Kvinder har brug for opmærksomhed
For at føle sig værdsat, set og elsket skal kvinder have opmærksomhed. Og det er hver dag, mange gange og på forskellige måder. Det kan fx være i form af en Post-it-note med en lille hilsen på køkkenbordet, et blik, en opringning eller en sød kommentar.
Det værste, man kan gøre ved en kvinde, er at invitere hende til et selskab og så ignorere hende, ikke spørge hende om noget eller interessere sig for hende. Der er jo en grund til, at hun har taget en nedringet kjole på, højhælede sko og smykker, sat hår og lagt aftenmake-up. Hvis det er op til hende, vil hun helst være i selskab med opmærksomme mænd, der trækker stolen ud for hende, sørger for, at hun får fyldt rødvin i glasset, stiller belevne spørgsmål, flirter med hende og får hende til at føle sig som verdens centrum. En kvinde med feminin essens vil altid værdsætte opmærksomhed med samme intensitet, som en mand værdsætter en hel weekend alene.
Når en kvinde ikke får opmærksomhed og kærlighed nok af sig selv, af manden, af kollegaerne eller af andre omkring hende, kan hun kompensere for tomheden ved at shoppe lidt for meget. Rent faktisk føler en kvinde sig langt mere glad og tilfreds, når hun går ud af en forretning efter at have købt et par sko eller en lille ting til hylden. Hun kan også kompensere på andre måder, fx ved at spise for meget slik eller chokolade, snakke med veninder i telefonen i halve dage eller se mange romantiske serier i fjernsynet.
Hele kvindens behov for kompensation ligger i at få fyldt det store kærlighedshul, som hun har inden i sig.
Hun kan give sig selv opmærksomhed ved at gøre noget godt for sig selv. Hun kan skrive dagbog, gå en frisk tur, tage en hvilepause midt på dagen, danse, holde erotisk aften med sig selv, lave god mad – eller gå et spadestik dybere, som fx gennem regelmæssig afspænding, selvudvikling eller terapi. Jo mere opmærksomhed og omsorg hun giver sig selv, jo mindre afhængig er hun af, at andre skal fylde hende op.
Men der kan være visse dage, hvor hun ikke synes, at hun kan fylde sig selv op, eller hvor kompensationerne ikke virker. For selvom hun allerede har spist en pakke chokoladekiks og har talt med en veninde i telefonen, kan hun stadig føle, at der mangler noget. Hun kan ikke selv sætte fingeren på, hvad det er, hun mangler eller er utilfreds med, hun føler sig bare tyk, grim, dum og uopfyldt. Når manden så endelig kommer hjem fra arbejdet, åbner køleskabet i ren refleks og spørger, hvad de skal have til middag, så starter lavinen.
Hun siger fx: ”Jeg ved ikke, hvad vi skal have. Kan du ikke for en gang skyld selv finde ud af, hvad du vil spise? Er det altid mig, der skal finde på? Jeg er så skide træt af dig og din passivitet. Du tænker ikke på andre end dig selv! Hvornår har du sidst taget initiativ til at invitere mig ud eller overraske mig med en god middag?”
Nu kommer armene op i siden.
”Og hvornår er du kommet hjem med en lille gave eller en buket blomster? Det er altid mig, der skal sørge for, at du har rent tøj, at der er ryddet op, og sengen bliver redt.” Nu kommer pegefingeren i aktion. ”Jeg er så dødhamrende træt af at se dig i det samme tøj, samme kedelige frisure, samme dumme fjæs. Og de der hår, der stikker ud af din næse, får mig ikke ligefrem til at storme i favnen på dig. Du går heller aldrig ned med skraldespanden eller renser vasken, når du en sjælden gang vasker op!”
Indtil nu har manden bare stået og lyttet og registreret en begyndende hovedpine. Han er ikke så velbevandret i konflikter, som hun er, og da slet ikke, når de kommer som lyn fra en klar himmel. Han har allermest lyst til bare at forsvinde; men det vil han nok ikke slippe godt fra. Så kan han give hende ret, som hans far gjorde, når hans mor var sur, men det er for svagt. Hun har jo heller ikke helt ret, når hun siger, at han aldrig gør rent eller vasker op. Nej, han må forsvare og forklare sig, så hun ikke tror, at han er et totalt nul.
Men det skulle han aldrig have gjort. Hun er ikke en døjt interesseret i, om han vasker op og går ned med skraldespanden lige så ofte, som hun selv. Faktisk ved hun ikke, hvad hun vil have. Det eneste, hun kan mærke, er, at hun bliver mere og mere vred og kaster endnu flere verbale bolde over mod ham: ”Og den der tissemand, du har, ja man kan vel knapt nok kalde den en pik. Den er så vind og skæv. Tænk, hvis nogen vidste, hvad jeg må nøjes med!”
Nu er det sådan med mænd, at de rent faktisk tager det alvorligt, som kvinden siger. Han tænker: ”Hvorfor har hun ikke sagt til mig før, at hun synes, min pik er skæv? Har hun holdt det skjult i 5 år?” Han ved ikke, hvad han skal sige og gøre, så han går ind i stuen for lige at samle tankerne. Hun løber efter, og selvom hun ikke mener det, hun har sagt, så råber hun alligevel: ”Jeg hader dig!!” Og sådan kan de blive ved, indtil en af dem kapitulerer. Og det kan tage mange timer – eller dage. Men den der med, at hans pik er vind og skæv, og den med, at hun hader ham, det glemmer han ikke så let, medmindre selvfølgelig, at hun bagefter trækker i land og forklarer, at han skal dividere det hele med hundrede, for hun var jo bare i dårligt humør, og så siger man sådan noget.
Sådan fungerer det ikke for mænd. De siger det, de mener. De har det ikke godt med at sige noget grimt til en kammerat eller en kvinde bare for at hidse ham eller hende op eller for at få opmærksomhed.
Medmindre parret har omvendte roller, hvor det er ham, der er den mest dramatiske, og ham, der har brug for mere opmærksomhed end kvinden. Den slags forhold er der også masser af.
Når man er gift med en drama-queen eller en drama-king, hjælper det ikke at forsvare sig eller forklare sig, når der er optræk til orkan. Det gør bare uvejret endnu voldsommere. Det, der er vigtigt at forstå, er, hvorfor hun eller han overhovedet starter en konflikt. Kodeordet er opmærksomhed og omsorg. Man kan mene, at det er en underlig måde at få omsorg på, når hun jo bare kan bede, om det hun vil have. Men for det meste ved hun ikke selv, hvad hun mangler og vil have. Det er lidt, ligesom dengang vi var babyer. Hvis vi manglede noget, skreg vi så højt vi kunne, og jo højere vi skreg, jo hurtigere kom vores mor ilende og fodrede os med varm mælk og kærlighed. Måske håber vi stadig på, at det samme vil ske, når vi råber i dag.
Et tydeligt tegn på, at der ikke er noget virkeligt alvorligt i vejen, er, når kvinden ofte skifter emne undervejs. Holder hun sig til det samme emne hele konflikten igennem, skyldes konflikten ikke mangel på opmærksomhed og omsorg; så er det tegn på at hun har en ægte frustration, som hun har holdt inde alt for længe. Men i det tilfælde, hvor hun skifter emne hele tiden, og hvor sandhedsværdien er en anelse ustabil, kan man godt regne med, at konfliktens formål er at få opmærksomhed.
Når manden ved, at hun dybest set søger opmærksomhed, er det opmærksomhed, han skal give hende. Så i stedet for at gribe hendes verbale bolde og forsvare sig, eller tyre boldene tilbage i hovedet på hende, skal han hellere vende projektøren væk fra sig selv og rette den over mod hende.
Fire metoder til at stoppe konflikten
Når konflikten skal standses, er der fire metoder, der virker, og det er her, den modige mand kommer på banen. Ved alle fire metoder er det ham, der sørger for at styre slagets gang:
Metode 1:
Kig på din kvinde, og selvom hun ser meget vred ud og står og peger meget overbevisende med sin finger over mod dig, så find et tidspunkt, hvor du i et snuptag kan fange hende og holde hende fast. Sig til hende, at du elsker hende, og at du ikke kan leve uden hende, alt imens du kysser hende på halsen eller i håret. Hun vil sandsynligvis reagere ved at forsøge at skubbe dig væk; men du holder fast og fortsætter: ”Jeg har tænkt på dig hele dagen, og især kan jeg ikke få din frække numse ud af mit hoved.”
Hun får sikkert revet sig løs, men du løber efter og får lagt hende ned på sofaen med dig selv siddende ovenpå. Måske indleder du en pudekamp eller brydekamp; men det vigtigste er, at du er den, der ender oven på hende og ikke omvendt. Du holder hendes hænder i et fast greb over hendes hoved, så du har fri adgang til hendes ansigt og hals, og siger: ”Nå, hvem er så stærkest nu?” Du kilder hende på halsen med dine ustoppelige kys, til hun begynder at grine. Når hun griner, har du hende, og så er konflikten ovre. Det tager cirka ti minutter alt i alt, og derfor må denne metode siges, at være den hurtigste og mest effektive. Under hele forløbet kan du forestille dig, at hun ikke længere er Christina 30 år. Hun er nu Christina otte år, der er sur på sin far, fordi han er kedelig. En otteårig pige ville se surmulende op på sin far og sige, at han er dum, og så ville hendes far løbe legende efter hende, mens hun skrigende løb væk. Han ville få fat i hende og drille hende, til hun grinende overgav sig. En normal far ville ikke stå og forsvare sig over for en otteårig pige og sige: ”Dum? Hvad mener du med, at jeg er dum? Far har da både taget studentereksamen, gået på universitetet og taget motorcykelkørekort, næ, der er skam ingen grund til at kalde far dum!” Det forsvar ville med sikkerhed ikke hjælpe på Christinas dårlige humør. Det er først, når hun får opmærksomhed og kærlighed fra sin far, at hun er tilfreds.
Metode 2:
Hvis du ikke helt kan se dig selv løbe efter en kvinde og engagere dig i pudekamp, som i metode 1, kan det tænkes, at denne her metode mere er din stil. Her vender du også fokus over mod kvinden og beder hende om at sætte sig ned. Du giver hende et glas vin eller en kop kaffe, og så siger du: ”Jeg ved godt, at alt det, du har sagt, i virkeligheden ikke kun handler om mig. Noget af det handler sikkert om mig; men jeg har på fornemmelsen, at der også er en anden grund. Nu vil jeg lege en lille spørgeleg med dig, hvor din opgave bare er at svare på spørgsmålene. Er du parat?” Stil nu de spørgsmål, der falder dig ind, fx:
- Hvad var det første, du tænkte på i morges, da du vågnede?
- Hvordan gik turen til arbejdet?
- Hvad lavede du på jobbet i dag?
- Hvad var det kedeligste, hvad var det sjoveste?
- Da du kom hjem, hvad tænkte du så, hvad følte du?
- Hvad havde du brug for, som du ikke fik?
Til at begynde med vil hun nok svare med enstavelsesord; men så snart samtalen er i gang, vil hun begynde at åbne sig. Efter tyve minutter er hendes humør godt igen. Hun har fået den opmærksomhed, hun havde brug for, og hvis du er rigtig dygtig, roser du hende til sidst og fortæller, hvor glad du er for hende.
Der kan være det lille problem ved denne metode, at mænd generelt ikke er så gode til at stille mange spørgsmål i træk. Og endnu sværere bliver det, når kvinden begynder at tale om et problem, og han bare må sidde og lytte uden at komme med løsninger på det. Kvinden vil helst selv finde løsningen på sit problem, for så føler hun, at hun både har fået opmærksomhed og desuden en indsigt, og det giver ekstra bonuspoint.
Metode 3:
Mens din kone eller kæreste er i fuld gang med at skælde dig ud, siger du: ”Kom, nu tager vi overtøj på og går en tur. Jeg vil meget gerne høre alt, hvad du har at sige, men lad os gøre det, mens vi går, så kan jeg bedre koncentrere mig.”
Du henter hendes frakke og sko og giver hende det hele på. Så holder du hende rundt om skuldrene og fører hende ned ad trapperne og ud på gaden. ”Nu går vi en tur, og bagefter giver jeg en kop kaffe og en brownie på en café.” Du tager føringen og holder hende i hånden, og mens I går, stiller du spørgsmål: ”Hvad er du i virkeligheden så trist over i dag? Hvad er du sur på dig selv over? Hvad vil du gerne ændre i dit liv? Hvad vil du have mere af?”
Når I har gået i et kvarter, er hendes humør fuldstændig ændret. Lyset, den friske luft, opmærksomheden og kærligheden fra dig var lige det, der manglede, og nu kan I få jer en god kop kaffe i ro og fred.
Metode 4:
Få hende til at grine. Hvis du fx ser meget alvorlig ud, mens hun skælder dig ud, så træk pludselig bukserne ned over knæene, mens du stadig holder den alvorlige mine og nikker til hendes ord. Når hun ser dig stå der, kan det forhåbentlig få hende til at trække på smilebåndet. Sker det, er orkanen drevet over.
Jeg havde engang en kæreste, der var god til at få mig til at grine midt i min lange række af brokkerier. I det øjeblik, jeg blev allermest selvhøjtidelig, sagde han meget professionelt: ”Hold den der, Joan! Jeg henter lige videokameraet!” Den bemærkning fik mig med det samme til at se, hvor drama-queenagtig jeg var, og det fik han et bredt smil for.
Der sker en stor ændring med mandens selvværd fra han er barn, til han bliver voksen og kommer ind i et parforhold. Da han var lille, var hans mor god til at rose ham og bekræfte ham i, hvor flot og dygtig han var, og mens hun tørrede flødebolleskum af hans kind, forsikrede hun ham om, at når han en dag blev stor, ville pigerne stå i kø for at få ham. Men sådan gik det ikke. Kvinder har store forventninger, når det kommer til kærlighed og parforhold, og selvom hans selvværd fik en optur i forelskelsens første fase, faldt den ned til kælderniveau, allerede inden der var gået et år. Kvinden har investeret i, at han skal være på en bestemt måde, og er han ikke sådan, mærker hun nogle følelser, som hun ikke ønsker at mærke. Derfor prøver hun at lave ham om.
Men et menneske er nu engang, som det er. Måske vil personen selv have lyst til at udvikle sig og ændre nogle vaner, og måske vil livets op- og nedture også sætte deres præg; men behovet for forandring skal komme fra personen selv. Når en kvinde prøver at dominere, kontrollere og manipulere en mand, føler han sig utilstrækkelig, og det gør ham passiv og handlingslammet. Og er der noget, kvinder ikke er vilde med, så er det passive og handlingslammede mænd. Den onde cirkel er i gang.
Mænd er til gengæld ret gode til at modtage konstruktiv kritik. De har evnen til at se kritikken som en udfordring, og udfordringer styrker deres maskuline side. Man kan allerede se lysten til at blive udfordret hos små drenge. Siger man til dem, at de da ikke kan kravle op i det træ, så kravler de med det samme helt op i toppen af træet. Man kan også se det inden for militæret, hvor en sergent praktisk talt kan spytte en mandlig soldat i hovedet og brøle: ”Du er en slapsvans. Uduelige tudefjæs!” Der kan en mand godt tænke: ”Ja, det har han egentlig ret i.” Og så ser han skideballen som en udfordring og vokser med den opgave, han har sat sig for at løse. En mand kan godt tage kritik, når man taler til storheden i ham, som fx når hans chef siger: ”Vi har store planer med dig, og så går du her og spilder dine talenter?” Den slags kritik giver mænd energi.
Ligesom kvinder har mænd brug for at blive anerkendt og respekteret hver dag, men der er visse ord, der ikke gør den store forskel.
Roser kvinden fx sin søde mand for at være sød, så trænger det ikke ind. Han har hørt hele sit liv, at han er sød, og det gider hanikke længere. Hvis kvinden derimod går et spadestik dybere og roser ham for at være loyal, maskulin og stærk, vil han tage det til sig på en helt anden måde. Bruger hun sætninger, hvor ordene respekt, tillid og værdsættelse indgår, er hun sikker på succes, fx som når hun siger: ”Jeg respekterer dig virkelig for alt det, du gør herhjemme,” eller ”Jeg har fuld tillid til dig. Du kan gøre ved mig, hvad du vil,” eller ”Jeg værdsætter en mand, der kan få mig i så godt humør!”
Den allerbedste måde, en kvinde kan anerkende manden verbalt, er ved at fortælle ham, hvilken effekt han har på hende, fx: ”Når jeg er sammen med dig, Søren, bliver jeg så glad,” eller ”Du gør mig så ophidset!” eller ”Bare jeg hører din stemme, begynder min krop at dirre.”
En mand, der bliver respekteret, får lyst til at engagere sig i kvinden, familien og hjemmet.
Mange kvinder har brug for mere ros, end de får. Manden tænker måske, at det kun er tre dage siden, at han sidst har sagt, at han elskede hende, og så behøver han vel ikke at sige det allerede igen i dag. Men kvinder vil gerne have at vide, at de er elsket, hver dag. Meget gerne på forskellige måder. Han kan skrive det i en mail eller i en sms, han kan hviske det, synge det, sende et postkort, forære hende en gave – eller stønne: ”Jeg elsker dig!” under elskovsakten.
En meget feminin kvinde vil helst roses for, hvor smuk hun er, og hvor lækker hendes krop er. Er kvinden mere maskulin, foretrækker hun at blive rost for, at hun er dygtig, og god til at få udført de mål og projekter, som hun sætter sig for.
Kvinder vokser af ros og støtte, for hun bliver det, som hun bliver rost for. Hvis en mand gerne vil have, at hans kone er smuk, skal han rose hende hver dag og sige, at hun er smuk. Pludselig vil han opdage, at hun har været hos frisøren, og at hun også har købt en ny tætsiddende kjole for at glæde ham.
Hvis manden gerne vil have en intelligent kvinde, skal han sige til hende, at hun er klog og skarp hver eneste dag, for så bliver hun det. Hun vil nemlig gå på biblioteket, uddanne sig og finde den side frem, som har ligget i dvale. Hvis han lige så jævnligt siger til sin kvinde, at hun har en stor vom, og at hun er fed, så vil hun få en endnu større vom, ikke omvendt slanke sig, som han håbede.
Kvinder er generelt gode til at rose hinanden, og det for alt lige fra, hvor smukt den anden synger, til, hvor flotte bryster hun har, eller hvor perfekt hendes numse er. Grunden til, at kvinder er så gode til at rose hinanden, er måske, at de ubevidst giver hinanden det, de gerne selv vil have. De vil især gerne have ros, når de mindst venter det, nemlig på de dage, hvor de ikke føler sig særlig smukke eller særlig kvikke. Der kan en velvalgt anerkendelse redde en hel dag.
Når en kvinde har brug for mere ros, end hun får, skal hun lære at bede direkte om det i stedet for at prøve at manipulere det frem ved fx at sige: ”Du kan ikke lide mig længere, kan du vel?” – eller ”Du synes, jeg er for tyk!” Så ligger det i luften, at han skal svare: ”Jeg kan da godt lide dig!” – eller ”Jeg synes, at du er dejlig, som du er.”
Men hans svar fjerner ikke hendes tvivl. Hun går stadig og hænger med næbbet og håber, at han selv opdager, at hun har behov for, at han siger noget sødt. Men han ser ikke, at hun har brug for ham, for han er i gang med at pudse sko og gøre sig parat til at gå på arbejde. Derfor må hun lære selv at tage affære.
En effektiv og charmerende måde er at bruge en lille gentageleg: Hun stiller sig, så hun har øjenkontakt med ham, og siger i en fart: ”Jeg har brug for, at du kigger mig i øjnene og gentager det, jeg siger. Er du parat? Her kommer det: ’Jeg er så ellevild med dig. Du har det sødeste ansigt og de dejligste former, jeg nogensinde har set.’” Nu er det så hans tur til at gentage sætningen: ”Jeg er så ellevild med dig, og du har det sødeste ansigt og de dejligste bryster – jeg mener former – jeg nogensinde har set!” Når han har gennemført opgaven, giver det et smil og et kram, og hun har fået nøjagtig det, hun havde brug for at høre.
Hun kan også ringe til ham i frokostpausen og bede ham om at gentage, at han er helt vild med hende. Lige når han har gentaget sætningen, siger hun tusind tak og lægger røret på. Når han bare skal gentage, hvad hun siger, er det let og sjovt for ham. Han kan jo også bestemme, at hun skal gentage det, han siger. På den måde bliver sjov og alvor blandet sammen, og begge parter får nøjagtig det at vide, som de har brug for. Og selvom de bare gentager, hvad den anden siger, så giver det alligevel den ønskede effekt.
At tage imod ros kræver noget særligt, og mange er ikke så gode til at tage rosen til sig, fordi de ikke ved, hvad de skal sige og gøre. Det er ikke ensbetydende med, at personen ikke gerne vil værdsættes eller roses, det vil alle forhåbentlig; men lige i det øjeblik, rosen bliver givet, kan det være svært at reagere naturligt. Mange reagerer ved spontant at sige: ”I lige måde!”, når de bliver rost, men det er lidt tyndbenet, fordi det kommer automatisk. Den, der kom med rosen, kan føle, at den ikke blev rigtig modtaget, fordi den bare blev sendt tilbage igen. Så er det meget bedre at få øjenkontakt og sige: ”Tusind tak, hvor er det pænt af dig at sige det.” Og så ikke gøre mere.
Det er en fornøjelse, når en anden person er god til at modtage vores kærlighed og vores gaver. Hvis personen ikke vil modtage alt det, vi har at give, er det yderst frustrerende, ligesom det er frustrerende, når en person ikke kan finde ud af at give. At give og modtage giver os den samme følelse af glæde og tilfredshed, og jo bedre vi er til begge dele, desto bedre har vi det med os selv – og med folk omkring os.
Forestil dig, at du har en kærlighedsbeholder inden i dig. Beholderen kan være fyldt til randen af kærlighed, eller den kan være helt tom eller halvtom. Om den er fyldt eller tom, afhænger af, hvor elsket du føler dig. Får du tilstrækkelig med kærlighed, eller får du bare ikke nok? Er din kærlighedsbeholder 60 pct. fyldt, eller er den kun 20 pct.?
Amerikaneren Dr. Gary Chapman har, gennem sin erfaring som ægteskabsrådgiver, udviklet en spændende teori om, at mennesker udtrykker og modtager kærlighed på forskellige måder. Nogle føler sig mest elsket, hvis de får kærtegn, mens andre mest tydeligt mærker kærligheden, når de fx får gaver.
Chapman skriver i sin bog ”Kærlighedens fem sprog”, at der er fem former for kærlighedsanerkendelser, og at vi hver især ”taler” et af sprogene bedre end de andre.
Der er mange parforhold, der må kaste den hvide klud i ringen og give op. En af de helt store årsager til dette er måske, at parterne ikke taler det samme kærlighedssprog, og derfor er deres kærlighedsbeholdere tomme. Et eksempel kan være, at kvinden i et parforhold giver manden komplimenter hver eneste dag; for ham er komplimenter godt nok dejlige, men de er ikke tegn på kærlighed. For ham er kærlighed lig med det at tilbringe tid sammen, at gøre noget sammen og tale meget sammen. Kvinden har selv mere behov for at få ros af sin mand, og derfor giver hun ham det, hun selv anser for at være kærlighed. Sådan kan to personer tale forbi hinanden, og det betyder, at deres kærlighedsbeholdere er tomme på trods af, at de hver især synes, de giver den anden så meget.
Her er Chapmans fem kærlighedssprog:
Anerkendende ord (ros, støtte, verbale anerkendelser etc.)
Tid til hinanden (snakke, gå ture, spille noget, tage på udflugter etc.)
At modtage gaver (ting, blomster, breve, sms’er etc.)
Tjenester (støvsuge, hente og bringe, hænge noget op, lave mad, overraske etc.)
Fysisk berøring (kram, kys, strejf, sex, massage, hånd i hånd etc.)
Hvilket kærlighedssprog har du? Hvad skal din partner gøre, for at du føler dig mest elsket? Hvis det er svært at svare på, så spørg dig selv, hvordan en idealpartner ville være, hvis du selv kunne bestemme. Hvad skulle han eller hun give dig mere af, for at det ville være perfekt? Når du begynder at remse alle de positive ting op, vil du sikkert kunne gennemskue, hvad der er dit kærlighedssprog. Ellers kan du finde det ved at spørge dig selv, hvad du er mest utilfreds over ved din partner eller dine ekspartnere: Hvad får du for lidt af? Hvad manglede du fra dine forrige kærester? Synes du, at I bruger for lidt tid sammen?
Eller synes du, at din kæreste alt for sjældent giver dig blomster eller gør dig tjenester?
Selvom vi er glade for alle fem kærlighedssprog, så vil der alligevel være et af sprogene, der har en stærkere betydning for os end de andre. Det af de fem sprog, der betyder mest for os, er normalt også det sprog, vi anser for den største gave, vi selv giver andre. Hvis du fx har det kærlighedssprog, der hedder at tilbringe tid sammen, så vil din bedste gave til andre mennesker også være at give dit nærvær og din fulde opmærksomhed til dem. Måske vil det også være på det område, du straffer din partner, fx ved at ignorere og undgå at give ham eller hende din opmærksomhed.
Opgave:
Vælg et af de fem sprog, der betyder mest for dig i dag. Hvis du har en partner, så bed din partner gøre det samme. Gæt så, hvilket et I hver især tror, at den anden har valgt. Røb det rigtige, og fortæl din partner, hvorfor du valgte, som du gjorde, og hvordan han eller hun bedre kan opfylde dine behov nu og i fremtiden, så din kærlighedsbeholder kan blive helt fyldt. Gør det samme den anden vej rundt.
Grib muligheden, når den er der
Vi kan have mange meninger om Valentinsdag: Det er noget amerikansk sludder, det er blomsterhandlernes idé, lige så dumt som Mors- og Farsdag, noget romantisk pladder osv. Set fra min vinkel er Valentinsdag en oplagt mulighed for at give parforholdet en ordentlig vitaminindsprøjtning og få fyldt kærlighedsbeholderen op. Den dag/ aften er der ikke noget, der er for meget eller for ”kliché”. Alt er tilladt, og der er ikke nogen grænse for, hvor sjove, frække, fantasifulde og følsomme vi må være. Vi må kamme over i kærlighedserklæringer, arrangere en ekstrem aften med stearinlys og hjerter i hele hytten, lyserøde drinks i sengen og små gaver og erotisk massage. Eller vi kan gå hånd i hånd gennem byen, spise på en hyggelig italiensk restaurant og gå halvfulde videre til den lille knejpe, hvor vi sad og kyssede henne i hjørnet, dengang vi lige havde mødt hinanden. Vi kan også klæde os varmt på og gå tur gennem parken i tusmørket. Se månen og stjernerne komme frem og kysse hinanden op ad et træ.
Det må være den dag på året, hvor det er lettest at forføre vores partner. For selvom vi synes, at Valentinsdag er noget opreklameret fis, så vil de fleste blive glade for en buket blomster, en middag eller en sms med en lun kærlighedserklæring. Om vi giver eller modtager er ligegyldigt – fornøjelsen er den samme, for formålet er i bund og grund at få en aften sammen, som vi kan leve længe på.
Men fordi Valentinsdag endnu ikke er en dato, vi bare kan i søvne, skal vi lige huske at lave en aftale med kæresten om at fejre aftenen, så han ikke regner med at skulle se fodbold, eller hun ikke tror, at hun skal i biografen med veninderne. Aftenen er vores, og vi kan nyde hinanden i fulde drag. Det er godt at have masser af lækkerier inden for rækkevidde: mad, chokolade, dejlig vin, kager, frugt osv. Det er også godt at gøre det hyggeligt med musik, blomster og stearinlys i soveværelset.
Jeg har en god idé til en leg, man kan kaste sig ud i, når kærlighedsmiddagen er indtaget i sengen:
Tag et spil kort, og bliv enige om et let spil, I begge to kender, fx whist, kasino, 31 eller snyd. Pointen er, at vinderen får lov at bestemme over taberen i fx syv minutter. Du kan for eksempel bestemme, at han skal give dig en romantisk massage, kysse dig lidenskabeligt i nakken og på halsen eller skamrose dig til skyerne. Når de syv minutter er gået, tager I en omgang til. Denne gang er det måske din partner, der vinder, og han har nu rettigheden til at bestemme over dig. Han ønsker måske, at du skal danse frækt og smide tøjet stille og roligt, eller at du skal stille dig med bar numse op ad reolen, så han kan tage dig bagfra, inden æggeuret ringer. Det skal heller ikke undre mig, hvis han bestiller et saftigt blowjob. Man kan jo nå meget på syv minutter!! Hav eventuelt et par remedier klar, såsom: et æggeur, musik, et engangskamera, duftende olier, et bind til øjnene eller håndleddene, en vibrator osv.
Når en mand beslutter sig for at indtage kærlighedsministerposten i forholdet til sin kvinde, får han et bedre parforhold.
En kvinde har mange romantiske forventninger til sin partner, og hvis hun brokker sig over forholdet, så er det i mange tilfælde, fordi hun ikke får romantik og nærhed nok. Hvis manden kunne lære at være opmærksom på at give hende det, ville han opnå en masse på hjemmefronten. Hans kvinde ville sjældnere brokke sig over, hvor sjældent han tømmer opvaskemaskinen, eller over, at det altid er hende, der skal hente børn. Og først og fremmest ville han få mere nærhed og sex.
At være kærlighedsminister betyder, at det er manden, der tager hovedansvaret for den romantiske del af parforholdet.
Det indebærer, at det er ham, der bl.a. arrangerer en udflugt mindst én gang om måneden, hvor hun ikke behøver at gøre andet end at glæde sig. Det kan fx være fra eftermiddag til aften, hvor de spadserer en tur i skoven, går ud og spiser og afslutter med en tur i biografen. Eller en søndag, hvor han inviterer hende på en udstilling, en køretur eller ud at se et slot. Dvs. noget, hvori der indgår et lille forløb.
Kvinden elsker at bliver taget med et sted hen. Det er ligesom i sengen. Her forventer hun også at blive taget et sted hen i erotikkens tranceland, og det skal helst være et nyt sted hver gang.
Der er mange små piger, der godt kan lide heste. Det er der flere grunde til; men en af dem er, at hesten, der er et maskulint dyr, rider hende et sted hen. Den tager hende med på eventyr, ud i skoven eller rundt på engen, og selvom hun holder tøjlerne, er det hesten, der skaber bevægelserne og fører hende af sted. Når pigen bliver ældre, bliver hesten erstattet af unge mænd, der kommer og henter hende i deres bil. Hun kan lide at sætte sig ind på passagersædet og blive ført et sted hen til en verden af kys og forelskelse. Når hun så bliver gift, forventer hun ubevidst stadig at blive taget med på en oplevelsestur.
Ofte glemmer manden at være to meter foran med den slags arrangementer, måske fordi han ikke selv har særlig meget brug for månedlige udflugter. Men husker han det, beviser han i samme hug, at han kan være hendes rejseleder, når det gælder det seksuelle.
At være kærlighedsminister betyder også, at han tit køber en gave til hende – helst en gang om ugen. Det betyder absolut intet, hvad den koster, eller om hun har brug for den. Det, der betyder noget, er, at han har gjort det. Hun ved nemlig, at han har tænkt på hende, da han fik ideen, at han har parkeret bilen, puttet en femmer i parkometret, er gået ind i en 10-kroners-forretning og har udvalgt en kop i hendes yndlingsfarve. Kvinden fortolker hans indsats som et tegn på, at han elsker hende og kæmper for hendes kærlighed.
Han kan også i smug lægge en enkelt blomst på hendes hovedpude, inden de skal i seng. Det vil få selv hårdkogte kvinder til at smelte. Næste dag på jobbet vil hun stolt fortælle sine kollegaer om oplevelsen. Hendes veninder vil nok heller ikke gå fri, og det kostede ham kun en enkelt opbremsning ved en grøftekant på vej hjem.
Mange mænd er slet ikke klar over, hvor meget det betyder, at de lige husker at tage en lille ting med hjem. De tænker: ”Hun har så meget i forvejen, og hun mangler jo ikke noget. Hun må da hellere end gerne få en ”hund”, så kan hun selv smutte ned og købe de blomster, hun helst vil have.”
Men det er jo ikke, fordi kvinderne ikke selv har råd. Det er følelsen af, at han gør noget for dem, for samhørigheden og kærligheden. Og selvom det kan virke som en kliché, og mænd generelt ikke gider gøre det, der forventes af dem, så gør det bare alligevel – for sexlivets skyld!
Rollen som kærlighedsminister kan også være noget, man aftaler at skiftes til. Det vigtigste er, at der er en, der tager hovedansvaret for opgaven. I de fleste forhold er romantiske tiltag noget, man forventer, sker af sig selv, og det gør det også i starten. Mænd er rigtig gode til at gøre stads ud af en kvinde de første tre måneder; men så går det stille og roligt ned ad bakke. Og det er ikke, fordi mændene ikke vil, men nærmere fordi, det er svært at huske, når der ”går hverdag i den”.
Kvinder synes, at de selv gør mange praktiske ting for at få hjemmet til at fungere. Og selvom manden gør lige så meget, og måske laver flere usynlige ting, såsom at udføre reparationer, bære ting, vaske biler osv., så vil det gøre en kæmpeforskel, hvis kærlighedsministeren bruger fem minutter dagligt på noget romantisk. Det kan være en lille seddel, hvor der står: ”Tak, fordi du har vasket mit tøj!” – eller ”Jeg køber ind og laver mad i dag, så i aften kan du bare hygge dig!” – eller: ”Jeg er verdens heldigste mand. Bare jeg tænker på dig, får jeg jern på!” Små sedler, der viser hans eller hendes taknemmelighed, og viser, at de ser det, hinanden gør.
Kære Joan,
Jeg er en mand, som har passeret de 60 år, ligesom min kone igennem mere end 30 år lige er fyldt 60 år. Problemet er, at min kone i de sidste mange år ikke mere har lyst til sex, navnlig ikke efter at vore to børn nærmede sig puberteten. Den dejlige tid med sex for snart mange år siden savner jeg stadigvæk. Legetøj m.m. er ikke altid tilstrækkeligt til at udfylde trangen til en rigtig kvinde. Erfaringen af besøg hos prostituerede er heller ikke nok. Knus, omfavnelse og små verbale tilnærmelser har ikke rigtig haft virkning. Hvis du kan komme med et forslag til at få situationen ”løst op” ville jeg være glad.
M.v.h. K.
Kære K.,
For at din kone får lyst til sex igen, skal du gøre noget andet end at give knus og verbale tilnærmelser. Du skal give hende det, som de fleste kvinder mangler i parforholdet, nemlig at være to meter foran med at arrangere romantiske udflugter. Det synes jeg, at du skal gøre en gang hver fjortende dag. Arrangementet kan foregå fra fx kl. 15.00 til kl. 21.00 og kan være alt fra skovture til udstillinger, sejlture, koncerter, biografbesøg eller lignende. Kvinder har brug for, at manden giver hende disse oplevelser, hvor hun kan være til stede i nuet og nyde livet. Husk at holde din kone i hånden undervejs, og vær en gentleman, der trækker stolen ud og bærer hendes taske. En anden opgave er at købe en gave til hende en gang om ugen. Du skal ikke spekulere på prisen, for en kvinde bliver rørt, bare du stiller en lille skål med frugt på hendes skrivebord. Opgaven kan virke vanskelig, fordi du måske ikke ved, hvad hun ”mangler”, men hæng dig ikke i, at hun måske har tingen i forvejen. Din gave er et symbol på, at du har gjort en indsats, og at du dermed viser, at du værdsætter hende. Køb et orange bloklys eller et lyserødt tørklæde eller et postkort med en sommerfugl på. Bare kast dig ud i opgaven, og selvom hun undrer sig over din nye måde at være på, så sig, at det er, fordi du elsker hende. Hvis du gør en indsats, kan du og din kone være heldige at opleve forelskelsen en gang til. I er begge røget ind i nogle faste vaner, og de dræber spontaniteten. Så derfor skal du ændre en lille vane hver dag i en måned. Server fx middagsmaden på stuebordet i stedet for i køkkenet. Sov uden pyjamas. Gå i bad om aftenen i stedet for om morgenen. Gå på bare tæer i stedet for hjemmesko. Giv din kone et knus, der varer et minut osv. Din kone vil se og mærke, at du får ny energi, og det vil gøre hende nysgerrig og glad. Jeg ønsker dig rigtig god fornøjelse!
Knus fra Joan
Kvinder tester mænd på fire afgørende punkter:
Er han modig nok?
Holder han sit ord?
Er han tro over for sig selv?
Kan han bevare sit humør?
Kvinder har en særlig evne til at finde det område, hvor manden er svag. Hvis hun finder en eller flere af de fire svagheder, vil hun blive ved med at køre på den og skrabe i lakken, indtil han selv har opdaget den og ændret den. Hvis han ikke vil eller kan imødekomme hendes behov, vil hendes lyst til at gå i seng med ham blive mindre.
Den helt store test er, om han virkelig tør hende. Tør han hendes stormvejr? Tør han konflikten? Kan han rumme det store ocean, hun er? Når hun er det frådende hav, er han så den stolte, modige styrmand, der har læst vejrudsigten og godt ved, at det trækker op til storm, men som alligevel stævner ud og oven i købet glæder sig til turen? Tør han tage udfordringen op?
Hvis han ikke kan magte hendes store bølger, men forsøger at vende skuden og sejle i sikker havn ved det mindste skvulp, så føler kvinden ikke, at han kan rumme hende, og så kan hun ikke overgive sit hjerte, sin krop og sit køn til ham.
Det, som kvinder dybest set længes efter, er at overgive al kontrol og styring og hengive sig helt og fuldt i elskoven sammen med en mand. Men det kan hun ikke, hvis manden ikke er lige så modig, som hun selv er levende. Derfor vil hun blive ved med at skabe konflikter, indtil han får lært at være midt i stormvejret med hele sit nærvær.
En mand skal også turde slå hårdt i bordet, så kaffekoppen hopper, og sige: ”NU STOPPER DU!” Er han ekstra modig, og hun ekstra bitchi og urimelig, sætter han et ”kælling” i slutningen af sætningen. Det høje klask og den pludselige grænsesætning vil få kvinden til at stoppe øjeblikkeligt. Faktisk vil det også få hende til at smile, for kvinder ser grænser som kærlighed og tryghed, og i samme sekund manden sætter grænsen, mærker hun, at respekten for ham vokser. Hun ved jo godt, at hun overskrider hans grænser, og hvis han har respekt for sig selv, tager han vare på sig selv.
Der er for det meste brug for grænsesætning, når kvinden er stærk, og manden er for sød.
En mand skal holde det, han lover. Så enkelt er det.
Det betyder bl.a., at han ikke skal komme hjem kl. 18.30, hvis han har sagt, han kommer kl. 18. Det nytter ikke noget, han siger, at han maler væggen lørdag eftermiddag, når han først gør det søndag eftermiddag. Det skaber øjeblikkelig dårligt humør. For ham er det hip som hap, om det er lørdag eller søndag, men for en kvinde kan det betyde meget.
En kvinde, der oplever, at manden ikke holder sit ord, vil miste respekten for ham. At holde sit ord er at være i integritet, og det er maskulint. Det er lige meget, om det umiddelbart er en ubetydelig ting. Men ord og handling skal gå op i en højere enhed.
Her er det er måske på sin plads at nævne, at kvinden ikke nødvendigvis selv kan leve op til det, hun kræver af manden. Hun kan ofte ikke selv komme til tiden, for hun møder måske en veninde på vejen hjem, eller hun skal lige ind og se på en bluse. For manden selv er det ikke så vigtigt, om han kommer hjem kl. 18 eller kl. 18.30, han er jo på vej, men en kvinde er meget opmærksom på, om han lige præcis lever op til det, han har sagt. Grundlæggende betyder det, at når manden holder sit ord, har kvinden tillid til ham og respekterer ham. Hvis hun ikke helt kan regne med, hvad han siger, kan hun ikke overgive sit hjerte, sin krop og sit køn til ham.
Det, manden kan blive bedre til, er at lade være med at love noget, han er i tvivl om, at han kan holde. Men har han sagt, at han fx kommer hjem på et bestemt tidspunkt, og tiden er ved at skride for ham, så er det en rigtig god idé, at han husker at ringe og sige, at han kommer for sent, også selvom det kun drejer sig om et kvarter.
En mand skal have respekt og være tro over for sig selv og sit eget jeg. Hvis han er det, vil kvinden også respektere ham og føle sig tiltrukket af ham seksuelt.
Forestil dig fx, at der en aften er landskamp i fjernsynet. Hun ved det, og han ved det især.
Hun: ”Går du ikke med mig i biografen i aften, skat? Maria er blevet syg, så jeg har ikke nogen at tage med.”
Han: ”Hvad tid er det?”
Hun: ”Det er klokken otte i Holte Bio.”
Han: ”Klokken otte. Det er jo lige, når kampen starter, og Holte Bio, den ligger da alt for langt væk!”
Hun: ”Jamen, tager du ikke med?”
Han: ”Hvad vil du se?”
Hun: ”Britney Jones dagbog 2! Hugh Grant er med.”
Han: ”Kan du ikke bare tage af sted alene eller ringe til en anden veninde, der kan gå med dig?
Men klokken ti minutter i otte sidder han alligevel med en pose Matadormix i en halvtom Holte Bio i håb om, at han så i det mindste kan få et samleje ud af det, eller et blowjob, en glad kæreste, lidt taknemlighed eller bare lidt ros. Men hvad får han? Han får sparket, direkte i skridtet, og det var lige før, det havde sendt ham ned i Sambos hundekurv, der hvor hun egentlig synes, han hører hjemme. For hvordan kan hun have samleje med en mand, der går med hende i biografen, når han hellere vil blive hjemme og se landskamp? Har han da ingen respekt for sig selv? Næ, så vil hun hellere have Hugh Grant. I dette eksempel er han ikke tro over for det, der virkelig betyder noget for ham. Han tager ikke konflikten med kæresten, men undgår den ved at please hende i stedet for. Var han derimod blevet hjemme sammen med en kammerat og havde set fodbold og drukket øl, så havde der været en langt større sandsynlighed for flirt og sex, når hun kom hjem, for så havde hun vidst, at han er en mand, der er tro over for det, der er vigtigt for ham.
Mænd har ofte behov for mere frihed i et parforhold, hvor kvinden har brug for mere samvær. Alligevel vil en kvinde synes, at hendes mand er meget mere mand, hvis han er tro mod sig selv og sin mission.
Den fjerde test, som kvinder sætter mænd på, handler om hans humør. Mellem kønnene foregår der en kamp om, hvilket humør der vinder. Og det er mandens humør, der skal vinde.
Forestil dig fx, at hun en dag er lidt småsur og i gang med at rydde op i alle sine papirer. Han suser ind ad døren, superglad over at have vundet i firmaets årlige fodboldturnering. Hun kommenterer ikke sejren, men siger i stedet: ”Har du husket at poste det brev, jeg gav dig med?”
Men det har han glemt.
”Du sagde, at du ville poste det på vej til arbejde.”
Hun vender blikket mod alle papirerne, der ligger spredt over skrivebordet, og ignorer ham fuldstændigt. Han går hen og prøver at give hende et knus; men hun er sur og skubber ham væk, og så bliver han også sur og knalder med døren. Hendes humør har vundet.
I stedet skal han bevare sit gode humør og fx sige: ”Jeg kan da godt forstå, at du er skuffet over, at jeg glemte at poste dit brev. Jeg smutter ned og poster det med det samme. Vi ses om lidt, min dejlige skat!”
Kære Joan,
Jeg ved ikke, hvordan jeg får min kæreste til at sætte grænser for mig, så jeg kan mærke ham og genvinde respekten for ham? Vi, eller velsagtens jeg, har en krise i vores forhold, hvor jeg overvejer, hvorvidt vi skal være sammen eller ej. Det har jeg sagt ærligt, har endda sagt, at jeg føler, at vi er mere venner end kærester. Og det har han ikke reageret på, andet end ved at han vil kramme, køber blomster etc. Det er givetvis meget naturligt, hvis man er bange for at miste, men det virker lige modsat på mig. Jeg har brug for, at han også tager konflikten, og at han fortæller mig, hvor han er henne i det her, i stedet for hele tiden at være sød og sige søde ting! Tidligere var han god til at sige til og fra og til at mærke, hvad han ville. Derfor er det svært, at han ikke reagerer eller reagerer sådan som beskrevet. Og nu er cirklen blevet ond, fordi jeg søger hans grænser. Jeg har forsøgt at tage beslutningen om ikke at være grænsesøgende, men jeg kan simpelthen ikke lade være, fordi det tirrer mig, at han finder sig i mig. Jeg vil ham gerne, vil gerne finde tilbage til ham, men det er svært, når jeg ikke føler, jeg respekterer ham. Måske er det mig, der skal have et velplaceret spark bagi, men så er du velkommen til at give mig det.
Den grænsesøgende
Kære grænsesøgende,
Når en kvinde oplever, at hendes mand ikke tør tage konflikter, skaber hun automatisk en, ”for så kan han lære det!” Hvis hun oplever, at han ikke tør sætte grænser og være tro over for sig selv, anser hun ham for svag, og det betyder, at hun ikke kan overgive sig til ham seksuelt. En mand, der ikke viser, hvor hans grænser er, gør kvinder utrygge. Omvendt vil kvinden ligefrem ånde lettet op, hvis han slår hårdt i bordet og brøler: ”Så stopper du! Jeg vil ikke finde mig i, at du har så travlt med min person. Find hellere ud af, hvad du er så utilfreds med ved dig selv.” l samme øjeblik vil han se en forandring. Måske begynder hun at græde som en lille pige, og så kan han holde om hende og give hende kærlighed, eller også vil hun efter en lille pause sige, at han har ret, og at hun er ked af, at hun er så hård ved ham. Det vigtigste er, at manden viser kvinden, at han har respekt for sig selv og ikke er bange for hende. Fortæl din kæreste, at du kommer til at lave konflikt, hver gang der er noget, der irriterer dig i dit eget liv, og derfor skal han ikke tage dine beskyldninger personligt. Det vil være sublimt, hvis han, efter at han har sat en grænse, stiller dig spørgsmål om det tema, det virkelig drejer sig om.
Varme klem fra Joan
I farten trækker han hende ind til sig og smiler: ”Hvem tror du lige, der vandt turneringen i dag?” Han kysser hende på næsen og løber ud ad døren, mens hun råber efter ham: ”Jeg laver kaffe, til du kommer tilbage!” Han har vendt den dårlige stemning, fordi han besluttede sig for ikke at lade sig trække med ned i det sorte hul. I stedet blev han oppe på jorden og hjalp hende med op. Når en mand bevarer sin munterhed, er han stærk. Bliver han trukket med ned i hullet, tænker hun: ”Er mit humør stærkere end hans?” Hun lukker af og mister lysten til at gå i seng med ham, for hun synes, at han ikke er stærk nok til, at hun kan slippe tøjlerne.
Når vi forelsker os hovedkuls i en person, vil den person også være en, som vil komme til at trykke på vores ømmeste kontakt. Det mærker vi måske ikke de første måneder, hvor forelskelsen er størst, men ret hurtigt synes vi, at partneren af og til sætter nogle irriterende følelser i gang i os.
Måske vil vi opdage, at det var de samme irriterende følelser, der blev sat i gang i forrige forhold, og som måske var grunden til, at vi droppede forholdet. Nu sidder vi der igen; men denne gang er forholdet for værdifuldt at smide over bord, vi vil hellere finde ud af, hvad der foregår, og hvordan vi takler de negative følelser.
Den ømme kontakt er et mønster, vi har med fra vores barndom. Det kan fx dreje sig om en pige, der i barndommen havde en ikke særlig nærværende far. Når hun så bliver voksen og møder fyre, vil hun automatisk forelske sig i nogle, der heller ikke virker særlig nærværende. De følelser, den nye fyr aktiverer, er de samme følelser, som hun havde, da hun barn, når faderen ikke var der for hende. For at undgå de negative følelser fandt hun en måde at reagere på. Det kunne fx være at gå ind på sit værelse og trække sig ind i sig selv, eller måske reagerede hun ved at blive sur og give andre skylden for sin smerte. Det er den samme automatiske måde, hun optræder på i dag. Når fyren ringer hjem og siger, at han ikke kan overholde deres aftale, vil hun enten blive stille og trække sig ind i sig selv eller skælde ud. Der kan være forskellige måder at reagere på, men for de flestes vedkommende handler det enten om tilbagetrækning/forsvar eller angreb. Reaktionen hjalp pigen, dengang hun var barn, men i dag virker den modsat. Nu er det enerverende, at hun fx bliver stille, hver gang hun føler sig svigtet. Nu er der brug for, at hun handler anderledes, så mønstret kan blive helet, og hun kan vokse og få det liv, hun ønsker. Et mønster kan først blive helet, når det bliver aktiveret, og det er den ubevidste grund til, at hun netop tiltrækker mænd, der kan aktivere det, så det kommer frem i lyset. Måden, det bliver helet på, er ved, at hun kommunikerer fuldstændig ærligt:
Ex.: Han ringer hjem og aflyser deres aftale om at spise middag sammen, fordi han skal arbejde over. Normalt ville hun blive stille og tænke, at det har noget med hende at gøre, og at hun ikke er interessant nok, siden han ikke kommer hjem og spiser. Men denne gang gør hun noget andet:
Hun: ”Hvor er jeg ked af, at du ikke kommer og spiser. Jeg har lavet kylling.”
Han: ”Det må du virkelig undskylde.”
Hun: ”Jeg føler mig svigtet af dig og tænker, at du hellere vil være på dit arbejde end komme hjem og spise hos mig.”
Han: ”Nej sådan er det slet ikke. Jeg har sådan glædet mig til at se dig; men der er nogle ting her på arbejdet, som jeg bliver nødt til at gøre færdig.”
Hun: ”Er det så ikke din mening at svigte mig?” Han: ”Det kunne ikke falde mig ind. Jeg er helt vild med dig. Og jeg kommer susende kl. 22. Holder du maden varm?”
Hun: ”Vi ses kl. 22.”
Han: ”Jeg elsker dig!”
Så let kan det gøres, når hun tør udtrykke, hvad der foregår inde i hende. Hvis hun ikke havde sagt det, var aftenen ødelagt for dem begge to, og det kunne tage flere dage at komme over krisen.
Men det er ikke kun den ene part, der har et mønster med i forholdet, det har den anden også. I det her tilfælde kan hans mønster være, at han forelsker sig i piger, som han skal tage ansvar for. Måske skulle han tage ansvar for sin mor, da han var barn, og så gentager mønstret sig i hans forhold.
Andre mønstre kan eksempelvis være: ”Hun skal altid lave mig om,” eller ”Jeg bliver ikke forstået,” ”Jeg bliver ikke respekteret,” ”Jeg skal altid gøre alting selv,” ”Jeg bliver kanøflet,” Det går altid ud over mig,” ”Mine grænser bliver overtrådt,” ”Jeg bliver overset,” ”Ingen lytter til mig” … osv.
Åben og ærlig kommunikation er det, der heler mønstret, og selvom det er svært at være helt ærlig, er det den eneste vej til at kunne udvikle sig. Hvis vi ikke kan være os selv sammen med partneren, vil parforholdet alligevel ikke holde.
Der sker en ændring i forholdet, når forelskelsesstofferne er på retur. Pludselig virker partneren ikke så fejlfri længere, og den seksuelle aktivitet daler, i takt med at vennerne og hobbyerne bliver taget op på ny. Den indadvendte energi, som forelskelsen bygger på, bliver nu vendt udad, og snart er livet næsten, som det altid har været. Lige bortset fra, at parret nu har et forhold i havsnød. Da de var nyforelskede, var det hele så let; men nu hvor de kemiske stoffer er brugt op, er det kærligheden alene, der skal bære forholdet. Pludselig en dag får de deres første skænderi, og irritationerne begynder at melde sig: ”Elsker jeg ham egentlig rigtig?”, ”Elsker jeg hende nok til at lukke alle døre og committe mig fuldt og helt?”, ”Har jeg lyst til ham seksuelt, nu hvor forelskelsen ikke hjælper til?”, ”Kan jeg leve med hendes skiftende humør og hendes irriterende ekskærester?”
Mange finder ud af, at de må gå hvert til sit. Men som dagene og ugerne går, kommer savnet: ”Måske skulle man lige ringe til hende og høre, hvordan hun har det?” Og det viser sig, at hun heller ikke har fundet en ny kæreste, og faktisk har hun været trist, lige siden de brød op.
De bliver kærester igen. Men denne gang har de valgt hinanden med hjertet, og denne gang ved de, hvad de går ind til.
Når det valg er taget, går vi ind i fase to. Til parforholdet. Og det er her, udfordringerne begynder, men også udviklingen.
Et parforhold er så udviklende, fordi vi ikke bare kan kigge os selv i spejlet og bekræfte os selv i, hvor perfekte, tålmodige, rummelige, accepterende mennesker vi er. Når vi pludselig spejler os i en partner hver dag, oplever vi, at alt det, vi selv synes er rigtigt, pludselig bliver vendt op og ned.
Hun har fx gennem sin opvækst lært, at det mest succesfulde er at være aktiv og udadvendt; men da modsætninger har det med at tiltrække hinanden, vil hendes udkårne måske være en mere passiv og indadvendt type. Til at starte med er det fantastisk at møde sådan et menneske, der kan hvile i sig selv og reflektere over livet. Men når forelskelsen bliver til et parforhold, er det ikke længere så fantastisk at se ham ligge og reflektere i den bløde sofa foran fjernsynet. Nu vil hun hellere se noget action og nogle resultater.
Han forelskede sig i en pige, der var glad, frisk og sprængfyldt med energi; men nu, et år efter, kunne han ærlig talt godt tænke sig, at hun slappede lidt af og blev normal.
Den diskussion kan vi bruge meget tid og energi på. Og vi kan blive så desperate, at vi begynder at tro, at vores kæreste måske alligevel ikke er den rigtige. Men kæresten er lige så rigtig som alle andre kærester. Han eller hun har bare en anden personlighed, end vi selv har.
Ubevidst tiltrækkes vi af en person, der besidder de egenskaber, som udvikler vores personlighed. Den aktive ville nok have godt af at være lidt mere passiv, og den passive har måske et dybtliggende ønske om at blive mere aktiv, og derfor føler vi os tiltrukket af et menneske, der besidder den udviklingsmulighed.
Selvom man kunne ønske det indimellem, kan vi ikke bare lave vores egen eller vores partners personlighed om – den sidder for godt fast; men vi kan udvide den, så vi får nogle flere tangenter at spille på. Hvis vi kan se vores partner som leveringsdygtig i de ekstra tangenter, vil det være godt både for parforholdet, vores partner og os selv.
En gylden regel er, at det, vi starter med at forelske os i ved partneren, også er det, vi senere vil irriteres allermest over.
Irritationen kommer, fordi vi ikke vil, tør, eller kan rumme og acceptere andre måder at være på end sådan, som vi selv er.
Sex får ham til at mærke sig selv
Parforholdet er under pres, fordi vi alle gerne vil leve et kvalitetsliv. Vi vil ikke nøjes. De fleste af os vil have frihed til at rejse engang imellem, købe en bil, have et lille sommerhus, en kolonihave eller en lejlighed, møbler, man bryder sig om, mobiltelefon, forsikring og pensionsordning. Der er meget, der skal tjenes penge til, og det giver stress, eller i hvert fald travlhed i en familie. Sex ender hurtigt i bunden af prioriteringslisten, for man kan ikke måle og veje sex. Vi tjener ikke penge ved at dyrke sex, vi taber ikke kilo af det, og det gør ikke huset rent, derfor kan det være svært at prioritere ret højt. I hvert fald for mange kvinder. Det, hun finder frem til, er, at sex bliver endnu en ting, hun skal yde.
Det gælder især, når der kommer børn. I de fleste parforhold oplever man, at den ene part har mere lyst end den anden, og selvom der heldigvis er flere og flere kvinder, der har meget lyst til erotik, er det stadig manden, der i de fleste tilfælde savner noget mere sex. Det er også, fordi en mand har svært ved at mærke sig selv, sit hjerte, sin kærlighed og tilfredsheden med sit liv, hvis ikke han har regelmæssig kontakt med sin penis. En mand mærker sig selv bedst gennem sin penis. Vejen til en mands hjerte går ikke – som vores bedstemødre lærte os – gennem maven, men ca. 10-15 centimeter sydligere.
Når en mand har haft sex, er han et mere tilfreds menneske. Så kan han bedre kommunikere, han er mere nærværende, engageret og givende. En mand, der konstant bliver afvist af sin kone eller kæreste, har svært ved at mærke sin kærlighed til hende, svært ved at mærke glæden i forholdet. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om at blive ”tømt”, men også et spørgsmål om, at han skal kunne mærke, hvem han selv er, og hvordan han har det.
Vejen til en kvindes seksualitet går derimod gennem hendes hjerte. En kvinde skal have åbnet sit hjerte for at mærke sin lyst til sex. Derfor vil en kvinde så gerne tale om tingene, før hun kan kaste sig ud i den seksuelle leg. Hun vil gerne have ryddet konflikterne af vejen og lavet nogle aftaler. Men det er et dårligt tidspunkt for manden, for han vil helst tale bagefter, hvor han kan mærke sig selv. En løsning kan være, at de i forvejen laver en aftale om at snakke tingene igennem, efter at de har haft sex, for så er manden mere positiv og bedre i stand til at mærke, hvad han føler og mener.
Når en kvinde har været i et fast parforhold i et år, fem år eller ti år, vil hun måske opdage, at sex ikke er noget, der bare sker af sig selv. Det er ikke, ligesom dengang hun var sytten, og alt var så spændende og nyt, eller som da hun var nyforelsket i kæresten og ikke kunne få nok af hans vellystige lem.
Nu kan hun ligge kold ved siden af ham og tænke: ”Han er nok ikke den rette!”
Men ønsker hun et længerevarende trygt parforhold, og måske børn, er det en udfordring at opretholde et hyppigt sexliv. Og det sker ikke af sig selv. Det kræver først og fremmest en beslutning om, at sex er det, hun ønsker skal ske. Hun kan retfærdiggøre sig med, at det er okay ikke at have sex, for det er der jo så mange, der ikke har, og hvornår skulle de også lige nå det? Men når hun sidder i biografmørket, og der flyver en erotisk scene hen over lærredet, så er det svært at lade være med at føle et stik i hjertet og tænke: ”Sådan havde vi det også engang.” At beslutte sig for, at der skal være sex i parforholdet er at være ansvarlig for, at forholdet fungerer. Der kan naturligvis være perioder, hvor hun eller partneren har en hård arbejdsbyrde, er syge, fraværende eller har arbejdsmæssige eller private problemer, og hvor sexlivet bliver sat på standby. Og det er til at forstå for hendes mand. Han er logisk anlagt, og her er der en logisk forklaring på, hvorfor de ikke har sex. Så kan han sagtens vente og glæde sig til den dag, forhindringen er væk. Han har langt sværere ved at forstå det, når lysten bare forsvinder af sig selv, uden at kvinden kan sætte fingeren på, hvad det skyldes. Det er en magtesløs og ubehagelig tilstand for en mand.
Mange kvinder er skuffede over, at sex ikke sker af sig selv. De mener, at lysten automatisk bør være der, hvis de altså har den rette partner. Eller i det mindste bør han sørge for, at de får lyst. Han kan selvfølgelig også gøre meget; men mange mænd er trætte af, at det altid er dem, der skal tage initiativet. Ikke fordi de er dovne, men fordi de savner at se, at kvinden også har lyst til dem. De drømmer om, at hun kaster sig over dem midt i bunken af vasketøj eller lister trusserne af, mens hun samler legetøj op fra gulvet. Men lyst hos kvinder er ikke noget, de bare har eller får midt i udførslen af dagens dosmerseddel, selvom det kan undre mange mænd. For de fleste kvinder virker det positivt at forberede sig til erotik, ligesom dengang de lige havde mødt hinanden.
Hej Joan,
Min sexlyst er næsten forsvundet, og min mand er meget frustreret, og det kommer til udtryk i skænderier, hvor han fortæller mig kort og kontant, at han er træt af det, og at vores sexliv er en joke. Jeg vil lige sige, at jeg er meget genert over min krop, da jeg ikke synes, den er flot, og jeg har et lavt selvværd. Jeg kan godt lide sex, når vi endelig kommer i gang. Men når det bliver aften, så er jeg så træt, at jeg hellere vil sove end have sex, og om morgenen har vi ikke tid, da vi skal have børnene klar og af sted. Vi har to piger på halvandet og fire år. Faktisk har vi altid haft de problemer med sex, og min generthed er desværre vokset. Jeg er også et meget følsomt menneske og trænger til meget omsorg, kram, nusseri og kys, hvor min mand slet ikke er til det. Han bliver sur, når jeg presser ham, og så siger han, at han ikke er en krammebamse. Men jeg mangler at få ladet mit ”batteri” op for at kunne give til ham. Vi har haft denne diskussion mange gange, hvor jeg har fortalt ham, hvad jeg savner, men det er, ligesom han ikke lytter til mig. Hvad kan vi gøre? Håber virkelig, du kan hjælpe os!
Knus. Den fortvivlede
Kære fortvivlede,
Jeg synes, at du skal fortælle din mand, at du gerne vil have sex med ham, men at det passer dig bedst, hvis I gør det om eftermiddagen, hvor du er mest frisk. Sørg for at få lavet en aftale med dine forældre eller veninder om, at de passer børnene, fx lørdag eftermiddag hjemme hos dem. Og selvom du har tanker om, at din krop ikke er fit nok, så glem de negative tanker for nogle timer, og giv dig selv og din mand et frirum, hvor I prioriterer hinandens behov. Du vil nok opdage, at din mand forandrer sig og bliver mere hjælpsom og engageret i jeres fælles liv, når han får, hvad han har brug for. Han vil også blive mere lydhør over for dine behov, når han får kontakt med sin kærlighed til dig.
Gør noget ved det i dag. Alt andet er for opslidende.
Mange varme knus fra Joan
Da forberedte hun sig også på at møde ham torsdag kl. 19.00, og hun vidste godt, hvad der skulle ske. Hun vaskede hår, barberede ben, tog den nye blonde-bh på og nød forventningens glæde, der fulgte med den faste aftale. Men når de har været sammen i mange år, forventes det, at sex skal ske spontant, og det er her, det tit går galt. Kvinder har ikke testikler, der bare higer efter at blive tømt. For kvinder tager det længere tid at blive ophidset, hvor mænd er hurtigere i optrækket. Hvis en mand er fem minutter om at blive ophidset nok til at stikke sin penis op i kvinden, så læg et nul til: Det er sådan cirka den tid, det tager for kvinden at blive ophidset. Det er en god regel at huske. Ophidselse er jo et alfa og omega. Det er der, lysten opstår. Og selvom kvinden har besluttet sig for, at sex er det, hun ønsker skal ske, så er beslutning og lyst to forskellige ting. Lyst tager tid.
Ved at tage ansvar for ens sexliv, søger man for, at det eksisterer. Det kan man gøre på forskellige måder. En fast kæresteaften er en god mulighed for par med småbørn. Her kan parret være en smule foran og overveje, om børnene skal overnatte hos mormor og morfar eller bare lægges tidligt i seng. Manden og kvinden kan skiftevis stå for aftenens forløb for på den måde at gøre det mere spændende og uforudsigeligt. Hvis hun vil have en slow-night med langt forspil og massage, kan hun få det. Drømmer han om at tage hende på køkkenbordet, så er det på hans aften, det kan foregå. Udfordringen er at være åben og positiv over for det, den anden har forberedt, også selvom det ikke lige er det, man selv havde tænkt sig. Det er godt, hvis man husker at gejle hinanden op i løbet af dagen. Det kan være en lille sms, der røber lidt om aftenens indhold, eller et ekstra frækt kys, før man løber ud ad døren om morgenen.
Hvis det skulle vise sig, at den ene pludselig føler sig frygtelig træt, lige før kæresteaftenen begynder, er det et skråplan at aflyse og udskyde det hele til en anden dag. For starter man først på det, går gassen af ballonen, og man mister entusiasmen. Man holder op med at arrangere det helt store og holder igen på forventningerne, fordi man ikke er helt sikker på, om det bliver aflyst igen. Og har den ene aflyst en gang, aflyser den anden den næste, og så kører rouletten.
Hvis det sker, at den ene er for træt til at holde sit ord, så vil jeg foreslå, at han eller hun beder sin partner om hjælp til at få noget energi. Partneren kan tage hende på en lille gåtur rundt om huset og se på stjerner eller tage hende med i bad, eller de kan danse en dans sammen. Ofte skal der ikke så meget til, før energien ændrer sig, og har man først bedt partneren om hjælp, er man også indstillet på at få en god aften ud af det. Formålet med en fast kæresteaften er selvfølgelig at prioritere sexlivet lige så højt, som man prioriterer at gå til sport eller at besøge veninderne. For at undgå, at det seksuelle samvær bliver udskudt og nedprioriteret, er det i perioder gunstigt at skrive sexlivet ind i kalenderen.
For nogle er tre timer eller en aften slet ikke nok til at fordybe sig i hinanden.
De fleste har jo nogle hektiske hverdage, og for at komme helt ned i kroppen og være fuldstændig til stede i nuet er det en herlig luksus at tage en HEL fridag sammen. Det kan være en hel lørdag, hvor børnene bliver afleveret hos mormor og morfar fredag aften og hentet igen søndag formiddag. Så kan vi vågne stille og roligt, drikke morgenkaffe, læse avisen sammen i sengen og se, hvad der sker. Vi skal ikke arrangere noget – ingenting! Køleskabet er fyldt, og vi behøver ikke engang tage tøj på og gå ned og købe ind. Vi har heller ikke arrangeret koncertbilletter eller bestilt bord på en restaurant eller forberedt noget som helst. Vi skal bare være 100 pct. i nuet og se, hvad vi har lyst til.
Den eneste regel er, at alt, hvad vi foretager os, gør vi sammen. Måske skinner solen, og vi får lyst til at gå en tur. Måske har vi bare lyst til at ligge på gulvtæppet og spille backgammon, måske har vi lyst til at ligge i sengen og kysse, måske vil vi bage pandekager og se en film midt på eftermiddagen. Vi har hele dagen og aftenen sammen og skal ikke præstere noget. Det er den dag, hvor vi dropper alt det, der ”burde” gøres, æblerne ude i haven, der ”burde” samles op, eller de mails, der ”burde” skrives. Der er ikke noget, der skal ordnes eller tjekkes i dag. Andet end at være sammen og give plads til nærhed og nydelse!
Hej Joan,
Jeg er en kvinde på snart 40 år. Mit problem er, at jeg helt har mistet sexlysten. Jeg lever sammen med en dejlig mand på ottende år. Vi har en dejlig datter på syv. Før i tiden var vores sexliv i top, vi kunne ikke gå forbi hinanden uden lige at røre, kæle eller kysse. Nu finder jeg på alle mulige og umulige undskyldninger for ikke at skulle have sex. Nogle gange, når jeg kigger på ham, får jeg så dårlig samvittighed, for hans lyst er stadig den samme. Råd ønskes!
Hilsen Prik
Kære Prik,
Hvis vi kun skal dyrke sex, når vi har rigtig meget lyst, vil der være lange perioder, hvor vi ikke har seksuelt samkvem, fordi årsagen til den manglende lyst ofte er ukendt. Så kan vi selv og partneren gå og vente i månedsvis eller år på, at lysten kommer igen af sig selv; men for hver dag kommer vi længere og længere fra hinanden. Du har sikkert erfaring med, at I bare skal i gang, så kommer lysten undervejs; men spørgsmålet er, hvordan du kommer i gang uden at have lyst. Faktisk er der ikke meget i vores tilværelse, som kun er baseret på ren lyst. Hvis vi kun skulle dyrke motion, når vi har lyst, eller kun gøre rent, når vi har lyst, eller kun lege med børnene, når vi har lyst, så ville der ikke ske særlig meget. Vi står også op hver morgen, selvom vi ikke har lyst til at komme ud af fjerene; men hvis vi ikke havde den disciplin, ville livet gå i stå. Jeg synes, at du skal se sex på samme måde, for du ved, hvor godt det føles bagefter. Det er ikke din lyst, der for enhver pris skal styre sexlivet, det er bevidstheden om, at det er sundt og værdifuldt for parforholdet. Jeg er overbevist om, at du vil få det godt med din mand igen, hvis du fx beslutter dig for at have sex hver dag i den næste uge, eller at have en fast aftale om at gøre det to gange om ugen. Så er det ikke kun din lyst, der bestemmer, men din klogskab og disciplin.
Alt det bedste til dig fra Joan
I parforhold og familier er det ofte kvinden, der sætter dagsordenen for, hvad der skal gøres, især i weekenderne. Hun har planer om indkøbsture, praktiske gøremål og middagsgæster. Ofte er hun på forkant i forhold til manden, og han får på den måde sjældent særlig stor indflydelse på weekendens forløb, hvilket er ærgerligt for dem begge to.
Hvis kvinden gerne vil gøre sin mand glad, lader hun ham bestemme alt, hvad der skal foregå en hel lørdag. Hun skal helt fra morgenstunden beslutte sig for, at alt sker på hans præmisser. Det vil sige, at alle de planer, som hun ellers har for en lørdag formiddag, fx om at skulle i Bilka og nå at sætte to maskinfulde vasketøj over, skal hun lægge til side.
Hun siger til ham, gerne om aftenen før de går i seng, at når de vågner næste morgen, er det Hans Dag.
Han savner måske at ligge længe i sengen om morgenen og hygge. Så derfor skal kvinden blive liggende mellem avisens mange sektioner og krummerne fra hans cowboy-morgenmad med spejlæg, bacon og beans, og hun skal lade være med at kommentere fedtpletterne på sengetøjet. Hun lader ham læse bilsektionen og lyder interesseret, idet hun fx spørger: ”Hvad er en turbolader?” Mænd ved en masse ting, som de aldrig indvier deres kvinder i. De ved, at det overhovedet ikke interesserer dem. Men denne ene dag vil de gerne fortælle, hvad de ellers kun deler med deres mandlige venner. Kvinden skal lytte og nikke engang imellem, selvom hun ikke helt har fattet, hvad han taler om. Mænd kan gå helt i selvsving over noget teknisk, som interesserer dem. Så lad manden tale færdig. Og hun kan triumfere med et henkastet: ”Skal vi ikke bare spise frankfurtere fra grillen i aften?” Han vil elske det, for det er sådan, han og børnene spiser, når mor ikke er hjemme.
Kære Joan,
Jeg har været gift i 12 år nu og elsker min kone. Vores sexliv har aldrig fungeret til min tilfredsstillelse, og dermed mener jeg, at jeg aldrig har fået, eller får, lov til at røre min kone. Et forspil foregår ved, at jeg aer hende på ryggen, og når der er gået mellem 5 og 10 minutter, rækker hun en hånd ud, stadig med ryggen til mig, og rører mit lem – ubetydeligt – sådan nærmest for at mærke, om jeg er klar. Hun vender sig, og vi gennemfører et samleje. Jeg vil gerne kæle og kæles med, jeg vil gerne kysse mund, mave, bryst, alle steder, og gerne selv kysses. Jeg vil gerne se, lugte og blive set og lugtet til. 12 år er lang tid, og jeg prøver jævnligt at tænke tilbage, om jeg husker forkert, når jeg siger, at der aldrig har været andet. Og jo, enkelte gange har hun deltaget aktivt, men altid kun med få berøringer og aldrig med kys eller oral. Jeg har tænkt – og desværre aldrig spurgt – om der har været misbrug. Jeg har forsøgt at tale, forsøgt at opfordre, været sur, været ked af det, undladt sex – intet har hjulpet. Hvad gør jeg? Jeg er 40 år og savner sex og ikke mindst ømhed, nærvær og værdsættelse. Jeg er ikke noget vildt sexdyr, der vil have vild sex, men ønsker bare det nærvær og den tryghed, som god sex giver, tror jeg da nok.
Kærlig hilsen den ensomme
Kære ensomme,
Som du dog kan beskrive det, næsten som om man var der selv. Du har prøvet alt, skriver du: talt, opfordret, været sur, undladt sex osv. Jeg tror nu, at du mangler at tage føringen og sætte dagsordenen. Din opgave går nu ud på, at arrangere en månedlig kæresteaften, hvor du bestemmer alt i mindst fire måneder i træk. Din kone skal selvfølgelig være med på legen; men hun skal ikke sørge for noget, hun er inviteret. Få børnene passet til næste dag, så I kan slappe af og nyde jeres frirum. Du bestemmer, hvornår kæresteaftenen starter. Hvilket tøj din kone skal have på. Hvilken slags mad I skal spise, og hvad I skal tale om. Du kan eventuelt have forberedt visse lege eller samtaleemner af erotisk karakter. Det er også dig, der bestemmer, hvornår hun skal tage tøjet af, og hvordan I skal have forspil, og hvilke stillinger I skal afprøve. Du skal bruge bydeform hele aftenen: ”Smag denne vin! Fortæl, hvad du respekterer ved mig! Hold om mig! Sæt dig overskrævs på mine knæ!” osv. Når der er gået nogle måneder, og din kone ser, hvor udbytterigt det er at komme ud af vanemønstret og at opleve noget nyt, skal hun have mulighed for at være ansvarshavende for aftenens forløb hver anden gang. Hold fast i aftalen, selvom der kan komme forhindringer. Gør det til højeste prioritet i dit liv. Det er dig, der har ansvaret for, at det lykkes. Jeg vil gerne høre fra dig igen om et halvt år.
Kærligst Joan
På Hans Dag er det ham, der tager initiativ til det, de skal i løbet af dagen, hvad enten han nu synes, de skal lave praktisk arbejde i haven eller en køre en tur i bilen. Kvinden følger bare med og er glad og tilfreds. Også selvom det kan betyde, at køreturen ender ved Bella Centrets campingudstilling,
Han vil glæde sig over, hvor medgørlig hans kvinde er. Hun lader ham bestemme alt, og på den måde får de begge en anderledes god dag. Det er også en dejlig oplevelse for ham at vise hende, hvad han synes er spændende og interessant. Og det bliver helt sikkert også en dag med erotik, ikke bare fordi han kan bestemme det, men fordi han vil opfatte det som en gave, at kvinden kigger med og viser interesse. Den glæde vil vende sig til ømhed og varme og dejlig erotik.
På Hendes Dag glæder manden kvinden med, at hun om lørdagen kan få det, som hun vil. Han er til hendes tjeneste hele dagen, og han vil være hendes butler, havemand, kok, assistent, ven, mand, gigolo eller latino. Han vil gerne glæde hende og give hende denne gave, selvom det bliver en udfordring.
Allerede fra morgenens start står han op og laver morgenmad. Den kan serveres på en bakke i sengen, eller den kan spise ved et bord; men forskellen fra de andre morgener er de små detaljer, han husker på hele dagen. Det er servietten under brødet i brødkurven, blomsten i den lille vase, et glas friskpresset juice ved hendes tallerken. Hun har haft et par dage til at gå og tænke over, hvad hun gerne vil opleve i dag. Det kan være, at det er denne weekend, at der er en helsemesse inde i byen, som hun mægtig godt kunne tænke sig at opleve. Og selvom han vil føle sig helt fortabt mellem helseboder og gratis vitaminprøver, så er han den første til at få dem ud af døren, køre dem derhen, betale entreen og hænge hendes tøj op i garderoben. Hun ved jo godt, at det ikke ligger øverst på hans prioriteringsliste, og derfor er det også ekstra skønt, når han går rundt og virkelig oplever messen sammen med hende. Han går ikke og gaber og kigger efter cafeteriet, nej, han prøver at forstå hendes interesse og bevare energien.
Nogle kvinder vil foretrække at blive hjemme på Hendes Dag og hygge sig der. Måske vil hun gerne have lagt løg ned i jorden eller plantet de små blomsterspirer, hun har haft stående i vindueskarmen. Han plejer ikke at gå og plante blomster, men det kommer han til i dag. Hun nyder, at det er ham der laver hullerne i jorden, mens hun kan sætte blomsterspirerne ned. Alt laver de sammen.
Måske vil hun gerne have, at de skal sidde og drikke kaffe i flere timer midt på eftermiddagen, hvor de for en gang skyld har tid til at snakke om alt mellem himmel og jord. Og måske har hun lyst til, at de fortsætter den gode stemning inde i sengen, men der må endelig ikke ligge noget som helst pres om, at: ”Jeg gør det her for dig, og så får jeg sex til sidst!” Hav tillid til, at der nok skal komme mange positive ting ud af at give hinanden så megen glæde og støtte.
For at få lyst og overskud i parforholdet er det nødvendigt, at der er et grundlag af glæde. Glæden kan hurtigt drukne i alt det praktiske, men den kan også hurtig hales frem igen! Her er der en lille opgave, der nok skal give forholdet liv og glade dage igen:
Sæt jer i hver sin ende af sofaen, skru op for behagelig musik på anlægget, og tænd lidt levende lys. Tag papir og blyant frem, og skriv hver 20 ting ned, som du elsker, at din partner gør (for dig). Tænk tilbage på dengang, du var nyforelsket: Hvad var det, du blev virkelig glad for, at han/hun gjorde? Det kan være, at du elsker, når din partner nusser dine fødder, mens I ser tv-avis. Eller måske elsker du at sidde på passagersædet i bilen, mens han/hun kører jer rundt i den smukke natur. Måske er du vild med, at han/hun kalder dig for ”skat”, ”basse” eller ”min elskede”. Eller at han/hun kommer ind i sengen til dig med kaffe og morgenbrød. Skriv hver især 20 punkter op: ”Jeg kan godt lide sådan, og jeg kan godt lide sådan …” Bagefter læser I punkterne højt for hinanden! Og så bytter I papir. Nu har du hans/hendes papir med de 20 ting, han/hun elsker, at du gør. Og så skal du ellers den næste måned udføre mindst 3-4 af de her glædesting om ugen. Du skal ikke tage dem fra en ende af. Du skal udvælge dem, du lader dig inspirere af og har lyst til at udføre. Gem papiret i baglommen, så du hele tiden har det inden for rækkevidde. Jeg har gode erfaringer med, at der hurtigt vil opstå en ny glæde mellem jer i jeres parforhold, fordi I lige pludselig oplever, at partneren gør det, I værdsætter mest. Det er en effektiv lille leg, som også er ret overraskende, for man aner jo ikke, hvad den anden vil skrive! Efter en måned kan I altid lave en ny liste, og gerne med nogle af de samme ønsker!
Sidste afsnit handlede om at skrive de ting ned, som I synes, at jeres partner kan glæde jer med. Men det kan også være ret gavnligt at gøre det omvendte: Sæt jer i sofaen med papir og blyant, og skriv så hver især tre ting ned, som I synes er møgirriterende ved den anden.
Husk at vælge emner, som relaterer til noget, partneren gør, og ikke til noget, han eller hun er. Fx:
”Jeg hader dine slidte sutsko og får mavekneb, når jeg hører lyden af klaske-sko hen over gulvet!”
”Jeg kan ikke lide, at du går rundt og rydder op, når vi taler sammen!”
”Jeg bliver irriteret over, at du ikke holder om mig og viser, at du kan lide mig, når vi er sammen med andre!”
Når I har skrevet punkterne ned, læser I dem op for hinanden. I kan tage punkterne et for et og finde løsningsforslag til at ændre situationen. I kan lave aftaler om, hvordan I kan hjælpe hinanden med at undgå de svære situationer.
Spørg hinanden: ”Hvad ville du hellere ha’, jeg gør?” Snak sammen om, hvorfor det er så kritisk for dig, og hvad du hellere vil have: ”Dine sutsko er så usexede. Jeg vil have, at du køber nogle nye hjemmesko, der ikke slæber hen over gulvet. Jeg har set nogle bløde, lydløse sko i en forretning tæt på mit arbejde. Jeg vil gerne købe dem til dig, hvis du synes!” osv. I kan sagtens hjælpe hinanden ud af de kritiske situationer, og I vil sikkert opdage, at jeres respekt for og kærlighed til hinanden vokser, fordi I beviser, hvor modige I er, når I tør tale om det, der er svært. Det er meget værdifuldt for forholdet, at I rent faktisk gør en indsats for at ændre på nogle af de gamle, indgroede vaner.
Nogle par er kommet så langt væk fra det erotiske, at de dårligt kan huske, at partneren er indehaver af en kønsdel. De elsker hinanden, tror de nok, og børnene og familietrygheden er vigtig for dem, så de vil helst undgå at blive skilt. Samtidig ved de også godt, at det ikke er holdbart i længden, at de ikke har sex. I disse tilfælde er der brug for mere end en fast kæresteaften om ugen, da de udmærket ved, at aftaler om erotisk samvær har det med at blive aflyst eller udsat. Der findes en sensualitetsøvelse, som sexologer og parterapeuter har brugt til deres klienter igennem flere årtier. Den afhjælper hovedsagelig manglende lyst, men den er også brugbar ved orgasmeproblemer og præstationsangst. Det er en metode, der stille og roligt åbner kroppen for at modtage og give nydelse, og den kan være ret effektiv, hvis begge parter er oprigtigt indstillet på at gøre noget ved sagen.
Hvis den ene part kun gør det halvhjertet og dybest set ikke ønsker at få et gennembrud, men er negativ og modvillig, hver gang de skal i gang, så vil succesen selvfølgelig være begrænset. Men vender man det om og ser virkeligheden, som den er, så kan modviljen være en succes i sig selv, fordi parret bliver klar over, at de faktisk ikke længere er indstillet på at få et tæt fysisk forhold. Den indsigt kan føre til en ny og større accept af tingenes tilstand, eller det kan få dem til at tage den endelig beslutning om at gå fra hinanden.
Øvelsen har til formål at få liv i sanseligheden og være en vejviser til at lære sin egen og partnerens krop bedre at kende. Lysten til at gå på opdagelse uden at skulle præstere noget er i fokus.
Øvelsen strækker sig over en måned, to gange pr. uge i ca. 45 minutter pr. gang. De første tre uger har parret samlejeforbud, men de er velkomne til at lege med sig selv, når de er alene. Inden øvelsen gøres værelset hyggeligt og lunt. Husk, at der skal være et ur i rummet.
Uge 1:
Tag tøjet af, og læg jer sammen i ske-position. Først den ene vej i 5 minutter, og så den anden vej. En af jer lægger sig på maven. Den anden giver partneren en blid massage på bagsiden af kroppen i ca. 7 min., og så vender personen sig og modtager de blide berøringer på forsiden af kroppen i yderligere 7 min. Undgå at berøre kønsdelene og brysterne. Når tiden er gået, lægger I jer sammen, holder om hinanden og slapper af i et par minutter. Så vendes rollerne om. Nu er det modtageren, der giver partneren blid massage i 2 x 7 minutter. Når massagen er færdig, lægger I jer sammen i et par minutter. Brug derefter lidt tid på at tale om det, I har oplevet.
Uge 2:
I starter som i uge 1, men denne gang skal I også berøre kønsdelene blidt. Berøringen skal ikke føre til samleje eller udløsning. Når tiden er gået, lægger I jer sammen og holder om hinanden. Rollerne byttes om, og det samme gentager sig. Når massagen er forbi, lægger I jer sammen og holder om hinanden i et par minutter. Brug tid på at tale om oplevelsen.
Uge 3:
I starter som i uge 1 og uge 2, men denne gang er det kønsdelene og brysterne, der er i fokus. Brug gerne en god massageolie. Modtageren ligger og nyder oplevelsen; men han eller hun må meget gerne komme med lyde eller bekræftelser på, hvornår det føles bedst. Modtageren må gerne få orgasme, hvis han eller hun vil, men det er ikke et krav eller noget, der forventes. Når de 14 minutter er gået, bytter I roller. Læg jer bagefter sammen, hold om hinanden, og tal til sidst om oplevelsen.
Uge 4:
I starter som I plejer: i ske. Denne gang er sensualitetsøvelserne et forspil til samleje. 14 minutter til hver på krop og kønsdele, og derefter har I jeres første samleje.
Her taler vi om kvinder, der helt og aldeles har mistet sexlysten, men som stadig lever i et fast forhold. De ville sikkert få deres sexlyst tilbage, hvis de forelskede sig i en ny og spændende mand, men det har de indtil videre ikke valgt. De har valgt et kammeratligt familieliv, som fungerer sublimt, lige bortset fra den del, der hedder sex. Til gengæld har parret måske så meget andet sammen: børn, dyr, et hyggeligt hjem, en god omgangskreds, traditioner, fælles interesser og gode samtaler. Men så er der bare det der skrantende sexliv. Måske har de ofte talt om det og prøvet at lave nogle faste aftaler; men de har ikke været i stand til at overholde dem, og en løsning fandt de aldrig. Og derfor er situationen stadig den samme, nemlig at hun spreder benene en gang imellem og får det overstået i en fart, og han får mavepine over, at hun kun gør det for hans skyld.
Det er ikke en holdbar situation, for vi skal ikke dyrke sex, når vi har modstand indeni. Kroppen husker. Og har vi haft for mange seksuelle oplevelser, vi ikke brød os om, kan det blive svært at opfatte sex som noget positivt. Sexlyst er noget, vi skal passe på og værne om. Hvis vi overskrider vores grænser og dyrker sex uden at gøre det for vores egen fornøjelses skyld, forsvinder den naturlige sexlyst.
Kvinder, der lever med dette dilemma, går ofte alene med problemet. De vænner sig til at leve i den tilstand. Og ligesom vi kan komme til at gå med en fysisk lidelse og udsætte besøget hos lægen, kan vi på samme måde gå med et seksuelt eller følelsesmæssigt problem, som vi ikke taler med nogen om.
Der er mange årsager til manglende sexlyst, og hver kvinde har sin egen historie; men ofte finder vi svaret i fortiden. Det kan skyldes opvækstens syn på sex eller et svigt fra manden eller mænd generelt, som hun aldrig er kommet over. Eller måske lærte hun aldrig at onanere og få orgasme. Men den manglende lyst kan også skyldes noget i hendes liv lige nu. Måske har hun et krævende job, der gør at hun ikke kan komme ud af sit hoved og ned i sin krop, måske har hun komplekser, eller måske er det så banalt, at hun bare ikke tænder på sin partner længere. Det bedste, hun kan gøre, er at tale med nogen om det. Hun kan jo begynde med partneren, og måske har hun også et par kloge veninder, der kan stille hende nogle gode spørgsmål. Et besøg hos en sexolog eller psykolog er også en oplagt mulighed.
Når mænd mangler lyst til sex, er det oftest i en periode, hvor de mister deres job eller tænker på at skifte til en anden slags job, men uden at vide, hvad de vil skifte til. En mands identitet er forbundet med hans retning, mission og mål i livet. Og viser det sig, at han af en eller anden årsag alligevel ikke kan, eller vil, nå sit mål, må han sadle om og finde et nyt mål. Den periode kan føles som en krise, og derfor har han brug for masser af tid til at tænke over, hvad han nu vil gøre. Hvis han har en kæreste eller kone, ønsker han ikke at bruge for meget tid sammen med hende, fordi han kan føle det som en distraktion – selvom han elsker hende. Allerhelst vil han have lov til at være i fred og gå ind i sig selv. Men konen er frustreret, fordi hun tror, at det handler om hende, og så bliver nærhed og sex pludselig noget, han skal give hende, selvom han ikke selv har lyst.
Hvis manden havde levet i gamle dage og tilfældigvis havde været indianer, så ville reservatets andre indianermænd have taget ham med op på et bjerg langt væk, på retreat eller vision-quest, hvor de ville hjælp\ at finde hans nye mål og retning i livet. Selvom det kom til at tage flere dage, ville de først vende tilbage til reservatet, når visionen var fundet. Hans nye indianernavn ville støtte ham i at nå sit mål, som fx Ham der Jæger, eller Ham der Helbreder.
En anden almindelig årsag til at manden mister sin lyst til seksuelt samvær, er at hans kone eller kæreste puster sig op og bliver for bossy.
En mand, der bliver kontrolleret og domineret af partneren, føler sig utilstrækkelig, og det sætter ham i en slags handlingslammelse. Går konen rundt og leger Find Fem Fejl hele tiden, kan han selvfølgelig ikke slappe af og være i sit potentiale som mand. Og selvom hun ønsker at få meget mere sex og kærtegn, så foretrækker han at nøjes med en spiller og sin gode fantasi, og det gør hende selvfølgelig endnu mere rasende.
En tredje årsag til manglende sexlyst i forholdet kan være, at kæresten har andre og større forventninger til ham. Hun vil have mere sex, tryghed og nærvær, end han kan give. Hun gør alt for at behage ham, for at få ham til at synes, at hun er fræk og uimodståelig, men jo mere hun jager og behager ham, jo mere afholdende bliver han. Før han fik en kæreste, nød han at være fri og bestemme over sit eget liv, og det vil han ikke at give slip på. Derfor kan der lynhurtigt opstå konflikter omkring forskellige behov og værdier. Og hvis kvinden ikke holder op med at løbe efter ham og have forventninger til ham, kan det ende med at han helt mister lysten til at være i forholdet.
Kære Joan,
Jeg har datet en pige et stykke tid, og vi er blevet vilde med hinanden og er blevet kærester. Dermed er der opstået problemer, som jeg håber, du kan give nogle råd til. I starten havde vi vild og fræk sex hele tiden, men her på det sidste er hun blevet rigtig ked af det, efter vi har haft sex, og har fortalt mig, at hun egentlig ikke har lyst, men gør det for min skyld. Hun kan ikke selv forstå det, fordi hun ikke har problemer med at blive tændt, så længe det er overfladisk. Hun har derfor også haft mange partnere i kortere tid ad gangen og giver dette skylden for, at hun ikke kan blive tændt på en kæreste, som kommer tæt på hende. Jeg er vild med hende og har sagt til hende, at vi nok skal finde ud af det sammen. Hun er derimod bange for at miste mig pga. den manglende sexlyst, og er frustreret over, at hun ikke ved, hvorfor hun har det sådan. Hvad gør vi?
Mange hilsner det ellers perfekte par.
Kære det ellers perfekte par,
Hvis din kæreste aldrig har haft et længerevarende forhold før, har hun ikke prøvet at gå skridtet videre fra forelskelsesfasen til fase to, den som nogle kalder kærlighedsfasen. Det er lidt af en omvæltning for mange, når forelskelsesmorfinen forsvinder, for det kan føles, som om sexlysten er forsvundet. I virkeligheden er lysten ikke forsvundet, den er stadig i kroppen, men nu kræver det en lille indsats at få den frem. Vi kan sammenligne det med et barn, der har tegnet hele sit liv. Når hun kommer op i 5-6 klasse, begynder hun at kigge på de andres tegninger, og faktisk synes hun, at de andres giraffer er bedre end hendes egne. Det bliver pludselig svært at tegne, og hun holder op. Hvis hun havde forsat, ville hun være kommet over den svære periode og være blevet rigtig god til at tegne giraffer.
Det er der, din kæreste befinder sig lige nu. Hun er nået til det punkt, hvor hun skal gøre en ekstra indsats og gå igennem den svære periode i stedet for at give op. Hun har sikkert nærmet sig punktet mange gange før, men så er hun smuttet, når det blev svært. Sammen med dig har hun muligheden for at tage det stille og roligt og gå på opdagelse i sin egen krop og finde sine erogene lystknapper. Det tager måske lidt tid, men det er en interessant opdagelsesrejse.
Kærligst Joan
Pornoafhængighed kan også være en væsentlig årsag til, at manden mister sin lyst til at gå i seng med partneren. Selvom kæresten eller konen er både villig og åben, kan manden have svært ved at se hende som objekt for sine seksuelle lyster. Sex er for ham ikke længere noget sanseligt med en og samme partner. Sex er blevet en visuel, pornografisk oplevelse med skiftende temaer og skiftende virtuelle partnere.
Manden, der er i tvivl, kan også miste sin lyst til at hengive sig seksuelt! Tvivl er lig med lidelse, og ikke før han tager stilling til, om han vil være sammen med kæresten eller ej, får han det bedre med sig selv. Så længe han er i tvivl, har han ikke rigtig lyst til sex, men prøver at skjule det ved at gøre det alligevel.
Spørgsmålene er: Elsker han hende? Er det hende, han vil være sammen med i fremtiden, eller er han der kun, fordi hun elsker ham og vil ham så meget? Vil han fortryde, hvis han går? Hvordan vil hun reagere? Tvivlermanden er ikke sjov at have som partner, fordi han ikke kan føle, hvad han skal svare på de spørgsmål, hun stiller ham. Han vil tænke, spekulere og analysere i stedet for at føle og handle, og til sidst vil det ofte være hende, der tager beslutningen for ham.
For meget alkohol, stress, medicin og psykiske lidelser kan selvfølgelig også være årsag til nedsat lyst.
Til kvinden, der er kæreste med en mand, der er i tvivl: Der er ingen grund til, at du går og spilder din tid på en mand, der ikke ved, om han vil dig eller ej. Og selvom det nogle gange er hårdt at se sandheden i øjnene, er det dog bedre at kende den og ikke gå og lyve for sig selv og spilde sin kostbare tid.
Sæt dig ned, skriv de 10 afklarende/opklarende spørgsmål ned, og bed dernæst din kæreste om at gøre dig en kæmpetjeneste. Tjenesten er, at han skal give dig en halv time af sin tid, hvor han skal være hudløst ærlig og svare på de 10 spørgsmål. Du lover, at du ikke går ind i en dialog eller diskussion; du vil bare gerne have, at han svarer ærligt på spørgsmålene. En mand har lært hjemmefra, at man ikke skal gøre en kvinde (mor) ked af det, og derfor vil han være varsom med sine svar og nogle gange svare dobbelt (”… på den ene side og på den anden side”). Hjælp ham med at være direkte og konkret. Læg mærke til hans kropssprog og toneleje. Får han energi, når han taler om at bo alene, eller bliver han træt og energiforladt?
De 10 spørgsmål:
- Er du nogen gange i tvivl om, at jeg er den rette partner for dig?
- Hvor meget begærer du mig på en skala fra 0-10, hvor 10 er meget begær?
- Hvad synes du bedst om ved mig?
- Hvad kan du mindst lide?
- Hvordan ser din idealpartner ud, psykisk og fysisk?
- Hvilken kvinde har du elsket mest i dit liv ud over din mor?
- Hvor ofte tænker du på at stoppe vores forhold? Hvornår sidst?
- Hvordan vil dit liv se ud, hvis du er alene?
- Hvad skal du gøre i dit liv, som du ikke har fået gjort endnu?
- Hvad ønsker du for mig i fremtiden?
Når spørgsmålene er stillet og svaret, ved du indeni, om du og din kæreste skal fortsætte jeres forhold eller stoppe. Fortæl ham, hvad du er kommet frem til, og spørg ham, hvad han selv opdagede om sig selv undervejs.
I dag er der mange kvinder, der ikke synes, at de får sex nok af deres kæreste. De vil gerne have sex hver dag, og gerne flere gange om dagen, hvis han altså bare ville. Men det vil han ikke. Han vil hellere se sport på 3’eren eller falde i søvn på sofaen efter aftensmaden. Disse kvinder har det ikke let med sig selv, fordi de hele tiden er opmærksomme på hans signaler. Når han ikke vil dyrke sex, bliver fortolkningen, at det sikkert skyldes, at de ikke er tiltrækkende nok.
Fra barnsben er vi blevet kodet med, at alle mænd vil have sex hele tiden. Hvad er der så gået galt, når ham, vi er sammen med, ikke vil?
Det er den sikre vej til overnaturlig sexlyst hos os kvinder. Stik os en mand, der ikke har lyst, og vi har konstant lyst. For hvis vi kan få ham til at begære os, må det betyde, at vi er pæne, lækre, sexede, og så kan vi slappe af. Men sikke et job vi er kommet på: at omvende en fyr, som egentlig aldrig rigtig har interesseret sig for sex, til at blive en morgen-, middags- og aftenboller i håb om, at det vil give os et bedre selvværd.
Så vi læser bøger om sextricks og køber legetøj, frækt undertøj og er friske på oral og anal, S/M og fetich, bare der er et positivt signal. Men jo mere vi gør, jo mere trækker han piben til sig, så konklusionen er oplagt: Det er virkelig os, der er noget galt med!
Men mennesker har forskellige lystbehov, også mænd. Nogle har sjældent lyst, og visse har aldrig. Den gruppe folk kalder sig selv a-seksuelle, og det viser sig, at der bliver flere og flere, der synes, at de passer ind i den kategori. Hvem ved, måske er vi blevet kæreste med en skabs-a-seksuel, og så går vi der og tror, at hans manglende lyst skyldes vores A-skål. Det bedste, vi kan gøre, er at droppe ideen om, at hans manglende sexlyst har noget med os at gøre! Han har sine egne grunde, og vi kan hverken gøre til eller fra. Det er ærgerligt, men virkeligheden er nu engang, som den er. Dernæst kan vi grundigt overveje, om vi egentlig ønsker at leve i et forhold, hvor der kun er sex en gang om måneden eller hver anden, for det bliver sandsynligvis ikke bedre. Vil vi ikke nøjes det, må vi gå! Og det, selvom han er pæn, lækker, sød, sexet, god at tale med og meget, meget mere.
I dag, hvor de fleste af os er seriemonogame og har haft flere seriøse forhold gennem livet, har mange af os ekskærester og børn – og i det hele taget meget synlige beviser på, at vi har en fortid.
I et nyt parforhold kan det være svært for nogle at tackle dette faktum. Nogle oplever tilstedeværelsen af en ekskæreste som en blokering for glæden, og ekskæresten kan ligefrem blive et kraftigt irritationsmoment i forholdet til den nye kæreste. At ens nye kæreste har bragt to ekskærester, hun stadig er gode venner med, med ind i forholdet, eller at han har et rigtig godt forhold til sin ekskone, som han har to børn med, kan være frygtelig svært for en ny kæreste at håndtere.
Det er især svært, når vi oplever, at to eks’ere stadig har en kraftig seksuel tiltrækning til hinanden, og vi selv er kæreste med en af dem. Vi kan undre os over, hvorfor de overhovedet gik fra hinanden, når de flirter åbenlyst, og alle andre omkring os kigger med så medlidende blikke, at vi ikke bare kan ignorere det og spille naive.
Og når eks’en ringer, slår vores kærestes stemme over i falset af begejstring: Hejiiiiiiiiiiiiii!”
Men det hedder sig, at de for længst er kommet over hinanden, og det kan vi jo selv se, for de har jo begge to nye kærester, som de er glade for. Men det er da klart, at vi føler, at der foregår noget suspekt, når ord og handling ikke hænger sammen, og så er der jo ikke noget at sige til, at vi laver en scene. Ofte. For hvem kan holde ud, at eks’en får flere sms’er fra vores kæreste end vi selv, og flere grineflip, flere lange samtaler? Nej, så må vi have lov til at hæve stemmen. Og vi må også godt smække med døren og gå. Uden at fortryde det bagefter. Der er nemlig kun én konklusion på den historie, og det er, at kæresten ikke er færdig med sit forrige forhold, og derfor er vi på det helt forkerte sted, på det helt forkerte tidspunkt.
Men i de fleste tilfælde er ekskærester noget af det mindst farlige, der findes.
Det er flere år siden, de har været kærester, og vi kan mærke den store respekt og kærlighed, de har til hinanden; men den seksuelle energi er slukket for længst. Og det er hele forskellen.
Som hovedregel vil jeg anbefale, at vi går ud fra, at ekskæresterne har et ganske almindeligt platonisk forhold, som er færdigt og afsluttet. Derfor kan det være en god idé at afmystificere forholdet ved at møde dem. Det vil tit vise sig, at hun, han eller de på en eller anden måde nok minder meget om os selv, fordi vi mennesker har en tendens til at vælge de samme typer kærester. Vi kan måske ligefrem blive venner eller veninder, hvis vi har lyst til det, eller kæresten har lyst til det. Det er i hvert fald helt sikkert, at vi har noget at tale om. Ved at ekskæresten afmystificeres, er vedkommende ikke længere en trussel.
Ved at man ser sin frygt i øjnene, får man den til at forsvinde. Vores nye kæreste kan være med til at sørge for, at vi får et ordentligt forhold til hans eller hendes ekskærester. Han eller hun kan sørge for en kop kaffe, en middag eller noget i den stil, hvor vi kan mødes og få tingene ned på jorden, hvor de hører hjemme.
I virkelighedens verden findes ekskæresterne. Ens nye kæreste har børn med en, og han har også været sammen med flere, før vi selv kom ind i billedet. Og sådan ser vores egen virkelighed også ud. Det gør, at den bagage, vi har med ind i vores nye forhold, er større end tidligere, men på en måde også mere interessant. Fra starten af et nyt forhold må vi gøre opmærksom på, hvad vi har af ekskærester, eksmænd og ekskoner, som vi stadig ønsker at se og bevare et godt forhold til. Vi må simpelthen stille det op som et krav, at vi fortsat kan se dem, fordi de er en vigtig del af vores liv. Så må den nye kæreste gøre op med sig selv, om han eller hun kan rumme det behov, og kan personen ikke det, kan vi lade være med at gå dybere ind i det forhold.
Alle, der går ind i et nyt parforhold, ønsker at få udvidet deres liv. Hvis vi indskrænker og stiller krav til, at vores nye kæreste ikke må have den eller den ven, ødelægger vi noget værdifuldt for ham eller hende. Udvidelsen af vores liv sker jo på mange områder. Han er måske lidenskabeligt optaget af opera, og hun kan ikke få nok af safariture til Afrika. Så befinder vi os pludselig til en farvestrålende operaforestilling eller i jeep på vej over savannen. Det var ikke noget, vi havde overvejet et øjeblik for bare et halvt år siden – og nu elsker vi det.
Det er jo det, vi som sociale mennesker grundlæggende ønsker os: andre mennesker, venner eller kærester, der udvider vores liv. Ekskærester og børn fra tidligere forhold er sådanne mennesker.
Mænd og kvinder er utro af forskellige grunde.
Som hovedregel er kvinden utro, når hun ikke føler, at hun bliver fyldt op, og manden er utro, når han ikke bliver forløst eller tømt. Det er forskellen på den feminine og maskuline essens. Hun har et konstant behov for at få fyldt sit kærlighedshul op, og manden har et konstant behov for at blive tømt, få forløst sin energi, så han kan slappe af og have fred og ro i sindet.
Når kvinden er utro, skyldes det ofte, at hendes kærlighedsbeholder er tom. Hun har brug for meget mere nærvær, romantik, tjenester, gaver, variation og overraskelser, for at hun kan føle sig tilfreds. Hun føler ikke, at han rigtig ser hende, lytter til hende og mærker hende, sådan som hun gerne vil have det. Derfor har hun mistet sin lyst til at gå i seng med ham, og hun begynder at blive i tvivl, om han egentlig er den rette, eller om der går en prins derude og længes efter at fylde hende op med al sit overskud.
Når hun så en dag kaster sig ud i et sidespring eller en affære, vil hun til sin fryd opdage, at hendes seksualitet ikke fejlede en pind, tværtimod, faktisk har hun aldrig haft mere lyst end nu, og selv forelskelsesendorfinerne er vågnet op til dåd. Hun er hverken synderligt flov over, hvad hun har gjort, eller plages af dårlig samvittighed. Hun retfærdiggør sin utroskab over for veninderne med, at selvom hendes hoved og fornuft siger nej, så gør kroppen, som den vil, ”og så må det jo være, fordi der er noget rigtigt i det!” Ender hele historien med, at hun finder ud af, at hun rent faktisk elsker den mand, som hun er gift med, og fortæller ham, hvad hun har gjort, så er der en mulighed for, at de begge ændrer nogle ting og finder hinanden igen. Men bliver hun afhængig af den store endorfinproduktion og indser, at hun vil noget andet og mere med sit liv, begynder hun at gøre sig psykisk parat til at forlade sin mand, og det ofte uden hans vidende.
Når kvinden er utro kan det sagtens starte skriftligt, fx over chatten, fordi kvinder er auditive. De tænder på det de hører, og det læste ord går gennem ørerne. Det skal ikke forstås på den måde, at kvinden bevidst planlægger utroskaben, men hun ryger ind i det, og pludselig kommer der følelser på, fordi ordene virker.
Selvfølgelig har hun ansvar for det, der sker i hendes liv; men det er meget sjældent at utroskab er en bevidst, kalkuleret intention.
Når manden er utro, er han det, fordi han ikke får forløst sin energi. Han kan i kompensation gå ud og male flagstangen et par gange eller tre, eller gå helt og fuldt op i en hobby, blive sportsnørd eller sidde foran computeren og se på nøgne damer.
Havde Darwin levet, ville han have givet mig ret i, at mænd har et stort behov for at blive forløst. Han var jo den første person, der sagde, at mænd er drevet af et biologisk instinkt om, at de skal tømme deres testikler og sprede deres sæd for artens overlevelse. Men i hans terminologi kommer mandens utroskab sjovt nok til at fremstå helt greenpeaceagtig, da manden jo er drevet til det, ikke for egen vindings skyld, men af en biologisk trang til at redde jorden. Og så er det bare surt, at han engang imellem må og skal ud i byen og gøre sin biologiske pligt. ”A man’s gotta do what a man’s gotta do!” Sådan er det bare!
Hej Joan,
Mig og min ekskæreste gik fra hinanden for et år siden efter et forhold på 3 år. Men vi ses stadig tit og har sex og sover sammen. Vi har begge haft meget korte forhold, men det er, som om vi ikke rigtig kan finde den rigtige og så falder tilbage til hinanden. Men vi snakker om alt og fortæller, når der har været én inde i billedet. Hvis vi ikke har snakket sammen i en længere periode, kommer vi til at savne kontakten og bruger meget tid sammen. Skal vi blive ved med at køre det, som vi gør nu, med at sove og have sex? Eller skal vi helt droppe kontakten? Eller skal vi/jeg gøre noget for, at vi kan finde sammen igen? Det er, som om vi ikke kan komme videre, og vi vender hele tiden tilbage til det, vi kender. Jeg er meget frustreret over det og bruger meget tid på at tænke over, hvad jeg skal gøre.
M.v.h. den frustrerede
Kære frustrerede,
Jeg tror, at den fjerde mulighed, som du ikke har med i dit brev, er den bedste løsning på din frustration, nemlig at droppe jeres seksuelle kontakt og fortsætte jeres venskab. Det er en underlig tilstand, du befinder dig i lige nu, fordi hverken du eller din ekskæreste tager stilling. Ingen af jer vil tage teten og kæmpe for parforholdet, og ingen af jer vil sige stop, og derfor bliver det sådan en ligegyldig gråzone i vader rundt i. Jeg synes, at du skal sige til din eks, at du gerne vil være ven med hende og gå i biffen, snakke sammen over en kop kaffe eller gå en tur i skoven indimellem; men du vil ikke længere involvere dig seksuelt. Din ekskæreste vil blive lige så lettet som dig, og hun vil respektere dig for din evne til at se klart og gå i handling.
Mange varme klem fra Joan
Men ud over behovet for at få forløst sin energi er der også et element, der hedder spænding. Mange mænd synes, at det er vildt spændende at kigge på fremmede damer, og kan man oven i købet få mulighed for at smage, vil det være næsten umuligt for en hel del mænd at sige: ”Nej ellers tak, jeg skal hjem til konen, som i øvrigt har sagt nej til sex de sidste tre måneder. Men skulle det være en anden gang …?”
Utroskab er som oftest ikke noget, manden går og planlægger. Det er noget, der sker lige pludselig. Han ser sin kvindelige kollega danse rundt i en fræk kjole til en julefrokost. Han er vant til at se hende i cowboybukser, og pludselig er hun halvfuld, grinende og flirtende, har udslået hår og er ombejlet.
Det er her, gravhunde-genet bliver aktiveret: Hvis en kvinde logrer med halen længe nok, er det svært ikke at hoppe på. Han kigger og han venter, og bliver hun ved med at pirre og tirre ham, tager gravhunden over – grrrrrrrr! Og det er skønt og frækt. Han føler sig som en anden John Holmes, når han ud på de små timer har rimelig travlt med at komme hjem. Men han har på ingen måde involveret sit hjerte. En mand behøver ikke åbne sit hjerte for at være utro. Hans kønsdel er så at sige placeret behændigt uden på kroppen, og han har ikke brug for at åbne noget som helst inde i sig selv for at få en vild og varmblodig seksuel oplevelse. En kvinde derimod bliver ofte forelsket, når hun får en pik op. Det skyldes, at hun, i de timer elskoven er i gang, må åbne sit hjerte for at kunne åbne sit køn. Åbner hun ikke hjertet, kan oplevelsen komme til at føles ligegyldig, og der er stor risiko for, at hun vil komme til at fortryde.
Ofte er det farligst for parforholdet, når det er kvinden, der er utro, for hun kan have svært ved at få lukket sit hjerte igen, nu hvor det endeligt er blevet åbnet.
Ved utroskab får kvinden det, hun savnede i sit parforhold, nemlig at føle sig set, forkælet og fyldt op. Manden derimod kan sagtens komme upåvirket hjem og helt have glemt, hvad det var, hun hed, hende den lyshårede med de store nødder, som han lige har været i seng med. Han er blevet bekræftet, og han er blevet forløst, men det behøver ikke ændre spor i hans eksisterende forhold eller på hans kærlighed til konen. Tværtimod vil mange mænd endda få meget dårlig samvittighed efterfølgende, og af frygt for at miste hele sin familie, hvis det skulle blive opdaget, beslutter han sig for aldrig at røbe eller indrømme sandheden, heller ikke selvom konen finder ud af det.
Gifte kvinder vil generelt helst have affærer. Eller det ender det ofte med. Hun bliver nemlig forelsket i ham, der pludselig kom ind fra højre og hev gulvtæppet væk under hende. Pludselig kan hun ikke modstå de frække sms’er og de stjålne timer i hans bil, i naturen eller på et hotelværelse. Hun fortæller sine oplevelser til de nærmeste veninder, og hun føler sig mere og mere i live. Selv manden derhjemme får bedre sex, end han har fået længe. For når det regner på præsten, drypper det på degnen. Så han synes, at det kører rigtig godt for tiden, og fortæller hende, hvor meget han elsker hende, og hvor godt et menneske hun er. Men en af konsekvenserne ved utroskab er, at vi ikke længere kan tage imod ros fra vores partner. For når partneren ligger i sengen og fortæller, hvor skønne vi er, så får vi en meget dårlig smag i munden. Vi ved nemlig, at vi er nogle uærlige bitches, der er i gang med at ødelægge familien.
For nogle utro kvinder føles det så alvorligt med den nye elsker, at hun slet ikke kan gå i seng med sin mand. Hun føler, at hun er utro over for elskeren, fordi det nu er ham, hun er forelsket i og har dannet pagt med. Hendes mand er ham, hun lyver over for og stjæler tiden fra.
Det er derfor, jeg er imod affærer. For pludselig har vi skabt en pagt med ham elskeren, der faktisk er medvirkende til at vores parforhold er ved at gå i opløsning. Pludselig er det ham, vi fortæller vores hemmeligheder til, og ham eller hende, vi oplever nye højder med og græder og griner med. Hvad er der så tilbage til partneren andet end tømning af opvaskemaskinen og en hund, der skal luftes.
Jeg er imod affærer, fordi det er en kompensation for noget, vi mangler at tale om i parforholdet. Ofte tænker den utro, at partneren alligevel ikke kan give hende det, hun vil have, så derfor kan hun lige så godt lade være at tale med ham om det og forsøge at få ham til at gøre det. Men det er underordnet, for det værste, vi kan gøre over for vores partner, er at holde ham for nar. Så længe vi holder det hemmeligt, respekterer vi ham ikke. Det er respektfuldt at fortælle, hvad der sker med os, helst inden vi går i seng med ham den anden. Så har vores partner en mulighed for at vide, hvad han er oppe imod. Og sammen har vi en mulighed for at gøre noget ved det. I gamle dage ville han have opfordret sin rival til duel, og så var det knald eller fald. I dag kan vi gå i flere år og ikke vide, at vi har en rival.
Der er også det åbne ægteskab, hvor partnerne indbyrdes aftaler, at de gerne må være sammen med andre. Det er langt mere forståeligt for mig, fordi de har talt om det og er blevet enige om, hvad de vil. Der kan selvfølgelig være en af parterne, der går på et stort kompromis i den slags forhold; men i det mindste ved personen, hvad der sker, og han eller hun har derfor mulighed for at sige til eller fra.
Der findes også mange ægteskaber, hvor den ene part mister lysten til sex, men hvor kærligheden stadig er i live. Det er en ulidelig situation for begge parter, og ofte er den bedste løsning, at den ulystne part sætter den anden fri rent seksuelt, så han eller hun har mulighed for at gå ud og få dækket sine behov andre steder.
Hvis du har svært ved at komme over din partners one-night-stand eller affære, der måske skete for flere måneder eller flere år siden, er det på tide, du tager en beslutning. Det nytter ikke noget at blive ved med at gå og være vred eller mistænksom, for så kan I lige så godt stoppe forholdet med det samme. Du skal sætte en dato for, hvornår du holder op med at bruge energi på det emne. Lad os fx antage, at det tager dig tre uger at få de sidste rester af mistillid og vrede ud. Men om nøjagtigt tre uger må du love, at du ikke taler om det igen. Til gengæld har du nu tre uger, hvor du skal orientere din partner om, at du vil rippe op i det hele igen, og du vil komme til at stille de samme (irriterende) spørgsmål, som du har stillet før, og du vil måske komme til at græde eller blive vred igen. Belønningen for din partner er, at han eller hun ved, at det holder op for evigt om tre uger! Og så kan I komme ud af det helvede, I har levet i så længe. Jo mere du taler om din sorg og vrede, jo hurtigere forsvinder den. Når du holder din smerte for dig selv, forlænger du tilstanden. Så fra nu af sætter du en realistisk dato.
Har du brug for en uge, to uger eller tre? Nedtællingen starter nu!
En anden meget konkret og effektiv måde at komme over din partners sidespring på er ved, at du forlanger en bod af ham eller hende. Du overvejer, hvad du har brug for at få til gengæld for ”svie og smerte”, og fastlægger så en bestemt bod, som du vurderer, kan opveje det skete. Han eller hun skal nu indordne sig ”straffen” og gøre det, du bestemmer i x-antal dage, uger eller måneder. Når din partner har udstået sin bod, er aftalen, at I fra nu af aldrig mere taler om den sag igen. Den er ude af verden, udstået og overstået.
En bod kan fx være, at din partner skal give dig massage to gange om ugen i tre måneder eller skal arrangere en rejse for jer begge, to gange i det indeværende år. Eller at din partner skal støvsuge lejligheden hver dag i en måned. En bod kan diskuteres og forhandles; men det er vigtigt, at du føler, at boden er konkret og stor nok til, at du kan slå en streg over sagen og komme videre.
En af personerne i et parforhold oplever engang imellem jalousi, og det kan være meget sødt og bekræftende i begrænset omfang, men det kan absolut tage overhånd, og så er det vel nærmest sammenligneligt med at have angst. Jalousi kan føles på samme måde som panikangst, hvor man uden varsel pludselig får et angstanfald i en elevator eller i Brugsen uden at vide, hvad man er bange for. På samme måde kan jalousi totalt kapre en person og sætte sig på hans tanker, der bliver fuldstændig skæve i forhold til realiteterne.
Mandens tanker flyver ustyrligt af sted: ”Tænk nu, hvis hun i aften møder en fyr, hun synes bedre om, tænk nu, hvis hun møder Mr. Right, for det er jeg jo ikke, og hun finder nok en, der er bedre end mig.”
Sådanne tanker skaber følelser af frygt, mindreværd, frustration og stress, og de gør, at hans adfærd bliver en eller anden form for overreaktion. Måske kører han rundt i byen for at finde ud af, hvilken bar eller hvilket diskotek hun er på med sine veninder. Eller han kører måske hen til julefesten på hendes arbejdsplads for at holde øje med, hvad hun laver, eller ringer til hende hele aftenen, eller griber hårdt fat i hende, når hun kommer hjem, og laver en scene og spørger, hvem hun talte med, og hvad de sagde. Han kan også finde på at kigge efter spor i hendes trusser eller søge efter bevis på utroskab på hendes mobil og computer.
En sådan adfærd er starten på slutningen af et parforhold, for kvinden kan ikke respektere, at en mand handler på den måde og har så lidt selvværd. Hun ved jo godt, at han ser spøgelser, men alligevel tror han mere på spøgelser end på hende. Kvinder er tiltrukket af stærke mænd, og en jaloux mand er ikke en stærk mand, for han sammenligner sig med alle mulige andre mænd og tænker, at de sikkert er meget mere interessante end han. Han føler sig tom og tror ikke, at han har noget at give verden: ”Alle andre har meget mere at byde på end jeg, og hvis min kæreste først opdager det, så vil hun sikkert forlade mig til fordel for en af dem.”
Hej Joan,
Jeg er en midaldrende mand. Pænt udseende og har tidligere haft et spændende og varieret sexliv. Min kone sagde for 2 år siden, at hun ikke gad det der med sex mere, og sådan var så det. Når jeg berører emnet (verbalt!), siger hun, at sådan er det altså bare, og at jeg bare skal huske at bruge kondom. Det hører jeg, som at jeg kan få, hvad jeg vil have, andre steder. Det har jeg imidlertid ikke rigtig lyst til, da jeg jo meget hellere vil med hende, men jeg har så for nylig oprettet en profil på en sex-datingside, men mere er det ikke kommet til. En af de ting, der i øvrigt undrer mig, er, at meget få kvinder har en profil med billede, men kræver billeder på mændenes profiler, lidt dobbeltmoralsk. Synes du, jeg bare skal kaste mig ud i en eller flere bolleveninder? Betalingspiger gider jeg ikke, så hellere håndkraft, hvor man dog har ”sex” med en, man kan lide. Synes du, det er rimeligt, at kvinder mener, at ”fordi jeg ikke gider sex, skal du altså også acceptere, at det er slut”?
Morfar
Kære morfar,
Jeg opfatter det ikke, som om din kone siger, at du skal acceptere at sexlivet hermed er slut. Hun siger, at hun ikke har lyst, men at du er velkommen til at fortsætte andetsteds. Det synes jeg, er yderst betænksomt. Hun er også klog, når hun beder dig om at tage kondom på, hvis hun en dag skulle få lyst til at dyrke sex med dig igen. Og det er ikke en mulighed, du skal udelukke. For når du først begynder at møde et par damer, så kan der godt ske noget inde i din kone. Hun ser dig pludselig med nye (frække) øjne, og måske bliver hun også en smule nervøs for, at du forelsker dig i en af dem. Det kan med lidt held give hende lysten tilbage. Derfor vil jeg anbefale dig at komme i gang med profiler flere forskellige steder. Billede eller ej. Spørg din kone, om hun foretrækker, at du er ærlig omkring det, du foretager dig, eller om hun helst vil være fri. Gør, som hun foretrækker, og se så, hvad der sker hen ad vejen. Jeg ønsker dig held og lykke!
De varmeste klem fra Joan
Roden til jalousi er mindreværd; men den konstante sammenligning er en daglig smerte. Han sammenligner sig med alle og enhver og gør sig umage for at tøjet og stilen er i orden. Han prøver at dække over følelsen af indre tomhed ved i det mindste at se tjekket ud.
Gid han kunne tænkte tilbage på, dengang hans liv startede. Dengang han var en lille sædcelle ud af mange millioner andre sædceller. Men det var ham, der var den unikke sædcelle, der slog alle de andre sædceller ud og tog den lange rejse op gennem sin mors livmoder. Han var den stærkeste og hurtigste af dem alle, og han brød igennem ægget og klarede de ni måneder i sin mors mave. Han vandt, gjorde han!
Han var en vinder til at starte med, og han er en vinder nu. Han er, ligesom alle vi andre, inviteret til denne jord, og der er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til. Han behøver ikke bevise noget eller præstere noget for at være her. Han er unik. Der er ingen andre, der ser ud som ham, eller taler som ham, eller bevæger sig som ham. Vi kan alle sammen se det, undtagen ham selv.
Når han finder ud af, at han har masser af indhold, kan han godt mærke, at han er unik, speciel, en original og ikke en kopi, men så absolut sin egen fantastiske udgave af et menneske. Derfor er hans vigtigste opgave at finde ud af, hvad der gør ham glad, hvad der interesserer ham, og hvad han vil fordybe sig i. Når han finder ud af, at han faktisk er god til noget og interessant at tale med, så vil andre mennesker ikke være en trussel for ham længere. Den dag vil jalousien slippe taget i ham.
Jeg synes, at det at skrive en positiv dagbog er en fantastisk metode til at ændre sit liv i en god retning. Det handler simpelthen om at skifte fokus. I stedet for at fokusere på, at man ikke er noget værd, kan man fokusere på, at man er god nok, som man er. Sæt dig ned, og spørg dig selv: ”Hvad vil jeg hellere være end ’ikke god nok’? Spændende, tillidsfuld, klog eller værdifuld?” Når du har fundet ud af, hvad du kunne tænke dig at ”være”, skal du hver dag finde et eller to beviser på, at du faktisk allerede er det. Du skal bare skrive en linje i en bog hver aften, inden du sover. Det kan være lidt vanskeligt og provokerende at lede efter beviser, men så må du grave lidt i dig selv og spørge: ”Hvad har jeg fx gjort i dag, der var spændende? Hvad pokker har jeg gjort? Nå jo, jeg gik en tur på Holmen i dag, alene, det plejer jeg jo ikke at gøre.
Dér var jeg spændende, anderledes, lidt boheme, lidt filosofisk. Og så var jeg også spændende i dag, da en af mine kolleger spurgte, om jeg kunne give ham nogle tips om Spanien. Vi talte sammen i en time, og han var meget taknemmelig.”
Hvis underbevidstheden i årevis har fundet beviser på, at man ikke er god nok, så gælder det om at fodre den med den nye viden om, at man faktisk er god nok. Det er meget virkningsfuldt, hvis man gør det hver dag i et par måneder eller tre. Det virker på et meget dybt plan, fordi underbevidstheden ændrer fokus og begynder at lede efter beviser på det værdifulde i stedet for det værdiløse. Der kan ske mirakler med den øvelse. Pludselig får man nye venner, man møder manden i sit liv, modtager gaver, får mere ros – alt sammen, fordi man nu pludselig udstråler, at man er det værd. Det breder sig som ringe i vandet.
Alle kender situationen: Manden sidder og læser avis, kvinden kommer ind i sin nye røde kjole og spørger: ”Ser jeg fed ud i den her kjole?”
Han kigger åndsfraværende op og svarer: ”Nej, du ser fantastisk ud!” Og så vader hun tilbage til klædeskabet, mens hun surmuler, for hun er allerede i gang med at fortolke det, han sagde, som noget negativt. Vi kvinder skal lære at høre, hvad der bliver sagt. Når der bliver sagt: ”Du ser pragtfuld ud i den kjole”, betyder det ikke: ”Du ser smækfed ud i den kjole, men jeg lyver om det, for jeg orker ikke at diskutere.” Måske tror vi, at han mener det sidste, fordi han dårligt nok gad kigge op fra sin avis … og fordi han ikke svarede lige med det samme, holdt en lille tænkepause, eller fordi han ikke roste os i høje vendinger, eller fordi og fordi og fordi. Det er vigtigt at stoppe sine fortolkninger, for de går altid ned i mindreværdet og aldrig op i selvværdet. Det er sjældent, man tænker: ”Wow, han svarede tøvende, fordi han simpelthen ikke har ord for, hvor lækker jeg ser ud i den her kjole … han er helt svedig af beundring!” Nej, sådan fortolker vi det sjældent. Det går altid nedad, lige ned i mindreværdet/møgbunken. I stedet for at være mistroisk er det bedre at tænke: ”Det, der bliver sagt, forholder jeg mig til”. Fortolkninger er sådan noget, vi vil have ret i. Vi går ubevidst rundt og får ret i, at ”han synes, jeg har en stor røv i kjoler, for jeg så det selv i hans øjne. Jeg kunne høre det på hans toneleje, jeg kunne bare mærke det!” Og sådan kan vi gå og blive bekræftet i, at vi har en kæmpe røv og tykke lår og oppustet mave, for vi fokuserer jo på at finde beviser! Kære kvinder! Måske skal vi slet ikke spørge ham, om han kan lide vores kjole. Vi skal mærke efter, om vi selv kan lide at have den på, og hvis vi kan det, så vil vi også udstråle det. Og så vil vores mand også synes, at vi ser fantastiske ud i den. Vi må afprøve vores kjoler selv. Det tager godt nok et stykke tid, men sådan er det at være kvinde. Lad os tage valget selv og først bagefter gå ud til vores mand og vise os frem. Se, hvor lækker jeg er!
Og et tip til manden: Når din kvinde spørger dig om noget, ja, lige meget hvad, så tag altid stilling, og giv hende din mening. Hvis hun fx spørger dig, om hun skal tage den røde eller den grønne kjole på, så er du sandsynligvis i vildrede, for du synes, at begge kjoler klæder hende lige godt, men det skal du ikke røbe for hende. Knib hellere øjnene sammen, og kig meget koncentreret på begge kjoler, og sig så: ”Tag den røde, den sidder virkelig godt på dig.” Hvis hun ser lidt mærkelig ud i ansigtet, så siger du: ”Men lige meget hvilken en du vælger, så er jeg vild med dig! Det håber jeg, du ved!” Hvis du omvendt spiller venlig og svarer, at hun da selv må bestemme, hvilken en hun tager på, og du kan da lide dem begge, så bliver hun irriteret på dig, fordi du virker skvattet, når du ikke tager stilling. Din kvinde tænder på dig, når du kan give modspil, og når du ved, hvad du kan lide.
Hej Joan,
Før jeg mødte min kæreste, arbejdede han som bartender i mange år. Nu er han flyttet til den anden ende af landet og har spurgt mig, om det var okay, at han blev bartender på et diskotek nede i byen, hvor vi bor, for at få lidt nye venner osv. Jeg fortalte ham, at jeg ikke brød mig om det, men ville ikke sætte mig imod, så længe vi havde nogle ”spilleregler”. Dem gik han med på, og indtil for nylig har der ikke været nogen problemer. For kort tid siden var vi til fødselsdag hos en veninde, og senere på aftenen skulle vi alle ned i byen på det diskotek, hvor min kæreste arbejder. I det øjeblik vi træder ind, ser jeg flere af pigerne komme rendende og omklamre ham med kindkys og kram, hvilket var langt over mine grænser. Jeg havde det virkelig skidt resten af aftenen, og næste morgen fortalte jeg ham, at det virkelig havde såret mig. Han sagde, at han udmærket kunne se situationen fra min side, og vi aftalte at det ikke sku’ ske igen. Efterhånden som tiden er gået, har jeg fået det dårligere og dårligere med det sted dernede. Jeg kan til tider være meget jaloux, men synes ikke, at det er mig, der overreagerer. Jeg bryder mig virkelig ikke om stedet og bliver i dårligt humør, når han skal på arbejde. Hvad skal jeg gøre? Er det unfair at bede ham om at lade være med at arbejde dernede mere? Håber på et råd, da dette emne tit får os til at småskændes.
Knus fra den fortvivlede
Kære fortvivlede,
Den sikreste måde at miste din kæreste på, er ved at tage hans frihed fra ham. Som jeg ser det, er du godt i gang med at stramme rebet rundt om halsen på ham, med masser af regler og dårligt humør, fordi du er bange for, at han forlader dig, hvis du ikke holder ham under skarpt opsyn. Du bliver simpelthen nødt til at have tillid til, at din kæreste har valgt dig, fordi han elsker dig, og ikke fordi du holder ham i kort snor. Du kan ikke kontrollere hans gøren og laden i håb om, at det gør jeres kærlighed stærkere. Tværtimod vil din manglende tillid svække jeres forhold og få ham til at leve op til det, du allerede tror om ham.
Jeg synes, at du skal kontakte en terapeut og få den kvælende jalousi ryddet af vejen. Tænk, hvis du kan få din tillid til mænd tilbage og virkelig føle og tro på, at du er elsket og værdsat – og hende, som han allerhelst vil dele sit liv med?
Mange varme kram fra Joan
Der er et gammelt ordsprog, der hedder: Lige børn leger bedst. Og det er der noget om. Vores parforhold har det simpelthen bedst, hvis vores kerneværdier matcher hinandens. Jeg forstår godt, hvis du bliver forvirret, for jeg har lige sagt, at modsætninger mødes, og nævnt, hvor vigtigt det er, at der er polaritet i parforholdet. Nu hævder jeg så, at vi skal have de samme værdier. Hallo! Skal vi være forskellige, eller skal vi være ens? Vi skal være forskellige i vores maskuline og feminine essens, fordi det giver polaritet, altså seksuel tiltrækning. Mange tiltrækker deres modsætning rent personlighedsmæssigt, hvilket er fint; men vores grundlæggende værdier, også kaldet kerneværdier, skal helst være så ens som muligt.
Kerneværdier er noget, vi værdsætter så meget, at det er svært for os at leve foruden. Alligevel er det ikke noget, vi bruger særlig meget tid på at tale om i forholdet. Vi går bare ud fra, at værdierne bliver opfyldt automatisk, selvom vi egentlig ikke selv er klar over, hvilke værdier vi har. Men bliver de ikke opfyldt, begynder vores parforhold at frustrere os. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad der er galt, men der er noget, vi er utilfredse med.
En kerneværdi kan fx være ønsket om frihed, tryghed, omsorg, glæde, ro, samhørighed, kærlighed, tillid, respekt, vækst, udvikling, lykke m.fl.
Når jeg hævder, at det er godt at have de samme kerneværdier som partneren, så skyldes det, at vi ubevidst giver vores partner det, vi gerne selv vil have. Vil vi fx gerne have tryghed, giver vi selv tryghed til partneren. Men har han ikke samme kerneværdi som os, ønsker han ikke al den tryghed; han vil fx meget hellere have frihed, og det giver han så til os. Men vi vil ikke have frihed … og så kører frustrationerne. Har vi mon kun én kerneværdi? Nej vi har flere af dem; men nogle af dem er vigtigere for os end andre. Når vi har fundet vores værdier, er det godt at prioritere dem, så vi er bevidste om, hvad der betyder mest for os selv og vores partner.
Sådan gør du: For at finde dine kerneværdier skal du stille dig selv disse spørgsmål og svare med en sætning, ikke bare med et ord.
Spørgsmål: Hvad er vigtigt for mig i et parforhold?
Svar: Fx: At dyrke sex så tit som muligt.
Spørgsmål: Hvad føler jeg, hvis vi dyrker sex lige så tit, det er muligt?
Svar: Fx: Så føler jeg TRYGHED!
Konklusion:
Tryghed er en af dine kerneværdier. Men at dyrke sex er en regel for, at du får følelsen af tryghed. Kan du se det? Du vil have svært ved at føle tryghed, hvis ikke du får sex. For at finde ud af, hvad dine kerneværdier er, skal du altså først finde reglen.
Lad os finde en til kerneværdi:
Spørgsmål: Hvad er vigtigt for mig i et parforhold?
Svar: Fx: At lave noget sammen. Gøre noget praktisk eller hyggeligt sammen.
Hej Joan,
Når kvinder siger, at de vil have modspil, hvad mener de så helt præcist? At man kan sige nej til deres forslag, eller at man kan diskutere et emne? Eller hvad vil det egentlig sige at give modspil i et forhold?
Den tvivlende
Kære tvivlende,
At give en kvinde modspil betyder, at du udtrykker det, du brænder for. At du siger, hvad du har lyst til, fortæller, hvilken film du vil se, hvad for et land du vil besøge, og i det hele taget udtrykker alt, hvad der betyder noget for dig. Du skal ikke bare følge med hende og give hende ret, det vil ikke tilfredsstille hende. Hun vil hellere have, at du står ved dine egne tanker, følelser og behov. Vær modig nok til at tage initiativer til udflugter, sex, ros og forslag om ændringer og fremtid. At give modspil er også at sige nej til de ting, du ikke har lyst til, også selvom det kan skabe konflikter. En mand, der tør give modspil, får mere sex end en mand, der indordner sig. Jeg håber, at du er modig!
Kærlig hilsen Joan
Spørgsmål: Hvad føler jeg, når vi laver noget sammen?
Svar: Fx: Så føler jeg SAMHØRIGHED.
Nu har du to kerneværdier: tryghed og samhørighed. Lad os finde en til, så du har tre:
Spørgsmål: Hvad er vigtigt for mig i et parforhold?
Svar: Fx: At vi kan tale godt sammen om alt, hvad vi har på hjerte.
Spørgsmål: Hvad føler jeg, når vi taler godt sammen?
Svar: Fx: Så føler jeg TILLID.
Nu har du tre kerneværdier, og nu skal de prioriteres.
Spørgsmål: Hvilken af kerneværdierne er vigtigst for dig? Tryghed, samhørighed eller tillid? Sæt dem i rækkefølge, fx sådan:
TRYGHED
TILLID
SAMHØRIGHED.
Spørgsmål: Hvor meget TRYGHED føler du i dit parforhold lige for tiden, på en skala fra 0-10?
Hvis du svarer 4 på spørgsmålet, har du ikke tryghed nok i forhold til, at det er den vigtigste værdi for dig. Hvad skal der ske i dit parforhold, så du får mere tryghed?
Hvis du kigger på dine egne regler, kan du se at sex giver dig tryghed. Altså vil det være fint, hvis I får dyrket lidt mere sex.
Hvor meget SAMHØRIGHED føler du fra 0-10?
Og hvor meget TILLID føler du fra 0-10?
At sætte tal på hjælper dig til at indse, hvorfor du er frustreret i dit parforhold. Og du har nu en god mulighed for at forklare din partner, hvad du mangler, og hvad der skal til, for at du får det bedre. Jeg vil foreslå, at I også finder din partners tre vigtigste kerneværdier. Find ud af, om I har de samme, eller om I har nogle, der er modsat hinanden, som fx tryghed og frihed. – Find også ud af, hvor høje tal mellem 0 og 10 han sætter på hver kerneværdi.
Hvis du ønsker tryghed, og han frihed, så ved I, hvorfor I misforstår hinanden så ofte. Find ud af, hvordan I kan blive bedre til at give det til hinanden, som I hver især har brug for. Hvordan giver han dig mere tryghed, og hvordan giver du ham mere frihed?
Kerneværdier kan vi ikke bare lave om, selvom det ville være praktisk. Vi kan ikke sige til vores partner, at han hellere skal have tryghed som værdi i stedet for frihed. Kerneværdier er som vores dna. De er skabt gennem livet af principperne i vores familie, vores hobby, vores vilkår, vores interesser osv., og de sidder godt fast, selvom de kan ændres efter, hvor vi befinder os i livet.
Find jeres kerneværdier
Hej Joan,
Jeg skriver, fordi jeg elsker min kæreste meget højt; men samtidig vil jeg gerne have tid til andre personer i mit liv. Jeg føler ikke, at min kæreste respekterer, når jeg har behov for at være sammen med mine venner eller fx besøge familien, uden at hun nødvendigvis er med. Det er, som om dette gør hende jaloux, så hun tror, jeg hellere vil have alle andre end hende. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg har misforstået ideen med et parforhold; men for mig betyder parforhold ikke en frasigelse af alle andre relationer. Hvad gør jeg?
Den anonyme
Kære anonyme,
Du er i et parforhold, hvor du og din kæreste har forskellige kerneværdier. Det lyder, som om du har frihed som højeste værdi, mens din kæreste har tryghed. Det kan godt skabe nogle misforståelser, fordi I kan komme til at føle, at den anden ikke imødekommer jeres behov. Når du siger til din kæreste, at du vil en tur i byen med vennerne en fredag aften, tænker hun sikkert, at det er mærkeligt, at du hellere vil bruge din weekend sammen med dem end at være sammen med hende. Du vil selvfølgelig gerne gøre hende glad, så du giver hende det, du selv værdsætter, nemlig frihed. Du foreslår derfor, at hun selv skal tage i byen med veninderne og give den en ordentlig skalle. Men det gør bare det hele endnu værre, da hun straks fortolker din gave, som at du ikke elsker hende nok, siden du ligefrem ”vil af med hende”. Det hun værdsætter mest er tryghed, og derfor giver hun dig tryghed i sækkevis, ja, alt det hun godt kunne tænke sig, at du gav hende. Men trygheden kan få dig til at føle dig låst fast og omklamret, og du får sværere og sværere ved at give hende det, hun længes efter. Det bedste, I kan gøre, er at tale om jeres forskellige kerneværdier og få sat ord på de misforståelser, de kan give. Det vil hjælpe jeres forhold, hvis du giver din kæreste mere tryghed, end du selv har brug for, og hvis hun giver dig mere frihed, end hun selv har brug for. Så vil I opdage at forholdet glider meget bedre.
Varme knus fra Joan