Let´s Steal the Child ... And Go Away to Spain

De taler til mig... de andre indlagte, spørger, om jeg ikke vil med ned i rygerummet og have en smøg, eller Kirsten, som gerne vil bolle med mig inde på sin stue, hun trækker mig i ærmet og siger: - Åh, kom nu!

Men jeg gør det ikke, for hun er lige så gammel, som min mors moster, og hun lugter grimt ud af munden.

Personalet smiler hele tiden åndssvagt, synes jeg, når de går forbi og spørger, om jeg vil have mere kaffe eller saftevand, og jeg skal endelig bare sige til, og jeg forsøger virkelig at svare, at forbinde sætninger og uendelige rækker af ord inde i mit hoved, og jeg prøver at lave lyde med min mund, men der sker bare ikke noget. Ordene går ligesom i op¬løsning, brister som sæbebobler lige inden, de kommer ud over mine læber. Sådan er det hver gang... og sådan har det været længe. Ja, faktisk tror jeg ikke, jeg har talt i over et år.