MIT FØRSTE LIVSAFSNIT 1937-47
Mit her er Dalgas Boulevard 85, København F. – Mit der var Kong Georgs Vej 70. Begge lejligheder på 1. sal og begge på Frederiksberg.
Her mens jeg tænker på besættelsestiden og befrielsen, har jeg to bøger liggende foran mig. Den ene – Jeg brød et løfte – er kommet på Roskilde Bogcafé 2007, og er skrevet af en kvinde, hvis skæbne var, at hun og hendes forældre var i Modstandsbevægelsen. Hun hedder Dorthe Emilie Røssell.
Jeg tror ikke nogensinde, jeg har læst en bog, uden at en eller anden har gjort mig opmærksom på den. Min tillid til Jens Andersen fik mig til forleden at købe bogen antikvarisk. Han gav den 5 stjerner og skrev: “Dette forårs mest bevægende erindringsbog for børn og voksne. Utrolig velegnet til oplæsning, eftertanke og samtale i familiens rum og danske klasseværelser. Læs den både for dig selv og dine børnebørn”.
Jeg tog en pause for at gå på Hovedbiblioteket i Krystalgade og løb lige ind i Jens Andersen. – Længe leve anmeldere, der får os til at læse!
Dorthe Emilie Røssell var 12 år i 1940, og hendes skæbne er 100% bestemt af, at hun var barn af Anden Verdenskrig.
Den anden bog, Hvilken befrielse – fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge, 1995, er skrevet af Claus Bryld. Hans skæbne er lige modsat afgjort af, at hans far var nazist og fik 10 års fængsel.
Mens hun i en vis forstand føler, at en sten falder fra hendes hjerte i 1945 – så hun kan sige Hvilken befrielse! – må han med smertefuld ironi spørge Hvilken befrielse. I hendes mund betyder ordene altså: Sikke en glæde! Mens Claus Bryld ikke kan føle nogen frihed, kun en ond bundethed. Faderens skæbne var familiens skæbne. Han blev aldrig fri for sine traumer. – Hun heller ikke for sine.
Men hvad betød befrielsen for mig?
Jeg husker skarpt den 4. maj 1945, hvor vi løb fra Frederiksberg til Rådhuspladsen med et dannebrog mellem os. Der blev jublet, så trommehinderne var ved at sprænges, men var der mellem de mange tusinde både en Dorthe og en Claus? Og hvem var jeg, den otteårige Johannes – eller Hanse, som jeg blev kaldt? Var jeg besat eller befriet?
Claus Bryld måtte gå i psykoanalyse. Han er i dag professor i historie. Dorthe Emilie Røssell havde lovet sin far, som var kvæstet efter at have overlevet koncentrationslejren, at holde tæt med, hvad hun vidste. Hun brød sit løfte efter at have læst Peter Øvig Knudsens bog Birkedal – En torturbøddel og hans kvinder, 2004.
Birkedal havde mishandlet hendes forældre.
Dorthe Emilie Røssell fortæller, at hun som 12-årig blev hentet i familiens sommerhus i Hjortekær. Hun fik at vide, at hun kunne få lov til at møde sin far. Det var dog ikke faderen, hun mødte, da hun kom til Shellhuset. Det var Birkedal, som truede hende med, at hvis hun ikke fortalte alt, ville hun blive skudt for øjnene af sin far, når han om lidt blev hentet – eller omvendt: Han ville blive skudt for øjnene af hende. Kan man udsætte et barn for noget værre? Hun følte sig mere bundet af sit løfte end tvunget af sin angst. Faderen blev hentet og var ødelagt af tortur.
Først nu – på denne side af årtusindeskiftet – turde hun fortælle det, hun havde fortiet. Det er Øvig Knudsen, der har opfordret hende til at skrive bogen.
Claus Bryld har også haft brug for at fortælle sin historie til offentligheden. Først nu kan han bruge titlen uden ironi og bitterhed.
Andre kendte har talt åbent om tiden og dens følger. Lotte Tarp fortæller i Det sku’ nødig hedde sig (1997) om det forbudte og fortiede: Hendes mor havde fået hende med en tysk soldat. For nogle år siden kom det frem, at Poul Nyrup Rasmussens far havde været nazist. Det kom også frem, at Storm P. var grebet af de nazistiske ideer. Hvordan ville jeg selv have tacklet det, hvis jeg havde været lidt ældre? Var jeg blevet nazist eller modstandsmand?
Vi, der var udenforstående, har vel ikke fået sår?
I glimt dukker min mors rædselsslagne ansigt op den dag, hun kom hjem efter at have oplevet den Franske Skole i brand på Frederiksberg Allé efter det fatale bombardement – og jeg husker, at min far engang overlevede en schalburgtage ved at springe ind i en opgang. Situationen var, at man skød på tilfældige forbipasserende som hævn for frihedskæmpernes sabotage.
Jeg så på befrielsesdagen min kammerat blive dræbt ved et vådeskud. Det var uden for bryggeriet Stjernen, der fungerede som våbendepot for modstandsfolkene. Og jeg forsøger at tænke efter: Hvad kom disse oplevelser til at betyde for mig? Fortrængning, skyldfølelse, taknemmelighed over at være i live? Leif Panduro – hvis far var nazist – var selv i Modstandsbevægelsen. Han blev ramt i maven af et vådeskud på befrielsesdagen.
Jørgen Gustava Brandt, som var jøde, ser fra 1941 ganske små urovækkende forandringer:
“Allerede 1941 kom vores kammerat i kvarteret Ralf Perlman pludselig til at hedde Hansen. Da vi var flyttet hjem i Pilestræde fra sommerhuset 1943, skete der nogle forandringer i nabolaget i løbet af nogle dage. Først lagde vi mærke til, at de to ældre søstre, frøkenerne Goldschmidt, hvis vinduer var lige over for vores, var borte. Dem havde vi bare sådan et hilseforhold til. Når de skulle ud, plejede de at køre med taxa. De var så korpulente og gangbesværede, at chaufføren hjalp med at få dem bugseret ind i vognen. Den gamle skomager Diamants butik var lukket, og der var skodde for døren. Nathan Mendels antikvarboghandel var lukket og slukket. Vi opdagede det i løbet af en uges tid. Glarmester Cohen kom ikke mere trækkende gennem gaden med sin trækvogn stablet med glasplader med grønt klæde imellem. Vi så ikke mere det daglige optrin med hr. Silberstein om formiddagen, når han kom danse-løbende og elegant (…) bevægede sig ind og ud mellem vognene og cyklerne for at skrå over i tobaksforretningen for at købe sin frokostcigar. Sara Katzav og Rakel Enk kom ikke mere hos min søster (…).”
I min familie kendte vi kun én jøde, der kom i vores hjem. Han hed Seligman. Han forsvandt til Sverige. Jeg tænkte, da jeg læste om Gustava Brandts jødekvarter i Pilestræde, hvor har jeg læst dette før? Jeg var pludselig sikker på, at det var i Johannes V. Jensens Kongens Fald (1900-01). Da jeg bladrede i den, huskede jeg, at det i min udgave fra 1944 var en venstre-side. Jeg fandt det i det afsnit, der hedder Drømmeren og Foraars Smærte:
“Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag. Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre ind efter Susanna i Dag. Alt hvad Mikkel Thøgersen vidste om Susanna var, at hun hørte til i Huset hos den gamle Jøde Mendel Speyer; kanske var hun hans Datter. Navnet havde været ham bekendt, længe førend han opdagede hende derinde i Haven, det stod tit og ofte malet med Kridt paa Husstolperne tilligemed sjofle Figurer. Navnet og Tegnet blev slettet ud, kom igen og blev slettet ud ligesaa rask”.
Dér fortælles om jøden Susanna, som bliver straffet for løsgængeri (prostitution), at hun boede med sin far, som netop hed Mendel.
Jeg har kendt tre modstandsfolk, som aldrig kom over, at de havde dræbt. Sognepræst i Sønderho, Fanø, Hans Brink Jensen, redaktør Bent A. Koch og fængselspræst ved Statsfængslet i Vridsløselille, Erik Carlé. To af dem ville ikke tale om det. Bent A. Koch sagde nej til at medvirke i Øvig Knudsens bog Efter drabet, 2008. Heller ikke Erik Carlé ville tale. De var livet igennem præget af deres fortid. De huskede let og glemte tungt.
“I skal være likvideringsgruppe!”
“Det kan jeg ikke klare endnu”.
“Jamen, så bliver I sabotagegruppe!”
“Det er i orden”.
Sådan indleder Hans Brink Jensen sine erindringer (i Den troede jeg ikke på).
Hans Brink Jensen opfordrede sin datter, sognepræst Trille Brink Jensen, til i begravelsestalen over ham først og fremmest at fortælle, at Poul Ørum kaldte ham “en helvedes god sabotør”. Hvilken befrielse og et lettelsens suk gik der ikke gennem forsamlingen i kirken, da det, som vi alle vidste, blev udtalt – for at vi ikke skulle huske så let.
Jeg har hørt venner sige, at det bedste var, at de på befrielsesdagen rev mørklægningsgardinerne ned og brændte dem af på gaden. Lyset strømmede ind ad vinduerne – Hvilken befrielse! Andre mørklagde den forbigangne tid med sindets sorte gardin. Hvad mørklagde jeg? Hvilke oplevelser og indtryk blev forvist fra mit sind – eller levede videre i mørket som dæmoner? Og hvilken konsekvens har besættelse og befrielse haft for mit liv? Mine første ti år er vel også præget af fortrængning. Jeg havde aldrig set et menneske dø, før min kammerat blev skudt. Måske er det derfor, jeg ikke husker meget fra mine tidlige skoleår. Fortrængning af traumatiske begivenheder er et centralt tema i min roman Holger Danskes Vej 60, 1989.
Jeg holder meget af den tysk-jødiske digterinde Nelly Sachs (f. 1891 i Berlin – død 1970). Olaf Lagercrantz, som var en nær ven af hende, skrev hendes nekrolog 1970. Nelly Sachs’ digtning har sit udgangspunkt i den europæisk-jødiske undergang. Hun kom som flygtning til Sverige og blev anbragt i en stue, hvor der kun var en barneseng. Den passede hende perfekt. Hun interesserede sig for den kristne mystik og koncentrerede sig om smerten, lidelsen og døden. Hun mente, at den jødiske katastrofe kun var én af mange i atomalderen. Massedøden ville fortsætte i de næste århundreder. Lagercrantz sagde, da hun modtog Nobelprisen i 1966: “Nelly Sachs hører til de digtere, vi i fremtiden behøver mest.” Jeg læste hende kun, fordi Gunnar Ekelöf satte hende lige så højt som Lagercrantz. Hun kaldte de to forfattere for sine søskende – fordi hun ikke havde søskende. De var jo døde. En parallel til Nelly Sachs har vi i den dansk-polske forfatterinde Janina Katz (f. i Krakow, 1939), som kom til Danmark i 1969 og debuterede i 1991 med digtsamlingen Min moders datter, siden erindringsværket Mit liv som barbar, 1993, Fortællinger til Abram, 2001 og Min spaltede tunge, 2006. I romanen Drengen med hunden, 2005 – behandler hun flygtningeproblematikken og et liv uden rødder. Det er fine erindringer. Janina Katz skriver om fravær, smerte og mangel på sammenhæng i livet.
Den algeriskfødte franske filosof Jacques Derrida (1930-2004) sammenligner teksten med et forældreløst barn. Ordene på papiret leder efter deres forældre, som har forladt dem. Læseren må træde i mors og fars sted, forklare og trøste, finde den tabte mening og den tabte oprindelse.
Man siger, at det aldrig er for sent at få en god barndom, og jeg behøver ikke at anstrenge mig for at huske lykkestunder. Ikke mindst når jeg løb min far i møde, når han vendte hjem fra sin skole i Hvidovre. Jeg så ham på hjørnet af Kong Georgs Vej og Fasanvej og spurtede ham i favnen. Han løftede mig op og krammede mig.
De første linjer, jeg skrev, var knappe. Der var engang en dreng. Han boede i et hus, mere ved vi ikke. Jeg tænkte ikke på mig selv, men på en af de drenge i huset, som jeg misundte, fordi han var teknisk dygtig. Han kunne lave sæbekassebiler og oven i købet sætte sejl på, så vinden kunne drive dem. Han kunne spille dukketeater på vores loft og spille stykker, så vi gyste og blev imponerede af de kulisser, han havde malet af skyskrabere i New York. Hvilken befrielse! Vi troede, han blev ingeniør, men han ramtes af skizofreni, før han fyldte 20, og lå kun og stirrede op i loftet. Hvilken befrielse? Hans historie kan jeg ikke fortælle, men flere af de andre, jeg legede med, er siden dukket op:
Én fordi han blev fængselsbetjent, en anden fordi han giftede sig med min kusine, en tredje fordi hans mor bad mig om at besøge ham, da han havde fået kræft. Klokken slår os alle.
Der var engang en dreng. Han boede i et hus – mere ved jeg ikke. – Jo i dag ved jeg betydeligt mere. For eksempel er jeg meget bevidst om, at hele retsopgøret gjorde større indtryk på mig end befrielsen. Min far læste om de mange, der blev dømt til døden. Den sidste, der blev henrettet, var netop Birkedal. Det var i 1950. Lang tid at vente på døden. Prof. Hal Koch skrev Jeg anklager Rigsdagen, 1947. Kendt blev sætningen: Plager Fanden jer? som var overskrifter på en artikel skrevet i protest mod henrettelserne. Chokket for mig var, at også kvinder havde været i tyskernes tjeneste og havde udøvet tortur – blandt andre Anna Lund, som selv havde udøvet tortur og udelukkende undgik at blive henrettet, fordi man havde vedtaget ikke at henrette kvinder – og Grethe Bartram, om hvem det hed, at hun foruden de penge, hun fik for at angive 70 mennesker – selv bad om lov til at overvære torturen.
På Svalegangen i Aarhus så jeg den 26. marts 2010 en dramatisering af Ann Sofie Oxenvad. Forestillingen hed Besættelse. Stykkets udgangspunkt var netop retsopgøret mod Grethe Bartram umiddelbart efter 1945. For instruktionen stod Lars Junggreen, scenografi Gitte Baastrup. I hovedrollen som Grethe Bartram så vi den unge Signe A. Mannov. Stykket spillede for fulde huse. Det var fabelagtigt godt og gjorde indtryk på mange mennesker. Ann Sofie Oxenvad bruger titlen Besættelse med samme dobbelttydighed som befrielsen. Forestillingen er et spil om erotisk og ideologisk forførelse.
I mit hjem talte man især om præsteskæbner. Min far og mor talte om den første, der blev henrettet i forbindelse med retsopgøret. Han hed Flemming Helweg-Larsen. Faderen var sognepræst, og mine forældre kendte ham personligt. Faderen fik den frygtelige opgave at være til stede ved sønnens henrettelse og bede fadervor med ham.
Der var talrige, som frivilligt bad om at få lov til at dræbe de dødsdømte, men man vedtog, at politiet skulle stå for henrettelserne, fordi det ikke skulle være en hævnaktion. For at den enkelte betjent ikke skulle få men, var der to geværer, som kun havde løst krudt.
Hvis det er rigtigt, at vores lidenskaber formes, før vi er kønsmodne, har indtryk fra retsopgøret sat sig spor og præget mit sind og mine fantasier. Alt, hvad jeg så og hørte, blev med usynlig skrift indridset i mine erindringer. Det er oplevelser, jeg ikke har kunnet ryste af mig, og som har plaget mig i alle de år, hvor jeg ikke vedkendte mig dem. Siden blev de en ressource og en righoldig kilde, som jeg i min kreative udfoldelse kunne tære på.
Jeg husker ikke min konfirmation. Jeg husker heller ikke min mellemskoleeksamen, men jeg husker, da jeg første gang fik sædafgang. Jeg var sendt på sommerferie hos en af min mors kusiner, som boede i Kerteminde. Det, der får mig til at komme ind på det, er, at Gustava Brandt i sine erindringer skriver:
“Jeg mindes et permanent nærværende seksuelt behov siden jeg var 10-12 år. Jeg fik min første sædafgang bag en blomstrende hyldebusk i Hestehegnet bag vores have. Det blege fluidum, der stødvist ramte bladene i buskadset, var noget af en overraskelse, ledsaget af en fryd i underkroppen, det sug, der gik helt bagud til røvhullet. Denne fornemmelse kendte jeg, fra før jeg var i stand til at ejakulere, men da det skete, var oplevelsen langt stærkere.”
Gustava Brandt fortæller ikke, hvilke fantasier han havde. For mit vedkommende var det altid sadomasochistiske forestillinger. Seksuelle tilbøjeligheder er formodentlig en kodning eller noget, der ligger dybere. Men der er ingen tvivl om, at mine fantasier tog næring af tidens hændelser.
Store ånder har haft problemer med begrebet onani. Soya siger: Onani er en dårlig sædvane. Woody Allen siger: Hvad er der i vejen med onani? Det er da bare erotik med én, man elsker. H.C. Andersen satte et kryds i kalenderen, hver gang han onanerede. Nogle gange flere gange på én dag. Den store H.C. Andersen-fortolker Klaus P. Mortensen skriver i sin skelsættende bog Svanen og skyggen, 1989, at den væsentligste bestanddel af H.C. Andersens rige fantasi hidrører fra det, han kalder erotisk spilddamp.
I kirkehistorien er fænomenet onani blevet kraftigt misforstået. Hvis man slog op i en lægebog fra 1800-tallet, blev man informeret om, at selvtilfredsstillelse førte til rygmarvslidelse og sindssyge. I Biblen fortælles om Onan, at han skulle gøre sin brors enke gravid, så slægten kunne videreføres. Det hedder, at han, hver gang han lå med hende, sørgede for, at hans sæd faldt i græsset og gik til spilde. Derfor blev Gud vred på ham. Det var en brors pligt at være stedfortrædende, så slægten kunne fortsætte.
Jeg har ofte besøgt ARoS-kunstmuseet i Aarhus med det ene formål at se Willumsens billede af Sophus Claussen, som læser sit digt Imperia. Billedet er malet i 1915. Farverne er grønne, orange og gule – de to første understreger dramaet i oplæsningen, den skarpe gule tegner stemningen i hjemmet. Kompositionslinjerne (to lodrette linjer i det gyldne snit og en vandret gul/turkis linje) understreger Claussens struttende korpus og fremhæver modsætningen mellem den aktive og udadvendte Claussen og den indadvendte Helge Rode. Helge Rode lytter, hypnotiseret af ordene, og Willumsen har anbragt sig selv på en stol i billedet.
Digtet Imperia er fra 1909. Sophus Claussen befandt sig på et hotel, da jordskælvet i Marseille udbrød. Han var sammen med andre danskere, som sad dybt chokerede tilbage. Han var overrasket over, at han selv var rolig og uanfægtet. Han noterer, at han ligefrem “nød en besynderlig ufølsomhed i mine indre og ydre organer”. Inden jordskælvet havde han på grund af mistralvinden pådraget sig en ondartet halsbetændelse, så han ikke kunne sige et ord. Da jordrystelserne ophører, opdager han, at den mægtige kraftudløsning har helbredt ham. Han havde fået sine talegaver tilbage, som om jordrystelsen havde rømmet sig på hans vegne. Talegaver betyder i hans tilfælde også digtergaven.
Imperia er udformet som et jeg-digt.
Jeg er Imperia, jordmassens dronning,
Urstærk som kulden, der blunder i bjergenes skød,
mørk og ubøjelig – ofte jeg drømmer mig død.
Pragt er min higen. Jeg kender ej mildhed.
Jeg er den golde natur, det udyrkede øde,
som giver stene for brød, og som nægter at føde.
Ingen kan vække mig uden min elsker,
Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold,
så at jeg røres til afgrundens dybeste fold.
Alt er unyttigt undtagen vor skælven.
Alt, hvad der trives og pletter som skimmel min hud,
ryster jeg bort i et møde med jordskælvets Gud.
Keld Zeruneith viser i sin biografi om Sophus Claussen, Fra klodens værksted, 1992, hvordan der er en sammenhæng mellem Sophus Claussens digt Dronningen i Thule fra 1909 og Imperia 1909. Thule betyder Norden.
Sophus Claussen har sin egen specielle tolkning af Hamlet. Hos Saxo og Shakespeare er dronningen relativt passiv. Vi ved ikke, om hun har medvirket til at dræbe Hamlets far. Hos Sophus Claussen er hun hovedpersonen:
Jeg elsker den Dronning af Thule.
Så nær ved den tågede pol
forstod hun i vintren at skjule
og værne den varmende sol. Giften åd.
Hos Sophus Claussen har hun forgivet sin mand for at kunne ægte sin elsker, men ud af det destruktive kommer noget kreativt – en ny orden. Også i Imperia ses rystelsen positivt:
Kongernes slot har jeg sænket i havet,
slået den fattiges fattige lykke i skår …
Og er utømmelig rig for millioner af år.
Sophus Claussen vil understrege, at man ikke kan kalde jordskælvet for ondt, fordi det er en naturkraft – en kraft, som den faste jord rummer. En ubøjelig naturnødvendighed – uansvarlig som en lavastrøm. Sophus Claussen spørger: “Hvordan kan man fatte et vulkanudbrud, hvis man ikke selv har et krater i sig?” Claussen dyrkede Baudelaire, som skildrer en kvinde af samme frygtindgydende art som Imperia. Skinnende, metallisk, ufølsom – La froide majesté de la femme stérile. Også Nietzsche taler om, at jordskælvet åbenbarer nye kilder, og profeterer: “Vi vil få omvæltninger, jordskælvskramper, bjerge og dale vil sætte sig i bevægelse”.
Vi, der har oplevet den islandske vulkan og ved, at dens skader rakte så langt vestpå, at flyvningen fra Heathrow måtte aflyses, forstår, hvorfor Imperia får ret, når hun siger om sin hengivelse til ilden:
(…) Jeg venter ubændig min elsker.
Stort er hans kød.
Og vor lykke skal blive berygtet.
Et andet Sophus Claussen-digt melder sig for mig. Digtet hedder Il Letto, 1903 (Sengen) og er tilegnet Signora Giovanna (pseudonym for Johannes Jørgensen). Jeg citerer en passage:
Den dejlige Dronning af Saba
hun er med Muldyr og Gaader
paa Vej for at prøve Kongen,
som i Jerusalem raader.
Men selv blev hun haardest prøvet:
et sted ved et Muldyr-Skifte –
hun tabte sin dyd til en Slave
og misted sin Yndlingsvifte.
Og da hun kom frem for Kongen,
han afslog hver hendes Gave,
da Dronningens fineste Gaade
var skænket en kulsort Slave.
Den unge Kong Salomon rakte
den blussende Dronning Viften,
som Slaven havde bragt ham,
det sikre Pant paa Bedriften
Hun hvisked: “Det var ved Middag
i Herberget, og jeg brændte
efter Jerusalems Konge:
da lod jeg en Slave hente.
“Jeg hented en kulsort Slave.
Jeg selv er brunet af Solen.
Kong Salomon, du er en Daare!
Jeg vilde jo elsket dig saare!”
Ved hver Station paa sit Hjemtog,
ved hvert et Mulæsel-Skifte
tog hun en Slave til Elsker
og sendte ham bort med sin Vifte.
Hun sendte dem alle med Vifter
til Salomon en efter anden.
han ejed en Samling, hvorover
af Længsel han gik fra Forstanden.
Han tilbød tilsidst sit Rige
blot for den Naadegave
en Time at blive den dejlige
Dronning af Sabas Slave.
Men Sabas Dronning lod svare,
at lykkelig lægt for sin Iver
hun elsked desværre ej Kongen –
“Ak var han en Mulæseldriver!”
… Hvor snildt og forslagent de knejser
de Kvinder med Hjærter af Silke-
Kniplinger fra Valenciennes,
vi søgte paa Ungdommens Rejser!
Nu tror vi på Drifter som Straaild
og Troskab som Favnebrænde.
Vi tror ikke mer, der er Hjærter
som Kniplinger fra Valenciennes.
Den grænseoverskridende Struensee
- fra hyldest til henrettelse
Det er i denne sommer let at se sammenhæng mellem Struensees skæbne og det aktuelle paradoks mellem Danmarks grænsedragning og den grænseløse krigsdeltagelse i Afghanistan og Libyen.
“Den 5. april 1768 blev Johann Friedrich Struensee ansat som den danske kong Christian VIIs livlæge, og henrettet fire år senere.
Ti år efter dette, den 21. september 1782, da udtrykket “Struensees tid” allerede var blevet et begreb, rapporterede den engelske gesandt i København, Robert Murray Keith, til sin regering om en episode, han havde været vidne til.
Han betragtede episoden som forbløffende.
Derfor rapporterede han.
Han havde været til stede ved en teaterforestilling på Hofteatret i København. Blandt publikum var også kongen, Christian VII, samt Ove Høegh-Guldberg, den faktiske magthaver i Danmark, i praksis enevoldshersker.
Han havde taget titlen “statsminister”.
(fra Per Olov Enquist, Livlægens besøg)
Efter at have hørt om den kommende Struensee-film, som har opnået støtte med 65 millioner kroner, har jeg læst om Struensee. Som de fleste ved, skrev Per Olov Enquist bogen Livlægens besøg i 1999. Som de færreste ved, foreligger der 3 bind på i alt 1000 sider af svenskeren Axel Lundegård. Hans bog hedder Struensee. 1. bind hedder Stadslægen i Altona, 2. bind Paa Højderne og 3. bind: Korsets Vej.
Er det ikke tankevækkende, at det to gange er svenskere, der har skrevet om Struensee? Enquist blev verdensberømt for sit stykke Fra Regnormenes liv, 1986 (Om H.C. Andersen og Fru Heiberg). Axel Lundegård (1861- 1930) var en flittig romanskriver og arbejdede fra 1898 til 1900 med sin historiskromantiske Struensee-roman. Jeg stiftede bekendtskab med ham, fordi han var ven med nobelprismodtageren Henrik Pontoppidan. De brevvekslede med hinanden. Pontoppidan spørger i et brev, hvordan det går med Axel Lundegårds Struensee-roman. Lundegård beklager, at materialet svulmer op for ham. Pontoppidan svarer, at det gør hans egen Struensee også. (Han mente Lykke-Per).
Min frygt for den kommende Struensee-film er, at den især kommer til at handle om Struensees fængsel og henrettelse og i mindre grad til at handle om Struensees politik og forordninger under den sindssyge kong Christian VII.
Enquist koncentrerer sig i sin roman om det politiske. På side 160 sammenfatter han Struensee:
“Reformer vældede frem som en flod. Planerne, der snart skulle føres ud i virkeligheden, omfattede også uindskrænket trykkefrihed, religionsfrihed, at Øresundstolden ikke længere skulle tilgå hofstaten, men staten, løsningen på bondespørgsmålet og stavnsbåndets ophævelse, at afgifterne til ulønsomme industrier ejet af adelen skulle inddrages, en reform af sundhedsvæsnet samt en lang række detailplaner, som for eksempel at kirkens lokaler i Amaliegade skulle beslaglægges og indrettes til børnehjem.
– Børnehjem til uægte børn, havde enkedronningen bittert indskudt.
– Samt selvfølgelig forbud mod anvendelse af tortur ved forhør.
– Det punkt, havde enkedronningen så sagt, skal i hvert fald absolut ophæves, når den rotte er fanget og uskadeliggjort.”
Hvordan vil man på film fortælle, at frihedens sted Altona – med skikkelser som Rousseau og Diderot – kaldtes giftslangernes sted? Hvorfor henter man Struensee fra Altona? Hvordan skal man få med, at de frihedstanker, der ansås for farlige i København, blandt andet var udtænkt af en af Danmarks og Europas største frihedskæmpere, som skrev på latin, nemlig Ludvig Holberg?
Det er begavet, at romanforfatteren Per Olov Enquist på få sammentrængte linjer får sagt, at i Rantzaus arbejdsværelse stod en bog, han havde købt i 1755: Holbergs moralske tanker. Det er nemt at citere stumper fra den:
“Dyd og last skifter efter tiden og stedet Afskaf digtekunsten. Reformer går let over gevind. Overvej nøje en reforms konsekvenser. Professorer skal ikke docere, men besvare spørgsmål. Enighed sløver, uenighed ansporer. Den dårlige smag gør gavn. Vi har mest lyst til det forbudte.”
Et scoop er det i romanen på side 188, at Enquist vil bilde os ind, at Struensee blander erotik og Holberg. At den engelske jomfru Caroline Mathilde, som blev gift med kongen og blev Struensees elskerinde, blev forført af ham, mens han med armen omkring hende læste op af et epigram. Dialogen lyder:
“Jeg tror at det Holberg siger er at det mest forbudte er en grænse.
– En grænse?
– En grænse. Og der hvor grænsen er opstår der liv, og død, og derfor den største lyst (…)
– Den største lyst, havde hun hvisket, findes ved grænsen. Det er sandt, hvad Holberg skriver.
– Hvor er grænsen?, havde han hvisket.
– Led efter den, havde hun sagt.
Og så var bogen faldet ud af hans hånd.”
Det er forbudte grænser, der overskrides, og lysten stiger ved bevidstheden derom.
Struensee blev ikke mindst forhadt, fordi han med sine reformer ville frigøre bønderne. Rantzau, som bragte Struensee til Danmark og blev hans dødsfjende og overtog enevoldsmagten efter Struensees henrettelse, tog selv æren sammen med A.P. Bernstorff. Adelen, som afskyede Struensee, udførte hans forhadte forslag i 1788 (året før den franske revolution). Rantzau, A.P. Bernsdorff og ikke mindst Ove Høegh-Guldberg overfører deres had til en modstander, hvis nederlag de selv vinder ved. De kalder Struensee en slange, en rotte og en pest.
Vi husker, at Jesper Langballe kaldte muslimer “en pest over Europa”. At Glistrup talte om, at indvandrere “formerer sig som rotter”. I Enquists roman kaldes Caroline Mathilde for den engelske luder.
En af de vigtigste kronikker denne sommer, Vi mangler et sprog for grusomhed, blev bragt i Politiken søndag den 17. juli. Kronikøren var overlæge og seniorforsker ved Rehabiliteringscentret for Torturofre Sven Arvid Birkeland.
Han er vidne til Balkankrigen. Han fortæller i sin kronik, at han er rystet over den måde, hvorpå serberne tillod sig at nedværdige de muslimske fanger:
“Kønsdelene var skåret af manden, konen var blevet halshugget. Ude i toilettet, det der hul i jorden, de har, lå hustruens hoved med hans kønsdele i munden. Hvad er det for en bestialsk måde at opføre sig på? Vi tænkte meget på, at de folk som udgangspunkt er mennesker ligesom os. Jeg havde det svært med at beskrive en bestemt hændelse. Vi havde fundet en ung muslimsk kvinde, der var blevet voldtaget. Efter voldtægten havde kroaterne taget en Kalashnikov og tømt magasinet op mellem benene på hende.”
Endvidere skriver han, at det farlige ved, at bødlerne bruger ord som skildpadden, tandlægen, papegøjepinden og strappado* er, at vi ikke ser noget af det for os. Tandlægen betyder for eksempel fræsning af tænder og tandrødder. Jo vist har vi ophævet tortur i Danmark, men den dag i dag udleverer vi krigsfanger, som er i danske soldaters varetægt, til tortur, mishandling og henrettelse. Som om Danmark ikke har ansvar, fordi det foregår fjernt herfra.
Sven Arvid Birkeland skriver videre:
“Ordet skaber, hvad det nævner, men det modsatte er ikke tilfældet. Ved ikke at bruge “ord” for grimme ting kan man ikke fjerne dem. Kun fortrænge dem. Man kan ikke bekæmpe noget, man ikke rigtig ved hvad er.”
Jeg var engang med ved en rundvisning for en tyrkisk delegation i Statsfængslet i Vridsløselille. De spurgte, om de måtte se torturkammeret. Jeg svarede, at sådan et havde vi ikke i Danmark. De var fulde af forståelse og sagde, at de plejede heller ikke at vise deres torturkamre frem. I dag ville jeg have sagt, de kamre har vi i udlandet!
Når man siger Gøg, må man også sige Gokke. Når man siger Fy, må man også sige Bi. Når man siger Struensee, må man også sige Enevold Brandt, som blev en slags forlystelsesminister for Christian VII. Han sørgede for underholdning på hofteatret, og på et tidspunkt købte han en negerdreng som legekammerat til kongen.
Struensees far var præst og blev pietist i tråd med August Hermann Francke. Den unge Struensee gjorde oprør. Han blev frisindet og ateist. Han mente, at hvis mennesket fik lov til at udvikle sig frit, ville det ved fornuftens hjælp vælge det gode. Som livlæge forebyggede han, at kongen blev smittet ved den store koppeepidemi i København. Det var medvirkende til hans fald, at han mente, at Øresundstolden ikke skulle tilfalde adelen, men borgerne og bønderne. Han var ikke kun dristig, men unægtelig også dumdristig. I alt udstedte Struensee 632 forordninger, som kongen underskrev.
Enevold Brandt blev henrettet sammen med Struensee – dømt, fordi han i et ubehersket øjeblik havde givet kongen en lussing.
Henrettelsespladsen blev udformet som en teaterscene på Fælleden. Den dobbelte henrettelse kan jeg godt se som en kulmination på filmen. 30.000 mennesker mødte op i morgentimerne. Brandt spillede fløjte de sidste timer af sit liv. Jeg kender en redaktør, som er efterkommer af Brandt. Han har samlet aktstykkerne om sin oldefar. Han fortalte mig, at den værste detalje, han var stødt på i sin research, var, at Brandt, da han fik besøg af præsten i sin celle, spurgte, om præsten troede, at han skulle fremvises nøgen, eller om han måtte beholde tøjet på. Præsten mente, at han skulle være nøgen. Han græd utrøsteligt, da han hørte det.
Axel Lundegård har samlet informationer i detaljer. Han fortæller, at Struensee havde et forhold til en kvinde i København. Hun hed Ester. Hun fik et barn med Struensee. I Lundegårds roman svigter Struensee hende, og spædbarnet dør. Enquist har klippet den episode ud. I den kommende film vil man nok også undgå det forhold, fordi det vil svække sympatien for Struensee og Caroline Mathilde. Indtil videre forlyder det, at Mads Mikkelsen skal spille hovedrollen som Struensee. Han har også både talent og format til den rolle. Vi venter med agtpågivende skepsis og et oprigtigt ønske om, at projektet må lykkes.
Hvis det sker, vil den filmatisering af Kongens Fald – som Søren Pilmark har sikret sig rettighederne til – forhåbentlig også kunne realiseres. En film fra Grevens Fejdes tid, hvor Skipper Clement blev slået ved Aalborg. 2.000 bønder blev dræbt, selv blev han halshugget, parteret og stejlet ved Viborg Landsting.
Nu må man ikke tro, at det kun er svenskere, der har skrevet om Struensee. Den danske professor Sven Clausen skrev i 1923 Paladsrevolution, som blev opført på det Kongelige Teater. Han sammenfatter den kamp, som udspilledes mellem Rantzau og Guldberg efter henrettelsen af Struensee:
“Rantzau: To løver sloges om et bytte og en sjakal stjal det”.
Dog giver han sin slutreplik til Guldberg:
“På sejrens dag er spiren lagt til store nederlag.”
Tæppe.
I 1977 skrev Sven Holm et hørespil, Struensee var her. Det begynder med, at en hofnar spørger, om han kan få ansættelse ved slottet. Man svarer ham: “Her er det hoffet, der er naragtigt, og derfor er narrene uønsket.” Narren svarer: “Det spiller ingen rolle. Jeg er vant til at være uønsket.” Man forklarer ham: “Her spiller det alt sammen roller, og så er det dem, man holder sig til. Er du først en gang gået ind på spillet, så sidder du der”. “Den komedie det er ikke mig. Jeg vil være mig selv!” “Dig selv?”, spurgte de, “Hvad skal det betyde?”. “Sig selv,” sagde jeg, “det er at vælge frit mellem rollerne.”
Narren både åbner og lukker Sven Holms hørespil: Han ser en mand, der er lænket til en fængselsmur, og spørger, om den mand er kongen. Man forklarer ham, at det ikke er kongen, men en anden. “Han dér lignede alt andet end en konge. Han lignede ingenting”.
Hofnarren: “Så havde I jo både en Kong Noget og en Kong Ingenting. Men kongen, ham der var konge uden at ligne det?” – “Han var indforstået med det hele,” svarede de … “og ham, der ligner en konge uden at være det, skal han bare sidde der?” – “Nej, han skal have sin bekomst. Først skal den højre hånd hugges af. Men det er kun en begyndelse. For så skal hovedet hugges af kroppen og de to arme og de to ben og bagefter skal det på hjul og stejle.” Hofnarren spørger: “Hvad så med den rigtige konge?” “Han skal leve i sin formørkelse i 36 år endnu.”
Narren: “De gjorde ham først til prins – han valgte det aldrig selv – så gjorde de ham til konge – han valgte det aldrig selv – så gav de ham en dronning – hende valgte han aldrig selv – så gjorde de ham gal – og dét valgte han.
Da jeg fyldte 70, holdt jeg min fødselsdag på Hotel Hesselet ved Nyborg Strand. Der var mere end 100 gæster, og Svend Auken var toastmaster. Georg Metz holdt en bevæget tale, hvor han beklagede, at jeg aldrig ytrede mig politisk. Ved den lejlighed kunne jeg ikke svare, men nu da jeg fylder 75, er jeg bedre rustet. Det skyldes, at Olof Lagercrantz har lært mig meget politisk ved sin bog Rejse med Mørkets hjerte, 1989.
Lagercrantz fortæller, at Joseph Conrad var landflygtig ligesom Dante, James Joyce og Nelly Sachs. Conrad kom til England og lærte sig det engelske sprog, så han blev en klassisk forfatter. Han siger, at hvis han ikke havde kunnet skrive på engelsk, havde han ikke skrevet overhovedet.
Lagercrantz skriver:
“Det er en af eksilets betingelser, at han er blevet tvunget bort fra sit sprog og finder et nyt. Men det nye sprog beskytter ham også, idet ordene i hans bevidsthed ikke står i så umiddelbar kontakt med en grusom virkelighed, idet de til en vis grad har nået at miste deres sanselighed.”
Hovedpersonen i Mørkets hjerte er kaptajn Marlow. Hele romanen er en mundtlig fortælling om en rejse, der begynder på Themsen. Der er fem tilhørere på skibet. Conrad havde selv været udsendt af Belgien til Belgisk Congo. Romanen optræder første gang i 1899 i et konservativt engelsk tidsskrift ved navn Blackwood’s Magazine. Første bogudgave kom 1902. Den engelske kolonimagt ånder lettet op, da det er Belgien, der fremstår som den farlige kolonimagt. Marlow fortæller, hvordan man fra et lille skib beskyder Congo. Mens man beskyder, fortæller man, at det drejer sig om fjender. Lagercrantz siger:
“Fjende er et fint ord. Det er godkendt i vor kultur. Sine fjender bekriger man. At skyde med kanon på indfødtes landsbyer med lervægge og stråtag er måske ikke så pænt. Men hvis det er fjender. At lade en atombombe – den allerførste – falde over en intetanende by, så hundredetusinder dør, er heller ikke helt godt. Men hvis det er fjender.”
Marlow fortæller, at han ser, hvordan de indfødte bruges som slaver til at lave en jernbane, som kan transportere elfenben, som er en indbringende forretning for europæerne. Uden overdrivelse kan man sige, at der for hver eneste jernbanesvelle ligger en død sort mand.
I 1876 blev dronning Victoria kejserinde af Indien. Conrad anklager som sagt ikke England, men Belgien. Kun ét sted nævner han, at England har flere kolonier end Belgien og tilføjer: “At derude ved man, at der bliver gjort et godt stykke arbejde”!
Conrad klarer sig igennem ved hjælp af ironien. Utroligt, at han i den grad har indoptaget Shakespeare, at han på det mest rædsomme sted i fortællingen ordret citerer Macbeths rædsel: Horror, horror, horror!
Joseph Conrad er en bevidst modsætning til Kipling, som blandt andet i visen Mandalay beundrer imperialismen og tror, at den er til gavn og fremskridt for kolonierne. Conrad vender op og ned på den forestilling og skriver med salpetersyre i spyttet.
– Hvor ligger forskellen på den imperialisme, som holder dem derude nede – og den, som hyppigt udtrykkes i dag: Nemlig at det gælder om ved hjælp af bombefly at holde dem dernede ude? – De er jo fjender og forbrydere.
I mange år beundrede jeg Kai Friis Møllers fordanskning af On The Road to Mandalay på dansk O, den vej til Mandalay. Jeg beundrede hans oversættelse fra 1936. Melodien af Erling Winkel hænger stadig i min hjerne, men ved nærmere eftertanke har jeg en stribe indvendinger både mod selve fordanskningen og grundholdningen. Friis Møller æder R. Kiplings bastante imperialisme med hud og hår. Forkundskaber er nyttige:
Kai Friis Møller boede i Brookyn, fra han var fire, til han var otte år. Hans første læseoplevelser var på engelsk. Han opdagede i studietiden, at det var lyrik, der var hans felt. Han anmeldte siden poesi på Politiken (1913-1956). Han beskrives i Tom Kristensens roman Hærværk, 1930, hvor han optræder under navnet Vuldum. Kai Friis Møller var i London i besættelsesårene. Han er ikke alene blevet navnkundig for sine engelske oversættelser. Han oversatte imponerende fra Francoise Villons Digte (Ballades des Dames du Temps Jadis, 1460). Jeg kan i dag se, at det, Friis Møller tiljubler i den populære Mandalay, er, at det engelske overherredømme holder menneskene i kolonierne nede.
Derfor først Mandalay:
Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en birmapige ak, og mig hun tænker på:
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej:
“Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay.”
Kom igen til Mandalay,
ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
O, den vej til Mandalay,
fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
Gult var skørtet, grøn var huen, som min birmajomfru bar,
Supiyawiat hed hun – samme navn, som Theebaws dronning har.
På en hvid cerut hun røg, da første gang hun for mig stod,
Og hun ødsled kristne kysse på en hedensk afguds fod.
Kun af snavs den gud bestod,
kaldtes Buddha, vis og god,
Straks da jeg tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod!
O, den vej til Mandalay osv.
Når hver rismark drev af tåge og det led mod solnedgang,
Greb hun til sin lille banjo, og “Kulla-lo-lo” hun sang.
Kind mod kind vi sad og så på bugtens både, stavn ved stavn –
Så’ den store Hathi gøre som en tømmerlæmper gavn,
Stable teaktræ favn på favn
I den sjip-sjap våde havn,
Hvor der var så tavst, jeg næppe turde hviske hendes navn.
O, den vej til Mandalay osv.
Alt det ligger år tilbage og er milelangt fra mig,
Og fra Bank of England går der ingen bus til Mandalay.
Hvad det gamle mandskab si’er, må jeg sande højlig her:
“Den, som Østen først har kaldt på, kan kun trække dér sit vejr.”
Alting er mig til besvær
På den lugt af hvidløg nær
Og det solskin og de palmer og de klingre klokker dér.
O, den vej til Mandalay osv.
Jeg er syg nu af at slide på de skidne fortovssten,
Og den fæle London-støvregn går mig gennem marv og ben;
Vel halvhundred piger har jeg her fra Chelsea og til Strand,
Der kun snakker om at elske, hvad jeg ikke tror de kan –
Skabt som køer – å jøs, hvordan
Skal jeg tro, de elske kan
Som min kære, skære jomfru i sit kønne grønne land!
O, den vej til Mandalay osv.
Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
Hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst!
For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå
Ved den grå Moulmein Pagode og betragted’ havets blå.
Ak, den vej til Mandalay –
Vor flotille tog den vej
Med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay!
O, den vej til Mandalay osv.
Det var så visen om at holde dem dernede – nede.
Jeg vil nu sammenholde Kiplings tekst med Kai Friis Møllers oversættelse:
Moulmein
By the old Moulmein Pagoda, lookin’ lazy at the sea,
There’s a Burma girl a-settin’, and I know she thinks o’ me;
For the wind is in the palm-trees, an’ the temple bells they say:
“Come you back, you British soldier; come you back to Mandalay!”
Mandalay:
Ved den grå Moulmein Pagode, med sit blik mod havets blå,
sidder der en birmapige – ak, og mig hun tænker på:
Hvisker palmesuset ikke, synger templets klokker ej:
“Kom igen, soldat fra England, kom igen til Mandalay.”
Kom igen til Mandalay,
ad flotillens gamle vej, husker du pagajens dunken fra Rangoon til
Mandalay?
O, den vej til Mandalay,
fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj!
Kipling lader det sidste ord være sea, ligesom rimet think o’ me. Han går altså ud på en vokal. Det bibeholder Kai Friis Møller med danske å’er: blå og på. Knap så godt lykkes det at fordanske temple bells they say på back to Mandalay, fordi på engelsk er det også vokaler, og man synger altid bedst på vokaler (“I love him so” er bedre end: “Jeg elsker ham”). Men på dansk udtales Mandalay Mandalaj, og det rimer i oversættelsen på flotillens gamle vej.
Det er vanskeligere at synge på den lukkede lyd vej/Mandalaj.
Omkvædet:
Come you back to Mandalay,
Where the old flotilla lay;
Can’t you ‘ear their paddles chunkin’ From Rangoon to Mandalay?
On the road to Mandalay,
Where the flyin’ fishes play,
An’ the dawn comes up like thunder outer China ‘crost the Bay!
Gult var skørtet, grøn var huen, som min Birma-jomfru bar,
Supiyawlat hed hun – samme navn, som Theebaws dronning har.
På en hvid cerut hun røg, da første gang hun for mig stod,
Og hun ødsled kristne kysse på en hedensk afguds fod,
Kun af snavs den gud bestod,
Kaldtes Buddha, vis og god,
Straks da jeg tog til at kysse, hun sin gud i stikken lod!
O, den vej til Mandalay osv.
Kipling bevarer åbningsvokalerne hele tre gange på Mandalay. Rimet er lay, play, bay. Oversættelsen går ud på vokaler: bar, har, mod, fod, bestod, god og lod – som lukker.
Kai Friis Møller, som er rimmester, springer op og falder ned på det og lader Mandalaj rime på fuld af flyvefisk i leg. Katastrofen i mine øjne er, at Kipling ikke nævner ordet virgin – altså jomfru. Kai Friis Møller skriver direkte: min Birma-jomfru. Det betyder jo en del. For det første savner han jomfruen, fordi de andre rejser ikke bød på jomfruer. Når man både i Kipling-teksten og i Kai Friis Møllers mundrette og loyale oversættelse står af efter de to første vers, er det, fordi det hele tiden ses fra den engelske soldats fantasi. Han bilder sig ind, at Birma-pigen udelukkende tænker på ham: Kom igen, soldat fra England, Kom igen til Mandalay – Hvem køber den? At de voldtagne Birma-piger skulle længes efter de hensynsløse voldsmænd og kun havde dem i tankerne! Han forestiller sig, at hun tænker på ham som individ – derfor bemærker man, at hun bare tænker: anonym soldat fra England. I første vers er det til ug med kryds og slange at fordanske like thunder outer China ’crost the Bay til det danske og hvor solen brød som torden frem bag Kinabugtens kaj – han var selv ude om, at de kaldte ham Kinabugtens Kai. Bemærk, hvor fint han signalerer tordenlyden med o – vokalerne: solen – som – torden – og pludselig lyn ikke med i-lyde, men med dejlige åbne a’er: bag Kina. Virkningen udebliver ikke: Nu er tordenen overstået, og landskabet toner frem. Dog høres et ekko af den samme torden i u-et i bugten.
I næstsidste vers er soldaten atter hjemme i det grå og tågede London, hvor han slider på de skidne fortovssten under den fæle London-støvregn, som går ham til marv og ben. I storbyen henslæber han en tarvelig og trist tilværelse som gadefejer og længes mod “sin” jomfru, fordi pigerne i Chelsea og Strand snakker om at elske, hvad jeg ikke tror de kan. Han sammenligner de prostituerede, som spiller elskovsscener og tager penge for det – med Birma-pigen, der elskede sandt og oprigtigt. For anden gang indfører Kai Friis Møller ordet jomfru, som min kære skære jomfru i det kønne grønne land. Soldaten savner Burma, hvor de ti bud ikke gælder – hor og kærlighed går i ét – Ganske vist står der: Du skal elske din næste – men ikke: dén næste.
Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
Hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst!
For nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun, jeg lå
Ved den grå Moulmein pagode og betragted’ havets blå.
Ak, den vej til Mandalay –
Vor flotille tog den vej …
Kai Friis Møller oversætter med de syge under solsejl, da vi gik til Mandalay – Hvilke sygdomme ankom de mon med? Skal vi gætte på kønssygdomme. Soldaterne har lært, at det drejer sig om at holde dem derude – nede – og det tager de bogstaveligt, når de ligger øverst.
Kipling var til sin sjæls inderste imperialist. Vi ser det også på hans jubel over Boer-krigen. Men at de der-nede ligefrem fandt håb, som holdt dem oppe “det er næsten for meget”.
Jeg husker fra den store ulandsindsamling fra Tivolis koncertsal den ulandsvise, som PH skrev 1961 – mel. Berhard Christensen fremført af Yvonne Ingdal i en Lommer-revy.
Det er næsten for meget.
Siden har vi kæmpet for at holde dem dernede ude.
* Det betyder håndleddet sammenbundet på ryggen og derefter ophængning i en krog, hvorved skuldrene går af led.