KAPITEL 2

DEN ANDEN DOKTOR CHOK

MILTON FRIEDMAN OG JAGTEN
PÅ ET LAISSEZ FAIRE-LABORATORIUM

Det kan godt være, at økonomiske teknokrater er i stand til at lave en skattereform her, en ny sociallov der eller en valutakursregulering et tredje sted, men de har faktisk aldrig mulighed for at viske tavlen ren, så de kan opstille en fiks og færdig og fuldstændig udgave af deres foretrukne politiske rammer.
– Arnold Harberger, økonomiprofessor ved University of Chicago¹

Der findes få akademiske miljøer så gennemmytologiserede som University of Chicagos økonomiske fakultet i 1950’erne, et sted der var ekstremt overbevist om sin egen værdi ikke blot som uddannelsesinstitution, men som SKOLE. Det handlede ikke blot om at oplære de studerende; det handlede om at opbygge og styrke Chicagoskolen inden for økonomi, undfanget som den var af en klike konservative akademikere, hvis ideer repræsenterede et revolutionært bolværk mod tidens dominerende “statiske” tænkning. Hvis man trådte ind gennem døren i den samfundsfaglige bygning, under inskriptionen “Videnskab handler om at måle”, og ind i den legendariske frokoststue, hvor studenterne afprøvede deres intellektuelle kapacitet ved at driste sig til at udfordre deres titaniske professorer, så var det ikke for at få noget så prosaisk som en universitetsgrad. Man meldte sig under fanerne. Som Gary Becker, den konservative økonom og nobelprismodtager, udtrykte det: “Vi var krigere i kamp mod resten af vores profession.”²

Som Ewen Camerons psykiatriske fakultet på McGill i samme periode var University of Chicagos økonomiske fakultet underkastet en ambitiøs og karismatisk mand med en mission, der handlede om grundlæggende at revolutionere professionen. Manden var Milton Friedman. Selvom han havde mange mentorer og kolleger, der ligesom han gik totalt ind for en ekstrem laissez faire-politik, så var det Friedmans energi, der gav skolen dens revolutionære glød. “Folk spurgte mig altid: ‘Hvorfor er du sådan oppe at køre? Skal du i byen med en smuk pige?’” mindes Becker. “Jeg svarede: ‘Nej, jeg skal til time på økonomi!’ At være student hos Milton var i sig selv den rene magi.”³

Friedmans mission hvilede, som Camerons, på drømmen om at komme tilbage til en tilstand af “naturlig” sundhed, hvor alt var i balance, inden menneskets indblanding skabte forstyrrende mønstre. Hvor Cameron drømte om at bringe den menneskelige bevidsthed til en oprindelig, uberørt tilstand, drømte Friedman om at af-mønstre samfundene, at bringe dem tilbage til en tilstand af ren kapitalisme, renset for alle indblandinger – regeringsindgreb, handelsbarrierer og modstridende interesser. I lighed med Cameron mente Friedman, at den eneste måde, hvorpå man kunne komme tilbage til en før-ødelagt tilstand, når økonomien er blevet stærkt forvrænget, var med overlæg at påføre den smertefulde chok: Kun “hestekure” kunne rydde disse forvrængninger og forkerte mønstre af vejen. Cameron brugte elektricitet til at fremkalde disse chok; Friedmans foretrukne redskab var politik – den choktilgang, han opfordrede dristige politikere fra lande i krise til at bruge. I modsætning til Cameron, der var i stand til umiddelbart at afprøve sine yndlingsteorier på uafvidende patienter, måtte Friedman vente to årtier og se historien gå hid og did adskillige gange, inden han fik en chance for at føre sin drøm om radikal udslettelse og genskabelse ud i livet i virkelighedens verden.

Frank Knight, en af grundlæggerne af Chicagoskolens økonomi, mente, at professorerne burde “indlejre” den overbevisning i deres studenter, at enhver økonomisk teori er “noget helligt ved systemet”, ikke en hypotese åben for diskussion.⁴ En af søjlerne i denne hellige Chicago-lærdom var, at økonomiske kræfter som udbud, efterspørgsel, inflation og arbejdsløshed svarede til naturkræfterne, hvad angik stadighed og uforanderlighed. I det fuldstændig frie marked, man forestillede sig i undervisningen i Chicago og i lærebøgerne, eksisterede disse kræfter i en perfekt balance, hvor udbuddet kommunikerede med efterspørgslen på samme måde, som månen trækker i tidevandet. Hvis økonomier led af høj inflation, så skyldtes det, ifølge Friedmans strengt monetære teori, uomgængeligt, at galt afmarcherede politikere havde tilladt alt for mange penge at komme ind i systemet i stedet for at lade markedet selv finde balancen. På samme måde som økosystemer regulerer sig selv og holder sig selv i balance, så vil markedet, hvis det får lov til selv at klare sig, skabe nøjagtig den rigtige mængde produkter til præcis de rigtige priser, produceret af arbejdere med præcis de rigtige lønninger til at kunne købe disse produkter – et paradis af rigeligt arbejde, endeløs kreativitet og nul inflation.

Ifølge Harvard-sociologen Daniel Bell er denne kærlighed til et idealiseret system selve det, der definerer den radikale frimarkedsøkonomi. Kapitalismen ses som et “sæt juvelbesatte bevægelser” eller et “himmelsk urværk ... et kunstværk, der er så overbevisende, at man kommer til at tænke på de berømmede billeder af Apelles, som malede en drueklase så realistisk, at fuglene kom for at spise af dem.”⁵

Udfordringen for Friedman og hans kolleger var at bevise, at markedet i virkelighedens verden kunne leve op til deres begejstrede forestillinger. Friedman brystede sig altid af, at hans tilgang til økonomi som videnskab var lige så hård og streng som fysik og kemis. Men eksakte videnskabsmænd kunne pege på elementernes adfærd, når de skulle bevise deres teorier. Friedman kunne ikke pege på nogen levende økonomi, som beviste, at det, der ville være tilbage, hvis alle “forvrængninger” blev fjernet, ville være et samfund med overflod og et sundt helbred, da intet land i verden levede op til kriterierne for den perfekte laissez faire. Ude af stand til at afprøve deres teorier på centralbanker og handelsministre måtte Friedman og hans kolleger nøjes med avancerede og opfindsomme matematiske ligninger og computermodeller udarbejdet i kælderauditorierne under det samfundsfaglige institut.

Kærligheden til tal og systemer var, hvad der førte Friedman til økonomien. I sin selvbiografi skriver han, at han fik sin åbenbaring, da en gymnasielærer skrev Pythagoras’ læresætning op på tavlen og derpå, slået af dens elegance, citerede John Keats’ Ode til en græsk vase: “‘Skønhed er sandhed, sandhed skønhed’ – det er alt/Vi ved på jord og alt vi behøver vide.”⁶ Friedman videregav selv samme ekstatiske kærlighed til et smukt, altomfattende system til generationer af økonomistuderende – samt en søgen efter enkelhed, elegance og strenghed.

Som alle fundamentalistiske trosretninger er Chicagoskole-økonomien for de sande tilhængere et lukket kredsløb. Udgangspunktet er, at det frie marked er et perfekt, videnskabeligt system, i hvilket enkeltpersoner, der handler ud fra deres egen selvinteresse og lyst, skaber de maksimale goder for alle. Deraf følger uvægerligt, at hvis noget ikke er, som det bør være inden for frimarkedsøkonomien – høj inflation eller stigende arbejdsløshed – så må det skyldes, at markedet ikke i sandhed er frit. Der må være en eller anden form for forstyrrelse, en eller anden forvrængning af systemet. Chicagoløsningen er altid den samme: en strammere og mere komplet anvendelse af det fundamentale princip.

Da Friedman døde i 2006, kæmpede forfatterne til hans nekrologer med at opsummere bredden af hans fortjenester. En besluttede sig for denne udtalelse: “Miltons mantra med frie markeder, frie priser, forbrugervalg og økonomisk frihed bærer ansvaret for den globale velstand, vi i dag nyder.”⁷ Det er til dels sandt. Den globale velstand – hvem der får del i den, hvem der ikke gør, og hvor den kommer fra – er der selvfølgelig stærkt delte meninger om. Hvad der er indiskutabelt, er det faktum, at Friedmans frimarkedsregelsæt og hans kløgtige strategier for dets indførelse har gjort nogle mennesker ekstremt velstående og har betydet en næsten fuldstændig frihed for dem til at se bort fra landegrænser, undgå indgreb, regulativer og skat og samle mere velstand til huse.

Den sans for at tænke meget profitable tanker ser ud til at have sine rødder i Friedmans tidlige barndom, da hans forældre, immigranter fra Ungarn, købte en trikotagefabrik i Rahway, New Jersey. Familiens lejlighed lå i samme bygning som fabrikslokalet, som, skrev Friedman, “i dag ville blive betragtet som en slaveanstalt.”⁸ Det var vanskelige tider for ejere af slaveanstalter, hvor marxister og anarkister organiserede immigrantarbejderne i fagforeninger for at kunne forlange sikkerhedsregler og weekendfri – og debatterede teorien om arbejderejerskab efter fyraften. Som chefens søn hørte Friedman uden tvivl om disse debatter set fra et helt andet perspektiv. Det endte med, at faderens fabrik gik konkurs, men i forelæsninger og på tv fortalte Friedman ofte om den og brugte den som eksempel på fordelene ved en dereguleret kapitalisme – som bevis på, at selv de dårligste, mindst regulerede job kan fungere som første trin på stigen til frihed og velstand.

Chicagoskole-økonomiens tiltrækningskraft skyldtes for en stor dels vedkommende, at den i en tid, hvor arbejdernes magt verden over tog til, anviste en vej til forsvar for ejernes interesser, der var lige så radikal og gennemsyret af sit eget krav på idealisme. Når Friedman skulle forklare det, handlede hans ideer ikke om at forsvare fabriksejernes ret til at betale lave lønninger, men snarere om en søgen efter den renest mulige form for “deltagende demokrati”, for i det frie marked kan “enhver så at sige stemme om, hvilken farve slips han ønsker.”⁹ Hvor de venstreorienterede lovede arbejderne frihed fra deres chefer, borgerne fra diktatur og landene fra kolonialisme, lovede Friedman “individuel frihed”, et projekt der hævede atomiserede borgere op over enhver form for kollektivt foretagende og frigjorde dem, så de kunne udtrykke deres absolutte frie vilje gennem forbrugsvalget. “Hvad der var særligt spændende, var de samme kvaliteter, der gjorde marxismen så tiltrækkende for mange andre unge mennesker på det tidspunkt,” mindedes økonomen Don Patinkin, som læste i Chicago i fyrrerne – “enkelhed sammen med en tilsyneladende logisk fuldstændighed; idealisme kombineret med radikalisme.”¹⁰ Marxisterne havde deres arbejderutopia, og folkene fra Chicago havde deres iværksætterutopia, og begge parter hævdede, at hvis de fik deres vilje, så ville perfektion og balance blive følgen.

Spørgsmålet var, som altid, hvordan man skulle nå frem til dette vidundersted herfra, hvor man stod. Marxisternes svar var klart. Revolution – afskaf det nuværende system og erstat det med socialisme. For folkene fra Chicago var svaret ikke lige så enkelt. De Forenede Stater var i forvejen et kapitalistisk land, men, så vidt de kunne se, kun med nød og næppe. Folkene fra Chicago så indblanding overalt, i USA og i alle angiveligt kapitalistiske økonomier. For at gøre produkterne mere tilgængelige fastfrøs politikerne priserne; for at arbejderne ikke skulle blive udnyttet så meget, fastsatte de mindstelønninger; for at sikre, at alle havde adgang til uddannelse, stod staten for den. Disse tiltag så ofte ud til at hjælpe folk, men Friedman og hans kolleger var overbeviste om – og det “beviste” de med deres modeller – at man faktisk skadede balancen i markedet og dets forskellige signalers evne til at kommunikere med hinanden. Chicagoskolens mission var således en renselse – at befri markedet for disse forstyrrelser, så det frie marked kunne få lov at spille.

Af denne grund så folkene fra Chicago ikke marxismen som deres sande fjende. Den virkelige kilde til problemer var at finde hos De forende Staters keynesianere, socialdemokraterne i Europa og udviklingsøkonomerne i det, der dengang hed den tredje verden. Disse troede ikke på noget utopia, men på en blandingsøkonomi, der set med Chicagofolkenes øjne var et væmmeligt sammenkog af kapitalisme til fremstilling og distribution af forbrugsvarer, socialisme i uddannelse, statsligt ejerskab af basale goder som vandvæsnet og alle mulige former for love, der var beregnet på at lægge en dæmper på kapitalismens ekstremer. Som den religiøse fundamentalist, der nærer dyb respekt for fundamentalister fra andre trosretninger og for erklærede ateister, men ser ned på den afslappede troende, så erklærede folkene fra Chicago krig mod disse blandingsøkonomer. De ønskede ikke ligefrem nogen revolution, men snarere en kapitalistisk reformation. En tilbagevenden til en ubesmittet kapitalisme.

Meget af denne purisme stammede fra Friedrich Hayek, Friedmans egen personlige guru, som også underviste på University of Chicago en overgang i 1950’erne. Den stivsindede østriger advarede om, at enhver regeringsindblanding i økonomien ville føre samfundet ud af “vejen mod livegenskabet” og måtte udslettes.¹¹ Ifølge Arnold Harberger, en mangeårig professor ved University of Chicago, var “østrigerne”, som denne klike-i-kliken blev kaldt, så fanatiske, at en hvilken som helst statslig indblanding ikke bare var forkert, men “ond ... Det er, som om der findes et meget smukt, men meget komplekst billede et sted derude, som hviler i perfekt harmoni med sig selv, ikke sandt, og hvis der kommer en plet, hvor den ikke burde være, ja, så er det bare forfærdeligt ... det er en skavank, der skæmmer den skønhed.”¹²

Da Friedman i 1947 for første gang gik sammen med Hayek om at danne Mont Pelerin Society, en klub af frimarkedsøkonomer opkaldt efter en lokalitet i Schweiz, var forestillingen om, at man skulle overlade det til erhvervslivet alene at styre verden efter forgodtbefindende, ikke ligefrem stueren. Markedets sammenbrud i 1929 og depressionen, der fulgte, stod stadig frisk i erindringen – folks opsparing, der forsvandt som dug for solen, selvmordene, suppekøkkenerne, flygtningestrømmene. Omfanget af denne markedsskabte katastrofe havde ført til omfattende efterspørgsel efter ting, som regeringerne kunne ty til. Depressionen indvarslede ikke kapitalismens undergang, men den varslede, som John Maynard Keynes forudsagde nogle få år tidligere, “afslutningen på laissez faire-politikken” – at det var slut med at lade markedet regulere sig selv.¹³ Fra 1930’erne og frem til 1950’erne havde man en periode med ekstrem faire: New Deals moralske holdning om at gøre noget ved tingene gled over i krigsindsatsen, hvor offentlige arbejder blev igangsat for at skabe stærkt eftertragtede job og nye sociale programmer iværksat for at forhindre et stigende antal mennesker fra at vende sig mod den yderste venstrefløj. Det var en tid, hvor kompromisser mellem højre og venstre ikke var noget uhørt, men en del af hvad mange anså for at være en nobel mission for at forhindre, at man lod “ortodoksi og revolution udkæmpe kampen,” som Keynes skrev til præsident Franklin D. Roosevelt i 1933.¹⁴ John Kenneth Galbraith, arvtager til Keynes’ kappe i USA, beskrev politikeres og økonomers fornemste opgave som den “at undgå depression og forhindre arbejdsløshed.”¹⁵

Anden Verdenskrig gjorde det endnu mere nødvendigt at bekæmpe fattigdom. Nazismen havde slået rod i Tyskland på et tidspunkt, hvor landet befandt sig i en altødelæggende depression, fremprovokeret af krigsskadeerstatningerne efter Første Verdenskrig og forværret af krakket i 1929. Keynes havde tidligt advaret om, at hvis verden udviste en laissez faire-holdning over for Tysklands fattigdom, så ville tilbageslaget blive grumt: “det bliver ikke nogen slatten hævn, vil jeg tillade mig at forudsige.”¹⁶ Disse ord var der ingen, der lyttede til på det tidspunkt, men da Europa blev genopbygget efter Anden Verdenskrig, gik Vestmagterne ind for det princip, at markedsøkonomierne skulle garantere en tilstrækkelig, grundlæggende værdighed, så desillusionerede borgere ikke igen skulle gå på jagt efter en mere tiltrækkende ideologi. Det være sig fascisme eller kommunisme. Det var dette pragmatiske imperativ, som førte til stort set alt det, vi i dag forbinder med tidligere tiders “anstændige” form for kapitalisme – et socialt sikkerhedsnet i USA, offentlig sygesikring i Canada, velfærd i Storbritannien, arbejderbeskyttelse i Frankrig og Tyskland.

En tilsvarende, men mere radikal stemning var i sin vorden i udviklingslandene, som regel under betegnelsen developmentism, eller tredje verdens-nationalisme. Udviklingsøkonomerne hævdede, at deres lande kun kunne slippe endegyldigt ud af fattigdommens onde cirkel, hvis de fulgte en industrialiseringsstrategi, der rettede sig indadtil, i stedet for at støtte sig til eksporten af naturressourcer, på hvilken prisen var faldende, til Europa og Nordamerika. De slog til lyd for en regulering eller ligefrem nationalisering af olie, mineraler og andre nøglebrancher, sådan at en sund del af overskuddet tilfaldt den udviklingsproces, regeringerne skulle stå for.

I løbet af 1950’erne var udviklingsøkonomerne, som keynesianerne og socialdemokraterne i de rige lande, i stand til at fremvise en række imponerende succeshistorier. Det mest avancerede laboratorium for udviklingstanken var den sydlige spids af Sydamerika, kendt som Sydspidsen: Chile, Argentina, Uruguay og dele af Brasilien. Epicentret var FNs økonomiske kommission for Latinamerika, hjemmehørende i Santiago i Chile, fra 1950 til 1963 under ledelse af økonomen Raúl Prebisch. Prebisch oplærte hold efter hold af økonomer i udviklingsteorien og sendte dem ud for at fungere som rådgivere for regeringer overalt på kontinentet. Nationalistiske politikere som Argentinas Juan Perón omsatte deres teorier i praksis med stor nidkærhed og pumpede offentlige midler i infrastrukturprojekter som motorveje og stålværker, gav lokale virksomheder store tilskud til opførelse af nye fabrikker, så de kunne vælte biler og vaskemaskiner ud samtidig med, at man begrænsede importen ved hjælp af høje toldmure.

I løbet af denne svimlende ekspansionsperiode begyndte Sydspidsen at minde mere og mere om Europa og Nordamerika end om resten af Latinamerika og andre dele af den tredje verden. Arbejderne på de nye fabrikker dannede stærke fagforeninger, som forhandlede sig frem til middelklasselønninger, og arbejdernes børn blev sendt på de nybyggede, offentlige universiteter. Den gabende kløft mellem regionens polospillende elite og den brede bondebefolkning begyndte at snævre ind. I begyndelsen af 1950’erne havde Argentina kontinentets største middelklasse, og 95 procent af befolkningen hos naboen Uruguay kunne læse. Landet tilbød også gratis sygesikring til alle borgere. Udviklingsøkonomien var en overgang en så tordnende succes, at Sydspidsen i Latinamerika blev et vigtigt symbol for fattige lande verden over: Her havde man beviset på, at klasseforskellen mellem første- og tredjeverdenslande faktisk kunne fjernes ved hjælp af en smart, praktisk og aggressivt implementeret politik.

Den styrede økonomis succes – hos keynesianerne i nord og udviklingsøkonomerne i syd – betød dystre tider for University of Chicagos økonomifakultet. Chicagofolkenes akademiske ærkerivaler på Harvard, Yale og Oxford blev hyret af præsidenter og statsministre til at tæmme det vilde markedsuhyre. Der var stort set ingen, der interesserede sig for Friedmans vovede ideer om at lade markedet skabe sig endnu mere frit end nogensinde før. Men der var dog nogle få tilbage, der interesserede sig voldsomt for Chicagoskolens ideer – og det var nogle magtfulde få.

For lederne af de store amerikanske multinationale selskaber, der måtte finde sig i klart mindre gæstfri udviklingslande og i stærkere, mere krævende fagforeninger på hjemmefronten, var efterkrigsårenes opgang urovækkende. Økonomien voksede lynhurtigt, og der blev skabt enorme værdier, men virksomhedsejere og aktionærer var tvunget til at omfordele en stor del af denne velstand gennem virksomhedsskatter og arbejderlønninger. Det gik godt for alle, men hvis man havde kunnet vende tilbage til reglerne fra før New Deal, så ville nogle få have klaret sig mange gange bedre.

Keynes’ opgør med laissez faire-politikken kostede den private sektor dyrt. Det stod klart, at hvad der var brug for til at genvinde det tabte terræn, var en modrevolution mod keynesianismen, en tilbagevenden til en form for kapitalisme, der var om muligt endnu mindre reguleret end den før depressionen. Dette var ikke et korstog, som Wall Street selv kunne stå i spidsen for – ikke i det daværende klima. Hvis Friedmans nære ven, Walter Wriston, øverste chef for Citibank, var stået frem og havde argumenteret for, at mindsteløn og virksomhedsskat burde afskaffes, så ville han naturligt nok være blevet anklaget for at være en gummibaron. Og det var her, Chicagoskolen kom ind. Det stod hurtigt klart, at hvis Friedman, en blændende matematiker og en dygtig debattør, kom med de samme argumenter, så blev de betragtet på en helt anden vis. Det kunne godt være, at de blev afvist som forfejlede, men de blev forlenet med en aura af videnskabelig objektivitet. Den enorme fordel, der lå i at få filtreret erhvervslivets synspunkter gennem akademiske eller kvasiakademiske institutioner, betød ikke blot, at Chicagoskolen væltede sig i donationer, men også at der i løbet af kort tid blev udklækket et netværk af højreorienterede tænketanke, som kunne huse og opflaske modrevolutionens fodfolk verden over.

Det rummedes alt sammen i Friedmans snæversynede budskab: Det hele kørte af sporet med New Deal-politikken. Det var her, så mange lande, “inklusive mit eget, kom på afveje.”¹⁷ For at få regeringerne tilbage på rette spor opridsede Friedman i sin første bog til et bredere publikum, Capitalism and Freedom, det, der siden skulle sætte standarderne for det frie marked verden over, og som i USA blev den økonomiske dagsorden for den neokonservative bevægelse.

For det første skulle regeringerne fjerne enhver regel og regulering, der stod i vejen for akkumulationen af profit. For det andet skulle de sælge alle de værdier, de ejede, og som private virksomheder kunne drive med overskud. Og for det tredje burde de skære dramatisk ned på tilskuddene til sociale opgaver. Inden for denne overordnede, tredelte formel af deregulering, privatisering og nedskæringer havde Friedman en lang række krav. Skatterne skulle, hvis man overhovedet skulle have dem, være lave, og rige og fattige burde betale den samme skatteprocent. Det skulle stå virksomhederne frit for at sælge deres produkter hvor som helst i verden, og regeringerne måtte ikke gribe ind for at beskytte lokale brancher eller lokale ejere. Alle priser, inklusive prisen på arbejdskraft, burde fastsættes af markedet. Der skulle ikke være nogen mindsteløn. Friedman ønskede sundhedssektoren, postvæsnet, uddannelse, alderdomspensioner, ja, selv nationalparker privatiseret. Han opfordrede kort og godt, og uden blusel, til at kaste New Deal over bord – denne ubekvemme pagt mellem stat, virksomheder og arbejdskraft, der havde forhindret et folkeligt oprør efter depressionen. Lige meget hvilken beskyttelse det var lykkedes arbejderne at opnå, lige meget hvilken service staten havde stillet til rådighed for at gøre markedet mere menneskeligt, så mente Chicagoskolen, at de burde afskaffes.

Og man ønskede mere end det – man ønskede at ekspropriere det, som arbejdere og stater havde opbygget i løbet af tiårene med frenetiske, offentlige arbejder. De værdier, som Friedman opfordrede regeringerne til at sælge, var slutprodukterne af de mange års investeringer af offentlige midler og knowhow, der havde opbygget dem og gjort dem værdifulde. Ifølge Friedman burde al denne fælles rigdom i princippet føres over på private hænder.

Selvom den altid var formummet i et matematisk og videnskabeligt sprog, så faldt Friedmans vision fuldstændig sammen med de store multinationale firmaers interesser. Af natur hungrer disse efter endeløse, uregulerede nye markeder. På den kapitalistiske ekspansions første stadium byggede denne glubende vækst på kolonisering – ved at “opdage” nye områder og snuppe land uden at betale for det for derefter at hente rigdommene op af jorden uden at kompensere den lokale befolkning. Friedmans krig mod “velfærdsstaten” og “regeringsvæsnet” lovede nye kilder til hurtig rigdom – men denne gang handlede det ikke om at erobre nye områder: Det var i stedet staten selv, der skulle være det nye grænseområde, og de offentlige tjenesteydelser og værdier skulle bortauktioneres for meget mindre, end de var værd.

Krigen mod udviklingsøkonomien

I 1950’ernes USA var der stadig tiår til, man kunne skaffe sig adgang til denne form for rigdom. Selv med en benhård republikaner som Dwight Eisenhower i det Hvide Hus var der ingen chance for et radikalt ryk mod højre, som det Chicago-folkene foreslog – offentlige tjenesteydelser og beskyttelsen af arbejderne var alt for populære, og Eisenhower havde blikket rettet mod det næste valg. Selvom han ikke havde den store appetit på at rulle keynesianismen tilbage på hjemmefronten, så viste Eisenhower sig ivrig efter at gå i hurtig aktion for at bekæmpe udviklingsøkonomien i udlandet. Det var en kampagne, hvor University of Chicago i sidste ende ville komme til at spille en afgørende rolle.

Da Eisenhower overtog præsidentembedet i 1953, havde man i Iran en udviklingsøkonomisk leder i Mohammad Mossadegh, som allerede havde nationaliseret olieselskabet, mens Indonesien blev styret af den mere og mere ambitiøse Achmed Sukarno, der talte om, at alle de nationale regeringer i den tredje verden burde gå sammen og danne en supermagt på linje med Vesten og Sovjetblokken. Det, der bekymrede det amerikanske udenrigsministerium mest, var den stigende succes for de nationalistiske økonomier i Latinamerikas Sydspids. På en tid, hvor store dele af klodens befolkning gik i retning af stalinisme og maoisme, var udviklingsøkonomernes forslag om “importsubstitution” faktisk ret midtersøgende. Alligevel havde forestillingen om, at Latinamerika fortjente sin egen New Deal, stærke fjender. Kontinentets feudale jordejere havde været godt tilfredse med den gamle tingenes tilstand, som gav dem store profitter og en endeløs hær af fattige arbejdere til at udføre arbejdet i mark og mine. Nu var de helt oppe at køre over at se deres profit blive brugt til at opbygge andre sektorer, at deres arbejdere forlangte jordreformer, og at regeringerne holdt prisen på deres afgrøder kunstigt nede, for at folk kunne få råd til mad. Amerikanske og europæiske virksomheder, der drev forretning i Latinamerika, begyndte at udtrykke lignende klager til deres regeringer: Deres produkter blev blokeret ved grænserne, deres arbejdere forlangte mere og mere i løn og, værst af alt, der blev snakket mere og mere om muligheden for, at alt udenlandsk ejet fra miner til banker kunne blive nationaliseret for at betale for Latinamerikas drøm om økonomisk selvstændighed.

Under pres fra disse erhvervslivsinteresser slog en bevægelse rod i den amerikanske og britiske udenrigspolitik, som forsøgte at trække de udviklingsøkonomiske regeringer ind i den kolde krigs snævre, binære logik. Man skulle ikke lade sig narre af en moderat, demokratisk overflade, advarede disse høge: Tredjeverdensnationalisme var første skridt på vejen til totalitær kommunisme og burde tages i opløbet. To af de førende fortalere for denne teori var John Foster Dulles, Eisenhowers udenrigsminister, og hans bror, Allen Dulles, chef for det nydannede CIA. Inden de fik deres offentlige poster, havde begge arbejdet i det legendarisk berømte advokatfirma i New York, Sullivan & Cromwell, hvor de repræsenterede mange af de firmaer, der stod til at miste mest på grund af udviklingsøkonomierne, blandt dem J.P. Morgan & Company, International Nickel Company, Cuban Sugar Cane Corporation og United Fruit Company.¹⁸ Resultaterne af Dulles-brødrenes kommen til magten blev straks synlige: I 1953 og 1954 gennemførte CIA sine første to statskup, begge mod regeringer i den tredje verden, som identificerede sig meget mere med Keynes end med Stalin.

Det første kup fandt sted i 1953, da det lykkedes CIA at styrte Mossadegh i Iran og erstatte ham med den brutale shah. Det næste var det CIA-sponsorerede kup i Guatemala, udført på direkte bestilling af United Fruit Company. Virksomheden, der stadig havde lydhørhed hos brødrene fra deres dage i Sullivan & Cromwell, var indigneret over, at præsident Jacobo Arbenz Guzmán havde eksproprieret et stykke ubrugt land (med fuld kompensation) som del af sit projekt med at omforme Guatemala fra, som han selv udtrykte det, “et uland med en overvejende feudal økonomi til en moderne kapitalistisk stat” – et tilsyneladende uacceptabelt mål.¹⁹ Så snart Arbenz var væk, var United Fruit tilbage ved roret.

At udslette udviklingsøkonomien på Sydspidsen, hvor den havde slået meget dybere rod, var en meget større udfordring. At finde ud af, hvordan man skulle nå dette mål, var emnet for en diskussion mellem to amerikanere, da de mødtes i Santiago i Chile i 1953. Den ene var Albion Patterson, direktør for U.S. International Corporation Administration i Chile – det regeringsorgan, der senere skulle blive til USAID – og den anden var Theodore W. Schultz, dekan for det økonomiske fakultet ved University of Chicago. Patterson var blevet mere og mere bekymret over de griller, Raúl Prebisch og Latinamerikas andre “lyserøde” økonomer satte andre i hovedet. “Det, vi må gøre, er at skifte ud i besætningen, at øve indflydelse på uddannelsen, som er meget dårlig,” havde han understreget over for en kollega.²⁰ Dette mål faldt sammen med Schultz’ egen opfattelse af, at den amerikanske regering ikke gjorde nok for at tage den intellektuelle kamp op med marxismen. “USA er nødt til at tage sine økonomiske programmer i udlandet op til overvejelse ... vi ønsker, [de fattige lande] skal søge deres økonomiske redning i deres forbindelse til os og ved at bruge vores måde at opnå deres økonomiske udvikling på,” sagde han.²¹

De to mænd fandt på en plan, der i sidste ende ville omdanne Santiago, rugekassen for statscentreret økonomi, til dets modsætning – et laboratorium for de vildeste eksperimenter med et frit marked, så Milton Friedman kunne få det, han havde længtes så stærkt efter. Et land på hvilket han kunne afprøve sine højtbesungne teorier. Den oprindelige plan var enkel. Den amerikanske regering ville betale for uddannelsen af chilenske studenter, der læste økonomi ved det, alle anså for at være den mest rabiat anti-“lyserøde” skole i verden – University of Chicago. Schultz og hans kolleger på universitetet ville også blive betalt for at tage til Santiago og foranstalte undersøgelser af den chilenske økonomi og oplære studenter og professorer i de grundlæggende ideer bag Chicagoskolen.

Det der gjorde ideen bag planen til noget særligt i forhold til de mange andre amerikanske uddannelsesprogrammer, der sponsorerede latinamerikanske studenter, var dets utilslørede ideologiske karakter. Ved at vælge Chicago som det universitet, der skulle uddanne chilenere – en skole, hvor professorerne agiterede for den næsten totale afskaffelse af det offentlige system med et totalt snævert fokus – sendte det amerikanske udenrigsministerium udviklingsøkonomien et skud for boven i sin krig mod den og lod i virkeligheden chilenerne vide, at den amerikanske regering havde besluttet, hvilke ideer deres studenterelite skulle lære og hvilke ikke. Det var så himmelråbende en indblanding i indre latinamerikanske anliggender, at dekanen for University of Chile, landets fremmeste universitet, afslog tilbuddet, da Albion Patterson tilbød ham støtte til at oprette et udvekslingsprogram. Han svarede, at han kun ville deltage, hvis hans fakultet selv kunne øve indflydelse på, hvem der i USA uddannede hans studenter. Patterson gik videre med sit tilbud til dekanen for en mindre prestigiøs institution, Chiles katolske universitet, en meget mere konservativ uddannelsesinstitution uden noget økonomisk fakultet. Dekanen for det katolske universitet tog mod tilbuddet med kyshånd, og det, der i Washington og Chicago skulle blive kendt som “Chile-projektet”, havde set dagens lys.

“Vi kom her for at konkurrere, ikke samarbejde,” sagde Schultz om University of Chicago for at forklare, hvorfor udvekslingsprogrammet kun ville være for de udvalgte få.²² Denne kampindstilling var tydelig lige fra starten: Målet med Chile-projektet var at producere ideologiske krigere, som kunne vinde den ideologiske kamp mod Latinamerikas “lyserøde” økonomer.

Projektet blev officielt søsat i 1956 og lod hundrede chilenske studenter tage videregående uddannelser ved University of Chicago i årene mellem 1957 og 1970. Udgifter til uddannelse og understøttelse blev betalt af de amerikanske skatteborgere og amerikanske fonde. I 1965 blev programmet udvidet til at omfatte studenter fra hele Latinamerika med særligt mange deltagere fra Argentina, Brasilien og Mexico. Udvidelsen blev betalt af penge fra Ford Foundation og førte til dannelsen af Center for Latin American Economic Studies ved University of Chicago. Programmet optog til enhver tid mellem fyrre og halvtreds latinamerikanske studerende, der læste til en kandidatgrad i økonomi – groft taget en tredjedel af instituttets samlede studentermasse. Under tilsvarende programmer på Harvard eller MIT var der kun fire eller fem latinamerikanske studerende. Det var en forbløffende præstation: I løbet af blot et enkelt tiår var det lykkedes det ultrakonservative University of Chicago at blive den primære destination for latinamerikanere, der gerne ville læse økonomi i USA, et faktum, der skulle komme til at forme regionens historie mange årtier frem.

Indoktrineringen af de besøgende med Chicagoskolens ortodoksi blev en hovedprioritet for institutionen. Lederen af programmet, og den der skulle sørge for, at latinamerikanerne følte sig godt hjemme, var Arnold Harberger, en økonom der optrådte i safaritøj og talte flydende spansk, havde giftet sig med en chilener og beskrev sig selv som “en seriøs og idealistisk missionær.”²³ Da de chilenske studerende begyndte at ankomme, lavede Harberger et særligt “Chile-hold”, på hvilket professorerne fra University of Chicago præsenterede deres stærkt ideologiske diagnose af, hvad der var galt i det sydamerikanske land – og tilbød videnskabelige opskrifter på, hvordan problemerne kunne løses.

“Lige pludselig blev Chile og dets økonomi et dagligt samtaleemne på instituttet,” mindedes André Gunder Frank, som læste under Friedman i 1950’erne og senere skulle blive en verdensberømt udviklingsøkonom.²⁴ Alt, hvad der politisk foregik i Chile, blev lagt under mikroskopet og fundet fejlbehæftet. Det kraftige sociale sikkerhedsnet, beskyttelsen af den nationale industri, handelsbarriererne, kontrollen med priser. Studenterne blev oplært i at vise foragt for disse forsøg på at fjerne fattigdommen, og mange af dem viede deres ph.d.-opgaver til at udstille idiotien i latinamerikansk udviklingsøkonomi.²⁵ Gunder Frank erindrede, hvordan Harberger, når han vendte tilbage fra sine jævnlige ture til Santiago i halvtredserne og tresserne, gav Chiles sundheds- og uddannelsessystem – kontinentets bedste – det glatte lag som “absurde forsøg på at leve over dets underudviklede evne.”²⁶

I Ford Foundation var man bekymret over at skulle finansiere et så åbenlyst ideologisk program. Der var folk, der pegede på, at de eneste latinamerikanere, der blev inviteret til at holde oplæg for studenterne i Chicago, var nogle, som var uddannet under det samme program. “Selvom man ikke kan nægte denne indsats en vis kvalitet og indvirkning, så udgjorde dens ideologiske snæversynethed en alvorlig mangel,” skrev Jeffrey Puryear, en specialist i Sydamerika hos Ford i en af organisationens interne gennemgange. “Det tjener ikke udviklingslandenes interesser kun at blive udsat for et enkelt synspunkt.”²⁷ Denne vurdering betød dog ikke, at Ford Foundation holdt op med at støtte programmet.

Da det første hold chilenere vendte tilbage fra Chicago, var de “mere friedmanske end Friedman selv.” Ifølge Mario Zañartu, en økonom fra det katolske universitet i Santiago.^{I, 28} Nogle af dem blev ansat som professorer i økonomi ved det økonomiske institut på det katolske universitet, som de hurtigt gjorde til deres egen lille Chicago-skole midt i Santiago – samme curriculum, samme engelsksprogede tekster, samme ufravigelige krav på “ren” og “videnskabelig” viden. I 1963 var tolv af instituttets tretten fuldtidsansatte uddannet i Chicago under sponsorprogrammet, og Sergio de Castro, en af de første færdige kandidater, blev udnævnt til institutbestyrer.²⁹ Nu var det ikke længere nødvendigt for chilenske studerende at tage den lange vej til USA – hundredvis af dem kunne få en Chicagoskole-uddannelse uden at forlade hjemlandet.

De studenter, der gennemgik programmet, hvad enten det foregik i Chicago eller ved dets franchiseafdeling i Santiago, blev kendt i hele regionen som “los Chicago Boys”. Med yderligere støtte fra USAID blev Chiles Chicagodrenge entusiastiske regionale ambassadører for ideer, som latinamerikanerne kalder for “neo-liberalistiske”, og rejste til Argentina og Columbia for at starte nye University of Chicago-franchiseafdelinger for at kunne “udbrede denne viden til hele Latinamerika og bekæmpe de ideologiske positioner, som forhindrede frihed og forlængede fattigdom og tilbageståenhed,” ifølge en af de chilenske kandidater.³⁰

Juan Gabriel Valdés, Chiles udenrigsminister i 1990’erne, beskrev processen med at oplære hundredvis af chilenske økonomer i Chicagoskolens ortodoksi som “et slående eksempel på en organiseret overførsel af ideologi fra USA til et land inden for dets direkte interessesfære ... uddannelsen af disse chilenere hang sammen med et særligt projekt i 1950’erne, der var beregnet på at øve indflydelse på udviklingen af økonomisk tankegang i Chile.” Han pegede på, at “de introducerede forestillinger, der var fuldstændig nye, og opfattelser, der slet ikke eksisterede på ‘forestillingsmarkedet’ i Chile.”³¹

Som en form for intellektuel imperialisme var den ikke så lidt fræk. Der var imidlertid et problem: Den virkede ikke. Ifølge en rapport fra 1957 fra University of Chicago til de bevilligende myndigheder i udenrigsministeriet så var “projektets centrale formål” at oplære en generation af studerende, “som ville blive intellektuelle ledere inden for Chiles økonomiske liv.”³² Men Chicagodrengene var bare ikke ledere noget som helst sted i deres respektive lande – faktisk blev de kørt agterud.

I begyndelsen af tresserne handlede den økonomiske debat på Sydspidsen ikke om laissez faire-kapitalisme i forhold til udviklingsøkonomi, men om hvordan man bedst bragte udviklingsøkonomien op på et højere niveau. Marxisterne argumenterede for omfattende nationaliseringer og gennemgribende jordreformer; de midtersøgende hævdede, at man burde etablere et større økonomisk samarbejde mellem de latinamerikanske lande, så man kunne omdanne regionen til en stærk handelsblok, der kunne tage kampen op med Europa og Nordamerika. Spurgte man folk på gaden eller så på valgresultaterne, så var Sydspidsen på vej mod venstre.

I 1962 rykkede Brasilien afgørende i denne retning under præsident João Goulart, en økonomisk nationalist som gik ind for omfordeling af jorden, højere løn og en vovet plan om at tvinge udenlandske multinationale firmaer til at reinvestere en procentdel af deres overskud i den brasilianske økonomi i stedet for at trylle det ud af landet og udbetale det til aktionærerne i New York og London. I Argentina forsøgte en militærregering at bekæmpe tilsvarende krav ved at forbyde Juan Peróns parti at opstille til valgene, men det havde blot radikaliseret en ny generation af unge peronister, hvoraf mange var parat til at gribe til våben for at genvinde magten i landet.

Det var i Chile – epicenteret for Chicago-eksperimentet – at nederlaget i det ideologiske slag var mest indlysende. Ved de historiske valg i Chile i 1970 var landet rykket så meget mod venstre, at de tre største politiske partier alle gik ind for en nationalisering af landets største indtægtskilde. Kobberminerne, der kontrolleredes af amerikanske minegiganter.³³ Chileprojektet var med andre ord en dyr fiasko. Som ideologiske krigere i fredelig ideologisk kamp mod deres venstreorienterede fjender var det ikke lykkedes for Chicagodrengene at fuldføre deres mission. Ikke blot fortsatte den økonomiske debat med at rykke længere og længere mod venstre, men Chicagodrengene var så marginale, at man end ikke kunne registrere dem i chilenernes stemmeafgivning.

Det kunne være endt her og Chile-projektet have været en mindre, historisk fodnote, men så skete der noget, der reddede Chicagodrengene fra at glide ud i glemslen. Ricard Nixon blev valgt til præsident i USA. Nixon “havde en fantasifuld, og i det hele taget effektiv, udenrigspolitik,” lød det henført fra Friedman.³⁴ Og ingen steder var den så fantasifuld som i Chile.

Det var Nixon, der skulle give Chicagodrengene og deres professorer noget, de længe havde drømt om. En chance for at bevise, at deres kapitalistiske utopia var andet og mere end blot en teori fra et kælderauditorium – en mulighed for at genskabe et land fra grunden. Demokratiet havde ikke budt Chicagodrengene velkommen i Chile; det skulle vise sig meget lettere med diktaturet.

Salvador Allendes Popular Unidad-regering vandt valget i Chile i 1970 på løfterne om at lade regeringen overtage store dele af den økonomiske sektor, der blev drevet af udenlandske og lokale virksomheder. Allende var en ny slags latinamerikansk revolutionær: Som Che Guevara var han læge, men i modsætning til Che lignede han mere en tweedklædt akademiker end en romantisk guerilla. Han kunne levere en tale lige så opildnende som nogen Fidel Castro, men han var også en benhård demokrat, der var af den overbevisning, at en socialistisk forandring i Chile nødvendigvis måtte gennemføres med stemmesedlen og ikke våben i hånd. Da Nixon hørte, at Allende var blevet valgt til præsident, er han berømt for at have beordret CIA-direktør Richard Helms til at “få økonomien til at gå agurk.”³⁵ Valget gav også genlyd på det økonomiske institut ved University of Chicago. Da Allende vandt, var Arnold Harberger tilfældigvis i Chile. I et brev hjem til sine kolleger beskrev han begivenheden som en “tragedie” og informerede dem om, at man i “højreorienterede cirkler nogle gange lufter ideen om en militær magtovertagelse.”³⁶

Selvom Allende lovede at forhandle fair betingelser og kompensation for de firmaer, der mistede ejendom og investeringer, så frygtede de amerikanske multinationale firmaer, at Allende repræsenterede begyndelsen på en latinamerikansk trend, og mange var uvillige til at acceptere udsigten til det, der udgjorde en stadig større del af deres bundlinje. I 1968 var tyve procent af alle amerikanske investeringer i udlandet bundet til Latinamerika, og amerikanske virksomheder havde 5.436 underafdelinger i regionen. Det overskud, man var i stand til at få ud af disse investeringer, var svimlende. Mineselskaberne havde investeret en milliard USD i Chiles kobberindustri – verdens største – i løbet af de sidste halvtreds år, men de havde sendt 7,2 milliarder hjem.³⁷

Så snart Allende havde vundet valget, og allerede inden han var trådt til, erklærede erhvervslivet i USA krig mod hans regering. Centrum for aktiviteterne var den Washington-baserede Ad Hoc Committee on Chile, en gruppe der omfattede blandt andre de amerikanske mineselskaber med besiddelser i Chile og de facto lederen af komiteen, International Telephone and Telegraf (ITT), som ejede halvfjerds procent af Chiles telefonselskab, der stod for at skulle nationaliseres. Purina, Bank of America og Pfizer Chemical sendte også delegationer på forskellige tidspunkter.

Komiteens eneste formål var at tvinge Allende til at droppe nationaliseringerne “ved at stille ham over for en økonomisk kollaps.”³⁸ De havde mange ideer til, hvordan Allende skulle få smerten at føle. Ifølge senere offentliggjorte hemmelige mødeoptegnelser planlagde virksomhederne at blokere amerikanske lån til Chile og “stiltiende at få store, private amerikanske banker til at gøre det samme. Konferere med udenlandske banker om at gøre det samme. Forsinke alle køb i Chile i de næste seks måneder. Bruge de amerikanske lagre af kobber i stedet for at købe i Chile. Sørge for mangel på amerikanske dollar i Chile.” Og listen fortsætter.³⁹

Allende udpegede sin nære ven Orlando Letelier som USA-ambassadør i Washington, hvorved han fik opgaven med at forhandle ekspropriationsbetingelserne igennem over for de samme virksomheder, der planlagde at sabotere Allendes regering. Letelier var en udadvendt person, der godt kunne lide at more sig, havde den obligatoriske halvfjerdser-moustache og en øredøvende sangstemme. Han var højt elsket i diplomatiske kredse. Sønnen Franciscos kæreste minder om ham er at høre faderen spille guitar og brøle folkesange ud til vennekomsammen i deres hjem i Washington.⁴⁰ Men selv med Leteliers charme og dygtighed havde forhandlingerne ikke en chance for at lykkes.

I marts 1972, midt i Leteliers intense forhandlinger med ITT, publicerede Jack Anderson, en skribent med klummer i flere store amerikanske aviser, en eksplosiv samling artikler baseret på dokumenter, der viste, at telefonselskabet i al hemmelighed havde lagt planer op med CIA og udenrigsministeriet om at blokere Allendes tiltrædelse to år tidligere. Stillet over for disse anklager, og med Allende på præsidentposten, igangsatte det amerikanske senat på demokraternes foranledning en undersøgelse, der afslørede en vidtrækkende sammensværgelse, hvori ITT havde tilbudt kræfter i den chilenske opposition 1 million USD i bestikkelse og “søgt at få CIA med på en plan om i al hemmelighed at manipulere resultatet af det chilenske præsidentvalg.”⁴¹

Senatsrapporten, frigivet i juni 1973, fastslog også, at ITT, da planen slog fejl og Allende kom til magten, valgte en ny strategi, som skulle sikre, at han ikke ville “overleve de næste seks måneder.” Det senatet fandt mest alarmerende, var forbindelsen mellem ITT-cheferne og den amerikanske regering. Ud fra vidneforklaringer og dokumenter stod det klart, at ITT var direkte involveret i udformningen af den amerikanske udenrigspolitik over for Chile på det allerhøjeste niveau. På et tidspunkt skrev en af de øverste chefer for ITT til den nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger og foreslog, at “al amerikansk hjælp til Chile, uden præsident Allendes vidende, skal fastfryses.” Firmaet tog sig også den frihed at udarbejde en strategiplan med atten punkter til Nixon-administrationen, der indeholdt en utvetydig opfordring til militærkup: “Find nogle pålidelige kilder inden for det chilenske militær,” fastslog den, “opbyg deres planlagte utilfredshed med Allende og sørg på denne måde for at skabe nødvendigheden af at fjerne ham.”⁴²

Da senatskomiteen ristede ITTs vicepræsident Ned Gerrity med hensyn til de skamløse forsøg på at spænde den amerikanske regering for firmaets egen økonomiske vogn, så han ud til at være oprigtigt forvirret. “Hvad er der galt i at tage hensyn til Nummer Et?” spurgte han. Komiteen svarede ham i sin rapport: “Man kan ikke tillade ‘Nummer Et’ en upassende rolle i udformningen af amerikansk udenrigspolitik.”⁴³

Men på trods af de uopholdelige, beskidte amerikanske tricks, af hvilke ITTs blot var dem, der blev gransket mest, var Allende stadig ved magten i 1973. Otte millioner hemmelige dollar havde ikke fået hans magtbase til at smuldre. Ved midtvejsvalget til parlamentet samme år havde Allendes parti faktisk fået støtte af flere end ved valget i 1970. Det var tydeligt, at lysten til en anden økonomisk model havde slået rod i Chile, og støtten til et socialistisk alternativ var voksende. For Allendes modstandere, der havde lagt planer op om at vælte ham lige siden den dag, han blev valgt i 1970, betød det, at deres problemer ikke ville blive løst bare ved at slippe af med ham – der ville bare komme en anden og erstatte ham. Der var brug for en mere radikal plan.

Lektioner i regimeskifte: Brasilien og Indonesien

Der var to lektioner i “regimeskifte”, som Allendes modstandere havde studeret grundigt som mulige tilgange. Den ene var Brasilien, den anden Indonesien. Da Brasiliens USA-støttede junta under ledelse af general Humberto Castello Branco tog magten i 1964, havde militæret en plan om ikke blot at nulstille João Goularts fattigvenlige programmer, men også at åbne Brasilien fuldstændig op for udenlandske investeringer. Til at begynde med forsøgte de brasilianske generaler at komme igennem med planen med relativt fredelige midler – der var ingen åbenbare tegn på brutalitet, ingen massearrestationer, og selvom man senere fandt ud af, at nogle “undergravende elementer” var blevet tortureret på brutal vis i denne periode, så var antallet af dem lavt nok til (og Brasilien stort nok til), at rygterne om behandlingen knap nok nåede uden for fængslernes mure. Juntaen gjorde også et nummer ud af at beholde visse dele af demokratiet intakt, inklusive en begrænset presse- og forsamlingsfrihed – et såkaldt gentleman-kup.

I slutningen af tresserne besluttede mange borgere sig for at benytte sig af disse begrænsede frihedsrettigheder til at udtrykke deres vrede over Brasiliens voksende fattigdom. De lagde skylden for disse på juntaens virksomhedsvenlige, økonomiske program, som for store deles vedkommende var udformet af kandidater fra University of Chicago. I 1968 var gaderne overfyldt med demonstrationer mod juntaen, den største anført af studenter, og regimet var i alvorlig krise. I et desperat forsøg på at holde sig ved magten ændrede militæret radikalt taktik: Demokratiet blev fuldstændig aflyst, alle borgerlige frihedsrettigheder knust, torturen blev systematiseret, og “statens drab blev rutine”, ifølge Brasiliens senere nedsatte sandhedskommission.⁴⁴

Kuppet i Indonesien i 1965 fulgte en ganske anderledes bane. Siden Anden Verdenskrig havde landet været ledet af præsident Sukarno, den tids Hugo Chávez (selvom han ikke havde Chávez’ forkærlighed for valg). Sukarno gjorde de rige lande rasende ved at beskytte Indonesiens økonomi, omfordele rigdommene og sætte den Internationale Valutafond og Verdensbanken på porten med en anklage om, at de gik Vestens multinationale virksomheders ærinde. Selvom Sukarno var nationalist, ikke kommunist, arbejdede han nært sammen med kommunistpartiet, som havde tre millioner aktive medlemmer. USAs og Storbritanniens regeringer var fast besluttede på at gøre en ende på Sukarnos styre, og senere offentliggjorte dokumenter viser, at de havde fået ordre fra højeste sted om at “likvidere præsident Sukarno, afhængig af situationen og de til rådighed stående midler.”⁴⁵

Efter adskillige mislykkede forsøg viste muligheden sig i oktober 1965, da general Suharto, med støtte fra CIA, gik i gang med at erobre magten og udrydde venstrefløjen. CIA havde i al hemmelighed lavet en liste over landets førende venstreorienterede, et dokument der faldt i hænderne på Suharto, mens Pentagon hjalp med at stille ekstra våben og radioudstyr til rådighed, så de indonesiske hærstyrker kunne kommunikere i selv de fjerneste dele af øriget. Suharto sendte derpå sine soldater ud for at fange de mellem fire og fem tusinde venstreorienterede på “dødslisten”, som CIA kaldte den. Den amerikanske ambassade modtog jævnligt rapporter om, hvilke fremskridt der skete.⁴⁶ Efterhånden som informationerne indløb, afkrydsede CIA navnene på listen, indtil de var tilfredse og mente den indonesiske venstrefløj udslettet. En af dem, der var involveret i operationen, var Robert J. Martens, som arbejdede på den amerikanske ambassade i Jakarta. “Det var virkelig en stor hjælp for hæren,” fortalte han journalisten Kathy Kadane femogtyve år senere. “De slog sikkert en masse mennesker ihjel, og jeg har sikkert masser af blod på hænderne, men det er der ikke noget at gøre ved. Der kommer et tidspunkt, hvor man er nødt til at slå hårdt ned i det rette øjeblik.”⁴⁷

Dødslisterne dækkede over de planlagte mord; de mere tilfældige massakrer, som Suharto er berygtet for, blev for det meste overladt til religiøse studenter. De blev hurtigt oplært af militæret og så sendt ud i landsbyerne med instruktioner fra flådechefen om at “rense” landsbyerne for kommunister. “Opstemte ansporede de deres følge,” skrev en reporter, “stak knive og pistoler i bæltet, lagde køllerne over skulderen og tog ud på den opgave, de så længe havde håbet på.”⁴⁸ I løbet af lidt over en måned blev mindst en halv million og måske helt op til en million mennesker dræbt, “massakreret i tusindvis,” ifølge Time.⁴⁹ Fra det østlige Java “fortæller rejsende, at små floder og vandløb i bogstavelig forstand er blevet opdæmmet af lig; transport ad floderne er nogle steder umuliggjort.”⁵⁰

Erfaringerne fra Indonesien tiltrak sig stor opmærksomhed fra de enkeltpersoner og institutioner, der planlagde at styrte Salvador Allende i Washington og Santiago. Det var ikke kun Suhartos brutalitet, der vakte interesse, men også den ganske særlige rolle, en gruppe indonesiske økonomer havde spillet. De var uddannet ved University of California i Berkeley og kendt som Berkeley-mafiaen. Suharto var effektiv, når det handlede om at slippe af med venstrefløjen, men det var Berkeley-mafiaen, der forberedte den økonomiske plan for landets fremtid.

Parallellen til Chicagodrengene var slående. Berkeley-mafiaen havde studeret i USA som del af et program, påbegyndt i 1956 og støttet af Ford Foundation. Også de var vendt hjem for at opbygge en tro kopi af et vestligt økonomiinstitut. Her University of Indonesias Faculty of Economics. Ford sendte amerikanske professorer til Jakarta for at grundlægge skolen, nøjagtig ligesom professorerne fra Chicago var taget til Santiago for at hjælpe med at opbygge instituttet her. “Ford mente, at man uddannede de folk, der skulle tage over, når Sukarno blev fjernet,” forklarede John Howard, daværende leder af Fords International Training and Research Program, ligeud.⁵¹

De Ford-støttede studenter blev ledere af den gruppe på universitetet, som tog del i afsætningen af Sukarno, og Berkeley-mafiaen arbejdede tæt sammen med militæret under forberedelserne til kuppet, hvor de udviklede “kontingentplaner”, hvis regeringen pludselig skulle falde.^{II, 52} Disse unge økonomer havde en enorm indflydelse på general Suharto, som intet kendte til storkapital. Ifølge magasinet Fortune optog Berkeley-mafiaen økonomilektioner på bånd, så Suharto kunne høre dem derhjemme.⁵³ Når de mødtes personligt, “lyttede præsident Suharto ikke blot på, han tog notater,” genkaldte et medlem af gruppen sig stolt.⁵⁴ En anden kandidat fra Berkeley beskrev forholdet på denne måde: Vi “præsenterede hærledelsen for en ‘kogebog’ med ‘opskrifter’ på, hvordan man kunne løse Indonesiens alvorlige økonomiske problemer – et afgørende element i den nye tingenes tilstand. Ikke blot accepterede general Suharto som den øverste leder af hæren kogebogen, han ville også have forfatterne til opskrifterne til at være sine økonomiske rådgivere.”⁵⁵ Og det må man sige, at de blev. Suharto proppede sit kabinet med medlemmer af Berkeley-mafiaen og gav dem alle de økonomiske nøgleposter, inklusive handelsministeriet og ambassadørposten i Washington.⁵⁶

Dette økonomiske team, der havde læst ved en mindre ideologisk skole, var ikke yderligtgående antistatslige som Chicagodrengene. De mente, at regeringen havde en rolle at spille med hensyn til at styre Indonesiens interne økonomi og at sikre, at basale ting som ris var overkommelige i pris. Men Berkeley-mafien kunne ikke have været mere åbne over for udenlandske investorer, der gerne ville udnytte Indonesiens umådelige rigdom på mineraler og olie, af Richard Nixon beskrevet som “den største gevinst i det sydøstasiatiske område.”^{III, 57} De gennemførte love, der tillod udenlandske selskaber at eje disse ressourcer hundrede procent, udloddede “skattefri perioder”, og i løbet af to år var Indonesiens naturrigdomme – kobber, nikkel, ædeltræ, gummi og olie – fordelt mellem verdens største mine- og energiselskaber.

For de, der var i færd med at planlægge Allendes styrt, netop som Suhartos reformer var ved at træde i kraft, udgjorde erfaringerne fra Brasilien og Indonesien nyttige kontraster. Brasilianerne havde ikke gjort nogen videre brug af den magt, der lå i chokvirkningen, men havde i stedet ventet i årevis, inden de demonstrerede deres appetit på brutalitet. Det var en næsten fatal fejl, da det gav deres modstandere mulighed for at regruppere sig og for nogle af dem at danne venstreorienterede guerillahære. Selvom det lykkedes for juntaen at rydde gaderne, så tvang den voksende modstand den til at sænke hastigheden på de økonomiske planer.

Suharto havde på sin side vist, at hvis man brugte en massiv undertrykkelse som afskrækkelse, så ville landet gå i en slags choktilstand, og modstanden kunne udslettes, inden den overhovedet nåede at manifestere sig. Hans brug af terror var så nådesløs, oversteg så langt de værste forventninger, at et folk, der blot få uger forinden kollektivt havde søgt deres lands frihed, nu var tilstrækkeligt skræmt til, at de overgav den fuldstændige kontrol til Suharto og hans håndgangne mænd. Ralph McGehee, en overordnet embedsmand i CIA i årene omkring kuppet, udtalte, at Indonesien var en “model til efterfølgelse ... Man kunne spore alle de vigtigste, blodige begivenheder i den måde, Suharto kom til magten på, tilbage til Washington. At det lykkedes så godt betød, at det ville blive gentaget, om og om igen.”⁵⁸

Den anden afgørende erfaring fra Indonesien havde at gøre med makkerskabet forud for kuppet mellem Suharto og Berkeley-mafiaen. Netop fordi de var rede til at indtage de øverste “teknokratiske” stillinger i den nye regering og allerede på forhånd havde overbevist Suharto om deres verdensbillede, resulterede kuppet i mere end blot fjernelsen af en nationalistisk trussel; det transformerede Indonesien til et af verdens mest åbne miljøer for udenlandske, multinationale virksomheder.

Efterhånden som der kom gang i forberedelserne til afsættelsen af Allende, begyndte man at kunne læse en isnende advarsel med rød maling på Santiagos mure. Den lød: JAKARTA ER PÅ VEJ.

Kort efter, at Allende var blevet valgt, begyndte hans modstandere internt i Chile at imitere den indonesiske model med stor præcision. Det katolske universitet, der husede Chicagodrengene, blev arnestedet for skabelsen af det, CIA kaldte for et “kupklima”.⁵⁹ Mange studerende meldte sig ind i det fascistiske Patria y Libertad og marcherede på rad og række gennem Santiagos gader i direkte efterligning af Hitler Jugend. I september 1971, et år inde i Allendes valgperiode, holdt arbejdsgivernes ledere et krisemøde i kystbyen Viña del Mar for at udvikle en sammenhængende strategi for en regeringsændring. Ifølge Orlando Sáenz, formand for den nationale fabrikantforening (som modtog rundhåndet støtte fra CIA og mange af de samme udenlandske multinationale virksomheder, der også havde gang i deres egne plot i Washington), besluttede forsamlingen, at “Allendes regering ikke var forenelig med frihed i Chile og med eksistensen af privat virksomhed, og at den eneste måde, hvorpå man kunne forhindre alting i at gå i stå, var at vælte regeringen.” Forretningsfolkene dannede en “krigsstruktur”, hvor en del af dem skulle indgå forbindelse med militæret, mens en anden, ifølge Sáenz, skulle “forberede specifikke, alternative programmer til regeringens, som systematisk skulle videregives til de væbnede styrker.”⁶⁰

Sáenz hyrede adskillige af Chicagodrengene til at udforme disse alternative programmer og installerede dem i et fint, nyt kontor nær præsidentpaladset i Santiago.⁶¹ Gruppen, under ledelse af Chicago-kandidaten Sergio de Castro og af Sergio Undurraga, hans kollega på det katolske universitet, begyndte at afholde hemmelige ugentlige møder, hvor de udarbejdede detaljerede forslag til, hvordan man radikalt kunne genskabe deres land ud fra neoliberale retningslinjer.⁶² Ifølge en senere undersøgelse foretaget af det amerikanske senat kom “mere end 75 procent” af midlerne til denne “oppositionelle forskningsorganisation” direkte fra CIA.⁶³

Planlægningen af kuppet foregik en tid lang ad to forskellige spor: Militæret lagde planer om udslettelsen af Allende og hans tilhængere, mens økonomerne lagde planer for udslettelsen af hans ideer. Efterhånden som en voldelig løsning vandt tilslutning, kom der en dialog i stand mellem de to lejre, hvor forretningsmanden Roberto Kelly, der havde forbindelse til den CIA-betalte avis El Mercurio, optrådte som mellemmand. Gennem Kelly sendte Chicagodrengene et femsiders sammendrag af deres økonomiske plan til den flådeadmiral, der stod i spidsen. Flåden samtykkede, og fra da af arbejdede Chicagodrengene hektisk på at få deres planer klar inden kuppet.

Deres fem hundrede sider lange bibel – et detaljeret økonomisk program, der skulle vejlede juntaen fra dag et – blev i Chile kendt som “Murstenen”. Ifølge en senere amerikansk senatskomité var “CIA-kollaboratører involveret i forberedelsen af en initial, altomfattende økonomisk plan, der har tjent som grundlag for juntaens vigtigste økonomiske beslutninger.”⁶⁴ Otte ud af de ti hovedforfattere af “Murstenen” havde læst økonomi ved University of Chicago.⁶⁵

Selvom omstyrtelsen af Allende overalt blev beskrevet som et militærkup, så Orlando Letelier, Allendes USA-ambassadør, den som et ligeligt partnerskab mellem hæren og økonomerne. “‘Chicagodrengene’, som man kalder dem i Chile,” skrev Letelier, “overbeviste generalerne om, at de var parate til at bakke op om den brutalitet, militæret besad, med de intellektuelle værdier, det manglede.”⁶⁶

Da kuppet i Chile endelig fandt sted, skulle det indeholde tre forskellige former for chok, en opskrift der skulle blive kopieret i nabolandene og tre årtier senere dukke op igen i Irak. Selve kupchokket blev øjeblikkeligt fulgt op af to andre former for chok. Det ene var Milton Friedmans kapitalistiske “chokbehandling”, en teknik som hundredvis af latinamerikanske økonomer nu var blevet oplært i ved University of Chicago eller dets forskellige franchiseafdelinger. Det andet var Ewen Camerons chok, forskningen i bedøvelse og sanseberøvelse, der nu var kodificeret som torturteknikker i Kubark-manualen og spredt via omfattende CIA-træningsprogrammer til latinamerikansk politi og militær.

Disse tre former for chok haglede på én gang ned over latinamerikanernes hoveder og regionens politiske liv og skabte en ustoppelig orkan af gensidigt forstærkende destruktion og rekonstruktion, udslettelse og skabelse. Kupchokket banede vej for den økonomiske chokterapi; torturkamrenes chok terroriserede enhver fra overhovedet at tænke på at stå i vejen for de økonomiske chok. Ud af det laboratorium opstod den første Chicagoskole-stat og den første sejr for dens globale modrevolution.

I. Walter Heller, den berømte økonom fra Kennedys regering, lavede engang grin med den kultstatus, Friedmans proselytter tildelte ham, ved at inddele dem i kategorier: “Nogle er friedmanske, nogle friedmanagtige, nogle friedmaneske, nogle friedmaniske og atter nogle friedmegalomane.”

II. Det var langtfra alle professorer, der arbejdede under programmet, som havde det godt med deres rolle. “Jeg følte, at universitetet ikke burde involvere sig i noget, som rent faktisk blev et oprør mod regeringen,” sagde Len Doyle, den Berkeley-professor som blev sat til at lede Fords økonomiske program i Indonesien. Det synspunkt bevirkede, at Doyle blev forflyttet til Californien og erstattet af en anden.

III. Nok så interessant er, at Arnold Harberger blev hyret som konsulent af det indonesiske finansministerium i 1975.