En trigger er en begivenhed, en adfærd eller en tilfældighed, som udløser negative følelser og tvinger os ind i kæmp eller flygt-reaktionen – overlevelseszonen. Vi er udsat for triggere hver dag i varierende omfang. For det meste er det småirritationer på linje med, når en bi sætter sig på ens arm. Man bliver distraheret et øjeblik, og så vifter man den væk. Af og til bliver man stukket. Ubehaget varer ved, og smerten optager en. Somme tider føles det, som om vi bliver trigget dagen lang. Den ene ting efter den anden fører til utålmodighed, frygt, frustration eller vrede.
Selv om det bestemt er muligt at blive trigget positivt – af en smuk solnedgang, en uventet kompliment eller et lykkeligt minde – så er vi biologisk indrettet til især at sanse faren. Derfor er vi langt mere klar over, hvad der er galt med vores liv, end over hvad der er godt. I en afhandling med titlen Bad Is Stronger than Good har Roy Baumeister og hans kolleger analyseret snesevis af undersøgelser og opsummeret dem således:
»Dårlige følelser, dårlige forældre og dårlig behandling har større effekt end deres gode modsætninger, og dårlig information bliver grundigere gransket end god. Selvet er mere motiveret til at undgå dårlig selvdefinition end at efterstræbe god. Dårlige indtryk og dårlige stereotypier dannes hurtigere og er mere modstandsdygtige over for afkræftelse end gode.«1
Dette fænomen kaldes også ‘negativ forudindtagethed’. »Igen og igen,« forklarer Jonathan Haidt, »opdager psykologerne, at den menneskelige hjerne reagerer hurtigere, stærkere og mere vedvarende på negative ting end på positive.«2 Hvad fokuserer man mest på, når man bliver evalueret på arbejde – det gode eller det negative? Bruger du mest tid på at glæde dig over gevinsten ved de investeringer, du har gjort – eller på at ærgre dig over tabene? Mange undersøgelser peger på, at det at miste noget gør os langt mere ulykkelige, end vi bliver lykkelige, når vi opnår det.
»Det er et led i evolutionen, at dårlig er stærkere end god,« siger Baumeister.«Overlevelse kræver et skarpt fokus på de ting, som kan gå galt, mens de ting, som ser ud til at gå godt, ikke har den samme påtrængende karakter.«3 Selv om den form for opmærksomhed ikke længere er så afgørende for vores overlevelse, som den var for tusindvis af år siden, er vi stadig i højeste grad indstillet på potentielle faremomenter i tilværelsen.
Som vi har set, reagerer vi på truslen om fare ved enten at kæmpe eller flygte. Her er et eksempel: Ifølge min erfaring er der en god chance for, at du læser denne bog uden det store fokus eller den store indlæring. Dine tanker vandrer ofte, og du bliver let distraheret af det, der foregår omkring dig. Følgen er, at du ikke fanger en stor del af vores pointer. Jeg vil også vædde på, at du sjældent læser med meget opmærksomhed, og at din viden derfor er overfladisk, så du ender med at bruge meget tid på at improvisere dig frem uden at vide, hvad du egentlig taler om.
Hvad siger du til det? Har jeg ret? Det er jeg nogenlunde sikker på, at jeg har, selv om du muligvis vil benægte det.
Okay – prøv så at kigge på din krop. Hvordan har du det lige nu? Trækker du vejret hurtigere end normalt? Kan du mærke angst i maven eller i brystet? Føler du dig varm eller lettere utilpas? Måske er du irriteret over det, jeg lige har fortalt dig om dig selv.
Det er rimeligt nok. Jeg var ude på at trigge dig. I virkeligheden har jeg selvfølgelig ikke belæg for at tro, at det, jeg skrev før, har grundlag i virkeligheden. Men alligevel – hvis du er som flertallet af de mennesker, jeg arbejder med, så er det sandsynligt, at det triggede dig – i hvert fald i et vist omfang og måske endda så hurtigt, at du slet ikke lagde mærke til det.
Din amygdala – dit primære alarmsystem – opfangede den potentielle trussel i mine ord, før din præfrontale cortex havde mulighed for at vurdere, om mine ord havde noget på sig. Hvis din amygdala tog over, sendte den en meddelelse til hjernestammen, som på en brøkdel af et sekund frigav stresshormon i dit blod, så du kunne forsvare dig selv. Disse hormoner gennemstrømmer sandsynligvis stadig din blodbane, selv om niveauet burde være på vej ned nu, hvor din præfrontale cortex også har fået beskeden og indset, at det var et trick fra min side.
Hvordan reagerede du på min fornærmelse? Gjorde irritationen over min antydning dig kampivrig? Måske tænkte du: »Sikke en idiotisk tanke. Jeg var fokuseret på det, jeg læste, og selv hvis jeg ikke havde været det, er det jo ikke ligefrem de vises sten.« Eller reagerede du med flugt, så du måske følte dig lidt udsat, pinligt berørt eller selvkritisk? Måske tænkte du: »Uha, det er rigtigt, at jeg ikke koncentrerer mig godt nok. Jeg må gøre det bedre. Gud ved om folk kan mærke, når jeg ikke lytter ordentligt til dem?« Når vi kæmper, retter vi vores negative følelser mod andre. Når vi flygter, retter vi dem imod os selv. Ingen af delene hjælper os særlig meget. Vi ender med at få det dårligt eller med at få andre til at få det dårligt – og det er sjældent bevidst. Når vi mærker en trussel, reagerer vi bare.
LAD DIG IKKE PRESSE
En trigger viser sig først i kroppen. I kamp eller flugt tager det sympatiske nervesystem over, det forbereder os på at reagere hurtigt og overtrumfer vores reflekterende evner. Det fratager os muligheden for at træffe en bevidst beslutning. Den første udfordring er at blive bevidst om de følelser, som dukker op, når du trigges – før du handler på dem. Det kan betyde, at du lægger mærke til, at din puls stiger, at dit bryst snører sig sammen, eller du føler frustration, angst, ubehag eller vrede. Når du begynder at bemærke de negative følelser, er næste skridt at aktivere det, vi kalder triggerens ‘gyldne regel’: Lad dig ikke presse.
Nøgleordet her er ‘presse’. Et pres giver ikke mulighed for et valg, og et pres fører sjældent til noget positivt. Hvis man typisk slår igen, hvis man føler sig truet, er det sandsynligvis bedre at lade være. Hvis dit instinkt over for en trussel er at trække dig tilbage, er det bedst at forblive engageret. I begge tilfælde er formålet at bevæge dig fra automatisk til reflekterende tankegang, så du kan foretage en bevidst beslutning om, hvordan du skal reagere. Det kan være en stor hjælp at tage en dyb indånding og ånde langsomt ud, fordi det er en hurtig og effektiv måde at modgå udefrakommende stimulus og bevare roen. Føl dine fødder – tæerne, fodballerne, hælene. Det virker, fordi det trækker dig tilbage ind i kroppen og væk fra følelsen af at være truet.
For Jonathan, en topleder i et stort firma, som vi arbejdede med, var det værdifuldt at blive klar over, hvad det helt konkret var, som triggede ham. »Nu forstår jeg, at jeg bliver allermest trigget, når jeg føler mig virkelig presset,« siger han. »Enten når jeg har meget at lave eller har en deadline. I de situationer føler jeg let, at folk spilder min tid. Lad os sige, at jeg får en e-mail, som beder mig om at gøre noget, som afsenderen lige så godt selv kunne have gjort. I det tilfælde svarer jeg måske med en sarkastisk mail, og i det øjeblik jeg trykker på knappen, ved jeg, at jeg ikke skulle have gjort det. Jeg ved, at jeg derefter må udrede den ballade, jeg har skabt, hvilket både spilder min og andres tid. Nu har jeg lært at tage en dyb indånding og trykke på ‘kladder’, så mit udbrud bliver gemt og ikke sendt. Når jeg vender tilbage til mailen, er jeg faldet til ro, og så sletter jeg min besked eller skriver den om.«
VORES VIGTIGSTE EMOTIONELLE BEHOV
Hvis en trigger er en reaktion på en trussel eller fare, hvad er det så, vi helt konkret frygter? Hvorfor tvinger nogle begivenheder og konfrontationer os med stor forudsigelighed ind i overlevelseszonen? Den slags tænker vi ikke ofte på, fordi vi sjældent er klar over, at vi bliver trigget. Selv når vi begynder at bemærke de negative følelser, er vi oftest mere opsat på at lægge ubehagelighederne bag os eller skyde skylden på nogle andre end på at forstå, hvordan de opstod.
Men fordi ‘dårlig’ er stærkere end ‘god’, lagrer triggere sig i vores hukommelse. Hvis vi beder folk om at huske en trigger, kan de fleste gøre det. Vores klienter har gennem årene indviet os i tusindvis af dem. I langt de fleste tilfælde kan triggerens udspring identificeres som en følelse af at være blevet ringeagtet eller nedgjort af andres ord eller handlinger. Vores vigtigste emotionelle behov er at føle os trygge – at blive værdsat – og udfordringer af vores selvværd gør lige det modsatte. De får os til at føle os mindreværdige og usikre, og de fleste af os finder de følelser i bedste fald ubehagelige, i værste fald uudholdelige.
James Gilligan, som er professor i psykiatri ved University of Pennsylvania, har i 40 år studeret vold. »Under mit arbejde,« skriver han, »har det slået mig, hvor tit jeg fik det samme svar, når jeg udspurgte fanger og psykisk syge om, hvorfor de havde overfaldet eller dræbt en anden. Igen og igen lød svaret: ‘Fordi de ikke respekterede mig.’«4 Gilligan mener, at ønsket om respekt – mere end ønsket om penge – ofte er motivet for væbnet røveri. »Når jeg satte mig ned og talte længe med mænd, som flere gange havde begået den slags forbrydelser, hørte jeg ofte bemærkninger som: ‘Jeg har aldrig fået så meget respekt, som da jeg stak en pistol op i synet på den fyr.’«
Gilligan arbejdede engang med en fange, som virkede fuldstændig ustyrlig. Han overfaldt vagterne, selv om han blev straffet for det, indtil han endelig blev anbragt i døgnisolation. Selv da angreb han, når døren blev åbnet. Gilligan blev tilkaldt. »Hvad er det, du gerne vil have?« spurgte han fangen. »Hvorfor er du parat til at give afkald på alt andet for at få det?« Fangen, som normalt var så uartikuleret, at det var svært at forstå ham, rejste sig pludselig og sagde helt tydeligt: »Stolthed. Værdighed. Selvværd.« Og så tilføjede han: »Og jeg vil slå alle de motherfuckers i hele celleblokken ihjel for at få det. Uden stolthed har man ikke en skid.«
Dette behov for respekt er primalt og overlevelsesbaseret. Elijah Anderson, sociolog på Yale, har i mange år studeret volden, herunder specifikt det, han kalder ‘gadens kode’, som udspringer af kulturer i fattige byområder, hvor mulighederne for social opstigning er yderst begrænsede. »Essensen af denne kode,« skriver han, »er ideen om respekt – løst defineret som det at blive behandlet ‘rigtigt’ eller at få det frirum, man fortjener … respekt ses som noget, der er svært at opnå, men let at miste, og som derfor skal beskyttes konstant.« Gadens kode dikterer, at »hvis nogen disser dig, skal du sætte dem på plads«, og »du skal ikke bøje nakken«.5
Men resultatet er udsigtsløst: De værste overlever. »En mands udsigt til at hævde sig,« siger Anderson, »bygger på hans evne til at få andre ned med nakken. Der er en generel fornemmelse af, at respekt er en mangelvare, og derfor kæmper alle om at få så meget af den, som man kan.« Ganske som i tilfældet med Gilligans fange har Anderson opdaget, at »mange unge mænd i de store byer i særdeleshed kræver respekt og det i en sådan grad, at de vil sætte livet på spil for at opnå den og fastholde den.«
De ledere, vi arbejder med, har selvsagt bedre udsigt til at opnå respekt fra andre. Men det at føle sig respekteret er lige så vigtigt for dem. Hvem er vi, hvis vi ikke har en følelse af, at vi er noget værd? Selv om vi prøver at have det godt med os selv uanset andres mening, er vores selvopfattelse meget påvirket af andres værdsættelse. »Vi ønsker, at andre skal anerkende vores eksistens, regne os for noget og reagere over for os,« siger William Irvine i sin kontroversielle bog On Desire.6 »Vi vil gerne have, at de elsker os, og i hvert fald at de beundrer os. Og hvis vi ikke kan få deres beundring, prøver vi at få deres respekt og anerkendelse.« Eller som Daniel Goleman siger: »Trusler mod vores anseelse blandt andre er biologisk meget virkningsfulde, næsten lige så virkningsfulde som trusler mod vores liv.«7
Af alle disse pres er det følelsen af at blive personligt kritiseret, som lader til at have størst omkostning for kroppen og vores evne til at tænke klart. I en metaundersøgelse af 208 studier af stress fandt forskerne Margaret Kemeny og Sally Dickerson, at det højeste niveau af kortisol – det mest ekstreme kæmp eller flygt-hormon – aktiveres af »trusler mod ens sociale selv eller trusler mod ens sociale accept, anseelse og status«. En upersonlig stressfaktor såsom en ringende klokke er selvsagt irriterende, men den udløser ikke nær den samme reaktion. Når personer udsættes for en klokkes ringen, stiger deres kortisolniveau, men det falder ned igen i løbet af 40 minutter. Men en trussel mod deres selvagtelse får niveauet til at stige og holde sig oppe i mere end en time. Det er med til at forklare, hvorfor selv den mest ‘konstruktive’ kritik sjældent har meget effekt og ofte er uproduktiv. Hvis man virkelig skal forholde sig til kritik, må den komme fra en, som får os til at føle os trygge, og som vi stoler på vil os det godt. Vi bliver ikke inspireret af en, der siger: »Der er det og det galt med det, du har lavet.« Det virker langt bedre, hvis kritikken er fremadrettet: »Det her fungerer, og jeg tror, du skal gøre sådan og sådan for at komme videre.«
Baumeister og hans kollega Mark Leary har kigget i faglitteraturen for at finde ud af, i hvor høj grad følelsen af ‘at høre til’ er bestemmende for motivationen. Abrahm Maslow italesatte første gang begrebet ‘tilhørsfølelse’ i 1960‘erne, da han definerede det som det vigtigste behov næst efter følelsen af tryghed.8 Baumesiter og Leary var interesserede i, om empiriske metoder understøttede Maslows teori. »Meget af det, vi mennesker foretager os, sker ud fra tilhørsfølelse,« konkluderede de efter at have gransket et dusin undersøgelser. »Tilhørsfølelse kan være næsten lige så stærk som trangen til mad.« Eller som neurologen Mathew Lieberman fra UCLA siger: »For pattedyr er en social tilknytning til omsorgsgivere nødvendig for overlevelsen.«
Positiv tilknytning til andre understøtter vores tryghedsfølelse, og den er vigtig for vores ydeevne. Jo mere vi føler, at vores agtelse er truet, jo mere energi bruger vi på at forsvare den, og jo mindre energi har vi tilovers til at skabe kreativ værdi. En trigger kan virke som en alarm, som advarer os mod en mulig fare. Vores erfaring med tusindvis af klienter siger os, at en trigger næsten altid har noget at gøre med en følelse af at blive nedvurderet. Her er en liste over de ti triggere, som vi oftest bliver gjort opmærksom på:
• At blive tiltalt på en nedlandende og respektløs måde
• At blive uretfærdigt behandlet
• Ikke at føle sig værdsat
• Ikke at føle, at man bliver hørt
• At andre tager æren for ens arbejde
• At blive tvunget til at vente
• At andre arbejder sjusket med noget, man selv er ansvarlig for
• At føle sig kritiseret eller anklaget
• Urealistiske deadlines
• Folk, som tror, at de ved alting.
EN TRYG BASE
Behovet for omsorg og sikkerhed udspringer af de tidligste faser i vores udvikling, hvilket giver god biologisk mening. Uden omsorg ville vi ikke overleve. I en fascinerende serie af undersøgelser har endokrinologen Michael Meany fra McGill University påvist, at kvaliteten af den omsorg, en moderrotte giver sine unger, bogstavelig talt ændrer den måde, dna’et i ungernes gener finder udtryk. Under påvirkning af stress producerer rotteunger, som er blevet puslet om af deres mor, færre stresshormoner end unger, som har fået mindre omsorg. Rotteunger, som har fået omsorg, vokser også op og bliver mere årvågne, sikre og modige i deres adfærd, ligesom de med større sandsynlighed vil give deres egne unger omsorg. Meany tror på, at dette mønster er generelt for alle arter. Men mennesket har i højere grad end andre arter behovet for at modtage omsorg med sig gennem livet, både hjemme og på arbejde – alt efter i hvor høj grad dette behov blev dækket tidligt i deres eget liv.
Den kendte læge og psykoanalytiker John Bowlby tilbragte det meste af sin karriere med at studere forholdet mellem forældre og børn. Han var motiveret af sin egen opvækst i et følelseskoldt middelklassehjem i England i begyndelsen af 1900-tallet. Som de fleste børn på den tid så han sjældent sine forældre og blev sendt på kostskole som syvårig – en oplevelse, han fandt skræmmende og smertefuld.
Bowlbys teorier om tilknytning voksede ud af iagttagelser af børn, hvoraf mange var forældreløse efter Anden Verdenskrig, mens andre lå på hospitalet eller var anbragt på institutioner og derfor var adskilt fra deres primære omsorgsgivere. Nøglen til en sund følelsesmæssig udvikling, mente Bowlby, lå i det, han kaldte »en tryg base, hvorfra et barn eller en ung kan foretage udflugter til verden udenfor, og hvortil han kan vende tilbage i den faste overbevisning, at han vil blive vel modtaget igen, næret fysisk og følelsesmæssigt, trøstet, hvis han er ked af det, beroliget, hvis han er bange«.9
Bowlby og hans amerikanske elev Mary Ainsworth formulerer her, hvordan en tryg base og et hjemsted er et godt udgangspunkt for den følelsesmæssige opladning, som gør det muligt for et barn at udforske det ukendte. Jo mere tryg basen er, jo mere tillidsfuldt bliver barnet, og jo mere bliver det interesseret i at bevæge sig ud i verden i kortere eller længere tid. Margaret Mahler, som var psykoanalytiker og samtidig med Sigmund Freud, beskrev specifikt denne ‘hjemvenden til basen’ som en mulighed for at ‘tanke op’. Kort sagt er følelsen af at være værdsat og tryg en grundlæggende form for vaccination imod stress.
Vores oplevelser i den tidlige barndom sætter et aftryk, som helt forventeligt påvirker vores tryghedsfølelse meget – og vores sårbarhed over for triggere – i resten af livet. Baumeister hævder, at den voksnes frygt for ensomhed og manglen på omsorgsfulde relationer er »værre end smerten ved følelsesmæssig eller fysisk misbrug«. Over længere tid overføres kilden til en tryg base ofte fra en forælder til en ægtefælle eller partner. Kvaliteten af vores relationer og vores effektivitet i livet er i høj grad afhængig af, hvor godt dette behov opfyldes. »Megen neurotisk, utilpasset og destruktiv adfærd,« skriver Baumeister, »synes at reflektere enten desperate forsøg på at etablere eller fastholde forhold til andre mennesker eller ren og skær frustration og håbløshed, når ens behov for at høre til ikke bliver opfyldt.«10
Phillip Shaver er forsker og psykolog. Han er inspireret af Bowlby og Ainsworth, og han anslår, at godt halvdelen af alle amerikanere har en ‘tryg tilknytning’, hvilket muliggør evnen til at indgå gode venskaber, have selvtillid og føle sig tilpas med at dele sine følelser med venner og partnere. Cirka 20 procent er det, Ainsworth i sin tid kaldte ‘ængstelige’, hvilket betyder, at de ofte føler, at de ikke får nok kærlighed og derfor bliver klæbende og overafhængige af andre. Den sidste fjerdedel af amerikanerne er ‘undvigende’ – mistroiske, fremmede over for nærhed, emotionelt distancerede, tilbageholdende og lukkede.
Truende begivenheder øger vores behov for en tryg base, selv når vi er voksne. »At forblive tæt på et velkendt menneske, som vi ved er rede til at komme os til hjælp i et nødstilfælde,« skrev Bowlby, »er en god forsikring – uanset vores alder.«11 Behovet for en sådan person er med til at forklare The Gallup Organizations opdagelse af, at en af nøglerne til højt engagement og høj ydeevne er at ‘have en god ven på arbejdet’. En ven eller en respekteret mentor skaber en tryg base – en kilde til stadig emotionel næring, tryghed og sikkerhed over for hverdagens udfordringer. Eller sagt i energitermer: Jo større udfordringer vi står over for, jo større er vores behov for genopladning og hvile – ikke bare fysisk, men også følelsesmæssigt.
En sund følelsesmæssig udvikling – og den højeste ydeevne – kræver evnen til at bevæge sig frit og fleksibelt mellem selvstændighed og trygge forbindelser med andre. Hvis vi får for lidt opmuntring, kærlighed og beskyttelse – på arbejdet eller uden for – føler vi os utrygge, usikre og ude af stand til at fungere effektivt. Paradoksalt er narcissisme – en ekstrem selvfølelse og selvbeskuelse – en af de mekanismer, vi bruger til at beskytte os imod en underliggende følelse af mindreværd. »Et almindeligt forsvar mod mindreværdets smerte er en oppustet selvfølelse,« forklarer psykologen Terrence Real.12
To adfærdsmønstre er almindelige blandt virksomhedsledere, når deres egne grundlæggende emotionelle behov ikke er blevet opfyldt på en nærende, varig måde. Det første mønster består i, at de henleder opmærksomheden på deres egen værdi, ofte gennem en vilkårlig magtudøvelse. De tydeligste udtryk er et stort behov for kontrol, dårlig lytteevne, utålmodighed og selvhævdelse. Så længe ledere ikke vil se ærligt på sig selv – indrømme deres frygt og mangler – kan de ikke vokse eller ændre sig. Deres medarbejdere betaler prisen. Det andet almindelige mangeldrevne adfærdsmønster hos ledere omfatter en nedgøring af andre med det formål at styrke deres egen selvfølelse. Dette kan komme til udtryk gennem en nådesløs kritik af deres ansatte, eller, mere subtilt, ved at de tilbageholder enhver form for positiv feedback. Indvirkningen på ydeevnen er evident: Jo mindre folk føler sig værdsat, jo mindre loyale og produktive bliver de.
I nogle tilfælde er oppustet selvfølelse ikke et dække for usikkerhed, men simpelthen et rent udtryk for ejerfølelse, selvtilfredshed og overlegenhed. I en undersøgelse blandt 37.000 universitetsstuderende viste narcissistiske personlighedstræk en stigning fra 1980‘erne til i dag svarende til stigningen i fedme. I en anden undersøgelse udfyldte 11.000 teenagere mellem 14 og 16 et spørgeskema med 400 spørgsmål. Forsøget blev gennemført i 1951 og igen i 1989. Den mest iøjnefaldende forskel fandtes i svarene på udsagnet: »Jeg er en betydningsfuld person.« Kun 12 procent svarede ja i 1951. I 1989 var tallet 80 procent.13
Dette kunne ses som en god udvikling, men den betydningsfuldhed, som mange af disse mennesker føler, er ikke underbygget. Høj selvanseelse, for eksempel, kan ikke relateres til bedre karakterer, prøveresultater eller arbejdspræstationer. »Universitetsstuderende med oppustet selvopfattelse (som mener, at de er bedre end andre mennesker) får dårligere karakterer, jo længere de studerer, (og) de dropper også med større sandsynlighed ud af uddannelsen,« siger forskerne Jean M. Twenge og W. Keith Campbell. Når narcissister får prøver i generel viden, er de langt mere sikre på deres svar end deres mere ydmyge medstuderende, men de får ikke højere karakterer. Næsten 40 procent af amerikanske elever i ottende klasse udtrykker selvsikkerhed i forhold til deres matematikkundskaber mod kun seks procent af eleverne i sydkoreanske skoler, men sydkoreanerne får langt højere karakterer. I en anden undersøgelse viste det sig, at ledere, som havde høj selvanseelse og også udviste narcissistiske træk, blev anset af deres ligemænd for at ligge under gennemsnittet. Når ansatte ser deres ledere som egoistiske og selvoptagne, giver de dem også dårligere karakterer med hensyn til personalemæssige kvaliteter og integritet.
Hvad enten høj selvanseelse er et tyndt dække over utilstrækkelighed eller en oppustet og ubegrundet selvsikkerhed eller ej, så er overdreven selvanseelse mindst lige så dysfunktionelt som usikkerhed. Overdreven selvanseelse, selvoptagethed, et stort behov for beundring og overfølsomhed over for kritik – narcissistens kendetegn – undergraver vores evne til at lære, vokse og tage ansvar for vores mangler og fejl. Misundelse, mangel på empati og en kort lunte forhindrer narcissistiske ledere i at etablere og opretholde tætte relationer og arbejde effektivt med andre. Kort sagt kan høj selvanseelse uden en modsvarende evne til at værdsætte og påskønne andre være farlig.
Selv om vi ikke nærmer os disse ekstremer, slås de fleste af os i højere eller mindre grad med en følelse af ikke at være tilstrækkelig værdsat på arbejdspladsen, ligesom vi af og til gør os skyldige i ikke at værdsætte andre. Vi bruger meget af vores liv på at føle os enten ‘forud’ eller ‘bagud’ – bedre eller ikke gode nok. Begge positioner adskiller os fra andre, og ingen af dem tjener os godt. »Paradokset i den grandiose mentalitet,« skriver Terrence Real, »er, at den netop konsoliderer de mangelfulde relationer, hvis smerte den forsøger at lindre.«
Da vores inderste behov for værdsættelse så sjældent opfyldes i de fleste virksomheder, prøver vi ofte at holde vores sult skjult, når vi er på arbejde. Sårbarhed får os til at føle os udsatte og ilde tilpas. Samtidig bruger vi enorm energi på at beskytte vores selvfølelse, når den trues – hvad enten det sker ved at slå fra os, skyde skylden på andre, fortrænge, forklare eller distancere os.
Kampreaktionen på en følelse af utilstrækkelighed er at påkalde os opmærksomhed på en mere aggressiv måde. Det ser vi hos ledere, som praler med deres magt, tager æren for succes, skyder skylden på andre og aldrig skaber forlig. I Good to Great beskriver Jim Collins ydmyghed – og et meget veldefineret mål – som en af de to vigtigste egenskaber hos toplederne i de mest langtidsholdbare og stabile virksomheder. Det giver mening ud fra en energimæssig synsvinkel. Lederen, som hviler i sine egne værdier, har plads til at investere i at fremme andres energi.
Flugtreaktionen, når vi føler os truet, forsøger at minimere truslen mest muligt ved helt at undgå konfrontation. I de fleste virksomheder, som vi har samarbejdet med, er flugt mere almindelig end kamp. Men effekten på medarbejderne er lige så negativ. I én virksomhed nægtede chefen simpelthen at gennemføre samtaler, som han vidste ville gøre andre kede af det, fordi det var svært for ham. Han ville først og fremmest opfattes som en flink fyr, men hans adfærd havde den modsatte effekt. Hans nærmeste medarbejdere anede ikke, hvor de stod. De lærte igennem årene ikke at stole på, hvad han fortalte dem. Det gjorde dem forvirrede. Chefens faste beslutning om at undgå konflikt afstedkom stor fjendtlighed fra hans nærmeste medarbejdere. De følte sig frustrerede, usikre og vrede, men ude af stand til at få hul på problemet, hvilket undergravede ledelsens samlede effektivitet.
Misundelse og grådighed er to af de øvrige primære manifestationer af vores uopfyldte behov for tryghed og værdsættelse. Penge er et middel til at opnå sikkerhed, men de giver os også en følelse af at have værdi. Det, man kan købe for penge, er synligt og håndgribeligt, men det er også begrænset og endimensionelt. Grådighed er en afspejling af oplevelsen af, at intet beløb er stort nok til at opfylde vores dybeste behov. Hvordan kan man ellers forklare trangen til de større og større summer, som fik folk i banksektoren – som var meget rige i forvejen – til at foretage de kortsigtede og halsløse dispositioner, som udløste den nuværende finanskrise? Og penge er ikke den eneste måde, vi udtrykker vores grådighed og uopfyldte behov. Grådighed viser sig i alt fra manglende villighed til at uddelegere arbejde til tilbageholdelse af information.
Misundelse er grådighed rettet imod det, andre har. Misundelse får os til ikke blot at bruge energi på at sammenligne os selv – negativt – med andre, men også på at opnå fordele på deres bekostning. Det er ikke overraskende, at sladderhistorier ti gange oftere er negative end positive. Som François de La Rochefoucauld stilfærdigt bemærkede: »Vi har alle kræfter nok til at udholde andres problemer.« Eller som romanforfatteren Pete Dexter siger om sin reaktion på andre forfatteres succes: »Misundelse er ikke det rette ord for det, jeg føler. Jeg håber snarere, at de bliver kørt ned af en bil.«
Når vi prøver at opbygge selvfølelse på bekostning af andre, gennem grådighed eller misundelse, reagerer disse andre oftest, som om deres overlevelse var truet. Det svarer til to druknende, som prøver at redde sig selv ved at skubbe den anden under. Ingen vinder. På samme måde ender vores forsøg på at bevise vores overlegenhed i forhold til andre uvægerlig med, at vi fjerner os mere og mere fra de nære relationer, som vi har så meget brug for. Vores velbefindende er ikke bare afhængigt af, at vi opbygger vores egen værdi, men også at vi aktivt værdsætter andre.
Vores inderste emotionelle behov er at føle os trygge. I de fleste tilfælde kan negative følelser spores til en oplevelse af ikke at føle os værdsat. Tænk på sidste gang, du følte dig oprørt – vred, frustreret, ængstelig eller utålmodig. Kan du spore oplevelsen tilbage til en trussel imod dit selvværd? Bliv mere bevidst om, hvor meget energi du bruger på at bekymre dig om, genoprette eller formulere dit eget værd.
Gå tilbage til side 149 og kig på de mest almindelige triggere. Triggere viser sig først i kroppen. Læg mærke til dem næste gang, du føler din puls stige, dit bryst trække sig sammen eller din mave gøre ondt. På den måde kan du fastslå, hvornår du er blevet trigget – udelukkende ud fra dine fysiske følelser.
Når en trigger anbringer dig i overlevelseszonen, skal du først og fremmest berolige din krop. Det betyder, at du skal bruge triggernes ‘gyldne regel’: Gør det modsatte af det, du føler dig tilskyndet til. Tag en dyb indånding og mærk dine fødder. På den måde vinder du tid, indtil du kan foretage et bevidst valg om, hvordan du bedst reagerer på triggeren.