KAPITEL 6

REDDET AF EN KRIG

THATCHERISMEN OG DENS NYTTIGE FJENDER

Suveræn er den, der bestemmer undtagelsestilstanden.
– Carl Schmitt, nazistisk sagfører¹

Da Friedrich Hayek, Chicagoskolens skytsengel, vendte tilbage fra et besøg i Chile i 1981, var han så imponeret af Augusto Pinochet og Chicagodrengene, at han satte sig ned og skrev et brev til sin ven Margaret Thatcher, Storbritanniens premierminister. Han opfordrede hende til at bruge det sydamerikanske land som model for en omformning af Storbritanniens keynesianske økonomi. Thatcher og Pinochet skulle senere blive nære venner, og Thatcher skulle under stor omtale komme til at besøge den aldrende general, mens han sad i husarrest i England under anklage for folkemord, tortur og terrorisme.

Den britiske premierminister kendte udmærket det, som hun kaldte for “den chilenske økonomis bemærkelsesværdige succes,” og beskrev den som “et slående eksempel på en økonomisk reform, som vi kan lære meget af.” På trods af sin beundring for Pinochet var Thatcher, da Hayek første gang foreslog, at hun efterlignede hans chokterapeutiske politik, langtfra overbevist. I februar 1982 forklarede premierministeren ligeud problemet i et privat brev til sin intellektuelle guru: “Jeg er sikker på, at du vil være enig med mig i, at nogle af de tiltag, man har gjort i Chile, vil være ret uacceptable i Storbritannien med vores demokratiske institutioner og behovet for en høj grad af enighed. Vores reformer er nødt til at passe sammen med vores traditioner og vores forfatning. Nogle gange kan processen derfor godt forekomme smertelig langsom.”²

For at gøre en lang historie kort, så handlede det om, at en chokterapi a la Chicago ikke lige var mulig i et demokrati som Storbritanniens. Thatcher var på sit tredje år i sin første valgperiode og på vej nedad i meningsmålingerne, hvorfor hun ikke var til sinds at sætte genvalget over styr ved at gøre noget så radikalt og upopulært, som Hayek foreslog.

For Hayek og den bevægelse, han repræsenterede, var det en skuffende dom. Eksperimentet i Sydspidsen havde skabt så spektakulære profitter, godt nok til få spillere, at der var en glubende appetit hos de stadigt større, globale multinationale virksomheder efter nyt land – og det ikke bare i udviklingslandene, men også i de rige lande i Vesten, hvor staten kontrollerede endnu mere lukrative besiddelser, der kunne køres som profitområder: telefon, luftfart, fjernsynskanaler, elektricitetsselskaber. Hvis nogen skulle kunne gå i spidsen for denne dagsorden, skulle det enten være Thatcher i England eller den amerikanske præsident på dette tidspunkt, Ronald Reagan.

I 1981 bragte magasinet Fortune en artikel, der slog på tromme for fordelene ved “Chiles fagre nye verden af Reaganomics”. Man priste Santiagos “glitrende forretninger fyldt med luksusvarer” og de “skinnende nye japanske biler”, men artiklen nævnte intet om den altgennemtrængende undertrykkelse og eksplosionen i antallet af blikskursbyer. “Hvad kan vi lære af Chiles eksperiment med økonomisk ortodoksi?” spurgte man og leverede hurtigt det korrekte svar: “Hvis et lille, underudviklet land kan leve efter teorien om konkurrencens fordele, så kan vores uendeligt mere ressourcestærke økonomi det helt sikkert også.”³

Som Thatchers brev til Hayek viste, var det imidlertid ikke helt så enkelt. Valgte ledere er nødt til at tænke på, hvad vælgerne mener om deres præstationer, som med jævne mellemrum kommer til bedømmelse. Og selvom Thatcher og Reagan var ved magten, og Hayek og Friedman tjente som indflydelsesrige rådgivere, så var det langtfra klart, at den form for radikal økonomisk dagsorden, der var blevet indført med så blodtørstig en vold i Sydspidsen, nogensinde ville være mulig at gennemføre i Storbritannien og de Forende Stater.

Ti år tidligere havde Friedman og hans bevægelse indkasseret en stor skuffelse i USA på grund af selveste Richard Nixon, som ellers så ud til at støtte dem. Selvom Nixon havde hjulpet Chicagodrengene til magten i Chile, så havde han valgt en ganske anden bane derhjemme – en slingrekurs, som Friedman aldrig tilgav ham. Da Nixon blev præsident i 1969, troede Friedman, at hans chance endelig var kommet for at anføre sit hjemlige opgør med arven efter New Deal. “Få præsidenter har været tættere på at udtrykke en filosofi, der stemte mere overens med min egen,” skrev Friedman om Nixon.⁴ De to mødtes jævnligt i det Ovale Værelse, og Nixon gav flere af Friedmans ligesindede venner og kolleger økonomiske nøgleposter. En af dem var Chicago-professor George Schultz, som Friedman var med til at rekruttere til at arbejde for Nixon; en anden var Donald Rumsfeld, på det tidspunkt syvogtredive år gammel. I tresserne kom Rumsfeld gerne til seminarer på University of Chicago, noget han senere beskrev med stor ærbødighed. Rumsfeld kaldte Friedman og hans kolleger for “en samling genier”, mens han og andre “unge hvalpe”, som de beskrev sig selv, kom ind og “satte sig for fødderne af dem for at lære ... Jeg var så privilegeret.”⁵ Med trofaste disciple inden for politik og en stærk personlig overensstemmelse med præsidenten havde Friedman al mulig grund til at tro, at han stod over for at skulle i gang med at reformere verdens stærkeste økonomi.

Men i 1971 var den amerikanske økonomi nede i sumpen; arbejdsløsheden var høj, og inflationen pressede priserne op. Nixon vidste, at hvis han fulgte Friedmans laissez faire-råd, ville millioner af vrede borgere stemme ham ned. Han besluttede at lægge låg på priserne på basale fornødenheder som husleje og olie. Friedman var rasende: Af alle mulige regerings- “forvrængninger” var priskontrol det absolut værste. Han kaldte den for “en kræft, der kan ødelægge et økonomisk systems evne til at fungere.”⁶

Hvad der var endnu mere fornedrende var, at det var hans egne disciple, der bakkede keynesianismen op: Rumsfeld stod i spidsen for løn- og priskontrolsystemet, og hans chef var Shultz, som på dette tidspunkt var direktør i budgetministeriet. På et tidspunkt ringede Friedman til Rumsfeld i det Hvide Hus og korreksede sin tidligere “unge hvalp”. Ifølge Rumsfeld instruerede Friedman ham: “Du er nødt til at holde op med det der, du laver.” Den unge begynderbureaukrat svarede, at det så ud til at virke – inflationen var på vej ned, økonomien voksede. Friedman replicerede, at det simpelthen var den største forbrydelse af alle: “Folk vil tro, at I klarer det for dem ... de kommer til at lære det forkerte.”⁷ Det gjorde de ganske rigtigt og genvalgte Nixon med 60 procent af alle stemmer året efter. I sin anden valgperiode fortsatte præsidenten med at droppe endnu mere af Friedmans ortodoksi ved at gennemføre masser af nye love, der indførte strengere miljø- og sikkerhedsstandarder over for industrien. “Nu er vi alle keynesianere,” er Nixon berømt for at have proklameret – det smerteligste slag af dem alle.⁸ Hans forræderi var så dybt, at Friedman senere skulle beskrive Nixon som “den mest socialistiske af alle amerikanske præsidenter i det 20. århundrede.”⁹

Nixons præsidentperiode var en hård nyser for Friedman. Professoren fra University of Chicago havde opbygget en bevægelse ved at sætte lighedstegn mellem kapitalisme og frihed, men alligevel så det ikke ud til, at frie mennesker stemte på politikere, som fulgte hans råd. Hvad værre var, så var diktaturer – hvor friheden tydeligvis var fraværende – de eneste regeringer, som var rede til at omsætte den rene frimarkedsdoktrin i praksis. Så mens de jamrede over at være blevet forrådt på hjemmefronten, hoppede Chicagoskolens lyse hoveder fra juntasten til juntasten op gennem halvfjerdserne. Næsten alle de steder, hvor højreorienterede militærdiktaturer var ved magten, kunne man føle Chicagoskolens tilstedeværelse. Harberger arbejdede som konsulent for Bolivias militærregime i 1976 og tog mod et æresdoktorat fra Argentinas University of Tucuman i 1979 på et tidspunkt, hvor universiteterne kontrolleredes af juntaen.¹⁰ Længere borte i Indonesien var han rådgiver for Suharto og Berkeleymafiaen. Friedman udarbejdede et økonomisk liberaliseringsprogram til det undertrykkende kinesiske kommunistparti, da man besluttede at gå over til markedsøkonomi.¹¹

Stephen Haggard, en renlivet neo-liberal samfundsforsker ved University of California, fastslog det “sørgelige faktum”, at “nogle af de mest omfattende reforminitiativer i udviklingslandene blev taget efter militærkup” – og i forlængelse af Sydspidsen og Indonesien opregnede han Tyrkiet, Sydkorea og Ghana. Andre succeshistorier fulgte ikke efter militærkup, men fandt sted i etpartistater som Mexico, Singapore, Hong Kong og Taiwan. I direkte modstrid med Friedmans hovedpåstand konkluderede Haggard, at “gode ting – såsom demokrati og en markedsorienteret økonomisk politik – passer ikke altid sammen.”¹² Faktisk var der ikke i begyndelsen af firserne et eneste tilfælde af et flerpartidemokrati, der gik hele vejen med et frit marked.

Venstreorienterede i udviklingslandene har længe hævdet, at ægte demokrati med fair regler, der forhindrer erhvervslivet i at købe sig til stemmer, nødvendigvis må resultere i regeringer, der vil omfordele velstanden. Logikken er ganske enkel: I disse lande er der langt flere fattige end rige. En politik, der direkte kan omfordele jorden og hæve lønningerne og ikke blot lader tingene sive nedad, er klart i det fattige flertals interesse. Hvis alle indbyggere får en stemme og en nogenlunde fair proces, så vil de vælge de politikere, der mest sandsynligt vil give dem arbejde og jord i stedet for løfter om et frit marked.

Af den grund havde Friedman brugt temmelig lang tid på at stirre sig blind på et intellektuelt paradoks: Som arving til Adam Smiths kappe troede han fuldt og fast på, at mennesket ledes af sin egeninteresse, og at samfundet fungerer bedst, når egeninteressen får lov at styre næsten alle aktiviteter – bortset fra når det handler om den lille aktivitet, der hedder stemmeafgivning. Da de fleste mennesker i verden enten er fattige eller lever under gennemsnitsindkomsten i deres land (inklusive USA), er det i deres kortsigtede egeninteresse at stemme på politikere, der lover at omfordele velstanden fra toppen af økonomien og ned til dem.¹³ Friedmans mangeårige ven Allan Meltzer, en anden monetaristisk økonom, udtrykte gåden på denne måde: “Vælgerne er mere ligeligt fordelt end indtægterne ... Vælgere med en indtægt, der ligger på gennemsnittet eller under, vinder ved at overføre indtægter til sig selv.” Meltzer beskrev denne reaktion som en “del af omkostningerne ved en demokratisk regering og politisk frihed,” men sagde, at “parret Friedman [Milton og hans kone Rose] kæmpede mod denne stærke strøm. De kunne ikke standse den eller vende den, men de påvirkede langt mere end nogen andre den måde, folk og politikere tænker og handler på.”¹⁴

På den anden side af Atlanten forsøgte Thatcher sig med en engelsk udgave af friedmanismen ved at gå i brechen for det, der er blevet kendt som “ejerskabssamfundet”. Hun koncentrerede sig om Storbritanniens offentlige boligbyggeri, de såkaldte housing estates, som Thatcher af filosofiske grunde var imod, idet hun ikke mente, at det offentlige burde spille nogen rolle på boligmarkedet. De offentlige boligbyggerier var fyldt med folk, der ikke ville stemme konservativt, da det ikke var i deres økonomiske egeninteresse; Thatcher var overbevist om, at hvis det kunne lade sig gøre at få dem ind på markedet, så ville de begynde at identificere sig med de rigere mennesker, der gik imod omfordeling. Med det i baghovedet gjorde hun det stærkt attraktivt for beboere i offentligt boligbyggeri at købe deres lejligheder til reduceret pris. De, der kunne, blev ejere af deres bolig, mens de, der ikke kunne, blev mødt med lejer, der var næsten dobbelt så høje som før. Det var en del og hersk-strategi, og den virkede: Lejerne vedblev med at være imod Thatcher, og gaderne i Storbritanniens større byer fik en synlig stigning i antallet af hjemløse, men meningsundersøgelser viste, at mere end halvdelen af de nye ejere skiftede partitilhørsforhold til de konservative.¹⁵

Selvom salget af fast ejendom gav de stærkt højreorienterede økonomer et glimt af håb i et demokrati, så var der tegn i sol og måne på, at Thatcher ville ryge allerede efter sin første regeringsperiode. I 1979 havde hun ført valg på sloganet “Labour virker ikke”, men i 1982 var antallet af arbejdsløse blevet fordoblet under hendes styre på samme måde som inflationen.¹⁶ Hun havde forsøgt at udfordre en af landets stærkeste fagforeninger, kulminearbejdernes, og havde tabt. Efter tre år ved regeringsmagten var Thatchers personlige popularitet faldet til kun 25 procent – lavere end George W. Bush, da han lå lavest, og lavere end nogen anden britisk premierminister i den tid, man havde haft meningsmålinger. Hendes regering som helhed var nede på 18 procents tilslutning.¹⁷ Med et valg truende forude så det ud til, at thatcherismen skulle få en hurtig og ugloriøs afslutning, længe inden de konservative havde nået deres mest ambitiøse mål med masseprivatisering og knægtelse af arbejdernes fagforeninger. Det var under disse enerverende omstændigheder, at Thatcher skrev til Hayek og høfligt informerede ham om, at en omvæltning a la Chile var “ret uacceptabel” i Storbritannien.

Thatchers katastrofale regeringsperiode syntes yderligere at bekræfte lektien fra Nixon-årene. At Chicagoskolens radikale og højprofitable politik ikke kunne overleve i et demokratisk system. Det syntes klart, at en succesrig indførelse af en økonomisk chokterapi krævede en eller anden form for chok – hvad enten det drejede sig om et kup eller om torturkamre leveret af et undertrykkende regime.

Det var en særligt ildevarslende udsigt set fra Wall Street, for i begyndelsen af firserne begyndte de autoritære styrer at kollapse rundt om i verden – Iran, Nicaragua, Ecuador, Peru, Bolivia – og mange flere ville følge i det, den konservative samfundsforsker Samuel Huntingdon skulle benævne demokratiets “tredje bølge”.¹⁸ Det var en bekymrende udvikling – hvad skulle forhindre, at man fik en ny Allende, der vandt stemmer og støtte på en populistisk politik?

Washington havde set til, mens netop dette scenario udspillede sig i såvel Iran som Nicaragua i 1979. I Iran blev den USA-støttede shah væltet af en koalition af venstreorienterede og islamister. Mens historier om gidsler og ayatollaher prægede avisernes forsider, fik den økonomiske side af det, der skete, også alarmklokkerne til at ringe i Washington. Det islamiske styre, som endnu ikke havde omskabt sig selv til et fuldgyldigt autoritært regime, nationaliserede banksektoren og indførte en jordreform. Den indførte også kontrol med import og eksport, en tilbagerulning af shahens frihandelspolitik.¹⁹ Fem måneder senere faldt Anastasio Somozas USA-støttede diktatur under et folkeligt oprør, der bragte en venstreorienteret sandinistregering til magten. Ligesom iranerne kontrollerede den importen og nationaliserede bankerne.

Det tydede på en dyster prognose for drømmen om et globalt frit marked. I begyndelsen af firserne stod friedmanitterne med udsigt til, at deres revolution, mindre end ti år gammel, ikke ville kunne overleve en ny populistisk bølge.

Krig til undsætning

Seks uger efter, at Thatcher skrev til Hayek, skete der noget, som fik hende til at ændre mening, og som også ændrede det korporativistiske korstogs skæbne: Den 2. april 1982 invaderede Argentina Falklandsøerne, en rest af det britiske kolonistyre. Falklandskrigen, eller Malviner-krigen, hvis man er argentiner, gik over i historien som en modbydelig, men ret ligegyldig krig. Falklandsøerne forekom på dette tidspunkt ikke at have strategisk betydning. Øgruppen ud for Argentinas kyst lå tusindvis af mil fra Storbritannien og var dyr at bevogte og opretholde. Heller ikke Argentina havde den store brug for dem, selvom det at have en britisk forpost i sit farvand blev betragtet som en fornærmelse mod den nationale stolthed. Den legendariske argentinske forfatter Jorge Luis Borges beskrev svidende landstriden som “to skaldede mænds kamp om en kam.”²⁰

Set fra et militært synspunkt synes den elleve uger lange krig næsten ingen historisk betydning at have haft. Man har imidlertid overset dens enorme indvirkning på projektet med det frie marked: Det var Falklandskrigen, der gav Thatcher det politiske påskud, hun havde brug for, til for første gang nogensinde at gennemføre en radikal kapitalistisk omvæltning i et liberalt vestligt demokrati.

Begge sider i konflikten havde god grund til at ønske sig en krig. I 1982 var Argentinas økonomi i færd med at kollapse under vægten af renter og korruption, ligesom menneskerettighedskampagnerne fik større og større tilslutning. En ny junta-regering under ledelse af general Leopoldo Galtieri, regnede sig frem til, at det eneste, der var stærkere end vreden over dens fortsatte undertrykkelse af demokratiet, var den antiimperialistiske følelse, som Galtieri med stor dygtighed gav frit løb mod englænderne og deres afvisning af at opgive øerne. Inden man fik set sig om, havde juntaen fået plantet Argentinas blå-hvide flag på selv samme klippeforpost, og landet jublede som på bestilling.

Da nyheden om, at Argentina forlangte at få Falklandsøerne tilbage, kom, så Thatcher det som en chance i elvte time for at vende sin politiske lykke, hvorfor hun straks gik i en Churchill-agtig forsvarsposition. Indtil da havde hun kun haft hån tilovers for den økonomiske byrde, Falklands øerne udgjorde for statskassen. Hun havde skåret tilskuddene til øerne ned og annonceret store nedskæringer i flåden, inklusive de krigsskibe, der bevogtede Falklandsøerne – træk som de argentinske generaler aflæste som klare indikationer på, at Storbritannien var rede til at opgive området. (En af Thatchers biografer karakteriserede hendes Falklandspolitik som “praktisk talt en invitation til Argentina om at invadere”).²¹ I optakten til krigen havde kritikere på tværs af det politiske spektrum anklaget Thatcher for blot at bruge militæret til sine egne politiske mål. Labour-medlem af parlamentet Tony Benn sagde: “Det ser mere og mere ud til, at det, der er på spil, er fru Thatchers anseelse, og slet ikke Falklandsøerne,” mens den konservative Financial Times bemærkede: “Det afskyelige er, at spørgsmålet lynhurtigt er ved at blive blandet med politiske meningsforskelle i Storbritannien, hvilket intet har med sagen at gøre. Ikke engang den argentinske regerings stolthed spiller en rolle. Sådan står tingene, og måske også overlevelsesmuligheden, for en konservativ regering i Storbritannien.”²²

På trods af al denne sunde kynisme i opløbet blev landet, så snart tropperne var sendt af sted, opslugt af noget, der i en resolution fra Labour blev beskrevet som en “jingoistisk, militaristisk tankegang”, der så Falklandsøerne som det sidste glimt af storhed for Storbritanniens bortvisnende imperium.²³ Thatcher priste den “Falklands-ånd”, der greb landet, i høje toner, da den i praksis betød, at tilråb som “Ditch the Bitch!” (Ud med kællingen) dyssedes ned, mens salget af T-shirts med påtrykt “Up Your Junta!” (Op i røven med juntaen) gik som varmt brød.²⁴ Hverken London eller Buenos Aires gjorde noget helhjertet forsøg på at undgå konfrontationen. Thatcher fejede FN til side på næsten samme måde, som George W. Bush og Blair gjorde det op til krigen i Irak, uinteresseret i sanktioner eller forhandlinger. En glorværdig sejr var det eneste resultat, nogen af siderne var interesseret i.

Thatcher kæmpede for sin politiske fremtid – og hun havde i høj grad heldet med sig. Efter sejren i Falklandskrigen, som kostede 255 britiske og 655 argentinske soldater livet, blev premierministeren hyldet som en krigshelt og hendes øgenavn “Jernladyen” var ikke længere en fornærmelse, men en lovprisning.²⁵ På samme måde gik det med tallene i meningsmålingerne. Thatchers personlige procentdel blev mere end fordoblet i løbet af krigen, fra 25 i starten til 59 procent ved afslutningen, hvilket banede vejen for en afgørende sejr ved valget året efter.²⁶

Det britiske militærs modinvasion på Falklandsøerne fik kodenavnet Operation Corporate, og selvom det var et mærkeligt navn til en militæraktion, så viste det sig at passe meget godt. Thatcher brugte den enorme popularitet, hendes sejr havde givet hende, til at lancere selve den korporativistiske revolution, hun havde meddelt Hayek var umulig inden krigen. Da kulminearbejderne gik i strejke i 1974, tog Thatcher handsken op som en forlængelse af Falklandskrigen og forlangte et tilsvarende brutalt modtræk. Som hun er berømt for at have sagt: “Vi var nødt til at bekæmpe den ydre fjende på Falklandsøerne, og nu er vi nødt til at bekæmpe den indre, hvilket er meget vanskeligere, men den er lige så farlig for friheden.”²⁷ De britiske arbejdere var nu karakteriseret som “den indre fjende”, og Thatcher pudsede al statens magt på de strejkende, inklusive ved en enkelt lejlighed otte tusinde politistavssvingende betjente, mange til hest, der stormede en barrikade ved en fabrik og efterlod syv hundrede sårede. I løbet af den lange strejke nåede tallet af sårede op på tusinder. Som reporter Seumas Milne fra Guardian dokumenterer i sin afgørende redegørelse for strejken, The Enemy Within: Thatcher’s Secret War against the Miners, så pressede premierministeren sikkerhedstjenesten til at intensivere sin overvågning af fagforeningen og specielt dens militante formand Arthur Scargill. Hvad der fulgte, var den “mest ambitiøse kontraspionageaktion nogensinde set i Storbritannien.” Fagforeningen blev infiltreret af utallige agenter og meddelere, alle dens telefoner blev aflyttet, ligesom de ledende fagforeningsfolks hjem og selv den fish and chips-forretning, de kom i, blev det. Fagforeningens øverste formand blev i Underhuset anklaget for at have været en MI5-agent, der var sendt ind for at “destabilisere og sabotere fagforeningen”, selvom han nægtede sig skyldig.²⁸

Nigel Lawson, Storbritanniens finansminister under strejken, forklarede, at Thatcher-regeringen opfattede fagforeningen som sin fjende. “Det var ligesom at opruste for at kunne modstå truslen fra Hitler sidst i 30’erne,” udtalte Lawson ti år senere. “Man var nødt til at forberede sig.”²⁹ Som med Falklandsøerne var der ikke den store interesse for at forhandle, kun en fokuseret beslutsomhed i forhold til at knække fagforeningen, lige meget hvad omkostningerne så måtte være (og de var, med ekstra tre tusinde politifolk om dagen, enorme). Colin Naylor, en fungerende politiassistent, som var med i forreste række under konflikten, beskrev den som “en borgerkrig”.³⁰

I 1985 havde Thatcher også vundet denne krig: Arbejderne var udsultede og kunne ikke stå distancen; det endte med, at 966 blev fyret.³¹ Det var et altødelæggende tilbageslag for Storbritanniens stærkeste fagforening, og det sendte et klart signal til andre: Hvis Thatcher var villig til at gå hele vejen for at knække kulminearbejderne, som sørgede for landets lys og varme, så ville det være det rene selvmord for svagere fagforeninger, der producerede mindre vigtige ting og serviceydelser, at udfordre hende med hensyn til hendes nye økonomiske dagsorden. Det var bedre bare at acceptere, hvad man kunne få. Det var en besked, der svarede ganske nøje til den, Ronald Reagan nogle få måneder inden, da han overtog præsidentembedet, havde fremsat i forbindelse med en strejke blandt flyvelederne. Hvis de ikke viste sig på arbejdet, havde de “forspildt deres arbejde og ville blive fritstillede,” sagde Reagan. Hvorpå han fyrede 11.400 af landets mest nødvendige arbejdere på en gang – et chok som USAs fagforeningsbevægelse endnu ikke helt har forvundet.³²

I Storbritannien udnyttede Thatcher sin sejr i Falklandskrigen og over minearbejderne til at tage et stort spring fremad med sin radikale økonomiske plan. I perioden fra 1984 til 1988 privatiserede regeringen blandt andet British Telecom, British Gas, British Airways, British Airport Authority og British Steel, ligesom man solgte statens aktier i BP.

På næsten samme måde, som terrorangrebene den 11. september 2001 ville give en upopulær præsident muligheden for at lancere et enormt privatiseringsinitiativ (i Bush’ tilfælde privatiseringen af sikkerhed, krigsførelse og genopbygning), brugte Thatcher sin krig til at lancere den første privatiseringsauktion i et vestligt demokrati. Dette var den virkelige Operation Corporate, Operation Virksomhed, med store historiske implikationer. Thatchers succesrige greb om Falklandskrigen var det første afgørende bevis på, at Chicagoskolens økonomiske program ikke havde militære diktaturer og torturkamre nødig for at komme frem. Hun beviste, at hvis en politisk krise var stor nok til, at man kunne slå mønt af den, så kunne en begrænset udgave af chokterapien godt indføres i et demokrati.

Men Thatcher havde, når alt kom til alt, haft brug for en fjende for at forene landet, nogle ganske særlige omstændigheder, der retfærdiggjorde hendes brug af nødforanstaltninger og undertrykkelse – en krise, der fik hende til at tage sig barsk og bestemt ud i stedet for grusom og regressiv. Krigen havde tjent hendes formål perfekt, men Falklandskrigen var noget unormalt i firserne, en tilbagevenden til tidligere tiders kolonikonflikter. Hvis firserne virkelig skulle være begyndelsen på en ny tids fred og demokrati, sådan som mange påstod, så ville sammenstød af Falklandstypen være alt for sjældne til at danne grundlag for et globalt, politisk projekt.

Det var i 1982, at Milton Friedman skrev den yderst indflydelsesrige tekststump, der bedst sammenfatter chokdoktrinen: “Kun en krise – virkelig eller forestillet – producerer virkelig forandring. Når den krise opstår, afhænger de handlinger, som iværksættes, af de ideer, der er til stede. Det, tror jeg, er vores væsentligste funktion. At udvikle alternativer til eksisterende politik, at holde dem i live og tilgængelige, indtil det politisk umulige bliver til det politisk uomgængelige.”³³ Det skulle blive en slags mantra for hans bevægelse i den nye, demokratiske æra. Allan Meltzer videreudviklede filosofien: “Ideer er alternativer, der venter på, at en krise kan tjene som katalysator for forandring. Friedmans måde at øve indflydelse på var at legitimere ideer, at gøre dem tålelige og værd at afprøve, når chancen melder sig.”³⁴

Den form for krise, Friedman havde i tankerne, var ikke militær, men økonomisk. Han havde forstået, at økonomiske beslutninger under normale omstændigheder foretages ud fra sammenstødet mellem forskellige interesser – arbejderne vil have arbejde og højere løn, ejerne vil have lavere skat og lempede regler – og politikerne er nødt til at finde en balance mellem disse konkurrerende kræfter. Hvis en økonomisk krise imidlertid er slem nok – en valutakrise, et sammenbrud i markedet, en voldsom recession – så bliver alt andet lagt til side, og lederne står frit i forhold til at gøre, hvad der nu måtte være nødvendigt (eller siges at være nødvendigt) som en reaktion på den nationale undtagelsestilstand. Kriser er på en måde demokratifri zoner – huller i den sædvanlige politik, når behovet for konsensus og enighed ikke synes at passe ind.

Forestillingen om, at kriser kan fungere som katalysatorer for revolutionær forandring, har en lang historie på yderste venstrefløj, mest tydelig i den bolsjevikiske teori om, at hyperinflation ved at tilintetgøre penges værdi bringer masserne et skridt nærmere til destruktionen af kapitalismen som sådan.³⁵ Denne teori forklarer, hvorfor en særlig form for sekterisk venstrefløj til stadighed regner og regner på nøjagtig de betingelser, hvorunder kapitalismen vil løbe ind i “krisen”, på samme måde som evangeliske kristne tager bestik af Jesu Kristi genkomst. Midt i firserne begyndte denne kommunistiske idé at opleve en storstilet revival, da Chicagoskolens økonomer tog den til sig og hævdede, at sammenbrud i markedet på samme måde, som det kunne give anledning til venstreorienterede revolutioner, også kunne bruges til at sparke højreorienterede modrevolutioner i gang, en teori der blev kendt som “krisehypotesen”.³⁶

Friedmans interesse i krisen var også et klart forsøg på at lære af venstrefløjens sejre under depressionen: Da markedet brød sammen, havde Keynes og hans disciple, der indtil da havde været ude på en ørkenvandring, stået klar med deres ideer, deres New Deal-løsninger. I halvfjerdserne og først i firserne havde Friedman og hans bagmænd i erhvervslivet forsøgt at efterligne denne proces med deres helt egen udgave af intellektuel katastrofeparathed. De havde omhyggeligt opbygget et netværk af højreorienterede tænketanke, blandt dem Cato og Heritage, og produceret den vigtigste motor til spredning af Friedmans synspunkter, nemlig PBS-miniserien i ti afsnit Free to Choose – bakket op af nogle af verdens største firmaer, inklusive Getty Oil, Firestone Tire & Rubber Co., Pepsi Co., General Motors, Bechtel og General Mills.³⁷ Når den næste krise satte ind, var Friedman fast besluttet på, at det skulle være ham og hans Chicagodrenge, der stod klar med deres ideer og løsningsforslag.

På det tidspunkt, hvor han første gang fremsatte sin kriseteori i begyndelsen af firserne, var USA inde i et økonomisk tilbageslag – en dobbelt dukkert af høj inflation og høj arbejdsløshed. Og Chicagoskolens politik, nu kendt under navnet Reaganomics, nød stor anseelse i Washington. Men selv Ronald Reagan turde ikke bare implementere den form for lammende chokterapi, Friedman drømte om, og som han havde foreskrevet i Chile.

Nok en gang skulle det være et latinamerikansk land, som skulle blive prøveklud for Friedmans kriseteori – og denne gang skulle det ikke blive en Chicagodreng, der skulle føre an, men en ny udgave af choklægen, en som passede bedre til en demokratisk tidsalder.