Energi

Jake arbejdede for en stor teknologivirksomhed i Silicon Valley, men ønskede at starte sin egen forretning. Han havde brugt et år på at samle midler til et netbaseret foretagende, hvis formål var at evaluere økonomiske risici. Alan var en velhavende investor fra Boston, som Jake mødte gennem Susan, som var en fælles bekendt. En måned senere var Alan i San Francisco og inviterede Jake på morgenmad. Den afsatte time blev til tre. Da de skiltes, var Jake overbevist om, at han havde fundet den rette investor. Alan lovede at kontakte ham i løbet af et par dage. Indtil da bad han Jake om at e-maile yderligere oplysninger og detaljer. »Du kan få fat i mig når som helst,« sagde Alan. »Jeg er altid på min BlackBerry.«

I løbet af weekenden fik Jake en masse nye ideer til sit foretagende, og mandag morgen sendte han en e-mail til Alan. Da han ikke havde fået svar den følgende morgen, ringede han til Alan, men fik svareren. Jake var skuffet, men lagde ikke så meget i det. »Der er kommet noget i vejen,« sagde han til sig selv. »Alan er en travl mand.«

Onsdag sidst på eftermiddagen prøvede Jake både at ringe og maile, men fik intet svar. Han overvejede at ringe til Susan, men huskede så, at hun var på bjergbestigningsferie. Jake ønskede ikke at presse Alan for meget, så han ventede yderligere to dage, før han igen e-mailede om fredagen. Intet svar. Midt på eftermiddagen tændte han fjernsynet på kontoret. Alan var på CNBC, hvor han optrådte på Squak Box og fortalte om nogle af sine nylige investeringer. Så havde han altså ikke mere travlt, tænkte Jake.

Jake følte sig nedgjort, så han konkluderede vredt, at der ikke var nogen mening i at kontakte Alan yderligere. »Hvem har lyst til at arbejde med sådan en type?« sagde han til sig selv. En uge senere ringede han til Susan, som var kommet hjem. Han var stadig vred.

»Ham din ven er da en tvivlsom type,« sagde han til hende. »Først siger han, at min ide er rigtig god, og at jeg bare kan kontakte ham, og så gider han ikke engang at besvare mine mails.«

»Det var da underligt,« svarede Susan, »for jeg har lige fået en mail fra Alan, hvor han skrev, at han havde sendt detaljerede kommentarer om dit projekt til dig, men aldrig havde hørt fra dig.« Jake følte, hvordan hans mave snørede sig sammen. Kunne han være kommet til at give Alan sin mailadresse på arbejde? Han åbnede computeren og ledte – jo, der var en mail fra Alan, skrevet om mandagen efter deres møde. Mailen indeholdt en lang vedhæftet fil, der ikke havde fået lov at passere Jakes firewall på kontoret.

»Jeg havde lidt af en oplevelse efter vores glimrende møde,« begyndte mailen. »Da jeg skulle om bord i flyet, opdagede jeg, at min BlackBerry var væk. Da jeg landede i Boston, havde tyven åbnet en netbankkonto i mit navn. Jeg måtte spærre alle konti. Mit ny mobilnummer står nederst, og jeg skriver fra min nye mailadresse. Det gode er, at jeg har tid til at lave en ny strategi, som jeg vedhæfter her. Lad os tales ved i morgen. Alan.«

Hvordan nåede Jake frem til sin fejlagtige opfattelse? I sin egen bevidsthed havde han dannet sig en opfattelse af Alan ud fra fakta. Men han forstod ikke, at han havde sat disse fakta sammen til en bestemt historie.

Et faktum er noget, som kan bekræftes af alle og enhver. Det er uimodsigeligt. Det var et faktum, at Jake havde sendt adskillige mails og ringet flere gange til Alan. Det var et faktum, at han ikke fik svar fra Alan – i hvert fald ikke et svar, som havnede i den rette postkasse. Det var også et faktum, at Alan havde optrådt på CNBC.

En historie, derimod, er noget vi laver for at give fakta mening. Det gør vi, fordi mennesket søger mening. Vi vil gerne forstå. Problemet er, at vi ofte fortæller vores historier så hurtigt, at vi forveksler dem med fakta og derefter opfatter historierne som sandheden. Og da ‘dårlig’ er stærkere end ‘god’, fortæller vi ofte instinktivt negative historier.

Jakes historie gik ud på, at Alans udeblevne svar betød, at Alan var uforskammet og amatøragtig. Og hvis Alan havde tid til at sidde og sludre på tv, så var han tydeligvis ikke blevet forhindret i at ringe af en alvorlig situation. Jakes historie virkede troværdig. »Jeg fortæller dig bare, hvad der skete,« sagde han til Susan. Men historien afspejlede ikke, hvad der virkelig var sket. Og den omstændighed, at Alan ikke modtog et svar fra Jake, fik Alan til at fortælle lignende negative historier om Jake. Ingen af dem tænkte på, at der måske var en indlysende forklaring på den andens handlinger. De følte sig begge nedvurderet, trigget og vrede. De troede begge, at deres følelser var berettigede af begivenhederne – og ingen af dem fik, hvad de egentlig ønskede.

Vores bevidsthed kan i sig selv være med til at dæmpe vores reaktioner. Ved simpelthen at være nysgerrige efter at forstå, hvordan vi reagerer, bliver vi iagttagere af vores adfærd. I stedet for at blive rystet af de følelser, vores historier genererer – ‘jeg er vred’, ‘den mand er idiot’, ‘jeg bliver behandlet uretfærdigt’ – står vi mere uafhængigt. I stedet for at reagere ud fra vores følelser kan vi vurdere dem køligt. Ved at skifte perspektiv får vi igen et valg.

Vi kan selvfølgelig ikke ændre fakta, men vi kan selv vælge, hvordan vi tolker dem. Vi er i stand til at få mere kontrol over de historier, vi fortæller os selv. Vi kan også bruge vores reflekterende evne til at se verden i et mere komplekst og alsidigt lys uden at bortforklare, bagatellisere eller benægte fakta. For så vidt som det tjener os, kan vi bevidst kultivere en positiv mentalitet som modvægt til den negative mentalitet, som evolutionen har givet os.

REALISTISK OPTIMISME

Positiv tænkning har længe været set ned på i sofistikerede kredse. I Candide, skrevet i 1759 under Oplysningen, håner Voltaire Candides optimistiske lærer, Dr. Pangloss, for hans urokkelige tro på, at »alt sker for det bedste i den bedste af alle verdener«. Pollyanna, hovedpersonen i Eleanor Porters børnebøger fra begyndelsen af 1900-tallet, kunne finde det bedste i alle situationer. Med tiden kom Pollyanna til at fremstå som symbolet på den tåbelige person, som er urimeligt eller urealistisk optimistisk. Også Norman Vincent Peales Vær positiv – lev lykkeligt og Dale Carnegies Vind venner, indflydelse og fremgang er solgt i millionoplag, men betegnes ofte nedsættende som enfoldig propaganda.

Optimisme kan da også være en form for selvbedrag og fortrængning – det, Roy Baumeister kalder »en ensidigt bekræftende indgangsvinkel til informationshåndtering«.1 Eller som psykologen Christopher Peterson siger: »Nådesløs optimisme udelukker forsigtighed, nøgternhed og en bibeholdelse af de ressourcer, som har at gøre med tristhed, som del af den normale og formentlig adaptive reaktion på et problem.«2 I sin ekstreme form gør optimisme valget ensidigt. Måske får optimisme os til at føle os bedre tilpas på kort sigt, men den ruster os ikke til at fungere effektivt i en kompleks verden eller til at lære af vores fejltagelser.

Nådesløs pessimisme er på den anden side lige så snæver og ekstrem. Og den kan være endnu mere dysfunktionel. Meget tyder på, at negative tanker tærer på vores helbred, vores evne til at tænke klart og i sidste ende vores ydeevne. »Et sundt psykologisk immunsystem finder balancen, hvor vi har det godt nok til at udholde situationen, men tilstrækkeligt dårligt til at gøre noget ved den,« skriver Daniel Gilbert i sin glimrende bog Stumbling on Happiness.³ Hvordan skal man beskrive dette mere nuancerede perspektiv, som både omfatter optimisme og pessimisme, positivitet og negativitet – uden at vælge den ene af siderne?

Psykologen Sandra Schneider har formuleret udtrykket ‘realistisk optimisme’, som hun definerer som »en accept af den givne situation og en evne til at finde en tilfredsstillende mening i den«.⁴ I modsætning til blind tiltro, falsk håb og en tro på mirakler afbalancerer den realistiske optimisme et håbefuldt og positivt perspektiv med en erkendelse af, at resultatet måske ikke bliver som forventet. »Realistisk optimisme,« forklarer Schneider, »handler om at være nådig i bedømmelsen af fortidens begivenheder, aktivt at værdsætte de positive sider ved vores nuværende situation og helt selvfølgeligt at betone de positive muligheder i fremtiden.« Hvis det at være realistisk skal ses i forhold til fakta, så er optimisme en naturlig følge af den historie, vi vælger at fortælle om disse fakta. Realistisk optimisme tjener til at sikre den bedst mulige indsats for at opnå det bedste resultat.

Forestil dig, at du er 1,62 høj, og at din største ambition er at blive basketballstjerne. I dette tilfælde vil optimisme med stor sandsynlighed føre til skuffelse. Men hvis din ambition er at blive den bedst mulige basketballspiller med den højde, du nu har, kan din optimisme gøre dig mere modstandsdygtig og ivrig efter at arbejde hårdere for at forbedre dig. Adskillige undersøgelser har vist, at det at fokusere på et positivt resultat snarere end på at undgå et negativt ofte fører til en øget vedholdenhed, en mere fleksibel måde at nå et mål på, øget kreativitet, større indre motivation, mere tilfredshed og bedre resultater. Kort sagt: Hvis vi forventer at lykkes med noget, er det mere sandsynligt, at vi faktisk gør det. »Vi har alle medindflydelse på kvaliteten af det, vi oplever,« skriver Schneider, »og vi har alle til dels kontrol over, hvorvidt der kommer noget godt ud af det. Det er realistisk at antage, at en positiv indstilling betaler sig.«

Men hvis man benægter realiteterne – enten ved aktivt at undgå information, som man ikke bryder sig om, eller ved at lede efter information, som bekræfter det, man allerede tror – så bliver realiteterne bare ved med at være de samme. I Good to Great beskriver Jim Collins det perfekte eksempel på realistisk optimisme i historien om James Stockdale, en højtstående amerikansk flådeofficer, som blev holdt fanget under Vietnamkrigen. I sine syv års fangenskab blev Stockdale ofte tortureret og holdt isoleret. Han havde ingen grund til at antage, at han nogensinde ville blive fri.

»Jeg mistede aldrig troen på historiens slutning,« forklarede Stockdale Collins. »Ikke alene troede jeg på, at jeg ville blive fri, men også at jeg ville kunne vende mine oplevelser til noget, der definerede mit liv.«5

Løsningen lå i Stockdales evne til at favne både optimisme og pessimisme på én gang – det, Collins kaldte ‘Stockdaleparadokset’. Som Stockdale forklarede: »Man må aldrig forveksle troen på, at man nok skal klare den – en tro, man aldrig må miste – med evnen til at konfrontere selv de mest brutale kendsgerninger i ens nuværende situation, uanset hvad.«

Vi prøver tit – ofte ubevidst – at bekræfte det, vi allerede tror, ved at fortælle os selv historier, som passer til vores opfattelse. »Igen og igen,« forklarer Jonathan Haidt, »viser undersøgelser, at folk foretager kognitive udflugter for at finde grunde til at opretholde deres foretrukne overbevisning eller adfærd. Og da denne proces ofte er vellykket, ender vi med en illusorisk følelse af objektivitet. Vi tror fuldt og fast på, at vores indstilling er rationelt og objektivt funderet.«⁶

Tænk på historien, som Jake fortalte sig selv, da han troede, at Alan ikke reagerede på hans mails og telefonopringninger. Hvis Jake havde været realistisk optimistisk i stedet for at tro det værste, havde han måske fortalt sig selv en anden historie om Alans udeblevne svar. Jake kunne have sagt til sig selv: »Alan var oprigtigt begejstret. Jeg vil tro, at der er en god grund til, at han ikke har svaret mig.« Hvis Jake havde fortalt sig selv den historie, ville han have haft det bedre og ikke brugt sin energi på vrede og frustration. Det kunne også have fået ham til at prøve mere ihærdigt på at kontakte Alan i stedet for at afskrive ham.

HINSIDES BEBREJDELSE

Når vi reaktivt forfalder til at fortælle negative historier, giver vi næsten altid os selv rollen som offer. Det skete i Jakes historie om Alan (og måske også i Alans om Jake). At bebrejde andre for det, der går skævt for os, er en form for selvforsvar. Ved at fralægge os ansvaret får vi det kortvarigt bedre. Det er en form for forsvar, vi lærer tidligt i livet. »Det var ikke min skyld!« protesterer vi defensivt. Offerrollens negative side er, at den begrænser vores indflydelse på vores egen situation.

Alternativet er at tage ansvar. Det betyder ikke, at vi skal bebrejde os selv for alt det negative, der sker for os – det er bare at erstatte den ene ekstrem med en anden. Det betyder derimod, at vi målrettet skal finde ud af, hvor vores ansvar i en given situation ligger, og hvordan den historie, vi vælger at fortælle, kan påvirke udgangen på situationen. Da vi traf Linda, som er underdirektør i et stort reklamebureau, fortalte hun os, at den største trigger i hendes job var, at hendes chef sjældent efterkom hendes anmodninger om feedback med hensyn til projekter, som hun skulle til at arbejde på. Linda konkluderede, at chefen ikke syntes, at hendes ideer var værd at bruge tid på, og tænkte ofte, at hendes dage i jobbet var talte. Hun følte sig ringeagtet af ham, og det gik op for hende, at hun ofte hældte sine egne frustrationer ud over sit eget hold.

Da vi forklarede Linda om forskellen på fakta og historier, forstod hun, at hun ikke havde nogen ide om, hvorvidt hendes historie om chefen var sand. Næste gang hun mødte ham, spurgte hun ham direkte. »Jeg har tænkt på,« sagde hun, »hvorfor du ikke reagerer, når jeg beder om feedback.« Han så forbløffet ud. »Du har jo altid styr på det hele, så det er der ingen grund til,« sagde han. »Jeg reagerer kun på den slags mails, hvis der er et problem. Det er jeg ked af. Det troede jeg, du vidste.«

Oplevelsen fik Linda til at opbygge et ritual for en ny måde at reagere på, når hun opdagede, at hun forventede det værste. »Min oplevelse af situationen,« sagde hun til den, der havde trigget hende, »er sådan her.« Hun fortalte derpå sin historie og spurgte, om det var rigtigt opfattet. I de fleste tilfælde opdagede hun, at hendes værste anelser overhovedet ikke blev bekræftet. I de sjældne tilfælde, hvor de viste sig at være rigtige, gjorde hendes åbenhed det muligt at tale om tingene på en rimelig måde uden at bringe den anden i defensiven.

Paul er afdelingsleder i et stort oliefirma. Han opdagede, at han ofte blev trigget, når Andrew – en strategimedarbejder på holdet – ikke arbejdede ret meget ved sit skrivebord. Paul blev overbevist om, at Andrew drev den af, selv om Andrew var kendt som en kreativ og produktiv medarbejder. Vi bad Paul om at overveje et helt enkelt spørgsmål: »Kunne der være en mere positiv forklaring på, at Andrew ikke sidder så meget ved sit bord?« Paul medgav, at Andrew måske arbejdede et andet sted. Og han indså, at det måske ikke betød så meget, hvor han arbejdede.

Når vi bliver trigget – og den underliggende årsag er, at vi føler os nedvurderet – fortæller vi ofte vores historier i sort og hvidt. Rigtigt eller forkert, godt eller skidt, helt eller skurk. Ingen af disse ekstremer tager højde for kompleksiteten af det, der foregår mellem os. I stedet stiller vi det op som en slags kamp, hvor én må tabe. Hvis jeg har ret, tager du fejl. Hvis jeg er helten, er du skurken.

Men hvad hvis alle disse modsætninger gjaldt for dig? Rigtigt og forkert. Godt og skidt. Helt og skurk. Tag et stykke papir. Træk en lodret linje midtpå. Og overvej dette spørgsmål: Hvad kan du bedst lide ved dig selv, og hvad værdsætter andre mest ved dig? I venstre kolonne skriver du en liste over dine bedste kvaliteter. Gør den så omfattende som muligt, før du læser videre. Du skal skrive mindst seks kvaliteter ned.

I højre side skriver du så de ting, du bryder dig mindst om ved dig selv, og som du kan forestille dig, andre gerne ville have dig til at lave om på. Læs ikke videre, før du har skrevet begge lister.

Kig så på kolonnerne. Personen med egenskaberne til venstre lyder sikkert tiltalende – én, du ville kunne lide og beundre. Personen til højre virker sandsynligvis utiltalende – en person, du måske ville gøre alt for at undgå.

Hvilken af dem er den rigtige dig?

Svaret er selvfølgelig dem begge, men det er svært for os at indse. De negative egenskaber virker skræmmende – de er tegn på utilstrækkelighed og uværdighed, som står i skærende kontrast til den positive liste. Som sædvanlig er det det negative, som fanger vores opmærksomhed. Carl Jung kaldte disse negative aspekter for vores skygge – svaghederne, manglerne og de kedelige egenskaber, som vi forsøger at distancere os fra.

»Alle har en skygge,« skrev Jung, »og jo mindre fast form den har i individets bevidste tanker, jo sortere og tættere er den.«7 Jo mere uvidende vi er om vores begrænsninger, jo større risiko er der for, at vi enten handler ud fra dem eller projicerer dem over på andre. Her er et citat fra min egen The Power of Full Engagement: »En tyran kompenserer for sin underliggende magtesløshed ved at behandle andre dårligt. Lederen, som hjemsøges af tanker om mindreværd, demonstrerer hele tiden sine egne sejre og taler altid om de berømte og betydningsfulde folk, han kender. Den høflige og korrekte værtinde, som ikke kan se sin egen underliggende misundelse i øjnene, finder subtile måder at affærdige og afvise alle omkring sig.«⁸

At demonstrere vores styrker og fornægte vores skyggesider skaffer os ikke venner. Det dræner os. »Sund selvagtelse,« skriver Terrence Real, »er evnen til at holde af sig selv trods fejl og mangler.«⁹ Hvor skræmmende det end kan være at erkende disse fejl og mangler, så er det et ironisk faktum, at det afføder større respekt, når vi gør det.

Ved at acceptere os selv i vores helhed behøver vi ikke længere at forsvare vores værdi så ivrigt. Det, der før triggede os, kan i stedet blive en kilde til viden og information. Hvis vi ser ærligt på os selv, erkender vi realiteterne uden at miste selvagtelse – og vi afviser det, som ikke er sandt. I stedet for at forsvare os imod imaginære trusler og angreb bruger vi den bedste del af den respons, vi får, til at realisere os selv bedre.

DE OPTISKE LINSER

Vores identitet er summen af de historier, vi fortæller om os selv. Vores syn på verden er summen af de historier, vi fortæller om andre. Vi har en udviklet evne til at dele vores virkelighed på godt og ondt. Men de fleste af os har en ubevidst optik. Vi kalder denne linse virkeligheden, fordi vi tror, at den viser os tingene, som de er.¹⁰ I realiteten ser vi alle på virkeligheden gennem en unik linse, som selektivt filtrerer vores syn på verden.¹¹ Som Paul Simon synger i The Boxer: »A man sees what he wants to see and disregards the rest.« Vi må lære at se på verden gennem en mere varieret optik.

Den første ny måde at se på er gennem den ‘reflekterende linse’. Det betyder, at der er to spørgsmål, du skal stille dig selv, når du bliver trigget. Det første er: »Hvad er fakta her?« Det andet er: »Hvilken historie fortæller jeg mig selv om disse fakta?« At foretage denne adskillelse tillader os at træde ud af os selv og iagttage vores oplevelse snarere end bare at reagere på den. Det åbner muligheden for, at den historie, vi fortæller os selv, ikke nødvendigvis er sand – eller måske ikke er den eneste, vi kunne fortælle.

Triggere får os næsten altid til at fortælle historier, som får os til at føle os mindreværdige. Den reflekterende linse giver os muligheden for at overveje en alternativ historie. For Jake i begyndelsen af dette kapitel kunne historien have været, at vigtige ting havde lagt beslag på Alans opmærksomhed, men at der var al mulig grund til at tro, at Alans interesse var reel. For Paul, som var tilbøjelig til at mene, at Andrew var en dovenlars, fordi han ikke sad mere ved sit skrivebord, kunne en mere realistisk optimistisk historie have været, at Andrew arbejdede andetsteds og nok skulle nå sit arbejde.

Når vi føler os såret af andres ord, går vi ofte ud fra, at den anden ønsker at såre os. Hvis en chef eller en kollega passerer os uden at hilse, føler vi os stødt. Men den person var højst sandsynligt optaget af noget andet – måske noget, som havde trigget ham eller hende – hvorfor det, vi oplevede, ikke var rettet mod os overhovedet. Den reflekterende linse hjælper os til ikke at sammensætte vores historier så hurtigt, men i stedet forblive nysgerrige og villige til at tvivle. Det er et perspektiv, som gavner os. Ved at forblive nysgerrige og realistisk optimistiske – og ikke reaktive – tænker vi bedre, yder bedre og kommer bedre ud af det med andre.

En anden mere rummelig måde at se verden på er gennem den ‘omvendte linse’. Det betyder ganske enkelt, at man ser en situation fra modpartens side. Man behøver ikke at slippe sit eget synspunkt, man udvider blot sit synsfelt. Den person, som har trigget dig, ser med sikkerhed situationen på en helt anden måde. Du kan derfor spørge dig selv: »Hvad føler han, og hvordan giver det mening?«

Fred, en bankmand, vi arbejdede med, fortalte os en historie om, hvordan han havde bedt Bianca, en spansktalende kollega, om at ordne en mindre bankforretning med en kunde i Mexico, som foretrak, at det skete på spansk. Bianca sagde ja, men flere uger senere opdagede Fred, at hun ikke havde gjort det. Han var vred på Bianca, men ville ikke konfrontere hende og undgik hende derfor.

Da vi bad Fred om at bruge den omvendte linse, syntes han – som mange af vores klienter – at det var svært. »Det betød vel bare ikke noget for hende,« sagde han. Vi spurgte, om der kunne være andre forklaringer, set fra hendes perspektiv. »Tjah,« medgav han. Bianca havde været i gang med en stor sag selv. Fred var ikke den eneste, der bad om hendes hjælp med spansktalende kunder. Måske, sagde han, var Bianca træt af at skulle være tolk, hver gang nogen havde brug for en, der talte spansk. I løbet af få øjeblikke forsvandt Freds irritation. Han følte sig en smule skamfuld.

Den følgende dag sagde Fred til Bianca: »Jeg kom i tanke om, at du har ret travlt og bliver bedt om det her ofte. Jeg gør det bare selv.« Bianca var tydeligt lettet. »Wow, det var pænt af dig at sige det. Det er der ingen andre, der tænker på. Sandt at sige glemte jeg det fuldstændig. Jeg gør det med det samme.«

En af de bedste måder at genoprette din selvfølelse, når du er blevet trigget, er at finde en måde at værdsætte den person, som har trigget dig. Det kan være ved at erkende din egen rolle i situationen eller at se den fra den anden persons side. Fred gjorde begge dele. Da Bianca forstod det, reagerede hun ved at hjælpe Fred. Du har sandsynligvis oplevet noget lignende. Du undskylder over for en, som du ved er vred på dig over et eller andet, og opdager, at vedkommende pludselig bliver mere interesseret i dig. »Det betyder da ikke noget,« siger vedkommende måske. »Det skal du ikke tænke på.« Når vores egen selvagtelse ikke er truet, vil vi hellere have det godt end diskutere med andre. Vi er skabt til at gengælde. Vis en anden respekt, og den person vil vise dig respekt.

En tredje mulighed er at se verden gennem den ‘lange linse’. Lad os sige, at det, der trigger dig, føles truende og nedværdigende, selv når du har skelnet mellem kendsgerningerne og din egen historie om dem, og selv efter du har forsøgt at se det fra modpartens side. Du kan ikke finde ud af, hvad den sande historie er. Måske arbejder du 14 timer i døgnet på et projekt, du er udmattet, du har ikke tid til at se dine børn, og du kan ikke finde en udvej. Eller måske har du en chef, som er meget kritisk over for dig, uden at du ved hvorfor. Måske har du et job, som du finder kedeligt, men som du under omstændighederne ikke kan se noget alternativ til.

Dr. Pangloss i Candide kan måske finde ‘den bedste af alle mulige verdener’ i den situation, men de fleste af os kan ikke. Så hvilke realistisk optimistiske historier kan du fortælle, når tingene virkelig er dystre? Fordelen ved den lange linse er, at den giver os mulighed for at se lidt frem, uanset hvordan tingene ser ud lige nu. Det kan være nyttigt, fordi vi ikke er særlig gode til at forudse, hvordan vi har det i morgen eller om et halvt år.

»De fleste af os har svært ved at forestille os, at i morgen bliver særlig forskellig fra i dag,« skriver Daniel Gilbert i Stumbling on Happiness. »Vi kan ikke se glade fremad, når vi har travlt med at have det dårligt over den nuværende situation … Når vi prøver at overskue, ignorere eller tilsidesætte vores øjeblikkelige miserable sindsstemning og forudse, hvordan vi vil have det i morgen, opdager vi, at det er lidt som at forestille sig smagen af chokolade, mens man tygger på et stykke lever.«

Mere end halvdelen af alle amerikanerne, påpeger Gilbert, vil opleve et traume såsom voldtægt, overfald eller en naturkatastrofe i løbet af deres liv. Der er vel ingen tvivl om, at disse begivenheder er frygtelige, når de sker, og svære at komme over? Alligevel kommer de fleste af os over det, og vi klarer det langt bedre, end vi kunne have forestillet os, da traumet indtraf. En serie undersøgelser har for eksempel vist, at personer, som bliver permanent lammede som følge af skader på rygsøjlen, på et eller andet tidspunkt genvinder et niveau af glæde, som næsten svarer til det, man kan se hos jævnaldrende, som ikke er blevet skadet. »Faktum er, at negative begivenheder påvirker os,« forklarer Gilbert, »men de påvirker os ikke så meget og så længe, som vi tror.«

Den lange linse er et middel til at se forbi øjeblikkets snævre perspektiv og forestille sig en bedre fremtid. Da Lance Armstrong havde været ved at dø af kræft og kom sig mirakuløst, skrev han: »Hvis du bad mig om at vælge mellem at vinde Tour de France og få kræft, ville jeg vælge at få kræft … på grund af det, det har gjort for mig som menneske, som mand, ægtemand, søn og far … Hvis der er et formål med cancerens lidelser, så må det være, at den skal forbedre os.«12

Stillet over for virkelig dystre realiteter opfordrer vi vores klienter til at spørge sig selv: »Hvordan kan jeg lære og vokse efter denne oplevelse, uanset hvordan jeg har det lige nu?« Fordchefen Alan Mulally fortalte os om udfordringen ved at overtage et firma, som var tæt på at gå konkurs: »Jeg opstillede forventningen om, at man tager sig af den øjeblikkelige situation og derefter siger: Okay, hvordan kommer vi så videre?«13

Forestil dig, at du mister dit job, som mange mennesker har gjort i de sidste år. Følgerne er frygtelige rent økonomisk, og din selvagtelse har fået et knæk. Sådan ser virkeligheden ud i det øjeblik, det sker – men det er ikke en permanent virkelighed. Den lange linse kan få dig til at se potentialet i at lære noget, at vokse og få en bedre fremtid trods den nuværende krise. Hvis du ikke rigtig kan gøre noget, tager du dig måske tid til at tænke over, hvad du virkelig vil med dit liv. Måske beslutter du at foretage dig et eller andet entreprenant, noget, du altid gerne har villet, men aldrig haft tid til. Eller du påtager dig frivilligt arbejde for en sag, du tror på. Eller du involverer dig mere i din familie. Undervejs opdager du, at man faktisk kan klare strid modgang. Hvem siger, at du ikke kommer stærkere og mere modstandsdygtig ud på den anden side? Kan du komme i tanke om et tidspunkt i dit liv, hvor noget virkede frygteligt, lige da det skete – men i tilbageblik virker banalt eller måske førte til en ny mulighed eller en positiv ny retning?

Vi har langt mere kontrol over, hvordan vi oplever det, der sker os – og hvordan vi reagerer – end vi normalt tror. Når vi føler os truet, væver vi ofte ting ind i vores historier, som bekræfter vores værste frygt. Men vi er nødt til at være åbne over for kendsgerningerne – så vi kan se virkeligheden i al dens kompleksitet – og derefter få det meste ud af det liv, vi har fået.

ØVELSER TIL KAPITEL 12

Tænk på en nylig begivenhed, som triggede dig. Skriv ned, hvad der skete – kun kendsgerningerne. Skriv så den historie, du fortæller dig selv om disse kendsgerninger. Distinktionen tillader dig at iagttage hændelsen og ikke blot reagere på den.

Prøv ud fra den samme hændelse at udfordre dig selv til at finde på en bedre historie, som tillader dig at holde fast i dine værdier trods det, der skete. Hvordan ville du for eksempel reagere, hvis du skulle gøre det ud fra det bedste i dig?

Når vi bliver trigget, fortæller vi typisk historier i sort og hvidt, godt og skidt, helt og skurk. Disse ekstremer opsummerer sjældent kompleksiteten i det, der er sket. Gå tilbage til side 163 og gennemfør øvelsen der. Øv dig i at anerkende en del af dig selv, som ikke er perfekt, uden at lade den definere dig i din helhed. Kan du sige til dig selv: »Sådan er jeg, men jeg er ikke kun sådan«?