UTA DC-10’eren foretog den afsluttende indflyvningsmanøvre til Papeete-Faaa fra den østlige side, og under den bagbords vinge havde den de savtakkede tinder på Moorea-bjergene. Peter kunne huske disse bjergtinder fra musicalen South Pacijic, som var blevet optaget her på Tahiti. De vulkanske klipper var sorte, og bjergkammens takker så spidse som hajtænder.

Det sidste stykke fløj de hen over det smalle stræde mellem de to øer, og landingsbanen syntes at strække en arm ud i havet for at byde den lille sølvfarvede maskine velkommen.

Luften var tung og varm og krydret af duften fra frangipani-blomster, og der var yndige, brune piger, som svajede yndefuldt med hofterne i deres velkomstdans. Øen åbnede sig med en næsten overvældende venlighed og gæstfrihed, men da Peter havde fået sin kuffert og startede mod udgangen, skete der noget usædvanligt. En af de polynesiske toldfunktionærer vekslede hurtigt et par ord med sin kollega og standsede så Peter.

»Goddag, sir.« Smilet var stort og venligt, men det nåede ikke helt op i øjnene. »Vil De være så venlig at følge med denne vej.« De to toldere eskorterede Peter ind på et lille kontor.

»Vær venlig at åbne Deres bagage, sir.« Hurtigt men grundigt gennemgik de hans kuffert og krokodilleskindsmappen; den ene brugte endda en tommestok for at måle efter, om der var skjulte rum i kufferten eller mappen.

»Jeg er imponeret over Deres grundighed,« sagde Peter og smilede også, men hans tonefald var skarpt.

»Det var en stikprøve, sir,« svarede den ældste af tolderne. »De var så uheldig at være rejsende nummer ti tusind. »Nu håber jeg ikke, at De vil have noget imod en kropsvisitering?«

»En kropsvisitering?« udbrød Peter og skulle lige til at protestere, men så valgte han at trække på skuldrene og række armene i vejret. »Værsgo’«

Han kunne godt forestille sig, at Magda Altmann var lige så meget Grande Dame her som i Frankrig. Hun ejede en hel øgruppe, og der behøvedes kun et nik fra hendes side for at få en hvilken som helst besøgende grundigt undersøgt for våben af enhver slags.

Han kunne også forestille sig, at Caliph ville være ivrig efter at sikre sig, at det offer, hun havde dødsdømt, var passende forberedt til eksekutionen, så det ikke var ham, der pludselig optrådte i rollen som bøddel.

Den ene af tolderne klappede ham i siderne fra armhulerne og ned til taljen, mens den anden knælede bag ham og klappede ham på benene.

Peter havde efterladt sin Cobra i Hilton hotellets pengeskab i Bruxelles. Han havde forudset noget i denne retning – han vidste jo, hvem han havde med at gøre.

»Tilfreds?« spurgte han.

»Ja, og tak for Deres samarbejdsvillighed, sir. Jeg ønsker Dem et godt ophold på vores ø.«

Magdas private pilot ventede på ham ved udgangen.

»Jeg var lige ved at være bange for, at De ikke var med flyet,« sagde han.

»En lille forsinkelse i tolden.« forklarede Peter.

»Vi er nødt til at fortsætte med det samme, hvis vi skal undgå at lande i mørke på Les Neuf Poissons – flyvepladsen er lidt vanskelig at gå ned på.«

Maskinen, som var parkeret i nærheden af værkstedshangarerne, viste sig at være et lille og klodset luftfartøj at se på, men den var i stand til at lande på og starte fra små flyvepladser under de vanskeligste forhold.

Flyet var allerede lastet med kasser og kartoner fyldt med alt fra Veuve Cliquot champagne til toiletpapir.

Peter tog plads i det højre sæde, og piloten startede motoren og indhentede starttilladelse fra kontroltårnet:

»Vi når det lige,« sagde han til Peter. »Der er en times flyvning.«

Den nedgående sol var bag dem, da de kom ind fra vest, og under dem lå Les Neuf Poissons som en kostbar smaragdhalskæde på en blå fløjlspude.

Der var ni øer i den karakteristiske vulkanske cirkelrunde formation og de omsluttede en lagune med et vand så klart, at man oppe fra luften kunne skelne selv små detaljer i koralrevet.

»Øerne havde et polynesisk navn, da baronen købte dem i 1945,« fortalte piloten. »En af de gamle konger overlod dem som gave til en missionær, som han satte stor pris på, og baronen købte dem af hans enke. Baronen kunne ikke udtale det polynesiske navn, så han ændrede det.« Piloten smilede. »Baronen var en mand, som accepterede verden på sine egne betingelser.«

Syv af øerne var kun nogle smalle striber sand med en rand af palmer, men de to østligste var større med småbjerge af vulkansk basalt, som glitrede i strålerne fra den nedgående sol.

Rullebanen var kort og smal og anlagt på et ryddet sted i palmeskoven mellem bjergene og strandbredden. Peter kunne se, at piloten ikke havde overdrevet, da han sagde, at landingsforholdene var vanskelige. Der blæste en ondskabsfuld sidevind, som sled i maskinens vinger, men piloten foretog en tilsyneladende sidelæns manøvre, så han alligevel holdt kursen, strøg lavt ned over palmetræernes kroner, lukkede gasspjældene, holdt maskinen i balance ved hjælp af siderorene, sigtede mod tærskelen til rullebanen og satte så maskinen smukt og elegant på jorden.

»Strålende J« udbrød Peter uvilkårligt fuld af beundring, og piloten så lettere forbavset på ham, som om kunststykket virkelig ikke krævede nogen særlige kommentarer. Baronesse Altmann engagerede kun de bedste piloter.

For enden af landingsbanen og inde mellem palmetræerne ventede en elektrisk golfvogn med en polynesisk pige ved rattet. Hun var kun iført en pareo, som var svøbt om hendes krop, men lod skuldrene frie, og hun havde bare fødder. På sit smukke hoved bar hun en krone af friske blomster.

Hun kørte den lille vogn i rasende fart hen ad en smal, snoet sti, som førte gennem haver med udsøgte, eksotiske blomster, og bedene var anlagt, så der hele tiden var en overraskelse, hver gang man rundede et hjørne.

Hans bungalow lå i nærheden af strandbredden med hvidt sand neden for verandaen og havet, der bredte sig, så langt øjet rakte, og den lå så isoleret, at man fik indtryk af, at det var den eneste på øen. Som et barn tog pigen ham i hånden og førte ham rundt i bungalowen, viste ham knapperne til luftkonditioneringen og kontakterne til lyset og video– skærmen, og hun forklarede det hele på et læspende fransk og smilede henrykt, når han udtrykte sin begejstring.

Der var en vel udstyret bar og et lille køkken, og en bogreol indeholdt alle de sidste bestsellers. De aviser og illustrerede blade, der lå fremme, var kun få dage gamle. På video– skærmen ville han kunne se de seneste og største filmsucceser.

»For pokker, her skulle Robinson Crusoe være drevet i land,« lo Peter, og pigen lo også og vrikkede med hele kroppen af glæde.

To timer efter mødte hun igen op for at hente ham. I mellemtiden havde han taget bad, barberet sig og skiftet til en let tropisk habit, åben skjorte og sandaler.

Igen tog hun ham i hånden, og Peter var klar over, at hvis en mand misforstod situationen og troede, han kunne tage sig friheder, ville pigen blive forvirret og ilde berørt. Hun førte ham hen ad en sti med skjulte lamper langs kanterne, og natten var fyldt af havets mumlen og den sagte raslen af palmeblade, som viftede i den lette brise.

Så kom de til øens største bungalow, hvis tag var tækket med palmeblade og som i øernes byggestil svajede elegant op foran som stævnen på et skib. Indefra lød dæmpet musik og latter, men da han trådte ind ad døren forstummede al snak, og en seks– syv mennesker vendte sig mod ham og stirrede nysgerrigt på den fremmede.

Peter vidste ikke rigtigt, hvad han havde ventet, men i hvert fald ikke denne løsslupne forsamling af stærkt solbrændte mænd og kvinder, der stod med deres høje, afkølede glas fyldt med is og frugt.

»Peter!« Magda Altmann brød ud fra gruppen, og kom ham i møde med sin glidende gang og svajende hofter.

Hun bar en skinnende, gylden kjole, som fortil gik helt op til halsen og blev holdt fast af en tynd guldkæde, mens skuldrene var frie og ryggen nøgen helt ned til en centimeter over kløften mellem hendes balder. Det var en kjole, der tog vejret fra en, for hendes krop var lækker og honningbrun. Hendes sorte hår var flettet i et reb så tykt som hendes håndled og lagt i ringe oven på hovedet, og hun havde lagt skygger omkring øjnene, så de forekom endnu mere grønne og mystiske.

»Peter,« gentog hun og kyssede ham så let på læberne, at det føltes som et strejf af sommerfuglevinger. Han kunne mærke, at han blev svag. Til trods for alt hvad han vidste om hende, havde han svært ved at stå imod, når han var ansigt til ansigt med hende.

Hun var velplejet, kølig og sikker i sin fremtræden som altid. Der var ingen tegn på den forvirring, frygt og ensomhedsfølelse, som hun havde givet udtryk for i telefonen.

Hun trådte et skridt tilbage, lagde hovedet på skrå og lod blikket glide hurtigt hen over ham.

»Kæreste, du ser langt bedre ud nu,« smilede hun. »Jeg var så bekymret for dig sidste gang, jeg så dig.«

Først da syntes han, at han kunne spore skygger dybt i hendes øjne og noget anspændt ved hendes mund.

»Og du er endnu smukkere, end jeg kan huske,« sagde han.

Det var sandt, så han kunne sige det uden reservation.

»Det har du aldrig før sagt,« sagde hun, og nu var han overbevist om, at der var en anelse usikkerhed i hendes holdning. Hendes strålende ydre og følelsesmæssige udbrud ville til enhver anden tid have narret ham, men ikke nu.

Hun tog ham under armen og førte ham hen til de øvrige gæster. Der var tre mænd og deres koner: en amerikansk senator med betydelig politisk indflydelse, en mand med et stort gråt hår, øjne som døde østers og en smuk kone, der var mindst tredive år yngre end han, og som kiggede på Peter på samme måde, som en løve betragter en gazelle. Derpå en australier, bredskuldret, med et net af rynker omkring øjnene og en hud, der var garvet brun som læder. Han ejede en fjerdedel af verdens hidtil kendte uranforekomster og desuden kvægfarme. som i omfang var dobbelt så store som De britiske øer. Hans kone var lige så solbrændt som han og hendes håndtryk lige så fast.

Den tredje mand var en spanier, hvis familienavn var synonymt med sherry. Peter havde læst et eller andet sted, at den sherry og cognac, som lå i hans kældre, havde en samlet værdi af over fem hundrede millioner dollars, og det var kun en lille del af familiens investeringer. Hans kone var en mørk tungsindigt udseende spansk skønhed med en kridhvid lok i sit ellers sorte hår.

Så snart de forskellige havde hilst på Peter, fortsatte samtalen om dagens begivenheder. Australieren havde til morgen fanget en kæmpemæssig sort sværdfisk, som vejede næsten fem hundrede kilo og målte fem meter fra spidsen af sværdet til den yderste del af halen.

Peter tog meget lidt del i samtalen, men holdt i smug øje med Magda Altmann. Alligevel kunne han se på hende, at hun fuldt ud var klar over hans undersøgende blikke, men hun lo sammen med de andre og så kun et par gange hen på Peter, hver gang med et smil, der ikke kunne skjule, at der foregik noget i hendes øjnes grønne dybder.

Til sidst klappede hun i hænderne. »Kom, alle sammen, nu skal vi spise.« Hun tog senatoren og australieren under armen og førte selskabet ned til stranden. Peter var overladt til senatorens kone, og hun trykkede sin barm ind mod hans arm og fugtede læberne med sin tunge, mens hun klyngede sig til ham.

To af de polynesiske tjenestefolk ventede på dem ved siden af en lang vold bygget op af hvidt strandsand, og på et tegn fra Magda gik de til angreb på volden med skovle og afdækkede hurtigt et tykt lag af tang og bananblade, hvorfra en kraftig og vellugtende damp steg op. Da laget blev fjernet, kom et stativ af banantræ og palmeblade til syne, og det var ophængt over et nyt lag af tang og glødende kul. I stativet lå festmåltidet, som bestod af kylling, fisk og svinekød blandet med brødfrugter, pisanger og forskellige krydderier. Fra gæsterne lød begejstrede udbrud, da duften bredte sig fra sandgraven.

»Åh, det er lykkedes,« kom det lettet fra Magda. »Hvis der træn ger luft ned i ovnen, mens bagningen foregår, er det hele ødelagt, og der er ikke andet end trækul tilbage.«

Mens de spiste og drak, blev der leet og talt støjende, men Peter sørgede for, at hans drink varede hele aftenen. Han deltog ikke i samtalen, og han ignorerede senatorfruens tilnærmelser.

Han afventede stille og roligt et eller andet tegn på, hvornår og fra hvilken retning det ville komme. Ikke her, naturligvis, ikke i denne forsamling. Når det kom, ville det foregå hurtigt og effektivt som alt, hvad Caliph foretog sig. Og pludselig undrede han sig over sin egen selvsikkerkerhed, der tillod ham at vandre lige ind i fjendens lejr ubevæbnet og ubeskyttet. Han vidste, at hans bedste forsvar var at slå først, måske allerede denne nat, hvis chancen bød sig. Jo hurtigere des bedre, tænkte han, og Magda smilede til ham tværs over bordet, der var dækket under palmerne, og som bugnede med tilstrækkelig mad til et halvt hundrede mennesker. Da han smilede tilbage, gjorde hun et lille kast med hovedet, og lidt efter mumlede hun en eller anden undskyldning til de nærmest siddende, rejste sig og forsvandt ind i skyggen af træerne.

Peter ventede et øjeblik, før han fulgte efter. Hun ventede på ham nede på stranden. Han så det glimte på hendes bare ryg i måneskinnet, da hun stod og stirrede ud over lagunen, og han gik hen til hende.

Hun vendte sig ikke om, da han dukkede op bagfra, og hendes stemme var kun en hvisken.

»Jeg er så glad for, at du kom, Peter.«

»Jeg er glad for, at du bad mig om det,«

»Det er kedeligt, at vi ikke er alene,« sagde hun. »Men de andre tager af sted i morgen. Pierre flyver dem tilbage til Papeete, og så har vi Les Neuf Poissons for os selv.« Og så tilføjede hun med en lille latter: »– Og de tredive tjenestefolk.«

Han forstod, hvorfor det skulle være på den måde. De eneste vidner ville være det tro følge, som omgav dronningen over de ni øer.

»Vi bliver nødt til at gå tilbage nu. Mine gæster er desværre vigtige personer, og jeg kan ikke svigte dem længere– men i morgen. Jeg selv kan næsten ikke vente så længe, Peter.

Hun kyssede ham med en så pludselig voldsomhed, at hans læber blev trykket ind mod hans tænder, og så hviskede hun i øret på ham:

»Hvordan det så end går, Peter, så har vi haft noget værdifuldt sammen. Det er måske mit livs dyrebareste minder, og dem er der ingen, der kan tage fra mig.«

Og så gjorde hun sig hurtigt og med en yndefuld bevægelse fri af ham og begyndte at gå tilbage ad stien mod lysene. Han fulgte langsomt efter hende, forvirret og usikker med hensyn til, hvad hun havde ment med de sidste ord, men til sidst kom han til det resultat, at formålet netop havde været at forvirre ham og gøre ham usikker, og i det øjeblik fornemmede han, snarere end hørte, noget bevæge sig bag ham, og han snurrede omkring og dukkede sig.

Manden var ti skridt bag ham, og han dukkede frem af bevoksningen ved siden af stien så lydløs som en leopard; kun et dyrisk instinkt havde advaret Peter.

»Godaften, general Stride.« Peter stod med alle sanser vågne, kampberedt, spændt som en bue og med begge hænder stive ned langs siden, parat til at slå til.

»Carl!« udbrød han. Ulvene var hele tiden i hælene på hende– selv i de mest intime øjeblikke veg de ikke fra deres herskerinde.

»Jeg håber ikke, at jeg forskrækkede Dern,« sagde livvagten – og selvom Peter ikke kunne se mandens ansigtsudtryk, kunne han opfatte, at der var en svag foragt i hans tonefald. Hvis han havde behøvet nogen endelig bekræftelse, havde han fået den nu. Kun Caliph ville have brug for sin livvagt ved et romantisk stævnemøde. Peter vidste nu, at enten han eller Magda Altmann ville være døde ved solnedgang næste dags aften.

Før han gik ind i sin bungalow, foretog han en diskret undersøgelse og kiggede bag buske og anden bevoksning, som omgav huset. Han fandt intet mistænkeligt. Inde i huset var sengen redt og gjort klar, og hans barber– og toiletsager var nydeligt ordnet og lagt pænt frem. Hans snavsetøj var fjernet, og det øvrige tøj var blevet presset og hængt op. Han kunne derfor ikke vide, om værelset samtidig var blevet gennemsøgt, men det var sikrest at regne med det. Caliph ville ikke negligere en så elementær forholdsregel.

Hverken vinduer eller døre kunne lukkes særlig solidt. Det havde måske aldrig været nødvendigt, for der var ingen slanger i dette paradis, i hvert fald ikke indtil for nylig. Så anbragte han stole og andre ting på en sådan måde, at en ubuden gæst ville falde over dem i mørket, og derefter lagde han tæpperne og puderne i sengen, så det så ud, som om der lå en sovende skikkelse. Selv lagde han sig på en divan i stuen med et enkelt tæppe over sig. Han ventede ikke for alvor, at der ville ske noget, før de andre gæster forlod øen, men han ville ikke løbe nogen risiko.

Han sov uroligt og vågnede med et sæt, hver gang der var en eller anden lyd udenfor, men lige før daggry faldt han i en dybere søvn og havde onde og forvirrede drømme. Da han vågnede, var det endnu tidlig morgen, og han gik ned til stranden og svømmede et godt stykke ud forbi koralrevet. Han havde en anstrengende tur tilbage, da han skulle svømme imod den stærke strøm, men da han gik i land, følte han sig alligevel i god form og mere kvik, end han havde været i de sidste uger.

All right, tænkte han. Lad det så komme. Jeg er klar.

Der blev serveret en særlig afskedsmorgenmad for gæsterne på stranden – lyserød Laurent Perrier champagne og drivhusjordbær hentet med fly i Auckland, New Zealand.

Magda Altmann var iført et par korte, stramme, grønne shorts, der viste hendes lange, velformede ben og dertil en lille overdel, som lod mellemgulv, skuldre og ryg bar.

Hun syntes at være i en unaturlig opløftet stemning; hendes munterhed var lettere tvungen, og hendes latter en lille smule for påtaget. Det var, som om hun havde taget en eller anden hård beslutning og nu stivede sig selv af for at kunne gennemføre den.

Efter morgenmaden kørte de i en kortege af de elektriske vogne hen til flyvepladsen. Senatoren havde drukket rigeligt med lyserød champagne og svedte i varmen, og han tog overstrømmende afsked med Magda, før han steg op i flyet efter de andre passagerer.

Da maskinen var lettet, vendte Magda sig henrykt mod Peter.

»Jeg har næsten ikke sovet i nat,« sagde hun, da hun kyssede ham.

»Heller ikke jeg,« sagde Peter og tilføjede: »Formentlig af samme grund.«

»Jeg har planlagt en særlig dag for os,« sagde hun. »Og nu må vi ikke spilde et minut længere.«

Magdas bådemand havde gjort hendes store chris-craft klar, og den lå for enden af molen. Det var et smukt fartøj med lange, slanke linjer, og det fremgik tydeligt, at båden blev passet omhyggeligt. Der var ikke en ridse i malingen, og alle messingbeslag var nypudsede, så de skinnede. Bådemanden strålede lykkeligt over hele hovedet, da Magda sendte ham et anerkendende smil.

»Benzintanken er fyldt op, baronesse. Scuba-flaskerne er påfyldt. fiskestængerne er efterset, vandskiene står i deres stativ, og køkkenchefen har selv været hernede og inspiceret køleskabet for at sikre sig, at der intet manglede.«

Hans glade smil forsvandt imidlertid, da han blev klar over, at Magda ville sejle alene.

»Har du ikke tillid til, at jeg kan klare det?« spurgte hun leende.

»Jo, naturligvis, baronesse –« Men han kunne ikke skjule sin skuffelse over, at han skulle blive i land.

Han tog selv fortøjningen og kastede los og råbte de sidste formaninger ud til Magda, mens afstanden mellem båden og molen øgedes.

»Ne t’inquiete pas!« lo hun tilbage og startede de to dieselmotorer, og et øjeblik efter rejste stævnen sig, så det næsten så ud, som om båden ville hæve sig fra vandoverfladen. Kølvandet skar dybt og lige som en plovfure, og så slog det et elegant sving, da Magda styrede båden ind mellem afmærkningerne til sejlløbet og rettede den op til passagen ind imellem koralrevene og ud på det åbne hav.

»Hvor sejler vi hen?«

»Der ligger et gammelt japansk hangarskib på tredive meter vand på den anden side af revet. Det blev sænket af en amerikansk jager i 1944. Det er et interessant mål for undervandssvømning. Der tager vi hen først.«

Javel, tænkte Peter. Måske var den ene af iltflaskerne blevet delvis fyldt op med kulilte. Det var let gjort med en slange hen til dieselmotorens udstødningsrør, og ved at lade gassen passere et kulfilter kunne man fjerne smagen af og lugten fra kulbrinten. Det var blot at fylde flasken op til 30 atmosfæres tryk og derefter fortsætte med ren ilt op til 110 atmosfære. Virkningen ville være hurtig, men ikke så hurtig, at offeret blev advaret. Når offeret havde sluppet mundstykket, ville flasken rense sig selv for ethvert spor af gas. Det ville være en god måde at gøre det på.

»Bagefter kan vi sejle langs kysten til Ile des Oiseaux. Efter at Aaron satte en stopper for, at de indfødte stjal æg til at spise, har vi fået en af Stillehavets største kolonier af terner og fregatfugle –«

Måske et harpungevær. Det ville være effektivt. Når spyddet blev afskudt på kort afstand, f.eks. en halv meter og selv under overfladen, ville det gå lige igennem en menneskekrop – ind imellem skulderbladene og ud gennem brystbenet.

»Senere kan vi stå på vandski –«

Hvad kunne være mere sikkert end at sætte fuld drøn på de to enormt kraftige dieselmotorer og bakke direkte ind i skiløberen, mens han stod i vandet og ventede på at blive trukket op. Hvis han ikke blev knust af skroget, ville han blive skåret i skiver af de to skruer, som roterede med fem hundrede omdrejninger i minuttet.

Peter var fuldstændig optaget af sit eget gætteværk, og han var klar over, at Caliph var en af de mest veltrænede dræbere, som han nogen sinde ville komme ud for. Han måtte ikke tillade sig at slappe af et øjeblik, og han måtte sørge for, at hun ikke var den, der havde initiativet. Så ville hans chancer være forsvindende små.

Han så sig tilbage mod land. Det kan ske når som helst, tænkte han og flyttede sig, så han kom halvt om bag hende, men ikke helt ud af hendes synsfelt. Hun drejede sig om mod ham og smilede.

»På dette tidevandsstadium plejer der at være amberjacks i sejlløbet. Jeg lovede køkkenchefen at tage et par af dem med hjem. Vil du ikke hente to af fiskestængerne, chéri. Agnen ligger i skabet under det forreste styrbords sæde.«

»Okay,« nikkede han.

»Når jeg er gået ned i fart til blinkfiskeri, kaster du linerne ud.«

»D’accord.« Og så efter en pludselig indskydelse. »Men først et kys.«

Hun løftede ansigtet mod ham, og han spekulerede på, hvorfor han havde sagt det. Det var ikke for at tage afsked med hende. Det var han sikker på. Det var blot for at berolige hende, så hun ikke skulle fatte nogen mistanke, men da deres læber mødtes og hendes mund langsomt åbnede sig under hans, følte han det alligevel, som om hans hjerte skulle sprænges. Et øjeblik blev han grebet af en fortvivlet tanke om, at han hellere selv ville dø end at skulle dræbe hende.

Han lod sin hånd glide hen langs hendes skulder, indtil han kunne føle den lille, skrøbelige taphvirvel neden for halsen, som bøddelen netop knuser, når han hænger sit offer. Et eneste kraftigt tryk med tommelfingeren ville gøre det samme. Men foreløbig kærtegnede han hende – et sekund, to sekunder, og så trak hun sig pludselig væk fra ham.

»Hov, ikke nu!« hviskede hun hæst. »Du vil vel ikke have mig til at sejle ind på revet.«

Han havde ikke kunnet gøre det med sine bare hænder. Han kunne simpelt hen ikke få sig til at gøre det på den måde – men han måtte gøre noget hurtigt, meget hurtigt. For hvert minut der nu gik, ville situationen blive mere og mere farlig for ham.

» Af sted!« sagde hun og skubbede blidt til ham. »Det får vi tid nok til senere. Lad os så nyde hvert minut af det.«

Han havde ikke været i stand til at gøre det, og han vendte sig om. Det var først, da han gik ned ad lejderen til cockpittet, at det slog ham, at mens han kyssede hende, havde hendes højre hånds fingre hvilet et øjeblik på hans hals lige under hagen. Hun kunne have knust hans strubehoved, lammet ham ved at presse tommelfingeren ind på det bløde, sårbare sted, og hun kunne have gjort det i samme øjeblik, hun havde mærket det første tryk fra hans tommelfinger.

En anden tanke faldt ham ind. tiendes anden hånd havde ligget ind til hans krop lige under ribbenene, og den hånd kunne have rettet et slag mod hans mellemgulv, så han mistede balancen.

Hans instinkt måtte have advaret ham. Hun havde været parat til at slå til– endnu mere end han var; hun havde været inden for hans armes omkreds, inden for hans forsvar, og hun havde blot ventet på ham. Det gyste i ham ved at tænke på, hvor nær han havde været døden.

Men choket stivede ham samtidig af. Næste gang ville han ikke tøve.

Instinktivt begyndte han at ordne, hvad han var kommet for. Han løftede det foreste sæde, og rummet under det var fyldt med fiskegrej, svirveler af messing og rustfrit stål i halvtreds forskellige størrelser, lodder i alle mulige forskellige typer, fluer af plastic, fjer, emalje og skinnende metal, kroge til gigantiske sværdfisk og andre til småfisk – og i et rum for sig en kniv til at skære fisk op med.

Det var en halvtreds dollars Ninja med et skaft, der var formet, så det lå fast i hånden. Det hulslebne stålblad var godt seks centimeter bredt ved fæstet og løb ud i en spids som en stilet. Det var et brutalt våben, som man kunne jage igennem en egestamme, hvis man skulle tro firmaets reklame. I hvert fald ville den kunne gå igennem menneskekød og ben og knogler så let, som hvis det var Cheddar– ost.

Den lå pragtfuldt i hånden på Peter, da han svingede med den i luften, og da han satte en finger lidt for kraftigt på æggen for at prøve bladet, var det skarpt som et barberblad og efterlod en blodig rift på spidsen af tommelfingeren.

Han tog sine lærredssko af, så gummisålerne ikke skulle knirke på dækket. Ellers var han iført badebukser og en tynd sportstrøje.

På bare fødder steg han tre trin op ad lejderen og kiggede ud over dækket.

Magda Altmann stod ved rattet på broen og stirrede koncentreret frem for sig, mens hun styrede den store båd ind i sejlløbet. Hun havde sin bare ryg vendt mod ham, og håret fløj for vinden. Hendes ben var lange og smidige som en dansers, mens hun stod og holdt balancen på bare fødder.

Peter var oppe på dækket i to spring, og brølet fra motorerne overdøvede den støj, han måtte have lavet.

Han vidste, hvor han skulle stikke, et blødt sted lige ved nyrerne, hvor der ikke var noget ben til at standse kniven. Han ville føre bladet ind med al sin kraft, så hun blev totalt lammet af choker alene.

Det nypudsede instrumentbræt foran Magda afspejlede et forvredet ansigt. Peter så det, og netop i dette øjeblik, hvor han havde alle muskler spændt og var parat til det dræbende stød, gik det op for ham, at hun iagttog ham i det blanke metal og havde gjort det fra det sekund, han dukkede op fra cockpittet.

Den buede messingplade forvred hendes ansigt, så det kun bestod af to enorme øjne, og det distraherede ham i en brøkdel af et sekund, før spidsen af kniven ville ramme hende. Han så hende ikke bevæge sig.

En lammende svidende smerte ramte hans højre side og armen helt oppe ved nøglebenet, og samtidig var der også noget, der ramte ham på indersiden af hans underarm lige under albuen. Kniven passerede to centimeter forbi hendes hofte, og spidsen hamrede ind i instrumentbrættet og lavede en dyb ridse, og Peters følelsesløse fingre kunne ikke holde på skaftet. Kniven fløj ud af hånden på ham, klirrede som et krystalglas, da det ramte stålrattet og hvirvlede rundt i luften og ned i cockpittet bag ham. Han blev klar over, at hun havde slået bagud uden at vende sig om og udelukkende brugt hans spejlbillede på instrumentbrættet til at beregne slaget præcist.

Den naturlige reaktion havde været, at han var gået til angreb, men instinktivt og som en refleksbevægelse holdt han den ene hånd op for at beskytte halsen, og det næste slag kom med en kraft som et svingende baseball– bat. Han så det knap, det kom så hurtigt og så hårdt, at han kun opfattede en flimrende bevægelse, før det ramte ham på underarmen.

Hvis det havde ramt ham på halsen, som det var meningen, ville det have dræbt. I stedet havde det nu lammet hans anden arm, og først nu vendte hun sig om mod ham.

Han vidste, at han måtte prøve på at holde sig tæt ind til hende for at hindre hende i at ramme ham, og han greb ud efter hende med den ene hånd og fik fat i noget, men øjeblikkelig fik hun revet sig fri, og han stod med den lille elastiske overdel, som havde dækket hendes bryster. Med den anden arm prøvede han desperat på at slå hende omkuld, men hun dansede til siden og bukkede sig for den svingende arm, og på intet tidspunkt strejfede han hende.

Hendes ansigt var kridhvidt, og hendes læber var trukket tilbage i en stivnet snerren af koncentration og raseri. Hun lignede en leopard, der var fanget i en fælde.

Det var også som at kæmpe mod en leopard; hun angreb med utrættelig vildskab, og hun havde kun en eneste tanke: at dræbe ham.

Det lange hår hvirvlede omkring ham, og hun huggede ud imod ham som en kobraslange, hendes krop var i ustandselig bevægelse, og brysterne dansede, mens slagene haglede ned over ham.

Dybt chokeret måtte han erkende, at hun havde overtaget. Indtil nu var det kun lykkedes for ham at afværge de værste slag med armene og skuldrene. Hver gang hun med sine bare fødder fik et spark ind i hans underliv, hver gang hun med knæene søgte at ramme ham i skridtet, følte han, at kræfterne svandt, og at hans reaktioner blev stadig langsommere. Hun stod ikke stille et øjeblik, med hænder og fødder langede hun ud efter ham, så han hele tiden var ved at miste balancen – og ikke en gang havde han ramt hende ved sine modangreb. Han havde stadig ikke nogen følelse i hænderne og fingrene. Han havde brug for et pusterum, han havde brug for et våben, og han tænkte desperat på kniven, der var faldet ned i cockpittet bag ham.

Han begyndte at trække sig tilbage og stødte så ryggen ind i rælingen. I samme øjeblik rettede hun et nyt slag mod ham. Målet var struben, men det blev afværget af hans arm, og i stedet ramte det hans næse. Øjeblikkelig blev hans øjne fyldt af tårer, og han mærkede blodet flyde ned over overlæben, men så krummede han sig sammen, spændte alle muskler og kastede sig bagover. Rælingen hjalp til, at han kom baglæns rundt i en hel omgang, så han landede som en kat på begge fødder nede i cockpittet. Han bøjede ned i knæene for at afbøde stødet, og samtidig fik han øje på kniven.

Springet havde overrasket hende, netop som hun havde forberedt sig på det sidste dræbende slag mod hans hals, men nu løb hun hen mod lejderen, mens Peter neden under hende rakte ud efter kniven.

Da hun sprang, ramte hun ham med begge fødder i ryggen, så han tumlede forover og knaldede hovedet mod skottet. Det sortnede for hans øjne, og det krævede en kraftanstrengelse at rulle om på siden og trække knæene op mod brystet for at beskytte sig mod det næste dræbende slag. Han opfangede det på sine skinneben, og igen prøvede han på at få fat i kniven. Da det endelig lykkedes ham, rettede han sin sammenrullede krop ud med et sæt som en stålfjeder, der springer, og samtidig sparkede han hårdt ud med fødderne. Det var et desperat spark i blinde.

Det var det første regulære slag, han havde held med. Begge hans fødder hamrede ind i hendes mellemgulv lige under ribbenene, og hvis hun på det sted havde været blød og eftergivende, ville hun have været færdig, men hun var i stand til at tage imod slaget med flade, hårde muskler, selvom det sendte hende baglæns hen i den anden ende af cockpittet og hun måtte krumme sig sammen i smerte.

Peter var klar over, at dette var hans eneste og sidste chance, men han var så forpint af smerter i hele kroppen, at han knap kunne hæve sig op på den ene albue, og han kunne næsten ikke se frem for sig, fordi hans blik var sløret af tårer, blod og sved.

Han vidste ikke, hvordan det lykkedes ham, måske var det en utrolig viljestyrke, men pludselig var han alligevel på benene og havde kniven i hånden. Han holdt den tæt ind til sin højre hofte, parat til at støde, og den venstre arm løftede han op som et skjold. for ansigtet. Han måtte gøre det forbi med hende hurtigt, han kunne ikke klare det ret meget længere. Det var hans sidste kræfter.

Men i næste øjeblik havde hun også et våben. Før han nåede at opfatte det, havde hun grebet en bådshage, som var anbragt i et stativ ved siden af indgangen til kahytten.

Hun havde hurtigt genvundet kræfterne, meget hurtigere end Peter. Han vidste, at han ikke kunne blive ved – han måtte sætte alt ind i et sidste forsøg på at gøre det af med hende.

Han slyngede kniven mod hendes hoved. Men en Nanja er ikke konstrueret som et kastevåben. Den drejede i luften, så skæftet kom forrest, men tvang alligevel Magda til at løfte bådshagen for at aflede attentatet.

Peter udnyttede de sekunder, da hun stod med armene hævet. Han kastede sig ind mod hende og ramte hende med skulderen.

De styrtede begge om på dækket, og Peter kæmpede desperat for at få et godt greb i hende. Han fik fat i hendes kraftige hår og snoede det om sine fingre.

Hun kæmpede som et såret dyr, og hun gjorde det med en styrke, et raseri og et mod, som han aldrig ville have troet muligt, men nu kunne han i det mindste holde hende nede med hele sin vægt.

Han holdt hende tæt ind til sig med et kvælende tag, og samtidig låste han hendes dødsensfarlige ben og fødder fast med sine lår, så hun ikke var i stand til at røre sig.

Alligevel lykkedes det hende med en fantastisk kraftudfoldelse at vælte sig rundt, så hun kom til at ligge oven på ham. Begge var oversmurt af blod, som dryppede fra hans næse. Endnu engang mobiliserede Peter ukendte kræfter og fik sig vredet rundt, så han igen lå oven på hende.

De var låst fast til hinanden, bryst mod bryst og skridt mod skridt som i en eller anden bizar parodi på et samleje og kun med staven til bådshagen mellem sig.

Med sin venstre hånd trak Peter i hendes hår, så han holdt hendes hoved fast ned mod dækket. Hendes øjne var kun få centimeter fra hans, og blodet fra hans næse dryppede ned på hendes ansigt.

Ingen af dem havde sagt et ord. De eneste lyde var pusten og stønnen og gispen og smældene fra slagene, når de ramte.

De stirrede hinanden ind i øjnene, og i det øjeblik var ingen af dem menneskelige væsener. Det var to dyr, der kæmpede for at dræbe hinanden.

Peter foretog et ryk, så staven der lå mellem dem flyttede sig og kom til at hvile på hendes hals. Det havde hun ikke været forberedt på, og hun nåede ikke at trække hagen ned for at afværge det.

Peter turde ikke give slip på hendes hår og heller ikke løsne grebet om hendes krop. Han kunne mærke den stålstyrke. der stadig var i hende, og hvis han gav hende lejlighed til det, ville hun hurtigt vride sig løs, og han vidste, at han ikke havde kræfter til at kæmpe længere med hende.

Uden at miste sit greb lykkedes det ham at presse en albue ned på staven, som lå hen over hendes strube. Han lagde mere og mere vægt i armen, pressede til så meget, han formåede; hendes ansigt skiftede langsomt kulør, indtil det til sidst var blommefarvet; hendes læber skælvede af smerte og anstrengelse for at få vejret, og skummende savl piblede ud fra mundvigene og silede ned ad hendes kinder.

At se hende dø langsomt var det mest rædselsfulde, Peter nogen sinde havde oplevet. Forsigtigt skiftede han stilling en anelse, så han kunne lægge et endnu større pres på staven.

For første gang sagde hun noget. Det kom som et halvkvalt udbrud.

»De advarede mig.« Han troede, at han havde hørt forkert og samlede sig til et sidste hårdt pres på staven. Hun stønnede. »Jeg ville ikke tro det.« Og så en svag hvisken, som næsten ikke var til at opfatte. »Ikke dig.«

Derefter opgav hun enhver modstand, kroppen blev pludselig slap, og det grønne lys svandt fra hendes øjne og efterlod blot et udtryk af uendelig sorg.

Peter kunne ikke tvinge sig til at lægge kræfter i det sidste stød med staven, som ville gøre det forbi. Han rullede til siden og kylede bådshagen fra sig, og med ansigtet fortrukket af smerter kravlede han hen over dækket med ryggen til hende. Han vidste, at hun endnu var i live og derfor stadig kunne være farlig for ham, men han var gået så langt, som han kunne. Det betød ikke længere noget, hvis hun dræbte ham. Der var noget inde i ham, der ligefrem længtes efter, at hun skulle gøre det.

Han nåede hen til rælingen og prøvede på at trække sig op, og hele tiden ventede han kun på, at det dræbende slag ville ramme ham i nakken.

Men det kom ikke, og det lykkedes ham at komme op på knæ. Hele hans krop rystede, og tænderne klaprede i munden på ham, og hver eneste smertende muskel i hans krop skreg efter at få fred. Lad hende dræbe mig, tænkte han, det betyder ikke noget. Intet betyder noget nu.

Mens han halvt støttede sig op ad rælingen, vendte han sig om, men i begyndelsen kunne han intet se, fordi stjerner og pletter og hvide flammer dansede for hans øjne.

Men så opfattede han langsomt, at hun lå på knæ midt i cockpittet og med ansigtet vendt mod ham.

Hendes nøgne overkrop var oversmurt af hans blod og glinsede af sved. Ansigtet var opsvulmet og rødsprængt og halvt dækket af et virvar af sammenfiltret hår. Tværs over struben trak en blodunderløben stribe sit uhyggelige spor efter kvælningsforsøget, og mens hun kæmpede for at få vejret, løftede og sænkede hendes små næsvise bryster sig.

De stirrede på hinanden alt for udmattede og forvirrede til overhovedet at kunne sige noget.

Hun rystede på hovedet, som om hun desperat prøvede på at benægte, hvad der var sket, og til sidst prøvede hun på at tale, men uden at der kom et ord over hendes læber, og hun løftede besværligt den ene arm og lagde hånden på sin hals, som om hun ville lette smerten.

Hun prøvede igen, og denne gang lykkedes det hende at få sagt det ene ord: »Hvorfor?«

I det første halve minut kunne han ikke svare, for hans egen hals syntes at have snøret sig sammen. Han vidste, at han ikke havde udført sin pligt, og alligevel kunne han endnu ikke hade sig selv for det. Langsomt formede han ordene i sine tanker, som om han skulle sige det på et fremmed sprog, og da han talte, var hans stemme hæs og grov.

»Jeg kunne ikke gøre det,« sagde han.

Hun rystede igen på hovedet og prøvede på at forme det næste spørgsmål. Men hun kunne ikke få det frem, kun et ord, det samme ene ord.

»Hvorfor –«

Han havde ikke noget svar til hende.

Hun stirrede på ham, og langsomt fyldtes hendes øjne med tårer; de løb ned over kinderne og hang på hendes hage som dugdråber en tidlig morgen på et vinblad.

Langsomt lænede hun sig forover, indtil hun sank helt om på dækket, og længe havde han ikke kræfter til at gå hen til hende, men så slingrede han over dækket og faldt på knæ ved siden af hende; han løftede hendes overkrop op i sine arme pludselig skrækslagen ved tanken om, at det alligevel var lykkedes ham, og at hun nu var død.

Lettelsen fik ham næsten til at glemme smerterne i den forslåede krop, da han blev klar over, at hun stadig åndede. Han begyndte at vugge hende i sine arme som et barn, og først da begyndte de få ord, hun havde sagt, at få mening for ham.

»De advarede mig.«

»Jeg ville ikke tro det.«

»Ikke dig.«

Hun lå med ansigtet ind mod hans bryst. Hun mumlede noget, der lød som hans navn, og pludselig vågnede han op og blev klar over, at den store chris-craft stadig brølede gennem sejlløbet mellem koralrevene.

Han lagde hende blidt tilbage på dækket og klatrede op ad lejderen til den lille bro. Hele den rædselsfulde kamp havde varet mindre end et minut, og chris-craften var nu på vej ud i åben sø styret af den automatiske pilot. Han slog den automatiske styring fra, tog gassen af begge motorer, så de løb i tomgang og drejede båden op mod vinden. Peter kastede et blik tilbage over agterstavnen og så, at øen nu kun var en lang, udtværet plet i horisonten. Han koblede den automatiske pilot til igen og vaklede tilbage til lejderen.

Magda havde arbejdet sig op i halvt siddende stilling, men hun veg hurtigt tilbage, da han nærmede sig, og for første gang så han frygt lyse ud af hendes øjne.

»Det er all right,« sagde han. Han tog hende op i sine arme, og hendes krop var stiv ligesom hos en kat, der bliver løftet op mod sin vilje, men alligevel er for svag til at gøre modstand.

»Det er all right,« gentog han og bar hende ind i kahytten, hvor han anbragte hende forsigtigt på en læderbetrukket bænk. Da han ville rette sig op, lagde hun en arm om halsen på ham og holdt ham tilbage.

»Jeg havde selv lagt kniven der,« hviskede hun. »Det var en prøve.«

»Lad mig få fat i forbindskassen.« Han prøvede på at gøre sig fri.

»Nej.« Hun rystede på hovedet. »Du må ikke gå. Bliv hos mig. Jeg er så bange. Jeg havde bestemt mig til at dræbe dig, hvis du tog den kniv. Peter, hvad er der sket med os, er vi begge blevet vanvittige?«

Han lagde sig på knæ ved siden af bænken og bøjede sig ind over hende.

»Ja,« sagde han. »Ja, vi må være blevet vanvittige. Jeg forstår ikke mig selv, og jeg forstår ikke noget af det hele.«

»Hvorfor tog du den kniv, Peter? Du må fortælle mig det. Ikke lyve, fortæl mig sandheden. Jeg vil vide det.«

»På grund af Melissa– Jane. På grund af det, du gjorde mod hende.«

Det gav et sæt i hende, som om han havde slået hende igen. Hun prøvede på at sige noget, men det blev kun til en hæs kvækken.

»Da jeg opdagede, at du var Caliph, måtte jeg dræbe dig.«

Hun så ud, som om hun prøvede på at samle sig, men da hun talte, var det stadig med en hæs hvisken.

»Hvorfor gennemførte du det ikke, Peter. Hvorfor standsede du?«

»Fordi – fordi pludselig vidste jeg, at jeg elskede dig. Det var det eneste, der betød noget.«

Hun gispede, og det varede et helt minut, før hun sagde noget igen.

»Tror du stadig, at jeg er Caliph?«

»Jeg ved det ikke. Jeg ved ingenting længere – bortset fra, at jeg elsker dig.«

»Hvad er der sket med os, Peter. Ah Gud, hvad er der sket?«

»Magda – er du Caliph?«

»Jamen Peter, det var dig, der først prøvede på at dræbe mig. Det var prøven med kniven. Du er Caliph.«

Med Magdas hjælp førte Peter chris-craften ind gennem den smalle passage i koralrevet, som omgav Ile des Oiseaux, og søfuglene flagrede i skyer omkring dem og fyldte luften med deres skrig.

Da de var kommet ind i læ, kastede han anker på fem favne, og derefter satte han sig i kontakt med hovedøen over VHF– radioen og gav besked om, at »baronessen havde besluttet at overnatte om bord.« så man skulle ikke bekymre sig om dem.

Da han gik ned i kahytten igen, var Magda kommet så meget til sig selv, at hun kunne sidde op. Hun havde taget en træningsdragt af frotte på og bundet et rent håndklæde om halsen for at beskytte den og skjule de røde mærker.

I et skab på toilettet fandt han forbindskassen, og hun protesterede, da han gav hende to smertestillende piller.

»Tag dem,« beordrede han og holdt glasset, mens hun slugte dem.

Derefter fjernede han forsigtigt håndklædet fra hendes hals og smurte med fingerspidsen en salve på det blodunderløbne sted.

»Det føles allerede bedre,« hviskede hun, men nu havde hun næsten helt mistet stemmen.

»Lad mig kigge på din mave.« Han lagde hende forsigtigt ned på den lange, læderpolstrede bænk og trak lynlåsen ned i hendes dragt. Mærkerne efter hans spark bredte sig fra lige under hendes bryster og ned til navlen, og igen masserede han VarS0111t med cremen, og hun nærmest spandt af velvære. Da han var færdig, var hun i stand til, om end stadig lidt foroverbøjet, at humpe ud på toilettet, og et kvarters tid lukkede hun sig inde, mens Peter tog sig af sine egne skrammer. Da hun dukkede op igen, havde hun badet sit ansigt og redt håret ud.

Han skænkede Jack Daniels Bourbon op i to gammeldags krystalglas og rakte hende det ene, da hun satte sig på bænken ved siden af ham. »Drik det. For din hals,« sagde han. Og hun drak det og gispede, fordi alkoholen sved i halsen.

»Hvad med dig, Peter. Er du all right?«

»Det går,« sagde han, »men jeg vil meget nødigt have, at du bliver virkelig vred på mig.. Han smilede, og hun begyndte at le, men hun måtte holde op, fordi det gjorde ondt.

»Hvornår kan vi snakke sammen?« spurgte han. »Vi må tale ud om dette.«

»Ja, men ikke lige nu, Peter. Hold lidt om mig.« Han lagde armene om hende, og han var forbavset over, hvor godt det gjorde ham selv. Det var, som om den varme krop lindrede hans smerter, og han strøg hende over håret, mens hun trykkede næsen ind mod hans hals.

»Du sagde, at du elskede mig.« sagde hun lidt efter, men på en måde, så det lød som et spørgsmål.

»Ja, jeg elsker dig. Jeg tror, jeg har været klar over det længe, men da det gik op for mig, at du var Caliph, måtte jeg forsøge at afvise det. Det var først i det øjeblik, at jeg var ved at dræbe dig, at jeg måtte indrømme det over for mig selv.«

»Det glæder mig,« sagde hun ganske enkelt. »Forstår du, jeg elsker nemlig også dig. Jeg troede ikke, at jeg ville blive i stand til at elske en mand. Jeg har været fortvivlet over det. Lige indtil du dukkede op. Og derefter sagde de alle sammen til mig, at du kun var ude på at dræbe mig. At du var Caliph. Jeg troede på det tidspunkt, at jeg hellere ville dø – først at have fundet dig så miste dig igen. Det var for grusomt. Jeg måtte give dig en chance for at vise, at det ikke var sandt!«

»Du skal ikke tale mere,« sagde han. »Lig nu stille og lyt til mig. Der er ikke noget i vejen med min stemme, så nu vil jeg fortælle det hele først. Hvordan det gik med mig, og hvordan jeg blev klar over, at du er Caliph. Du ved alt lige til den dag, hvor Melissa– Jane blev kidnappet. Jeg fortalte dig det hele og uden at lyve for dig en eneste gang.« Peter fortsatte med at fortælle alle detaljer om eftersøgningen af Melissa– Jane og jagten på hendes kidnappere. Han fortalte om, hvordan han havde planlagt at myrde Kingston Parker for at redde Melissa– Jane, præcist hvordan han agtede at gøre det, og hun gyste ved tanken.

»Magten til at ødelægge det bedste i et menneske,« hviskede hun.

»Lad være med at tale.« sagde han og gik videre med at fortælle om den anonyme opringning, som til sidst førte dem til Old Manse i Laragh.

»Da jeg så min datter mishandlet på den måde, mistede jeg enhver rest af fornuft. Da jeg holdt hende i mine arme og hørte hende skrige af rædsel, besluttede jeg mig til at dræbe –« Han brød brat af, og de var begge tavse en kort stund, indtil hun pludselig ømmede sig, og han opdagede, at han sad og klemte hendes overarm.

»Undskyld.« Han slap hende straks, og efter et øjebliks forløb sagde han: »Så fortalte de mig om dig.«

»Hvem?«

»Atlas.«

»Parker?«

»Ja, og Colin Noble.«

»Hvad fortalte de dig?«

»De fortalte mig om din far, der bragte dig til Paris, endnu mens du var barn. De fortalte mig, at allerede dengang var du begavet og smuk og noget særligt. Da din far var blevet dræbt kom du i pleje hos en familie, og de var alle medlemmer af det kommunistiske parti, og til sidst viste det sig, at du var så enestående, at de sendte nogen til Paris for at hente dig tilbage til Polen. Det var en mand, der gav sig ud for at være din onkel.«

Hun nikkede. »Jeg troede, det var en onkel. Det troede jeg på i ti år. Han plejede at skrive til mig.« Hun gjorde et øjebliks pause og sagde så: »Han var den eneste, jeg havde efter far.«

»Du blev udpeget til at blive sendt til Odessa – til en ganske særlig skole.«

»Du kender altså til Odessa?« hviskede hun. »Eller du tror, du gør det. Ingen, der ikke har været der, kender i virkeligheden noget til Odessa.«

»Jeg ved, at de lærte dig –« han brød af og forestillede sig, hvordan den smukke pige i et særligt værelse med udsigt til Sortehavet lærte, hvordan hun skulle bruge sin krop for at lokke og overvinde mænd. »– De lærte dig så mange ting.« Han kunne ikke få sig til at sige det.

»Ja,« mumlede hun. »Mange, mange ting.«

»Som f.eks., hvordan man dræber en mand med de bare hænder.«

»Jeg tror, at inderst inde kunne jeg ikke få mig selv til at dræbe dig, Peter. Jeg elskede dig, selvom jeg også hadede dig, fordi du forrådte mig, og jeg kunne ikke gennemføre det.« Hun sukkede dybt. »Og da jeg til sidst troede, at jeg skulle dø, var det næsten en lettelse. Jeg var rede til at acceptere min skæbne fremfor at leve videre uden den kærlighed, som jeg troede, at jeg havde fundet.«

»Du taler for meget.« Han standsede hende. »Din hals kan ikke tåle det.« Han lagde to fingre på hendes læber. »Og i Odessa blev du en af de udvalgte, du kom til at tilhøre eliten.«

»Det var som at opleve noget smukt og mystisk,« hviskede hun. »Jeg kan ikke forklare det. Jeg var parat til at gøre alt, hvad Staten, hvad ‘oder Rusland’ forlangte af mig.«

»Så sendte de dig tilbage til Frankrig – til Paris.« sagde han. »Du udførte dit job endog bedre, end de havde forventet. Du var simpelt hen den bedste, man havde kunnet finde. Ingen mand kunne klare det bedre.«

Hun svarede ikke, men hun sænkede heller ikke blikket. Hun gjorde det ikke i trods men slet og ret, fordi hun accepterede alt, hvad han sagde.

»Der var forskellige mænd i din tilværelse. Rige og indflydelsesrige mænd.« Hans stemme var en anelse bitter nu. »Mange mænd. Ingen ved hvor mange, og du fik noget ud af hver af dem.«

»Stakkels Peter,« hviskede hun. »Har du pint dig selv med det?«

»Det hjalp, at jeg hadede dig,« sagde han lige ud.

»Ja, det forstår jeg. Jeg kan kun trøste dig med, at jeg aldrig har elsket en mand, før jeg traf dig.«

»Så besluttede de, at du skulle erobre Aaron Altmann og hele hans imperium.«

»Nej,« hviskede hun og rystede på hovedet. »Aaron var min egen beslutning. Det var en mand, der fascinerede mig. Jeg havde aldrig mødt en mand som ham før. Så stærk og i besiddelse af så stor magt.«

»A11 right,« sagde Peter. »Du var måske også ved at være træt af den rolle, du hidtil havde spillet.«

»Det er et hårdt arbejde at være kurtisane –« Hun smilede for første gang, siden han var begyndt at tale, men det var et selvironisk smil.

»Du gjorde det på den helt rigtige måde. Først gjorde du dig uundværlig for ham. Han var allerede da en syg mand og trængte til en, som han kunne støtte sig til og regne hundrede procent med. Og da han først havde tillid til dig, havde du adgang til alle de oplysninger, som dine herrer og mestre kunne ønske sig. Du var blevet meget mere værdifuld for dem.«

Mens han talte, gik dagen på hæld udenfor, og himlen farvedes purpurrød. I kahyttens halvmørke lyste hendes ansigt blegt. Hun lyttede tavs til beretningen om alle sine gerninger, og kun engang imellem forsøgte hun en svag protest ved at ryste på hovedet. Somme tider lukkede hun øjnene et kort øjeblik, som om hun havde svært ved at lytte til særlig grusomme ting, og et par gange kunne hun ikke lade være med at udbryde:

»Ah Gud, Peter! Det er sandt!«

Han fortalte hende, hvordan hun gradvis havde udviklet en smag for magt, og hvordan hun samtidig var begyndt at svigte sine tidligere politiske idealer, hvordan hendes arbejdsgivere langsomt blev klar over, at de var ved at miste deres greb om hende og om det pres, de lagde på hende for at få hende tilbage i folden igen. »Men du var blevet for stærk– til, at du gav efter for presset. Det var endog lykkedes dig at bore dig ind i Mossad takket være Aarons kontakter, og du vidste, at du havde deres beskyttelse.«

»Det er frygteligt!« hviskede hun. »Men det er sandheden.«

»Da de truede med at afsløre dig over for baronen som kommunistagent, havde du ikke andet valg end at skaffe ham af vejen – og du gjorde det på en sådan måde, at du ikke alene frigjorde dig for truslen mod din eksistens, men også opnåede fuld kontrol over Altmann– imperiet, og som prikken over i’et skaffede du dig femogtyve millioner i driftskapital. Du arrangerede kidnapningen af og mordet på Aaron Altmann, du udbetalte dig selv de femogtyve millioner, som du havde bragt med til det fingerede mødested, og du sørgede for, at pengene kom til Schweiz og blev indsat på en nummerkonto.«

»Åh Gud, Peter!« hviskede hun igen.

» Er det sandt?« spurgte Peter og søgte for første gang en bekræftelse.

»Det er alt for forfærdeligt sandt. Gå videre.«

»Det gik alt sammen så godt, at det åbnede helt nye muligheder for dig. Det var på dette tidspunkt, at du blev til Caliph. Kapringen af Boeing’en var sandsynligvis ikke den første aktion efter kidnapningen af Aaron Altmann. Der kan have været andre. Wien og OPEC ministrene, Den røde Brigades aktiviteter i Rom osv. – men Boeing’en var første gang, du brugte navnet Caliph. Det var en succes hvis ikke en vis officer var gået imod de ordrer, han havde modtaget fra sine overordnede. Og det var på den måde, jeg første gang tiltrak mig din opmærksomhed.«

Nu var det næsten mørkt i kahytten, og Magda rakte ud og tændte en læselampe ved siden af dem. Hun studerede indgående hans ansigt, da han gik videre.

»På dette tidspunkt erfarede du gennem dine særlige kilder, måske dine forbindelser inden for Mossad og sandsynligvis gennem det franske SID, at nogen var ude efter Caliph. Denne ‘ogen’ viste sig at være Kingston Parker og hans Atlas organisation, og jeg var den ideelle til først at bekræfte Parkers rolle og dernæst til at dræbe ham. Jeg havde den specielle træning og et særligt talent for at klare jobbet, og jeg kunne komme ham nær uden at vække mistanke. Jeg skulle blot tvinges til det.«

»Nej,« hviskede hun.

»Det hele passer sammen,« sagde han. Og hun tav.

»Da jeg modtog Melissa– Janes finger, var jeg parat til at gøre hvad som helst.«

»Jeg tror, jeg bliver dårlig.«

»Undskyld.« Han rakte hende hendes glas, og hun drak lidt af whiskyen og gjorde nogle opkastningsbevægelser. Så sad hun lidt med lukkede øjne og den ene hånd på sin medtagede hals.

»Al1 right?« spurgte han til sidst.

»Ja, Det er all right nu. Du kan godt fortsætte.«

»Alt gik som planlagt – bortset fra, at skjulestedet i Irland blev røbet. Men det kunne ingen have forudset, selv ikke Caliph.«

»Men der var ingen beviser!« protesterede hun. »Ingen beviser på, at jeg var Caliph. Det var alt sammen gætteværk.«

»Der var beviser,« sagde han stilfærdigt. »O’Shaughnessy, som var med til at kidnappe Melissa– Jane, foretog to telefonopringninger fra Irland. De blev sporet til Rambouillet 47-87-47.«

Hun så på ham uden at sige mere.

»Han aflagde rapport til sin chef – altså Caliph.« Han ventede på hendes reaktion, men da der ikke kom nogen, fortsatte han med at fortælle hende om sine forberedelser til at dræbe hende – om de to steder, han havde haft i tankerne, væddeløbsbanen i Longehamp og Yves St Laurent i Avenue Victor Hugo, og hun gøs igen en smule.

»Ja, jeg ville være kommet der,« sagde hun. »Du valgte de rigtige steder. Yves havde arrangeret en privat modeopvisning for mig den sjette i næste måned. Jeg ville naturligvis være gået til den.«

»Men så sparede du mig for den ulejlighed og inviterede mig her. Jeg vidste, at det var en invitation til at blive myrdet, fordi jeg havde fundet ud af, hvem du var. Jeg kunne se det i dine øjne under vort møde i Orly-lufthavnen. Jeg mærkede det på den måde, du pludselig undgik mig.«

»Fortsæt.«

»Du fik mig kropsvisiteret ved ankomsten til Papeete-Faaa.«

Hun nikkede.

»Du satte dine ulve til at gennemrode mit værelse, og du arrangerede turen i dag, hvor det skulle ske. Jeg vidste, at jeg måtte slå først, og det gjorde jeg.«

»Ja,« mumlede hun. »Det gjorde du.« Hun strøg sig forsigtigt over halsen.

Han gik hen til den lille skjulte bar bag skottet og fyldte deres glas og så kom han tilbage og satte sig ved siden af hende igen.

Han følte sig udmattet af at fortælle om hele det mareridt, han havde oplevet, men han var klar over, at hun havde det endnu værre, og da han løftede hende op i sine arme, protesterede hun ikke, og han bar hende som et sovende barn hen til sovekabinen og lagde hende på køjesengen.

I skabet nedenunder fandt han puder og tæpper frem. Han lagde sig ved siden af hende i køjen, og hun passede nydeligt ind i den rede, som hans halvt sammenkrøbne legeme formede. Hun lå med ryggen ind til hans bryst og enden presset ind mod hans lår, og hendes hoved hvilede på hans ene arm, mens den anden lå beskyttende over hende og hånden sluttede naturligt om hendes ene bryst. På den måde faldt de i søvn liggende tæt ind til hinanden, og da han senere vendte sig om, fulgte hun med uden. at vågne, så det nu var hende, der lå ind til hans ryg og pressede sit ansigt mod hans nakke.

Da han vågnede i løbet af natten, var hun væk, og straks var han alarmeret, og tanker fløj gennem hovedet på ham, men så hørte han vandet løbe ude på toilettet og kunne slappe af. Da hun vendte tilbage, havde hun taget sin træningsdragt af, og nøgen lagde hun sig igen ind til ham i køjesengen og faldt på ny i søvn i hans arme.

De vågnede på samme tid, da solen skinnede ind i kahytten gennem et af koøjerne.

»Du godeste – det må være langt op på dagen.« Hun satte sig op og slog det lange hår tilbage over skuldrene – men da Peter prøvede på at lette sig, ømmede han sig højlydt.

»Qu’a tu, chéri?«

»Jeg må være faldet ned i en cementblander,« klagede han. De stive muskler og sener prosterede mod den mindste bevægelse.

»Der er kun en kur for os begge,« sagde hun. »Den falder i tre faser.«

Hun hjalp ham ud af køjesengen, som om han var en gammel mand. Han overdrev besværlighederne lidt for at få hende til at le. Latteren var en lille smule hæs, men ellers var hendes stemme stærkere og klarere i dag. Hendes evne til at genvinde kræfterne og komme til sig selv var som hos en ung fuldblods racehest.

De badede fra en platform til udspring i agterstavnen.

»Det hjælper,« sagde Peter, da det varme saltvand dulmede hans medtagne krop. De svømmede side om side, begge nøgne, først langsomt og så hurtigere, og skiftede fra brystsvømning til crawl helt hen til koralrevet, hvor de trådte vande og gispede af anstrengelse.

»Bedre ?« spurgte hun.

»Meget bedre.«

»Så svømmer vi om kap tilbage til båden.«

De nåede chris-craften på samme tid og klatrede op i cockpittet, men da han rakte ud efter hende, tillod hun ham kun et flygtigt kærtegn, før hun trak sig tilbage.

»Først fase to,« sagde hun.

Hun arbejdede i det lille køkken kun iført et blomstret forklæde om livet.

»Jeg vidste ikke, at et forklæde kunne være så udfordrende,« sagde han.

»Det er meningen, at du skal lave kaffe,« formanede hun ham og gav ham et lille stød med sin bare bagdel.

Hendes omelet var tyk, gylden og let, og de spiste den i solen oppe på det øverste dæk. De spiste med stor appetit, for den nye dag syntes at have bortjaget mindet om gårsdagens undergangsstemning. De sludrede og pjattede sammen, frydede sig over den smukke dag og kastede krummer ud til havmågerne som to børn på en skovtur.

Til sidst satte hun sig over på hans skød og gjorde et nummer ud af at tage hans puls.

»Patienten har gjort store fremskridt,« meddelte hun. »Er måske nu stærk nok til fase tre.«

»Og hvad er det?« spurgte han.

»Peter, chéri, selvom du er englænder, behøver du ikke at være så tykhovedet.« Og hun vrikkede med halen i hans skød.

De elskede med hinanden på en skumgummimadras i det varme solskin og med passatvinden strygende kærtegnende hen over deres kroppe.

De satte den store, oppustelige gummiflåde i vandet fra agterstavnen og sejlede ind til land, hvor de trak båden op på stranden og bandt en line om stammen på et palmetræ.

Så vandrede de ind på øen hånd i hånd og mellem søfuglenes reder, som var indrettet primitivt på jorden. En halv snes forskellige fuglearter rugede sammen i en koloni, som omfattede det meste af den 80.000 m² store ø. Deres æg varierede fra lyseblå så store som gåseæg til spættede og plettede i størrelse som hønseæg. Ungerne var enten grotesk hæslige med nøgne kroppe eller yndige, dunede som i en Walt Disney film. Hele øen genlød af fuglenes skrigen og skræppen enten fra deres endeløse fejder eller deres parring, og hele tiden hørte man suset fra deres vinger.

Magda kendte navnene på hver enkelt fugleart, og hun vidste alt om deres vaner og om deres chancer for at overleve under de skiftende økologiske forhold.

Peter lyttede opmærksomt til hende og fornemmede, at hun bag al denne snak og tvungne munterhed i virkeligheden forsøgte at stive sig selv af til at kunne besvare alle de anklager, der havde ligget i hans fremstilling.

I den anden ende af øen anbragte de sig under et stort takamakatræ, som spredte sine skyggefulde grene ud over det hvide sand. De sad tæt sammen og kiggede ud over lagunen og over på den største af øerne, som kun var en silhouet i baggrunden, og Peter havde en illusion af et paradis, hvor han og Magda var den første mand og kvinde i en ufordærvet verden.

Da Magda begyndte at tale, ødelagde hun fuldkommen illusionen med sine ord. »Hvem beordrede dig til at dræbe mig, Peter? Jeg må vide det, før jeg begynder at fortælle om mig selv.«

»Ingen,« svarede han.

»Ingen?«

»Nej.«

»Hvad med Parker eller Colin Noble? Gav de dig ikke ordre til at gøre det – eller blot foreslog det?«

»Parker gav mig udtrykkelig ordre til ikke at gøre det. Han ville have dig bragt levende for retten.«

»Det var altså din egen beslutning?«

»Det var min pligt.«

»For at hævne din datter?«

»Ja, det var nok den vigtigste bevæggrund, men jeg så det også som min pligt at standse den djævel, der stod bag kapringen af Boeing’en, kidnapningen af Aaron Altmann og lemlæstelsen af min datter.«

»Caliph kender os. Han forstår os måske endnu bedre, end vi forstår os selv. Jeg er ikke nogen kryster, Peter, men nu er jeg virkelig bange.«

»Frygt er just hans stærkeste våben,« sagde Peter. Han lagde en arm om hendes bare, brune skuldre, og hun lænede sig ind mod ham.

»Alt, hvad du fortalte mig i aftes, var sandt, kun dine følgeslutninger var forkerte. Fars død, de ensomme år hos fremmede plejeforældre, tilbagekomsten til Polen, skolen i Odessa, alt det er rigtigt. En dag vil jeg fortælle dig mere om Odessa, hvis du virkelig ønsker at høre det.«

»Det tror jeg ikke, jeg gør,« sagde han.

»Måske er det klogt af dig. Vil du høre om, da jeg kom tilbage til Paris?«

»Kun hvad der er nødvendigt.«

»All right, Peter. Der var forskellige mænd. Det var det, jeg var blevet udpeget og trænet op til –« Hun brød af, tog hans ansigt mellem sine hænder og drejede det, så hun kunne se ham ind i øjnene. »Betyder det noget for vort forhold, Peter?«

»Jeg elsker dig,« svarede han.

Hun kiggede ham længe i øjnene, som om hun ville se, om de bedrog hende, og så sagde hun: »Ja, jeg tror det. Jeg tror virkelig du mener det.«

Hun sukkede og lagde hovedet på hans skulder.

»Jeg brød mig ikke om nogen af de mænd, Peter. Jeg tror, det var derfor, jeg valgte Aaron Altmann. Jeg kunne bedre respektere mig selv, når jeg kun havde en. Ja, jeg valgte Aaron, og Moskva accepterede. Først måtte jeg vinde hans tillid. Han havde aldrig før respekteret en kvinde. Jeg beviste over for ham, at jeg var så solid som nogen mand, ligegyldigt hvilken opgave jeg fik. Da jeg først havde hans tillid, gik resten af sig selv. Men nej, Peter, jeg kom aldrig til at elske ham. Jeg har ikke kendt til kærlighed, før du kom ind i mit liv. Men jeg nærede ærefrygt for ham – ligesom en primitiv stammebefolkning underkaster sig naturens kræfter. Han dominerede mig – mere som en far eller en lærer eller en gud – men ikke, langtfra, som en elsker. Han var stærk og primitiv, men elske kunne han ikke. Han var som en brunstig tyr. Fysisk gjorde han ikke noget indtryk på mig. Han havde hår på skuldrene og langt ned ad ryggen som en fårepels, og han havde en stor, håret mave –« Hun gøs. »– Men jeg var netop trænet op til at ignorere den slags, lukke af for følelser og tanker. Imidlertid fascinerede han mig på andre områder. Han lærte mig at blive betaget af magt og penge – det var det, du sagde, Peter, og jeg benægter det ikke. Jeg var virkelig tiltrukket af det. Han lærte mig at værdsætte smukke og kostbare ting, for det var kun fysisk, at han var en tyr, ellers havde han en udviklet sans og smag for det ædle og raffinerede. Men han lo også ad mig. Jeg kan stadig se hans store, hårede mave ryste af latter over mig.

»Min fine, lille kommunistdame,« plejede han at kalde mig. Ja, Peter, det var mig, der blev narret – lige fra starten havde han vidst, hvem jeg var. Han vidste også besked om skolen i Odessa. Han havde imidlertid accepteret mig som en udfordring, og han elskede mig også – i det mindste på den måde, som han kunne elske en kvinde. Han spillede dobbeltspil over for mig ligesom jeg havde fået til opgave at spille dobbeltspil over for ham. Jeg blev klar over, at alle de oplysninger, som jeg kunne skaffe, og som jeg sendte til Moskva, blev sorteret omhyggeligt af ham. Du ved, at han var sionist og arbejdede for Mossad. Og han fik mig til at forstå, at jeg var jødinde, og hvad det skulle betyde for mig. Han påviste hver eneste svaghed i den universelle kommunismes doktrin, og han overbeviste mig om værdien af det vestlige kapitalistsystems demokrati, og så rekrutterede han mig til Mossad –«

Hun brød af og rystede energisk på hovedet.

»At tro, at jeg skulle kunne stå bag mordet på sådan en mand. Nå, men da sygdommen begyndte at nedbryde ham og smerterne tog fat, kom jeg ham så nær, som jeg nogen sinde havde været. Forholdet var næsten som en mor, der elsker sit barn. Han blev fuldstændig afhængig af mig. Han sagde altid, at jeg var den eneste, der kunne dulme hans smerter. Jeg sad i timevis og gned hans hårede mave, og jeg følte omtrent, hvordan den grusomme lidelse voksede inde i ham for hver dag, Han ville ikke lade sig operere. Han hadede kirurgerne – ‘lagterne’ kaldte han dem. ‘e slagtere med deres knive og gummihandsker’!«

Hun sad tavs et øjeblik, og Peter så, at hendes øjne fyldtes af tårer. Han trykkede hende tættere ind til sig og ventede på, at hun skulle genvinde beherskelsen.

»Det må have været omkring det tidspunkt, at Caliph satte sig i forbindelse med Aaron. Når jeg tænker tilbage, kan jeg huske, at han pludselig begyndte at blive frygtelig nervøs. Jeg kunne ikke forstå det, men han holdt lange foredrag for mig om, at højre– tyranniet ikke var til at skelne fra venstre– tyranniet. Han nævnte aldrig navnet Caliph. Jeg tror ikke, at Caliph endnu brugte det navn – og jeg er sikker på, at Aaron senere ville have fortalt mig alt om, hvad der var sket, hvis han havde levet – men Caliph sørgede for, at han ikke kom til at røbe noget.«

Hun trak sig væk fra Peter, så hun igen kunne komme til at se ham i øjnene.

»Du må forstå, at meget af det, jeg her fortæller dig, har jeg først erfaret for nylig – i de sidste uger. En del af det kan jeg kun stykke sammen som i et puslespil, men jeg tror, at der skete følgende: Caliph stillede Aaron et forslag. Det var et meget enkelt forslag. Han opfordrede Aaron til at blive sin partner. Aarons rolle skulle være at forsyne Caliph rigeligt med penge til hans krigskasse og ligeledes stille sin omfattende viden og indflydelse til hans rådighed. Til gengæld skulle han få medindflydelse i skabelsen af Caliphs fagre, nye verden. Det var en fejlberegning fra Caliphs side, måske den eneste fejl, han hidtil har begået. Han havde skønnet forkert med hensyn til Aaron Altmann. Aaron afviste ham totalt – men det alvorlige var, at Caliph også havde gjort den fejltagelse at afsløre sin identitet over for Aaron. Han gjorde det formentlig i forsøget på at overtale Aaron. Forstår du, Aaron var ikke den mand, som ville indlade sig på noget med kodenavne og skjulte identiteter. Så derfor blev Caliph nødt til at mødes med Aaron ansigt til ansigt, og da det gik op for ham, at Aaron ikke ville lege med, ligegyldigt hvor prisværdigt det endelige mål var, så havde Caliph ikke noget valg. Han bortførte Aaron og dræbte ham efter at have tortureret ham for at skaffe sig oplysninger, især om Mossad, går jeg ud fra. Derefter pressede han mig til at møde op med løsesummen. Han slog to fluer med et smæk. Han fik Aaron gjort tavs, og han skaffede sig femogtyve millioner til terroristvirksomhed.«

»Hvordan har du fået dette at vide? Hvis du bare havde fortalt mig det noget før.«

»Du må tro mig, at jeg intet vidste, da vi først mødtes. Hvordan jeg fik det at vide, skal jeg fortælle dig senere, men lad mig nu gå videre i den rækkefølge, begivenhederne skete.«

»Undskyld,« sagde han.

»Den første gang jeg hørte navnet Caliph, var den dag, jeg afleverede løsepengene. Det har jeg fortalt dig om, ikke?«

»Ja.«

»Så kommer vi til din rolle. Jeg hørte første gang om dig i forbindelse med kapringen af flyvemaskinen. Jeg tænkte, at du kunne blive til stor hjælp for mig i jagten på Caliph. Jeg undersøgte alt om dig. Jeg var endda i stand til at skaffe mig adgang til efterretningstjenestens computersystem.« Hun gjorde en pause, og der var et skælmsk glimt i hendes øjne. »Jeg må tilstå, at jeg er meget imponeret over listen over dine damer.«

Peter løftede overgivende hænderne.

»Ikke et ord mere om det, vel?«

»All right.« Hun lo og sagde så: »Jeg er sulten, og min hals plager mig igen af al den snak.«

De vandrede tilbage over øen og roede ud til chris-craften.

Køkkenchefen havde fyldt køleskabet med et overflødighedshorn af mad, og Peter åbnede en flaske champagne.

»Du har dyre vaner,« sagde han. »Jeg ved ikke, om jeg vil få råd til at forsørge dig – med min løn.«

»Jeg er sikker på, at din chef vil gå med til en lønforhøjelse,« sagde hun. Som efter en stiltiende overenskomst talte ingen af dem om Caliph, før de havde spist færdig.

»Der er en anden ting, du må forstå, Peter. Jeg har ingen indflydelse på Mossad – det er dem, der giver mig ordrer. Det var det samme med Aaron. Vi var og er værdifulde agenter for dem, måske de mest værdifulde i hele deres netværk af agenter, men jeg kan ikke træffe beslutninger, og jeg har ikke adgang til deres hemmeligheder.«

»Mossads opgave er at arbejde for staten Israels sikkerhed. Det er deres eneste eksistensgrundlag. Jeg var sikker på, at Aaron havde tilstilet dem en rapport om Caliph og om det forslag, han var kommet med – og jeg tror, at Mossad beordrede Aaron til at samarbejde med Caliph –«

»Hvorfor tror du det?« spurgte Peter.

»Jeg kan ikke sige noget med sikkerhed, men jeg kan forestille mig to årsager. Mossad kan have betragtet Caliph som en så stærk og indflydelsesrig mand, at de gerne ville sikre sig hans støtte. Desuden tror jeg, at Caliph var pro– Israel eller i hvert fald gav udseende heraf. Mossad søger allierede, hvor de kan, og spørger ikke om deres moral. Jeg tror, at de beordrede Aaron til at samarbejde med Caliph, men –«

»Men?«

»Men en mand som Aaron kan man ikke beordre til at foretage sig noget imod hans overbevisning. Jeg tror, at grunden til hans nervøsitet var den konflikt mellem pligt og overbevisning, som han var blevet påført. Hans instinkt advarede ham imod Caliph, og hans pligtfølelse –«

Hun trak på skuldrene og drak af sin champagne, og da hun satte glasset fra sig, begyndte hun at tale om noget andet.

»Tusinder af gange har jeg prøvet på at finde ud af, hvad der var forskellen på dig og de andre mænd, jeg har kendt. Hvorfor ingen af dem kunne gøre noget indtryk på mig, hvorimod jeg fra første øjeblik blev betaget af dig. Selvfølgelig kendte jeg en del til dig i forvejen, vidste, at du havde de egenskaber, som jeg beundrer hos et menneske, så jeg var måske forudindtaget – men der er andre egenskaber, som man ikke kan gøre sig bekendt med ved at se på et fotografi eller studere oplysninger fra en computer. Der var noget over dig, som gjorde mig –« Hun slog hjælpeløst ud med hånden, da hun søgte efter ordet. »Ja, du fik det til at snurre i mig.«

»Det er et godt ord,« smilede Peter.

»Og det havde aldrig snurret i mig før. Det var noget helt nyt for mig at føle mig tiltrukket af en mand, blot fordi han er blid og stærk og – sexet. Ved du, at du er sexet, Peter? Men du er også –« Hun standsede. »Nej, nu vil jeg ikke smigre dig mere. Men altså – Caliph må være blevet klar over, at jeg havde fået en farlig forbundsfælle. Og så forsøgte han at dræbe dig den aften på vejen til Rambouillet –«

»Det var dig, de var ude efter,« sagde Peter.

»Hvem var efter mig?«

»Russerne – på det tidspunkt vidste de, at du var dobbeltagent.«

»Ja, de vidste det, og der har to gange tidligere været attentatforsøg på mig, men den aften tror jeg ikke, det var russere.«

»All right, så Caliph da, men det var dig, de var ude efter, ikke mig.«

»Nej, mit instinkt siger mig, at de ikke tog fejl.«

»Måske har du ret,« sagde Peter. »Jeg tror, at jeg blev fulgt af en anden vogn den aften, jeg kørte fra Paris –« og han fortalte hende om Citroën’en. »Jeg tror, de vidste, at jeg var alene i Maserati’en.«

»Så må vi acceptere, at det var Caliph.« erklærede hun.

»Eller Mossad,« mumlede Peter. »Måske ønskede Mossad ikke, at en Atlas mand skulle have for meget at gøre med deres stjerneagent, de ønskede ikke, at du skulle have en forbundsfælle i din jagt på Caliph. De ville måske være meget kede af, at jeg rodede for meget op i deres omhyggeligt tilrettelagte arrangement?«

»Peter, du er ude på det dybe vand nu.«

»Ja, og der er mange hajer.«

»Lad os forlade det, der skete på Rambouillet-vejen lige for øjeblikket,« foreslog hun. »Det komplicerer kun den historie, jeg prøver på at fortælle dig.«

»All right,« sagde Peter. »Vi kan altid komme tilbage til det.«

»Det næste træk var kidnapningen af Melissa-Jane,« sagde hun, og Peters ansigt stivnede.

»Valget af offer var genialt udtænkt,« sagde hun. »Det var ikke nogen hemmelighed, at det var dit eneste barn, og hvis man kendte det mindste til din karakter, ville man vide, at man med hende som gidsel kunne lægge et meget stærkt pres på dig. Du må forstå, at på det tidspunkt var jeg blevet klar over, at jeg elskede dig. Jeg delte din sorg og angst. Det er sådan en yndig pige, jeg var fortryllet af hende, da vi mødtes – og dertil kom, at jeg følte mig ansvarlig for hendes skæbne. Jeg havde lokket dig til at gå med ind i jagten på Caliph, og det havde nu medført, at din datter var blevet taget.«

Peter bøjede hovedet ved tanken om, at han havde troet, at det var hende, der stod bag. Hun var klar over, hvad han tænkte.

»Ja, Peter. For mig var det det værste slag. At du kunne tro det om mig. Der var intet, jeg ikke gerne ville give for at skaffe dig hende tilbage– men det lod ikke til, at jeg kunne gøre noget. Mine kontakter inden for den franske efterretningstjeneste kunne ikke hjælpe mig, og min kontaktmand inden for Mossad var underligt vag. På en eller anden måde fik jeg på fornemmelsen, at Mossad havde nøglen til kidnapningen. Hvis ikke de var direkte indblandet, så vidste de noget, som de ikke ville ud med. Jeg har allerede fortalt, at jeg mente, Aaron havde givet dem en rapport om Caliph og således også afsløret hans identitet. Hvis det var tilfældet, så måtte de vide noget, som kunne føre til, at dit barn blev reddet – men i Paris var jeg ude af stand til at foretage mig noget. Jeg blev nødt til at rejse til Israel og mødes med min kontaktmand. Det var den eneste chance for, at jeg kunne få dem til at samarbejde. Måske ville de mene, at min værdi som agent var så stor, at de hellere måtte føre mig på sporet af Melissa– Jane.«

»Vil det sige, at du truede med at trække dig tilbage?« spurgte Peter. »Ville du gøre det for mig?«

»Jamen Peter, forstår du da ikke, at jeg elskede dig – og jeg havde aldrig før elsket en mand. Jeg ville have gjort alt for dig.«

»Du får mig til at føle mig ydmyg,« sagde han.

Hun svarede ikke, men fortsatte: »Jeg forlod Paris og sørgede for, at ingen vidste, hvor jeg rejste hen. Jeg har en vis rutine i at forsvinde, når det er nødvendigt. Pierre fløj mig til Rom i Lear’en. Derfra ringede jeg til dig men kunne ikke fortælle, hvad jeg var i færd med. Så rejste jeg alene videre med en rutemaskine til Tel Aviv. Min opgave i Israel var vanskelig og også vanskeligere, end jeg havde regnet med. Det varede fem dage, før min kontaktmand ville modtage mig. Han er en gammel ven. Nej, måske ikke en ven, men vi har kendt hinanden i lang tid. Han var næstkommanderende i Mossad. Så højt har de altså værdsat min indsats, at jeg fik en så vigtig person som kontaktmand, men det tog alligevel fem dage, før jeg kunne komme til at mødes med ham. Han var kold. Man så sig ikke i stand til at hjælpe mig. De vidste ingenting, sagde han.« Hun smilede. »Du har aldrig oplevet mig, når der er noget, jeg virkelig vil have trumfet igennem. Sikken kamp. Jeg ved meget, som kan bringe Mossad i forlegenhed i forholdet til deres stærke allierede i vesten, Frankrig, Storbritannien og USA. Jeg truede med at holde en pressekonference i New York. Han blev mindre kold og fortalte mig, at statens sikkerhed måtte gå forud for personlige følelser, og jeg sagde noget temmelig groft om statens sikkerhed og mindede ham om nogle vigtige opgaver, der ventede på mig, og som måske kunne få lov til at vente. Det endte med, at han blev betydeligt mere forstående, men det tog tid, dage, mange dage, alt for mange dage. Jeg var ved at blive vanvittig. Jeg kan huske, hvordan de fandt liget af Aaron, og om aftenen kunne jeg ikke falde i søvn ved tanken om den dejlige pige. Du aner ikke, hvor jeg længtes efter at være hos dig og trøste dig. Jeg ønskede så desperat blot at høre din stemme, men jeg kunne ikke hverken ringe eller sende et brev og dermed afsløre, hvor jeg befandt mig. Jeg håbede på, at du ikke ville tro noget dårligt om mig og mene, at jeg ikke bekymrede mig over det, der var sket. Jeg kunne kun håbe på, at jeg ville være i stand til at skaffe nogle oplysninger, som beviste det modsatte – men jeg drømte ikke om, at du en dag ville tro, at det var mig der havde kidnappet din datter og tortureret hende.«

»Jeg er ked af det,« sagde han stilfærdigt.

»Det skal du ikke sige. Der er intet at bebrejde dig. Vi var begge kastebold for Caliph.« Hun lagde hånden på hans arm og smilede til ham. »Det var ikke kun dig, der troede slemme ting, men det skal jeg komme tilbage til. Det lykkedes mig til sidst at overtale min kontaktmand til at give mig en smule oplysninger. Først benægtede han, at de nogen sinde havde hørt om Caliph, men jeg tog chancen og løj over for ham. Jeg sagde, at Aaron havde fortalt mig, at han havde aflagt rapport om Caliph. Så gav han sig. Ja, tilstod han, de kendte til Caliphs eksistens, men de vidste ikke, hvem han var. Jeg blev ved og forlangte at blive modtaget af min kontaktmand hver dag, og til sidst var han lige så vanvittig som jeg og truede med at sende mig ud af landet. Men hver gang vi mødtes, hersede jeg med ham, og endelig langt om længe tilstod han.«

»‘ll right,’ sagde han. ‘i kender Caliph, men han er en meget farlig person og en mand med stor magt – og han vil få endnu større magt, måske den største magt i verden, og han er en ven af Israel. Det mener vi i hvert fald.’«

»Jeg hersede endnu mere med ham, og så sagde han: ‘i har sat en agent på Caliph, og ham kan vi ikke bringe i fare. Vi kan ikke risikere, at Caliph vil være i stand til at føre oplysninger tilbage til ham. Vi bliver nødt til at beskytte vores mand’.«

»På dette tidspunkt truede jeg ham, og han fortalte mig agentens kodenavn. Det var KAKTUSBLOMST.«

»Var det alt?« spurgte Peter med tydelig skuffelse.

»Nej, min kontaktmand gav mig endnu et navn. Dels for at berolige mig, dels for at advare mig. Det var navnet på en mand, der stod Caliph så nær, at de to næsten var identiske med hinanden.«

»Hvilket navn?« spurgte Peter ivrigt.

»Dit navn,« sagde hun. »Stride.«

»Det er jo meningsløst,« sagde Peter og slog irriteret ud med. hånden. »Hvorfor i al verden skulle jeg kidnappe og mishandle min egen datter – og så kaktusblomst! Han kunne lige så godt have sagt stegte kyllinger fra Kentucky.«

»Nu er det min tur til at sige, at jeg er ked af det.«

Peter tog sig i det og blev pludselig klar over, at han havde været for hurtig til at afvise disse stumper oplysninger. Han rejste sig og begyndte at vandre op og ned ad dækket. »Kaktusblomst,« gentog han. »Har du nogen sinde hørt om det før?«

»Nej.« Hun rystede på hovedet.

»Og heller ikke siden?«

»Nej.«

»All right. Vi vil huske det fra nu af. Hvad tænkte du, da du fik mit navn?«

»Mærkeligt nok tænkte jeg ikke straks på dig. De sagde ikke Peter Stride. Kun Stride.«

»Jamen Melissa– Jane er også en Stride.«

»Ja naturligvis, men jeg troede, der var sket en forveksling mellem kidnapperen og offeret.«

»Javel.« Peter standsede op foran hende og stirrede tankefuldt ud over vandet.

»Men senere fik jeg dit fulde navn,« sagde hun.

»Hvornår?«

»Efter at Melissa– Jane var blevet reddet, og vi modtog nyheden herom. Naturligvis ønskede jeg øjeblikkeligt at rejse tilbage til Paris for at være sammen med dig. Det lykkedes mig at få plads i en maskine, der gik fra Ben-Gurion-lufthavnen seks timer efter. Jeg var så lykkelig og lettet, Peter. Melissa– Jane var i sikkerhed, og jeg var forelsket. Jeg skulle snart være sammen med dig. Da jeg gik igennem sikkerhedskontrollen i lufthavnen, tog en kvindelig politibetjent mig til side og førte mig hen til et kontor, hvor min kontaktmand ventede på mig. Han var styrtet ud til lufthavnen fra Tel Aviv for at få fat på mig, før jeg fløj, og han var meget bekymret. De havde netop modtaget en hastemeddelelse fra Kaktusblomst om, at general Peter Stride nu var helt på Caliphs side eller måske selv var Caliph, og at han ville dræbe mig ved den først givne lejlighed. Jeg lo, da han fortalte mig det – men han var dybt alvorlig. ‘in kære baronesse,’ sagde han. ‘aktusblomst er en førsteklasses agent. De bliver nødt til at tage hans advarsel alvorligt’.«

Magda trak på skuldrene. »Jeg kunne stadig ikke tro det, Peter. Det var umuligt. Jeg elskede dig, og jeg vidste, at du elskede mig – også selvom du måske ikke var klar over det. Det var skørt. Men i flyvemaskinen havde jeg tid til at tænke det hele igennem. Min kontaktmand fra Mossad havde aldrig før taget fejl. Kan du forestille dig mit dilemma – jeg længtes efter at være sammen med dig, men samtidig var jeg rædselsslagen. Ikke over at du ville dræbe mig men ved tanken om, at jeg måske ville få bekræftet, at du virkelig var Caliph. Som jeg allerede har sagt: – jeg har aldrig elsket en mand før. Det her ville jeg ikke kunne holde ud.«

Hun sad tavs et øjeblik, som om hun blev overvældet af minderne om den smerte, hun havde gennemgået, men så rystede hun på hovedet, så det kraftige sorte hår stod som et brus om hendes skuldre.

»Da jeg ankom til Paris, var det første jeg gjorde at skaffe mig vished om, at du og Melissa– Jane var i sikkerhed på Abbots Yew, og derefter prøvede jeg at finde ud af, hvor meget hold der var i Kaktusblomsts advarsel – men indtil jeg vidste noget med sikkerhed, turde jeg ikke tage chancen og være alene med dig. Hver gang du prøvede at få kontakt med mig, måtte jeg sige, at jeg var bortrejst, og hver gang føltes det, som om en lille del af mig døde.«

Hun rakte ud efter hans hånd, åbnede den og kyssede håndfladen, og derefter lagde hun den op til sin kind og fortsatte:

»Hundreder af gange sagde jeg til mig selv, at det ikke kunne være sandt, og til sidst besluttede jeg mig til, at nu måtte jeg se dig og på en eller anden måde finde ud af noget, så jeg ikke skulle blive ved med at leve i den frygtelige uvished. Som du husker, tog jeg mine ulve med mig, og de var blevet advaret om, at der kunne ske noget. I det øjeblik du trådte ind i mødelokalet i Orly, følte jeg, at det var sandt. Der var ligesom en udstråling af død omkring dig. Det var mit livs mest chokerende øjeblik. Du så ud som et helt andet menneske – det var ikke den Peter Stride, jeg kendte. Dit ansigt var totalt forandret, nærmest fortrukket af had og vrede. Jeg sagde adieu til dig, fordi jeg var overbevist om, at vi aldrig skulle ses mere. Jeg overvejede også at lade mine ulve dræbe dig, før du fik lejlighed til at dræbe mig, men jeg kunne alligevel ikke. I stedet begravede jeg mig i mit arbejde – det har altid været opium for mig. Hvis jeg arbejder hårdt, kan jeg glemme alt, men denne gang lykkedes det ikke. Jeg gentager, at det var første gang, at jeg havde oplevet den virkelige kærlighed, og jeg kunne ikke afvise det. Det red mig som en mare, og jeg begyndte igen at tvivle. Det kunne simpelt hen ikke være sandt – jeg elskede dig, og du elskede mig, og det var umuligt, at du havde til hensigt at dræbe mig. Efterhånden overbeviste jeg mig selv.

»Jeg tog herud på øerne for at være så langt borte, at jeg ikke faldt for fristelsen til at opsøge dig. Et fredhelligt sted, hvor jeg måske kunne komme til mig selv og begynde at glemme dig. Men det gik ikke, Peter. Det blev endnu værre for mig. Jeg havde mere tid til at tænke og pine mig selv med alle mulige groteske spekulationer og teorier. Der var kun en udvej. Det erkendte jeg til sidst. Jeg ville hente dig herud og give dig en mulighed for at dræbe mig.« Hun lo højt. »Det er det skøreste, jeg nogen sinde har foretaget mig i mit liv – men gudskelov jeg gjorde det.«

»Vi nåede helt ud på afgrundens rand,« sagde Peter.

»Peter, hvorfor spurgte du mig ikke rent ud, om jeg var Caliph?«

»Af samme grund som du ikke spurgte mig rent ud, om jeg havde til hensigt at dræbe dig.«

»Ja,« indrømmede hun. »Vi var begge indfanget i det spind, som Caliph havde spundet. Jeg har kun et spørgsmål til, Peter. Hvis jeg var Caliph, tror du så, jeg ville have været så dum at opgive mit telefonnummer i Rambouillet og opfordre den mand, der kidnappede Melissa– Jane til at ringe til mig, når han havde lyst til en sludder?«

Peter så overrasket på hende og sagde så eftertænksomt: »Nej, det ville du vel ikke. Det tænkte jeg ikke på. Naturligvis ville du ikke have gjort det – og alligevel oplever man, at selv de mest snedige forbrydere begår de mest elementære fejl.«

»Ikke dem der har været på Odessa– skolen,« påpegede hun, men det var, som om hun straks fortrød den bemærkning, for hun skyndte sig at fortsætte: »Det var altså min side af historien, Peter. Jeg kan have glemt et eller andet, og hvis du kan komme i tanker om noget, så spørg mig, og så skal jeg prøve på at finde de manglende brikker.«

Så begyndte de forfra helt fra begyndelsen og gik det hele minutiøst igennem for at se, om der var noget, de i første omgang havde overset, og denne gang blev alle foreliggende kendsgerninger endevendt og beskuet fra alle vinkler.

»En ting må vi aldrig et øjeblik lade ude af betragtning, og det er modstanderens egenskaber,« sagde Peter, da han opsummerede begivenhederne, mens solen begyndte at synke i vest. »Kidnapningen af Melissa– Jane var ikke kun for at tvinge mig til at dræbe Kingston Parker men også dig – de berømte to fluer med et smæk. Hvis det var lykkedes for ham, ville jeg for evigt have været i Caliphs magt.«

»Hvor skal du og jeg tage hen herfra, Peter?« spurgte hun.

»Hvad med at tage tilbage til bungalowen,« foreslog han. »Medmindre du er vild efter at tilbringe endnu en nat her om bord.«

Peters bagage var diskret blevet flyttet fra gæstebungalowen til Magdas luksuriøse bolig på nordsiden af øen. Hans toiletartikler var anbragt i badeværelset ved siden af hendes, og hans tøj, der alt sammen var vasket og strøget, hang i skabene i påklædningsværelset, hvor Peter havde regnet ud, at der var plads til mindst tre hundrede habitter. Der var også særlige bøjler til tre hundrede skjorter og hylder til hundrede par sko, men de var alle tomme.

Hans lette tropehabit hang lige så ensomt i det kæmpemæssige klædeskab som en enlig kamel midt i Saharas ørken. Hans sko var pudset, så de skinnede mere, end hans egen oppasser nogen sinde havde opnået. Han kunne ikke lade være med at kigge rundt efter spor fra den tidligere beboer – og var på en latterlig måde lettet over intet at finde.

Opholdsstuen lå i tre plan og var udstyret med bambusmøbler og tropiske planter, som voksede enten i græske krukker eller rundt om på klippepartier, som var indbygget i stuens forskellige afdelinger. Rummet virkede køligt og indbydende, og den sædvanlige summen fra luftkonditioneringen blev overdøvet af en evig rislen fra et lille vandfald, der løb ned over en klippemur, som udgjorde den ene af rummets vægge. Tropiske fisk svømmede yndefuldt rundt i de klare damme under vandfaldet, og duften fra alle blomsterne fyldte værelset.

En af de små, gyldne, polynesiske piger kom ind med en bakke med fire høje, afkølede glas, som Peter kunne vælge mellem. De var alle fyldt med frugtsalt, og han kunne lugte den varme, søde duft af rom blandet med saften. Han var bange for, at det ville slå ham omkuld, og bad om en whisky i stedet, men fortrød, da han så pigens skuffede ansigt.

»Jeg laver dem selv,« klagede hun.

»I så fald –« Han tog et glas og nippede til det, mens hun spændt så til.

»Pragtfuldt!« udbrød han, og hun smilede lykkeligt og forlod stuen med vrikkende bagdel under den korte pareo.

Lidt efter kom Magda ind iført en lang chiffonkjole, der var så let, at den bølgede om hende som en fin, grøn tågedis ude fra havet. Han følte næsten, at det tog vejret fra ham, da hun gik hen mod ham, og han spekulerede på, om han nogen sinde kunne vænne sig til hendes overvældende skønhed.

Hun tog glasset ud af hånden på ham og smagte på indholdet.

»Udmærket,« sagde hun og gav ham glasset tilbage. Men da pigen kom ind med bakken igen, afslog hun med et smil at tage et glas til sig selv.

De gik rundt i stuen, og Magda udpegede de mest sjældne planter og fisk for ham.

»Jeg byggede denne fløj efter Aarons død,« sagde hun, og han var klar over, at hun ønskede, han skulle vide, at den ikke rummede minder fra nogen anden mand. Det morede ham, at hun fandt det nødvendigt at understrege det, men så kom han til at tænke på, hvordan han selv havde undersøgt sit værelse for spor efter en tidligere elsker.

En af væggene i spisestuen var af glas, og bag den var der grotter med farvestrålende koralfisk, der smuttede ind og ud mellem pragtfulde søplanter. Magda bad ham sætte sig ved siden af sig i en lav to mandssofa, som var anbragt foran akvariet.

»Jeg vil gerne have dig så tæt ved mig som muligt nu,« sagde hun og rakte ud efter nogle delikatesser, som var blevet serveret. »Dette er en specialitet fra Les Neuf Poissons, som du ikke vil finde noget andet sted i verden.« Hun tog nogle små dybvandskrebs, som lå i en .dampende kreolsk sovs af krydderier og kokosnøddemælk, og mod slutningen af måltidet skrællede hun australske druer, fjernede kernerne og stak dem i munden på ham.

»Du forkæler mig,« smilede han.

»Jeg har aldrig haft en dukke, da jeg var en lille pige,« sagde hun.

En snoet stentrappe førte ned til strandbredden foran huset, og de efterlod deres sko ved det sidste trin og gik hen over det glatte, hvide sand, der var stampet så hårdt som cement af tidevandet.

»Caliph må bringes til at tro, at hans plan er lykkedes,« sagde Peter pludselig.

»Jeg ville ønske, at vi kunne glemme Caliph bare en enkelt aften.«

»Vi har ikke råd til at glemme ham et eneste øjeblik.«

»Nej, du har ret. Hvordan får vi ham til at tro det?«

»Du må dø –« Han følte, hvordan hun stivnede ved siden af ham.

»– eller i det mindste tilsyneladende. Det må se ud, som om jeg dræbte dig.«

»Hvordan?« spurgte hun.

»Du fortalte mig, at du havde særlig øvelse i at forsvinde, når du ønskede det.«

»Ja.«

»Hvordan ville du bære dig ad med at forsvinde herfra, hvis det var nødvendigt?«

Hun tænkte sig om et øjeblik. Så sagde hun. »Pierre kan flyve mig til Bora-Bora. Der har jeg venner. Gode venner. Derfra kan jeg fortsætte med det lokale luftfartsselskab – og med et andet pas – til Papeete-Faaa og endelig under samme navn videre med fly til Californien eller New Zealand.«

»Har du falske papirer?« spurgte han.

»Ja, naturligvis.« Hun lød så overrasket over spørgsmålet, at han ventede hun ville spørge »– har alle da ikke det?«

»Fint,« sagde han. »Så opfinder vi en ulykke her. En ulykke i forbindelse med undervandssvømning, et hajangreb på dybt vand, intet lig.«

»Hvad er meningen med alt dette, Peter?«

»Hvis du er død, vil Caliph ikke gøre noget nyt forsøg på at få dig dræbt.«

»Udmærket,« sagde hun.

»Så officielt forbliver du død, indtil vi har fundet Caliph. Og hvis vi kan få det til at se ud, som om det er mig, der har dræbt dig, vil jeg være et meget værdifuldt aktiv for ham, og så vil han værne om mig. Det vil give mig en chance for at komme tæt på ham.«

»Få nu ikke min død til at se alt for overbevisende ud, min elskede. Jeg er meget gode venner med politiet på Tahiti, og jeg ser nødigt, at du ender i guillotinen i Tuarruru.«

Peter vågnede før hende og støttede på den ene albue, mens han betragtede hendes ansigt og nød at finde nye detaljer i dette skønt formede kunstværk. Da hun lidt efter slog øjnene op og til sin overraskelse så ind i hans ansigt, som var lige over hendes, strakte hun i velvære armene op over hovedet og svajede ryggen på samme måde som en doven panter, når den vågner. Satinlagenet gled ned til hendes talje, og hun strakte sig i lidt længere tid, end det var nødvendigt for at vise sin krop.

»Hver eneste morgen, hvor jeg er vågnet uden dig i min nærhed, har været spildt,« hviskede hun og lagde armene om hans hals, stadig med ryggen svajet, så hendes mørkerøde brystvorter strejfede den krøllede, sorte måtte, der dækkede hans bryst.

»Lad os lade, som om dette vil vare evigt,« hviskede han tilbage, og hendes læber skiltes, og hun sugede hans tunge langt ind i sin mund med en længselsfuld stønnen – og den hårde, slanke krop begyndte at arbejde mod hans, mens hun slap sit tag om halsen på ham og lod fingrene løbe op og ned ad hans rygrad. Hans reaktion var så hurtig og brutal, at hun stønnede igen, og spændingen forsvandt fra hendes krop; det var som om den smeltede under ham som en voksfigur, der kommer for tæt ved en flamme; hun lukkede øjnene, og hendes ben spredtes.

Længe efter lå de side om side i den enorme seng, begge udstrakt på ryggen og med fingrene på højre og venstre hånd flettet ind i hinanden.

»Jeg skal nok tage af sted,« sagde hun. »Jeg bliver nødt til det. Men ikke nu. Jeg vil slå en handel af med dig. Giv mig tre dage endnu. Kun tre dage, hvor vi skal være lige så lykkelige som nu. For mig er det første gang. Jeg har aldrig oplevet dette før, og det er måske sidste gang.«

Han skulle lige til at protestere, men hun klemte hans fingre for at få ham til at tie og fortsatte:

»Jo, det er måske sidste gang, og derfor vil jeg gerne opleve tre dage, hvor vi ikke taler om Caliph, og hvor vi ikke tænker på blod og vold og lidelser. Hvis du giver mig de tre dage, vil jeg gøre alt, hvad du beder mig om. Det er da et tilbud, Peter, ikke sandt?«

»All right, tre dage.«

»Sig igen, at du elsker mig. Jeg tror ikke, jeg kan høre dig sige det for ofte.«

Han sagde det ofte i de tre dage, der fulgte, og hver gang glædede det hende lige meget, og hele tiden måtte de være i hinandens nærhed, røre hinanden.

Også når de blev trukket side om side på deres vandski og svingede frem og tilbage i en pas de deux og de måtte råbe højt til hinanden for at overdøve motorstøjen fra cris-craften.

Eller når de hånd i hånd dykkede ned til resterne af det sunkne japanske hangarskib, som nu næsten var overgroet af søgræs og befolket af en mangfoldighed af smukke og bizarre fisk.

Stadig hånd i hånd og nøgne vandrede de på de øde strande, hvor de havde himlen og havet og sandet for sig selv. Og om natten gik de i måneskin og kiggede på stjernerne.

Og de fiskede alene fra båden i den stærke tidevandsstrøm og råbte begejstret, når den store, gyldne amberjack kom susende op i kølvandet og snappede blinket og sendte hjulet på fiberglas– fiskestangen hvinende rundt.

Hver dag begyndte og sluttede med det under, som de oplevede i den cirkelrunde seng, og hvor deres kroppe og sjæle blev svejset sammen og hver dag endnu fastere.

Den fjerde dag vågnede Peter og opdagede, at hun var væk, og et øjeblik blev han grebet af en fortvivlende følelse af at have mistet hende.

Men så kom hun tilbage, og i det første sekund havde han svært ved at genkende hende.

Hun havde klippet sit lange hår så kort, at de sorte lokker nu sad tæt ind til hovedet som kronbladene på en sort blomst. Det havde den virkning, at hun kom til at se højere ud. Hendes hals synede længere og fremtrådte så slank og elegant som en svanes.

Hun bemærkede hans ansigtsudtryk og sagde: »Jeg syntes, det var nødvendigt at forandre mig lidt, når jeg skal rejse under en ny identitet. Håret vil vokse ud igen, hvis du foretrækker det langt.«

Det var ikke kun udseendet, der var forandret. Den lidt apatiske, forelskede stemning, hun havde været i, var afløst af den livlige, forretningsmæssige effektivitet, som plejede at kendetegne hende. Mens de spiste deres sidste morgenmad sammen, en sød gullig papaya med frisk presset citron til, forklarede hun, hvad hun havde til hensigt, og samtidig gennemgik hun hurtigt indholdet i en gul konvolut, som hendes sekretær diskret havde anbragt ved siden af hendes tallerken.

I konvolutten var der bl.a. et rødt israelsk diplomatpas.

»Jeg rejser under navnet Ruth Levy,« sagde hun og kiggede på et hæfte med flybilletter, som også lå i konvolutten. »Og jeg har bestemt mig til at tage tilbage til Jerusalem, hvor jeg har et hus. Det står ikke i mit navn, og jeg tror ikke, at en levende sjæl uden for Mossad har noget kendskab til det. Det vil være et ideelt sted for mig som base, og der er jeg i nærheden af min kontaktmand fra Mossad. Jeg vil prøve på at give dig al mulig støtte og forsøge at fremskaffe flere oplysninger, som kan være til hjælp for dig.«

Hun lagde et stykke papir foran ham.

»Det er et telefonnummer hos Mossad, hvor du kan aflevere en besked til mig. Brug navnet Ruth Levy.«

Han lærte nummeret udenad og rev derefter papiret i stykker.

»Jeg har foretaget nogle ændringer i forbindelse med min afrejse,« sagde hun. »Vi sejler med chris-craft’en til Bora-Bora. Det er kun hundrede miles. Jeg sender besked i forvejen over radioen. Mine venner vil så møde mig i nærheden af strandbredden efter mørkets frembrud.«

De sejlede gennem den smalle passage i koralrevet med alle lys slukket, og Magdas bådemand manøvrerede forsigtigt ved hjælp af den aftagende måne og sit indgående kendskab til øerne.

»Jeg ville gerne have, at Hapiti så mig gå levende fra borde.« hviskede hun, mens hun lænede sig ind til Peters bryst for at nyde de sidste minutter, de havde sammen. »Jeg overdriver ikke den fare, som du ville komme i, hvis mine folk her på stedet tror det samme, som vi gerne vil have Caliph til at tro. Men Hapiti skal nok holde sin mund lukket, og han vil bakke din historie om et hajangreb op, medmindre du beordrer ham til at sige sandheden.«

»Du tænker da også på alt.«

»Jeg har først lige nu fundet dig,« lo hun. »Og jeg vil meget nødig allerede miste dig igen. Jeg har også bestemt mig til at tale med politichefen på Tahiti, når jeg alligevel kommer forbi. Han er en gammel ven af mig. Når du kommer tilbage til Les Neuf Poissons, så få min sekretær til at sende en radiomelding til Tahiti med besked om, at jeg kommer.«

Hun fortsatte med at fortælle om alle detaljer i sine arrangementer, og så vidt han kunne se, havde hun ikke glemt noget. Hun blev afbrudt af, at nogen dæmpet kaldte ude i mørket, og Hapiti slog straks motoren fra, og lydløst drev båden ind mod land. En kano dukkede pludselig op på siden af dem, og Magda vendte sig hurtigt om i hans arme og rakte sin mund op mod hans.

»Pas godt på dig selv, Peter,« var alt, hvad hun sagde, og så rejste hun sig og steg ned i kanoen, hvorefter Hapiti rakte en kuffert ned til hende, den eneste bagage hun havde taget med sig. Kanoen forsvandt omgående og blev opslugt af mørket. Der var intet at vinke efter, og Peter foretrak det også på den måde, men alligevel blev han stående i agterstavnen og stirrede tilbage mod kysten, mens Hapiti i blinde søgte ud mod sejlløbet igen.

Peter følte sig mærkelig tom indvendig, og han prøvede på at glemme sin tristhed ved at tænke på noget, som Magda havde sagt, og som havde moret ham, fordi det i en nøddeskal afslørede hendes kvikke og nøgterne tankegang.

Om morgenen havde han sagt til hende: »Når nyheden om din død kommer ud, vil det slå bunden ud af Altmann– aktierne. Det har jeg ikke tænkt på før.«

»Men det har jeg,« smilede hun. »Jeg antager, at de vil falde med hundrede francs pr. aktie i løbet af den første uge.«

»Bekymrer det dig ikke?«

»Ikke særligt. Jeg har allerede her til morgen pr. telex givet ordre til Zürich om at købe, når aktierne falder. Jeg regner med at opnå en fortjeneste på ikke under hundrede millioner francs, når aktierne går op igen.« Igen fik hun det skælmske glimt i de grønne øjne. »Jeg må da have lidt erstatning for alt dette besvær, synes du ikke?«

Og selvom han nu smilede ved tanken om hendes snuhed, følte han sig stadig lige tom indvendig.

Pierre fløj de tahitiske politifolk ud til Les Neuf Poissons, og der fulgte to dage med undersøgelser og afhøringer. Næsten hvert eneste medlem af det lille øsamfund ønskede at blive udspurgt af politiet, for det var jo sjældent, der skete noget i denne afkrog af verden.

Så godt som alle udsagn var kun glødende lovprisninger af »la Baronne« afleveret til akkompagnement af klagen og jamren. Kun Hapiti havde førstehånds oplysninger, og han gjorde et stort nummer ud af at krydre sin beretning med så mange detaljer som muligt. Han kunne endog beskrive hajens tænder som lige så lange og skarpe som de knive, der bruges til at skære sukkerrør med, og han var også i stand til at gengive den grufulde lyd, som tænderne frembragte, da de lukkede sig om »la Baronne.« – Peter ville gerne have stoppet munden på ham for at undgå denne udpensling, som hans eget udsagn ikke bakkede op, men politimanden var stærkt optaget af rædselsberetningen og opildnede med forfærdede udbrud Hapiti til at gå videre.

Den sidste aften blev der holdt en begravelses– ceremoni på strandbredden for Magda. Det var et bevægende ritual, og Peter følte sig forunderligt nok berørt, da øens piger med svajende hofter og dæmpede klageskrig til sidst kastede kranse af frangipani-blomster ud i vandet og lod dem føre af strømmen ud forbi revet.

Næste morgen fløj Peter sammen med politiet tilbage til Papeete-Faaa, og ved ankomsten blev han eskorteret til byens gendarmeri. Samtalen med politichefen var imidlertid kort, og Peter blev behandlet med yderste høflighed. Det var tydeligt nok, at Magda havde været der før han, og hvis politichefen ikke ligefrem blinkede til ham, så var hans håndtryk til afsked i hvert fald meget varmt og venskabeligt.

»Enhver ven af la Baronne er også en ven af mig,« erklærede han og sendte Peter tilbage til lufthavnen i en politibil.

UTA maskinen landede i Californien, og Peter forlod ikke lufthavnen. Efter at han havde barberet sig på herretoilettet og skiftet til en anden skjorte, købte han et eksemplar af Wall Street Journal. Den var dateret den foregående dag, og nyheden om Magda Altmanns død stod på side tre. Der var en hel spalte om hende, og Peter var forbavset over, hvor dybt Altmann Industries var trængt ind i den amerikanske finansverden. Der var en liste over alle de selskaber, som var samlet i det altmannske imperium, og derefter fulgte et resume af Aaron Altmanns karriere og også en fyldig omtale af hans enke. Avisen skrev, at hun var blevet angrebet af en haj, mens hun dykkede sammen med en ven, general Peter Stride. Peter var tilfreds med, at hans navn var nævnt. Hvor Caliph end befandt sig, ville han læse artiklen og drage passende konklusioner. Peter kunne forvente, at der nu ville ske noget; han var ikke klar over hvad, men han vidste i hvert fald, at han ville blive trukket nærmere centret som en jernspån til en magnet.

Det lykkedes ham at få en times søvn i en af de store lænestole, før en stewardesse vækkede ham ved at kalde ud til Pan– American maskinen, som fløj over Nordpolen til London.

Fra Heathrow-lufthavnen i London ringede Peter til sin svigerinde Pat Stride, og hun var som sædvanlig glad for at høre hans stemme.

»Steven er i Spanien, men jeg venter ham hjem i morgen til frokost, hvis ellers hans møder går, som de skal. Han vil indrette en golfbane med seksogtredive huller i San Istaban« – Stevens selskaber ejede en række turisthoteller ved den spanske kyst »– og nu skulle han gennemgå planerne med myndighederne. Men hvorfor ikke komme her ned til Abbots Yew i aften? Alex og Priscilla er her, og vi skal have en lille fest i weekenden –« Peter kunne ligefrem høre på hendes stemme, hvordan hun allerede i tankerne gennemgik de forskellige muligheder for at sætte Peter sammen med den rette dame.

Efter at have sagt ja tak til invitationen, lagde han røret på og gik hen til en Avis– skranke for at leje en vogn. Mens papirerne blev gjort klar, købte han The Financial Times og bladede den igennem for at se, om der stod noget om Magda Altmann. Han fandt en artikel, som tydeligvis var en fortsættelse af den foregående dags omtale af hendes død. Der havde været en voldsom reaktion på børserne i London og på kontinentet – den hundrede francs nedgang pr. aktie, som Magda havde imødeset, var allerede overskredet – og igen var hans navn nævnt i forbindelse med en kort gentagelse af de dramatiske omstændigheder ved hendes død. Han var glad for omtalen, men det var næsten, som om det hele gik for glat. Han kunne mærke, at han havde den særlige prikken ned langs rygraden, som altid advarede ham mod en nært forestående fare.

Som sædvanlig føltes det som at komme hjem, da han svingede op foran Abbots Yew, og Pat kom ud og modtog ham i indkørslen.

»Steven vil blive lykkelig for at se dig,« sagde hun og kyssede ham med søsterlig ømhed. »Jeg regner med, at han ringer i aften. Det plejer han altid, når han er ude at rejse.«

På natbordet i det gæsteværelse, som altid stod til Peters rådighed, lå et telegram i kuvert og ventede på ham. Det var stemplet Ben-Gurion-lufthavn, Tel Aviv, og det indeholdt kun et enkelt ord – en kode, som han havde aftalt med Magda, og som blot skulle lade ham vide, at hun var vel ankommet. Telegrammet fik ham straks til at længes efter hende, og da han lidt efter lå i badekarret, tænkte han på hende og huskede små detaljer og ting, hun havde sagt, som pludselig havde fået større værdi. Han var glad for, at Magda nu var i sikkerhed uden for Caliphs rækkevidde, og at han selv kunne koncentrere sig om at følge de instinkter, der fortalte ham, at han var inde i sidste fase af jagten på Caliph.

Som Pat havde forudsagt, var Steven lykkelig for at se Peter på Abbots Yew igen.

Det korte ophold i Spanien havde givet ham lidt kulør i ansigtet, men han havde også taget på i vægt, kun nogle få pund, men det ville snart blive et problem for ham, god mad og drikke var den erhvervsrisiko som fulgte med succes.

Peter betragtede ham i smug under frokosten, studerede det smukke ansigt, der lignede hans eget så meget, de samme kraftige øjenbryn, den samme lige aristokratiske næse – og dog var der i små, men væsentlige detaljer en afgjort forskel, og det var ikke kun på grund af Stevens sorte overskæg.

»All right, det er let nok at være klog bagefter,« sagde Peter til sig selv, mens han holdt øje med sin tvillingebror. Han så igen de små kendetegn, som imidlertid først nu syntes at få mening. De tætsiddende øjne, en lille smule for tætsiddende, og selv når han lo støjende, som han plejede, var der stadig noget hårdt og grusomt i de øjne. Og munden med det strenge og beslutsomme drag, typisk for den mand som ikke ville lade noget som helst komme på tværs af sine ambitioner. Eller er det noget, som jeg nu blot fantaserer mig til, tænkte Peter. Det var så let at få øje på det, som man gerne ville se.

Samtalen ved frokosten drejede sig næsten kun om væddeløbssæsonen, som den foregående uge var startet i Doncaster, og Peter deltog, kyndig som han var på det område, men ofte gik hans tanker tilbage i årene, til begivenheder, som ville have bekymret ham mere, hvis han ikke omgående havde afvist det på grund af sin instinktive loyalitetsfølelse over for sin tvillingebror.

Der var f.eks. den gang, hvor Steven var blevet bortvist fra Sandhurst, og Peter uden tøven fandt det blodigt uretfærdigt. Ingen Stride ville kunne gøre det, som Steven var blevet beskyldt for, og han havde end ikke følt trang til at diskutere det med sin bror. Han havde blot bekræftet sin loyalitet med et håndtryk og nogle få trøstende ord.

»Tak Peter,« havde Steven sagt. »Det vil jeg aldrig glemme dig.«

Siden havde Steven gjort en kometagtig karriere inden for forretningslivet, og man skulle næsten tro, at det var umuligt for selv den dygtigste mand at skabe en så umådelig formue. Det måtte kræve et ganske særligt talent og mod til ind imellem at løbe en enorm risiko.

»Stride,« havde Magdas kontaktmand inden for Mossad i Tel-Aviv sagt. Blot de to navne »Kaktusblomst« og »Stride.«

Men igen afviste Peter de tanker, han gjorde sig, og han var selv forbavset over, hvor dybt han beklagede sin mistænksomhed. Heldigvis, tænkte han, har Caliph endnu ikke formået fuldkommen at fordærve min sjæl.

Efter frokosten spurgte Steven sin bror, om han ville med på en lille rævejagt.

»Der er en forbandet hunræv her i nærheden, som har et kuld unger, og de er ude efter fasankyl1ingerne,« forklarede han. »Jeg er ikke meget for at skyde en ræv, men jeg er nødt til at standse det, og endnu har jeg ikke haft en chance.«

Han og Peter iførte sig deres duffel-coats, og Steven tog sit haglgevær og stak en håndfuld patroner i frakkelommen.

Side om side slentrede de langs floden, og senere drejede de fra og gik op gennem skoven.

Steven var opløftet på grund af resultater, han havde opnået under sit ophold i Spanien, og han fortalte begejstret om det areal, han havde sikret sig til den planlagte golfbane lige ud til vandet, og om planerne om at udvide hotellet med endnu fire hundrede værelser.

»Tiden er inde til at købe,« sagde han. »Mærk dig mine ord, Peter – vi er lige på randen af en ny eksplosion.«

»Nedsættelsen af oliepriserne vil formentlig betyde meget,« bemærkede Peter.

»Ja, og ikke nok med det,« svarede Steven og standsede midt på skovstien. »1 løbet af et halvt år vil der komme endnu fem procents nedsættelse, det kan du godt tage mit ord på. Araberne er kommet til fornuft.« Steven fortsatte med at fortælle om de grene af industrien, som først og fremmest ville komme til at profitere af faldet i oliepriserne, og han nævnte en række firmaer, som især ville få glæde af udviklingen –. »Hvis du har nogle pund tilovers, ved du nu, hvor du skal investere dem.« Det var, som om Steven blev en helt anden, når han talte om penge. Så glemte han den facade af harmløs engelsk godsejer, som han ellers bestræbte sig hårdt på at opretholde.

Han talte stadig næsten ekstatisk, da de kom ud af skoven og fortsatte hen over det åbne land mod resterne af de romerske forsvarsrækker på toppen af den lave bakke.

»– Forstår du, man er nødt til hele tiden at fortælle disse mennesker, hvad de skal gøre. Det kan godt være, at de idioter i Westminster har kastet imperiet bort, men vi har stadig et vist ansvar.« Steven skiftede geværet over fra den ene hånd til den anden. »– Man bør ikke overlade magt til folk, som ikke er i stand til at regere.«

Pludselig tav Steven, næsten som om han lige med et havde fundet ud af, at han havde snakket for meget selv til et menneske, som han kunne stole på. Peter tav også, mens de travede videre. Han tænkte, at der var noget fuldstændig uvirkeligt over dette øjeblik, hvor han vandrede gennem det velkendte terræn i strålende sol på en smuk forårsdag og sammen med et menneske, som han havde kendt lige siden sin fødsel – og måske alligevel ikke kendte.

Det var ikke første gang, han havde hørt Steven tale på denne måde, men måske var det første gang, at han havde lyttet så opmærksomt.

Da de nåede op på bakken, var Steven ret forpustet; de ekstra pund, han havde taget på, var allerede begyndt at genere ham, og panden var fugtig af sved.

De stod under en blodbøg, som præsenterede hele sin strålende, rødbrune forårspragt, og Steven satte sit gevær fra sig op ad stammen, mens han kæmpede for at få vejret igen. Peter lænede sig med den ene skulder op ad stammen, og selvom han så komplet afslappet ud, var han i virkeligheden spændt som en fjeder og parat til lynhurtigt at reagere over for en situation – og haglgeværet var inden for bekvem rækkevidde for hans højre hånd.

»Forbandet sørgeligt med hende Magda Altmann,« sagde Steven barskt og uden at se på Peter.

»Ja,« sagde Peter stille.

»Jeg er glad for, at de behandlede sagen på en civiliseret måde. Det kunne have været en kedelig situation for dig.«

»Ja, det kunne det,« sagde Peter.

»Hvad med dit job i Narmco?«

»Det ved jeg ikke noget om endnu. Ikke før jeg kommer tilbage til Bruxelles.«

»Mit tilbud står stadig åbent, gamle ven. Jeg kunne godt bruge lidt hjælp. Det kunne jeg virkelig. Nogen jeg kunne have fuld tillid til. Du ville ligefrem gøre mig en tjeneste.«

»Det er mægtig pænt af dig, Steven.«

»Nej, jeg mener det for pokker.« Steven tog sit sølvcigaretetui frem og tændte en cigaret med en Dunhill guldlighter. Han inhalerede et par gange med tydeligt velbehag, og lidt efter spurgte Peter ham:

»Jeg håber ikke, du havde alt for mange Altmann aktier. Jeg har set, at de er faldet temmelig meget.«

Steven rystede på hovedet. »Det er sjovt nok. Jeg trak mig faktisk ud af Altmann for et par uger siden. Solgte aktierne, fordi jeg havde brug for penge til San Istaban.«

»Det var heldigt,« mumlede Peter. Eller var det kun held? Han undrede sig over, hvorfor Steven så villigt indrømmede sin transaktion.

Han studerede indgående sin bror nu. Var det virkelig muligt? spurgte han sig selv. Kunne Steven virkelig have udtænkt noget, der var så indviklet, noget hvor ideologi, egennytte og vrangforestillinger om almagt var i den grad filtret sammen?

»Hvad er der gamle ven?« spurgte Steven, som følte sig iagttaget.

»Jeg stod blot og tænkte på, at hele planen og dens udførelse har været helt fantastisk. Jeg ville aldrig have troet, at du var i stand til det.«

»Undskyld, Peter, men jeg forstår det ikke. Hvad taler du om?«

»Caliph.« sagde Peter.

I de næste sekunder var Steven tavs, men bortset fra, at han en enkelt gang blinkede med øjnene, ændrede hans ansigtsudtryk sig ikke; han så blot spørgende og en anelse desorienteret på Peter.

»Jeg er bange for, gamle ven, at jeg stadig ikke er med.«

Det var mesterligt gjort. Peter kunne ikke lade være med at være imponeret. Der var dybder i hans bror, som han aldrig havde kendt, men det var hans egen fejl. Han måtte have været klar over, at man ikke kunne opnå alt det, som Steven havde opnået på mindre end tyve år, uden at være et geni.

»Steven, den eneste fejl, du har begået, var at røbe dit navn over for Aaron Altmann,« sagde Peter. »Men dengang vidste du formentlig ikke, at han var agent for Mossad, og at dit navn ville gå direkte ind i det israelske efterretningsvæsens kartotek, hvorfra det aldrig forsvinder. Du er kendt af dem.«

Stevens blik søgte ned mod haglgeværet, som stod op ad stammen, en instinktiv reaktion, den endelige bekræftelse, hvis Peter havde brug for det.

Peter rystede på hovedet. »Det skal du ikke,« sagde han. »Det klarer du aldrig. Du er for tyk og ude af træning. Du må holde dig til at leje andre til at udføre drabene. Du vil end ikke nå at få lagt hånd på geværet.«

Steven så direkte på sin bror. Hans ansigtsudtryk var stadig uændret.

»Jeg tror, du er gået fra forstanden, gamle dreng.«

Peter ignorerede det. »Af alle mennesker skulle du være klar over, at jeg er i stand til at dræbe hvem som helst. Du har nærmest vænnet mig til det.«

»Nu synes jeg, du går for vidt. Hvad i al verden er du ude på?«

»Steven, det tjener ikke noget formål at fortsætte den komedie. Vi er nødt til sammen at finde ud af, hvad der skal gøres.«

Han havde udtrykt sig forsigtigt for ikke at udelukke et kompromis, og han kunne se på Steven, at han kæmpede med sig selv for at træffe en afgørelse.

»Men,« fortsatte Peter, »du skal ikke undervurdere den fare, du befinder dig i.« Mens han sagde det, tog han et par slidte skindhandsker op af lommen og begyndte at trække dem på.

»Hvorfor gør du det?« For første gang var hans stemme usikker.

»Jeg har endnu ikke rørt geværet,« forklarede Peter. »Der er kun dine fingeraftryk på det.«

»Du gode Gud, du vil aldrig slippe godt fra det, Peter.«

»Hvorfor ikke? Det er altid farligt at gå rundt med et ladt gevær i ujævnt terræn.«

»Du kan ikke gøre det.« Nu var der angst i hans stemme.

»Hvorfor ikke? Du havde ingen skrupler, da det gjaldt prins Hassied Abdel Hayek.«

»Jeg er din bror – han var kun en lille snusket orientaler –« Steven standsede og stirrede panikslagen på Peter, da han blev klar over, at han var kommet med en skæbnesvanger indrømmelse.

Peter rakte ud efter geværet uden at tage øjnene fra sin bror.

»Vent!« råbte Steven. »Vent, Peter!«

»Hvorfor?«

»Du må give mig lejlighed til at forklare.«

»All right, kom så med det.«

»Du kan ikke bare sige kom så med det på den måde. Det er temmelig kompliceret.«

»Al1 right, Steven. Så start med begyndelsen – med Flight 070. Fortæl mig hvorfor?«

»Vi blev nødt til at gøre det, Peter. Kan du ikke indse det? Der er over fire milliarder i engelsk kapital investeret i det land og andre tre milliarder i amerikanske penge. Sydafrika er verdens største producent af guld, uran, krom og en halv snes andre mineraler af strategisk betydning. Vor Herre bevares, Peter, disse stupide idioter, som bestemmer i landet, fører en selvmorderisk kurs. Vi måtte have dem fjernet, så der kunne indsættes et fornuftigt styre. Hvis vi ikke gør det, vil de røde have overtaget det hele i løbet af de næste ti år – måske før.«

»Havde I et alternativt styre parat?«

»Naturligvis. Det var planlagt i alle detaljer. Det har taget to år.«

»All right,« nikkede Peter. »Fortæl mig så om mordet på prins Hassied.«

»Det var ikke mord. Det var en absolut nødvendighed. Det var et spørgsmål om at overleve. De var ved at ødelægge hele den vestlige civilisation med deres barnlige og uansvarlige politik. De var beruset af deres magt. De var ikke længere i stand til at tage imod fornuft. Vi var nødt til at standse dem, hvis vi ikke skulle opleve det kapitalistiske systems sammenbrud. Der er formentlig sket uoprettelig skade med hensyn til dollarens prestige, de har taget sterling som gidsel og dagligt udsat den for fare ved at true med at trække disse astronomiske tilgodehavender tilbage fra London. Vi blev nødt til at bringe dem til fornuft – og se, hvor lille prisen var. Vi er i stand til at gennemtrumfe, at prisen på råolie gradvis bliver reduceret til 1970– niveauet. Vi kan genoprette sundheden i den vestlige verdens valutaer og sikre fremtiden for hundreder af millioner mennesker – alt sammen på bekostning af et enkelt menneskeliv.«

»Nå ja, og han var jo alligevel blot en lille snusket orientaler, ikke?« sagde Peter.

»Hør her, Peter. Jeg ved godt, at jeg sagde det, men jeg mente det ikke. Du er urimelig nu.«

»Jeg skal prøve på ikke at være det,« svarede Peter. »Fortæl mig, hvad der nu skulle ske. Hvem skulle næste gang bringes under kontrol – de britiske fagforeninger, måske?«

Steven stirrede et øjeblik målløs på ham.

»Det var fandens til gætteværk, Peter. Men kunne du forestille dig, hvis vi havde fem år med lønstop og ingen strejker i den tid. Det er dem eller os, Peter. Vi kunne genoprette vores position som en af den vestlige verdens største industrimagter. Storbritannien. Vi kunne blive store igen.«

»Det lyder meget overbevisende, Steven,« sagde Peter. »Der er kun nogle enkelte detaljer, som bekymrer mig lidt.«

»Og hvad er det?«

»Var det nødvendigt at planlægge mord på Kingston Parker og Magda Altmann?«

»Det har jeg ikke haft noget med at gøre, men all right, jeg vidste, at mordene var planlagt, og jeg vidste også, at det måtte gøres, men –« Han standsede og stirrede hjælpeløst på Peter.

»Lad mig få det helt fra begyndelsen igen, Steven. Jeg vil gerne høre det hele.« Peter talte næsten blidt til ham.

»Jeg kan ikke, Peter. Du er ikke klar over, hvad der kan ske, hvis jeg fortæller noget –«

Peter afsikrede roligt geværet. Klikket fra mekanismen lød unaturligt højt i den dybe stilhed, og Steven Stride trådte et skridt tilbage og stirrede forfærdet på sin bror.

»Du gode Gud, også du vil gøre det.«

»Fortæl mig så om Aaron Altmann.«

»Må jeg tænde en ny cigaret?«

Peter nikkede, og Stevens hænder rystede lidt, da han tændte den.

»Du må forstå baggrunden, før jeg kan forklare.«

»Godt, fortæl mig så om baggrunden.«

»Jeg blev hvervet –«

»Steven, hold op med at lyve for mig – du er Caliph.«

»Nej, du godeste nej, Peter. Der tager du fuldkommen fejl. Det er en hel kæde, og jeg er kun et led i Caliphs kæde. Nej, jeg er ikke Caliph.«

»Men du er altså en del af ham?«

»Kun et led i kæden,« gentog Steven heftigt.

»Fortæl mig så om det,« sagde Peter og gjorde en bevægelse med geværet, som straks fik Steven til at fare sammen.

»Der er en mand, som jeg har kendt meget længe. Vi har tidligere arbejdet sammen. En mand med større rigdom og indflydelse, end jeg har. Det var ikke noget, der kom lige straks. Det opstod efter mange diskussioner og samtaler, som strakte sig over flere år, og hvor vi begge gav udtryk for vores bekymring over, at magten var faldet i hænderne på folk, som ikke forstod at udøve den på rette måde.«

»All right,« nikkede Peter. »Jeg forstår dine politiske og ideologiske betænkeligheder. Men lad det følelsesmæssige ude af betragtning lige i øjeblikket.«

»Udmærket,« sagde Steven. »Denne mand spurgte mig til sidst, om jeg kunne tænke mig at slutte mig til en række vestlige politiske og industrielle ledere, som arbejdede på at give magten tilbage til de mennesker, som gennem deres opdragelse og uddannelse har forudsætninger for at regere verden.«

»Hvem er den mand, du taler om?«

»Det kan jeg ikke røbe.«

»Du har ikke noget valg,« sagde Peter, og en tid lang stod de og stirrede hinanden fast i øjnene, men så sukkede Steven dybt og resigneret.

»Det er –« Og så fulgte navnet på en mand, som ejede enorme miner, og som kontrollerede det meste af den frie verdens forsyning af uran, guld og ædelstene.

»Var det ham, der skulle have herredømmet over den nye sydafrikanske regering, som I ville indsætte, hvis kapringen af 070 var lykkedes?« spurgte Peter, og Steven nikkede bekræftende.

»All right,« sagde Peter. »Fortsæt.«

»Han var blevet hvervet ligesom jeg,« forklarede Steven. »Men jeg ved ikke af hvem, og det ville jeg aldrig få at vide. På samme måde skulle jeg nu hverve et nyt medlem, som vi kunne få brug for, men jeg ville være den eneste, som kendte ham. Sikkerhedssystemet gik ud på, at hvert led i kæden kun kendte den, der havde hvervet ham og den, som han selv hvervede.«

»Og Caliph?« spurgte Peter. »Hvad med ham?«

»Ingen ved, hvem han er.«

»Men han må kende dig.«

»Ja, naturligvis.«

»Så må du på en eller anden måde have mulighed for at få en meddelelse igennem til ham,« sagde Peter. »Når du f.eks. hverver et nyt medlem, må du kunne give besked herom. Og når Caliph vil have dig til et eller andet, må han være i stand til at komme i forbindelse med dig.«

»Ja.«

»Hvordan?«

»For Guds skyld, Peter. Jeg kan ikke røbe noget. Der er ting, som er mere værd end mit liv.«

»Det kommer vi tilbage til,« sagde Peter irriteret. »Fortæl mig om Aaron Altmann.«

»Det var en katastrofe. Det var mig, der ønskede at hverve ham. Han forekom mig at være lige præcis den mand, vi kunne få glæde af. Jeg havde kendt ham i flere år. Jeg vidste, at han kunne være meget skrap, når det var nødvendigt. Så jeg opsøgte ham. Til at begynde med syntes han at være meget ivrig: og han kom endda med gode råd om, hvordan Caliph burde gå frem. Jeg var lykkelig for at have hvervet en så stor mand. Han antydede, at han ville bidrage med femogtyve millioner dollars til vort arbejde, og jeg lod derefter en meddelelse gå videre til Caliph om, at jeg så godt som havde hvervet baron Altmann.«

Steven sugede nervøst på det sidste af cigaretten og smed så stumpen på jorden og maste den med sin hæl.

»Hvad skete der så?« spurgte Peter.

»Caliphs svar indløb omgående. Det gik ud på, at jeg straks skulle afbryde enhver kontakt med Aaron Altmann. Jeg blev klar over, at jeg havde valgt en mand, som kunne blive farlig for os. Nu fortæller du mig, at han var Mossad-agent. Det anede jeg ikke – men Caliph må have vidst det. Jeg fulgte ordren og opgav øjeblikkelig Aaron – og fire dage efter blev han kidnappet. Jeg havde intet med det at gøre, Peter. Det sværger jeg på. Jeg satte umådelig pris på ham. Jeg beundrede ham–«

»Men han blev alligevel kidnappet og tortureret på grusom vis. Du må have vidst, at Caliph stod bag, og at det var din skyld?«

»Ja.« Steven indrømmede det uden tøven og uden at forsøge at knibe uden om.

»De torturerede ham for at finde ud af, om han havde ladet de oplysninger, du gav ham, om Caliph gå videre til Mossad, ikke sandt?«

»Ja, det gjorde de vel. Men jeg ved ikke noget.«

»Hvis det indtryk, jeg har dannet mig af Aaron Altmann er korrekt, så fik de ikke noget ud af ham.«

»Nej. Sådan var han. De må til sidst have tabt tålmodigheden med ham, siden de begyndte at torturere ham. Det var første gang, jeg blev betænkelig.«

Et par minutter var de begge tavse, men så udbrød Peter vredt:

»For fanden, Steven, kan du ikke indse, at det er et afskyeligt foretagende, du er blevet rodet ind i? Var du virkelig ikke klar over det fra begyndelsen?«

»Nej, ikke i begyndelsen.« Steven rystede trist på hovedet. »Det så for mig ud til at være en genial løsning på den vestlige verdens vanskeligheder – og da jeg først var i gang, var det, som om jeg var steget på et eksprestog. Det var simpelt hen umuligt at komme af igen.«

»All right. Og derefter prøvede du på at få mig dræbt da jeg var på vej til baronessens landsted ved Rambouillet?«

»Du almægtige, nej.« Steven så virkelig forfærdet ud. »Hvordan kan du forestille dig det – dræbe min egen bror?«

»Caliph ville forhindre, at jeg havde mere med Aarons enke at gøre, fordi han vidste, at hun var ude på hævn.«

»Jeg sværger på, at jeg ikke kendte det mindste til det. Hvis det var Caliph, der stod bag, ville han også være for klog til at tage mig med i det.« Steven tryglede nu. »Du må tro på mig.«

Peter måtte tvinge sig til fortsat at være hård over for denne mand, som han hele livet igennem havde stået så nær.

»Hvad var så din næste opgave for Caliph?«

»Der har ikke været flere.«

»For fanden, Steven, du lyver. Hvad med prins Hassied Abdel Hayek!«

»All right. Det var mig. Caliph gav mig besked om, hvad jeg skulle gøre, og det gjorde jeg.«

»Derefter kidnappede du Melissa– Jane og lod dem lemlæste hen– de –«

»Nej, nej, du godeste, hvordan kan du tro det?«

»– for at tvinge mig til at dræbe Kingston Parker.«

»Nej, Peter. Nej!«

»– og derefter til at dræbe Magda Altmann.«

»Peter, jeg sværger på det. Ikke Melissa– Jane. Jeg elsker hende, som om det var min egen datter. Det må du vide. Jeg anede ikke, at det var Caliph.«

Steven tiggede og bad om forståelse nu.

»– Du må tro på mig. Jeg ville aldrig have tilladt, at det skete. Jeg vil gøre alt for at bevise over for dig, at jeg intet havde med bortførelsen af Melissa– Jane at gøre. Forlang af mig, hvad du vil. Jeg vil benytte enhver chance for at bevise det. Jeg sværger på det.«

Steven Strides skræk og desperation var hævet over enhver tvivl. Hans ansigt var drænet for enhver farve, og hans læber var marmorhvide og skælvede, mens han forsikrede om sin uskyld.

Uden et ord rakte Peter ham geværet. Forbløffet stod Steven og holdt det i en arms længde ud fra sig.

»Du er i store vanskeligheder, Steven.« sagde Peter stilfærdigt. Han vidste, at fra nu af havde han brug for Stevens helhjertede bistand, og det han ville forlange af Steven, kunne han ikke tvinge ham til ved at pege på ham med et gevær.

Steven sænkede langsomt geværet, og derefter tømte han kammeret for patroner og stak dem i sin frakkelomme.

»Lad os gå tilbage til huset.« sagde Steven. »Jeg trænger til en stiv whisky.«

En brændeild flammede i den store pejs i Stevens arbejdsværelse. På den modsatte side var der et karnapvindue med blyindfattede ruder, og det vendte ud mod rosenhaven. De andre to vægge var optaget af reoler med Stevens samling af sjældne bøger i kostbare indbindinger. Det var en interesse, som de to brødre delte.

Steven stod ved pejsen med ryggen til flammerne og varmede sig, og i den ene hånd holdt han et glas, som var halvt fyldt med whisky. Han var stadig ligbleg, og engang imellem fik han kuldegysninger, skønt værelset var godt opvarmet.

Peter lå henslængt i den brokadebetrukne Louis Quatorze stol med benene strakt frem for sig og hænderne dybt begravet i lommerne.

»Hvor meget har du bidraget til Caliphs krigskasse?« spurgte Peter pludselig.

»Jeg var ikke på samme plan som Aaron Altmann,« bemærkede Steven. »Jeg har betalt fem millioner pund over fem år.«

»Vi må altså forestille os et netværk af bidragydere, som strækker sig over alle grænser. Store mænd i alle lande, og som hver især bidrager med enorme summer – og alle de oplysninger, som de kan tilvejebringe takket være deres indflydelse.«

Steven nikkede og tog en ny slurk af sin mørkebrune whisky.

»Der er ingen grund til at tro, at det kun drejer sig om en enkelt mand i hvert land. Der kan være snesevis af dem i England og lige så mange i Vesttyskland, for ikke at tale om USA.«

»Det er tænkeligt,« nikkede Steven.

»Så Caliph kan meget let have arrangeret kidnapningen af Melissa-Jane gennem andre af sine tilhængere i dette land.«

»Du må i hvert fald tro på, at jeg ikke havde noget med det at gøre, Peter.«

Peter bremsede ham med en irriteret håndbevægelse og fortsatte med at tænke højt.

»Det er stadig muligt, at Caliph er en kreds af mennesker, en komite, og ikke kun et menneske.«

»Nej, det tror jeg ikke –« Steven tøvede et øjeblik. »– Jeg har meget stærkt på fornemmelsen, at det er en mand, der står bag og styrer det hele. Jeg tror ikke, at en komite ville være i stand til at handle så hurtigt og beslutsomt. Du må huske på, at jeg kun har diskuteret Caliph med en enkelt person, nemlig ham, der hvervede mig, men jeg kan til gengæld love dig for, at vi diskuterede Caliph meget indgående og over en længere periode. Jeg agtede ikke at bruge fem millioner til noget, som jeg ikke havde fuldkommen tillid til. Nej, det var en enkelt mand, som traf beslutningerne, men disse beslutninger ville være af interesse for os alle.«

»Og denne mand, som du aldrig havde mødt, og hvis identitet skulle hemmeligholdes, turde du betro ikke alene uhyre summer men også verdens skæbne?«

Steven tøvede igen, som om han søgte efter de rigtige ord. »Den mand, der hvervede mig, er et menneske hvis dømmekraft jeg satte meget højt. Han var overbevist, og det hjalp til, at jeg også blev det.«

»Er du stadig overbevist?« spurgte Peter.

Steven tømte sit glas og strøg sig så over overskægget med en lille nervøs bevægelse.

»Er du?« pressede Peter på.

»Jeg mener stadig, at Caliphs ideer var rigtige,« svarede Steven. »Vi var mange, der følte, at vi havde hænderne bundet på ryggen og intet kunne foretage os, mens de røde og alle dem på den yderste venstre front havde begge hænder til at slås med – og med en dolk i hver af dem. Caliph løste vores bånd. Sådan følte vi det.«

»Hvad har fået dig til siden at skifte mening?« spurgte Peter.

»Jeg er ikke sikker på, at jeg har skiftet mening. Jeg mener stadig, at ideen var god nok.«

»Men?«

Steven trak på skuldrene. »Mordet på Aaron Altmann, mishandlingen af Melissa– Jane– og andre ting, som jeg er bange for, at Caliph har stået bag. Det var ikke noget, der tjente vores sag. Det skete, blot for at Caliph kunne beskytte sig selv eller – hvad jeg er begyndt at tro på – for at tilfredsstille sin forfængelighed og en grænseløs trang til magt.« Steven rystede på hovedet. »Jeg troede, at Caliph havde ædle motiver– men der er ikke meget ædelt i nogen af de affærer, som han har haft ansvaret for. Han har handlet som en gemen forbryder. Han har stræbt efter personlige fordele, og han har ønsket at blive forherliget. Jeg er klar over nu, at vi har holdt på den forkerte mand. Han er blevet ødelagt af den magt, som vi har givet ham i hænde.«

Peter lyttede omhyggeligt til ham med hovedet på skrå.

»All right, Steven. Nu kan vi altså fastslå, at Caliph ikke er nogen guddom – men et magtbegærligt og egennyttigt menneske.«

»Ja, det tror jeg nok, man må sige.« Steven sænkede hovedet. »Caliph er ikke den, jeg troede han var.«

»Accepterer du nu, at han er en djævel– en sand djævel?«

»Ja, det accepterer jeg. Men hvor ville jeg ønske, at Caliph havde været den, som jeg i begyndelsen beundrede.

« Peter nikkede forstående.

»Jeg troede, at han var den, som denne skøre verden havde brug for,« fortsatte Steven bittert. »Vi har brug for en stærk mand til at fortælle os, hvad vi skal gøre. Jeg troede, Caliph var manden. Jeg ønskede så brændende, at det var sådan.«

»Du sagde, at du ville gøre alt for at bevise over for mig, at du ikke havde noget at gøre med bortførelsen af Melissa– Jane – vil du hjælpe mig med at standse Caliph?«

»Ja.« Steven tøvede ikke.

»Det vil betyde en stor personlig risiko,« sagde Peter, og nu undgik Steven ikke hans blik.

»Det ved jeg. Jeg kender Caliph. Hvad vil du have mig til at gøre, Peter?«

»Jeg vil gerne have dig til at arrangere et møde med Caliph – ansigt til ansigt.«

»Umuligt.« Steven afviste straks tanken.

»Du sagde, at du havde mulighed for at give ham en besked.«

»Ja, men han vil aldrig gå med til et møde.«

»Steven, hvad er den eneste svaghed, som Caliph hidtil har afsløret?«

»Han har ikke vist nogen svaghed.«

»Jo, han har,« sagde Peter.

»Hvilken?«

»Han er besat af tanken om at hemmeligholde sin identitet og beskytte sig selv,« sagde Peter. »Så snart han føler sig truet, griber han omgående til kidnapning, tortur og mord.«

»Det er ikke svaghed,« gjorde Steven opmærksom på. »Det er tværtimod en styrke.«

»Hvis du kan lade ham vide, at hans identitet er i fare for at blive afsløret, og at det er lykkedes en fjende af ham at trænge igennem hans sikkerhedsnet og nu optræder som hans egen agent – så …«

Steven overvejede det grundigt.

»Ja,« sagde han. »Så ville han reagere meget stærkt. Men det ville ikke tage ham lang tid at finde ud af, at jeg løj.«

»Det er ikke nogen løgn,« sagde Peter. »Det drejer sig om en Mossad-agent, som er lige i hælene på ham.«

»Hvordan ved du det?« spurgte Steven.

»Det kan jeg ikke fortælle dig,« sagde Peter. »Men jeg giver dig mit ord på, at oplysningen er rigtig.«

»I så fald –« Steven overvejede det igen »– i – så fald ville Caliph være rede til at tage mig alvorligt. Men han ville imidlertid blot anmode mig om at give ham navnet – lade det passere gennem de sædvanlige kanaler.«

»Du kan nægte at udlevere navnet undtagen ved et personligt møde. Du kan meddele ham, at det vil være for farligt at lade oplysningen gå gennem andre, og at dit eget liv står på spil. Hvordan vil han så reagere?«

»Han vil formentlig lægge pres på mig for at få mig til at røbe navnet –«

»Og hvis du stadig nægter?«

»Ja, så vil han måske bøje sig og indvillige.i et møde. Som du allerede har sagt, er han stærkt optaget af sin personlige sikkerhed. Men hvis han møder mig ansigt til ansigt, vil hans identitet under alle omstændigheder være afsløret.«

»Overvej det, Steven. Du ved, hvordan han tænker.«

Det tog nogle sekunder, før Steven blev klar over, hvad han mente.

»Ja – selvfølgelig. Hvis jeg tvinger ham til et personligt møde, vil jeg højst sandsynligt ikke overleve det.«

»Netop,« nikkede Peter. »Han vil sørge for, at du omgående bliver gjort tavs – før du får nogen som helst chance til at røbe noget over for andre.«

»Det lyder som det rene selvmord,« sagde Steven.

»Der vil ikke være nogen fare for dig før mødet,« sagde Peter. »Caliph vil ikke turde gøre noget, før han har modtaget dig og fået navnet. Alt hvad jeg ønsker er, at mødet bliver arrangeret, men jeg drømmer ikke om, at du skal gå til det.«

»Så kan jeg næsten ikke forlange mere,« sagde Steven lettet. »Hvornår ønsker du, at jeg skal kontakte ham?«

»Hvordan gør du det?«

»Gennem en annonce under »Personlige.«

»Godt. Gør det så hurtigt du kan.«

»Det bliver mandag morgen.« Steven betragtede sin bror med et ganske særligt udtryk i ansigtet.

»Hvad er der, Steven?«

»Det var blot noget, jeg tænkte på. Jeg tænkte, at hvis Caliph havde været sådan en som dig.«

»Som mig?« For første gang så Peter virkelig overrasket ud.

»Ja, en som skånselsløst forfølger sin ide om at opnå ret og retfærdighed.«

»Sådan er jeg ikke,« sagde Peter.

»Jo, du er. Du er den type, som jeg håbede, at Caliph havde været. Den type, som vi har brug for.«

Peter måtte gå ud fra, at Caliph holdt skarpt øje med ham, overbevist som han var om, at Peter havde myrdet baronesse Altmann og derfor var værd at interessere sig for. I hele sin færden måtte han passe på ikke at vække mistanke.

Tidligt mandag morgen fløj han tilbage til Bruxelles, fordi det ville være det naturligste, og endnu før middag sad han ved sit skrivebord i Narmcos hovedsæde. Her var magtkampen allerede i fuld gang. Altmann Industries havde mistet deres øverste chef, og nu var forskellige intriger under opsejling, men selvom Peter blev genstand for flere forsigtige tilnærmelser, sørgede han for at holde sig på afstand af hele striden om den fremtidige ledelse.

Tirsdag aften købte Peter en avis i kiosken på Hilton hotellet, og han fandt hurtigt Stevens kontakt– annonce under Personlige:

Israels børn beder om Herrens råd; skal vi rejse os til kamp!

Dommernes bog, kap. 20,23.

Det skriftsted, som Caliph havde valgt som kode, fortalte noget om ham selv. Han betragtede sig som en guddom, der var højt hævet over almindelige mennesker.

Steven havde fortalt Peter, at der kunne gå op til to døgn, før Caliph svarede.

Time efter time ville Steven nu sidde på sit kontor og vente ved telefonen. I al den tid ville han ikke træffe aftaler og ikke modtage besøgende, og han ville sørge for, at den direkte linje på det hemmelige nummer hele tiden var klar.

Der var ingen reaktion i løbet af onsdagen, men det havde Steven heller ikke ventet. Torsdag vandrede han hvileløst rundt på det antikke Kirmantæppe, mens han ventede på opringningen. Han havde allerede taget sin jakke på, og hans bowler og paraply lå på hjørnet af det franske skrivebord med bronzebeslagene. Han var klar til hurtig udrykning.

Steven Stride var bange, og det var han ærlig nok til at indrømme over for sig selv. Forretningsintriger var han vant til, det var en del af hans liv og havde været det i mange år – men spillet havde altid fulgt ganske bestemte regler. Nu var han på vej ind i ukendt land, en jungle, hvor vildskaben ikke kendte til nogen regler. Steven var så bange, som han aldrig havde været i sit liv. Men han havde hørt, at det var et udtryk for det sande mod, når man var i stand til at anerkende frygten og samtidig overvinde den og gøre det, som pligten bød en.

Alligevel følte Steven sig ikke det mindste modig.

Telefonen ringede en enkelt gang, alt for højt og skingrende – og Steven blev stående midt på gulvet fuldkommen paralyseret af skræk.

Telefonen ringede igen, og i Stevens øren lød det som en dommedagsagtig kimen.

Telefonen ringede for tredje gang, og med en enorm kraftanstrengelse tvang han sig til at gå de tre skridt hen til skrivebordet og løfte røret.

»Stride,« sagde han. Hans stemme var anspændt og næsten skinger, og han hørte mønten falde og vidste derfor straks, at opringningen kom fra en automattelefon.

Stemmen i telefonen lød skrækindjagende. Det var en elektronisk, enstonig, umenneskelig stemme uden hverken høje eller lave toner og blottet for et levende væsens følelser.

»Aldgate og Leadenhall Street,« sagde stemmen.

Steven gentog navnene, og straks efter blev forbindelsen afbrudt.

Steven lagde røret på, tog sin bowler og paraply og ilede mod døren. Hans sekretær i forkontoret, en nydelig gråhåret dame, som havde været hos ham i femten år, så op og smilede til ham.

»Sir?«

»Jeg stikker af i en halv times tid,« sagde Steven. »De passer butikken i mellemtiden.« Så steg han ind i sin private elevator og kørte ned tilden underjordiske garage, hvor hans Rolls Royce stod, men han gik ikke hen til vognen. Han styrede direkte mod dørvogteren, der sad i sit lille glasbur ved siden af garageporten.

»Harold,« sagde han. »Jeg tager ikke bilen. Er kun væk i nogle minutter.«

Han trådte ud på gaden og drejede til venstre mod krydset Leadenhall Street og Aldgate. Han gik hurtigt til. Caliph beregnede sine intervaller meget kort, så ingen kunne nå at sætte sig i forbindelse med andre og røbe noget. Steven vidste, at han kun havde nogle få minutter til at komme fra sit kontor og hen til telefonboksen på hjørnet. Caliph lod til at vide præcist, hvor lang tid det tog at tilbagelægge strækningen til fods.

Telefonen begyndte at ringe i boksen allerede, da Steven var tyve skridt fra den. Han løb det sidste stykke vej.

»Stride,« sagde han en anelse forpustet, og et øjeblik efter hørte han den samme elektroniske, enstonige stemme, som meddelte ham næste kontaktsted. Det var en telefonboks på High Street ved nedgangen til Aldgate undergrundsbane– station. Steven bekræftede og igen fik den fremmede stemme det til at gyse i ham. Det lød som en robot i en science fiction film. Det ville have været mindre ubehageligt, hvis der havde været en menneskelig kontakt.

De to telefonbokse, som Steven blev dirigeret rundt til og distancen imellem dem, var blevet omhyggeligt valgt og beregnet, så det kun lige var muligt at nå frem i tide og umuligt at spore samtalen tilbage. Caliph eller en af hans folk bevægede sig efter al sandsynlighed rundt mellem forskellige telefonbokse i en anden del af byen.

Robotstemmen skyldtes en anordning, som ikke var større end en lille lommeregner, og som kunne kobles til enhver telefon. Den fordrejede stemmen i en sådan grad, at selv den mest avancerede båndoptager ikke var i stand til at opsnappe en stemmeprøve, som var noget værd ved en sammenligning med optagelserne i et stemmearkiv. Det ville end ikke være muligt at fastslå, om den, der talte, var en mand, kvinde eller et barn. Peter havde fortalt Steven, at man kunne købe den slags anordninger i enhver forretning, som specialiserede sig i elektronisk udstyr.

Steven nåede hurtigt hen til den næste telefonboks og måtte vente udenfor, mens en ung mand med langt, fedtet hår afsluttede sin samtale. Så snart han havde lagt røret på og var gået ud, skyndte Steven sig ind i boksen og lod, som om han ledte efter et nummer i telefonbogen, mens han ventede.

Telefonen ringede, og selvom det ikke kunne komme bag på Steven, for han alligevel sammen. Han svedte nu, både på grund af spadsereturen, og fordi han var anspændt.

»Stride,« sagde han.

Mønten faldt, og robotstemmen fik det igen til at gyse i Steven.

»Ja?«

»Jeg har en besked.«

»Ja?«

»Caliph er i fare.«

»Ja?«

»En efterretningsagent er blevet sat på ham, og han er så tæt på, at han kan blive overordentlig farlig.«

»Hvem er kilden til Deres oplysning.«

» Min bror, general Peter Stride.« Peter havde instrueret ham om at sige sandheden så vidt, det var muligt.

»Hvor kommer agenten fra?«

»Det kan jeg ikke sige her i telefonen. Jeg må være sikker på, at Caliph personligt modtager oplysningen.«

»Hvad er navnet på agenten.«

»Det kan jeg heller ikke sige – af samme grund.«

Steven kastede et blik på sit ur. Samtalen havde nu varet i femten sekunder – og han vidste, at den ville blive afsluttet efter tredive sekunders forløb for ikke at løbe nogen risiko.

»Jeg kan kun give oplysningerne til Caliph selv.« fortsatte Steven, »og jeg må være sikker på, at det er ham og ikke en af hans agenter. Jeg anmoder om et personligt møde.«

»Det kan ikke lade sig gøre,« sagde robotten.

»Så vil Caliph være i stor fare.«

»Jeg gentager, sig navnet på agenten.«

Tyve sekunder var gået.

»Og jeg siger igen nej. De må arrangere et møde med Caliph, så jeg kan give ham disse oplysninger.«

En enkelt svedperle løb fra tindingen ned over kinden på Steven. Han følte, at han var ved at få klaustrofobi i den lille telefonboks.

»De vil blive kontaktet,« sagde den metalliske stemme, og derefter var linjen død.

Steven tørrede panden med et silkelommetørklæde fra brystlommen, lagde det omhyggeligt sammen og stak det tilbage i lommen igen. Derefter løftede han hagen og trådte ud af boksen. Nu følte han sig for første gang modig, og det behagede ham. Da han gik tilbage til sit kontor, slog han et flot sving med paraplyen for hvert skridt.

Peter havde hele ugen været i nærheden af en telefon, mens han arbejdede med de Narmco projekter, som han havde sat i gang, før han rejste til Tahiti. og som alle syntes at være klar til udførelse på en gang. Der var møder, som begyndte om morgenen og blev ved til efter mørkets frembrud, og der var to adskilte dagsrejser, den ene til Oslo og den anden til Frankfurt. Men hele tiden var han i nærheden af en telefon, selv når han trænede i NATO– officerernes gymnastiklokale eller øvede sig efter midnat på den underjordiske skydebane, indtil han skød lige godt med begge hænder og stående, knælende eller liggende. Men hele tiden var han inden for rækkevidde af en telefon.

I weekenden afslog han alle invitationer og sad alene i sin suite på Hilton og ventede på, at Steven skulle ringe.

Søndag morgen fik han alle aviserne sendt op, engelske, amerikanske og franske samt tyske – han læste bedre tysk, end han talte det og selv hollandske og italienske, som han kunne få en del ud af, selv om han mistede hvert tredje ord.

Han løb dem alle igennem for at se, om der var tegn på Caliphs aktivitet. I Neapel var fem kendte medlemmer af Den røde Brigade blevet dræbt af en granat, som blev kastet ind i den lejlighed i et slumkvarter, hvor de havde søgt tilflugt. Politiet stod på bar bund. Det kunne godt se ud, som om det var Caliph, der havde været på spil. Der var al mulig grund til at tro, at Caliphs »kæde« også omfattede prominente italienske forretningsfolk, som levede et farligt liv, og som måske nu havde bedt Caliph om at indlede en offensiv.

Der var kun en enkelt anden ting i morgenaviserne, der interesserede ham. Den amerikanske præsident havde udnævnt en særlig forhandler i et nyt forsøg på at finde en løsning på den politiske situation i Mellemøsten. Manden, han havde udpeget, var dr. Kingston Parker, der blev omtalt som en personlig ven af præsidenten og den mest fremtrædende i inderkredsen af rådgivere, en mand der var respekteret af alle parter i forhandlingerne, et ideelt valg til et vanskeligt job.

Peter lagde den sidste avis fra sig, og derefter gik han ud i badeværelset og fandt en pakke frem, som han den foregående dag havde købt i kosmetikafdelingen i et stormagasin.

Parykken var rigtig menneskehår, ikke skinnende nylon, og farven var den samme som hans egen, men længden anderledes. Han satte den på hovedet og rettede den omhyggeligt ind efter sin hårgrænse, og derpå gav han sig til at arbejde med en saks og klippede og ordnede parykken, så den til sidst næsten svarede til hans egen frisure. Bagefter begyndte han at tone begge tindinger med et sølvgråt farvestof, som han også havde købt.

Det tog ham det meste af eftermiddagen, for han havde intet hastværk og han var kritisk med sit arbejde. Ind imellem konsulterede han et fotografi, som Melissa– Jane havde taget med sit nye Polaroid-kamera, en julegave fra Peter, på Abbots Yew nytårsdag. Det forestillede Peter og Steven, der stod ved siden af hinanden og smilede ind i kameraet, som de havde fået besked på.

Billedet understregede ligheden mellem de to brødre, men det viste også de detaljer, hvor forskellen var tydelig. Deres hårfarve var ens, men Steven havde længere hår, som krøllede ud over flippen bagtil, og han var mere grå i tindingerne end sin bror.

Stevens ansigt var også mere fyldigt, og han var begyndt at blive en smule rødmosset i kinderne, måske det første tegn på dårlig hjertefunktion, hvis ikke det kun skyldtes for god levevis. Men når Peter havde parykken på, forekom hans eget ansigt en del fyldigere.

Peter havde også købt et overskæg, som han ved hjælp af saksen fik klippet til, så det lignede Stevens, og derefter smurte han en anelse sølv på. Da han satte overskægget på plads med et særligt klæbemiddel, var resultatet temmelig forbløffende. De to brødres øjenfarve var så godt som identisk, og deres næser var næsten også ens. Peters mund var en smule kraftigere og læbernes linje ikke den samme som Stevens, men det meste af det blev skjult af overskægget.

Peter trådte tilbage og studerede sig selv grundigt i spejlet, der viste ham i fuld figur. Han og Steven var omtrent lige høje, og de havde den samme bredde over skuldrene. Steven havde mere mave, og han havde en kraftigere nakke. Peter skiftede stilling, og det hjalp. Han tvivlede på, at nogen, som ikke kendte dem meget godt, ville være i stand til at opdage, at Steven havde fået en stedfortræder.

Han brugte en time på at indstudere Stevens gang og prøve på at lette og selvsikre bevægelser og også den måde, Steven kunne stå på med hænderne på ryggen oppe under jakken, og hans vane med at lade en finger stryge hen over overskægget – fra næsen og ud til begge sider.

Påklædningen var ikke noget særligt problem. Begge brødre havde lige siden deres ophold på Sandhurst brugt den samme skrædder, og Stevens vaner med hensyn til sit tøj lå desuden i meget faste rammer. Peter vidste, hvad han ville have på i enhver given situation.

Peter tog parykken og overskægget af og pakkede det hele ind igen og anbragte det i det inderste rum i sin rejsetaske. Fra samme taske tog han sin Cobra parabellum frem og stod et øjeblik og vejede den i hånden. Men så besluttede han, at han ikke ville tage den med. Mødet ville efter al sandsynlighed komme til at finde sted i England. Den opringning, Steven havde fået om torsdagen, var givet kommet fra London. Han turde ikke løbe risikoen at gå gennem en engelsk told med et skydevåben på sig. Hvis han blev standset, kunne det resultere i avisomtale, og det ville omgående alarmere Caliph. Når han først var i England, ville han kunne få en anden pistol fra Thor. Det skulle Colin Noble nok sørge for.

Peter gik ned i hotelvestibulen og fik pistolen anbragt i receptionens pengeskab, og derefter kørte han igen med elevatoren op til sit værelse for at sætte sig til at vente. Det var en af de ting, han som soldat aldrig havde kunnet vænne sig til. Han hadede at vente.

Han satte sig i en lænestol og læste i en bog om partisankrigsførelse gennem tiderne. Det lykkedes ham at fordybe sig så meget i stoffet, at han til sin forbavselse opdagede, at klokken var blevet otte. Han tog telefonen og bestilte en omelet sendt op på værelset, og ti sekunder efter, at han havde lagt røret på, ringede telefonen. Han troede, det var køkkenet, der ville spørge om noget vedrørende hans bestilling.

»Ja, hvad er der?« spurgte han irriteret.

»Peter?«

»Steven?«

»Han har indvilliget i at mødes med mig.«

Peter kunne mærke, at hans hjerte hamrede vildt.

»Hvornår? Hvor?«

»Jeg ved det ikke. Jeg har fået besked på at flyve til Orly i morgen. I lufthavnen vil jeg få nærmere besked.«

»Hvad tid skal du være der?« spurgte Peter.

»Cooks har reserveret en plads til mig i en af de første maskiner, der afgår, og jeg skal være der klokken kvarter over elleve.«

»Godt, jeg er der før dig. Jeg bestiller et værelse på fjerde sal på Orly South Hotel i dit navn. Jeg venter i vestibulen. Du går direkte hen til receptionen og beder om nøglen. Jeg holder øje med, om nogen følger efter dig. Men vis ikke det mindste tegn på, at du ser mig. Har du forstået det, Steven?«

»Ja.«

»Godt, så mødes vi i morgen.«

Peter lagde røret på. Caliph havde altså ikke ønsket at arrangere mødet i England, hvilket betød, at Peter ikke behøvede at skaffe sig et våben fra Thor. Det stod også klart nu, at Paris kun ville være en mellemstation, og at Caliph derfra ville dirigere Steven til et eller måske flere nye steder før det endelige møde.

Et møde, hvor Caliph havde haft god tid til at forberede sit udspil og på forhånd sikre sig, at der aldrig kom noget ud om det, tænkte Peter. Men ventetiden var i det mindste overstået. Han begyndte at pakke sine toiletsager sammen.

Sir Steven Stride trådte ind i vestibulen på Hotel Orly South Airs fem minutter over tolv. Han var iført en toradet blazer med hvid skjorte og kricketklub– slips, grå bukser og sorte håndsyede engelske sko ikke noget med pjanket italiensk fodtøj til en mand som Steven.

Det var Stevens standardpåklædning, når han var uformel, og Peter havde kun taget fejl med hensyn til slipset. Han havde regnet med, at det ville være et andet mønster. Selv var Peter iført en toradet jakke og grå bukser under sin trenchcoat.

Steven kastede et blik rundt i vestibulen og bemærkede Peter, som sad i det fjerneste hjørne og læste i Le Monde, og derefter styrede Steven målbevidst hen mod receptionsdisken.

»Mit navn er Stride; der skulle være bestilt et værelse til mig.« Steven talte langsomt og tydeligt, for de færreste af disse forbandede mennesker talte engelsk. Receptionschefen bekræftede reservationen, bød velkommen og gav Steven nøglen.

»416,« sagde Steven med så høj stemme, at Peter kunne høre det. Peter havde omhyggeligt holdt øje med indgangen; heldigvis var kun få gæster trådt ind i vestibulen siden Stevens ankomst, og ingen af dem så ud til at skygge Steven, men dette var formentlig også kun en mellemstation, så Caliph ville ikke have nogen grund til at sætte Steven under opsyn – ikke før han kom meget nærmere det endelige mødested.

Steven gik hen mod elevatoren ledsaget af en portier, som bar hans kuffert, og Peter sluttede sig lidt efter til den gruppe gæster, som stod og ventede på elevatoren.

De to brødre stod side om side i elevatoren, da den kørte op, men uden så meget som at se på hinanden, og da Steven og portieren steg ud på fjerde sal, kørte Peter videre tre etager op, gik helt ned for enden af gangen, vendte om og tog så elevatoren ned til fjerde sal.

Steven havde ladet døren til 416 stå på klem, og Peter gik ind uden at banke på. Steven var i skjorteærmer. Han havde tændt for fjernsynet, men nu skruede han ned for lyden og hilste sin bror varmt, men også med lettelse.

»Ingen problemer?« spurgte Peter.

»Nej, det hele er gået som et urværk,« sagde Steven. »Hvad med en drink. Jeg købte en flaske i den toldfrie.«

Steven gik ud i badeværelset efter to glas og skænkede op.

»Skål!«

Peter smagte på sin whisky. Den var for stærk, og vandet fra hanen smagte af klor. Han satte glasset fra sig.

»Hvordan får du nu yderligere instrukser fra Caliph?«

»Har allerede fået dem.« Steven gik hen til sin blazer, der hang over en stoleryg, og tog en hvid konvolut op af inderlommen. »Den lå til mig hos Air France,« sagde han.

Peter tog konvolutten, satte sig i en af lænestolene og åbnede den. Der lå tre ting i konvolutten.

En førsteklasses Air France billet, en kvittering for leje af en bil med chauffør og en kvittering for reservation af et hotelværelse.

Peter åbnede Air France billetten og læste destinationen. Han følte det, som om et hæsligt kryb kravlede hen over ham. Han lukkede hæftet og kiggede på de to sedler, og nu var det, som om en djævelsk og modbydelig fornemmelse af, at han var offer for et forræderi, bredte sig i hele kroppen på ham.

Flybilletten gjaldt til en maskine, der samme aften skulle flyve fra Orly til Ben Gurion-lufthavnen i Israel, bilen var lejet til at køre fra lufthavnen ind til Jerusalem, og hotelreservationen var til et værelse på hotel Kong David.

»Hvad er der, Peter?«

»Ingenting,« sagde Peter og blev først da klar over, at han ikke havde kunnet skjule sin sindsbevægelse. »Jerusalem,« sagde han. »Caliph vil have dig til Jerusalem.«

På dette tidspunkt befandt der sig ·et menneske i Jerusalem, som han havde haft i tankerne, lige siden han sidst omfavnede hende på Bora-Bora øen.

Caliph var i Jerusalem, men Magda Altmann var der også, og han havde smerter i maven og trykken for brystet.

»Nej,« sagde han så til sig selv. »Det har jeg været igennem en gang før. Det kan ikke være Magda.«

Men i næste øjeblik måtte han indrømme over for sig selv, at det ikke var umuligt. Med Caliph var alt muligt. Det var en af Caliphs grundlæggende læresætninger, at kærlighed kunne gøre enhver mand blind og døv og få ham til at tabe hovedet. Peter var forelsket, og Caliph vidste det.

All right, tænkte Peter, nu må jeg tænke det hele igennem igen og forsøge at udelukke alle følelser.

»Peter, er der noget i vejen?« spurgte Steven igen, nu virkelig bekymret. Det var umuligt at tænke, så længe Steven hang over ham. Han måtte udskyde det.

»Jeg tager til Jerusalem i dit sted.« sagde Peter.

»Hvad siger du?!«

»Vi bytter plads – du og jeg.«

»Det kan ikke lade sig gøre.« Steven rystede på hovedet. »Caliph lader sig ikke narre. Han ved, hvordan jeg ser ud.«

Peter rejste sig, tog sin taske og gik ud i badeværelset. Han arbejdede hurtigt med parykken og overskægget og kaldte så.

»Steven, kom.«

Et øjeblik efter stod de side om side og stirrede på hinanden i spejlet.

»Det var som pokker!« udbrød Steven. »Det er fantastisk. Jeg anede ikke, at du var sådan en flot fyr.« Steven lo og virrede med hovedet, og Peter efterlignede straks bevægelsen.

»Hold så op, Peter. Du giver mig gåsehud over hele kroppen.«

Peter tog parykken af. »Jeg tror, det kan lade sig gøre.«

»Ja,« sagde Steven. »Men hvordan fanden kunne du vide, at jeg ville have blazer og grå bukser på?«

»Det skal du ikke bekymre dig om. Lad os hellere gennemgå papirerne nu.«

De lagde deres personlige papirer frem på bordet i to bunker.

Der ville ikke være noget problem med billedet i Stevens pas.

»Men du bliver nødt til at barbere dit overskæg af,« sagde Peter, og Steven strøg straks en finger hen over skægget – fra næsen og ud til siden.

»Er det absolut nødvendigt? Jeg ville føle det, som om jeg vandrede rundt på gaden uden bukser på.«

»Ja, det er nødvendigt,« sagde Peter. Han tog sin kuglepen frem og fandt et ark brevpapir i en skuffe. Han studerede Stevens underskrift i passet et helt minut og prøvede så på at efterligne den.

»Nej.« Han rystede på hovedet og prøvede igen. Denne gang lykkedes det.

»Med den paryk på hovedet kan du spadsere lige ind i min bank og hæve alt, hvad der står på min konto.«

»Det var måske en ide,« sagde Peter eftertænksomt.

»Du skal ikke spøge med det,« sagde Steven.

»Hvem siger, at jeg spøger?« Peter undersøgte kreditkortet, medlemskort til Stevens klubber, førerbeviset og alle de andre ting, man går rundt med i en civiliseret verden.

Steven havde betydeligt vanskeligere ved at efterligne sin brors underskrift, men efter tyve minutters adskillige forsøg lykkedes det at nå frem til et resultat, der ville være tilfredsstillende ved bestilling af et hotelværelse.

»Her er adressen på et hotel på venstre bred. Glimrende restaurant, og hotelværten er meget forstående, hvis du skulle finde på at invitere en ung dame op på værelset til en drink.«

»Det vil være aldeles udelukket,« sagde Steven forarget.

»Det vil kun blive for et par dage, Steven. Men hold endelig en lav profil. Hold dig væk fra George V eller Meurice, Le Doyen og Maxim’s – alle de steder, hvor de kender dig.«

Mens Steven barberede sit overskæg af, drøftede de de sidste detaljer ved deres identitets– skifte, og til sidst sagde Peter:

»Du må hellere tage af sted nu. Tag min trenchcoat på over din blazer – og lad os lige bytte slips.«

Et øjeblik efter var Steven klar, og han stod lidt forlegen henne ved døren iført Peters frakke, som strammede en anelse om ham.

»Steven, må jeg stille dig et spørgsmål, før du går?« Peter vidste ikke selv, hvorfor det var så vigtigt for ham netop nu at få besvaret det spørgsmål, som han i så mange år havde skubbet til side.

»Naturligvis, gamle dreng.« Steven syntes kun at være glad for at få trukket tiden ud, inden de skulle skilles.

»Sandhurst,« Peter prøvede på ikke at virke forlegen. »Jeg har aldrig før spurgt dig om det– men du gjorde det, ikke sandt Steven?«

Steven mødte hans blik og holdt det fast. »Nej, Peter. Jeg gjorde det ikke. Du har mit ord på det.«

Peter tog sin brors hånd og trykkede den hårdt. Det var latterligt, at han skulle føle sig så lettet.

»Jeg er glad, Steven.« sagde han kun.

»Pas godt på dig selv, gamle dreng,« sagde Steven, og så åbnede han døren, trådte ud i gangen og lukkede den hurtigt efter sig.

Kun navnet var ændret fra Lod til Ben– Gurion – ellers var ankomsthallen nøjagtig, som Peter huskede den. I øvrigt en af de få lufthavne i verden, som havde tilstrækkeligt med trækvogne til bagage, så flypassagererne ikke skulle kæmpe for at sikre sig en.

I ankomsthallen stod en ung israelsk chauffør med navnet

Sir Steven Stride

skrevet med kridt på en almindelig skoletavle.

Chaufføren havde en marineblå kasket med sort lakskygge på hovedet. Det var den eneste form for uniform, ellers var han blot iført hvid skjorte og sandaler.

»Shalom, shalom,« hilste han Peter. »Er det al Deres bagage?«

»Ja.«

»Udmærket. Så lad os gå.« Han tilbød ikke at skubbe Peters bagagevogn, men han sludrede venskabeligt med ham og førte ham ud til vognen.

Det var en stor 240 D Mercedes Benz – næsten ny og skinnende i lakken – men nogen havde malet et par skelende øjne på hver side af den forkromede jødiske stjerne på bagsmækken af vognen.

De var knap kommet uden for lufthavnsområdet, før bilen blev fyldt af den karakteristiske duft af de orange blomster fra citrustræerne langs vejen.

Af en eller anden grund fik duften Peter til at føle sig uroligt tilpas, gav ham en fornemmelse af, at der var noget, han havde glemt, en eller anden vigtig ting, som han havde negligeret. Han prøvede på at tænke det hele igennem igen lige fra begyndelsen, men chaufføren blev ved med at snakke til ham, mens de kørte ind på den nye hovedlandevej, som førte op over bakkerne gennem fyrreskove til Jerusalem, og stemmen distraherede ham.

Peter ville ønske, at han havde beholdt den liste, som han havde udarbejdet på sit hotelværelse i Orly i stedet for at smide den væk. Han prøvede på at rekonstruere alt, hvad han havde skrevet op.

Der var en halv snes spørgsmål på plussiden. Nummer tre på listen var:

»Magda fortalte mig om Kaktusblomst. Ville hun have gjort det, hvis hun var Caliph?«

Og direkte på den modsatte side i ‘minus’-kolonnen:

»Hvis Magda er Caliph, så eksisterer »Kaktusblomst« ikke. Det var en person, som hun af ukendte grunde opdigtede.«

Det var et punkt, som blev ved med at nage ham, og han blev ved med at vende tilbage til det. Der manglede noget i logikken, men han vidste ikke hvad, og han havde en fornemmelse af, at hvis han ikke fandt ud af det, kunne det blive skæbnesvangert for ham.

Chaufføren blev ved med at vende sig om mod ham og snakke, og hvert andet øjeblik sagde han: »Er det ikke rigtigt, hvad?«

Peter brummede. Manden irriterede ham. Hvorfor havde duften af orangeblomster gjort ham urolig? Duften af blomster? Kaktus blomst? Der var noget der, noget som manglede på listen.

»Hvis Magda ikke er Caliph så –« Var det det? Han var ikke sikker.

»Vil det så være all right?« Det var chaufføren, der spurgte.

»Undskyld, jeg hørte ikke, hvad De sagde?«

»Jeg sagde, at jeg gerne ville have lov til at aflevere en pakke til min svigermor. Det er fra min kone.«

»Kan De ikke gøre det, når De kører tilbage?«

»Jeg kommer ikke tilbage i aften. Vi kører lige forbi min svigermor. Det vil ikke tage mere end fem minutter. Jeg lovede min kone at aflevere pakken.«

»Nå, men så gør det da,« sagde Peter irriteret. Der var noget ved den mand, som han ikke kunne lide, og han kunne ikke komme i tanker om det punkt, som bekymrede ham.

Han følte det, som om han sad over for en blændende skakmodstander og havde overset et tårn i en åben række eller en springer i en position til gaffelangreb på hans konge og dronning.

»Vi drejer af her,« forklarede chaufføren og svingede ind foran en karrebebyggelse. den ene række efter den anden i sennepsgule sten. Gaderne mellem blokkene lå øde hen, fordi det var spisetid.

»To minutter,« sagde chaufføren og sprang ud af vognen. Han gik om til bagsmækken, åbnede den, rodede lidt rundt i bagagerummet, lukkede igen og forsvandt ind i en opgang med en brun pakke under armen.

Peter håbede på, at han ville blive længere væk end de to minutter. Han ville gerne have fred til at tænke. Han lukkede øjnene og prøvede på at koncentrere sig.

»Hvis Magda ikke er Caliph, så – så –« Der var en tikkende lyd, enten fra motoren, der kølede af, eller snarere fra et ur på instrumentbrættet, og Peter prøvede på at lukke ørerne for det – »så eksisterer Kaktusblomst. Ja, der var det! Og hvis han eksisterer, er han så tæt på Caliph, at han kender til Stevens trussel om at afsløre ham som hemmelig agent –«

Peter satte sig op i sædet med et ryk. Han havde troet, at Steven ville være i sikkerhed indtil efter mødet med Caliph. Det var en frygtelig fejltagelse.

»– Kaktusblomst må forhindre Steven i at nå frem til Caliph! Ja, naturligvis. Du godeste, at han ikke havde indset det før nu. Kaktusblomst var Mossad-agent, og Peter sad nu i en gade i Jerusalem, Mossads hovedkvarter – maskeret som Steven Stride. Kaktusblomst havde måske selv arrangeret det. »Hvis Magda Altmann ikke er Caliph, så går jeg lige i Kaktusblomsts fælde!«

Det forbandede ur blev ved med at tikke, en lyd der var lige så enerverende som en vandhane, der drypper.

»Jeg er i Kaktusblomsts by – i Kaktusblomsts bil –«

Den tikkende lyd. Ah Gud! Lyden kom ikke fra instrumentbrættet. Den kom fra et sted bag ham, fra bagagerummet, som chaufføren havde åbnet.

Peter greb instinktivt sin taske, vred håndtaget ned, stødte til døren med skulderen og var i næste øjeblik ude af vognen.

Mens han løb, spekulerede han på, om det ikke var en tidsindstillet bombe med plasticsprængstof, som chaufføren havde anbragt i bagagerummet. Hvilken tidsindstilling havde han beregnet? Tredive sekunder? Nej, chaufføren skulle først nå at komme væk. Han havde sagt noget om to minutter – og de to minutter var gået nu.

Ti skridt foran ham var der en lav mur, som løb rundt om hele husblokken, og den var bygget som en blomsterkasse. Mellemrummet mellem de to ydermure var fyldt op med tør, gullig jord, hvor spredte, halvvisne nerier kæmpede for at trives.

Peter kastede sig over muren med hovedet først, men afbødede faldet med hænderne og den ene skulder.

Oven over ham var de store vinduer i stueetagen, og i ruderne kunne Peter holde øje med den parkerede Mercedes, som spejlede sig i glasset.

Han holdt hænderne for begge ører og åbnede munden på vid gab for at undgå, at trommehinderne blev sprængt. Bilen befandt sig kun femten meter borte.

Det eneste Peter så, da bilen sprang i luften, var nogle hvide flammer, og samtidig forsvandt alle vinduerne i karreen. De blev blæst væk i millioner af glitrende splinter, og selvom Peter var i læ bag blomsterkassen, ramte lufttrykket også ham så hårdt, at det føltes, som om ribbenene blev trykket ind. Det enorme brag fra eksplosionen lammede alle hans sanser, så han troede, at han et øjeblik måtte have mistet bevidstheden, og derefter regnede det ned over ham med stumper fra den sprængte bil. Et eller andet ramte ham i ryggen og efterlod en heftig smerte, og det vækkede ham til live. Han vidste, at han måtte væk, før politiet ankom, ellers kunne han vente at blive udsat for et skarpt forhør, som uundgåeligt ville afsløre, at han ikke var Sir Steven Stride.

Han begyndte at løbe. Gaderne mellem bygningerne var stadig øde, men han kunne høre de første skrig af rædsel rundt omkring i lejlighederne med de knuste vinduer.

Da han nåede et hjørne, holdt han op med at løbe og drejede ned i en gyde bag en af blokkene. Der var ikke nogen gadebelysning, og han standsede for at trække vejret. Nu var en halv snes personer dukket op og var i fuldt løb på vej hen mod stedet, hvor det røg op fra ruinerne af det, der engang havde været en Mercedes.

Peter børstede sit tøj så godt han kunne med hænderne og ventede, indtil forvirringen var på sit højeste. Så spadserede han hurtigt væk fra karrebebyggelsen. og da han kom ud på hovedvejen, stillede han sig op i en lille kø ved et busstoppested.

Da han senere stod af bussen inde i byen, gik han ind på en cafe og ud på herretoilettet. Han havde ikke lidt nogen overlast, men han var bleg, og hans hænder rystede stadig, da han redte sit hår.

Han gik tilbage til cafeen, fandt et hjørnebord og bestilte falafel og pitta brød samt en kop kaffe.

Han blev siddende en halv time og spekulerede på det næste træk.

»Hvis Magda Altmann ikke er Caliph –« gentog han for sig selv. Men Magda Altmann var ikke Caliph! Det vidste han nu med sikkerhed. Kaktusblomst havde prøvet på at forhindre Steven i at nå frem til det møde med Caliph, hvor han ville afsløre agenten. Magda havde således fortalt ham sandheden. Det var en umådelig lettelse for Peter at konstatere dette, og hans første indskydelse var at ringe til Magda på det nummer, hun havde givet ham. Men ved nærmere eftertanke opgav han. Kaktusblomst var Mossad-agent. Peter turde ikke nærme sig hende endnu.

Hvad skulle han gøre nu? Han kendte svaret uden at behøve at tænke over det. Han måtte fuldføre den plan, som han var kommet for. Han måtte finde Caliph, og det eneste spor, han kunne følge, var det spor, som Caliph selv havde givet ham.

Han forlod cafeen og fandt en taxi.

»Hotel Kong David,« sagde Peter og satte sig tilbage i sædet.

Nu ved jeg i hvert fald hvor farlig Kaktusblomst er, tænkte han. Næste gang går jeg ikke blindt i fælden.

Peter kastede et hurtigt blik rundt i det værelse, som var blevet reserveret til ham. Værelset lå ud til bagsiden af hotellet, og på den anden side af gaden var der udsigt til et højt, slankt klokketårn, som ville være et fortræffeligt sted for en snigskytte at tage opstilling. Fra tårnet ville han kunne dække de to vinduer til Peters værelse.

»Jeg har forlangt en suite,« sagde Peter kort til receptionisten, som havde vist ham op.

»Jeg beklager, Sir Steven.« Manden blev straks forfjamsket. »Der må være sket en fejltagelse.«

Peter havde også noteret sig mindst en halv snes steder i værelset, hvor Kaktusblomst kunne have anbragt en bombe, hvis den i bilen svigtede. Han ville hellere tilbringe natten i en grube fuld af kobraslanger frem for i et værelse, som Kaktusblomst havde reserveret til ham.

Receptionisten forsvandt nærmest i løb og kom fem minutter efter tilbage, tydeligt lettet.

»Vi har en af vore bedste suiter til Dern.«

Nummer 122 havde udsigt til Jerusalems gamle bydel og stødte op til en lang, åben terrasse, og så snart Peter var alene, rullede han de store, tunge skodder ned for terrassedørene. Det ville være for nemt for en ubuden gæst at komme ind den vej.

Til værelset hørte også en privat balkon, og Peter konstaterede, at det var muligt at skaffe sig adgang til den fra værelset ved siden af. Han overvejede, om han også skulle rulle skodden ned for døren til balkonen, men opgav det. Han ville få klaustrofobi, hvis alle skodderne var rullet ned.

I stedet trak han gardinet for og bestilte en stor whisky og soda over telefonen. Han trængte til den. Det havde været en lang, hård dag.

Så tog han slips og skjorte af, fjernede parykken og overskægget og vaskede sig i ansigtet. Han var ved at tørre sig, da det bankede på døren.

»Forbandet så hurtigt de kommer med det,« mumlede han, smækkede parykken på hovedet og trådte ind i salonen, netop som en nøgle blev drejet rundt i låsen og døren gik op. Peter nåede at holde håndklædet op for ansigtet og lade som om, han stadig tørrede sig for at skjule det manglende overskæg.

Forbløffet og vantro stirrede han på pigen, der trådte ind ad døren.

Hun var iført skjorte med brystlommer og kakibukser, og alligevel bevægede hun sig, som om hun var klædt i en af de dyreste parisermodeller.

»Sir Steven.« Hurtigt lukkede hun døren bag sig. »Jeg er Magda Altmann, og vi har truffet hinanden før. Jeg er kommet for at advare Dem om. at De er i alvorlig fare. De må omgående forlade landet. Jeg har mit private jetfly stående klar på en flyveplads her i nærheden.«

Peter sænkede håndklædet så meget, at han kunne sige noget.

»Hvorfor fortæller De mig det, og hvordan kan jeg tro på Dem?«

Han kunne se, at hun omgående blev rød i kinderne af vrede.

»De har rodet Dem ind i noget, som De ikke kan klare.«

»Men hvorfor ønsker De at advare mig?« spurgte Peter.

»Fordi –« hun tøvede et øjeblik og sagde så skarpt: »Fordi De er bror til Peter Stride. Udelukkende af den grund ønsker jeg Dem ikke dræbt.«

Peter kastede håndklædet fra sig, og samtidig tog han parykken af og lagde den på en stol ved siden af sig.

»Peter!« Hun stirrede chokeret på ham, vredens rødme forsvandt fra hendes kinder, og hendes øjne lyste med deres strålende, grønne glans. Han havde igen glemt, hvor smuk hun var.

»Hvor længe vil du blive stående der?« sagde han, og hun løb hen til ham og kastede sig i hans arme, og i flere minutter stod de uden at sige et ord, men så rev hun sig pludselig løs.

»Peter– jeg kan ikke blive ret længe. Jeg har løbet en stor risiko ved at komme. Mossad-agenter holder øje med hotellet, og pigerne ved omstillingsbordet er også fra efterretningstjenesten. Det var derfor, jeg ikke kunne telefonere.«

»Fortæl mig alt, hvad du kan,« bad han.

Da tjeneren kom med whisky’en, gemte hun sig i badeværelset, og bagefter satte de sig ved siden af hinanden i en sofa i salonen.

»Kaktusblomst rapporterede til sin kontaktmand, at Steven havde anmodet om et møde med Caliph, og at han havde i sinde at afsløre ham. Det var alt, hvad jeg vidste indtil i går. Jeg var naturligvis forbavset over, at det var Steven og ikke dig, der blev nævnt. Men så tænkte jeg, at du havde rettet anklage mod Steven og meddelt ham kilden til din oplysning. Det ville være en skør ting at gøre – og slet ikke din stil. Men jeg tænkte, at eftersom han er din bror –«

»Det var lige netop, hvad jeg gjorde.«

»Peter, vi kan stadig tale sammen, selvom vi lægger os på sengen –«

Hendes nøgne hud føltes som varm satin, og hun pressede sin mave ind mod hans.

»Stevens anmodning om et møde gik direkte til Caliph men gennem et andet kontaktled end Kaktusblomst. Han havde ikke nogen mulighed for at afværge det.«

»Har du fundet ud af, hvem Kaktusblomst er?«

»Nej.« Hun rystede på hovedet. »Jeg ved det stadig ikke.« Og hun lod sine fingre glide let ned over hans mave.

»Når du gør det, kan jeg ikke tænke klart,« protesterede han.

»Undskyld.« Hun tog hånden til sig. »Nå, men Caliph gav altså Kaktusblomst ordre til at arrangere det møde med Steven. Jeg anede intet om, hvad der var blevet aftalt, før jeg i aftes så Stevens navn på listen over udlændinge, som er rejst ind i landet. Jeg ledte ikke specielt efter hans navn, men da jeg så det, kunne jeg gætte mig til, hvad der var sket. Jeg gik ud fra, at Kaktusblomst havde lokket ham hertil for at gøre det lettere at tage ham. Det tog mig tre timer at finde ud af, hvor Sir Steven skulle bo.«

»Vidste du, at der var planlagt et attentat mod ham?«

»Nej – men det var en logisk handling fra Mossads side for at beskytte Kaktusblomst.«

»Hvad ved du ellers?«

»Intet.«

»Du ved ikke, om der virkelig er arrangeret et møde mellem Caliph og Steven?«

»Nej, det ved jeg intet om.«

»Og du har stadig ikke nogen anelse om Caliphs identitet?«

»Nej, overhovedet ikke.«

»Men Kaktusblomst har været nødt til at træffe forberedelser til det møde således som Caliph har instrueret ham om. Det ville være for farligt for ham blot at lade som om, han gjorde det. Derfor må vi gå ud fra, at Caliph ikke er langt borte.«

Magda nikkede.

»Og det betyder, at jeg må fortsætte med at udgive mig for Steven.«

»Nej, Peter. De vil slå dig ihjel.«

»De har allerede prøvet på det.« Peter fortalte hende om bilen, der sprang i luften.

»De vil aldrig tillade, at du møder Caliph,« sagde hun.

»De har måske ikke noget valg,« svarede Peter. »Caliph er så optaget af spørgsmålet om sin egen sikkerhed, at han vil insistere på det møde.«

»De vil stadig prøve på at dræbe dig.«

»Måske, men jeg er sikker på, at mødet med Caliph vil finde sted meget snart. Der bliver ikke lejlighed til at sætte mange fælder op, og nu er jeg ekstra forsigtig. Jeg bliver nødt til at fortsætte, Magda.«

»Peter,« begyndte hun, men han lagde en finger på hendes læber og gik videre: »Lad os forudsætte, at Mossad vidste, at jeg ikke var Steven Stride, og at formålet med mit møde med Caliph ikke var at afsløre Kaktusblomst? Hvilken forskel ville det så gøre?«

Hun overvejede det og sagde så: »Jeg tør ikke afgøre det.«

»Hvis de vidste, at det var Peter Stride, der udgav sig for Steven Stride, ville det så ikke gøre dem nysgerrige nok til, at de ville lade mødet finde sted?«

»Peter, vil du foreslå, at jeg taler med min kontaktmand inden for Mossad?«

»Vil du gøre det?«

»Du almægtige gud. Det kunne betyde det samme som at underskrive en kendelse om, at henrettelsen skal finde sted.«

»– eller benådning.«

»Jeg ved det ikke.« Hun satte sig op i sengen og lod begge hænder løbe gennem håret. »Peter, jeg ved det ikke.«

»Det kan være vores eneste chance for at komme i nærheden af Caliph.« sagde han. »Caliph tror, at jeg har dræbt dig, og han tror, at jeg gennem min bror har advaret ham. Han vil være mindre på vagt end nogen sinde. Vi får aldrig den chance igen.«

»Jeg er så bekymret for dig, Peter.«

»Vil du gøre det?« spurgte han igen.

»Du vil have mig til at fortælle min kontaktmand, at du udgiver dig for Steven, og at du ikke er ude på at afsløre Kaktusblomst, men at det drejer sig om noget helt andet –«

»Ja.«

»Jeg vil gøre det på en betingelse,« sagde hun.

»Og hvad er det?«

»Hvis jeg efter mit møde med kontaktmanden skønner, at du stadig er i fare, og at de stadig vil forhindre dig i at møde Caliph – så vil jeg have, at du lover mig, at du opgiver ethvert videre forsøg og vil lade Pierre flyve dig til et sikkert sted i min Lear.«

»Vil du være helt ærlig over for mig?«– spurgte han. »Vil du bedømme Mossads reaktion fuldkommen nøgternt, og selv hvis der kun er en lille chance for, at jeg kan nå frem til Caliph, vil du så være indstillet på, at jeg tager den chance?«

Hun nikkede.

»Sværg på det.«

»Jeg vil ikke forsøge at forhindre dig – hvis der blot er en chance for, at det skal lykkes.«

»Sværg på det, Magda.«

»Jeg sværger ved min kærlighed til dig,« sagde hun.

»Godt, og til gengæld sværger jeg på, at hvis jeg ikke har nogen som helst chance, så opgiver jeg og tager af sted i dit fly.«

Hun lagde sig ned ved siden af ham igen.

»Elsk mig, Peter. Nu! Hurtigt!«

Mens hun klædte sig på, talte de om, hvordan hun skulle holde sig i forbindelse med ham.

»Jeg tør ikke ringe hertil,« sagde hun. »Jeg har allerede forklaret hvorfor. Men du må blive her på hotellet. Hvis der er alvorlig fare på færde, sender jeg en herhen, som jeg kan stole på. Vedkommende vil blot sige, at jeg har sendt ham, og så følger du med ham. Han vil så føre dig til Pierre og flyvemaskinen.«

Hun spændte livremmen i sine bukser og gik hen til spejlet for at rede håret.

»Men hvis du intet hører fra mig, betyder det, at der efter mit skøn stadig er en chance for at gennemføre mødet med Caliph –« Så standsede hun pludselig op. »Er du bevæbnet, Peter?« Hun iagttog ham i spejlet, og hun så, at han rystede på hovedet. »Jeg kan skaffe dig et våben – en kniv, en pistol?«

Han rystede på hovedet. »Jeg bliver kropsvisiteret, før de tillader mig at stå ansigt til ansigt med Caliph. Og hvis de finder et våben på mig –« Han behøvede ikke at fuldende sætningen.

»Du har ret.« sagde hun.

Hun vendte sig fra spejlet og knappede skjorten. »Det vil alt sammen ske meget hurtigt nu, Peter. På den ene eller anden måde vil det være forbi i morgen aften. Det er jeg sikker på. Kys mig farvel. Jeg må skynde mig af sted. Jeg har allerede været her for længe.«

Peter sov meget lidt, efter at Magda var gået, skønt han var temmelig træt. Han vågnede ustandselig i løbet af natten med alle nerver spændt og koldsved på panden.

Ved det første dagslys var han oppe, og han bestilte morgenmad sendt op på værelset.

Og derefter satte han sig atter til at vente.

Han ventede hele formiddagen, og da der ved middagstid endnu ikke var kommet noget budskab fra Magda, steg hans forventninger om, at Mossad havde besluttet sig til ikke at forhindre ham i at mødes med Caliph. Han fik en let frokostanretning sendt op.

Hele eftermiddagen gik, og det blev aften, og der var kun en time tilbage, før mørket faldt på, da telefonen ringede. Peter for sammen men rakte hurtigt ud efter den.

»Godaften, Sir Steven. Deres chauffør er her for at hente Dern,« sagde pigen i receptionen.

»Tak. Sig til ham, at jeg kommer med det samme,« sagde Peter.

Han havde hele dagen været klar til hurtig udrykning. Han anbragte sin krokodilleskindstaske i klædeskabet og låste det, og derefter forlod han værelset og tog elevatoren ned.

Han havde ingen anelse om, hvorvidt han nu skulle møde Caliph, eller om han blev hentet for at blive kørt ud til Magdas privatfly.

»Vognen venter udenfor,« sagde den kønne pige i receptionen til ham. »Jeg håber De får en god aften.«

»Tak,« sagde Peter. »Det håber jeg også.«

Bilen var en lille japansk model, og chaufføren var en kvinde, buttet og gråhåret og med et venligt men grimt ansigt, ligesom Golda Meir, tænkte Peter.

Han satte sig ind i vognen og ventede på budskabet »Magda har sendt mig.

« Men kvinden sagde blot »Shalom Shalom,« startede motoren, tændte forlygterne og kørte roligt af sted væk fra hotellet.

De kørte langs muren til den gamle bydel og fortsatte ud mod Kedrons dal. Ved at kaste et blik tilbage så Peter de elegante nye bygninger i det jødiske kvarter rejse sig op over muren. Da han sidst havde været i Jerusalem, lå hele området i ruiner efter arabernes ødelæggelse. Genrejsningen af den hellige bydel var et synligt udtryk for den ånd, som beherskede dette usædvanlige folkefærd, tænkte Peter.

Det var et godt emne til at indlede en samtale med, og han kommenterede den nye udvikling over for chaufføren.

Hun svarede på hebraisk for dermed at tilkendegive, at hun ikke talte engelsk. Så prøvede Peter på fransk, men med samme resultat.

Damen havde åbenbart fået ordre til ikke at lade sig lokke ind i nogen samtale med den fremmede, konstaterede Peter.

Da mørket faldt på, kørte de på en øde landevej ved foden af Oliebjerget. Den sidste spredte bebyggelse havde de lagt bag sig. Vejen førte gennem en dal med ørkenlandskab til alle sider, og Peter kunne se på skiltene, at de kørte østpå i retning af Jordan, Det døde Hav og Jericho. Tyve minutter efter at de havde forladt Jerusalem, bekendtgjorde et skilt på engelsk, arabisk og hebraisk, at de nu kørte ned i en dal, som lå under vandstanden i Det døde Hav.

Endnu engang prøvede Peter på at få en samtale i gang med chaufføren, men hun svarede kun med enstavelsesord. Peter kom til det resultat, at hun efter al sandsynlighed heller ikke ville være i stand til at oplyse ham om noget. Af en navneplade der sad på instrumentbrættet fremgik det, at vognen var fra et udlejningsfirma, og chaufføren havde formentlig ikke kendskab til andet end det endelige bestemmelsessted.

Da de nåede til et kryds, drejede chaufføren til venstre i modsat retning af Det døde Hav, og Peter kunne læse på vejskiltet, at de nu kørte mod Jericho og i retning af Galilæa mod nord. Lige før byen drejede hun af fra hovedvejen og fulgte en smal landevej med arabiske souvenirboder, antikvitetsbutikker og cafeer på begge sider. Vejen var så ujævn, at hun måtte sætte farten ned, og kort efter måtte hun skifte gear, da de begyndte at stige. På toppen af bakken drejede hun igen og kørte ind på en smal grusvej. Fint støv trængte ind i vognen, og Peter kom til at nyse af det, da det kildede ham i næsen.

Et par kilometer længere fremme faldt lyset fra forlygterne på et advarselsskilt med teksten MILITÆR ZONE. INGEN ADGANG LÆNGERE END HERTIL. Skiltet stod så langt ud på vejen, at chaufføren måtte trække helt ud til siden for at komme forbi, og der var ingen vagter til at standse dem.

Chaufføren fortsatte et stykke hen ad vejen, men pludselig standsede hun, tændte lyset i vognen og vendte sig om mod Peter.

»Her er det,« sagde hun.

Peter trak sin tegnebog frem.

»Nej.« Hun rystede på hovedet. »De skylder mig ikke noget.«

»Toda raba.« Peter takkede hende på den smule hebraisk han kunne og steg ud af bilen.

»Shalom,« sagde kvinden ud gennem det åbne vindue, og så startede hun vognen og vendte på stedet. Et øjeblik efter var den forsvundet i den retning, de var kommet fra.

Så snart Peters øjne havde vænnet sig til mørket, kunne han i det svage månelys se, at han stod foran en lund af dadelpalmer. Han blev stående et par minutter og ventede, og så opfattede han lugten af røg fra gødning, der brændte, og en fin blå tåge af røg hang mellem træerne. Et eller andet sted inde i lunden brægede en ged, og i næste øjeblik hørtes svagt en klagende lyd fra et barn. Peter gik ud fra, at det kom fra en beduinlejr inde midt i oasen. Peter gik ind mellem palmerne og i retning af lydene, og pludselig kom han til en stor åben plads, som var ryddet mellem palmerne. Midt på pladsen var en stensætning som var rejst over en kilde, og Peter kunne skimte silhouetten af et primitivt hejsespil. Ved siden af sad en mørk skikkelse og krøb sammen op ad stensætningen.

Da Peter nærmede sig, rejste skikkelsen sig og gik ham i møde. Manden var iført en munkekutte med hætte op over hovedet.

»Hvem er De?« spurgte Peter. Munken svarede ikke men gjorde blot tegn til, at Peter skulle følge ham, og så vendte han om og gik ind mellem palmerne.

Peter fulgte efter ham, men han havde svært ved at følge trop. Hans lette bysko var ikke velegnede til at bevæge sig hurtigt i det løse sand, som var fuldt af skarpe sten.

De kom ud af palmelunden og ret forude omkring fem hundrede meter borte rejste sig en stejl, sort klippe.

Munken førte ham hen ad en sti, og selvom Peter prøvede på at forkorte afstanden mellem dem, var munken alligevel lige langt foran. Til trods for at han virkede bred og tung under den rummelige kutte, bevægede han sig alligevel let og ubesværet.

De nåede hen til klippen, og stien fortsatte som en smal bjergvej, der snoede sig stejlt op. Ved hvert sving blev faldet ned til dalen endnu dybere, og klippevæggen til den anden side syntes at hælde truende, som om den ville presse dem ud over kanten.

Munken var hele tiden foran Peter, utrættelig og hurtig, og han lod ikke til at have besvær med vejrtrækningen. Manden måtte være i besiddelse af en utrolig styrke, tænkte Peter, større end man ville forvente af en Guds tjener, som måtte vie det meste af sin tilværelse til andagt.

Ikke en eneste gang standsede de for at hvile. Peter spekulerede på, hvor højt de var oppe nu – tre hundrede meter, fire hundrede meter? Han selv begyndte at hive efter vejret, og sveden sprang frem på panden.

Flere gange under klatreturen havde han fornemmet en svag aromatisk duft, som syntes ham velkendt. Som ikke– ryger havde han en veludviklet lugtesans, og han var sikker på, at han tidligere var stødt på denne særlige duft, men han kunne ikke i øjeblikket placere den.

Engang havde han set fotografier af det gamle kloster, som lå på toppen af netop denne klippe, og hvor mennesker for tusind år siden havde hugget huler og gange ind i klippen og rejst de svære klostermure oven over dem.

Det var dette kloster, de var på vej op til, og da de havde klatret de sidste halvtreds meter, stod de pludselig foran en fæstningsagtig mur med en port af svært tømmer tæt besat med jernbolte. Da de nærmede sig porten, svingede den op, og inden for var der en smal stenkorridor oplyst af en enkelt stormlygte, der stod i en niche i et hjørne af korridoren.

Da Peter trådte ind, dukkede to mænd op på hver side af ham og begyndte at undersøge ham grundigt for våben. Begge var iført feltuniformer, som blot var en dragt ud– i– et, og de havde samme lærredsstøvler på som faldskærmssoldater. Deres hoveder var dækket af et groft, uldent klæde, som var slynget om mund og næse, så kun øjnene var frie, og begge havde en Uzzi maskinpistol hængende over skulderen.

Til sidst trådte de til side og nikkede, og munken førte Peter videre gennem en labyrint af smalle gange. Et eller andet sted lød skurrende toner fra en græsk ortodoks andagt, og både lyden og duften af røgelse blev stærkere, indtil munken ledte Peter ind i et svagt oplyst kirkerum, som var indrettet i en hule hugget ud i klippen.

I den skumle belysning sad de gamle, græske munke som balsamerede mumier i deres høje kirkestole. Deres ansigter var dækket af sort skæg, og kun deres øjne funklede som de juveler og andre kostbare stene, der sad i de gamle ikoner rundt om på stenvæggene.

Ingen af munkene lod sig forstyrre i deres sang, mens de to andre passerede ned forbi rækkerne, og for Peter så det pludselig ud til, at hans guide var forsvundet i den anden ende af hulen, men da han nåede derhen, opdagede han, at en af de udskårne kirkestole var skubbet til side og afslørede en hemmelig åbning i klippemuren.

Peter gik forsigtigt ind i den mørke åbning: totalt mørke herskede, men hans fødder stødte på et trappetrin, og da han steg op ad vindeltrappen, som førte op gennem klippen, talte han fem hundrede trin.

For enden af trappen trådte han atter ud i den kølige nat. Han befandt sig i en åben gård med en klippevæg til den ene side og til– den anden side en lav mur ud til et dybt fald ned i dalen.

Peter fandt ud af, at dette måtte være et af de mest øde steder, som Caliph kunne have valgt til mødet og samtidig et sted, der var umådelig let at forsvare.

Endnu engang dukkede to vagter op og foretog en endnu grundigere undersøgelse for våben end den, Peter allerede havde været igennem ved indgangen til klostret.

Mens de arbejdede, så Peter sig hurtigt omkring. Klostergården lå som en ørnerede ud til afgrunden. Muren var halvanden meter høj, og i klippen til den anden side var forskellige rektangulære indgange til mindre huler, hvor munkene formentlig søgte ind, når de ønskede at være i ensomhed.

Der var andre mænd i gården, alle i den samme feltuniform og med ansigterne næsten skjult af det arabiske hovedtøj. To af dem stod med lommelygter og lyste op mod den mørke himmel.

Peter blev hurtigt klar over, at det var lyssignaler til en flyvemaskine. Nej, ikke en flyvemaskine. En helikopter var det eneste luftfartøj, som kunne lande på dette sted.

Den ene af de bevæbnede vagter afsluttede kropsvisiteringen med at undersøge Peters bæltespænde for at sikre sig, at det ikke var skaftet på en kniv. Derefter trådte han tilbage og gjorde tegn til Peter, at han kunne fortsætte. I den anden ende af gården stod munken utålmodigt og ventede ved indgangen til en af munkecellerne.

Peter måtte bukke sig for at komme ind gennem den lave dør. Cellen var svagt oplyst af en petroleumslampe, som stod i en niche oven over det smalle sengeleje. Et råt tilhugget bord stod op mod væggen, hvor der hang et krucifiks som den eneste udsmykning i rummet.

En smal hylde var hugget ud i klippemuren, og her lå en halv snes medtagne, indbundne bøger foruden nogle spiseredskaber, og samtidig tjente hylden som en primitiv siddeplads. Munken gjorde tegn til Peter, at han skulle sætte sig, og selv stillede han sig ved indgangen med begge hænder stukket ind i de vide ærmer og ansigtet fuldstændig skjult af den dybe hætte.

Pludselig blev Peter igen opmærksom på den særlige aromatiske duft, og i næste øjeblik blev han til sin bestyrtelse klar over, at duften kom fra munken. Samtidig vidste han, hvem den mand var, som havde forklædt sig i en munkekutte. Opdagelsen kom som et chok for Peter, og der gik flere minutter, før han kunne tænke klart igen.

Den aroma, som han havde genkendt, var den særlige krydrede duft, som var kendetegnende for dyre, hollandske cerutter.

Langt borte fra kom nu en svag, vibrerende lyd, og munken lagde hovedet på skrå og lyttede intenst.

Peter var ved at måle afstanden mellem sig selv og munken, og han prøvede på at kalkulere chancerne.

Munken, de fem bevæbnede mænd ude i gården og helikopteren, der nærmede sig –

Munken var den farligste faktor. Nu, hvor Peter vidste, hvem han var, vidste han også, at han havde en modstander, som ikke var mindre hårdt trænet i kamp end han selv.

De fem mænd i gården – Peter jublede indvendig, da det gik op for ham – de ville være forsvundet. Så enkelt var det. Caliph ville aldrig tillade, at han blev set af andre end sine mest betroede folk og af dem, som bagefter blev henrettet. Munken havde sendt de andre væk. De ville stadig være i nærheden, men der ville alligevel gå nogle minutter, før de kunne være tilbage i aktion.

Der var kun munken og Caliph, som var på vej i en helikopter. Maskinen lød allerede, som om den var lige over hovedet på dem. Munken havde hele sin opmærksomhed henvendt på støjen og var for første gang ikke på vagt.

Peter kunne høre, at lyden af de snurrende rotorer ændrede sig; da piloten gjorde klar til at gå lodret ned på den lille landingsplads, og i det samme flyttede munken sig og kiggede ud gennem døren.

Det var det øjeblik, Peter havde ventet på.

Han havde kun tre meter at tilbagelægge, og tordenen fra helikopterens motor overdøvede al anden støj, men alligevel var der et instinkt, som i en brøkdel af et sekund advarede den store munk i det øjeblik, Peter gik til angreb. Han trak hovedet til sig og snurrede omkring, så Peter ikke kunne rette sit dræbende slag mod hans nakke. I stedet huggede Peter med frygtelig kraft hånden ned i den andens højre skulder lige mellem halsen og overarmsbenet, og til trods for støjen fra helikopteren hørte Peter kravebenet brække med et skarpt smæld. Med venstre hånd greb Peter fat i den arm, der nu var blevet gjort ukampdygtig, rykkede voldsomt i den og vred den om, så de knuste kanter af kravebenet skurrede mod hinanden. Munken skreg og krummede sig sammen i et fortvivlet forsøg på at lindre de ulidelige smerter i skulderen.

Choket havde paralyseret ham, og den store, kraftige skikkelse var slap mellem hænderne på Peter.

Peter brugte alle sine kræfter og hele sin vægt på at drive munkens hoved ind mod dørkarmen. Hovedskallen ramte stenene med et solidt bump, og den kraftige skikkelse faldt ned på stengulvet.

Peter rullede ham hurtigt om på siden og trak munkekutten op, og under den var manden iført Thor kommandoens blå overall og lærredsstøvler. I pistolhylstret sad en Browning 45, som Peter vidste var ladt med Velex-kugler, der eksploderede ved træfningen. Han tog pistolen til sig.

Hætten til munkekutten var faldet tilbage, så Colin Nobles ansigt var frit. Blodet strømmede fra læsionen i hovedskallen og løb ned over panden og ned bag ørerne – men han var stadig ved bevidsthed.

Peter satte pistolmundingen for næsen af Colin. Velex-kuglen ville skære hele den øverste del af hovedet af. Peter havde tabt sin paryk under kampen, og han kunne se, at Colin stirrede op på ham.

»Peter! Nej!« råbte Colin desperat. »Jeg er Kaktusblomst!«

Peter sænkede pistolen, og i nogle sekunder stod han lammet af overraskelse. Så vendte han sig om og styrtede mod udgangen.

Helikopteren var allerede landet i klostergården. Det var en fem personers Bell Jet Ranger malet i Thors blå og gyldne farver, og på siden stod ordene:

THOR SIGNALTJENESI’E.

Piloten sad stadig i maskinen, mens en anden mand var steget ud og nu styrede mod indgangen til munkecellen.

Selvom han gik foroverbøjet for at undgå de hvirvlende rotorblade, var der ikke noget at tage fejl af. De kraftige luftstrømme fra propellen bragte hans store, grånende løvemanke i uorden, og helikopterens landingslys fik ham til at stå skarpt aftegnet som en central skikkelse i et Shakespeare– drama.

Kingston Parker rettede sig op, da han var kommet uden for de roterende propelblades rækkevidde, og i næste øjeblik blev han stående som ramt af lynet, da han fik øje på Peter. Uden parykken genkendte han ham omgående.

»Caliph!« råbte Peter, og med en fart, som man ikke ville tiltro en så kraftig mand, gjorde Kingston Parker omkring og løb tilbage mod helikopteren. Han var næsten nået hen til den åbne kabinedør, da Peter løftede Browningen.

Det første skud ramte Parker i ryggen og slyngede ham frem ind gennem åbningen, men Peter var klar over, at kuglen var gået ind så langt ud til siden, at det ikke var dødeligt, og nu hævede helikopteren sig hurtigt, svingede en hel omgang og søgte ud over klippekanten.

Peter greb om Browningen med begge hænder, løb frem og sprang op på muren, og sigtede efter helikopterens benzintank, som lå bag i kroppen lige hvor halepartiet begyndte. Han så, at Velex-kuglerne smældede ind i bundfuselagen og hver gang eksploderede, men maskinen holdt sig stadig svævende og var på vej bort. Peter havde talt skuddene. Pistolen var næsten tom.

Syv, otte – og så pludselig slog flammerne ud, helikopteren krængede helt over, og som en brændende meteor styrtede den ned i afgrunden og forsvandt i mørket.

Da Peter vendte sig om, så han de bevæbnede vagter strømme ind gennem portåbningen. Det var medlemmer af Thor kommandoen, særligt udpegede elitesoldater, og han havde selv trænet dem op. Der var en kugle tilbage i pistolen. Han vidste, at han ikke kunne klare det, men han ville alligevel forsøge at nå hen til indgangen til trappen, den eneste mulighed der var for flugt. Han affyrede det sidste skud i retning af de fremstormende soldater og løb så hen ad muren som en linedanser. Han kunne høre kuglerne hvisle om ørerne på ham, og han var ikke kommet langt, før han hørte en kugle slå ind i ham med samme lyd, som når en sværvægtsbokser under træningen rammer sin boksebold.

Peter mistede balancen og faldt ud mod afgrunden, og han ventede ikke, at faldet ville standse, før han ramte ørkensandet dybt nede, hvor høje flammer slog i vejret fra den brændende helikopter og markerede Caliphs ligbål.

Men tre meter neden for muren havde en pude af tornet krat slået rødder i klippesiden, og Peter blev standset af den seje bevoksning. Tornene flåede i hans tøj og borede sig ind i ham og holdt ham fast.

Han blev hængende der højt oppe over afgrunden, og han begyndte at miste bevidstheden.

Det sidste, han opfattede, var Colin Nobles brølende ordre til soldaterne.

»Stands skydningen! Skyd ikke mere!« Og så blev alt mørkt.

Endnu før han var kommet rigtigt til bevidsthed, havde han klare øjeblikke. Han huskede, at han var blevet løftet op i en flyvemaskine liggende fastspændt på en båre og hjælpeløs som en nyfødt baby.

Han opfattede også, at han lå i kabinen i Magda Altmanns Lear jet. En plasmaflaske hang i et stativ oven over hans hoved, og han kiggede op på blodet, der var rubinrødt som den ædleste rødvin i et krystalglas, og når han så ned ad sig, fik han øje på slangerne til nålene, der var stukket ind i hans arme, men han var udmattet og lukkede hurtigt øjnene igen.

Da han atter åbnede dem, stirrede han op på et loft i en lang stærkt oplyst gang, og han kunne høre den pibende lyd fra hjulene på sin båre. Dæmpede stemmer talte fransk, og flasken med det smukke, klare blod blev holdt oven over ham af en slank hånd, som han kendte så godt.

Han drejede hovedet og skimtede Magdas ansigt gennem en tåge.

»Jeg elsker dig,« sagde han, men der kom ikke nogen lyd fra hans læber, og han var klar over, at han ikke havde fået ordene frem. Han kunne ikke længere modstå den overvældende træthed og lukkede øjnene igen.

»Hvor slemt er det?« hørte han Magda spørge, ogen mand svarede:

»Kuglen befinder sig meget tæt ved hjertet – vi er nødt til at fjerne den omgående.«

Lidt efter mærkede han nålen, der søgte efter en åre i armen, og så var der den pludselige mugne smag af Pentotal på tungen, før mørket atter sænkede sig.

Han vendte meget langsomt tilbage fra mørket, og det første, han opfattede, var bandagen, der strammede om brystet og besværliggjorde vejrtrækningen.

Det næste, han opfattede, var Magda Altmann, der sad ved siden af sengen og så smukkere ud end nogen sinde.

»Tak,« hviskede hun. »Tak fordi du kom tilbage til mig, elskede.«

Senere var der værelset på La Pierre Bénite, som Magda havde fyldt med blomster. Gennem de høje vinduer kunne han se ud på træerne, som stod fuldt udsprungne langs søen, og luften var fuld af forår og løfter om et nyt liv.

»Hvordan var reaktionen, da du dukkede op igen hos Altmann Industries.« var et af de første spørgsmål, han stillede hende.

Hun lo. »Almindelig bestyrtelse. Medlemmerne af bestyrelsen havde allerede delt rovet mellem sig.«

Da Peter havde opholdt sig på La Pierre Bénite i otte dage, kom Colin Noble på besøg. Han havde højre arm bundet op og en bandage om hovedet.

»Hvis jeg havde vidst, det var dig – og ikke Sir Steven – ville jeg aldrig have vendt ryggen til.« sagde han til Peter med et stort smil.

Magda stod ved siden af Peters stol parat til at gribe ind, hvis han blev for træt. Hun så, at han var blevet hvid i ansigtet og havde svært ved at beherske sig.

»Tag det roligt, Peter.« hviskede hun.

»Sig mig en ting,« nærmest hvæsede han. »Var det dig, der arrangerede kidnapningen af Melissa– Jane?«

Colin rystede på hovedet. »Jeg sværger på det. Parker brugte en af sine andre folk. Jeg anede intet om det – ikke før efter at vi havde reddet hende, blev jeg klar over, at det var Caliph, der stod bag. Hvis jeg havde vidst det på forhånd, ville jeg have forhindret det. Det må Calip have været klar over. Og derfor gik han uden om mig.«

»Hvad var Parkers formål?« spurgte Peter.

»Han havde tre forskellige formål. For det første ville han overbevise dig om, at han ikke var Caliph. Det var derfor, han beordrede dig til at dræbe Parker selv. Han ville naturligvis passe på, at du aldrig kom i nærheden af ham. Dernæst fik du en chance til at redde din datter. Det var Caliph selv, som røbede skjulestedet og gav os navnet på O’Shaughnessy. Endelig blev du bragt til at tro, at Magda Altmann var Caliph –« Colin sendte hende et undskyldende blik. »Når du først havde dræbt hende, ville du være bundet til den virkelige Caliph på grund af din skyldfølelse.«

»Hvornår blev du klar over alt dette?« spurgte Peter.

»Dagen efter, at vi fandt Melissa– Jane. Efter det var der intet, jeg kunne gøre uden at afsløre mig selv som Kaktusblomst – jeg kunne kun sørge for, at Magda blev advaret gennem Mossad.«

»Det er rigtigt, Peter,« bekræftede Magda.

»Hvornår blev du hvervet som Caliphs næstkommanderende?« spurgte Peter.

»Lige så snart jeg overtog kommandoen over Thor efter dig. Han var aldrig helt sikker på dig, og det var derfor, han i første omgang gik imod din udnævnelse – og derfor han også benyttede den første lejlighed til at få dig fyret. Det var derfor, han forsøgte at få dig dræbt på Rambouillet-vejen. Først da det mislykkedes, blev han klar over, at du kunne blive værdifuld for ham.«

»Er de andre kommandanter i organisationen også Caliphs håndlangere – Tanner fra Mercury og Peterson fra Diana?«

»Ja, os alle tre,« sagde Colin, og derefter var der en lang pause.

»Hvad vil du ellers gerne vide, Peter?« spurgte Colin. »Er der andre spørgsmål?«

»Ikke nu.« Peter rystede træt på hovedet. »Men senere vil der være mange spørgsmål.«

Colin så hen på Magda Altmann. »Kan jeg fortælle resten nu? Er han stærk nok til det?«

Hun tøvede et øjeblik. »Ja,« sagde hun så. »Fortæl ham det nu.«

»Det var meningen, at Atlas skulle være dolken oppe i ærmet på den vestlige civilisation – en civilisation, der havde svækket og ydmyget sig over for den fjende, som kunne betyde dens udslettelse. Med Atlas ville vi være i stand til at slå til over for vold og terror. Atlas er en kæde af stærke mænd fra mange nationer, og Caliph skulle være deres øverste chef. Atlas er den eneste organisation, som kan række ud over grænserne, og som har til formål at redde det vestlige samfund, sådan som vi kender det i dag. Organisationen er intakt – kun Caliph er død. Han døde ved en højst beklagelig ulykke, da hans helikopter styrtede ned i Jordan – men Atlas fungerer stadig og vil fortsætte, når først den del, som Caliph har fordærvet, er renset ud.«

Peter havde aldrig hørt Colin tale så klart og overbevisende.

»Du ved naturligvis Peter, at du oprindelig var udset til at lede Atlas. Men du blev fortrængt af den forkerte mand– selvom ingen på det tidspunkt kunne vide, at valget var forkert. Kingston Parker syntes at besidde alle de egenskaber, som opgaven krævede – det var først senere de skjulte brist kom frem. For det første savnede han personligt mod. Han blev besat af ønsket om at beskytte sig selv mod farer. For det andet havde han uanede ambitioner om at tilrive sig den højeste magt. Han ville bruge Atlas som et instrument til at virkeliggøre sine drømme. Hans første mål var at blive præsident for De forenede Stater, og ved hjælp af Atlas ville han nedkæmpe sine politiske modstandere. Hvis det var lykkedes ham at blive præsident, er det ikke godt at vide, hvad hans næste mål ville være.«

Colin rystede på hovedet og slog over i noget andet. »Beslutningen om, at du, eller rettere din bror, skulle have lov til at mødes med Parker, blev taget af mere end en mand og i mere end et land.«

Colin smilede drenget og afvæbnende.

»Selv jeg troede, det var Steven Stride – lige indtil det øjeblik, jeg vendte ryggen til dig!«

»Fortæl ham det nu,« sagde Magda. »Få det overstået, Colin. Han er stadig meget svag.«

»Ja,« sagde Colin. »Nu kommer jeg til det. I går eftermiddags blev det hemmeligt besluttet, at du skal udnævnes til at efterfølge doktor Kingston Parker som leder af Atlas.«

For Peter føltes det, som om en dør, der så længe havde været lukket og låst for ham, endelig blev åbnet.

»Vil du acceptere udnævnelsen?« spurgte Colin. »Hvilket svar skal jeg bringe med tilbage?«

Svaret kom næsten omgående.

»Ja,« sagde han. »Sig til dem, at jeg gerne vil påtage mig ansvaret.«

Det var et højtideligt øjeblik; ingen smilede eller talte i flere sekunder, og så kom det næsten hviskende fra Magda:

»Caliph er død. Længe leve Caliph.«

Peter Stride vendte sig om mod hende, og da han talte, var hans stemme så kold, at det var, som om der var is på hans læber.

»Du må aldrig, aldrig kalde mig ved det navn igen.«

Magda gjorde ligesom en forsonende gestus og bøjede sig ned for at kysse ham på munden.

1) Habeas Corpus Aet = Engelsk lov der beskytter borgerne mod fængsling uden lov og dom. – O.a.

2) Blue Cross = Amerikansk sygekasse – o.a.