Typisk mænd!
De fleste kvinder har på et eller andet tidspunkt slynget det udtryk ud, og selvom det er generaliserende, er der som regel noget rigtigt i det.
Mænd og kvinder har en række karakteregenskaber, der i særlig grad knytter sig til det køn, vi er. Jeg kalder dem essenser.
Alle mennesker indeholder maskulin og feminin essens. Kvinder indeholder som regel mere feminin essens end mænd, ligesom mænd oftest indeholder mere maskulin essens end kvinder. Men både mænd og kvinder har også det modsatte køns essens i sig, og det hjælper os til at blive hele mennesker.
Når jeg min bog igennem generaliserer og skriver, at mænd og kvinder er på en bestemt måde, så er det i virkeligheden mere nuanceret. En mand kan godt indeholde mere feminin essens end maskulin essens, hvilket betyder, at han bedre vil kunne genkende sig selv, når jeg beskriver, hvordan kvinder typisk er. Og de kvinder, der indeholder mere maskulin end feminin essens, vil bedre kunne genkende sig selv, når jeg beskriver, hvordan mænd typisk er. Der findes også mennesker, der indeholder halvt maskulin essens og halvt feminin. Dem er der dog ikke så mange af. De fleste har mest af en af essenserne, og som oftest mest af essensen fra det køn, de er født som.
Kvinder kan sammenlignes med et stort ocean, som bruser og bevæger sig. I det ene øjeblik er det stille og roligt, det næste øjeblik i oprør. Et ocean har ingen retning eller mål, det skal ikke nogen steder hen, men det bevæger sig op og ned dagen lang.
Kvindens følelser er at sammenligne med havets skiftende bevægelser. Hendes humør forandrer sig mange gange i løbet af en dag, og man kan aldrig vide sig sikker på, hvad man vil møde, når man står over for hende. En kvinde med meget feminin essens skifter tøj efter humør. Hun har ofte svært ved at beslutte sig for, hvad hun skal tage på, og er hun i vildrede med, hvordan hun egentlig har det, kan det tage tid. Det kan meget vel være en af grundene til, at hun ofte kommer for sent til aftaler. Den feminine essens repræsenterer kroppen, og jo mere udtryksfuld kvinden er rent kropsligt, jo mere tiltrækkende virker hun på det modsatte køn. En kvinde, der kan være i kroppen, og som kan lege, er i høj kurs. Mænd har brug for kvindens kropslighed for selv at komme ud af hovedet og derned, hvor der er godt at være. Men kvinden har det ikke altid godt med sin egen krop. Måske føler hun sig oppustet og har fladt hår, og netop den kombination kan være tilstrækkelig grund til, at der absolut ikke kan være tale om sex den aften.
Den feminine essens er lys, energi og forandring. Den er intuition, modtagelighed og kærlighed. En kvinde med meget feminin essens elsker at danse og bevæge sig. Hun elsker liv og længes altid efter mere kærlighed og mere opmærksomhed. Feminine kvinder bliver aldrig trætte af at høre, hvor højt nogen elsker dem, eller hvor smukke og lækre de er. I det hele taget vil kvinden gerne fyldes op på alle mulige måder, og det er med alt lige fra sex og mad til masser af tøj i skabet. Hun har det også bedst, hvis hun har sko til alle lejligheder, mange forskellige øreringe, der matcher dagens stemning, et par smskorrespondancer med veninderne, endnu flere veninder i telefonen, hyggelige ting på hylder og i vindueskarme, et fyldt køleskab, børn i maven og børn, der løber omkring, romantiske film i fjernsynet, slik, drama og fest.
Parforhold, familie og kærlighed ligger øverst på hendes liste over, hvad der er vigtigst i livet, og hendes grundlæggende frygt er at blive afvist og miste kærlighed.
Mange kvinder har dårlig samvittighed, fordi det oftest er dem, der skaber bølgegangen i havet; men samtidig er det også den egenskab, der er så fascinerende: livet, følelserne og energien. Mænd er vilde med det liv. Som vi imidlertid ved, er det kun en tåbe, der ikke frygter havet, og derfor har mange mænd også svært ved at tackle de store kvindelige bølger. Men når hun så et øjeblik efter smiler bag tårerne og sender sin charme lige ind i hjertekulen på ham, er hun helt uimodståelig, og det er netop den lidenskabelige foranderlighed, som fascinerer mænd så meget.
Ikke alle kvinder er det store ocean. De kan være en sø, en flod, en bæk. Men en mand, der elsker store oceaner, må finde sig i på forhånd aldrig helt at kunne vide, hvilket humør hans kvinde er i, når han kommer hjem. Mange mænd har udviklet en særlig evne til at høre, hvordan hans ”Hej, skat!” bliver modtaget. Bliver der svaret hej uden energi i stemmen, ved han, at det ikke er lige nu, han skal fortælle, at hendes bil ikke gik igennem et syn. Her er det bedst at bevare det gode humør og beslutte sig for at elske de høje bølger lige så meget som det blikstille hav, for det vil alligevel aldrig ændre sig. Bølgerne vil gå op, og de vil gå ned; men én ting er sikkert: Er hun meget passioneret, når hun er vred, er hun garanteret også meget passioneret i sengen. Man får ikke det ene uden det andet.
Kvinder med meget feminin essens har svært ved at få sat handling bag ideerne. De kan sagtens dagdrømme om at flyve til Hawaii, danse på stranden, møde spændende fyre fra hele verden og bare være krop. Men skal drømmene blive til virkelighed, må kvindens maskuline side gå i aktion. Det er den, der får hende til at ringe til rejsebureauet, købe en billet og få pakket kufferten. Hvis hun ikke havde en grad af maskulin essens, ville hun stadig sidde med himmelvendte øjne og længes efter at få sine inderste længsler opfyldt.
Hvis vi forbliver i den samme metafor, hvor kvinden er oceanet, så er manden skibet på det store ocean. Han sejler fra Havn A kl. 12.30 præcis, ankommer til Havn B kl. 22.47, for så at fortsætte til Havn C kl. 02.39. Den maskuline essens er skibet, der penetrerer de store bølger med sin stævn, og han har hele tiden målet for øje. Det betyder meget for ham, at skibet ankommer til tiden, så det, han har sagt, og det, der reelt sker, går op i en højere enhed. Hvis ord og handling lige pludselig ikke hænger sammen, bliver han svag. For så ved han selv, at hans ord ikke har nogen styrke, og med tiden vil det gå ud over hans maskuline selvværd.
En mand med maskulin essens søger perfektion i alt, hvad han foretager sig, og er han først gået i gang med et projekt, gør han det med så stor indlevelsesevne, at enhver afbrydelse fra omverdenen føles som et irritationsmoment. Er manden fx i gang med at reparere sin plæneklipper, skal hans kæreste ikke komme ud og spørge, om han vil have ”stegte lammekoteletter med tzaziki, sprøde ovnstegte kartofler og det der rucolasalat med blommetomater, løg, feta og frisk basilikum, som du jo så godt kunne lide, da vi var ude hos Thomas og Kathrine i påsken?” Han vil ignorere hende, og hun kan spørge op til flere gange for til sidst at få spørgsmålet: ”Hvad var det du sagde?”
En mands identitet afhænger af, om han har fundet sin retning, sit mål og sin mission i livet.
Der er mange, der bare har et job. Det er måske meget godt, men det er ikke det, de virkelig ønsker sig. Og måske ved de slet ikke, hvad de vil, for de har ikke lyttet nok til sig selv. De har ikke sat sig ned i dagevis, ugevis og mærket efter: Hvad er min gave? Hvad er det, jeg skal i mit liv? Og her taler jeg ikke om at planlægge at få en karriere på Wall Street eller i rummet. Men det kan være at underholde folk med sange fra vikingetiden, at blive verdens bedste cykelbud eller blive en respekteret ungdomsskolemedarbejder. Der er altid en service forbundet med en mission, noget som taler til helten i manden. Missionen kan ændre sig, når han har nået sit mål. Det vigtigste er, at der altid er et mål, han kan forfølge. En mand, der ikke har fundet sin mission, vil ikke føle, at han har været her, sådan rigtigt. Han bliver bange for at dø, fordi han ved, at han ikke fandt en opgave og fuldendte den. Det er nødvendigt for en mand med meget maskulin essens at vide, hvorfor han står op om morgenen og spiser sin morgenmad, og hvorfor han tager på arbejde. Der skal ligge noget mere i det end blot en opretholdelse af status quo.
Denne – mandens mission – vil altid have mandens højeste prioritet, og det kan være svært for kvinder at acceptere, at han ikke – som hun selv – prioriterer parforholdet og kærligheden højest. Men gjorde han det, ville hun med tiden miste respekten for og tiltrækningen til ham. For inderst inde foretrækker hun en mand, som gør det, der føles rigtigt for ham, og som giver ham identitet. En mand, der ikke kender sin mission, bliver ofte underhund i et parforhold, og meget hurtigt bliver det kvinden, der bestemmer, hvor skabet skal stå, og hvordan det skal se ud.
Den maskuline mand længes konstant efter frihed, fred og ro. Det er kun mænd, der kan klare et job som langturschauffør eller at sidde på en traktor dagen lang. Den slags arbejde ville være alt for kedeligt og ensformigt for en kvinde. Han kan også med stor fornøjelse feriere på toppen af en bjergkæde, helt alene og uden andre fornødenheder end det, der lige netop er brug for. Han har i det hele taget ikke behov for at være omgivet af særlig mange unyttige ting. Han har det fint med tre sæt tøj i skabet, et til arbejde, et til fritid og et til praktiske formål. At hans kone så sørger for, at der hænger 25 skjorter i skabet er ren forvirring. Han kan godt lide et enkelt hjem og møbler af god kvalitet; men nips, rodede skabe og flettede blomsterkranse kan han sagtens være foruden. En lækker bil har topprioritet, for den giver ham en følelse af frihed og af at være på vej mod målet. Skal man have succes med at rose en mand, er det en god start at rose ham for hans bil og måden, han kører den på. Nu til dags kan manden jo ikke gå ud og skyde en bjørn og komme hjem og vise konen, hvor stor en jæger han er. Nu må han vise det på mere abstrakte måder, som fx ved at være god til at parallelparkere eller samle et Ikea-møbel.
Mangel på frihed kan få en mand til at kompensere, så han til daglig bruger alt for meget tid på noget, der minder om frihed. Det kan fx være et overdrevent pornoforbrug, for meget alkohol, for meget Playstation eller lignende.
Hvor kvinden er krop, er manden hoved, og efter en lang dag på jobbet er hans største behov at få mulighed for at slappe af i hovedet og stene foran fjernsynet eller bag avisen. Nogle mænd har et hobbyrum, hvor de lige skal ud og banke et par søm i en fuglekasse. Andre stener ved at surfe på nettet, eller hvis det overhovedet er muligt, ved at få et tilfredsstillende blowjob og derefter snuppe sig ”en morfar” på sofaen. Set fra kvindens side er mandens behov for at tømme hovedet og stene ofte urimeligt, da hun gerne vil tale med ham om de daglige gøremål. Og desuden er der børnene, der gerne vil vise ham noget på computeren, og så er der vasken, der drypper, og skjorten, der skal stryges. Det er ikke let at være mand i en kernefamilie. Flere og flere mænd er begyndt at stå for madlavningen i hjemmet, hvilket kan være deres måde at gå ind i sig selv på, så de undgår larmen og dramaet midt i ulvetimen.
En mand, der kun indeholder maskulin essens, vil være et meget firkantet menneske, der følelsesmæssigt er handicappet og fx ikke vil have empati for andres svagheder. For at manden kan fungere som et helt menneske har han derfor brug for en vis grad af feminin essens.
Det mest feminine, en kvinde kan gøre, er at være åben. Når en kvinde er åben, udsender hun en særligt slags lys eller en udstråling, som mænd spotter med det samme. Vi ved, at stort set alle små piger er vilde med noget, der skinner og glimter. De kan ikke få nok af prinsesseudstyr, pailletsandaler og små æsker med ”diamanter”. De er allerede i gang med at hjælpe deres naturlige udstråling til at skinne endnu stærkere, for når de skinner, får de opmærksomhed, og at ønske det er en medfødt feminin karakteregenskab. Det er også en af grundene til, at voksne kvinder er så glade for smykker, sminke, lakerede negle og et flot hår. Vi vil ses og anerkendes for vores kvindelighed. At være åben er en fysisk og psykisk fornemmelse af at være sårbar og sende hjertevarme ud i et lokale eller på gaden. Åben er ikke noget, man er pr. automatik, det er noget man skal beslutte sig for at være. Man skal sige til sig selv: ”Jeg er åben, mit ansigt er åbent, mine arme er åbne og mit hjerte er åbent.” Jo mere udstråling en kvinde har, des mere åben er hun, og jo mere bliver hun set af både mænd og kvinder.
Det er frygt, der gør, at vi lukker af. Vi tænker: ”Er jeg nu god nok? Sagde jeg det rigtige? Hvad sker der, hvis jeg aldrig møder den rette mand? Mon jeg har penge nok til resten af måneden? Klarer mine børn sig mon godt? Kan andre lide mig?” – Alle frygttankerne gør, at vi lukker af for vores krop. Og når vi lukker af, er vi kun oppe i vores hoved, og det er det dårligste sted at være, for så kommer mindreværdet og sammenligningerne, og vi bliver ude af stand til at mærke glæden og kærligheden. Sanserne lever i kroppen, og er vi lukkede i kroppen, kan vi kun høre hjernens evindelige tankemylder.
Når vi er åbne i kroppen, kan vi mærke mere, smage mere, dufte mere, se mere. Vi får energi og glæder os til dagen i morgen. Vi har let ved at forelske os og forblive forelsket i ham, vi allerede har. Vi har lettere adgang til både latter og tårer, for når vi er åbne, er vi også mere letpåvirkelige rent følelsesmæssigt. Møder vi mennesker i sorg, kan vi mærke deres smerte, møder vi glæde, mærker vi den. At leve i sanserne er at leve i nuet. Hvis vi er oppe i vores hoved, tænker vi måske på noget, der skete for ti år siden, noget vi skal i morgen, eller noget vi gjorde i går – det tager tankerne væk fra nuet.
Den mest åbne kvinde i et lokale vil altid være den mest attraktive. Det handler ikke om, hvor dyre hendes støvler er, hvor smart en taske hun har købt, hvor mange striber i håret hun har, eller hvor store hendes bryster er. En kvinde, der tænker: ”Jeg er åben og sender stråler ud!” er hende, som mændene lægger mærke til, og hende, som de har lyst til at være sammen med. Hun virker ikke som en trussel på dem, for hendes åbenhed er en velkomstinvitation, der siger: ”Jeg har brug for dig, jeg vil gerne elske dig, og du må gerne elske mig igen.” Så kan man selvfølgelig blive nervøs for, om man tiltrækker lige lovlig mange, så man ikke kan gå alene på gaden, uden at der følger et helt fodboldhold efter. Men sådan er virkeligheden ikke. Mange mænd vil føle sig opladet og oplivet af at se en åben kvinde; men de vil ikke gå hen til hende, medmindre de føler, at de har det samme at give igen. Den meget åbne kvinde vil møde mænd, som er lige så dybe og ”comittede”, som hun er åben, og den mindre åbne kvinde vil tiltrække mænd, der selv kun tør gå en lille del af vejen.
Mange piger tror, at de lettest tiltrækker en fyr, hvis de klæder sig supersexet, tager nogle sko på med meget høje hæle og ser sure og misfornøjede ud. Og, jo! De vil tiltrække nogle, men bare ikke dem, som de drømte om. For pigerne er lukkede og har allerede ar i deres hjerter efter for mange engangsoplevelser. Lukkede hjerter tiltrækker de overfladiske mænd, nemlig dem, der kun vil have sex – og helst have det overstået så hurtigt som muligt. Og så kører cirklen.
Verden har brug for hjertevarme, og selvom kvinder har lært at de først og fremmest skal se sexede ud, så er det deres sødme, der gør forskellen. Det er ikke nok at være smuk. Vi skal udstråle, at vi har brug for andre, er interesserede i andre, og gavmildt smile til folk omkring os. Vi behøver ikke at sige særlig meget for at bevise vores værd. Ofte skaber ord afstand, fordi de kommer fra hovedet, og fordi der er for mange af dem. Vi taler for at undgå nærheden og sårbarheden i nuet, selvom det er det, vi allerhelst vil have. Vi tror, at vi skjuler vores usikkerhed ved at tale, selvom modparten længe har stået og tænkt, at det ville være dejligt, hvis vi bare kunne stå og kigge hinanden i øjnene og mærke, hvad der sker, når vi lukker fortid og fremtid ude.
Hvis en kvinde vil forføre sin mand, behøver hun ikke at gøre meget andet end at vende sig mod ham i sofaen og tænke: ”Jeg er åben, og jeg sender stråler over til ham.” Hun smiler sit finurlige smil og holder øjenkontakten i tavshed, så går der ikke mange sekunder, førend forspillet er i gang.
Mandens rolle og identitet blev alvorligt rystet, da han blev fyret som patriark og familiens overhoved for 40 år siden. Siden dengang har det været svært at finde ud af, hvilken rolle han skulle indtage, og hvordan han skulle være. Først kom den bløde mand. Det var ham med pagehåret, der måtte betale for alle de tusinder af år, hvor kvinderne havde været undertrykt. Nu kunne han selv få lov at mærke, hvordan det var at gå på arbejde en hel dag og desuden passe børn, gøre rent og lave mad. Han lærte hurtigt at tilpasse sig og fik nye ord præsenteret, så som nærhed, ligeværd, forståelse og dialog. Men det var ikke en holdbar rolle, og som kontrast dukkede de rige yuppier op i 80’erne. Nu gad de unge velbjærgede mænd ikke ligge under for kvindernes domæne. De ville vise, at de var dygtigere til at lave penge og mere optaget af prestige end kvinderne.
I kølvandet på yuppien kom machomanden. Det var ham, der skabte en identitet omkring det at dyrke sin krop og få den til at se så stærk ud som muligt. Nu var det mændenes tur til at posere og gå rundt på gaden og spille med musklerne i en tætsiddende undertrøje. Nogle kvinder følte sig meget tiltrukket af machomanden, men det holdt ikke særlig længe, for indholdet manglede, og kommunikationen døde ud.
Det nyeste skud på stammen var 90’ernes metromand. Han holdt heller ikke længe, sikkert fordi kvinder ikke tænder på mænd, der konkurrerer med dem om pladsen foran spejlet, men også fordi det var et overfladisk modelune og ikke et værdigt bud på en ny og stærk mandeidentitet.
I dag, her i det nye årtusinde, er mændene stadig i fuld gang med at definere, hvem de er, og hvilken rolle de har, og jeg kan se, at der begynder at tegne sig et billede, der virker meget interessant. Dette billede er ikke skabt på baggrund af samfundets normer, kvindens krav eller modens diktat. Det udspringer af nogle værdier, man har haft, siden menneskene satte deres første fodspor i sandet.
Jeg kalder nutidens mand for den modige mand.
Det er ham, der har ret til at være mand og lave mandeting uden at skulle spørge om lov, gøre det i smug eller lyve for at undgå kvindens reaktion. Han er engageret og passioneret, og han udlever sine drømme og mål, også selvom det kræver disciplin, afsavn, fysisk belastning og tålmodighed.
Den modige mand er tro over for sine behov, sine følelser og tanker, og han udtrykker dem, velvidende, at god og ærlig kommunikation er det bedste redskab til at omgås andre mennesker.
Den modige mand tør godt committe sig helt og fuldt til en kvinde og en mulig familie med alt, hvad det indebærer; for han ved, at det i længden ikke tilfredsstiller ham at flygte fra besværlighederne. At se virkeligheden i øjnene er det, der udvikler ham mest. I stedet for at være tavs og i vildrede, når der er optræk til stormvejr, ser han det som en udfordring at kunne manøvrere sit skib gennem bølgerne og komme ud på den anden side hurtigere og klogere, end han var før.
Mænd vil gerne tjene og behage kvinder. Det ligger naturligt for en mand at gøre sin kvinde glad, for er hun glad, vil det også komme ham til gode. Desværre er der mange kvinder, der ikke fortæller deres mænd, hvad de gerne vil have. De går ud fra, at manden selv kan regne det ud, og det ender gerne med, at begge parter går frustrerede omkring og føler sig svigtet. På samme måde er det med mænd, der tror, at de tjener deres kvinde bedst ved at undgå at være til ulejlighed: ”Jeg vil jo ikke presse hende, når hun har så meget andet at se til!” Men bagved den flinke facade er der et naivt håb om, at retfærdigheden må ske fyldest, og at der en dag dumper en stor pose gaver ned i turbanen, som fx blowjobs for de sidste ti år eller 300 kæresteaftener, plus et hav af anerkendende bemærkninger. Når det viser sig, at det aldrig sker, bliver manden naturligvis opgivende og afmægtig. For hvad skal han så gøre? I frygt for flere skuffelser begynder han at spørge kvinden, hvad hun vil have, i stedet for at sige, hvad han selv har brug for. Når han fx tager tilløb til sex og på sin flinkeste måde spørger, om hun måske har lyst til at gå med ind i soveværelset og få noget massage, så får hun pludselig et meget træt udtryk i ansigtet og kommer straks i tanke om nogle madpakker, der skal smøres, og en kjole, der skal stryges – og ender med at falde i søvn på sofaen.
Den modige mand spørger ikke. Han går direkte hen til kvinden og viser, eller siger: ”Jeg vil ha’ dig! Jeg har brug for at ligge med dig og indsnuse hver en centimeter af din labre krop og spise dig fra top til tå.”
Med sådan en udmelding er det næsten umuligt for kvinden at bevare et træt ansigt. Og hvis han så også siger: ”Jeg dør, hvis jeg ikke får dig i aften!”, så er hun ved at være solgt. For dybest set vil hun jo gerne opleve nydelse og nærkontakt; men det kan virke så besværligt at komme i gang, når man har så mange andre ting i hovedet og derfor ikke mærker sin fysiske lyst. Det letteste vil naturligvis være at undgå sex og fx falde i søvn på sofaen foran fjernsynet, til et gammelt afsnit af ”Venner”, et par glas vin og en pose Piratos. Men viser manden tydeligt, at det virkelig betyder noget for ham at få en erotisk stund sammen med hende, så vil hun ikke gå glip af denne unikke mulighed for at opleve nydelse og ekstase. Hun behøver ikke gøre noget aktivt, for den største gave til ham er, at hun er åben og flyder med.
Når en mand kræver sin kvinde og ærligt udtrykker sine behov, så mærker kvinden, at han er lidenskabeligt engageret, og at han har brug for hende. Det er derfor, modige mænd får så meget god sex.
Hej Joan,
Vi er et ægtepar, der har været gift en del år, og vi må vel som så mange andre sande, at sexlivet er gået i stå og nærmest blevet til vanesex. Min kone synes at være tilfreds, men jeg kan mærke, at gløden ikke er der mere. Jeg har gået med tanken om at foreslå partnerbytte eller noget i den retning, men jeg ved, at det vil falde i dårlig jord. Min kone lægger aldrig op til sex, det er mig, der skal tage initiativet. Jeg savner en kvinde, der måske var lidt mere udfordrende.
Venlig hilsen I.M.
Kære I.M.,
Jeg tror dybest set, at du er træt af dig selv. Jeg tror, at du er træt af, at du bremser dine egne ideer ved at konkludere, at de vil falde i dårlig jord. Og hvad så, hvis de falder i dårlig jord? Det, der er vigtigt, er, at du risikerer at være tro over for dine egne tanker, ønsker og behov. Jeg tror, at den dag du ligger på dødsgangen og reflekterer over dit liv, vil du fortryde, at du ikke risikerede mere, men slog det hen med, at det alligevel ikke ville kunne lykkes. Mit forslag til dig er at risikere noget nyt hver eneste dag i 14 dage. Det betyder, at du enten skal gøre noget nyt eller foreslå noget nyt. Om du får ja eller nej er lige meget, du skal bare ud på banen og risikere noget. Du har siddet alt for længe oppe på sidelinjen og brokket dig. Nu er det tid til at være spiller på fodboldbanen. Nogle gange vil du falde og få mudder i hovedet, men andre gange kan du skyde bolden direkte i mål og mærke suset af, at du har udfordret dig selv og vundet. Allerede i dag siger du til din kone, at du fx gerne vil have, at hun tager initiativ til sex. Sig, hvad du virkelig gerne vil have, at hun skal gøre, og se så, om hun ikke har et vist naturtalent for det alligevel.
Mange knus fra Joan