KAPITEL 21
ISRAEL SOM ADVARSEL
Store grænsehegn er ikke forbeholdt en verden af gulag, men er en del af en verden af lydmure langs motorveje, luksusloger på stadion, røgfri områder, sikkerhedszoner i lufthavne og “indhegnede kvarterer”. ... De tydeliggør privilegierne hos de besiddende og misundelsen fra de besiddelsesløse på en måde, der er pinlig for begge parter. Men det er ikke det sammesom at sige, at de ikke fungerer.
– Christopher Caldwell, seniorredaktør, The Weekly Standard, november 20061
I årtier har det været sund fornuft, at blodsudgydelse i større stil var et dræn i den globale økonomi. Individuelle chok og kriser kunne selvfølgelig nyttiggøres som løftestænger for åbningen af nye markeder, men når chokket havde gjort sin indvirkning, krævedes der relativ fred og stabilitet, hvis man skulle have en bæredygtig vækst. Det var den accepterede forklaring på, hvorfor halvfemserne havde været så indbringende et årti. Nu da den kolde krig var ovre, blev økonomierne frigjort til at koncentrere sig om handel og investeringer, og efterhånden som landene blev vævet tættere sammen og afhængige af hinanden indbyrdes, var der meget mindre sandsynlighed for, at de bombede hinanden.
Ved World Economic Forum i Davos i Schweiz i 2007 kløede politikere og erhvervsfolk sig i nakken med hensyn til en tingenes tilstand, der så ud til at gå imod denne konventionelle fornuft. Det blev kaldt for “Davos-dilemmaet,” som klummeskriver Martin Wolf i Financial Times beskrev som “kontrasten mellem verdens favorable økonomier og problematiske politik.” Som han så det, havde økonomien været ude for “en række chok. Aktiemarkedets sammenbrud i 2000; terroristernes skændselshandlinger den 11. september 2001; krige i Afghanistan og Irak; modstanden mod USAs politik; olieprisernes hop til et niveau, man ikke havde kendt til siden 1970erne; de sammenbrudte forhandlinger i Doha-runden [af WTO-forhandlinger] og konfrontationerne omkring Irans atomambitioner” – og alligevel befandt man sig i en “gylden periode af bredt fordelt vækst.” For at sige det ligeud, så var verden på vej ad helvede til, der var ingen stabilitet i syne, og den globale økonomi brølede anerkendende derudad. Kort efter beskrev den tidligere amerikanske finansminister Lawrence Summers den “næsten totale mangel på kontakt” mellem politik og markeder som “noget hentet ud af Dickens; man taler med eksperter i internationale relationer, og de siger, det aldrig har været værre. Så taler man med potentielle investorer, og så er tiden en af de bedste nogensinde.”2
Denne forunderlige trend har man også kunnet bemærke i det såkaldte “kanoner til kaviar-indeks”. Indekset følger salget af kampfly (kanoner) og private forretningsjetfly (kaviar). Over sytten år viste det sig konstant, at hvis salget af kampfly gik strygende, så gik salget af forretningsjetfly ned, og vice versa: Når salget af forretningsjetfly steg, så dykkede salget af kampfly. Selvfølgelig var der altid en håndfuld krigsspekulanter, der formåede at blive rige på at sælge våben, men økonomisk set var de uden betydning. Det er en triviel sandhed om vor tids marked, at man ikke kan have økonomiske boom midt i vold og mangel på stabilitet.
Men den trivielle sandhed gælder ikke længere. Siden 2003, året for invasionen i Irak, har indekset vist, at der er blevet brugt mange flere penge på såvel kampfly som forretningsfly samtidigt, hvilket er ensbetydende med, at verden bliver mindre fredelig samtidig med, at der akkumuleres betydelig mere profit.3 Den galopperende økonomiske vækst i Kina og Indien har spillet en rolle i det øgede behov for luksusartikler, men det samme gjorde udvidelsen af det snævre, militærindustrielle kompleks til et vidtforgrenet katastrofekapitalistisk kompleks. I dag kommer den globale mangel på stabilitet ikke blot en lille gruppe våbenhandlere til gode; den genererer enorme profitter til den højteknologiske sektor, store byggeforetagender, private sundhedsvirksomheder, der behandler sårede soldater, og i olie- og gassektoren – og så selvfølgelig til forsvarskontrahenterne.
Størrelsen af den omsætning, der er tale om, er helt sikkert tilstrækkelig til at sikre brændstof til et økonomisk boom. Lockheed Martin, hvis tidligere vicepræsident var formand for den komité, der højlydt agiterede for krigen i Irak, modtog 25 milliarder USD af de amerikanske skatteyderes penge alene i 2005. Det demokratiske medlem af Kongressen Henry Waxman bemærkede, at dette beløb “oversteg bruttonationalproduktet i hundrede og tre lande, inklusive Island, Jordan og Costa Rica ... [og] også var større end de samlede budgetter for handelsministeriet, indenrigsministeriet, administrationen for små og mellemstore virksomheder og hele den juridiske del af regeringen tilsammen.” Lockheed var i sig selv et “nyt marked”. Virksomheder som Lockheed (hvis aktiekurs tredobledes i perioden fra 2000 til 2005) udgør en stor del af forklaringen på, hvorfor det amerikanske aktiemarked blev reddet fra en længerevarende nedtur efter 11. september. Mens almindelige aktier ikke har kunnet holde værdien, så er Spade Defense Index, “en målestok for aktier inden for forsvar, fædrelandssikkerhed og rumteknologi,” hvert eneste år fra 2001 til 2006 steget med gennemsnitligt 15 procent – syv en halv gang så meget, som Standard & Poors gennemsnit for fem hundrede aktier er gået op i samme periode.4
Davos-dilemmaet styrkes yderligere af den utroligt profitable model for privatiseret genopbygning, der blev udviklet i Irak. Aktier i de store konstruktionsvirksomheder, som omfatter de store entreprenørfirmaer – der lander fede kontrakter, uden at de har været i udbud, efter krige og katastrofer – steg med 250 procent mellem 2001 og april 2007. Genopbygning er nu så stor en forretning, at hver eneste ny ødelæggelse mødes med begejstrede nye aktieemissioner på børsen: 30 milliarder USD for genopbygningen af Irak, 13 milliarder for tsunami-genopbygningen, 100 milliarder på New Orleans og kysten langs den Mexicanske Golf, 7,6 milliarder for genopbygningen af Libanon.5
Terroristangreb, der engang sendte aktiemarkedet ud i frit fald, bliver nu modtaget tilsvarende begejstret af markedet. Efter 11. september 2001 styrtdykkede Dow Jones med seks hundrede femogfirs point, så snart markederne åbnede. I skarp kontrast til dette lukkede det amerikanske aktiemarked Nasdaq 7 point højere, end det havde gjort dagen før, da fire bomber den 7. juli 2005 eksploderede i Londons offentlige transportsystem, dræbte snesevis af mennesker og sårede hundreder. I august måned samme år, den dag britiske politistyrker anholdt fireogtyve mistænkte, som angiveligt ville sprænge passagerfly på vej til USA i luften, lukkede Nasdaq 11,4 point højere, takket være først og fremmest stærkt stigende aktier inden for fædrelandssikkerhed.
Og så er der de helt uhyrlige formuer, der bliver skabt i oliesektoren – 40 milliarder i profit alene til ExxonMobil i 2006, det største overskud, man nogensinde har noteret, og kollegerne i de rivaliserende virksomheder som Chevron lå ikke langt efter.6 Ligesom i de virksomheder, der har forbindelse til forsvar, industrielt byggeri og fædrelandssikkerhed, øges oliesektorens formuer for hver en krig, hvert et terroristangreb og hver en kategori 5-orkan. Ud over at høste de kortsigtede fordele af høje priser forbundet med usikkerhed i de vigtigste olieproducerende områder, er det til stadighed lykkedes for olieindustrien at gøre katastrofer til en langsigtet fordel, enten ved at sikre sig, at en stor del af genopbygningsmidlerne gik til en bekostelig infrastruktur af veje, som en ny olieledning krævede (mens de fleste andre større genopbygningsprojekter blev syltet), ved at gennemtvinge Iraks olielove, mens landet stod i flammer, eller ved, ridende på ryggen af orkanen Katrina, at planlægge de første nye olieraffinaderier i USA siden halvfjerdserne. Olie- og gasindustrien er så tæt sammenfiltret med katastrofeøkonomien – såvel som roden til mange katastrofer og som dem, der drager fordel af den – at den fortjener at blive udnævnt til æresmedlem af det katastrofekapitalistiske kompleks.
Intet behov for konspirationer
Den sidste tids flom af katastrofer er blevet omsat i så megen iøjnefaldende profit, at folk verden over er nået frem til samme konklusion: De rige og magtfulde forårsager med vilje katastrofer for at kunne udnytte dem. I juli viste en national rundspørge blandt beboere i USA, at over en tredjedel af respondenterne var af den opfattelse, at regeringen havde en finger med i spillet den 11. september eller ikke gjorde noget for at forhindre angrebene, “fordi de ønskede, at USA skulle gå i krig i Mellemøsten.” Lignende mistanker klistrer til de fleste af de senere års katastrofer. Opsamlingslejrene i Louisiana i kølvandet på Katrina summede af rygter om, at digerne slet ikke var brudt sammen, men i al hemmelighed var blevet sprængt for at “udslette den sorte del af byen og holde den hvide del tør,” som Nation of Islams leder Louis Farrakhan var inde på.7 I Sri Lanka hørte jeg tit, at tsunamien skyldtes amerikanske bombesprængninger under vandet, for at man kunne sende tropper til Sydøstasien og skaffe sig fuld kontrol med regionens økonomier.
Sandheden er på samme tid mindre udspekuleret og meget mere farlig. Et økonomisk system, der kræver konstant vækst samtidig med, at det forhindrer næsten alle alvorlige forsøg på at begrænse de miljømæssige konsekvenser, skaber helt af sig selv en stadig strøm af nye katastrofer, hvad enten de er militære, økologiske eller finansielle. Appetitten på hurtige, kortsigtede profitter gennem rent spekulative investeringer har gjort aktie-, valuta- og ejendomsmarkederne til kriseskabelsesmaskiner, som den finansielle krise i Asien, den mexicanske peso-krise og dotcom- sammenbruddet alle demonstrerer. Vores fælles afhængighed af forurenende, ikke-genskabelige energikilder sørger for, at andre katastrofer bliver ved med at vælte ind. Naturkatastrofer (steget 430 procent siden 1975) og krige udkæmpet for at få kontrol med sparsomme ressourcer (ikke blot i Irak og Afghanistan, men også mindre intense konflikter som de, der raser i Nigeria, Columbia og Sudan), som igen skaber terroristiske gengældelser (en undersøgelse fra 2007 regnede sig frem til, at antallet af terroristangreb siden starten af krigen i Irak var syvdoblet).8
Når man betænker de kogende temperaturer, såvel klimatisk som politisk, så er der ingen grund til, at fremtidige katastrofer er nogle, man fabrikerer ved hjælp af dunkle sammensværgelser. Alle indikationer viser, at hvis vi blot bliver på den nuværende kurs, så skal de nok komme af sig selv med stadigt større hast. Skabelsen af katastrofer kan derfor overlades til markedets usynlige hånd. Det er i hvert fald et område, hvor den lever op til sit ry.
Selvom det katastrofekapitalistiske kompleks ikke med overlæg planlægger de katastrofer, som det suger næring af (selvom Irak kan være en bemærkelsesværdig undtagelse), så er der masser af beviser på, at de brancher, der indgår i det, arbejder meget hårdt på at sikre sig, at de nuværende katastrofetrends fortsætter uden modstand. Store olieselskaber har i årevis betalt bevægelsen for fornægtelse af klimaforandringer; ExxonMobil har brugt et anslået beløb på 16 millioner USD på dette korstog i løbet af de sidste ti år. Mens det er et velkendt fænomen, at samspillet mellem katastrofekontrahenter og opinionsdannelseseliten ikke er så nemt at se. Adskillige indflydelsesrige tænketanke i Washington – blandt dem National Institute for Public Policy og Center for Security Policy – finansierer kraftigt kontrahenter inden for våben og fædrelandssikkerhed, som profiterer direkte af disse institutters ustandselige fremstilling af verden som et mørkt og ondt sted, hvis kræfter kun kan holdes i ave med magt. Sektoren for fædrelandssikkerhed er også ved i stigende grad at blive integreret i medievirksomhederne, en udvikling med orwellske implikationer. I 2004 betalte giganten inden for digital kommunikation LexisNexis 775 millioner USD for Seisint, et dataudvindingsfirma, der arbejder tæt sammen med grene af forbundsstaten og enkeltstaterne om overvågning. Samme år købte General Electric, som ejer NBC, InVision, den største fabrikant af kontroversielle, højteknologiske bombefindingsanordninger som dem, man bruger i lufthavne og andre offentlige steder. InVision modtag svimlende 15 milliarder USD i kontrakter fra Homeland Security mellem 2001 og 2006, hvilket var flere kontrakter af den art end noget andet firma.9
Det katastrofekapitalistiske kompleks’ snigende ekspansion ind i medierne kan vise sig at danne en ny form for virksomhedssynergi, som bygger på den vertikale integration, der var så populær i halvfemserne. Det lyder i hvert fald som sund forretningssans. Jo mere panikramte vores samfund er – overbeviste, som de er, om at der lusker terrorister rundt i hver en moské – og jo højere nyhedsratingerne går, desto flere biometriske IDer og flydende sprængstofsopdagelsesanordninger kan komplekset sælge, og desto flere højteknologiske hegn bygger det. Hvis drømmen om en åben, grænseløs “lille planet” var adgangen til profit i halvfemserne, så spiller mareridtet om truende, fæstningsagtige vestlige kontinenter under belejring af jihadkrigere og illegale immigranter samme rolle i det nye årtusinde. Den eneste udsigt, der kan true den boomende katastrofeøkonomi, som så megen velstand afhænger af – fra våben over olie, byggevirksomhed og overvågning til patentbelagt medicin – er muligheden for at opnå et eller andet mål af klimastabilitet og geopolitisk fred.
Israel og den standende katastrofeapartheidstat
Mens analytikerne kæmper for at forstå Davos-dilemmaet, er en ny konsensus ved at opstå. Det er ikke, fordi markedet er blevet immunt over for ustabilitet, i det mindste ikke helt. Det handler om, at den stadige strøm af katastrofer nu er så forvænt, at markedet, der altid tilpasser sig, har ændret sig, så det passer til denne nye status quo – ustabilitet er den nye stabilitet. I diskussioner om post 11. september-fænomenet fremhæves Israel ofte som et prima eksempel. I hovedparten af det sidste årti har Israel i lille målestok oplevet sin egen udgave af Davos-dilemmaet. Krige og terrorangreb er taget til, men aktiebørsen i Tel Aviv er steget til rekordhøjder parallelt med denne vold. Som en aktieanalytiker bemærkede på Fox News efter bomberne i London den 7. juli: “I Israel lever de med truslen om daglig terror, og det marked er på sit højeste i år.”10 Som med den globale økonomi i almindelighed er de fleste enige om, at Israels politiske situation er katastrofal, men dets økonomi har aldrig været stærkere, og væksten i 2007 ligger på linje med Kinas og Indiens.
Det, der gør Israel interessant som model for kanon-og-kaviar, er ikke blot det faktum, at dets økonomi klarer sig på trods af alvorlige politiske chok som krigen med Libanon i 2006 og Hamas’ overtagelse af Gaza i 2007, men også at Israel har udviklet en økonomi, der ekspanderer betragteligt som direkte følge af eskalerende vold. Grunden til den israelske industris tryghed ved katastrofer er ikke så mystisk. Mange år før de amerikanske og europæiske virksomheder begreb potentialet i det globale sikkerhedsboom, havde israelske virksomheder travlt med at udforske mulighederne i fædrelandssikkerhedsbranchen, og den dag i dag dominerer de sektoren. Det israelske eksportinstitut anslår, at Israel har tre hundrede og halvtreds virksomheder, der beskæftiger sig med salg af produkter til sikring af fædrelandet, og tredive nye kom til på markedet i 2007. Set ud fra et virksomhedssynspunkt har dette gjort Israel til en eftertragtelsesværdig model i markedet efter 11. september. Set i et socialt og politisk perspektiv burde Israel i stedet tjene som noget andet – som en grel advarsel. Det faktum, at Israel vedbliver med at nyde en voldsom velstandsforøgelse samtidig med, at det fører krig mod sine naboer og lader brutaliteten i de besatte områder eskalere, demonstrerer blot, hvor farligt det er at bygge en økonomi op omkring en forudsætning om stadig krig og stadigt større katastrofer.
Israels nuværende evne til at kombinere kanoner og kaviar er kulminationen på en dramatisk ændring af landets økonomi i løbet af de sidste femten år, en ændring, som har en dybtgående og lidet undersøgt indvirkning på den parallelle opløsning af udsigterne til fred. Sidste gang, der var en troværdig udsigt til fredsmægling i Mellemøsten, var i begyndelsen af halvfemserne, et tidspunkt, hvor en magtfuld gruppe af israelere mente, at fortsat konflikt ikke længere var en mulighed. Kommunismen var styrtet i grus, informationsrevolutionen stod for døren, og der var udbredt enighed i det israelske erhvervsliv om, at den blodige besættelse af Gaza og Vestbredden, under indtryk af den arabiske boykot af Israel, bragte landets økonomiske fremtid i fare. De israelske virksomheder kunne se de “nye markeder” opstå rundt om i verden, og man var træt af at blive begrænset af krig; man ønskede at være en del af den højprofitable, grænseløse verden og ikke være spærret inde af regionale stridigheder. Hvis den israelske regering kunne forhandle en eller anden form for fredsslutning igennem med palæstinenserne, ville Israels naboer være nødt til at ophæve deres boykot, og landet ville ligge perfekt til at blive Mellemøstens frihandelscentrum.
I 1993 var Dan Gillerman, daværende formand for sammenslutningen af israelske handelskamre, fortaler for dette. “Israel kunne blive en ganske almindelig stat som alle andre ... eller det kunne blive det strategiske, logistiske og markedsføringsmæssige centrum for hele regionen som et mellemøstligt Singapore eller Hong Kong, hvor multinationale koncerner lægger deres hovedkvarterer ... Vi snakker om en helt anden form for økonomi ... Israel er nødt til at handle hurtigt for at tilpasse sig, ellers vil denne enestående økonomiske mulighed glide os af hænde, og vi kan stå tilbage og sige: ‘Vi kunne have været.’”11
Samme år forklarede daværende udenrigsminister Shimon Peres en gruppe israelske journalister, at freden nu var uundgåelig. Det var ganske vist en meget mærkelig form for fred. “Vi søger ikke en flagenes fred,” sagde Peres, “vi er interesserede i markedsfred.”12 Nogle få måneder senere gav den israelske premierminister Yitzhak Rabin og lederen af PLO Yasser Arafat hinanden hånden på plænen foran det Hvide Hus for at markere indgåelsen af Oslo-aftalen. Verden jublede, og de tre mænd delte Nobels Fredspris i 1994 – hvorpå det hele gik grueligt galt.
Oslo- kan have været den mest optimistiske periode i det israelsk-palæstinensiske forhold, men det berømte håndtryk markerede ikke beseglingen af en aftale. Det var blot en aftale om at starte en proces, men alle de indholdsmæssige spørgsmål var uafklarede. Arafat befandt sig i en forfærdelig forhandlingsposition, hvor han var nødt til at forhandle sig frem til sin egen tilbagevenden til de besatte områder, og han sikrede ikke nogen aftale om Jerusalems skæbne, hvad der skulle ske med de palæstinensiske flygtninge, jødiske bosættere eller blot palæstinensernes ret til selvbestemmelse. Oslo-strategien var, hævdede forhandlerne, at skubbe på for at få en “markedsfred” baseret på den forestilling, at resten så ville falde på plads. Ved at etablere grænser og underkaste sig globaliseringens uimodståelige kraft formodede man, at såvel israelerne som palæstinenserne ville opleve så konkrete forbedringer i det daglige liv, at der ville blive skabt en mere varm atmosfære for de forhandlinger om en “flagenes fred”, der så ville følge. Det var i hvert fald det, Oslo- lovede.
Der var mange ting, der bidrog til det efterfølgende sammenbrud. Israelerne vil gerne give selvmordsbomber og mordet på Rabin skylden. Palæstinenserne peger på Israels frenetiske udvidelse af de illegale bosættelser i løbet af Oslo-perioden som et bevis på, at fredsprocessen grundede sig på det, den israelske udenrigsminister i arbejderregeringen under Ehud Barak kaldte for “et neokolonialistisk grundlag,” der var udformet sådan, at “når der endelig kommer en fred mellem os og palæstinenserne, vil der være en afhængighedssituation af struktureret mangel på lighed mellem de to dele.”13 Debatten om, hvem der kørte fredsprocessen af sporet, eller om fred nogensinde havde været det virkelige mål for processen, er velkendt og udtømmende undersøgt. Der var dog to faktorer, der bidrog til Israels tilbagetrækning til unilateralisme, som ikke er afklaret og sjældent diskuteres, og begge har at gøre med den særlige måde, Chicagoskolens frimarkedskorstog udformede sig på i Israel. Den ene var tilstrømningen af sovjetiske jøder, som var et direkte resultat af Ruslands eksperiment med chokterapi. Den anden var skiftet i den israelske eksportøkonomi fra at være baseret på traditionelle varer og højteknologi til i overvejende grad at være afhængig af at sælge ekspertise og anordninger i forbindelse med antiterrorisme. Begge faktorer spillede i vidt omfang ødelæggende ind på Oslo-processen: Ankomsten af russerne reducerede Israels afhængighed af palæstinensisk arbejdskraft og tillod landet at forsegle de besatte områder, mens den lynhurtige vækst i den højteknologiske sikkerhedsøkonomi skabte en voldsom appetit hos Israels velhavende og mest magtfulde sektorer på at opgive freden til fordel for udkæmpelsen af en fortsat, og stadigt mere omfattende, Krig mod Terror.
Ved et historisk uheldigt tilfælde faldt Oslo-perioden præcist sammen med den mest smertefulde fase af Chicagoskole-eksperimentet i Rusland. Håndtrykket på plænen uden for det Hvide Hus fandt sted den 13. september 1993; nøjagtig tre måneder efter sendte Jeltsin kampvognene ind for at sætte parlamentsbygningen i brand og bane vejen for sin mest brutale dosis økonomisk chok.
I løbet af 1990’erne forlod rundt regnet en million jøder det tidligere Sovjetunionen og flyttede til Israel. Immigranter fra det tidligere Sovjetunionen, der kom til Israel i denne periode, udgør nu mere end 18 procent af den totale jødiske befolkning.14 Det er svært ikke at tillægge den indflydelse, en så stor og hurtig befolkningstransfusion til så lille et land som Israel må have haft, nogen betydning. Proportionsmæssigt ville det svare til, at hvert eneste menneske i Angola, Cambodja og Peru pakkede kufferten og flyttede til USA på en gang. I Europa ville det svare til, at alle grækere flyttede til Frankrig.
Da den første bølge af sovjetjøder satte kursen mod Israel, valgte mange at leve i en jødisk stat efter et helt liv med religiøs forfølgelse. Efter denne første bølge øgedes antallet af russiske immigranter til Israel imidlertid dramatisk og i direkte sammenhæng med den smerte, det russiske folk fik doseret af deres økonomiske chokdoktorer. Disse efterfølgende bølger af sovjetiske immigranter var ikke idealistiske zionister (mange havde ret tvivlsomme krav på at være jøder); de var desperate økonomiske flygtninge. “Det er ikke stedet, vi kommer hen, der er det afgørende, men hvor vi kommer fra,” fortalte en emigrant, der ventede uden for den israelske ambassade i Moskva, The Washington Times i 1992. En talsmand for det sovjetiske jødisk-zionistiske forum indrømmede omkring dette eksodus, at de “ikke følte sig tiltrukket af Israel, de følte sig udvist af USSR af den politiske ustabilitet og økonomiske krise der.” Langt den største bølge kom i kølvandet på Jeltsins kup i 1993 – netop som fredsprocessen tog sin begyndelse i Israel. Efter kuppet flyttede yderligere seks hundrede tusind mennesker fra de forhenværende sovjetstater til Israel.15
Denne demografiske transformation kuldkastede den i forvejen skrøbelige dynamik. Inden flygtningene fra Sovjet ankom, kunne Israel ikke i længere tid have afskåret sig fra de palæstinensiske befolkninger i Gaza og på Vestbredden; landets økonomi kunne lige så lidt klare sig uden palæstinensere, som Californien kan klare sig uden mexicanere. Rundt regnet hundrede halvtreds tusind palæstinensere forlod hver dag deres hjem i Gaza og på Vestbredden for at tage til Israel og feje gader og bygge veje, mens palæstinensiske bønder og handelsfolk fyldte lastbiler med varer og solgte dem i Israel og andre dele af territorierne.16 Hver side var økonomisk afhængig af den anden, og Israel traf aggressive foranstaltninger for at forhindre de palæstinensiske områder i at udvikle selvstændige handelsforbindelser med de arabiske stater.
Men netop som Oslo skulle til at virke, blev den dybe, indbyrdes afhængighed pludselig revet itu. I modsætning til de palæstinensiske arbejdere, hvis tilstedeværelse i Israel udfordrede det zionistiske projekt ved at stille krav til den israelske stat om erstatning for stjålne områder og om borgerrettigheder, så havde de hundredtusindvis af russere, der kom til Israel på dette tidspunkt, den modsatte virkning. De forstærkede de zionistiske mål ved mærkbart at forøge andelen af jøder i forhold til arabere samtidig med, at de udgjorde en ny reserve af billig arbejdskraft. Lige pludselig havde Tel Aviv kræfter til at lancere en ny æra for palæstinensiske relationer. Den 30. marts 1993 startede Israel på sin politik med “lukning”, med at forsegle grænsen mellem Israel og de besatte områder, ofte i dage- eller ugevis, hvorved de hindrede palæstinenserne i at komme på arbejde og i at sælge deres varer. Lukningen startede som en midlertidig foranstaltning, angiveligt som nødforanstaltning på grund af terrorismetruslen. Det blev hurtigt til et nyt status quo, hvor områderne ikke blot blev afsondrede fra Israel, men også fra hinanden, og blev afpatruljeret ved hjælp af et stadigt mere avanceret og nedværdigende system af kontrolposter.
Året 1993 var blevet fremhævet som begyndelsen på en ny æra fuld af håb; i stedet var det året, hvor de besatte områder blev omdannet fra nedslidte sovesale for den israelske stats underklasse til kvælende fængsler. I samme periode, fra 1993 og til 2000, fordobledes antallet af israelske bosættere, der boede i de besatte områder.17 Hvad der mange steder havde været hastigt sammentømrede bosætterudsteder, blev omformet til frodige, befæstede forstæder med deres egne private veje, som helt klart var designet til at være en tilføjelse til den israelske stat. I Oslo-perioden blev Israel også ved med at kræve adgang til vigtige vandreserver på Vestbredden til forsyning af bosættelserne, mens resten af det sparsomme vand blev ledt ind i Israel.
Også her spillede de nye immigranter en lidet oplyst rolle. Mange indbyggere i det tidligere Sovjetunionen var kommet til Israel uden en øre på lommen efter at have set deres livs opsparing forsvinde i de chokterapeutiske devalueringer og lod sig let lokke til de besatte områder, hvor huse og lejligheder var billigere, og hvor man kunne få specielle lån og bonusordninger. Nogle af de mest ambitiøse bosættelser – som for eksempel Ariel på Vestbredden, der kan prale af et universitet, et hotel og en Texas-minigolfbane – rekrutterede aggressivt i Sovjetunionen, hvortil man sendte spejdere og opsatte russisksprogede hjemmesider på internettet. Det lykkedes Ariel at fordoble indbyggertallet takket være dette tiltag, og i dag fremstår bosættelsen som et mini-Moskva med store skilte på såvel hebræisk som russisk. Halvdelen af indbyggerne kommer fra det tidligere Sovjetunionen. Den israelske gruppe Peace Now anslår, at omkring 25.000 israelske borgere, der lever i ulovlige bosættelser, falder ind under denne kategori, men den understreger også, at mange russere flyttede “uden nogen klar forståelse for, hvad det var, de gjorde.”18
I Israel indfriede årene efter Oslo-aftalerne på dramatisk vis løftet om at bytte konflikt ud med velstand. I midten og slutningen af halvfemserne tog israelske virksomheder den globale økonomi med storm, og her især højteknologiske virksomheder specialiseret i telekommunikation og internetteknologi med Tel Aviv og Haifa som mellemøstlige udløbere af Silicon Valley. Da dot-com-bølgen var på sit højeste, kom 15 procent af Israels bruttonationalprodukt fra højteknologi, som også udgjorde næsten halvdelen af eksporten. Det gjorde Israels industri til “verdens mest teknologiafhængige,” ifølge Business-Week – dobbelt så afhængige som USA.19
Nok en gang var de nyankomne af stor betydning for boomet. Blandt de hundredtusindvis af sovjetborgere, der kom til Israel i halvfemserne, var der flere højtuddannede videnskabsmænd, end Israels bedste teknologiske institutter havde uddannet i de firs år, de havde eksisteret. Det drejede sig om mange af de videnskabsmænd, der havde sørget for opretholdelsen af den sovjetiske del af den kolde krig – og de blev, som en israelsk økonom udtrykte det, “raketbrændstof for [Israels] teknologiske industri.” Shlomol Ben-Ami beskriver årene efter håndtrykket i det Hvide Hus som “en af de mest hæsblæsende perioder med økonomisk vækst og markedsudvidelser i [Israels] historie.”20
Det var meningen, at denne åbning af markederne skulle være kommet begge sider i konflikten til gode, men bortset fra den korrupte klike omkring Arafat var palæstinenserne bemærkelsesværdigt fraværende i boomet efter Oslo. Den største forhindring var indelukkelsen, en politik, der ikke er blevet ophævet så meget som en eneste gang, siden den blev indført i 1993. Ifølge mellemøsteksperten Sara Roy fra Harvard, var konsekvensen for palæstinensernes økonomiske liv katastrofal, da man første gang lukkede grænserne. “Indespærringen har været den mest betydningsfulde enkeltbegivenhed i forhold til økonomien i Oslo-perioden og siden hen, det tiltag, der har påført en i forvejen kompromitteret økonomi den største skade,” sagde hun i et interview.
Arbejderne kunne ikke arbejde, de handlende ikke sælge deres varer, bønderne kunne ikke komme ud på deres marker. I 1993 styrtdykkede per capita bruttonationalproduktet i de besatte områder med 30 procent; det følgende år steg fattigdommen blandt palæstinenserne med 33 procent. Da man nåede frem til 1996, siger Roy, der har lavet omfattende dokumentation af de økonomiske indvirkninger af indespærringen, “var 66 procent af den palæstinensiske arbejdskraft enten arbejdsløs eller tæt på at være det.”21 For palæstinenserne kom Oslo ikke til at være ensbetydende med “markedsfred”, men i stedet forsvindende markeder, mindre arbejde, mindre frihed – og nok så vigtigt, efterhånden som bosættelserne blev udvidet, mindre jord. Det var denne helt og holdent uholdbare situation, der gjorde de besatte områder til en krudttønde, som røg i luften, da Ariel Sharon besøgte det sted i Jerusalem, som muslimerne kalder for al-Haram al-Sharif (og jøderne for Tempelbjerget) i september 2000, hvilket startede den anden intifada.
I Israel og den internationale presse hævder man almindeligvis, at grunden til, at fredsprocessen led skibbrud, var, at Ehud Baraks tilbud i Camp David i juli 2000 var det bedste tilbud, palæstinenserne nogensinde ville få, men at Arafat vendte ryggen til Israels generøsitet, hvorved han viste, at han aldrig havde været oprigtigt interesseret i en fredsslutning. Efter den oplevelse, og efter den anden intifada, tabte Israel tiltroen til forhandlingerne, valgte Ariel Sharon og gik i gang med at bygge det, man kaldte en sikkerhedsbarriere, og som palæstinenserne kalder for en apartheidmur – et netværk af betonmure og stålhegn, der rejser sig langs de såkaldte grønne grænser fra 1967 og grådigt strækker sig ind på palæstinensisk område og trækker store bosættelsesområder ind i staten Israel sammen med 30 procent af vandressourcerne i nogle områder.22
Der er ingen tvivl om, at Arafat ønskede en bedre aftale end dem, der kom ud af såvel Camp David som Taba i januar 2001, men disse aftaler var heller ikke nær så eftertragtelsesværdige, som de blev fremstillet. Selvom det til stadighed af israelerne blev præsenteret som et tilbud af hidtil uset generøsitet, så ville Camp David stort set ikke have givet genoprejsning til de palæstinensere, der var blevet tvunget bort fra deres hjem og jord, da den israelske stat blev oprettet i 1948, og den kom slet ikke i nærheden af palæstinensernes mindstekrav om selvbestemmelse. I 2006 brød Shlomo Ben-Ami, hovedforhandler for den israelske regering under såvel Camp David- som Tabaforhandlingerne, partilinjen og indrømmede, at “Camp David var ikke nogen mistet chance for palæstinenserne, og hvis jeg var palæstinenser, så ville jeg også have afvist Camp David.”23
Der var andre faktorer, der bidrog til, at Tel Aviv blev væk fra mere alvorlige fredsforhandlinger efter 2001 – faktorer lige så stærke som Arafats påståede stejlhed eller Sharons personlige kamp for et “større Israel”. En af dem havde med Israels teknologiske økonomi at gøre. I begyndelsen af halvfemserne ønskede Israels økonomiske elite fred til velstand, men den form for velstand, de opbyggede i Oslo-årene, endte med at have meget mindre med fred at gøre, end man oprindeligt havde antaget. Da Israels niche i den globale økonomi viste sig at være informationsteknologi, var det ensbetydende med, at nøglen til vækst lå i at sende computersoftware og -chips til Los Angeles og London, ikke at sende sværindustrielle produkter til Beirut og Damaskus. Succes i den teknologiske sektor krævede ikke, at Israel stod på venskabelig fod med sine arabiske naboer eller opgav sine besatte områder. Opkomsten af den teknologiske økonomi var imidlertid kun første trin på vejen til Israels skæbnesvangre økonomiske transformation. Den anden fulgte efter dotcom-økonomiens sammenbrud i 2000, hvor Israels førende virksomheder var nødt til at finde en ny niche på det globale marked.
Med den mest teknologiafhængige økonomi i verden blev Israel ramt hårdere end noget andet land af dotcom-økonomiens sammenbrud. Landet kom ud i et øjeblikkeligt frit fald, og i juni 2001 forudså analytikerne, at rundt regnet tre hundrede israelske højteknologiske virksomheder ville gå konkurs med titusinder af afskedigelser til følge. Erhvervsbladet Globes fra Tel Aviv erklærede i en overskrift 2002 for “det værste år for israelsk økonomi siden 1953.”24
Avisen bemærkede, at den eneste grund til, at recessionen ikke var endnu værre, var, at den israelske regering lynhurtigt greb ind med en 10,7 procents forøgelse af militærudgifterne, til dels finansieret gennem nedskæringer på de sociale budgetter. Regeringen tilskyndede også teknologibranchen til at skifte over fra informations- og kommunikationsteknologi til overvågning og sikkerhed. I denne periode spillede de israelske forsvarsstyrker rollen som virksomhedsudvikler. Unge israelske soldater eksperimenterede med netværkssystemer og overvågningsanordninger, mens de aftjente deres værnepligt, hvorefter de omsatte deres opdagelser til forretningsplaner, når de vendte tilbage til det civile liv. En masse nystartede virksomheder så dagens lys og specialiserede sig i alt fra “search and nail”-dataudvinding til overvågningskameraer og profiler af terrorister.25 Da markedet for disse ting og tjenesteydelser eksploderede efter 11. september, bød den israelske stat gladeligt en ny national økonomisk vision velkommen. Den vækst, som dotcom-boblen havde givet, ville blive afløst af et boom i fædrelandssikkerhed. Det var en perfekt alliance mellem Likud-partiets høgeindstilling og dets radikale åbenhed over for Chicagoskole-økonomien, som den kom til udtryk hos Sharons finansminister, Benjamin Netanyahu, og den nye chef for den israelske centralbank, Stanley Fischer, chefarkitekten bag IMFs chokterapeutiske eventyr i Rusland og Asien.
Allerede i 2003 var Israel på forbløffende vis på vej tilbage, og i 2004 så det ud til, at det var lykkedes landet at udføre et mirakel: Efter landets katastrofale sammenbrud klarede det sig nu bedre end stort set alle andre vestlige økonomier. Meget af væksten skyldtes Israels kloge placering af sig selv som en form for indkøbscenter for fædrelandssikkerhedsteknologi. Timingen var perfekt. Regeringer verden over var pludselig desperate efter at få fat på redskaber til terroristjagt, såvel som efter efterretningsviden omkring den arabiske verden. Under Likud-partiets ledelse slog den israelske stat sig op som showroom for det nyeste nye inden for fædrelandssikkerhed, hvor det kunne trække på sine årtierlange erfaringer og ekspertise i bekæmpelse af arabiske og muslimske trusler. Israels salgsargumenter over for USA og Europa var lige ud ad landevejen: Den Krig mod Terror, som I netop er ved at tage hul på, er den, vi har kæmpet, siden vi kom til verden. Lad vores højteknologiske virksomheder og privatiserede spionforetagender vise jer, hvordan man gør den slags.
Fra den ene dag til den anden blev Israel, hvad magasinet Forbes kaldte for “landet, der er værd at besøge, hvis man kigger efter antiterrorismeteknologier.” 26 Hvert år siden 2002 har Israel været vært for mindst et halvt dusin konferencer om indre sikkerhed for lovgivere, politichefer, sheriffer og direktører fra hele verden, og for hvert år er de blevet større og mere omfattende. Mens den almindelige turisme led under frygten for sikkerhed, så udfyldte denne form for officiel antiterrorturisme noget af tabet.
Ved et sådant møde i 2006 under overskriften “En rundtur i kulisserne bag [Israels] kamp mod terrorisme” rejste repræsentanter fra FBI, Microsoft og Singapores transportselskab Mass Transit System (sammen med andre) til Israels mest populære turistmål: Knesset, Tempelbjerget, Grædemuren. Hvert sted undersøgte og beundrede de besøgende de fæstningsagtige sikkerhedssystemer for at se, hvad man kunne bruge derhjemme. I maj 2007 var Israel vært for direktørerne for adskillige store amerikanske lufthavne, som tog del i workshops omkring forskellige typer aggressive passagerer og den form for screening, man bruger i Ben Gurion-lufthavnen nær Tel Aviv. Steve Grossman, flyvechef i Oaklands internationale lufthavn i Californien, forklarede, at han var der, fordi “israelerne er vidt berømte for deres sikkerhed.” Nogle af tingene er makabre og teatralske. For eksempel opførte det israelske militær ved International Homeland Security Conference i 2006 en avanceret demonstration i det, arrangørerne kaldte en “simulation af en katastrofe med massevis af ofre, med udbrud i byen Ness Ziona og afslutning på Asaf Harofeh-hospitalet.”27
Disse konferencer er ikke politiske, men yderst lukrative handelsmesser designet til at demonstrere de israelske sikkerhedsfirmaers fortrin. Resultatet har været, at Israels eksport af produkter og tjenesteydelser relateret til terrorbekæmpelse steg med 15 procent i 2006 og anslås at ville stige med 20 procent i 2007 for at nå op på en omsætning på 1,2 milliarder USD om året. Landets våbeneksport nåede i 2006 op på rekordhøje 3,4 milliarder USD (sammenlignet med 1,6 milliarder i 1992), hvilket gjorde Israel til den fjerdestørste våbeneksportør i verden og større end Storbritannien. Israel har flere teknologiaktier noteret på Nasdaq-børsen – hvoraf mange har med sikkerhed at gøre – end noget andet land, og det har flere teknologipatenter registreret i USA end Kina og Indien tilsammen. Israels teknologisektor, hvoraf hovedparten nu har med sikkerhed at gøre, står for 60 procent af al eksport.28
Len Rosen, en fremtrædende israelsk investeringsbankmand, udtalte til magasinet Fortune: “Det er sikkerheden frem for freden, det drejer sig om.” Under Oslo-processen “var folk optaget af fred som middel til vækst. Nu er det sikkerhed, vi kigger på, for at vold ikke skal begrænse vækst.”29 Han kunne lige så godt have taget skridtet fuldt ud: Forretningen med at sørge for “sikkerhed” – i Israel og verden over – er direkte skyld i en stor del af Israels meteoragtige vækst i de senere år. Det er ingen overdrivelse at sige, at Krigen mod Terror-branchen reddede Israels vaklende økonomi, på stort samme måde som det katastrofekapitalistiske kompleks var med til at redde det globale aktiemarked.
Her er nogle få eksempler på, hvad branchen har betydet:
• Et opkald til politiet i New York (NYPD) vil blive optaget og analyseret på udstyr skabt af Nice Systems, en israelsk virksomhed. Nice holder også opsyn med kommunikationen til politiet i Los Angeles og hos Time Warner, ligesom man har leveret videoovervågningsudstyr til Ronald Reagan National Airport og snesevis af andre vigtige kunder.30
• Billeder fra Londons undergrundstog bliver optaget på Verint-videoovervågningskameraer ejet af den israelske teknologigant Comverse. Verints overvågningsudstyr bruges også i det amerikanske forsvarsministerium, i Dulles-lufthavnen, på Capitol Hill og i Montreals metro. Virksomheden har overvågningskunder i mere end halvtreds lande og hjælper også virksomhedsgiganter som Home Depot og Target med at holde øje med deres medarbejdere.31
• Ansatte i byerne Los Angeles og Columbus, Ohio går rundt med elektroniske “smartcard” IDer fremstillet af den israelske virksomhed SuperCom, der kan prale af at have den forhenværende CIA-direktør James Woolsey som formand for sit rådgivningsorgan. Et unavngivent europæisk land har skrevet kontrakt med SuperCom om et nationalt id-program; et andet har givet det opgaven med at lave et pilotprogram for “biometriske pas”, begge eksempler på højst kontroversielle initiativer.32
• De firewalls, der sidder i computersystemerne hos nogle af de største elektricitetsselskaber i USA, er leveret af den israelske teknologigigant Check Point, selvom virksomhederne har valgt at være anonyme. Ifølge selskabet selv har “89 procent af Fortune 500-virksomheder valgt en Check Point-løsning.”33
• I opløbet til Super Bowl i 2007 blev alle de ansatte i Miamis internationale lufthavn uddannet i at identificere “skadelige mennesker, ikke bare skadelige ting” ved hjælp af et psykologisk system kaldet Behavior Pattern Recognition (aflæsning af adfærdsmønstre) udviklet af den israelske virksomhed New Age Security Solutions. Virksomhedens administrerende direktør er tidligere chef for sikkerheden i Israels Ben Gurion-lufthavn. Andre lufthavne, der har haft kontrakt med New Age inden for de senere år om at uddanne personalet i passagerprofilering, omfatter blandt mange andre Boston, San Francisco, Glasgow, Athen og London Heathrow. Havnearbejdere i det konfliktplagede Niger-delta har også fået New Age-træning, ligesom medarbejderne ved det hollandske justitsministerium, vagterne ved Frihedsgudinden og agenter inden for NYPDs afdeling for terrorismebekæmpelse.34
• Da det velhavende Audebon-kvarter i New Orleans besluttede, at man havde brug for sit eget politikorps efter orkanen Katrina, hyrede man det israelske sikkerhedsfirma Instinctive Shooting International.35
• Agenter fra Royal Canadian Mounted Police, der er Canadas forbundspoliti, er blevet uddannet af International Security Instructors, en virksomhed med hjemsted i Virginia, som har specialiseret sig i uddannelsen af lovhåndhævere og soldater. Man reklamerer med sine instruktørers “hårdt tilkæmpede israelske erfaring,” da de er “veteraner fra de israelske specialstyrker ... fra Israel Defense Force, Israel National Police Counter Terrorism [og] General Security Services (GSS eller ‘Shin Beit’).” Virksomhedens liste over elitekunder omfatter FBI, den amerikanske hær, det amerikanske marineinfanteri, den amerikanske flådes SEAL-korps og Londons Metropolitan Police Service.36
• I april 2007 gennemgik immigrationsagenter fra Homeland Security, der arbejdede langs grænsen til Mexico, et intensivt kursus over otte dage, arrangeret af Golan Group. Golan Group blev grundlagt af tidligere ansatte officerer i de israelske specialstyrker og kan opvise tre tusind fem hundrede ansatte i syv lande. “I bund og grund giver vi vores procedurer et skær af israelsk sikkerhed,” forklarede Thomas Pearson, virksomhedens operationschef, om kurset, som dækkede alt lige fra nærkamp over målskydning til “at komme helt på forkant med brugen af firhjulstrækkere.” Golan Group, der nu har hjemsted i Florida, men stadig markedsfører sine israelske fortrin, producerer også røntgenmaskiner, metaldetektorer og rifler. Ud over mange regeringer og kendte mennesker omfatter dets kundeliste også ExxonMobil, Shell, Texaco, Levi’s, Sony, Citigroup og Pizza Hut.37
• Da Buckingham Palace skulle have nyt sikkerhedssystem, valgte man et fremstillet af Magal, det ene af de to israelske firmaer, der har været mest involveret i opbygningen af det israelske “sikkerhedshegn.”38
• Når Boeing påbegynder opbygningen af de planlagte 2,5 milliarder USD dyre “virtuelle hegn” langs USAs grænser til Mexico og Canada – komplet med elektroniske sensorer, ubemandede fly, overvågningskameraer og atten hundrede tårne – så vil en af virksomhedens hovedpartnere blive Elbit. Elbit er det andet israelske firma, som var mest involveret i opbygningen af Israels meget omdiskuterede mur, som er “det største byggeprojekt i Israels historie,” og som også har kostet 2,5 milliarder USD.39
Efterhånden som flere og flere lande omdanner sig selv til fæstninger (mure og højteknologiske hegn er på vej til at blive rejst på grænserne mellem Indien og Kashmir, mellem Saudi-Arabien og Irak, mellem Afghanistan og Pakistan), så kan “sikkerhedsbarrierer” meget vel gå hen og blive det største katastrofemarked af alle. Det er derfor, at Elbit og Magal ikke har noget mod den stadige negative omtale, Israels mur giver anledning til overalt i verden – de betragter det faktisk som gratis reklame. “Folk mener, at vi er de eneste, som har erfaring med at afprøve udstyret i virkeligheden,” forklarede Magals administrerende direktør Jacob Even-Ezra.40 Aktiekursen på Elbit og Magal er blevet fordoblet siden 11. september, noget, som er generelt for aktier i israelske firmaer inden for indre sikkerhed. Verint – som bliver kaldt for “videoovervågningsområdernes bedstefar” – kørte slet ikke rundt før 11. september, men i perioden fra 2002 til 2006 er prisen på dets aktier tredoblet, takket være boomet i overvågning.41
At Israels virksomheder inden for fædrelandssikkerhed klarer sig så ekstremt godt, er velkendt blandt aktieanalytikere, men det er sjældent noget, der diskuteres i forbindelse med regionens politik. Det burde det være. Det er ikke noget tilfælde, at den israelske stats beslutning om at gøre “terrorismebekæmpelse” til noget centralt i landets eksportøkonomi er faldet præcist sammen med dets opgivelse af fredsforhandlingerne, såvel som med landets klare strategi med at omgøre konflikten med palæstinenserne til en del af den globale Krig mod Terror frem for at være en kamp med en national bevægelse med specifikke mål om jord og rettigheder – en krig, der nu udelukkende er rettet mod ulogiske, fanatiske kræfter, der udelukkende er opsat på ødelæggelse.
Økonomien er dog langtfra den primære årsag til eskaleringen i regionen siden 2001. Der er selvfølgelig ikke mangel på brænde til voldsbålet på nogen af siderne, men inden for denne kontekst, der tydeligvis gør det svært at opnå fred, har økonomien på nogle punkter været en modarbejdende kraft, når den har tvunget modstræbende politikere til at gå i forhandling, som det var tilfældet i begyndelsen af halvfemserne. Det, der er sket med boomet i fædrelandssikkerhed, er, at dette pres har skiftet retning og derved skabt endnu en magtfuld sektor med interesse i fortsat vold.
Som det har været tilfældet med tidligere nye områder for Chicagoskolen, så har Israels vækstspurt efter 11. september været præget af en lynhurtig lagdeling af samfundet i rig og fattig inden for samme stat. Sikkerhedsopbygningen er blevet fulgt på vej af en bølge af privatiseringer og nedskæringer på de sociale udgifter, som stort set har udslettet arven efter den zionistiske arbejderbevægelse og skabt en epidemi af ulighed, hvis lige israelerne aldrig før har været vidne til. I 2007 befandt 24,4 procent af alle israelere sig under fattigdomsgrænsen, mens det for børnenes vedkommende var 35,2 procent, der levede i fattigdom – sammenlignet med 8 procent for tyve år siden.42 Men selvom gevinsten ved boomet ikke er blevet delt ligeligt, så har den været så lukrativ for en lille del af det israelske samfund – og specielt for den magtfulde del, der går sømløst op med såvel militær som regering (med alle de sædvanlige, korporativistiske skandaler til følge) – at den afgørende tilskyndelse til fred er blevet udslettet.
Det israelske erhvervslivs politiske kovending har været dramatisk. Den vision, der optager aktiebørsen i Tel Aviv, er ikke længere at se Israel som handelscentrum i regionen, men snarere som et futuristisk fort, som er i stand til at overleve midt i et hav af beslutsomme fjender. Denne nye holdning kom tydeligst til udtryk i sommeren 2006, da den israelske regering gjorde det, der skulle have været en fangeudvekslingsforhandling med Hizbollah, til en fuldt udfoldet krig. De største virksomheder i Israel gik ikke blot ind for krigen, de sponsorerede den også. Bank Leumi, Israels nyligt privatiserede megabank, uddelte klistermærker med slogans som “Vi vinder sejren” og “Vi er de stærke”, mens – som den israelske journalist og romanforfatter Yitzhak Laor skrev på det tidspunkt – “den nuværende krig er den første, der har givet mulighed for et af vores største mobiltelefonselskaber til at brande sig selv gennem en enorm reklamekampagne.”43
Det står klart, at den israelske industri ikke længere har nogen grund til at frygte krig. I modsætning til 1993, da konflikten blev set som en forhindring for vækst, så gik aktiekursen på børsen i Tel Aviv op i august 2006 under den ødelæggende krig mod Libanon. I årets sidste kvartal, som også inkluderede den blodige eskalering på Vestbredden og i Gaza efter valgsejren til Hamas, voksede Israels overordnede økonomi med hele 8 procent – mere end tre gange så meget som den amerikanske vækst i samme periode. Den palæstinensiske økonomi skrumpede derimod med mellem 10 og 15 procent i 2006, og procentdelen af fattige steg til tæt på 70 procent.44
En måned efter, at FN erklærede våbenhvile mellem Israel og Hizbollah, var aktiebørsen i New York vært for en konference om investering i Israel. Over to hundrede israelske firmaer deltog, mange af dem fra sikkerhedssektoren. På det tidspunkt var den økonomiske aktivitet i Libanon nede på et nulpunkt og rundt regnet hundrede fyrre fabrikker – fabrikanter af alt fra præfabrikerede huse over medicinalprodukter til mælk – var i gang med at rydde op i ruinerne efter at være blevet ramt af israelske bomber og missiler. Upåvirket af krigens indvirkninger var beskeden fra mødet i New York opstemt: “Israel er klar til at gøre forretning – vi er altid parat til at gøre forretning,” bekendtgjorde Israels ambassadør til FN, Dan Gillerman, i sin velkomsttale til mødets delegerede.45
Blot ti år forinden ville denne form for krigstidsoverflod have været utænkelig. Det var Gillerman, der som formand for sammenslutningen af israelske handelskamre havde opfordret Israel til at gribe den historiske chance og blive “Mellemøstens Singapore”. Nu var han en af de mest opflammende af Israels krigshøge og pressede på for en yderligere eskalering. På CNN sagde Gillerman, at “det kan godt være, at det er politisk ukorrekt og måske ligefrem forkert at sige, at alle muslimer er terrorister, men det er nu engang sådan, at stort set alle terrorister er muslimer. Dette er ikke bare Israels krig. Det er verdens krig.”46
Denne opskrift på endeløs, verdensomfattende krig er den samme, som Bush-regeringen kom med som forretningsprospekt over for det katastrofekapitalistiske kompleks, der var i sin vorden efter 11. september 2001. Det er ikke en krig, som kan vindes af noget enkelt land, men det handler heller ikke om at vinde. Det handler om at skabe “sikkerhed” inden for befæstede lande, hvis mure kan modstå den endeløse lavniveau- konflikt uden for dem. På en måde er det samme mål, som de private sikkerhedsfirmaer har i Irak. Sørg for at sikre ringmuren, beskyt herren. Bagdad, New Orleans og Sandy Springs giver os mulighed for et blik ind i denne omhegnede fremtid, bygget og drevet af det katastrofekapitalistiske kompleks. Men det er i Israel, at denne proces er længst fremme. Et helt land har gjort sig selv til et befæstet, muromkranset samfund, omgivet af folk, der er lukket ude, og som lever i permanent udgrænsede røde zoner. Det er sådan, et samfund kommer til at tage sig ud, når det har mistet det økonomiske incitament til fred og investerer stort i at slås og i at profitere af den endeløse og uvindelige Krig mod Terror. Den ene side kommer til at ligne Israel, den anden Gaza.
Israels eksempel er ekstremt, men det kan meget vel være, at det samfund, man her skaber, ikke er unikt. Det katastrofekapitalistiske kompleks trives, når der hele tiden er lavintensive konflikter. Det ser ud til at være pointen i alle disse katastrofeområder, fra New Orleans til Irak. I april 2007 begyndte amerikanske soldater at implementere en plan om at gøre adskillige urolige kvarterer i Bagdad til “indhegnede samfund”, omgivet af kontrolposter og cementmure, hvor beboerne kunne spores ved hjælp af biometrisk teknologi. “Vi bliver ligesom palæstinenserne,” forudsagde en beboer i Adhamiya, da han så sit kvarter blive afsondret fra omverdenen af hegnet.47 Efter at det står klart, at Bagdad aldrig vil blive et nyt Dubai, og at New Orleans aldrig vil blive Disneyland, går plan B ud på at gøre dem til et nyt Colombia eller Nigeria – aldrig afsluttet krig, i stort omfang udkæmpet af private soldater og paramilitær, dæmpet nok ned til, at man kan få naturens ressourcer ud, hjulpet på vej af lejesoldater, der bevogter olieledninger, boreplatforme og vandreservoirer.
Det er blevet almindeligt at sammenligne de militariserede ghettoer i Gaza og på Vestbredden med deres betonmure, elektriske hegn og kontrolposter med Bantustan-systemet i Sydafrika, som holdt de sorte fangne i ghettoer og afkrævede dem pas, når de skulle ud. “Israels love og praksis i OPT [okkuperede palæstinensiske territorier] minder bestemt om visse aspekter af apartheid,” udtalte John Dugard, den sydafrikanske sagfører, der er FNs specielle rapportør om menneskerettigheder i de palæstinensiske områder, i februar 2007.48 Lighederne er slående, men der er også forskelle. Sydafrikas bantustans var i bund og grund arbejdslejre, en måde, hvorpå man kunne holde opsyn og kontrol med afrikanske arbejdere, så de kunne arbejde for ingenting i minerne. Det, Israel har konstrueret, er et system beregnet på det modsatte. At holde folk væk fra arbejde, et netværk af åbne folde for millioner af mennesker, som er blevet sat i bås som menneskeligt overskud.
Palæstinenserne er ikke det eneste folk i verden, der er blevet kategoriseret som noget sådant: Millioner af russere blev også tilovers i deres eget land, hvilket er grunden til, at så mange flygtede fra deres hjem i håbet om at finde et arbejde og et anstændigt liv i Israel. Selvom de oprindelige bantustans er blevet revet ned i Sydafrika, så er den fjerdedel af befolkningen, der lever i skure i den hurtigtvoksende slum, også overskud i det nye, neoliberale Sydafrika.49 At kaste vrag på mellem 25 og 60 procent af en befolkning har været et adelsmærke for Chicagoskolens korstog, siden “fattigdomslandsbyerne” begyndte at skyde op som paddehatte overalt i ConoSur i halvfjerdserne. I Sydafrika, Rusland og New Orleans bygger de rige mure rundt om sig selv. Israel har ført denne affaldspolitik et trin videre: Det har bygget mure rundt om de farlige fattige.