Jeg var midt i tyverne, da min daværende kæreste foreslog mig at blive sexolog. Han sagde, at det da måtte være det helt rigtige fag for mig, når jeg nu interesserede mig så meget for sex og kæresteri. Jeg var vild med ham og følte mig dejligt smigret over hans forslag; men der skulle gå tolv år, førend jeg kom i tanke om det igen. Det gjorde jeg, da en bekendt tilfældigvis fortalte om en kvinde, der læste til sexolog.
Jeg tror, at jeg må have fået det, man kalder en ahaoplevelse. Jeg ville simpelthen være sexolog, intet mindre! Sex og kærlighed skulle være min hverdag. Nu var jeg parat til at beskæftige mig med det hver dag – og bruge ord som liderlig og orgasme, fordi det nu engang er ens job at kalde ting ved deres rette navn! Jeg var så nysgerrig efter at få svar på stort set alt det, der kan foregå mellem en mand og en kvinde.
Jeg ville fi nde ud af, hvorfor vi forelsker os i lige netop ham eller hende – og ikke i en anden. Hvorfor tiltrækker stærke piger bløde mænd, og hvordan kan vi få den partner, vi drømmer om? Jeg ville fi nde ud af, hvad det betyder at have et mønster med sig fra sin barndom, og hvordan man kan bryde det mønster. Og hvad er egentlig forskellen på kvinder og mænd?
Selv voksede jeg op i en tid med maskuline værdier, for trods hippier og seksuel revolution var kvindekampens værdier maskuline. Unge piger lærte at klare sig selv, få en uddannelse og sætte sig nogle mål. Alt det der følelseshalløj var tabu, og den lyserøde farve var ikke til at opdrive i 70’erne og 80’erne. Nu handlede det om at nedlægge verden – og helst også så mange fyre som muligt.
Men bag den stærke facade stod der åbenbart en anden udgave af mig. Den var nok mest hemmelig for mig selv, men den dukkede umotiveret frem, hvis jeg havde fået lidt for meget at drikke til en fest, eller hvis jeg var alene hjemme og så en fi lm, hvor de fi k hinanden til sidst. Så blev jeg lidt for følsom, syntes jeg selv. Næste dag havde jeg hævede øjne og undrede mig over, hvor alle de tårer egentlig kom fra. Når jeg talte efter, havde jeg holdt mine tårer tilbage hele mit liv. Jeg var jo glad og stærk og ikke sådan en sårbar, ”svag” pigetype. Jeg var datter af kvindekampen, og ved kvindefestivalerne i Fælledparken stod jeg purung sammen med min mor og en masse andre gæve tøser og sang med på slagsangen: ”Så længe vi er kvinder, så er vi stadig stærke!”
Det blev min personlighed og mine værdier i livet. Styrke, mål og selvstændighed.
Men jeg blev klogere, da jeg pludselig begyndte at få et voldsomt udslæt i ansigtet. Jeg forsøgte at holde det nede med salve, men lige meget, hvad jeg gjorde, kom det igen. Når jeg kiggede mig selv i spejlet, så jeg, at min stærk-pige-maske var ved at krakelere. Jeg opdagede nemlig, at hver gang jeg holdt mine følelser tilbage, fi k jeg udslæt. Lod jeg følelserne få frit løb, blev min hud normal igen. Den indsigt gjorde mig bevidst om, at jeg selv og en hel generation af kvinder havde nedgjort og ignoreret de livsvigtige feminine værdier, såsom sårbarhed, modtagelighed og sensitivitet. Min krakelerede maske var et tydeligt symbol på, at der skulle til at ske noget nyt i mit liv – og måske også i hele samfundet.
Spørgsmålet var, hvordan nutidens kvinder kunne lære at acceptere deres feminine sider, så de både kunne være stærke og sårbare på samme tid? Hvad ville mændene synes om, at kvinderne blev mere feminine og til gengæld lod dem være mænd?
Det er til stadighed en stor mystik for mig, hvordan vi, manden og kvinden, kan fungere bedre sammen, så begge personer både kan være maskuline og feminine, når der er brug for enten den ene eller den anden side af os. Hvordan kan vi bevare den seksuelle polaritet imellem os, så vi kan være sammen i mange år? Hvad skal vi stille op, når den ene ikke har lyst til sex, og den anden har? Hvordan bliver vi mere frie med os selv og vores seksualitet?
Det er netop de spørgsmål og mange andre, jeg har vendt i denne bog, og jeg håber meget, at bogen vil inspirere og give indsigt.
Mange vil nok synes, at jeg generaliserer på det kraftigste, og det gør jeg også. Og bogen vil også virke meget sort-hvid visse steder. Men jeg har ikke andet valg end at have tillid til, at du selvfølgelig udmærket ved, at der også fi ndes gråtoner i livet, og at ikke alt er et enten-eller. Selv bløder jeg det op ved at tænke, at vi jo alle er en variation af det generelle, dog med større eller mindre udsving.
Bogen kan bruges til at slå op i, eller den kan bruges til fordybelse i mysteriet om vores eget og det modsatte køn.
Det har været en hård proces at skrive bogen, selvom jeg nok også vil tænke tilbage på den som en af de hyggeligste perioder i mit liv.
Jeg startede for et år siden; men jeg har intensiveret mit arbejde de sidste tre måneder, hvor jeg er rejst væk fra storbyen og gået i hi på vores gård på Langeland sammen med min mand, Carsten Islington.
Han har siddet i stuen og tegnet de kulørte motiver, mens jeg har siddet på første sal i mit lune arbejdsværelse og skrevet. Ofte har jeg brugt en hel dag foran computeren uden at kunne fi nde ord – eller også lød dem, jeg fandt, uautentiske og belærende. Nogle dage bevægede jeg mig ud i et emne, jeg aldrig havde taget stilling til før, og jeg skrev og skrev; men når jeg læste det igennem, var det en lang ukonkret smøre.
Og hvem gider læse det? Ikke jeg! For selvom bogen er bred, skal der jo skæres ind til benet ligesom i dette forord, og derfor stopper jeg her!
Jeg ønsker dig en rigtig god fornøjelse!
De allerhjerteligste klem fra Joan.