KAPITEL 3

CHOKTILSTANDE

MODREVOLUTIONENS BLODIGE FØDSEL

Slag bør falde på én gang, sådan at de, fordi de ikke mærkes hver for sig, støder mindre.
– Niccolò Machiavelli, Fyrsten, 1513¹

Hvis man vil bruge denne choktilgang, så tror jeg, at man skal erklære det offentligt og i alle detaljer og meddele, at den straks vil blive iværksat. Jo mere fuldstændigt offentligheden er informeret, jo mere vil dens reaktioner lette tilpasningen.
– Milton Friedman i et brev til general Augusto Pinochet,
21. april 1975²

General Augusto Pinochet og hans tilhængere refererede til stadighed til begivenhederne den 11. september 1973 som “en krig”, ikke et statskup. Santiago mindede da også om en krigszone: Tanks fyrede deres kanoner af, mens de trillede ned ad boulevarderne, og regeringsbygningerne blev beskudt fra luften af jagerfly. Men der var noget mærkeligt ved denne krig. Den havde kun én part.

Lige fra begyndelsen havde Pinochet fuldstændig kontrol over hær, flåde, luftvåben og politi. Samtidig havde præsident Salvador Allende nægtet at organisere sine tilhængere i bevæbnede modstandsgrupper, så han havde ikke selv nogen hær. Den eneste modstand kom fra præsidentpaladset, La Moneda, og fra tagene omkring det, hvor Allende og hans inderkreds modigt forsøgte at forsvare demokratiets sæde. Det var langtfra nogen fair kamp: Selvom der kun befandt sig seksogtredive Allende-tilhængere inde i præsidentpaladset, sendte militæret fireogtyve raketter derind.³

Pinochet, operationens forfængelige og opfarende kommandant (bygget som en af de tanks, han kørte i), ønskede tydeligvis, at begivenheden skulle være så dramatisk og traumatisk som muligt. Selvom kuppet ikke var en krig, var det designet til at føles som en sådan – en chilensk forløber for “chok og ærefrygt”. Det kunne dårligt have været mere chokerende. I modsætning til nabolandet Argentina, der havde været regeret af seks militærregeringer inden for de sidste fyrre år, havde Chile ingen forudgående erfaring med denne form for vold; det havde nydt 160 års fredeligt, demokratisk styre, de sidste 41 uden afbrydelse.

Nu stod præsidentpaladset i flammer, præsidentens tildækkede lig blev fragtet ud på en båre, og hans nærmeste kolleger lå med hovedet ned i asfalten på gaden med rifler i nakken.^I Få minutters kørsel fra præsidentpaladset var Orlando Letelier, der netop var vendt tilbage fra Washington for at overtage posten som ny forsvarsminister, taget på arbejde i ministeriet. Så snart han kom ind ad fordøren, blev han overfaldet af tolv soldater i kampuniform, der alle rettede deres maskinpistoler mod ham.⁴

I årene op til kuppet havde amerikanske rådgivere, mange fra CIA, pisket en antikommunistisk vanvidsstemning op i det chilenske militær og overbevist det om, at socialisterne i virkeligheden var russiske spioner, en fremmed styrke i det chilenske samfund – en slags hjemmelavet “femte kolonne”. I virkeligheden var det militæret, der var blevet den egentlige, hjemlige fjende, parat som det var til at rette dets våben mod den befolkning, det havde svoret at beskytte.

Nu, hvor Allende var død, hans regering fanget og ingen massemodstand synlig, var juntaens store slag ovre allerede midt på eftermiddagen. Letelier og andre “VIP”-fanger blev på et tidspunkt sendt til den frysende kolde Dawson Island i det sydlige Magellanstræde, det nærmeste Pinochet kunne komme en sibirisk arbejdslejr. Men at dræbe og indespærre regeringen var ikke nok for Chiles nye juntaregering. Generalerne vidste, at deres greb om magten afhang af, at chilenerne var skræmt fra vid og sans, som folk i Indonesien havde været det. I de følgende dage blev omkring 13.500 civile anholdt, læsset på lastbiler og sat i fængsel, ifølge en senere offentliggjort hemmelig CIA-rapport.⁵ Tusinder endte på de to største fodboldstadioner i Santiago, Chile Stadion og det enorme Nationalstadion. Inde på Nationalstadionet blev det død i stedet for fodbold, der var til offentligt skue. Soldaterne gik op og ned langs tilskuerrækkerne med hætteklædte kollaboratører, der udpegede “undergravende elementer”; de udvalgte blev halet med til omklædningsrum og loger, der var lavet om til midlertidige torturkamre. Hundreder blev henrettet. Livløse kroppe begyndte at dukke op langs hovedvejene eller i skumle kanaler i byen.

For at sikre sig, at terroren ikke kun omfattede hovedstaden, sendte Pinochet sin mest hensynsløse kommandant, general Sergio Arellano Stark, på en helikoptermission til de nordlige provinser for at besøge en række fængsler, hvor “undergravende elementer” sad fængslet. I hver eneste by udvalgte Stark og hans omvandrende dødspatrulje de mest betydningsfulde fanger, op til seksogtyve ad gangen, som derpå blev henrettet. Det spor af blod, de efterlod sig i løbet af disse fire dage, skulle blive kendt som Dødskaravanen.⁶ På kort tid havde hele landet fået at føle, at modstand var lig med døden.

Selvom Pinochets kampe kun havde én side, så var virkningen af det så virkelig, som havde der været tale om borgerkrig eller fremmed invasion: Alt i alt var over 3.200 mennesker døde eller forsvundne, og mindst 80.000 sad i fængsel, mens 200.000 flygtede fra landet af politiske grunde.⁷

Den økonomiske front

For Chicagodrengene var den 11. september en dag fuld af forventning og deadlineadrenalin. Sergio de Castro havde arbejdet sammen med sin kontakt i flåden ned til sidste minut for at få de sidste dele af “Murstenen” godkendt side for side. Nu på selve kupdagen havde adskillige Chicagodrenge slået lejr ved trykkemaskinerne på den højreorienterede avis El Mercurio. Mens skuddene lød i gaderne udenfor, forsøgte de febrilsk at få dokumentet trykt i tide til juntaens første dag ved magten. Arturo Fontaine, en af avisens redaktører, mindedes, at trykmaskinerne “arbejdede nonstop for at duplikere kopier af det lange dokument.” Og de nåede det – knap og nap. “Inden middag den 12. september 1973 havde de væbnede styrkers ledende officerer, der udførte regeringsopgaver, Planen liggende på deres skrivebord.”⁸

Forslagene i det færdige dokument bar en slående lighed med dem, man finder i Milton Friedmans Kapitalisme og frihed. Privatisering, deregulering og sociale nedskæringer – det frie markeds treenighed. Chiles USA-udlærte økonomer havde forsøgt at introducere disse ideer med fredelige midler inden for grænserne af en demokratisk debat, men de var blevet afvist totalt. Nu var Chicagodrengene tilbage med deres planer, og klimaet var nu betydeligt mere lydhørt over for deres radikale vision. Nu behøvede de ikke længere vinde gehør ud over hos en håndfuld mænd i uniform. Deres mest indædte politiske modstandere sad enten i fængsel, var døde eller flygtet i sikkerhed; forestillingen med jagerfly og dødskaravane holdt alle andre i skak.

“For os var det en regulær revolution,” sagde Cristián Larroulet, en af Pinochets økonomiske rådgivere.⁹ Det var en fair beskrivelse af situationen. Den 11. september 1973 var langt mere end en voldsom afslutning på Allendes fredelige socialistiske revolution; det var begyndelsen på det, The Economist senere beskrev som en “modrevolution” – den første konkrete sejr i Chicagoskolens kamp for at generobre det, man havde tabt under udviklingsøkonomien og keynesianismen.¹⁰ I modsætning til Allendes delvise revolution, som blev dæmpet og kompromispræget af demokratiets frem- og tilbagebølgen, så stod det denne revolte, gennemført ved hjælp af brutal magt, frit for at gå hele vejen. I de kommende år ville den politik, der var skitseret i “Murstenen”, blive indført i snesevis af andre lande under dække af en lang række forskellige kriser. Men Chile var modrevolutionens fødsel – en terrorfødsel.

José Piñera, en gammel elev fra det økonomiske institut ved det katolske universitet og selvproklameret Chicagodreng, var i gang med sit kandidatarbejde ved Harvard University, da kuppet fandt sted. Da han hørte det glade budskab, vendte han hjem for “at hjælpe med at grundlægge et nyt land, dedikeret til liberalisme, på ruinerne af det gamle.” Ifølge Piñera, som senere skulle blive Pinochets arbejds- og mineminister, var dette “den rigtige revolution ... et radikalt, obligatorisk og understøttet fremstød mod frie markeder.”¹¹

Inden kuppet havde Augusto Pinochet haft ry for at være hensynsfuld grænsende til det servile og for hele tiden at flattere og være i overensstemmelse med sine civile foresatte. Som diktator fandt Pinochet nye sider af sig selv frem. Han tog magten med upassende velbehag, anlagde en stil, som var han monark, og hævdede, at “skæbnen” havde givet ham posten. I løbet af kort tid foranstaltede han et kup blandt kupmagerne for at afsætte de tre andre militære ledere, som han havde aftalt at dele magten med, og udnævnte sig selv til nationens overhoved såvel som til præsident. Han væltede sig i pomp og pragt og ceremonielle handlinger som bevis på sin ret til at regere og lod aldrig en chance gå fra sig til at iføre sig sin preussiske paradeuniform med kappe og det hele. Til at køre sig rundt i Santiago valgte han en karavane af guldfarvede, skudsikre Mercedes-Benzer.¹²

Pinochet havde sans for autoritært styre, men som Suharto vidste han stort set intet om økonomi. Det var et problem, da virksomhedernes kampagne under ledelse af ITT for at sabotere økonomien havde været effektiv og fået den til at styrtdykke, og Pinochet stod over for en fuldt udfoldet økonomisk krise. Lige fra første færd var der tale om en magtkamp inden for juntaen mellem dem, der blot ville skrue tingene tilbage til tiden før Allende og hurtigt vende tilbage til demokratiet, og Chicagodrengene, som pressede på for en gennemgribende indførelse af det frie marked, som det ville tage år at gennemføre. Pinochet, der nød sin nye magt, brød sig inderligt lidt om den forestilling, at hans skæbne blot var at rydde op – at han var der for at “genoprette orden” og så forsvinde. “Vi er ikke nogen støvsuger, der har fjernet marxismen, blot for at give magten tilbage til de herrer politikere,” plejede han at sige.¹³ Det var Chicagodrengenes vision om at give landet en fuldstændig overhaling, som appellerede mest til hans nye ambitioner, og som Suharto havde gjort det med sin Berkeley-mafia, udnævnte han øjeblikkeligt adskillige Chicago-kandidater som sine øverste økonomiske rådgivere, heriblandt Sergio de Castro, bevægelsens faktiske leder og hovedforfatter til “Murstenen”. Han kaldte dem for technos – teknologerne – hvilket passede godt i Chicagoskolens forestilling om, at det at ordne økonomien var et spørgsmål om videnskab, ikke om subjektive, menneskelige valg.

Selvom Pinochet ikke forstod ret meget omkring inflation og rentesatser, så talte los technos et sprog, han forstod. For dem betød økonomi noget med naturkræfter, der måtte respekteres og adlydes, for at “handle imod naturens orden er modproduktivt og selvbedragerisk,” som Piñera forklarede.¹⁴ Pinochet var enig: Folk må, skrev han engang, undergive sig strukturen, for “naturen viser os, at grundlæggende orden og hierarki er nødvendigt.”¹⁵ Denne gensidige hævden, at man modtog ordrer fra højere naturlove, dannede grundlag for alliancen mellem Pinochet og Chicago.

De første halvandet år fulgte Pinochet trofast Chicago-reglerne: Han privatiserede nogle, men ikke alle, statsejede virksomheder (blandt andet adskillige banker); han tillod uden restriktioner nye former for spekulativ økonomi; han slog dørene op på vid gab for import fra udlandet og rev de toldbarrierer, der hidtil havde beskyttet chilenske fabrikanter, ned; og endelig nedskar han de offentlige udgifter med ti procent – bortset fra udgifterne til militæret, der blev øget betydeligt.¹⁶ Han satte også priskontrollen ud af kraft – et yderligtgående træk i et land, hvor man havde reguleret priserne på basisting som brød og madolie i årtier.

Chicagodrengene havde selvsikkert forvisset Pinochet om, at de økonomiske “naturlove” ville finde deres naturlige balance, hvis han pludselig og på én gang lod regeringen blande sig uden om disse områder, og inflationen – som de betragtede som en slags økonomisk feber, der viste tilstedeværelsen af usunde organismer i markedet – ville falde på magisk vis. Der tog de fejl. I 1974 nåede inflationen op på 375 procent – den højeste inflationsrate i verden og næsten dobbelt så høj, som den på noget tidspunkt havde været under Allende.¹⁷ Prisen på basale ting som brød sprængte alle rammer. Samtidig mistede mange chilenere deres arbejde på grund af Pinochets forsøg med “frihandel”, der oversvømmede landet med billige importvarer. De lokale virksomheder drejede nøglen om, ude af stand til at konkurrere, arbejdsløsheden nåede rekordhøjder, og hungersnøden bredte sig. Chicagoskolens første laboratorium var en katastrofe.

Sergio de Castro og de andre Chicagodrenge hævdede (på ægte Chicago-vis), at problemet ikke lå i deres teori, men i det faktum, at teorierne ikke blev ført ud i livet med tilstrækkelig fasthed. Det var ikke lykkedes for økonomien at rette sig selv op og vende tilbage til en harmonisk balance, fordi der stadig fandtes “forvrængninger”, der stammede fra et næsten halvt århundredes offentlig indblanding. Hvis eksperimentet skulle lykkes, så måtte Pinochet rydde disse forvrængninger af vejen – flere nedskæringer, mere privatisering, mere fart på.

I løbet af de halvandet år havde mange blandt landets virksomhedselite fået Chicagodrengenes eventyr ud i ekstrem kapitalisme at føle. De eneste, der tjente på det, var de udenlandske firmaer og en lille klike af pengemænd, kendt som “piranaerne”, der tjente kassen på spekulation. De fabrikanter i jernindustrien, der havde støttet kuppet så stærkt, var i færd med at blive udslettet. Orlando Sáenz – formand for den nationale fabrikantsammenslutning, som i første omgang havde inddraget Chicagodrengene i kupplanerne – erklærede resultaterne af eksperimentet for “en af de største fiaskoer i vores økonomiske historie.”¹⁸ Det kunne godt være, at fabrikanterne ikke havde ønsket Allendes socialisme, men de havde haft det helt fint med en styret økonomi. “Det er ikke muligt at fortsætte med det økonomiske kaos, der hersker i Chile,” udtalte Sáenz. “Det er nødvendigt at føre de millioner efter millioner af økonomiske ressourcer, der nu bruges på vild spekulation for øjnene af dem, der ikke engang har et job, tilbage i produktive investeringer.”¹⁹

Nu, hvor deres dagsorden var i overhængende fare, besluttede Chicagodrengene og piranaerne (og der var tale om et betydeligt overlap mellem de to grupper), at det var på tide at tilkalde de store kanoner. I marts 1975 fløj Milton Friedman og Arnold Harberger til Santiago inviteret af en af de store banker for at hjælpe med at redde eksperimentet.

Friedman blev modtaget af den juntakontrollerede presse som lidt af en rockstjerne, den nye tids guru. Hver eneste af hans udtalelser blev til overskrifter, hans akademiske forelæsninger blev sendt på den nationale TV-kanal, og han var i besiddelse af det vigtigste publikum af alle. Præsident Pinochet på tomandshånd.

Under hele sit ophold blev Friedman ved med om og om igen at fastslå det samme tema: Juntaen var kommet godt fra start, men det var nødvendigt at gå mere helhjertet ind for det frie marked. I taler og interview brugte han et udtryk, der aldrig før havde været anvendt på en økonomisk krise i virkelighedens verden: Han forlangte “chokbehandling”. Han sagde, at det var “den eneste medicin. Absolut. Der findes ingen anden. Der findes ingen anden langsigtet løsning.”²⁰ Da en chilensk journalist påpegede, at selv Richard Nixon, præsident i USA, øvede kontrol for at lægge en dæmper på det frie marked, bed Friedman ham af: “Det går jeg ikke ind for. Jeg mener ikke, vi burde gøre det. Jeg er imod økonomisk intervention fra regeringsside, i mit eget land såvel som i Chile.”²¹

Efter sit møde med Pinochet nedskrev Friedman nogle personlige notater om mødet, som han årtier senere gengav i sine erindringer. Han observerede, at generalen “var sympatisk indstillet over for ideen om en chokbehandling, men var klart bekymret over den mulige, midlertidige arbejdsløshed, som kunne blive følgen.”²² På dette tidspunkt var Pinochet allerede kendt verden over for at have beordret massakrer på fodboldstadioner; at samme diktator skulle være “bekymret” over chokterapiens menneskelige omkostninger, burde have givet Friedman anledning til nærmere eftertanke. I stedet pressede han på med kravet i et opfølgningsbrev, i hvilket han priste præsidentens “ekstremt kloge” beslutninger, men opfordrede Pinochet til at skære meget dybere i de offentlige udgifter, “25 procent i løbet af seks måneder ... over en kam,” samtidig med at han gennemførte en pakke med fordele for virksomhederne i retning af “komplet frihandel”. Friedman forudså, at de hundredtusindvis af mennesker, der ville blive fyret fra den offentlige sektor, hurtigt ville få nye job i den private, som snart ville boome på grund af Pinochets fjernelse af “så mange forhindringer som muligt af dem, der nu ligger i vejen for det private marked.”²³

Friedman forsikrede generalen om, at han ville kunne tage æren for et “økonomisk mirakel”, hvis han fulgte dette råd; han “kunne gøre en ende på inflationen i løbet af nogle måneder,” mens arbejdsløshedsproblemet ville blive tilsvarende “kortvarigt – kunne måles i måneder – og at det følgende opsving ville komme hurtigt.” Det ville være nødvendigt for Pinochet at handle hurtigt og bestemt; Friedman fremhævede vigtigheden af “chok” gentagne gange, idet han brugte ordet tre gange og understregede, at “gradbøjning er ikke mulig.”²⁴

Pinochet var omvendt. I sit svarbrev udtrykte Chiles øverste chef sin “højeste og mest respektfulde agtelse for Dem,” og forsikrede Friedman om, at “Planen bliver gennemført til punkt og prikke for øjeblikket.”²⁵ Straks efter Friedmans besøg fyrede Pinochet sin økonomiminister og gav jobbet til Sergio de Castro, som han senere forfremmede til finansminister. De Castro fyldte regeringen med sine fæller, Chicagodrengene, og udnævnte en af dem til chef for nationalbanken. Orlando Sáenz, som havde protesteret mod massefyringerne og fabrikslukningerne, blev skiftet ud som direktør for fabrikantforeningen til fordel for en med en mere chokvenlig holdning. “Hvis der er industrifolk, der beklager sig på grund af det her, så lad dem ‘gå ad helvede til.’ Dem vil jeg ikke forsvare,” lød det fra den nye direktør.²⁶

Fri for nejsigere gik Pinochet og de Castro i gang med at skære ned på velfærdsstaten for at nå frem til deres rene, kapitalistiske utopia. I 1975 skar de 27 procent af de offentlige udgifter med et hug – og de blev ved med at skære dem ned, indtil de i 1980 kun var halvt så store som under Allende.²⁷ Sundhed og uddannelse var det, det gik hårdest ud over. Selv The Economist, en tiljubler af det frie marked, kaldte det for “et orgie i selvmutilering.”²⁸ De Castro privatiserede næsten fem hundrede statsejede virksomheder og banker, som han praktisk taget forærede væk, da det handlede om så hurtigt som muligt at få bragt dem på deres retmæssige plads i den økonomiske orden.²⁹ Han havde ingen medlidenhed med lokale virksomheder og fjernede endnu flere handelshindringer; resultatet var et tab på 177.000 industriarbejdspladser i perioden fra 1973 til 1983.³⁰ I midten af firserne var fremstillingsindustriens procentdel af økonomien faldet til et niveau, der ikke var set siden under Anden Verdenskrig.³¹

Chokbehandling var en passende betegnelse for det, Friedman havde foreskrevet. Pinochet havde med fuldt overlæg sendt sit land ind i en dyb recession på baggrund af den uafprøvede teori, at en pludselig sammentrækning ville give økonomien et stød, så den blev rask igen. Denne logik var slående lig den, psykiaterne anlagde, da de begyndte at give elektrochok i 1940’erne og 50’erne, overbeviste som de var om, at forsætlig tilføjet grand mal-anfald på magisk vis ville genstarte deres patienters hjerner.

Teorien om økonomisk chokterapi grunder sig til dels på den rolle, forventninger spiller i forhold til en inflationsproces. Hvis man vil have styr på inflationen, kræver det ikke blot, at man ændrer pengepolitikken, men også at man ændrer adfærden hos forbrugere, arbejdsgivere og arbejdere. Et pludseligt, sønderrivende skift i politik kan spille den rolle, at det hurtigt ændrer forventninger og signalerer til offentligheden, at spillets regler er ændret dramatisk – priserne vil ikke blive ved med at stige, og det vil lønningerne heller ikke. Ifølge denne teori vil den smertelige periode med tilbageslag og høj arbejdsløshed være desto kortere, jo hurtigere forventningerne om inflation bliver drevet i jorden. Men særligt i lande, hvor den politiske klasse har tabt al troværdighed i offentligheden, kan kun et større, afgørende politisk chok efter sigende “lære” offentligheden den hårde lektie.^II

At give anledning til en recession eller en depression er en brutal idé, da det uvægerligt skaber massefattigdom, hvorfor ingen politisk leder indtil dette tidspunkt da heller havde været villig til at afprøve teorien. Hvem ønsker at tage ansvaret for det, Business Week beskrev som en “Doktor Strangelovesk verden af overlagt depressionsfremkaldelse?”³²

Det gjorde Pinochet. I løbet af det første år med den af Friedman foreskrevne chokterapi skrumpede Chiles økonomi med 15 procent, og arbejdsløsheden – der kun havde været tre procent under Allende – nåede op på 20 procent, en uhørt høj procent i Chile på dette tidspunkt.³³ Der var ingen tvivl om, at landet vred sig under “behandlingerne”. Modsat Friedmans optimistiske forudsigelser varede arbejdsløsheden i årevis, ikke måneder.³⁴ Juntaen, som straks havde taget Friedmans sygdomsmetaforik til sig, undskyldte sig ikke, men forklarede, at man havde “valgt denne vej, fordi det er den eneste, der går lige til sygdomskilden.”³⁵ Friedman var enig. Da en journalist spurgte ham, om “de sociale omkostninger ved hans politik ville være omfattende,” svarede han: “Dumt spørgsmål.”³⁶ Til en anden journalist sagde han: “Min eneste bekymring er, om de bliver ved længe nok og hårdt nok.”³⁷

Interessant nok kom den kraftigste kritik af chokterapien fra en af Friedmans egne tidligere studerende, André Gunder Frank. I sin tid ved University of Chicago havde Gunder Frank – oprindelig fra Tyskland – hørt så meget om Chile, at han, da han havde taget sin ph.d. i økonomi, besluttede at tage ned for at se det land, hans professorer havde portrætteret som et dårligt drevet udviklingsøkonomisk dystopia, med egne øjne. Han kunne godt lide det, han så, og endte med at undervise ved University of Chile, der på det tidspunkt tjente som økonomisk rådgiver for regeringen under Salvador Allende, for hvem han udviklede stor respekt. Som en Chicagodreng i Chile, der havde afsvoret sig skolens frimarkedsortodoksi, havde Gunder Frank et unikt perspektiv på landets økonomiske eventyr. Et år efter, at Friedman foreskrev maksimalt chok, skrev han et rasende “Åbent brev til Arnold Harberger og Milton Friedman”, i hvilket han brugte sin uddannelse fra Chicagoskolen til at “undersøge, hvordan den chilenske patient har reageret på jeres behandling.”³⁸

Han udregnede, hvad det betød for en chilensk familie at forsøge at overleve for det, Pinochet hævdede var en “løn til at leve for”. Groft taget 74 procent af indkomsten gik til blot at købe brød og tvang dermed familien til at skære ned på “luksusting” som mælk og busbilletter, der var nødvendige for at komme på arbejde. Til sammenligning havde brød, mælk og transportudgifter under Allende udgjort 17 procent af en offentlig ansats løn.³⁹ Mange børn fik heller ikke mælk i skolen, da en af juntaens første handlinger havde været at fjerne skolemælken. Som et resultat af denne nedskæring, der faldt sammen med den desperate situation derhjemme, besvimede flere og flere elever i timerne, og mange holdt helt op med at komme.⁴⁰ Gunder Frank så en direkte forbindelse mellem den brutale økonomiske politik, som hans tidligere klassekammerater havde indført, og den vold Pinochet havde pudset på landet. Friedmans forskrifter var så forvridende, skrev den afhoppede Chicagodreng, at de ikke kunne “indføres eller gennemføres uden de to elementer, der ligger bag dem alle: militær magt og politisk terror.”⁴¹

Pinochets økonomiske team drog uanfægtet ind på et nyt eksperimentelt område og indførte Friedmans mest avancerede politikker: Det offentlige uddannelsessystem blev erstattet af taxametertilskud og privatskoler, sundhedssystemet blev til et selvbetalt system, og børnehaver og kirkegårde blev privatiseret. Som den mest yderliggående ændring blev Chiles sociale sikkerhedssystem privatiseret. José Piñera, som indførte dette, sagde, at han havde fået ideen ved at læse Capitalism and Freedom.⁴² George W. Bush’ administration får som regel æren af at have været først med “ejersamfundet”, men rent faktisk var det Pinochets regering, der tredive år tidligere introducerede ideen om “en nation af ejere” for første gang.

Chile befandt sig nu på jomfruelig grund, og fans af det frie marked verden over, der var vant til kun at kunne diskutere en sådan politiks fordele rent akademisk, spidsede øren. “De økonomiske lærebøger foreskriver, at det er sådan, verden burde virke, men hvilke andre steder praktiserer man det?” måbede det amerikanske erhvervsmagasin Barron’s.⁴³ I en artikel med overskriften “Chile, en laboratorietest for en teoretiker” bemærkede New York Times, at “det er ikke ofte, at en førende økonom med stærke synspunkter får chancen for at afprøve særlige forskrifter for en meget syg økonomi. Det er endnu mere usædvanligt, når økonomens patient viser sig at være et land, der ikke er hans eget.”⁴⁴ Mange kom til Chile for at se nærmere på laboratoriet, blandt andre Friedrich Hayek selv, som rejste til Pinochets Chile adskillige gange og som i 1981 valgte Viña del Mar (den by, hvor kuppet var blevet planlagt) som det sted, hvor man afholdt regionalmøde i Mont Pelerin Society, tænketanken bag modrevolutionen.

Myten om det chilenske mirakel

Selv her, tre årtier senere, bliver Chile af tilhængere af det frie marked fremhævet som et bevis på, at friedmanisme fungerer. Da Pinochet døde i december 2006 (en måned efter Friedman), roste New York Times ham for at have “transformeret en bankerot økonomi til en af de mest velstående i Latinamerika,” mens lederen i Washington Post fastslog, at han “indførte den frimarkedspolitik, der resulterede i det økonomiske chilenske mirakel.”⁴⁵ Hvad det “chilenske mirakel” egentlig består i, diskuteres heftigt.

Pinochet holdt sig ved magten i sytten år, og i løbet af den periode skiftede han politisk retning flere gange. Den periode, hvor landet havde en stabil økonomisk vækst, og som bliver holdt frem som bevis på den mirakuløse succes, begyndte ikke før midt i 1980’erne – hele ti år efter, at Chicagodrengene implementerede chokterapien og et godt stykke tid efter, at Pinochet havde været tvunget til at foretage radikale kurskorrektioner. Det skyldtes, at Chiles økonomi, på trods af slavisk at have holdt sig til Chicago-doktrinen, i 1982 brød sammen: Gælden eksploderede, hyperinflationen stod atter for døren, og arbejdsløsheden nåede op på tredive procent – ti gange så høj som den var under Allende.⁴⁶ Hovedårsagen var, at piranaerne, de Enron-agtige finanshuse, som Chicagodrengene havde fritaget for enhver regulering, havde opkøbt landets værdier for lånte penge og havde oparbejdet en enorm gæld på 14 milliarder dollar.⁴⁷

Situationen var så ustabil, at Pinochet var nødt til at gøre nøjagtig det, Allende havde gjort: Han nationaliserede mange af selskaberne.⁴⁸ I forbindelse med dette sammenbrud mistede næsten alle Chicagodrengene deres indflydelsesrige regeringsposter, blandt dem Sergio de Castro. Adskillige andre Chicago-kandidater sad på fremtrædende poster i piranahusene og blev meldt for bedrageri, hvilket fjernede den omhyggeligt opbyggede facade af videnskabelig neutralitet, der var så betydningsfuld for Chicagodrengenes identitet.

Det eneste, der beskyttede Chile mod det totale økonomiske kollaps i begyndelsen af firserne, var, at Pinochet aldrig havde privatiseret Codelco, det statslige kobbermineselskab, som Allende havde nationaliseret. Denne virksomhed genererede 85 procent af Chiles eksportindtægter, hvilket betød, at staten stadig havde en stabil indtægtskilde, da finansboblen brast.⁴⁹

Det står klart, at Chile aldrig var et laboratorium for de “rene” frie markeder, som heppekoret ellers påstod. Det var i stedet et land, hvor en lille elite røg fra velhavende til superrig på ekstremt kort tid – ved hjælp af en formel, der byggede på gæld og kraftige subsidier (og købt ud med offentlige midler). Når al hypen og bilsælgersnakken omkring miraklet fjernes, så var Chile under Pinochet og Chicagodrengene ikke en kapitalistisk stat med et liberaliseret marked, men en korporativistisk stat. Korporatisme, eller “korporativisme”, refererede oprindelig til Mussolinis model af en politistat kørt som en alliance mellem de tre vigtigste magtfaktorer i et samfund – regering, erhvervsliv og fagforeninger – der alle arbejdede sammen for at garantere lov og orden under betegnelsen nationalisme. Det, Chile var nybrydende med under Pinochet, var en videreudvikling af korporativismen. En gensidigt støttende alliance mellem politistaten og de store erhvervsvirksomheder, som stod sammen om at erklære udslettelseskrig mod den tredje magtfaktor – arbejderne – for derved drastisk at øge alliancens del af den nationale velstand.

Denne krig – som mange chilenere forståeligt nok opfatter som de riges krig mod de fattige og middelklassen – er den virkelige historie om Chiles økonomiske “mirakel”. Da økonomien i 1988 var blevet stabiliseret og i hastig vækst, var 45 procent af befolkningen faldet ned under fattigdomsgrænsen.⁵⁰ De rigeste ti procent af chilenerne havde samtidig oplevet, at deres indtægter steg med 83 procent.⁵¹ Selv i 2007 er Chile fortfarende et af de mest ulige lande i verden – ud af de 123 lande, i hvilke FN måler ulighed, ligger Chile som nummer 116, hvilket gør det til det ottende mest ulige land på listen.⁵²

Hvis det resultat skulle gøre Chile til et økonomisk Chicagoskolemirakel, så har chokbehandlingen måske i virkeligheden aldrig handlet om at give økonomien et stød, så den kunne blive rask. Måske handlede det i virkeligheden om præcis det, den betød – at opsuge rigdom til toppen og at chokere middelklassen ud af verden.

Det var sådan, at Orlando Letelier, Allendes tidligere forsvarsminister, så det. Efter at have tilbragt et år i Pinochets fængsler lykkedes det Letelier at flygte fra Chile, takket være en international lobbykampagne. I sit eksil kunne Letelier blot se til, mens landet blev fattigere og fattigere, og i 1976 skrev han, at “der i løbet af de sidste tre år er blevet snuppet adskillige milliarder dollar fra lønmodtagernes lommer og puttet over i kapitalisternes og jordejernes ... en koncentration af rigdom er ikke noget uheld, men en regel; det er ikke et tilfældigt udslag af en vanskelig situation – sådan som juntaen gerne vil have verden til at tro – men grundlaget for et socialt projekt; det er ikke en økonomisk ansvarlighed, men en tidsbegrænset, politisk succes.”⁵³

Hvad Letelier ikke kunne vide på det tidspunkt, var, at Chile under Chicagoskolens regime tilbød et kig ind i fremtidens globale økonomi, et mønster der ville gentage sig om og om igen, fra Rusland til Sydafrika og Argentina: En bybaseret boble af frenetisk spekulation og dubiøs regnskabsføring, der var benzin på superprofittens og vanvidskonsumets bål, omgivet af spøgelsestomme fabrikker og infrastrukturer fra den udviklingsøkonomiske fortid, der rådnede op; stort set halvdelen af befolkningen var lukket ude fra økonomien som sådan; korruption og vennetjenester var ude af enhver kontrol; antallet af nationalt ejede små og mellemstore virksomheder blev decimeret; der foregik en enorm overførsel af rigdom fra offentlige hænder til private, fulgt af en enorm overførsel af gæld fra private hænder til offentlige. Hvis man i Chile stod uden for velstandsboblen, lignede miraklet depressionen, men inden for i dens lufttætte puppe flød profitterne så hurtigt og så frit, at den lette rigdom, som chokterapi-“reformerne” muliggjorde, har været finansmarkedernes rygekokain lige siden. Det er også derfor, at finansverdenen ikke reagerede på de indlysende selvmodsigelser i Chileeksperimentet ved at genoverveje de basale antagelser bag laissez faire-politikken. I stedet reagerede den med en junkies logik: Hvor kan vi finde det næste fix?

Revolutionen breder sig, folket forsvinder

For en tid var det næste fix at finde i andre lande i Latinamerikas Sydspids, hvortil Chicagoskolens modrevolution hurtigt bredte sig. Brasilien var allerede kontrolleret af en USA-støttet junta, og adskillige af Friedmans brasilianske elever havde nøgleposter. Friedman rejste til Brasilien i 1973, hvor regimet var allermest brutalt, og erklærede det økonomiske eksperiment for at være et “mirakel”.⁵⁴ I Uruguay havde militæret gennemført et kup i 1973 og besluttede sig det følgende år for at gå Chicago-vejen. Da der ikke var tilstrækkeligt mange uruguayanere, der havde taget eksamen fra University of Chicago, inviterede generalerne “Arnold Harberger og [økonomiprofessor] Larry Sjaastad fra University of Chicago og deres team, der omfattede tidligere Chicagostuderende fra Argentina, Chile og Brasilien, til at reformere Uruguays skattesystem og handelspolitik.”⁵⁵ Indvirkningen på Uruguays hidtil egalitære samfund var øjeblikkelig: Reallønnen faldt med 28 procent, og horder af skraldespandstømmere optrådte for første gang nogensinde i Montevideos gader.⁵⁶

Det næste land til at gå med på eksperimentet var Argentina, da en junta satte Isabel Péron fra magten i 1976. Det var ensbetydende med, at Argentina, Chile, Uruguay og Brasilien – de lande, der havde været det lysende eksempel på udviklingsøkonomi – nu alle blev styret af USA-støttede militærregeringer og var levende laboratorier for Chicagoskolens økonomiforståelse.

Ifølge hemmeligtstemplede brasilianske dokumenter, frigivet i marts 2007, havde de argentinske generaler blot uger inden, de greb magten, kontaktet Pinochet og den brasilianske junta og “opridset hovedtrækkene i, hvad det fremtidige regime ville gøre.”⁵⁷

På trods af det nære samarbejde gik den argentinske militærregering ikke så vidt med sine neoliberalistiske eksperimenter, som Pinochet havde gjort; den privatiserede for eksempel ikke landets oliereserver eller socialvæsnet (det kom først senere). Men når det kom til at angribe den politik og de institutioner, der havde hævet Argentinas fattige op i middelklassen, så fulgte juntaen trofast i Pinochets fodspor, takket være blandt andet den overflod af argentinske økonomer, der havde gennemgået Chicagoskolens program.

Argentinas nyslåede Chicagodrenge gaflede sig økonomiske nøgleposter i juntaens regering – finansminister, chef for nationalbanken og forskningsdirektør i finansministeriets skattedepartement såvel som adskillige lavere rangerende økonomiske poster.⁵⁸ Selvom de argentinske Chicagodrenge var entusiastiske deltagere i militærregeringen, så gik det øverste økonomiske embede ikke til en af dem, men til José Alfredo Martínez de Hoz. Han kom fra den godsejerklasse, der tilhørte Sociedad Rural, en kvægavlersammenslutning, som længe havde kontrolleret landets eksportøkonomi. Disse familier, det nærmeste man kunne komme på en adel i Argentina, havde været ganske godt tilfredse med den feudale orden – en tid, hvor de ikke behøvede at bekymre sig om jordreformer eller om, hvorvidt prisen på kød skulle blive sat ned, for at alle kunne få noget at spise.

Martínez de Hoz havde været præsident for Sociedad Rural, sådan som hans far og bedstefar havde været det før ham. Han sad også i bestyrelserne for adskillige multinationale virksomheder, blandt andre Pan American Airways og ITT. Da han overtog posten i juntaens regering, var der ingen tvivl om, at kuppet repræsenterede elitens oprør, en modrevolution mod det, Argentinas arbejdere havde opnået de sidste fyrre år.

Martínez de Hoz’ første handling som økonomiminister var at forbyde strejker og tillade arbejdsgiverne at fyre medarbejdere, som det passede dem. Han ophævede priskontrollen, hvilket fik fødevarepriserne til at ryge i vejret. Han besluttede også, at Argentina atter skulle være et gæstfrit sted for udenlandske, multinationale firmaer. Han fjernede begrænsningerne på udenlandsk ejerskab og solgte i løbet af de første år hundredvis af statslige virksomheder.⁵⁹ Det var noget, der gav ham magtfulde fans i Washington. Hemmeligtstemplede dokumenter viser, at William Rodgers, viceudenrigsminister for Latinamerika, kort efter kuppet fortalte sin chef, Henry Kissinger, at “Martínez de Hoz er en god mand. Vi har stået i nær kontakt med ham under hele forløbet.” Kissinger var så imponeret, at han fik arrangeret et højprofileret møde med Martínez de Hoz, da han besøgte Washington, “som en symbolsk gestus.” Han tilbød også at foretage et par telefonopkald for at hjælpe Argentina med økonomien: “Jeg vil ringe til David Rockefeller,” sagde Kissinger til juntaens udenrigsminister, en henvisning til formanden for Chase Manhattan Bank. “Og jeg vil også ringe til hans bror, vicepræsidenten [USAs, Nelson Rockefeller].”⁶⁰

For at tiltrække investorer indrykkede Argentina et 31-siders annoncetillæg i Business Week, produceret af PR-giganten Burson-Marsteller, som bekendtgjorde, at “få regeringer i historien har tilskyndet så stærkt til private investeringer ... Vi befinder os i en sand social revolution, og vi søger samarbejdspartnere. Vi er i færd med at befri os selv fra det statiskes byrde og tror fuldt og fast på den private sektors helt afgørende rolle.”^{III, 61}

Nok en gang var de menneskelige konsekvenser ikke til at tage fejl af: I løbet af et år var lønningerne faldet med 40 procent, fabrikkerne lukkede, fattigdommen røg i vejret. Inden juntaen tog magten, var der færre fattige mennesker i Argentina end i Frankrig eller USA – blot 9 procent – og en arbejdsløshedsprocent, der var helt nede på 4,2 procent.⁶² Landet begyndte at vise tegn på en underudvikling, man troede hørte fortiden til. Fattige boligområder havde ikke vand, og sygdomme, der burde være til at helbrede, grasserede.

I Chile havde Pinochet frie hænder til at bruge den økonomiske politik til at flå middelklassen, takket være den chokerende og frygtskabende måde, han havde taget magten på. Selvom hans jagerfly og dødspatruljer havde været enormt effektive i forhold til at sprede terror, så havde de vist sig at være katastrofer rent PR-mæssigt. Presserapporter om Pinochets massakrer førte til et ramaskrig verden rundt, og aktivister i Nordamerika og Europa lagde aggressivt pres på deres regeringer for ikke at handle med Chile – et temmelig uvelkomment resultat for et styre, hvis raison d’etre var at åbne landet for handel.

De nyligt offentliggjorte dokumenter fra Brasilien viser, at Argentinas generaler, da de forberedte deres kup i 1976, ønskede at “undgå at komme ud for en international kampagne som den, der blev nedkaldt over Chile.”⁶³ For at nå dette mål var det vigtigt, at man brugte nogle undertrykkelsestaktikker, der var mindre iøjnefaldende – nogle, der havde en lavere profil og stadig var i stand til at sprede terror, men ikke så synlige, at de påkaldte sig den internationale presses bevågenhed. I Chile havde Pinochet hurtigt besluttet sig for at lade folk forsvinde. I stedet for åbent at dræbe eller arrestere deres bytte, bortførte soldaterne dem og satte dem i hemmelige lejre, hvor man torturerede og ofte dræbte dem, hvorpå man nægtede ethvert kendskab til forsvindingerne. Ligene blev smidt i massegrave. Ifølge Chiles sandhedskommission, etableret i maj 1990, skilte det hemmelige politi sig af med nogle af ofrene ved at smide dem i havet fra helikoptere, “efter først at have sprættet deres maver op for at forhindre dem i at flyde ovenpå.”⁶⁴ Ud over ikke at være så højprofilerede viste bortførelserne sig også at være endnu mere effektive som terrorvåben end åbenlyse massakrer, for forestillingen om, at statsapparatet kunne bruges til at få folk til at forsvinde op i den blå luft, var yderst destabiliserende.

I midten af halvfjerdserne var forsvindinger blevet Chicagoskolejuntaernes foretrukne håndhævelsesredskab i hele Sydspidsen – og ingen brugte det mere nidkært end de præsidenter, der sad i Argentinas præsidentpalads. Da deres styre var omme, regnede man med, at tredive tusinde var forsvundet.⁶⁵ Mange af dem var, som deres chilenske fæller, blevet smidt ud fra fly og ned i det mudrede vand ved Rio de la Platas udløb.

Den argentinske junta var excellent til at holde den perfekte balance mellem offentlig og privat terror, idet den udførte nok offentlig terror til, at alle vidste, hvad der foregik, samtidig med at den holdt det hemmeligt nok til, at det altid kunne benægtes. I dets første dage ved magten lavede juntaen en enkel dramatisk demonstration af sin vilje til at bruge dødbringende magt. En mand blev skubbet ud af en Ford Falcon (et køretøj, der var berygtet for det hemmelige politis brug af det), bundet til toppen af Buenos Aires mest prominente monument, den syvogtres og en halv meter høje, hvide obelisk, og skudt med maskingevær i fuld offentlighed.

Derefter blev juntaens mord mørklagte, men de var der altid. Forsvindinger, der offentligt blev benægtet, var meget offentlige forestillinger, der byggede på en tavs medviden fra hele kvarterers side. Når nogen blev udset til udslettelse, dukkede en kortege af militære køretøjer op uden for personens hjem eller arbejdsplads og spærrede gaden af. Ofte med en helikopter snurrende ovenover. I fuldt dagslys og for øjnene af naboer slog politi eller soldater døren ind og trak ofret ud. Vedkommende råbte ofte sit navn, inden han eller hun forsvandt ind i en ventende Ford Falcon, i håbet om, at nys om begivenheden ville nå frem til familien. Nogle “hemmelige” operationer var om muligt endnu mere uforskammede. Politiet var kendt for at stige om bord i overfyldte bybusser og trække passagerer ud ved håret; i byen Santa Fe blev et par kidnappet lige foran alteret på deres bryllupsdag for øjnene af en fyldt kirke.⁶⁶

Terrorens offentlige karakter standsede ikke ved det at tage nogen til fange. Når først de var tilbageholdt, blev fanger i Argentina sendt til en af de mere end tre hundrede torturlejre fordelt over hele landet.⁶⁷ Mange af dem lå i tætbefolkede områder; en af de mest berygtede lå i en forhenværende sportsklub i det centrale Bahía Blanca og en anden i en fløj på et fungerende hospital. I disse torturcentre drønede biler ud og ind på alle tider af døgnet, man kunne høre skrig gennem de dårligt isolerede vægge, og mærkelige ligformede pakker blev set båret ind og ud. Alt sammen tavst registreret af de omkringboende.

Regimet i Uruguay var tilsvarende frækt: Et af dets største torturcentre var flådekasernen ned til kystpromenaden i Montevideo, et område hvor familier yndede at spadsere eller tage på picnic. Under diktaturet var området tømt for mennesker, ligesom byens indbyggere gjorde sig umage for ikke at høre skrigene derfra.⁶⁸

Den argentinske junta var særlig sjusket, når det handlede om at skaffe sig af med dens ofre. En vandretur på landet kunne let ende i gys og gru, fordi massegrave ikke blev dækket ordentlig til. Lig dukkede op i offentlige skraldespande med manglende fingre og tænder (sådan som de gør den dag i Irak), eller også skyllede de op på bredderne af Rio de la Plata, nogle gange en halv snes ad gangen, efter en af juntaens “dødsflyvninger”. Ved lejlighed regnede de endda ned på bøndernes marker fra helikoptere ovenover.⁶⁹

Alle argentinere var på den ene eller den anden måde indforskrevet som vidner til udslettelsen af deres medborgere, selvom de fleste hævdede ikke at vide, hvad der foregik. Argentinerne har et udtryk, de bruger, for det paradoksale i at vide noget, man har set med egne øjne, og den øjenlukkende terror, der var den dominerende tankegang på den tid: “Vi vidste ikke, hvad ingen kunne nægte.”

Da de, der var eftersøgte af de forskellige juntaer, ofte søgte tilflugt i nabolande, arbejdede regionens regeringer sammen i den berygtede Operation Condor. I forbindelse med Condor delte efterretningsvæsenerne i Sydspidsen informationer om “undergravende elementer” – hjulpet på vej af et tiptop, moderne computersystem stillet til rådighed af Washington – og lod hinandens agenter færdes frit frem og tilbage over grænserne, så de kunne kidnappe og torturere, et system der i uhyggelig grad minder om CIAs “extraordinary rendition”-netværk i dag.^{70, IV}

Juntaerne udvekslede også informationer om, hvilke midler de hver især havde fundet frem til som de mest effektive til at hale oplysninger ud af deres fanger. Adskillige chilenere, der var blevet tortureret på Chile Stadion i dagene efter kuppet, bemærkede den uventede tilstedeværelse af brasilianske soldater, som gav gode råd omkring den mest videnskabelige måde at påføre smerte på.⁷¹

Der var talrige muligheder for sådanne udvekslinger i denne periode, og mange af dem foregik gennem USA og involverede CIA. En undersøgelse i det amerikanske senat i 1975 af USAs intervention i Chile viste, at CIA havde stået for træningen af Pinochets militær i metoder til at “kontrollere undergravende virksomhed”.⁷² Også USAs oplæring af brasilianske og uruguayanske politifolk i afhøringsteknikker er blevet solidt dokumenteret. Ifølge et vidneudsagn citeret i en rapport fra landets sandhedskommission, Brazil, Never Again, offentliggjort i 1985, deltog officerer fra hæren i formelle “torturtimer” hos militærpolitiet, hvor de så lysbilleder af forskellige martringsmetoder. I løbet af disse seancer blev der bragt fanger ind til “praktisk demonstration” – og de blev tortureret på det grusomste, mens op til hele hundrede underofficerer fra hæren så på og lærte. Rapporten fastslår, at “en af de første til at indføre denne praksis i Brasilien var Dan Mitrione, en amerikansk politibetjent. Som politiinstruktør i Belo Horizonte i det brasilianske militærstyres første år fangede Mitrione tiggere på gaden og torturerede dem i klasseværelser, så det lokale politi kunne lære, hvordan man på forskellig vis kunne skabe den største modsætning mellem krop og bevidsthed hos fangen.”⁷³ Herefter tog Mitrione videre for at lede politiuddannelse i Uruguay, hvor han i 1970 blev kidnappet og dræbt af Tupamaro-guerillaer – den venstreorienterede gruppe havde planlagt operationen for at udstille Mitriones meddelagtighed i torturundervisningen.^V Ifølge en af hans tidligere elever insisterede han, ligesom forfatterne til CIAs manual, på, at tortur ikke var sadisme, men videnskab. “Den rigtige smerte på det rigtige tidspunkt og i den rigtige mængde” var hans motto.⁷⁴ Resultaterne af hans undervisning står tydeligt at læse i alle rapporter om menneskerettigheder i Sydspidsen fra denne onde periode. Gang på gang henviser de til de metoder, der findes kodificeret i Kubark-manualen. Arrestation tidligt om morgenen, hætter på, intens isolation, bedøvelse, tvungen nøgenhed, elektrochok. Og alle steder finder vi den forfærdelige arv efter McGill-eksperimenterne i form af påtvunget regression.

Løsladte fanger fra Chiles nationalstadion fortalte, at de store projektører blev holdt tændt dag og nat, mens måltidernes rækkefølge med vilje blev ændret.⁷⁵ Soldaterne tvang mange af fangerne til at tage et tæppe over hovedet, så de hverken kunne se eller høre ordentligt, en forbløffende praksis når man betænker, at alle fangerne vidste, at de sad på et stadion. Virkningen af disse manipulationer var, ifølge fangerne, at de mistede deres fornemmelse af dag og nat, hvilket forstærkede det chok og den panik, kuppet og de efterfølgende arrestationer havde udløst. Det virkede næsten, som om stadion var blevet omdannet til et gigantisk laboratorium, og at de var prøveklude i et mærkværdigt eksperiment med sansemanipulation.

En mere trofast kopi af CIAs eksperimenter kunne findes i Chiles Villa Grimaldi-fængsel, der “var kendt for sine ‘Chile-rum’ – isolationsceller af træ så små, at fangerne end ikke kunne knæle eller ligge ned.”⁷⁶ Fanger i Uruguays Libertad-fængsel blev sendt til la isla, øen: små celler uden vinduer oplyst af en enkelt pære døgnet rundt. Betydningsfulde fanger blev holdt fuldstændigt isolerede i over ti år. “Vi begyndte at tro, at vi var døde, at vores celler ikke var celler, men grave, at verden udenfor ikke eksisterede, at solen var en myte,” mindedes en af disse fanger, Mauricio Rosencof. I elleve et halvt år så han kun solen i otte timer. Hans sanser var på dette tidspunkt så svækkede, at han “glemte farverne – farver eksisterede ikke.” ^VI’⁷⁷

På et af Argentinas største torturcentre, flådens maskinmesterskole i Buenos Aires, blev isolationskammeret kaldt for la capucha, hætten. Juan Miranda, som tilbragte tre måneder i la capucha, fortalte mig om det mørke sted: “De sørger for, at man har bind for øjnene og en hætte på, har hænder og fødder i lænker og ligger på en skummadras dagen lang oppe på fængslets loft. Jeg kunne ikke se de andre fanger – jeg var adskilt fra dem af krydsfiner. Når fangevogterne kom med mad, tvang de mig til at stå med ansigtet mod væggen og trak så hætten op, så jeg kunne spise. Det var det eneste tidspunkt, hvor vi fik lov at sidde op; ellers skulle vi ligge ned hele tiden.” Andre argentinske fanger fik udsultet deres sanser i celler på størrelse med kister, kaldet tubos.

Den eneste befrielse fra isolationen var en skæbne, der var endnu værre; afhøringslokalet. Den mest udbredte teknik, anvendt i alle regionens torturkamre af militærregimerne, var elektrochok. Der var snesevis af måder, hvorpå man kunne sende strøm gennem fangernes kroppe. Ved hjælp af strømførende ledninger, ved hjælp af militære felttelefoner, nåle under neglene, ved påsætning af klemmer på gummer, brystvorter, kønsdele, ører, munde, i åbne sår, tilsluttet kroppe overdænget med vand til forstærkning af spændingen, på kroppe spændt fast til borde eller til Brasiliens “dragestol” af jern. Argentinas kvægopdrættende junta var stolt af sit særlige bidrag – fangerne fik deres chok fastspændte til en metalseng, kaldet la parilla (grillen), hvor de fik la picana (en elektrisk kvægstav) at føle.

Det nøjagtige antal mennesker, der blev sendt gennem Sydspidsens torturmaskineri, er umuligt at regne sig frem til, men det ligger sikkert et eller andet sted mellem 100.000 og 150.000, hvoraf titusindvis blev dræbt.⁷⁸

Et vidne i vanskelige tider

At være venstreorienteret var i disse år lig med at være jaget. De, der ikke undslap i eksil, kæmpede minut for minut for at være et skridt foran det hemmelige politi – en tilværelse af sikre adresser, telefonkoder og falske identiteter. En af dem, der levede et sådant liv i Argentina, var landets legendariske dybdeborende journalist Rodolfo Walsh. Han var en selskabeligt anlagt renæssancefigur, forfatter til kriminalromaner og prisvindende noveller, men Walsh var også en superdygtig sporhund, der var i stand til at knække militære koder og til at udspionere spionerne. Hans største efterforskningssejr høstede han, da han arbejdede som journalist på Cuba, hvor det lykkedes ham at opsnappe og dechifrere en CIA-telex, så invasionen i Svinebugten blev afsløret. Denne information tillod Castro at forberede sig og forsvare sig mod invasionen.

Da Argentinas foregående militærjunta havde forbudt peronismen og kvalt demokratiet, besluttede Walsh sig for at tilslutte sig den væbnede Montonero-bevægelse som deres efterretningsekspert.^VII Det placerede ham øverst på generalernes liste over eftersøgte personer, og hver eneste gang, en person forsvandt, var det ensbetydende med ny frygt for, at piranaerne skulle skaffe sig oplysninger, der kunne føre politiet til det skjulested, han havde sikret sig sammen med sin partner Lilia Ferreyra, i en lille landsby uden for Buenos Aires.

Walsh havde via sit brede netværk af kilder forsøgt at opspore juntaens utallige forbrydelser. Han udarbejdede lister over de døde og forsvundne, placeringer af massegrave og hemmelige torturcentre. Han roste sig af sin viden om fjenden, men i 1977 blev selv han målløs over den dyriske brutalitet, den argentinske junta slap løs på landets egen befolkning. I løbet af militærstyrets første år ved magten var snesevis af hans nære venner og kolleger forsvundet i dødslejre, og hans egen seksogtyveårige datter, Vicki, var også død, hvad der drev Walsh til vanvid af sorg.

Men med Ford Falconer-biler sværmende rundt omkring sig, var der ikke mulighed for et stille, sørgende liv. Walsh vidste, at hans tid var begrænset, og han traf en beslutning om, hvordan han ville fejre regimets forestående etårs fødselsdag: Hvor de officielle aviser ville prise generalerne for at have reddet landet, ville han skrive sin egen, ucensurerede version af den fornedrelse, landet var sunket hen i. Den skulle have overskriften “Åbent brev fra en forfatter til militærjuntaen”, og den var komponeret, skrev Walsh, “uden håb om, at man ville lytte til den og med sikkerhed for at blive retsforfulgt, oprigtig i forhold til den forpligtelse, jeg påtog mig for lang tid siden om at bære vidne i vanskelige stunder.”⁷⁹

Brevet skulle være den definitive fordømmelse af såvel statsterrorismens metoder som af det økonomiske system, de tjente. Walsh planlagde at distribuere sit “Åbne brev” på samme måde, som han havde distribueret tidligere kommunikeer fra undergrunden. Ved at lave ti kopier, sende dem fra forskellige postkasser til udvalgte kontakter, som så ville distribuere dem videre. “Jeg vil have, at de røvhuller skal vide, at jeg stadig er her, stadig lever og stadig skriver,” sagde han til Lilia, da han satte sig til Olympia-skrivemaskinen.⁸⁰

Brevet lægger ud med en redegørelse for generalernes terrorkampagne, deres brug af “maksimal tortur, endeløs og metafysisk,” såvel som for CIAs deltagelse i oplæringen af argentinsk politi. Efter at have opregnet metoderne og gravpladserne i de mest sindsoprivende detaljer skifter Walsh pludselig gear: “Disse begivenheder, der oprører den civiliserede verdens samvittighed, er imidlertid ikke den største lidelse, der påføres det argentinske folk, eller den værste forbrydelse mod menneskerettighederne, I har gjort jer skyldige i. Det er i denne regerings økonomiske politik, at man opdager ikke blot forklaringen på disse forbrydelser, men de endnu værre grusomheder, som plager millioner af mennesker gennem planlagt elendighed ... Man behøver blot at gå rundt i Buenos Aires’ gader nogle få timer for at se, med hvilken fart en sådan politik omdanner byen til en ‘blikskursby’ med ti millioner indbyggere.”⁸¹

Det system, Walsh beskrev, var Chicagoskolens neoliberalisme, den økonomiske model, der skulle feje hen over verden. Efterhånden som den slog rod i Argentina i de kommende tiår, ville det lykkes den at sende mere end halvdelen af befolkningen ned under fattigdomsgrænsen. Walsh opfattede det ikke som et uheld, men som en omhyggelig gennemførelse af en plan – “planlagt elendighed”.

Han underskrev brevet den 24. marts 1977, nøjagtig et år efter kuppet. Næste morgen tog Walsh og Lilia Ferreyra ind til Buenos Aires. De delte brevbundtet mellem sig og puttede dem i postkasser rundt om i byen. Nogle få timer senere tog Walsh til et møde, han havde arrangeret med familien til en forsvunden kollega. Det var en fælde: En eller anden havde talt over sig under tortur, og ti bevæbnede mænd lå i baghold uden for huset med ordre til at fange Walsh. “Kom tilbage med det dumme svin i live, han tilhører mig,” skal admiral Massera, en af de tre juntaledere, angiveligt have sagt til soldaterne. Walsh, hvis motto var: “Det er ikke en forbrydelse at tale; forbrydelsen er at blive arresteret”, trak øjeblikkelig sin pistol og gav sig til at skyde. Han sårede en af soldaterne, og de besvarede ilden. Han var død, da bilen nåede frem til flådens maskinmesterskole. Walshs lig blev brændt og smidt i en flod.⁸²

Forsidehistorien “War on Terror”

Sydspidsens juntaer forsøgte ikke at skjule deres revolutionære ambitioner om at omskabe deres respektive samfund, men de var smarte nok til offentligt at benægte det, Walsh anklagede dem for. At bruge massiv vold for at kunne opnå økonomiske mål, mål som helt sikkert ville have fremprovokeret en folkelig opstand, havde der ikke været et terrorsystem bag dem.

I det omfang, statens drab blev erkendt, blev de af juntaerne retfærdiggjort med, at man kæmpede mod farlige marxistiske terrorister, betalt og kontrolleret af KGB. Hvis juntaerne benyttede sig af “beskidte” taktikker, så skyldtes det, at deres modstandere var afskyelige. I en sprogbrug, der forekommer uhyggelig bekendt i dag, kaldte admiral Massera det “en krig for frihed og mod tyranni ... en krig mod dem, der foretrækker døden, og for os, der foretrækker livet ... Vi kæmper mod nihilister, mod ødelæggelsens håndlangere, hvis eneste mål er selve ødelæggelsen, selvom de lader det fremstå som sociale korstog.”⁸³

I opløbet til kuppet i Chile kørte CIA en massiv propagandakampagne for at fremstille Allende som en forklædt diktator, en machiavellisk rænkesmed, der havde brugt det konstitutionelle demokrati til at få magt, men som stod over for at indføre en sovjetinspireret politistat, som chilenerne aldrig ville kunne slippe ud af. I Argentina og Uruguay blev de største venstreorienterede guerillagrupper – Montoneros og Tupamaros – fremstillet som farlige trusler mod den nationale sikkerhed, sådan at generalerne ikke havde andet valg end at suspendere demokratiet, gribe statsmagten selv og bruge alle til rådighed stående midler for at knuse dem.

I alle tilfælde var truslen enten vildt overdrevet eller fuldstændig fabrikeret af juntaerne. Blandt de mange andre afsløringer, senatskommiteen i 1975 fandt frem til, var, at den amerikanske regerings eget efterretningsvæsen ikke mente, at Allende udgjorde nogen trussel mod demokratiet.⁸⁴ Hvad Argentinas Montoneros og Uruguays Tupamaros angik, så var de bevæbnede grupper med tydelig folkelig opbakning, som var i stand til at sætte ind med vovelige angreb på militære mål og virksomheder. Men Tupamaros-bevægelsen i Uruguay var fuldstændig gået i opløsning, da militæret greb den absolutte magt, og Argentinas Montoneros var færdige efter det første halve år med et diktatur, der skulle vare syv år (det var derfor, Walsh skjulte sig). Hemmeligtstemplede dokumenter fra udenrigsministeriet har vist, at César Augusto Guzzetti, den argentinske juntas udenrigsminister, den 7. oktober 1976 fortalte Henry Kissinger, at “terroristorganisationen er blevet nedkæmpet” – men alligevel fortsatte juntaen med at lade titusindvis af borgere forsvinde efter denne dato.⁸⁵

I mange år præsenterede det amerikanske udenrigsministerium også de “beskidte krige” i Sydspidsen som kampe mellem militæret og farlige guerillabevægelser, kampe der indimellem kom ud af kontrol, men som stadig fortjente økonomisk og militær hjælp. Der kommer flere og flere beviser på, at Washington i Argentina, såvel som i Chile, var vidende om, at man støttede en helt anden form for militær operation.

I marts 2006 frigav National Security Archive i Washington tidligere fortrolige detaljer fra et møde i udenrigsministeriet, der fandt sted blot to dage efter den argentinske juntas kup i 1976. Under mødet fortæller William Rodgers, viceudenrigsminister for Latinamerika, Kissinger, at “vi må forvente en hel del undertrykkelse og sikkert rigtig meget blod i Argentina inden længe. Jeg tror, at de bliver nødt til at slå meget hårdt ned på ikke blot terroristerne, men også på fagforeningernes og deres partiers dissidenter.”⁸⁶

Og det må man love for. Hovedparten af ofrene for terrorapparatet i Sydspidsen var ikke medlemmer af bevæbnede grupper, men ikke-voldelige aktivister, der arbejdede på fabrikker, på gårde, i blikskursbyerne og på universiteterne. De var økonomer, kunstnere, psykologer og venstreorienterede partitilhængere. De blev ikke dræbt på grund af deres våben (som de fleste af dem ingen havde af), men på grund af deres overbevisning. I Sydspidslandene, hvor nutidens kapitalisme blev født, var “Krigen mod terror” en krig mod enhver forhindring for den nye økonomiske orden.

I. Allende blev fundet med hovedet skudt i smadder. Det diskuteres stadig, om han blev ramt af en af de kugler, der blevet fyret ind i La Moneda, eller om han skød sig selv for ikke at give chilenerne et billede af en præsident, der overgav sig til en oprørshær. Den sidste teori er den mest troværdige.

II. Nogle Chicago-økonomer hævder, at det første eksperiment med chokterapi fandt sted i Vesttyskland den 20. juni 1948. Det var den dag, finansminister Ludwig Erhard ophævede de fleste priskontroller og indførte en ny møntfod. Tiltaget var hurtigt og kom uden varsel, var et enormt chok for den tyske økonomi og førte til udbredt arbejdsløshed. Men her holder parallellerne også op: Erhards reformer begrænsede sig til pris- og pengepolitikken og blev ikke fulgt af nedskæringer i sociale programmer eller med lynhurtig indførelse af frihandel. Der blev gjort meget for at beskytte borgerne mod disse chok. Inklusive stigende lønninger. Selv efter chokket levede Vesttyskland let op til Friedmans definition på en kvasi-socialistisk velfærdsstat: Den sørgede for boliger med tilskud, offentlige pensioner, offentlig sygesikring og et statsligt uddannelsessystem, mens staten drev og støttede alt fra telefonselskaber til aluminiumsfabrikker. At give Erhard æren for at have stået fadder til chokterapien kunne være en tiltalende historie, da hans eksperiment fandt sted, efter at Vesttyskland var sluppet af med tyranniet, men Erhards chok minder meget lidt om de altomfattende transformationer, der nu om dage forstås ved en økonomisk chokterapi – den metode var Friedman og Pinochet pionerer i, i et land der lige havde mistet sin frihed.

III. Juntaen havde så travlt med at bortauktionere landet til investorer, at man annoncerede med “en ti procents rabat på byggegrunde de næste 60 dage.”

IV. Den latinamerikanske operation var modelleret over Hitlers “I nattens mulm og mørke”. I 1941 bestemte Hitler, at modstandsfolk fra de besatte lande skulle føres til Tyskland og “forsvinde i nattens mulm og mørke”. Adskillige højtplacerede nazister fandt tilflugt i Chile og Argentina, og der er visse spekulationer over, om de har trænet disse landes efterretningsvæsener i disse taktikker.

V. Episoden dannede grundlag for Costa-Gavras superbe film fra 1972: State of Siege.

VI. Fængselsadministrationen i Libertad arbejdede tæt sammen med psykologer om udformningen af torturteknikker tilpasset den enkeltes psykologiske profil – en metode, man nu bruger på Guantánamo Bay.

VII. Montoneros-bevægelsen blev grundlagt som et modsvar til det foregående diktatur. Peronismen blev forbudt, og Juan Péron opfordrede fra sit eksil sine unge tilhængere til at bevæbne sig og kæmpe for genindførelsen af frihed og demokrati. Det fulgte de op på, og Montoneros spillede – selvom de deltog i væbnede overfald og kidnapninger – en afgørende rolle med hensyn til at fremtvinge demokratiske valg med en peronistisk kandidat i 1973. Da Péron kom tilbage til magten, følte han sig imidlertid truet af Montoneros folkelige støtte og tilskyndede de højreorienterede dødspatruljer til at jage dem, hvilket er grunden til, at denne gruppe – kontroversiel som den ansås for at være – allerede var væsentligt svækket, da kuppet i 1976 kom.