Brevet var underskrevet med det navn, som var kommet til at træde så stærkt i forgrunden i Peters tilværelse:

»CALIPH«

Choker ramte ham dybt ind i hans sjæl. At se det navn skrevet. At se en skriftlig bekræftelse på al den ondskab, som de havde frygtet, at se uhyrets mærke tydeligt prentet og ikke til at tage fejl af.

Choker var endnu større over brevets indhold. Peter fandt det så grusomt, så skånselsløst, at han næsten ikke kunne fatte det.

Papiret rystede i hånden på ham, og han blev pludselig klar over, at det var ham selv, der rystede over hele kroppen, som om han havde feber. Portieren, som bar hans sorte krokodilleskindskuffert, stirrede nysgerrigt på ham, og for Peter krævede det en voldsom fysisk anstrengelse blot at forsøge at holde hænderne i ro og folde det hvide ark papir sammen.

Han stod lige så stiv og rank som ved en troppeparade, indtil elevatordøren gik op, og han gik lige så stift ned ad gangen til sin suite. Han gav portieren en pengeseddel uden at se på den, og i samme øjeblik han var inde i værelset og havde lukket døren bag sig, foldede han papiret ud igen og læste teksten på ny, indtil ordene syntes at løbe sammen og miste enhver mening.

Det gik op for ham, at han for første gang i sit liv var fuldkommen panikslagen og ude af stand til at tænke fornuftigt.

Han tog en dyb indånding og lukkede øjnene, talte langsomt til hundrede, tømte sin hjerne totalt og gav derefter sig selv en ordre:

»Tænk!«

All right, Caliph vidste alt om, hvad han foretog sig. Han vidste endog, hvornår han ville ankomme til Dorchester. Hvem havde kendskab til det? Cynthia, Colin Noble, Magda Altmann og den sekretær i Rambouillet, som havde reserveret suiten, Colins sekretær i Thor, Dorchesters personale samt enhver, der blot kendte det mindste til Peters færden og derfor ikke kunne undgå at vide, at han altid opholdt sig på Derchester. Det var en blindgyde.

»Tænk!«

I dag var det den fjerde april. Der var seksten dage til, at Caliph ville sende ham Melissa– Janes afskårne hånd. Han følte igen panikken og tvang den tilbage.

»Tænk!«

Caliph havde iagttaget ham, studeret ham i detaljer og takseret, hvor meget han var værd. Peters betydning for Caliph lå i, at han, uden at nogen ville fatte mistanke til ham, kunne færdes i de højeste militære kredse. Han kunne til enhver tid få adgang til den øverste chef for Atlas blot ved at anmode om et møde. Og mere end det – han ville måske også kunne komme i audiens hos en hvilken som helst statschef, hvis han ønskede det.

For første gang i sit liv følte Peter en stærk trang til alkohol. Han gik hurtigt hen til barskabet og fumlede med nøglen. Et fremmed ansigt stirrede på ham fra spejlet oven over barskabet. Ansigtet var blegt og hærget og havde dybe furer omkring munden. Der var sorte rande under øjnene af træthed, de udtærede kinder var metalblå af skægstubbe, og der var et sindsforvirret udtryk i de safirblå øjne. Han tog øjnene fra sit eget spejlbillede. Det forstærkede kun hans følelse af uvirkelighed.

Han skænkede et halvt glas whisky og drak det meste af det i et drag. Han kom til at hoste, og et par dråber af whiskyen løb ud af mundvigen og ned over hagen. Han tørrede det af med sin tommelfinger og tog så brevet for at studere det igen. Det var allerede krøllet, fordi han havde krammet det hårdt i hænderne.

»Tænk!« sagde han til sig selv. Det var sådan, Caliph arbejdede. Aldrig blotte sig. Udvælge andre til at gøre arbejdet, fanatikere som Ingrid, der havde ledet kapringen af Boeing’en, trænede mordere som den mand, der var blevet dræbt i floden ved La Pierre Bénite, eksperter på højeste plan som general Peter Stride. Han studerede dem, vurderede hvor meget de var værd og fastsatte til sidst prisen.

Peter havde aldrig troet på det gamle ord om, at ethvert menneske havde sin pris. Han havde i hvert fald troet, at han selv var hævet over den regel. Nu vidste han, at det ikke var tilfældet, og det gav ham kvalme.

Caliph havde fundet ud af, hvilken pris han havde – fundet den med usvigelig sikkerhed. Melissa– Jane.

Det løb ham koldt ned ad ryggen, og uden at han egentlig var klar over det, krøllede han papiret sammen til en kugle.

Han kunne se den vej for sig, som han nu var tvunget til at følge. Og han var pludselig klar over, at han allerede havde taget det første skridt på den vej. Det gjorde han, da han rettede pistolen mod den blonde morderske i Johannesburg-lufthavnens terminal og gjorde sig selv til dommer og bøddel.

Caliph havde haft ansvaret for det første skridt, og nu var det Caliph, som drev ham videre frem.

Peter vidste, at det ikke ville slutte med, at de fik Kingston Parkers hoved på et fad. Hvis han blot en gang bøjede sig for Caliphs trusler, ville det blive for evigt – eller indtil en af dem, Peter Stride eller Caliph, var fuldstændig knust.

Peter tømte sit glas.

Ja, Melissa– Jane var hans pris. Caliph var kommet med det rigtige bud. Intet andet ville kunne tvinge ham.

Peter tog en æske tændstikker fra barskabet, og som en søvngænger vaklede han ud i badeværelset. Han glattede brevet ud, foldede det sammen til en fidibus og tændte ild i den ene ende, mens han holdt den ind over WC-kummen. Han holdt på den, lige indtil han brændte fingrene, og så kastede han det brændende papir i kummen og skyllede ud.

Han gik tilbage til stuen og fyldte sit glas med whisky. Derefter satte han sig i den komfortable lænestol under vinduet og sank dybt ned i den. Først da blev han klar over, hvor træt han i grunden var.

Han tænkte på Kingston Parker. Det måtte se ud som et attentat tiltænkt mig, tænkte Peter. Et attentat, som ramte det forkerte offer.

»En bombe,« tænkte Peter. Han hadede bomber. På en eller anden måde stod bomber for ham som symbol på den sanseløse terror, som han hadede. Han havde set, hvordan bomber blev brugt i Irland og i London, og han hadede det.

»Men det må alligevel være en bombe,« sagde han til sig selv, og til sin overraskelse opdagede han, at hans had havde fundet et nyt mål. For første gang i sit liv hadede han sig selv for det, som han blev nødt til at gøre.

Caliph havde vundet. Peter vidste, at over for en modstander af den kaliber var der ingen chance for, at de kunne finde frem til det sted, hvor Melissa– Jane blev holdt skjult. Caliph havde vundet, og Peter Stride sad oppe resten af natten og planlagde en handling, som han indtil da havde viet sit liv til at afværge.

»Jeg begriber ikke, hvorfor de endnu ikke har fremsat deres krav.« Politiinspektør Richards strøg sig diskret over issen, så de sparsomme hårtjavser kom til at stå ud til siderne. »Der er gået fem dage nu og stadig ingen krav.«

»De ved, hvor de kan få kontakt med general Stride,« sagde Colin Noble. »Det fremgik af det interview, han gav.«

Peter Stride havde været i fjernsynet for at rette en appel til kidnapperne om ikke yderligere at lemlæste hans datter og til offentligheden om at bidrage med enhver oplysning, som måske kunne føre til, at hun blev fundet.

I det samme program havde man vist det identikit-portræt af chaufføren i den rødbrune Triumph, som var blevet til på grundlag af et vidnes beskrivelse.

Reaktionen havde været overvældende. Telefonerne hos Scotland Yard havde kimet, men udbyttet var magert.

En fjorten-årig pige, som var løbet hjemmefra, fik besøg af politiet i en lejlighed i Bournemouth, hvor hun blev overrasket i sengen sammen med sin toogtredive-årige elsker. Hun blev grædende sendt hjem til sine forældre, men forsvandt igen inden der var gået fireogtyve timer.

I det nordlige Skotland stormede politiet en ensomt beliggende hytte, som var beboet af en mand, der havde det samme lange, mørke hår og samme overskæg som på identikit-portrættet. Det viste sig, at han fremstillede LSD tabletter, og han og hans fire assistenter, hvoraf den ene var en ung pige, der havde en svag lighed med Melissa– Jane, fordi hun var pige og blond, var blevet jagtet hen over det skotske højland, indtil de til sidst blev fanget og overmandet i hytten af svedende medlemmer af det skotske politikorps.

Peter Stride var rasende. »Hvis det virkelig havde været Melissa-Jane, ville de have haft et kvarter til at gøre det af med hende.« Han rasede over for politiinspektør Richards. »De bliver nødt til at lade Thor komme ind i billedet næste gang, der skal foretages et angreb.«

Gennem Thor kommandoens interne signaltjeneste talte han direkte med Kingston Parker på video– skærmen.

»Vi vil sætte al vor indflydelse ind på det,« erklærede Parker og tilføjede med dyb medynk i stemmen: »Peter, jeg tænker på Dem hvert minut. Jeg kan ikke befri mig for den tanke, at det er mig, der har bragt Dem i denne forfærdelige situation. Jeg drømte ikke om, at de ville slå til gennem Deres datter. Jeg håber, De er klar over, at De fra min side kan påregne al den støtte, De har brug for.«

»Tak, sir.« sagde Peter, og et øjeblik følte han, at hans beslutning svækkedes. I løbet af ti dage måtte han dræbe denne mand. Han hærdede sig selv ved at tænke på den rynkede, hvide finger, som flød rundt i den lille flaske.

Kingston Parkers indflydelse havde en omgående virkning. Seks timer efter kom der via politidirektøren ordre fra Downing Street om, at det næste angreb på et sted, som var under mistanke for at huse den kidnappede pige, skulle foretages af Thor kommandoen.

Royal Air Force stillede to helikoptere til kommandoens rådighed, og Thors angrebsstyrke gik i hård træning for at indøve en befrielsesaktion i et bymiljø. Peter trænede sammen med dem, og han og Colin genetablerede hurtigt deres gamle samarbejde.

Når Peter ikke trænede med holdet, opholdt han sig en stor dej af tiden på den lukkede skydebane, hvor han prøvede på at berolige sindet ved at koncentrere sig om skydeøvelserne, men dagene gik hurtigt med falske alarmer og spor, der ikke førte til noget.

Hver aften når Peter så sig i spejlet over barskabet, var hans ansigt endnu mere hærget, og de blå øjne var sløret af træthed og af den angst, han følte for, hvad den næste dag ville bringe.

Der var seks dage tilbage, da Peter forlod sit hotelværelse allerede før morgenmaden og tog undergrundsbanen til Green Park og derfra til Finsbury Park. I en specialforretning for haveartikler, som lå i nærheden af stationen, købte han en plasticpose med ti kilo ammoniumnitrat kunstgødning. Han transporterede det tilbage tit Dorchester i en lille håndkuffert og anbragte den i et klædeskab bag sin trenchcoat.

Da han senere på aftenen talte med Magda Altmann i telefonen, bad hun ham endnu engang om at få lov til at komme til London og være sammen med ham.

»Peter, jeg ved, at jeg kan være til hjælp for dig. Også selvom jeg ikke kan gøre andet end at være ved din side og holde dig i hånden.«

»Nej, det har vi talt om.« Han kunne godt selv høre, at der var en brutal klang i hans stemme, men han kunne ikke kontrollere den. Han vidste, at han ikke var langt fra et sammenbrud. »Har du hørt noget?«

»Nej, jeg er ked af det Peter, intet, absolut intet. Mine kilder gør alt, hvad de kan for at opsnuse noget.«

Peter købte benzin ved en tankstation i Brewer Street. Han fik fem liter hældt på en beholder, som havde indeholdt et vaskemiddel, og som havde skruelåg. Fyren, der betjente ham, var en ung mand i snavsede overalls, og han var fuldstændig uinteresseret i dette salg.

I sit badeværelse arbejdede Peter med benzinen og ammoniumnitratet og fremstillede et højeksplosivt sprængstof, som kunne bringes til eksplosion ved hjælp af en sprængkapsel, og den havde han tænkt sig at konstruere med en blitzlyspære.

Bomben ville rasere hele suiten og dræbe enhver, der befandt sig i den. Skaderne ville imidlertid efter al beregning begrænse sig til disse tre værelser.

Det ville kun være et spørgsmål om at få Kingston Parker lokket til at aflægge ham et besøg i suiten under foregivende af, at Peter havde vigtige oplysninger om Caliph – oplysninger, der var så vigtige, at de kun kunne gives personligt og hjemme hos Peter på hans hotel.

Da han den aften kiggede sig i spejlet, så han et ansigt, som kunne tilhøre et menneske der led af en uhelbredelig sygdom, og whiskyflasken var tom. Peter åbnede en ny flaske, og han sagde til sig selv, at det ville gøre det lettere for ham at falde i søvn.

Vinden stod ind ude fra Det irske Hav, og den var så skarp som bladene på en mejetærsker. Lavthængende blygrå skyer sejlede gennem slugterne mellem Wicklow-bakkerne.

Somme tider revnede skydækket, og kolde solstrejf kastedes ned over de skovklædte bakkeskråninger. Bagefter kom regnen – en isnende grå regn, som faldt skråt i blæsten.

En mand stred sig op ad den mennesketomme gade i landsbyen. Turisterne var endnu ikke begyndt at komme, men skiltene med »Bed and Breakfast« var allerede ude foran husene for at byde dem velkommen.

Manden passerede pub’en med dens chokerende laksefarvede facade og travede videre hen over broen, som skilte landsbyen i to dele. I nattens løb havde en eller anden været ude med en bøtte aerosolmaling og malet »ENGLÆNDERNE UD« på den ene af stenbalustraderne.

Den fremmede var iført et plasticregnslag og en smalskygget kasket trukket godt ned over øjnene. Blæsten rev i ham og fik frakkeskøderne til at piske mod hans gummistøvler.

Han krummede sig sammen mod vinden, mens han travede forbi de få huse i landsbyen. Gaden lå fuldkommen øde hen, men manden vidste, at han blev iagttaget bag vinduernes gardiner.

Han ville aldrig selv have valgt denne landsby, som lå knap tredive kilometer fra Dublin. Enhver fremmed ville virke mistænkelig på et så isoleret sted. Han ville have foretrukket en større bys anonymitet. Men han var aldrig blevet spurgt om, hvad han foretrak.

Det var kun tredje gang, han havde forladt huset, siden de ankom. Hver gang havde det været for at købe noget, som der var opstået behov for, men som kunne være undgået ved en smule forudseenhed, da man forberedte deres ophold i det gamle hus. Det var resultatet af at skulle stole på en mand, der drak, men heller ikke i dette tilfælde var han blevet konsulteret.

Han var misfornøjet og i stridbart lune. Det havde regnet det meste af tiden, og oliefyret i huset virkede ikke; de havde kun varme fra de rygende tørv, som de brændte i de små pejse i hver af de to store værelser, som de benyttede. De brugte kun de to værelser og lod resten af huset være lukket af. Det var et skummelt hus, som lugtede af fugt. Han havde kun selskab af en jamrende alkoholiker dag efter dag, hvor den kolde regn silede ned. Han længtes ligefrem efter besværligheder, alt som kunne bryde den knugende monotoni, men nu var han blot reduceret til stik– i– rend– dreng og husassistent, roller som han på grund af sin træning og sit temperament var uegnet til, og han skulede mørkt frem for sig, mens han styrede hen mod den blandede landhandel med benzinpumperne, der stod udenfor som skildvagter.

Købmanden så ham komme og råbte ind i forretningen.

»Det er ham fra Old Manse, der kommer nu.«

Hans kone kom frem i døren, mens hun tørrede hænderne i sit forklæde, en lille, buttet kvinde med klare øjne og en rap tunge.

»Byfolk er ikke rigtig kloge, når de er ude i sådan et vejr.«

»Nej, og det er ikke dåsebønner eller Jamieson whisky, han er ude efter at købe.«

Spekulationer over den nye beboer i Old Manse var hurtigt blevet en af landsbyens vigtigste adspredelser, og der kom regelmæssige bulletiner fra pigen på den lokale telefoncentral, som kunne berette om to oversøiske telefonsamtaler, fra postbudet som blot kunne bekræfte, at der aldrig kom post til den nye beboer, og fra skraldemanden, som vidste, at der kun blev smidt tomme dåser (Heinz dåsebønner) og Jamieson whiskyflasker ud i skraldespanden.

»Jeg tror stadig, han kommer oppe nordfra,« sagde købmandens kone. »Han både ser ud og lyder som en Ulster– mand.«

»Tys, kone. Du bringer ulykke over os. Gå tilbage til dit køkken nu.«

Manden trådte ind i forretningen, idet han tog sin kasket af og slog vandet af mod dørkarmen. Han havde sort, glat pandehår og bistre øjne ligesom hos en falk, når først læderhætten er fjernet.

»Godmorgen, mr. Barry,« hilste købmanden ham hjerteligt. »Det ser ikke ud til, at regnen standser, før det klarer op.«

Manden, som han kaldte Barry, gryntede, tog sit regnslag af og så sig om i butikken med et hurtigt altomfattende blik.

Han havde en tyk tweedjakke på over en jerseytrøje, og de brune fløjlsbukser var stukket ned i gummistøvlerne.

»Er De færdig med at skrive Deres bog?« Barry havde fortalt mælkemanden, at han arbejdede på en bog om Irland. Egnen var et tilflugtssted for den litterære profession, en halv snes prominente eller excentriske forfattere havde slået sig ned her for at nyde fordel af Irlands skatteindrømmelser til forfattere og andre kunstnere.

»Endnu ikke,« brummede Barry og gik hen til en hylde, hvor han udvalgte en halv snes forskellige ting og lagde dem på den slidte disk.

»Når bogen bliver udsendt, vil jeg bede biblioteket reservere et eksemplar til mig,« sagde købmanden, selvom det netop var, hvad en forfatter ikke brød sig om at høre, og han begyndte at slå beløbene op på sit kasseapparat.

Barrys overlæbe var stadig unaturligt mere glat og bleg end det øvrige ansigt. Han havde barberet det sorte, hængende overskæg af dagen før, han ankom til landsbyen, og samtidig havde han klippet sit sorte pandehår, der næsten hang ned over øjnene.

Købmanden tog en af varerne op i hånden og så spørgende på Barry, men da det mørke, irske ansigt forblev udtryksløst, og manden ikke lod til at ville komme med nogen forklaring, slog købmanden øjnene ned og pakkede alle varerne i en bærepose.

»Det bliver tre pund og tyve pence,« sagde han, og da han havde fået pengene, lukkede han skuffen til kasseapparatet med en klemten og ventede, mens Barry tog kappen over skuldrene og satte kasketten på hovedet.

»Gud være med Dem, mr. Barry.«

Der kom ikke noget svar, og købmanden fulgte ham med blikket, da han gik hen ad gaden og over broen, og først da kaldte han på sin kone.

»Han har et pigebarn boende nede hos sig.« Købmanden var bristefærdig over betydningen af den opdagelse, han havde gjort. »Han skal have sig lidt fjums.«

»Hvordan ved du det?«

»Han købte noget, som kun damer bruger– du ved.« Han blinkede til hende.

»Nej, det ved jeg ikke?«

»Til skidtet – du ved. Det som damer bruger.« Og hans kone begyndte allerede at tage sit forklæde af.

»Er du sikker?« spurgte hun.

»Ville jeg nogen sinde lyve for dig?«

»Jeg tror, jeg går hen til Mollie og får en kop te,« sagde hans kone ivrigt; nyheden ville gøre hende til den mest interessante person i hele landsbyen.

Manden, som de kaldte Barry, gik ind i den smalle gyde med høje mure på begge sider, som førte op til Old Manse. Det var kun de tunge støvler og det store regnslag, der gav ham en klodset gang, for ellers var han smidig nok, slank og i topform, og øjnene under kasketskyggen var aldrig i ro, evig og altid på vagt og spejdende til alle sider.

Muren var tre meter høj og skjoldet af mos, og selvom den havde slået revner og visse steder sank lidt, sørgede den alligevel for, at beboerne på den anden side kunne have deres privatliv i fred.

For enden af gyden var der et par rådne og skæve døre til en garage, men låsen var en ny, skinnende Yale, og de værste revner og fuger i træværket var dækket af nye lister af fyrretræ, så man ikke kunne kigge ind i garagen.

Barry låste op og smuttede indenfor og sørgede for at lukke godt efter sig. I garagen stod en mørkeblå Austin med køleren vendt mod dørene, så den hurtigt kunne komme ud. Den var stjålet i Ulster for to uger siden, omlakeret og udstyret med en tagbagagebærer for at ændre dens udseende, og den var ligeledes forsynet med nye nummerplader. Motoren var blevet tunet og grundigt gennemgået, og Barry havde betalt omtrent det dobbelte af dens markedsværdi.

Han satte sig ind bag rattet og stak nøglen i tændingslåsen. Motoren startede omgående. Han brummede tilfreds, sekunders forsinkelse kunne være skæbnesvanger, og i. hans tilværelse kunne det betyde død. Han lyttede til motoren i et halvt minut, kontrollerede olietrykket og benzinmåleren og slukkede så motoren. Derefter steg han ud af vognen og gik gennem en bagdør i garagen ud i en tilgroet køkkenhave.

Det gamle hus var stærkt forsømt. Frugttræerne i den lille frugthave var syge og ødelagt af svamp og omgivet af højt ukrudt.

Stråtaget var grønligt af mos, og vinduerne havde ikke været pudset i flere år.

Barry gik ind gennem køkkendøren, smed sin kasket og kappe på gulvet i bryggerset og anbragte bæreposen på opvaskebakken ved køkkenvasken. Så åbnede han knivskuffen og tog en pistol frem. Det var en britisk soldats tjenestepistol, og den var blevet stjålet ved et indbrud i et britisk våbenarsenal i Ulster tre år i forvejen.

Barry undersøgte pistolen med ekspertens grundighed og stak den derefter i bæltet. Han havde følt sig nøgen og sårbar i den korte tid, han havde været uden våben, men han havde besluttet sig til ikke at risikere at bære det i byen.

Nu hældte han vand på kedlen, og i det samme lød en stemme inde fra stuen.

»Er det dig?«

»Ja, ingen andre,« svarede Barry tørt, og den anden dukkede op i døren ud til køkkenet.

Han var en tynd mand med ludende holdning og midt i halvtredserne, og han havde drankerens opsvulmede ansigt.

»Fik du det?« Hans stemme var ru og hæs af whisky.

Barry nikkede hen mod bæreposen ved køkkenvasken.

»Det er der alt sammen, doktor.«

»Lad være med at kalde mig det. Jeg er ikke læge længere.« Mandens stemme var irriteret.

Det kan godt være, men du er alligevel en forbandet dygtig læge. Spørg bare pigerne.«

Ja, han havde engang været en forbandet dygtig læge. For længe siden, før whiskyen, nu var det kun aborter, skudsår og den slags ting. Den sidste opgave han havde fået, brød han sig ikke om at tænke på. Han gik hen til vasken og rodede bæreposen igennem.

»Jeg bad om hæfteplaster,« sagde han.

»De havde ikke noget. Så tog jeg forbinding i stedet.«

»Jeg kan ikke –« begyndte manden, men Barry vendte sig om mod ham rød i hovedet af vrede.

»Jeg har fået nok af din jamren. Du skulle have medbragt, hvad du havde brug for, og ikke sende mig i byen efter det.«

»Jeg regnede ikke med, at såret –«

»De regner ikke med andet end et glas Jamieson. Der var ingen hæfteplaster. Skrub så af og gi’ pigebarnet den bandage på.«

Den ældre mand gik et par skridt baglæns, snappede bæreposen og forsvandt ind i stuen.

Barry lavede teen, hældte den op i et stort krus, puttede fire teskefulde sukker i og rørte støjende rundt, mens han stirrede ud ad de snavsede vinduer. Det regnede stadig. Han tænkte, at regnen og den stadige venten ville drive ham til vanvid.

Lægen kom ud i køkkenet igen med et bundt tøjstrimler. som var gennemvædet med blod og gul materie fra sårbetændelse.

»Hun er syg. Hun har brug for antibiotika. Fingeren –«

»Glem det,« sagde Barry.

»Hvis hun ikke kommer under rigtig behandling, kan jeg ikke tage noget ansvar.«

»Du er ansvarlig,« sagde Barry ildevarslende til ham. »Det skal jeg nok sørge for.«

Lægen smed tøjstrimlerne i vasken og hældte vand over dem.

»Kan jeg få en drink nu?« spurgte han.

Barry gjorde et sadistisk nummer ud af at kigge på sit ur.

»Nej, ikke endnu,« erklærede han.

Lægen hældte sæbepulver i vasken.

»Jeg tror ikke, at jeg også kan tage hånden,« hviskede han og rystede på hovedet. »Fingeren var slem nok – men jeg kan ikke klare hånden.«

»Du vil også tage hånden,« sagde Barry. »Hører du mig, du gamle fyldebøtte af et whiskyvrag? Du tager hånden og gør alt, hvad jeg ellers beordrer dig til.«

Sir Steven Stride udsatte en dusør på halvtreds tusind pund til enhver, der kunne komme med oplysninger, som førte til, at hans niece blev fundet i live, og tilbuddet fik stor opbakning i pressen og i TV, hvor man på ny fremviste identikit-portrættet. Det bevirkede en genopblussen af den svigtende interesse for sagen hos offentligheden.

Politiinspektør Richards havde i de senere dage kunnet nøjes med at lade en enkelt kvindelig politibetjent passe telefonhenvendelserne i sagen, men nu måtte han bede hendes kollega træde til igen, og han havde to overbetjente til at gennemgå alle de oplysninger, der strømmede ind.

»Stadig intet nyt?« spurgte Richards, da han viste Peter Stride ind på sit kontor. Det var et overflødigt spørgsmål. De aflyttede til stadighed hans telefon på hotellet og i Thors hovedkvarter for at kunne optage samtalen, hvis kidnapperne lod høre fra sig.

»Nej, intet,« løj Peter, men det var blevet nemmere at lyve nu, ligesom han var parat til at acceptere hvad som helst, som var nødvendigt for at redde Melissa– Jane.

»Jeg bryder mig ikke om det, general. Jeg kan absolut ikke lide, at der ikke har været gjort noget forsøg på at komme i kontakt med Dem. Jeg vil nødigt skræmme Dem, men for hver dag der går, hvor kidnapperne forholder sig tavse, ser det mere og mere ud som en hævnakt.« Han brød af og forsøgte at dække over sin forlegenhed ved at tænde en cigaret. »1går ringede souschefen til mig. Han ønskede min vurdering af, hvor længe jeg mente det nødvendigt at opretholde dette hold, som udelukkende beskæftiger sig med sagen.«

»Hvad svarede De ham?« spurgte Peter.

»Jeg sagde, at hvis vi ikke inden ti dage havde sikre spor at gå efter, i det mindste havde hørt fra kidnapperne, så ville jeg blive nødt til at antage, at Deres datter ikke længere var i live.«

»Javel.« Peter følte sig på en mærkelig måde rolig, som kun en fatalist kan være. Han vidste besked. Han var den eneste, der vidste det. Der var fire dage endnu til, at Caliphs første tidsfrist udløb. 1 morgen ville Peter fremsætte sit ønske om et hastemøde med Kingston Parker. Han regnede med, at det kunne arrangeres på mindre end tolv timer, og Parker ville utvivlsomt komme, men hvis det mod forventning ikke kunne lade sig gøre, havde Peter endnu tre dage tilbage til at udføre en alternativ plan, hvor han selv måtte opsøge Kingston Parker. Den første plan var bedre, mere sikker, men svigtede den, var Peter parat til at løbe enhver risiko.

Han blev pludselig klar over, at politiinspektøren stirrede på ham med en blanding af medlidenhed og bekymring.

»Det gør mig ondt, general. Jeg forstår, hvad De føler – men jeg kan ikke opretholde et specielt hold for tid og evighed. Vi har simpelt hen ikke mandskab nok –«

»Det forstår jeg.« Peter nikkede og strøg sig over ansigtet med den ene hånd. Det var en træt bevægelse fra en mand, der følte sig slået ud.

»General, jeg synes De skulle gå til Deres læge. Det synes jeg virkelig.« Politiinspektørens stemme var overraskende blid.

»Det er ikke nødvendigt – Jeg er bare lidt træt.«

»Der er grænser for, hvor meget et menneske kan tage.«

»Det er vel det, de sataner sætter deres lid til,« sagde Peter. »Men jeg er all right.«

Fra kontoret ved siden af lød en næsten konstant kimen af telefoner og stemmerne fra de to kvindelige politibetjente, som besvarede strømmen af opkald. Det var blevet en fast baggrundsstøj, så da den opringning, som de havde tryglet og bedt om og ventet på, endelig kom, ·var der ikke nogen ophidselse ved telefonerne.

De to politibetjente sad side om side ved det midlertidigt installerede centralbord. Den blonde pige var i midten af tyverne, og hun var køn og rapmundet med store, runde bryster, som skjulte sig bag den blå uniformsjakke. Det blonde hår var bundet i en knude i nakken, så hun kunne have ørerne fri, og hovedtelefonen fik hende til at se ældre og strengere ud.

Opkaldet kom fra en telefonboks. Der lød et lille klik fra mønten, som faldt på plads i automaten.

»Kan De høre mig?« Vedkommende talte med udenlandsk accent.

»Ja sir,« sagde den blonde pige.

»Hør godt efter. Gilly O’Shaughnessy har hende–« Nej, det var en påtaget accent; det røbedes, da manden udtalte navnet.

»Gilly O’Shaughnessy,« gentog pigen.

»Ja. Han holder hende indespærret i Laragh.«

»Vær venlig at stave navnet.« Igen svigtede accenten, da navnet blev stavet.

»Og hvor ligger det, sir?«

»Wicklow, Irland.«

»Tak, sir. Og hvad er Deres navn?«

Der lød et smæld, da forbindelsen blev afbrudt, og derefter var der kun en summetone. Pigen trak på skuldrene og skrev beskeden ned på en blok, der lå foran hende samtidig med, at hun kastede et blik på sit ur.

»Syv minutter til te– tid,« sagde hun. Hun rev papiret af blokken og rakte det over skulderen til overbetjenten, der sad bag hende.

»Jeg skal nok hente en bolle til dig,« sagde han.

»Jeg er på diæt,« sukkede hun.

»Det er skørt,« sagde han. »Du ser ikke ud til –« Overbetjenten brød af. »Gilly O’Shaughnessy. Hvorfra kender jeg det navn?«

Den ældre overbetjent, der sad ved siden af ham, så hurtigt op.

»Gilly O’Shaughnessy?« spurgte han. »Lad mig se.« Han snappede papiret ud af hånden på den anden og læste teksten. Derefter så han op igen.

»Du kender navnet, fordi du har set det i efterlysninger og hørt det i fjernsynet. Gilly O’Shaughnessy, det var ham der kastede en bombe på Leicester Square og skød en politimester i Belfast.«

Den yngre politimand fløjtede svagt. »Det her ser ud til at være noget. Måske lige det vi har ventet på –« Men hans kollega var allerede på vej ind til politiinspektøren uden at banke på.

Richards var i forbindelse med Dublin politiet, inden der var gået syv minutter.

»Indskærp dem, at de ikke må gøre noget som helst forsøg på at –« sagde Peter, mens de ventede, men Richards afbrød ham.

»Overlad det til mig, general. Jeg ved, hvad der skal gøres.« I det øjeblik var forbindelsen til Dublin klar, og Richards blev hurtigt stillet ind til en souschef. Politiinspektøren talte med ham i ti minutter, før han afsluttede samtalen.

»De vil benytte det lokale politi fremfor at spilde tid med at sende en mand ned fra Dublin. Jeg har imidlertid deres løfte om, at der ikke bliver foretaget noget, hvis en mistænkt findes.«

Peter nikkede til tak. »Laragh,« sagde han. »Jeg har aldrig hørt om det sted. Byen kan ikke have mere end nogle få hundrede indbyggere.«

»Ieg sender bud efter et kort,« sagde Richards, og da det blev skaffet til veje, studerede de det sammen.

»Den ligger på skråningerne af Wicklow bakker femten kilometer fra kysten –« Og det var det eneste, de kunne se på kortet, som var i stor målestok.

»Vi må vente på, at politiet i Dublin ringer tilbage –«

»Nej,« rystede Peter på hovedet. »Jeg vil gerne have, at De ringer til dem igen og beder dem om at sætte sig i forbindelse med en lokal landinspektør. Han må have trigonometriske kort over byen, luftfotografier og tegninger af vejføringen. Bed dem om at sende materialet med en bil til Enniskerry-lufthavn.«

»Skal vi gøre det allerede nu? Hvad nu, hvis det viser sig igen at være falsk alarm.«

»Så har vi blot spildt nogle liter benzin og chaufførens tid.« Peter var ikke længere i stand til at sidde stille. Han sprang op og begyndte at gå rastløst op og ned ad gulvet i kontoret, men pludselig forekom det ham at være for lille, og han følte det, som om han var ved at blive kvalt. »Jeg tror ikke, det er falsk alarm denne gang. Jeg synes, jeg kan lugte det. Lugte uhyret.«

Richards så forbavset på ham, og Peter slog ud med hånden. »Det er blot en talemåde,« forklarede han, og så skiftede han pludselig emne, som om en tanke lige var faldet ham ind. »Helikopterne bliver nødt til at gå ned undervejs for at tanke op, de kan ikke klare det i et stræk, og de er så forbandet langsomme!« Han gjorde en pause for at tænke sig om, lænede sig derefter ind over Richards skrivebord og drejede Colin Nobles nummer på telefonen.

»Colin,« sagde Peter hurtigt. »Vi har lige fået et tip. Det er endnu ikke bekræftet, men det ser ud til at være det bedste, vi har fået endnu.«

»Hvor?« spurgte Colin ivrigt.

»Irland.«

»Det er jo langt fanden i vold.«

»Hvor lang er flyvetiden til Enniskerry for helikopterne?«

»Vent et øjeblik.« Peter kunne høre, at han talte med en eller anden – formentlig en R.A.F. pilot. Et øjeblik efter var han tilbage igen.

»De bliver nødt til at tanke op undervejs.«

»Ja.«

»Fire og en halv time,« sagde Colin.

»Klokken er tyve minutter over ti nu – og den vil være næsten tre, før de ankommer til Enniskerry. Med dette vejr vil det være mørkt, før klokken er fem.« Peter tænkte sig om i en rasende fart; hvis de sendte Thor kommandoen helt til Irland, og det var falsk alarm – og det rigtige tip kom fra Skotland eller Holland, mens de befandt sig i Irland –

»Jeg kan lugte det. Det må være rigtigt,« sagde han til sig selv og tog en dyb indånding. Han kunne ikke beordre Colin Noble til at etablere Bravo. Peter var ikke længere kommandant for Thor.

»Colin,« sagde han. »Jeg tror, vi er på sporet. Jeg har en stærk fornemmelse af det. Vil du have tillid til mig og etablere Bravo allerede nu? Hvis vi venter blot en halv time til, får vi ikke Melissa-Jane ud, før mørket falder på – hvis hun er der.«

Der var en lang pause, hvor man kun hørte Colin Noble trække vejret.

»For fanden, det kan kun koste mig mit job,« sagde han til sidst. »Vi samler dig op på helikopter– landingspladsen om et kvarter; gør dig klar–«

Skydækket var ved at lette, men blæsten var stadig hård, og oppe på den udsatte landingsplads gik den gennem Peters trenchcoat, jakke og rullekravesweater. Hans og politiinspektør Richards’ øjne løb i vand, mens de spejdede efter det første glimt af helikopterne.

»Hvad nu hvis vi får en bekræftelse, før De ankommer til Enniskerry?«

»De kan komme i kontakt med os på R.A.F. frekvenserne,« sagde Peter til ham.

»Jeg håber ikke, at jeg har dårlige nyheder til Dem.« Richards holdt fast på sin bowler med den ene hånd, og hans ansigt var rødskjoldet af kulde.

De to klodsede helikoptere kom klaprende lavt hen over hustagene, og på hundrede meters afstand kunne Peter genkende Colin Noble, som stod i den åbne dør, parat til at tage imod ham.

»God jagt,« råbte Richards gennem støjen fra de hvirvlende rotorer. »Jeg ville ønske, at jeg kunne tage med Dem.«

Peter løb frem og sprang, endnu før helikopterens understel rørte betonen på landingspladsen. Colin greb ham i armen og trak ham op uden at tage cerutten ud af munden.

»Velkommen om bord, makker. Og lad os så komme af sted.« Og han hev op i sin store 45 pistol, der hang i bæltet.

»Hun spiser ikke.« Lægen kom ud i køkkenet med en tallerken og skrabede maden ned i en skraldespand under køkkenvasken. »Jeg er bekymret for hende. Meget bekymret.«

Gilly O’Shaughnessy brummede, men så ikke op fra sin egen tallerken. Han brækkede en stump af sit brød og tørrede omhyggeligt resten af tomatketchupen op. Han proppede brødet i munden og tog en slurk af den dampende te, og mens han tyggede det hele sammen, lænede han sig tilbage i køkkenstolen og betragtede den anden mand.

Lægen var på grænsen til at bryde sammen. Han ville sandsynligvis ikke holde ugen ud, før nerverne svigtede fuldkommen. Gilly O’Shaughnessy havde set stærkere mænd bryde sammen under mindre pres.

Han blev pludselig klar over, at hans egne nerver var ved at være tyndslidte.

Det var ikke kun regnen og ventetiden, som tog hårdt på ham. I hele sit liv havde han spillet rævens rolle, og han havde udviklet det jagede dyrs instinkter. Han kunne fornemme fare og forfølgere, selv når der ikke var noget konkret at bygge på. Det gjorde ham rastløs at blive for længe på et sted, især når han var ude på et job. Nu havde han opholdt sig her i tolv dage, og det var alt for længe for ham. Jo mere han tænkte over det, des mere urolig blev han. Hvorfor havde de dog insisteret. på, at pigebarnet skulle bringes til dette isolerede sted, hvor fremmede øjeblikkelig vakte mistanke? Der var kun en vej, som førte ind til og ud af byen, kun en vej at flygte ad. Hvorfor havde de insisteret på, at han skulle sidde og vente på dette øde sted? Han ville have foretrukket hele tiden at bevæge sig omkring. Hvis det var ham, der bestemte, ville han have købt en brugt campingvogn og være blevet ved med at køre fra det ene sted til det andet.

Han tændte sig en cigaret og stirrede ud gennem de regnplettede vinduer. Nej, det de skulle have gjort var at skære alle fingrene af og putte dem på flasker og så sende dem til faderen med passende intervaller, og så skulle de have presset en pude ned over ansigtet på hende og begravet hende i køkkenhaven eller kastet hende i havet– på den måde ville de ikke have haft brug for en læge til hende.

Alt andet havde været gjort med professionel dygtighed, lige fra den dag, da de kontaktede ham i Rio de Janeiro, hvor han skjulte sig i en tarvelig hytte sammen med en indiansk pige og med kun halvtreds pund tilbage af sine penge. Han troede, han havde udvisket alle spor bag sig, men de fandt ham alligevel, og de havde et pas til ham lydende på navnet Barry. Alt havde været godt planlagt – også det med pengene. Tusind pund i Rio, yderligere fem tusind dagen efter, at de havde snuppet pigen, og han var ikke nervøs for, at restbeløbet ti tusind ikke skulle falde som lovet, når det hele vor overstået.

Caliph, det var et skørt navn, tænkte Gilly O’Shaughnessy, mens han smed resten af cigaretten ned i den sidste sjat te i koppen, hvor gløden slukkedes med en hvislende lyd. Han havde altid syntes, det var et skørt navn, men på en eller anden måde kunne det alligevel få en til at gyse, og det var ikke alene kulden, han kom til at ryste af.

Han rejste sig og gik hen til køkkenvinduet. Alt var blevet ordnet så effektivt, dygtigt og hurtigt, alt havde været så klart gennemtænkt, at det virkede så meget mere foruroligende, når noget svigtede.

Gilly O’Shaughnessy havde på fornemmelsen, at Caliph ikke foretog sig noget uden god grund – men hvorfor havde han så givet ordre til, at de skulle skjule sig i denne farlige flaskehals uden tilstrækkelig mulighed for flugt, hvorfor skulle de sidde her og vente?

Han tog sin kasket og sit regnslag. »Hvor skal du hen?« spurgte lægen ængsteligt. »Jeg vil bare kigge mig lidt omkring,« brummede Gilly O’Shaughnessy, mens han trak kasketten ned over øjnene.

»Du strejfer evig og altid omkring,« protesterede lægen. »Det gør mig nervøs.«

Ireren trak sin pistol frem og kontrollerede, at den var ladt, før han igen stak den tilbage i bæltet. »Du passer bare dit job som sygeplejerske og overlader mandfolkearbejdet til mig,« sagde han.

Den lille, sorte Austin kørte langsomt gennem landsbyens gade, regnen trommede på taget og motorhjelmen og strømmede ned over forruden, så de to mænd i bilen var vanskelige at få øje på. Det var først, da bilen holdt stille foran byens eneste købmandsforretning og mændene steg ud, at indbyggerne bag gardinerne i vinduerne ned langs hele gaden fik deres nysgerrighed tilfredsstillet.

Det var to mand fra det irske politi i deres blå vinteruniformer med mørkere epauletter, og de skyndte sig ind i forretningen.

»Godmorgen Maeve, min gamle kærlighed,« hilste overbetjenten den lille buttede, rødmossede kone bag disken.

Hun fniste, da hun genkendte overbetjenten – der var engang for tredive år siden, da de to havde haft fine ting at tilstå ved skriftemålet. »Og hvad bringer så dig hertil helt oppe fra den store by?«

Det var en lovlig flot betegnelse for Wicklow, som ikke var andet end et lille badested femogtyve kilometer borte.

»Jeg vil nyde synet af dit strålende smil.«

De sludrede som gamle venner i en halv snes minutter, og hendes mand dukkede op fra et baglokale, da han hørte tekopperne klirre.

»Nå, hvad er der så af nyt her i Laragh?« spurgte overbetjenten til sidst. »Er der nye ansigter i byen?«

»Nej, det er alle sammen de samme ansigter. Der sker ingen forandringer i Laragh, gudskelov for det.« Købmanden virrede med hovedet. »Nej, det eneste nye ansigt er ham, der bor nede i Old Manse, ham og hans veninde –« han blinkede sigende, »– men han er så fuldkommen fremmed, at ham regner vi ikke med.«

Overbetjenten trak langsomt sin notesbog frem, åbnede den og tog et fotografi frem, det sædvanlige portræt i profil og en face, som stammede fra politiets forbryderalbum. Han holdt tommelfingeren over navnet, mens han viste dem billedet.

»Nej.« Kvinden rystede på hovedet. »Ham nede i Old Manse er ti år ældre, og han har ikke overskæg.«

»Dette billede er taget for ti år siden,« sagde overbetjenten.

»Hvorfor sagde du ikke det med det samme.« Hun nikkede. »Så er det ham. Det er helt sikkert, at det er mr. Barry.«

»Old Manse, siger du.« Overbetjenten stak fotografiet tilbage i notesbogen. »Jeg bliver nødt til at låne jeres telefon.«

»Hvor skal du ringe til?« spurgte købmanden mistænksomt.

»Dublin,« sagde overbetjenten. »1 tjenstligt ærinde.«

»Så bliver jeg nødt til at have betaling for samtalen.« sagde køb manden hurtigt.

»Der kan du se,« sagde hans kone, da overbetjenten bestilte samtalen over den lokale central. »Jeg sagde jo til dig, at han så mistænkelig ud. Første gang jeg kastede et blik på ham, vidste jeg, at han kom oppe fra nord og bragte ulykke med sig som den onde selv.«

Gilly O’Shaughnessy holdt sig tæt ind til muren og passede på, at han ikke kunne blive set af nogen, der tilfældigvis iagttog huset fra skråningen på den anden side af floden. Han bevægede sig forsigtigt og lydløst som en hankat, der er på natterov, og hele tiden studerede han grunden neden for muren for at se, om der var spor efter en mand, som var klatret over på de steder, hvor murværket var sunket. Han holdt også øje med det våde ukrudt for at se, om nogen var gået gennem det.

I den fjerneste ende af haven klatrede han op i et æbletræ for at se over muren. Han ventede og spejdede i tyve minutter, og derefter klatrede han ned igen og fortsatte langs hele muren. Ikke et øjeblik slappede han af, og det var, som om han nu havde glemt kulden og den silende regn.

Der var intet usædvanligt at observere, ikke det mindste tegn på fare, ingen grund til den nagende uro – og alligevel vidste han, at der var fare på færde. Til sidst standsede han ved jernlågen, som førte ud til den smalle gyde med mure på begge sider, og han bøjede sig ned og kiggede ud gennem åbningen mellem lågen og muren, og herfra kunne han overse hele gyden og se så langt som ned til broen.

Endnu engang stod han længe og spejdede tålmodigt, nægtede at tænke på det fysiske ubehag og anstrengte sig for at bruge øjnene og lade hjernen arbejde under højtryk.

Det var ikke første gang, han spekulerede på det usædvanlige system, som Caliph brugte, når der skulle udveksles besked, sendes penge eller afleveres ting.

Pengene var kommet i schweiziske francs på checks udstedt til ihændehaveren og sendt pr. post til hans Rio adresse og senere til hans adresse i London.

Han havde en gang leveret noget til Caliph og foretaget to telefonopkald. Flasken med fingeren var blevet leveret inden, der var gået to timer, efter at pigen var taget, og endnu mens hun var under bedøvelse. Lægen – dr. Jamieson – som Gilly O’Shaughnessy yndede at kalde ham, havde foretaget amputationen bag i vogn nummer to. Det var en lille grøn Ford varevogn, helt lukket bagtil, og den havde ventet på dem ved Cambridge jernbanestation. De havde flyttet pigen fra den rødbrune Triumph over i Ford’en, og så havde de igen parkeret på en lille plads ved en landevejscafe på A 10, mens dr. Jamieson gjorde sit job. Alle instrumenterne havde ligget klar til ham i varevognen, men han havde forkludret det, fordi hans hænder rystede på grund af nerver og mangel på alkohol. Pigen havde blødt meget, og nu var hånden betændt.

Gilly O’Shaughnessy følte en stigende irritation ved tanken om lægen. Alt hvad han rørte ved syntes at mislykkes.

Han havde leveret flasken til en vogn, der holdt nøjagtigt, som han havde fået besked på, og chaufføren havde blinket med lyset i et forud aftalt signal. Gilly havde knap standset, men var kørt tæt op på siden af den anden vogn, havde rakt flasken ud gennem sideruden og var derefter fortsat stik vestpå og havde taget den tidlige morgenfærge længe før, der var blevet slået alarm i anledning af pigens forsvinden.

Så var der telefonsamtalerne. De bekymrede Gilly O’Shaughnessy lige så meget som alt andet i hele denne forbandede historie. Han havde foretaget det første opkald, så snart han ankom til Laragh, og han havde fået besked på kun at sige denne ene sætning: »Vi er vel ankommet« og så lægge røret på. En uge efter skulle han ringe til samme nummer og blot sige: »Vi har det godt« og så straks bryde forbindelsen.

Gilly kunne huske, hvordan pigen på telefoncentralen begge gange havde ringet tilbage for at spørge ham, om forbindelsen ikke havde været i orden – og hver gang havde hun virket overrasket og forvirret.

Det var den slags, der kunne efterlade et spor til forfølgerne, og han ville også have protesteret – hvis der havde været nogen at protestere til, men der var kun det nummer, han havde fået opgivet, og der var ingen anden måde, hvorpå han kunne komme i kontakt med Caliph. Mens han stod ved jernlågen, besluttede han, at han ikke ville ringe igen om fire dage som aftalt.

Så kom han i tanker om, at det var om fire dage, hånden skulle tages – og i telefonen skulle han sikkert have nærmere besked om, hvor den skulle afleveres – men han brød sig ikke om det. Selv ikke for penge.

Gilly O’Shaughnessy følte det løbe koldt ned ad ryggen, og sådan havde han aldrig haft det før. Han så på sit billige japanske armbåndsur. Klokken var næsten fire, og det var ved at blive mørkt ude over bakkerne. Da han igen så op, var der noget, der bevægede sig på vejen.

Oppe fra toppen af den nærmeste bakke fulgte en bil den snoede vej ned mod broen. Det var en lille, sort sedan, og pludselig forsvandt den ud af syne bag en bevoksning.

Gilly O’Shaughnessy ventede på, at den skulle dukke op igen, men uden synderlig interesse. Han tænkte stadig med bekymring på de to telefonsamtaler. Han prøvede på at finde ud af, hvorfor Caliph ønskede det på den måde, og hvorfor han ville løbe en sådan risiko.

Den lille, sorte bil kørte ud på broen og kom direkte ned mod Old Manse, men lyset var ikke godt, og Gilly kunne kun se omridset af to hoveder bag de rytmisk svingende vinduesviskere.

Bilen begyndte at køre langsommere, indtil den kun sneglede sig af sted, og pludselig rettede Gilly sig op med alle sanser vågne. Bilen var næsten standset, den ene rude var rullet lidt ned, og for første gang kunne han se ind i bilen. Han så skyggen på en uniformskasket og et glimt af et emblem på kasketten.

Den lille, sorte vogn forsvandt om et hjørne, og Gilly hørte motoren accelerere.

Han snurrede omkring med regnslaget hvirvlende om sig og løb tilbage til huset. Han følte sig fuldstændig kold og rolig nu, hvor øjeblikket til at gå i aktion endelig var kommet.

Der var ingen i køkkenet, og han løb hurtigt gennem det og flåede døren op til det næste værelse.

Lægen stod bøjet over sengen og så vredt op.

»Jeg har sagt, at du skal banke på.«

Det havde de skændtes om før. Lægen havde stadig en rest af professionel etik tilbage, når det gjaldt behandlingen af sin patient. Han kunne måske godt lemlæste pigen for at få de penge, som han trængte desperat til, men han havde protesteret voldsomt, når Gilly hang i døråbningen og så til med et lystigt blik, hver gang lægen klædte pigen af for at vaske og behandle hende, eller hvis hun skulle udføre sine naturlige funktioner.

Nu lå pigen med ansigtet vendt ned mod det snavsede lagen. Hendes blonde hår var sammenfiltret og fedtet; lægens forsøg på at holde hende ren var lige så klodset og ineffektivt som hans kirurgi.

Feberen og de medikamenter lægen fyldte hende med havde udmagret hende. Hver knogle ned langs hele rygraden trådte tydeligt frem, og hendes nøgne endebalder var skrumpet ind og forekom patetisk sårbare.

Lægen trak et tæppe op til hendes skuldre og vendte sig om og stod ligesom beskyttende foran sin patient.

»Vi skal af sted,« snerrede Gilly O’Shaughnessy til ham.

»Hun kan ikke flyttes,« protesterede lægen. »Hun er virkelig syg.«

»Som du vil,« sagde Gilly. »Så efterlader vi hende her.« Han stak hånden ind under det dryppende regnslag, trak pistolen frem og gik hen mod sengen. Lægen greb ham i armen, men Gilly skubbede ham til side, så han røg over mod væggen.

»Du har ret, hun vil blive besværlig for os.« sagde han og satte pistolens munding ind mod pigens nakke.

»Nej,« råbte lægen. »Nej, gør det ikke. Vi tager hende med.«

»Vi tager af sted, så snart det bliver mørkt.« Gilly trådte tilbage og stak pistolen i bæltet igen. »Jeg råder dig til at være klar til den tid,« advarede han.

De to helikoptere fløj næsten side om side, og under dem lå Det irske Hav med skumtoppede bølger. De havde fået ny påfyldning i Caernarvon og havde skudt en god fart, siden de forlod den walisiske kyst, for de havde haft vinden med sig, og alligevel var mørket ved at indhente dem. Peter Stride blev ved med utålmodigt at se på sit ur med sekunders mellemrum.

Der var kun halvanden hundrede kilometer åbent vand at flyve over, men for Peter forekom det at være hele Atlanterhavet. Colin sad og krøb sammen ved siden af ham på den smalle bænk, der løb langs hele siden af kabinen, og han tyggede på den kolde cerutstump af hensyn til det lysende »Rygning forbudt« skilt på skillevæggen ud til cockpittet. Resten af mandskabet var som sædvanlig fuldkommen afslappet og lå udstrakt enten på bænkene eller på gulvet og med hovedet hvilende på deres oppakning.

Peter Stride var den eneste, der var anspændt og urolig. Han rejste sig på ny og spejdede ud gennem perspex-vinduet for at bedømme det svindende dagslys og prøve at måle, hvor lavt solen stod bag det tykke skydække.

»Tag den med ro,« sagde Colin, da han satte sig igen. »Ellers giver du dig selvet mavesår.«

»Colin, der er noget, jeg må være klar over. Hvad er højst prioriteret ved dette angreb?« Peter måtte råbe højt for at overdøve spektaklet fra blæsten og motoren.

»Der er ingen prioriteter. Vi har kun et mål– at befri Melissa– Jane og få hende uskadt ud.«

»Vi skal ikke prøve på at fange nogen levende og bringe dem til forhør?«

»Peter, gamle dreng, vi vil skyde på ethvert levende væsen, der bevæger sig på stedet – uden skånsel.«

Peter nikkede tilfreds. »Men hvad med Kingston Parker? Han vil gerne have, at de tages til fange.«

»Kingston Parker?« Colin tog cerutstumpen ud af munden. »Kender ham ikke – her er det onkel Colin, som bestemmer.« Og han smilede bredt til Peter, dette kammeratlige, skæve smil, og i samme øjeblik kom flyvemekanikeren ind i kabinen og råbte hen til Colin.

»Den irske kyst forude. Vi lander i Enniskerry om syv minutter.« Flyveledelsen i Enniskerry var blevet underrettet på forhånd. De lod alle indkomne fly vente i forskellig højde og gav omgående landingstilladelse til de to R.A.F. fly.

De kom klaprende ned fra de lavthængende skyer og satte sig på cementen foran en af hangarerne. En politibil med roterende taglygte rullede omgående frem og parkerede ved siden af den ene af helikopterne. Endnu før rotorerne var standset, steg to irske politifolk og en landinspektør om bord.

»Stride,« præsenterede Peter sig. Han var atter iført sin gamle sorte dragt ud i et og med pistolhylsteret spændt ned om det højre lår.

»General, vi har fået en bekræftelse,« sagde politiassistenten, endnu mens de gav hinanden hånden. »Lokale folk har identificeret O’Shaughnessy fra et fotografi. Det er ham, der befinder sig i området.«

»Har man fundet ud af hvor?« spurgte Peter.

»Ja. I et gammelt hus i udkanten af landsbyen.« Han gjorde tegn til landinspektøren, at han skulle træde nærmere med sit materiale. Der var ikke noget bord i kabinen, så de bredte kort og fotografier ud på gulvet.

Colin Noble tilkaldte angrebsstyrken fra den anden helikopter, og tyve mand trængtes i en klynge omkring kortet på gulvet. »Der – der har vi huset.« Landinspektøren tegnede en cirkel på kortet med en blå blyant.

»Udmærket,« brummede Colin. »Så har vi to gode holdepunkter – vi følger enten floden eller vejen lige til broen og kirken. Huset ligger midt imellem.«

»Findes der ikke en forstørrelse af huset eller en plan over det indre?« spurgte en af soldaterne.

»Der var desværre ikke tid til at lede i større omfang,« beklagede landinspektøren.

»Det lokale politi aflagde rapport for nogle få minutter siden, og vi hørte det over radioen. De siger, at huset ligger bag høje stenmure, og at der ikke var tegn på aktivitet.«

»De har vel ikke været i nærheden af huset?« spurgte Peter. »Der blev givet udtrykkelig ordre til, at ingen måtte nærme sig stedet.«

»De kørte blot forbi på landevejen.« Politiassistenten så lettere forlegen ud. »De ville blot sikre sig, at –«

»Hvis det virkelig er O’Shaughnessy, skal der ikke andet til, før han fordufter.« Peters øjne lynede af vrede. »Hvorfor kan disse mennesker ikke gøre, som de får besked på?« Han vendte sig mod helikopterpiloten, som stadig var iført sin gule redningsvest og hjelm med indbygget mikrofon og hovedtelefoner.

»Kan De sætte os ned ved huset?«

Piloten svarede ikke omgående, men kiggede hen på det nærmeste vindue, hvor regnen piskede mod glasset.

»Det vil være mørkt om ti minutter eller endnu før, og sigtbarheden er nede på nul nu. Ingen vil kunne få øje på huset – så jeg tror det ikke. Jeg vil kunne bringe jer derhen ved det første lysskær i morgen.«

»Det skal være i aften. Lige med det samme.«

»Hvis De kan få det lokale politi til at afmærke målet med lommelygter eller et blus.« foreslog piloten.

»Det er udelukket. Vi kan ikke løbe risikoen for at blive røbet, og jo længere vi står her og snakker, des ringere bliver vore chancer. Vil De gøre et forsøg, det bedste De kan?« Peter tiggede ham nærmest, men ingen pilot kan tvinges til at starte, end ikke flyveledelsen kan lægge pres på ham, hvis han ikke kan acceptere startbetingelserne.

»Vi vil blive nødt til hele vejen at holde os i nær kontakt med jorden, og det er netop i sådan en situation, at man kan komme i vanskeligheder. Terrænet der hæver sig og forringede vejrforhold …«

»Prøv alligevel,« sagde Peter. »Prøv.«

Piloten tøvede et par sekunder endnu.

»All right,« sagde han så pludselig. »Lad os komme af sted.« Og i næste øjeblik var der trængsel ved lugeåbningen, da holdet fra den anden helikopter myldrede ud for at komme over i deres egen maskine.

Politiassistenten og landinspektøren var lettede over, at de ikke stod på passagerlisten.

Helikopteren tumlede rundt i det urolige vejr som ramt af slagene fra en sværvægtsbokser. Terrænet flaksede forbi under dem, men forekom uvirkeligt i tusmørket og uvejret. De tændte forlygter på en enlig bil på en ensom landevej og lysene fra en landsby var de eneste landmærker, der var nogen fornuft i – resten var mørke pletter af skov og hegn og stenmure, som kantede markerne, men få minutter efter var også det udvisket af regnen og lavthængende skyer, og piloten samlede al sin opmærksomhed om flyveinstrumenterne foran sig.

Hver gang de kom ud af en sky, var de sidste rester af dagslyset svundet endnu mere, og terrænet under dem virkede mere og mere truende, efterhånden som de blev tvunget til at gå længere ned for at kunne orientere sig.

Peter sad på et klapsæde i cockpittet mellem de to piloter, og Colin krøb sammen bag ham. Alle spejdede fremad, alle var tavse og anspændte, mens den klodsede fugl baskede tungt og lavt hen over jorden.

De nåede ud til kysten med den lange hvide bræmme af brænding kun halvtreds fod under helikopteren, og piloten svingede sydpå, og sekunder efter dukkede et lysfelt op forude på kyststrækningen.

»Wicklow,« sagde piloten, og nu havde de en sikker udgangsposition, så de kunne sætte kursen direkte mod Laragh. De fulgte vejen ind i landet.

»Fire minutter tilbage,« meddelte andenpiloten, og Peter rakte ned og kontrollerede, at Waltheren sad som den skulle i sit hylster, så han hurtigt kunne trække.

Gilly O’Shaughnessy smed sine få personlige ejendele ned i den blå flytaske, et sæt skifteundertøj og barbermaskine. Så trak han jernsengen ud fra væggen, fjernede fodpanelet og tømte det lille skjulested, han havde indrettet ved at hugge en enkelt sten ud.

Det var hans papirer, passene, seks hundrede pund i rejsechecks og en pakke med ekstra ammunition til pistolen. Caliph havde sørget for et pas til pigen – lydende på navnet Helen Barry, hans datter. Han stak det hele i lommerne på sin jakke og kastede et sidste blik rundt i det nøgne, triste rum. Han vidste, at han ikke havde efterladt spor, fordi han aldrig medbragte noget, som kunne bruges til at identificere ham. Men alligevel var han besat af tanken om at ødelægge alt efter sig, ethvert tegn på, at han havde været der. Han var for længst ophørt med at tænke på sig selv som Gilly O’Shaughnessy. Han havde ikke noget navn – og kun et mål her i livet, og målet var ødelæggelse. Han kunne til enhver tid citere det meste af Bakunins Den revolutionære katekismus, især definitionen af den sande revolutionær:

Det fortabte menneske, som intet ejer, ikke har andre interesser og ikke er bundet af noget – end ikke af sit navn. Men kun besat af en tanke, kun har en interesse og en lidenskab – revolutionen. Et menneske, som har brudt med samfundet, brudt med dets love og konventioner. Han må foragte andres meninger, og han m å aldrig frygte hverken død eller tortur. Han må være lige så hård 1110d sig selv som mod andre, og i hans hjerte må der ikke være plads til kærlighed, venskab, taknemmelighed eller æresfølelse.

Som han stod nu i det tomme værelse.. så han sig selv som den sande revolutionær, og et øjeblik gav han efter for sin forfængelighed og kiggede sig i spejlet, der hang på væggen over jernsengen.

Det han så var et mørkt, koldt ansigt, det fortabte menneskes ansigt, og han følte stolthed over at tilhøre den elite af mennesker, som havde brudt med samfundet.

Han tog sin taske og gik ud gennem køkkenet.

»Er du klar?« råbte han.

»Hjælp mig. Jeg kan ikke bære hende alene,« jamrede lægen inde fra det andet værelse.

Gilly gik derind. Lægen havde pakket pigen ind i et gråt uldtæppe, og han havde prøvet på at løfte hende op fra sengen, men det måtte han opgive.

»Hjælp mig,« bad han igen.

»Flyt dig.« Gilly O’Shaughnessy skubbede ham brutalt til side og bøjede sig ned over pigen. I nogle sekunder var deres ansigter tæt ved hinanden.

Hendes øjne var åbne, men pupillerne var stærkt udvidet på grund af det narkotikum, lægen havde fyldt hende med. Øjenlågene var rødrandede, og hendes læber var så tørre, at de sprækkede.

Han løftede hende op med lethed og bar hende ud gennem køkkenet og ud til garagen, mens lægen kom vaklende bagefter med en lille papkasse, hvor han havde sit udstyr og sin medicin. Han bandede over kulden og var flere gange ved at miste fodfæstet.

Gilly O’Shaughnessy ventede, mens lægen åbnede døren til bagsædet, og så smed han hende så ublidt ind, at hun klagede sig. Han ignorerede hende og gik hen og åbnede fløjdørene til garagen. Det var så mørkt nu, at han ikke længere kunne se broen.

»Hvor tager vi hen?« spurgte lægen.

»Det har jeg ikke besluttet endnu,« svarede Gilly. »Måske tager vi op nordpå eller tilbage til England.«

»Men hvorfor tager vi af sted så pludseligt?«

Han gad ikke svare, men gik tilbage ind i køkkenet. Han var altid besat af ønsket om at dække sine spor og ikke efterlade det mindste, som fjenden kunne få glæde af.

Og selvom han havde bragt meget lidt med sig og havde fjernet det alt sammen, vidste han, at der stadig var noget, han efterlod, om ikke andet så fingeraftryk. Desuden var der ødelæggelsestrangen, som han skulle have tilfredsstillet.

Han flåede trælågerne af køkkenskabene og trampede dem i stykker under sine hæle. Pindene stablede han op på midten af trægulvet, krøllede nogle aviser sammen og stak dem ind under træet, og til sidst kastede han bordet og stolene oven på.

Han tændte en tændstik og holdt flammen ind til de sammenkrøl lede aviser. Ilden antændte hurtigt, og han åbnede vinduer og døre. Flammerne blev næret af den kolde, friske luft og slikkede grådigt om de splintrede låger.

Gilly tog sin taske og gik ud i mørket. Han krøb lidt sammen mod blæsten og regnen, men da han var nået halvvejs hen til garagen, rettede han sig pludselig op og lyttede.

Han opfattede en lyd som motoren på en tung lastbil, der arbejdede sig op ad bakken, men der var samtidig en mærkelig fløjtende tone, og motorstøjen udviklede sig så hurtigt, at der ikke kunne være tale om en lastbil. Lyden syntes at fylde hele luften, og nu lød det, som om den kom oppe fra skyerne.

Gilly O’Shaughnessy stod med ansigtet løftet mod regnen og stirrede op mod himlen, og lidt efter så han et lys, der blinkede regelmæssigt, og det varede kun et øjeblik, før han blev klar over, at det var antikollisionslyset på et lavtflyvende luftfartøj, og at den skarpe fløjtetone var de hvirvlende rotorer, som bragte jægerne frem. Han begyndte at løbe.

»Det går ikke.« Piloten drejede hovedet for at råbe til Peter, men tog ikke øjnene fra instrumenterne. De havde mistet kontakten med den anden helikopter.

»Vi er indhyllet i tåge og regn. Vi flyver i blinde. Jeg bliver nødt til at gå til vejrs og vende tilbage til Enniskerry, før vi tørner ind i den anden maskine.«

Risikoen for en kollision med den anden helikopter var alvorlig nok. Signallyset blinkede oven over dem, men den anden pilot ville ikke kunne få øje på det, før det var for sent.

»Vent. Vent et øjeblik endnu,« råbte Peter tilbage. Han havde det mest forpinte udtryk i ansigtet, han var på sammenbruddets rand, og det kunne ende med en tragedie eller fiasko for ham, men han blev nødt til at fortsætte.

»Det går ikke,« sagde piloten igen, og i samme øjeblik gav han et forskrækket udbrud fra sig og kastede helikopteren til side samtidig med, at han lod den stige brat, så maskinen rystede og slingrede.

Spiret på kirketårnet var dukket op foran dem, sprunget ud af skyerne som et rovdyr, der har ligget i baghold. Nu flimrede det tæt forbi dem og forsvandt bagude.

»Kirken!« råbte Peter. »Her er det. Vend om.«

Piloten holdt helikopteren svævende midt i dette kaos af regn og skyer, som blev pisket ind mod dem af luftstrømmen fra rotorerne.

»Jeg kan ikke se en døjt,« råbte piloten.

»Vi har hundrede og halvfjerds fod på højdemåleren,« meddelte andenpiloten. Men de kunne stadig ikke se noget af terrænet neden under dem.

»For Guds skyld sæt os ned,« tryglede Peter.

»Jeg kan ikke tage chancen. Vi aner ikke, hvad der er under os.« Pilotens ansigt var sygeligt orangefarvet i skæret fra instrumentlysene, og hans øjne var kun sorte gruber. »Jeg stiger og sætter kursen tilbage –«

Peter rakte ned med den højre hånd og lod den hvile på skaftet af Waltheren. Han erkendte koldblodigt, at han var i stand til at dræbe piloten og tvinge andenpiloten til at lande – men i det øjeblik opstod der et hul i skydækket, lige netop stort nok til, at man kunne se jorden nedenunder.

»Vi kan se,« råbte Peter. »Få os ned!« Og helikopteren dalede hurtigt ned og kom pludselig fri af skyerne.

»Floden.« Peter så et glimt af vandet. »Og broen –«

»Der er kirkegården,« råbte Colin lige så ivrigt. »Og der har vi huset.«

Det stråtækte tag var en sort rektangel, og på den ene side af huset var der lys i vinduerne, så de kunne skimte den høje mur omkring stedet. Piloten svingede helikopteren en hel omgang rundt og dykkede ned mod huset.

Colin Noble sprang ind i kabinen og råbte ordrer til sit hold. »Delta l Vi angriber nu.« Flyvemekanikeren åbnede lugen, og soldaterne var straks på benene og samlede sig på begge sider af åbningen. Den mørke jord susede op imod dem, og Colin spyttede cerutstumpen ud og støttede sig i døråbningen.

»Skyd efter alt, hvad der bevæger sig,« råbte han. »Men for Guds skyld, pas på pigen. Er I parate, drenge.«

Peter blev presset ned i sædet på grund af maskinens kraftige fald, og han havde derfor ikke kunnet følge Colin ud i kabinen, men han havde en klar udsigt gennem cockpit– taget.

Lyset i vinduerne blafrede på en unaturlig måde, og Peter blev klar over, at det var brand. Det var flammer, der lyste i vinduerne, og Peter blev endnu mere skrækslagen, men han fik ikke tid til at gennemtænke det nærmere, for i ildskæret så han nu en skygge, der bevægede sig i gården uden for huset – skyggen af en mand, der løb og krummede sig sammen og et øjeblik efter forsvandt ind i et af de udhuse, som flankerede den smalle gyde med mure på begge sider.

Peter kom op af sædet og nærmest kravlede ind i kabinen, mens helikopteren dalede endnu et stykke og derefter holdt sig svævende ti fod over den åbne gårdsplads bag huset. Sorte skikkelser myldrede ud af åbningen, landede let på fødderne, stormede straks frem og syntes på mirakuløs vis at forsvinde igen ind gennem døre og vinduer i huset. Selv i denne pinagtige situation kunne Peter ikke lade være med at føle stolthed over den måde, det blev gjort på. Den ledende mand i gruppen brugte sandsække til at smadre vinduer og træskodder, hvorefter de andre hurtigt og tilsyneladende ubesværet trængte ind i huset.

Peter var sidste mand om bord, og der var noget, der fik ham til at tøve i den åbne luge lige før, han sprang. Måske var det det glimt af en skikkelse, som han havde set uden for huset; han så sig tilbage i den. retning, og pludselig var der to lyskegler. der strålede ud i den smalle gyde. Næsten i samme øjeblik dukkede en bil op fra et af udhusene og kørte med stor fart ned ad gyden.

Peter vaklede i lugeåbningen, for han havde været lige ved at springe, men han genvandt balancen og greb vildt fat i nylonlinen over døren. I næste sekund fik han fat i flyvemekanikeren, ruskede ham voldsomt i skuldrene og pegede efter den flygtende bil.

»Efter den!« råbte han ind i øret på den anden. »Den må ikke undslippe,« og flyvemekanikeren var kvik og årvågen og talte hurtigt i mikrofonen til piloten i cockpittet oven over, og straks hævede helikopteren sig, svingede en omgang og styrede fremefter med motoren brølende for fuld kraft. Maskinen strøg hen over garagetaget med kun nogle fods afstand og klaprede ud i natten i skarp forfølgelse af de svindende forlygter.

Peter måtte læne sig ud af lugeåbningen for at se fremefter, og blæsten rev og sled i ham, men de overhalede hurtigt bilen, mens den jog af sted ad den smalle, snoede vej ned mod kysten.

De var så nær på nu, at Peter kunne afgøre, at der var tale om en mindre vogn! som i form mindede om en stationcar, men den var ikke stor nok til at være det. Chaufføren kørte vognen gennem skarpe sving med en dreven men hensynsløs færdighed.

Peter trak sig ind i kabinen igen og råbte i øret på flyvemekanikeren : »Bed piloten slukke antikollisionslyset!« Han ønskede ikke, at chaufføren nede i bilen skulle blive klar over, at han var forfulgt, men netop som flyvemekanikeren satte mikrofonen til munden, slukkedes bilens forlygter, og efter det skarpe lys syntes mørket at være totalt, og bilen forsvandt i det.

»Vi har mistet ham,« tænkte Peter, og han vidste, at det var selvmord at flyve i mørket kun få fod over trætoppene, men piloten øgede farten, og pludselig blev terrænet under dem oplyst af et blændende hvidt lys, som overraskede Peter, indtil han blev klar over, at piloten havde tændt sit landingslys. Der var to projektører, en på hver side af helikopteren.

Den flygtende bil blev hurtigt indhentet af projektørlyset, og helikopteren gik endnu længere ned og holdt sig mellem elmasterne og træerne, som stod på begge sider af den smalle vej.

Nu kunne Peter se, at bilen var en mørkeblå Austin med tagbagagebærer. ·Det var den indretning på taget, som fik ham til at tage beslutningen. Uden bagagebæreren ville intet menneske kunne gøre sig håb om at finde et sikkert holdepunkt på det glatte buede tag på en slingrende bil i fuld fart gennem svingene.

Det var lægen, som sad på bagsædet i vognen, der havde fået øje på helikopteren. Støjen fra blæsten og bilens motor havde overdøvet den fløjtende lyd fra motorerne, og Gilly O’Shaughnessy havde allerede triumferet og lykønsket sig selv med den vellykkede flugt. Han havde bevidst ventet, indtil holdet af soldater havde forladt helikopteren, før han tændte forlygterne og startede ned ad vejen.

Han vidste, at der ville gå nogen tid, før soldaterne blev klar over, at det brændende hus var forladt, og at der ville gå lige så lang tid, før de atter kunne samle sig og gå om bord i helikopteren for at fortsætte jagten – og på det tidspunkt ville han være i sikkerhed. Han vidste, at der var et hus i Dublin, hvor han kunne søge tilflugt – eller det havde der i hvert fald været for fire år siden. Måske var det afsløret nu, og i så fald måtte han se at komme af med pigen og dr. Jamieson, en kugle i nakken på hver af dem, og køre bilen ud i havet.

Han var igen stærkt oplivet ved tanken om farer og død, endelig var ventetiden overstået, og han levede igen det liv, som han havde valgt – ræven der var på flugt fra hundene. Han sad henrykt med foden presset ned på speederen, og den lille Austin slingrede gennem mørket.

Pigen jamrede højt på bagsædet, både af smerte og rædsel. Lægen prøvede på at berolige hende, og Gilly lo højt. Dækkene hvinede vildt, hver gang han skred ud i svingene.

»De følger efter os.« råbte lægen, og mens Gilly rettede vognen op, kastede han et blik bagud.

»Hvad?«

»Helikopteren.«

Gilly rullede sideruden ned og stak hovedet ud. Det blinkende antikollisionslys på helikopteren var næsten lige over dem, og han trak hovedet ind igen, sikrede sig, at han ikke var tæt ved et nyt sving og slukkede forlygterne.

Selv i mørket satte han ikke farten ned, og han lo igen uden tanker for, hvad der kunne ske.

»Du er sindssyg,« råbte lægen. »Du slår os alle ihjel!«

»Du har ret, doktor!« Han tog sin pistol frem under regnslaget og lagde den på sædet ved siden af sig.

»Der vil ikke være –« begyndte han, og så brød han af, da et blændende lys i det samme blev kastet ned over dem. Helikopteren havde tændt sine landingslys – vejen forude var strålende oplyst, og Gilly gik ind i det næste sving med hvinende dæk.

»Stands!« tryglede lægen og holdt på den halvt bevidstløse pige, så hun ikke blev slynget rundt i bilen. »Lad os overgive os nu, før de dræber 05.«

»De har ikke deres angrebsstyrke om bord,« råbte Gilly tilbage. »Der er intet, de kan stille op.«

»Giv op.« jamrede lægen. »Lad os forsøge at slippe levende fra dette.« Og Gilly O’Shaughnessy lagde nakken tilbage og brølede af latter.

»Jeg gemmer tre kugler, doktor, en til hver af os.«

»De er lige oven over os nu.«

Gilly snappede pistolen, og igen stak han hovedet og den ene skulder ud ad vinduet og spejdede opefter.

Det eneste, han kunne se, var det blændende lys, som skinnede direkte ned på ham fra kort afstand, og han fyrede pistolen af op mod projektørerne, men bragene fra skuddene blev overdøvet af spektaklet fra de hvinende rotorer og blæstens vilde stød.

Peter holdt sig fast i den åbne luge og talte, hver gang han så den orange mundingsild-flamme. Det skete fem gange, men der var ingen lyd at høre, og tilsyneladende var der heller ingen kugler, der ramte.

»Længere ned!« råbte han til flyvemekanikeren og gjorde samtidig signal med hænderne, og straks sænkede helikopteren sig ned over bilen og holdt samme fart.

Peter samlede sig et øjeblik, bedømte afstanden og sprang så.

Han landede på taget af bilen på alle fire, men et sekund troede han, at han havde fejlbedømt springet og ville styrte ned bag bilen og blive kvæstet på landevejen, men så drejede vognen ud til siden og sagtnede farten en anelse, og Peter ramte tagbagagebæreren med voldsom kraft. Hele hans venstre side var bedøvet af slaget, og han klamrede sig vildt med højre hånd til en af bagagebærerens stivere, men alligevel gled han ud mod kanten af taget, og han sparkede ud i den tomme luft.

I sidste øjeblik før han blev slynget ned på vejen, fik han bedre fat og fik sig trukket længere ind. Det hele havde kun taget brøkdele af et sekund, men manden bag rattet i Austin’en var allerede klar over, at der befandt sig en mand oppe på taget. Han drejede vognen fra side til side i så bratte sving, at vognen hver gang hældede over på de to yderste hjul, indtil den ramlede tilbage i normal position og sekunder efter balancerede på de modsatte hjul. Dækkene hvinede i protest, og Peter blev brutalt slynget frem og tilbage på taget, men med opbydelse af alle kræfter lykkedes det ham at holde sig fast med den ene hånd.

Han var imidlertid klar over, at han ikke kunne klare endnu en af disse halsbrækkende manøvrer, og ved at følge bilens bevægelser lykkedes det ham at rulle rundt og få fat med den frie hånd, og samtidig fandt han støtte med fødderne på tagbagagebærerens yderste stiver. Han pressede sig ned og klamrede sig nu med både hænder og fødder til den vildt svingende bil.

Austin’en tog farten af, da den nærmede sig et skarpt sving forude, som lå badet i lys fra helikopteren. Efter svinget snoede vejen sig temmelig stejlt ned ad bakkeskråningen mod kysten.

Peter var i færd med at arbejde sig længere frem mod forpartiet, da der i det samme lød et brag nede i vognen og små metalstumper fløj om ørerne på ham. Få centimeter foran ham var opstået et nydeligt lille hul i taget, hvor en kugle var gået igennem. Vognens chauffør havde fyret blindt op gennem taget, men han havde fejlbedømt Peters position. Peter kastede sig desperat om til den ene side og havde nær mistet sit greb i bagagebærerens stiver, og samtidig fløj endnu en kugle op gennem taget, og den ville have ramt ham i maven, hvis han var blevet liggende. Peter vidste, at kuglen ville være fladtrykt og deform efter at være trængt gennem metallet, og han kunne godt forestille sig, hvordan den ville have flået alt op inde i ham.

Peter kastede sig til den modsatte side, mens han prøvede på at forestille sig, hvad pistolmanden foretog sig, og igen bragede en kugle op gennem taget og ville have ramt ham, hvis han ikke havde flyttet sig.

Endnu engang rullede Peter rundt og ventede hele tiden på det næste skud – som ikke kom. Først da huskede han, at chaufføren også havde skudt løs på helikopteren, og nu var magasinet tømt. Peter kunne mærke, at han næsten havde brugt alle sine kræfter, men da han gennem stormen og motorstøjen opfattede den svage lyd af en piges skrig nede under taget, sendte det ligesom en strøm igennem ham og gav ham fornyet styrke.

Han kom langsomt op på knæ og kravlede forsigtigt fremefter og lidt til venstre, indtil han befandt sig direkte over førersædet.

Pigen skreg igen, og han genkendte Melissa– Janes stemme. Der var ingen tvivl. Han trak sin pistol og spændte hanen, kastede et blik forud på vejen og så, at de atter nærmede sig et sving. Chaufføren ville blive nødt til at have begge hænder på rattet for at styre vognen.

»Nu!« sagde han til sig selv og lagde sig på maven med hovedet ned foran forruden, så han stirrede direkte ind på chaufførens blege ansigt i en afstand af kun en halv meter.

I en brøkdel af et sekund genkendte Peter dette ulveagtige fjæs med dræberens kolde, ubarmhjertige øjne. Han havde forfulgt denne mand i mange år og studeret billedet af ham utallige gange, da han jagede de irske terrorister.

Gilly O’Shaughnessy havde begge hænder på rattet. Han snerrede ud mod Peter som et dyr bag sine tremmer, og Peter satte mundingen af pistolen ind mod glasset og fyrede.

Forruden splintredes i tusinde stjerner, som blev mælkehvide og uigennemsigtige, og så faldt det hele ind i vognen ved blæstens tryk. Gilly sad med begge hænder foran ansigtet, og blodet løb ud mellem fingrene og dryppede ned på hans bryst. Peter stak pistolen ind gennem den knuste forrude og skød to gange ind i mandens bryst, hvor Velexkuglerne ville eksplodere uden at trænge igennem kroppen og ramme andre. Melissa– Janes skrig lød stadig i Peters ører, da han dræbte Gilly O’Shaughnessy. Han gjorde det med koldt blod.

Peter havde regnet med, at vognen straks ville tabe fart, når den døde mands fod slap speederen. Men det skete ikke. Kroppen var faldet forover, så knæet blev presset fast under instrumentbrættet, og foden hvilede derfor stadig med fuld vægt på pedalen, og den lille vogn fløj ned ad den smalle vej med stenmure på begge sider.

Peter mavede sig længere ned, så han kunne, få begge arme ind gennem den splintrede forrude og gribe med hænderne om rattet, og det lykkedes ham trods den vilde fart at få herredømmet over den slingrende og svajende vogn.

Peter hang med hovedet nedad og holdt kun fast med knæ og fødder, og han måtte hele tiden huske at dreje rattet i modsat retning, mens hans overarme savede hen over de spidse glasstumper, som sad tilbage i rammen.

Blæsten hev og sled i ham, og Gillys ledeløse overkrop blev ved med at falde ind over rattet og blokere det på de mest kritiske tidspunkter, så Peter ind imellem måtte bruge den ene hånd til at skubbe ham væk. Hver gang kom bilen ud af kurs og skrabede op ad stenmuren med hele den ene side, så gnisterne stod ud fra det flænsede metal. Peter tvang bilen tilbage på midten af vejen, men kun for at starte en ny række farlige udsving, som bragte den slingrende vogn ud til kanten af vejen og over i den modsatte side igen. Gang på gang bragede den ind i muren med en hæslig, skurrende lyd.

Peter vidste, at vognen når som helst kunne tippe helt over, og så ville han blive knust under den. Han burde springe nu og tage chancen, men han blev ved med at klamre sig til den forrykte vogn, for Melissa– Jane var derinde, og han kunne ikke lade hende i stikken.

Bilen klarede endnu en udskridning uden at vælte, og da Peter drejede hovedet for at se efter det næste sving, fik han øje på en trælåge i muren. Bevidst drejede han hjulene, så vognen styrede direkte mod lågen, og et øjeblik efter brasede den ind gennem den.

En træplanke hvirvlede hen over hovedet på Peter, og fra den smadrede radiator stod en stråle af skoldhed damp op og ramte Peter i ansigtet, men så var Austin’en inde på en åben mark, hvor den hoppede og bumpede over sten og klippestykker, som samtidig nedsatte farten, og til sidst blev den bragt helt til standsning, da den havnede med forpartiet nede i en afvandingsgrøft og bagenden ragende i vejret.

Peter lod sig glide ned til den ene side. Han vred døren op til bagsædet, og en mand halvvejs faldt ud af vognen. Han faldt på knæ i mudderet og jamrede noget, som ikke var til at opfatte, og Peter jog sit knæ ind i ansigtet på ham. Der kom en grim knasende lyd fra ben og brusk og tænder, og da han faldt forover, gav Peter ham et håndkantslag i nakken, et slag der nøje var beregnet på at lamme, ikke dræbe manden. I et spring var Peter henne over den bevidstløse mand og inde i vognen. Varsomt løftede han sin datter op og bar hende ud.

Han måtte beherske sig for ikke at trykke den spinkle, livløse krop ind til sit bryst. I stedet bar han hende, som om hun var gjort af det skrøbeligste materiale, hen over den ujævne, klippefyldte grund og hen til helikopteren, som tungt var ved at sætte landingsstellet på jorden.

Thor holdets læge var stadig om bord. Han sprang ud, endnu før helikopteren var landet helt, og løb Peter i møde.

Peter gik med pigen i armene og talte hele tiden trøstende til hende.

»Det er all right nu, skat. Det er alt sammen forbi. Det er slut, og jeg er her.«

Det var ikke sved, der løb ned ad hans kinder og dryppede fra hans hage, og uden at skamme sig undrede han sig over, hvornår han sidst havde grædt. Det kunne han ikke huske, og det var også ligegyldigt nu, hvor han havde sin datter i sine arme.

Cynthia kom ned fra London, og Peter genoplevede lidt af rædslerne fra deres ægteskab.

»Enhver i dine omgivelser vil altid komme til at lide, Peter. Nu er det Melissa– Janes tur.«

Han kunne ikke undgå hende og heller ikke hendes martyrmine, for hun var hele tiden ved Melissa– Janes sygeleje. Og mens han måtte høre på hendes anklager, undrede han sig over, at hun nogen sinde havde været kvik og ung og indtagende. Hun var to år yngre end han, men hendes krop var allerede uformelig, og det sammen med hendes triste måde at være på gjorde hende tyve år ældre.

Melissa– Jane reagerede næsten mirakuløst på antibiotikaet, og selv om hun stadig var svag og udtæret og bleg, blev hun udskrevet tre dage efter, og Peter og Cynthia havde deres sædvanlige nedværdigende diskussion frem og tilbage om, hvem af dem der nu skulle have Melissa– Jane, hvilket hun selv til sidst afgjorde for dem.

»Mor, jeg er stadig så bange. Kan jeg ikke tage med far– blot et par dage?«

Cynthia gav sig endelig med et suk og et forpint udtryk, som kaldte den dårlige samvittighed ned over både Peter og Melissa– Jane. På turen til Abbots Yew, hvortil Steven havde inviteret dem så længe, det var nødvendigt for Melissa– Janes rekonvalescens, sad hun meget tavs ved siden af Peter med venstre arm stadig i bind og en fin lille hvid turban på fingeren. Da hun endelig talte, sagde hun:

»Jeg vidste hele tiden, at du ville komme. Ellers kan jeg ikke huske ret meget. Det var altid mørkt, og jeg var hele tiden omtåget.«

»Det var de medikamenter, de fyldte dig med,« forklarede Peter.

»Ja, det er jeg klar over. Jeg kan huske, når de stak mig.« Uvilkårligt gned hun sin overarm og skælvede lidt. »Men selvom jeg var bedøvet, vidste jeg altid, at du ville komme og redde mig. Jeg kan huske, at jeg lå i mørket og lyttede efter din stemme.

Indtil nu havde hverken Melissa– Jane eller Peter følt trang til at tale om det, der var sket, men Peter var klar over, at hun nu ønskede at åbne sig.

»Har du lyst til at fortælle mig om det?« spurgte han, og han vidste, at det var en vigtig del af helbredelsesprocessen. Han lyttede tavs, mens hun berettede om den smule, hun kunne huske og havde opfattet, men hendes stemme rystede, da hun fortalte om den mørke irer.

»Han så somme tider på mig. Jeg kan huske, at han så på mig –« Og Peter havde ikke selv glemt de kolde dræberøjne.

»Han er død nu, min skat.«

»Ja, det ved jeg. Det fortalte de mig.« Hun tavet øjeblik og fortsatte så: »Han var helt anderledes end ham med det grå hår. Jeg kunne godt lide ham, den gamle. Han hed dr. Jamieson.«

»Hvordan ved du det?« spurgte Peter.

»Det kaldte den mørke ham.« Hun smilede. »Jeg kan huske, at han altid lugtede af hostemedicin, og jeg kunne godt lide ham.«

Ham der havde skåret hendes finger af og også ville have taget hele hånden, tænkte Peter.

»Den tredje så jeg aldrig. Jeg vidste, at han var der, men jeg så ham aldrig.«

»Den tredje?« Peter vendte sig mod hende. »Hvilken tredje, min skat?«

»Der var en til– og selv den mørke var bange for ham. Jeg ved, at de begge to var bange for ham.«

»Så du ham aldrig?«

»Nej, men de talte altid om ham og diskuterede, hvad han ville gøre.«

»Kan du huske hans navn?« spurgte Peter, og Melissa– Jane prøvede på at koncentrere sig.

»Normalt talte de kun om ham, men nu kan jeg huske, at den mørke engang kaldte ham Casper.«

»Casper?«

»Nej, jeg tror alligevel ikke, at det var det navn. Nej, jeg husker det ikke.« Der var pludselig kommet noget skingert i Melissa– Janes stemme, som om hun blev grebet af rædsel ved at tænke på den tredje mand.

»Det skal du ikke spekulere mere på,« sagde Peter, men hun rystede irriteret på hovedet.

»Ikke Casper, men noget der ligner. Jeg ved, at det først og fremmest var ham, der ville gøre mig fortræd – de andre gjorde blot, hvad de fik ordre til. Men det var den anden, som jeg var mest bange for.« Hendes stemme brød sammen i et hulk, og hun sad stift ret op og ned i sædet.

»Det er alt sammen overstået nu, skat.« Peter kørte ind til siden og standsede. Han lagde armene om hende, men nu begyndte hun at ryste over hele kroppen, og Peter trykkede hende ind til sig, forskrækket over hendes reaktion.

»Caliph!« hviskede hun. »Nu husker jeg det. Han hed Caliph.« Hun sukkede dybt og begyndte at slappe af i hans favn. Peter blev ved med at holde hende ind til sig og prøvede på at beherske det raseri, der vældede op i ham, og det varede lidt, før han opdagede, at Melissa-Jane var faldet i søvn i hans arme.

Det var som om hun blot ved at sige navnet havde kunnet rense sig for den rædsel, hun havde været igennem og nu var i stand til at heles indvendig.

Peter lagde hende blidt tilbage i sædet og dækkede hende med et angoratæppe, før han startede vognen og kørte videre, men han kastede ustandselig et blik ned på hende for at sikre sig, at hun sov fredeligt.

Peter ringede to gange til Magda Altmann fra Abbots Yew, begge gange til hendes private nummer, men hun var ikke til stede, og der var ingen besked til ham. Det lod til, at hun var fuldkommen forsvundet, og Peter spekulerede meget på det i de stille dage, hvor han var næsten alene sammen med sin datter.

Så ankom dr. Kingston Parker til Abbots Yew, og Sir Steven Stride var lykkelig for at kunne modtage den store mand som gæst i sit hjem.

Kingston Parkers formidable personlighed syntes at fylde det gamle hus. Når han virkelig udfoldede sig, var han uimodståelig. Steven var især begejstret for ham, da han opdagede, at Parker trods sin velkendte liberale og humanitære indstilling gik hundrede procent ind for det kapitalistiske system og var fast besluttet på, at hans land i højere grad skulle leve op til ansvaret som den vestlige verdens ledende stormagt. Begge beklagede de, at B1 bombemaskinen blev opgivet, at udviklingen af neutronbomben blev forsinket, og at den amerikanske efterretningstjeneste blev reorganiseret og fik en ny struktur. De tilbragte det meste af den første dags eftermiddag med at sidde og udveksle synspunkter i Stevens hyggelige arbejdsværelse, og da de viste sig igen, varde perlevenner.

Patricia Stride vandt han for sig, da han afslørede et betydeligt kendskab og en kærlighed til antikt porcelæn. Hans omsorg for Melissa– Jane og hans lettelse over at se hende rask var næsten for spontan til at være helt ægte. Men også hendes begejstring vakte han, da han gik med hende ned til staldene for at hilse på Florence Nightingale og afslørede, at han også havde et stort kendskab til heste.

»Han er en vidunderlig mand. Jeg tror, at han er et gennemhæderligt menneske,« sagde Melissa– Jane til Peter, da han sagde godnat til hende på hendes værelse. »Og han er så venlig og sjov.« Og for at Peter ikke skulle blive ked af det, skyndte hun sig at tilføje: »Men du er stadig den mand, jeg foretrækker i hele verden.«

Hun syntes allerede at være helt restitueret, og da Peter gik ned for at slutte sig til det øvrige selskab, undrede han sig igen over, hvor hurtigt et ungt menneske kan komme sig efter et mareridt.

Som sædvanlig på Abbots Yew var der strålende og festlige gæster ved middagen, og Kingston Parker var det ubestridte midtpunkt, men efter middagen overlod han og Peter de andre til kaffen, cognacen og cigarerne og listede ud i haven, uden at nogen lagde mærke til det.

Mens de gik side om side på en af stierne og Kingston Parker stoppede sin merskumspibe, hørte de en af hans livvagter hoste et sted inde i mørket, men ellers var de uforstyrrede, og forårsaftenen var stille og vederkvægende. Deres samtale var helt i modstrid med disse omgivelser; de snakkede om død og vold og om et enkelt, mystisk menneskes grusomme magt og ondskab.

»Det er fem dage siden, jeg ankom til England,« sagde Kingston Parker. »Men Whitehall er ikke noget, man jager igennem. Der var så meget at diskutere.« Peter vidste, at han havde haft to møder med premierministeren. »Og det var ikke kun om Atlas.« Parker var en af den amerikanske præsidents fortrolige, og man havde draget fordel af hans besøg ved at lade ham udveksle synspunkter med den britiske regering. »Imidlertid fik vi naturligvis også diskuteret Atlas til bunds. De ved godt, at Atlas har modstandere og kritikere på begge sider af Atlanten. De prøvede hårdt på at hindre oprettelsen af organisationen, og da det ikke lykkedes, sørgede de for, at dens beføjelser og magt blev alvorligt indskrænket.« Parker gjorde en pause, da hans pibe begyndte at snorke. Han skruede mundstykket af og pustede i det. »Modstanderne af Atlas er alle højt intelligente og veloplyste mænd, og deres motiver er prisværdige nok. Til trods for alt kan jeg ikke selv lade være med at sympatisere med dem. Når man skaber en organisation som Atlas, hvor enorm magt bliver lagt i hænderne på en enkelt mand, kan man meget nemt komme til at skabe en ny Frankenstein, et uhyre endnu mere skræmmende end det, som De er ude på at knuse.«

»Det afhænger af, hvilken mand der bliver sat i spidsen for organisationen, dr. Parker. Jeg tror, at man har valgt den rette mand.«

»Tak.« Kingston Parker smilede og fortsatte: »Atlas har haft et par store succeser – først i Johannesburg og nu i Irland, men det gør det kun mere farligt. Offentligheden vil i højere grad være villig til at acceptere hele foretagendet, og hvis Atlas kræver mere magt, vil man i så fald være tilbøjelig til at give efter. Og tro mig, hvis Atlas virkelig skal kunne udføre sit job, så har vi brug for mere magt. Det er så blot spørgsmålet: hvornår vil den magt blive misbrugt? Hvordan kan man forhindre det, og hvad med de love, vi stadig er underkastet. Skal de love altid respekteres? Vil loven, selv når den er uretfærdig, altid være at betragte som ukrænkelig?«

»Balance.« sagde Peter. »Der må være balance mellem lov og magt.«

»Ja, men hvor er den balance?« Han knyttede pludselig hænderne. »Jeg har bedt om, at Atlas får større magt og flere beføjelser, og jeg tror, det vil blive bevilget. Når det sker, får vi brug for gode mænd, Peter.« Kingston Parker lagde hånden på hans skulder. »Mænd som forstår at vurdere, hvornår loven enten ikke slår til eller er uretfærdig, og som har mod og fremsynethed til at handle for at genoprette den balance, som De talte om før. Jeg tror, at De har de egenskaber, der skal til.« I– Ian lod sin hånd falde og blev pludselig formel igen. »Jeg har arrangeret, at vi i morgen mødes med oberst Noble. Han har haft travlt med at foretage undersøgelser med hensyn til hele den irske operation, og jeg håber, at han har fundet noget, som vi kan sætte tænderne i. Og der er også meget andet at diskutere. Klokken to i Thors hovedkvarter, vil det passe Dem?«

»Naturligvis.«

»Lad os så gå ind til selskabet.«

»Vent et øjeblik.« Peter standsede ham. »Der er noget, jeg må fortælle Dem. Det har pint mig, og når De har hørt det, vil De måske alligevel ikke synes, at jeg er så velegnet til at spille den rolle i Atlas.«

»Javel?« Parker afventede roligt.

»De ved, at de mennesker, som kidnappede min datter, ikke gjorde noget forsøg på at sætte sig i forbindelse med hverken mig eller politiet for at forhandle.«

»Ja,« svarede Parker. »Naturligvis. Det var noget af det, der undrede mig mest.«

»Det er heller ikke rigtigt. Der var kontakt med kidnapperne, og der blev også fremsat krav.«

»Jeg er ikke med.« Parker rynkede panden og så forvirret på Peter.

»Kidnapperne kontaktede mig. Jeg modtog et brev, som jeg brændte.«

»Hvorfor?«

»Det skal jeg forklare. Der var kun en enkelt betingelse for min datters frigivelse, og der blev sat en frist på to uger. Hvis jeg ikke til den tid havde opfyldt betingelsen, ville de have sendt mig først hendes hænder, så en fod og til sidst hendes hoved.«

»Djævelsk.« hviskede Parker. »Umenneskeligt. Hvad var betingelsen?«

»Liv for liv,« sagde Peter. »Jeg skulle dræbe Dem for at få Melissa-Jane levende tilbage.«

»Mig!« Parker så bestyrtet på ham. »Ville de have mig?«

Peter svarede ikke, og de stod tavse over for hinanden, indtil Parker med en nervøs bevægelse strøg sig gennem håret.

»Det forandrer alt. Det må jeg tænke meget over, men det ændrer situationen fuldkommen.« Han rystede på hovedet. »Mig. De er ude efter topmanden i Atlas. Hvorfor? Fordi jeg var den, der kæmpede for oprettelsen af organisationen, og fordi de andre var imod det? Nej! Det er ikke grunden. Der synes kun at være en logisk forklaring. Jeg fortalte Dem sidst vi var sammen, at jeg troede på eksistensen af en hovedfigur. en der dirigerede alle kendte militante organisationer og havde samlet dem til en stor slagkraftig helhed. Det er denne mand, jeg har jaget. Siden vi sidst mødtes, har jeg erfaret meget, som bekræfter min antagelse. En del af den større magt, jeg ønsker Atlas udstyret med, skal netop anvendes til at jage og knuse denne centralt ledede organisation, før den gør endnu mere skade – før det lykkes den at terrorisere hele verden så meget, at den selv bliver en verdensmagt.« Kingston Parker gjorde en pause, som om han ville samle sine tanker, og fortsatte derefter: »Jeg tror, at der nu er sikkert bevis for, at der eksisterer en topledelse, og at de er klar over min mistanke og mine bestræbelser på at standse dem. Da jeg, uden at De vidste det, lod Dem optræde i rollen som agent for Atlas, regnede jeg med, at De ville etablere kontakt med fjenden – men guderne skal vide, at jeg ikke havde ventet, det skulle ske på denne måde.«

Han gjorde igen en pause og virrede med hovedet. »Utroligt. Det eneste menneske, som jeg aldrig ville have mistroet, Dem. Et af de få mennesker, som til enhver tid kunne komme i personlig kontakt med mig. Og midlerne! Deres datter – og truslen om systematisk lemlæstelse. Jeg har måske undervurderet fjendens snuhed og hensynsløshed.«

»Har De nogen sinde hørt navnet Caliph?« spurgte Peter.

»Hvor har De det navn fra?« spurgte Parker hurtigt.

»Brevet var underskrevet Caliph, og Melissa– Jane hørte sine vogtere tale om ham.«

»Caliph.« Parker nikkede. »Ja, jeg har hørt det navn. Siden vi sidst mødtes, er jeg sandelig stødt på navnet.« Han var igen tavs, mens han distræt bakkede på sin pibe, og derefter så han op. »Jeg skal fortælle Dem mere om det i morgen, når vi mødes, men nu har De i hvert fald givet mig tilstrækkeligt at tænke på til at holde mig vågen hele natten.«

Han tog Peter under armen og ledte ham tilbage til huset. Varmt, gulligt lys strålede ud fra de nederste vinduer, men begge var tavse og indesluttede, mens de gik hen ad grusstien. Lige før de gik ind, standsede Kingston Parker og holdt Peter tilbage.

»Peter, ville De have gjort det?« spurgte han brysk.

Peter svarede ham uden at forsøge at undgå hans blik. »Ja, jeg ville have gjort det.«

»Hvordan?«

»En bombe.«

»Bedre end gift,« brummede Parker. »Men ikke så godt som en kugle.« Så tilføjede han vredt: »Vi må standse ham, Peter. Det er en pligt, som må overflødiggøre alle andre overvejelser.«

»Og det, jeg lige har fortalt Dem, ændrer ikke noget i vort forhold?« spurgte Peter. »Den omstændighed, at jeg var parat til at dræbe Dem – ændrer det ikke noget?«

»Mærkeligt nok bekræfter det kun den opfattelse, jeg har dannet mig af Dem. De er en mand med lige det anstrøg af skånselsløshed, som vi har brug for, hvis vi skaloverleve.« Han smilede skævt. »Det kan godt være, at jeg om natten vil vågne med koldsved på panden – men det forandrer ikke noget ved det, vi skal udrette – De og jeg.«

Colin med sin cerut og over for ham Kingston Parker med sin merskumspibe syntes at konkurrere med hinanden om, hvem der hurtigst kunne gøre luften i værelset uudholdelig for mennesker at trives i. Den var allerede tyk og blå, og det midlertidige Thor hovedkvarter savnede luftkonditionering – men det varede ikke længe, før Peter var så optaget af det han hørte, at han glemte ubehaget.

Colin Noble gennemgik detaljerne i den irske operation og alt, hvad man efterhånden havde fundet ud af.

»Huset, Old Manse, brændte ned til grunden. Det irske politi satte tyve mand til at gennemgå ruinerne, men der var intet af interesse. Absolut intet.«

»Med hensyn til den lille Austin var den oprindelig stjålet i Dublin og senere omlakeret og forsynet med en tagbagagebærer. Den indeholdt intet, ingen papirer, ingenting i handskerummet eller andre steder, alt var fjerner.«

»Hvad med de to mænd i bilen,« spurgte Parker for at komme videre.

»Ja, sir. De to mænd. Først den døde. Han hed Gerald O’Shaughnessy, også kendt som »Gilly«, født i Belfast 1946.« Mens han talte, tog Colin mappen, der lå på bordet foran ham. Den var ti centimeter tyk. »Behøver jeg at læse det hele op? Det er en kæmpemæssig historie. Fyren har et generalieblad så langt som et ondt år.«

»Vi skal kun høre det, der vedrører Atlas,« sagde Parker.

»Der foreligger ikke noget om, hvornår og hvordan han kom ind i denne sag.« Colin gav et hurtigt og kortfattet resume af kendsgerningerne. – »Og til sidst er der så indholdet af hans lommer. Seks hundrede pund sterling, otteogtredive patroner af kaliber 38 og papirer lydende på navnene Edward og Helen Barry – falske naturligvis, men smukt udført.« Colin lukkede mappen med et smæld. »Intet,« gentog han. »Intet vi kan bruge. Nu den anden mand. Morrison – Claude Bertram Morrison, kendt abortlæge og udpræget alkoholiker. Frakendt retten til at praktisere som læge i 1969 –« Igen gav Colin en kort og præcis fremstilling af detaljerne. »– Hans pris for fingeramputationen var tre tusind pund – halvdelen straks. Det er i hvert fald billigere end Blue Cross.« 2 Colin smilede bredt, men hans øjne var sorte af vrede. »Jeg er glad for at kunne oplyse, at han kan forvente en straf på omkring femten år. Han kunne kun give os en enkelt oplysning af interesse. Gilly O’Shaughnessy var den, der gav ordrer, og O’Shaughnessy selv modtog ordrer fra en, der blev kaldt –« Han gjorde en dramatisk pause. »Ja, det er rigtigt. Det navn, som vi alle har hørt før. Caliph.«

»Lige en ting før De går videre,« indskød Kingston Parker. »Caliph elsker at bruge sit navn. Han underskriver breve med det, og han opgiver det til selv de ringeste af sine banditter. Hvorfor?«

»Det tror jeg, at jeg kan svare på,« sagde Peter. »Han ønsker, at vi skal være klar over, at han eksisterer. Vi skal have et brændpunkt for vores frygt og had. Da han blot var et navnløst, ansigtsløst begreb, betød han ikke nær den samme trussel som nu.«

»Jeg tror, De har ret.« nikkede Parker. »Ved at bruge et navn, opbygger han et indtryk af troværdighed, som han senere vil trække på. Når han i fremtiden siger, at han vil dræbe eller lemlæste mennesker, ved vi, at han mener det, og at der ikke vil blive tale om noget kompromis. Han vil gøre nøjagtigt, hvad han lover. Manden, eller mændene i toppen, er kloge psykologer.«,

»Der er et enkelt aspekt i den irske operation, som vi endnu ikke har været inde på,« sagde Peter. »Og det er, hvem der gav os det tip, og hvorfor vedkommende gjorde det?«

De var alle tavse, indtil Parker vendte sig mod Colin.

»Hvad mener De om det?« spurgte han.

»Jeg har naturligvis diskuteret det med politiet. Det var en af de første ting, der undrede os. Politiet mener, at Gilly O’Shaughnessy valgte sit skjulested i Irland, fordi han var kendt på egnen og havde venner der. Det var hans gamle tilholdssted, dengang han arbejdede sammen med de irske terrorister. Det var en kvinde, der på hans vegne tog sig af lejemålet og underskrev kontrakten. Hun kaldte sig Kate Barry. Men han må også have haft andre hjælpere, som han kunne trække på, for han var i stand til at købe en stjålen vogn, som havde fået ændret udseende – han ville have haft vanskeligheder ved at gøre det i Edinburgh eller London, uden at det rygtedes.«

Peter nikkede tøvende. »All right, så siger vi, at hans irske venner har hjulpet ham –«

»– Men der var den anden side af medaljen. O’Shaughnessy havde fjender, selv blandt terroristerne. Han var en skånselsløs satan med en blodig fortid. Vi kan kun forestille os, at en af disse fjender har ønsket at hævne sig på ham – måske ham, der solgte ham bilen. Vi har haft båndoptagelsen af den telefonopringning, der angav ham, til undersøgelse hos en sprogekspert, og vi har sammenlignet stemmen med de stemmeprøver, vi har på computeren. Men det gav ikke noget resultat. Stemmen var sløret, sandsynligvis fordi han har talt gennem et lommetørklæde, men det er den almindelige opfattelse, at det var en irer, der ringede. Inden for telefonvæsenet var man i stand til at måle strømbelastningen på linjen og ud fra det gætte på, at samtalen kom fra udlandet – meget tænkeligt Irland, selvom det ikke kan siges med sikkerhed.«

Peter Stride hævede det ene øjenbryn, og Colin smilede bredt og slog ud med hånden i en opgivende gestus.

»Okay,« sagde han. »Det er det bedste, jeg kan gætte mig til. Lad os høre, om du kan gøre det bedre. Hvis du ikke kan lide mine teorier, så kom selv med noget.«

»Du vil gerne have mig til at tro, at det alt sammen var tilfældigheder, at O’Shaughnessy tilfældigvis løb ind i en gammel fjende, som tilfældigvis gav os et tip fireogtyve timer før den frist udløb, hvor Melissa– Janes hånd skulle amputeres. Og så ville skæbnen, at vi nåede frem til Laragh netop på det tidspunkt, da O’Shaughnessy var ved at stikke af. Er det det, du gerne vil have mig til at tro?«

»Noget i den retning,« indrømmede Colin.

»Jeg er ked af det, du. Jeg kan ikke lide tilfældigheder.«

»Godt, lad os så høre, hvordan det virkelig skete.« sagde Colin.

»Jeg ved det ikke,« smilede Peter forsonende. »Jeg har blot denne fornemmelse af, at Caliph heller ikke tror på tilfældigheder. Jeg har en anden fornemmelse af, at Gilly O’Shaughnessy fra begyndelsen var dødsdømt. Jeg har på fornemmelsen, at det alt sammen var et led i en plan.«

»Det må være pragtfuldt at have så mange fornemmelser,« sagde Colin. »Men jeg kan godt love dig for, at mig hjælper de ikke.«

»Tag det roligt.« Peter løftede en hånd som tegn på, at han overgav sig. »Lad os så sige, at det skete på den måde, du mener.«

»Men?« spurgte Colin.

»Ingen men’er – ikke før vi har noget mere konkret.«

»Okay, gamle ven.« Der var ikke længere noget smil i Colins ansigt. »Du vil gerne have noget konkret – hør så her –«

»Et øjeblik Colin,« brød Parker ind. »Vent lige et øjeblik før vi kommer til det. Hvis jeg lige må have lov til at vende tilbage til navnet Caliph. Peter hørte første gang om det i Johannesburg. I mellemtiden er vi blevet præsenteret for det samme navn – men fra en helt anden kilde. Jeg lovede Peter, at jeg ville fortælle ham om vores kilde, fordi jeg tror, det giver os et nyt indblik i hele den historie.« Han tav og begyndte at rode med sin pibe, idet han brugte et af disse små stykker værktøj med sammenfoldelig skraber, stopper og spyd, som piberygere gerne er udstyret med. Han skrabede pibehovedet ud og tømte det i et askebæger, og bagefter kiggede han ind i røret på samme måde, som en mand undersøger løbet på sit gevær. Peter var klar over, at Parker brugte sin pibe som en effekt, ligesom en tryllekunstner distraherer sit publikum med svingende håndbevægelser og trylleformularer. Han var ikke en mand, man skulle undervurdere, tænkte Peter igen. Kingston Parker så op på ham og smilede, som om han var klar over, at Peter havde gennemskuet hans lille nummer.

» Vore oplysninger om Caliph kommer fra et overraskende sted eller måske netop ikke overraskende, når navnets oprindelse tages i betragtning. Oplysningerne stammer fra Riyadh, Saudi– Arabiens hovedstad og hovedsædet i kong Khalids olieimperium. Vort hårdt plagede CIA modtog en henvendelse fra kongen efter mordet på et af hans børnebørn. De husker sikkert tilfældet.«

Peter havde en mærkelig følelse af déjà vu, mens han lyttede til Kingston Parker. Det var de samme begivenheder, han og Magda Altmann havde diskuteret for kun tre uger siden.

»Forstår De, kongen og hans familie befinder sig i en meget sårbar situation. Er De klar over, at der er mindst syv hundrede Saudiprinser, som er multimillionærer, og som står kongen nær? Det ville være umuligt at beskytte så mange potentielle ofre effektivt. Det er virkelig genialt fundet på. Det er ikke nødvendigt at løbe en stor risiko for at sikre sig prominente gidsler. Et næsten ubegrænset antal vandrer rundt så godt som ubeskyttet og modne til at blive plukket, og der er også en uudtømmelig mængde af mordere til rådighed, blot der er penge nok til at betale dem eller tilstrækkelige muligheder for at lægge pres på dem, så de tvinges til at udføre jobbet. Caliph synes at have både penge og magt i ubegrænset mængde.«

» Hvilke kraver Khalid blevet stillet over for?« spurgte Peter.

» Vi ved med sikkerhed, at han har fået tilstillet et krav, og at han har henvendt sig til CIA for at få assistance til at beskytte sin familie. Kravet er kommet fra en organisation eller en person, der kalder sig Caliph. Vi ved ikke, hvad kravet går ud på, men vi ved, at Khalid og Shahen af Iran er blevet enige om ikke at støtte en forhøjelse af oliepriserne ved det næste møde i OPEC, men tværtimod vil kræve en fem procents nedsættelse.«

»Hvis det er Caliph, der står bag, har han igen fremsat krav, som vil være populære,« sagde Peter.

»Ja, det ser sådan ud,« nikkede Parker. »Endnu engang, ligesom i tilfældet med hans krav til den sydafrikanske regering, får man indtrykket af, at hans endelige mål er noget, vi alle kan gå ind for også selvom hans metoder er noget ukonventionelle for at sige det mildt.«

»Ja, for at sige det mildt,« gentog Peter og tænkte på Melissa– Jane.

»Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at det, vi frygtede, er virkelighed. Caliph eksisterer,« sagde Parker.

»Ikke blot eksisterer, men trives i bedste velgående,« sagde Peter.

»Spillevende og med en sød lille forstadsvilla.« Colin tændte cerutstumpen, før han gik videre. »For satan! Efter Johannesburg og Riyadh – hvad bliver så det næste? Hvorfor ikke arbejdsgiverforeningen i Vesttyskland – eller fagforeningslederne i Storbritannien. En hvilken som helst gruppe som er indflydelsesrig nok til at kunne påvirke deres lands skæbne og lille nok til at kunne terroriseres som individer.«

»Det er på den måde, man kommer til at bestemme over verdens udvikling,« sagde Peter. »Det er umuligt at beskytte alverdens ledere. Og blot fordi de to første mål for Caliphs politik var Sydafrika og oliemonopolet, skal man ikke heraf forledes til at tro, at resultaterne i det lange løb vil blive til glæde for menneskeheden. Hans endelige mål vil givet være at nedbryde selve demokratiet. Jeg tror ikke, der kan være nogen tvivl om, at Caliph betragter sig selv som en Gud eller som en faderlig tyran. Hans mål er at helbrede en syg verden ved at foretage radikale indgreb og derefter at opretholde sundheden gennem hæmningsløs terror.«

Peter kunne ikke sidde stille længere. Han skubbede sin stol tilbage og gik hen til vinduet, hvor han stod med hænderne på ryggen og stirrede ud. Det var en lidet inspirerende udsigt til et højt pigtrådshegn, en del af flyvepladsen og en gavl af bølgeblik på den nærmeste hangar. En vagt med hvid M. P. hjelm på hovedet og pistol i bæltet gik frem og tilbage foran indgangen til flyvepladsen. Peter kiggede på ham uden rigtigt at se ham, og bag ham udvekslede de to mænd blikke. Colin Noble så spørgende på Parker, som nikkede tilbage.

»All right, Peter,« sagde Colin. »Du efterlyste for lidt siden noget konkret, som man kunne bygge på. Jeg lovede dig at komme med noget.«

Peter vendte sig om og så afventende på Colin.

»Punkt et. Mens Gilly O’Shaughnessy holdt Melissa– Jane skjult i Laragh, blev der foretaget to telefonopringninger fra byen, begge internationale og begge bestilt over den lokale telefoncentral. Den første opringning skete klokken syv om aftenen og den første i denne måned. Det må have været den dag, de ankom til Old Manse. Vi kan kun gætte på, at det var en »alt vel« rapport til den øverste ledelse. Den anden opringning fandt sted præcis syv dage efter og på samme klokkeslæt og til samme nummer. Der har formentlig været tale om endnu en rapport »Alt stadig vel.« Begge samtaler varede mindre end et minut. Lige længe nok til at kunne aflevere en forud aftalt meddelelse i kode –« Colin brød af og så hen på Kingston Parker.

»Gå videre,« sagde Parker.

»Begge opringninger var til et fransk nummer. Rambouillet 47-87-47.«

Peter følte det, som om han blev ramt i mellemgulvet af et slag, og det gav et sæt i ham. I et par sekunder lukkede han øjnene. Han havde ringet til det nummer så ofte, at det stod prentet i hans hukommelse.

»Nej.« Han rystede på hovedet og åbnede øjnene. »Jeg kan ikke tro det.«

»Det er sandt, Peter.« sagde Parker stilfærdigt.

Peter gik tilbage til sin stol. Han følte, at benene rystede under ham. Han satte sig tungt ned.

Der herskede et øjebliks fuldkommen stilhed. Ingen af de to andre så direkte på Peter Stride.

Kingston Parker nikkede til Colin, som derefter skubbede en rød mappe, bundet sammen med et rødt bændel, over til ham. Parker løsnede bændelet og åbnede mappen. Han bladede i papirerne og løb dem hurtigt igennem. Han var vant til lynlæsning og i stand til med et blik at affotografere en hel side – men i dette tilfælde gav han blot Peter tid til at komme sig af choket. Han kendte indholdet så godt, at han kunne det udenad.

Peter sad sammensunken på den hårde stol med træsæde og stålben og stirrede tomt over på den modsatte væg. Han var dybt berørt af, hvad han havde hørt, og han var forfærdet over det forræderi, han havde været ude for. Men så tog han sig sammen og rettede sig op, og Kingston Parker lukkede mappen og drejede den omkring, så Peter kunne læse teksten på omslaget.

Det var forsynet med et stempel, som angav den højeste hemmelighedsklassificering. der var til rådighed for Atlas – og under det stod navnet:

ALTMANN MAGDA IRENE født KUTCHINSKY.

Peter havde aldrig været klar over, at hendes andet fornavn var Irene. Magda Irene. To virkelig grimme navne – men gjort til noget særligt af den kvinde, som bar dem.

Parker drejede mappen om til sig selv igen og begyndte at tale.

»Da De og jeg sidst mødtes, fortalte jeg Dem om vores særlige interesse for denne dame. Interessen er ikke blevet mindre siden, eller rettere sagt den er blevet forstærket for hver ny oplysning, vi har indhentet.« Han åbnede atter mappen og kiggede i papirerne som for at genopfriske hukommelsen.

»Colin har haft stort held med at sikre sig et godt samarbejde med begge vore landes efterretningstjenester, sum på deres side har samarbejdet med den franske og – tro det eller ej – den russiske. Ved disse fire landes fælles hjælp er det endelig lykkedes os at fuldende billedet af kvindens liv og levned –« Han brød af. »En usædvanlig kvinde,« bemærkede han og rystede beundrende på hovedet. »Helt utrolig. Jeg forstår nu, hvordan hun har været i stand til at forhekse mænd. Jeg kan også forstå, hvad De føler, Peter. Men jeg er nødt til at gå direkte til sagen nu – vi har desværre ikke mere tid til at tage taktfuldt hensyn til Deres personlige følelser. Vi ved, at hun har taget Dem som elsker. Det er korrekt, når jeg udtrykker mig på den måde. Baronesse Altmann vælger sine elskere, det er ikke omvendt. Hun udvælger sine elskere efter omhyggelig planlægning. Men jeg er ikke i tvivl om, at når først hun har taget sin beslutning, fuldfører hun sin rolle perfekt.

»Forstår De, Peter, hun blev specielt optrænet i kunsten at elske. Der er formentlig ikke mange kvinder i hele den vestlige verden, som ved så meget om, hvordan man skal bedømme en mand og bagefter gøre indtryk på ham. Og det hun kan, har hun ikke lært i hverken Paris eller London eller New York –« Kingston Parker gjorde en pause og så direkte på Peter. »Dette er alt sammen teori og forlydender. De er bedre i stand til at afgøre, hvad der er rigtigt.«

Den sikreste måde en kvinde kan behage en mand på er at nære hans egen tro på sig selv, tænkte Peter. Når han var sammen med Magda Altmann, følte han sig som en gigant, der var i stand til at udrette alt. Hun havde givet ham den følelse blot ved sine ord, ved et smil, ved en gave eller ved at røre ved ham.

»Fortsæt Kingston Parker,« sagde han. Udadtil havde han fuldkommen kontrol over sig selv nu. Hans højre hånd lå afslappet på bordet.

»Jeg har tidligere fortalt Dem, at hun allerede som barn var ualmindelig kvik. Til sprog, matematik – hendes far var amatørmatematiker af en vis betydning – skak og andre spil. Der blev lagt mærke til hende, ikke mindst fordi hendes far var medlem af det kommunistiske parti –« Parker brød af, da Peter så overrasket på ham. »– Jeg er ked af det, Peter, men det vidste vi ikke sidste gang, vi mødtes. Det har vi erfaret gennem den franske efterretningstjeneste, som tilsyneladende har adgang til medlemskartoteket i Paris, og det blev bekræftet af russerne selv. Det ser ud til at barnet ledsagede sin far til møder i partiet og snart viste en tidligt udviklet interesse og forståelse for politik. Hendes fars venner var hovedsagelig partimedlemmer, og efter hans død – som der i øvrigt hersker nogen mystik om, eftersom hverken franskmændene eller russerne har gjort noget særligt for at opklare dette punkt – men altså efter hans død tog disse venner sig af hende. Det ser ud til, at Magda Kutchinsky blev sendt fra den ene familie til den anden –« Kingston Parker tog et slidt fotografi i postkortstørrelse op af en konvolut og skubbede det over bordet til Peter. »– det er fra denne periode.«

Billedet viste en temmelig mager, lille pige i en kort nederdel og med sorte strømper, bærekrave og stråhat, som franske skolepiger brugte dengang. Hendes hår var delt i to korte fletninger, og hun holdt en lille, hvid hund i sine arme. Baggrunden var en parisisk park i sommersol og med en gruppe mænd, som spillede boule under kastanjetræerne.

Barnets ansigt havde fine træk og store, smukke øjne, som på en gang udstrålede barndommens uskyld og en klogskab, som var hinsides hendes alder.

»De kan se, at hun allerede dengang giver løfte om usædvanlig skønhed,« bemærkede Kingston Parker og rakte ud efter billedet igen. Et sekund holdt Peter fast på det, han ville gerne have beholdt det, men så gav han slip, og Parker stak det tilbage i konvolutten.

»Ja. Hun tiltrak sig stor opmærksomhed, og snart var der en onkel fra hendes gamle land, der skrev til hende. Han medsendte billeder af hendes mor, som hun aldrig havde kendt, og fortalte træk fra hendes barndom og fra faderens ungdom. Barnet var begejstret. Hun anede ikke, at hun havde en onkel. Hendes far havde aldrig fortalt noget om sine slægtninge, men nu opdagede det lille, forældreløse barn, at hun havde familie. Der blev udvekslet endnu nogle breve, og så var det hele arrangeret. Onklen kom personligt og hentede hende – og Magda Kutchinsky vendte tilbage til Polen. Så enkelt gik det til.«

»De manglende år,« sagde Peter, og hans stemme lød fremmed i hans egne ører. Han rømmede sig og flyttede sig på stolen.

»Der er intet hul i hendes fortid mere. Vi har fået lidt at vide om, hvad der skete i de år – og resten har vi været i stand til at udfylde med det, vi allerede havde kendskab til.«

»Russerne?« spurgte Peter, og da Parker nikkede, fortsatte Peter med en bitter undertone: »De lader til at være yderst samarbejdsvillige, hvad? Jeg har aldrig før været ude for, at de var så villige til at give oplysninger fra sig – i hvert fald ikke oplysninger, der var noget værd.«

»I dette tilfælde har de haft deres grunde til det,« sagde Parker. »Meget gode grunde som det skulle vise sig – men det skal jeg komme nærmere ind på senere.«

»Udmærket.«

»Barnet vendte altså tilbage til Warszawa sammen med sin onkel. Og der blev holdt en stor familiesammenkomst. Vi ved ikke, om det var hendes rigtige familie, eller om hun blot for tilfældets skyld blev udstyret med plejeforældre. I hvert fald meddelte onklen snart, at hvis Magda havde lyst til at studere, så var der en enestående chance for, at han kunne skaffe hende et stipendium til et af de fineste universiteter i Sovjet. Først skulle hun op til en eksamen, og vi kan let forestille os, at hun klarede den med glans, og at hendes nye herrer må have lykønsket sig selv med det fund, de havde gjort.«

»Universitetet ligger ved Sortehavet i nærheden af Odessa. Det har ikke noget navn, og de studerende bliver omhyggeligt udvalgt. Kun de mest talentfulde og begavede bliver optaget. Det bliver hurtigt gjort klart for dem, at de tilhører en elite, og de bliver fordelt på forskellige hold alt efter, hvor deres evner ligger. I Magdas tilfælde var det sprog, politik, økonomi og matematik. Hun udmærkede sig, så hun i en alder af sytten år blev overflyttet til en højere og mere specialiseret uddannelse på universitetet. Her blev hun trænet i speciel memoteknik, og den i forvejen brillante hjerne blev yderligere hvæsset til et barberblads skarphed. Jeg har forstået, at en af de letteste opgaver var at kigge på en liste over hundrede forskellige ting i tres sekunder og så fireogtyve timer efter være i stand til at remse alle tingene op i den rigtige rækkefølge.«

»Samtidig blev hun også opøvet i at kunne begå sig i den vestlige verdens internationale societykredse. Hun lærte alt om påklædning, drinks, sminke, personlig optræden, populær musik og litteratur, teater, demokrati, forretningsaffærer og deres procedure, børs, aktier og handel, en sekretærs mere jordbundne opgaver, moderne dans, kunsten at elske og behage mænd – det og meget andet og alt sammen med eksperter som lærere. Hun lærte også at flyve, stå på ski, bruge skydevåben og fik elementært kendskab til elektroteknik og mekanik og i det hele taget alt, hvad en moderne topagent kan få brug for.«

»Hun var den dygtigste på sit hold, og hun forlod universitetet som den kvinde, De kender. Velafbalanceret, sikker i sin fremtræden, dygtig, smuk – og dødens farlig.«

»I en alder af nitten år kunne hun mere og vidste mere end de fleste andre mennesker, mænd såvel som kvinder, der var dobbelt så gamle. Den fuldendte agent bortset fra en lille brist, som først afsløredes senere. Hun var for intelligent og for ambitiøs.« Kingston Parker smilede for første gang i tyve minutter. »Hvilket naturligvis er et pseudonym for begærlighed. Men det opdagede hendes chefer ikke dengang, og i den alder kom det vel heller ikke frem. Hun havde endnu ikke mødt rigdommens velsignelser. Ej heller snuset til magtens sødme.«

Kingston Parker gjorde en pause og lænede sig ind over bordet, da han fortsatte: »Begær efter rigdom alene hører til i den laveste del af den menneskelige intelligens. Hvorimod det kun er den højt udviklede og avancerede hjerne, som virkelig kan værdsætte behovet for magt –« Han kunne se på Peter, at han ville til at protestere. »– Nej, nej, jeg mener ikke kun magten til at kunne bestemme over sine egne begrænsede omgivelser eller til at kunne herske over liv og død for et par tusinde menneskers vedkommende, nej, jeg mener den sande magt. Magten til at kunne ændre hele nationers skæbne, magt sådan som Cæsar eller Napoleon udøvede den, eller som den De forenede Staters præsident er i besiddelse af.«

Igen var han tavs et øjeblik. Så virrede han med hovedet og sagde: »Nå, undskyld, jeg kommer vist bort fra emnet. Har vi noget mere kaffe, Colin? Jeg tror, vi alle trænger til en kop nu.«

Colin gik hen til kaffemaskinen, og da de kort efter sad med deres fyldte kopper, gik Kingston Parker videre med sin beretning:

»Så kom hun tilbage til Paris, og byen faldt for hendes fødder. Det var en triumf for hende.« Han rodede lidt rundt i mappen og fandt billeder frem af Magda – Magda, der dansede i balsalen i Elyséepalæet, Magda, der stod ud af en Rolls Royce uden for Maxim’s i rue Royal, Magda, der stod på ski og red, altid lige smuk, smilende og velafbalanceret – og altid var der mænd omkring hende, rige superelegante mænd.«

»Jeg fortalte Dem sidst, at der var otte mænd, som hun havde et forhold til. Men franskmændene, som lægger stor vægt på den slags, har føjet endnu nogle navne til listen. Pierre Hammond, viceforsvarsminister, og Mark Vincent, det amerikanske konsulat. De kan nok forestille Dem, at hendes arbejdsgivere var henrykte. Med en mandlig agent må man somme tider vente en halv snes år eller endnu længere, mens han graver sig ind i systemet. Med en ung og smuk kvinde går det langt hurtigere. Vi kender ikke det nøjagtige omfang af hendes bedrifter – vore russiske venner har desværre ikke afsløret alt for os, men jeg gætter på, at det var på det tidspunkt, hvor billederne her blev taget, at de begyndte at blive klar over, hvor store muligheder der var i hende. Hun havde en magisk udstråling, men hendes skønhed og ungdom kunne jo ikke vare evigt, så hun måtte udnyttes, mens tid var. Vi ved ikke, om Aaron Altmann var en, som hendes chefer udvalgte til hende. Men det forekommer rimeligt. Tænk på, at han var en af de rigeste og mest indflydelsesrige mænd i Vesteuropa, kontrollerede det meste af stål– og sværindustrien, en af de største våbenfabrikker og en lang række virksomheder, der beskæftiger sig med elektroteknik. Han var enkemand og barnløs, så efter fransk lov ville hans kone arve alt, hvad han ejede. Det var kendt, at han led af en uhelbredelig kræft, så hans levetid var begrænset– og han var også sionist og en af de mest betroede agenter for Mossad. Det kunne ikke være bedre. En eller anden, enten chefen for NKVD i Moskva eller Magda Kutchinskys nærmeste foresatte på den russiske ambassade i Paris, som i øvrigt var den øverste NKVD– kommissær for Vesteuropa, eller Magda Kutchinsky selv udvalgte Aaron Altmann. Inden der var gået to år, var hun uundværlig for ham. Hun var snu nok til ikke straks at bruge sit seksuelle talent på ham. Altmann kunne få fat på enhver kvinde, der behagede ham, og det skete ofte. Hans seksuelle appetit var legendarisk, og det var måske også årsagen til, at der ikke kom børn i ægteskabet. En ungdommelig udskejelse resulterede i en kønssygdom med komplikationer. Den blev senere fuldstændig helbredt, men skaden var sket, og han kunne ikke skaffe sig en arving. Han var den type mand, som ville have– leget med hende og kasseret hende, så snart hun begyndte at trætte ham, hvis hun havde været uklog nok til straks at give sig hen til ham. Først vandt hun hans respekt og beundring. Måske var hun den første kvinde, han havde mødt, hvis intelligens og styrke kunne sammenlignes med hans egen.«

Kingston Parker valgte et andet billede og lagde det over til Peter. Det forestillede en kraftigt bygget mand med en tyrenakke og en hage, der skød frem som et klippeparti. Som så mange mænd med et abnormt stort sexbehov var han skaldet bortset fra en munkekrans, som lå rundt om den nøgne isse. Men der var træk omkring hans mund, som vidnede om sans for humor, og selvom hans øjne virkede bistre, så de også ud, som om der hurtigt kunne komme smilerynker omkring dem. Portræt af magt, tænkte Peter.

»Da hun til sidst gav efter for ham, må det have været som et tordenvejr,« sagde Parker og lod til bevidst at dvæle ved hendes kærlighedsaffærer, og Peter ville have protesteret, hvis ikke de oplysninger, der fulgte med, havde været så vigtige. »Det har sikkert vist sig, at disse to mennesker også på dette område var hinanden jævnbyrdige. Det kunne være interessant at vide, hvad der ville være kommet ud af det, hvis de havde kunnet få et barn sammen.« Kingston Parker smilede. »Det ville formodentlig være blevet et mongolbarn – sådan er livet jo.«

Peter rørte irriteret på sig, fordi han hadede den vending, samtalen havde taget, og Parker fortsatte:

»Så blev de gift, og NKVD havde nu en fremskudt base midt i den vestlige verdens industri. Narmco, Altmanns våbenfabrik, fremstillede tophemmelige amerikanske, britiske og franske raketvåben for NATO. Den nye baronesse var medlem af bestyrelsen og i virkeligheden vicepræsident i foretagendet. Vi kan være sikre på, at blåtryk fra produktionen gik videre til russerne, ikke blot enkelte ark men hele vognladninger. Hver aften sad ledende mænd fra den vestlige verden ved hendes bord og drak hendes champagne. Enhver samtale, hver en nuance og hver eneste lille indiskretion blev registreret i hendes specielt trænede hukommelse, og langsomt og uundgåeligt blev baronens indflydelse svækket. Han blev mere og mere afhængig af hende. Vi ved ikke præcist, hvornår hun også blev inddraget i hans Mossad-aktiviteter – men da det skete, var det en sejr for russerne. Det var lykkedes dem at få magt over baron Aaron Altmann – de kontrollerede hans højre hånd og hans hjerte – for på dette tidspunkt var den døende baron fuldstændig forblindet af den besnærende kvinde med trolddomsmagt. Gennem hende kunne russerne nu glæde sig til at arve størstedelen af den europæiske sværindustri. Det så alt sammen så lovende ud – indtil baronessens skjulte karakterbrist begyndte at afsløre sig. Vi kan levende forestille os hendes russiske venners reaktion, da de opdagede de første tegn på, at baronessen i virkeligheden kun arbejdede for sig selv. Hun var langt mere intelligent end nogen af de mænd, som indtil da skulle holde øje med hende, og hun havde fået smag for magt og penge – hendes eneste ambition nu var at blive den mest velhavende og mægtigste kvinde siden Katarina den Store af Rusland, og forudsætningerne var til stede, intet syntes at kunne standse hende – bortset fra –«

Kingston Parker standsede; som den fødte historiefortæller vidste han, hvordan han skulle opbygge spændingen hos sine tilhørere. Han klirrede med sin kaffekop.

»Man bliver tørstig af at snakke så meget,« sagde han. Colin og Peter havde svært ved at løsrive sig. De havde været hypnotiseret af beretningen og af historiefortællerens personlighed. Da Parker havde fået sin kop fyldt op, nippede han til kaffen og fortsatte så.

»Men russerne havde en sidste mulighed for at lægge pres på hende. De truede med at afsløre hende. Det ville være et temmelig hårdt slag for hende. En mand som Aaron Altmann ville have reageret som en rasende tyr, hvis han opdagede, at han var blevet narret. Han ville omgående have krævet skilsmisse. Det er vanskeligt at opnå skilsmisse i Frankrig – men ikke for en mand som baron Altmann. Og uden hans beskyttelse var Magda intet, mindre end intet, for hun ville ikke længere have nogen værdi for russerne. Uden det altmannske imperium ville hendes drømme om magt og indflydelse forsvinde som dug for solen. Russernes trussel ville have virket over for ethvert almindeligt menneske – men det var naturligvis ikke et almindeligt menneske, de havde med at gøre.«

Parker gjorde en pause igen; det var tydeligt, at han selv var lige så betaget af historien, som de andre var, og han trak den ud for at kunne nyde fornøjelsen af at fortælle den.

»Jeg har snakket meget,« sagde han smilende til Peter. »Nu vil jeg give Dem en chance for at få et ord indført. De kender lidt til hende, og i den– sidste time har De fået en del mere at vide om hende. Kan De gætte, hvad hun foretog sig i den situation, der opstod?«

Peter rystede først på hovedet – og så gik det pludselig op for ham, og han stirrede chokeret på Parker.

»Jeg tror, De har gættet det,« nikkede Parker. »Ja, vi kan tænke os til, at hun på dette tidspunkt selv var begyndt at blive en smule utålmodig. Baronen var temmelig længe om at dø.«

»Det er rædselsfuldt at tænke på,« sagde Peter og virrede med hovedet.

»Ja, på en måde,« sagde Parker. »Men hvis man betragter det som et skakspil og erindrer, at Magda var en eminent skakspiller, så var det et genialt træk. Hun arrangerede, at baronen blev kidnappet. Der er vidner på” at hun den pågældende dag insisterede på, at baronen skulle ledsage hende. Han følte sig ikke godt tilpas, og han havde ikke lyst til at tage ud og sejle, men hun holdt på, at sol og frisk luft ville gøre ham godt. Han tog aldrig sine livvagter med, når de sejlede. De to var alene om bord. En meget hurtig og kraftig motorbåd lå og ventede på dem ud for kysten –« Parker så hen på Peter. »– Kender De detaljerne?«

»Nej.«

»Motorbåden vædrede yachten, samlede baronen op af vandet, men efterlod baronessen. En time senere indløb en radiomelding til kystbevogtningen, og de stak til søs og fandt hende. Hun klamrede sig til en vragstump. Kidnapperne var meget bekymret for, om hun blev reddet.«

»De var måske interesseret i at forhandle med deres offers elskede hustru,« bemærkede Peter.

»Det er muligt, og hun spillede i hvert fald også sin rolle som sørgende hustru perfekt. Da kidnapperne havde fremsat deres krav om løsepenge, var det hende, der tvang bestyrelsen i Altmann Industries til at stille de femogtyve millioner dollars til rådighed. Hun tog selv ud til mødestedet med alle pengene i kontanter – og alene.« Parker gjorde en meget sigende pause.

»Hun havde ikke brug for pengene.«

»Jo, det havde hun netop,« sagde Parker. »Husk på, baronen var endnu ikke senil, og han havde stadig en fast hånd på roret. Det var ham, der trods alt trak i alle trådene. Magda havde til sig selv alt, hvad hun kunne ønske sig, pelse, smykker, tjenere, tøj, biler, både og lommepenge, der beløb sig til omkring to hundrede tusind dollars om året, udbetalt til hende som løn fra Altmann Industries. Enhver almindelig hustru ville være mere end tilfreds – men hun var ikke en almindelig hustru. Vi må regne med, at hun allerede havde planlagt, hvorledes hun fortsat skulle få sine drømme om ubegrænset magt opfyldt – og dertil havde hun brug for penge, ikke tusinder men millioner af dollars. Femogtyve millioner måtte anses for at være en god hjælp, indtil hun kunne snuppe hele kagen. Hun vekslede pengene til schweizerfrancs og kørte alene ud til en forladt flyveplads, hvor et fly skulle samle hende op og flyve hende til Schweiz.«

»Men _.« prøvede Peter på at protestere. »Baronen blev jo dræbt, lemlæstet. Hun kan umuligt –«

»Hans død kan have tjent et eller andet uklart formål. Guderne skal vide hvilket, men vi har med østlig tankegang at gøre, tanker der søger deres egne, blodige veje – måske skulle hans død tjene til at bortvejre enhver mistanke fra hustruen – sådan som De selv just var tilbøjelig til at afvise tanken.«

Han havde naturligvis ret. Den hjerne, som kunne planlægge og udføre resten af en så afskyelig plan, ville ikke have betænkeligheder ved en detalje som henrettelsen af en syg mand. Han følte ikke yderligere trang til at protestere.

»Lad os lige se på, hvad hun på dette tidspunkt havde opnået. Hun var kommet af med baronen og havde frigjort sig for de begrænsninger, han pålagde hende. Her er et eksempel på disse begrænsninger i hendes handlefrihed. Hun gik meget stærkt ind for, at Narmco nægtede at levere våben til Sydafrika. Hvorimod baronen, der altid kun tænkte som forretningsmand, så på dette land som et lukrativt marked. Det spillede også ind, at Sydafrika viste sympati for sionismen. Han afviste hendes ønsker, og Narmco fortsatte med at forsyne Sydafrika med flyvemaskiner, raketter og lettere våben, lige indtil en FN– resolution gennemtvang en total våben embargo. Men glem ikke baronessens anti-Sydafrika holdning. Det kommer vi tilbage til senere.«

»Hun var sluppet af med baronen. Hun var sluppet ud af den russiske kontrol med hendes færden, og hun havde penge nok til at opretholde en lille hær til at beskytte sig. Selv hendes tidligere russiske herrer ville tøve med at hævne sig på hende. Hun var nu en fransk Grande Dame, Hun havde reddet sig en betydelig arbejdskapital – femogtyve millioner, som hun ikke skulle stå noget andet menneske til regnskab for. Hun havde skaffet sig en stærk magtposition som den øverste chef for Altmann Industries. Selvom hun stadig var under en vis kontrol fra bestyrelsen, havde hun adgang til selskabets omfattende informationsafdeling, hvor man samlede oplysninger ind fra hele verden. Som leder af et så kæmpemæssigt foretagende nød hun den franske regerings respekt og sympati – og fik således en om end begrænset adgang til deres efterretningssystem. Og så var der også Mossad – var hun måske ikke arving til Aaron Altmanns position –«

Peter huskede pludselig, at Magda altid havde talt om sine »kilder« – uden nogen sinde at afsløre dem. Havde hun virkelig været i stand til at benytte den franske og israelske efterretningstjeneste, som om det var hendes eget private bureau? Det forekom utænkeligt. Men han lærte hurtigt, at når det gjaldt Magda Altmann var intet umuligt. Som Kingston Parker havde understreget: hun var ikke nogen almindelig kvinde.

»Der fulgte en periode, hvor hun konsoliderede sig.« fortsatte Kingston Parker, »en periode, hvor hun samlede de tøjler op som Aaron havde sluppet. Der blev skiftet ud i den øverste ledelse overalt i det omfattende industriimperium, og hun erstattede alle personer, som kunne tænkes at være imod hende, med sine egne yndlinge. Efter en tids planlægning og reorganisering startede så hendes første forsøg på at dirigere nationers skæbne. Hun valgte til at begynde med netop det land, som førte en politik, der gik stik imod hendes opfattelse af den nye verden, hun ville opbygge. Vi ved ikke, hvad der fik hende til at vælge et navn som Caliph –«

»Det kan umuligt være sandt,« sagde Peter og lukkede øjnene, som om han havde smerter. »De kender hende ikke.«

»Jeg tror ikke, at nogen overhovedet kender hende, Peter,« svarede Kingston Parker og legede med sin pibe. »Jeg er bange for, at vi går lidt hurtigt frem nu. Har De nogle spørgsmål, De ønsker at stille?«

»Nej, det er all right.« Peter åbnede øjnene igen. »De må gerne fortsætte.«

» En af de vigtigste ting baronesse Altmann havde lært var, med hvilken lethed man kunne bruge magt og vold, hvilken kolossal virkning det kunne have, og hvor stor en profit det kunne give. Efter den erfaring valgte hun målet for sin første handling som menneskehedens nye hersker, og dette valg var bestemt af hendes tidligere politiske overbevisning og de tanker, der havde formet sig, da hun sad på sin fars knæ og senere deltog i kommunistiske partimøder. Man har videre lov til at antage, at hendes valg også var bestyrket af Altmann– bankens interesser i den sydafrikanske handel med guld, for på dette tidspunkt var baronessens socialistiske og kommunistiske tilbøjeligheder blevet mildnet med en god, sund portion kapitalistisk interesse for egen vinding. Vi kan kun gætte, men hvis det virkelig var lykkedes for hende at få bragt fyrre tons guld ud af Sydafrika og få oprettet en sort eksilregering, ville det ikke vare længe, før Caliph fik sikret sig fuld kontrol over både eksilregering og guld –« Parker trak på skuldrene. »– Vi kan ikke afgøre, hvor ambitiøse disse planer i virkeligheden var. Men vi kan sige så meget, at Caliph, eller baronessen; udvalgte sine medarbejdere til udførelsen af planen med den sikkerhed og dygtighed, som hun udviste i alt, hvad hun foretog sig.« Parker smilede. »Jeg tror, at vi alle husker affæren med Boeing’en tilstrækkeligt til, at jeg ikke behøver at gå i detaljer. Lad mig blot minde om, at aktionen ville være lykkedes, ja faktisk blev gennemført med held, hvis ikke Peter på egen hånd havde foretaget det lynangreb, som ændrede situationen. Men i princippet lykkedes det. Det var det vigtigste. Caliph havde grund til at lykønske sig selv. Hun havde valgt de rigtige folk til jobbet. Hun havde indhentet de rigtige oplysninger. Hun kendte endog navnet på den mand, som havde kommandoen over den anti-terroriststyrke, som stod parat til at gribe ind, og hendes psykologiske sans bestod også sin prøve. Henrettelsen af de fire gidsler havde i den grad lammet hendes modstandere. at de følte sig magtesløse. Hendes triumf blev i sidste øjeblik spoleret af en mand alene. Det er klart, at hendes interesse for den mand blev vakt. Med feminin intuition var hun i stand til at anerkende hans egenskaber, som hun måske kunne komme til at udnytte til egen fordel.« Parker skiftede stilling og gjorde en undskyldende bevægelse med hånden. »Jeg håber ikke, det vil virke ubeskedent, hvis jeg på dette tidspunkt bringer min egen person ind i historien. Jeg havde fået et vink om, at sådan noget som Caliph eksisterede. Det er tænkeligt, at kapringen af flyet ikke var den første terrorhandling, hun stod bag efter mordet på Aaron Altmann. To andre vel gennemførte kidnapninger bærer præg af hendes stil – den ene af dem var kidnapningen af OPEC– ministrene i Wien – men vi kan ikke være helt sikre. Jeg var imidlertid blevet advaret, og jeg ventede kun på, at Caliph skulle dukke op til overfladen. Jeg må indrømme, at jeg meget gerne ville have haft chancen til at forhøre en af flykaprerne –«

»Det havde De ikke fået noget ud af,« indvendte Peter affærdigende. »Det var ikke andet end nogle skakbrikker ligesom lægen, vi fangede i Irland.«

Parker sukkede. »Måske har De ret, Peter. Men på det tidspunkt følte jeg, at vores eneste forbindelse til Caliph var blevet brudt. Senere, da jeg var kommet over choket, gik det pludselig op for mig, at forbindelsen stadig var der – stærkere end nogen sinde. Forbindelsen – det var Dem, Peter. Det var derfor, jeg anbefalede, at Deres afskedsansøgning blev bevilget. Hvis ikke De selv var gået, ville jeg i øvrigt have tvunget Dem til det. Men De viste Dem som en strålende medspiller ved at træde tilbage –« Han smilede igen. »– Det har jeg vist aldrig takket Dem for.«

»Det skal De ikke tænke på.« sagde Peter dystert. »Jeg elsker at være til tjeneste.«

»Og det var De også. Ikke så snart var De fri, før baronessen søgte en tilnærmelse. Men først indhentede hun alle mulige oplysninger om Dem. På en eller anden måde lykkedes det hende også at få adgang til vort computersystem i efterretningstjenesten. Fire dage efter Deres tilbagetræden, blev der foretaget en uautoriseret benyttelse af computeren. Hun må åbenbart have kunnet lide, hvad hun erfarede, for det resulterede i tilbuddet fra Narmco – ad traditionelle kanaler. Deres afslag har i sandhed kun forstærket hendes interesse, for hun brugte sine forbindelser til at få udvirket en invitation til Sir Stevens landsted.« Parker smilede beklagende. »Stakkels Peter. Uden at De anede noget, var De pludselig kommet i kløerne på en af verdens mest besnærende kvinder. Jeg kender tilstrækkeligt til den dame nu til at vide, at hendes tilnærmelse var nøje beregnet på grundlag af de oplysninger, hun havde skaffet om Dem. Hun vidste nøje, hvilken type kvinde De foretrak. Hun var så heldig, at hun opfyldte de fysiske krav.«

»Og hvilke kraver det?« spurgte Peter. Han var ikke klar over, at han foretrak en særlig type.

»Høj, slank og brunette,« svarede Parker prompte. »Prøv at tænke Dem om. Alle Deres kvinder har været høje, slanke brunetter.«

Han havde ret, tænkte Peter. Selv i en alder af niogtredive år var man stadig i stand til at lære noget om sig selv.

»De er en hårdhjertet satan, Kingston. Er der nogen sinde nogen, der har fortalt Dem det?«

»Hyppigt,« smilede Kingston. »Men det er ikke rigtigt, og sammenlignet med baronesse Altmann er jeg julemanden selv.« Så blev han alvorlig igen. »Hun ønskede at finde ud af, hvad vi i Atlas kendte til hendes aktiviteter. Hun vidste, at vi havde mistanke til hende, og gennem Dem havde hun nu en chance for at få mere at vide. Det er klart, at Deres værdi for hende hurtigt ville svinde, jo længere tid der gik, hvor De ikke havde kontakt med Thor, men De kunne stadig bruges på andre områder. I tilgift kunne det forventes, at De ville gøre et godt stykke arbejde i Deres job i Narmco. Alle hendes forventninger blev opfyldt og mere til. De kom også på tværs af et attentatforsøg på hende. Om hvem der stod bag, kan vi kun gætte. Men russerne må i hvert fald på det tidspunkt have opgivet at få hende tilbage i folden. De havde også mistanke til hendes rolle som Caliph. De besluttede sig til at skride radikalt ind over for deres tidligere stjerneagent. Enten finansierede eller organiserede de selv attentatet, eller de gav Mossad et tip om, at hun havde myrdet Aaron Altmann. Jeg er tilbøjelig til at tro, at de selv lejede morderne, for Mossad plejer at ordne deres eget beskidte arbejde. Nå, men enten det var NKVD eller Mossad, der stod bag, så lagde morderne sig i baghold på Rambouillet-vejen, og De løb lige ind i dem. Jeg ved, at De ikke tror på tilfældigheder, men jeg er sikker på, at det kun var en tilfældighed, når De den aften kørte i baronessens Maserati.«

»All right,« mumlede Peter. »Hvis jeg skal sluge alt det andet, så glider den krumme vel også let ned.«

»Den begivenhed forskrækkede baronessen. Hun var ikke sikker på, hvem der var iscenesætteren. Jeg tror, hun regnede med, at det var Atlas, eller at vi i hvert fald havde noget med det at gøre. Næsten umiddelbart efter var De i stand til at bekræfte vores interesse for hende og vort kendskab til, at Caliph eksisterede. Jeg inviterede Dem til Amerika. De kom sammen med Colin, og da De vendte tilbage, har De enten fortalt hende om det eller på en eller anden måde bekræftet hendes mistanke om Atlas og min rolle. Det er kun gætteri fra min side, men hvor nær er jeg sandheden, Peter? Jeg beder Dem være ærlig.«

Peter stirrede på ham og prøvede på at holde sit ansigtsudtryk neutralt, mens han hurtigt tænkte sig om. Det var præcis på den måde, det var sket.

»Vi var jo alle på jagt efter Caliph,« sagde Parker. »De kunne ikke indse, at der skulle være noget illoyalt i at diskutere det med hende. De gik ud fra, at vi havde et fælles mål. De troede, at vi alle jagtede Caliph.« Parker var ivrig efter at vise forståelse for at få Peter på gled.

»Hun vidste, at jeg havde været til møde hos Dem i Amerika. Jeg ved ikke hvordan – men hun vidste det,« sagde Peter stift. Han følte sig som en forræder.

»Jeg forstår.« sagde Parker og så på Peter med et blik, der udtrykte tillid. »Hun var dengang klar over, hvem der var jægeren, og hun kendte tilstrækkeligt til mig til at vide, at jeg var farlig. De var formentlig den eneste mand i verden, der havde mulighed for at standse mig– men De måtte tvinges til det. Hun fandt det middel, der kunne tvinge Dem, og hun valgte det med usvigelig sikkerhed – som altid. Hvis planen var lykkedes, ville hun med et slag være sluppet af med jægeren og samtidig have sikret sig en snigmorder i højeste klasse. Når De havde udført Deres job, ville De for altid være bundet til Caliph. Hun ville have brugt Dem atter og atter til at dræbe, og for hver gang De dræbte nogen, ville De blive mere og mere indviklet i hendes net. Hun kunne også bruge Dem på anden måde. Hun er en dame med en stærkt udviklet appetit på sex, og hun har formentlig følt trang til at forene det nyttige med det behagelige.«

Peter følte en voldsom trang til at slå den anden i ansigtet blot for at få udløsning for sit raseri. Han følte sig ussel, beskidt og misbrugt.

»Hun var imidlertid klog nok til at indse, at sex ikke var tilstrækkeligt til at tvinge Dem til at begå mord. Så lod hun Deres datter kidnappe og gav ordre til, at en finger straks skulle skæres af ligesom i Johannesburg, hvor gidslerne uden tøven blev myrdet. Verden skulle lære at frygte Caliph.«

Der var intet smil på Parkers ansigt nu.

»Jeg er ikke i tvivl om, at hvis De ikke havde leveret mit hoved til den fastsatte tid, ville hun ikke have tøvet med at lemlæste Deres datter den ene gang efter den anden.«

»Det blev vi forskånet for på grund af et fantastisk held. Manden, der ringede og oplyste, hvor barnet befandt sig. Og igen russernes forståelige iver efter at samarbejde med os. Det er en vidunderlig chance for dem til at overlade os deres problem. De har stillet næsten alle oplysninger om hende og hendes liv til vor rådighed.«

»Men hvad gør vi nu?« spurgte Colin Noble. »Vore hænder er bundet – skal vi nu blot sidde og vente på de næste grusomheder vente på, at vi får en chance, næste gang Caliph dræber en eller anden arabisk prins?«

»Ja, og det vil ske – medmindre de får gennemtrumfet OPEC beslutningen,« sagde Parker. »Nu, hvor damen ejer det halve af Europas industri, har hun hurtigt omvendt sig til det kapitalistiske system. En nedsættelse af oliepriserne vil betyde mere for hende end måske for noget andet menneske på jorden ~ og på samme tid vil det være til gavn for størstedelen af menneskeheden. Hendes politiske og personlige interesser stemmer således smukt overens med hin anden.«

»Men hvis hun får held med det, hvad vil hendes næste træk så blive?« spurgte Colin.

»Det kan ingen forudsige,« sagde Parker, og både han og Colin rettede blikket mod Peter Stride.

Det var, som om han var blevet tyve år ældre. Furerne omkring! munden var dybe som erosionen på en granitklippe, der er angrebet af vind og vejr. Kun hans øjne var blå og levende og lige så skarpe som hos en rovfugl, der jager sit bytte.

»Peter, jeg har ikke fortalt Dem alt dette for at lægge pres på Dem,« forsikrede Parker. »Det vil jeg gerne have Dem til at forstå. Jeg har kun fortalt Dem, hvad jeg mente, det var nødvendigt for Dem at vide, så De kunne beskytte Dem selv, hvis De skulle vælge at vende tilbage til løvens hule. Jeg forlanger ikke, at De skal gøre det. Jeg vil ikke undervurdere risikoen. For enhver anden ville det måske være selv mord. Men nu, hvor De ved alt, tror jeg, at De er manden, der vil kunne overrumple Caliph i hendes egen lejr. Men De må ikke misforstå mig. Jeg mener ikke dermed, at De skal dræbe hende. I virkeligheden vil jeg udtrykkeligt forbyde Dem at tænke i de baner, og hvis De alligevel skulle handle på egen hånd, vil jeg gøre alt for at få Dem bragt for retten. Nej, jeg beder Dem kun om at holde Dem tæt op ad Caliph og prøve på at skaffe beviser mod hende. Prøv på at afsløre hende, så vi på lovlig vis kan standse hende. Jeg vil gerne have, at De skal glemme Deres egne følelser, prøve på at glemme gidslerne i Johannesburg og Deres egen datter. Husk på, at vi hverken er dommer eller bøddel –« Parker blev ved med at tale stilfærdigt og ind trængende, men Peter lyttede knap nok til ham; hans tanker var som en karrusel, der kørte rundt og rundt men efter hver en omdrejning hele tiden kom tilbage til det samme udgangspunkt og det samme resultat.

Der var kun en måde at standse Caliph på. Tanken om at skulle bringe et menneske som baronesse Magda Altmann for en domstol en fransk domstol– var latterlig. Peter tvang sig til at tro, at hans beslutning ikke havde noget med hævn at gøre, men han kendte sig selv for godt til, at han ikke kunne udelukke det. Jo, selvfølgelig ønskede han også hævn, men det var ikke kun det. Han havde dræbt den tyske pige Ingrid, og han havde dræbt Gilly O’Shaughnessy, og han havde ikke fortrudt det et øjeblik. Det var nødvendigt, at de døde – men så fortjente Caliph tusind gange mere at dø.

Og der er kun et menneske, der kan sørge for det, tænkte han. Hendes stemme i telefonen var varm og med den fascinerende antydning af accent, som han huskede så godt, men han havde glemt den virkning, det plejede at have på ham. Hans hjerte hamrede, som om han havde løbet for stærkt.

»Åh Peter, det er vidunderligt at høre din stemme. Jeg har været så bekymret. Fik du mit telegram?«

»Nej, hvilket telegram?«

»Da jeg hørte, at du havde reddet Melissa– Jane, sendte jeg dig et telegram fra Rom.«

»Jeg har ikke fået det – men det gør ikke noget.«

»Jeg sendte det til dig via Narmco – i Bruxelles.«

»Det ligger formentlig og venter på mig der. Jeg har ikke været i Bruxelles siden.«

»Hvordan har hun det, Peter?«

»Hun har det fint nu.. Han håbede ikke, at hans stemme afslørede noget. »Men det var et helvede, vi var igennem.«

»Jeg er klar over det. Jeg følte mig så hjælpeløs. Jeg ville så gerne i kontakt med dig, men det var umuligt, og den ene dag gik efter den anden, uden at jeg vidste noget.«

»Det er alt sammen overstået nu,« sagde Peter.

»Det tror jeg ikke,« svarede hun. »Hvor ringer du fra?«

»London.«

»Hvornår er du tilbage?«

»Jeg ringede til Bruxelles for en time siden. Narmco vil gerne have, at jeg kommer hurtigst muligt. Jeg tager et fly her i eftermiddag.«

»Peter, jeg må se dig. Jeg har måttet undvære dig alt for længe, men jeg er nødt til at være i Wien i aften. Vent, lad mig se, hvis jeg nu sender Lear’en og henter dig nu, kunne vi mødes, om det så kun er for en time. Du kunne tage en maskine fra Orly til Bruxelles, og så kunne jeg fortsætte til Wien med Lear’en. Peter, jeg savner dig så frygtelig meget. Vi kan i det mindste tilbringe en time sammen.«

En af lufthavnsfunktionærerne kom Peter i møde, da han steg ud af det lille jetfly og førte ham til en VIP– salon, hvor Magda Altmann ventede ham. Hun var iført en skræddersyet grå dragt. Hun gik som en danserinde med de lange, yndefulde ben, der syntes at bevæge sig helt oppe fra hofterne, og Peter følte sig nærmest klodset ved siden af hende, også på grund af den forsigtighed han måtte udvise, og som hvilede tungt på ham.

»Jamen Peter, hvad har de dog gjort ved dig?« spurgte hun og så bekymret på ham med de store, udtryksfulde øjne.

De sidste dages rædsler og det kolossale pres, der havde hvilet på ham, havde mærket ham. Hans hud var sygelig grå, der var kommet flere, fine sølvstænk i hans tindinger, og øjnene med det jagede blik sad dybt i deres hulet.

»Elskede, elskede,« hviskede hun så dæmpet, at de andre i salonen ikke kunne høre hende, og hun rakte sin mund op mod hans.

Peter havde omhyggeligt skolet sig selv til dette møde. Han vidste, hvor vigtigt det var, at han ikke et øjeblik røbede, hvad han vidste. Magda måtte ikke kunne gætte, hvad han vidste om hende. Det kunne blive dødsens farligt for ham. Han måtte optræde fuldkommen naturligt. Det var tvingende nødvendigt. Han bøjede hovedet og kyssede hende.

Han prøvede på at gøre sine læber lige så bløde og varme som hendes, og da hun trykkede sig ind til ham, bestræbte han sig på at virke så modtagelig som muligt – og han mente, det var lykkedes for ham, indtil hun pludselig gjorde sig fri af hans favntag og trak sig tilbage. Hun studerede hans ansigt igen, og han så, at hendes øjne havde forandret sig. Den varme glød havde forladt dem, og tilbage var kun et koldt, ubarmhjertigt lys som blinket fra en grøn smaragd.

Hun havde set noget – nej, der var intet, hun kunne se. Men hun havde mærket noget hos ham, en ændring i hans holdning. Naturligvis var hun også opmærksom på det, og hun havde holdt skarpt øje med ham. Hun behøvede kun den mindste bekræftelse, en trækning ved hans mund, et varsomt blik i hans øjne, en anelse stivhed i hans krop – alt det, som han var overbevist om, at han havde under fuldkommen kontrol.

Der var pludselig kommet noget koldt over hende – som om hun havde trukket sig ind i sig selv og skabt en barriere mellem dem.

»Korn..« Hun førte ham hen til en dyb lædersofa under panoramavinduet, og hun satte sig ved siden af ham men uden at røre ved ham, og med et nik sendte hun sin sekretær væk. Han gik hen i den anden ende af salonen, hvor han sluttede sig til de to livvagter, hendes ulve, og de holdt sig alle tre uden for hørevidde og stod og hviskede sagte indbyrdes.

»Fortæl mig det hele, Peter.« Hun iagttog ham stadig, men det kolde, grønne lys i hendes øjne var slukket – hun var venlig og bekymret, og hun lyttede opmærksomt til enhver detalje i hans beretning om kidnapningen af Melissa– Jane.

Det var en gammel regel for ham, at han altid fortalte den fulde sandhed, når det var en fordel – og det var det i dette tilfælde, for Magda ville i forvejen vide, hvad der var sket. Han fortalte hende om Caliphs betingelse for at give Melissa– Jane fri og om sin egen reaktion.

»Jeg ville have gjort det,« sagde han, og det var, som om der et øjeblik gik en gysen igennem hende.

»Du godeste, sådan en djævel kan nedbryde selv det stærkeste og bedste i et menneske,« sagde hun.

Peter gik videre med at fortælle hende om det tip, de havde modtaget, og om redningen af Melissa– Jane. Han gik i detaljer med hensyn til den rædsel, hun havde gennemlevet og den psykiske belastning, hun havde været ude for – og han iagttog hele tiden Magdas øjne. Han vidste, at han ikke kunne forvente noget udtryk for skyldfølelse. Caliph ville være højt hævet over så verdslige følelser – men der var alligevel noget i hendes øjne, som ikke kun var påtaget medynk.

»Jeg var nødt til at blive hos hende. Hun havde brug for at være sammen med mig nogle dage,« forklarede han.

»Jeg er glad for, at du gjorde det, Peter.« Hun nikkede og kastede et blik på sit armbåndsur. »Åh, vi har kun så kort tid sammen,« klagede hun. »Lad os drikke et glas champagne. Vi har noget at fejre. Melissa-Jane er i det mindste i live, og hun er så ung og stærk, at hun nok skal komme fuldkommen over det.«

Peter åbnede den flaske, der blev bragt ind til dem, og han smilede til hende, da de skålede med hinanden.

»Det er så vidunderligt at se dig igen, Peter.« Hun var i sandhed en strålende skuespillerinde. Hun sagde det så ægte og så spontant, at han ikke kunne lade være med at beundre hende. Han skubbede det til side og tænkte i stedet, at han kunne dræbe hende her og nu. Han behøvede end ikke et våben. Han kunne bruge hænderne, hvis det skulle være, men han havde sin Cobra parabellum i det bløde vaskeskindshylster under den venstre armhule. Han kunne også dræbe hende med den, og så ville de to livvagter i den anden ende af salonen skyde ham ned på stedet. Han ville måske kunne komme den ene af dem i forkøbet, men den anden ville få ram på ham. Det var to livvagter i topklasse. Han havde selv udvalgt dem. De ville få ram på ham.

»Jeg er ked af, at vi ikke kan være sammen ret længe,« sagde han og smilede stadig til hende.

»Ja, det er jeg også.« Hun lagde hånden på hans arm. »Jeg ville ønske, at det var anderledes. Der er så mange ting, vi skal udrette, og vi vil nok blive nødt til at tilgive hinanden for det, der skal gøres.«

Det var måske meningen, at ordene skulle forstås på en bestemt måde; han opfattede et glimt af den varme glød i hendes øjne og også noget andet – måske en dyb beklagelse. Men så drak hun af sin champagne og sænkede de lange, buede øjenvipper, så hendes øjne var skjult for hans undersøgende blik.

»Jeg håber aldrig, at der vil være noget frygteligt, som vi skal tilgive hinanden –«

For første gang så han den kendsgerning i øjnene, at han skulle dræbe hende. Tidligere havde det været noget klinisk og teoretisk, og han havde undgået at spekulere på selve gerningen. Men nu forestillede han sig virkningen af en eksplosiv Velexkugle, som borede sig ind i hendes krop. Ville han overhovedet være i stand til at gøre det, når det kom til stykket?

»Peter, det håber jeg heller ikke. Der er ikke noget, jeg håber mere på her i livet.« Hun løftede øjenvipperne igen, og et øjeblik hang hendes blik ved hans, og det var, som om det tiggede om et eller andet – måske om tilgivelse. Han spekulerede på, hvordan han skulle gøre det, hvis han ikke benyttede en pistol. Kunne han holde ud at høre ben og brusk knuses under hans fingre, kunne han stikke en kniv i hendes flade, hårde mave og se hende sprælle som en sværdfisk på en krog?

Telefonen ved baren summede, og sekretæren gik hurtigt hen og tog den.

»Oui, oui, d’accord,« sagde han og lagde røret på. »Ma baronne, Deres flyer startklar.«

»Vi tager straks af sted,« sagde hun til ham og til Peter: »Jeg er ked af det.«

»Hvornår ser jeg dig igen?« spurgte han.

Hun trak på skuldrene. »Det er vanskeligt at sige, men jeg ringer til dig. Jeg er nødt til at tage af sted nu, elskede.«

Da hun var gået, stod Peter alene ved panoramavinduet og kiggede ud over flyvepladsen. Det var en smuk forårsdag, de tidlige margueriter blomstrede i græsrabatten langs startbanerne, og en flok solsorter hoppede rundt mellem dem og hakkede efter føde uforstyrret af jetstøjen fra en Swissair maskine, som var ved at varme motorerne op.

Peter gennemgik hurtigt i tankerne deres møde og prøvede på at finde frem til det øjeblik, da han havde mærket en forvandling hos hende. Det øjeblik, da Magda Altmann var blevet til Caliph.

Der var ingen tvivl længere. Havde der på noget tidspunkt været det? tænkte han, eller havde han blot håbet på det?

Nu måtte han gøre sig selv hård. Men det ville blive vanskeligt, langt vanskeligere, end han havde forestillet sig. Det gik op for ham, at de ikke et øjeblik havde været alene – hele tiden havde de to ulve været i nærheden. Det var måske et tegn på hendes nye forsigtighed. Han spekulerede på, om de nogen sinde igen fik lejlighed til at være alene – nu hvor hun var på vagt.

Så kom han også pludselig i tanker om, at hun ikke havde sagt »Au revoir, min elskede,« på gensyn, men »Adieu, min elskede.«

Lå der en skjult advarsel i dette definitive farvel? Hvis Caliph havde fået mistanke til ham, vidste han, hvordan hun ville reagere. Truede hun ham, eller havde hun blot kasseret ham, sådan som Kingston Parker sagde, at hun ville gøre den dag, da hun ikke længere mente, at hun havde brug for ham?

Han kunne ikke rigtigt forstå den følelse af tristhed, som overmandede ham ved tanken om, at han aldrig skulle se hende mere undtagen gennem et kikkertsigte.

Mens han stod og stirrede ud gennem vinduet, tænkte han på, hvordan hans karriere og liv var begyndt at bryde sammen om ham fra det øjeblik, hvor han havde hørt navnet Caliph.

En venlig stemme bag ham fik det til at give et lille sæt i ham, og han vendte sig om mod lufthavnsfunktionæren: »Der bliver kaldt ud til KLM maskinen til Bruxelles, general Stride.«

Peter greb sin overfrakke og sin krokodilleskindsmappe, der havde været en gave fra den kvinde, han skulle dræbe, og gik mod udgangen.

Der lå så meget arbejde og ventede på ham på skrivebordet i hans nye kontor, at han havde en god undskyldning for at udskyde den detaljerede planlægning af det endelige slag mod Caliph.

Til sin overraskelse opdagede han, at han nød de udfordringer, som hans arbejde gav ham. Han nød konkurrencemomentet på salgsmarkedet, nød den diskussion der foregik mellem skarpe, kvikke hjerner, når der skulle handles, og nød den vekselvirkning, som forhandlinger med mange forskellige slags mennesker bød på. For første gang forstod han, hvorfor hans bror Steven havde følt sig tiltrukket af dette liv.

Tre dage efter at Peter var kommet tilbage, afgav det iranske luftvåben en ordre på Narmcos Kestrel raketter. Et hundrede og tyve missiler til en samlet pris af halvtreds millioner dollars. Det frydede ham, og han var klar over, at han hurtigt ville kunne blive stærkt optaget af sin rolle som sælger.

Han havde altid betragtet penge som noget af en plage, alle disse fornedrende og trættende møder og slagsmål med bankfolk og skatteinspektører, men nu var han klar over, at pengeverdenen også havde sine spændende sider. Han havde fået et indblik i den verden, hvor Caliph levede, og indså, at når man først var blevet vant til at manipulere med de store summer, ville drømmen om at opnå guddommelig magt komme til at ligge inden for mulighedernes grænser.

Han kunne forstå, men aldrig tilgive, og efter en uges forløb tvang han sig så endelig til at tage alvorlig stilling til, hvad der måtte gøres.

Magda Altmann forholdt sig tavs. Siden deres korte møde i Orlylufthavnen havde han intet hørt fra hende.

Han var klar over, at han så måtte opsøge hende. Kun ved at være i nærheden af hende, kunne han gennemføre sin opgave.

Han var sikker på, at han stadig kunne komme hende så nær, at han ville være i stand til at dræbe hende. Ligesom han havde haft chancen i Orly. Men hvis han gjorde det på den måde, ville det imidlertid være selvmord. Hvis han overlevede hendes livvagters lynhurtige gengældelsesangreb, ville han blive ramt af lovens ubønhørlige straf, og han vidste, at han ikke kunne forsvare sig ved at berette om Caliphs skændselsgerninger. Ingen dommer ville tro på det. Uden støtte fra Atlas og de amerikanske og engelske efterretningstjenester ville han komme til at fremstå som en sindssyg. Og han ville ikke kunne regne med nogen støtte – det var han overbevist om. Hvis han dræbte Caliph, ville de være lykkelige, men de ville samtidig lade ham blive ført til guillotinen uden at løfte en finger til hans forsvar. Han kunne levende forestille sig hele den civiliserede verdens forargelse, hvis man blev klar over, at en uortodoks organisation som Atlas engagerede folk til at myrde en prominent borger i et venligsindet land.

Nej. Han stod fuldkommen alene. Det havde Parker gjort ham klart. Og Peter indså, at han ikke ønskede at dø. Han var ikke indstillet på at ofre sit liv for at standse Caliph – medmindre der ikke var nogen anden udvej. Men der måtte naturligvis være en anden udvej.

Når han tænkte på Caliph og på det mord, han skulle planlægge, tænkte han aldrig på Magda Altmann. På den måde var han bedre i stand til at holde sig personligt uengageret.

Den opgave, der forestod, havde han selv gjort mere kompliceret ved at reorganisere sikkerhedsforanstaltningerne omkring hendes person. Formålet med det var at gøre hendes færden så uberegnelig som muligt. Hendes kalender var lige så godt bevogtet som en statshemmelighed, og der blev aldrig på forhånd givet pressen meddelelser om hendes deltagelse ved offentlige begivenheder. Hvis hun blev inviteret til middag i Elysée– palæet, blev det omtalt dagen efter, aldrig dagen før – men der var enkelte årligt tilbagevendende begivenheder, som hun ikke ønskede at gå glip af. Og det var en svaghed sikkerhedsmæssigt, som de havde diskuteret.

»Jamen Peter, du kan ikke gøre mig til en fange,« havde hun leende protesteret. »Jeg har så få virkelige fornøjelser – dem vil du da ikke tage fra mig, vel?«

Vintersæsonens første opvisning af Yves St Laurents kollektion var en af de ting, hun ikke ville undvære – og heller ikke la Grande Semaine med de store hestevæddeløb i Longchamp, som kulminerede i kappestriden om Grand Prix de Paris. I år havde hun selv håb om at vinde med sin pragtfulde rødbrune hoppe Ice Leopard.

Peter begyndte at lave en liste over de steder, hvor drabet kunne foregå og stregede derefter ud, så kun de bedste blev tilbage. La Pierre Bénite f.eks. For Peter var der den fordel at han var fortrolig med omgivelserne. Som gammel soldat havde han bemærket det fine skudfelt, der var hen over græsplænerne, som faldt i terrasser ned mod søen; i skoven langs den fjerne ende af søen og nord for huset var der gode muligheder for en snigskytte til at tage opstilling, men hele ejendommen var på den anden side vel bevogtet, og selv på sine private enemærker var baronessens færden umulig at forudsige. Desuden var flugtruten vanskelig– med kun to veje, der førte bort og gennem et tyndt beboet område, hvor en hurtig politiaktion let kunne spærre udfaldsvejene. Nej, La Pierre Bénite måtte streges af listen.

Peter stod til sidst med kun de to muligheder, som i første omgang var faldet ham ind – sadlepladsen på Longehamp eller Yves St Laurents saloner på Avenue Victor Hugo.

Begge steder havde den fordel, at de var offentlige, og at der var trængsel af mennesker, og der var også gode flugtmuligheder. En snigskytte ville kunne indtage en glimrende position på tribunen over for sadlepladsen eller i bygningen over for nummer 46 i Avenue Victor Hugo.

Det ville muligvis blive nødvendigt at leje et kontor i bygningen, og det kunne byde på en risiko, selv når han gjorde det under falsk navn, og derfor hældede han mere til ideen med væddeløbsbanen. Peter udsatte imidlertid afgørelsen, indtil han havde haft lejlighed til at inspicere begge steder mere grundigt.

Men der var en stor fordel ved at vælge en af de to muligheder. Han skulle dræbe hende på lang afstand. Han ville blive sparet for den sindsoprivende prøvelse at skulle foretage drabet på nært hold – og se det grønne lys slukkes i de pragtfulde øjne.

Hvis han kunne få fat i en af Thors 222 rifler til præcisionsskydning, ville det være det perfekte redskab til denne opgave. Med det ekstra lange løb og det nye lasersigte, kunne man på syv hundrede meters afstand ramme et mål, der ikke var større end ti centimeter i diameter. Snigskytten skulle blot trykke på en knap, der sad foroven på skæftet. Dermed tændte han for laserstrålen, og den ville vise sig som en lille lysende plet på målet på størrelse med en ticent–mønt. Skytten kunne finde pletten gennem sit kikkertsigte, og når den var nøjagtigt, hvor han ville have den, trykkede han af. Selv en uerfaren skytte ville vanskeligt kunne skyde forbi, og i Peters hænder ville våbnet være ufejlbarligt.

Peter stolede på, at Colin Noble ville skaffe ham riflen. Ja, for pokker ikke alene ville han med glæde overlade ham den – han ville sandsynligvis også levere den med venlig hilsen fra det amerikanske marineinfanterikorps.

Men Peter blev alligevel ved med at udskyde planen og gennemgik detaljerne så ofte og med så kritiske øjne, at han til sidst var klar over, at han kun trak tiden ud.

Den sekstende dag, efter at han var kommet tilbage til Bruxelles, var en fredag. Peter tilbragte morgenen på NATO’s militære område nord for byen, hvor man demonstrerede det nye, elektroniske skjold, som Narmco havde udviklet til at beskytte radarstyringen på kortdistance anti-tankraketter. Sammen med de tre iranske officerer, som havde overværet demonstrationen, fløj han derefter med helikopter tilbage til byen, hvor de spiste frokost på Épaule de Mouton. Peter følte stadig dårlig samvittighed over at tilbringe tre timer ved et frokostbord, så bagefter arbejdede han til klokken otte den aften på sit kontor.

Det var for længst blevet mørkt, da han forlod bygningen ad en bagudgang, idet han tog sine sædvanlige forholdsregler mod, at Caliph havde posteret en attentatmand i en af de mørke gader. Han forlod aldrig sit kontor på samme tid og fulgte aldrig den samme rute, og denne aften købte han sine aftenaviser i en kiosk på Grand Place og satte sig på en fortovscafe for at læse dem.

Han begyndte med en engelsk avis, og overskriften fyldte forsiden i hele dens bredde:

FALD I PRISERNE PÅ RÅOLIE

Peter nippede tankefuldt til sin whisky, mens han læste artiklen. Derefter lagde han avisen til side og stirrede på trængslen af turister, der passerede forbi på pladsen.

Caliph havde opnået sin første internationale triumf. Fra nu af ville der ikke være nogen grænser for hendes fremstormen.

Peter var klar over, at han ikke kunne udskyde det længere. Han måtte rejse til London mandag, og han ville bede Colin møde op i lufthavnen. Det var nødvendigt at indvie ham i planen. Peter vidste, at han kunne forvente fuld støtte. Derefter kunne han rejse til Paris og foretage de sidste undersøgelser, som skulle afgøre, hvor drabet kunne finde sted. Der var endnu to uger til opvisningen af forårskollektionerne – to uger, hvor han kunne planlægge det hele så omhyggeligt, at der ikke kunne begås fejl.

Han følte sig pludselig udmattet – som om anstrengelsen ved at træffe den endelige beslutning havde krævet de sidste reserver. Så udmattet, at blot tanken om at gå det sidste stykke vej tilbage til hotellet kunne tage modet fra ham. Han bestilte en ny whisky og drak den langsomt, indtil han fik sig samlet sammen til at rejse sig.

Narmco disponerede altid over to suiter på Hilton hotellet, dels til deres øverste ledere, dels til prominente gæster. Peter havde endnu ikke gjort noget for at finde et andet sted at bo i byen, og han lagde derfor beslag på den mindste af de to suiter. Det var for ham kun et sted, hvor han sov og gjorde sig i stand, for han kunne ikke befri sig for følelsen af, at det hele var noget midlertidigt, og at hans tilværelse hurtigt kunne komme til at ændre sig.

Mine bøger er igen opmagasineret, tænkte han med en lidt bitter følelse af ensomhed. Hans samling af sjældne og smukke bøger havde været opmagasineret størstedelen af hans tilværelse, hvor han havde levet i militærbarakker og på hoteller. Bøgerne var hans eneste lidenskab, og når han tænkte på dem, fyldtes han af længsel efter at få en fast base, et sted, som han kunne kalde sit eget.

Da han passerede aviskiosken i Hiltons vestibule, faldt hans blik på en række illustrerede blade, og han standsede og tog et nummer af Vogue for at blade det igennem. Der måtte snart være en forhåndsmeddelelse om de kommende modeopvisninger, og han så efter, om der skulle stå noget om Yves St Laurent – men i stedet blev han overrasket af et velkendt ansigt, der stirrede ud på ham fra siden. De høje, elegante kindben og de store skråtstillede slaviske øjne tog han ikke fejl af.

Hun stod i en gruppe sammen med tre personer. Der var endnu en kvinde, tidligere gift med en kendt popsanger, og hun stod ved siden af sin nuværende partner, en amerikansk skuespiller med et drenget ansigt og iført en fløjlshabit og med guldkæde om halsen. Han var mere kendt for sine pigeeventyr end sine filmroller. Det var ikke den slags, Magda Altmann normalt plejede omgang med. Manden, som hun stod og lænede sig ind til, var meget mere hendes stil. Han var i fyrrerne, mørk og flot med et tæt, bølget hår, og han havde den særlige udstråling af magt og selvtillid, som passede til lederen af en af de største tyske automobilfabrikker.

Ifølge billedteksten deltog de i åbningen af et nyt, eksklusivt diskotek i Paris – og igen måtte man sige, at det ikke var den slags steder, Magda Altmann plejede at færdes, men hun smilede sit mest strålende smil op til den høje, flotte tysker og syntes at befinde sig så godt, at Peter følte noget presse i brystet. Had eller jalousi – han var ikke sikker – og han lukkede bladet og lagde det tilbage.

Da han var kommet hjem til den upersonligt og antiseptisk møblerede suite, klædte han sig af og tog et brusebad, og uden at klæde sig på gik han derefter ind i salonen og skænkede sig en whisky, den tredje den aften.

Siden Melissa– Jane blev kidnappet, havde han drukket mere end nogen sinde, og han var klar over det. Det kunne blive farligt for ham, hvis han ikke passede på. Han tog en slurk af sin drink og vendte sig om for at se sig i et spejl, der hang i den anden ende af værelset.

Siden han var kommet tilbage til Bruxelles, havde han motioneret hver dag i gymnastiksalen i NATO– officerernes klub, som han stadig var medlem af, og hans krop var slank og hård og med en mave som en myndes– kun ansigtet var hærget af det pres, der hvilede på ham.

Han gik tilbage til soveværelset, og så ringede telefonen.

»Stride,« sagde han ned i røret. Han stod stadig uden en trævl på kroppen og med sit glas i den højre hånd.

»Et øjeblik, general Stride. Vi har en udenlandsk samtale til Dem.«

Han hørte summen og klikken på linjen og stemmer i baggrunden fra de andre centraldamer, som talte dårligt fransk og endnu værre engelsk.

Og så lød pludselig hendes stemme, men svag og så langt borte, at det lød som en hvisken i en stor, tom hall.

»Peter, er du der?«

»Magda?« Han følte det som lidt af et chok, og han hørte ekkoet af sin egen stemme; der lød endnu et klik, før hun talte igen. Der var en ændring i bærebølgen, som fortalte ham, at de nu talte over en radiotelefon linje.

»Jeg må se dig Peter. Jeg kan ikke holde det ud længere. Vil du komme og besøge mig?«

»Hvor er du?«

»Les Neuf Poissons.« Hendes stemme var så fjern, at han måtte bede hende gentage det.

»Les Neuf Poissons – De Ni Fisk,« gentog hun. »Kommer du, Peter?«

»Græder du?« spurgte han, og det klikkede og summede i telefonen, så han troede, at forbindelsen var blevet afbrudt, og han hævede stemmen, så den blev skurrende, og råbte igen: »Græder du?«

»Ja.« Det kom så svagt som et åndedrag.

»Hvorfor?«

»Fordi jeg er bange og trist til mode, Peter. Og fordi jeg er alene. Vil du ikke nok komme?«

»Jo,« sagde han. »Hvordan kommer jeg dertil?«

»Ring til Gaston på La Pierre Bénite. Han vil arrangere det. Men kom så hurtigt du kan, Peter.«

»Ja, lige så hurtigt jeg kan – men hvor ligger det?«

Han ventede på svaret, men nu var linjen død.

»Magda? Magda?« Han råbte desperat, men forbindelsen var og blev afbrudt, og til sidst trykkede han fingeren ned på gaffelen og slap den igen, og da centralen meldte sig, sagde han: »Jeg vil gerne bestille en samtale til Frankrig. Rambouillet 47-87-47.« Mens han ventede, tænkte han sig hurtigt om.

Dette var, hvad han inderst inde havde ventet på. Han følte, at det var noget uundgåeligt, hjulet kunne kun dreje rundt, ikke ud til siden. Dette var, hvad der måtte ske.

Caliph havde ikke noget alternativ. Dette var en indbydelse til eksekution. Han var kun overrasket over, at det ikke var kommet før. Han var også klar over, hvorfor Caliph ikke ville lade det ske i en af byerne i Europa eller England. Et godt planlagt attentat var allerede forsøgt gennemført den nat på vejen til Rambouillet, og det var slået fejl. Det var en advarsel til Caliph om ikke at undervurdere sit offers evne til at overleve og slå igen.

Centralen meddelte, at forbindelsen var klar.

»Baronesse Altmanns residens.«

»Er det Gaston?«

»Ja, sir.«

»Det er general Stride.«

»Godaften, general. Jeg ventede Deres opringning. Jeg har tidligere talt med baronessen. Hun bad mig sørge for, at De kom til Les Neuf Poissons.«

»Hvor ligger det, Gaston?«

»Det er baronessens ferieø i Iles sous le Vent – det er nødvendigt at flyve med UTA til Papeete-Faaa på Tahiti, hvor baronessens private pilot vil hente Dem. Der er hundrede miles til Les Neuf Poissons, og desværre er flyvepladsen for lille til at Lear– jetten kan lande, så der må benyttes et mindre fly.«

»Hvornår tog baronessen til Les Neuf Poissons?«

»Hun rejste for syv dage siden, general.« svarede Gaston og fortsatte derefter med at give Peter detaljer om rejsen. »– Billetten ligger parat til Dem ved UTA’s check– in skranke, general, og jeg har reserveret en ikke– ryger plads ved vinduet.«

»De tænker på alt. Tak, Gaston.«

Peter lagde røret på og opdagede pludselig at hans tidligere udmattelse var blevet afløst af en helt ny energi og vitalitet. Den trænede soldats opstemthed ved udsigten til at komme i kamp igen – eller var det snarere udsigten til at få en ende på perioden med usikkerhed og frygten for det ukendte? Nu ville det i hvert fald snart være forbi, og det glædede han sig til.

Han gik ud i badeværelset med sit glas og hældte resten af whiskyen i håndvasken.