Mester Gert Westphaler

Da denne Komedie blev opført i 1722, havde den fem Akter; den gjorde ikke Lykke ved Premieren, efter Holbergs Beretning; han skrev da en (tabt) Prolog dertil, som forklarede Komediens Mening, og saa vendte Stemningen sig. Alligevel har Forfatteren besluttet sig til en radikal Omarbejdelse af Komedien, som blev til et Enaktsstykke. Den oprindelige Femaktskomedie var da trykt i det første Bind Komedier, 1723, men da dette blev genudgivet 1724, stod heri den nye Form, som bevaredes i Den danske Skueplads 1731, og som man vil finde nedenfor. Men for at give Læseren Mulighed for Sammenligning følger her en kort Analyse af Femakteren. Man vil se, at den er mere episk end dramatisk, en meget tung Maskine at slæbe over Scenen; bedst deri er nogle kraftigt skaarne Bifigurer, Tiggersken, Værtshusholderen, Flensborgeren; Tobias Prokurator har større Spillerum her end i den kortere Komedie.

Holberg aabner Femaktskomedien med et Sammenstød mellem to Borgere, Henning og Niels; Henning slaar af Vanvare Niels, fordi han tager ham for en snakkesalig Barbér, som nylig har talt ham fra Vid og Sans. Denne viser sig pludselig, de to andre flygter, og Gert Westphaler klager i en Monolog over Folkene her i Byen, der ikke værdsætter en Mand som kan tale; de vil bare æde, drikke og spille Kort. Og »Talen er jo det, hvorudi vi kiendes fra Besterne, det andet, nemlig at spille, æde og drikke, og sove, har vi tilfælles med Besterne«. 'spille' er et dristigt og uhøvisk Ordspil! - skulde nogen være i Tvivl, saa slaa op Bind II, S. 375 og 378. - Gert er paa Jagt efter Folk han kan tale til; hans Kontaktsyge er Taledille; men selv en Tiggerkælling, der venter Almisse af ham, flygter paa sine Krykker. Det var 1. Akt, og den forsvandt helt under Forkortelsen. - Gert har længe skullet fri til Apotekerens Datter, men kommer aldrig saa langt for sine syge Foredrag om uvedkommende Sager. I 2. Akt maner hans Moder ham til et nyt Forsøg, men da han træffer en rejsende fra Haderslev, maa han fortælle om sin Rejse dertil, indtil Manden stikker af og Gert udbryder: »Mon Fanden tog Hadersleveren?« - Tredie Akt foregaar i et Værtshus, hvor Gert til Værtens Fortrydelse fordriver Gæsterne med en Forelæsning om de syv Kurfyrster. - Endnu i 4. Akts 1. Scene er vi i Værtshuset. Prokurator Tobias overtaler Værten til at anlægge Sag mod Gert for at have skadet ham i hans Næring. Men derefter flytter Scenen til Apoteket, Gerts Frieri løber atter ud i hans unyttige Talestrøm; Moderen faar dog Apotekeren til at give den uheldige Mand en allersidste Mulighed, som straks forspildes! En Flensborger, som bliver barberet af Gert, er snedig: han giver igen med samme Mønt og fortæller en uendelig Historie om en Byld bag sit Øre! Gert stævnes nu for Retten af Gæstgiveren - Tobias mager det saa, at han ogsaa bliver Advokat for Barberen! - Efter denne lange og snoede 4. Akt kommer Afslutningen brat i 5. og sidste Akt: den snedige Prokurator hvisker Byfogden i Øret, at han skal dømme Gert Westphaler til tre Dages absolut Tavshed - det sker og den snakkesalige Barbér maa bilde sig ind, at hans Hatteeller Hueblok er et Menneske: »Jeg maa tale; thi jeg kand umuelig ellers leve«.

(http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgTex...)