Forestil dig, at du modtager et telefonopkald fra en, som du ikke kender, og du ringer tilbage og får en telefonsvarer, som siger følgende:
»Hvem er du, og hvad vil du egentlig? Læg venligst en besked.« Hvordan ville du svare? Det er måske livets to vigtigste spørgsmål.
Hvem er du? Altså: »Hvad står du dybest set for?«
Og hvad vil du? Altså: »Hvad er dit formål her i livet?«
DE ÅNDELIGE KVADRANTER
(Betydning)
Spirituel energi er den unikke, kraftfulde energikilde, som vi henter fra vores inderste værdier, og en klar følelse af et formål, som ligger uden for de interesser, som vi plejer i vores dagligdag.
Dine inderste værdier afspejler den person, du gerne vil være. Dine rødder, det, du står for. De rummer et indre kompas, som bruges til at navigere gennem de storme, vi alle kommer ud i, og som hjælper os til at træffe de rette beslutninger, selv når vi er fristet til at træffe et mere bekvemt valg. Værdier er kilden til identitet, klarhed og styrke. Vi kan miste næsten alt her i livet – vores arbejde, vores hjem, vores kære og vores helbred. Men ingen kan tage dine værdier fra dig, og det at vide, hvem man er, rækker langt. Masser af undersøgelser har vist, at mennesker, hvis motivation kommer indefra – hvad enten man kalder den medfødt, selvskabt eller autentisk – har mere energi, mere engagement og i sidste ende en større ydeevne.
Et klart defineret formål knytter vores værdier til konkrete hensigter og giver os en ydre retning – en grund til at stå op om morgenen og et brændstof til at modstå de problemer, som livet giver. »Den, som har et ‘hvorfor’ at leve for,« skrev Nietszche, »kan bære næsten ethvert ‘hvordan’.»1 Når noget virkelig er vigtigt, har vi mere energi, større fokus, lidenskab og udholdenhed.
Vores åndelige selv overgår vores fysiske, følelsesmæssige og tankemæssige selv, men det inkluderer dem også. Det er vores højeste udviklingsmæssige niveau. Fysisk energi er vores grundlag, og hvis vi forsømmer den, viser det sig i den måde, vi håndterer vores følelser på. Hvis vi er styret af følelserne, har vi sværere ved at fokusere vores opmærksomhed og tænke kreativt. Når vi fungerer bedst, bruger vi alle vores evner – fysiske, følelsesmæssige og tankemæssige – på at udtrykke vores inderste værdier og højeste formål.
Som i de andre tre dimensioner kultiverer vi mest effektivt åndelig energi, når vi veksler mellem at bruge den og at lade op. Her svinger vi mellem det reflekterende arbejde med at definere og forny vores hensigter og ambitioner, i den nederste højre kvadrant på side 243, og det ydre arbejde med at indarbejde disse hensigter i vores adfærd, i den øverste højre kvadrant. Til forskel fra de tre tidligere kvadrantsæt indeholder de åndelige kvadranter ingen beskrivende adjektiver. Videnskaben kan hjælpe os til objektivt at forstå det, der nærer vores fysiske, tankemæssige og følelsesmæssige energi, og hvad der dræner dem. I den åndelige dimension er værdier, hensigter og adfærdsmønstre, som nærer os, mere subjektive, nuancerede og personlige.
Der er to klare måder at kultivere den åndelige energi. Den første, i den nederste højre kvadrant, er den indre, og den hviler på definitionen af, hvad man står for – den person, man gerne vil være, og de formål, man gerne vil tjene. Den anden, i den øverste højre kvadrant, er den ydre, og den næres af vores adfærd.
At kultivere åndelig energi kræver arbejde og refleksion. Der er ingen genvej. Åndelig praksis er udfordrende, men i sidste ende energigivende. Det er op til hver enkelt af os at finde måder at give livet mening på. Først derefter kan vi høste fordelene. Mål og betydning er ikke noget, vi er født med.
»Det betød ikke så meget, hvad vi forventede af livet, men snarere hvad livet forventede af os,« skrev Viktor Frankl om sin erfaring med at overleve i en nazistisk koncentrationslejr. »Vi måtte holde op med at spørge os selv om livets mening og i stedet tænke på os selv som dem, der blev udspurgt af livet – time for time, dag for dag … Livet indebærer i sidste ende, at man påtager sig ansvaret for at finde de rette svar på dets problemer og løse de opgaver, som livet konstant stiller alle mennesker.«2
På det praktiske plan kommer man i kontakt med de åndelige værdier ved at gå ind i energien i ens bedste selv. Én måde at definere, hvilken person man ønsker at være, er at tænke på sine egne mest beundringsværdige egenskaber – dem, man selv har det godt med, og som er gode for andre. Tag blyant og papir og tegn et skema som det i starten af kapitlet.
Begynd med at erindre mindst to gange i dit liv, hvor du gjorde noget, som virkelig betød, at du fik det godt med dig selv. Skriv disse adfærdsmønstre ned i øverste højre kvadrant. Hvilke værdier tjente du? Disse værdier hører til i nederste højre kvadrant. Prøv derefter at komme i tanke om noget, du har gjort, som du ikke fik det godt med dig selv af. De hører til i øverste venstre kvadrant.
Spørg dig selv, hvad du ville have gjort under disse omstændigheder, hvis du havde mobiliseret dit bedste jeg. Skriv disse egenskaber i øverste højre kvadrant. Hvilke værdier repræsenterer disse adfærdsmønstre? Skriv dem i nederste højre kvadrant.
Kig så på disse egenskabers modsætninger. Skriv dem i nederste venstre kvadrant. Hvis der for eksempel står ‘gavmildhed’ nederst til højre, så skriv ‘selviskhed’ eller ‘nærighed’ nederst til venstre. Hvis der står ‘omsorgsfuldhed’ til højre, kan modsætningen være ‘grådighed’ til venstre. Modsætningen til ‘tilgivende’ kan være ‘fordømmende’.
Dette er en udfordring. Det er svært at se sine egne mangler, men det er også svært at rose sig selv. Det kan være nyttigt at spørge en, du virkelig stoler på, og som kender dig godt.
Når du har udfyldt kvadranterne, har du to billeder af dig selv. De negative handlinger og egenskaber tegner nok et billede af en person, som du selv ville undgå. De beundringsværdige egenskaber og adfærdsmønstre er en afspejling af det, du sætter højest ved dig selv. Hvilken person er den rigtige dig? Sandheden er selvfølgelig, at vi er begge disse personer, og at vi bevæger os langs et spektrum mellem dem, afhængigt af omstændighederne.
SNÆVERT, HULT OG KORTSIGTET
Det er svært at komme i tanker om et mere klart eksempel på, hvad der sker, når de dårlige egenskaber bestemmer, end de mekanismer, som kendetegner de ansvarlige for banksektorens nylige kollaps. »Der er meget at kritisere ved den finansielle sektor i Amerika,« skriver forfatteren Michael Lewis, »men problemerne har ikke så meget at gøre med overtrædelse af reglerne som med selve spillet. Selv i disse nøjeregnende tider er det stupidt og ensporet. Det løfter trangen til at tjene penge over andre, mere ædle egenskaber. Det er mere end sindssygt, at en mand, som ejer en milliard dollars, bruger al sin tid på at tjene endnu en, men det er, hvad nogle af disse højt respekterede borgere gør igen og igen.«3 En personalechef i et af de store finansselskaber, som gik ned, fortalte mig allerede under højkonjunkturen: »Jeg ville ønske, at vores topledere ville forbinde opfyldelsen af deres mål med et højere formål end det at tjene flest penge. Men det er desværre det eneste mål, de fleste af vores ledere kender.«
Penge er sukkeret i den åndelige ernæring. De smager godt, de giver nydelse, og de er ikke skadelige i mindre doser. Men alt, hvad der giver intens nydelse eller sparer os for ubehag, er potentielt vanedannende. Problemet er, at flere penge – som mere sukker eller medicin – med tiden mister effekten. Afhængighed betyder, at man jagter rusen og sætter dosen op i et forgæves forsøg på at genvinde den oprindelige effekt.
Kort før Lehman Brothers gik ned, fortalte en tidligere direktør os denne historie: »Jeg sad en eftermiddag på mit kontor og beklagede mig over, at jeg igen skulle på forretningsrejse. Kollegaen overfor sagde: ‘Ja, jeg skal også af sted, og jeg går glip af min datters fødselsdag.’ Han havde arbejdet i firmaet i 20 år og var god for mindst 50 millioner dollars. Så jeg sagde til ham: ‘Hvorfor gør du det?’ Han stirrede på mig, som om jeg var idiot. ‘For pengene,’ sagde han. Men det var ikke længere for pengene. Man gør det, fordi man tror, at det er det, man er. Det bliver ens hele identitet. Man bliver isoleret fra alt andet. Jeg ved, at det er sandt, fordi jeg selv fik en identitetskrise, da jeg endelig holdt op. Det var som at holde op med at tage stoffer.«
Når de umiddelbare materielle gevinster er tilstrækkelig tillokkende, bliver de mere primitive centre i hjernen – ‘jeg vil have det nu’ – mere magtfulde end den mere eftertænksomme præfrontale cortex. Det er således tankevækkende, at ikke én bankchef eller leder nogensinde slog alarm om den praksis, som førte til den økonomiske nedsmeltning i 2008. Stort set ingen af dem har nogensinde taget et personligt ansvar for det, der skete.
For en del år siden, mens tiderne var gode, holdt jeg et foredrag for de ledende partnere i en stor investeringsbank, som var kendt for sin høje selvtillid. Emnet var, hvordan man opretholder en høj ydeevne på et område med konstant stigende krav. Jeg talte om de fire energikilder og betydningen af genopladning. Da jeg var færdig, rakte en af partnerne – en mand omkring de 40 – hånden i vejret.
»Du har en formodning om, at vi er interesserede i vedvarende præstationer,« sagde han uden antydningen af ironi. »Men sandheden er, at der er hundredvis af dygtige folk, som hvert år kimer os ned for at få lov til at arbejde her. Hvis en person brænder ud eller siger op, står der ti klar til at erstatte ham, og de er alle rede til at arbejde i døgndrift. Hvorfor skulle vi så bekymre os om opladning?«
Hvorfor, spurgte han, skulle vi tænke på andet end at tjene så mange penge som muligt? Tre år senere brød økonomien sammen, og firmaet var tæt på at lukke.
Men hans synspunkt er ikke nyt. 400 år før Kristus sagde Sokrates: »Jeg ærer og elsker jer, men hvorfor er I, som er borgere i denne gode og magtfulde nation, så ivrige efter at samle størst mulig rigdom, ære og anseelse og så lidt interesserede i visdom og sandhed og sjælens forbedring? … Jeg siger jer, at godhed ikke kommer af penge, men at penge og alle menneskelige goder kommer af godhed.«
REFLEKSIONENS VÆRDI
At tydeliggøre og forøge vores værdier gennem regelmæssig refleksion er modgiften mod det snævre, hule og kortsigtede perspektiv. Refleksion kræver ro og uforstyrrethed, hvilket er en af de mest sjældne ting i den verden, de fleste af os lever i. Vi træder sjældent et skridt tilbage og tænker på, hvorfor vi gør det, vi gør, hvor vi skal hen, eller hvad konsekvenserne bliver. I stedet bruger de fleste af os dagen på at føle os presset til at handle, reagere og sætte i værk. Vi er uvillige til at standse op, til dels af frygt for, hvad vi måske ville se – eller opdage, at vi manglede. Underligt nok er det lettere at forblive travl.
Det er måske overraskende, at vores første åndelige udfordring er at acceptere, at det bedste og det værste i os lever side om side og konstant kæmper om vores gunst. »For at kende os selv er vi nødt til først at forstå vores dyriske natur,« skriver psykiateren Ian McCallum i Ecological Intelligence.4 Der er kun to procent genetisk forskel på mennesket og chimpansen, siger han, mens elefanten, løven og selv den plettede hyæne deler mere end 90 procent af vores arvemasse. McCallum opsummerer implikationerne af disse fakta således:
Det er vigtigt at huske, at vi alle spiller det samme spil. Det hedder overlevelse. ‘Jeg vil have det hele, og jeg vil have det nu’ er det, hjernestammen siger. Rovdyrets, parasittens og ådselsæderens psykologiske instinkter findes i vores historie og vores blod. De forsvinder ikke, og derfor er der ingen grund til at lukke øjnene for dem … vi har alle noget af heksen og hyænen i os. Vi er alle, på vores snedige måder, manipulatorer og svindlere, og vi har alle en tigger i os. Vi er også territorialt og materielt grådige. Vi er ynkelige, men vi er også vidunderlige. Og når vi erkender det, når vi ser vores oppustethed og vores indre røver, svindler og hidsigprop, kan vi lære, hvordan man siger ja og nej til dem alle.5
Vi mennesker har den fordel frem for alle andre arter, at vi har en moderne hjerne og en præfrontal cortex, som sætter os i stand til at træffe målrettede valg, som ikke kun er baseret på logik, men også på vores inderste værdier – hvem vi gerne vil være, og hvordan vi derfor opfører os. Dette gør det nødvendigt, at vi ikke alene kultiverer vores højeste værdier, men også har modet til at se vores dårligste egenskaber i øjnene. »Der er ingen sol uden skygge,« sagde Albert Camus.6 Eller som Carl Jung skrev: »Jeg må have en mørk side, hvis jeg er hel; og for så vidt som jeg er bevidst om min skygge, husker jeg også, at jeg er et menneske som alle andre.«7
Når vi reflekterer over vores inderste værdier, hjælper det os til at skelne imellem vores overlevelsesbaserede og vores mere noble motiver. I situationer, som rummer konflikt og skuffelse – og særlig når vi føler os truet eller trigget – er en af de mest virkningsfulde øvelser at stille os selv en simpelt spørgsmål: Hvordan handler jeg ud fra mit bedste jeg? Det er naturligt nok lettere at skyde skylden på andre og berettige vores reaktive adfærd eller at lade være med at tænke på noget, som minder os om vores egne mangler. Men hvis vi ser vores skygge og spørger os selv: »Hvordan er dette mit ansvar, og hvordan kunne jeg opføre mig bedre?« – så udfører vi en stærk, åndelig praksis. At se, hvor vi har fejlet, giver os mere klarhed over, hvem vi gerne vil være, og hvordan vi gerne vil opføre os.
Mindfulness er det højeste stade af bevidsthed, som de fleste af os kan udvikle i vores daglige liv. I kapitel 14 introducerede vi en måde at træne opmærksomheden på, men den har også stor værdi i den åndelige dimension. Mindfulness er en teknik, hvor man bevidner sine tanker, følelser og indtryk uden at identificere sig med dem. Dette niveau af bevidsthed sætter os i stand til at betragte vores følelser og tanker uden at blive defineret eller føle os fanget af dem. Fra dette iagttagende perspektiv kan vi sige: »Ja, jeg er det, men jeg er også mere end det.«
Fra dette perspektiv opløses de grænser, vi skaber i vores tanker, sig, og efterhånden sker det også med den følelse af adskillelse og fremmedgjorthed, som så ofte kendetegner vores daglige liv. Vi bliver i stand til at se det store billede, det gode og det dårlige i os selv og andre, med empati snarere end med fordømmelse. En højere bevidsthed er i denne forbindelse ikke en mystisk foreteelse. Den er slet og ret udtryk for, at vi bliver bevidste om mere.
At undgå vores mørke sider er det, vi gør i den nederste venstre åndelige kvadrant – oftest ved at lukke ned for vores indsigt. Vi har alle en uendelig evne til at bedrage os selv, og den bruger vi til at beskytte os selv. Når vi fejler eller bliver kritiseret, finder vi måder at benægte, bagatellisere, forklare eller skyde skylden på andre. Det får vi det bedre af i øjeblikket, men på længere sigt har det sin pris. »Hver gang vi griner ad andres ulykke,« skriver Lyall Watson, »viser vores skygge sig. Hver gang vi fryder os over en rivals smerte, er det en genetisk fryd.«8
For at indse vores værste instinkter har vi ikke blot brug for åbenhed, men også ydmyghed. Falsk ydmyghed er skjult manipulation, som er et udtryk for et ønske om ros. Ægte ydmyghed befrier os fra trangen til at beskytte et billede af os selv og hæve os over andre. Det tillader os i stedet at acceptere, favne og lære af vores begrænsninger. I en nyere undersøgelse blandt ledere så man, at de, som havde den højeste mening om sig selv, også var dem, som var mindst modtagelige for kritik eller negativ feedback. I en anden undersøgelse viste det sig, at de, som havde den højeste ‘selvagtelse’, også var dem, som i højest grad »irriterede, afbrød og opførte sig fjendtligt over for andre«.
Carl Sandburg opsummerede på glimrende vis dualiteten i vores natur – vores laveste instinkter og vores forpligtelse til at tage ansvar for vores adfærd – i sit digt »Wilderness«, skrevet i 1918:
Oh, jeg har en zoologisk have, jeg har et menageri, under mine ribben, under min benede skal, under mit røde ventil-hjerte … For jeg er dyrepasseren: jeg siger ja og nej: jeg synger og dræber og arbejder: jeg er verdens ven: jeg kommer fra vildnisset.
Villigheden til at indse vores mangler sparer os også for at spilde energi på fortrængninger, forklaringer og skyld, når vi fejler. Den befrier os fra trangen til at forsvare os og lader os i stedet acceptere os selv helt. Som McCallum siger: »Det betyder ikke noget, hvem eller hvor vi er. Vores liv vil til alle tider omfatte subtile og af og til åbenlyse kombinationer af disse overlevelsesstrategier. Hvad enten vi er løver, hyæner eller mennesker, så udfører vi disse aktiviteter af de samme grunde – mad, territorium, tryghed, anerkendelse, seksuelle partnere, rang, status, tilknytning og tilhørsfølelse … Vi bruger disse strategier, ikke blot for at etablere os selv, men også for at promovere og beskytte os selv.«9
Ironien er, at vores forsøg på at beskytte os selv så ofte fremprovokerer det, vi er så ivrige for at undgå. Vi lægger afstand til andre for at undgå at føle os sårbare og udsætte os selv for at blive afvist. Vi bliver vrede og fjendtlige, når vi ikke føler, at vi bliver retfærdigt behandlet. Vi bliver selviske og grådige, når vi frygter, at vi ikke får nok af det, vi tror, vi har brug for. I disse tilfælde er det, vi søger mest af alt at føle os trygge, sikre og værdsat. Vi vil gerne høre til og være forbundne med andre, men vores overlevelsesadfærd får os kun til at skubbe andre fra os. I den proces bekræfter vi vores egen værste frygt.
At forstærke vores åndelige selv kræver tro. Når vi rækker ud, risikerer vi afvisning. Når vi er generøse, kan andre udnytte os. Når vi indrømmer fejl, risikerer vi at blive bebrejdet. Når vi sætter andres interesser over vores egne, bliver vi bekymrede for, at ingen vil tage sig af os. Det kræver mod og engagement at udleve vores inderste værdier og kultivere det bedste i os selv. Men som T.S. Eliot sagde: »Kun de, som tør risikere at gå for langt, har muligheden for at finde ud af, hvor langt de kan gå.«10
Frygt gør os også blinde for, hvor meget vi får igen, når vi rækker ud over os selv. Kig igen på de egenskaber, du skrev ned for at beskrive dit bedste jeg. Hvor mange af disse værdier og målsætninger er forbundet med den måde, du behandler andre på? Selv om det kan føles risikabelt, føler vi os ofte bedre tilpas med os selv, når vi tjener noget andet end os selv. At vi bliver belønnet, når vi giver betingelsesløst, er kun en bonus, men det giver også mening i evolutionær forstand. Gensidighed, som generøsitet, tjener i sidste ende vores egen overlevelse bedre end selviskhed. Det opbygger tillid, styrker relationer og konsoliderer værdier, som tjener et større formål.
At definere og evaluere vores værdier er kun det første skridt. At bruge vores værdier på et konkret formål er det næste. At integrere disse værdier og leve formålet ud i vores daglige liv er det endelige mål. Hvordan gør vi det, når overlevelsesadfærden trækker sådan i os?
Efter arbejde eller før du går i seng, kan du tænke over dette spørgsmål: »Hvornår styrede mine mere primitive instinkter mine handlinger i dag?« Spørg derefter dig selv: »Hvordan kunne jeg have handlet ud fra mit bedste jeg?«
Praktiser mindfulness. En gang om formiddagen og en gang om eftermiddagen kan du standse op i nogle øjeblikke, trække vejret dybt og simpelthen iagttage det, der kommer op, og lade det passere. Måske bemærker du fysisk smerte, følelser eller tanker. At lære at iagttage dig selv er en måde at frigøre dig fra tilskyndelsen til at handle ud fra enhver følelse, der opstår.