KAPITEL 1

TORTURLABORATORIET

EWEN CAMERON, CIA OG DEN MANISKE KAMP
FOR AT SLETTE OG GENSKABE MENNESKETS HJERNE

Deres hjerner minder om slettede tavler, på hvilke vi kan skrive.
– Doktor Cyril J. Kennedy og doktor David Anchel om fordelene ved brug af elektrochokterapi, 1948¹

Jeg tog hen på slagteriet for at observere denne såkaldte “elektriske slagtning”, og jeg så, hvordan høvederne fik sat store metaltænger på tindingerne, som var forbundet med en elektrisk strøm (125 volt). Så snart høvederne fik tængerne på, mistede de bevidstheden, stivnede, hvorpå de efter et par sekunder gik i krampe ligesom vores forsøgshunde. Mens de var bevidstløse [epileptisk koma], stak slagteren dem og lod uden videre blodet løbe fra dyrene.
– Ugo Cerletti, psykiater, beskriver, hvordan han “opfandt” terapien med elektrochok, 1954²

“Jeg er holdt op med at snakke med journalister,” sagde den anstrengte stemme i den anden ende af linjen. Hvorpå der kom en lille åbning: “Hvad er det, du vil?”

Jeg regner med, at jeg har sådan cirka 20 sekunder til at præsentere mit forehavende, og det vil ikke være let. Hvordan skal jeg forklare Gail Kastner, hvad det er, jeg vil hende, og hvordan jeg er kommet frem til hende?

Sandheden virker så bizar: “Jeg er ved at skrive en bog om chok. Om hvordan lande bliver chokerede – af krige, terrorangreb, statskup og naturkatastrofer. Og om, hvordan de så bliver chokerede igen – af store selskaber og politikere, der udnytter den frygt og forvirring, som det første chok har påført dem, for at gennemføre en økonomisk chokterapi. Og om, hvordan folk, der vover at gå op imod denne chokpolitik, om nødvendigt bliver udsat for et tredje chok – af politi, soldater og afhøringsfolk i fængslerne. Jeg vil gerne snakke med dig, fordi du, så vidt jeg kan se, hører til de mest chokerede af alle mennesker, som en af de få overlevende efter CIAs hemmelige forsøg med elektrochok og andre “specielle afhøringsteknikker.” Og for øvrigt mener jeg, at den forskning, man brugte på dig på McGill University i 1950’erne, nu bliver anvendt på fangerne i Guantánamo og i Abu Greif-fængslet.”

Nej, det kan jeg umuligt sige. Så i stedet siger jeg: “For nylig var jeg i Irak, og jeg prøver at forstå den rolle, tortur spiller der. Vi får at vide, at det handler om at få fat i informationer, men jeg tror, at det handler om noget andet også –jeg tror, at det måske også handler om at prøve at opbygge et modelsamfund, om at udradere folk og så forsøge at skabe dem igen fra bunden.”

En lang tavshed følger, hvorpå stemmen skifter klang, selvom den stadig er anstrengt ... er det af lettelse? “Du har lige beskrevet nøjagtigt, hvad det var CIA og Ewen Cameron udsatte mig for. De forsøgte at slette mig og omskabe mig. Men det lykkedes ikke.”

Mindre end fireogtyve timer senere står jeg og banker på døren til Gail Kastners lejlighed på et gustent alderdomshjem i Montreal. “Døren er åben,” lyder den næsten uhørlige stemme. Gail havde sagt til mig, at hun ville lade døren stå åben, da det var for besværligt for hende at rejse sig op. Det er de små brud på hendes rygsøjle, som smerter mere nu, efterhånden som leddegigten sætter ind. Hendes rygsmerter er kun et af mange minder om de treogtres gange, en strøm på mellem 150 og 200 volt løb gennem hjerneforlapperne, mens hendes krop krympede sig voldsomt på operationsbordet og resulterede i brud, sprækker, blodige læber og brækkede tænder.

Gail byder mig velkommen fra sin plads i en blå lænestol. Den har tyve positioner, finder jeg senere ud af, og hun skifter hele tiden imellem dem som en fotograf, der forsøger at finde fokus. Det er her i denne stol, at hun tilbringer dag og nat, mens hun forsøger at finde hvile og undgå at falde i søvn, så hun ikke skal udsættes for det, hun kalder “mine elektriske drømme.” Det er i dem, hun ser “ham”. Doktor Ewen Cameron, den længst afdøde psykiater, der stod for disse chok, såvel som for mange andre plager for så mange år siden. “Det Store Monster besøgte mig to gange sidste nat,” bekendtgør hun, så snart jeg træder ind. “Det er ikke, fordi du skal føle dig dårligt tilpas over det, men det var, fordi, du lige pludselig ringede og stillede alle de spørgsmål.”

Det går op for mig, at min tilstedeværelse her meget muligt er helt urimelig. Denne fornemmelse bliver tydeligere, da jeg lader blikket vandre rundt i lejligheden, og det går op for mig, at der ikke er plads til mig. Hver eneste kvadratcentimeter er dækket af papirer og bøger i tilfældige stabler, men helt klart også i en bestemt orden, for bøgerne er alle forsynede med gule huskesedler. Gail vinker mig hen til det eneste sted i værelset, hvor der ikke ligger noget, en træstol jeg havde overset, men hun er ved at gå i panik, da jeg spørger, om der ikke er et sted, jeg kan sætte min båndoptager. Bordet ved siden af hendes stol kan ikke komme på tale. Der bor omkring tyve tomme cigaretpakker, Matinee Regular, stablet op i en fuldendt pyramide. (Gail havde i telefonen advaret mig om, at hun kæderøg: “Undskyld mig, men jeg ryger altså. Og jeg spiser ingenting. Jeg er fed, og jeg ryger. Jeg håber, at det er i orden.”). Det ser ud, som om Gail har malet indersiden af pakkerne sorte, men da jeg ser nærmere efter, viser det sig at være ekstremt tætskrevet, bittelille håndskrift: navne, numre, tusindvis af ord.

I løbet af dagen, vi tilbringer sammen, læner Gail sig ofte frem og skriver noget på en lap papir eller en cigaretæske – “et notat til mig selv,” forklarer hun, “ellers glemmer jeg det bare.” Stablen af papir og cigaretæsker repræsenterer for Gail andet og mere end et ukonventionelt arkiveringssystem. Det er hendes hukommelse.

I hele sit voksenliv har Gails hjerne ikke villet, som hun ville. Fakta forsvandt på en studs, erindringer er, hvis de findes (og det er der mange, der ikke gør), noget, der minder om snapshots, der ligger spredt på jorden. Nogle gange kan hun huske en hændelse fuldstændig – det hun kalder for et “hukommelsesskår” – men når man spørger hende om en dato, kan hun ramme så meget som to årtier ved siden af. “I 1968,” kan hun sige, “nå nej, i 1983.” Derfor laver hun lister og samler beviser på, at hun faktisk har levet. Til at begynde med undskylder hun, at hun kludrer i det, men senere siger hun: “Det er hans skyld! Denne lejlighed er en del af torturen!”

I mange år var Gail temmelig mystificeret over sin mangel på hukommelse såvel som over andre idiosynkrasier. Hun vidste for eksempel ikke, hvorfor et mindre stød fra en elektrisk garagedørsåbner resulterede i et ukontrollabelt panikanfald. Eller hvorfor hendes hænder rystede, når hun satte hårtørreren i stikkontakten. Noget, hun slet ikke kunne forstå, var, hvorfor hun kunne huske de fleste ting fra sin voksentilværelse, men næsten intet fra før hun blev tyve. Når hun stødte på nogen, der påstod, at de kendte hende fra barndommen, svarede hun: “‘Jeg ved godt, hvem du er, men jeg kan ikke rigtig placere dig.’ Jeg lod bare som om.”

Gail regnede med, at det blot skyldtes hendes skrøbelige sind. Da hun var i tyverne og trediverne, kæmpede hun med depression og afhængighed af piller og havde til tider nogle nervesammenbrud så voldsomme, at hun gik i koma og blev indlagt på hospitalet. Disse episoder fik hendes familie til at afskrive hende og overlade hende til sig selv, og hun var så desperat, at hun levede af at gå i købmandsforretningernes affaldsspande.

Der havde også været antydninger af, at noget endnu mere traumatisk havde fundet sted på et tidligt tidspunkt i hendes liv. Inden hendes familie kappede forbindelsen til hende, havde Gail og hendes identiske tvillingesøster diskussioner om engang, da Gail havde været meget dårligere, og hvor Zella havde været nødt til at passe hende. “Du kan slet ikke forestille dig, hvad jeg måtte stå igennem,” plejede Zella at sige. “Du kunne finde på at tisse på stuegulvet og sutte på tommelfinger og snakke babysprog, og du forlangte at få mit barns sutteflaske. Det skulle jeg finde mig i!” Gail anede ikke, hvad søsteren sigtede til. Tisse på gulvet? Forlange sin nevøs sutteflaske? Hun kunne overhovedet ikke erindre nogensinde at have foretaget sig så mærkværdige ting.

Da hun var i slutningen af fyrrerne, indledte Gail et forhold til en mand ved navn Jacob, som hun beskriver som sin åndsbeslægtede. Jacob havde overlevet jødeudryddelserne, og også han var optaget af spørgsmålet om erindring og tab. Jacob, der døde for over ti år siden, havde opfattet Gails manglede evne til at huske mange år som stærkt foruroligende. “Der må være en eller anden grund til det,” sagde han om hullerne i hendes liv. “Der må være en årsag.”

I 1992 kom Jacob og Gail tilfældigvis forbi en bladkiosk, hvor spisesedlen med kæmpestore bogstaver bekendtgjorde: “Hjernevaskeksperimenter: Ofrene forlanger erstatning.” Kastner gav sig til at skimme artiklen, og adskillige udtryk sprang hende straks i øjnene: “Babysnak”, “hukommelsestab”, “inkontinens.” “Jeg sagde: ‘Jacob, køb den avis.’” På et nærliggende cafeteria satte parret sig til at læse en utrolig historie om, hvordan det amerikanske efterretningsvæsen CIA i 1950’erne havde støttet en læge fra Montreal økonomisk, for at han kunne udføre bizarre eksperimenter med sine sindslidende patienter, hvor han fik dem til at sove i ugevis i isolation, hvorpå han gav dem massevis af elektrochok og forsøgsmedicin som det psykodeliske LSD og det hallucinerende PCP, bedre kendt som englestøv. Eksperimenterne – som reducerede patienterne til et førverbalt, infantilt stadium – var blevet udført på McGill Universitys Allan Memorial Institute under ledelse af dets direktør, dr. Ewen Cameron. CIAs støtte til Cameron var blevet afsløret sidst i 1970’erne på baggrund af en forespørgsel om aktindsigt, hvilket havde ført til høringer i det amerikanske senat. Ni af Camerons tidligere patienter var gået sammen og havde lagt sag an mod CIA såvel som mod den canadiske regering, som også havde støttet Camerons forskning. Under de langtrukne retssager hævdede patienternes sagførere, at eksperimenterne havde overtrådt enhver regel om medicinsk etik. De var kommet til Cameron for at få hjælp på grund af mindre psykiske lidelser – seperationsdepression, angst, ja sågar for at få hjælp i forbindelse med ægteskabelige problemer – og var, uden deres eget videndende eller tilladelse, blevet brugt som menneskelige forsøgskaniner for at tilfredsstille CIAs tørst efter viden om, hvordan man kunne kontrollere det menneskelige sind. I 1988 indgik CIA et forlig og udbetalte i alt 750.000 dollar i erstatning til de ni sagsøgere – på det tidspunkt det største forlig, efterretningsvæsnet nogensinde havde indgået. Fire år senere gik den canadiske stat med til at betale 100.000 dollar i kompensation til hver af de patienter, der havde været med i eksperimenterne.³

Cameron spillede ikke blot en central rolle, når det drejede sig om at udvikle tidens amerikanske torturteknikker, hans eksperimenter giver os også en særlig indsigt i katastrofekapitalismens underliggende logik. På linje med de frimarkedsøkonomer, der er overbeviste om, at kun omfattende katastrofer – en stor ødelæggelse – kan lægge grunden til deres “reformer”, troede Cameron, at han ved at påføre den menneskelige hjerne en række chok kunne ødelægge og slette fejlbehæftede hjerner for så at genopbygge nye personligheder på den altid flygtige, rene tavle.

Gail havde godt nok bemærket, at der i årenes løb havde været en historie om CIA og McGill, men hun havde ikke bidt mærke i den – hun havde aldrig haft noget med Allan Memorial Institute at gøre. Men nu, hvor hun sad der sammen med Jacob, stillede hun skarpt på det, de tidligere patienter fortalte om deres liv – hukommelsestabet, regressionerne. “På det tidspunkt gik det op for mig, at disse mennesker måtte have gennemgået det samme, som jeg havde været gennem. Jeg sagde: ‘Jacob, det må være det, der er grunden.’”

I chok-shoppen

Kastner skrev til Allan og bad om at få udleveret sin sygejournal. Efter først at have fået at vide, at man ikke havde nogen journal på hende, lykkedes det til sidst at få udleveret alle 138 sider. Den læge, der havde indlagt hende, var Ewen Cameron.

Brevene, notaterne og optegnelserne i Gails sygejournal fortæller en hjertegribende historie, der handler om såvel de begrænsede muligheder, en attenårig pige havde i halvtredserne, som om regeringer og læger, der misbruger deres magt. Journalen begynder med dr. Camerons bedømmelse af Gail ved indlæggelsen: Hun læser til sygeplejerske på McGill og klarer sig godt på studiet, og Cameron beskriver hende som et “hidtil nogenlunde velafbalanceret individ.” Hun lider dog af angstanfald på grund af, skriver Cameron ligeud, hendes voldelige far, en “voldsomt forstyrret” mand, der har øvet “gentagne psykologiske overgreb” på sin datter.

Ud fra sygeplejerskernes første optegnelser ser det ud til, at de godt kan lide Gail; hun snakker med dem om det at være sygeplejerske, og de beskriver hende som “munter”, “social” og “nydelig”, men i løbet af de måneder, Gail tilbringer ud og ind af deres afdeling, gennemgår Gail en radikal personlighedsforandring, som står tydelig at læse i journalen: Efter nogle få uger udviste hun “en barnlig adfærd, udtrykte bizarre forestillinger, hallucinerede [sic] og var destruktiv.” Optegnelserne fortæller, at denne intelligente unge kvinde nu kun kan tælle til seks; senere er hun “manipulerende, fjendtlig og meget aggressiv”; derpå passiv og modløs, ude af stand til at genkende sine familiemedlemmer. Hendes slutdiagnose er “skizofren ... med tydelige tegn på hysteri” – altså langt værre end de “angstanfald,” hun havde, da hun kom.

Metamorfosen havde uden tvivl at gøre med den behandling, der også står at læse om i Kastners journal. Store mængder insulin med gentagne komatilstande til følge; mærkelige kombinationer af opkvikkende og sløvende medicin; lange perioder, hvor hun blev bedøvet til at sove, samt otte gange så mange elektrochok, som det der var almindeligt på dette tidspunkt.

Sygeplejerskerne bemærker ofte Kastners forsøg på at undgå lægerne: “Forsøger at stikke af ... hævder, at hun bliver behandlet dårligt ... nægter at modtage elektrochok efter indsprøjtningen.” Disse klager ender hver gang med at tjene som grund til endnu en tur til det, Camerons yngre kolleger kaldte for “chok-shoppen.”⁴

Jagten på tomhed

Efter at have læst sin journal igennem adskillige gange kastede Gail Kastner sig ud i en slags arkæologisk udforskning af sit eget liv og gav sig til at indsamle og undersøge alt, hvad der muligvis kunne forklare, hvad der var sket med hende på hospitalet. Hun fandt ud af, at Ewen Cameron, en skotskfødt, amerikansk statsborger var nået helt til tops i sin profession: Han havde været formand for de amerikanske psykiateres forening, formand for de canadiske psykiateres forening og formand for verdensforeningen for psykiatere, World Psychiatric Association. I 1945 var han en ud af blot tre amerikanske psykiatere, der blev bedt om at bevidne, at Rudolf Hess var ved sine fulde fem under krigsforbryderretssagerne i Nürnberg.⁵

Da Gail påbegyndte sine undersøgelser, var Cameron for længst død og borte, men han havde efterladt i snesevis af akademiske foredrag og udgivelser. Der var også kommet flere bøger om CIAs økonomiske støtte til eksperimenter med hjernekontrol, værker der rummede masser af detaljer om Camerons forbindelser med efterretningsvæsnet.^I Gail læste dem alle og understregede de relevante passager, lavede tidslinjer og krydsreferencer til sin egen sygejournal. Hvad, hun fandt ud af, var, at Cameron først i halvtredserne havde forladt den freudianske tilgang med at bruge “taleterapi” i forsøget på at nå ned til “grundårsagerne” til patienternes sindssygdom. Hans ambition var ikke at helbrede eller reparere patienterne, men at genskabe dem ved hjælp af en metode, han havde opfundet, kaldet “psykisk indkøring.”⁶

Ifølge de ting, han udgav på dette tidspunkt, mente han, at den eneste måde, hvorpå han kunne lære sine patienter en sund, ny adfærd på, var ved at komme ind i deres sind og “nedbryde gamle, patologiske mønstre.”⁷ Første skridt på vejen var at “af-mønstre”, hvilket havde et forbløffende mål. At få sindet tilbage til en tilstand, hvor det var, hvad Aristoteles hævdede var “en skrivetavle, på hvilken der endnu ikke står noget skrevet,” en tabula rasa.⁸ Cameron var overbevist om, at han kunne nå frem til en sådan tilstand ved at angribe hjernen med alt, hvad man vidste ville forstyrre dens normale funktioner – og alt sammen på en gang. Det var en slags “chok og ærefrygt”-krigsførelse på sindets slagmark.

I slutningen af 1940’erne var elektrochok blevet mere og mere populært blandt psykiatere i Europa og Nordamerika. Det gav færre permanente skader end kirurgisk lobotoTmi [det hvide snit, red.], og det så ud til at hjælpe. Hysteriske patienter faldt ofte til ro og i nogle tilfælde så det ud til, at et elektrisk stød fik patienten til at tænke mere klart. Det var imidlertid blot observationer, og selv de læger der havde udviklet teknikken, kunne ikke fremvise nogen videnskabelig forklaring på, hvordan det virkede.

De var imidlertid godt klar over bivirkningerne. Der var ingen tvivl om, at elektrochok kunne føre til hukommelsestab; langt de fleste klager over behandlingen handlede om noget sådant. I umiddelbar tilknytning til hukommelsestab fandt man den anden ofte forekommende bivirkning, regression. I snesevis af kliniske undersøgelser bemærkede lægerne, at patienterne i umiddelbar forlængelse af behandlingen gav sig til at sutte på tommelfinger, krøb sammen i fosterstilling, måtte mades og råbte på deres mor idet de ofte fejlagtigt opfattede læger og sygeplejersker som deres forældre). Som regel var dette noget, som hurtigt gik over, men i nogle tilfælde, når der blev givet mange elektrochok, rapporterede lægerne, at deres patienter var gået fuldstændig i barndom og havde glemt at gå og tale. Marilyn Rice, en økonom, der i midthalvfjerdserne stod i spidsen for en patientbevægelse mod elektrochok, beskrev levende, hvordan det oplevedes at få sin hukommelse og meget af sin uddannelse slettet af chokbehandlingen. “Nu kan jeg sætte mig ind i, hvordan Eva må have følt det, da hun blev skabt som voksen ud af en andens ribben uden nogen som helst forhistorie. Jeg føler mig lige så tom inden i som Eva.”^{II, 9}

Rice og andre så denne tomhed som et uerstatteligt tab. Cameron på sin side så dette tomrum som noget andet. Som en ren tavle, slettet for dårlige vaner, på hvilken man kunne indskrive nye adfærdsmønstre. For ham var “et kæmpemæssigt tab af enhver erindring” fremkaldt af en intensiv brug af elektrochok ikke nogen uheldig bivirkning; det var selve formålet med behandlingen, det, der skulle bringe patienten tilbage til et tidligere stadium i livet, “længe inden skizofren tankegang og adfærd meldte deres ankomst.”¹⁰ Som krigsfortalende høge, der kræver, at man bomber andre lande “tilbage til stenalderen”, opfattede Cameron elektrochok som et middel til at bombe patienterne tilbage til deres barndom, til fuldstændigt at nulstille dem. I en artikel fra 1962 beskrev han den tilstand, han ønskede at hensætte patienter som Gail Kastner i: “Der er ikke kun tale om et tab af tid og sted-billeder, men også om et tab af fornemmelsen af, at sådanne burde findes. På dette stadium er det muligt, at patienten udviser en række andre fænomener, såsom tabet af et andet sprog eller al viden om ægteskabelig status. I mere fremskredne tilfælde kan det være, at vedkommende ikke kan gå uden støtte, ikke kan spise selv og udviser dobbelt inkontinens ... Alle sider af vedkommendes hukommelsesfunktioner er alvorligt forstyrrede.”¹¹

Til at “af-mønstre” sine patienter anvendte Cameron et relativt nyt redskab, kaldet en Page-Russell, som kunne give op til seks på hinanden følgende stød i stedet for blot et. Frustreret over, at patienterne stadig syntes at klynge sig til resterne af deres personlighed, forvirrede han dem yderligere med opkvikkende midler, beroligende midler og hallucinogener. Klorpromazin, barbiturater, natriumamytal [også kendt som “sandhedsserum”, red.], lattergas, metaamfetaminpræparatet Desoxyn, Seconal, Nembutal, Veronal, Melicone, Thorazine, epilepsimedicinen Largactil og insulin. I en artikel fra 1956 skrev Cameron, at disse lægemidler tjente til at “sætte ham [patienten] ud af spillet, så hans forsvar måske kan reduceres.”¹²

Når først man havde opnået en “komplet af-mønstring” og den tidligere personlighed var udslettet på tilfredsstillende vis, kunne den psykiske indkøring begynde. Den bestod i, at Cameron lod sine patienter lytte til båndoptagelser med sætninger som “Du er en god mor og hustru, og folk nyder at være sammen med dig.” Som behaviorist var han overbevist om, at han, hvis han kunne få patienterne til at indoptage beskeden fra båndene, kunne få dem til at ændre adfærd.^III

Patienterne, der var chokeret eller medicineret til en næsten vegetativ tilstand, kunne ikke andet end at lytte til beskederne – fra seksten til fireogtyve timer om dagen i ugevis; i et enkelt tilfælde spillede Cameron en besked uafbrudt i 101 dage.¹³

Midt i 1950’erne blev adskillige forskere hos CIA interesserede i Camerons metoder. Det var i begyndelsen af hysteriet omkring den kolde krig, og tjenesten havde lige igangsat et hemmeligt program, der gik ud på at undersøge “særlige afhøringsteknikker.”¹⁴ Et frigivet, tidligere hemmeligtstemplet memorandum fra CIA forklarede, at programmet “undersøgte og så nærmere på et antal usædvanlige afhøringsteknikker, inklusive psykologiske overgreb og ting som ‘total isolation’” såvel som “brugen af narkotika og kemikalier.”¹⁵ I første omgang bar projektet kodenavnet Bluebird, noget der siden blev ændret til Project Artichoke for til sidst, i 1953, at blive til MKUltra. I løbet af det næste tiår blev der i projekt MKUltra brugt 25 millioner USD på forskning i nye måder, hvorpå man kunne nedbryde fanger, der var mistænkt for at være kommunister og dobbeltagenter. Firs institutioner tog del i projektet, inklusive fireogfyrre universiteter og tolv hospitaler.¹⁶

Der var ingen mangel på kreative ideer hos de agenter, der tog del i programmet, med hensyn til, hvordan man skulle få oplysninger ud af folk, der helst ikke ville ud med dem – problemet var bare at finde ud af, hvordan man fik afprøvet dem. Aktiviteterne i de første år under projekterne Bluebird og Artichoke mindede om dem i en tragikomisk spionfilm, hvor CIA-agenterne hypnotiserede hinanden og så deres snit til at komme LSD i kollegernes drinks for at se, hvad der ville ske (i mindst et tilfælde resulterede det i selvmord) – for slet ikke at tale om at torturere mistænkte russiske spioner.¹⁷

Afprøvningerne mindede mere om dødsensfarlige løjer på et drengekollegium end om seriøs forskning, ligesom resultaterne på ingen måde resulterede i de videnskabelige beviser, tjenesten var ude efter. Til det formål havde man brug for et stort antal forsøgspersoner. Man forsøgte sig med opstillingen af adskillige sådanne forsøg, men risikoen var for stor: Hvis det slap ud, at CIA afprøvede farlige lægemidler på amerikansk jord, kunne hele operationen blive standset.¹⁸ Det er her, CIAs interesse i canadiske forskere kommer ind. Forbindelsen går tilbage til den 1. juni 1951 og et møde mellem tre nationers efterretningsvæsener og nogle akademikere på hotel Ritz-Carlton i Montreal. Emnet for mødet var den voksende bekymring inden for de vestlige efterretningsvæsener: Man var bange for, at kommunisterne på en eller anden måde havde fundet ud af, hvordan man “hjernevaskede” krigsfanger. Beviset lå i det faktum, at amerikanske menige taget til fange i Korea stillede sig op foran kameraer for, tilsyneladende villigt, at nedgøre kapitalisme og imperialisme. Ifølge de deklassificerede detaljer fra mødet på Ritz var de tilstedeværende – Omond Solandt, formand for det canadiske Defence Research Board; sir Henry Tizard, formand for den britiske Defence Research Policy Committee, samt to repræsentanter for CIA – overbeviste om, at det var yderst nødvendigt for vestmagterne at finde ud af, hvordan det lykkedes kommunisterne at fremtvinge så bemærkelsesværdige tilståelser. Med det i tankerne var det første skridt at gennemføre “en klinisk undersøgelse af faktiske sager” for at se, hvordan hjernevask eventuelt kunne fungere.¹⁹ Det angivelige mål for denne forskning var ikke, at man i Vesten skulle til at bruge sindelagskontrol over for fanger. Det handlede i stedet om at forberede vestlige soldater på en hvilken som helst form for lokketeknik, de måtte komme ud for, hvis de blev taget til fange.

CIA havde selvfølgelig andre interesser, men selv på lukkede møder som det på Ritz ville det have været umuligt for tjenesten, så kort tid efter, at afsløringerne af nazisternes tortur havde vakt afsky verden over, åbent at vedkende sig interessen i at udvikle særlige afhøringsmetoder.

En af de tilstedeværende ved mødet på Ritz var doktor Donald Hebb, chef for psykologi på McGill University. Ifølge de deklassificerede detaljer overvejede Hebb i et forsøg på at løse mysteriet med de amerikanske soldaters tilståelser, om kommunisterne måske havde manipuleret med fangerne ved at placere dem i intensiv isolation og sørge for, at de ikke modtog nogen form for sanseindtryk. Efterretningscheferne var imponerede, og tre måneder senere modtog Hebb en forskningsbevilling fra det canadiske forsvarsministerium, så han kunne udføre en række hemmelige eksperimenter med sanseberøvelse. Hebb betalte seksogtres McGill-studenter 20 dollar om dagen for at lade sig isolere i et rum iført sorte briller, hovedtelefoner med skrattelyde og paprør på arme og hænder, så de ikke kunne bruge følesansen. I dagevis flød studenterne rundt i et hav af ingenting uden at kunne bruge øjne, ører og hænder til at orientere sig og levede i deres egen mere og mere levende forestillingsverden. For at finde ud af, om denne berøvelse gjorde dem mere tilgængelige for “hjernevask”, gav Hebb sig til at afspille optagelser med stemmer, der talte om eksistensen af spøgelser eller videnskabens manglende troværdighed – forestillinger, som studenterne forud for eksperimenterne havde taget afstand fra.²⁰

I en fortrolig rapport om Hebbs resultater nåede forsvarsministeriet frem til den konklusion, at sanseberøvelse tydeligvis gav anledning til ekstrem forvirring såvel som hallucinationer hos de deltagende studenter, og at “en tydelig, tidsbegrænset nedsættelse af intellektuel effektivitet indtraf under og umiddelbart efter tidsrummet med indtryksberøvelse.”²¹ Hertil kom, at studenternes tørst efter stimulering gjorde dem overraskende modtagelige over for de forestillinger, der kom til udtryk på båndene, og faktisk udviklede nogle af dem en interesse for det okkulte, der varede flere uger efter, at eksperimentet var afsluttet. Det virkede, som om den forvirring, sanseberøvelsen resulterede i, delvist nulstillede deres hjerner, og at de sanselige stimuli omskrev deres opfattelsesmønstre.

En kopi af Hebbs hovedforsøg blev sendt til CIA sammen med enogfyrre kopier til den amerikanske marine og toogfyrre kopier til den amerikanske hær.²² CIA fik også direkte indblik i resultaterne via en af Hebbs studentermedhjælpere, Maitland Baldwin, som uden Hebbs vidende rapporterede til tjenesten.²³ Den store interesse kom næppe bag på nogen: Helt grundlæggende påviste Hebb i det mindste, at intensiv isolation påvirkede evnen til at tænke klart og gjorde folk modtagelige for antydninger – noget uvurderligt for enhver afhøringsleder. Det gik efterhånden op for Hebb, at der var et enormt potentiale i hans forskning, ikke blot med hensyn til at beskytte tilfangetagne soldater mod “hjernevask”, men også i form af en slags brugsanvisning til psykisk tortur. I det sidste interview, han gav inden sin død i 1985, sagde Hebb: “Da vi afleverede vores rapport til Defence Research Board, stod det klart, at det, vi beskrev, var nogle formidable afhøringsteknikker.”²⁴

I Hebbs rapport kunne man læse, at fire af forsøgspersonerne “spontant bemærkede, at det at være med i forsøget var en form for tortur,” hvilket betød, at dette at tvinge dem til at overskride deres grænser – i to til tre dage – klart var i modstrid med den lægelige etik. Hebb var klar over de begrænsninger, dette satte for eksperimentet, og skrev, at “tydeligere resultater” ikke var mulige at opnå, da “det ikke er muligt at tvinge forsøgspersonerne til at tilbringe tredive til tres dage under forhold med opfattelsesisolation.”²⁵

Det var måske ikke muligt for Hebb, men det var det derimod for hans McGill-kollega og akademiske ærkerival, dr. Ewen Cameron. (Med en tilsidesættelse af almindelig akademisk pænhed beskrev Hebb senere Cameron som “dummere end loven tillader.”)²⁶ Cameron havde allerede overbevist sig selv om, at en voldelig ødelæggelse af hans patienters sind var et nødvendigt første skridt på vejen til mental sundhed og derfor ikke en overtrædelse af lægeløftet. Når det handlede om tilsagn, var patienterne helt i hans vold. Standardformularen omkring tilsagn gav Cameron fuldmagt til at gøre alt. Grænsen gik ved og inkluderede fuld lobotomi.

Skønt han havde været i kontakt med efterretningstjenesten i årevis, fik Cameron i 1957 sin første bevilling fra CIA, hvidvasket gennem en dækorganisation ved navn Society for the Investigation of Human Ecology.²⁷ Og efterhånden som pengene fra CIA rullede ind, kom Allan Memorial Institute til at minde mere om et makabert fængsel end et hospital.

De første tegn på ændringer var den dramatisk øgede mængde elektrochok, der blev givet. De to psykiatere, som opfandt den kontroversielle Page-Russell elektrochokmaskine, havde anbefalet fire chok per patient og i alt højst fireogtyve enkeltchok.²⁸ Cameron gik i gang med at bruge maskinen to gange om dagen i tredive dage, hele frygtindgydende 360 enkeltchok per patient – langt flere end hans tidligere patienter, som Gail, var blevet tildelt.²⁹ Til den i forvejen svimlende mængde medikamenter, han gav sine patienter, føjede han nogle mere eksperimentelle, bevidsthedsændrende midler, som CIA havde en speciel interesse i: LSD og PCP.

Til sit arsenal af bevidsthedsslettende våben føjede han nye: Sanseberøvelse og søvnhenlæggelse, en dobbeltproces han hævdede ville hjælpe til at “nedsætte den enkeltes modstand” og gøre patienten mere modtagelig for hans båndoptagne beskeder.³⁰ Da pengene fra CIA kom, brugte Cameron dem på at omdanne nogle gamle hestestalde bag hospitalet til isolationsceller. Han satte også kælderen i stand og indrettede den på avanceret vis, så den indeholdt et rum, han kaldte for Isolationskammeret.³¹ Han lydisolerede rummet, sendte skrattelyde ind, slukkede lyset og gav den enkelte patient sorte briller og “gummihætter” over ørene, mens deres hænder og arme blev forsynet med paprør, som “forhindrede patienten i at røre ved sin krop – og derved gribe ind i sin selvopfattelse,” som Cameron udtrykte det i en artikel fra 1956.³² Hvor Hebbs studenter flygtede fra den mindre intense sanseberøvelse allerede efter et par dage, holdt Cameron sin patienter fanget i ugevis og en af dem i isolationscellen i femogtredive dage.³³

Hertil kom, at Cameron udsultede sine patienters sanser i det såkaldte Soverum, hvor de blev hensat i en bedøvet drømmeverden i tyve til toogtyve timer om dagen, blev vendt af sygeplejersker for at forhindre liggesår og kun vækket for at få mad og gå på toilettet.³⁴ Patienterne blev holdt hen i denne tilstand mellem femten og tredive dage, selvom Cameron rapporterede, at “nogle patienter er blevet behandlet med op til 65 dages sammenhængende søvn.”³⁵ Hospitalspersonalet var instrueret om ikke at lade patienterne snakke sammen og om ikke at informere dem om, hvor længe de skulle blive i rummet. For at være sikker på, at det ikke lykkedes nogen at undslippe dette mareridt, gav Cameron en gruppe patienter små doser kuraregift, som fører til lammelse og dermed i bogstavelig forstand gjorde dem til fanger i deres egen krop.³⁶

I en artikel fra 1960 fastslog Cameron, at der er “to afgørende faktorer”, der tillader os at “opretholde en forestilling om tid og rum” – som med andre ord tillader os at vide, hvor vi er, og hvem vi er. Disse to kræfter er “(a) vores stadige sansemæssige input og (b) vores hukommelse.” Ved hjælp af elektrochok fik Cameron udslettet hukommelsen. Han var fast besluttet på, at hans patienter fuldstændig mistede fornemmelsen af, hvor de befandt sig i tid og rum. Da det gik op for ham, at nogle patienter holdt styr på tiden ved hjælp af måltiderne, beordrede Cameron køkkenet til at blande det hele, så måltiderne kom på forskellige tidspunkter, og man serverede suppe til morgenmad og havregrød til aften. “Ved at variere disse intervaller og ved at ændre menuen fra det forventelige var vi i stand til at nedbryde denne struktur,” rapporterede Cameron med tilfredshed. Alligevel opdagede han, at en enkelt patient på trods af hans ihærdige indsats havde opretholdt en forbindelse til verden udenfor ved at bide mærke i den “meget svage rumlen” af et fly, der fløj hen over hospitalet hver morgen klokken ni.³⁷

Enhver, der kender noget til vidneudsagn fra overlevende efter tortur, må finde denne detalje hårrejsende. Når fanger bliver spurgt, hvordan det lykkedes dem at overleve måneder eller år med isolation og brutalitet, så fortæller de ofte om, hvordan de hørte lyden af fjerne kirkeklokker, muslimernes kalden til bøn eller børn, der legede i en nærliggende park. Når livet er blevet indskrænket til at foregå inden for fængselscellens fire vægge, bliver rytmen af disse lyde udefra en slags livline, beviset på, at fangen stadig er et menneske, at der er en verden uden for torturen. “Fire gange hørte jeg fuglene udenfor kvidre, når solen stod op – derfor vidste jeg, at der var gået fire dage,” udtalte en overlevende efter Uruguays seneste diktatur efter at have genkaldt sig en særlig brutal periode med tortur.³⁸ Den uidentificerede kvinde i kælderen under Allan Memorial Institute, der anstrengte sig for at høre en flymotor gennem en tåge af mørke, stoffer og elektrochok, var ikke en patient i en læges varetægt, men en fange udsat for tortur.

Der var adskillige stærke indicier på, at Cameron var fuldstændig klar over, at han simulerede torturomstændigheder, og som hårdnakket antikommunist yndede han at se sine patienter som et bidrag til den kolde krig. I et interview med et ugeblad i 1955 sammenlignede han ligefrem sine patienter med krigsfanger, der blev afhørt og sagde, at de “som kommunisternes fanger forsøgte at modsætte sig [behandling] og måtte gøres møre.”³⁹ Et år senere skrev han, at formålet med af-mønstringen i “virkeligheden var en ‘nedslidning af modstand’” og bemærkede, at den “svarede til nedbrydningen af en person under langvarigt forhør.”⁴⁰ Omkring 1960 holdt Cameron foredrag om sin sanseberøvelse, ikke blot for andre psykiatere, men også for folk fra militæret. I en tale på Brooks Air Force Base gjorde han ikke noget nummer ud af at helbrede skizofrene og indrømmede faktisk, at sanseberøvelse “producerer de primære symptomer på skizofreni” – hallucinationer, intense angstanfald, tab af virkelighedsfornemmelse.⁴¹ I noter til foredraget nævner han opfølgningen af sanseberøvelse med “input-overload”, en henvisning til hans brug af elektrochok og endeløst gentagne båndsløjfer – og en forudsigelse af, hvilke forhørstaktikker man vil komme til at se i fremtiden.⁴²

Camerons arbejde modtog støtte fra CIA indtil 1961, og i mange år stod det ikke klart, hvad den amerikanske regering brugte forskningen til, om overhovedet noget. I slutningen af halvfjerdserne og i firserne, da beviser på CIAs støtte til eksperimenterne endelig kom frem under en senatshøring og senere i patienternes banebrydende kollektive søgsmål mod tjenesten, hældede journalister og lovgivere mod at godtage CIAs version af begivenhederne – at man havde forsket i hjernevasksteknik-ker for at kunne beskytte tilfangetagne amerikanske soldater. Pressens opmærksomhed var i hovedsagen rettet mod den sensationelle detalje, at regeringen havde støttet syretrip. I virkeligheden var den største skandale, da den endelig kom frem, at CIA og Ewen Cameron ryggesløst havde ødelagt andres liv med deres eksperimenter uden noget fornuftigt formål – forskningen så ud til at være ubrugelig: På dette tidspunkt vidste alle og enhver, at hjernevask var en myte fra den kolde krig. CIA selv gjorde alt for at støtte denne historie og foretrak langt at blive anset for kludrende science fiction-dummepetere i stedet for at være nogle, der havde ydet støtte til et torturlaboratorium på et velanskrevet universitet – og det oven i købet et meget effektivt laboratorium. Da John Gittinger, den psykolog hos CIA der først havde taget kontakt til Cameron, blev tvunget til at vidne ved en samlet høring i Senatet, kaldte han Cameron for “en dum fejltagelse ... en forfærdelig fejltagelse.”⁴³ Da høringen bad Sidney Gottlieb, den tidligere direktør for MKUltra, forklare, hvorfor han havde beordret alle arkiver fra det 25 millioner USD dyre program destrueret, svarede han, at “MKUltra-projektet ikke havde givet nogen resultater af nogen positiv værdi for Tjenesten.”⁴⁴ I afsløringerne af MKUltra fra firserne bliver eksperimenterne i såvel udredningerne i pressen som i bøger beskrevet som “bevidsthedskontrol” og “hjernevask.” Ordet “tortur” bliver stort set ikke anvendt.

Videnskaben om frygt

I 1988 foretog New York Times en banebrydende undersøgelse af USAs medvirken til tortur og snigmord i Honduras. Florencio Caballero, afhøringsleder i Honduras’ berygtede og brutale Batallion 3-16, fortalte New York Times, at han og fireogtyve andre af hans kolleger var blevet fløjet til Texas og optrænet af CIA. “De lærte os psykologiske metoder – at finde frem til frygt og svagheder hos en fange. At få ham til at blive stående op, ikke lade ham sove, holde ham nøgen og isoleret, sætte rotter og kakerlakker ind i hans celle, give ham fordærvet mad, servere selvdøde dyr for ham, kaste koldt vand på ham, skrue op og ned for temperaturen.” Der var dog en teknik, han glemte at nævne: elektrochok. Inés Murillo, den fireogtyveårige fange, der blev “afhørt” af Cabellero og hans kolleger, fortalte avisen, at hun fik elektrochok så mange gange, at hun “skreg og faldt om af chokkene.” “Skrigene farer bare ud af én,” sagde hun. “Jeg kunne lugte røg, og det gik op for mig, at jeg brændte, hvor elektroderne var sat på. De sagde, at de ville torturere mig, til jeg blev sindssyg. Jeg troede ikke på dem, men så spredte de mine ben og stak ledninger op i mine kønsdele.”⁴⁵ Murillo sagde også, at der var en anden til stede i lokalet: en amerikaner, der gav spørgsmål videre til hendes afhørere, og som de andre kaldte for “mr. Mike.”⁴⁶

Afsløringerne førte til høringer i Senatets særlige efterretningskomite, hvor CIAs vicedirektør Richard Stolz bekræftede, at “Caballero rent faktisk deltog i et program om udnyttelse af menneskelige ressourcer eller forhør.”⁴⁷ Avisen Baltimore Sun påberåbte sig loven om offentlighed i forvaltningen for at få adgang til det kursusmateriale, der var blevet brugt til at uddanne folk som Caballero. I mange år afviste CIA at følge loven, men efter trusler om sagsanlæg og ni år efter, at den oprindelige historie var bragt i avisen, fremlagde CIA en håndbog med titlen Kubark Counterintelligence Interrogation. Titlen var en kode: “Kubark” er, ifølge New York Times et “kryptonym, hvor KU er en tilfældig forstavelse, mens BARK var tjenestens kodeord for sig selv på det tidspunkt.” Andre senere rapporter har peget på, at “ku” kunne henvise til “et land eller en specifik hemmelig eller dækket aktivitet.”⁴⁸ Håndbogen er en 128 sider lang, hemmelig manual til “afhøring af modvillige kilder”, som i vidt omfang bygger på den forskning, som MKUltra havde bestilt – og Ewen Camerons og Donald Hebbs eksperimenter har sat deres spor. Metoderne går fra sanseberøvelse til stressstillinger, fra brug af hætter til smerte. (Manualen vedgår lige fra begyndelsen, at mange af disse teknikker er ulovlige og instruerer afhøringslederne om “forud at søge godkendelse fra Hovedkvarteret ... under enhver af de følgende omstændigheder: 1. Hvis der skal påføres legemsskade. 2. Hvis medicinske, kemiske eller elektriske metoder eller materialer er nødvendige for at fremkalde føjelighed.”)⁴⁹

Manualen er dateret 1963, MKUltra-programmets sidste år og to år efter, at Camerons CIA-støttede eksperimenter standsede. Håndbogen hævder, at teknikkerne vil kunne anvendes på en modvillig kilde og “ødelægge hans modstandsevne”, hvis de anvendes på den rigtige måde. Her viser det sig, hvad der var det egentlige mål med MKUltra. Ikke at forske i hjernevask (det var blot et biprojekt), men at udvikle et videnskabeligt baseret system til at trække informationer ud af “modvillige kilder.”⁵⁰ Med andre ord: tortur.

Manualen fastslår på første side, at den vil gennemgå forhørsmetoder baseret på “omfattende forskning, inklusive videnskabelige undersøgelser udført af specialister inden for nært relaterede områder.” Den repræsenterer en ny tids præcise, forfinede tortur – ikke den bloddryppende, upræcise pine, som havde været det almindelige siden den spanske inkvisition. I en slags forord fastslår manualen: “Den efterretningstjeneste, der er i stand til at anvende relevant, moderne viden inden for sit område, nyder store fordele frem for en tjeneste, der udfører sit arbejde i hemmelighed og efter metoder fra det attende århundrede ... det er ikke længere muligt at diskutere afhøring ordentligt uden at tage hensyn til den psykologiske forskning, der har fundet sted inden for det seneste tiår.”⁵¹ Herefter følger der en brugsanvisning i, hvordan man afmonterer personlighed.

Manualen indeholder et længere afsnit om sanseberøvelse, der refererer til “et antal eksperimenter på McGill University.”⁵² Det beskriver, hvordan man bygger isolationskamre og bemærker, at “berøvelsen af sansepåvirkninger medfører en regression, da den forhindrer personens bevidsthed kontakt med omverdenen og derved tvinger den til at vende indad. Samtidig ser den bevidste forsyning med stimuli under afhøringen ud til at få den regrederede person til at se op til forhørslederen som en faderfigur.”⁵³ Anmodningen ifølge loven om offentlighed i forvaltningen bragte også en opdateret version af manualen for dagen. Første gang udgivet i 1983 til brug i Latinamerika. “Vinduet bør sidde så højt i væggen, at der er mulighed for at udelukke lys,” fastslår den.^{54, IV}

Det var præcis, hvad Hebb frygtede. Brugen af hans sanseberøvelsesmetoder som “formidable afhøringsteknikker.” Det var imidlertid Camerons arbejde og hans opskrift på, hvordan man forstyrrede “tid og sted-opfattelsen”, der udgør kernen i Kubark-opskriften. Manualen beskriver adskillige af de teknikker, der blev finpudset til at af-mønstre patienter i kælderen under Allan Memorial Institute: “Princippet er, at afhøringerne bør planlægges, så man forhindrer kildens opfattelse af kronologisk orden ... Nogle afhørte kan bringes til at regredere ved en gennemført manipulation af tiden, ved at sætte ure frem eller tilbage og servere måltider på underlige tidspunkter – ti minutter eller ti timer efter det sidste måltid blev serveret. Det vender op og ned på nat og dag.”⁵⁵

Det, der mere end noget andet havde fanget Kubark-forfatternes interesse, var Camerons fokus på regression – forestillingen om, at voksne mennesker, hvis de bliver frataget deres fornemmelse af, hvem de er, og hvor de befinder sig i tid og rum, kan omdannes til afhængige børn, hvis bevidsthed er en ren tavle at skrive på. Om og om igen vender forfatterne tilbage til dette tema. “Alle teknikkerne til at gennembryde en afhøringsforhindring, hele spektret fra simpel isolation til hypnose og narkose, er i bund og grund måder, hvorpå man øger den hastighed, med hvilken regressionen indtræffer. Efterhånden som forhørspersonen glider tilbage fra modenhed til en mere infantil tilstand, falder vedkommendes intellektuelle eller strukturerede personlighedstræk bort.” Det er her, fangen går i “psykologisk choktilstand” eller “ophævet bevægelighed”, som tidligere refereret – den torturerendes ønsketidspunkt, hvor “kilden er langt mere åben over for forslag, langt mere tilbøjelig til at samarbejde.”⁵⁶

Alfred W. McCoy, en historiker fra University of Wisconsin, som har dokumenteret udviklingen af torturteknikker siden inkvisitionen i sin bog A Question of Torture: CIA Interrogation from the Cold War to the War on Terror, beskriver Kubark-manualens opskrift med sanseberøvelse fulgt af et sansemæssigt bombardement som “den første virkelige revolution i den grusomme videnskab om smerte i mere end tre hundrede år.”⁵⁷ Og ifølge McCoy kunne det ikke være sket uden McGill-eksperimenterne i 1950’erne. “Hvis man skærer de værste excesser fra, så lagde doktor Camerons eksperimenter, der byggede på doktor Hebbs tidligere banebrydende opdagelser, den videnskabelige grund til CIAs todelte, psykologiske torturmetode.”⁵⁸

Lige meget hvor, der er blevet undervist i Kubark-metoden, har man set et tydeligt mønster – beregnet på at påføre, uddybe og vedligeholde chok: Folk bliver taget til fange på de mest rystende og desorienterende måder, ud på natten eller ved raids tidligt om morgenen, sådan som manualen foreskriver. De får øjeblikkelig hætte over hovedet eller bind for øjnene, bliver klædt af og slået, hvorpå de bliver undergivet en eller anden form for sanseberøvelse. Fra Guatemala til Honduras, Vietnam til Iran, Filippinerne til Chile, alle steder blev der brugt elektrochok som en fast bestanddel.

Dette skyldtes selvfølgelig ikke blot Camerons eller CIAs indflydelse. Tortur handler altid om improvisation, en kombination af en tillært teknik og et menneskeligt instinkt for brutalitet, som får lov at gå grassat, så snart der ikke er nogen straf. I midten af 1950’erne blev elektrochok brugt rutinemæssigt mod frihedskæmpere af franske soldater i Algier, ofte med hjælp fra psykiatere.⁵⁹ I denne periode holdt franske militære ledere seminarer på den amerikanske hærs “anti-oprørs”-skole i Fort Bragg, North Carolina, hvor de oplærte eleverne i teknikken fra Algier.⁶⁰ Det står imidlertid også klart, at Camerons særlige model med at anvende massive mængder af elektrochok, ikke blot for at påføre smerte, men med det særlige formål at slette strukturerede personligheder, gjorde indtryk på CIA. I 1966 sendte CIA tre psykiatere til Saigon bevæbnet med en Page-Russell, den samme slags elektrochokmaskine som Cameron foretrak. Den blev brugt så aggressivt, at den slog adskillige fanger ihjel. Ifølge McCoy: “Rent faktisk afprøvede de, i marken, om Ewen Camerons McGill-afmønstrings-teknikker kunne bruges til at ændre menneskelig adfærd.”⁶¹

For ansatte i det amerikanske efterretningsvæsen var denne form for anvendt teori noget sjældent. Fra 1970’erne og frem foretrak amerikanske agenter rollen som mentor eller træner – ikke direkte forhørsleder. Vidneudsagn fra overlevende torturofre fra Mellemamerika i halvfjerdserne og firserne er oversået med referencer til mystiske, engelsktalende mænd, der vandrede ud og ind af cellerne og fandt på spørgsmål eller kom med gode råd. Dianna Ortiz, en amerikansk nonne, som blev bortført og fængslet i Guatemala i 1989, har bevidnet, at de mænd, der voldtog og brændte hende med cigaretter, rettede sig efter en mand, der talte spansk med en tyk amerikansk accent, og som de kaldte for deres “boss”.⁶² Jennifer Harbury, hvis mand blev tortureret og slået ihjel af en guatelansk officer i CIAs sold, har dokumenteret mange af disse sager i sin bog Truth, Torture and the American Way.⁶³

Selvom adskillige på hinanden følgende administrationer i Washington sanktionerede dette, var USAs rolle i disse beskidte krige nødt til at være hemmelig, af indlysende grunde. Tortur, hvad enten den er fysisk eller psykologisk, er klart i modstrid med Genève-konventionens overordnede forbud mod “enhver form for tortur eller grusomhed”, såvel som den amerikanske hærs egen Uniform Code of Military Justice, der forbyder “grusomheder” mod og “undertrykkelse” af fanger.⁶⁴ På side 2 i Kubark-manualen advares læserne om, at teknikkerne i den indebærer en “alvorlig risiko for senere retssager”, og udgaven fra 1983 udtrykker det endnu mere direkte: “Brug af magt, bevidsthedsmæssig tortur, trusler eller udsættelse for inhuman eller ubehagelig behandling af en enhver slags som hjælp til afhøring er forbudt ved lov, såvel internationalt som nationalt.”⁶⁵ Det, man lærte folk, var ganske enkelt forbudt og dermed i sin natur hemmeligt. Hvis nogen spurgte, så oplærte amerikanske agenter deres elever i udviklingslandene i moderne, professionelle politimetoder – de kunne på ingen måde være ansvarlige for, hvilke “excesser” der måtte finde sted uden for deres klasser.

Den 11. September 2001 røg denne langvarige insisteren på plausibel bortforklaring sig en tur. Terroristangrebet på World Trade Center og Pentagon var en anden form for chok end dem, man forestillede sig i Kubark-manualen, men virkningen var stort set den samme. Total desorientering, ekstrem frygt og angst og kollektiv regression. Som forhørslederen i Kubark-manualen, der fremstod som en “faderfigur”, brugte Bush-administrationen øjeblikkeligt frygten til at spille rollen som den altbeskyttende forælder, parat til at forsvare “fædrelandet” og dets sårbare befolkning med ethvert middel, der måtte være nødvendigt. Den ændring i den amerikanske politik, der lå indkapslet i vicepræsident Dick Cheneys berygtede udtalelse om at arbejde på “the dark side”, var ikke udtryk for, at denne administration af taktikker ville have vakt afsky hos dens mere humane forgængere (som alt for mange demokrater har påstået for at fremkalde det, historikeren Garry Wills kalder den særlige amerikanske myte om “oprindelig syndfrihed”). Det afgørende skridt var snarere, at det, der tidligere havde været udført ved hjælp af andre, med afstand nok til at kunne benægte enhver viden, nu blev udført direkte og forsvaret åbent.

På trods af al snakken om at udlicitere tortur har Bush-administrationens virkelige fornyelse været, at den har indliciteret, så fangerne er blevet tortureret af amerikanske statsborgere i fængsler drevet af USA eller er blevet transporteret direkte i amerikanske fly til tredjelande ved hjælp af “eks-traordinære foranstaltninger.” Det er det, der gør Bush-regimet til noget særligt: Efter angrebene den 11. september vovede det at kræve retten til at torturere uden skam. Det gjorde, at regeringen kunne sigtes for kriminelle handlinger – et problem den kom uden om ved at ændre lovene. Rækken af begivenheder er velkendt: Den daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld dekreterede, med Bush’ samtykke, at folk taget til fange i Afghanistan ikke var omfattet af Genève-konventionen, fordi de var “fjendtlige kombattanter”, ikke krigsfanger, noget som det Hvide Hus’ juridiske rådgiver på det tidspunkt, Alberto Gonzales (senere amerikansk statsadvokat) bekræftede.⁶⁶ Som det næste godkendte Rumsfeld en række specielle afhøringspraksisser til brug i krigen mod terror. De omfattede metoder, som stod at læse i CIAs manualer: “Brug af isolationsfaciliteter op til 30 dage”, “berøvelse af lys og auditive stimuli”, “den tilbageholdte kan også forsynes med en hætte over hovedet under transport og afhøring”, “fjernelse af beklædning” og “brug af den tilbageholdtes individuelle fobier (såsom angst for hunde) for at fremkalde stress.”⁶⁷ ifølge det Hvide Hus var tortur stadig forbudt – men for at der nu skulle være tale om tortur, måtte den påførte smerte “i styrke svare til den, der ledsager alvorlig fysisk skade, såsom organsvigt.” ^{V, 68}Ifølge disse nye regler stod det den amerikanske regering frit at anvende de metoder, den havde udviklet i 1950’erne under et dække af hemmelighedsfuldhed og benægtelsesmuligheder – nu stod man bare åbent frem, uden at være bange for at blive retsforfulgt. Derfor offentliggjorde Intelligence Sciences Board, et rådgivningsorgan for CIA, en rapport skrevet af en af forsvarsministeriets veteraner inden for afhøring. Den erklærede ligeud, at “en omhyggelig læsning af Kubark-manualen er essentiel for alle, der har med forhør at gøre.”⁶⁹

En af de første, der blev udsat for den nye tingenes tilstand, var den amerikanske statsborger og tidligere bandemedlem José Padilla. Han blev arresteret i maj 2002 i Chicagos O’Hare-lufthavn og anklaget for at have planer om at lave en “beskidt bombe.” I stedet for at blive sigtet og kørt gennem retssystemet blev Padilla klassificeret som fjendtlig kombattant, hvilket fratog ham en enhver retssikkerhed. Han blev ført til flådens fængsel i Charleston, South Carolina, hvor Padilla hævder, at han fik en indsprøjtning med noget, han mener var enten LSD eller PCP og underkastet en omfattende sanseberøvelse: Han blev holdt indespærret i en lillebitte celle, hvor der var mørklægning for vinduerne, og han blev nægtet kalender eller ur. Hver gang, han skulle forlade cellen, blev han bagbundet, hans øjne dækket med sorte dykkerbriller, og lyde blev holdt ude af kraftige hovedtelefoner. Padilla blev holdt fanget under disse betingelser i 1.307 dage og nægtet kontakt med nogen som helst anden end hans forhørsledere, som, når de forhørte ham, chokerede hans udhungrede sanser med lys og bragende lyde.⁷⁰

Padilla fik bevilliget et retsmøde i december 2006, selvom anklagen med den beskidte bombe, som han var blevet arresteret for, var droppet. Han blev anklaget for at have kontakter til terrorister, men der var ikke meget, han kunne stille op for at forsvare sig. Ifølge ekspertudsagn var det lykkedes den Cameron-agtige regressionsteknik totalt at udslette den voksne person, han engang havde været, hvilket var lige præcis det, den var designet til at gøre. “Den omfattende tortur, som mr. Padilla har været udsat for, har skadet ham varigt, såvel fysisk som psykisk,” fortalte hans forsvarer retten. “Regeringens behandling af mr. Padilla har berøvet ham hans personlighed.” En psykiater, der udredte ham, konkluderede, at han “mangler evnen til at hjælpe med til sit eget forsvar.”⁷¹ Den Bush-udpegede dommer insisterede imidlertid på, at Padilla var tjenlig at stille for retten. Det faktum, at han overhovedet fik en offentlig retsbehandling, gør Padillas sag til noget særligt. Tusinder af andre fanger, der sidder i amerikanskledede fængsler – og som i modsætning til Padilla ikke er amerikanske statsborgere – har gennemgået et tilsvarende torturregimente, uden at offentligheden har fået den mulighed for indsigt, som en civil retssag giver.

Mange vansmægter i Guantánamo. Mamdouh, en australier, der har været spærret inde der, har sagt, at “Guantánamo Bay er et eksperiment ... og det, de eksperimenterer med, er hjernevask.”⁷² Ud fra de vidneudsagn, rapporter og fotografier, der er sluppet ud af Guantánamo, virker det virkelig, som om 1950’ernes Allan Memorial Institute er blevet omplantet til Cuba. Ved tilbageholdelsen bliver fangerne udsat for omfattende sanseberøvelse med hætter, sorte dykkerbriller og store hovedtelefoner, der lukker al lyd ude. De får lov at sidde i isolationsceller i månedsvis og får kun lov at komme ud for at få deres sanser bombarderet med gøende hunde, stroboskopisk lys og endeløse båndsløjfer med barnegråd, skrattende musik og mjavende katte.

For mange af fangerne har virkningen af denne teknik været stort set den samme, som de var på Allan i 1950’erne: total regression. En frigivet fange, en engelsk statsborger, fortalte sine advokater, at der nu er en hel afdeling af fængslet, Delta Block, der er forbeholdt “mindst halvtreds” tilbageholdte, som nu befinder sig i en permanent sindsforvirret tilstand.⁷³ Et deklassificeret brev fra FBI til Pentagon beskrev en vigtig fange, som havde været “udsat for intens isolation i mere end tre måneder” og “udviste en adfærd, der tydede på et ekstremt psykologisk traume (taler til ikke-eksisterende personer, rapporterer at have hørt stemmer, kryber sammen i cellen under et lagen i timevis).”⁷⁴ James Yee, en forhenværende muslimsk præst ved den amerikanske hær, som arbejdede på Guantánamo, har beskrevet fangerne i Delta Block som nogen, der udviste de klassiske symptomer på total regression. “Når jeg kom hen for at tale med dem, svarede de mig med barnlig stemmeføring og kom med det rene sludder. Mange af dem sang højlydt barnlige sange og gentog sangen om og om igen. Nogle af dem stillede sig op på deres jernsenge og opførte sig barnligt og mindede mig om den King of the Mountain-leg, jeg legede med mine brødre, da vi var små.” Situationen forværredes i januar 2007, da 165 fanger blev flyttet ind i en ny fængselsfløj, kendt som Camp Six, hvor isolationsceller af stål forhindrede enhver menneskelig kontakt. Sabin Willett, en sagfører, der repræsenterer adskillige Guantánamo-fanger, advarede om, at hvis situationen ikke ændredes, så “får vi en sindssygeanstalt ud af det.”⁷⁵

Menneskerettighedsgrupper peger på, at Guantánamo faktisk, hvor rædselsvækkende det end måtte være, er det bedste af de amerikanskdrevne fængsler uden for USA, da det i begrænset omfang er muligt for Røde Kors og advokater at komme på besøg. Et ukendt antal fanger er forsvundet i det netværk af såkaldte sorte huller rundt om i verden eller er blevet sendt videre af amerikanske agenter til udenlandske fængsler på baggrund af særlige udleveringsaftaler. Fanger, der er dukket op igen efter disse mareridt, bevidner at have været udsat for hele arsenalet af Cameron-agtige choktaktikker.

Den italienske gejstlige Hassan Mustafa Osama Nasr blev kidnappet på åben gade i Milano af en gruppe CIA-agenter og det italienske sikkerhedspoliti. “Jeg fattede intet som helst af, hvad der foregik,” skrev han senere. “De gav sig til at slå mig i maven og overalt på kroppen. De bandt mit hoved og ansigt ind i bred tape og skar huller ved næse og mund, så jeg kunne ånde.” De sendte ham til Ægypten, hvor han sad i en celle uden lys, “hvor kakerlakker og rotter vandrede hen over min krop” i fjorten måneder. Nasr forblev i fængslet i Ægypten indtil februar 2007, men det lykkedes ham at udsmugle et elleve sider langt, håndskrevet brev, der beskrev overgrebene mod ham.⁷⁶

Han skrev, at han gentagne gange blev udsat for tortur ved hjælp af elektrochok. Ifølge avisen Washington Posts fremstilling blev han “bundet til en jernramme med øgenavnet ‘Bruden’ og tildelt stød med elektriske pistoler,” ligesom han “blev bundet til en våd madras på gulvet. Mens den ene forhørsleder sad på en træstol opstillet på fangens skuldre, tændte og slukkede en anden forhørsleder for en kontakt og sendte strøm gennem madrassens fjedre.”⁷⁷ Ifølge Amnesty International fik han også elektrochok på testiklerne.⁷⁸

Der er ingen grund til at tro, at denne brug af elektrisk tortur mod personer taget til fange af amerikanerne, skulle være noget isoleret et faktum, der glemmes i næsten alle diskussioner om, hvorvidt USA rent faktisk udfører tortur eller blot bedriver “kreative forhør.” Jumah al-Dossari, en fange fra Guantánamo, som mere end en halv snes gange har forsøgt at begå selvmord, afgav skriftligt vidneudsagn til sin advokat om, at forhørslederen, mens han var i amerikansk fangenskab i Kandahar, “medbragte en lille anordning som en mobiltelefon, men det var en anordning til elektrochok. Han gav sig til at give mig elektrochok i ansigtet, på ryggen, lemmerne og på kønsdelene.”⁷⁹ Murat Kurnaz, oprindelig fra Tyskland, blev også udsat for en lignende behandling i et USA-ledet fængsel i Kandahar. “Det var i begyndelsen, så der var overhovedet ingen regler. De havde ret til at gøre hvad som helst. De plejede at tæve mig hver gang. De brugte også elektrochok. De holdt mit hoved under vand.”⁸⁰

Fiaskoen med at genopbygge

I slutningen af vores første møde bad jeg Gail Kastner om at fortælle mig mere om sine “elektriske drømme.” Hun fortalte mig, at hun ofte drømte om rækkevis af patienter, der vågnede fra eller gled hen i bedøvet søvn. “Jeg hører folk skrige, klage sig, stønne, folk, der siger nej, nej, nej. Jeg husker, hvordan det var at vågne op i det rum. Jeg var dækket af sved, havde kvalme, kastede op – og jeg havde en meget besynderlig fornemmelse i hovedet. Som om jeg kun havde en boble, ikke noget hoved.” Mens hun beskrev dette, var det, som om Gail pludselig var langt væk og sank sammen i sin blå stol, mens hendes åndedræt blev til en hvæsen. Hun sænkede øjenlågene, og under dem kunne jeg se hendes øjne flakke hastigt. Hun tog sig til højre tinding og sagde med en stemme, der lød tyk og bedøvet: “Jeg får et flashback. Du bliver nødt til at distrahere mig. Fortæl mig om Irak – fortæl mig, hvor slemt det stod til.”

Jeg vred min hjerne for at finde på en passende krigshistorie til disse mærkelige omstændigheder og fandt på noget relativt godartet om livet i den Grønne Zone. Gails ansigt faldt langsomt til ro, og åndedrættet blev roligere og dybere. Hendes blå øjne fokuserede atter på mine. “Tak,” sagde hun. “Jeg fik lige et flashback.”

“Det ved jeg godt.”

“Hvordan ved du det?”

“Fordi du fortalte mig det.”

Hun lænede sig frem og skrev noget ned på en stump papir.

Da jeg havde forladt Gail den aften, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad jeg ikke havde fortalt hende, da hun bad mig fortælle om Irak; at jeg ikke kunne lade være med at tænke på, at det, der var sket med hende, en person udsat for chok, og et land udsat for chok, på en eller anden måde hang sammen, var forskellige manifestationer af samme frygtindgydende logik.

Camerons teorier baserede sig på den forestilling, at han ved at chokere sine patienter ind i en kaotisk, regrederet tilstand kunne skabe forudsætningerne for, at han kunne “genføde” sunde modelborgere. Det er ikke til nogen stor trøst for Gail, som hun sidder der med sin beskadigede rygsøjle og splintrede minder, men i sine egne fremstillinger forestillede Cameron sig, at hans destruktive handlinger var en skabelse, en gave til hans heldige patienter, som under hans stadige gen-mønstring ville blive født på ny.

På denne front var Cameron en åbenlys fiasko. Lige meget, hvor meget han rykkede sine patienter tilbage i udvikling, absorberede de eller accepterede de aldrig de endeløst gentagne beskeder på båndene. Selvom han var et geni til at ødelægge folk, kunne han ikke genskabe dem. En opfølgende undersøgelse – foranstaltet efter at Cameron havde forladt Allan Memorial Institute – fastslog, at 75 procent af hans tidligere patienter havde det værre efter hans behandling, end før de blev indlagt. Ud af de af hans patienter, der havde fuldtidsarbejde, inden de blev hospitaliseret, var mere end halvdelen ikke længere i stand til at arbejde, og mange, som Gail, led af en lang række nye fysiske og psykiske dårligdomme. “Psykisk tvang” virkede ikke, selv ikke det mindste, og til sidst forbød Allan Memorial Institute denne praksis.⁸¹

Problemet var, hvilket retrospektivt er indlysende, den præmis, hvorpå hele hans teori hvilede. Forestillingen om, at det er nødvendigt at slette alt, der har eksisteret forinden, før en heling kan finde sted. Cameron var sikker på, at hvis han skød løs mod alle vaner, mønstre og erindringer hos patienten, så ville han til sidst nå frem til den jomfruelige, rene tavle. Men lige meget hvor indædt han tildelte chok og narkotika og forvirrede patienterne, så nåede han aldrig frem til den. Det modsatte viste sig at være tilfældet: Jo mere han sprængte i stykker, jo mere elendige blev hans patienter. Deres bevidsthed var ikke “ren”; den var snarere et rod, deres erindringer var smadret og deres tillid forrådt.

Katastrofekapitalister deler denne mangel på evne til at skelne mellem destruktion og skabelse, mellem at såre og hele. Det var en fornemmelse, jeg ofte havde, da jeg var i Irak, mens jeg nervøst scannede landskabet for den næste eksplosion. Stærke i troen på chokkets forløsende kraft forestillede arkitekterne bag USAs og Storbritanniens invasion i Irak sig, at deres brug af magt ville være så lammende, så overvældende, at irakerne ville gå i en eller anden form for trance som den, der blev beskrevet i Kubark-manualen. Når den breche viste sig, ville de invaderende sætte ind med en række andre chok – af økonomisk art – som ville skabe en model for et demokrati byggende på et frit marked på den rene tavle, Irak efter invasionen ville udgøre.

Men der var ikke nogen ren tavle, kun ruiner og rystede, vrede mennesker – som, når de gjorde modstand, blev bombarderet med flere chok, nogle af dem baseret på de eksperimenter, Gail Kastner var udsat for for så mange år siden. “Vi er rigtig gode til at tage ud og ødelægge ting, men den dag, hvor jeg vil tilbringe mere tid her med at genopbygge ting i stedet for at kæmpe, det vil blive en rigtig god dag,” bemærkede general Peter W. Chiarelli, chef for den amerikanske hærs første kavaleridivision, halvandet år efter den officielle afslutning af krigen.⁸² Den dag oprandt aldrig. Som Cameron kan choklægerne i Irak ødelægge, men det ser ikke ud til, at de kan genskabe.

I. Blandt disse er Anne Collins’ Governor General’s Award-belønnede In the Sleep Room, John Marks The Search for the Manchurian Candidate, Alan Scheflin og Edward Option Jr.s The Mind Manipulators, Walter Bowarts Operation Mind Control, Gordon Thomas’ Journey into Madness og Harvey Weinsteins A Father, a Son and the CIA, skrevet af en psykiater, der er søn af en af Camerons patienter.

II. Selv i dag, hvor elektrochok er blevet forfinet og indeholder procedurer til sikring af patienternes sikkerhed og velfærd og er blevet en anerkendt og ofte effektiv behandlingsmetode ved psykoser, er en følgevirkning midlertidigt tab af korttidshukommelsen. Nogle patienter klager stadigvæk over, at deres langtidshukommelse er blevet forringet.

III. Hvis ikke Cameron havde været så stor en mand inden for sit felt, ville hans bånd med “psykisk indkøring” ganske sikkert være blevet affærdiget som en dårlig vittighed. Hele ideen til dette havde han fået fra en reklame for Cerebrophone, en pladespiller man stillede ved siden af sengen og med højttalere under hovedpuden, som påstod at være en “revolutionerende måde at lære et fremmedsprog på, mens man sover.”

IV. Udgaven fra 1983 er tydeligvis beregnet på klasseundervisning, komplet med små spørgsmål til teksten og venlige påmindelser (“Husk altid at sætte nye batterier i inden forhørsstart”)..

V. Under pres fra lovgiverne i Kongressen og Senatet såvel som fra den amerikanske højesteret var Bush-administrationen tvunget til at moderere sin indstilling en smule, da Kongressen skulle godkende Military Commissions-loven i 2006. Men selvom det Hvide Hus brugte den nye lov som grundlag for at hævde, at man havde taget afstand fra al brug af tortur, så efterlod den store huller, der tillod CIA-agenter og kontraktansatte at fortsætte med at bruge sanseberøvelse og -bombardement i stil med Kubark-manualen sammen med andre “kreative” teknikker, inklusive simuleret drukning (“water-boarding”). Inden Bush underskrev loven, tilføjede han en “underskriftsindsigelse”, der fastslog hans ret til “at fortolke Genevekonventionens betydning og anvendelse”, som han finder det passende. Avisen New York Times beskrev dette som en “unilateral omskrivning af mere end 200 års tradition og lov.”