Tænk på et tidspunkt, hvor du med held har skabt forandring i dit liv eller introduceret en adfærdsændring. Hvad gjorde det muligt? Tænk på et forsøg på at ændre et eller andet, som ikke lykkedes. Hvor lå forskellen på succes og fiasko?Vilje og disciplin er meget overvurderet. Det er grunden til, at vi kæmper så hårdt for at skabe varige forandringer. Vi kommer til kort, selv når behovet for forandring er indlysende og vores hensigter er klare. Her er nogle oplysninger:
• 95 procent af dem, som taber sig ved hjælp af en slankekur, tager de tabte kilo på igen, og en stor procentdel tager mere på, end de tabte.1
• Selv efter et hjertetilfælde er det kun en patient ud af syv, som indfører varige ændringer i deres spise- og motionsvaner.
• 25 procent opgiver deres nytårsforsætter efter en uge. Efter et halvt år er tallet 60 procent. En gennemsnitsperson har det samme nytårsforsæt ti gange, uden at det lykkes.2
• 70 procent af alle initiativer til forandringer i virksomheder slår fejl.3
Trods mange tegn på, at vores indsats sjældent er effektiv, bliver vi ved med at prøve at rette op på det, der er galt i vores liv, i andres liv og i vores virksomheder. Heldigvis findes der måder at skabe varig forandring på, men de kræver et samarbejde med den del af vores hjerne, hvor vaner dannes, så man kan opbygge det, vi kalder ‘positive ritualer‘.
Ingen har demonstreret viljestyrkens begrænsninger mere klart og overbevisende end Roy Baumeister, som har brugt meget af sin karriere på at studere selvkontrol. I 1998 udførte Baumeister og hans kolleger en undersøgelse, hvor de inviterede forsøgspersoner ind i et lokale under påskud af, at de skulle deltage i en prøvesmagning.4 Forsøgspersonerne havde ikke fået noget at spise i adskillige timer, så de var sultne. Da de satte sig, bragte videnskabsfolkene et stort fad nybagte chokoladesmåkager og et fad med radiser ind. Halvdelen af personerne blev opfordret til at spise to-tre af småkagerne, men ingen radiser. Den anden halvdel skulle spise to-tre radiser, men ingen småkager. Videnskabsfolkene forlod rummet. Ingen af forsøgspersonerne brød reglerne, selv om en del af radisespiserne kastede længselsfulde blikke på småkagerne.
Fem minutter senere vendte videnskabsfolkene tilbage. Denne gang bad de hver forsøgsperson om at løse en gåde, der var udformet sådan, at den ikke kunne løses. Formålet var at se, hvor længe forsøgspersonerne ville blive ved, før de gav op. Det viste sig, at småkagespiserne holdt ud i gennemsnit 19 minutter, mens tallet for radisespiserne var otte minutter. Forklaringen var, ifølge Baumeisters teori, at radisespiserne havde opbrugt deres viljestyrke ved at modstå småkagerne og derfor havde mindre energi til at tackle frustrationen over den umulige gåde.
»Viljebestemte valg,« konkluderede Baumeister og hans kolleger, »trækker på den samme begrænsede ressource, som anvendes til selvkontrol.«5 Kort sagt mente de, at vi har ét lager af vilje og disciplin, og at det mindskes af ethvert forsøg på at udøve selvkontrol – hvad enten det drejer sig om at modstå en småkage, løse en gåde eller gøre noget andet, som kræver en indsats. »Det tyder på,« konkluderede Baumeister, »at mange forskellige former for selvkontrol trækker på den samme ressource, eller selvbeherskelseskraft, og at den er begrænset og derfor let kan opbruges.«
Denne iagttagelse kan være med til at forklare, hvorfor slankekure så ofte slår fejl. I en anden serie forsøg viste det sig, at folk på slankekur, som blev tilbudt lækker mad, var langt mere tilbøjelige til at bryde slankekuren end de, som ikke blev udsat for fristelser.6 En slankekur skaber et konstant behov for selvkontrol. Ikke overraskende har andre undersøgelser vist, at folk på slankekur ikke løser opgaver, der kræver fokus og årvågenhed, så godt som folk, der ikke er på slankekur.
En serie forsøg har vist, at ukontrollerbar stress af enhver slags – som for eksempel en frustrerende, bureaukratisk kamp med myndighederne – fører til sammenbrud på andre områder, hvor personen har forsøgt at udvise selvkontrol – såsom slankekur eller rygestop.7 På samme måde kan faste, søvnmangel eller støj dræne vores selvregulerende reserver. Vi bliver mindre effektive.
Selvkontrol, mente Baumeister, fungerer på samme måde som en muskel under styrketræning.8 Hvis en muskel belastes kontinuerligt, bliver den mere og mere udmattet, indtil den ikke kan afgive mere energi og bryder sammen. Hvis vi forlader os på viljestyrke, når vi skal indarbejde et nyt adfærdsmønster – siger Baumeister – er der en overvældende sandsynlighed for, at vi vil fejle.
Men i denne erkendelse ligger også et glimt af en løsning. Hvis selvkontrol rent faktisk fungerer som en muskel, så vil gentagen belastning – afbrudt af tilstrækkelig hvile – måske føre til øget styrke. Det er præcis det, der skete med de bedste violinister i Ericssons undersøgelse.9 Når de øvede sig, udsatte de sig selv for hårde krav – men aldrig i mere end 90 minutter ad gangen, hvorefter de hvilede sig. De blev ikke i stand til at øve sig længere, men de blev bedre til at øve sig i afgrænsede perioder på et meget intensivt niveau hver dag. Og derfor blev de med tiden bedre og bedre musikere, ganske som man bliver stærkere, hvis man hver dag løfter vægte i intervaller afbrudt af hvile.
Men hvis bevidst vilje og disciplin kun sjældent er nok til at skabe vedvarende forandringer, hvordan kunne topviolinisterne så blive ved med at øve sig med en intensitet og regelmæssighed, som deres mindre ambitiøse medstuderende ikke kunne matche? Svaret er, at de ikke kun arbejdede ud fra viljestyrke. I stedet lod de sig føre med af den stort set usynlige energi, som lå i rutinerne, de havde bygget op over længere tid.
TILVÆRELSENS UBÆRLIGE AUTOMATIK
Vi er på godt og ondt vanedyr. 95 procent af vores adfærd bygger på vaner, enten ubevidst eller som en reaktion på ydre krav.10 Kort sagt drives vi langt oftere af automatiske processer i de mere primitive dele af hjernen end af mere bevidste processer i vores præfrontale cortex. Vi tror, vi bestemmer, men det gør vi ikke.
Vores evolutionære arv dikterer for eksempel, at vi søger nydelse og frastødes af fare. »Mennesket,« forklarer historieprofessor John Gray ved London School of Economics, »er en dyreart som mange andre, uden tvivl mere opfindsom og mere destruktiv end mange andre, men meget lig andre dyr, hvad angår brugen af ressourcer for at overleve og reproducere sig.«11 Gennem tusinder af år var det at undgå smerte den bedste måde at overleve i en verden fuld af rovdyr. I stedet for at tænke over vores fremtid reagerede vi på vores øjeblikkelige behov. Når vi fandt mad, spiste vi så meget som muligt, ikke mindst fordi vi ikke kunne vide, hvornår vi næste gang fandt mad. At oplagre føden i kroppen var en overlevelsesadfærd, og det er det stadig for de fleste dyr. Men for os i dag er det bare en opskrift på at blive tykkere. Tilskyndelsen til at blive ved med at spise, efter vi er blevet mætte, er dog stadig dybt forankret. »Vi er nødt til at mistro hjernen,« siger den tidligere direktør i The Food and Drug Administration, David Kessler. »Det er hjernen, som opfordrer os til at gøre noget, som måske var formålstjenligt engang i løbet af evolutionen, men som nu er fuldstændig ude af kontrol.«
På samme måde er det at udholde ubehag i en kort periode for at opnå noget bedre i fremtiden en proces, som kræver, at vi tilsidesætter vores stærke og primitive instinkt for at søge øjeblikkelig opfyldelse af vores behov. Denne udfordring viser sig hver dag på alle mulige måder: fristelsen til at overforbruge mad, alkohol og sex; modviljen imod at motionere regelmæssigt; vores pavlovske reaktion på computerens bip om en ny e-mail, mens vi er koncentrerede om noget andet; tilbøjeligheden til at forfalde til utålmodighed, irritation og vrede for at sætte andre i sving.
Det er ironisk, at vores forsøg på at udøve selvkontrol i høj grad svigter, fordi vi forlader os på vores præfrontale cortex, hvor vores største kognitive evner har hjemme. Vi vil gerne erstatte vores negative vaner – som er dannet i den mest primitive del af hjernen – med positive ritualer, helt konkrete adfærdsmønstre, som bliver automatiske med tiden. Jo mere disse mønstre gentages og gøres til rutine, jo oftere vil de gentage sig uden bevidst indsats, og jo mindre energi vil de kræve. Jo mindre bevidst energi, vi skal bruge for at holde dem i live, jo mere effektive bliver vi.
I 1911 fornemmede matematikeren Alfred North Whitehead klart, hvad videnskabsfolk bekræftede et århundrede senere:
»Det er en dybt fejlagtig antagelse, at vi bør opdyrke evnen til at tænke over det, vi gør. Det modsatte er tilfældet. Civilisationen gør fremskridt ved at fremme antallet af vigtige handlinger, som vi kan udføre uden at tænke over dem.«12
Hver eneste stor performer, vi har mødt – musikere, hjertekirurger, dansere, FBI-agenter, atleter og topledere – forstår instinktivt kraften i at gøre vigtige adfærdsmønstre automatiske. Dette er specielt betydningsfuldt under pres, hvor frygt let kan undergrave præstationen, hvis vores adfærdsmønstre ikke er dybt ritualiserede. Selvbevidsthed påvirker ofte evnen til at udføre en kompleks opgave. »At være fokuseret på deres egne indre processer – hvordan de udfører præstationen – er ofte forstyrrende for højt kvalificerede mennesker,« forklarer Baumeister. »Den øgede bevidste opmærksomhed anfægter simpelthen den automatiske kvalitet af den omhyggeligt indlærte udførelse.«13 Hvis man for eksempel spiller golf eller tennis, ved man godt, at det at tænke på slaget, mens man spiller, kun gør en mere selvbevidst og kejtet i udførelsen.
Meget af det, som vi opfatter som spontan adfærd, indeholder rent faktisk en betydelig del automatik. »Selv når vi er optaget af kreative processer såsom at skrive opgaver, tale spontant eller køre mod en ny destination, er de samlede handlinger rutinemæssige reaktioner,« siger psykologerne Irving Kirsch og Stephen Jay Lynn. »Deres automatik viser sig ved den hastighed og ubesværethed, de udføres med. Der er simpelthen ikke tid nok til at træffe en bevidst afgørelse før hver reaktion.«14 Eller som psykologen og filosoffen William James engang sagde: »Bevidstheden forlader alle processer, når den ikke længere er nødvendig.«15
John Bargh, en af de mest fremtrædende forskere i automatik, går et skridt videre med denne indsigt. »Hovedparten af den psykologiske adfærd i hvert enkelt øjeblik må ske ubevidst, hvis den overhovedet skal ske,« skriver han i sin afhandling, The Unbearable Automaticity of Being.16 Ifølge Bargh er vi bedst tjent med at bruge vores begrænsede evne til bevidst selvregulering meget selektivt, når det gælder opgaver, som kræver kompleks tænkning og kreativitet. På samme måde anfører Ericsson, at en af fordelene ved at opbygge ekspertise i grundlæggende færdigheder ligger i at frigøre »kognitive ressourcer til andre, højere funktioner«.17 Tænk på en god jazzmusiker. Evnen til at improvisere kommer fra en dyb og rig rutine i grundlæggende musikalske færdigheder, som for længst er blevet automatiske og ubevidste.
SLÅ ET BRØD OP, DU KAN BAGE
Det første skridt imod at opbygge ritualer er ikke at tackle mere end et eller to ad gangen. I betragtning af vores begrænsede viljestyrke er grunden indlysende. Det giver bedre mening at investere vores begrænsede viljestyrke i at opbygge ét ritual end at sprede den ud over flere, hvilket forøger risikoen for, at de alle vil mislykkes.
I de fleste tilfælde giver det også mening at starte i det små og bygge succesen trinvist op. Hvis man for eksempel er vant til at sidde stille og arbejde, er det mere sandsynligt, at det vil lykkes en at opbygge et ritual om at gå 15 minutter tre dage om ugen end at prøve at jogge fem kilometer hver dag, fem dage om ugen. Succes er ydermere selvforstærkende. Hvis man går 15 minutter tre dage om ugen, kræver det kun en lille anstrengelse at lægge endnu en dag til rutinen, derefter to og tre – og derefter begynde at jogge i stedet for at gå.
Den almindelige opfattelse er, at det tager mellem 21 og 30 dage at komme ind i et nyt adfærdsmønster. Vi har ikke fundet troværdig forskning, der understøtter dette synspunkt. Vores egen erfaring er, at den tid, det tager at etablere et nyt ritual, varierer meget og er afhængig af ritualets kompleksitet, ens motivation og hyppigheden, hvormed man indøver det. Det kan tage fra et par uger til flere måneder at indlære et nyt ritual. Selv da er det muligt at opbygge mindst fire ritualer i løbet af et år – et ad gangen. Som mange af vores klienter har vi også selv opbygget mange nye ritualer ved at bruge de fire energikilder.
PRÆCISION OG SPECIFICITET
Det andet og måske vigtigste skridt imod at opbygge ritualer er præcision og specificitet. Forskere i automatik har opdaget kraften i noget, de kalder ‘intentionen om gennemførelse’. I en undersøgelse blev en gruppe studerende bedt om at skrive en opgave i ferien om, hvordan de tilbragte juleaften. Halvdelen af dem blev bedt om at specificere præcis, hvor og hvornår de ville skrive opgaven, den anden halvdel fik ingen instrukser. Kun en tredjedel af den sidste gruppe fik skrevet opgaven. Mere end tre fjerdedele af dem, som på forhånd havde specificeret, hvor og hvornår de ville skrive den, gjorde det.18 I et andet forsøg viste kroniske ‘udsættere’ sig at gennemføre otte gange hyppigere, hvis de havde specificeret det tidspunkt, opgaven skulle udføres på.19
I et tredje forsøg blev en gruppe forsøgspersoner bedt om at motionere mindst én gang i 20 minutter i løbet af den kommende uge. Ikke nogen formidabel udfordring, men kun 29 procent gjorde det. En anden gruppe blev bedt om det samme, men fik også information om motionens reducerende effekt på hjertesygdom – et forsøg på at opmuntre dem yderligere. Gennemførelsesraten steg beskedent til 39 procent. En tredje gruppe blev bedt om at love at motionere på et fastsat tidspunkt på en fastsat dag og på et fastsat sted. I denne gruppe var gennemførelsesraten mere end fordoblet til hele 91 procent.
Ved at definere præcist, hvornår man vil udføre et ritual, reducerer man mængden af energi, som skal bruges for at få det gjort. Ofte, når vi beslutter os for et nyt adfærdsmønster såsom motion, glemmer vi, at hvis vi ikke fastsætter et specifikt tidspunkt til at udføre det, vil vi sandsynligvis ikke gøre det. Det skyldes til dels, at vi er vant til at gøre noget andet, eller at der er noget lettere eller behageligere, vi kan gøre i stedet. Hver gang vi er nødt til at overveje, om vi skal gøre et eller andet – på trods af andre fristelser og potentielle afledningsmanøvrer – dræner vi vores begrænsede lager af vilje og disciplin. Hvis man skal tænke bevidst i længere tid over det at gøre et eller andet, er det usandsynligt, at man ender med at gøre det ret længe.
Motion er et godt eksempel. Spørg folk, som motionerer på faste tidspunkter og dage, om de bruger meget viljestyrke på det, og svaret vil næsten altid være nej. Det sikreste tegn på, at et ritual har fået fat, er følelsen af, at man bliver trukket hen imod det, snarere end at man skubber sig selv til at gøre det. Vores klienter siger tit: »Når jeg forsømmer min træning, har jeg det dårligt med det.«
Jo mere krævende et ritual er – fysisk, mentalt eller følelsesmæssigt – jo større er behovet for at være præcis, når man implementerer det. Robert, som er leder i Sony Europe, skabte et ritual, hvor han satte en time om ugen af til at tænke strategisk og kreativt. Kravene i hans arbejde var så høje, at han ellers aldrig ville få gjort en del af jobbet, som han fandt vigtig og værdifuld.
Først var han ligeglad med, hvornår han udførte dette ritual. Hvis han var klar til sin kreative time og blev ringet op eller fik en e-mail, tog han sig af det først. Inden længe skred det tidspunkt, han havde bestemt for sit ritual, og til sidst opdagede han, at han opfandt undskyldninger for at springe det helt over. »Jeg har ikke tid nok i dag til, at det er umagen værd,« sagde han til sig selv, »så jeg springer det over.« Da indså han, at noget ikke fungerede. Fristelsen til at tage sig af hastesager og de gamle vaner overvældede ham.
Den løsning, vi hjalp Robert med at finde, bestod i ikke at give sig selv nogen margin ved starten af det nye ritual. Hvis en telefonsamtale eller snak på kontoret begyndte at trække ud, sagde han: »Jeg er ked af det, men jeg har en anden aftale. Vi må fortsætte på et andet tidspunkt.« Efterhånden begyndte han at stille forventninger til andre. Når han blev involveret i noget, som kunne true hans kreative ritual, gjorde han det klart for kollegerne, at han snart skulle noget andet. Han opdagede, at hvis han havde en fast tid, blev arbejdet på en eller anden måde altid gjort – en slags omvendt Parkinsons lov. Arbejde kan svulme op og fylde tiden, som er afsat, ud, men det kan også skrumpe og passe ind i en kortere tidsramme.
Robert blev inspireret af sine erfaringer med at afgrænse tingene, og han skabte endnu et ritual. Han reducerede længden af møder fra en time til en halv time, og han gjorde deltagerne klart, at mødet begyndte og sluttede på den fastsatte tid. »Resultatet var fantastisk,« sagde Robert. »Spildtiden forsvandt. Vi gik lige i gang. Folk var glade for, at der ikke var ventetid, og at de ikke ville blive opholdt længere end aftalt. Vi blev mere fokuserede og fik mere fra hånden på den halve tid.«
DET, VI YDER MODSTAND MOD,
BLIVER HÆNGENDE
Det tredje skridt imod at opbygge et ritual er at fokusere på noget, vi gør, og ikke på noget, vi til stadighed forsøger at slippe for at gøre. En slankekur virker for eksempel langt bedre, hvis vi på forhånd beslutter, hvad vi vil spise, end hvis vi bruger hele dagen på at modstå mad. Kraften i et ritual kommer til dels af, at det er en klart defineret, positiv handling. Baumeisters småkageforsøg viste, at det at kæmpe imod et adfærdsmønster hurtigt dræner vores begrænsede reservoir af viljestyrke. »Det er sandsynligvis lettere og mere effektivt at undgå fristelser,« siger Baumeister, »end det er at modstå dem.«20
Mange af vores klienter køber sunde snacks, som de lægger i deres skuffer og spiser på fastsatte tidspunkter. Det gør de til dels for at undgå at blive sultne, når de passerer mad i kantinen eller en automat fyldt med slik. »Det har betydning, at vi kan skærme vores mission mod afledninger,« siger psykologen Peter Gollwitzer, som har studeret kraften i ‘intentionen om gennemførelse’.21
»En forhåndsbeslutning bør hjælpe en person til at beskytte sit mål mod fristelser, dårlige vaner eller andre mål,« siger han. Eller som professor David Besio fra UCLA siger: »Når man tager hul på en uplanlagt dag, må man forholde sig til alt det, der tilstøder en. Hvis man har en plan, føler man ikke, at uplanlagte ting kommer i vejen.«22
De samme principper gælder for andre, mere komplekse adfærdsmønstre. Forestil dig for eksempel, at dit mål er at være mere tålmodig over for andre og ikke afbryde dem. Hvis du definerer det som en hensigt – noget, du ikke vil gøre mere – vil det næsten sikkert med tiden betyde, at du falder tilbage i dit gamle mønster. Hvorimod et positivt ritual kunne være at tage en dyb indånding, hver gang du er ved at afbryde nogen. Det giver dig et alternativt adfærdsmønster, som med tiden kan blive automatisk. Det kaldes somme tider »Når – Så«, som i: »Når situation X opstår, vælger jeg adfærd Y.« Ved at skabe intentionen, konkluderer Gollwitzer, »kan folk strategisk skifte fra bevidst og krævende kontrol … til at være automatisk kontrolleret af karakteristika i situationen.«23
HVAD VIL DU OPNÅ,
OG HVAD VIL DU GØRE FOR IKKE AT OPNÅ DET?
Det fjerde og mest paradoksale skridt imod opbygningen af ritualer er at forvente indre modstand mod at opbygge dem. Udviklingspsykologen William Perry siger tørt: »Når nogen kommer til mig for at få hjælp, lytter jeg nøje og spørger mig selv: ‘Hvad vil denne person opnå, og hvad vil han gøre for ikke at opnå det?’»24 Homeostase kommer af det græske ord for ‘at stå stille’. Homeostase set i forhold til mennesket er det, der tillader os at bevare et stabilt indre trods påvirkninger lige fra vira til temperatursvingninger. Vores automatiske indre processer gør dette muligt, men de er også med til at forklare, hvorfor vi modsætter os forandring.
Vi føler en vis tryghed ved at gøre, som vi altid har gjort, selv om det ikke er optimalt og måske endda kan gøre os skade på længere sigt. Rygning, overspisning, micromanaging og konstant besvarelse af e-mails kan tjene til at dæmpe angstfølelser. På kort sigt giver disse aktiviteter trøst og lindring. Hvis de hjælper os med at komme igennem dagen og natten, opgiver vi dem ikke uden videre, selv ikke hvis vi indser, at de i det lange løb er besværlige og dysfunktionelle.
Harvardfolkene Robert Kegan og Lisa Lahey – til dels inspireret af deres læremester William Perry – har udført nyskabende forskning i noget, de kalder ‘forandringsimmunitet‘. I samarbejde med både enkeltpersoner og virksomheder har de påvist, hvordan selv den største iver vedrørende en vilkårlig forandring uvægerlig afbalanceres af en lige så stærk, men ofte skjult, iver efter at undgå forandring.
De spørger: »Hvad er det for en ofte ubevidst iver efter at bevare status quo og forhindre de ting, vi siger, vi ønsker skal ske, i at ske – fordi vi er bange for konsekvenserne, hvis de virkelig sker?«25
Forestil dig for eksempel, at du altid føler dig forjaget og fortravlet – en klage, vi hører så ofte på arbejdspladser, at den næsten er generel. Du beslutter at opbygge et ritual, som går ud på at bruge mere koncentreret tid på dine vigtigste opgaver. Det næste skridt, siger Kegan og Lahey, er at spørge dig selv, hvad du gør (eller ikke gør) for at undergrave opbygningen af dette ritual. Svarene kunne være, at du konstant tjekker din e-mail, at du prøver at gøre flere ting på en gang, at du afbryder folk midt i en sætning, eller at du ikke på forhånd har gjort dig klart, hvilke af dine mange aktiviteter der er de vigtigste.
Det næste skridt er at spørge: »Hvilke konkurrerende faktorer presser sig på her?« Her kunne svarene være: »At føle mig ovenpå«, »At have kontrol«, »At få meget fra hånden« – eller sågar: »At undgå ubehageligt, svært arbejde så længe som muligt.« Det sidste skridt er at definere noget, som Kegan og Lahey kalder ‘Den Store Antagelse’ bag hver konkurrerende faktor. Med det mener de frygten for, hvad der vil ske, hvis du rent faktisk ændrer dine vaner. I dette tilfælde kunne de store antagelser være: »Jeg bliver overvældet af alle de små gøremål, som hober sig op, hvis jeg ikke tager mig af dem«, eller »Andre vil træffe afgørelser uden mig«, »Jeg kan ikke tage mig ordentligt af kunderne« og »Jeg kan ikke bevare fokus og vil føle mig som en fiasko«.
Fordi vi oftest ikke forstår den frygt, som er forbundet med forandring, underminerer vi tit vores eget ønske om forandring. Men hvis vi kaster lys over de konkurrerende faktorer, får vi mulighed for at vurdere, om vores frygt for en given forandring virkelig er reel. Det er den som regel ikke. Derfor beder vi vores klienter om at stille sig selv dette spørgsmål: »Hvordan kan jeg udforme dette ritual, så jeg får udbytte af det og samtidig begrænser de omkostninger, jeg frygter, det kan have?«
EN KULTUR, DER SAMARBEJDER
Den næste betingelse for at opbygge et vellykket ritual er at få andres støtte. Hvis man indvier andre i sit ønske om at ændre en bestemt adfærd, opnår man ofte en højere ansvarlighed. Vi ved, at succesraten stiger dramatisk, hvis vi sætter vores klienter sammen parvis eller i grupper på tre eller fire og beder dem om at fortælle hinanden, hvordan det går en gang om ugen. Det er ikke kun et spørgsmål om, at de fleste af os naturligt føler en trang til at leve op til vores offentlige målsætninger. Det er også et spørgsmål om, at andre ofte kan hjælpe os til at se, når vi står i vejen for os selv. Det er også godt, når andre bekræfter vores fremgang.
Da vi begyndte på dette arbejde, prøvede vi for det meste at hjælpe enkeltpersoner til at skabe ændringer. Vi koncentrerede os ikke meget om virksomheder. Følgen var, at vores klienter glade opbyggede nye ritualer kun for at vende tilbage til deres arbejdsplads og opdage, at chefen – og hele virksomhedens kultur – slet ikke var interesseret i forandringer og ofte modsatte sig dem. Måske er forandringsritualer noget af det mest udfordrende for en virksomhed. Meget tyder på, at periodiske forandringsritualer øger produktiviteten (se kapitel 6), men mantraet ‘mere, større, hurtigere’ er dybt forankret i de fleste virksomhedskulturer. Holdningen er, at uproduktiv tid er spildtid. I dag arbejder vi med topledere på at indføre virksomhedsrutiner, som understøtter den enkelte medarbejders arbejde. Folk kan godt opbygge ritualer, uanset hvad der foregår omkring dem, men en grundlæggende ændring kræver medvirken fra top til bund.
»Lederen skal være mere end en støtte,« siger Kegan og Lahey i forbindelse med deres arbejde i virksomheder.26 Det er vi enige i. »Det kan ikke lykkes, hvis lederen kun giver sin tilladelse til, at vi deltager – hvis han eller hun kun ‘sponserer’ arbejde, som gøres af udefrakommende. Vi er afhængige af, at lederne, vi arbejder for, er reelle deltagere, og når modstanden viser sig – hvad den oftest gør – er det lederen … som må hjælpe gruppen med at puste liv i missionen.«
HOLD DET FRISKT
Det sidste skridt imod at opbygge effektive ritualer er ikke at lade dem blive så automatiske, at vi mister fornemmelsen for, om de stadig opfylder det ønskede mål. At opbygge gode nye adfærdsritualer er en fin dans mellem bevidsthed og automatik – endnu et par modsætninger. Vores mål er at hjælpe klienterne med at gøre mange af deres adfærdsmønstre automatiske, men uden en stadig bevidsthed er der en risiko for, at de på et tidspunkt bliver ‘gamle’ og overflødige. Ærlig selviagttagelse er midlet mod ubevidst selvbedrag. Nye ritualer kan ændre vores adfærd, men vores indbyggede modstand mod forandring, vores trang til øjeblikkelig tilfredsstillelse og vores evne til at narre os selv vil aldrig forsvinde. Vi farer uvægerlig vild af og til. Men så længe vi er villige til af og til at rette projektøren mod os selv – spørge: »Hvordan går det?« og holde os selv ansvarlige, når det går galt – har vi alle kraften til at blive ved med at lære og vokse.
Tænk på et tidspunkt, hvor du med held har skabt forandring i dit liv eller introduceret en adfærdsændring. Hvad gjorde det muligt? Tænk på et forsøg på at ændre et eller andet, som ikke lykkedes. Hvor lå forskellen på succes og fiasko?
Tænk på en ny adfærd, som du gerne vil bringe ind i dit liv. På hvilke dage og tidspunkter vil du gerne give dig i kast med det? Vi ved, at folk har større succes med at indføre ændringer, når de lægger dem på fastlagte tidspunkter. Hvad ville du være nødt til at ændre, for at det kunne lade sig gøre?
Når du planlægger en ændring, hvad er så den største forhindring for dens succes? Hvad skal du opgive for at lykkes? Hvilken modstand frygter du at møde? Med de mulige forhindringer in mente, hvad kan du så gøre for at øge chancen for succes?