinkle cigaretgløder. Mørket sænkede sig endnu en gang over Tyskland.