Der var kun femten passagerer, som skulle med British Airways, da flyvemaskinen landede i Victoria lufthavn på øen Mahé i øgruppen Seychellerne, der ligger i Det indiske Ocean.

To par dannede en lille gruppe, mens de ventede på deres tur til at gennemgå formaliteterne ved afrejsen. De var alle unge, alle stærkt solbrændte, og de forekom stadig at være afslappede og ubekymrede efter deres ferie i det lille ø-paradis. Men den ene af dem, en pige, fik alene ved sit pragtfulde udseende de andre til at virke ubetydelige.

Hun var en høj pige med lange ben og en stolt rejsning. Hendes kraftige, solgyldne hår var delt i to fletninger, som var lagt op på hovedet, og solen havde brunet hende og fået hendes hud til at stråle af ungdom og sundhed.

Hun bevægede sig med en vuggende gang som en tiger, så hendes spidse bryster hoppede let under den tynde T-shirt, mens den faste, runde bagdel spændte det falmede stof ud i hendes frynsede cowboy shorts.

Tværs hen over hendes T-shirt var der trykt: »1 AM A LOVE NUT«, og nedenunder var der tegnet det tankevækkende omrids af en seychelnød.

Hun sendte den mørklødede politimand et strålende smil, da hun rakte ham sit grønne, amerikanske pas med den gyldne ørn på forsiden, men da hun vendte sig om mod sin mandlige ledsager, talte hun flydende tysk. Hun fik sit pas tilbage og gik derefter foran de andre hen til sikkerhedskontrollen. Igen smilede hun til de to politifolk, som tog sig af våbenundersøgelsen, og hun rakte dem et net, som hun bar over den ene skulder.

»Vil De også undersøge dette?« spurgte hun, og de lo alle. Nettet indeholdt to store seychel-nødder. Hver af dem var dobbelt så store som et menneskehoved, og det var øernes mest populære souvenir. Hendes tre ledsagere bar på net med lignende trofæer, og politifolkene ignorerede sådanne velkendte objekter og strøg i stedet deres metaldetektorer omhyggeligt hen over flyvetaskerne, som udgjorde resten af deres håndbagage. Detektoren summede kraftigt ved en af taskerne, og den unge mand, der bar den, fiskede flovt et lille Nikkormatkamera frem. Igen latter, og så blev hele gruppen dirigeret hen til afgangshallen.

Den var allerede fyldt af transit-passagerer, som var fløjet fra Mauritius, og gennem de store glasruder kunne man se den kæmpemæssige Boeing 747, der stod i blændende projektørlys, mens der blev fyldt brændstof på.

Der var ingen ledige siddepladser i hallen, og den lille gruppe på fire stod i en rundkreds under en af de store, roterende vifter, for natten var varm og fugtig, og de mange ventende passagerer fyldte luften med tobaksrøg og lugten af svedige kroppe.

Den blonde pige førte an i den livlige snak og pludselige udbrud af latter, og den lille gruppe, som bestod af endnu en ung pige og to mænd, kunne ikke undgå at tiltrække sig de øvrige passagerers opmærksomhed. Deres optræden havde tydeligt ændret sig fra det øjeblik, de trådte ind i afgangshallen. De virkede lettede og oprømte, SOITI om de lige havde klaret en større forhindring, og de lo næsten overstadigt. De var aldrig i ro, skiftede hele tiden stilling og pillede ustandselig ved enten håret eller tøjet.

Selvom de tydeligvis udgjorde en lukket gruppe, knyttet til hinanden af en næsten konspiratorisk form for kammeratskab, var der alligevel en transitpassager, som rejste sig fra sin plads, forlod sin kone og gik hen til den lille gruppe.

»Sig mig, taler De engelsk?« spurgte han.

Han var en svær mand midt i halvtredserne med kraftigt stålgråt hår, mørke hornbriller og den selvsikre optræden, som vidnede om succes og penge.

Gruppen åbnede sig tøvende for ham, og det var den høje, blonde pige, der som en selvfølge svarede ham.

»Ja, jeg er også amerikaner.«

»Er det rigtigt?« Manden lo, så det klukkede. »Der kan man bare se.« Han kiggede på hende med utilsløret beundring. »Jeg ville blot gerne vide, hvad det der er.« Han pegede på nettet med seychelnødder, som lå for hendes fødder.

»Det er seychelnødder,« svarede pigen.

»Åh ja, jeg har hørt om dem.«

»Her på øerne kalder man dem kærligheds-nødder,« fortsatte pigen og bøjede sig ned for at åbne nettet. »Og De kan selv se hvorfor.« Hun holdt en af nødderne frem.

De to kugler, som nødden bestod af, var en nøjagtig kopi af et par endebalder.

»Bagsiden.« Hun smilede, og hendes tænder var så hvide, at de virkede lige så gennemsigtige som det fineste porcelæn. »

Forsiden.« Hun vendte nødden og viste ham det smukkeste venusbjerg komplet med spalteåbning og en dusk krøllet hår, og nu var det tydeligt nok, at hun var ude på at flirte og drille; hun skød underlivet frem, og manden kiggede uvilkårligt ned på hendes egen mons veneris, som tegnede sig som en trekant bag de stramme shorts, en trekant der deltes af en fold af stoffet, som rynkede ind i skridtet.

Han rødmede let, og hans læber skiltes, da han trak vejret hurtigt.

»Støvdrageren på han-træet er lige så tyk og lige så lang som Deres arm.« Hun spærrede øjnene op, så de var lige så store og blå som stedmoderblomster. I den anden ende af hallen rejste mandens kone sig og kom hen til dem, måske advaret af et kvindeligt instinkt. Hun var meget yngre end sin mand og gik besværet, fordi hun var højgravid.

»Øernes lokale befolkning hævder, at de mandlige træer i fuldmåne trækker deres rødder op og vandrer omkring for at parre sig med hunnerne –«

»Så lang og så tyk som Deres arm –« smilede den kønne, lille, sorthårede pige ved siden af hende, »-IH!« Hun var også ude på at drille nu, og begge piger kiggede bevidst ned over manden. Han rødmede endnu mere, og de to unge mænd, som stod på hver side af ham, lo ad hans forlegenhed.

Hans kone tog ham i armen. Hun havde røde pletter på halsen, og sveden perlede på hendes overlæbe.

»Harry, jeg føler mig lidt utilpas,« jamrede hun sagte.

»Jeg bliver nødt til at gå nu,« mumlede han lettet, og så tog han sin kone under armen og gik.

»Genkendte du ham?« spurgte den sorthårede pige på tysk. Hun smilede stadig og talte meget dæmpet.

»Harold McKevitt,« svarede den blonde pige lige så dæmpet og på samme sprog. »Neurokirurg fra Fort Worth. Han holdt det afsluttende foredrag på kongressen lørdag morgen. Stor kanon – meget stor kanon.« Ligesom en kat lod hun en lyserød tungespids løbe hen over læberne.

Af de fire hundrede og en passagerer, som den mandag aften ventede i afgangshallen var de tre hundrede og tres neurokirurger og deres koner. Kirurgerne, som omfattede nogle af verdens mest fremragende på deres felt, var kommet fra Europa, De Forenede Stater, Japan, Sydamerika og Asien for at deltage i denne kongres, som for et døgn siden var afsluttet på øen Mauritius, syv hundrede kilometer syd for Mahé. Pladserne i flyet havde været bestilt, lige siden kongressen blev sammenkaldt.

»British Airways Flight BA 070 er klar til afgang med destination Nairobi og London. Passagererne bedes gå til hovedudgangen. « Meddelelsen blev givet i højttaleren med syngende kreoler-accent, og alle begyndte at bevæge sig hen mod udgangen.

»Victoria Kontrol, dette er Speedbird Zero Seven Zero, som anmoder om starttilladelse.«

»Zero Seven Zero, De har tilladelse til at starte og taxie ud til venteposition ved rullebane Zero One.«

»Indfør venligst rettelse på vores flyveplan til Nairobi. Antallet af passagerer om bord skal være 401. Vi har fuldt hus.«

»Forstået, Speedbird, Deres flyveplan er rettet.«

Det mægtige fly var stadig på flugt mod himlen, og skiltet med »Spænd sikkerhedsbælterne« og »Rygning forbudt« lyste klart for enden af førsteklasses kabinen. Den blonde pige og hendes ledsager sad side om side i de rummelige sæder 1 a og 1 b direkte bag den væg, som adskilte kabinen fra cockpittet. De to pladser havde været bestilt flere måneder i forvejen.

Den blonde pige nikkede til sin ledsager, og han lænede sig frem for at skjule hende for passagererne på den anden side af gangen, mens hun tog en af seychelnødderne fra nettet og lagde den i skødet.

På det sted, hvor nødden delte sig, var den omhyggeligt savet igennem, således at mælken og det hvide kød kunne fjernes. Derefter var de to halvkugler blevet limet sammen, og sammenføjningen ville kun kunne opdages ved en nærmere inspektion.

Pigen stak et lille metalinstrument ind i sammenføjningen og vrikkede hårdt med det, og med et svagt klik faldt de to halvdele fra hinanden ligesom et påskeæg.

Inde i den rede, som de to nøddeskaller dannede, og støttet af skumgummistrimler lå to små, grå, æggelignende genstande hver på størrelse med en baseball.

Det var granater af østtysk fabrikation mærket med Warszawapagt styrkernes betegnelse MK IV (C). Det yderste lag bestod af armeret plastic af den type, som bruges til landminer for at hindre, at de bliver sporet af elektroniske metaldetektorer. Den gule stribe rundt om hver granat angav, at det ikke var en brisanttype men konstrueret til at eksplodere ved en kraftig rystelse.

Den blonde pige tog en granat i sin venstre hånd, løsnede sikkerhedsbæltet og rejste sig stilfærdigt fra sin plads. De andre passagerer tog kun flygtig notits af hende, da hun forsvandt om bag gardinet til pantryet. Men purseren og de to stewardesser, som stadig sad på deres klapsæder, så op på hende med skarpe blikke, da hun trådte ind på deres område.

»Jeg beklager,« sagde purseren, »men jeg må bede Dem gå tilbage til Deres plads, indtil kaptajnen har slukket lysskiltet.

« Den blonde pige løftede den venstre hånd og viste ham det skinnende, grå æg.

»Dette er en speciel granat fremstillet til at dræbe mandskabet inde i en kampvogn,« sagde hun roligt. »Den kan sønderrive fuselagen i denne flyvemaskine, som om det var en papirpose, eller ved en rystelse dræbe alt levende inden for en radius af halvtreds meter.«

Hun iagttog deres ansigter og så, hvordan frygten trådte frem i øjnene.

»Den er indstillet til at eksplodere tre sekunder efter, at den har forladt min hånd.« Hun gjorde igen en pause. Hendes øjne strålede af ophidselse, og hun trak vejret hurtigt.

»De –« hun udvalgte purseren »-fører mig til cockpittet. I andre bliver, hvor I er. Foretag jer intet, sig ingenting.«

Da hun trådte ind i det lille cockpit, som knap kunne rumme besætningen og hele opbuddet af instrumenter og det elektroniske udstyr, vendte alle tre mænd sig og så mildt overrasket på hende – og så løftede hun hånden og viste dem, hvad hun havde i den.

De forstod det øjeblikkeligt.

»Jeg overtager kommandoen,« sagde hun og fortsatte henvendt til flyvemekanikeren….»Afbryd alt kommunikationsudstyr.«

Flyvemekanikeren kastede et hurtigt blik hen på kaptajnen, og da denne nikkede kort, begyndte han at slukke for sine radioer – først den meget høje frekvens, så højfrekvensen og til sidst ultra højfrekvensen.

»Og reserverelæet,« kommanderede pigen. Han så op på hende, overrasket over hendes kendskab til tingene.

»Og rør ikke den skjulte mikrofon.« Han var forbløffet. Ingen, absolut ingen uvedkommende skulle kunne vide noget om den specielle sender, som han kunne sætte i gang ved at trykke på en knap, der sad nede ved hans højre knæ. Senderen ville straks alarmere kontroltårnet i Heathrow og gøre det muligt for dem at lytte til alt, hvad der blev sagt i cockpittet. Han flyttede hånden.

»Fjern sikringen til alarmknappen.« Hun nikkede mod en lille kasse, der sad i loftet, og han så igen hen på kaptajnen, men hendes stemme stak som halen på en skorpion.

»Gør som jeg siger.«

Forsigtigt fjernede han sikringen, og hun slappede lidt af.

»Læs Deres starttilladelse, « beordrede hun.

»Vi har tilladelse til radar afgang med destination Nairobi og uindskrænket stigning til en marchhøjde af niogtredive tusind fod.« »Hvornår skal De næste gang afgive en ‘ operations normal’ -rapport?«

Operations normal var den rutinerapport, som skulle afgives til kontroltårnet i Nairobi, og som meddelte, at flyveturen forløb normalt.

»Om elleve minutter og femogtredive sekunder.« Flyvemekanikeren var en ung mørkhåret, ganske køn mand med en kraftig pande, bleg hud og hurtige, effektive bevægelser, som arbejdet havde trænet ham op til.

Pigen vendte sig om mod flyvemaskinens kaptajn, og deres blikke mødtes, mens de tog mål af hinanden. Kaptajnens hår var mere gråt end sort, og tætklippet. Han havde tyrenakke og et kødfuldt, rødmosset ansigt som en landmand eller en slagter, men hans blik var roligt og hans bevægelser afslappede. Pigen var øjeblikkelig klar over, at han var en mand, man skulle passe på.

»Jeg vil gerne have, at De skal vide, at jeg har engageret mig hundrede procent i denne operation,« sagde hun, »og at jeg kun ville være glad for at få lov til at ofre mit liv for den sag, jeg kæmper for. « Hendes blik veg ikke fra hans, og hun mente at spore de første tegn på respekt hos den anden. Det var godt, og foreløbig gik alt efter beregning.

»Det vil jeg gerne tro,« sagde kaptajnen og nikkede en enkelt gang.

»De har ansvaret for de fire hundrede og sytten mennesker, der befinder sig her om bord,« fortsatte hun. »De vil være i sikkerhed, så længe De blindt følger mine ordrer. Det løfte giver jeg Dern.«

»Udmærket.«

»Her er Deres nye destination.« Hun rakte ham et lille hvidt kort med et maskinskrevet navn. »Jeg vil gerne have en ny kurs med vejrmeldinger og vindstyrke og tidspunkt for ankomst. De skal begynde at styre mod den nye destination umiddelbart efter den næste ‘operations normal’ -rapport om –« Hun så hen på flyvemekanikeren.

»Om ni minutter og otteoghalvtreds sekunder,« sagde han straks.

»– og når De drejer af fra den gamle kurs, vil jeg gerne have, at det sker meget forsigtigt og blidt. Vi ønsker ikke, at nogle af passagererne skal spilde deres champagne, vel?«

I de få minutter hun havde opholdt sig i cockpittet, havde hun allerede fået etableret en ejendommelig kontakt med kaptajnen; det var en blanding af tøvende respekt, utilsløret fjendskab og noget seksuelt. Hun havde bevidst klædt sig udfordrende, og på grund af hendes ophidselse var brystvorterne blevet hårde og mørkere og trådte tydeligt frem bag det tynde bomuldsstof, og den moskusagtige duft fra hendes krop, igen forstærket af hendes ophidselse, fyldte det snævre cockpit.

Ingen sagde noget i flere minutter, og derefter brød flyvemekanikeren tavsheden.

»Tredive sekunder til ‘operations normal’:«

»All right, tænd for højfrekvensen og aflever rapporten.«

»Nairobi kontroltårn, dette er Speedbird Zero Seven Zero.«

»Ja, vi hører Dem, Speedbird Zero Seven Zero.«

»Operations normal,« sagde flyvemekanikeren i sin mikrofon.

»Forstået, Zero Seven Zero. Rapporter igen om fyrre minutter.«

»Zero Seven Zero.«

Den blonde pige sukkede lettet. »All right, sluk så for apparatet.« Derefter henvendte hun sig til kaptajnen. »Afbryd den automatiske pilot og foretag vendingen manuelt, og lad os så se, hvor blidt det kan gøres.«

Vendingen var et strålende eksempel på manøvredygtighed. Der var kun to minutter til at foretage en kursændring på 76°, og nålene på drejnings- og balancemålerne afveg ikke på noget tidspunkt med en hårsbredde fra hinanden. Da manøvren var afsluttet, smilede pigen for første gang.

Det var et strålende smil, som viste en perlerække af hvide tænder.

»Glimrende,« sagde hun og smilede igen direkte til kaptajnen. »Hvad er Deres navn?«

»Cyril,« svarede han efter et øjebliks tøven.

»De kan kalde mig Ingrid,« sagde hun.

Der var ikke nogen fast rutine i Peter Strides nye kommando bortset fra de obligatoriske skydeøvelser med pistol og automatiske våben. Intet medlem af kommandogruppen Thor, end ikke teknikerne, var forskånet for dagligt at møde op på skydebanen.

Resten af Peter Strides dag var besat af uophørlige aktiviteter, og det startede med, at han blev instrueret i brugen af det nye elektroniske kommunikationssystem, som lige var blevet installeret i hans kommandofly. Det havde varet det halve af formiddagen, og han nåede kun med nød og næppe at slutte sig til sin kampenhed, som allerede var gået om bord i Hercules transportflyet parat til dagens øvelser i faldskærmsudspring.

Peter sprang sammen med det første hold på ti mand. De sprang fra en højde af et hundrede og halvtreds meter, og det føltes, som om faldskærmene åbnede sig kun få sekunder før de nåede jorden. Sidevinden havde imidlertid været så kraftig, at skærmene foldede sig ud i god tid, selv i den højde. Den første gang de sprang, havde de været for længe om at lande. Der var gået to minutter og otteoghalvtreds sekunder fra det øjeblik de sprang, og indtil de trængte ind i den forladte administrationsbygning, som lå øde i en af de militære zoner på Salisbury sletten.

»Hvis de havde holdt gidsler herinde, ville vi være ankommet lige tids nok til, at vi kunne begynde at tørre blodet op,« sagde Peter til sine mænd. »Om igen.«

Den næste gang gjorde de det halvtreds sekunder hurtigere og landede præcist som planlagt lige omkring bygningen – og de havde samtidig slået Colin Nobles kampgruppe med ti sekunder.

For at fejre det, havde Peter afvist transportkøretøjerne og sammen med sine folk løbet de fem kilometer tilbage til det ventende fly, hver især med fuld udrustning og slæbende på deres faldskærm.

Hercules’en bragte dem tilbage til basen, men det var blevet mørkt, da de landede og taxiede hen til Thor kommandoens eget område for enden af rullebanen.

Peter havde været stærkt fristet til at overlade det til Colin Noble at gennemgå dagens øvelser med mandskabet. Hans chauffør havde allerede hentet Melissa-Jane på East Croydon jernbanestation, og nu ventede hun på ham alene i det lille nye hus, som kun lå en kilometer fra militærbasen.

Han havde ikke set hende i seks uger, ikke siden han havde fået kommandoen over Thor, for i al den tid havde han ikke tilladt sig selv så meget som en enkelt fridag. Nu følte han en vis skyld over, at han ikke havde undt sig den fornøjelse, og efter gennemgangen af øvelserne tøvede han nogle minutter, før han overgav kommandoen til Colin Noble.

»Hvad skal du lave i weekenden?« spurgte Colin.

»Hun vil have mig med til en popkoncert i morgen aften – intet mindre end The Living Dead,« lo Peter. »Det lader til, at man ikke kan eksistere uden at have hørt den gruppe.«

»Hils M.J. og kys hende fra mig,« sagde Colin.

Peter var lykkelig for sit nye privatliv. Det meste af sin voksne tilværelse havde han levet i militærlejre og officersmesser, bestandig omgivet af andre mennesker. Men den nye post, som han havde fået overdraget, gav ham mulighed for at komme lidt væk engang imellem.

Huset lå kun fire minutters kørsel fra basen, men det kunne lige så godt have været en ø. Det lå på en stille sidevej midt i en stor, men temmelig dårlig holdt have og omgivet af en høj hæk af hunderoser. Her havde han i løbet af få uger skabt et hjem, og havde endog endelig fået en chance til at pakke sine bøger ud. Bøger samlet gennem tyve år og opmagasineret, indtil der viste sig en lejlighed som denne. Det var en glæde at have dem stablet op på skrivebordet i den lille forstue eller på bordet ved siden af sengen, også selvom der endnu ikke havde været mulighed for at læse ret meget i dem. Det nye job krævede en del af ham.

Melissa-Jane måtte have hørt Roveren køre op foran huset, for hun kom styrtende ud ad hoveddøren og lige ud i lyset fra forlygterne, og Peter havde næsten glemt, hvor yndig hun var. Han følte, at hans hjerte krympede sig.

Da han stod ud af bilen, kastede hun sig ind til ham og slog armene om ham. Han holdt hende længe ind til sig, og ingen af dem sagde noget. Hun var så spinkel og varm, og det var, som om hele hendes krop dunkede af liv og vitalitet.

Endelig løftede han hendes hage og studerede hendes ansigt. De store violblå øjne fyldtes af lykkelige tårer, og hun snøftede højlydt. Hun havde allerede fået denne gammeldags engelske porcelænsskønhed, og det så ikke ud til, at hun ville få pubertetsalderens filipenser og øvrige besværligheder.

Peter kyssede hende højtideligt på panden. »Du skal passe på ikke at få en dundrende forkølelse,« småskændte han ømt. »Åh far, du er så pylret med mig.« Hun smilede gennem tårer og rejste sig på tåspidserne for at kysse ham på munden.

De spiste lasagne og cassata på en italiensk restaurant i Croydon, og det var Melissa-Jane, der talte det meste af tiden. Peter lyttede og betragtede hende og nød i fulde drag hendes ungdom og friskhed. Det var ikke til at forstå, at hun endnu ikke var fyldt fjorten, for fysisk var hun næsten fuldt udviklet. Brysterne under den hvide rullekravesweater var ikke længere kun knopper, og hun opførte sig, som om hun var ti år ældre. Det var kun, når hun lejlighedsvis kom til at fnise henrykt, eller når hun brugte den rædsomme Roehampton-slang, at hun røbede sig.

Da de kom tilbage til huset, lavede hun noget Ovaltine, og det sad de og drak foran pejseilden, mens de omhyggeligt planlagde hvert minut i den weekend, de havde foran sig. De gik forsigtigt uden om faldgruberne, det uskrevne forbud mod at nævne det familieforhold, hvor ‘mor’ dannede midtpunkt.

Da tiden var inde til at gå i seng, satte hun sig på hans skød og lod fingerspidserne løbe hen over furerne i hans ansigt.

»Ved du, hvem du minder mig om?«

»Fortæl mig det,« sagde han.

»Gary Cooper – men naturligvis meget yngre,« tilføjede hun hurtigt.

»Det er klart.« Peter lo. »Men hvor kender du Gary Cooper fra?«

»De viste Sheriffen i TV sidste søndag.«

Hun kyssede ham igen, og hendes læber smagte af sukker og Ovaltine, og hendes hår duftede sødt og rent.

»Hvor gammel er du for resten, far?«

»Jeg er niogtredive.«

»Det er ikke så forfærdelig gammel,« sagde hun trøstende.

»Somme tider kan man føle sig så gammel som en dinosaur–« og i det øjeblik begyndte hyleren ved siden af hans tomme kop at udsende en skingrende, irriterende elektronisk tone, og han følte, hvordan mavemusklerne knugede sig sammen.

»Åh nej, ikke nu,« tænkte han. »Ikke i dag, hvor jeg endelig kan være sammen med hende.«

Hyleren var på størrelse med en pakke cigaretter og med et enkelt øje, der lyste rødt lige så vedholdende som audio-signalet. Peter rakte tøvende ud efter den og, stadig med datteren på skødet, tændte for miniatureradiosenderen, som også var modtager. Han trykkede på senderknappen.

»Thor 1,« sagde han.

Svaret lød fjernt og svagt, som om senderen var nær grænsen af sin rækkevidde.

»General Stride. Atlas har beordret tilstand Alfa.«

Atter falsk alarm, tænkte Peter bittert. Der havde været en snes alfa-tilstande i sidste måned, men hvorfor netop i aften. Alfa var første stadium af alarmtilstand med alt mandskabet om bord i maskinerne klar til Bravo, som var ensbetydende med AFGANG.

»Meddel Atlas at vi er syv minutter fra Bravo.«

Godt fire minutter af den tid skulle Peter bruge til at nå frem til basen, og pludselig forekom beslutningen om at leje huset ham at være et udtryk for ren og skær egoisme. På fire minutter kunne uskyldige liv gå tabt.

»Skat.« Han omfavnede hende hurtigt. »Jeg er ked af det.«

»Det er all right.« Hun kunne ikke skjule sin skuffelse.

»Der skal nok blive en anden gang. Det lover jeg.«

»Du lover altid,« sagde hun, men hun blev klar over, at han ikke længere hørte efter. Han flyttede hende og rejste sig. »Lås døren, når jeg er gået, min skat. Hvis det er Bravo, sender jeg chaufføren herhen. Han vil køre dig tilbage til Cambridge, og jeg vil lade din mor vide, at hun kan vente dig.«

Han gik ud i natten, mens han tog sin duffelcoat på, og hun hørte bilen starte, dækkene der kørte hen over gruset og lyden af motoren, der fjernede sig.

Flyvelederen i kontroltårnet i Nairobi lod British Airways maskinen fra Seychellerne gå femten sekunder over tiden for rapport. Derefter kaldte han en, to, tre gange uden at få noget svar. Han skiftede frekvenser til de kanaler, der var reserveret til information, indflyvning, tårn og til sidst nødsituation. På i hvert fald en af disse kanaler skulle der være etableret konstant aflytning. Men der var stadig ikke noget svar.

Speedbird 070 var femogfyrre sekunder over tidspunktet for ‘operations normal’ -melding, før flyvelederen slog alarm, og straks var hele eftersøgnings- og redningsproceduren iværksat.

Speedbird 070 var to minutter og tretten sekunder over tidspunket for ‘operations normal’, da telexmeddelelsen landede på British Airways pult i Heathrows trafikkontrolcenter, og seksten sekunder senere var Atlas blevet underrettet og kommandogruppen Thor sat i alarmtilstand Alfa.

Månen var tre dage før fuldmåne og kun den øverste kant var endnu dækket af jordens skygge. Men i denne højde forekom den næsten lige så stor som solen, og dens gyldne lys var i sandhed endnu smukkere.

I denne tropiske sommernat tårnede store sølvfarvede skyformationer sig op på himlen, voksede frem i samlinger af tordenskyer, og månelyset klædte dem i glans og pragt.

Flyvemaskinen fløj hurtigt ind mellem skytinderne, og ligesom en kæmpemæssig flagermus med tilbageslåede vinger styrede den mod vest.

Under styrbords vinge åbnede sig pludselig en sort kløft i skydækket som selve mundingen til helvede, og dybt nede i svælget var der et svagt blink af lys som en døende stjerne.

»Det må være Madagaskar,« sagde kaptajnen med en stemme, der lød for højt i det stille cockpit. »Vi er på rette kurs.« Og bag ham rørte pigen på sig og skiftede forsigtigt granaten fra den ene hånd til den anden, før hun talte igen for første gang i den sidste halve time.

»Nogle af vore passagerer er måske stadig vågne og vil lægge mærke til det.« Hun kastede et blik på sit armbåndsur. »Det er på tide at vække de andre og fortælle dem de gode nyheder.« Hun henvendte sig til flyvemekanikeren. »Vær venlig at tænde lyset i passagerkabinen og også i skiltet med »Spænd sikkerhedsbælterne« og lån mig så mikrofonen. «

Flyets kaptajn Cyril Watkins blev endnu engang mindet om, at der var tale om en omhyggelig planlagt operation. Pigen havde valgt at henvende sig til passagererne på netop det tidspunkt, hvor deres modstand måtte formodes at være svagest: klokken to om morgenen efter kun få timers ikke særlig rolig søvn ville deres reaktion sandsynligvis blot være en trist resignation.

»Lyset er tændt,« meddelte flyvemekanikeren hende og rakte mikrofonen frem.

»Godmorgen, mine damer og herrer.« Hendes stemme var varm, klar og frisk. »Jeg beklager, at jeg har måttet vække Dem på et så ubehageligt tidspunkt. Jeg har imidlertid en meget vigtig meddelelse til Dem, og jeg vil bede Dem lytte til mig med den allerstørste opmærksomhed.« Hun gjorde en pause, og inde i den tæt besatte kabine begyndte passagererne at røre på sig, rette på det forpjuskede hår og gnide søvnens spindelvæv ud fra øjnene. »De vil bemærke, at der er givet signal til, at sikkerhedsbælterne skal spændes. Vil De være venlig at sikre Dem, at Deres sidemand er helt vågen og har spændt sit bælte. Jeg beder stewardesserne hjælpe til med at sikre, at alle er spændt fast. «

Hun holdt igen pause. Når sikkerhedsbælterne var spændt, ville det forhindre, at nogen foretog sig noget spontant ved det første chok. Ingrid så på sit armbåndsur og sikrede sig, at der var gået et minut, før hun fortsatte.

»Lad mig begynde med at præsentere mig. Mit navn er Ingrid. Jeg er leder af Aktionskommandoen for menneskerettigheder –« Kaptajn Watkins kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet over det pompøse og selvretfærdige navn, men forholdt sig ellers tavs og stirrede frem for sig »– og dette luftfartøj er under min komando. Ingen af Dem må under nogen omstændigheder forlade Deres plads uden udtrykkelig tilladelse fra en af mine folk – hvis man ikke adlyder denne ordre, vil det føre direkte til, at luftfartøjet og alle ombordværende bliver destrueret ved udløsning af sprængstoffer.«

Hun gentog straks meddelelsen på flydende tysk og derefter på et knap så korrekt, men alligevel let forståeligt fransk, hvorpå hun igen vendte tilbage til det engelske.

»Aktionskommandoens folk vil være iført røde skjorter, så de let kan genkendes, og de vil alle være bevæbnet.«

Mens hun talte, begyndte hendes tre ledsagere, som sad forrest i førsteklasses kabinen, at fjerne den falske bund i deres flyvetasker. Det mellemrum, som fremkom, var kun fem centimeter dybt, femogtredive centimeter langt og tyve centimeter bredt, men det var stort nok til at rumme pistolerne, som var skilt ad, og ti patroner dyrehagl. Pistolernes løb var tredive centimeter lange, og den indvendige side var beklædt med armeret plastic. Dette materiale ville ikke kunne modstå kraften fra en solid kugle, som passerede gennem riffelgangen, og heller ikke nogle af de nyere eksplosive drivladninger, men pistolerne var specielt fremstillet til affyring med hagl og med en drivladning af røgsvagt krudt, som gav svagere skudkraft og ringere hastighed. Bundstykket var af plastic ligesom de dobbelte ladegreb, og det kunne hurtigt glide på plads. Det eneste metal på hele våbnet var slagstiften og slagfjederen, som ikke var større end metalsømmene på flyvetasken, så de havde ikke kunnet spores af metaldetektorerne ved undersøgelsen i lufthavnen. De ti patroner i hver taske havde plastichylstre, og kun fænghætten var af aluminiumfolie, som heller ikke kunne afsløres. Patronerne blev stukket i patronbælter, som de forskellige spændte om livet.

Pistolerne var korte, sorte og grimme at se på, og de blev ladet som et konventionelt haglgevær. De tomme hylstre blev ikke udstødt automatisk, og rekylet var så voldsomt, at det ville brække håndleddet på den, der affyrede pistolen, hvis vedkommende ikke pressede hårdt ned på skæftet. Men på en afstand af ti meter ville virkningen være frygtelig, på tre meter ville ofret få maven sprættet op og på to meter få hovedet revet af – og alligevel var kraften ikke stor nok til, at der kunne brydes hul i en interkontinental trafikflyvemaskines trykkabine.

Det var det perfekte våben til formålet, og i løbet af få sekunder var pistolerne samlet og ladt, og de to mænd havde trukket røde skjorter ned over deres T-shirts og stillet sig på deres poster – den ene bag i førsteklasses kabinen og den anden bagest på turistklassen. De stod demonstrativt og viste deres groteske våben frem.

Den slanke, kønne, sorthårede tyske pige blev siddende på sin plads lidt længere og arbejdede med hurtige og sikre bevægelser, mens hun åbnede den sidste kokosnød og tog indholdet over i to forskellige net. Disse granater adskilte sig kun fra den, som Ingrid havde forsynet sig med, ved en dobbelt rød linje, der var malet rundt om midten. Dette betød, at de var konstrueret med elektroniske brandrør.

Ingrids klare stemme hørtes igen i højttaleren, og den lange række af passagerer – som nu var lysvågne – sad stive og agtpågivende, og samtlige ansigter havde et næsten identisk udtryk af chok og angst.

»– Det medlem af aktionskommandoen, som nu bevæger sig ned gennem kabinen, er ved at anbringe granater –« Den sorthårede pige startede ned ad midtergangen, og for hver femtende række åbnede hun et af skabene over passagersæderne, anbragte en granat, lukkede lemmen igen og gik videre. Passagererne drejede langsomt hovederne i takt, mens de rædselsslagent så efter hende. »Hver enkelt af de granater har eksplosiv kraft nok til at kunne ødelægge hele luftfartøjet – de er konstrueret til at kunne dræbe mandskabet i en kampvogn, som er beskyttet af seks tommer panserplader – fjorten af disse granater er ved at blive anbragt i hele flyets længde. De kan detoneres samtidig med en elektronisk sender, som er i min besiddelse –« Stemmen fik en skadefro undertone af latter. »– og hvis det sker, vil man kunne høre braget på Nordpolen!«

Passagererne skælvede som bladene på et træ i en let brise, et eller andet sted begyndte en kvinde at græde. Det var en halvkvalt, lidenskabsløs hulken, og ingen bekymrede sig om at se i den retning.

»Men vær ikke bange. Der vil ikke ske noget. For alle og enhver vil gøre nøjagtigt, hvad de får besked på, og når det hele er overstået, vil De være stolt af at have været part i denne operation. Vi er alle deltagere i en ædel og ærefuld mission, vi er alle soldater i kampen for menneskenes frihed og værdighed. I dag tager vi et stort skridt frem mod den nye verden – en verden renset og befriet for uretfærdighed og tyranni og helliget menneskehedens vel.«

Kvinden græd stadig, og nu sluttede et barn sig til hende med en højere og mere skinger gråd.

Den sorthårede pige vendte tilbage til sin plads, og nu fandt hun det kamera frem, som havde aktiviseret metaldektoren i lufthavnen på Mahé. Hun hængte det om halsen og bøjede sig igen for at samle de to sidste pistoler, og med dem i hånden og patronbælterne skyndte hun sig frem i flyet og hen til cockpittet, hvor den blonde pige kyssede hende henrykt og skamløst på munden.

»Karen, Liebling, du var vidunderlig.« Og så tog hun kameraet fra hende og hængte det om sin egen hals.

»Dette,« forklarede hun kaptajnen, »er ikke, hvad det ser ud til at være. Det er en radio-detonator til granaterne i fuselagen.«

Han nikkede uden at svare, og med åbenlys lettelse demonterede Ingrid den granat, hun hele tiden havde haft i hånden, ved at genindsætte sikkerhedsstiften. Hun rakte den anden pige granaten.

»Hvor længe varer det, før vi er ved kysten?« spurgte hun, mens hun spændte patronbæltet om livet.

»Toogtredive minutter,« lød flyvemekanikerens prompte svar, og Ingrid åbnede bundstykket på pistolen, kontrollerede at den var ladt og smækkede bundstykket i igen.

»Du og Henri kan holde hvil nu,« sagde hun til Karen. »Prøv at få noget søvn.«

Operationen kunne komme til at strække sig over mange dage endnu, og udmattelse ville være deres farligste fjende. Fra nu af, undtagen i en nødsituation, skulle to af dem hele tiden holde vagt, mens de to andre hvilede.

»De har udført et meget professionelt stykke arbejde,« sagde piloten Cyril Watkins –»i hvert fald indtil nu.«

»Mange tak.« Ingrid lo og lagde en hånd kammeratligt på hans skulder. »Vi har også trænet hårdt til denne operation.«

Peter Stride blinkede tre gange med forlygterne, da han kørte ned ad den lange, smalle gyde, som førte til lejrens hovedindgang, og vagten åbnede lågerne, så Roveren kunne passere, uden at Stride behøvede at nedsætte farten.

Der var ingen projektørbelysning og ingen større aktivitet – kun de to luftfartøjer, som stod side om side i den store hangar.

Lockheed Hercules’en syntes at fylde hele bygningen, som var blevet opført til at rumme de mindre bombefly under den anden verdenskrig. Maskinens halefinne ragede op til kun få tommer fra tagets bærebjælker.

Ved siden af den synede Hawkeren Siddeley HS 125 ikke af meget, et raffineret lille jetfly men tilsyneladende ikke særlig effektivt. Flyvemaskinernes forskellige oprindelse understregede, at denne enhed byggede på et samarbejde mellem to nationer.

Begge maskiner var malet i samme farver som luftfartøjerne inden for erhvervsflyvningen, blåt, hvidt og guld. På halefinnen var et stiliseret portræt af tordenguden, og ned langs siden stod navnet THOR SIGNALTJENESTE. Maskinerne kunne lande i en hvilken som helst lufthavn uden at vække unødig opmærksomhed.

Colin Noble kom ilende til for at modtage Peter, så snart Roveren var standset. »

Hvad mener du, Peter? Er det ikke en herlig aften til denne udflugt?«

Det var ikke til at tage fejl af hans amerikanske midtvest-accent, selvom Colin mere lignede en succesfuld brugtvognsforhandler end en oberst ide amerikanske marine infanteritropper. I begyndelsen havde Peter troet, at denne strenge fordeling af materiel og mandskab med nøjagtig lige store bidrag fra de to nationer ville svække effektiviteten, men de tanker gjorde han sig ikke længere.

Colin var iført en falmet blå overall og en kasket, begge forsynet med teksten THOR SIGNALTJENESTE, hvilket bevidst fik ham til at se ud snarere som en tekniker end en soldat.

Colin var Peters næstkommanderende. De havde kun kendt hinanden, siden Peter for seks uger siden overtog ledelsen af Thor, men efter en kort periode, hvor de hver især så hinanden an, havde de to mænd knyttet et nært bånd baseret på gensidig respekt og sympati.

Colin var af middelhøjde men ikke desto mindre en stor mand. Ved første blik kunne man få det indtryk, at han var fed, for der var noget tudseagtigt over hans krop. Men det var ikke fedt, det var alt sammen muskler og knogler. Han havde bokset sværvægt på Princeton og inden for marinen, og hans næse havde været brækket lige neden for næseryggen, så den var en anelse skæv og klumpet.

Colin kunne godt have en bramfri og støjende facon som en karrieresportsmand, men hans øjne havde samme farve som brændt kaffe og lyste af intelligens. Han var hård og mistroisk som en gammel, omstrejfende kat. Det var ikke let at vinde Peter Strides respekt. Men Colin havde formået at gøre det på mindre end seks uger.

»Hvad er der sket, Colin?« spurgte Peter Stride, da han stod ud af sin vogn og smækkede bildøren efter sig. Det havde taget ham lang tid og kostet ham stort besvær at indrette sit sprog og sin facon efter sin næstkommanderende. Han var tidligt blevet klar over, at han ikke, først og fremmest fordi han var den yngste generalmajor i den britiske hær, skulle forvente, at oberst Colin Noble tiltalte ham »sir«, hver gang han åbnede munden.

»Savnet luftfartøj.« Det kunne have været et tog, en ambassade eller selvet passagerskib, tænkte Peter. »British Airways. For himlens skyld lad os komme i læ.« Vinden fik Colins bukseben til at smælde, og den rev og sled i hans ærmer.

»Hvor?«

»Det indiske Ocean.«

»Er der gjort klar til Bravo?« spurgte Peter, da de steg op i hans kommandofly.

»Alt er klar.«

Det indre af Hawkeren var blevet ændret, så det kunne tjene som hovedkvarter og kommunikationscenter.

Der var komfortable siddepladser til fire mand lige bag cockpittet. Længere tilbage optog de to flyvemekanikere og deres elektroniske udstyr et separat rum, og på den anden side, helt bagest i maskinen, fandtes et lille toilet og et pantry.

En af teknikerne kiggede ud gennem døren, da Peter trådte ind i maskinen. »Godaften, general Stride – vi har etableret direkte kontakt med Atlas.«

»Lad mig få ham på skærmen,« sagde han og satte sig i sin læderstol bag det lille arbejdsbord.

Peter havde lige foran sig en fjorten tommer TV-skærm, og oven over sad på række fire mindre seks tommer skærme til brug for konferencer. På den store skærm tonede det kraftige, løveagtige hoved med det ædle ansigt frem.

»Goddag, Peter Stride.« Det var et varmt, vindende smil, som alligevel aftvang respekt.

»Godaften, sir. «

Og dr. Kingston Parker lagde hovedet let på skrå for at anerkende hentydningen til tidsforskellen mellem Washington og England.

»Lige i øjeblikket famler vi i fuldkommen mørke. Det eneste vi ved er, at en HA 070 med fire hundrede og en passagerer og seksten besætningsmedlemmer på vej fra Mahé til Nairobi ikke har rapporteret i toogtredive minutter. «

Parker var blandt andet formand for den komite, som havde den øverste kontrol med al efterretningsvirksomhed og i den egenskab rapporterede han direkte til De forenede Staters præsident. Han var præsidentens betroede og personlige ven. De havde gået i samme klasse i Annapolis og havde begge opnået højeste karakterer ved deres afgangseksamen, men i modsætning til præsidenten var Parker gået direkte ind i statstjenesten.

Parker var kunstner, en talentfuld musiker, forfatter til fire videnskabelige værker om filosofi og politik og endelig en blændende skakspiller. Det var en mand, der gjorde et overvældende indtryk både ved sin menneskelighed og lysende intelligens. Men han var også en mand, som skyede enhver offentlighed og hemmeligholdt sine ambitioner, hvis han havde nogen. Et mål som De forenede Staters præsident ville ellers ikke være uopnåeligt for en sådan mand. Men om hans drømme kendte man som sagt intet. Man vidste kun, at han altid med største dygtighed og styrke påtog sig enhver byrde, som blev pålagt ham.

Peter Stride havde mødt ham personligt ved en halv snes forskellige lejligheder, siden han var blevet stillet til rådighed for Thor. Han havde tilbragt en weekend sammen med Parker i hans hjem i New York, og han havde fået en grænseløs respekt for manden. Peter var klar over, at Parker var den perfekte topmand for et så sammensat foretagende som Atlas. Der var brug for filosoffens beroligende og ligevægtige indflydelse på trænede soldater, der var brug for en diplomats takt og snilde til at forhandle direkte med to landes regeringer, og der var også brug for evnen til at træffe den endelige beslutning, som kunne betyde liv eller død for hundreder af uskyldige mennesker og desuden indebære farlige politiske konsekvenser.

Nu fortalte han hurtigt den smule, han vidste om den savnede passagermaskine og om den eftersøgning, som allerede var i gang. »Jeg vil ikke være ulykkesprofet, men det forekommer mig, at det savnede fly vil være et oplagt mål for kapring. De fleste af verdens største neurokirurger befinder sig om bord, og allerede for atten måneder siden blev det meddelt, at kongressen ville finde sted. Læger har netop det image, som appellerer til folks følelser, og deres nationalitet er nydeligt blandet – Amerika, England, Frankrig, Skandinavien, Tyskland og Italien. Det er et britisk luftfartøj, og den endelige destination er sandsynligvis blevet bestemt med henblik på yderligere at komplicere hele sagen og hindre modforanstaltninger.«

Parker gjorde en pause, og en lille bekymret rynke kom frem på hans kraftige, glatte pande.

»Jeg har også sat Mercury i tilstand Alfa – hvis der er tale om pengeafpresning, kan den endelige destination lige så godt være et sted øst for maskinens sidst rapporterede position.«

Atlas’ organisation bestod af tre identiske enheder. Thor opererede kun i Europa eller Afrika. Mercury var placeret på den amerikanske flådebase i Indonesien og dækkede Asien og Australasien, mens Diana befandt sig i Washington og altid var klar til at gå i aktion et hvilket som helst sted på det amerikanske kontinent.

»Jeg har Tanner fra Mercury i den anden sender nu. Jeg kommer tilbage om et øjeblik.«

»Udmærket, sir.«

Skærmen blev sort, og Colin Noble, der sad i stolen ved siden af Peter Stride, tændte en af sine dyre hollandske cerutter og lagde fødderne op på bordet foran sig.

»Hvis dette igen er falsk alarm,« sagde han, »så bliver det den trettende gang i træk.« Han gabte. Der var intet at foretage sig. Alt, hvad der kunne gøres, var allerede gjort. I det store Hercules transportfly var hver eneste del af det omfattende udstyr klar til øjeblikkelig brug. De tredive veltrænede soldater var om bord. Besætningerne på de to flyvemaskiner var på deres pladser, signalfolkene havde etableret forbindelse med kommunikations-satelliter og derigennem videre til efterretnings-computere i Washington og London. Der var kun tilbage at vente – den største del af en soldats tilværelse går med at vente, men Peter havde aldrig vænnet sig til det. Nu hjalp det at have selskab af Colin Noble.

Et øjeblik efter kom Kingston Parker frem på skærmen igen for at fortælle, at eftersøgnings- og rednings-luftfartøjerne ikke havde observeret noget usædvanligt på det savnede flys sidst angivne position, og at ‘Big Bird’ rekognoscerings-satelliten havde fotograferet det samme område, men filmen ville ikke være til disposition før om endnu fjorten timer. Speedbird 070 havde nu ikke ladet høre fra sig i en time og seks minutter, og pludselig kom Peter i tanker om Melissa-Jane. Han bad telefonomstillingsbordet om en linje og ringede hjem. Der var ikke noget svar, så hun måtte allerede være blevet afhentet af chaufføren. Han lagde røret på og ringede til Cynthia i Cambridge.

»For pokker da også, Peter. Det er virkelig meget ubetænksomt af dig.« Hun var lige blevet vækket, og hun lød vranten og aggressiv. »Melissa havde sådan glædet sig –«

»Ja, jeg ved det, og det havde jeg også.«

»– og George og jeg havde planlagt –« George, hendes nye mand underviste på universitetet i politik og historie, og Peter kunne trods alt godt lide manden. Han havde været vældig god mod Melissa-Jane.

»Du ved, pligterne kalder,« afbrød han hende – og hendes stemme fik en bitter undertone.

»Hvor ofte har jeg ikke hørt det – jeg håbede, jeg aldrig skulle høre det igen.« Det var det samme, som de så ofte havde diskuteret, og han blev nødt til at skære igennem.

»Hør nu her, Cynthia. Melissa er på vej –«

Foran ham kom der lys på den store TV-skærm, og Kingston Parkers øjne udtrykte den dybeste sorg, som om han sørgede på hele menneskehedens vegne.

»Jeg må løbe nu.« sagde Peter til den kvinde, som han engang havde elsket, og derefter afbrød han forbindelsen og lænede sig frem mod skærmen for at lytte.

»Det sydafrikanske luftforsvar har på deres radar opfanget et uidentificeret fly, som nærmer sig deres luftrum,« sagde Kingston Parker. »Flyets fart og position passer på 070. De har sendt en Mirage-jager på vingerne for at standse luftfartøjet – men i mellemtiden vil jeg handle, som om der var tale om et militært angreb, og vi går derfor straks over til Bravo.«

»Udmærket, vi er på vej, sir.«

Og ved siden af ham tog Colin Noble fødderne ned fra bordet og slog hælene sammen. Cerutten sad stadig mellem tænderne, da han steg ud af flyet for at gå tilbage til sin Hercules.

Piloten i Mirage F1 jageren havde sine flyveinstrumenter indstillet på »angreb« på computeren, og missiler og maskinkanon var klar til brug. Computeren anviste ham tidspunktet til at opfange målet og fortalte ham også, at det fremmede fly vedvarende holdt en kurs på 210⁰ og en fart af 483 knob.

Foran ham var det ved at lysne med et storslået sceneri. Hele laviner af sølvskinnende og lyserøde skyer rullede frem på himlen, og solen, der endnu var under horisonten, kastede lange striber af gyldent lys hen over himmelbuen. Piloten lænede sig frem, løftede polaroidskærmen på sin hjelm og stirrede frem for sig for at få det første glimt af målet.

Hans trænede skydeøje observerede en mørk plet på den ellers urolige baggrund af skyer og solstrejf, og han foretog en næsten umærkelig justering af sine instrumenter for at undgå et frontalt møde med det uidentificerede fly.

Pletten voksede foruroligende hurtigt i størrelse, efterhånden som de to flyvemaskiner nærmede sig hinanden med en samlet fart på næsten femten hundrede miles i timen, og så snart jagerpiloten var sikker på at have identificeret det fremmede fly, tog han sine fire ledsagende jagere i den tætte fem-finger-formation med sig i en lodret stigning til en højde af fem tusind fod over det andet fly, og derefter nedsatte han straks farten og afpassede den efter det store luftfartøj neden under sig. De øvrige maskiner i formationen indrettede fart og kurs efter deres førerfly.

»Leopard, dette er Diamond One, vi er nu synlige for det fremmede fly. Det drejer sig om en Boeing 747 med British Airways kendingsmærker. «

»Diamond One, dette er Leopard, tilpas Dem til luftfartøjet, hold fem tusind fods afstand og undgå enhver truende holdning. Rapporter igen om tres sekunder.«

Generalmajor Peter Strides kommandofly strøg som en pil sydpå og lod sin enorme protege lunte tungt af sted i kølvandet. For hvert minut øgedes afstanden mellem de to luftfartøjer, og på det tidspunkt, hvor de nåede frem til deres endelige destination – hvor det så end måtte være – ville der måske være tusind miles eller mere mellem dem.

Men den store Hercules’ langsomme fart var en fordel, når det blev nødvendigt at bringe den tunge last af mandskab og udstyr ned på korte landingsbaner et eller andet sted på jorden – og måske under nogle af de omstændigheder, som en pilot mest af alt frygter.

Det var Hawkerens job at bringe Peter Stride frem til scenen for terroristernes aktivitet så hurtigt som muligt, og det var generalens opgave, når han var på stedet, at forhandle med terroristerne og trække tiden ud, indtil Colin Nobles særlige angrebsstyrke indhentede ham.

De to mænd var imidlertid til stadighed i kontakt med hinanden, og på den lille fjernsynsskærm foran sig kunne Peter hele tiden følge med i, hvad der foregik om bord i transportflyet. Lige i øjeblikket sad eller lå soldaterne henslængt i afslappede stillinger ned langs midtergangen i flyet, alle trænet i den hårde prøvelse at vente, og i forgrunden sad Colin Noble ved sit lille arbejdsbord og gennemgik den omfattende huskeliste for tilstand Charlie, som var næste stadium i alarmberedskabet, og som trådte i kraft, når terroristvirksomhed blev konstateret.

Peter Stride kunne ikke lade være med at tænke på de enorme omkostninger, der var forbundet med at opretholde Atlas, størstedelen udredt af den amerikanske efterretningstjeneste, og på al den modstand, som projektet i første omgang mødte, og som skulle overvindes. Kun Israels succes i Entebbe og Vest-Tysklands i Mogadiscio havde banet vejen, men der var stadig i begge lande kraftig modstand mod at opretholde en to-sidig styrke til modangreb, når terroristerne slog til.

Med et forudgående klik og en summen kom der liv i den midterste TV-skærm på Peters signalpult, og dr. Parker begyndte at tale, endnu før billedet var blevet klart.

»Jeg er bange for, at det er tilstand Charlie,« sagde han stilfærdigt, og Peter kunne mærke, hvordan blodet rullede hastigere gennem hans årer. Det var kun naturligt for en soldat, hvis hele liv var gået med at træne sig op til en særlig situation, at han hilste denne situation velkommen, når den endelig opstod – men alligevel foragtede han sig selv for det; intet fornuftigt, normalt menneske kunne ønske sig vold og død og alle de lidelser, som fulgte med.

»– Sydafrikanerne har identificeret 070. Flyet overskred deres luftrum for femogfyrre sekunder siden.

» Er der radiokontakt?« spurgte Peter.

»Nej.« Parker rystede på sit store hoved. »Flyet afslår kontakt, og vi må gå ud fra, at det er under kommando af militanter – så nu bliver jeg siddende ved dette bord, indtil tingene er klaret.« Kingston Parker brugte aldrig den følelsesbetonede betegnelse »terrorister«, og han brød sig heller ikke om at høre det fra sine underordnede.

»Nær aldrig et blindt had mod Deres modstander,« havde han engang sagt til Peter. »Forstå hans motiver, anerkend og respekter hans styrke, så vil De være bedre rustet til at møde ham.«

»Hvilket samarbejde kan vi forvente?« spurgte Peter.

»Alle de afrikanske stater, som vi indtil nu har været i stand til at kontakte, har tilbudt fuldt samarbejde, herunder overflyvning, landing og påfyldning af brændstof – og Sydafrika er også hjælpsom. Jeg har talt med deres forsvarsminister, og han har tilbudt opbakning i videst muligt omfang. De vil nægte 070 landingstilladelse, og jeg antager, at flyet vil blive nødt til at fortsætte til en af de sorte afrikanske stater længere nordpå, og det har måske også hele tiden været flykaprernes mål. Jeg tror, De kender mit syn på Sydafrika – men jeg må indrømme, at de i denne situation har været enestående. «

Parker rakte ud efter en sort bruyere-pibe med et stort, rundt hoved og begyndte at stoppe den. Hans hænder var store som resten af kroppen, men fingrene var lange og smidige som hos en pianist – hvilket han naturligvis også var. Og Peter kunne huske duften af den tobak, han røg. Og selvom Peter ikke røg, havde han ikke fundet ubehag ved den duft. Begge mænd var tavse og optaget af deres egne tanker. Parker rynkede panden lidt, mens han tilsyneladende koncentrerede sig om sin pibe. Så sukkede han og så op igen.

»All right, Peter. Lad mig så høre, hvad De har.«

Peter bladede gennem de notater, han havde gjort. »Jeg har arbejdet med fire hypoteser og forestillet mig, hvordan vi i hvert enkelt tilfælde skal handle. Men det er af største betydning, at vi ved, om der er tale om en aktion à la Italien eller à la Tyskland.«

Parker nikkede. En aktion efter italiensk mønster var det letteste at klare; det var blot et krav om penge. Det tyske mønster omfattede imidlertid krav om løsladelse af fanger samt sociale og politiske krav, der gik ud over landegrænserne. Parker og Peter Stride arbejdede en time med at gennemgå alt, hvad situationen kunne indebære, og så blev de afbrudt igen.

»Du gode Gud. « Det var en målestok for Kingston Parkers overraskelse, at han brugte så stærke ord. »Der er sket en ny udvikling –«

Det var først, da 070 søgte ind i den østgående luftrute og påbegyndte indflyvning og landing uden at have opnået landingstilladelse fra kontroltårnet. at det sydafrikanske luftvåbens overkommando blev klar over, hvad der var ved at ske.

Alle luftfartens senderfrekvenser blev omgående pålagt tavshed, mens det fremmede fly, som nærmede sig, blev bombarderet med ordrer til omgående at trække sig tilbage og forlade det sydafrikanske luftrum. Men der kom intet svar, og i en afstand af et hundrede og halvtreds sømil fra Jan Smuts Internationale Lufthavn begyndte Boeing’en roligt at lægge an til landing.

»British Airways 070, dette er kontrolrummet i Jan Smuts, De er udtrykkeligt nægtet landingstilladelse. Hører De mig? «

»British Airways 070, dette er flyvevåbnets overkommando. Vi gør opmærksom på, at De krænker nationalt luftrum. De beordres til omgående at stige til tredive tusind fod og sætte kurs mod Nairobi. «

Boeing’en var nu hundrede sømil fra lufthavnen og passerede femten tusind fod.

»Diamond ane, dette er Leopard, tag kommandoen over flyet og tving det til at vende om.«

Den lange, slanke jager med grøn og brunspættet camouflagemaling faldt som et spyd, halede hurtigt ind på den store passagermaskine, dykkede ned lige bag haleplanet og dukkede op igen foran flyets rød-, hvid- og blåmalede næseparti.

Mirage-piloten anbragte behændigt sin hurtige lille maskine præcis hundrede fod foran Boeing’en og tippede med vingerne i en »følg mig« ordre.

Boeing’en fortsatte uanfægtet, som om man hverken havde set eller forstået noget. Mirage-piloten trak i sine håndtag, og afstanden mellem dem blev reduceret til det halve. Igen tippede han med vingerne og begyndte samtidig at ændre kurs i den nordlige retning, som Leopard havde givet ordre til.

Men Boeing’en blev liggende urokkeligt fast i sin kurs mod Johannesburg, og til sidst måtte Miragen opgive forsøget på at trække den væk.

Piloten styrede sin maskine hen langs siden af passagerflyet og holdt sig lige oven over udblæsningen fra jetmotorerne, indtil han var på niveau med cockpittet og kunne kigge ind i det over en afstand på knap halvtreds fod.

»Leopard, dette er Diamond ane. Jeg har et godt kig ind i maskinens cockpit. Der befinder sig en fjerde person i cockpittet. Det er en kvinde. Det ser ud, som om hun er bevæbnet med en maskinpistol.«

De to piloter var ligblege, da de vendte sig for at betragte jageren. Kvinden lænede sig frem over det ene af sæderne og løftede sit klodsede våben i en ironisk hilsen. Hun smilede, og Mirage-piloten var tæt nok til, at han kunne se, hvor hvide hendes tænder var.

»– en ung kvinde, blond, mooi, mooi, baie mooi –« rapporterede piloten. »Smuk, meget smuk.«

»Diamond ane, dette er Leopard. Indtag position til frontalt angreb.«

Miragen tordnede af sted fremover, og de fire andre maskiner sluttede op for at genindtage deres pladser i femfinger-formationen. Straks efter krængede de over og gik ind i en stor bue, som skulle føre dem tilbage i den retning, de kom fra, direkte mod Boeing’en.

»Leopard. Vi har indtaget position til frontalt angreb.«

»Diamond ane. Simuler angreb, en efter en med fem sekunders intervaller. Minimum adskillelse. Åbn ikke ild, gentager åbn ikke ild. Dette er et simuleret angreb. Jeg gentager, dette er et simuleret angreb.«

»Diamond ane – forstået simuleret angreb.«

Og Mirage F1 jageren lagde an til styrtangreb med en hastighed, der nærmede sig højeste mach-tal på skalaen og buldrede gennem lydmuren i en aggressiv og gruelig magtdemonstration.

Cyril Watkins så ham komme imod dem.

»Du almægtige,« råbte han. »Dette er alvor.« Og han rykkede frem i sædet for at overtage den manuelle styring af maskinen og afbryde den automatiske indflyvning, som den elektroniske pilot dirigerede.

»Hold maskinen rolig.« For første gang hævede Ingrid stemmen. »Hold den rolig.« Hun rettede den dobbeltløbede haglpistol mod flyvemekanikeren. »Vi har ikke brug for en navigator nu.«

Kaptajnen stivnede, og Miragen kom hylende ned mod dem. Det var, som om den voksede og voksede i størrelse, indtil den dækkede for hele udsigten fra cockpittet. I sidste øjeblik stak jageren næsepartiet en smule i vejret og hvinede hen over dem i kun fem fods afstand, men den supersoniske turbulens var så voldsom, at selv den tunge passagermaskine blev tumlet rundt med som et fnug.

»Nu kommer den næste,« råbte Cyril Watkins.

»Jeg mener, hvad jeg sagde. Hold kursen.« Ingrid pressede pistolen så hårdt ind i nakken på flyvemekanikeren, at hans pande ramte kanten af computerpulten og fik en blodig flænge.

Efterhånden som jagerne angreb, blev Boeing’en ramt af den ene lufttrykbølge efter den anden. Ingrid kæmpede vildt for at holde sig fast med den ene frie hånd, mens hun med den anden stadig trykkede pistolen ind i nakken på flyvemekanikeren. »Jeg mener det,« blev hun ved med at råbe. »Jeg dræber ham, hvis De ikke følger mine ordrer.« Og inde fra kabinen kunne de høre passagererne skrige af rædsel.

Så var den sidste af jagerne passeret hen over dem og væk, og Boeing’ens automatiske pilot fik hurtigt maskinen rettet op og bragt i overensstemmelse med radio-navigationssignalerne fra Jan Smuts lufthavnen.

»De vil ikke angribe os igen.« Ingrid trådte et skridt tilbage og tillod flyvemekanikeren at løfte hovedet og tørre blodet af med sit skjorteærme. »De kan ikke komme tilbage. Vi er inde over lufthavns-området.« Hun pegede frem. »Se l«

Boeing’en var nede i fem tusind fods højde, men horisonten var uklar på grund af en tåge af røg og varmedis. Til højre sås den slanke silhouet af Kempton Park kraftstations køletårne og endnu nærmere de giftiggule affaldsdynger, som lå rundt om på det flade sletteland, hvor befolkningen boede så tæt, at hundredvis af vinduesruder fangede den tidlige morgensol og blinkede som signallys.

Og lige foran sås den lange, lige, blå stribe, som var Jan Smuts lufthavnens hoved-rullebane.

»Tag maskinen direkte ned på bane 21,« beordrede Ingrid.

»Vi kan ikke –«

»Gør det,« kom det skarpt. »Flyveledelsen har sikkert aflyst al trafik over lufthavnen. De kan ikke standse os.«

»Jo, de kan,« svarede Cyril Watkins. »Se ned på den bane.«

De var så tæt på, at man nu kunne tælle fem tankvogne og også tyde Shells navn og bomærke på siderne. »

De vil blokere rullebanen.«

Foruden tankvognene var der fem højrøde brandbiler og to store, hvide ambulancer. De bumpede hen over græsrabatten og parkerede så med et par hundrede meters indbyrdes afstand ned langs midten af betonbanen.

»Vi kan ikke lande,« sagde kaptajnen.

»Slå automatikken fra og flyv den manuelt.« Der var kommet en hård og grusom klang i pigens stemme.

Flyvemaskinen passerede tusind fod og lagde sig på linje med rullebane 21, og ret forude sås de roterende, røde lanterner på taget af udrykningskøretøjerne, og det var som om de signallerede en direkte udfordring.

»Jeg kan ikke ramle ind i dem,« erklærede Cyril Watkins, og der var ingen tøven eller usikkerhed over ham. »Jeg er nødt til at trække maskinen op igen og komme væk herfra.«

»Sæt den ned i græsset,« råbte pigen. »Der er en åben græsstrækning på den venstre side af rullebanen – sæt flyet ned der.«

Men Cyril Watkins havde allerede lænet sig frem og skubbet sine gasreguleringshåndtag i bund. Motorerne brølede, og maskinens næse løftede sig stejlt.

Den unge flyvemekaniker havde vendt sig i sin stol og stirrede ud ad forruden. Hele hans krop var spændt, og blodstriben hen over panden stod i stærk kontrast til det ligblege ansigt.

Med den ene hånd greb han hårdt om kanten på bordet, og knoerne var lige så hvide og skinnende som en æggeskal.

Pigen pressede pistolløbet ind mod hans håndled, og pludselig lød der et brag, som i det lille, snævre cockpit var ved at sprænge de forskelliges trommehinder. Pistolen slog tilbage helt i højde med pigens hoved, og der bredte sig straks en skarp lugt af brændt krudt.

Flyvemekanikeren stirrede vantro ned på bordet. Der var sprængt et hul gennem metallet så stort som en tekop, og siderne var savtakkede.

Skuddet havde amputeret hans hånd lige ved håndleddet. Den afskudte del var slynget ind mellem de to pilotsæder og lå og vred sig som et lemlæstet insekt.

»Land så.« sagde pigen. »Land, eller han får det næste skud gennem hovedet.«

»De forbandede uhyre,« råbte Cyril Watkins og stirrede på den afskudte hånd.

»Land eller De må tage ansvaret for denne mands død. «

Flyvemekanikeren trykkede armstumpen ind mod sit underliv, og hans ansigt var fortrukket af choket.

Cyril Watkins rev blikket bort fra hånden og stirrede endnu engang frem for sig. Der var en bred, åben græsrabat mellem markeringsflagene langs bane 21 og den smalle rullevej til taxikørsel. Græsset var slået i knæhøjde, og han vidste, at grunden skulle være temmelig jævn.

Cyril trak forsigtigt gashåndtaget tilbage, brølet fra motorerne døde hen, og flyet stak næsen mod jorden igen.

Han holdt maskinen på linie med hovedlandingsbanen, indtil han var kommet godt ind over navigationslysene. Han ønskede ikke at henlede de forskellige chaufførers opmærksomhed på, hvad han havde til hensigt, mens de endnu havde mulighed for at træffe modforanstaltninger.

I sidste øjeblik krængede han maskinen over, bragte den i flugt med græsrabatten, lukkede helt for gasspjældene og satte landingshjulene hårdt ned i græsset.

Det kæmpemæssige fly rystede og slingrede vildt, mens det rullede hen ad græsrabatten, og Cyril Watkins kæmpede med siderarene for at holde dem rettet op, mens hans andenpilot kastede alle jetmotorernes gigantiske kræfter ind i modsat omdrejning og trådte hårdt på bremsepedalerne.

I et glimt strøg den styrbords vinge forbi brandbilerne og tankvognene. Mandskabets forbløffede ansigter forekom meget nær og meget hvide, og så var 070’eren allerede et godt stykke længere ude, men farten tog hurtigt af, og til sidst tog næsehjulet jorden, og rokkende og svajende standsede maskinen kort før en murstensbygning, som indeholdt de vigtigste radarinstallationer foruden signaludstyret til indflyvning og landing.

Klokken var 7.25 lokal tid, og Speedbird 070 var landet.

»Ja, de er altså nede nu,« sukkede Kingston Parker. »Og der blev ellers gjort alt for at hindre, at maskinen landede. Deres valg af endelig destination giver i øvrigt svaret på et af Deres spørgsmål. «

»À la Vesttyskland –« nikkede Peter. »Det bliver en politisk sag. «

»Og De og jeg står nu over for en frygtelig realitet, som vi kun har drøftet i teorien –« Parker stak et spidst instrument ned i pibehovedet og puffede et par gange, før han gik videre. »En krigerisk aktion der må anses for moralsk forsvarlig.«

»Vi er ikke enige, sir,« svarede Peter. »Krigshandlinger kan ikke være moralsk forsvarlige.«

»Ikke det?« sagde Parker og rystede på hovedet. »Hvad så med de tyske soldater, som blev dræbt på gaderne i Paris af franske modstandsfolk?«

»Det var krig,« sagde Peter.

»Den gruppe, som har kapret 070, vil måske også hævde, at de er i krig –«

»Med uskyldige ofre?« gav Peter tilbage.

»Haganah dræbte også uskyldige mennesker – men det, de kæmpede for, var alligevel ret og retfærdighed.«

»Jeg er englænder, dr. Parker – De kan ikke forvente, at jeg skal kunne acceptere mord på britiske kvinder og børn. «

»Nej,« indrømmede Parker. »Men så skal vi ikke tale om Mau-Mau i Kenya, og heller ikke om Irland i dag – men hvad med den franske revolution eller katolikkernes forfølgelse af anderledes tænkende og med de mest grusomme metoder, som mennesker kan udspekulere – var det ikke moralsk forsvarlige handlinger?«

»Jeg vil foretrække at kalde det forståeligt om end forkasteligt. Terrorisme under enhver form kan aldrig være moralsk forsvarligt. « Efter selv at være blevet provokeret, benyttede Peter bevidst ordet terrorisme for også at provokere, og han så Parker løfte de buskede øjenbryn.

»Der er terrorisme, som kommer fra oven – såvel som fra neden. « Parker brugte nu selv ordet og gjorde det bevidst. »Hvis De definerer terrorisme som en fysisk eller psykologisk tvangsmetode, som anvendes til at formå andre til at underkaste sig terroristens vilje, så kommer vi ikke uden om den lovlige trussel om hængning eller anden form for dødsstraf, den religiøse trussel om helvedes ild og den faderlige trussel om en omgang med spanskrøret – er denne terror mere moralsk forsvarlig end de svages, de fattiges og de politisk undertryktes kamp, disse magtesløse ofre for et uretfærdigt samfund? Skal deres protestskrig kvæles?«

Peter flyttede sig utilpas i stolen.

»En protest hinsides lov og orden –«

»Love skabes af mennesker og næsten altid af de rigeste og stærkeste -love ændres også af mennesker, men sædvanligvis kun efter militante aktioner. Kvindernes frigørelseskamp, kampen for borgerrettighederne i dette land –« Parker brød af og lo. »Undskyld, Peter. Somme tider forvirrer jeg mig selv. Det er ofte vanskeligere at være liberal end en tyran. Tyrannen er i det mindste sjældent i tvivl. « Parker lænede sig tilbage i stolen som tegn på, at han var ved at gøre sig færdig. »Jeg vil lade Dem være i fred i en time eller to fra nu af. De skal have ro til at udarbejde Deres planer i overensstemmelse med den nyeste udvikling. Men personligt er jeg ikke i tvivl om, at vi har med politisk motiverede militanter at gøre og ikke kun en bande gammeldags bortførere, som bare er ude efter penge. Der er endnu en ting, jeg er sikker på, og det er, at vi, før vi ser enden på denne historie, vil blive tvunget til at ransage vor egen samvittighed meget omhyggeligt.«

»Tag den anden bane til højre,« sagde Ingrid roligt, og Boeing’en svingede væk fra græsrabatten og ud på rullevejen. Der lod ikke til at være sket nogen skade på understellet, men nu hvor flyet havde forladt sit naturlige element, havde det mistet lidt af sin skønhed og ynde og blev klodset og tungt.

Pigen havde aldrig før opholdt sig i cockpittet på en Jumbo, og her på jorden virkede højden overvældende. Det bibragte hende en følelse af at være usårlig.

»Nu til venstre igen,« beordrede hun, og Boeing’en svingede væk fra lufthavnens administrationsbygninger og hen mod den sydlige ende af startbanen. Udkigsterrassen på lufthavnsbygningens flade tag var allerede fyldt af hundreder af nysgerrige tilskuere, men al aktivitet på selve flyvepladsen var indstillet. De ventende flyvemaskiner og servicevogne var alle forladte. Der var ikke et menneske at se på startbanerne.

»Parker derhenne.« Hun pegede frem mod et åbent areal cirka fem hundrede meter fra den nærmeste bygning og midtvejs mellem terminalen og klyngen af værkstedshangarer og hoveddepotet for brændstof. »Stands lige i krydset.«

Cyril Watkins forholdt sig tavs, mens han adlød hendes ordre, og derefter vendte han sig om i sædet.

»Jeg må tilkalde en ambulance til den sårede. «

Andenpiloten og en stewardesse havde anbragt flyvemekanikeren på gulvet i pantry’et lige uden for døren til cockpittet. De brugte stofservietter til at binde armen op med og prøve på at standse blødningen.

»Ingen forlader dette luftfartøj.« Pigen rystede på hovedet. »Han ved allerede for meget om os.«

»Men du godeste, menneske. Han har brug for en læge.«

»Der er tre hundrede læger om bord. Oven i købet de bedste i verden. To af dem kan få lov til at komme herud og tage sig af ham.«

Hun satte sig på kanten af flyvemekanikerens blodplettede bord og greb ud efter mikrofonen. Midt i sit raseri bemærkede Cyril Watkins, at Ingrid kun behøvede at se det komplicerede kommunikationsudstyr demonstreret en enkelt gang, før hun selv kunne betjene det. Hun var opvakt og godt trænet.

»Mine herrer og damer, vi er nu landet i Johannesburg. Her vil vi blive i lang tid – måske i dage, måske endog uger. Vor tålmodighed vil blive sat på en prøve, så jeg må advare Dem om, at vi ikke vil tolerere nogen form for ulydighed. Der har allerede været gjort forsøg på modstand – og som følge heraf er et medlem af besætningen blevet skudt ned og alvorligt såret. Måske overlever han ikke. Vi ønsker ikke en gentagelse af denne episode. Men jeg må advare Dem om, at mine folk og jeg selv ikke vil tøve med at skyde igen – eller bringe granaterne til eksplosion, hvis det skulle blive nødvendigt.«

Hun gjorde en pause og kiggede hen på de to udvalgte læger, som dukkede op fra passagerkabinen og knælede ned på hver side af flyvemekanikeren. Han rystede over hele kroppen, som om han havde feber, og hans hvide skjorte var oversmurt med blod. Pigens ansigt udtrykte hverken beklagelse eller bekymring, og hendes stemme var rolig, da hun fortsatte: »

To af mine folk vil nu gå ned gennem midtergangen og indsamle Deres pas. Vær venlig at have det parat.«

Hendes blik flakkede til siden, da hun blev opmærksom på noget, der bevægede sig ude på flyvepladsen. Fire kampvogne dukkede op bag værkstedshangarerne og kørte frem på linie. Det var den sydafrikanske version af den franske Panhard med højtliggende aksler og overdimensionerede dæk, et tilbageliggende kanontårn og et uforholdsmæssigt langt kanonrør rettet fremefter. De armerede vogne kørte forsigtigt i en cirkel og holdt så stille tre hundrede meter fra flyvemaskinen og fordelt på fire punkter – ud for vingespidserne, haleroret og næsepartiet. Fra alle vognene pegede kanonrørene mod flyet.

Pigen betragtede dem fuld af foragt, indtil den ene af lægerne kom hen til hende. Det var en lille, buttet, skaldet mand, men tapper.

»Denne mand må øjeblikkelig bringes til et hospital.«

»Det er udelukket.«

»Jeg insisterer på det. Hans liver i fare.«

»Det gælder for os alle, doktor. Skriv en liste over, hvad De har brug for, og så skal jeg sørge for, at De får det.«

»Nu har de været nede i seksten timer, og den eneste kontakt har været en anmodning om medicinske forsyninger og lægeudstyr og et el-kabel lagt ud.« Kingston Parker havde lagt jakken og løsnet slipset, men viste ellers ingen tegn på træthed efter at have holdt sig vågen hele natten.

Peter Stride nikkede til ham. »Hvilket udstyr er der blevet bedt om?«

»Det ser ud til, at nogen er blevet skudt. Der er bedt om blodtype AB positiv” en sjælden type, men et af besætningsmedlemmerne er i sine tjenestepapirer anført med netop den type. Ti liter plasma, et blodtransfusionsudstyr, sprøjter, morfin og intravenøs penicillin samt serum mod stivkrampe – al det, der er brug for ved behandling af alvorligt, fysisk trauma.«

»Og de er blevet forsynet med elektricitet?«

»Ja, fire hundrede mennesker ville være blevet kvalt af varme nu uden air-condition. Et kabel er blevet lagt ud og tilsluttet en udvendig kontakt på flyet. Hele maskinens el-system fungerer normalt, selv i pantryet.«

»Vi har altså mulighed for til enhver tid at afbryde strømmen.« Peter gjorde et notat på en blok foran sig. »Men ellers ikke andre ønsker? Ingen brug for en forhandler? «

»Nej, intet. De synes at være fuldkommen klar over forhandlingsteknikken i en situation som denne -modsat vore venner, værtslandet. Jeg er bange for, at vi får store vanskeligheder med Wyatt Earp-mentaliteten –« Parker gjorde en pause. »Undskyld, det ved De måske ikke, Wyatt Earp var en af vores sheriffer fra striden om kolonisationsgrænsen –«

»Jeg har set filmen og læst bogen,« svarede Peter kort.

»Nå, men sydafrikanerne er ivrige efter at storme flyet, og både vores og Deres ambassadør presser hårdt på for at holde dem tilbage. De er parat til at sparke døren til saloonen ind og skyde løs med seksløberne. De må også have set den film.«

Peter følte det løbe koldt ned ad ryggen. »Det ville være en katastrofe,« udbrød han. »Disse mennesker i maskinen har forberedt alt omhyggeligt.«

»De behøver ikke at overbevise mig,« sagde Parker. »Hvad er Deres flyvetid til Jan Smuts nu?«

»Vi krydsede Zambesi-floden for syv minutter siden. »Jeg har endnu to timer og ti minutters flyvetid tilbage – men transportflyet er tre timer og fyrre minutter bag os.

»All right. Jeg sætter mig i kontakt med det. Den sydafrikanske regering har sammenkaldt til kabinetsmøde, og begge vore ambassadører deltager som observatører og rådgivere. Jeg tror, jeg bliver nødt til at fortælle dem om Atlas’ eksistens.«

Efter et øjebliks pause fortsatte han. »Her ser vi da endelig i praksis meningen med Atlas. En organisation som skærer tværs gennem alle nationale hensyn og er parat til at handle hurtigt og uafhængigt. Jeg tror De bør vide, at jeg allerede har opnået tilladelse fra vores præsident og Deres premierminister til at etablere Delta – efter mit eget skøn.«

Tilstand Delta var ensbetydende med angreb.

»– men igen vil jeg understrege, at jeg ikke vil give grønt lys for Delta undtagen som aller sidste udvej. Jeg vil først gerne høre og overveje de krav, der vil blive stillet, og i den henseende er vi klar til at forhandle -fuldkommen åbent –«

Parker fortsatte med at tale, og Peter Stride prøvede på at skjule sin irritation. Igen blev han nødt til at give udtryk for, at han ikke var enig.

»Hver eneste gang De lader en militant person slippe godt fra sit forehavende, skabes der straks muligheder for nye aktioner med krav om befrielse af de fængslede kammerater.«

»Jeg har tilladelse til at etablere Delta,« gentog Parker med en anelse skarphed i tonefaldet, »men jeg vil gøre det klart, at der skal handles med største betænksomhed. Vi er ikke en mordergruppe, general Stride.« Parker nikkede til en eller anden uden for skærmen. »Jeg kan komme igennem til Sydafrika nu, og så vil jeg forklare dem alt om Atlas.« Ansigtet forsvandt, og skærmen blev sort.

Peter Stride rejste sig brat og prøvede på at gå frem og tilbage i den smalle passage mellem sæderne, men der var ikke tilstrækkelig loftshøjde til hans lange skikkelse, og han lod sig irriteret dumpe ned i sædet igen.

Kingston Parker rejste sig fra signalbordet i forkontoret til hans afdeling i den vestlige fløj af Pentagon. To teknikere skyndte sig af vejen for ham, og hans privatsekretær åbnede døren ind til hans eget kontor.

For en så kraftig mand bevægede han sig med forbløffende elegance, men der var heller ikke noget overflødigt fedt på hans solidt byggede skikkelse. Hans tøj var af fineste stof og velsyet – det bedste som Fifth Avenue kunne præstere – men det var slidt indtil det tarvelige, snipperne på flippen var flossede, næserne på de italienske sko var skrammede, som om den slags ikke betød noget for ham. Men alligevel bar han sit tøj med en stolt værdighed, og han så ti år yngre ud end sine treoghalvtreds. Der var kun nogle få sølvstænk i hans buskede manke.

Kontoret var spartansk udstyret, møbleret af staten, nyttigt og upersonligt, kun bøgerne, som fyldte alle hylderne, og det store piano var hans eget. Pianoet var en Bechstein og alt for stort til kontoret. Parker lod den ene hånd løbe let hen over tangenterne, da han gik forbi det, men han fortsatte hen til skrivebordet.

Han satte sig i sin drejestol og bladede i den halve snes mapper med efterretningsstof, som lå foran ham på skrivebordet. Hver af dem indeholdt de seneste computer-oplysninger, som han havde bedt om. Der var personlige data og vurderinger af samtlige personer, som indtil nu var indblandet i kapringen af Speedbird 070.

Der var oplysninger om begge ambassadører, hvis lyserøde dossiers var stemplet tophemmeligt og mærket med »Kun for departementets chefer.« Fire andre grønne dossiers var helliget sydafrikanske ministre og højeste embedsmænd, som havde mulighed for at træffe beslutninger i den nuværende situation. Det tykkeste dossier koncentrerede sig om den sydafrikanske premierminister – og endnu engang bemærkede Parker med et skævt smil, at manden under anden verdenskrig var blevet fængslet af general Jan Smuts proengelske regering på grund af hans modstand mod landets engagement i krigen. Han tvivlede på, hvor stor sympati han i dag ville have for andre militanter.

Der var dossiers over den sydafrikanske forsvarsminister og justitsministeren og ligeledes over politidirektøren og den politiinspektør, som havde ansvaret, hvis der skulle handles på stedet. Af dem alle var det kun premierministeren, der fremstod som en særlig personlighed – en magtfuld stædig mand, der var let at påvirke eller overtale til noget, og Kingston Parker var ikke i tvivl om, at det var ham, der traf de endelige bestemmelser.

Der var endnu et lyserødt dossier i bunden af den anselige stak, og det havde været fremme så ofte, at kartonomslaget var revnet i ryggen. De oprindelige oplysninger i dette dossier var indhentet for to år siden og derefter ført ajour hvert kvartal.

»STRIDE PETER CHARLES« stod der uden på omslaget, og dossieret var klassificeret »Kun for den øverste chef for Atlas.«

Kingston Parker kunne formentlig have citeret hele indholdet udenad – men han løste alligevel båndet og åbnede mappen.

Mens han roligt bakkede på sin pibe, begyndte han langsomt at blade igennem de løse ark.

Først var der de nøgne fakta. Født 1939 som tvilling, faderen militærmand, som tre år efter blev dræbt, da den panserbrigade, han havde kommandoen over, blev nedkæmpet af Rommel under et af ørkenslagene i Nordafrika. Den ældre tvillingebroder havde arvet en barontitel, og Peter fulgte den slagne vej over Harrow til Sandhurst, hvor han må have forvirret sin familie, fordi han viste en strålende begavelse, men samtidig nødigt deltog i de fælles sportslige aktiviteter, men foretrak de mere ensomme former for sport som golf, tennis og langdistanceløb.

Kingston Parker spekulerede på det et øjeblik. Det var en detalje ved mandens karakter, som også havde undret ham. Parker nærede den intellektuelles almindelige foragt over for militær, og han ville have foretrukket en mand, som passede bedre ind i billedet på den tomhjernede soldat.

Men da den unge Stride var indtrådt i sin fars regiment, lod det til, at den usædvanlige intelligens var blevet ledt ind i konventionelle baner, og at trangen til uafhængighed blev holdt i ave, hvis ikke helt glemt – indtil hans regiment blev sendt til Cypern, da situationen på øen var mest spændt. Allerede en uge efter blev han med kommandantens begejstrede tilslutning stillet til rådighed for hærens efterretningstjeneste. Kommandanten var måske blevet opmærksom på problemet med at give en vidunderdreng ly i officersmessens traditionsbundne miljø.

For en gangs skyld havde militæret foretaget det helt rigtige og logiske valg. I de seksten år der siden var gået, havde Stride ikke begået en eneste fejltagelse – bortset fra et ægteskab, som endte med skilsmisse efter kun to års forløb. Hvis han var blevet ved sit regiment, ville det måske have indvirket på hans karriere – men siden Cypern havde Stride gennemlevet en kometagtig udvikling, der var lige så ukonventionel som hans tankegang.

Ved en halv snes forskellige og vanskelige opgaver lige siden havde han haft lejlighed til at prøve sine evner og udvikle nye talenter, og allerede inden han fyldte tredive år var han stabsofficer.

Ved NATO-hovedkvarteret vandt han indflydelsesrige venner og beundrere på begge sider af Atlanten, og ved slutningen af hans tre-årige periode i Bruxelles, blev han forfremmet til generalmajor og overdraget ledelsen af den britiske efterretningstjeneste i Irland, et job som han havde udpræget flair for.

En stor del af æren for at hindre en bølge af irsk terrorisme i at skylle hen over Storbritannien var hans, og hans indgående afhandling om byguerilla og tankegangen bag militante gruppers aktioner var måske det bedste, der var fremlagt om det emne.

Ideen til oprettelsen af Atlas fremkom netop i den afhandling, og derfor var Stride selvskreven til at lede projektet. Udnævnelsen syntes sikker. Amerikanerne havde været imponeret over hans afhandling, og hans venner fra NATO havde ikke glemt ham. Hans udnævnelse var i princippet tiltrådt. Men så i sidste øjeblik var der opstået en stærk modstand mod, at en professionel militærmand skulle lede et foretagende af en så ømtålelig karakter. Oppositionen var kommet både fra Whitehall og Washington på samme tid, og den havde sejret.

Kingston Parker bankede sin pibe ud, bar mappen hen til flyglet, anbragte den på nodestativet stadig i opslået tilstand, satte sig på klaverbænken og begyndte at spille, mens han fortsatte med at kigge i papirerne.

Musikken, de skønne toner af Liszt, distraherede ikke hans tanker men bar dem tværtimod oppe.

Parker selv havde ikke ønsket Stride på den nuværende post. Lige fra starten havde han anset ham for farlig, og frygtet at hans ambitioner og ideer ville blive vanskelige at styre. Parker ville have foretrukket sin egen kandidat Tanner, som nu havde kommandoen over Mercury-gruppen under Atlas, eller Colin Noble – og han havde regnet med, at Stride ville afslå en kommando, der lå så langt under hans evner og muligheder.

Men Stride havde accepteret den lavere post som leder af Thor. Parker havde mistanke om, at der lå usædvanlige motiver bag, og han havde holdt skarpt øje med ham fra begyndelsen. Ved fem forskellige lejligheder havde han kaldt Stride til Washington og gjort alt for at vinde hans fortrolighed. Han havde endog inviteret ham til sit hjem i New York, hvor de havde tilbragt mange timer med at snakke sammen om alle mulige emner, og under disse samtaler havde Parker fået endnu større respekt for mandens meninger, men han havde ikke været i stand til at nå frem til nogen klar afgørelse med hensyn til Strides fremtid inden for Atlas.

Parker bladede frem til vurderingen af mandens karakter. Parker havde for længst lært, at hvis man skulle lede efter svagheder hos et andet menneske, skulle man begynde med det seksuelle. Men med denne mand lod der i hvert fald ikke til at være noget som helst unormalt. Han var i hvert fald ikke homoseksuel, snarere for meget det modsatte. Siden skilsmissen havde Stride haft mindst en halv snes løse forbindelser. Og selvom tre af damerne havde været gift, var ingen af dem gift med hans underordnede eller officerskolleger eller mænd, som kunne være i stand til at skade hans karriere.

De kvinder, han valgte, havde alle visse kvaliteter eller egenskaber tilfælles -de var alle høje, intelligente og havde succes. En var journalist med sin egen spalte, der blev distribueret til en række blade, en anden var tidligere mannequin, nu modeskaber, som solgte sine modeller gennem egne velansete butikker i London og på kontinentet. Så var der en skuespillerinde, som var en af de ledende kræfter inden for Royal Shakespeare Company – Parker løb hurtigt listen igennem, for selv havde han ikke nogen sympati for eller tålmodighed med en mand, som lå under for begær.

Parker havde påbudt sig selv at leve i total cølibat og koncentrere al energi i tankevirksomheden, mens denne mand Stride ikke holdt sig for god til at opretholde to eller tre forhold med kvinder på samme tid.

Parker fortsatte med at læse om andre mulige svaghedspunkter, som var blevet undersøgt. Strides arv var blevet formindsket på grund af de strenge, engelske arveafgifter, men selv efter den hårde beskatning var hans private indkomst alligevel lidt over tyve tusind pund sterling om året, og når dertil blev føjet hans gage og privilegier som højtstående officer, var han i stand til at holde en vis stil i tilværelsen. Han kunne endda tillade sig den luksus at samle på sjældne bøger og – konstaterede Parker syrligt – den endnu større luksus at samle på sjældne damer.

Der var imidlertid intet spor af nogen form for skjult formue ingen schweiziske bankkonti, ingen deponering af guldbarrer, ingen ejendomme i udlandet og ingen aktier i selskaber, hvor aktionærerne indsatte ledelsen. Parker havde især ledt omhyggeligt efter sådanne aktier, som kunne betyde, at Stride modtog pengebeløb udefra, måske fra fremmede regeringer. En mand som Stride havde meget, som han kunne sælge og til priser, som han selv kunne bestemme – men det lod ikke til, at han havde gjort det.

Stride røg ikke. Parker tog piben ud af munden og betragtede den ømt et øjeblik. Det var hans eneste fornøjelse, og den var temmelig harmløs til trods for, hvad generallægen påstod, og et øjeblik efter stak han pibespidsen ind mellem tænderne igen.

Stride var mådeholden med alkohol og blev anset for at have god forstand på vin. Han spillede lejlighedsvis på væddeløbsbanerne, men mere for sin fornøjelses skyld, end fordi han var en spillernatur, og der forelå ikke noget om andre former for spil. Han gik ikke på rævejagt og skød heller ikke, skønt det hørte til den engelske gentlemans traditionelle fornøjelser. Han var ellers en ypperlig skytte med både riffel og pistol. Han havde repræsenteret Storbritannien som pistolskytte ved de olympiske lege i München og vundet guld i halvtreds meter klassen, og han tilbragte mindst en time hver dag på skydebanen.

Parker bladede videre frem til oplysningerne om mandens helbredstilstand. Det lod til, at han var i fineste form – i en alder af niogtredive vejede han et pund mindre, end da han var enogtyve, og han opretholdt stadig en træning som en frontsoldat. Parker bemærkede, at han havde anført seksten faldskærmsudspring i den foregående måned. Siden han var kommet til Atlas, havde han ikke haft tid eller lejlighed til at spille golf.

Parker lukkede mappen og spillede videre, men hverken de kølige elfenbenstangenter under hans fingerspidser eller de skønne toner fra den musik, han spillede, var i stand til at forjage en følelse af uro. Hvor udtømmende rapporten end var, efterlod den alligevel ubesvarede spørgsmål – som for eksempel hvorfor Stride havde degraderet sig selv ved at acceptere kommandoen over Thor – han var ellers ikke den type, som handlede ubetænksomt. Men det spørgsmål, som blev ved med at forfølge Parker var, hvor elastisk og uafhængig Peter var i sin tankegang, hvor stærkt blev han ledet af sine ambitioner og sit skarpe intellekt – og hvor stor en trussel sådan en mand kunne komme til at betyde, når først Atlas skulle spille sin afgørende rolle.

»Doktor Parker, sir –« hans assistent bankede let på døren og trådte ind »– der er sket en ny udvikling.«

Parker sukkede. »Jeg kommer.« sagde han og lod de sidste vemodige smukke toner ebbe ud, før han rejste sig.

Hawkeren sejlede næsten lydløst mod jorden. Piloten havde lukket for gasspjældene i en højde af fem tusind fod og foretog den sidste indflyvning uden at bruge gas. Han var ti knob over total motorstop, da han passerede hen over grænseskellet til lufthavnen, og han satte hjulene på banen femogtyve fod på den anden side af den V formede navigationsafmærkning på tærskelen til rullebane 15 og brugte omgående maksimum bremsekraft. Bane 15 var den sekundære sidevinds rullebane, og Hawkerens roll-out var så kort, at både indflyvningen og landingen hele tiden havde været skjult af lufthavnsbygningerne, hvor Speedbird 070 stod på hovedrullevejens sydlige kryds.

Hawkeren svingede i en bue på 360⁰ og trillede stille tilbage til startbane 15. Piloten brugte kun lige så meget motorkraft, at han kunne holde maskinen kørende.

»Glimrende klaret,« brummede Peter Stride, der sad sammenkrøbet bag pilotens sæde. Han var næsten sikker på, at ingen om bord i 070 havde bemærket deres ankomst.

Han fik øje på en lille gruppe på fire mand, som stod og ventede på ham. De tre af dem var iført camouflage-battledress, og den fjerde var en højtstående sydafrikansk politimand i blå uniform og kasket. Det var ham, der først trådte frem og hilste Peter, da han steg ud af Hawkeren.

»Prinsloo,« sagde han og rakte hånden frem. »Generalløjtnant.«

Han havde samme rang som Peter, men det var inden for politiet, ikke militæret. Han var en lille firskåren mand med stålindfattede briller og ansats til mave, og han var ikke under femoghalvtreds år. »

Må jeg have lov til at præsentere Dem for kommandant Boonzaier.« Dette var en militær titel svarende til oberst, og han var en yngre mand filen med omtrent de samme træk. Han var høj, kun et par centimeter mindre end Peter. Begge sydafrikanerne var mistænksomme og pirrelige, og det viste sig hurtigt hvorfor.

»Jeg er blevet instrueret om at modtage ordrer fra Dem, hr. general.« De to officerer stillede sig ved siden af Peter men med ansigtet vendt mod hinanden, og han var straks klar over, at den fjendtlige stemning ikke kun var rettet mod ham. Der havde allerede været gnidninger mellem politi og militær – og det kunne kun på ny understrege betydningen af en organisation som Atlas.

En klar opdeling af ansvaret var bydende nødvendigt – Peters tanker gik tilbage til skudvekslingen i Larnaca lufthavnen mellem ægyptiske kommandotropper og et cypriotisk vagtmandskab, hvor terroristerne, som havde kapret et jetfly, der stod på jorden, slap uskadt, mens flyvepladsen var fyldt med brændende vrag af ægyptiske transportfly og en halv snes døde og hårdt sårede cyprioter og ægyptere.

Det vigtigste princip i terroristers strategi var altid at udnytte situationen, når ansvarsfordelingen var udflydende. Det var på det punkt, Atlas kunne skære igennem.

»Tak.« Peter accepterede kommandoen uden at gøre noget nummer ud af det. »Mine folk vil lande om godt tre timer. Vi vil naturligvis kun anvende magt som sidste udvej – men hvis det kommer dertil, vil jeg bruge mine egne folk. Det vil jeg gerne gøre klart med det samme.« Han så, at kommandanten fik et hårdt drag om munden af skuffelse.

»Mine folk hører til eliten –«

»Det er et britisk luftfartøj, de fleste af gidslerne er af britisk eller amerikansk nationalitet – det er en politisk beslutning, oberst. Men jeg vil værdsætte Deres hjælp på andre områder. Først vil jeg bede Dem udpege et sted, hvor jeg kan anbringe mit udstyr til at overvåge flyet med, og derefter vil vi sammen gennemgå det hele.«

Peter havde ikke svært ved at udvælge sin observationspost. Fra havneforvalterens rummelige og sparsomt møblerede kontor på tredje sal i terminalen var der udsigt til hele flyvepladsen og især til den sydlige ende af rullevejen, hvor Boeing’en stod.

Overhænget fra udkigsterrassen på etagen ovenover skyggede for kontorets indre, og lokalet var desuden så dybt, at man ude fra det klare solskin ikke ville være i stand til at se ind i kontoret, end ikke med en stærk kikkert. Desuden ville flykaprerne gå ud fra, at de først og fremmest blev iagttaget oppe fra glas-kontroltårnet.

Udstyret til overvågning var kompakt og letvægts. fjernsynskameraerne var ikke større end et Super 8-mm filmsapparat til hjemmebrug, og en mand kunne i en hånd bære de to aluminiums trefod til at trække ud. Kameraerne kunne imidlertid zoome ind på 800 mm brændvidde, og de sendte billedet til fjernsynsskærmen i Hawkerens cockpit, mens det samtidig blev oplagret på videobånd.

Lydforstærkeren fyldte mere, men var ikke tungere. Den havde en rammeantenne med lydforstærkeren i midten. Kikkertsigtet kunne dirigere lydforstærkeren mod en lydkilde med samme præcision som en snigskyttes riffel – var i stand til at indstille på et par læber over en afstand af otte hundrede meter og klart optage en normal samtale og sende direkte til Hawkeren samtidig med, at lyden blev bevaret på den store magnetiske båndspole.

To af Peters signalfolk blev posteret her sammen med rigelige forsyninger af kaffe og boller, og derefter tog Peter sammen med den sydafrikanske oberst og hans stab elevatoren op til kontroltårnet.

Fra kontrolrummet var der uhindret udsigt tværs over flyvepladsen og ned over områderne omkring lufthavnsbygningen. Udkigsterrassen neden under tårnet var blevet rømmet for alle andre end militært personnel.

»Jeg har etableret vejspærringer ved alle indgange til flyvepladsen. Kun passagerer med bekræftede reservationer og gyldige billetter får lov at gå igennem, og vi bruger kun den nordlige del af flyvepladsen til trafik.«

Peter nikkede og vendte sig om mod flyvelederen. »Hvordan ser trafikplanen ud?« spurgte han.

»Vi har nægtet alle private fly starttilladelse, og de får heller ikke lov til at lande. Al indenlandsflyvning er blevet henvist til Lanseria og Germiston lufthavnene, og kun planmæssig international trafik bliver afviklet – men afgående rutefly har hobet sig op, og der er start-ventetider på tre timer.«

»Hvad har De gjort for at isolere 070?« spurgte Peter.

»Den internationale afgangshal ligger heldigvis i den fjerneste ende i forhold til Boeing’en, og vi benytter ikke rullevejen eller i det hele taget området i den sydlige sektion. Som De ser, har vi ryddet hele området. Bortset fra de tre S.A. Airways fly, som er til eftersyn, er der intet andet luftfartøj inden for tusind meters omkreds..

»Jeg bliver måske nødt til at lamme al trafik, hvis –« Peter gjorde en pause, »eller jeg må hellere sige, når situationen udvikler sig.«

»Udmærket, sir.«

»I mellemtiden kan De fortsætte med Deres flyveprogram, sådan som det er nu.« Peter løftede sin kikkert og betragtede igen omhyggeligt den kæmpemæssige Boeing.

Flyet stod i majestætisk ensomhed. Der herskede fuldkommen stilhed, og det så nærmest ud, som om maskinen var forladt. De næsten skrigende farver fik den til at virke løssluppen. Flyet var parkeret med hele den ene side vendt mod tårnet, og alle luger og døre var stadig lukket.

Peter lod langsomt kikkerten panorere ned over alle vinduerne langs hele siden, men alle steder var gardinerne trukket tæt for, så flyet lignede et kæmpeinsekt med en masse blinde øjne.

Derefter rettede han kikkerten mod cockpittet, men også her var alle vinduer dækket indefra med tæpper, så det var umuligt at få et glimt af besætningen eller de mennesker, der havde taget dem til fange – endsige få et skud ind i cockpittet, selvom der fra det nærmeste hjørne af lufthavnsbygningen og hen til maskinen kun var fire hundrede meter, og med de nyeste laser kikkertsigter ville en af Thors trænede mesterskytter kunne ramme hvem som helst i cockpittet med et skud gennem hovedet.

Et tyndt, sort kabel, som forbandt luftfartøjet med el-forsyningen, snoede sig hen over pladsen som en lang, sårbar navlestreng. Peter studerede den eftertænksomt, og derefter samlede han opmærksomheden om de fire Panhard panservogne. Han rynkede panden en anelse irriteret.

»Oberst, vær venlig at tilbagekalde de vogne.« Han prøvede på ikke at lade sin stemme lyde irriteret. »Med lugen til kanontårnet skalket til, vil mandskabet blive stegt som en julegås.«

»Hr. general, jeg følte, at det var min pligt –« begyndte Boonzaier, og Peter sænkede kikkerten og smilede. Det var et charmerende, venskabeligt smil, som overraskede den anden lige efter det forudgående strenge udtryk, men øjnene var også stadig blottet for humor – knaldblå og hårde i et ansigt, der var som granit.

»Jeg ønsker en så afslappet atmosfære som muligt.« Nødvendigheden af at skulle forklare det, ærgrede Peter, men han bevarede smilet. »Den, der har fire kanonrør rettet mod sig, er tilbøjelig til at træffe en dårlig beslutning og selv gå til angreb. De kan holde vognene i beredskab, men få dem ud af syne og lad Deres folk hvile sig.«

Uden større elskværdighed lod obersten ordren gå videre ved hjælp af en walkie-talkie, som han havde i bæltet, og da panservognene et øjeblik efter langsomt trak sig tilbage bag rækken af hangarer, fortsatte Peter ubarmhjertigt:

»Hvor mange mænd har De bragt i stilling?« Han pegede på rækken af soldater, der stod langs rækværket på udkigsterrassen og derefter på hovederne, som kunne ses ved værkstedshangarerne.

»To hundrede og tredive.«

»Træk dem tilbage,« beordrede Peter, »og sørg for, at det kan ses fra Boeing’en. «

»Alle soldaterne?« spurgte obersten bestyrtet.

»Ja, dem alle,« sagde Peter, og nu var smilet ulveagtigt. »Og helst i en fart, oberst.«

Manden var hurtig til at opfatte, og han satte igen walkie-talki’en til munden. Et øjeblik herskede der nogen forvirring blandt soldaterne på udkigsterrassen nedenunder, men så fik de bragt orden i rækkerne og marcherede bort i en lang kolonne. Deres stålhjelme og løbene på geværerne, som de havde hængende over skulderen, kunne ses oven for rækværket, og fra Boeing’en ville man ikke kunne undgå at bemærke soldaternes afmarch.

»Hvis De er for eftergivende over for disse mennesker, disse dyr –« oberstens stemme lød lettere chokeret, »– hvis De er for blød –«

Peter vidste præcist, hvad han ville sige. »– Og hvis De bliver ved med at vifte dem on næsen med skydevåben, vil De holde dem i konstant alarmberedskab, oberst. Lad dem få lejlighed til at slappe af og tro, at der ikke er nogen fare på færde.« Han talte uden at sænke kikkerten og undersøgte hvilke steder, han strategisk bedst kunne placere sine snigskytter. Der var ikke større chance for, at han ville være i stand til at bruge dem – de ville blive nødt til at uskadeliggøre terroristerne på en gang – men man kunne aldrig vide, om der pludselig opstod en situation, hvor chancen bød sig. Han besluttede sig til at anbringe den ene af skytterne på taget af værkstedshangaren, hvor han kunne være i skjul bag en stor ventilator og beherske bagbords side af flyet. Der skulle to mand til at dække cockpittet fra begge sider. Afvandingsgrøften langs hovedstartbanen kunne bruges til at få en mand listet ind i den lille bygning, som rummede radar- og signaludstyr. Bygningen lå agter for flyet. Fjenden ville næppe regne med et angreb fra den kant. Punkt for punkt planlagde Peter sine dispositioner, gjorde notater i en lille skindindbunden notesbog, bøjede sig over et kort i stor målestok over lufthavnsområdet, beregnede hældningsgrader og skydevinkler, udregnede hvor mange minutter og sekunder en angrebsstyrke skulle bruge, når de rykkede frem fra bestemte punkter. Hvert eneste problem blev vendt og drejet, og der blev i hvert tilfælde udtænkt nye og usædvanlige løsninger.

Det kostede ham en times hårdt arbejde, før han var tilfreds. Nu kunne han meddele sine beslutninger til Colin Noble om bord i transportflyet, og fire minutter efter, at Hercules’en havde sat landingshjulene på betonbanen, ville det specialuddannede mandskab være i position.

Peter rettede sig op fra kortet og stak notesbogen i brystlommen. Endnu engang afsøgte han omhyggeligt hele området omkring Boeing’en med sin kikkert – og denne gang tillod han sig den luksus at lade sine følelser spille ind.

Han følte vreden og hadet stige op i sig, så mavemusklerne spændtes og blodet rullede hastigere.

Endnu engang var han konfronteret med det mangehovede uhyre. Få meter fra ham lurede fjenden og ventede på ham, som den så ofte havde gjort.

Han huskede pludselig alle glasskårene, der lå spredt ud over gaderne i Belfast og glimtede som diamanter i gadebelysningen, og han huskede, hvordan luften var fyldt af lugten af blod og sprængstoffer.

Han huskede liget af den unge kvinde, som lå i det ødelagte lokale i en mondæn London restaurant. Ved eksplosionen var alt tøjet flået af hende undtagen de små, tynde, franske blondetrusser.

Han huskede stanken fra en familie, far, mor og tre små børn, som var brændt op i deres bil, og som lå i forvredne stillinger.

Han huskede de skræmte øjne hos et barn, som havde fået den ene arm sprængt bort. Armen lå ved siden af hende, og fingrene knugede stadig om den lille, snavsede tøjdukke.

Erindringen om rædslerne kom til ham i brudstykker og nærede hans had, indtil det begyndte at prikke og stikke bag øjnene, og han blev nødt til at sænke kikkerten og tørre øjnene med bagsiden af hånden.

Han stod over for den samme fjende, som han før havde jaget, men hans instinkt advarede ham om, at den var blevet endnu stærkere og endnu grusommere end sidst, han havde bekæmpet den. Han prøvede på at undertrykke sit had nu, så at det ikke skulle forvirre hans dømmekraft og hæmme ham i de vanskelige timer og dage, som han havde foran sig – men hadet var for stærkt, og havde været næret for længe.

Han var klar over, at netop had dirigerede fjenden og dens forfærdende gerninger, og at han ved at hengive sig til had sank ned på terroristernes umenneskelige plan, men han kunne alligevel ikke befri sig for sine hadefulde følelser.

Peter Stride forstod udmærket, at det ikke kun var den grufulde død og lemlæstelse, han så ofte havde været vidne til, der drev hans had. Den var lige så meget opfostret af den trussel, som var rettet mod hele det civiliserede samfund. Hvis den djævelske fjende skulle få lov til at sejre, ville fremtidens love blive skabt af vildt udseende revolutionære, som med våben i hånd ville destruere i stedet for at bygge op, og udsigten hertil kaldte det største og stærkeste had frem hos Peter Stride. Han hadede, som kun en soldat kan hade. For kun en soldat kender krigens sande rædsler.

Hans soldaterinstinkt bød ham nu at udfordre fjenden og knuse den – men videnskabsmanden og filosoffen i ham advarede ham om, at tidspunktet endnu ikke var inde, og med opbydelsen af al sin selvdisciplin holdt han derfor kampinstinktet i ave.

Men han var stadig helt på det rene med, at det var på grund af just dette øjeblik, denne konfrontation med de djævelske kræfter, at han havde sat hele sin karriere på spil.

Da Peter blev vraget som øverste chef for Atlas og posten blev besat ved en politisk udnævnelse, skulle han have afslået en lavere kommando. Der var andre veje åbne for ham, men han havde alligevel valgt at knytte sig til projektet – og han håbede på, at ingen havde mærket den skuffelse, han følte. Guderne skulle vide, at der ikke var nogen grund til at klage over Kingston Parker. Ingen kunne arbejde hårdere end han, og hans loyalitet havde mere end en gang bestået sin prøve.

Nu syntes det, som om Peter kunne sige til sig selv, at det havde været det værd, og at det øjeblik, som han havde ventet på, var kommet. Derude på den glohede beton under Afrikas sol ventede fjenden, ikke på en lysegrøn ø i regn og ikke i de snavsede gader i en overbefolket by – men det var stadig den samme, gamle fjende, og Peter vidste, at hans tid ville komme.

Colin Noble var allerede på fjernsynsskærmen, da Peter steg ind i sin Hawker, der nu tjente som hans hovedkvarter. På den øverste højre skærm var der en panoramaudsigt over den sydlige del af lufthavnen og med Boeing’en som en rugende ørn i sin rede midt i billedet. På den næste skærm ved siden af var der en nærindstilling på luftfartøjets cockpit. Billedet var så skarpt, at Peter kunne læse fabrikantens navn på det tæppe, som dækkede forruden. Den tredje lille skærm viste det indre af kontrolrummet, og i forgrunden sad flyvelederne i skjorteærmer foran deres radarskærme. Alt dette blev optaget af kameraer, som en time i forvejen var blevet installeret i administrationsbygningen. Den sidste af de små skærme var sort, og på hovedskærmen så man Colin Nobles hyggelige, muntre ansigt.

»Hvis det blot havde været kavaleriet i stedet for marineinfanteristerne,« sagde Peter, »så ville du have været her allerede i går –«

»Hvorfor har du så travlt, gamle ven. Det ser jo ikke ud til, at festen er begyndt endnu.« Colin smilede bredt og skubbede sin baseball-kasket om i nakken.

»Det har du forbandet ret i,« svarede Peter. »Vi ved end ikke, hvem der har inviteret til festen. Hvornår regner du med at kunne være her?«

»Vi har en god medvind – så jeg vil tro, at vi lander om en time og toogtyve minutter.«

»Godt, lad os så gennemgå det hele.« Peter fremlagde sin plan og redegjorde grundigt for de beregninger, han havde foretaget. Når der var punkter, som han gerne ville have nærmere belyst, instruerede han sine kamerafolk om at sende optagelser af f.eks. radarbygningen eller værkstedshangaren med ventilatoren, hvor Peter ville placere en snigskytte. Billederne blev ikke alene vist på Colin Nobles skærm, men også inde i transportflyets store kabine, så soldaterne kunne følge med i, hvad der foregik og studere de stillinger, som de var udpeget til at indtage. De samme billeder blev kastet gennem stratosfæren til den kredsende satellit og derfra kun en anelse. forvrænget sendt ned til fjernsynsmodtagerne i den vestlige fløj af Pentagon, hvor Atlas havde sit hovedkvarter. Som en gammel løve sad Kingston Parker i sin lænestol og fulgte det hele på skærmen, og han så først op, da hans assistent kom ind og gav ham en længere telexmeddelelse. Derefter sagde han, at han gerne selv ville på skærmen, så han kunne tale med Peter Stride.

»Jeg er ked af at afbryde Dem,« sagde han til Peter, »men jeg tror, vi har fået noget her, som kan bruges. Vi antog, at den militante gruppe gik om bord i maskinen på Mahé, og bad derfor det lokale politi undersøge, hvor mange og hvem af passagererne, der hørte sammen i par eller grupper. Der var femten, og ti af dem var hjemmehørende på Seychellerne. En lokal købmand og hans kone og otte børn, der rejste alene. De var i alderen ni til fjorten år og børn af engelske tjenestemænd, som arbejder for ø-republikkens regering. Børnene var på vej til England for at begynde det nye skoleår.«

Peter følte rædslen hvile på sig som en fysisk byrde. Børnene, de unge liv, forekom på en eller anden måde vigtigere, mere sårbare end de andre. Men Parker læste videre op af telex-strimmelen, som han holdt i venstre hånd, mens han med den højre kløede sig i nakken med pibespidsen.

»Der er en engelsk forretningsmand fra Shell Oil Company, som er velkendt på øen, og der er fire turister, en amerikaner, en franskmand og to tyskere. De sidste fire lod til at rejse i en gruppe. Paspolitiet og sikkerhedsfolkene husker dem godt. Det drejede sig om to kvinder og to mænd, alle unge. Navnene er Sally-Anne Taylor, femogtyve år, amerikaner, Heidi Hottschauser, fireogtyve år og Günther Retz, femogtyve, begge tyskere samt Henri Larousse, seksogtyve og fransk. Politiet har konstateret, at de i to uger har opholdt sig på hotel Reef uden for Victoria, de to piger i et dobbeltværelse og de to mænd i et andet. De tilbragte det meste af tiden med at svømme og solbade – indtil for fem dage siden, da en lille søgående yacht løb ind i Victoria. Skipperen var en amerikaner, som alene havde sejlet båden jorden rundt. De fire unge mennesker tog ned til båden hver dag, og den sejlede igen, et døgn før 070 lettede.«

»Hvis det er yachten, der har leveret deres våben og ammunition, har denne operation været planlagt i lang tid,« sagde Peter, »og må man tilføje forbandet godt planlagt.«

Peter følte igen, hvordan blodet pressede, fjenden var ved at tage form nu, omridset af uhyret blev skarpere, og det var altid endnu mere truende og hæsligt.

»Har navnene været igennem computeren?« spurgte han.

Parker nikkede. »Ja. men enten eksisterer der ingen oplysninger om dem, eller også optræder de under falske navne og med falske pas.«

Han ville fortsætte men standsede, da der pludselig opstod aktivitet på den skærm, som bragte optagelser fra kontroltårnet, og samtidig rungede en stemme fra højttaleren; lyden var skruet for højt op, og teknikeren ved kontrolbordet regulerede hurtigt styrken. Det var en kvindestemme, en frisk, klar, ung stemme, som talte engelsk men med betoninger, som var påvirket af det sprog, der tales på den amerikanske vestkyst.

»Kontroltårn, dette er lederen af aktionskommandoen for menneskerettighederne, som har taget kommandoen over Speedbird 070. Vær venlig at gøre Dem klar til at modtage en meddelelse.«

»Kontakt!« udbrød Peter. »Endelig kontakt.«

På den lille skærm smilede Colin Noble bredt og manøvrerede behændigt sin cerut fra den ene mundvig til den anden. »Festen er begyndt,« erklærede han, men der var en skarp tone i hans stemme, som ikke helt kunne skjules af hans spøgefulde facon.

Den tre mands besætning var blevet beordret ud af cockpittet og anvist de pladser på første klasse, som var blevet ledige efter terroristgruppens medlemmer.

Ingrid havde gjort cockpittet til sit hovedkvarter, og bortset fra den vedvarende summetone fra air-condition-anlægget, herskede der en ejendommelig stilhed i det store luftfartøj. Samtaler mellem passagererne var forbudt, og de rødskjortede medlemmer af kommandogruppen patruljerede i midtergangen for at overvåge, at ingen overtrådte noget forbud.

De dirigerede også trafikken til toiletterne. En passager skulle være tilbage på sin plads, før en ny måtte rejse sig. Dørene til toiletterne skulle holdes åbne under afbenyttelsen, så terroristerne hele tiden kunne holde øje med passagererne.

Stemningen var trykkende ned langs alle rækkerne. Kun få af passagererne – og hovedsagelig børn – sov, og de andre sad stive i deres sæder og iagttog deres fangevogtere med en blanding af had og frygt.

Henri, franskmanden, gik ud i cockpittet.

»Nu trækker de panservognene tilbage,« sagde han. Han var slank og havde et meget ungt ansigt og drømmende øjne. Han havde anlagt sig et hængende blond overskæg, et rigtigt terroristoverskæg, men det passede dårligt til ham.

Ingrid så op på ham. »Du er så nervøs, chéri. Alt skal nok ordne sig.«

»Jeg er ikke nervøs,« svarede han stift.

Hun smilte til ham og kærtegnede hans ansigt. »Det var ikke ment som en bebrejdelse.« Hun trak hans ansigt ind til sig og kyssede ham med tungen langt inde i hans mund. »Du har så ofte bevist dit mod,« sagde hun.

Han lagde pistolen fra sig på flyvemekanikerens bord og greb ud efter hende. De øverste tre knapper i hendes røde bomuldsskjorte stod åben, og hun lod ham famle ind bag skjorten og finde hendes bryster.

De var kraftige og spidse, og han trak vejret tungt, mens han legede med hendes brystvorter. De blev hårde som bønner – men da han med den frie hånd rakte ned og tog fat om lynlåsen i hendes shorts, skubbede hun ham ublidt fra sig.

»Senere,« sagde hun nærmest vredt, »senere, når dette er overstået. Gå nu tilbage til kabinen.« Og hun lænede sig frem og løftede en flig af det tæppe, som dækkede sidevinduet i cockpittet. Sollyset var skarpt nu, men hun indstillede hurtigt øjnene og så hovederne med hjelmene, der ragede op over murværket på udkigsterrassen. De trak altså også soldaterne tilbage. Tiden var snart inde til, at hun kunne begynde at tale med dem – men hun ville lade dem stege i deres eget fedt lidt længere endnu.

Hun rejste sig, knappede sin skjorte, hængte kameraet om halsen, standsede et øjeblik i pantryet for at ordne sit hår – og gik derefter langsomt ned ad midtergangen, standsede nu og da for at rette på et tæppe over et sovende barn eller for at lytte opmærksom til beklagelserne fra Texas-lægens gravide kone.

»De og børnene vil være de første, der får lov til at forlade maskinen. Det lover jeg.«

Da hun nåede hen til flyvemekanikeren, som lå udstrakt på gulvet, knælede hun ned ved siden af ham.

»Hvordan går det?«

»Han sover nu. Jeg har fyldt ham med morfin.« Den tykke lille læge svarede uden at se på hende, så hun ikke kunne læse hadet i hans øjne. Den lemlæstede arm var hævet i vejret for at standse blødningen, og den var støttet af et hylster af bandager og gazekompresser.

»De har gjort et fint stykke arbejde.« Hun lagde hånden på lægens arm. »Tak.« Og nu så han forbavset op på hende og fik et så strålende smil, at han begyndte at smelte.

»Er det Deres kone?« Ingrid sænkede stemmen så meget, at kun lægen kunne høre hende – og han nikkede og kiggede hen på den trivelige, lille jødiske kvinde, som sad på en af de nærmeste pladser. »Jeg skal sørge for, at hun bliver en af de første, der kan forlade maskinen,« hviskede hun, og hans taknemmelighed var rørende. Hun rejste sig og fortsatte ned gennem kabinen.

Den rødskjortede tysker stod for enden af kabinen og lige ved siden af indgangen til det andet pantry. Han havde fanatikerens typiske udseende, et anspændt udtryk i ansigtet, mørke, brændende øjne og langt sort hår, der næsten nåede skuldrene – et hvidt ar krængede hans overlæbe op i et evigt smørret grin.

»Er alt all right, Kurt?« spurgte hun på tysk.

»De klager over, at de er sultne.«

»Vi giver dem mad om et par timer – men ikke så meget som de forventer –« og hun lod blikket glide ned over passagererne. »Store, fede bourgøjser-svin,« sagde hun, og med et blik på Kurt, der kun kunne opfattes som en invitation, forsvandt hun om bag forhænget til pantry’et. Han fulgte straks efter og trak gardinet til efter sig.

»Hvor er Karen?« spurgte Ingrid, da han spændte sit bælte op.

»Hun hviler sig i den anden ende af kabinen.«

Ingrid knappede en knap op i sine shorts og trak lynlåsen ned. »All right Kurt,« hviskede hun hæst, »men hurtigt, meget hurtigt.«

Ingrid sad i flyvemekanikerens stol, og ved siden af hende stod den mørkhårede pige. Hun bar patronbæltet tværs over brystet som et bandoler, og den store, klodsede pistol hang ved hendes hofte.

Ingrid holdt mikrofonen op for munden og lod fingrene løbe gennem sit sammenfiltrede hår, mens hun talte.

»– et hundrede og otteoghalvfems britiske statsborgere. Et hundrede og seksogfyrre amerikanere –« Hun læste op af listen over sine gidsler. »Der er et hundrede og toogtyve kvinder om bord og seksogtyve børn under seksten år.« Hun havde talt i næsten fem minutter, og nu brød hun af, vendte sig om og smilede op til Karen. Den mørkhårede pige smilede igen og strøg ned over Ingrids gyldne lokker med en smal, benet hånd.

»Vi har videresendt alt, hvad De har sagt.«

»Udmærket, Kald mig Ingrid.« Hun talte ind i mikrofonen med et smil, der blev til en ond grimasse. Der var et øjebliks tavshed, mens flyvelederen i tårnet kom sig af overraskelsen.

»Forstået, Ingrid. Har De mere at meddele os?«

»Ja. Eftersom dette er et britisk luftfartøj og eftersom tre hundrede og fireogfyrre af mine passagerer enten er englændere eller amerikanere, vil jeg gerne have en talsmand” der repræsenterer ambassaderne for de to lande, sendt her ud til maskinen, så han kan høre mine betingelser for frigivelse af passagererne.«

»All right, Ingrid. Vi kontakter Dem igen, så snart vi har været i forbindelse med ambassaderne.«

»Prøv ikke på at tage gas på mig,« snerrede Ingrid. »Jeg ved udmærket godt, at I har ambassadørerne hængende på ryggen af jer. Sig til dem, at jeg vil have en mand herud, inden der er gået to timer – ellers tvinges jeg til at henrette det første gidsel.«

Peter Stride var kun iført et par badebukser, og på fødderne havde han lærredssko. Ingrid havde insisteret på et møde ansigt til ansigt, og Peter havde grebet chancen til at studere terroristlederen på nært hold.

»Vi dækker dig hver centimeter hele vejen hen til maskinen og tilbage igen,« sagde Colin Noble og tog sig af Peter, som en træner pusler om sin bokser lige før gongongen lyder. »Jeg vil personligt dirigere snigskytterne.«

Snigskytterne var bevæbnet med specielle håndlavede 222 magnums med præcisionsløb, som affyrede små letvægtskugler med enorm hastighed og styrke. Det infrarøde kikkertsigte kunne let udskiftes med et lasersigte, som gjorde våbnet helt træfsikkert både i dagslys og om natten. Kuglen havde en fuldkommen lige og flad projektilbane på op til syv hundrede meter. Det var et præcisionsvåben, som reducerede faren for tilskuere eller gidsler. Letvægtskuglen kunne slå en mand i jorden med en kraft, som om han var blevet ramt af et rasende næsehorn, men den sprængtes inde i kroppen på offeret i stedet for at fortsætte sin bane og være til fare for andre.

»Tag det roligt,« brummede Peter. »De ønsker at tale, ikke skyde – ikke endnu i hvert fald.«

»Hende pigebarnet,« advarede Colin, »hun er virkelig farlig.«

»Kameraerne og udstyret til lydoptagelser er i øjeblikket vigtigere end skydevåben.«

»Jeg har været deroppe og sparket dem bagi. Du skal nok få en film, som vil indbringe dig en Oscar – det har du mit ord på.« Colin så på sit armbåndsur. »Du skal af sted nu. Lad ikke damen vente.« Han klappede Peter på skulderen. »Held og lykke,« sagde han, og Peter gik ud i solen med løftede hænder og åbne håndflader.

Stilheden var lige så knugende som den brændende, tørre varme. Peter havde givet ordre til total stop for trafik og standsning af alt maskineri på hele lufthavnsområdet. Han ønskede ikke, at lydoptagelserne på nogen måde skulle blive udsat for forstyrrelser.

Der var kun lyden af hans egne skridt, og han gik hurtigt, men det var alligevel hans livs længste spadseretur, og jo nærmere han kom luftfartøjet, jo højere tårnede det sig op foran ham. Han vidste, at han var blevet anmodet om at klæde sig næsten helt af, ikke blot for at sikre at han ikke skjulte et våben på sig, men også for at bringe ham i en ugunstig stilling – få ham til at føle sig usikker og sårbar. Det var et gammelt trick – Gestapo afklædte altid deres ofre, når de skulle i forhør – så han passede på at ranke sig og løfte hovedet, og bevidstheden om, at han var slank og spændstig, og at hans krop var muskuløs og sportstrænet, styrkede hans selvtillid. Han ville have hadet det, hvis han skulle have vandret de fire hundrede meter med hængevom og hængebryster.

Han var kommet halvvejs, da den forreste luge lige bag cockpittet gled op, og nogle personer dukkede op i åbningen. Han kneb øjnene sammen for bedre at kunne se i det skarpe lys og fik øje på to uniformerede piloter og mellem dem en stewardesse.

De stod skulder ved skulder, men bag dem kunne han se endnu et hoved, et blond hoved, men han havde både lyset og synsvinklen imod sig, så han kunne ikke skelne detaljer.

Da han kom nærmere, så han, at den ældste af piloterne med kortklippet gråt hår og rundt, rødmosset ansigt stod til højre – det måtte være Watkins, kaptajnen. Peter anstrengte sig for at få et bedre indtryk af den person, der stod i baggrunden, men det var først, da han stod helt henne ved maskinen og lige under den åbne luge, at hun flyttede sig lidt frem, så han bedre kunne se hendes ansigt.

Peter var forbløffet over hendes skønhed, den smukke, glatte solbrunede hud og de store, grønne øjne, der så så helt uskyldige ud – et øjeblik havde han svært ved at tro, at hun kunne være en af flykaprerne.

»Jeg er Ingrid,« sagde hun så. Nogle af de mest giftige blomster kan være de smukkeste, tænkte han.

»Jeg er udpeget som forhandler og repræsenterer både England og Amerika,« sagde han og flyttede blikket til Watkins fyldige, røde ansigt. »Hvor mange medlemmer af Deres kommando befinder sig om bord?« spurgte han.

»Ingen spørgsmål,« kom det skarpt fra Ingrid, og Cyril Watkins spredte de fire af fingrene på den højre hånd, men uden at ændre ansigtsudtryk.

Det var en vigtig bekræftelse af, hvad de allerede havde gættet på, og Peter følte den største taknemmelighed over for piloten.

»Før vi diskuterer Deres betingelser,« sagde Peter, »vil jeg gerne spørge, om der er noget, passagererne trænger til.«

»Der bliver sørget godt for dem.«

»Hvad med mad og drikke?«

Pigen kastede hovedet tilbage og lo højt. »Så De kunne komme afføringsmidler i det og få os til at vade i skidt til knæene? Så at sige stinke os ud, hvad?«

Peter svarede ikke. Mad tilsat afføringsmidler var allerede gjort klar af en læge.

»De har en såret mand om bord?«

»Der er ingen sårede om bord,« erklærede pigen, men Watkins bekræftede ved at tegne en cirkel med pege- og tommelfinger, og Peter bemærkede blodpletter på hans hvide skjorteærme. »Ikke flere spørgsmål,« advarede Ingrid. »Et til og jeg afbryder forhandlingerne –«

»All right,« sagde Peter hurtigt. »Ikke flere spørgsmål.«

»Vort mål er at fælde det brutale, fascistiske, umenneskelige, neo-imperialistiske regime, som holder dette lands befolkning i ydmygt slaveri og elendighed og nægter størstedelen af arbejderne og proletariatet deres enkleste rettigheder som mennesker.«

Og det, tænkte Peter bittert er netop så galt, som det kan være, også selvom det bliver udtrykt i det sprog, som fanatikerne altid benyttede sig af. Aktionen var sikker på at vinde sympati hos millioner verden over, hvilket kun kunne gøre Peters opgave lidt vanskeligere. Flykaprerne havde valgt at kæmpe for en populær sag.

Pigen blev ved med at tale med en glød, som næsten var religiøs, og Peter blev efterhånden mere og mere klar over, at hun var en fanatiker, der betrådte den smalle vej, som adskilte den sunde fornuft fra sindssygen. Hendes stemme blev skinger, næsten skærende, når hun gav luft for sit had og sin fordømmelse, og da hun holdt op, var han klar over, at hun var i stand til alt – hun ville ikke vige tilbage for nogen grusomhed. Han vidste, at hun ikke alene ville være parat til at begå selvmord ved at sprænge flyvemaskinen, passagererne og sig selv i luften – hun ville med glæde hilse martyriet velkommen.

Nu stod de tavse og stirrede på hinanden, mens den hektiske rødme langsomt svandt fra pigens kinder, og hun fik vejret igen, og Peter ventede på, at hun skulle fortsætte, mens han bekæmpede sin egen ængstelse.

»Vort første krav.« sagde pigen og stirrede ondskabsfuldt på Peter, »er, at den erklæring, jeg lige har fremsagt, skal oplæses over alle TV-stationer i Storbritannien, USA og også her i Sydafrika. Den skal oplæses klokken nitten, lokal tid i Los Angeles, New York, London og Johannesburg.« Den bedste sendetid naturligvis, og medierne ville kaste sig over dette, for det var det, de levede af.

Pigen stod højt oppe over ham og svingede med en tyk, brun konvolut. »Den indeholder den erklæring, som skal læses op, og der er også en liste over navne. Et hundrede og niogtyve navne, alle sammen mennesker, der er fængslet eller gjort fredløse af denne grusomme politistat. Navnene på listen er Sydafrikas sande ledere.« Hun kastede konvolutten ud ad den åbne dør, og den landede for fødderne af Peter.

»Vort andet kraver, at hver eneste person på den liste bliver anbragt om bord i et luftfartøj, som den sydafrikanske regering skal stille til rådighed. Om bord i maskinen skal også være en million kruger rand i guld, som samme regering ligeledes sørger for. De frigivne politiske ledere vil selv vælge flyets destination. Pengene skal bruges til at etablere en eksilregering, indtil de kan vende tilbage til deres land som folkets virkelige ledere.«

Peter bøjede sig ned og samlede konvolutten op. Han foretog et hurtigt regnestykke. Et kruger rand guldstykke svarede til mindst 170 dollars. Flykaprerne krævede således en sum på i alt et hundrede og halvfjerds millioner dollars.

Han gjorde også et andet regnestykke. »En million rand vil veje godt og vel fyrre ton.« sagde han til pigen. »Hvordan skal man få alt det guld med en flyvemaskine?«

Pigen vaklede. Det var en lille trøst for Peter at opdage, at de ikke havde gennemtænkt alle ting lige grundigt. Hvis de kunne begå en lille fejl, kunne de måske også begå andre.

»Regeringen skal sørge for den fornødne transport af både guldet og alle de frigivne fanger,« sagde pigen skarpt. Det var kun et øjeblik, hun havde tøvet.

»Er der mere?« spurgte Peter. Solen brændte på hans nøgne skuldre, og en kold sveddråbe løb ned langs siden på ham.

»Flyvemaskinen skal lette inden middag i morgen, ellers vil henrettelsen af passagererne begynde på det tidspunkt.« Peter var ikke i tvivl om, at hun i givet fald ville gøre alvor af det.

» Når maskinen er ankommet til den destination, som passagererne vælger, vil vi få besked ved hjælp af et forud aftalt kodesignal, og først da vil alle kvinder og børn, som befinder sig her om bord, blive frigivet. «

»Og mændene?« spurgte Peter.

»Om tre dage, mandag· den sjette, vil De forenede Nationers generalforsamling i New York få forelagt en resolution. Den vil kræve, at der straks iværksættes økonomiske sanktioner mod Sydafrika, herunder tilbagetrækning af al udenlandsk kapital, total olie- og handelembargo, afbrydelse af alle transportforbindelser, blokade af alle havne og flyvepladser, hvorfra der sejles og flyves til og fra Sydafrika, og alt sammen indtil der kan afholdes frie valg under FN’s kontrol.«

Peter vidste naturligvis alt om FN-resolutionen. Den ville blive forelagt af Sri Lanka og Tanzania, og man vidste på forhånd, at der ville blive nedlagt veto imod det i Sikkerhedsrådet – men det tidspunkt, pigen havde valgt til sin aktion, bragte nye og skræmmende perspektiver ind i billedet. Peter fik kvalme ved at tænke på det. Det kunne afgjort ikke være en fuldstændig tilfældighed, at resolutionen skulle forelægges tre dage efter det, der her var sket. Det var rædselsfuldt at forestille sig, at regeringer og statsledere måske var direkte impliceret i terrorvirksomhed.

Pigen talte igen. »Hvis noget medlem af Sikkerhedsrådet – Amerika, Storbritannien eller Frankrig -bruger deres vetoret til at blokere resolutionen, vil dette luftfartøj med alle ombordværende blive sprængt i luften.«

Det varede et øjeblik, før Peter kunne sige noget. Han så lamslået op på det kønne, blonde pigebarn, der virkede så ung og frisk. Så sagde han udfordrende: »Jeg tror ikke på, at De har sprængstoffer om bord.«

Den blonde pige sagde noget til en eller anden inde i kabinen, og et øjeblik efter kastede hun en rund, mørk genstand ned til Peter.

»Grib!« råbte hun, og han var overrasket over vægten af det, som han fik mellem hænderne. Det varede ikke mange sekunder, før han blev klar over, hvad det var.

»Udløses elektronisk!« Pigen lo. »Og vi har så mange af dem, at vi har råd til at give Dem et eksemplar.«

Piloten, Cyril Watkins, prøvede på at fortælle ham noget ved at lægge hånden på brystet – men Peter var for optaget af det, han stod med i hånden. Han vidste, at en enkelt af disse ville være tilstrækkelig til at udslette Boeing’en og alle, der var om bord.

Hvad var det Watkins forsøgte at meddele ham? Piloten førte hånden op til sin nakke. Peter koncentrerede sin opmærksomhed om pigen. Hun havde et lille kamera hængende i en rem om halsen. Var der nogen forbindelse mellem kameraet og granaterne? Var det det, piloten prøvede på at fortælle?

Men nu talte pigen igen. »Vis den granat til Deres overordnede. Og fortæl dem, at massernes vrede er rettet imod dem. Revolutionen er her og nu,« sagde hun, og lugen til indgangen blev smækket i. Peter hørte den blive låst.

Peter vendte sig om og begyndte den lange vandring tilbage. I den ene hånd bar han en konvolut og i den anden en granat, og han følte en afsky, der var ved at tage vejret fra ham.

Colin Nobles kraftige skikkelse fyldte hele døråbningen i Hawkeren, og for en gangs skyld bar hans ansigt præg af dyb alvor; der var ingen smil i hans øjne eller mundvige.

»Doktor Parker er på skærmen.« Han hilste Peter, som var ved at tage sin overalls på. »Vi optog hvert eneste ord, og Parker var hele tiden koblet ind.«

»Det ser virkelig alvorligt ud,« sagde Peter.

»Det var de gode nyheder,« svarede Colin. »Når du er færdig med Parker, har jeg nogle dårlige nyheder til dig.«

Peter skyndte sig forbi ham og hen til sin stol foran skærmene.

På den store skærm sad Kingston Parker fordybet i læsning. På skrivebordet foran ham lå fjernskriverstrimmelen med en gengivelse af hele samtalen mellem Ingrid og Peter. Den tomme, kolde pibe sad klemt fast mellem tænderne, og han havde dybe, bekymrede panderynker, mens han studerede terroristernes krav på tryk.

En stemme lød uden for skærmen: »General Stride, sir.« Og Parker så op og ind i kameraet.

»Stride, vi to er alene. Jeg har afbrudt det øvrige kredsløb, og vi må nøjes med båndoptagelse. Jeg vil gerne have Deres første reaktion, før vi retransmitterer til Sir William og Constable –« Sir William Davies var den britiske ambassadør og Kelly Constable den amerikanske ambassadør i Pretoria.

»Vi er i alvorlige vanskeligheder, sir,« sagde Peter, og det store hoved på skærmen nikkede.

»Hvor meget ligger der bag flykaprernes trusler?«

»Sprængstofeksperter er ved at undersøge granaten – men jeg er ikke i tvivl om, at de er i stand til at sprænge flyet og alle ombordværende i luften.«

»Og vil hun gøre det, pigen?«

»Efter min opfattelse er hun et barn af Bakunin og Jean-Paul Sartre. Hun er grebet af den anarkistiske ide om, at ødelæggelse er den eneste, sande kreative handling, at mennesket genskaber sig selv gennem vold. De ved, at Sartre har sagt, at når revolutionære dræber, dør en tyran, og et frit menneske opstår.«

»Og De mener altså, at hun vil gå så vidt?«

»Ja, sir.« Peter svarede uden tøven. »Hvis hun er under pres, vil hun gå så vidt – og De ved hvorfor. Hvis destruktion er smukt, så er selv-destruktion ensbetydende med udødelighed.«

Parker sukkede og slog pibespidsen tankefuldt mod sine store, hvide tænder.

»Ja, det passer med, hvad vi har på hende.«

»Har De fået nogle oplysninger?« spurgte Peter ivrigt.

»Vi fik en førsteklasses stemmegengivelse, og computeren blev samtidig fodret med hendes ansigtstræk.«

»Hvem er hun?« Peter skar irriteret igennem; han behøvede ikke at få at vide, at lydforstærkeren og videokameraerne retransmitterede hendes stemme og udseende til efterretnings-computeren, mens hun fremsatte sine krav…

»Hendes fødenavn er Hilda Becker. Hun er tredje generation amerikaner af tysk herkomst. Hendes far er en kendt tandlæge, som blev enkemand i 1959. Pigen er enogtredive år –« Peter havde troet, at hun var yngre, den friske, unge hud havde narret ham. »– Intelligenskvotient 138. Columbia universitet 1965-68, magistergrad i moderne politisk historie. Medlem af SDS – som står for Students for a Democratic Society –«

»Ja, det ved jeg.« Peter var stadig irriteret.

»– Aktivist i demonstrationerne mod Vietnam-krigen. Anholdt for besiddelse af marihuana 1967, men ikke dømt. Var blandt anstifterne af studenteroprør i foråret 1968. Arresteret for at kaste bomber på Butler Universitet, men løsladt igen. Forlod Amerika i 1970 for at studere videre i Düsseldorf. Doktorat i nationaløkonomi 1972. Har haft forbindelse med Gudrun Ensslin og Horst Mahler fra Baader-Meinhof gruppen. Gik under jorden i 1976, mistænkt for meddelagtighed i kidnapningen af og mordet på den vesttyske industrimand Heinrich Kohler –« Hendes data gav det klassiske billede af vore dages terrorist, tænkte Peter, det fuldkomne billede af et rovdyr. »Menes at have gennemgået et avanceret træningskursus i en PLO lejr i Syrien i 1976 og 77. Siden har man intet hørt om hende. Hun er regelmæssig forbruger af narkotika, og det oplyses, at hun har en glubende appetit på sex og plejer kønslig omgang med begge køn.« Parker så op. »Det er alt, hvad vi har,« sagde han.

»Ja,« sagde Peter og nikkede. »Der er ingen tvivl om, at hun vil gå til det yderste.«

»Hvordan vurderer De ellers situationen?«

»Jeg er overbevist om, at aktionen styres fra højeste plan – måske er det på regeringsplan.«

»Underbyg det!« kom det kort fra Parker.

»Aktionen ser ud til at være koordineret med den resolution, der skal forelægges i Sikkerhedsrådet.«

»All right, fortsæt.«

»For første gang står vi over for en yderst velorganiseret og kraftigt støttet aktion, som ikke følger de sædvanlige partisan-forskrifter. Der er fremsat krav, om hvilke hundrede millioner amerikanere og halvtreds millioner englændere vil være parat til enstemmigt at· udbryde: ‘amen det lyder jo ikke urimeligt.’«

»Fortsæt,« sagde Parker.

»Flykaprerne har valgt at slå til over for et land, der betragtes som en paria i hele den vestlige verden. Den FN-resolution, som vil blive forelagt, kan blive vedtaget med samtlige stemmer, og disse millioner af amerikanere og englændere vil blive nødt til at spørge sig selv, om de skal ofre fire hundrede af deres mest prominente borgeres liv for at støtte en regering, hvis racepolitik de afskyr.«

Parker lænede sig frem og stirrede direkte ud fra skærmen. »Tror De, at man vil forhandle?«

»Flykaprerne? Måske.« Peter holdt en kort pause og fortsatte så: »De kender mit synspunkt, sir. Jeg er stærkt imod, at man forhandler med disse mennesker.«

»Selv under disse omstændigheder?« spurgte Parker.

»I særdeleshed nu. Jeg deler Deres anskuelse af værtslandets politik, doktor Parker. Men ligegyldigt hvor meget vi selv føler, at kravene er retfærdiggjort, må vi afvise at bøje os. Hvis disse mennesker sejrer, er det en sejr for vold – og da vil vi sætte hele menneskeheden på spil.«

»Hvordan vurderer De mulighederne for et modangreb?« spurgte Parker pludselig, og selvom Peter vidste, at spørgsmålet måtte komme, tøvede han alligevel længe med at svare.

»For en time siden ville jeg have vurderet chancerne til ti mod en til vor fordel.«

»Og nu?«

»Nu ved jeg, at det ikke er en samling forvirrede fanatikere, vi har med at gøre. De er formentlig lige så godt trænet og lige så godt udstyret, som vi er, og de har haft år til at forberede denne operation.«

»Og nu?« gentog Parker.

»Chancerne for, at vi kan nedkæmpe flykaprerne med skal vi sige mindre end ti ofre er fire til en.«

»Hvad er den næstbedste chance?«

»Jeg vil sige, at der ikke er nogen mellemvej. Hvis det slår fejl for os, vil vi befinde os i en situation med hundrede procent ofre – vi vil miste luftfartøjet med alle ombordværende plus hele det Thor mandskab, som er direkte indblandet.«

»All right.« Parker lænede sig tilbage i stolen. »Jeg vil tale med præsidenten og premierministeren og forelægge dem situationen. Man er ved at etablere en linie til dem. Bagefter vil jeg underrette ambassadørerne – og så kommer jeg tilbage til Dem i løbet af en time.«

Ansigtet forsvandt fra skærmen, og Peter blev klar over, at en del af hans eget had var blevet fortrængt. Han følte sig blot så kold og funktionel som en kirurgs skalpel. Klar til den opgave, som han havde forberedt sig så grundigt på, og alligevel i stand til nøgternt at vurdere chancerne.

Han trykkede på en knap. Colin havde ventet uden for den lydtætte dør til cockpittet, og han dukkede straks op.

»Sprængstofeksperterne har demonteret granaten. Den er helt rigtig. Sprængstoffet er en ny sovjetisk CJ-sammensætning, og brandrøret er fabriksfremstillet. Professionelt arbejde – jeg lover dig for, at det vil være effektivt, kors hvor vil det være effektivt.«

Peter behøvede ikke at få det bekræftet, og Colin fortsatte, mens han smed sig ned i stolen over for Peter.

»Her er de dårlige nyheder, som jeg lovede dig. Start det bånd – men uden lyd først.«

Peter startede videobåndet, og filmen løb hen over hovedskærmen. Der var først en total-optagelse af Boeing’en med Peter i forgrunden på vej hen til maskinen. Et øjeblik efter så man de to piloter og stewardessen i døråbningen, billedet hvilede på dem, og så gik kameraet tættere på. Linsens blændeåbning indstillede sig hurtigt efter mørket inde i maskinen, og der var et skarpt nærbillede af den blonde piges hoved. Et sekund efter drejede hun hovedet en anelse, og hendes læber bevægede sig, da hun talte – det så ud, som om hun udtalte tre ord – hvorpå hun igen så direkte ind i kameraet.

»Okay,« sagde Colin. »Kør så båndet igen – denne gang med lyd på.«

Videobåndet spolede tilbage, og filmen startede forfra. De samme situationer, de samme ansigter og tæt på pigens hoved, da hun vendte sig for at sige noget til en eller anden længere inde i kabinen.

Meget klart og ikke til at tage fejl af sagde hun de tre ord: »Det er Stride.« Og Peter følte det, som om han havde fået en knytnæve i maven.

»Hun genkendte dig,« sagde Colin. »Nej for fanden, hun ventede dig!«

De to mænd stirrede på hinanden. Atlas havde en af de højeste sikkerhedsklassifikationer. Kun en snes mennesker uden for den snævre inderkreds var indviet i hemmelighederne. En af dem var De forenede Staters præsident og en anden var Storbritanniens premierminister.

Kun fire eller fem mennesker kunne have kendskab til, hvem der havde kommandoen over Thor – og alligevel var pigens ord ikke til at tage fejl af.

»Kør båndet igen,« bad Peter.

De sad og ventede anspændt på de tre ord, og de blev fremsagt af den friske, unge, klare stemme.

»Det er Stride,« sagde Ingrid, og så blev skærmen sort.

Peter gned sine øjne. Han blev pludselig klar over, at han ikke havde sovet i næsten to døgn, men det var ikke fysisk træthed, som angreb ham nu. Det var en overvældende, lammende erkendelse af, at der var sket et fantastisk forræderi.

»Ja,« sagde Colin. »Nogen har forrådt Atlas. De har ventet på os, og de vil vente rundt om hvert eneste hjørne langs hele vejen.«

Peter åbnede øjnene igen. »Jeg må tale med Kingston Parker straks,« sagde han. Og da Parkers ansigt atter dukkede op på skærmen, så han vred ud.

»De har afbrudt præsidenten.«

»Dr. Parker –« Peter talte hurtigt. »– Forholdene har ændret sig. Efter min vurdering er chancerne for et heldigt gennemført Delta angreb forringet. Vi har måske overhovedet ingen chance.«

»Javel.« Parker glemte sin vrede. »Det er meget vigtigt. Jeg skal straks underrette præsidenten.«

Alle toiletterne var på dette tidspunkt tilstoppet, kummerne næsten fyldt, og stanken bredte sig i hele flyet trods air-condition anlægget, som var i funktion.

Vand og fødevarer var strengt rationeret. Sulten hensatte passagererne i sløv apati, og børnene var pirrelige og klynkende.

Flykaprerne selv var også begyndt at lide under det forfærdelige pres. De opretholdt en veritabel kvartervagt med fire timers urolig hvile og fire timer i ustandselig aktivitet. De røde bomuldsskjorter var krøllede og havde mørke skjolder under armene. De unge mennesker svedte af nervøsitet og fysisk anspændelse, deres øjne var blodskudte, og de var ude af balance.

Lige før mørkets frembrud mistede den mørkhårede pige Karen besindelsen, fordi en ældre passager var for langsom, da han skulle gå tilbage til sin plads efter at have været på toilettet. Hun arbejdede sig op til et sandt hysteri, råbte og skreg og slog den gamle mand gentagne gange i ansigtet med sin pistol, så kinden blev flået op helt ind til benet. Kun Ingrid var i stand til at berolige hende, da hun fik hende ud bag gardinerne til pantryet.

»Det skal nok gå alt sammen, Liebchen,« sagde hun og strøg hende kærligt over håret. »Du har været så stræk. Hav tålmodighed lidt endnu. Om et par timer kan vi alle tage pillerne. Der er ikke så længe ril.«Og i løbet af nogle få minutter genvandt Karen selvbeherskelsen. Hun rystede ikke længere på hænderne, og selvom hun stadig var bleg, var hun atter klar til at genindtage sin vagt i bagenden af kabinen.

Kun Ingrids styrke syntes at være grænseløs. Hele natten igennem gik hun langsomt frem og tilbage ad midtergangen, standsede op for at tale beroligende til en passager, som ikke kunne falde i søvn og forsikrede alle om, at de snart ville blive frigivet.

»I morgen tidlig vil vi få svaret på vore krav, og så vil kvinder og børn straks kunne forlade maskinen – alt skal nok komme i orden, vent blot og se.«

Lidt over midnat kom den lille, tykke læge ud til hende i cockpittet.

»Flyvemekanikeren er meget syg,« sagde han til hende. »Han vil dø, hvis han ikke omgående kommer på hospitalet.«

Ingrid gik med ham tilbage og knælede ned ved siden af den hårdt sårede mand. Hans hud var tør og brændende varm, og han trak vejret besværligt.

»Det er nyresvigt,« sagde lægen. »På grund af choket. Vi kan ikke behandle ham her. Han må bringes til et hospital.« Ingrid tog flyvemekanikerens hånd. »Jeg er ked af det,« sagde hun. »Men det kan ikke lade sig gøre.«

Hun blev ved med at holde den halvt bevidstløse mand i hånden.

»Føler De da ikke noget?« spurgte lægen bittert.

»Jeg føler medlidenhed med ham – som jeg gør for hele menneskeheden,« svarede hun stilfærdigt. »Men han er kun en. Derude er der millioner. «

Det knejsende bjerg med den flade top var oplyst af projektører. Det var feriesæson, og det smukkeste kap i hele verden præsenterede sin skønhed for de ti tusinder af turister og ferierende.

På tagetagen af den høje bygning, der som så mange bygninger og statslige foretagender i Sydafrika var opkaldt efter en middelmådig politiker, havde regeringens kabinet og dens særlige rådgivere været samlet til møde det meste af natten.

For enden af det lange konferencebord sad den kraftigt byggede premierminister med det store buldoghoved. Han dominerede hele lokalet, selvom han sad urørlig og næsten intet sagde bortset fra nogle få studse ord og opmuntrende nik til de andre.

Ved den anden ende af bordet sad de to ambassadører skulder ved skulder for ligesom at understrege deres solidaritet. Med korte mellemrum ringede en telefon, der stod foran dem, og de lyttede til de seneste rapporter fra deres ambassader og til instrukser fra deres respektive regeringer.

På premierministerens højre side sad den nydeligt udseende udenrigsminister, en mand med et enormt vindende væsen og med ord for at være både fornuftig og moderat – men i øjeblikket var hans ansigt hårdt og tillukket.

»Deres egne regeringer er altid gået ind for, at man ikke skal forhandle med terrorister og bør afvise deres krav – hvorfor insisterer man så nu på at følge en mild kurs?«

»Vi insisterer ikke, vi har blot gjort opmærksom på den kolossale interesse, som denne affære har vakt både hos den engelske og den amerikanske offentlighed.« Kelly Constable var en slank, smuk mand, intelligent og overbevisende, nylig udnævnt til ambassadørposten af den nye amerikanske regering. »Det er i endnu højere grad i Deres regerings interesse end i vores, at man når frem til en tilfredsstillende løsning. Vi har blot foreslået, at man til en vis grad imødekommer de krav, der er blevet fremsat.«

»Atlas kommandanten på stedet har vurderet chancerne for et heldigt gennemført modangreb så lavt som fifty-fifty. Min regering anser den risiko for uacceptabel.« Sir William Davies var karrierediplomat og nærmede sig pensionsalderen, en grå, stram mand med guldindfattede briller. Han talte med en høj, lys og klynkende stemme.

»Mine folk mener, at de kan gøre det bedre selv,« sagde forsvarsministeren, som også bar briller, men han talte med afrikandernes hårde accent.

»Atlas er formentlig den bedst udstyrede og bedst trænede antiterroristorganisation i verden,« sagde Kelly Constable, og på det tidspunkt brød premierministeren ind.

»Mine herrer, på nuværende stadium synes jeg, vi skal forsøge at finde en fredelig løsning.«

»Det er jeg enig med Dem i,« sagde Sir William raskt.

»Men jeg må måske have lov til at påpege,« sagde Kelly Constable, »at de fleste af de krav, som terroristerne har stillet, ligger på linie med de forestillinger, som min regering har gjort.«

»Vil De dermed udtrykke forståelse for disse krav?« spurgte premierministeren uden at fravige sin ro.

»Jeg vil kun gøre opmærksom på, at kravene vil møde forståelse i mit land, og at min regering vil finde det lettere at bruge sit veto over for den ekstreme resolution, som mandag vil blive forelagt FN’s generalforsamling – hvis der er vilje til at gøre indrømmelser.«

»Skal det opfattes som en trussel?« spurgte premierministeren med antydningen af et smil, som imidlertid næppe tog brodden af hans spørgsmål.

»Nej, hr. premierminister, det er kun sund fornuft. Hvis den FN resolution blev vedtaget og ført ud i livet, ville det betyde økonomisk ruin for dette land. Det ville blive kastet ud i anarki og politisk kaos og ville snart være moden for sovjetisk indgriben. Det ønsker min regering ikke – men den ønsker heller ikke at sætte fire hundrede menneskers liv på spil.« Kelly Constable smilede. »Vi bliver nødt til at finde en måde, hvorpå vi kan redde os ud af den knibe, vi begge er kommet i.«

»Min forsvarsminister har foreslået en udvej.«

»Hr. premierminister, hvis De lader Deres militær angribe luftfartøjet uden forudgående godkendelse fra den britiske og amerikanske regering, vil. man afholde sig fra at bruge vetoet i Sikkerhedsrådet, hvorefter vi beklageligvis må lade resolutionen blive vedtaget af flertallet. «

»Også hvis angrebet bliver heldigt gennemført?«

»Også i så tilfælde. Vi må fastholde, at militære beslutninger udelukkende bliver truffet af Atlas,« erklærede Constable højtideligt, men derefter anslog han en lettere tone: »Lad os gennemgå det minimum af indrømmelser, som Deres regering kan tænkes at gøre. Jo længere vi kan holde kontakten med terroristerne ved lige, des større er chancerne for en fredelig løsning. Kan vi tilbyde at opfylde blot et enkelt af de krav, der står på listen?«

Ingrid overværede personligt serveringen af morgenmaden. Hver passager fik en kop stærkt sødet kaffe sammen med en skive brød og en kiks. Sulten havde nedbrudt passagerernes modstandskraft, og så snart de havde slugt det beskedne morgenmåltid, sank de igen hen i sløvhed.

Ingrid færdedes igen blandt dem, uddelte cigaretter fra beholdningen af toldfri tobaksvarer, talte blidt til børnene, standsede for at trøste en mor – hele tiden smilende og rolig. Passagererne var allerede begyndt at kalde hende »den søde.«

Da Ingrid gik ud i pantryet, kaldte hun sine folk til sig en for en og lod dem få et morgenmåltid, der bestod af æg, ristet brød og kippers. Hun ønskede, at de skulle holde sig så friske og vågne som muligt, så de var klar til den store ildprøve. Hun kunne ikke begynde at uddele de stimulerende midler før midt på dagen. Indtagelsen af narkotika kunne kun fortsætte tooghalvfjerds timer, hvis man ville opnå den ønskede virkning. Efter den tid ville reaktionerne være uberegnelige. Ratificeringen af resolutionen, som skulle til afstemning i De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, ville finde sted ved middagstid i New York den følgende mandag -klokken syv om aftenen lokal tid.

Ingrid måtte sørge for at holde sine folk friske og årvågne indtil da. Hun turde ikke bruge stimulanserne for tidligt og risikere fysiske sammenbrud inden den afgørende stund, men hun var samtidig klar over, at anspændelse og mangel på søvn var ved at nedbryde selv hendes fysiske reserver; hun var urolig og nervøs, og da hun kiggede sig i spejlet på det stinkende førsteklasses toilet, kunne hun se, at hendes øjne var rødrandede, og for første gang lagde hun også mærke til de små bitte rynker, hun havde fået ved munden og øjnene. Det forbitrede hende. Hun hadede tanken om at blive gammel, og til trods for stanken fra toiletterne kunne hun lugte, at hun ikke havde haft mulighed for at holde sin krop ren.

Tyskeren Kurt sad sammensunken i pilotens sæde med pistolen i skødet og snorkede sagte. Hans røde skjorte var knappet op til maven, og hans hårede bryst hævede og sænkede sig, når han trak vejret. Han var ubarberet, og det glatte, sorte hår faldt ned over øjnene. Hun kunne lugte hans sved, og på en eller anden måde ophidsede det hende, og hun studerede ham omhyggeligt. Der var noget brutalt og grusomt over ham, og det havde hun altid følt sig tiltrukket af hos revolutionære; det var måske den oprindelige grund til hendes sympati for de yderligtgående bevægelser for mange år siden. Pludselig følte hun begæret efter ham. Men da han vågnede ved, at hun lod hånden glide ned foran på hans bukser, var han bare klatøjet og lugtede ud af munden, og selv ikke hendes rutinerede massage kunne vække ham, og et øjeblik efter vendte hun sig bort i afsky.

For at foretage sig noget greb hun mikrofonen og åbnede for højttaleranlægget i passagerkabinen. Hun vidste, at hun handlede fornuftstridigt, men hun begyndte alligevel at tale.

»Vær venlig at høre godt efter alle sammen. Jeg har noget vigtigt at sige jer.« Pludselig blev hun rasende på dem. De tilhørte alle den klasse, som havde udtænkt og skabt hele det syge samfund, som hun gjorde oprør imod. Det var det fede, selvtilfredse bourgeoisi. De var ligesom hendes far, og hun hadede dem lige så meget, som hun hadede sin far. Da hun begyndte at tale til dem, indså hun, at de end ikke ville være i stand til at forstå det sprog, hun brugte, og hendes vrede og bitterhed mod dem og deres samfund voksede. Hun var ikke klar over, at hun optrådte som en fuldkommen vanvittig, før hun pludselig hørte sine egne hyl, der lød som et såret dyrs, og så standsede hun brat.

Hun følte sig svimmel og uklar og blev nødt til at støtte sig til kanten af flyvemekanikerens bord. Hun kunne mærke, at hendes hjerte hamrede vildt. Hun stønnede og gispede, som om hun havde løbet for hurtigt, og det tog et helt minut, før hun genvandt selvbeherskelsen.

Da hun atter tog ordet, var hun stadig stakåndet.

»Klokken er ni nu,« sagde hun. »Hvis vi ikke hører fra tyrannen, inden der er gået tre timer, vil jeg være tvunget til at påbegynde henrettelsen af gidslerne. Tre timer –« hun gentog det i en ildevarslende tone -»kun tre timer.«

Derefter vendte hun tilbage til passagerkabinen og gik rastløst op og ned ad midtergangen som et rovdyr, der vandrer frem og tilbage bag tremmerne i sit bur, når fodringstiden nærmer sig.

»To timer,« sagde hun til dem, og passagererne krympede sig, når hun gik forbi.

» En time.« Der var en sadistisk forventningens glæde i hendes stemme. »Vi vil allerede nu begynde at udvælge gidslerne.«

» Men De lovede,« tryglede den lille tykke læge, da Ingrid trak hans kone væk fra hendes plads og franskmanden skubbede hende hen mod cockpittet.

Ingrid ignorerede ham og vendte sig om mod Karen. »Tag nogle børn, en dreng og en pige,« beordrede hun, »og ja, hende den gravide. Lad dem se hendes store mave. Det vil de ikke kunne stå for.«

Karen ledte gidslerne ud til det forreste pantry og tvang dem med sin pistol til at sætte sig i en række på besætningens klapsæder.

Døren ud til cockpittet var åben, og Ingrids stemme lød tydeligt ude i pantryet, da hun på engelsk talte til franskmanden Henri.

»Det er af største betydning, at vi ikke tolererer en overskridelse af den fastsatte frist, uden at vi træffer modforholdsregler. Hvis vi giver efter på et eneste punkt, vil man ikke fæste lid til, hvad vi siger. Det vil kun være nødvendigt at vise dem vores magt en gang. De må lære, at de frister vi sætter er uigenkaldelige, og der kan ikke forhandles om udsættelse. «

Pigen blandt gidslerne begyndte at græde. Hun var tretten år og fuldt ud i stand til at opfatte faren. Den tykke læges kone lagde en arm om hendes skuldre og trykkede hende blidt ind til sig.

»Speedbird 070 –« Radioen hylede pludselig, »– vi har en besked til Ingrid.«

»Dette er Ingrid, lad mig høre.« Hun var sprunget op og havde taget mikrofonen, mens hun skubbede døren ud til pantryet i.

»Den britiske og amerikanske regerings forhandler har et forslag til Dem. Er De klar til at skrive ned?«

»Nej.« Ingrids stemme var fast og bestemt. »Sig til forhandleren, at jeg kun vil tale med ham ansigt til ansigt – og sig til ham, at der nu kun er fyrre minutter til den aftalte frist. Han må hellere skynde sig.« Hun hængte mikrofonen fra sig og vendte sig om til Henri.

»All right. Så tager vi vores piller. Nu går det endelig løs.«

Det var atter en dag med brændende sol fra en skyfri himmel. Solstråler blev kastet tilbage fra de nøgne metalsteder på flyvemaskinen, og heden trængte gennem Peters skosåler.

Den forreste luge åbnedes ligesom før, da Peter Stride var nået halvvejs.

Denne gang var der imidlertid ingen gidsler fremme i åbningen, som kun var en mørk, tom firkant. Peter tvang sig til ikke at skynde sig, men skred værdigt frem med højt løftet hoved.

Da han var halvtreds meter fra flyet, trådte pigen frem i åbningen. Hun stod yndefuldt med hele vægten hvilende på det ene ben og det andet let bøjet, lange, bare, brune ben. Hun bar den store pistol ved hoften, og patronbæltet understregede den slanke talje.

Hun iagttog Peter med antydning af et smil på læberne. Pludselig var der en medaljon af lys midt på hendes bryst, en lille plet der funklede som et skinnende insekt, og hun så ned på den med foragt.

»Dette er en provokation,« sagde hun. Hun var ganske klar over, at den lysende plet var en stråle fra en snigskyttes laser-sigte. Et lille tryk mere på aftrækkeren ville sende en 222 kugle præcist mod den plet og flå hendes hjerte og lunger til blodige trævler.

Peter var rasende over, at snigskytten havde aktiviseret sit lasersigte uden at have modtaget ordrer herom, men hans vrede blev en smule dæmpet af en slags beundring for pigens mod. Hun havde kun et hånligt smil tilovers for det dødsmærke, der var anbragt på hendes bryst.

Peter gjorde en afværgende bevægelse med sin højre hånd, og den lysende plet forsvandt næsten omgående, da skytten forstod tegnet og slukkede for sit laser-sigte.

»Det var bedre,« sagde pigen og smilede, mens hun lod et anerkendende blik glide ned over Peters krop.

»De har en god skikkelse,« sagde hun. »En pæn, flad mave, gode ben, og De har ikke fået de muskler ved at sidde ved et skrivebord.« Hun spidsede munden tankefuldt. »Ved De hvad, jeg tror, at De er enten strisser eller soldat. Det tror jeg altså. Jeg tror, De er et forbandet svin.«

Peter var så tæt på hende nu, at han kunne se, at hendes øjne glimtede som diamanter. Hendes hud virkede tør, stemmen var skurrende, bevægelserne rastløse, hele hendes krop var anspændt. Der var ingen tvivl om, at hun var under påvirkning af narkotika. Peter stod over for en fanatiker med et langt synderegister, en fanatiker hvis sidste menneskelige karaktertræk nu blev fuldstændig fortrængt af narkotikaens indflydelse. Han vidste, at hun nu var mere farlig end et såret vildt dyr, farligere end en leopard, der var trængt op i en krog, farligere end en haj, der havde smagt blod og nu var ivrig efter at dræbe.

Han svarede ikke, men han fastholdt hendes blik, indtil han standsede under den åbne luge.

Han ventede roligt på, at hun skulle begynde, og han bemærkede, at hendes tilstand ikke tillod hende at stå stille et øjeblik. Hun famlede nervøst ved sit våben og pillede ved det kamera, som hun stadig havde hængende om halsen. Cyril Watkins havde prøvet på at fortælle noget om det kamera – og pludselig blev Peter klar over, hvad det var. »Udløseren til granaterne?« tænkte han, mens han ventede. »Næsten sikkert,« blev han enig med sig selvom; det var derfor, hun hele tiden havde det kamera på sig. Hun blev opmærksom på hans blik, sænkede hurtigt hænderne og bekræftede dermed den konklusion, han var kommet til.

»Er fangerne frigivet og klar til at tage af sted?« spurgte hun. »Er guldet pakket? Er man indstillet på at udsende min erklæring?«

»Den sydafrikanske regering har stillet sig imødekommende efter kraftige henstillinger fra Storbritannien og De forenede Stater.«

»Godt.« Hun nikkede.

»Af rent humanitære grunde er Sydafrika gået ind på at løslade alle de personer, der var opført på Deres liste.«

»Udmærket.«

»De vil blive fløjet til et hvilket som helst land, som de selv vælger.«

»Og guldet?«

»Den sydafrikanske regering nægter kategorisk at finansiere eller bevæbne en forfatningsstridig opposition, som har base i udlandet. «

»Og oplæsningen af min erklæring i TV?«

»Den sydafrikanske regering anser udtalelserne for i det væsentlige at være usande, og de vil være egnet til at øve en skadelig indflydelse på opretholdelsen af lov og orden i dette land. Derfor vil man ikke tillade en offentliggørelse af udtalelserne.«

»Man har altså kun accepteret et af vore krav. « Pigens stemme blev endnu mere skinger, og det rykkede i hendes skuldre, som om hun havde krampe.

»Løsladelsen af politisk internerede og bandlyste personer er knyttet til en betingelse,« sagde Peter.

»Og hvad er det?« spurgte pigen. Hun havde fået brændende, røde pletter på kinderne.

»Til gengæld for løsladelse af de politiske fanger forlanger man frigivelse af alle gidslerne, ikke kun kvinder og børn, men alle der befinder sig om bord i flyvemaskinen – og man vil garantere frit lejde for Dem og de øvrige medlemmer af Deres gruppe, således at De kan forlade landet sammen med de løsladte internerede.«

Pigen kastede hovedet tilbage og begyndte at hyle af latter, mens det kraftige, gyldne hår flagrede om hende. Det var en sindssyg latter, og selvom den blev ved og ved, var der ikke antydning af munterhed at spore i hendes øjne. De var lige så bistre som en ørns. Endelig holdt latteren brat op, og nu var hendes stemme pludselig normal igen.

»Så de tror, de kan stille krav, hvad? De tror, de kan forhindre vedtagelsen af FN-resolutionen. De tror, at uden gidslerne at tage hensyn til kan de fascistiske regeringer i England og Amerika atter ustraffet bruge deres veto.«

Peter svarede ikke.

»Svar mig!« råbte hun. »De tror ikke, vi mener det alvorligt, vel?«

»Jeg er kun budbringer,« sagde han.

»Nej, det er De nemlig ikke,« skreg hun anklagende. »De er en veltrænet dræber. De er et svin!« Hun løftede pistolen med begge hænder og sigtede på Peters ansigt. »

Hvilket svar skal jeg bringe tilbage?« spurgte Peter uden at fortrække en mine.

»Et svar –« Hun sænkede igen stemmen og talte nu næsten, som om hun konverserede. »Ja, naturligvis.« Hun lod pistolen synke og kiggede på sit japanske armbåndsur af rustfrit stål. »Den er tre minutter over tolv – tre minutter over den frist, der var blevet fastsat, og de har naturligvis krav på et svar.«

Hun så sig forvirret omkring. Narkotikaen havde formentlig bivirkninger, tænkte Peter. Måske havde hun taget for meget, eller måske skyldtes det de otteogfyrre søvnløse timer, der var gået forud, og som ikke var taget i betragtning, da mængden blev ordineret.

»Ja, et svar.« Han talte blidt til hende for ikke at provokere hende til et nyt udbrud.

»Ja. Vent et øjeblik,« sagde hun og forsvandt ind i maskinen.

Karen stod stadig foran de fire gidsler, som sad på klapsæderne. Hun vendte sig om, da Ingrid dukkede op. Ingrid nikkede kort, og Karen samlede igen opmærksomheden om gidslerne.

»Kom.« sagde hun venligt. »Nu vil vi lade Dem gå.« Hun hjalp forsigtigt den gravide kvinde op fra sædet.

Ingrid fortsatte ned gennem flyet. Hun nikkede igen til Kurt, og med et kast med hovedet fik han håret væk fra øjnene og stak pistolen i bæltet. Fra skabet oppe under loftet tog han to granater, og mens han holdt dem, en i hver hånd, trak han sikkerhedsstiften op med tænderne og hægtede ringene over lillefingeren.

Med armene spredt ud til siderne løb han hen ad midtergangen.

»Disse granater er forsynet med tændladning og klar til at eksplodere. Ingen må røre sig, ingen må forlade deres pladser ligegyldigt, hvad der sker. Bliv hvor De er.«

Den fjerde flykaprer stod ligeledes med to granater, som han løftede op over hovedet. »Ingen rører sig. Ingen må tale. Alle skal forholde sig fuldkommen i ro.« Han gentog det på tysk og fransk, og hans øjne skinnede ligesom de andres under påvirkning af narkotikaen.

Ingrid vendte tilbage til cockpittet.

»Kom min skat.« Hun lagde en arm om skuldrene på pigen og førte hende hen til den åbne luge – men barnet veg fra hende i rædsel.

»Rør mig ikke,« hviskede hun.

Drengen var yngre, mere tillidsfuld. Han tog Ingrid i hånden.

Han havde tykt, krøllet hår og brune øjne, og han så op på hende. »Er min far her for at hente mig?« spurgte han.

»Ja, min ven.« Ingrid trykkede hans hånd. »Nu skal du være en flink dreng, og så får du snart din far at se. «

Hun ledte ham hen til åbningen. »Bliv stående der.« sagde hun.

Peter Stride var usikker med hensyn til, hvad der skulle ske, da drengen trådte frem i den åbne luge høje oppe over ham. Straks efter dukkede en trivelig midaldrende kvinde op ved siden af ham. Hun var iført en kostbar, men krøllet helsilkedragt, sandsynligvis en Nina Ricci model, tænkte Peter skønt det var sagen fuldkommen uvedkommende. Hendes omhyggeligt opsatte hår var ved at falde ned i tjavser omkring ørerne, men hun havde et venligt, gemytligt ansigt, og hun lagde en arm beskyttende om drengens skuldre.

Den næste, der trådte frem i åbningen, var en høj, yngre kvinde med en bleg, sart hud; hendes næsefløje og øjenlåg var rødlige enten af at græde eller på grund af en eller anden allergi, og hun havde røde skjolder på halsen og overarmene. Under den løsthængende omstændighedskjole bulede hendes vældige mave ud, så hun havde vanskeligt ved at holde balancen; hun stod usikkert på sine tynde, hvide ben og blinkede mod det skarpe sollys.

Den fjerde og sidste person var en ung pige, og der gik et stik af rædsel gennem Peter, da han et sekund troede, at det var Melissa-Jane. Hjertet slog voldsomt en halv snes gange, før det gik op for ham, at det ikke var hende – men hun havde det samme, fine, søde ansigt, den samme klassiske, engelske hud så skær og blød som et rosenblad, den spinkle skikkelse med næsten kvindelige former og lange, lige ben under smalle hofter.

Der var rædsel i hendes store øjne, og hun syntes næsten øjeblikkelig at være klar over, at Peter var hendes sidste håb om redning. Hun så bedende ned på ham.

»Hjælp os.« hviskede hun så lavt, at Peter næppe kunne opfatte ordene. »Hjælp os. Lad dem ikke skyde os.«

Ingrid var straks bag hende, og hendes stemme var skinger, da hun talte.

»De må være klar over, at det vi siger, mener vi. De og deres djævelske kapitalist herrer må forstå, at vi ikke vil tolerere overskridelse af en eneste tidsfrist. Vi må bevise, at vi ikke kender til barmhjertighed, når det gælder revolutionen. De må forstå, at vore krav skal imødekommes helt og aldeles, og at der ikke kan forhandles om dem. Vi bliver nødt til at vise, hvad prisen er for ikke at overholde en tidsfrist. « Hun gjorde en pause, før hun fortsatte: »Den næste frist er midnat i aften. Hvis vore krav ikke er imødekommet til den tid, må De være klar over, hvilken pris De kommer til at betale.« Hun standsede igen, og så steg hendes stemme til et hysterisk skrig. »Dette er prisen! « Og hun trådte tilbage og var ude af syne.

Peter Stride tænkte desperat på en udvej til at afværge det uundgåelige.

»Spring!« råbte han og strakte begge hænder op mod pigen. »Spring, hurtigt, jeg griber dig!«

Men barnet tøvede, der var næsten ti meter ned, hun stod og vaklede.

Bag hende, ti skridt tilbage, stod den mørkhårede Karen og den blonde Ingrid side om side, og på samme tid løftede de deres svære pistoler, holdt dem i et fast greb med begge hænder og anbragte sig i en afstand og vinkel, som ville tillade hele ladningen af blyhagl, som patronerne var pakket med, at feje hen over ryggen på de fire gidsler.

»Spring!« Peters stemme hørtes tydeligt inde i kabinen, og Ingrids mund fortrak sig i en grimasse, som var en hæslig parodi på et smil.

»Nu!« råbte hun, og de to piger fyrede på samme tid. De to skud slog sammen i et øredøvende brag, og blå krudtrøg sivede ud af de gabende mundinger. Da den samlede blymasse ramte de fire rygge, lød det som kerner fra en vandmelon, der blev slynget mod en væg.

Ingrid affyrede det andet løb et øjeblik før Karen, så denne gang var der to adskilte lammende tordenbrag, og i den frygtelige stilhed, der fulgte efter, råbte de to mænd inde i passagerkabinen:

»Ingen rører sig. Alle bliver siddende stille. «

Disse brøkdele af sekunder forekom Peter Stride at være timer. De enkelte situationer, der udspillede sig for hans øjne, var som en række faste billeder fra en grotesk film. Scene efter scene syntes at være isoleret fra helheden, således at han for tid og evighed ville være i stand til at genkalde sig hver enkelt fase i dette kvalmende mareridt.

Den gravide kvinde blev ramt med fuld kraft af et af de første skud. Hun blev slynget ud af maskinen og slog en saltomortale, inden hun ramte betonbanen, hvor hun blev liggende ubevægelig uden mindste tegn på liv.

Den trivelige kvinde klyngede sig til drengen ved siden af sig, og rundt om dem hvirvlede lyseblå faner af krudtrøg. Hun holdt stadig balancen, selvom hendes beige helsilkedragt blev plettet med snesevis af små huller, som om hun gentagne gange var blevet prikket med en spids strikkepind. De samme huller viste sig på drengens hvide skjorte, og rundt om hvert enkelt hul farvedes tøjet hurtigt rødt. Ingen af dem sagde en lyd, og begge havde et udtryk af forbløffelse i ansigtet. Det næste skud ramte dem kompakt, og de tumlede forover, stadig klynget til hinanden, og landede oven på den døde gravide kvinde.

Peter løb frem for at gribe pigen, da hun faldt, og vægten af hende tvang ham et øjeblik ned på knæ, men han kom hurtigt på benene igen og løb bort med hende. Han bar hende som et sovende barn med den ene arm under hendes knæ og den anden om hendes skuldre. Hendes hoved bumpede mod hans skulder og det fine silkehår blæste op i hans ansigt og blindede ham halvt. Han kunne føle en varm strøm af blod ned over sin mave; det gennemvædede hans shorts og dryppede ned foran på hans ben.

Ved indgangen til lufthavnsbygningen kom Colin Noble løbende ud og prøvede på at tage pigen ud af hans arme, men Peter holdt fast på hende. Han slap hende først, da han kunne overlade hende til militærlægen som fulgte med Thor. Uden at sige et ord stod han og ventede, mens lægen undersøgte hende. Peters ansigt var forstenet, og det strammede hårdt om hans mund. Til sidst så lægen op på ham.

»Hun er desværre død, sir.«

Peter nikkede kort og vendte sig om. Hans hæle knaldede på det kolde marmor i den øde hal, og Colin Noble gik tavs ved siden af ham. Hans ansigt var lige så gustent og udtryksløst som Peters, da de steg op i Hawkeren.

»Sir William, De anklager os for at indespærre statens fjender uden forudgående retssag.« Udenrigsministeren lænede sig frem. »Men I englændere tilsidesatte Habeas Corpus Aet, 1 da I vedtog loven om forebyggelse af terrorisme, og på Cypern og i Palæstina holdt I længe før da folk indespærret uden dom. Nu foregår det samme i Ulster – er det bedre end det, vi er tvunget til at gøre her?«

Sir William, den engelske ambassadør, sank et par gange, mens han samlede sine tanker.

Kelly Constable skyndte sig at glatte ud. »Mine herrer, vi prøver på at finde frem til punkter, som vi kan blive enige om. Der er hundredvis af menneskeliv på spil.«

Telefonen foran ambassadørerne ringede, og Sir William løftede røret med åbenbar lettelse, men efterhånden som han lyttede, veg alt blod fra hans kinder og efterlod en gustenbleg kulør.

»Javel,« sagde han en enkelt gang og så: »Udmærket, tak.« Og derpå lagde han røret på. Han kiggede ned på den imponerende skikkelse, der sad for enden af det lange konferencebord.

»Hr. premierminister – « Hans stemme skælvede en smule. »– jeg beklager at måtte meddele Dem, at terroristerne har afvist det kompromis, som Deres regering har foreslået, og at de for ti minutter siden myrdede fire gidsler.«

Der lød en gispen fra flere af mændene ned langs bordet, og mange havde svært ved at fatte, hvad de hørte.

»Gidslerne var to kvinder og to børn – en dreng og en pige – de blev skudt i ryggen og smidt ud fra flyet. Terroristerne har fastsat en ny frist til midnat i aften. Hvis deres betingelser ikke på det tidspunkt er accepteret, vil der blive yderligere drab.«

Stilheden varede næsten et minut, og hoved efter hoved drejede sig, indtil alle stirrede i retning af den kraftige mand for enden af bordet.

»Jeg appellerer til Dem i menneskehedens navn, sir.« Det var Kelly Constable, der brød tavsheden. »Vi må i det mindste redde kvinderne og børnene. Verden vil ikke tillade, at vi sidder og ser til, mens de bliver myrdet.«

»Vi bliver nødt til at angribe luftfartøjet og befripassagererne,« sagde premierministeren tungt.

Men den amerikanske ambassadør rystede på hovedet. »Min regering er ubøjelig, sir – ligesom også min britiske kollegas – « Han kiggede hen på Sir William, som nikkede bifaldende. »– Vi kan og vil ikke løbe risikoen for en massakre. Hvis De angriber flyet, vil vore regeringer ikke gøre noget forsøg på at moderere betingelserne i FNresolutionen, og man vil heller ikke gribe ind i Sikkerhedsrådet ved at bruge vetoretten. «

»Men hvis vi bøjer os for disse – disse dyrs – krav, bringer vi vort land i den største fare.«

»Hr. premierminister, vi har kun nogle få timer til at finde en løsning – så begynder drabene igen.«

»De har selv sat chancerne for et heldigt gennemført angreb så lavt som til fifty-fifty,« påpegede Kingston Parker og så barskt på Peter Stride fra den lille firkantede skærm. »Hverken præsidenten eller jeg tør løbe en så stor risiko.«

»Dr. Parker, de er ved at myrde kvinder og børn derude på flyvepladsen.« Peter prøvede på at holde sit tonefald neutralt.

»Der bliver lagt stærkt pres på den sydafrikanske regering for at få den til at acceptere betingelserne for frigivelsen af kvinder og børn.«

»Det vil ikke føre til noget. « Peter kunne ikke styre sig. »Vi vil være i nøjagtig den samme situation i morgen aften.«

»Hvis vi kan sikre frigivelsen af kvinder og børn, vil antallet af menneskeliv, der er i fare, i hvert fald blive reduceret, og i løbet af fyrre timer kan situationen ændre sig – vi prøver på at vinde tid, også selvom vi må betale en høj pris for det.«

»Og hvad nu hvis den sydafrikanske regering ikke vil give sig? Hvis vi i aften ved midnat må meddele flykaprerne, at der ikke er opnået noget, hvad tror De så, der sker, dr. Parker?«

»Det er vanskeligt for mig at skulle sige dette, Stride, men hvis det skulle ske, ja så går endnu fire menneskeliv tabt, men det er bedre end at fremskynde en massakre på flere hundrede. Og hvis endnu fire mennesker bliver myrdet, tror jeg ikke, at den sydafrikanske regering vil være i stand til at fastholde deres standpunkt. De vil blive nødt til at gå med til, at kvinder og børn frigives – koste hvad det vil.«

Peter Stride kunne næsten ikke tro, at han hørte rigtigt. Han vidste, at han var på grænsen til fuldkommen at miste besindelsen, og han måtte bruge nogle sekunder til at stive sig selv af. Han stirrede ned på sine hænder, der lå foldet på bordet foran ham. Under fingerneglene på den højre hånd var der sorte halvmåner, indtørret blod fra det barn, som han havde båret væk fra flyvemaskinen. Pludselig tog han hænderne til sig, stak dem dybt ned i lommerne på sine blå overalls, trak vejret dybt, holdt det et øjeblik og åndede så langsomt ud.

»Det må have været svært for Dem at sige det, dr. Parker, men så kan De trøste Dem med, at det var endnu mere forbandet svært at høre på.«

»Jeg forstår Deres følelser, Peter Stride.«

»Det tror jeg ikke, De gør, sir.« Peter rystede langsomt på hovedet.

»De er soldat – «

»– ja og kun en soldat kender til, hvor meget man kan hade vold.«

»Vi har ikke lov til at lade vore egne følelser spille ind.« Kingston Parkers stemme havde fået en skarp tone nu. »Jeg må igen eftertrykkeligt minde om, at afgørelsen om, hvornår der skal varsles tilstand Delta, er overladt til mig af præsidenten og Deres premierminister. Der kan ikke indledes noget angreb uden min udtrykkelige ordre. Er det forstået, general Stride?«

»Ja, det er forstået, dr. Parker,« sagde Peter. »Og vi håber, at vi kan få nogle virkelig gode optagelser af de næste mord. Jeg skal sørge for, at De får en kopi til Deres private samling.«

Den anden 747 Boing havde været til eftersyn, da krisesituationen opstod, og den var parkeret i opmarchområdet kun en kilometer fra det sted, hvor Speedbird 070 stod, men værkstedshangaren og hjørnet af lufthavnsbygningen skjulte den fuldstændig for flykaprerne.

Selvom det var en South African Airways maskine med springbukken på den bageste del, var den i sin indretning næsten identisk med Speedbird’en. Selv kabinens form var den samme i begge fly, hvilket fremgik klart af de tegninger, som British Airways hovedkontor i Heathrow havde telefotograferet. Det var et heldigt sammentræf og en chance, som Colin Noble straks greb. Han havde allerede nu holdt øvelser med syv skinangreb på den tomme maskine.

»A11 right, drenge, skal vi så prøve at få lidt mere fart på denne gang. Jeg vil gerne have forbedret tiden med fjorten sekunder fra start til gennembrud.« Hans folk, der sad på hug i en rundkreds på betonbanen, kiggede på hinanden, og flere af dem rullede med øjnene. Colin ignorerede dem. »Lad os se, om vi kan gøre det på ni sekunder,« sagde han og rejste sig.

Der var seksten mand i angrebsstyrken – sytten med Peter Stride. De andre medlemmer af Thor gruppen var tekniske eksperter, fire snigskytter, en våbenmester, en sprængstofekspert, en læge, en kok, tre underofficerer fra ingeniørtropperne samt piloter og andet flypersonel – et stort hold, men hver eneste mand var uundværlig.

Soldaterne i angrebsstyrken bar tætsiddende uniformer af sort nylon, så de ikke kunne ses i mørke. De havde deres gasmasker hængende løst om halsen klar til hurtig brug. På fødderne havde de sorte lærredssko med bløde gummisåler, så de kunne bevæge sig lydløst. Hver mand havde sit særlige våben og øvrige udstyr hængende enten på ryggen eller i sit remtøj. Ingen skudsikre veste, som kunne hindre bevægelsesfriheden eller hænge fast i noget og ingen hjelme, som kunne knalde imod metal og advare modstanderne.

Næsten alle i gruppen var mænd i begyndelsen af tyverne og håndplukket fra det amerikanske marineinfanterikorps eller fra det britiske 22. SAS regiment, som Peter Stride engang havde haft kommandoen over. De var alle i topform og parat til at præstere deres yderste.

Colin Noble iagttog dem omhyggeligt, mens de stillede op ved de kridtmærker, som han havde tegnet på betonen, og som forestillede indgangene til lufthavnsbygningen og værkstedshangaren nærmest Boing’en. Han holdt øje med, om der skulle være svaghedstegn eller nogen som helst afvigelser fra den næsten uopnåelige standard, som han havde sat for Thor. Han kunne ikke finde nogen. »AII right, ti sekunder – til lyskuglerne,« sagde han. Et Delta angreb begyndte med opsendelse af fosforkugler tværs hen over næsepartiet på det luftfartøj, som skulle angribes. Kuglerne dalede så ned i deres små faldskærme og ville forhåbentlig få terroristerne til at samle sig i cockpittet for at prøve at regne ud, hvad den manøvre skulle betyde. Skæret fra lyskuglerne ville også påvirke nethinden og i flere minutter hindre terroristerne i at se, hvad der foregik i mørket.

»Lyskugler!« råbte Colin, og angrebsstyrken gik i aktion. To »stang«– mænd løb i spidsen og sprang ind under flyets haleparti. Hver af dem havde en gascylinder hængende over den ene skulder, og til den var med elastiske muffer fastgjort et rør af rustfrit stål– det var den »stang,« som gav dem deres navn.

Lederen havde på ryggen en tank med komprimeret luft og med et tryk på 250 atmosfære, og for enden af røret sad et bor med et diamantskær. Han lagde sig på det ene knæ et stykke bag landingshjulene og pressede boret op præcis på det sted, hvor flyets skrog ifølge fabrikstegningerne var tyndest, og hvor det var lettest at skaffe sig adgang til passagerkabinen.

Støjen fra boret ville blive overdøvet, når man varmede jet motorerne op på et fly, der var parkeret i den sydlige ende af flyvepladsen. Der skulle bruges tre sekunder til at bore hullet, og så var den anden stangmand klar til at stikke enden af sit rør ind i borehullet.

»Afbryd elektriciteten,« brummede Colin; på det tidspunkt ville strømmen til luftfartøjet blive taget og air-condition anlægget standset.

Den anden stangmand foregav at sende gas op gennem borehullet og ind i passagerkabinen. Gassen kendtes under betegnelsen FACTOR V. Den lugtede svagt af nyopgravede trøfler, og ved indånding af en fem procent koncentration i luften ville et menneske blive delvis lammet i op til ti sekunder– manglende kontrol over musklerne samt tale– og synsforstyrrelser var de første symptomer.

Hvis gassen blev indåndet i tyve sekunder, ville symptomerne være total lammelse, efter tredive sekunders forløb bevidstløshed, og to minutters indånding medførte døden. Modgiften var frisk luft, endnu bedre ren ilt, og derefter ville der være tale om hurtig helbredelse uden langvarige eftervirkninger.

Resten af angrebsstyrken var fulgt i hælene på stangmændene og havde fordelt sig i fire hold. De satte sig på hug under vingerne, tog gasmaskerne på og gjorde deres våben og udstyr klar til brug.

Colin holdt øje med sit stopur. Han turde ikke lade passagererne få gas i mere end ti sekunder. Der ville være ældre mennesker og børn om bord, måske også astmapatienter; da nålen passerede stregen for de ti sekunder, standsede han stopuret.

»Sæt strømmen til,« lød ordren. Air-condition anlægget ville nu omgående begynde at blæse gassen ud af kabinen igen, og næste ordre var: »Nu!«

To af holdene satte aluminium– stormstiger til vingerne helt inde ved skroget og flåede lugen til nødudgangen op. De to andre hold løb mod indgangsdørene, men de kunne kun simulere, at de med deres hammer slog hul i metallet, indtil de var i stand til at række ind og gribe om låsetøjet – og de kunne heller ikke bringe deres granater til eksplosion.

»Fuldført.« Angrebsstyrkens leder, som erstattede Peter Stride under øvelserne, markerede, at styrken var trængt ind i kabinen, og Colin trykkede ned på knappen på sit stopur.

»Tiden?« spurgte en stemme bag ham, og han vendte sig hurtigt om. Colin havde været så optaget, at han ikke havde hørt Peter Stride nærme sig.

»Elleve sekunder. Ikke så dårligt – men guderne skal vide heller ikke godt nok. Vi prøver igen.«

»Lad dem hvile,« sagde Peter. »Jeg vil gerne lige gennemdrøfte sagen med dig.«

»Seks timer til sidste frist,« brummede Colin Noble og fandt en af sine sorte cerutter frem. »Noget nyt om indrømmelser?«

»Intet. Jeg tror ikke, de vil bøje sig.«

»Ikke før den næste portion henrettelser.« Colin bed enden af cerutten og spyttede den vredt fra sig. »1 to år har jeg trænet som en vanvittig til dette, og så binder man vores hænder på ryggen.«

»Hvis det var dig, der skulle bestemme, hvornår ville du så angribe t « spurgte Peter.

»Så snart det blev mørkt,« svarede Colin prompte.

»Nej, De er stadig høje af narkotika.« sagde Peter. »Vi bør give dem tid til, at det kulminerer og begynder at gå ned igen. Jeg gætter på, at de vil bedøve sig igen lige før næste frist. Jeg tror, jeg ville slå til lige før det tidspunkt.« Han standsede et øjeblik for at tænke sig om. »Jeg ville gå til angreb et kvarter i elleve – femoghalvfjerds minutter før fristen udløber.«

»Ja, hvis vi havde Delta,« brummede Colin.

»Hvis vi havde Delta,« gentog Peter, og et øjeblik stod de begge tavse. »Hør her, Colin, der er noget, der plager mig. Hvis de kender mit navn, hvad kender den bande så ikke også til Thor? Kender de hele vores katastrofeplan ved erobring af et luftfartøj?«

»Gud fader bevares, så langt har jeg ikke tænkt.«

»Jeg har ventet på, at der skulle være en eller anden ændring, en afvigelse fra det sædvanlige mønster, noget der kunne give os en chance til at slå til, også selvom de ved, hvad der vil ske.«

»Vi har brugt to år til at forberede og indøve dette,« sagde Colin. »Der er intet, vi kan ændre i den plan, vi har lagt.«

»Lyskuglerne,« sagde Peter. »Vi kunne lade være med at bruge dem og gå direkte på.«

»Hvad så med terroristerne der befinder sig rundt om i kabinen og er blandet med passagererne og besætningen.«

»Ingrid havde en rød skjorte på. Jeg vil gætte på, at de andre også er uniformeret for at gøre større indtryk på deres gidsler. Vi vil simpelt hen skyde på alt, hvad der er rødt. Hvis jeg tager fejl, kunne vi også gøre det på den israelske facon.«

Den israelske facon var altid at give ordre til passagererne om at kaste sig ned og så dræbe enhver, som ikke adlød.

»Den vigtigste er pigen. Pigen med kameraet. Har dine folk studeret videobåndet med hende?«

»De kender hendes ansigt bedre end Fawcett Majors,« brummede Colin og fortsatte: »Den mær er så forbandet køn – jeg blev nødt til at køre scenerne med henrettelserne tre gange for dem, to gange i slow-motion, for at neddæmpe lidt af den gamle ridderlighed. Det er svært at få en mand til at dræbe en smuk pige og et øjebliks tøven kan blive katastrofal, når det drejer sig om en så veltrænet fanatiker som Ingrid. Jeg lod dem også se den unge pige, før de dækkede hende til og førte hende til lighuset. De har det rigtige kampmod nu.« Colin trak på skuldrene. »Men for fanden, vi får vel ikke lov til at angribe. Vi spilder kun vores tid.«

»Vil du være med til, at vi forestiller os, at Atlas accepterer tilstand Delta?« spurgte Peter. »Jeg vil gerne have, at du forbereder et angreb, som er beregnet til start præcis klokken 10.45 i aften. Gør det, som om der forelå ordre herom fra højeste sted – forbered det i mindste detalje. «

Colin studerede hans ansigt, men det var udtryksløst.

»En skinmanøvre?« spurgte Colin stilfærdigt.

»Naturligvis.« Peter Strides tonefald var en anelse irriteret, og Colin trak igen på skuldrene.

»Al1 right,« sagde han. »Jeg er jo ansat her.« Og så vendte han sig om.

Peter satte sin kikkert for øjnene og panorerede langsomt ned langs siden af den store flyvemaskine, men der var intet tegn på liv, alle døre og vinduer var stadig omhyggeligt tildækket – og han sænkede tøvende kikkerten, indtil han stirrede på den medynkvækkende bunke lig, som stadig lå neden for flyet.

Bortset fra tilslutningen af strømmen, leveringen af medicinalvarer og de to gange, hvor Peter havde gået den lange tur ud til maskinen, havde ingen fået lov til at nærme sig. Ingen påfyldning af brændstof, ingen renovation, ingen tømning af toiletter, ingen levering af fødevarer – og end ikke fjernelse af ligene. Flykaprerne havde lært af de erfaringer, andre havde gjort, da vigtige oplysninger var blevet smuglet ud af et luftfartøj af renovationsfolk i Mogadiscio og den gang i Lod, hvor en angrebsstyrke havde været forklædt som leverandører af fødevarer.

Peter stirrede stadig på ligene, og selvom han var vant til at møde døden i de mest modbydelige former, forargede synet af disse lig ham mere end noget andet, han havde oplevet i sit liv. Dette var den dybeste forhånelse af et samfunds mest rodfæstede tabuer. Peter Stride var taknemmelig for, at det sydafrikanske politi ikke havde tilladt hverken pressefotografer eller TV– folk at komme ind på flyvepladsen.

Peter vidste, at nyhedsmedierne protesterede voldsomt mod krænkelsen af deres guddommelige ret til at bringe billeder og optagelser af død og lemlæstelse, smukt fotograferet i pragtfulde farver og med professionel opmærksomhed rettet mod alle makabre detaljer.

Peter Stride gik op i kontroltårnet og henvendte sig til den øverste flyveleder.

»Jeg vil gerne prøve igen,« sagde Peter, og manden rakte ham mikrofonen.

»Speedbird 070, dette er tårnet. Ingrid, hører De mig?«

I de sidste par timer havde han prøvet en halv snes gange på at få kontakt med maskinen, men terroristerne opretholdt en ildevarslende tavshed.

»Ingrid, vær venlig at svare,« blev Peter ved, og pludselig hørte han den klare, friske stemme.

»Dette er Ingrid. Hvad vil De?«

»Ingrid, vi anmoder om tilladelse til at sende en ambulance ud for at hente ligene,« sagde Peter.

»Afslået, tårn. Jeg– siger igen afslået. Ingen må nærme sig maskinen.« Der var en pause. »Vi venter, indtil der er en større portion lig at afhente.« Pigen fniste, stadig høj af narkotika. »Vent indtil midnat, så skal vi nok sørge for, at det virkelig vil være ulejligheden værd.« Straks efter blev radioen tavs.

»Nu vil vi servere middag for Dem,« råbte Ingrid muntert, og passagererne begyndte at røre på sig ned langs rækkerne. »Og det er min fødselsdag i dag, så De skal have champagne – er det ikke pragtfuldt!«

Men den lille, tykke jødiske læge rejste sig pludselig fra sin plads. Hans grå hår strittede ud til siderne, og hans ansigt var hærget af sorg. Det lod til, at han ikke længere var klar over, hvad han gjorde eller sagde. »De havde ingen ret til at dræbe hende.« Hans stemme lød som en meget, gammel mands. »Hun var et godt menneske. Hun har aldrig gjort nogen fortræd.« Han så sig forvirret omkring med et tomt blik og lod fingrene løbe gennem det pjuskede hår. »De skulle ikke have dræbt hende,« gentog han.

»Hun var skyldig,« svarede Ingrid ham. »Ingen er uskyldige. I er alle et villigt redskab for den internationale kapitalisme.« Hendes ansigt var fortrukket af had. »1er alle skyldige, og I fortjener kun at dø.« Hun standsede brat, gjorde tydeligvis en kraftanstrengelse for ikke at miste besindelsen og smilede så igen. Hun gik hen til den lille læge og lagde en arm om skuldrene på ham. »Sæt Dem ned,« sagde hun næsten ømt. »Tro mig, jeg ved, hvad De føler, og jeg ville ønske, at der havde været en anden udvej.«

Han sank mat ned i sædet med et udslukt blik.

»Ja, det var godt, sid nu ganske stille,« sagde Ingrid blidt. »Nu skal jeg hente et glas champagne til Dern.«

»Hr. premierminister – « Kelly Constables stemme var hæs efter næsten to døgns anspændelse – »klokken er allerede over ti. Der må snart træffes en afgørelse – om mindre end to timer – «

Premierministeren løftede en hånd for at afbryde ham.

»Ja, vi ved alle, hvad der vil ske.«

En af hærens jetjagere havde bragt en kopi af videobåndet frem fra Johannesburg over tusind kilometer borte, og regeringsmedlemmerne og ambassadørerne havde studeret grusomhederne i detaljer. Der var ikke en af mændene omkring bordet, som ikke selv havde børn. Selv de skrappeste ministre fra den yderste højre fløj vaklede, og den lille justitsminister kunne ikke møde ambassadørens blik, som gled undersøgende ned over de forsamlede.

»Og vi ved alle, at det ikke er muligt at opnå noget kompromis – vi er nødt til at give efter for alle kraveller totalt afvise dem.«

»Hr. ambassadør.« Premierministeren tog endelig ordet. »Hvis vi går ind på betingelserne, vil det kun være af humanitære grunde. Vi vil i sandhed komme til at betale en meget høj pris for at redde Deres landsmænd – men hvis vi er rede til at betale den pris, vil vi så kunne være fuldstændig sikker på Deres støtte – både Storbritanniens og De forenede Staters støtte i Sikkerhedsrådet, når resolutionen bliver forelagt? «

»De forenede Staters præsident har bemyndiget mig til at forsikre Dem om hans støtte til gengæld for Deres vilje til at samarbejde,« sagde Kelly Constable.

»Hendes britiske majestæts regering har bedt mig give Dem løfte om samme støtte,« sagde Sir William. »Og vore regeringer er indstillet på at betale de 170 millioner dollars, som flykaprerne kræver.«

»Godt, men jeg kan ikke træffe beslutning på egen hånd. Det er for stor en byrde for en mand,« sagde premierministeren med et dybt suk. »Jeg vil anmode mine ministre, hele kabinettet, om at afgive deres stemme. Jeg skal derfor anmode Dem om, mine herrer, at lade os være alene i nogle få minutter, mens vi træffer vor beslutning.«

Og de to ambassadører rejste sig samtidig, bukkede let for den dybt bekymrede premierminister og forlod værelset.

»Hvor er oberst Noble?« spurgte Kingston Parker.

»Han venter udenfor.« Peter gjorde et kast med hovedet i retning af den lyd tætte dør i cockpittet.

»Jeg vil gerne have, at han er med i dette,« sagde Parker fra skærmen, og Peter trykkede på knappen.

Colin Noble trådte straks ind. »Godaften, sir.« Han hilste mod skærmen og tog så plads på sædet ved siden af Peter.

»Jeg er glad for, at oberst Noble er her.« Peters stemme var kølig og forretningsmæssig. »Jeg tror, han vil give mig ret i, at chancerne for et angreb vil være betydeligt forøget, hvis vi kan starte ikke senere end ti minutter i elleve.« Han kastede et blik på sit armbåndsur. »Det er om fyrre minutter. Vi har beregnet at overrumple flykaprerne på det tidspunkt, hvor narkotika– cyklen er på sit laveste og lige før, de tager flere piller. Jeg tror, at risikoen vil være acceptabel, hvis vi angriber på det tidspunkt.«

»Tak, general Stride, men jeg ønskede, at oberst Noble skulle være til stede, så der ikke opstod nogen misforståelse med hensyn til mine ordrer. General Stride har anmodet om tilladelse til angreb på Speedbird 070, men jeg skal i Deres overværelse afslå anmodningen. Forhandlingerne med den sydafrikanske regering er på et kritisk stadium, og der må under ingen omstændigheder foretages noget over for flykaprerne, hverken fordækt eller åbenlyst. Har jeg udtrykt mig tydeligt nok?«

»Ja, sir.« Colin Nobles ansigt var forstenet.

»General Stride?«

»Forstået, sir.«

»Udmærket. Jeg vil gerne bede Dem vente. Jeg skal lige konferere med ambassadørerne. Jeg kommer tilbage, så snart jeg har noget konkret.«

Da skærmen var blevet mørk, vendte oberst Colin Noble sig om og kiggede på Peter Stride, og da han så hans ansigtsudtryk, trykkede han hurtigt på en knap på signalpulten og standsede alle båndoptagere og videokameraer, så han kunne tale frit.

»Hør her, Peter, du er sikker på at få den N·ATO kommandopost, det ved alle. Og derfra kan du stige så højt, det skal være – helt op til værnchefernes råd, lige så langt som du vil.«

Peter sagde intet, men kiggede endnu engang på sit Rolex armbåndsur. Klokken var sytten minutter over ti.

»Tænk dig om, Peter. For Guds skyld, mand. Det har taget dig tyve fortvivlende år at nå dertil, hvor du er nu. Du vil aldrig tilgive dig selv, makker. Det må du være klar over. Din karriere vil være ødelagt. Gør det ikke, Peter. Gør det ikke. Du er for god til at skulle forspilde alle dine chancer. Tænk dig godt om.«

»Jeg tænker mig også om,« sagde Peter. »Jeg har tænkt, lige siden det skete, og jeg bliver ved med at komme til det resultat, at hvis jeg lader dem dø, så er jeg lige så skyldig som det pigebarn, der trykker på aftrækkeren. «

»Peter, du behøver ikke at bryde dit hoved med det. Det er andre, der træffer beslutningen.«

»Ja, det vil være det letteste at trøste sig med,« sagde Peter skarpt, »men det redder ikke de mennesker.«

Colin lagde en hånd på hans arm. »Jeg ved det,« sagde han, »men det piner mig at se dig gå ned. Efter min opfattelse er du nemlig en af de bedste.« Det var første gang, Colin Noble var kommet med en sådan erklæring, og Peter var et øjeblik rørt.

»Du kan i hvert fald løbe fra ansvaret, Colin. Det behøver ikke at berøre dig eller din karriere.«

»Jeg har aldrig haft let ved at løbe fra ansvaret,« sagde Colin og tog hånden til sig. »Jeg tror nok, jeg tager med på turen – «

»Jeg vil gerne have, at en protest fra din side bliver optaget på bånd – der er ingen grund til, at vi alle sammen skal blive fyret,« sagde Peter og åbnede for båndene, både audio og video; nu ville alt, hvad de sagde, blive optaget.

»Oberst Noble,« sagde han med klar stemme. »Jeg agter at indlede et omgående angreb på Flight 070. Vær venlig at træffe de nødvendige forholdsregler.«

Colin vendte ansigtet mod kameraet. »General Stride, jeg må formelt protestere imod ordren om at iværksætte tilstand Delta uden udtrykkelig billigelse fra Atlas’ kommandant.«

»Oberst Noble, Deres protest er noteret,« sagde Peter alvorligt til kameraet, hvorefter Colin Noble standsede bånd og kamera.

»Okay,« sagde han og rejste sig. »Det må være nok lort for i dag. Lad os gå ud og snuppe de sataner.«

Ingrid sad ved flyvemekanikerens bord og holdt mikrofonen op til munden. Der var kommet en grålig tone under hendes solbrændte lød. Hun rynkede panden lidt, fordi det smertede og dunkede bag øjnene, og hånden, der holdt mikrofonen, rystede. Hun vidste, at det var symptomer på narkotika– tømmermænd. Hun beklagede nu, at hun havde forhøjet den oprindelige dosis, som var angivet på tabletglasset, men hun havde haft brug for den ekstra rus for at kunne klare de første henrettelser. Nu betalte hun og hendes folk prisen for det, men om tyve minutter kunne hun uddele en ny portion tabletter. Denne gang ville hun holde sig nøjagtigt til den angivne dosis, og hun så hen til virkningerne, det forstærkede klarsyn og den forhøjede energi, hele den opstemthed, som rusen gav. Hun så endog hen til det, der forestod: at blive i stand til at udøve den absolutte magt; selve dødens magt var en af livets mest spændende oplevelser. Sartre, Bakunin og Most havde opdaget en af livets største sandheder– at den fuldstændige ødelæggelse var en renselse, en skabelse, en genopvækkelse af sjælen. Hun så hen til de næste henrettelser.

»Mine venner – « begyndte hun i mikrofonen, »– vi har ikke hørt fra tyrannen. Hans manglende omsorg for jeres liv og helbred er typisk for den fascistiske imperialist.«

Uden for flyvemaskinen var det mørkt. Tordenskyer dækkede det halve af himlen, og hvert øjeblik oplystes skyerne af lyn. To gange siden solnedgang havde regnen skyllet ned, og nu glimtede og blinkede de våde startbaner på flyvepladsen.

»Vi bliver nødt til at vise vort utrættelige mod og jernhårde karakterstyrke over for tyrannen. Vi kan ikke tillade os at tøve et eneste øjeblik. Vi må nu udpege fire nye gidsler. Det vil blive gjort fuldstændig upartisk – og jeg vil gerne have jer til at forstå, at vi nu alle tilsammen udgør en del af revolutionen, og det kan I være stolte af.«

Et lyn glimtede pludselig, denne gang meget nærmere, og straks efter fulgte tordenbraget, der lød, som om det dundrede ned over flyvemaskinen. Karen gav et forskrækket udbrud fra sig, sprang op fra sin plads og skyndte sig hen ved siden af Ingrid. Hendes mørke øjne var matte af træthed og mangel på opstrammende midler. Hun rystede voldsomt, og Ingrid kærtegnede hende fraværende, som man prøver på at berolige en skræmt kat, og samtidig fortsatte hun med at tale i mikrofonen.

»Vi må alle lære at hilse døden velkommen, lære at være glade for chancen til at yde vort bidrag, hvor ydmygt det end måtte være, til genopvækkelsen af mennesket.«

Det lynede kraftigt igen, men Ingrid talte videre, og det var, som om de meningsløse ord havde en hypnotisk og beroligende virkning, så alle passagererne sad roligt og ubevægelige og uden at sige noget, tilsyneladende ude af stand til at tænke selv.

»Jeg har ved lodtrækning udvalgt de næste martyrer i revolutionen. Jeg vil oplæse pladsnumrene, og så vil mine folk føre dem ud. Vær venlig at samarbejde ved hurtigt at gå frem mod pantryet.« Der var en kort pause, og så lød Ingrids stemme igen: »Plads nummer 63B. Vær venlig at rejse Dem.«

Den unge tysker med arret og det tynde, sorte hår, som hang ned over øjnene på ham, måtte tvinge den tynde, midaldrende mand til at rejse sig ved at vride hans arm om på ryggen. Mandens hvide skjorte var krøllet, og han gik med seler og gammeldags smalle bukser.

»De kan ikke lade dem gøre det,« tryglede han sine medpassagerer, mens Henri skubbede ham ned ad midtergangen. »De kan ikke lade dem dræbe mig.« Og de så alle ned i skødet. Ingen rørte på sig, ingen sagde noget.

»Plads nummer 43F.« Det var en køn, mørkhåret kvinde midt i trediverne, og det var, som om hendes ansigt gik i opløsning, da hun læste nummeret på sit sæde, og bagefter lagde hun en hånd for munden for at undgå at skrige – men i det samme rejste en livligt udseende ældre herre sig fra sin plads lige på den anden side af midtergangen, rettede på sit slips og sagde med udpræget engelsk accent:

»Kunne De tænke Dem at bytte plads med mig, frue?« Hvorefter han på lange, tynde, storkelignende ben skred ned ad midtergangen og med foragt skubbede den blonde franskmand til side, som kom farende for at ledsage ham. Uden at se til nogen af siderne og med de magre skuldre trukket tilbage, forsvandt han om bag gardinet til pantryet.

General Peter Stride og oberst Colin Noble stod i et hjørne af værkstedshangaren og diskuterede de sidste detaljer i angrebsplanen, og begge brugte deres kikkerter til at studere Boeing’ens haleparti og underdelen af fuselagen for at se, om der var anbragt spejle eller andre ting, som kunne afsløre dem.

Flyvepladsen var kun oplyst af de blå markeringslys langs rullebanen samt af skæret fra lufthavnsbygningerne.

Peter havde overvejet at lade alt lys i lufthavnen slukke, men opgav det. Det ville dels alarmere flykaprerne og dels forsinke fremrykningen af angrebsstyrken.

»Jeg kan intet se,« mumlede Colin.

»Heller ikke jeg,« svarede Peter, og de lagde begge kikkerterne fra sig. De ville ikke få brug for dem igen. Hele angrebsstyrken medførte kun det mest nødvendige udstyr.

Det eneste, Peter havde med, var en letvægts elleve tommer højfrekvens modtager og sender, så han kunne være i kontakt med sine folk i terminalen, samt en Walther PK 38 automatisk pistol.

Hvert medlem af angrebsstyrken havde selv valgt deres våben. Colin Noble foretrak en Browning Hi– power 45 på grund af dens massive dræbende kraft og det store magasin, som rummede fjorten skarpe skud, mens Peter kunne lide 9– mm parabellum Waltherens præcision og lette rekyl. Han kunne være sikker på at ramme et hoved på halvtreds meters afstand.

En ting var standardudstyr for alle medlemmer af angrebsstyrken. Deres våben var ladt med Super Velex eksplosive projektiler, som ved træfningen tredoblede slagkraften og derefter sprængtes inde i menneskekroppen, hvorved faren for, at de nærmeststående uskyldige ramtes, blev reduceret.

Colin Noble løsnede en guldkæde med en lille davidsstjerne, som han altid bar om halsen. Han stak smykket i lommen og knappede den til.

»Nå, gamle ven,« sagde han til Peter. »Skal vi så se at komme af sted?«

Peter kiggede på Rolex’ens lysende urskive. Klokken var seksten minutter i elleve. Præcis det tidspunkt hvor min karriere slutter, tænkte han barsk. Så løftede han højre arm med hånden knyttet og pumpede den op og ned to gange, det gamle kavalerisignal til fremrykning.

To stangmænd løb lydløst ud mod maskinen på deres bløde gummisåler. De bar deres boreudstyr højt løftet, så det ikke skulle skramle imod betonbanen.

Peter talte langsomt til fire, og mens han ventede, følte han, hvordan adrenalinen steg op i ham; hver eneste nerve og muskel i hans krop var spændt, og han hørte sine egne ord, da han over for Kingston Parker udtalte sin dommedagsprofeti.

»Der er ingen mellemvej. Alternativet er hundrede procent tab. Vi mister luftfartøjet, alle passagererne og hele angrebsstyrken. «

Han skubbede tanken til side og gentog signalet til fremrykning. I to nydelige kolonner rykkede angrebsstyrken frem. Tre mand bar hver en aluminiumstormstige, fire havde tasker hængende i en rem over skulderen fyldt med specielle granater, som ikke dræbte men kortvarigt lammede alt levende i nærheden, når de sprængtes, andre havde hammere til at slå dørene ind med, og alle havde deres våben, som de selv havde valgt.

Stilheden var total; den stærkeste lyd var Peters åndedrag, sådan som han hørte det med sine egne ører. Han kunne endnu nå at fortryde. Det var et spil, som han aldrig kunne vinde, det bedste der kunne ske var, at han ødelagde alt for sig selv, men så gjorde han sig hård og skubbede tanken til side. Han løb ud i mørket.

Ret forude skimtede han silhouetterne af stangmændene, som nu var på plads neden under flyet; et lyn flammede pludselig op på himlen og oplyste hele pladsen, den dobbelte række sortklædte mænd tegnede sig tydeligt på baggrund af det lysere græs. Hvis de blev opdaget, ville det ske nu, og tordenbraget gav Peter et chok, fordi han havde ventet eksplosionen fra en halv snes granater.

Så blev det mørkt igen, og fra græsrabatten fortsatte han ud på den hårde betonbane. Pludselig var de alle inde under flyvemaskinen som kyllinger under deres mors beskyttende bug, og de to kolonner delte sig i fire grupper, hvorefter hver enkelt faldt ned på venstre knæ og tog gasmasken på. Alt skete med den præcision, som var indøvet ved talrige lejligheder.

Peter trykkede på sendeknappen på sin kombinerede radiomodtager og sender. Han ville ikke sige et ord fra nu af, og indtil det hele var overstået, fordi der altid var en svag mulighed for, at flykaprerne aflyttede frekvensen. Men klikket fra sendeknappen var signalet til de medlemmer af hans hold, der befandt sig i terminalen – og straks efter lød den stigende, fløjtende hyletone fra jetmotorer, der varmer op.

Selvom flyene var parkeret i den nordlige del af flyvepladsen, var de blevet vendt sådan, at jet– udblæsningen skete i retning af værkstedsområdet, og der var ialt fem jetmaskiner i gang på samme tid, så den samlede støjmængde fra tyve store jetmotorer var øredøvende til trods for, at maskinerne befandt sig i den afstand. Peter gav signal med hånden.

Stangmanden havde holdt sig parat, og da han så signalet, satte han sit bor op mod fuselagen. Enhver lyd fra det trykluftdrevne bor druknede fuldstændig i larmen fra jetmotorerne, og der var kun et lille ryk, da det lange bor gik op gennem flyets skrog. Omgående stak den anden stangmand sit rør op gennem hullet og holdt øje med Peter. Igen et signal og gassen begyndte at sive ind gennem hullet. Peter holdt øje med sekundviseren på sit ur.

To klik med sendeknappen, og lysene bag hele rækken af tildækkede vinduer i flyet forsvandt, fordi strømmen var afbrudt – og dermed også air-condition anlægget.

Hylene fra jetmotorerne fortsatte endnu nogle sekunder, og Peter gjorde signal til mændene med stormstigerne.

Forsigtigt blev den gummibelagte ende af stigerne sat til kanten af vingerne og hægtet på dørtrinene højt oppe over dem. De sortklædte figurer med gasmasker for ansigterne arbejdede hurtigt og sikkert.

Ti sekunder efter, at gasrøret var blevet sat til hullet, klikkede Peter tre gange med sendeknappen. Straks blev strømmen sluttet til maskinen igen, og lyset kom tilbage. Nu var air-condition anlægget atter i gang og kunne suge gassen væk fra cockpittet og passagerkabinen.

Peter tog en dyb indånding og prikkede så Colin på skulderen. Hurtigt og lydløst steg de op ad stigerne og ledte hvert deres hold op på de to vingeflader.

»Ni minutter i elleve,« sagde Ingrid til Karen. Hun hævede stemmen for at overdøve støjen fra jetmotorer, som varmede op et eller andet sted ude på flyvepladsen. Hendes svælg var tørt og ømt, fordi virkningen af tabletterne var ved at ophøre, og en nerve dirrede hele tiden i den ene øjenkrog. Hendes hovedpine føltes, som om hun havde en snor bundet stramt om panden. »Det ser ud, som om Caliph har fejlbedømt situationen. Den sydafrikanske regering er ikke indstillet på at give efter – « Hun kastede et forventningsfuldt blik ud gennem den åbne dør i cockpittet og hen på de fire gidsler, der nu sad på række på klapsæderne. Englænderen røg en Virginia– cigaret i et langt elfenbensrør, og han mødte hendes blik med et udtryk af dyb foragt, som fik Ingrid til rasende at tale så højt, at han ikke kunne undgå at høre de næste ord: »Det vil blive nødvendigt at skyde også dette hold gidsler.«

»Caliph har aldrig før taget fejl.« Karen rystede energisk på hovedet. »Der er stadig en time til, at fristen udløber – « og i samme øjeblik gik lyset ud. Med alle vinduer tildækket var mørket totalt, og den hvæsende lyd fra air-condition anlægget døde langsomt hen.

»De har taget strømmen,« udbrød Ingrid. »Dette kan betyde Delta.«

»Nej,« sagde Karen med skinger stemme. »Der er ingen lyskugler.«

»Karen – « begyndte Ingrid, men nu opfattede hendes næsebor den umiskendelige duft at trøfler, og på tungen havde hun smagen af rå champignon.

»Du gode Gud!« skreg hun vildt og trykkede på en knap, som udløste iltmaskerne inde i passagerkabinen. Over hvert sæde åbnedes en lem, og iltmaskerne faldt ud og hang og dinglede i deres slange.

»Kurt! Henri!« råbte Ingrid i samtaleanlægget til kabinen. »I1t! Tag ilt! Det er Delta. De angriber nu.«

Hun greb selv ud efter en iltmaske og sugede til sig med dybe åndedrag for at rense systemet for den lammende gas. Ude i pantryet faldt et af gidslerne sammen og gled ned på gulvet, og en anden væltede om til siden.

Stadig med iltmasken for munden krængede hun remmen med kameraet over hovedet, og Karen stirrede på hende med store, forfærdede øjne. Så tog hun iltmasken fra munden og sagde:

»Du vil da ikke sprænge os i luften, Ingrid?«

Ingrid ignorerede hende og råbte ind i mikrofonen.

»Kurt! Henri! De kommer, så snart strømmen er sluttet til igen. Dæk øjne og ører, når de kaster deres granater og hold øje med døre og vinduer.« Ingrid tog masken for munden igen og åndede kraftigt ind.

»Ingrid, du må ikke sprænge os i luften,« tryglede Karen. »Hvis vi overgiver os, vil Caliph få os fri, inden der er gået en måned. Der er ingen grund til, at vi skal dø.«

I det øjeblik kom lyset tilbage, og air-condition-anlægget begyndte at hvisle igen. Ingrid fyldte for sidste gang lungerne med ilt og løb tilbage til førsteklasses kabinen. Undervejs måtte hun springe over de bevidstløse gidsler og to stewardesser, der lå på gulvet. Hun rakte ud efter den nærmeste iltmaske og kiggede ned gennem hele kabinen for at sikre sig, at hendes ordrer var blevet fulgt.

Kurt og Henri stod med iltmasker for munden. Tyskeren opholdt sig i styrbords side ud for vingen, og Henri havde taget opstilling ved den bageste luge – begge havde deres pistoler parat, men deres ansigter var dækket af den gule iltmaske, så Ingrid ikke kunne se eller bedømme deres ansigtsudtryk.

Kun et mindre antal passagerer havde været hurtige nok til at gribe en maske og dermed undgå at blive bevidstløse – men hundreder andre lå sammensunket i deres sæder eller var faldet sidelæns ud på midtergangen.

Alle de dinglende, snoede slanger til iltmaskerne fyldte kabinen som en skov af lianer, og efter mørket føltes det elektriske lys så skarpt, at det smertede.

Ingrid holdt kameraet i sin frie hånd, mens hun med den anden stadig holdt masken for ansigtet. Hun vidste, at de måtte fortsætte med at indånde ilt. Det ville tage nogen tid endnu, før luften var renset for gassen.

Karen stod ved siden af hende med pistolen i den ene hånd, og med den anden pressede hun masken mod munden. »Gå tilbage og dæk den forreste luge,« kommanderede Ingrid. »Der vil blive – «

»Ingrid, vi behøver ikke at dø,« tryglede.Karen, og i det øjeblik blev panelet ved nødudgangen ud for den styrbords vinge slået ind, og to små mørke genstande fløj ind gennem åbningen.

»Granaterne!« hylede Ingrid. »Kast jer ned!«

Peter Stride følte sig let og befriet for det pres, der havde hvilet på ham. Det var, som om hans hænder og fødder knap berørte trinene på stigen; nu, hvor han havde sat det hele i gang, var der ikke længere nogen tøven – terningerne var kastet, og det var en umådelig lettelse.

Han svingede sig ind over kanten på vingen, rullede en omgang og var straks på benene og listede sagte hen ad den regnvåde, glinsende metalflade. Da han nåede ind til skroget, gik han i stilling ved siden af panelet til nødudgangen, og med sine fingerspidser fandt han den barberbladstynde sammenføjning, mens næste mand hurtigt knælede ned over for ham. Mændene med granaterne holdt sig klar med ansigtet mod panelet. Som akrobater balancerede de på den buede, glatte vinge.

»Under seks sekunder.« Peter anslog, at lærigere havde det ikke varet fra det øjeblik, de startede og indtil nu. Det var et endnu finere resultat, end de nogen sinde havde opnået under øvelserne, måske fordi mændene nu vidste, hvad der ventede dem, hvis det gik galt.

I fællesskab kastede Peter og den anden mand deres kræfter og vægt mod panelet, som let lod sig støde ind nu, hvor der ikke var noget overtryk i kabinen til at yde modstand, og i præcis samme øjeblik fløj granaterne ind gennem åbningen, og alle fire medlemmer af Peters gruppe bøjede sig ned som muhamedanere, der beder til Mekka, og dækkede øjne og ører.

Selv uden for kabinen og med øjne og ører beskyttet, var braget fra eksplosionerne overvældende. Det føltes, som om en fysisk kraft hamrede direkte på hjernen, og skæret fra den brændende fosfor frembragte et røntgenbillede af Peters fingre, som klemte mod de lukkede øjenlåg. De to mænd, der havde kastet granaterne, løb hen og råbte ind i kabinen: »Smid jer ned. Alle ned på gulvet!«

Peter var en hundrededel af et sekund forsinket i sin reaktion på grund af det lammende brag. Han fumlede et øjeblik efter sin pistol i hylsteret, og så sprang han ind gennem åbningen med benene forrest. Han befandt sig stadig i luften, da han så pigen i den røde skjorte løbe frem mod ham, mens hun svingede et kamera og råbte et eller andet, som han ikke opfattede. Samtidig med, at hans fødder berørte gulvet, fyrede han, og det første skud ramte pigen i munden og lavede et mørkerødt hul i rækken af hvide tænder. Hendes hoved blev slynget så kraftigt tilbage, at han hørte de små, fine ben i hendes nakke brække.

Ingrid brugte begge arme til at dække øjne og ører og krummede sig sammen for at beskytte sig mod den eksplosion af lyd og lys, der fejede gennem kabinen som en orkan, og da det var overstået, ravede hun rundt for at finde støtte ved et ryglæn, mens hun samtidig prøvede på at vurdere situationen.

De, der endnu befandt sig uden for flyet, ville ikke blive direkte ramt af de granater, som hun var parat til at detonere – de ville have store chancer for at overleve. Hun ønskede derfor at vente til det øjeblik, hvor hele angrebsstyrken var trængt ind i kabinen; hun ønskede at dræbe så mange af dem som muligt, og med begge hænder løftede hun kameraet højt over hovedet.

»Kom så!« råbte hun, men kabinen var fyldt med hvirvlende skyer af hvid skarpt lugtende røg, og de dinglende slanger vred og drejede sig som Medusas hoved. Hun hørte et pistolskud og bagefter stemmer, som råbte. »Smid jer ned. Alle ned på gulvet!«

Det hele var larm og røg og forvirring, men hun blev ved med at stirre hen på den mørke åbning ved nødudgangen, hun ventede på dem med fingeren på detonatorknappen på kameraet. En spændstig sortklædt skikkelse med en grotesk maske for ansigtet kom farende som en torpedo ind gennem åbningen med benene forrest, og i samme øjeblik skreg Karen ved siden af hende.

»Nej, du må ikke dræbe os!«

Og før Ingrid blev klar over, hvad der skete, rev Karen kameraet ud af hænderne på hende, styrtede hen ad midtergangen og blev ved med at skrige »Du må ikke dræbe os« og »Caliph sagde, at vi ikke skulle dø.« Den sortklædte skikkelse gjorde en drejning i luften, krummede ryggen og landede i midtergangen med benene først; da fødderne berørte gulvet, løftede han allerede højre hånd med pistolen, men efter bragene fra granaterne forekom skuddet dæmpet og fredeligt.

Karen var på vej mod ham skrigende og svingende med kameraet, da kuglen ramte hende i munden og vred hendes hoved tilbage i en umulig vinkel. De næste to skud kom så hurtigt efter hinanden, at de lød som et, og på så nær afstand trængte selv de specielle Velex sprængkugler gennem kroppen og ud mellem skulderbladene, så Karens røde skjorte blev flået op i ryggen. Kameraet fløj gennem luften og landede på skødet af en bevidstløs passager, som sad sammensunket i sit sæde.

Ingrid reagerede lige så hurtigt som et af junglens vilde dyr, der instinktivt aner en fare. Hun kastede sig fladt ned på det tæppebelagte gulv, og dækket af den hvide røg, der sænkede sig, vrikkede hun sig frem på maven for at nå hen til kameraet.

Der var seks meter hen til det sted, hvor kameraet landede, men Ingrid bevægede sig fremad med en fart som en slange. Hun vidste, at røgen skjulte hende, men hun vidste også, at for at få fat i det kamera, måtte hun rejse sig op og række ind over to pladser med bevidstløse passagerer.

Peter genvandt omgående balancen i den tæppebelagte midtergang, dræbte pigen og sprang til side for at give plads for næste mand.

Da den næste landede i midtergangen, sprang tyskeren i den røde skjorte frem fra det bageste pantry, hævede sin pistol og sendte hele ladningen af hagl ind i ryggen på ham. Den delte næsten hans krop i to dele, og han knækkede over på midten som en foldekniv og faldt ned for fødderne af Peter.

Ved lyden af skuddet snurrede Peter omkring og vendte ryggen til Ingrid, der stadig kravlede frem gennem røgen fra granaternes fosfor.