KAPITEL 4

TAVLEN VASKES REN

TERROR GØR ARBEJDET

Udryddelse i Argentina er ikke noget spontant, den sker ikke ved et uheld, den er ikke irrationel: Der er tale om en systematisk ødelæggelse af en “betydelig del” af den nationale argentinske gruppe, som har til hensigt at transformere gruppen som sådan, at redefinere dens måde at være på, dens sociale relationer, dens skæbne, dens fremtid.
– Daniel Feierstein, argentinsk sociolog, 2004¹

Jeg havde kun et mål – at holde mig i live til næste dag ... Men det handlede ikke kun om at overleve, men at overleve som mig.
– Mario Villani, overlevende efter fire år i Argentinas torturlejre²

I 1976 var Orlando Letelier tilbage i Washington DC, nu ikke længere som ambassadør, men som aktivist i en progressiv tænketank, Institute for Policy Studies. Plaget af tanken om kolleger og venner, der stadig blev udsat for tortur i juntalejre, brugte Letelier sin nys opnåede frihed til at udstille Pinochets forbrydelser og til at forsvare Allendes minde over for CIAs propagandamaskine.

Aktivismen virkede, og Pinochet blev udsat for universel fordømmelse for sine overgreb på menneskerettighederne. Det, der frustrerede Letelier, som var uddannet økonom, var, at selv da verden snappede efter vejret i rædsel over rapporten om summariske henrettelser og elektrochok i fængslerne, var det de færreste, der gjorde indsigelser mod den økonomiske chokpolitik. Eller de var, som de internationale banker, der overøste juntaen med lån, ligefrem jubelglade for Pinochets tilslutning til “det frie markeds grundlag.” Letelier tilbageviste en ofte hævdet påstand om, at juntaen havde to forskellige projekter, som var lette at skelne fra hinanden – et friskt forsøg på økonomisk transformation og et ondt system af forfærdelig tortur og terror. Der var kun ét projekt, insisterede den tidligere ambassadør, hvori terroren var det vigtigste instrument i omstillingen til det frie marked.

“Tilsidesættelsen af menneskerettigheder, systemet med institutionaliseret brutalitet, den drastiske kontrol med og undertrykkelse af enhver form for afvigende meningstilkendegivelse bliver diskuteret (og ofte fordømt) som et fænomen, der kun har indirekte forbindelse til eller er helt uafhængigt af den klassiske, ubegrænsede ‘frimarkeds’politik, som er blevet gennemtvunget af militærjuntaen,” skrev Letelier i et svidende essay i The Nation. Han pegede på, at “denne meget belejlige opfattelse af et socialt system, hvor ‘økonomisk frihed’ og politisk terror eksisterer side om side uden at berøre hinanden, tillader økonomiske talsmænd at støtte deres opfattelse af ‘frihed’ samtidig med, at de viser deres verbale muskler til forsvar for menneskerettighederne.”³

Letelier gik så vidt som til at skrive, at Milton Friedman, som “den intellektuelle arkitekt bag og uofficielle rådgiver for det hold økonomer, der nu kører chilensk økonomi,” var medskyldig i Pinochets forbrydelser. Han afviste Friedmans forsvar om, at det at gå ind for chokbehandling kun var et “teknisk” råd. “Etableringen af en fri ‘privatøkonomi’ og kontrol med inflationen a la Friedman,” hævdede Letelier, kunne ikke ske fredeligt. “Den økonomiske plan er nødt til at blive gennemtvunget med magt, og i en chilensk sammenhæng kunne dette kun ske ved at dræbe tusindvis af mennesker, ved at etablere koncentrationslejre over hele landet, ved at indespærre over 100.000 mennesker i løbet af tre år ... Tilbageslag for de mange og ‘økonomisk frihed’ for en lille, privilegeret gruppe er i Chile to sider af den samme sag.” Der var, skrev han, “en indre overensstemmelse” mellem det “frie marked” og ubegrænset terror.⁴

Leteliers kontroversielle artikel blev offentliggjort i slutningen af august 1976. Mindre end en måned senere, den 21. september, var den fireogfyrreårige økonom på vej til sit arbejde i centrum af Washington, DC i bil. På vej gennem ambassadekvarteret eksploderede en fjernstyret bombe under førersædet og sendte bilen højt op i luften samtidig med, at den rev benene af ham. Mens hans afrevne fod lå tilbage på fortovet, blev Letelier kørt til George Washington-hospitalet; han var død ved ankomsten. Den forhenværende ambassadør havde kørt sammen med en femogtyveårig amerikansk kollega, Ronni Moffit, som også mistede livet ved angrebet.⁵ Det var Pinochets mest uhyrlige og udfordrende gerning siden kuppet.

En FBI-undersøgelse afslørede, at bomben var placeret af Michael Townley, et overordnet medlem af Pinochets hemmelige politi, der senere blev dømt for forbrydelsen ved en amerikansk forbundsdomstol. Snigmorderne havde fået lov at komme ind i USA på falske pas med CIAs vidende.⁶

Da Pinochet døde i december 2006 i en alder af enoghalvfems, stod han over for utallige forsøg på at få ham retsforfulgt for de forbrydelser, der blev begået under hans styre – fra mord, kidnapning og tortur til korruption og skatteunddragelse. Orlando Leteliers familie havde i årtier forsøgt at få stillet Pinochet for retten for bomben i Washington og at få adgang til de amerikanske sagsakter omkring hændelsen. Men diktatoren fik med sin død det sidste ord og unddrog sig alle retssager, idet han udsendte et posthumt brev, hvori han forsvarede kuppet og brugen af “maksimal strenghed” til at nedkæmpe “et proletariatets diktatur ... Hvor ville jeg dog ønske, at den militære aktion den 11. september 1973 ikke havde været nødvendig!” skrev Pinochet. “Hvor ville jeg dog ønske, at den marxistisk-leninistiske ideologi ikke havde invaderet vores fædreland!”⁷

Ikke alle kriminelle fra Latinamerikas år med terror har været så heldige. I september 2006, treogtyve år efter afslutningen af Argentinas militærdiktatur, blev en af hovedmændene bag indførelsen af terror endelig idømt en livstidsstraf. Den dømte var Miguel Osvaldo Etchecolatz, som havde været provinsen Buenos Aires’ politikommissær i juntaårene.

Under den historiske retssag dukkede et centralt vidne, Jorge Julio López, ikke op – han forsvandt. López havde været forsvundet i halvfjerdserne, var blevet tortureret på det grusomste og derpå frigivet – nu skete det hele igen. López blev i Argentina kendt som den første person, der var “dobbeltforsvundet”.⁸ Midt på året 2007 var han stadig ikke dukket op, og politiet var næsten sikker på, at han var blevet kidnappet som en advarsel til andre mulige vidner – samme gamle taktik som i terrorårene.

Dommeren i sagen, den femoghalvtredsårige Carlos Rozanski fra Argentinas forbundsdomstol, fandt Etchecolatz skyldig i seks sigtelser for drab, seks sigtelser for ulovlig frihedsberøvelse og syv sigtelser for tortur. Da han afsagde dommen, gjorde han noget kontroversielt. Han udtalte, at dommen ikke ydede retfærdighed i forhold til forbrydelsens sande karakter, og at han, af hensyn til “konstruktionen af en kollektiv erindring,” var nødt til at tilføje, at alle “disse forbrydelser mod menneskeheden blev begået i sammenhæng med det folkemord, som fandt sted i den argentinske republik mellem 1976 og 1983.”⁹

Med den dom spillede dommeren sin rolle i genskrivningen af den argentinske historie: Drabene på venstreorienterede i halvfjerdserne var ikke del af en “beskidt krig”, i hvilken to sider tørnede sammen og forskellige forbrydelser blev begået, sådan som det havde været den officielle historie i årtier. De forsvundne var heller ikke blot ofre for gale diktatorer, berusede af sadisme og deres egen personlige magt. Det, der var sket, var noget mere videnskabeligt, mere forfærdende rationelt. Som dommeren udtrykte det, havde der eksisteret en “plan for udryddelse, som blev bragt til udførelse af dem, der styrede landet.”¹⁰

Han forklarede, at drabene var en del af et system, planlagt forud og kopieret til brug overalt i landet, begået med den klare hensigt ikke at angribe enkeltpersoner, men at ødelægge de dele af samfundet, som disse personer repræsenterede. Folkemord er et forsøg på at myrde en gruppe, ikke en samling enkeltpersoner; og derfor var der, hævdede dommeren, tale om folkemord.¹¹

Rozanski var klar over, at hans brug af ordet “folkemord” var kontroversiel, og han skrev en lang argumentation, der bakkede hans ordvalg op. Han erkendte, at FNs folkemordsdeklaration definerer denne forbrydelse som en “hensigt om at udrydde, helt eller delvis, en national, etnisk eller racedefineret gruppe”; konventionen omfatter ikke udslettelsen af en gruppe baseret på politisk overbevisning – som det havde været tilfældet i Argentina – som folkemord, men Rozanski udtalte, at han ikke anså denne udeladelse for at være juridisk legitim.¹² Idet han henviste til et lidet kendt afsnit i FNs historie, forklarede han, at FNs generalforsamling den 11. december 1946, som direkte følge af nazisternes jødeudryddelse, enstemmigt havde vedtaget at fordømme folkemordshandlinger, når “racemæssige, religiøse, politiske og andre grupper er blevet udslettet, helt eller delvis.”¹³ Grunden til, at ordet “politisk” var blevet fjernet fra konventionen to år senere, var, at Stalin forlangte det. Stalin vidste, at hvis det at udslette en “politisk gruppe” var lig med folkemord, så ville det dække hans blodige udrensninger og massefængslinger af politiske modstandere. Stalin havde opbakning nok fra andre ledere, der også ønskede at forbeholde sig retten til at udslette deres politiske modstandere, til, at ordet blev droppet.¹⁴

Rozanski skrev, at han anså den oprindelige FN-definition for at være mere legitim, da den ikke havde været gjort til genstand for dette selvinteressens kompromis.^I Han henviste også til en dom i den spanske landsret, hvor en af Argentinas berygtede torturbødler var blevet stillet for en domstol i 1998. Også denne ret havde dømt Argentinas junta for at have begået “folkemordsforbrydelser”. Den definerede den gruppe, som juntaen forsøgte at udslette, som “de borgere, der ikke passede ind i den model, undertrykkerne havde bestemt som passende for den nye tingenes tilstand, der var blevet etableret i landet.”¹⁵ Det følgende år, 1999, argumenterede den spanske dommer Baltasar Garzón, berømt for at have udstedt en arrestordre mod Augusto Pinochet, også for, at Argentina havde begået folkemord. Også han gjorde et forsøg på at definere, hvilken gruppe der havde været målet for udryddelsen. Juntaens mål var, skrev han, at “etablere en ny orden, sådan som Hitler havde håbet at gøre det i Tyskland, hvor der ikke var plads til visse typer mennesker.” De mennesker, der ikke passede ind i den nye orden, var dem, “der befandt sig i de sektorer, som stod i vejen for den ideale indretning af den nye argentinske nation.”¹⁶

Der er selvfølgelig ingen sammenligning mulig mellem omfanget af det, der skete under nazisterne eller i Rwanda i 1994, og så forbrydelserne begået af korporativistiske diktaturer i Latinamerika i 1970’erne. Hvis folkemord er lig med holocaust, så hører disse forbrydelser ikke hjemme i denne kategori, men hvis folkemord forstås sådan, som disse domstole definerer det, som et forsøg på med overlæg at udslette de grupper, der står i vejen for et politisk projekt, så kan denne proces ses ikke blot i Argentina, men med forskellig intensitet overalt i den region, der blev omdannet til et laboratorium for Chicagoskolen. I disse lande var de mennesker, som “kom i vejen for idealet”, venstreorienterede af enhver art: Økonomer, arbejdere i suppekøkkener, fagforeningsfolk, musikere, folk der organiserede landarbejdere, politikere. Medlemmer af disse grupper blev udsat for en klar og overlagt, regionsomfattende strategi, koordineret på tværs af landegrænserne af Operation Condor, om at rykke venstrefløjen op med rode og udslette den.

Efter kommunismens fald er frie markeder og frie mennesker blevet markedsført som en og samme ideologi, der hævder at være menneskehedens bedste og eneste forsvar mod en gentagelse af en historie fyldt med massegrave, slagmarker og torturkamre. Men i Sydspidsen, det første sted, hvor vor tids religion om uhindrede frie markeder undslap kælderauditorierne på University of Chicago og blev anvendt på virkelighedens verden, bragte den ikke demokrati med sig; den byggede på omstyrtelsen af demokratiet i land efter land. Og den bragte ikke fred, men krævede et systematisk mord på titusinder og tortur af mellem 100.000 og 150.000 mennesker.

Der var, som Letelier skrev, en “indre overensstemmelse” mellem kampagnen for at rense visse dele af samfundet og projektets centrale ideologi. Chicagodrengene og deres professorer, som kom med gode råd og indtog topposter i Sydspidsens militærregimer, troede på en form for kapitalisme, som er puristisk af natur. Deres system bygger udelukkende på en tro på “balance” og “orden” og behovet for at være fri for indblanding og “forvrængning” for at kunne lykkes. På grund af disse karakteregenskaber kan et styre, der bekender sig til en trofast gennemførelse af dette ideal ikke tillade tilstedeværelsen af konkurrerende eller modificerende verdensanskuelser. Hvis idealet skal opfyldes, kræver det ideologisk monopol; ellers vil de økonomiske idealer, ifølge den centrale teori, blive forvrængede og hele systemet kastet ud i ubalance.

Chicagodrengene kunne næppe have valgt en del af verden, der var mindre gæstfri over for dette absolutistiske eksperiment end Latinamerikas Sydspids i 1970’erne. Udviklingsøkonomiens helt særlige fremgang betød, at området var en kakofoni af præcis de former for politik, som Chicagoskolen opfattede som forvrængende eller “uøkonomiske ideer”. Hvad vigtigere var, så kogte området af folkelige og intellektuelle bevægelser, der var opstået som direkte modsvar på laissez faire-kapitalismen. Sådanne synspunkter var ikke blot marginale, men typiske for hovedparten af borgerne, som det kunne ses af valg efter valg i land efter land. At en Chicagoskole-transformation skulle blive budt velkommen i Sydspidsen, var omtrent lige så sandsynligt som en proletarisk revolution i Beverly Hills.

Inden terrorkampagnen sænkede sig over Argentina, havde Rodolfo Walsh skrevet: “Intet kan standse os, hverken fængsel eller død. For man kan ikke fængsle eller dræbe et helt folk, og hovedparten af argentinerne ... ved, at kun folket kan redde folket.”¹⁷ Da Salvador Allende havde set tanksene rulle op for at angribe præsidentpaladset, havde han udsendt et enkelt radiokommuniké gennemsyret af den samme overbevisning: “Jeg er sikker på, at de frø, vi har sået i tusinder og tusinder af chileneres værdige bevidsthed, ikke kan rives op med rode,” lød hans sidste officielle ord. “De har overmagten; de kan undertrykke os, men de kan ikke standse de sociale processer ved hjælp af hverken forbrydelse eller magt. Historien er vores, og det er folket, der skriver den.”¹⁸

Regionens juntakommandanter og deres økonomisk medskyldige kendte alt for godt til disse sandheder. En veteran fra adskillige argentinske militærkup forklarede tankegangen inden for militæret: “I 1955 troede vi, at problemet var [Juan] Perón, så ham fjernede vi, men i 1976 vidste vi i forvejen, at problemet var arbejderklassen.”¹⁹ Det var det samme overalt i regionen: Problemet var stort og stak dybt. Denne erkendelse betød, at hvis den neoliberalistiske revolution skulle lykkes, så var juntaerne nødt til at gøre det, Allende havde erklæret umuligt – endegyldigt at fjerne de frø, der var sået under Latinamerikas venstreorienterede bølge. I den principerklæring, Pinochets diktatur udsendte efter kuppet, beskrives dets mission som “en længerevarende og dybgående operation til ændring af den chilenske mentalitet,” et ekko af en udtalelse tyve år forinden af USAIDs Albion Patterson, Chileprojektets Godfather: “Det, vi er nødt til at gøre, er at ændre folks mentalitet.”²⁰

Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? De frø, som Allende refererede til, var ikke blot en enkelt idé eller en gruppe politiske partier og fagforeninger. I tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne var venstrefløjen i Latinamerika den dominerende massekultur – det var Pablo Neruda og hans poesi, Victor Jaras og hans folkemusik, Mercedes Sosas og hendes frigørelsesteologi for tredjeverdenspræster, Augusto Boals emancipatoriske teater, Paolo Freires radikale pædagogik, Eduardo Galeanos og Walshs egen revolutionære journalistik. Det var legendariske helte og martyrer fra fjern og nær fortid, fra José Gervasio Artigas til Simón Bolivar og Che Guevara. Da juntaerne gik i gang med at gøre Allendes profeti til skamme og rykke socialismen op med rode, var det ensbetydende med at erklære krig mod hele denne kultur.

Dette imperativ kunne ses afspejlet i de metaforer, der dominerede militærregimerne i Brasilien, Chile, Uruguay og Argentina. De gode, gamle fascistiske floskler om udrensning, renvaskning, oprykning med rode og helbredelse. I Brasilien havde juntaens tilfangetagning af venstreorienterede kodenavnet Operação Limpeza, Operation Rengøring. På kupdagen refererede Pinochet til Allende og hans kabinet som “det snavs, som var i færd med at ødelægge vort land.”²¹ En måned senere opfordrede han til at “tilintetgøre ondets rod i Chile,” at sørge for en “moralsk renselse” af nationen, “lutret for laster” – et ekko af det Tredje Riges forfatter Alfred Rosenberg og hans opfordring til “en nådesløs udrensning med en stålbørste.”²²

Renselseskulturer

I Chile, Argentina og Uruguay iværksatte juntaerne massive ideologiske udrensningsoperationer og brændte bøger af Freud, Marx og Neruda, lukkede hundredvis af aviser og ugeblade, besatte universiteter, forbød strejker og politiske møder.

Nogle af de mest ondskabsfulde angreb var forbeholdt de “lyserøde” økonomer, som Chicagodrengene ikke kunne besejre før kuppene. Ved University of Chile, rival til det katolske universitet, blev hundredvis af professorer fyret på grund af “uopmærksomhed over for de moralske pligter” (blandt dem André Gunder Frank, Chicago-dissidenten, der skrev vrede breve hjem til sine tidligere professorer).²³ Under kuppet rapporterede Gunder Frank, at “seks studenter blev i fuld offentlighed skudt ned ved hovedindgangen til Økonomisk Institut som en lærestreg for de øvrige.”²⁴ Da juntaen greb magten i Argentina, marcherede soldater ind på University of the South i Bahía Blanca og fængslede sytten akademikere på baggrund af anklager om “undergravende undervisning”; igen var de fleste fra det økonomiske institut.²⁵ “Det er nødvendigt at udrydde de kilder, der føder, former og indoktrinerer den undergravende lovovertræder,” bekendtgjorde en af generalerne på en pressekonference.²⁶ I alt otte tusinde “ideologisk suspekte”, venstreorienterede uddannelsesfolk blev udrenset som del af Operation Clarity.²⁷ På gymnasierne forbød man gruppeeksamen – et tegn på en latent kollektiv tankegang, der var farlig for “den individuelle frihed”.²⁸

I Santiago var den legendariske venstrefløjsfolkesanger Victor Jara en af dem, der blev taget til fange på Chile Stadion. Behandlingen af ham var selve legemliggørelsen af den rasende opsathed på at bringe kulturen til tavshed. Først brækkede soldaterne begge hans hænder, så han ikke kunne spille guitar, hvorpå de skød ham fireogfyrre gange, ifølge Chiles Sandheds- og forsoningskommission.²⁹ For at sikre sig, at han ikke stadig kunne inspirere som død, beordrede regimet masteroptagelserne til hans plader destrueret. Mercedes Sosa, en musikerkollega, blev tvunget i eksil fra Argentina, den revolutionære teatermand Augusto Boal blev tortureret og eksileret fra Brasilien, Eduardo Galeano blev fordrevet fra Uruguay, og Walsh blev myrdet på åben gade i Buenos Aires. Man udslettede med overlæg en kultur.

Samtidig overtog en anden, saniteret, renset kultur dens plads. I den første tid under diktaturerne i Chile, Argentina og Uruguay var de eneste offentlige forsamlinger, der var tilladt, opvisninger af militær styrke og fodboldkampe. I Chile var det at gå i slacks nok til at blive arresteret, hvis man var en kvinde; det samme skete, hvis man som mand havde langt hår. “Overalt i republikken finder en grundig renselse sted,” erklærede en leder i en juntakontrolleret argentinsk avis. Den opfordrede til afskrubning af al venstreorienteret graffiti: “Men snart vil facaderne stå skinnende rene, befriet for dette mareridt med sæbe og vand.”³⁰

I Chile var Pinochet opsat på at knække befolkningens vane med at gå på gaden. Selv den mindste sammenstimlen blev opløst ved hjælp af vandkanoner, Pinochets foretrukne våben, når det gjaldt kontrol over mængden. Juntaen havde i hundredvis af dem, små nok til at køre op på fortove og oversprøjte små samlinger af skolebørn, der delte løbesedler ud; selv begravelsesoptog blev, hvis de blev for truende, brutalt slået ned. De allestedsnærværende kanoner, der fik øgenavnet guanacos efter den spyttende lama, fejede folk af vejen, som var de menneskeligt affald, og efterlod gaderne glinsende rene og tomme.

Kort tid efter kuppet udsendte den chilenske junta en forordning, der kraftigt opfordrede borgerne til at tage del i renselsen af deres hjemland ved at rapportere om fremmede “ekstremister” og “fanatiske chilenere”.³¹

Hvem dræbte – og hvorfor

Hovedparten af de mennesker, der blev fejet væk under razziaerne, var ikke “terrorister”, sådan som retorikken ville have det, men snarere de personer, som juntaerne havde identificeret som udgørende den største barriere for deres økonomiske program. Nogle af dem var virkelige modstandere, men mange havde ganske enkelt haft nogle værdier, der stred mod revolutionens.

Denne udrensnings systematiske natur ses klart, hvis man sammenholder datoer og tidspunkter for den forsvinden, der er dokumenteret i rapporter fra menneskerettigheds- og sandhedskommissioner. I Brasilien påbegyndte juntaen ikke masseundertrykkelse før sidst i tresserne, men der var en enkelt undtagelse. Så snart kuppet blev igangsat, indfangede soldater lederne af de fagforeninger, der var aktive på fabrikkerne og på de store gårde. Ifølge Brazil: Nunca Mais (Aldrig Igen) blev de smidt i fængsel, hvor mange blev tortureret, “af den enkle grund, at de var inspireret af en politisk filosofi, der var en anden end autoriteternes.” Sandhedskommissionens rapport, baseret på militærets egne retsoptegnelser, bemærker, at CGT, den største sammenslutning af fagforeninger, optræder i juntaens retsoptegnelser som “en allestedsnærværende dæmon, som bør uddrives.” Rapporten konkluderer uden omsvøb, at grunden til, at “de myndigheder, der tog over i 1964, var specielt omhyggelige med at ‘udrense’ denne sektor,” er, at de “frygtede spredningen ... af modstand fra fagforeningerne over for deres økonomiske programmer, som var baserede på faldende lønninger og denationalisering af økonomien.”³²

I såvel Chile som Argentina brugte militærregeringerne det indledningsvise kaos efter kuppet til at lancere ondskabsfulde angreb på fagbevægelsen. Disse operationer var tydeligvis planlagt i god tid forinden, da raidene begyndte på selve dagen for kuppet. Mens alles øjne i Chile var rettet mod belejringen af præsidentpaladset, kørte andre bataljoner ud til “fabrikker, der var kendt som ‘industribæltet’, hvor tropperne udførte kommandoaktioner og arresterede folk. I løbet af de næste par dage,” bemærker Chiles Sandheds- og forsoningskommission i sin rapport, blev adskillige andre fabrikker udsat for overfald, hvilket “førte til massive anholdelser af folk, af hvilke nogle senere blev dræbt eller forsvandt.”³³ I 1976 udgjorde arbejdere og bønder 80 procent af de politiske fanger i Chile.³⁴

Argentinas sandhedskommissionsrapport Nunca Mais (Aldrig Igen) dokumenterer tilsvarende kirurgiske anslag mod fagforeninger: “Vi bemærker, at en stor del af operationerne [mod arbejdere] udførtes samme dag som selve kuppet eller umiddelbart efter.”³⁵ Midt i listerne over angreb på fabrikker er et vidneudsagn specielt afslørende i forhold til, hvordan “terrorisme” blev brugt som dække for at gå efter ikke-voldelige arbejderaktivister. Graciela Geuna, en politisk fange i torturlejren La Perla, beskrev, hvordan de soldater, der bevogtede hende, blev ophidsede over en varslet strejke på et kraftværk. Strejken skulle være “et vigtigt eksempel på modstanden mod militærdiktaturet,” og juntaen ville ikke have, at den fandt sted. Så derfor, mindedes Geuna, “besluttede soldaterne i delingen sig for at gøre den illegal eller, som de sagde, at ‘montoneroisere’ den” (Montoneroerne var den guerillagruppe, som hæren i virkeligheden allerede havde knækket). De strejkende havde intet med Montoneros at gøre, men det betød ikke noget. “Soldaterne fra La Perla fik selv trykt løbesedler, som de underskrev ‘Montoneros’ – løbesedler der opfordrede arbejderne til at strejke.” Disse løbesedler blev således “beviset” på, at det var nødvendigt at kidnappe og dræbe fagforeningsledelsen.³⁶

Virksomhedssponsoreret tortur

Angrebene på fagforeningslederne blev ofte udført i tæt samarbejde med virksomhedsejerne, og sagsanlæg fra de senere år giver nogle veldokumenterede eksempler på, hvordan lokale underafdelinger af udenlandske multinationale virksomheder var direkte involveret.

I årene op til kuppet i Argentina havde den øgede venstreorienterede militarisering påvirket de udenlandske virksomheder, såvel økonomisk som personligt; mellem 1972 og 1976 var fem direktører for bilfirmaet Fiat blevet snigmyrdet.³⁷ Disse firmaers værdier steg dramatisk, da juntaen tog magten og indførte Chicagoskole-politikken. Nu kunne de oversvømme det lokale marked med importvarer, betale lavere lønninger, fyre arbejdere, som det passede dem, og sende deres overskud hjem uden restriktioner.

Adskillige multinationale virksomheder udtrykte en overstrømmende taknemmelighed. I forbindelse med det første nytår under militærstyret i Argentina indrykkede Ford Motor Company en højtidsreklame i aviserne, hvor den åbent stillede sig på regimets side: “1976: Argentina finder atter den rette vej. 1977: Et godt nytår med håb og tro for alle velmenende argentinere. Ford Motor Argentina og dets ansatte stiller sig bag kampen for at indløse fædrelandets storslåede skæbne.”³⁸ Udenlandske virksomheder nøjedes ikke med at takke juntaerne for deres fine arbejde; nogle var aktive deltagere i terrorkampagnerne. I Brasilien gik adskillige multinationale sammen og bekostede deres egne private terrorpatruljer. I midten af 1969, netop som juntaen gik ind i sin mest brutale fase, lanceredes en uautoriseret politistyrke ved navn Operation Bandeirantes, kendt som OBAN. OBAN, der udgjordes af officerer fra militæret, blev ifølge Brazil: Nunca Mais finansieret af “bidrag fra forskellige multinationale virksomheder, heriblandt General Motors og Ford.” Da OBAN stod uden for de officielle militære og politimæssige strukturer, nød den “fleksibilitet og straffrihed med hensyn til afhøringsmetoder,” fastslår rapporten, og den opnåede hurtigt et ry for uovertruffen sadisme.³⁹

Men det var i Argentina, at Fords lokale datterselskab mest åbenlyst var involveret i terrorapparatet. Selskabet leverede køretøjer til militæret, og den grønne ford falcon sedan blev brugt til tusindvis af kidnapninger og forsvindinger. Den argentinske psykolog og skuespilforfatter Eduardo Pavlovsky beskrev bilen som “det symbolske udtryk for terror. En dødsmobil.”⁴⁰

Mens Ford forsynede juntaen med biler, forsynede juntaen Ford med sin egen form for tjenesteydelse – at fjerne besværlige fagforeningsfolk fra samlebåndene. Forud for kuppet havde Ford været tvunget til at give arbejderne betydelige indrømmelser. En times frokostpause i stedet for en på tyve minutter og en aftale om, at en procent af en bils pris skulle gå til social sikring. Alt dette sluttede brat, den dag kuppet fandt sted, og modrevolutionen satte ind. Ford-fabrikken i udkanten af Buenos Aires blev omdannet til en militærlejr, og i ugerne, der fulgte, sværmede den med militærkøretøjer, inklusive tanks og helikoptere, der summede i luften over den. Arbejdere har bevidnet, at der til stadighed var en bataljon på hundrede mand stationeret på fabrikken.⁴¹ “Det så ud, som om vi på Ford var i krig. Men den var bare rettet mod os, arbejderne,” mindedes Pedro Troiani, en af fagforeningsrepræsentanterne.⁴²

Soldaterne strejfede rundt på fabrikken, pågreb de mest aktive fagforeningsmedlemmer og trak hætter over hovedet på dem, efterhånden som de hjælpsomt blev udpeget af fabriksformanden. Troiani var blandt dem, der blev trukket væk fra samlebåndet. Han mindedes, at de “inden de smed mig i fængsel, gik rundt omkring på fabrikken med mig, fuldstændig åbenlyst, så folk kunne se det: Ford brugte det til at udslette fagforeningsaktivitet på fabrikken.”⁴³ Det mest forbløffende var, hvad der derefter skete: I stedet for straks at blive kørt til et nærliggende fængsel blev de, ifølge Troiani og andre, af soldaterne ført til et tilbageholdelsesrum, som var blevet etableret inden for fabriksporten. På den arbejdsplads, hvor de havde siddet og forhandlet aftaler blot dage forinden, blev de nu slået, sparket og fik, i to tilfælde, elektrochok.⁴⁴ De blev derpå ført til fængsler udenfor, hvor torturen fortsatte i ugevis, og i nogle tilfælde månedsvis.⁴⁵ Ifølge Ford-arbejdernes advokater blev mindst femogtyve fagforeningsrepræsentanter kidnappet i denne periode, og halvdelen af dem tilbageholdt på selskabets grund i en bygning, som menneskerettighedsgrupper i Argentina arbejder på at få med på listen over tidligere hemmelige fængsler.⁴⁶

I 2002 anlagde statsadvokaten en kriminalretssag mod Ford Argentina på vegne af Troiani og fjorten andre arbejdere med den påstand, at selskabet er juridisk ansvarligt for den undertrykkelse, der fandt sted på dens ejendom. “Ford [Argentina] og dets foresatte indgik hemmelige aftaler om kidnapningen af dets egne arbejdere, og det mener jeg, at de bør stilles til ansvar for,” siger Troiani.⁴⁷ Mercedes-Benz (et datterselskab af Daimler-Chrysler) står over for en tilsvarende undersøgelse på baggrund af påstande om, at virksomheden samarbejdede med militæret i 1970’erne for at rense dets fabrikker for fagforeningsledere og for angiveligt at have udleveret navne og adresser på seksten arbejdere, som senere forsvandt. Fjorten af dem for altid.⁴⁸

Ifølge den latinamerikanske historiker Karen Robert var “stort set alle arbejderrepræsentanter forsvundet fra landets største virksomheder ... såsom Mercedes-Benz, Chrysler og Fiat Concord” ved afslutningen af diktaturet.⁴⁹ Såvel Ford som Mercedes-Benz afviser, at deres chefer skulle have spillet nogen rolle i undertrykkelsen. Sagerne er endnu ikke afsluttet.

Det var ikke kun fagforeningsfolkene, der blev udsat for overraskelsesangreb – det var enhver, der havde en vision om et samfund, der byggede på andre værdier end ren og skær profit. Alle steder i regionen var angrebene på bønder, der havde været med i kampen for jordreformer, specielt brutale. Lederne af Argentine Agrarian Leagues – som havde spredt opildnende ideer om bøndernes ret til at eje jord – blev jagtet og tortureret, ofte ude på de marker, hvor de arbejdede, og ganske åbenlyst. Soldaterne brugte lastvognsbatterier til at give strøm til deres picanas og forvandlede derved et almindeligt forekommende landbrugsredskab til et våben mod bønderne selv. Samtidig var juntaens økonomiske politik gefundenes fressen for jordejerne og kvægavlerne. I Argentina havde Martínez de Hoz ophævet priskontrollen med kød, så prisen steg med mere end 700 procent og udløste rekordstore profitter.⁵⁰

I slumkvartererne var målene for angrebene socialarbejdere, mange af dem tilknyttet kirkerne, som organiserede den fattigste del af samfundet til at kræve sygesikring, offentligt byggeri og uddannelse – med andre ord den “velfærdsstat”, som Chicagodrengene var i færd med at afvikle. “De fattige vil ikke længere have nogle godgørende idioter til at sørge for sig!” fik Norberto Liwsky, en argentinsk læge, at vide, mens “de gav mig elektrochok på gummerne, brystvorterne, kønsdelene, maven og ørene.”⁵¹

En argentinsk præst, som samarbejdede med juntaen, forklarede den filosofi, man gik frem efter: “Fjenden var marxismen. Marxismen i kirken, kunne man sige, og i fædrelandet – faren for en ny nation.”⁵² Denne “fare for en ny nation” kan være med til at forklare, hvorfor så mange af juntaens ofre var unge. I Argentina var 81 procent af de tredive tusinde mennesker, man fik til at forsvinde, mellem seksten og tredive år gamle.⁵³ “Det arbejde, vi gør nu, gælder de næste tyve år,” fortalte en berygtet argentinsk torturbøddel et af sine ofre.⁵⁴

Blandt de yngste var en gruppe gymnasieelever, som i september 1976 gik sammen for at opfordre til lavere buspriser. For juntaen betød denne kollektive aktion, at teenagerne var blevet smittet med marxismens virus, og den svarede igen med folkedrabsagtig vrede og torturerede og dræbte seks af de gymnasieelever, der vovede at komme med denne undergravende opfordring.⁵⁵ Miguel Osvaldo Etchecolatz, den politikommissær, der endelig blev dømt i 2006, var en af nøglepersonerne i dette angreb.

Forsvindingsmønstret var klart: Mens chokterapeuterne forsøgte at fjerne alle mindelser om kollektivisme fra økonomien, fjernede choktropperne repræsentanter for denne etos fra gader, universiteter og arbejdspladser.

I upåagtede øjeblikke har nogle af dem, der gik forrest i den økonomiske transformation, erkendt, at det krævede masseundertrykkelse at nå deres mål. Victor Emmanuel, public relations-direktør for Burson-Marstellers og leder af indsatsen for at sælge junta-Argentinas nye virksomhedsvenlige styre til den omgivende verden, fortalte en forsker, at vold var nødvendig for at lukke op for Argentinas “protektionistiske, statiske” økonomi. “Ingen, siger og skriver ingen, investerer i et land, hvor der er borgerkrig,” sagde han, men han indrømmede, at det ikke kun var guerillaer, der døde. “En masse uskyldige mennesker blev sikkert dræbt,” fortalte han forfatter Marguerite Feitlowitz, men “som sagerne stod, var der brug for en utrolig magt.”⁵⁶

Sergio de Castro, Pinochets Chicagodreng af en økonomiminister, som havde ansvaret for implementeringen af chokbehandlingen, sagde, at han aldrig kunne have gennemført det uden Pinochets jernnæve som opbakning. “Den offentlige mening var rigtig meget imod [os], så vi havde brug for en stærk personlighed for at opretholde politikken. Det var vores held, at præsident Pinochet forstod det og havde den rette karakter til at modstå kritikken.” Han bemærkede også, at en “autoritær regering” er den bedst egnede til at sikre økonomisk frihed på grund af dens “upersonlige” brug af magt.⁵⁷

Som det var tilfældet med statsterroren, så havde de målbevidste drab et dobbelt formål. For det første fjernede de virkelige forhindringer i forhold til projektet – de folk, der mest sandsynligt ville kæmpe imod. For det andet sendte det forhold, at alle var vidne til, at “ballademagerne” blev til forsvundne, en utvetydig advarsel til dem, der kunne tænkes at gøre ligeså, og eliminerede derved fremtidige forhindringer.

Og det virkede. “Vi var forvirrede og forpinte, følgagtige og afventede ordrer ... folk trak sig ind i sig selv; de blev mere afhængige og frygtsomme,” mindedes den chilenske psykiater Marco Antonio de la Parra.⁵⁸ De var, med andre ord, i chok. Så da det økonomiske chok sendte priserne på himmelflugt og lønningerne ned i kælderen, forblev Chiles, Argentinas og Uruguays gader tomme og stille. Der var ingen opstand på grund af manglen på madvarer, ingen generalstrejker. Familierne fandt sig i det og sprang måltider over, gav deres spædbørn maté, en traditionel te der tager sulten, og stod op længe før daggry for at gå på arbejde og spare udgiften til bussen. De, der døde af fejlernæring eller tyfus, blev begravet i stilhed.

Blot ti år forinden havde landene i Sydspidsen – med deres eksplosivt voksende industrielle sektorer, deres lynhurtigt voksende middelklasser og stærke sundheds- og uddannelsessystemer – været den tredje verdens håb. Nu slyngedes rige og fattige ud i hver deres økonomiske verden, hvor de rige fik æresborgerskab i staten Florida, og resten blev skubbet baglæns ned i underudvikling, en proces der skulle komme til at gå dybere og dybere i løbet af den neoliberale “restrukturering” i æraen efter diktaturets afslutning. Nu var disse lande ikke længere inspirerende eksempler, men frygtindgydende advarsler om, hvad der sker med fattige lande, der tror, at de kan trække sig selv op fra den tredje verden. Det var en omvendelse, som var parallel med den, fængslede gennemgik inden for murene i juntaens torturcentre: Det var ikke nok at tale – de blev tvunget til at give afkald på det, de satte højest, forråde deres elskede og børn. Dem, der gav efter, blev kaldt quebrados, de nedbrudte. Sådan forholdt det sig også i Sydspidsen: Regionen var ikke blot slået, den var brudt ned, quebrado.

Tortur som “helbredelse”

Mens politikken forsøgte at udrydde kollektivisme fra kulturen, forsøgte tortur inden for fængslernes mure at udrydde den fra bevidsthed og ånd. Som en leder fra den argentinske junta bemærkede i 1976: “Bevidstheden må renses, for det er der, fejltagelsen blev født.”⁵⁹

Mange torturbødler påtog sig en position, som var de læger eller kirurger. Som Chicagoøkonomerne med deres smertelige, men nødvendige chokbehandlinger, forestillede disse afhøringsfolk sig, at deres elektrochok og andre plager var terapeutiske – at de uddelte en slags medicin til deres fanger, som ofte inde i lejrene blev refereret til som apestosos, de urene eller besmittede. De ville kurere dem for en sygdom ved navn socialisme, for deres impuls til kollektiv aktion.^II Deres “behandlinger” var helt sikkert pinefulde; de kunne endda være dødbringende – men det var for patientens eget bedste. “Hvis man har forfrysninger i en arm, så er man jo nødt til at skære den af, ikke sandt?” krævede Pinochet i et utålmodigt svar på kritikken af hans behandling af menneskerettighederne.⁶⁰

Som det kan læses ud af rapporter fra sandhedskommissioner overalt i regionen, så beretter fanger om et system, der var designet til at tvinge dem til at forråde de principper, der var mest centrale for deres egen selvforståelse. For de fleste latinamerikanske venstreorienterede var det princip, de satte højest, det Argentinas radikale historiker Osvaldo Beyer kaldte for “den eneste transcendentale teologi: solidaritet.”⁶¹ Torturbødlerne forstod fint vigtigheden af solidaritet og gik i gang med at chokere den tilskyndelse til social forbundethed ud af deres fanger. Selvfølgelig handler alt forhør angiveligt om at få fat i værdifuld information og derfor om at fremtvinge forrådelse, men mange fanger rapporterer, at deres torturbødler var langt mindre interesserede i oplysninger, som de som regel var i besiddelse af i forvejen, end i selve den handling at forråde. Øvelsen gik ud på at få fangerne til at volde ubodelig skade på den del af sig selv, som mere end noget andet troede på værdien i at hjælpe andre, den del af dem selv, der gjorde dem til aktivister, og så remplacere den med skam og ydmygelse.

Nogle gange var forrådelsen noget, som fangen ikke havde den mindste kontrol over. For eksempel havde den argentinske fange Mario Villani sin kalender med sig, da han blev kidnappet. Den indeholdt oplysninger om, hvor et møde, han havde aftalt med en ven, skulle finde sted; soldaterne dukkede op på dette sted, og endnu en aktivist blev til en forsvundet i terrormaskineriet. Ved bordet pinte Villanis forhørsledere ham med den viden, at “de havde taget Jorge, fordi han holdt aftalen med mig. De vidste, at det, at jeg vidste dette, ville være en meget værre plage end 220 volt strøm. Selvbebrejdelsen er næsten mere, end man kan bære.”⁶²

De ultimative oprørshandlinger i denne sammenhæng var små venlighedsytringer mellem fangerne, såsom dette at pleje en andens sår eller dele den sparsomme mad. Når sådanne kærlighedshandlinger blev opdaget, blev de straffet hårdt. Fangerne blev ansporet til at være så individualistiske som muligt, fik hele tiden faustagtige tilbud, som for eksempel at skulle vælge mellem mere ubærlig tortur for sig selv eller mere tortur for en medfange. I nogle tilfælde lykkedes det at nedbryde fangerne i et sådant omfang, at de gik med til at give deres medindsatte med picanaen eller stå frem i fjernsynet og afsværge deres tidligere overbevisning. Disse fanger repræsenterede den ultimative sejr for deres torturbødler: Ikke blot havde fangerne afsværget sig solidariteten, men for at overleve havde de også givet efter for den hensynsløse etos, der er så central i laissez faire-kapitalismen – “looking out for No. 1,” som ITT-direktøren havde udtrykt det.^{III, 63}

Begge former for chokdoktorer, der arbejdede i Sydspidsen – generalerne og økonomerne – benyttede sig af stort set de samme metaforer med hensyn til deres arbejde. Friedman sammenlignede sin rolle i Chile med lægens, som tilbød “teknisk-medicinsk rådgivning til den chilenske regering for at hjælpe den med at afslutte en medicinsk pest” – “inflationspesten”.⁶⁴ Arnold Harberger, leder af Latinamerika-programmet ved University of Chicago, gik endnu længere. I en forelæsning for unge økonomer i Argentina, længe efter at diktaturet var afsluttet, sagde han, at gode økonomer i sig selv er behandlingen – de tjener som “antistoffer, der bekæmper anti-økonomiske ideer og politikker.”⁶⁵ Den argentinske juntas udenrigsminister, César Augusto Guzzetti, udtalte, at “når landets sociale krop er blevet smittet med en sygdom, der æder indvoldene op, så danner den antistoffer. Disse antistoffer kan ikke opfattes på samme måde som mikroberne. Når regeringen kontrollerer og udrydder guerillaen, så vil virkningen af antistofferne forsvinde, som det allerede er ved at ske. Det er kun en naturlig reaktion for en syg krop.”⁶⁶

Denne sprogbrug er selvfølgelig den samme intellektuelle konstruktion, som tillod nazisterne at hævde, at man ved at dræbe “syge” medlemmer af samfundet bragte helse til “den nationale krop”. Som nazilægen Fritz Klein påstod: “Jeg vil gerne bevare liv, og i respekt for menneskeliv ville jeg fjerne et appendiks med forfrysninger fra en syg krop. Jøden er et appendiks med forfrysninger på menneskehedens krop.” Khmer Rouge brugte samme sprogbrug til at retfærdiggøre deres slagtninger i Cambodia: “Det, der er inficeret, må skæres af.”⁶⁷

“Normale” børn

Intetsteds er parallellen mere kuldegysende end i den argentinske juntas behandling af børn i dets netværk af torturcentre. FNs konvention om folkemord fastslår, at der til de mest markante folkedrabspraksisser hører dette at “indføre foranstaltninger til forhindring af fødsler inden for en gruppe” og “med tvang overføre gruppens børn til en anden gruppe.”⁶⁸

Man anslår, at der blev født omkring fem hundrede børn på Argentinas torturcentre, og disse nyfødte blev straks indskrevet i planen for at genskabe samfundet og skabe en ny race af modelborgere. Efter en kort plejeperiode blev hundredvis af spædbørn solgt eller foræret til par, der for det meste var direkte forbundet med diktaturet. Børnene blev opdraget til de kapitalistiske og kristne værdier, som juntaen anså for “normale” og sunde, og fik aldrig at vide, hvem deres rigtige forældre havde været, ifølge menneskerettighedsgruppen Bedstemødrene fra Plaza de Mayo, som omhyggeligt opsporede snesevis af disse børn.⁶⁹ Spædbørnenes forældre, som blev anset for at være for besmittede til at kunne reddes, blev næsten alle dræbt i lejrene. Tyveriet af spædbørnene var ikke individuelle udskejelser, men del af en organiseret statslig operation. I en retssag blev et officielt dokument fra indenrigsministeriet fra 1977 fremlagt som bevismateriale. Det havde titlen “Instruks om procedurer med hensyn til mindreårige børn af politiske ledere eller fagforeningsledere, når deres forældre er tilbageholdt eller forsvundet.”⁷⁰

Dette kapitel i Argentinas historie har en slående lighed med massetyveriet af indfødte børn fra deres familier i USA, Canada og Australien, hvor de blev sendt på kostskoler, forbudt at tale deres oprindelige sprog og tævet til at blive “hvide”. En lignende overmenneskelogik var tydeligvis på spil i Argentina i halvfjerdserne, ikke baseret på race, men på politisk overbevisning, kultur og klasse.

En af de mest illustrerende forbindelser mellem de politiske drab og det frie markeds revolution blev ikke opdaget før fire år efter, at det argentinske diktatur var slut. I 1987 var et filmhold i gang med optagelserne i kælderen under Galerías Pacífico, et af Buenos Aires’ dyreste og fineste indkøbscentre, da de til deres forfærdelse snublede over et forladt torturcenter. Det viste sig, at hæren under diktaturet gemte nogle af de forsvundne i indkøbscentrets nedre regioner. Fangehullets mure bar stadig mærke af de længst afdødes desperate skriblerier: navne, datoer, bønner om hjælp.⁷¹

I dag er Galerías Pacífico kronjuvelen i Buenos Aires’ indkøbskvarter, beviset på, at man er kommet med på vognen som en globaliseret forbrugshovedstad. Buede lofter og overdådigt malede freskoer indrammer et stort udbud af brand-forretninger, fra Christian Dior over Ralph Lauren til Nike, umulige at komme i nærheden af for hovedparten af landets indbyggere, men billige for de udlændinge, der flokkes i byen for at drage fordel af den devaluerede valuta.

For de argentinere, der kender deres lands historie, står dette indkøbscenter som en iskold påmindelse om, at hvor en tidligere form for kapitalistisk erobring baserede sig på massegrave for landets oprindelige befolkning, så står Chicagoskolens projekt i Latinamerika som bogstavelig talt bygget på hemmelige torturlejre, hvor tusindvis af mennesker, der troede på et andet land, forsvandt.

I. Mange landes kriminallove, inklusive Portugals, Perus og Costa Ricas, forbyder folkemord med definitioner, som tydeligt inkluderer politiske grupperinger eller “sociale grupper”. Fransk lov er endnu bredere og definerer folkemord som en plan med den hensigt at udslette helt eller delvis “en gruppe, bestemt ud fra et hvilket som helst arbitrært kriterium.”

II. Så var elektrochokterapien nået hele vejen rundt til sin tidligste inkarnation som djævleuddrivelsesteknik. Den første optegnelse om brugen af medicinsk stødgivning stammer fra en schweizisk læge i 1700-tallet. Ud fra den opfattelse, at sygdom var forårsaget af djævelen, fik han patienten til at holde ved en ledning, som han forsynede med en spænding ved hjælp af en statisk elektrificeringsmaskine; der blev afgivet et stød for hver dæmon, hvorpå patienten blev erklæret helbredt.

III. Vores egen tids udtryk for denne personlighedsnedbrydende proces kan ses i den måde, hvorpå islam bliver brugt som våben mod muslimske fanger i USA-ledede fængsler. I det bjerg af bevismateriale, der er væltet ud af Abu Graif og Guantánamo, dukker to former for overgreb mod fanger op igen og igen. Nøgenhed og bevidst indblanding i islamisk praksis, hvad enten det sker ved at afbarbere fangernes skæg, sparke til Koranen, indhylle fanger i israelske flag, tvinge mænd til at indtage homoseksuelle positioner eller endog at berøre mænd med simuleret menstruationsblod. Moazzam Begg, en forhenværende fange fra Guantánamo, siger, at han jævnligt blev tvangsbarberet, mens en fangevogter sagde: “Det her er nok noget, I muslimer ikke kan tåle, hvad?” Islam bliver ikke vanhelliget, fordi vagterne hader den [selvom det meget let kunne forholde sig sådan], men fordi fangerne elsker den. Da målet med tortur er at fjerne personligheden, må alt, hvad der omfatter en fanges personlighed, systematisk stjæles fra ham – fra vedkommendes tøj til det, han sætter allerhøjest. I halvfjerdserne handlede det om at angribe social solidaritet; i dag handler det om at skyde islam ned.