Centralthailand | Bangkok
59
PORTRÆT
MADKURSUS I BANGKOKS SLUM
Den energiske kvinde hiver sit hold af elever gennem Klong Toeys marked hver morgen for at købe råvarer til fire forskellige klassiske thailandske retter, som skal laves på Poos madlavningsskole. At tage på madlavningskursus under en rejse til Thailand er ikke noget nyt, men at gøre det i et lille køkken i Bangkoks største slumområde er så afgjort nyt.
Klong Toey har cirka 100.000 indbyggere og er det fattig-ste område i Bangkok med en befolkningssammensætning, der byder på alt fra katolske præster, kriminelle bandemed-lemmer, aids-patienter til illegale immigranter fra Cambod-ja og Myanmar. Skræmmende? Overhovedet ikke.
Poos madlavningskursus er så populært, at hun på sitet www.tripadvisor.com konstant er ratet som en af Bangkoks bedste attraktioner (og her er hun vel at mærke i samme liga som megaattraktionerne Wat Po og Grand Palace). Si-den hun startede sit madlavningskursus, har hun både ud-givet en kogebog, rejst Australien rundt og lavet mad med ingen ringere end Jamie Oliver. Poo er en sand solstråle-historie, men vigtigst af alt, så har hun stykket et fabelagtigt kursus sammen.
På markedet sørger Poo for, at ingen står tilbage med spørgsmål om, hvad den mærkeligt udseende grøntsag er, som en af eleverne har fået øje på. Og hun besvarer det evige spørgsmål, før det bliver stillet: Spiser folk virkelig de stegte insekter? ”Det her er myrer. De smager surt, og folk fra den nordøstlige provins Isan elsker myrer. I dag skal vi ikke have myrer,” siger Poo spøgefuldt, mens hun peger på bunken af insekter.
Klong Toey marked er den del af slumområdet, som de fleste udlændinge er bedst kendt med. Adskillige madlav-ningskurser har deres udgangspunkt her i morgentimer-ne. Og med god grund – markedet er en udfordring for alle sanser. De levende frøer, der venter på at blive købt og fortæret, kvækker højt. Og duften, eller stanken vil no-gen måske sige, af de store piggede Durian-frugter, kradser grundigt i næseborene. ”I gamle dage var her hverken mar-ked eller en slum. Her var kanaler med vand, og de hedder ’klong’. Og de var omkranset af pandanbuske, som hedder
’toey’ på thai,” forklarer Poo, mens hun guider sit hold ud af markedet og hen til køkkenet, hvor madlavningen skal gå i gang.
I 2007 solgte Poo mad fra en vogn, som hun trillede rundt med i slummen. Hun tjente, hvad der svarer til cirka 25 kro-ner om dagen, og arbejdede hver dag, hele året og havde ingen opsparing eller ekstra penge, hvis én af hendes to sønner skulle blive syge. Gennem en velgørende australsk organisation fik Poo et såkaldt mikrolån, så hun kunne købe en bil til at transportere sine elever i, leje et lokale og købe udstyr. ”Før havde jeg ingenting, men nu har jeg ikke bare en bankkonto og kan lægge penge til side – jeg har an-satte, som kan gøre det samme,” fortæller Poo, mens hun instruerer i, hvornår nudlerne til pad thai er ”al dente”, og forklarer, hvorfor klisterris skal koge i op til otte timer.
Og det er netop viljen til at hjælpe andre, som gør Poos madlavningskursus til noget helt særligt. Den hjælp, hun har fået til at starte sin forretning og til at udgive sin egen kogebog, både på thai og på engelsk, betyder, at Poo nu har et mentalt og økonomisk overskud, som hun giver til-bage til sit samfund – indbyggerne i Klong Toey. ”Over-skuddet fra bogsalget og fra madlavningsskolen går til at få andre mennesker i slummen i gang med forretninger ligesom min, så de kan få et bedre liv,” fortæller Poo.
Omtrent hundrede meter fra det lille hus, hvor Poo hver dag lærer turister at kende forskel på karryretter og tek-nikken bag at snitte en grøn papaya helt perfekt, ligger et hospice for aids-patienter. Jævnligt tager Poo og hendes ansatte over på hospicet og laver mad til patienterne og hygger om dem. For som Poo siger, så handler det alt sam-men om at give til mennesker, der har mindre end en selv. F se side 61.